Et feltstudie af danske veteraners erfaringer med friluftsliv. Inskription En Tid, Et sted, Et menneske på mindesmærket over faldne på Kastellet

Ingen efterladt - Et feltstudie af danske veteraners erfaringer med friluftsliv. Inskription En Tid, Et sted, Et menneske på mindesmærket over faldne på Kastellet Niels Overgaard Blok - 020671 Vejleder Tom Kristiansen Det Natur og Biovidenskabelige Institut SCIENCE Københavns Universitet Afsluttende Master Opgave - Master i Friluftsliv Afleveringsdato 20. juni 2014 Antal anslag 148.684

Forord Ideen til dette speciale opstod selvfølgelig under en vandretur. Jeg var i Spanien med min kone og vandre på Camino De Santiago De Compostela i efteråret 2012. Kort tid forinden var jeg begyndt som studerende på Master i Friluftsliv. De første par ganges pensum var blevet læst, og de første øjenåbnende forelæsninger var fordøjet. Måske var det derfor, at blandingen af vandring på Caminoen med min soldaterfortid gav grobund for at lade tankerne flyve i nye retninger under pilgrimsvandringen. Min baggrund som professionel soldat og veteran har altid været en del af, hvem jeg er. Det har jeg aldrig lagt skjul på, men det har aldrig været gjort til objekt for så stor efterrationalisering, som dette masterspeciale lægger op til. Jeg kom hjem fra Spanien med nogle løse nedskrevne ideer omkring det at give noget tilbage både til andre veteraner, men nok også til mig selv. En grundlæggende forestilling hos mig er, at dette fænomen kaldet friluftsliv kan tilbyde noget specielt, som vi veteraner er mere disponerede for at tage positivt i mod. Nok qua vores baggrund, hvor vi alt andet lige har været eksponeret for natur mere end den gennemsnitlige person. Måske kan denne antagelse anvendes til noget positivt i forhold til allerede eksisterende strukturer eller i oprettelsen og udtænkningen af nye og støttende strukturerer og interventioner for veteraner. Jeg vil ikke påstå, at specialet har skrevet sig selv, men det har været en lærerig proces, som til tider har været frustrerende og forvirrende. Det tog mig noget tid at komme til en forståelse af, hvad det rent faktisk var jeg ville undersøge. Og hvordan denne undersøgelse skulle foretages og på hvilken baggrund. Jeg har læst megen litteratur, måske endda for meget, for det har givet mig åbninger til at se i mange forskellige og spændende retninger. Det er farligt når man egentligt gerne vil fordybe sig. På den anden side har jeg været meget spændende litteratur igennem, hvilket har udfordret min tankegang kontinuerligt. Der skal lyde en stor tak til Tom Kristiansen, min vejleder, for at pege mig i en retning når der opstod en krise, eller når jeg ikke lige kunne gennemskue min egen røde tråd. Derudover, skal lyde, en stor tak til de veteraner der har stillet op til interview og givet mig et kig ind i deres livsverden. Tak for tilliden.

Abstract No one left behind A field study of Danish War Veterans and their experiences with Outdoor education and recreation. Inspired by a phenomenological, sociological and narrative approach it is the purpose of this thesis to examine the theoretical fields of War Veterans and Friluftsliv from a sociological viewpoint and how they interact with other areas like learning and mindfulness. Friluftsliv is a Danish word literally meaning free air life. The term is a special Nordic way of viewing nature as a combination of creating and maintaining a relationship with nature. A word saturated with values that permeates deeply into the cultural being and personal psyche of Scandinavians. It also covers how nature is perceived and interacted with. The problem statement is built on the premise that soldiers returning from deployments in war zones are predisposed in a positive fashion for using the outdoors in recovery processes involving nature and learning as resources for self-development and mindfulness. The problem statement was examined through the use of a phenomenological approach and a narrative interpretation of semi structured interviews with three non-traumatized Danish War Veterans. The method uses theory from Maurice Merlau-Ponty on how bodily experience is situated in the world. The practices of the veterans were analyzed using Pierre Bourdieu s formula where practice equals the sum of fields, habitus and capital. The data were then analyzed through a model made by the author build on mindfulness, friluftsliv and learning. The results in the identification of the soldiers narratives culminated in a discussion on how the views presented by the veterans in their narratives can help form policy for new nature based interventions for veterans, and also help shape a new structural view on veterans not as patients but as individuals with specific strengths and weaknesses. The thesis makes no firm conclusions, but does through the narrative show that the veterans in the study find nature a helpful factor in rediscovering and socially anchoring themselves in society with stabile identities.

Indhold Forord... Abstract... Indledning... 1 Problemformulering... 3 Metode... 6 Videnskabsteoretisk ståsted... 6 Rationale bag valg af det kvalitative interview... 7 Forskerens rolle... 8 Etiske overvejelser... 9 Interviewguide og valg af informanter... 10 Opbygning af interviewguide... 11 Optagelse af interview og transskribering... 11 Operationalisering af empiri... 12 Validitet... 13 Forfatterens forforståelse... 14 Min livsverden... 15 Feltbeskrivelser... 19 Veteranens felt... 20 Naturens felt... 24 Teori... 28 Filosofisk fænomenologi... 28 Kroppens filosof... 30 Sociologi og praksis... 32 Refleksionsmodel ift. problemformulering... 35 Modellens temaer... 36 Læring... 36 Friluftsliv og natur... 39 Mindfulness... 41

Analyse... 43 Veteranernes narrativer... 43 Sammenfattende analyse... 52 Metodekritik... 61 Perspektivering... 63 Litteraturliste... 66 Bilag... 70 Interviewguide... 70 Transskriberinger... 72

Indledning "Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom; jeg har gået mig mine tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den. Når man således bliver ved at gå, så går det nok." Søren Kierkegaard I foråret 1948 begyndte en ung amerikansk mand på, hvad der skulle blive hans livs vandring. Han havde tjent som soldat under 2. Verdenskrig i Stillehavsområdet. I årene efter krigen havde han haft flere reaktioner og symptomer på dårlig trivsel i forhold til samfundet. Han havde haft det svært med transitionen til civilist, fra den tilstand af kampsoldat hans krop havde været i under krigen. Efter fire år med krig og tabet af flere tætte venner i krigen syntes han, at han trængte til at gå krigen af sig, som han udtrykte det. (Schaffer 2010). Den 5. august samme år ankom Earl V. Schaffer til Mount Kathadin i Maine efter at have gået over 3500 kilometer langs den amerikanske bjergkæde Appalachian Mountains på den sti, der i dag kaldes for Appalachian Trail eller bare forkortet til AT. Det er et af tre langdistance stier, der snor sig fra syd til nord i Amerika. Earl Schaffer blev sidenhen kendt som den første person, der vandrede hele AT ud i et indenfor et kalenderår, kaldet en thru hike. Set i en kontekst af hans samtid var dette en yderst bemærkelsesværdig og fysisk bedrift. Earl Schaffer skrev efter sin vandretur bogen Walking With Spring, hvori han lagde vægt på naturbeskrivelser og naturens æstetik. Han konkluderede, at denne var et positivt biddrag til menneskelig eksistens (Schaffer 2010). Bogen er i dag en klassiker i USA, for de mennesker der aspirer til det at thru hike en af de tre nationale langdistance vandrestier i USA. Bogen er derimod ikke særlig kendt for sin anden konklusion, nemlig at det lykkedes for Earl Schaffer at gå krigen af sig. Han vendte tilbage til sit hverdagsliv, i sin egen beskrivelse styrket på krop og sjæl. I efterfølgende interviews og i bogen har han altid fastholdt, at hans AT thru hike oplevelser satte ham i stand til at slutte fred med de mange små og store traumer, hans krigsoplevelser havde efterladt i ham. Earl Schaffer gennemførte i alt tre thru hikes af Appalachian Trail, den seneste i 1998 i en alder af 79 for at fejre halvtredsåret for sin allerførste hike. Earl Schaffer døde i 2002 af kræft. 1

Historien om Earl V. Schaffer og citatet fra Søren Kierkegaard, skal sætte rammen for og demonstrere at fænomenet, at gå sig til et bedre liv ikke er en decideret ny tanke. Mennesket har altid gået fra sted til sted. Helt fra oldgammel tid til vores moderne tid er det at gå blandt en af de mest naturlige aktiviteter, vi kan foretage os. I vores moderne tid er det dog uhyre sjældent forbundet med absolut nødvendighed at bevæge sig gennem naturen for at nå til ens mål. Den moderne verden tilbyder alverdens metoder til at transportere mennesker fra punkt a til punkt b. Bevægelse til fods er en afskaffet transportform ligesom vi i vores hypermoderne samfund også har afskaffet vinden, kulden og sågar natten. Det kunne i den sammenhæng argumenteres, at vi dermed har afskaffet noget af vores naturlige og basale livsrytme. Tilbage er tilsyneladende kun det livsvilkår at vi altid synes vi har travlt med det ene eller det andet. Vores liv leves under et mere eller mindre konstant stress. Det moderne liv kan ses som et virvar af hurtige skift, hvor vi skal forholde os til en masse information, en lang række mennesker, alt i mens vi ofte oplever os selv værende i en form for ubalance eller utilfredshed med vores eget selv. Det moderne liv kræver tilsyneladende en evigt voksende fortælling om vores liv, identitet og relationer. En form for tvungen positiv selvbiografi (Giddens 1996). Kan friluftsliv derfor tilbyde en form for nulstilling og vende tilbage til start for os mennesker? Og hvis den gør, er der så nogle egenskaber eller vaner, vi skal have tillært os, inden vi kan finde læring og mindfulness i natur og friluftsliv. Mit speciale vil forsøge at kortlægge nogle af disse egenskaber, og hvordan sådanne vaner eventuelt er indlejret i os gennem deltagelse i bestemte sociale arenaer. Specialet tager udgangspunkt i tre interviews med danske krigsveteraner og deres oplevelser med et aktivt friluftsliv. Årsagen til jeg tager udgangspunkt i veteraner skyldes min egen baggrund, samt at jeg er af den overbevisning, at naturen er særlig for veteraner. Netop denne unikhed giver naturen en speciel rolle i forbindelse med selvudvikling og mindfulness processer for veteraner, uanset om de er traumatiserede eller ej. Denne opgave skal derfor læses som bidrag til debatten om veteranens kulturelle rolle i Danmark. Et indspark til en kompleks og strukturel problemstilling. Niels Overgaard Blok 2

Problemformulering Hvordan kan erfaringer indenfor friluftsliv veksles til brugbare ressourcer eller kapitaler for en veteran på vej til et mere meningsgivende liv? Begrebsafklaring De forskellige begreber i problemformuleringen uddybes i senere afsnit i specialet. I den forbindelse gennemgås her ganske kort nogle af de involverede begreber, således læserens forståelse aktiveres og perspektiveres med det samme. Feltstudie Ordet felt bruges mange gange i dette speciale. Derfor er det på sin plads allerede nu at sige et par ord om, hvordan det skal forstås. Ordet feltstudie er bevidst lidt tvetydigt for at signalere følgende: Specialet bygger på et feltarbejde hvor der derved forstås, at indsamlingen af empirisk data er inden for sociale og kulturelle systemer. Data er indsamlet for at kunne vurdere egen rolle og bias samt for at kunne danne meningsgivende konstruktioner bygget på data fra veteranerne, der har deltaget i undersøgelsen. Specialets grundlag er blandt andet inspireret af sociologen Pierre Bourdieu og hans felt og praksisbegreb. Læst med dette for øje forsøges der indfanget og beskrevet hvilke særlige kendetegn der hersker indenfor veteranfeltet og naturfeltet. Friluftsliv Friluftsliv er i dette speciale et centralt begreb, som flere har forsøgt at definere og beskrive bl.a. Søren Andkjær (2005) og Bjørn Tordsson (2010). I Norge findes der en egentligt Stortingsmelding (Norsk Folketing) der omhandler friluftsliv. En sådan politisk definition findes hverken i Danmark eller Sverige. I Norge defineres friluftsliv sådan her. Den finder også bred anvendelse i Danmark. Friluftsliv er ophold og fysisk aktivitet i friluft i fritiden med sikte på miljøforandring og naturoplevelser. Stortingsmelding nr. 39 (Miljøverndepartmentet 2009 p. 9) Friluftsliv i denne opgave skal forstås som et begreb, der placerer sig mellem friluftsliv, udendørs sportsaktiviteter og hverdagsmotion. Ud fra definitionen om det er: fysiske og Niels Overgaard Blok 3

