Videnskabsministeriets notat af 29. august: Fremtidens universitetspolitik Det danske samfund indgår i den stigende nationale og internationale konkurrence om viden og kompetence, og succes i den forbindelse er en forudsætning for fortsat vækst, velstand og velfærd. De danske universiteter er centrale samfundsinstitutioner, som producerer og formidler viden og kompetencer til hele samfundet, herunder dansk erhvervsliv. Det stiller nye og skærpede krav til de danske universiteter og samspillet med det øvrige danske videnssystem. Universiteterne skal kunne reagere lige så hurtigt, fleksibelt og effektivt på forandringer og nye krav, som deres udenlandske konkurrenter. Reformen tager afsæt i nødvendigheden af en markant styrkelse af universiteternes handlekraft og samspil med omverdenen og behovet for at sætte den enkelte studerende i centrum. Reformen skal også sikre principper som: øget åbenhed, øget faglig selvbestemmelse og øget frihed til selv at bestemme sin interne organisering. Overskriften for fremtidens universitetspolitik er frihed med ansvar. Hovedelementer i reformen: 1. Formål: Universiteternes opgaveportefølje 2. Uddannelse 3. Ledelse 4. Intern kvalitetssikring og kvalitetsudvikling 5. Rådgivende paneler 6. Udviklingskontrakter og andre styringsinstrumenter 7. Selveje og bygningsmassen 8. Regelsanering 1. Formål: Universiteternes opgaveportefølje Universiteterne har til opgave at bedrive forskning og udbyde forskningsbaseret uddannelse på højeste internationale niveau og på den baggrund tilføre samfundet forskningsresultater og viden med innovation, vækst og velstand til følge. Den nye komponent er således: Vidensudveksling og videns- og teknologioverførsel til det omgivende samfund, herunder erhvervslivet, som en væsentlig opgave for universiteterne.
En ny universitetslov skal præcisere, at universiteterne er forpligtede til aktivt at udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund, herunder også aktivt bidrage til og deltage i den offentlige debat om vigtige samfundsmæssige forhold. Det er også centralt, at universiteterne skal vedligeholde og udvikle vigtige grunddiscipliner inden for de fagområder, som universitetet dækker. I forlængelse heraf skal loven indeholde en præcisering af universiteternes forpligtelse til at værne om forskningsfriheden. Forskningsfriheden er knyttet til universitetet i den forstand, at den falder inden for universitetets forskningsstrategier, som ledelsen formulerer og prioriterer. Det er imidlertid den enkelte forskers ret at vælge emne, metode og fremgangsmåde inden for de strategiske rammer, som er udarbejdet for universitetet i forskningsstrategi og udviklingskontrakt. Den enkelte forsker kan imidlertid også pålægges bestemte opgaver af ledelsen akkurat som i dag. Universiteternes opgaver kan følgelig samles under tre overskrifter: Vidensudveksling, uddannelse og forskning. For så vidt angår vidensudveksling betyder det følgende for universiteternes opgaveportefølje: at universiteterne aktivt skal udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund at universiteternes forskning og uddannelse skal omsættes til værdiskabelse, viden- og teknologioverførsel og innovation i samfundet; herunder falder universiteternes samarbejde med private og offentlige virksomheder og myndigheder om vidensudveksling, forsknings- og udviklingsopgaver. at universiteterne skal samarbejde med andre universiteter, forskningsinstitutioner, herunder sektorforskningsinstitutioner, og uddannelsesinstitutioner om forskning, uddannelse og forskningstilknytning. Universiteternes uddannelsesopgave består mere præcist i udbuddet af forskningsbaserede bachelor- og kandidatuddannelser, forskeruddannelser og forskningsbaseret efter- og videreuddannelse på højeste internationale niveau og undtagelsesvis ikke-forskningsbaserede diplomuddannelser i overensstemmelse med Loven om Videreuddannelse for Voksne (VfVloven). Det betyder, at der skal være en tæt forbindelse mellem universiteternes uddannelsesopgaver og forskningsopgaver, så der sikres et samspil mellem forskning og uddannelse. Universiteternes forskningsopgave består i generel forstand i at bedrive forskning inden for udvalgte områder på højeste internationale niveau.
