10. 1 Ordet kort var i gamle dage, dvs. før World Wide Web, klar tale, selv om der fandtes adskillige definitioner på, hvad et kort er. Uanset disse til tider divergerende definitioner var og er der hos langt de fleste personer kun en negligerbar uvished om betydningen af ordet kort. Efter skiftet til den web-baserede infrastruktur som medie har vilkårene, kommunikationsformerne og indholdet ændret sig radikalt. Derfor bør begrebsmængden (domænet) udvides, så beskrivelsen af formidlingen af geoinformation kan blive mere præcis. Kort er ikke mere det hele i formidlingsprocessen. Kort er en delmængde af noget større, nemlig geokommunikation. Kommunikation handler om, at man vha. overførsel af information tilstræber at påvirke brugerens adfærd. For at kunne overføre netop den information, som frembringer den ønskede ændring i adfærd, udføres først en analyse af virkeligheden, herunder forholdet til brugeren. Dernæst bearbejdes resultatet af virkelighedsanalysen og der træffes forberedelser til formidlingen. Uden disse processer bortfalder det rationelle, systematiske grundlag for kommunikation. Spørgsmålet er derfor, hvordan analysen af virkeligheden udføres? Der er behov for en teori, som skal give sikrere og mere bevidste beslutninger i valget af informationer til geokommunikation samt klarlægge forudsætningerne for disse valg. Når jeg her skriver om analyse af virkeligheden, er det egentlig en grov simplificering. Det er nemlig en af pointerne i bogen, at man ikke kan analysere selve virkeligheden, men kun de meddelelser om virkeligheden, som modtages. Det er fundamentalt at skelne mellem virkeligheden og de fænomener, som bringer bud til os om virkeligheden. Hvad er geokommunikation? Formålet med enhver (geo)kommunikation er at påvirke brugerens adfærd, hvilket bl.a. gøres ved at tilvejebringe et detaljeret og præcist beslutnings- og handlingsgrundlag hos brugeren. Beslutning og handling er betinget af tilførsel af information og erkendelse af sammenhængen til tidligere erfaringer. For at producenten kan kommunikere de nødvendige informationer til brugeren, må producenten være i stand til at analysere fænomenerne og være i stand til at beskrive den indsigt, som er opnået i analysen. Søgt er altså den information, som beskriver fænomenets betydning, og som får brugeren til at beslutte og handle. Geokommunikation er overførsel af sådanne geoinformationer, som beskriver fænomeners betydning, mellem mennesker gennem skrift og grafik. Brugeren søger måske et beslutningsgrundlag for en eventuel rejse (dvs. et forslag til en rejseplan), og opsøger derfor en aktuel web-service. Brugeren indtaster fra- og til-adresserne, dato og tidspunkt og modtager kort tid efter et eller flere forslag til rejseplan. På grundlag af forslaget til rejseplan, træffer brugeren en beslutning ja eller nej mht. at indlede rejsen. Bag ved web-servicens interface, sker der flere ting, som brugeren ikke opdager og heller ikke skal have kendskab til. Web-servicen sender, på grundlag af de algoritmer, som web-servicen er bygget op over, forespørgsler til nogle givne databaser om levering af et antal geoinformationer, fx vejarbejder, køreplaner og kort. På grundlag af andre algoritmer, som den på- 1 Bogen har sin egen hjemmeside på web-adressen: www.land.aau.dk/~lars/geokommunikationsbog På hjemmesiden findes bl.a. de vigtigste illustrationer i stort format.