kropslige aktiviteter, der foregår i uderummet, hvor oplevelsen af mening er i centrum, og hvor oplevelsen omhandler lystbetonede aktiviteter med fokus på oplevelse af krop og natur. En af de primære aktiviteter inden for friluftsliv som det anvendes her i opgaven er vandring og hvordan dette kan være en måde at dyrke friluftsliv på. Der findes selvfølgelig mange andre. Vandring som aktivitet beskrives godt ved følgende: "Jeg tror ikke, at jeg kunne bevare mit helbred og livsmod uden i det mindste fire timer hver dag - og ofte mere end det - at vandre gennem skove og over høje og marker, absolut fri for alle verdslige sysselsættelser. (...) Når jeg tænker på, at håndværkeren og købmanden opholder sig i deres butik ikke blot hele formiddagen, men den lange eftermiddag med, siddende med korslagte ben så mange af dem - som om benene var skabt til at sidde på og ikke til at stå eller gå på - så synes jeg, de fortjener en vis respekt, fordi de ikke for længst har hængt sig alle som en". Henry David Thoreau i essayet Walking. (Thoreau 2012), oversat af forfatteren. Ressourcer og kapital Ved kapital forstås Pierre Bourdieus begreb, hvor kapital refererer til de ressourcer og kilder til indflydelse og magt, som mennesker kæmper om at få adgang til og kontrollere. Bourdieu identificerer fire overordnede former for kapital, som giver indflydelse og magt: økonomisk kapital, social kapital, kulturel kapital og symbolsk kapital. (Wilken 2011). Symbolsk kapital dækker over kvaliteter moral, ære, ry, prestige og anerkendelse. Ydermere er symbolsk kapital, det som vi kan konvertere andre kapitaler til. F.eks. en donation af penge (økonomisk kapital) til et velgørende formål udløser moralsk kapital, som er symbolsk (Bourdieu & Waquant 2012). Ifølge Bourdieu gør en kortlægning af kapitaler i forhold til habitus (se afsnit om veteranfeltet og sociologi) det muligt at forstå menneskers praksis inden for et specifikt felt. Opgaven her bygger blandt andet på, om hvorledes habitus formes, kapital akkumuleres og videreføres gennem tre separate livsfaser i en veterans liv. Niels Overgaard Blok 4

Veteran Danmark fastlægger definitionen af en veteran, som en person der: som enkeltperson eller i en enhed har været udsendt i mindst én international operation. Personen kan fortsat være ansat i forsvaret eller anden myndighed, men kan også være overgået til det civile uddannelsessystem, arbejdsmarked eller andet. (Danmarks Veteranpolitik, 2010) Meningsgivende liv Ved et meningsgivende liv forstås et liv hvori individet trives gennem vækst, selvindsigt og forståelse af egen rolle i, hvad der gør ens liv meningsfuldt. Et meningsgivende liv er et, hvor negative følelser ikke er de fremherskende. Her kommes der tæt på definitionen af Positiv Psykologi. Hvad får samfund og mennesker til at trives? Hvordan undlader vi at marginalisere os selv eller blive marginaliseret, men i stedet udvikler et liv, der er værd at leve? Ifølge Positiv Psykologi er aktivitet, bevægelse og foretagsomhed nogen af nøgleordene (Knoop, 2013). Ydermere argumenterer fortalere for dette, at begreberne vækst og selvregulering bør betragtes som psykologiske menneskerettigheder. Uden friheden til at vokse og regulere os selv går vi i stå og sygner hen, og oplevelsen af at livet ikke er værd at leve forstærkes. Gennem positive oplevelser, gode sociale relationer, mindfulness og harmoni trives vi bedre og oplever et mere meningsgivende liv (Kabat-Zin 2013) (Knoop 2013). Niels Overgaard Blok 5

Vi gik fra dag til nat og til dag igen. Dieselmotorer der bare gik. Det er vel en slags flow man er inde i, man mister de andre, du går bare det ene skridt foran det andet, og knokler derud af. Det er en god fornemmelse, man har et eller andet simpelt mål at komme frem til, så kører den bare derud af maskinen, den kører bare. Veteran i interview om marchture.(rasmus Interview) Metode I dette afsnit er det min intention at præsentere hvilke overvejelser, jeg har gjort mig i forbindelse med valget af metode, der danner baggrund for den empiriske indsamling af data, samt hvordan denne data operationaliseres og benyttes (Kvale 2009). Jeg vil derudover komme med indsigter i, hvordan undersøgelsen har været praktisk gennemført og mine overvejelser undervejs. Dermed gøres læseren i stand til at gennemskue, hvorledes problemformuleringens spørgsmål er søgt besvaret. Netop problemformuleringens karakter, og hvordan den omhandler en ikke tidligere undersøgt problemstilling ved at inddrage emnerne veteraner og friluftsliv, havde jeg ikke anden mulighed end at indsamle egen empiri. Det var ikke muligt for mig at basere opgaven på allerede eksisterende data. Videnskabsteoretisk ståsted Mit menneskesyn er grundlæggende humanistisk. Jeg vægter mennesker som bevidste subjekter med tanker og følelser, der relaterer sig til den verden, de er en del af (Birkler 2006). Dette speciale sigter på at skabe en forståelse for, hvordan veteranen bliver et frit subjekt gennem oplevede erfaringer med friluftsliv. Forståelse her handler ikke kun om at begribe, men i høj grad også om at kunne kommunikere denne mening til andre, således der skabes en fælles forståelse gennem sproget. Dette kan kaldes en hermeneutisk tilgang (Birkler 2006). Ordet hermeneutisk stammer fra den græske gud Hermes, der forkyndte gudernes budskab til mennesket. Principperne er: Skabe bevidsthed omkring ens forforståelse og fordomme. Anvende forforståelsen til dialog og vær ydmyg overfor en eventuel afkræftelse af denne. Lade dialogen være vejen til ny viden gennem spørgsmål i relation til det der ikke forstås. Tillade eller forudsætte at det uforståelige er meningsfuldt. (Birkler 2006 p. 103) Niels Overgaard Blok 6

Derudover har jeg en grundlæggende fænomenologisk tilgang til hele fundamentet for specialet, som yderligere beskrives i dette og efterfølgende afsnit. Rationale bag valg af det kvalitative interview Interviewet er vel nok den mest udbredte form for indsamling af empirisk materiale inden for kvalitativ forskning (Kvale 2009). Interviewet stiller sig mod det at opnå indsigt i menneskers anskuelser, meninger og oplevelser. Denne indsigt kan givet opnås ved andre metoder, og interviewet er langt fra den eneste form for empirisk indsamling. I forbindelse med dette speciale og for at kunne besvare specialets problemformulering anså jeg interviewet som den til formålet bedste metode. Steinar Kvale (2009) beskriver interviewet således. Det kvalitative interview forsøger at forstå verden fra interviewpersonens synspunkt, udfolde meningen i folks oplevelser, afdække deres livsverden, før der gives videnskabelige forklaringer. (Kvale 2009 p. 61) Dette er i overensstemmelse med hvad Birkler (2006) forstår ved principperne i den hermeneutiske cirkel, som beskrevet ovenover. Med yderligere afsæt i fænomenologisk tænkning ønsker jeg ved hjælp af interviewet at få adgang til informanternes livsverden. Jeg ønsker gennem interviewet at afdække og få præcise beskrivelser af deres erfaringer og oplevelser. Veteranen skal dermed give adgang til sin egen levede erfaring. Dette stiller selvsagt store krav til min empati og min evne til at skabe en tryg situation, hvor veteranen ønsker at deltage, samt at denne kan se formål med at deltage i undersøgelsen. En sådan tryg situation og et vellykket interview kan ifølge Kvale kun skabes hvis forskeren har gjort sin egen rolle klar og opstillet nogle rammer for informanten, der er transparente og meningsfulde. Intervieweren skal altid være et skridt foran og håndtere det privilegium, som det er at få indsigt i en andens verden, og dette skal gøres med åbenhed og etisk ansvarlighed. (Kvale 2009). En af de mange udfordringer ved et godt interview er forskerens tilstedeværelse. Ikke kun den åbenlyse fysiske tilstedeværelse, men i høj grad evnen til aktiv lytning, samt kunne agere ud fra nye opståede situationer i forbindelse med informantens svar og reaktioner. Aktiv lytning lyder måske som en umulighed. Hvordan kan det at lytte være noget aktivt. En forsker der praktiserer aktiv lytning, er til stede i nuet, og skaber et rum for informanten, hvor Niels Overgaard Blok 7

informanten føler at dennes ord bliver taget alvorligt, og hvor forskeren ønsker at tage sig tid til at forstå og undre sig sammen med vedkommende. Forskerens rolle Steinar Kvale (2009) mener, at det halvstrukturerede livsverdens interview kan opfattes som en samtale mellem to parter, som overskrider den naturlige, spontane dagligdagssamtale. Et forskningsinterview har derfor en særlig iscenesat struktur og formål. Det er ikke et møde og en samtale mellem to ligestillede parter. Samtalen er skævvredet i forskerens favør. Denne vil noget med interviewet, og har derfor værtsskabet og dermed også ansvaret for at varetage, at mødet og samtalen foregår i respekt for informantens indstilling og åbenhed, således denne ikke føler sig unødigt vurderet af en udefrakommende ekspert. Den fænomenologiske forsker skal ydermere være sin egen rolle og forforståelse klar. I forbindelse med mine interviews var det mit ønske, at informanterne sammen med mig kunne gå på opdagelse i deres egne erfaringer, og oplevelser med henholdsvis deres ungdom, soldatertid og nu hvor de er veteraner. Udover at være masterstuderende med interesse for friluftsliv, og hvordan dette kan kædes sammen med en fortid i forsvaret, kan jeg ikke komme uden om, at jeg også selv er veteran med mange års tjeneste ved Gardehusarregimentet samt en passioneret udøver af friluftsliv herunder langdistancevandring. Det område jeg dermed sætter ud for at undersøge, er et område, jeg på forhånd er fortrolig med. Alt andet lige udgør denne indforståethed en stor udfordring i forbindelse med min gennemførelse af interviews og videre arbejde med problemformuleringen. På den ene side har jeg skullet være bevidst omkring hvad der kunne kaldes faglig blindhed overfor et felt jeg kender intimt. På den anden side har det åbnet andre unikke indgangsvinkler både i form af tillid fra informanterne, men også omkring indsigt i hvilke forhold der gør sig gældende i krydsfeltet mellem et civilt og et militært liv. Blandt soldater og særligt mellem veteraner hersker der en tavs forståelse af, at man altid handler til hinandens bedste. Udtryk som Brothers In Arms og Ingen efterladt, som henviser til, at soldater ikke efterlader nogen kammerater tilbage på slagmarken, er måske nok klicher, men de opfattes bestemt ikke som tilfældige tomme floskler af mange tidligere udsendte soldater. Filosoffen Maurice Merlau-Ponty udtrykker dette som. Niels Overgaard Blok 8

Når jeg sludrer med en ven, jeg kender godt, rummer alle hans ord og alle mine hver især en mangfoldighed af henvisninger til grunddimensionerne i hans og min karakter, uden vi behøver at genopfriske vores tidligere samtaler. Maurice Merleau-Ponty (Dupont 2009 p.278) Dette har som sagt givet mig uvurderlig assistance i at komme til forståelse med informanterne. Tilliden og accepten var på en måde allerede etableret og jeg var qua min baggrund og habitus allerede positioneret i undersøgelsens felt med kulturel og social kapital, der underbyggede og validerede min position. Ulempen er selvfølgelig, at jeg bevidst og ubevidst måske ikke kan forholde mig objektivt til interviewet og min egen forforståelse. I fænomenologien kaldes denne tvungne objektivisering for reduktion eller epoche (Dupont 2012). Dette kan sammenlignes med de instruktioner, en jury får i klassiske amerikanske film om at kun forholde sig objektivt til de fremlagte beviser og om ikke at lade sig påvirke af andet. Et fænomen skal kunne beskues uden ens subjektive opfattelse. Fænomenet skal så at sige pakkes ud, således det kan analyseres og forstås i sin rene form. Etiske overvejelser Jeg har allerede været inde på nogle overvejelser i forbindelse med valget af det kvalitative interview om metode. Et er den asymmetriske magtfordeling mellem forsker og informant, noget andet er at selve interviewet kan forveksles med og have ligheder med en terapeutisk samtale. Herved opstår en fare for, at forskeren uforvarende kommer til at fremstå som behandler inden for de psykologiske og pædagogiske discipliner. Jeg har netop i mit valg af informanter sikret mig, at ingen af dem var diagnosticeret med deciderede psykosociale trauma så som post traumatisk stress disorder (PTSD) eller andet. Inden interviewet blev informanten informeret om, at denne deltog frivilligt. Interviewet kunne stoppes på et hvilken som helst tidspunkt. Hele eller dele af interviewet kunne tilbagetrækkes på et hvilken som helst tidspunkt. Informanten var garanteret anonymitet, og hele interviewet var fortroligt. Grundlæggende handlede det om for mig at skabe en interviewsituation, hvor informanten var tryg til at udtrykke sig frit og inspireret, også omkring eventuelle kontroversielle og følsomme emner. Derfor har det hele tiden været i min tanke, at informanterne skulle behandles med respekt for deres værdighed, integritet og rettigheder under deres mentale vandring med mig. Niels Overgaard Blok 9