For at den opgaveportefølje, som universiteterne har, bliver løftet, forudsættes det, at der bliver truffet strategiske valg og prioriteret mellem udvalgte forskningsfelter og fagområder i overensstemmelse med de faglige forsknings- og uddannelsesstrategier, der er blevet udarbejdet for universitetet. Det er derfor en central opgave for universiteterne i forhold til både forskning, uddannelse og vidensudveksling, at der udarbejdes strategier og foretages en strategisk prioritering og udvikling af forskningsfelter og fagområder inden for universitetets kernekompetencer og styrkepositioner, som understreger universitetets profil. Universiteternes opgaver og aftalens elementer behandles mere udførligt i det følgende. 2. Bachelor- og kandidatuddannelser En reform af bachelor- og kandidatuddannelserne skal styrke uddannelsernes faglige kvalitet, sammenhæng og samfundsrelevans. Universiteterne skal ud over forskerstuderende uddanne højt kvalificerede kandidater med kompetenceprofiler, der er efterspurgt på arbejdsmarkedet. Det markante studenterfrafald på mange universitetsuddannelser skal reduceres, ligesom unødvendigt lange studietider skal undgås. Flere kandidater skal hurtigere igennem og i arbejde. Uddannelsesreformen skal understøtte nytænkning på uddannelsesområdet. Uddannelsernes indhold og struktur skal tage afsæt i videnssamfundets kompetencebehov. I en tid med hastigt skiftende kompetencekrav stilles store krav til øget fleksibilitet og mobilitet mellem uddannelser og universiteter. Det vil fortsat være således, at videnskabsministeren godkender udbud af nye uddannelser. Uddannelsesstrukturen skal være mere fleksibel, således at de studerende gives en klarere valgfrihed inden for faste rammer. Meritproblemer, blindgyder og dobbeltuddannelse skal undgås. Det er endelig et klart og helt nødvendigt mål at sikre uddannelsen af tilstrækkelig mange gymnasielærere. Reformen følger op på en udvikling, der allerede er i gang på universiteterne. Reformen bidrager til udviklingen af universitetsuddannelserne med følgende overordnede instrumenter: 1. En omlægning af studiestrukturen, herunder en modulopbygning af uddannelserne, 2. En omlægning af kandidatoverbygningsuddannelserne og 3. En intensivering af den individuelle studievejledning. For det første skal uddannelsesstrukturen omlægges med en reel og fuld implementering af den nuværende uddannelsesstruktur med treårige
bacheloruddannelser efterfulgt af toårige kandidatoverbygningsuddannelser. Bacheloruddannelsen skal give mulighed for at vælge mellem flere kandidatoverbygningsuddannelser. Der indføres modulopbyggede bacheloruddannelser, der efterfølgende giver de studerende valgmuligheden mellem flere relevante kandidatoverbygninger. Der gennemføres en fuld implementering af det såkaldte bachelorprojekt. Bachelorprojektet placeres i bacheloruddannelsens tredje år, som en afrunding af uddannelsen, der dokumenterer, at det faglige niveau er nået. For det andet omlægges kandidatoverbygningsuddannelserne. På kandidatoverbygningsuddannelserne skal det være muligt for de studerende at vælge mellem og sammensætte uddannelser med forskellige kompetenceprofiler, der retter sig mod forskellige jobområder inden for såvel den private som den offentlige sektor, og herunder en forskerkarriere. De fag, hvor en studerende sigter mod en karriere i gymnasieskolen, tilrettelægges således, at der bliver mulighed for, at man kan opnå en tofagsuddannelse, der er målrettet de gymnasiale uddannelser, og som giver kompetence til at undervise her. Uddannelsen skal have samme kvalitetsniveau som den nuværende kandidatoverbygningsuddannelse. Den studerende vil typisk vælge uddannelsen i det fjerde år. En fuld implementering af bachelor- og kandidatuddannelsesstrukturen vil give de studerende større fleksibilitet og frihed til at vælge mellem forskellige kandidatoverbygningsuddannelser og vælge mellem universiteterne. For at tiltrække og fastholde studerende bliver udviklingen af profilerede kandidatoverbygningsuddannelser med et højt fagligt niveau en konkurrenceparameter for universiteterne. For det tredje skal den individuelle studievejledning intensiveres. For at reducere frafald og understøtte de studerende i at gøre valg i en uddannelsesstruktur præget af mere fleksibilitet og valgfrihed forpligtes universiteterne på en målrettet individuel studievejledning af de studerende. Vejledningen er i den forbindelse central i tilknytning til den enkelte studerendes valg af kurser og til at klargøre, hvilke kompetencer den studerende opnår gennem valget af det enkelte modul samt gennem bestemte kombinationer af kurser. Universiteterne skal fortsat udbyde ph.d.-uddannelser og forskningsbaserede efter- og videreuddannelser. 3. Ledelse Bestyrelsen vil ved hvert universitet kunne fastlægge sine nærmere forhold og indre organisering i de vedtægter, som skal udarbejdes. I vedtægterne
