Mad- og måltidspolitik Overordnede retningslinier for Mad- og måltidspolitik i Viborg Kommunes dagtilbud Dagtilbudsafdelingen
Forord Det er Byrådets mål, at det, børn tilbydes i Viborg Kommunes dagtilbud, er sund og ernæringsrigtig kost. Gode madvaner grundlægges tidligt, sundheder både et fælles ansvar og et personligt valg 1. Foruden at have fokus på selve maden ved vi også, det er vigtigt at have fokus på den atmosfære, hvori måltidet indtages. Retningslinierne skal ses som en vejledning til udarbejdelse af en mad- og måltidspolitik i de enkelte dagtilbud. Udarbejdelsen af den konkrete politik skal ske i dialog mellem forældre og personale. 1 Tværgående sundhedspolitik for Viborg kommune.
Det obligatoriske frokostmåltid Fra 2011 skal Viborg Kommune jf. Dagtilbudslovens 16 b tilbyde et kommunalt frokostmåltid i de institutioner der ønsker det. Det er forældrene til børn i de enkelte kommunale børnehuse og bestyrelserne i de selvejende børnehuse, der vælger, om de vil have det kommunale tilbud eller ej, i de kommunale sker det gennem en afstemning i det enkelte hus. Beslutningen kan revideres hvert andet år. Baggrunden er at sætte fokus på sundhed, fremme gode kostvaner, forebygge fedme og bidrage til børnenes generelle velvære og udvikling. I Dagplejen er der fuldkostordning til børnene. Et sundt frokostmåltid skal følge de til en hver tid gældende officielle danske anbefalinger for kost til børn i den relevante aldersgruppe.
De 9 kostråd Herunder er Fødevarestyrelsens officielle kostråd, som danner grundlag for mad- og måltidspolitikken i Viborg Kommune. Spis mad med mindre salt Vælg magre mejeriprodukter Drik vand Spis mindre sukker Spis frugt og mange grøntsager Vælg fuldkorn Vælg Magert kød og kødpålæg Spis mindre mættet fedt Spis mere fisk Måltider Børnene i kommunale dagtilbud spiser i gennemsnit 2-3 måltider om dagen. Maden, der serveres i dagtilbudet, skal have en høj ernæringsmæssig værdi, tilpasses barnets alder, være varieret, smage godt og se indbydende ud. Det er vigtigt, at børnene får sund mad og drikke i passende mængder i løbet af dagen, så der er energi til leg og til udvikling.
Diætkost I de tilfælde, hvor barnet har en lægedokumenteret allergi eller anden sygdom, som kræver en specialkost, kan barnet fritages for at deltage i madordningen. Dette kræver dog en accept fra kommunalbestyrelsen, som vurderer, at det ikke vil være muligt på forsvarlig vis at kunne tilbyde barnet et sundt frokostmåltid. Pædagogiske madaktiviteter Madaktiviteten kan relateres til flere temaer i den pædagogiske læreplan. Ved at lade børnene deltage i madlavningen, får de viden og færdigheder om mad. De bliver bevidste om, hvor maden kommer fra, hvordan de skal behandle den, hvad de godt kan lide, og hvad sund mad er samtidig med, at de er med til at lave maden. Samarbejdet børnene imellem og mellem barn og voksen styrkes samtidig med, at motorikken trænes, når der skal skrælles gulerødder eller kartofler. Hygiejne Når man vælger at inddrage børn i madlavningen, er der en række betingelser, som skal opfyldes i forbindelse med hygiejnen. F.eks. at man altid vasker hænder og evt. tager forklæde på, inden man går i gang med at lave mad. Se vejledning om hygiejneregler.
Måltidet - en social aktivitet Det har stor betydning, at måltidet indtages i en rolig og hyggelig atmosfære, så børnene oplever det positivt at spise sammen med andre. Det har stor betydning, at børnene oplever glæde ved at spise et sundt måltid, hvor der er god tid til at spise og at barnet måske også får lyst til at smage på noget nyt. Måltidet er også et sted, hvor de sociale normer kommer til udtryk bl.a. ved at tale sammen, sende maden rundt, sidde ved et bord o.s.v. Fødselsdage Fødselsdage i institutioner og dagpleje er som regel noget, der gøres ekstra ud af. Her kan anbefales, at der ses på alternative muligheder til slik og kager. Inspiration kan hentes på www.boreneboxen.dk
Bålmad Når der laves mad over bål i børnehaven, skal man være opmærksom på at holde en god hygiejne og at følge de almindelige grillråd. Skovture/udegrupper Når børnene skal på skovtur, skal der være mulighed for at tage madpakker med. Det samme gælder udegrupper, som hver dag vil have brug for at spise væk fra institutionens fysiske rammer. En evt. bålplads kan også anvendes, når hygiejnereglerne overholdes. Samarbejde med forældrene Det er vigtigt, at der er en løbende dialog mellem personale og forældre om mad- og måltidspolitikken i de enkelte dagtilbud, således der blandt personale og forældre er en stor bevidsthed om sund mad og kostvaner og gerne også motions-vaner. Af institutionernes hjemmeside skal fremgå, hvordan mad- og måltidspolitikken bliver udmøntet i praksis.
Henvisninger www.foedevarestyrelsen.dk. Se under Børneinstitutioner - her findes bl.a. Vejledning om hygiejneregler for køkkener i børneinstitutioner. www.altomkost.dk Her ses bl.a. : Gode grillråd www.boerneboxen.dk Her ses bl.a. ideer til fødselsdage m.m. Børn & Unge Dagtilbudsafdelingen Vestervangsvej 4a 8800 Viborg www.viborg.dk