Interviewguide og valg af informanter Dette speciale benytter sig af en fænomenologisk tolkning og narrativanalyse af tre semistrukturerede kvalitative interviews med veteraner. Når en forsker ønsker at undersøge et eller flere fænomener opnås dette bedst ved, at empirien samles fra informanter, der har oplevet de fænomener, undersøgelsen omhandler (Kvale 2009). I forbindelse med udvælgelse af informanterne til dette speciale opstillede jeg følgende præmisser i samme overensstemmelse med opdelingen af interviewguiden i tre verdener. Denne skulle: I sin ungdom have oplevet natur og friluftsliv i en eller anden form. Aftjent minimum sin værnepligt samt have været udsendt i international tjeneste minimum en gang med enten Forsvaret eller Politiet efter 1992, og dermed kunne kalde sig veteran i forhold til den definition der anvendes her i specialet, som forklaret under begrebsafklaring. Fortsat være aktiv i friluftsliv, gerne gennem vandring eller anden form for friluftsliv. Derudover har der været et vis nærheds- og nemheds princip i udvælgelsen af veteranerne. De tre blev gennem mit eget netværk opfordret til at melde sig til feltstudiet. Seks personer meldte sig hurtigt. Ud fra opstillede kriterier blev tre udvalgt. Ingen af de tre var personligt kendt af mig på forhånd. Dette var bevidst for at undgå etiske overvejelser samt for at undgå, at den interviewede veteran skulle føle sig klemt eller besværet, hvis nogle spørgsmål eller svar ville kræve lidt distance. Jeg brugte ekstra tid på at forhøre mig, om der eventuelt var en kvinde, der kunne ønske at deltage. Jeg var, og stadig er, af den mening at det kunne være interessant for undersøgelsen at få et feminint islæt, selvom en enkelt kvindelig deltager ikke dermed kunne kaldes repræsentativt for kønnet. Alle veteraner blev interviewet i deres eget hjem. Dette var valgt for at sikre et godt og sikkert miljø, hvor i interviewet kunne finde sted. Alle interviews varede mellem 44 minutter og en time og fem minutter. Alle tre blev inden interviewet bedt om at give tilsagn, om de frivilligt deltog. De kunne under hele interviewets forløb stoppe, hvis de ikke længere ønskede at medvirke af den ene eller anden grund. Jeg orienterede, inden interviewet, om formål og bevæggrunde for specialet, samt besvarede alle spørgsmål den interviewede måtte have angående opgavens karakter. Alle interviewede blev lovet anonymitet i det endelige produkt. Niels Overgaard Blok 10

Veteranerne blev ydermere før interviewet opfordret til at svare så dybdegående som muligt i forhold til spørgsmålenes karakter, herunder hvilke tanker og oplevelser de huskede bedst i den forbindelse. Interviewets formål og fokus var, at undersøge om hvilke temaer dukkede op i de interviewedes oplevelser og erfaringer med friluftsliv. Alle interviews blev optaget med en diktafon app på en smartphone. Interviewets optagekvalitet blev testet, inden selve interviewet gik i gang. Opbygning af interviewguide Interviewguiden bestod af en række åbne spørgsmål, der var struktureret henover tre overliggende verdener, som jeg anså som perioder med personlige og sociale brud. Disse var ungdom, soldatertid og veteran. Spørgsmålene var designet således de ikke ville kunne besvares ja/nej, og eventuelle op følgende underspørgsmål sikrede at emnet blev udførligt dækket, inden interviewet bevægede sig videre fremad. Interviewguiden er at finde i bilag. Undervejs i interviewet gjorde jeg små noter om eventuelle relevante tankestrømme samt noterede mig, om den interviewede blev mere eller mindre kropsligt animeret af sine svar. Formålet var at kunne udlede, om informanten var særlig passioneret her. Dette viste sig at være unødvendigt senere i analysen. Optagelse af interview og transskribering Jeg valgte at optage alle interviews med en diktafon app på min telefon. Dette gav mig frihed i forhold til at kunne koncentrere mig om interviewets emner og eventuel særlig dynamik. Jeg har dermed haft nærvær til at kunne fokusere på empatiske sider af interviewet, når jeg ikke skulle tage omfattende noter undervejs. Teknisk har det også betydet at ord, tonefald og lignende alt er optaget, og det har været nemt at vende tilbage til senere i processen. Jeg har valgt ikke at transskribere interviewesne fuldt ud. Det er der flere grunde til. En er at, Kvale (2009 p. 202) nævner, at det tager en erfaren sekretær ca. 5 timer at transskribere en fuld times interview. Jeg er ikke erfaren på det område. Andre grunde er tid og ressourcer, som eksempelvis et program der automatisk kunne transskribere, var alt for kostbart, samt det at jeg vægter den narrative analyse, hvor jeg ikke har behov for den fuldt ud transskriberede tekst. De notater og transskriberinger, jeg har foretaget ved gennemlytning af interviews forefindes i bilagsmaterialet. Niels Overgaard Blok 11

Operationalisering af empiri I denne del af opgaven ønsker jeg at give læseren et indblik i, hvorledes data fra informanterne er blevet behandlet efterfølgende. I analysen er jeg inspireret af det, Steinar Kvale (2009 p. 246) beskriver som narrativ analyse. Narrativ analyse har meget til fælles med fænomenologi, og specielt fænomenologien som repræsenteret ved den franske filosof Maurice Merleau-Ponty (se teoriafsnit) i det, begge fokuserer på og reflekterer over hvordan kroppen beboer og er uadskillelig med naturens verden. Merleau-Ponty tænkte holistisk og var meget interesseret i relationelle sammenhænge, hvor for eksempel det at tale er relationel til at lytte ligesom det at forstå er relationel til at blive forstået. Ikke forstået som modsætninger men snarere som, at de komplementerer hinanden og beskriver hinandens helhed. Narrativ analyse centreres omkring tekstens mening og sproglige form. Således fokuseres på de historier, der fortælles i løbet af interviewet. Jeg har på baggrund af de empiriske interviews fra veteranerne kondenseret disse og sammensat et kronologisk fortalt narrativ med fokus på deres oplevelse og yderligere styrket denne med citater fra selve interviewet. Dette kaldes at operationalisere empirien (Kvale 2009). Kronologien i analysen er udvalgt på baggrund af interviewguidens opbygning i ungdom, soldat og veteran således der dannes en struktur både i interviewet og i præsentationen af interviewet i analysen. Interviewet har dermed fokuseret på de historier, informanten fortæller. Jeg har forsøgt at holde interviewet til en hverdagssamtale, hvor den ene part (informanten) har svaret på spørgsmål og uddybet disse, på den måde er der også forekommet spontane historier med vægt på naturlige kognitive og sproglige former. Dette har også styrket det tidslige aspekt i veteranens liv og givet vægt til sociale betydninger i interviewet. Jeg har valgt denne form for at give vægt til konteksten, idet alle veteranerne individuelt hermed har kunnet beskrive deres oplevelser på en for dem meningsfuld måde, som måske rækker udover, hvad videnskaben ellers ville kunne påvise på mere positivistiske videnskabelige metoder. Det er min overbevisning, at denne levede erfaring eller essens af fænomenerne ikke kan begrebsliggøres på anden måde, hvilket også er i tråd med fænomenologisk forskning (Norlyk & Martinsen 2008). Med dette taget i betragtning fremstår analysen som et forsøg på at identificere de handlinger og oplevelser, som informanterne lægger betydning i, set i forhold til intervieweguidens spørgsmål. Den narrative analyse kritiseres for, at det ikke er alle aspekter af den menneskelige tilværelse, der sådan kan indpasses i sammenhængende narrativer eller giver Niels Overgaard Blok 12

mening præsenteret på den måde. Jeg har derfor forsøgt at bygge bro mellem det sammenhængende narrative og det fragmenterede ved at kondensere interviewet i forhold til specialets centrale temaer som præsenteret i teoriafsnittet. Enkelte citater er medtaget i specialet for at underbygge meningsenheder og fænomenernes betydning i forhold til problemformuleringen. De brugte citater er ikke nødvendigvis typiske for hele interviewet, men mere udvalgt for at forstå og vise centrale budskaber i opgavens tema. Alle interviews er vedlagt som lydfiler på USB pen. Validitet I den kvalitative forskning stilles der ikke samme høje krav til generaliserbarhed af data, som er typisk for den kvantitative dataindsamling (Kvale 2009). Denne opgave hviler heller ikke på kvantitative data. Interviewformen, der anvendes i forbindelse med indhentning af empiriske data, er også svær at kvantificere. De empiriske data bygger på interviews med tre veteraner, hvilket jo ikke kan kaldes et stort antal set ud fra et kvantitativt perspektiv. Af selvsamme grund har det været magtpåliggende, at informanterne har været nøje udvalgt set fra et validitetssynspunkt, således at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved undersøgelsens gyldighed. Informanter, der har deltaget i studiet, har alle opfyldt de opstillede kriterier for undersøgelsen, og dermed kunne give nuancerede bidrag til undersøgelsens problemstilling. Derudover bør opgavens validitet også vurderes ud fra de enkelte stadier i undersøgelsen, det være sig udvælgelsen, interviewet og selv rapportskrivningen. Ved netop at redegøre for mine metodiske overvejelser og den endelige metodebrug er disse stadier forsøgt valideret. Selve analysen og sammenfatningen af interviewene i forhold til problemstillingen vil også have en stor indflydelse på opgavens gyldighed. Her forsøges tolkningerne at være ensartede og logiske, samt at der anvendes relevante teoretiske perspektiver i at præsentere empirien for læseren. I forbindelse med interviewene har der været anvendt en semistruktureret interviewguide for netop kunne generalisere noget data fra empirien på tværs af informanterne (Kvale 2009). Under interviewesne har jeg benyttet afklarende og opklarende spørgsmål for at uddybe enkelte svar fra informanterne. Jeg har bevidst forsøgt at undgå fortolkning af informantens svar under selve interviewet. I sidste ende, når der er tale om kvalitative interviews, vil data Niels Overgaard Blok 13

sikkert altid kunne beskyldes for at være subjektiv relativisme hvor alt i sidste ende kan betyde alt (Kvale 2009). Hvilket behandles yderligere i metodekritik afsnittet. Den enkelte informants analyse, som præsenteret i specialet, er efterfølgende sendt til dem på email til yderligere kommentar eller uddybning, for derved yderligere at sikre validitet. Dette resulterede i ingen eller få rettelser. Forfatterens forforståelse I enhver analyse spiller forskerens forståelse en central rolle for det område og de problemstillinger, han ønsker at beskrive og bearbejde analytisk. Alle de erfaringer vi tager for givne og er fortrolige med, når vi træffer beslutninger, handler og kommunikerer, udgør vores livsverden. Rammerne for vores konkrete virkelighed. I fænomenologisk forskning er den menneskelige bevidsthed eller krop altid intentionel. Den er med andre ord altid rettet mod noget bestemt. Vi taler derfor om, hvordan fænomener præsenterer sig for vores bevidsthed og krop, og om hvordan vi kan beskrive den betydning fænomenerne har for kroppen. Når et fænomen præsenterer sig for kroppen og skal beskrives, er det vigtigt at vi møder fænomenet intuitivt og fordomsfrit. Forskerens skal tilstræbe at se bort fra sine egne tidligere erfaringer og teorier i mødet med fænomenet. Kun derved kan forskeren forholde sig åben, og kun derved kan forskeren præcist beskrive fænomenet, som det præsenterer sig for ham. Dette at forholde sig til sin egen forforståelse kaldes i fænomenologien for reduktion eller som epoché (Dupont 2012). I sidste ende handler fænomenologisk forskning om at finde frem til fænomenets essens. Hvad er det der gør fænomenet til det, det er? Essensen er noget konkret, det er ikke noget, som forskeren tilføjer via sin fortolkning. Populært sagt eksisterer essensen af fænomenet mellem intentionaliteten og kroppen. Eksempelvis en sovepose, den kan have mange farver, form, antal dun o.s.v., men soveposen er ikke en dyne, så der er en essens, der gør en soveposen til netop en sovepose. Jeg vil i følgende afsnit redegøre for min egen livsverden for derved at tilstræbe mest mulig fænomenologisk reduktion i specialet. Jeg har taget udgangspunkt i min interviewguide og har forsøgt at lave et objektivt interview med mig selv en slags mental vandring for derved at afdække, hvorledes jeg blev dannet, og hvilke ressourcer jeg har taget med mig til dette speciale. Niels Overgaard Blok 14