fastlægges også sammensætningen af universitetets repræsentantskab. Vedtægternes indhold vil dog være begrænset af de rammer, som den nye universitetslov vil opstille, og Videnskabsministeriet skal godkende, at de enkelte vedtægter ikke er i strid med loven. Formålet med en reform af universiteternes ledelsesstruktur er at give ledelsen friere rammebetingelser for at træffe beslutninger, prioritere og disponere. Det skal hænge sammen med, at ledelsen bliver holdt direkte ansvarlig for kvantiteten og kvaliteten af forskning, uddannelse og vidensudveksling. Styrkelsen af universiteternes ledelse er en naturlig følge af universiteternes udvidede opgaveportefølje. Ledelsesreformen skal sikre, at forsknings-, uddannelses- og vidensudvekslingsopgaverne bliver løftet på højeste internationale niveau, hvor man kan gøre brug af bl.a. forskningsvogtning, benchmarking og forskellige kvalitetssikringsmekanismer. Det vil være nødvendigt at gennemføre en så omfattende universitetsreform i løbet af en årrække, hvor implementeringen af de forskellige elementer følger hinanden i en hensigtsmæssig rækkefølge. Med hensyn til ledelsesreformen vil der pågå en længere overgangsfase, hvor delelementerne føres ud i livet. Valgene af de nuværende ledere skal respekteres i den forstand, at de valgte ledere fortsætter deres hverv i hele valgperiodens længde medmindre det fastsættes anderledes af universitetet i sin vedtægt. Af hensyn til gennemførelsen af de øvrige tiltag er det nødvendigt, at lederne i denne overgangsperiode tildeles de kompetencer, der beskrives i det følgende. På samme måde vil eksisterende fakultetsråd, institutbestyrelser og studienævn fortsætte deres arbejde indtil de organer, der overtager deres funktioner, kan etableres. Bestyrelsen Universitetets øverste ledende organ er bestyrelsen. Bestyrelsen varetager generelt universitetets interesser og skal øge universitetets gennemslagskraft i forhold til hele samfundet. Den har den overordnede kompetence for universitetets økonomi og budget, personale- og bygningsmæssige forhold, forsknings- og uddannelsesstrategier, handlingsplaner, vedtægter, organisation og udvikling. Den indgår udviklingskontrakter med Videnskabsministeriet og sikrer universitetets samarbejde med det omgivende samfund. Der skal herske åbenhed om bestyrelsens beslutninger samt grundlaget og bevæggrundene for bestyrelsens beslutninger. Bestyrelsen sammensættes af medlemmer, der er valgt af og blandt det videnskabelige personale, det teknisk-administrative personale og de studerende samt eksterne medlemmer, der repræsenterer forskellige relevante samfundsinteresser. Bestyrelsen skal have et flertal af eksterne
medlemmer, og der skal som minimum være 2 repræsentanter for de studerende. Antal bestyrelsesmedlemmer fastsættes i universitetets vedtægt. Bestyrelsens eksterne medlemmer udpeges i kraft af egen person og ikke som repræsentant for bestemte særinteresser. De skal være forskningsog/eller uddannelseskyndige personer, der har erfaringer med ledelse, organisation og økonomi, og/eller som har erfaringer og indsigt i det pågældende universitets fagområder og kernekompetencer. Der må gerne være udenlandske medlemmer. Der etableres repræsentantskaber for hvert universitetet. Repræsentantskaberne udpeger de eksterne medlemmer af bestyrelsen og bestyrelsens formand. Repræsentantskabernes nærmere sammensætning og kompetence fastsættes som nævnt i vedtægten. Bestyrelsesformand Bestyrelsen ledes af en formand, der vælges blandt de eksterne medlemmer af hele bestyrelsen. Rektor Bestyrelsen ansætter rektor, der varetager universitetets daglige ledelse og er ansvarlig over for bestyrelsen.. Med andre ord varetager rektor universitetets daglige opgaver i forhold til bestyrelsens overordnede forsknings- og uddannelsesstrategier, planer for organisation og personale samt vidensudveksling med det omgivende samfund. I forbindelse med rektors daglige ledelse er bestyrelsen en kritisk og krævende ressource, som rektor står til ansvar overfor. Rektor skal være en anerkendt forsker. Rektor skal have erfaringer med ledelse og organisering af forskningsmiljøer og/eller vidensinstitutioner. Rektor skal desuden have indsigt i universitetets virke og samspil med det omgivende samfund. Proceduren, der skal sikre den faglige legitimitet internt og eksternt, for ansættelse af rektor fastlægges af universitetet i sin vedtægt. Akademisk råd Der etableres et akademisk råd, som skal rådgive bestyrelsen om universitetets forskningsstrategi og pege på prioritering af forskningsområder ud fra forsknings- og uddannelsesfaglige betragtninger. Det akademiske råd skal desuden rådgive rektor om fordeling af ressourcer og udtale sig om udmøntningen af universitetets forskningsbudget efter bestyrelsens retningslinier, tildele grader (dr., ph.d. og dr. honoris causa) og nedsætte bedømmelsesudvalg i den forbindelse. Rektor kan være formand for det akademiske råd.