gældende web-service også er udstyret med, sammenstilles geoinformationerne og et eller flere resultater præsenteres for brugeren på passende vis, fx i form af tabeller, tekst og grafik. Brugeren spørger altså ikke til den enkelte køreplan og heller ikke til et kort som sådan. Derimod spørger brugeren til betydningen af alle disse relevante informationer for vedkommendes intention om at indlede en rejse mellem to adresser. Betydningen for brugeren er, om rejsen kan gennemføres set i forhold til visse kvalitetskriterier, som brugeren måtte have (fx pris, bekvemmelighed, rejsens varighed og tidspunkter). Se figur 3 for en illustration af eksemplet. De grundlæggende spørgsmål for nærværende bog er altså: Hvem beslutter egentligt indholdet til en given geokommunikation, på hvilket grundlag træffes denne beslutning om indholdet, og hvordan gør man, når det relevante indhold skal identificeres og beslutningen træffes? Altså et grundlæggende spørgsmål om, hvorfor det er indhold A og ikke indhold B, der kommer med i geokommunikationen? Der er behov for en teori Hvis man vil være god til at geokommunikere, må man bl.a. lære de grundlæggende teorier, der beskriver, dels hvordan fænomener består af tegn, dels hvilke egenskaber tegnene besidder. Omvendt, hvis ikke betingelserne for god udtryksmåde er lært, vil det i højere grad være tilfældigheder, der afgør, om geokommunikationen forstås korrekt. Dertil kommer de ydre betingelser, som i særdeleshed bidrager til behovet for at kæde geokommunikation sammen med semiotik. Hvis geokommunikation var en enkel sag som fx tegngivning i trafikken, var behovet for en sammenkædning mest af teoretisk karakter. Men geokommunikation er noget særligt, bl.a. fordi der indgår et eksorbitant antal forskelligartede informationer. Det må også betænkes, at virkeligheden er for stor, til at den menneskelige hjerne kan kapere den på én gang. Derfor udføres fag som fx geokommunikation og statistik. Både geokommunikation og statistik skærer virkeligheden til i passende stumper og propper disse ned i passende små kasser, som den menneskelige hjerne så er i stand til at overskue. Hvis den menneskelige hjerne var tilstrækkelig stor og kunne kapere virkeligheden på én gang, var geokommunikation, statistik o.l. unødvendige! Men sådan er det ikke, og derfor er det nødvendigt, at der udvikles en teori for, hvordan man i geokommunikation skærer virkeligheden til i passende stumper og propper disse ned i passende små kasser. I takt med stadigt stærkere inddragelse af web-services og andre typer netværk i geokommunikation tiltager kompleksiteten voldsomt, og derfor bliver det mere og mere kompliceret at udføre entydig geokommunikation, hvilket øger risiciene for misforståelser. Ud over at skulle levere den rette betydning skal producenten også kunne styre det komplekse netværk af processer og afhængigheder, som muliggør leverancen. Fordelen for brugerne er fantastiske muligheder for at finde betydningsfuld information. Ulempen for producenterne er, at kravene til kundskaberne stiger - for at kunne udføre god geokommunikation. Derfor skal der udvikles en teori, der beskriver, dels hvordan fænomener består af tegn, dels hvilke egenskaber tegnene besidder. Ellers famles i stigende grad i blinde, når indholdet til geokommunikation skal identificeres og beskrives. Jeg har gennem alle 25 år i faget søgt efter en teori for den metodiske identifikation og udvælgelse af indholdet. Jeg fandt intet, indtil jeg begyndte at interessere mig for den amerikanske filosof og matematiker Charles Sanders Peirces teori om semiotik, hvori jeg fandt en slående lighed med min undren.
Analyseteorien Bogens første del beskriver udviklingen af den teori, som er grundlaget for kontrolleret og systematisk identifikation af det relevante indhold til en given geokommunikation. Første del starter med en beskrivelse hvilke elementer fra den hidtidige forskning i semiotik, der kunne anvendes i udviklingen af den søgte teori. Derefter beskrives selve udviklingen af denne teori, primært på grundlag af Peirces teorier om semiotik. Semiotik er studiet af produktion, formidling, sansning, fortolkning, reaktion på og lagring af betydning ved hjælp af tegn, ikke alene i tale og skrift, men også ikke-sprogligt. Et tegn er et udtryksmiddel, der formidler noget udefra ind til bevidstheden. Menneskelig kultur bygger bl.a. på tegngivning, dvs. på anvendelse af tegn gennem det talte eller skrevne sprog, kropssprog, beklædning og kunst, samt nok så interessant for denne bog, gennem skiltning, grafiske tegnsystemer og grafiske tegnkombinationer, bl.a. geokommunikation. Geokommunikation og tilgrænsende fag benytter i udpræget grad tegn og har derfor en væsentlig tilknytning til semiotik. Et tegn viser til