Min livsverden Ung Jeg er født i Hørsholm i Nordsjælland til ikke akademiske men stadig ressourcestærke forældre. I en, for mig, meget ung alder skiltes mine forældre, og jeg voksede primært op med min mor og søster. Min far giftede sig igen. Jeg har besøgt min far omtrent hver måned og tilbragt en del ferier med ham, så han har altid været en indflydelse i mit liv. Min mor flyttede sammen med en musiker vest for København. Vi boede på en stille villavej i nærheden af parksystemer og Vestvolden. Økonomisk havde vi det fint. Hvis jeg husker noget fra den tid, er det fælleskabet, når vi spillede fodbold eller rundbold på vejene eller i parken. Jeg husker også den frihed, der var i at cykle ud til Vestvolden, og hvordan jeg udforskede den på kryds og tværs. Alene eller sammen med andre. Jeg spillede organiseret fodbold i den lokale klub og elskede at bygge modelfly i ungdomsklubben. Senere flyttede vi til Brede ved Mølleåen. Igen husker jeg, hvordan Mølleådalen blev udforsket til fods, på cykel, i kano eller på skøjter. Der var ikke et sted i lokalområdet, jeg ikke havde været, og jeg husker tydeligt, hvordan jeg fandt indre stolthed i at vide det. Fodbolden fortsatte jeg med i ny klub. Modelbyggeriet blev erstattet med fantasirollespil, og efterhånden som skolen stillede større faglige krav, blev gode karakterer også en del af min hverdag, jeg klarede mig godt i de fleste fag. Min opvækst var i den grad styret af frihed under ansvar, jeg havde ikke mange pligter, og så længe jeg ikke brød min mors tillid, oplevede jeg en stor frihed, og det udnyttede jeg. Mange af mine sommerferier blev tilbragt hos familie i Californien i USA. Her oplevede jeg en meget anderledes kultur og natur, som var større og meget mere vild. Jeg havde mange gode oplevelser i USA både som ung og senere i livet. Kernen i min opvækst ligger omkring den stærke identitet, jeg udviklede i forhold til den frihed, jeg havde. Intet ansvar og ingen pligter gjorde mig utrolig nysgerrig på oplevelser og egenrådig. Naturen var for mig rammen for min udforskning. Jeg husker ikke, at jeg tillagde den anden værdi end, at jeg havde det trygt og godt i naturen. F.eks. siddende på skråningen ned mod Brede Museum med et pusterør ladt med snebær eller når jeg stod på skøjter om vinteren på søen, der følte jeg mig godt tilpas. Jeg var på mange måder blevet kompetent til at lede mig selv i forhold til mine egne behov. Niels Overgaard Blok 15

For mig var gymnasiet ikke en udpræget succes. Jeg var fagligt dygtig og kunne klare mig igennem med halvhjertede indsatser i alle fag. Jeg var mere vant til at gøre, som jeg havde lyst til, end at yde en indsats, og i takt med sværhedsgraden steg, skulle jeg præstere mere og mere, hvilket ikke var så sjovt som alt det andet, jeg kunne foretage mig. Jeg var til sidst meget skoletræt og så frem til at blive færdig med gymnasiet. Soldat Allerede i en ung alder vidste jeg, at jeg ville være soldat og aftjene min værnepligt. Jeg havde elsket at lege soldat og brugte mange timer på at læse både faglitterære- og skønlitterære bøger om krig og krigshistorie. Min far havde været i flyvevåbnet, men han talte som sådan ikke meget om det. Udover det var indforstået, at han havde trivedes. Det var tydeligt for mig, at her havde han gennemlevet en række oplevelser, der havde formet ham og givet ham en ro og styrke i forhold til hans omgivelser. Jeg ønskede det samme for mig selv. Modsat ham stod min mors kunstneriske mand, som jeg respekterede for hans musiske kunst, mens jeg også foragtede ham, for hans største svaghed, nemlig en afhængighed af alkohol. I januar 1991 mødte jeg som rekrut Hellerup ved Gardehusarregimentet i Næstved. Traditionen tro fik man sit bynavn som en slags nom de guerre ved Husarene. For mig var det også en ny start på tilværelsen, som senere ville forme mig på mange måder. Jeg blev hurtigt udnævnt til stueformand på en stue af 12 unge rekrutter ligesom mig selv. Dette betød, at jeg var ansvarlig overfor delingens befalingsmænd for stuens ro, orden, udseende og til tider alle 12 mands opførsel. I det store hele var det altid min skyld, hvis ikke stuen levede op til befalingsmændenes højst omskiftelige krav. Jeg elskede stueformandsrollen og de faste regler. I fælleskab fik vi etablerede et stærkt sammenhold på stuen, som blev bemærket af andre. Flere synes, at rekruttiden for dem var hård og nedværdigende, noget der bare skulle overstås. For mig var det lige modsat. Jeg fandt en ny frihed og ro i mødet med en meget anderledes kultur, end den jeg var vokset op i. Naturen var stadig med mig, og vi var ofte ude i alt slags vejr. Vi sov i små bivuakker lavet af grangrene. Vi gik patruljer i mørke. Vi lavede vandpassage af Suseåen halvnøgne med alt pakket i en stor presenning med vores gevær på toppen, for hvis nu fjenden kom, så skulle man jo være klar og have en plan. En plan holdt så kun indtil mødet med fjenden, fordi de aldrig gjorde som man forventede, så kompetencen til at handle roligt og velovervejet, mens en flydende situation skiftede omkring en, er noget af det stærkeste, som blev indlejret i mig fra min tid i grønt tøj. Jeg blev tilbudt at komme på Niels Overgaard Blok 16

sergentskole og blive befalingsmand, hvilket jeg gladelig tog imod. Derefter blev jeg fastansat. I alt endte jeg med 12 års tjeneste og to udsendelser til Bosnien i 1993 og 1998 og med en rang af oversergent. Veteran I 2003 forlod jeg Gardehusarregimentet efter at have takket nej til kontrakt til pensionsalder. Jeg takkede nej, fordi jeg stadig havde en nysgerrighed på livets mange andre facetter. Rastløshed, og en snert af oplevet utilfredsstillelse har altid været en del af mig. En faktor i den endelige beslutning om at forlade hæren var også, at min enhed skulle udsendes igen, hvilket ville være min tredje. Jeg havde ikke lyst til at vinke farvel til min dagligdag og kone endnu engang. Hjemkomsten fra begge mine udsendelser var på mange måder ens og alligevel så forskellige. Ens for dem begge var, at jeg ikke forlod hæren efter hjemkomst, så jeg forblev i systemet og havde derfor daglig omgang med andre, der havde haft samme oplevelser som mig selv. En måde hvorpå jeg sidenhen har forklaret mine følelser i forbindelse med hjemkomsten til andre er: Forestil dig at når du tager af sted så tager du et mentalt snapshot af dit liv og dine omgivelser. Rationelt ved du godt at livet går videre uden dig, og at ingen er uundværlig. Undervejs i udsendelsen har du også kontakt med dem derhjemme. Alligevel kommer du hjem som en fremmed. Deres oplevelser er ikke dine oplevelser, og det misunder du dem på en abstrakt og irrationel måde. Hvordan kan de tillade sig at opleve noget uden dig? Modsat har din partner eller familie glædet sig til, at alt blev normalt og godt igen, når først du var hjemme. Det oplevede jeg som et pres der var svært at indfri, og finde ind til den person jeg var blevet mens jeg havde været udsendt. For ligesom livet var gået videre på hjemmefronten, så var jeg jo heller ikke den samme. Jeg havde udviklet en adfærd og tænkning, som gjorde mig i stand til at tackle intensive situationer i missionsområdet, men som ikke var nødvendige, når jeg var ude at handle i det lokale supermarked. Noget af det, jeg havde taget med mig både under min opvækst og mit liv indtil nu, er funderet i en tro på mig selv og et kendskab til mig selv. Jeg har altid været god til at se mig selv i øjnene, selv når jeg er nede. Så alle de komplekse følelser og mærkelig adfærd vidste jeg godt var helt normalt. Jeg var godt klar over, at jeg havde gennemgået noget der ville kræve en tilvænning og en tilbage justering i forhold til mig selv. Jeg var af den grund ikke i fare for at udvikle PTSD eller anden sygdom. Tværtimod vidste jeg, at jeg kom hjem med nogle oplevelser, der i Niels Overgaard Blok 17

fremtiden ville styrke mig i stedet. En af disse er evnen til altid at bevare en ro og overblik til at handle i de fleste opståede situationer ligegyldig hvor uforudsete de næsten er. Min kærlighed til udelivet er ikke opstået efter, at jeg er blevet civil. Præcis hvornår det er opstået, er mig lidt uvist. Det er dog først som civil jeg aktivt beslutter mig for at sætte tid af til det, og jeg oplever det som en decideret mangel og et afsavn i mit liv. Efter jeg forlod Gardehusarregimentet, lavede jeg stort set ingen ting fysisk. Under hele min tjenestetid stod der altid skal foran det at opretholde en god fysisk form. Det var en del af arbejdet, og derfor ikke noget jeg tænkte så meget over. Det skulle bare gøres. Efter et år som civil opstod der en dvaskhed i mig: Jeg kunne mærke jeg blev fysisk og dermed også psykisk svagere og svagere. Min kone bemærkede en rastløshed i mig, som var meget udtalt. En krise opstod i min selvforståelse. Jeg var ikke længere en del af et stærkt netværk. Jeg var usikker på hvad fremtiden skulle bringe. Mine ikke indfriede forventninger til det datamatiker studie jeg var påbegyndt samt et afsavn af det netværk, jeg havde været en del af i mange år skulle erstattes af helt nye relationer. Jeg var mere splittet nu end tidligere i mit liv, og i risiko for personlig og social elendighed, hvis ikke jeg erkendte det og i iværksatte en strategi for at omforme de dårlige nye omstændigheder i mit liv. Set i det lys forekommer det mig helt naturligt, at jeg søgte tilbage mod naturen og udelivet hvor jeg i mange år havde haft en ro og sikkerhed. Cigaretter blev droppet og løbeprogrammer i mit nærområdes natur blev indført. Det var også i denne periode, jeg blev far for første gang, hvilket også betød en stor omvæltning i mit liv. I de senere år har jeg taget en læreruddannelse, stiftet eget firma og er nu i gang med at yderligere professionaliserer mit forhold til natur. På en måde kan det siges at jeg i løbet af de senere år fandt tilbage til naturen og i dag udgør natur en stor del af både mit professionelle liv og mit personlige liv. Skal jeg se refleksivt på mig selv, skal jeg være den første til at indrømme, at denne undersøgelse og specialet her er et udtryk for, hvordan min egen formning er foregået. Problemformuleringen og hele tanken om, at der i mødet mellem veteran og natur er en særlig essens, der har betydning for udvikling og trivsel. Noget jeg i de næste afsnit vil forsøge at kaste mere lys på. Niels Overgaard Blok 18