Ved fakultetsopdelte universiteter kan man i sin vedtægt fastlægge, at der kun skal være akademiske råd på fakultetsniveau, og det kan evt. bestemmes af dekanen er født formand. Rådets medlemmer er udpegede i kraft af deres personlige egenskaber og ekspertise inden for nationale eller internationale forsknings- og universitetsmiljøer. De nærmere forhold vedrørende akademiske råd fastsættes i universitetets vedtægt. Fakulteter og institutter Lederne på fakultets- og institutniveau skal ligesom rektor være ansatte for at sikre éntydighed og ensartede ledelsesprincipper på alle niveauer. Dekaner og institutledere skal have erfaring med og indsigt i forskning, uddannelse, ledelse og universiteternes samspil med det omgivende samfund. Proceduren for ansættelse fastlægges af universitetet i sin vedtægt. Dekaner Bestyrelsen kan vælge i universitetets vedtægter at etablere fakulteter opdelt efter faglige hovedområder, f.eks. humaniora, samfundsvidenskab, naturvidenskab, sundhedsvidenskab og teknisk videnskab. Fakulteterne ledes til daglig af dekaner, der ansættes af rektor efter proceduren beskrevet i universitets vedtægt. Dekanen er ansvarlig for fakultetets forskning, uddannelse, budget, personale og organisering. Bestyrelsen kan vælge at etablere akademiske råd også på fakultetsniveau, som skal rådgive dekanen om forskningsstrategier ud fra forsknings- og uddannelsesfaglige betragtninger. Dekanen - eller rektor, hvis universitetet ikke er fakultetsopdelt - udpeger en uddannelsesleder efter indstilling fra uddannelsesudvalget, der sammen med et uddannelsesudvalg er ansvarlig for den overordnede, strategiske uddannelsesplanlægning. Deres opgaver behandles nedenfor. Hvert uddannelsesudvalg består af et lige stort antal lærere og studerende. Lærerne til uddannelsesudvalget udpeges af dekanen eller rektor blandt de heltidsansatte videnskabelige medarbejdere, der underviser inden for det pågældende fakultets område. De studerende til uddannelsesudvalget vælges af og blandt de studerende, der studerer inden for det pågældende fakultets område. Udpegning af uddannelseslederen sker efter indstilling fra uddannelsesudvalget. Uddannelseslederen er formand for uddannelsesudvalget, alternativt er dekanen formand for udvalget. Institutledere Institutterne er de enheder, hvor forskning, uddannelse og øvrige aktiviteter i forbindelse hermed normalt finder sted.
Institutlederen ansættes af dekan eller rektor, hvis universitetet ikke er fakultetsopdelt efter en procedure fastlagt i universitetets vedtægt, der sikrer den faglige og ledelsesmæssige legitimitet. Institutlederen er ansvarlig for instituttets forskning, uddannelse, herunder uddannelsesmiljø, budget og personale. Institutlederen skal udarbejde en organisation til at løfte instituttets samlede opgaver. Og vedkommende udpeger én eller flere undervisningsledere og forskningsledere og nedsætter ét eller flere undervisningsudvalg. Undervisningslederens og - udvalgets opgaver beskrives nedenfor. På de enkelte institutter udpeges der flere forskningsledere som under ansvar over for institutlederen varetager og koordinerer deltagelsen i større forskningsprojekter og -programmer som instituttet har ansvaret for eller er involveret i. Forskningslederne har blandt andet til opgave at varetage de praktiske forhold i forbindelse med instituttets forskeruddannelser og evt. forskerskoler, stimulere kreativiteten, samarbejdet og den faglige udvikling af instituttets forskningsmiljøer, koordinere større forskningssatsninger og -projekter samt forskningsansøgninger. Det giver et klart og éntydigt ansvar for hele ovennævnte række af instituttets forskningsaktiviteter. Institutlederen er ansvarlig for, at forskningslederne får de bedst mulige rammer til at styrke instituttets forskningsaktiviteter. Uddannelsernes faglige kvalitet, sammenhæng og samfundsrelevans skal sikres i et samspil mellem det overordnede uddannelsesudvalg på fakultetsniveau, det nære undervisningsudvalg på institutniveau og det landsdækkende studieudvalg mellem universiteterne. De tre udvalg behandles nedenfor. Uddannelsesudvalget skal beskæftige sig med fakultetets overordnede, strategiske uddannelsesplanlægning. Det har blandt andet følgende opgaver: Fastlægge overordnede retningslinier for den praktiske tilrettelæggelse af uddannelserne inden for de respektive studieordningers rammer. Udtale sig om forslag til uddannelsesbekendtgørelser, om forslag til generelle regler for eksamen/karaktergivning, om alle uddannelsessager tilsendt af dekan/rektor, og om forhold, der i øvrigt ligger inden for uddannelsernes område. Fastlægge kvalitetsstyringen af uddannelserne, herunder iværksætte evaluering af de enkelte uddannelser ved fakultetet (cf. turnusevalueringer, der iværksættes af de landsdækkende studieudvalg), godkende forslag til opfølgningsplan på evalueringer, herunder tidsplan for denne, og påse, at institutlederen følger op på evalueringen inden for den fastsatte tidsfrist. Institutlederen har ansvaret for opfølgning på evalueringer af uddannelserne, og i dette arbejde inddrages såvel relevante undervisningsledere som relevante forskningsledere. Indstille censorformænd til det landsdækkende studieudvalgs udpegning.