eller peger på noget andet. Et tegn har ingen berettigelse som tegn alene. Tegn opfattes af sanserne og fortolkes som en henvisning til noget andet. Tegn er som regel nemmere at håndtere, fx tegn der udtrykker følelser. Det tegn, fx de ord, hvormed man udtrykker sine følelser, fx Jeg elsker dig, er ikke følelserne selv, men derimod en henvisning til følelserne. Eller man kan tænke på en vilkårlig signatur på et kort. Fx er en signatur for jernbanestation nok så håndterlig som selve stationen. Signaturen henviser til jernbanestationen. Signaturen er ikke jernbanestationen selv. Det er vigtigt, at skelne mellem tegn og det der henvises til, fordi det nu en gang er tegnene, vi kommunikerer med, og ikke tingene i sig selv. Derfor er tegnene altid en fattig kopi af dele af virkeligheden, og det betyder, at der er en vis sandsynlighed for misforståelser eller utilstrækkelig information, når der kommunikeres. Den komplekse proces i figur 3, hvor brugeren spørger og får leveret et svar, er bygget op over udvekslingen af tegn. I denne sammenhæng skal ordet tegn forstås i allerbredeste forstand. Uden udveksling af tegn er der ingen geokommunikation. Pga. kompleksiteten i processen er det vigtigt med teorier og metoder, som muliggør sikrere og mere bevidste beslutninger i valget af informationer til geokommunikation. Peirce beskrev i sine teorier, hvordan fænomener består af tre elementer, nemlig objektet i henseende til en bestemt idé (referenten), budbringeren (repræsentamen) og bevidsthedsbilledet (interpretanten). Hvert af disse elementer er et tegn. Endvidere beskrev Peirce, hvordan disse tre elementer hver især kan befinde sig i tre forskellige modi benævnt førstehed, andethed og tredjehed. Konsekvensen heraf er, at der grundlæggende kan identificeres ti fænomentyper, som tilsammen udgør det totale og nødvendige grundlag for enhver analyse af fænomener og disses betydning for en påtænkt anvendelse. I kapitlerne 3 og 4 har jeg argumenteret for, at førsteheden, andetheden og tredjeheden er hhv. nuldimensional, endimensional og polydimensional (i et abstrakt rum, ikke i traditionel geometrisk betydning). Det giver derfor mening samlet at betegne første-, andet- og tredjeheden som tilstande. Disse tilstande er sammenlignelige med bl.a. hhv. data-information-viden og virkelighed-information-relationer. Med indførelsen af dimensionsbegrebet i forbindelse med fænomener gives der bevis for, at det faktisk kun er de ti fænomentyper, som de førnævnte tre elementtyper og tilstande tillader, og ikke sytten, hvilket var nærliggende at mene. Men ud over beviset for de ti fænomentyper, leverer dimensionsbegrebet også indsigt i, hvorfor de syv ikke-mulige fænomentyper faktisk er nonsens. Det relevante aspekt i dimensionsbegrebet er, at det fra referent via repræsentamen til interpretant ikke er muligt at øge dimensionen, men kun at bibeholde eller reducere dimensionen. Med dimensionen er givet et operationelt, knap så abstrakt begreb, til forståelse af fænomeners tilstande i forbindelse med analyse, identifikation og beskrivelse af fænomener.
Den udviklede analyseteori kan i al væsentlighed kondenseres til den såkaldte tilstandsmodel (figur 34), om end tilstandsmodellen intet er værd, såfremt den bagvedliggende semiotikteori ikke forstås. Tilstandsmodellen tjener to væsentlige formål i geokommunikationsprocessen. Dels som analysemodel for fænomenerne, hvilket giver mulighed for detaljeret og systematisk indsigt i fænomenernes elementer og disses tilstande. Dette sikrer videre, at producenten har et ordentligt beslutningsgrundlag for identifikationen af relevante betydninger (som omsættes til informationer) i relation til den påtænkte anvendelse. Dels tjener tilstandsmodellen som tjekliste ved forberedelsen af formidling. Producenten er nødt til at sikre sig, at alle de skabte informationer indeholder samtlige relevante tilstande (de ni tegn i tilstandsmodellen), således at brugeren har mulighed for at gå på opdagelse i de fænomener, som vedkommende finder interessante og relevante. Geokommunikationsmodellen Et er analyseteorien, noget andet er den ramme, som den udviklede teori skal indgå i. Derfor blev det nødvendigt at udvikle en model for geokommunikation og dennes processer. I den hidtidige forskning i semiotik og geokommunikation og tilgrænsende fag mangler der en egentlig teori for geokommunikationens væsen. Herved skal forstås en samlet teori for såvel indhold, betydningen som processerne i geokommunikation. Der findes modeller for dele af geokommunikation, men det er bemærkelsesværdigt, at de - groft sagt - alle forudsætter, at der er et givet indhold. Den del af semiotikken, som er beskrevet i Peirces teorier, bidrog med nyskabende analysemodeller i relation til geokommunikation. Analysen