Feltbeskrivelser Wars may end, but they continue to reverberate in the lives of those who fought them and within the soldiers societies. John Moddel & Timothy Haggart i The social impact of war 1991 p. 205 Ifølge min problemformulering er veteranen og naturen to områder, som min undersøgelse specielt interesserer sig for. Det giver derfor mening, indledningsvis at præsentere disse to felter, inden jeg bevæger mig frem i opgaven til de efterfølgende afsnit, hvor felterne sættes mere i spil med relevante teorier og temaer fra empirien. For at kunne beskrive disse to felter tager jeg udgangspunkt i nogle af Pierre Bourdieus begreber. Jeg er derfor nødt til ganske kort at komme med nogle teoretiske overvejelser og beskrivelser af, hvordan jeg opfatter ordet felt, og hvordan det relaterer til mine beskrivelser af friluftsfeltet og veteranfeltet. Derudover vil Bourdieu og hans sociologi blive nærmere introduceret i afsnittet omkring teori. Samfundet består ifølge Bourdieu af en række felter eller sociale rum (Wilken 2011). I hvert af disse felter hersker der en række interne logikker, krav og magtrelationer. Disse logikker og relationer er afhængige af, hvad der er på spil i feltet. Individer og institutioner kæmper for positioner indenfor felterne. Som eksempel kan man forestille sig en militærdeling. En delingsfører besidder en magtposition i feltet som delingens fører qua hans officersuddannelse, der udstyrer ham med en række ressourcer eller kapitaler. Det kunne dog tænkes, at den reelle magt tilhører hans ældre næstkommanderende, som er en befalingsmand på lavere niveau, som måske qua sin uddannelse, personlige erfaring og kompetencer besidder flere kapitaler og dermed indtager en højere position i delingens uformelle interne magtstruktur. Ifølge Bourdieu kan et felts position også anskues henover tid og i et historisk lys (Bourdieu & Wacquant 2011). Veteranens position i det danske samfund har f.eks. gennem det meste af historien både været en kilde til stolthed men også omsorg og bekymring. En veteran ses ofte som noget der ligeligt skal beundres eller noget, der skal særstilles og behandles. Ligeså gælder for friluftslivfeltet, der også skal anskues i forskellige tidsmæssige kontekster. F.eks. som Eichbergs teori om de grønne bølger i dansk friluftsliv (Bentsen & Andkjær & Ejbye- Ernst 2009), som dog rækker ud over dette speciales omfang. Niels Overgaard Blok 19

Veteranens felt Bourdieu siger selv at tænke i felter er at tænke relationelt (Bourdieu & Wacquant 2011 p. 84). Det er netop sådan, jeg benytter mig af ordet felt i sammenhæng med veteraner. Feltet dækker både over individets relationer men også i en samlet forståelse af hvordan alle veteraner er et felt i en større politisk og strukturel orden. De felter man indgår i, er med til at udvikle og forme måden at være og tænke på. Individet finder som oftest hurtig ud af, hvilke logikker og regler der hersker inden for de felter man befinder sig i. På samme måde er individet hurtig til at tilpasse sig feltet og spille spillet for at sikre sig ressourcer til at indgå og måske indtage højere positioner i feltet. Sværere bliver det, når man ikke længere ser på den individuelle veteran, men mere forsøger at anskue veteraner som et felt på lige fod med andre felter i samfundet så som det uddannelsesmæssige felt. Netop denne sidste institutionelle måde at se veteraner som et felt på beskrives meget godt gennem det faktum, at regeringen i 2010 udsendte Forsvarets officielle veteran politik. I den sammenhæng legitimerede man veteranens rolle i samfundet og denne opnåede anerkendelse for sin indsats. Samme år udsendte Forsvaret et veterankort til samtlige veteraner således vi officielt kan legitimerer os som veteraner. Alt sammen små skridt mod en opbygning af en decideret veterankultur i Danmark. I specialet her koncentreres der primært på veteranen som individ, selvom der også vil blive refereret til højere liggende positioner fra tid til anden. Med dette afsnit ønsker jeg ydermere at præsentere hvilke bevægegrunde, der har medvirket til, at jeg valgte at undersøge og beskrive et emne om veteraner, samt redegøre for nogle af de problemstillinger, der møder en veteran når denne kommer hjem fra sin udsendelse og skal indgå i familiens og venners sociale virkelighed igen. Veteraner som sådan er ikke et område, der har været genstand for meget forskning heller ikke op gennem historien. Det på trods af, at mange familier i Danmark i dag enten har haft en nærtstående person udsendt eller kender en der har, så er det alligevel de færreste der reelt har en forestilling om, hvad det vil sige, og hvilken indflydelse det kan have på ens liv fremadrettet, når man har været udsendt. Tidligere Forsvarsminister Søren Gade udtalte således i 2009 i forbindelse med offentliggørelsen af den officielle veteran politik fra dansk side. En øget offentlig bevidsthed om indsatsen vil være ønskelig. Det handler i billedlig forstand om at give vores soldater fortrinsret i køen og vise vi påskønner deres indsats.( ). De Niels Overgaard Blok 20

nuværende og tidligere udsendte soldater og deres pårørende fortjener respekt, opbakning og støtte opgaven er ikke kun forsvarets ansvar. Søren Gade i forordet på Militært Tidskrift 138. årgang nummer 1, 2009 p. 5 Holdningen i citatet kan ses som begyndelsen på en stigende anerkendelse fra ikke mindst politisk hold. Han mødte dog modstand fra soldaterne selv, der ikke ønskede særbehandling. De ønskede kun at blive anerkendt og modtage den hjælp som de var berettiget til. Søren Gade fortsætter med at sige. Til tider er der fra mediernes side en tilbøjelighed til, næsten pr. automatik, at sygeligøre vores tidligere udsendte soldater. Det finder jeg misvisende. ( ) Hjemvendte soldater har overordnet oplevet deres udsendelse som berigende fremfor belastende. De udsendte soldater udtrykker, at de gør en forskel, at det giver mening. ( )Vores opgave som samfund er at favne dem. Søren Gade i forordet på Militært Tidskrift 138. årgang nummer 1, 2009 p. 5 Ovenstående signalerede igen fra politisk side, at det ikke kun er familien og den udsendtes opgave at finde på plads igen, men at samfundet og herunder medierne skal tage deres del af ansvaret og ikke fremmedgøre og marginalisere en gruppe i befolkningen som syge. Det kan selvfølgelig diskuteres, om ikke netop denne fremhævelse er med til at udstille veteraner som særlige ofre, der kræver særbehandling. Sociale problemer Veteranen omtales ofte af samfundet som enten en ophøjet helt eller som en der er syg og har behov for hjælp. I det følgende vil jeg forsøge at beskrive nogle af de særlige omstændigheder, der gør en veterans vilkår noget anderledes end de fleste andre menneskers. Ser vi til udlandet, viser erfaringer fra USA, at veteranerne fra Vietnam krigen endte i massive sociale problemer. Det samme gør sig gældende nu for britiske veteraner fra Balkan, Irak og Afghanistan. Fra England berettes om markante stigninger i antallet af hjemløse veteraner fra den britiske hær. Der er selvfølgelig store kulturelle forskelle på Danmark og de to nævnte lande. Alligevel er det nærliggende at forudse, at Danmark også vil opleve en forøget risiko for, at danske veteraner bliver socialt ekskluderet uden, at de nødvendigvis har deciderede psykologiske traumer. Niels Overgaard Blok 21

Træning og hjemkomst Specielt i forbindelse med en udsendelse til international tjeneste trænes og forberedes en soldat intensivt. I de seks måneder, en udsendelse typisk varer behøver man som soldat ikke spekulere over så trivielle hverdagsting som venner, mad, vask af tøj, regninger osv. alt bliver ligesom suspenderet, indtil soldaten kommer retur og skal genintegreres sig i sin hverdag. Opholdet i missionsområdet er sat i system og ofte struktureret ned til mindste detalje. Soldaten er på arbejde 24 timer i døgnet og hans venner er der sammen med ham. Dette bliver soldatens naturlige hverdag, og måden han skaber mening, i denne hverdag, knyttes til de sociale relationer, de oplevelser og de følelser soldaten har med andre i samme situation som ham selv. Der ved opstår en helt unik kultur og fælleskab. For den enkelte soldat kan der være tale om en identitetsforandrende proces en slags radikal forandring af ens personlighed, mens han er i missionsområdet. At have et erhverv som soldat er det samme som at deltage i et helt unikt felt med helt unikke regler. Et netværk som du socialiseres til helt fra begyndelsen af din uddannelse, som forstærkes gennem den missionsorienterede uddannelse og udsendelse. Skal dette bånd sammenlignes med noget, kan det for nogen opleves som en tæt familie eller måske endda mere tæt. Du har som soldat været sammen med dit netværk i døgndrift uden privatliv. Du har båret den samme uniform, haft de samme mål, stolet og haft ubrydelig tillid til hinanden. Det er uundgåeligt, at der knyttes nogle stærke fysiske, psykiske og følelsesmæssige bånd under og i optakten til en udsendelse. Mange af de bånd kappes ved hjemkomsten til familien, som dermed skal overtage og igen blive ens primære netværk. Alle de vante rutiner, erfaringer og relationer fra før udsendelsen skal reetableres ved hjemkomst. Dette kan volde nogle veteraner ikke uvæsentlige problemer og være en stor udfordring oven i alle de andre omstillinger og anden stillingtagen, som veteranen også skal præstere på det tidspunkt. For de fleste hjemvendte soldater optræder en tilstand af fremmedgørelse. Det bliver vanskeligt at navigere i hverdagens oplevede banaliteter og trivialiteter. Følelsen af ikke at blive forstået af ens venner eller familie, samt det at ens soldaterkammerater, der har udgjort ens sociale livsline i 6 måneder er væk. Denne kulturelle og sociale afskæring kan sagtens medføre at en hjemvendt soldat opleves som værende gået i stå. En slags social lemlæstelse og traumatisering. Niels Overgaard Blok 22

Der hersker ingen tvivl om at grunden til, at nogle soldater bliver marginaliseret i samfundet, ikke nødvendigvis er alene på grund af psykosociale traumer. Familie og venner kan uvidende komme til at såre og skubbe en soldat fra sig ved ikke at anerkende dennes indsats i missionsområdet. Soldaten har behov for at gennemgå en helt naturlig omstillingsproces, der er nødvendig for at kunne genindtræde i samfundet og genetablere hans normale selvforståelse og naturlige indstilling til hverdagsgøremål. Veteranens tre verdener I det ovenstående har jeg redegjort for nogle af de positioner, der er på spil i veteranens felt. Denne opgaves præmis bygger blandt andet på, hvorledes en veteran bliver til en veteran. Forstået på den måde at en veteran er et produkt af sin socialisering helt fra ungdommen. Denne er oprindelig født ind i en verden skabt af kulturelle rammer. Den primære socialisering foregår i barndommen gennem familien ved hjælp af opdragelse og omsorg. Den måde familien lever og arbejder i verdenen, som så afspejler samfundet som helhed. Den sekundære socialisering er den barnet eller den unge oplever gennem sin videre interaktion med samfundet udenfor familien. I lyset af denne opgave kunne det være skole, spejder, sportsforeninger, militær, medier og venner. Der er specielt fokus på ungdommen, da det ofte er her, at ens frigørelse fra traditionelle strukturer og dermed største udvikling af selvets identitet finder sted. (Illeris 2006). Netop denne selvidentitet har jeg allerede været inde på i specialet, og hvordan den enkeltes identitet tidligere, var formet ved, hvor man var vokset op, hvem ens forældre var, og hvor man gik i skolen eller på arbejde. Sådan er det ikke nødvendigvis længere. I dag foregår det gennem den enkelte person og dennes refleksive konstruktion af sin egen identitet gennem valg. Anthony Giddens (1996) siger i sin bog. I modernitetens post-traditionelle orden og på baggrund af nye former for formidlet erfaring bliver selvidentiteten en refleksivt organiseret stræben. Selvets refleksive projekt, som består i at opretholde sammenhængende, men konstant reviderede biografiske fortællinger, finder sted i en kontekst af mangfoldige valgmuligheder, der filtreres gennem abstrakte systemer. Giddens (1996 p.14) På denne baggrund har det netop været mit mål at undersøge veteranen igennem tre livsforløb eller tre verdener. Disse er ungdommen, soldatertiden og veteranen for på denne måde at afdække hvilke habituelle processer, der er indlejret hvor og hvornår, samt hvordan disse Niels Overgaard Blok 23