Vedtage forslag til studieordninger, ændring/ajourføring af disse som følge af udviklingen inden for området. Fastlægge overordnede retningslinier for meritgodkendelser, herunder koordinere disse med andre uddannelsesudvalg ved universitetet og ved andre universiteter, evt. via de landsdækkende studieudvalg. Behandle klager over afgørelser truffet af et undervisningsudvalg vedrørende ansøgninger om merit, eksamensklager, flere eksamensforsøg mv. Uddannelseslederen er formand for uddannelsesudvalget og har ansvaret for fakultetets overordnede strategiske uddannelsesplanlægning og varetager blandt andet følgende opgaver: Udarbejde forslag til studieordninger/ændringer og ajourføring af disse som følge af udviklingen inden for området. Forestå den praktiske tilrettelæggelse af uddannelserne inden for studieordningernes rammer. Koordinere undervisningsplanerne mellem de involverede institutter. Daglig leder af kvalitetsstyringen af uddannelserne. I det tilfælde hvor der er sammenfald mellem uddannelsernes faglige afgrænsning og et instituts faglige afgræsning kan uddannelsesudvalgenes kompetence overføres til undervisningsudvalget. Undervisningsudvalg og undervisningsledere på institutniveau Som det er tilfældet for uddannelsesudvalget skal hvert undervisningsudvalg bestå af et lige stort antal lærere og studerende. Lærerne til undervisningsudvalget udpeges af institutlederen blandt de lærere, der underviser inden for det pågældende instituts område, dog skal mindst halvdelen af lærerne være heltidsansatte videnskabelige medarbejdere. De studerende til undervisningsudvalget vælges af og blandt de studerende, der studerer inden for det pågældende instituts område. Udpegning af undervisningslederen sker efter indstilling fra undervisningsudvalget. Undervisningslederen er formand for undervisningsudvalget, alternativt er institutlederen formand for udvalget. Undervisningsudvalget har blandt andet følgende opgaver: Udtale sig om forslag til studieordninger, ændring og ajourføring af disse som følge af udviklingen inden for området, om institutlederens forslag til opfølgningsplan for evaluering af uddannelser, om alle sager tilsendt af institutlederen, og om forhold der i øvrigt ligger inden for undervisningen på instituttet. Fastlægge retningslinier for den praktiske tilrettelæggelse af undervisningen på instituttet inden for studieordningens rammer, og godkende undervisningsplanen.
Fastlægge overordnede retningslinier for evaluering af undervisningen, og udtale sig om resultat af evaluering af undervisningen og stille forslag om korrigerende foranstaltninger. Behandle ansøgninger om merit, eksamensklager og om 4. og 5. eksamensforsøg. Indstille til uddannelsesudvalget om ansøgninger om dispensation fra studieordningen. Udforme retningslinier for udpegning af eksterne censorer, herunder koordinere disse med andre undervisningsudvalg ved universitetet og ved andre universiteter, der varetager samme/beslægtede uddannelser. Godkende beskrivelser af og afleveringsfrister for bachelorprojekt og kandidatspeciale. Undervisningslederen varetager den daglige ledelse af undervisningen under ansvar over for institutlederen og har blandt andet følgende opgaver: Forestå den praktiske tilrettelæggelse af undervisningen på instituttet inden for studieordningens rammer, og udarbejde forslag til undervisningsplanen. Indstille til institutlederen om ansættelse af undervisningsassistenter og eksterne lektorer. Sikre at der gennemføres evaluering af undervisningen, og følge op på resultat heraf, herunder stille forslag om korrigerende foranstaltninger. Indstille forslag til det landsdækkende studieudvalg efter retningslinier udarbejdet af undervisningsudvalget vedrørende de eksterne censorer i de enkelte eksaminer. Indstille til dekanen om udpegning af censorformand, herunder koordinere denne indstilling med andre undervisningsledere ved universitetet og ved andre universiteter, der varetager samme/beslægtede uddannelser. Føre tilsyn med, at afleveringsfrister for bachelorprojekter og kandidatspeciale overholdes. Landsdækkende studieudvalg Der er behov for en styrkelse af den institutionelle kvalitetssikring, herunder skærpelse af universitets forpligtelse i den henseende. Gennemsigtigheden er i dag for lav: Flere universiteter udbyder en del uddannelser under samme eller beslægtede betegnelser, men hvor struktur og indhold over tid har udviklet sig meget forskelligt. Arbejdsgiverne ved derfor ikke altid, hvilke kompetencer de investerer i, når de ansætter en nyuddannet. Denne udvikling skaber også problemer for de studerende, der støder ind i vanskeligheder ved at få godskrevet og meriteret eksaminer. Universiteterne nedsætter landsdækkende studieudvalg for samme eller beslægtede uddannelser. Studieudvalgene sammensættes af repræsentanter for de universiteter, der udbyder de(n) pågældende uddannelse(r), for centrale aftagere, for færdige kandidater og udenlandske sagkyndige. Studieudvalget skal sammensættes med en overvægt af eksterne