af fænomenerne følges af en proces, hvor informationerne bearbejdes, således at de kan bære den essentielle og skrøbelige betydning helskindet igennem samtlige delprocesser til brugeren, som så i sidste ende bliver i stand til at beslutte og handle. Som det er påpeget af [Koláčný, 1969] er der et stort antal muligheder for at forvanske informationerne og dermed betydningen undervejs i processen. Derfor udviklede jeg en model for denne procedure, som leder producenten gennem de nødvendige delprocesser med det formål at nedsætte risikoen for uønsket forvanskning af informationen. Den udviklede geokommunikationsmodel (se figurerne 68 og 69) er baseret på kommunikationsteoretiske modeller fra [Shannon et al, 1949], [Koláčný, 1969], [Bertin, 1974], [Knöpfli, 1985-1993] og [Brodersen, 1999]. I henseende til denne bogs initierende spørgsmål, Hvor kommer indholdet fra?, er de indledende faser i processen altafgørende for svaret på dette initierende spørgsmål. Det drejer sig om analyse af fænomenerne, analyse af brugeren og af dennes anvendelse af informationen, identificering af de relevante informationstyper samt semantisk generalisering som det sidste led i processen, hvor der sker en bearbejdning af informationerne om fænomenernes betydning. Den indledende fase kan sammenfattes under fællesbetegnelsen værdimodellering. Resultatet af værdimodelleringen fastholdes i værdiskemaet (se figur 103). Værdiskemaet beskriver det indhold, som det så ofte er forudsat eksisterer i de hidtidige kommunikationsmodeller (som nævnt ovenfor). Konklusion Analyseteorien og geokommunikationsmodellen supplerer hinanden til en samlet, principiel model til besvarelse af de ovennævnte grundlæggende spørgsmål om indholdets oprindelse. Bogens anden del sætter den udviklede analyseteori i perspektiv til de processer i geokommunikation og de forudsætninger for geokommunikation, som beskrives i geokommunikationsmodellen. I centrum for bogens anden del er de processer, hvor informationerne om fænomenernes betydning bearbejdes.
Den udviklede analyseteori og geokommunikationsmodellen er begge a priori teorier udviklede på et tankemæssigt, logisk grundlag. De er derfor generelle og beskriver generelle forhold. Ethvert praktisk tilfælde (projekt) er karakteriseret ved at være konkret og netop ikke generelt. Derfor er det ikke muligt at anvende analyseteorien og geokommunikationsmodellen direkte på et konkret projekt. Muliggørelse heraf vil altid kræve en tilpasning af teori og model til netop det konkrete projekt. Men sandsynligvis vil der kunne udvikles metoder, som bygger bro mellem analyseteorien og geokommunikationsmodellen på den ene side og på den anden side de praktiske aktiviteter i udvikling og produktion. Med kombinationen af analyseteorien og geokommunikationsmodellen kan der nu udføres analyse af fænomener og identifikation af information til geokommunikation med en detaljering, præcision og bevidsthed, som hidtil ikke har været mulig. Nødvendigheden heraf bliver åbenbar ved en betragtning af kompleksiteten i fx web-baseret geokommunikation. Jeg tror, at kompleksiteten langt fra har nået et maksimum. Øget kompleksitet imødegås ved at udvikle teorier og modeller for, hvordan kompleksiteten kontrolleres gennem bevidst og systematisk arbejde. Det er de i denne bog udviklede teorier et bidrag til. Perspektiver Emnet indholdet til geokommunikation er langt fra udforsket med nærværende bog. Udestående er i første omgang at gøre teorien praktisk, dvs. at teorien bør indbygges i de praktiske metoder, som finder anvendelse i forberedelsen og udførelsen af geokommunikation, specielt i relation til systemudvikling. Endvidere bør teorien afprøves gennem analyser af konkrete eksempler fx i et samarbejde mellem forskningen i ontologi, forskningen i geokommunikation og forskningen i geoinformation. Altså forskning i spørgsmålet om hvordan de konkrete fænomener beskrives, således at der kan komme en praktisk anvendelse i gang. Teorien bør også sættes sammen med udviklingen af metoder til kvalitetskontrol. Den udviklede teori er som nævnt a priori. Når der, som efterlyst i foranstående afsnit, er udviklet metoder til implementering af teorien i praktisk arbejde, bør denne eller disse metoder kvalitetskontrolleres. Det var endvidere nærliggende at gøre de ti fænomentyper til elementer i måleparametre i en kvalitetskontrol. Det svageste led i teorien og geokommunikationsmodellen er manglen på viden om hvad der sker inde i hovedet på brugerne. Måling af brugskvaliteten, som det er beskrevet i afsnit 8.4.4, er en genvej, der hviler på en række forudsætninger om brugeren. Det kunne være af betydelig værdi at få et teoretisk grundlag for disse forudsætninger fra erkendelsesteorier og tilgrænsende fag.