erfaringer har været medbragt fra verden til verden og hvordan de har udviklet sig til gavnlige og måske knap så gavnlige erfaringer for veteranen. De tre områder er valgt ud fra tesen om at de hver især udgør perioder med sociale og relationelle skift i vedkommendes liv. Naturens felt Naturen var åben, det var bare os to, gav gode minder om, at vi var buddies og afhængige af hinanden. Vi connectede igen. Citat fra Veteran om flerdagesvandring i Norge (Jens i Interview). I denne del er det min hensigt at åbne for, hvorledes natur og friluftslivsaktiviteter kan ses i en større sammenhæng. Jeg tager udgangspunkt i det friluftsliv, som kendetegnes for de skandinaviske lande og den helt specielle stilling dette felt indtager i skandinavisk selvforståelse. Som Bjørn Tordsson (2010) udtrykker det. Blandt de nordiske landene er det antakelig at friluftsliv står sterkest i kulturmønsteret og den almene bevisstheden. Bjørn Tordsson (Tordsson 2010 p.160) Ovenstående er der nok flere forklaringer på. Nogle kunne være tilgængeligheden af natur, begrænsede befolkninger og bysamfund, samt den enkle og nødvendige tilgang friluftsliv har haft for mennesker i Norden. Jeg er dermed langt fra den første, der ønsker at kæde naturoplevelser sammen med fænomenologi, sociologi og selvudvikling, hvis teorier afdækkes i et senere afsnit. En af de mere kendte her i norden er som allerede omtalt nordmanden Bjørn Tordsson, som i sin doktor afhandling At svare på naturens åbne tiltale skriver, at der findes niveauer af oplevelser og erfaring i naturen, som ikke ville kunne opfanges af klassiske strukturelle analyser. Han peger dermed på, at naturen tilsyneladende er et område hvor man kan erfare det, som han omtaler som autentisk eksistens (Tordsson 2010). Ifølge Tordsson og andre (Ottoson & Grahn 2008) giver naturen unikke muligheder for situerede frihedssituationer, der påkalder og kræver aktive valg. Naturen gør, at vi møder verdenen og afdækker dens kvaliteter, samtidigt med vi beskæftiger os som frie og handlende mennesker. I en moderne verden, hvor hele vores moderne liv er centret omkring struktur og forventninger, fremstår natur og friluftsliv som noget oprindeligt og antistruktureret. I vores hverdag er vi i konstant konfrontation med andres struktur og projekter, som måske ikke Niels Overgaard Blok 24

minder om eller er foreneligt med vores. Denne konstante kamp, som også Bourdieu (Wilken 2011) er inde på i sit feltbegreb, gør at frihed til at vælge bliver mere og mere opfattet som et valg betinget af ikke frihed men tvang og angst. Naturen er langt fra eneste arena, hvor denne situerede frihed kan opleves. Naturen er bare nærliggende for de fleste i tråd med, at den natur vi oplever, er den lokale (Andkjær 2005). For at opleve natur som noget åbent og ikke noget begrænsende kræver det, at naturen er socialiseret og indlejret i både personen og omgivelserne. Jeg tvivler på, at en ikke natursocialiseret person ville opleve naturen som en arena for frihed og glæde, hvis vedkommende ikke havde nogle fornødne erfaringer fra enten den primære eller sekundære socialisering. En af hovedideerne og et gennemgående tema i dette speciale er, at naturens egenart er god for os. Sagt på en anden måde, hvad er det, som naturen giver eller bringer til oplevelsen som gør natur til noget godt, der kan danne rammen for et meningsgivende liv. Men inden jeg kommer så langt er det nødvendigt at forsøge, at indramme hvad natur er set i lyset af dette speciale. I specialet bruges begrebet natur både som noget overordnet samt som noget individuelt og hvordan de relaterer til hinanden. Natur At definere natur er ikke så enkelt som det lyder. Hvilken natur taler vi om? Måske er natur der, hvor kulturen holder op? For begrebet har flere og meget divergerende betydninger. Natur kan være noget oprindeligt, som hverken er bearbejdet af mennesker eller præget af kultur. Opfattet på den måde kan det diskuteres om, der findes noget natur tilbage i verden. Natur kan derudover betyde et særpræg, en tings essens eller noget medfødt i modsætning til noget tillært. I forbindelse med dette speciale bliver ordet natur brugt om et lidt vildere landskab, som skov, fjeld eller uopdyrket mark, der hvor der er begrænsede menneskelige og menneskeskabte indslag. Der vil derfor være en vis glidende overgang i mellem betegnelserne natur og kultur. Og når vi går i naturen vil den adskillelse blive en primært analytisk en (Bischoff 2012). Kultur og natur hænger uløseligt sammen. Krop og verden er forbundet ikke adskilte, og er hinandens forudsætninger for at kunne forstå vores livsverden ifølge Merlau- Ponty (Rasmussen 1996). Naturen udgør altså rammerne eller omgivelserne for oplevelsen og erfaringen. Den enkelte person tager sin kulturelle forforståelse og tidligere erfaring med ind i naturmødet, hvor det blandes med kroppens sanser. Niels Overgaard Blok 25

Den frie natur mener altså ikke noget om os. Den kræver ikke noget af os. I naturen sættes vi fri fra det sociale i et kort øjeblik (Larsen 2012). Naturen er altid tilgængelig, den er altid åben og altid villig til at invitere os indenfor. Her hersker ingen jantelov eller lukkelov. Lidt ironisk, også set i lyset af dette speciale, så forsøger mennesket altid at begrebsliggøre naturen på alle måder og kanter. Alligevel er naturen altid tavs, på en gang død og alligevel levende på måder vi måske endda ikke helt forstår endnu. Fænomenologien fortæller os, at kroppen altid er intentionel, kroppens fokus er altid rettet mod noget eller nogen. Lige netop naturen kan være den arena vi benytter til at slippe væk fra formålet, aftalerne og intentionerne. Jeg skal ikke bruge en solopgang til noget, jeg er ikke på tid, når jeg går op over fjeldet eller vandrer langs kysten. Naturen tilbyder mig ro, tid og plads til refleksion. Om ikke andet så i det mindste for en kort stund i en ellers fortravlet verden. Paradokset mellem natur og ikke-natur opstår da, på den ene side kan naturoplevelser synes at være både unyttige og unødvendige for et moderne menneske. Det står ikke skrevet nogen steder, at jeg kun kan blive lykkelig og sund ved at opleve natur. Jeg kunne måske opnå samme lykkefornemmelse i en træningssal. Alligevel svarede størstedelen, i en svensk undersøgelse, at deres bedste råd i mod nutidens stress er en gå tur i skoven (Miljøverndepartementet 2009 p. 19). Denne og andre undersøgelser peger på, at naturen på en eller anden måde stadig er både urmenneskets og storbysmenneskets bedste rum for udvikling. Frie ånder har brug for frisk luft, skrev Nietzsche i det forrige århundrede (Perspektiver på dansk friluftsliv p. 28). Naturen kan ses som vores frirum for civilisationens strøm af sociale, kulturelle og økonomiske forventninger. At der er en forbindelse mellem natur og et sundt og godt liv er ikke noget nyt påfund. Allerede i gammel tid var dette en accepteret del af historiefortællingen. Gamle græske templer lå på bakketoppe med god udsigt, mens der i Kina blev bygget haver med hensigt til at fremme befolkningens ve og vel. I vores egen del af verdenen er ideen om at søge visdom i naturen bestemt heller ikke specielt ny. Lærde religiøse mænd som Jesus, Moses, Mohammed og Buddha havde alle nogle af deres livs højdepunkter, mens de var i naturen. Strukturelt ses naturen derfor som en integreret del af vores nationale, men også den globale kultur. Nævner man forskning, natur og friluftsliv i samme sætning, kan man ikke komme ud over, at den meste forskning i dette felt er af relativ ny karakter. Hvad er friluftsliv? Og hvad er det ikke? Har friluftsliv sin helt egen egenart? Er alle relevante spørgsmål, som afviger fra land til Niels Overgaard Blok 26

land, fra kontekst til kontekst. Her vil jeg igen læne mig op ad Tordsson (2010 p.190), som beskriver friluftliv som et sociokulturelt fænomen med forskellige perspektiver. Hvis vi ser Friluftsliv som et spejlbillede på samtidens hypermobile videnssamfund (Kristiansen, 2011). Er friluftsliv så en slags antistruktur, der afslører strukturen i vores samfund. Alt den individuelle frihed gør os til ensomme og passive, dermed bliver friluftsliv måske til det spejlvendte af dette et aktivt og kropsligt liv i fællesskab med andre ligesindede. (Tordsson, 2010). Natur og friluftsliv kan være de stepping stones, vi har behov for at kunne krydse den rivende flod vores strukturelle samfund udgør. Niels Overgaard Blok 27

Teori Jeg var forberedt på gnagsår og vondt i skuldrene. Det er OK med slitne ankler når en går på ski. Det er greit at vøre trøtt i ryggen når oppakningen er tung, og at en bliver øm i armer og skuldre på kanotur. Men jeg var ikke klar over at man skulle få vondt i hodet av all tenkinga i friluftslivet. Friluftsliv studerende (Tordsson 2010 p. 13) I mit valg af teori og metode tager jeg udgangspunkt i min egen opfattelse af verden. Derudover ønsker jeg at skabe kvalitativ mening for, hvordan mødet mellem veteran og natur kan foregå. Jeg har derfor brug for et teoretisk afsæt, der gør det legitimt at interessere sig for det perspektiv, hvor det væsentlige omdrejningspunkt er virkeligheden, som den fremtræder for mennesker. Dette fokus har jeg fundet gennem en fænomenologisk og socialkonstruktivistisk forståelse. At kunne forholde sig til, hvordan viden skabes og fortolkes, er ikke kun relevant for forskere, men forhåbentligt også for den kritiske forbruger af viden. Hvordan skaber man viden uden nødvendigvis at have objektive sandheder? Derfor vil jeg i dette afsnit først bevæge mig på et mere overordnet plan for senere i afsnittet at bygge bro mellem den overordnede teori og en mere socialkonstruktionistisk førstepersons perspektiv, for som Kvale siger. at forstå fænomener ud fra aktørens egne perspektiver og beskrive verdenen som den opleves af informanterne ud fra den antagelse, at den vigtige virkelighed er den mennesker opfatter. Kvale (2009 p.44) Filosofisk fænomenologi Jeg skal ikke komme med en detaljeret gennemgang af fænomenologien. Dette ville være langt ude over specialets hensigt. Jeg skal blot berøre nogle helt generelle perspektiver og centrale begreber. Etymologisk betyder fænomenologi en videnskab om fænomenerne. Hvor ordet stammer fra græsk og betyder, at vise sig eller tilsynekomst. Fænomenologien retter sig derfor mod det, vi er i stand til at sanse, det som giver mening eller det, vi gerne vil have skal give mening. Groft udfoldet giver det to retninger for fænomenologien. Niels Overgaard Blok 28