repræsentanter, og formanden skal vælges blandt aftagerne. Dekanerne (eller rektor, hvis uddannelsen ikke henhører under et fakultet) nedsætter i fællesskab de respektive landsdækkende studieudvalg. Det overordnede formål er at forbedre dels det tværgående samarbejde mellem universiteter, dels samarbejdet mellem universiteter og det omgivende samfund. Formålet er også at understøtte det politiske ønske om øget decentralisering og afbureaukratisering ved at forenkle regelsæt og flytte beslutningskompetence fra staten til universiteterne. Et centralt element er at sikre beslægtede uddannelser en fælles identitet uden at ensrette udbuddet, da der fortsat skal være plads til forskellighed på tværs af universiteterne. Et andet centralt element er at skabe en platform for den løbende udvikling af uddannelsernes kvalitet, indhold og relevans i forhold til arbejdsmarkedets hastigt skiftende kompetencebehov samt at nedbryde meritbarrierer og uddannelsesmæssige blindgyder. Studieudvalgene skal ikke overtage opgaver, som hidtil er blevet varetaget af universiteterne lokalt, men skal bidrage til at kvalificere universiteternes opgavevaretagelse. Studieudvalgene skal i samarbejde med universiteterne derimod overtage en række opgaver, som hidtil er blevet varetaget af Videnskabsministeriet. Som konsekvens heraf kan uddannelsesrådene nedlægges. Med dette udgangspunkt bliver studieudvalgene kritiske kvalitetsvogtere af hele uddannelsesområder som supplement til det enkelte universitets egne kvalitetssikringsmekanismer på fakultets- og institutniveau. Konkret kan studieudvalget indgå samarbejde med de påtænkte advisory boards, jf. nedenfor, for forskning og uddannelse om konkrete projekter - f.eks. evaluering og anden kvalitetsudvikling. Der skal fortsat være plads til, at uddannelsen ved det enkelte universitet har sin egen faglige profil med hensyn til såvel indhold, tilrettelæggelse, undervisnings- og arbejdsformer, interne evalueringsformer af undervisningen som eksamensformer. De landsdækkende studieudvalg foreslås tillagt følgende opgaver: Medvirke til at sikre dialog mellem uddannelserne og aftagerne af uddannelserne om uddannelsernes indhold, kvalitet og relevans. At skabe en kanal for hurtige behovsmeldinger til universiteterne, så overbygninger hurtigt kan ændres og være tidssvarende. Vurdere kvalitet og relevans på arbejdsmarkedet af nye uddannelsesforslag, herunder sammenhæng til samme/beslægtede eksisterende uddannelser, inden universitetets ledelse træffer beslutning om at ansøge Videnskabsministeriet om godkendelse.
Afgive udtalelse til universitetet over overordnede retningslinjer for meritgodkendelser. Afgive udtalelse til rektor over klager over afgørelser truffet af et uddannelsesudvalg vedrørende ansøgning om merit. Afgive udtalelse til universitetet over væsentlige forslag til ændringer af studieordninger. Afgive udtalelse til universitetet over generelle retningslinjer for optagelsen på uddannelserne. Udpege censorformænd efter indstilling fra dekaner/uddannelsesudvalg. Beskikke eksterne censorer efter indstilling fra undervisningsledere/undervisningsudvalg. 4. Intern kvalitetsikring og kvalitetsudvikling Der skal ske en systematisk evaluering af forskning, uddannelse og undervisning. Universiteterne skal forpligtes på at gennemføre forsknings-, uddannelses- og undervisningsevaluering på baggrund af institutternes strategiske forsknings- og uddannelsesplaner. Uanset type og genstandsfelt skal evalueringerne være genstand for systematisk opfølgning, som skal blive en del af universiteternes afrapportering og indsatsområder i udviklingskontrakterne. Evalueringsrapporterne skal være offentligt tilgængelige. Der lægges op til, at de landsdækkende studieudvalg i samarbejde med universiteterne iværksætte evalueringer i tæt dialog med de foreslåede uddannelsesudvalg med eventuel inddragelse af instituttets advisory boards, hvis de er fastlagt i universitets vedtægt. De landsdækkende studieudvalg kan bede Danmarks Evalueringsinstitut eller andre organisationer og institutioner, gerne internationale, om at forestå eller bidrage til turnusevalueringer. Landsstudieudvalget nedsætter endvidere eksterne evalueringspaneler, hvis evalueringer bl.a. skal danne afsæt for Videnskabsministeriets stillingtagen til videreførelse og afvikling af uddannelser. Universiteterne fastlægger selv konceptet for disse evalueringer, men der skal som minimum indgå dimittend- og aftagerundersøgelser med henblik på at afdække uddannelsernes relevans, aktualitet og kvalitet ud fra en kompetencevinkel. Samtidig skal der udvikles et nyt koncept for en samlet og integreret evaluering af uddannelse og forskning. Dette udviklingsarbejde skal ses i sammenhæng med den foreslåede énstrengede ledelsesmodel, hvor institutlederen får forøget kompetence til at disponere over både økonomiske og personalemæssige ressourcer.