En filosofisk analyse af fænomeners fremtrædelsesformer. En analyse af de forståelsesstrukturer, der gør, at fænomener fremtræder, som de nu engang gør for os. Altså hvilken form for mening er fænomener med til at udvikle. Dupont (2012) Fænomenologien finder i disse år ny grobund og popularitet. Dette kan måske skyldes, at samfundets strukturer er i dag så komplekse og omfangsrige, at det for individet bliver mere og mere vanskeligt at finde mening og sammenhæng i dets placering i forhold til sig selv, men i høj grad også til ens placering i forhold til andre mennesker (Dupont 2012, Giddens 1996). Denne individualisering og placering i centrum af egen meningsdannelse er næppe kulmineret endnu. Vi søger konstant at selvrealisere og højne vores egen betydning. Helt naturligt fører dette til spørgsmålet om, hvad er meningen med det hele? Her tilbyder fænomenologien nogle anderledes hverdagssvar omkring, hvad det vil sige at være menneske og hvilke processer der omgiver os i verden. Centralt i fænomenologien står begrebet livsverden forstået som verden, sådan som den viser sig for os. Begrebet dækker ifølge Bjørn Tordsson over: fokus på den spontane oplevelse af tilværelsen. Den erfaringsstrøm som konstituerer vores bevidsthed før vi reflekterer over denne, navngiver enkeltheder og fænomener, kategoriserer og typificerer Tordsson (2010 p.28) Jeg opfatter ikke fænomenologien som ontologi, hvor verden kun består af det der kan fornemmes. Det ville være for ekstremt. Derimod opfatter jeg fænomenologien som en filosofisk metode til at afdække beskrivelser, der søger det væsentlige og meningsfulde i fænomener. En slags gemmeleg for at finde frem til det, der ikke umiddelbart kan aflæses i et menneskes bevidsthed om dets væren i verden. Det er bredt anerkendt at Edmund Husserl (1859-1938) stod fadder til den moderne fænomenologi, da han udgav sit værk Logische Untersuchungen i 1900 (Rasmussen 1996). Husserl mente, at al erkendelse, det sig værende videnskabelig eller filosofisk, er at se bort fra alle fordomme, og al viden vi tror, vi har om et fænomen. Vi skal så at sige træde ud af den naturlige indstilling og opfattelse af tingenes tilstand. Opgaven for fænomenologien blev Niels Overgaard Blok 29

derfor at beskrive objekter som de fremtræder for den såkaldte intentionelle bevidsthed, som betyder bevidstheden altid er rettet mod noget specifikt. Han var interesseret i at skabe mening, erkendelse og finde ind til essensen af viden. Husserls egen elev Martin Heidegger (1889-1976) udviklede på baggrund af sin læremester en ny form for eksistensfænomenologi, hvori han tager et opgør med det skarpe skel mellem det indre og det ydre, mellem subjekt og objekt, mellem verden og bevidsthed. Han mente, at et fænomen ikke kan forstås alene gennem at reducere ens fordomme, man var nødt til at inddrage fortolkerens forforståelse for derved at sætte situation og kontekst i centrum for oplevelsen af et hvert givet fænomen. Kroppens filosof Den franske filosof Maurice Merleau-Ponty (1908-1961) skrev sine hovedværker i 40 erne og 50 erne- og var anerkendt i sin samtid. I 1953, da han tiltrådte en professorstilling ved College De France, var hans hyldest til filosofien et ønske om, at denne fortsatte med at være kendetegnet ved at være en stadig bevægelse fra uvidenhed til kundskab og fra kundskab til uvidenhed (Rasmussen 1996 p.7). En sådan tvetydig udtale er typisk for Merleau-Ponty og er hans måde at signalere, at menneskelig eksistens, viden og kunnen for alt i verden ikke måtte nedgøres til alt for dogmatiske synspunkter omkring subjekt og objekt problematikken, som var fremherskende i hans tid. Merleau-Ponty kaldes derfor også for tvetydighedens filosof (Rasmussen 1996). Hvis Husserls fænomenologi skulle tolkes som et opgør med naturalismen i hans tid, så skal Merleau-Pontys fænomenologi ses som en retning ud af flere retninger, der opstod baseret på Husserls grundtænkning. Nogle af disse retninger var nærmest i konkurrence med hinanden. Merleau-Ponty anså det som et problem for fænomenologien, at den derved ikke kunne definere sig selv i klare og entydige begreber. Merlau-Ponty anså fænomenologien som en metode eller praksis til at beskrive den almindelige livsverden. Verdenen var ikke objektiv i hans fremstilling og derved kun opbygget af kausale lovmæssigheder, ej heller var den udelukkende subjektiv, og dermed afhængig af den enkeltes, helt vilkårlige indstilling til samme verden. Merleau-Ponty mente derved, at den levede verden fungerer som en slags ureflekteret baggrundstæppe for alle vore handlinger og gøremål. Verden er lige der, den er ikke et blændværk siger Merlau-Ponty (Rasmussen 1996 p.54), og før vi kan begynde at årsagsforklare den med abstrakt videnskab, er det en forudsætning at jeg som menneske er i stand til at sanse, tale, tænke, forklare og skabe mening. Analyse og forklaring kommer efter Niels Overgaard Blok 30

selve beskrivelsen, man er først tvunget til at se helheder, hvis man ønsker at tilvejebringe og beskrive et fænomen, som følgende citat tydligt indikerer. Det virkelige skal beskrives og ikke konstrueres eller konstitueres. Merleau-Ponty (Rasmussen 1996 p. 56) Merleau-Ponty mente, at eksistens frem for alt var kropslig sameksistens. Vi er både subjekt i vores egen fænomenale fremtræden og objekt i en andens. Således må vi også se os selv, som andre ser os. Ifølge Merleau-Ponty er kroppen derfor t udgangspunktet for, hvordan vi opfatter verdenens fænomener, og hele verdenen skal derfor forstås med udgangspunkt i kroppen. Det er gennem min krop jeg forstår andre, ligesom det er gennem min krop jeg perciperer ting. Merleau-Ponty (Dupont 2012 p. 87) Kroppen er dermed altid er rettet mod noget eller nogen. Kroppen er så at sige altid på vej mod noget, den er ikke noget vi har, men noget vi ser og gør med. Kroppen er altid i bevægelse, selv når den sover. Bevægelsen holder først op, når vi dør siger Merlau-Ponty. Livet er derfor intentionelle bevægelser rettet mod oplevelser og erfaringer. Eller rettere den opleves intentionel, og det er os der sætter intentionen i bevægelse ved at være til stede og bebo verdenen. Bevidsthed er at være hos tingene ved hjælp af kroppen. En bevægelse er lært, når kroppen har lært den, dvs. når den har indoptaget den i sin verden, og at bevæge sin krop er at rette sig mod tingene gennem den. Merleau-Ponty (Dupont 2012 p. 89) Kroppen er den der gør erfaringer, og de erfaringer er med til at forme vores forståelse. Vi skal derfor i Merleau-Pontys øjne udfordres i en overskuelig verden for at lære at blive nærværende. De ting, vi gør eller siger, er betydningsfulde. Vores kroppe er måden at kommunikere på i en fælles social og kompleks verden. Merleau-Pontys fænomenologi ligger Niels Overgaard Blok 31

sig dermed som en slags før bevidsthed, hvor subjekt og objekt ikke helt har udkrystalliseret sig som selvstændige størrelser. Bevidstheden er ikke et Jeg tænker det forholder sig sådan og sådan, men snarere et rungende kropsligt Jeg kan! Sociologi og praksis Bourdieu er kendt for sine forsøg på at bygge bro mellem eksistentialismen, som er stærkt knyttet til fænomenologien, og som omhandler, hvordan individet skal drage subjektive erfaringer med virkeligheden for at omsætte disse erfaringer til valg og handlinger i tilværelsen. Modsat står strukturalismen, som grundlæggende påpeger, at vores valg og handlinger kun tilsyneladende er bundet i frie personlige valg, men i virkeligheden er de bundet af en række strukturelle regler, som kan afdækkes ved nærmere analyse. Bourdieu var meget optaget af at undersøge hvordan agenters handlinger, som han så, som både betinget af deres forståelse af systemet og begrænset af systemets objektive strukturer, kunne forklare, hvordan agentens egne handlinger og forståelser dermed er med til at generere selvsamme objektive strukturer (Wilken 2011). Bourdieu var altså hverken strukturalist eller eksistentialist. For ham var det ikke agentens opfattelser og handlinger der producerede og reproducerede sociale systemer som de indgår i. Ej heller var agentens handlinger produceret af et strukturelt betinget socialt system. Han mente derimod, at agentens handling eller praksis skabes, både som en betingelse af hans forståelse af systemet kaldet habitus og kaptital men også af systemets objektive strukturer, som Bourdieu kalder felt. Og at disse handlinger og forståelser dermed er med til at skabe nye objektive strukturer. På den måde kan subjektivismen ikke eksistere uden objektivismen, de komplementerer hinanden i forhold til, hvordan mennesker handler, og hvordan socialt liv produceres og reproduceres. Bourdieus måde at tænke på kaldes for socialkonstruktivisme. Med dette begreb skal forstås, at alt menneskelig erkendelse i sidste ende er socialt konstrueret. Det enkelte menneske er del i en historisk og kulturel forståelsesramme, en slags optisk linse hvor igennem vi erfarer verdenen. Vi producerer og fortolker hele tiden praksis i en kulturel og social symbiose med hinanden. På den måde bliver nogle sociale handlemåder fuldt ud acceptable og anses helt normale, mens andre virker modsat og er socialt anstødelige. Virkeligheden bliver dermed en social konstruktion for os, som især formes af måden vi benytter sprog til at tale sammen om verdenen og tingene i den. Virkeligheden konstrueres gennem kropslig kommunikation om samme, hvilket Merlau-Ponty også var inde på i hans filosofi. Hvem vi er, bliver således en Niels Overgaard Blok 32

fortælling, vi skaber ud af de sociale relationer vi indgår i (Giddens 1996). Den verden vi kender er resultatet af hvilken socialt netværk vi synes vi tilhører, og hvordan dette netværk kommunikerer med verden. Min kommunikation, som skaber min identitet og tilhørsforhold, er så socialt forankret, at hvis jeg siger eller gør noget, vil det betyde, at jeg enten forstærker mit tilhørsforhold til mit nuværende netværk, tillade mig at søge optagelse i et nyt netværk eller hvis det går mindre godt, vil jeg blive afvist og udstødt af mit netværk og tvunget til at omforme min identitet andetsteds (Dahl 2010). Dette fører naturligt til Bourdieus habitus begreb, som dækker over på den ene side, hvilken orden jeg allerede har i min krop, men rækker også videre og ind på hvordan jeg klassificerer nye ting og oplevelser i forhold til mit allerede eksisterende system. En grundpåstand indenfor området kan ses som værende, at retorikken man anvender for at beskrive egen handling, bliver til som en retfærdiggørende fortolkning af de omstændigheder, ens levevilkår dikterer for en. Jeg vil dermed altid kommunikere som mine nuværende levevilkår, min personlige livsbane og min gruppes historiske bane udstikker, og udefra dette konstruere en fortælling, der gør tingenes tilstand til målet for min stræben (Dahl 2005). På den måde kan alt kommunikation anskues som socialt betinget. Men for Bourdieu var vaner ikke kun mentale. Han, lige som andre filosoffer herunder blandt andet Merleau-Ponty erkendte, at vaner grundlæggende er kropsligt forankret (Wilken 2011). Habitus omfatter derfor sociale subjekter eller agenters mentale dispositioner, disse dispositioners kropslige forankring og agenternes sociale forankring under et paraplybegreb. Habitus er en slags transformerende maskine, som får os til at reproducere de sociale forhold, vi selv har skabt, men på en relativ uforudsigelig måde, så man ikke bare kan bevæge sig simpelt og mekanisk fra viden om produktionsmidlerne til en viden om produktet ( ) Det er som et computerprogram ( ) Habitus udgøres af et system af simple og delvist ombyttelige principper, på baggrund af hvilke et uendeligt antal læsninger kan opfindes. Bourdieu (Wilken 2011 p. 47) Forstået på den måde bliver habitus dermed et udtryk for, hvordan viden om verdenen internaliseres i individer og former deres virkelighedsforståelse. Primært i vores unge år foregår den ubevidst og ureflekteret gennem først og fremmest erfaring. Vi udvikler moralske og adfærdsmæssige dispositioner, som indlejres i kroppen således, at vi reproducerer den Niels Overgaard Blok 33

kultur, vi erfarer. Habitus er varige dispositioner der er træge men dog foranderlige (Bourdieu & Wacquant 2011). Typisk vil enhver omformning i habitus være motiveret af ændringer i vores relationer. Bourdieus feltbegreb har dog nogle helt særlige kendetegn eller karakteristika, der adskiller hans felt fra andre. Bourdieu definerer selv begrebet som et system af positioner, der relaterer til hinanden, og som får deres betydning gennem relationer til andre positioner i feltet. (Bourdieu & Wacquant, 2011). Et felts positioner står ofte i modsætning til hinanden både polært og hierarkisk. Et eksempel kunne være økonomi mod kultur som polære modsætninger. Her er åbenlyse modsat rettede værdier. Men positionen kan også have lidt kultur eller meget kultur -derfor kan de også have forskellige værdier. Et felt beskrives som en dynamisk størrelse der opstår, udvikler og forandres henover tid (Wilken 2011). Indenfor et felt findes der agenter i form af individer, grupper, institutioner, som alle finder feltet værd at kæmpe for. Et felt kendetegnes derfor ved, at noget er på spil, og en analyse af feltet vil betyde, at man afdækker kampen og relationerne mellem agenterne i feltet udefra en historisk og udviklingsmæssig dimension. (Wilken 2011). Det glemmes ofte, at en kamp forudsætter enighed om hvad der er værd at kæmpe om; enigheden er ofte relateret til det der tages for givet, det, som er i en tilstand af doxa, med andre ord alt det, der konstituerer selve feltet, spillet, indsatsen, alle de forudsætninger, som man underforstår og ubevidst accepterer ved overhovedet at deltage i kampen. Pierre Bourdieu (Wilken 2011 p. 56) Det tredje begreb for at forstå Bourdieus praksis er hans kapitalbegreb, som allerede har været nævnt og defineret tidligere i specialet. Kapital forstås som er de ressourcer og kilder til indflydelse og magt, som de sociale agenter kæmper om at få adgang til og kontrollere. Hvis du kender en persons habitus, ved hvilken kapital de har og hvilke felter, de forsøger at blive accepteret i, så kan du forstå og forklare både det, de gør, men også deres motivation og bevæggrunde for at handle netop sådan. Opstillet matematisk ser det sådan her ud. [(Habitus) (kapital)] + felt = praksis. Bourdieu (Wilken 2011 p. 57) Niels Overgaard Blok 34