Den foreslåede énstrengede ledelsesmodel vil også understøtte institutternes evaluering af undervisningens kvalitet med hensyn til niveau, indhold og pædagogik. Disse undervisningsevalueringer foreslås iværksat i regi af institutternes undervisningsudvalg. Undervisningsevalueringerne skal offentliggøres, ligesom det påhviler institutlederen at igangsætte relevant opfølgning på kritiske evalueringer. Endelig vil forslaget om løbende og hyppigere prøver for de studerende i løbet af et semester sammen med udvikling af nye prøve- og eksamensformer som supplement/erstatning af ekstern censur understøtte kvalitetssikring af uddannelserne. Landsstudieudvalgenes kompetence på censorområdet, som omtalt ovenfor, skal ses i forlængelse af, at det foreslås, at begrænse det centralt fastsatte krav om ekstern censur til kun at omfatte bachelorprojektet og kandidatspecialet. 5. Rådgivende paneler Som led i universitetets kvalitetssikring og udvikling kan det i et universitets vedtægt bestemmes, at der nedsættes et antal såkaldte rådgivende paneler ved fakulteter og/eller institutter, der skal rådgive dekanen eller institutlederen om forskning, uddannelse og vidensudveksling. Formålet at bidrage til den løbende prioritering og udpegning af forskningsog uddannelsesområder samt rekruttering til forskergrupper. 6. Udviklingskontrakter og andre styringsinstrumenter I 2000 blev der indgået en udviklingskontrakt mellem hvert universitet og undervisnings- og forskningsministrene. Kontrakterne udløber med udgangen af 2003. På grund af den store forskel mellem de danske universiteter såvel i forhold til størrelse og organisering som forskningsog uddannelsesmæssig profilering var hver kontrakt individuel, hvor et universitet opridsede de centrale målsætninger, det ville nå inden for områderne forskning, forskeruddannelse, ordinær uddannelse, omverdensrelationer samt administration og ledelse. Efter finansloven for 2001 om forskning og videregående uddannelse blev der indgået en tillægskontrakt med hvert universitet om de to forsknings- og otte uddannelsespolitiske målsætninger i finanslovsaftalerne. I de eksisterende kontrakter er der ikke knyttet nogen sanktioner eller incitamenter til det enkelte universitets grad af målopfyldelse. Kontrakterne kan derfor bedst ses som et politisk og strategisk dokument for det enkelte universitet, hvor det over for de ansatte, de studerende og de relevante eksterne parter har fastlagt og synliggjort den kurs, det vil følge i perioden. Nye udviklingskontrakter med kvalitative og kvantitative målsætninger Universiteterne skal være rammestyrede ved udviklingskontrakter, og der skal sikres incitamenter til et øget samspil med erhvervslivet. Med forslaget
om ny ledelsesstruktur bliver de kommende bestyrelser og rektorer ansvarlige for målopfyldelsen af nye kontrakter. Rektor får kompetence af bestyrelsen til at igangsætte arbejdet med udviklingskontrakterne, som bestyrelsen indgår med videnskabsministeren. De nye udviklingskontrakter skal udarbejdes af de nye bestyrelser, der indføres som en del af reformen, jf. ovenfor. De nye udviklingskontrakter skal beskrive hvert universitets mål og indsatsområder og være centreret om universitetets kerneopgaver: Forskning, uddannelse, herunder forskningsbaseret efter- og videreuddannelse, samt viden- og teknologiudveksling. Udviklingskontrakter skal endvidere angive det fremtidige samarbejde med eksterne parter og operative målsætninger for arbejde med kvalitetsudvikling m.v. Kontrakterne skal på denne baggrund danne rammen om de strategiske forsknings- og uddannelsesplaner, som institutlederen har pligt til at udarbejde til indstilling hos dekan/rektor. Kontrakterne skal ud over eksisterende kvalitative målsætninger, f.eks. om merit, øget fuldførelse, intern opfølgning på uddannelses-, undervisningsog forskningsevalueringer m.v., også indeholde kvantitative og målbare indikatorer for universiteternes virke og resultater, som ledelsen og Videnskabsministeriet kan bruge som henholdsvis internt og eksternt styringsinstrument. De skal derfor indeholde klare resultatmål, hvorimod det skal overlades til ledelsen af hvert universitet, hvordan det vil opnå de enkelte målsætninger. Det kunne f.eks. ske ved at bestyrelsen og rektor indgår interne udviklingskontrakter med de ansatte ledere på lavere niveauer om de konkrete målsætninger for forskning, uddannelse og de øvrige formål. Relevante målsætninger De nye og klarere resultatmål kunne omfatte de studerendes mobilitet, gennemførelses- og frafaldsandele, herunder antallet af færdiguddannede bachelorer, kandidater og ph.d. er, omfang, kvalitet og formidling/publicering af forskning samt kommercialisering og patentering af forskningsresultater. Derudover skal hvert universitet udvikle koncepter for sammenligning (benchmarking) i forhold til andre relevante danske og internationale universiteter som led i den løbende udvikling. Efter udløbet af perioden for en universitetsudviklingskontrakt vil den kunne danne udgangspunkt for en ny bevillingsfordeling over en flerårig periode. 7. Selveje og bygningsmassen Universiteterne er gennem SEA-ordningen givet incitamenter til at sikre en økonomisk ansvarlig bygningsforvaltning og en effektiv lokaleudnyttelse. Det foreslås, at universiteterne omdannes til selvejende institutioner men uden bygningsmæssigt selveje. Det foreslås endvidere, at der i universitetsloven er en bestemmelse om, at de nye bestyrelser kan
udarbejde et grundlag for at anmode ministeren om at overtage statens bygninger til det enkelte universitet på nærmere aftalte vilkår. Dette vil gøre det muligt at udvikle bygningsmæssigt selveje, så det passer til det enkelte universitets forhold. Overdragelsen skal godkendes af Folketingets Finansudvalg. 8. Regelsanering Et centralt element i en ny universitetspolitik er at få sikret universiteternes selvforvaltning og skabe en regelsanering og forenkling på de områder, hvor generelle regler for statens institutioner på en uhensigtsmæssig måde binder institutionerne. På det økonomiske område har universiteterne i dag en meget betydelig selvforvaltning, da de reelt modtager samlede blokbevillinger trods finanslovens opdeling i bevillinger til forskning, uddannelse og øvrige formål. Der er ikke i universitetsloven fastsat særlige regler på dette område, bortset fra 9. stk. 2., hvor der bl.a. står, "at institutionen skal overholde bevillingsforudsætninger og disponeringsregler og varetage de opgaver, der er givet bevilling til". Denne økonomiske selvbestemmelse skal fastholdes. På det forvaltningsmæssige område tilrettelægger universiteterne selv deres administration inden for de rammer, der fastlægges i den nye lov. Herudover er der adskillige forvaltningsmæssige regler, som universiteterne er underkastet, og som i konkrete situationer kan føles belastende, f.eks.: forvaltningsloven, ombudsmandsloven, rigsrevisorloven, lov om statens regnskabsvæsen, statsbyggeloven og en lang række generelle love, bekendtgørelser, cirkulærer og retsafgørelser. Reglerne gælder for både statslige institutioner og for selvejende institutioner, som modtager mere end 50% af sine indtægter via offentlige bevillinger. Ved overgang til selveje vil universiteterne således ikke blive frisat fra reglerne. Derimod kan man afskaffe borgernes adgang til at klage til ministeriet over retlige forhold ved universiteternes afgørelser, men i så fald vil det almindelige retssystem træde i stedet. I den nuværende lov, 11. stk. 3., har ministeren i øvrigt mulighed for at etablere særlige klageinstanser og bestemme, at deres afgørelser er endelige. Det har ministeren benyttet sig af i forbindelse med SU-klagenævnet, og Klagenævnet for åben uddannelse. Man kan i universitetslovens bemærkninger indføre bestemmelser om, at universiteterne ikke er omfattet af visse bevillingsforudsætninger og disponeringsregler. Videnskabsministeriet vil drøfte dette og andre centrale emner med Finansministeriet: Friere muligheder for at deltage i vidensoverførsel til erhvervslivet Friere rammer til opsparing og langsigtet disponering En række regler på personaleområdet
Frigørelse fra en række regler knyttet til statsbyggeloven, som vanskeliggør procedurerne ved ændringer og vedligeholdelse af bygningsmassen. Den nuværende detaljerede regelstyring af uddannelserne skal afløses af en rammestyring, der giver universiteterne større råderum til at omlægge uddannelser i takt med ændrede behov. Det er i respekt for universiteternes faglige selvstyre hensigten at begrænse antallet af uddannelsesbekendtgørelser. Det skal alene være de overordnede rammer for uddannelser, der fastsættes centralt. Der skal ikke være en bekendtgørelse for hver uddannelse eller faggruppe, der i detaljen regulerer indholdet af den pågældende uddannelse. Dog skal det fortsat være således, at videnskabsministeren godkender udbud af nye uddannelser.