Formlen skal forstås, som at den sociale aktør skal analyseres ud fra hans habitus og kapitaler, mens den sociale verden udgøres af feltet. Verdenen og aktøren er jo netop uadskillelige som beskrevet i tidligere i dette afsnit. Derfor danner de tilsammen helheden, som tegner billedet af individets hverdagsliv og livstil, i formlen benævnt som praksis. Med introduktionen af denne formel i opgaven vil jeg i det efterfølgende præsentere min refleksionsmodel, som knyttes op til Bourdieus formel for derved at bygge broen mellem den overordnede teori og den mere praksisnære teori, som de enkelte områder eller temaer i modellen lægger op til. Refleksionsmodel ift. problemformulering Med udgangspunkt i min problemformulering og med ståsted i ovenstående teori fra Merlau- Ponty og Bourdieu, om hvorledes jeg opfatter sammenhængen mellem individets erfaringer og ressourcer og hvordan disse uløseligt hænger sammen med samfundets overordnede felter. Vil jeg præsentere min model, som i den forbindelse udsiger tre temaer, der til sammen udgør summen af en veterans habitus og kapital. Temaerne er friluftsliv, læring og mindfulness. De tre temaer udforskes mere i efterfølgende afsnit. Modellen tager udgangspunkt i menneskelige handlinger, som de fremstår for en speciel socialgruppering med særlige relationer. Model af forfatteren (Blok 2014) Niels Overgaard Blok 35

Min model dækker på denne måde over, hvorledes veteranens handlinger og erfaringer inden for de tre temaer er med til at producere ressourcer eller kapital. Denne kapital produceres et specifikt sted og inden for en specifik relation eller i forhold til en specifik position i feltet natur og veteran. Forskellige veteraner har forskellige typer kapital, som er genereret inden for feltet. Når de er samlet, bliver det til en mængde af erfaringer, som udgør veteranens habitus, som han bærer med sig som en rygsæk. Indholdet af rygsækken har indflydelse på og påvirker alle veteranens fremtidige handlinger. Feltet, der generer kapital er i dette tilfælde naturen og forsvaret, men det kunne også være en skole eller anden samfundsinstitution. Feltet er i denne sammenhæng en relation formet uden faste og begribelige grænser af veteranen og hans forhold til natur. Feltet påvirker veteranens specifikke kapital, som så er med til at influere både på udformning af feltet og sågar feltets habitus samt den yderligere habitus, som feltets aktører udvikler. Den samlede habitus påvirker feltets strukturer og mønstre, som dermed bliver den strategi eller læring veteranen genskaber handlinger i livet, også efter han for længst er blevet hjemsendt. Bourdieus praksisformel er derved anvendt i min model for at begrebsliggøre og tydeliggøre, hvordan veteranens praksis er resultatet af erfaringer og handlinger inden for friluftliv, læring og mindfulness. På denne måde kan vækst og selvregulering blive en opnåelig struktur i centrum af modellen hvis de rette forudsætninger er på spil. Modellens temaer Med introduktionen af modellen i opgaven og en forklaring af, hvorledes de enkelte temaer overlapper og danner helhed, hersker der blot kun i teoriafsnittet at uddybe, hvorledes begreberne i modellen skal forstås, således jeg i næste afsnit kan udfolde analysen og den sammenfattende analyse af veteranernes verden. Læring I forhold til at belyse komplekse forhold er en tværvidenskabelig tilgang at foretrække. Jeg vil i den forbindelse komme ind på hvorledes læring og fænomenlogi kan tænkes sammen, som en mulig forklaring på nogle af opgavens problemstillinger. Pædagogik drejer sig for mig grundlæggende om opdragelse, uddannelse og undervisning. Pædagogik i sin opdragende form sigter mod at socialisere mennesket på en sådan måde, at vi kan leve og arbejde sammen, uden at der hele tiden opstår kampe om det ene og andet. Det er Niels Overgaard Blok 36

måske netop i det spændingsfelt, at pædagogisk dannelse bliver mest relevant. Hvordan dannes vi, og hvad betyder denne dannelse for vores udvikling af handlekompetencer i forhold til det det aktuelle samfund vi indgår i? Svaret på det må ligge i, at dannelse ikke er et normativt begreb men nærmere en proces, som bygger bro mellem det velkendte og sikre fra hverdagen og den nye og endnu ukendte forståelse af verden. Dannelse kan i det perspektiv ses som en uendelig fornyelsesproces for mennesker, måske endda som en uundgåelig livsbetingelse for at kunne deltage i sociale relationer. John Dewey illustrerer denne sammenhæng mellem fænomenologien og pædagogikken ved følgende citat. Vi kan ikke stræbe mod eller opnå sundhed, rigdom, lærdom, retfærdighed eller venlighed i almindelighed. ( ) Ligesom sandheden er disse ting adverbielle. De er bestemmelser til handlinger i konkrete tilfælde. ( ) Man kan ikke opnå sundhed som et mål i sig selv løsrevet fra ens øvrige livsførelse. Et menneske har behov for at være sundt i sin livsførelse, ikke ved siden af det, og hvad betyder livsførelse, andet end summer af ens forskellige bestræbelser og aktiviteter. John Dewey (Dupont 2012, s. 61) I citatet understreges betydningen af at handle. Verden er noget, som er i bevægelse, noget som kræver, at vi arbejder med den, noget som vi skal prøve at forstå. Uanset tolkningen bliver læring til en essentiel del af vores sociale samspil med vores omgivelser. Mennesket er i bund og grund et socialt væsen, og læring er i relationen med andre mennesker. Læring skal derfor ses som en social proces der foregår i samspil med andre. (Illeris 2006). I stigende grad opleves begrebet læring anvendt om livslange og permanente processer, for at sætte os i stand til at imødekomme et evigt stigende krav fra samfundet om aktiv deltagelse af enten personlig eller erhvervsmæssig karakter samt som en forudsætning for aktiv deltagelse i samfundets demokratiske og komplekse processer. Læring er således blevet et grundvilkår for at kunne deltage i den moderne verden, som kendetegnes ved følgende punkter (Dupont 2003, Illeris 2006, Giddens 1996). Viden, kompleksitet og refleksivitet. Institutionalisering, udlejring af ekspertsystemer. Nedbrydning af traditioner, individualisering og selvrealisering. Globalisering og internationalisering. Niels Overgaard Blok 37

I det lys kan der argumenteres for, at læring er blevet det nye opium for folket for at parafrasere Marx berømte sætning. En raffineret form for social kontrol, men det er en anden diskussion og rækker udover dette speciale. Grundlæggende taler Knud Illeris (2006) om tre dimensioner for læring. Indholdsmæssige (kroppen tilegner sig læring). Psykodynamiske (motivationen og viljen er læringens drivkraft). Sociale (samspillet mellem individ og omgivelserne). Opstillet på nedenstående måde kan den sociale dimension ses som den afgørende faktor for de to andre. Motivation og indhold er ofte drevet af netop sociale forhold og ønsket om omformning af disse. Modellen her giver et godt billede af læringsdimensionerne med fokus på hvordan indholds- og drivkrafts dimensionerne hviler på den sociale dimension. Læringens tre dimensioner (Illeris 2006 p.274) I denne undersøgelse er læringsbegrebet centeret omkring voksne mennesker, som allerede har positioneret sig i samfundet med en nogenlunde stabil identitet. Mennesker, som er klar over, hvem de er og hvordan de bliver opfattet af andre. Som antydet ovenover og også tidligere beskrevet kan kompleksiteten fra samfundet blive så stor, at der opstår situationer hvor ens identitet kommer under alvorligt pres, som det for eksempel nemt kan ske for en veteran ved hjemkomst. I sådanne situationer kommer individet typisk i et dilemma hvor man på den ene side har vitalt brug for at fastholde sin positive selvfortælling, mens det på den Niels Overgaard Blok 38

anden side er indlysende at man også skal videre på vej mod en ny identitet (Giddens 1996, Illeris 2006), som det sker for soldater der har været udsendt eller hjemsendes. Det kræver ikke nogen særlig forestillingsevne, at se at netop denne problematik kan være yderst belastende, og at afviklingen af gammel identitet er en langt mere krævende udfordring end indlæringen af en ny. Bourdieu er inde på det når han referer til trægheden i forandringen af vaner (Bourdieu & Wacquant 2011). Friluftsliv og natur Tidligere i specialet har jeg kort defineret begrebet friluftsliv, og under afsnittet om naturen som et felt er dette yderligere uddybet. Jeg vil her forsøge at knytte begrebet til praksis og til, hvordan denne praksis relaterer sig til de to andre temaer i min refleksionsmodel. Hvad er det så, at friluftsoplevelsen gør med os? Umiddelbart findes der to skoler indenfor at kunne forklare friluftslivets gunstige effekter på mennesker. Den ene kunne man kalde for den genetiske, hvor friluftsliv er naturligt for os. Mennesket har evoleret til at mestre naturen. Vi føler afsavn i vores gener, hvis ikke vi engang i mellem får dækket arvemassens kald. Skal dette synspunkt følges, er friluftsliv ikke friheden til at vælge men nærmere en nødvendighed for at kunne leve. Den anden skole kan kaldes for den socialt kulturelt betingede. Der, hvor jeg dyrker friluftsliv fordi jeg har lært det af nogen. Friluftsliv bliver dermed, et fænomen der er kulturelt og historisk betinget. Friluftsliv er altså en aktivitet, der er lige så socialt accepteret og betinget, som andre aktiviteter mennesket kan foretage sig. De to skoler virker umiddelbart selvmodsigende, men hvis de sættes sammen så kan friluftsliv tolkes som at der findes en nedarvet prædisponering for et liv i naturen, og at kulturen er det som eventuelt udløser denne disposition. En sådan tanke forklarer også, hvorfor nogle kulturer har tradition for friluftsliv mens andre ikke har. Mennesket er dermed både en naturskikkelse og en kulturskikkelse. (Tordsson 2010 p. 17) For at kunne skelne mellem Natur som overordnet felt, som redegjort for i et tidligere afsnit og natur/friluftsliv som en dimension i modellen, som dette afsnit handler om, har jeg valgt at præsentere følgende lille model som beskrives nedenunder. Niels Overgaard Blok 39

N<>n Denne sondring kan skildres ud fra følgende formel, hvor N er det overordnede natur begreb og lille n er naturen i individet udtrykt ved handlinger og erfaringer, hvad der kunne kaldes friluftsliv. De to tegn indimellem skal udtrykke, at de to former for natur er afhængige af og samtidigt definerer hinanden. Friluftsliv i det lille n skal altså forstås som en dimension af veteranens liv, som giver specielle forudsætninger for, at han på oplevelses- og handlingsplan kan bearbejde nogen af de ambivalente følelsesmæssige modsætninger og livsudfordringer, som er en del af den moderne verden (Tordsson 2010). Friluftsliv ændrer sig over tid og i forskellige kulturopfattelser. Friluftsliv og natur er et socialt og kulturelt fænomen, der fortæller om menneskers måde at bruge og opfatte natur og landskaber på. (Bentsen & Andkjær & Ejbye-Ernst 2009 p.23). Friluftslivet udvikles altså i takt med strukturelle og kulturelle ændringer i samfundet. I Danmark i dag er centrale diskurser for friluftsliv overskudsliv, miljøskift, oplevelser, ophold samt fysiske aktiviteter udendørs også udtrykt ved følgende figur, som jeg selv har lavet. Centrale diskurser i dansk friluftsliv Med så mange tendenser kan nutidens friluftsliv måske mest kendetegnes ved netop fraværet af et fælles sociokulturelt projekt (Tordsson 2006, Bentsen & Andkjær & Ejbye-Ernst 2009). En strukturel strategi, der skal rumme de mangfoldigheder af praksis og værdier, som Niels Overgaard Blok 40