2
Geokommunikation Et synspunkt om indholdsarkitektur for geokommunikation, om betingelser og muligheder for at opnå enighed om sag og sted som grundlag for beslutning på et fænomenologisk, kommunikativt, semiotisk og retorisk grundlag af Lars Brodersen Forlaget Tankegang a s 3
Geokommunikation Et synspunkt om indholdsarkitektur for geokommunikation, om betingelser og muligheder for at opnå enighed om sag og sted som grundlag for beslutning på et fænomenologisk, kommunikativt, semiotisk og retorisk grundlag af Lars Brodersen Denne afhandling er af De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter ved Aalborg Universitet antaget til forsvar for doktorgraden i Naturvidenskab. Forsvaret finder sted i Auditorium B, Fibigerstræde 15 fredag den 7. december 2007 kl. 13.00 præcis. Aalborg den 19. september 2007. Frede Blaabjerg Dekan This thesis has been accepted by the Faculties of Engineering, Science and Medicine at Aalborg University for public defence in fulfilment of the requirements for the doctoral degree in natural sciences. The defence will take place in lecture room B, Fibigerstræde 15 on Friday, December 7, 2007 at 13.00 p.m. punctually. Aalborg, September 19, 2007 Frede Blaabjerg Dean Kopiering af afhandlingen, helt eller delvist, er kun tilladt med forfatterens skriftlige tilladelse. Citering er tilladt med tydelig kildeangivelse. Copyright 2007 by Lars Brodersen ISBN 978-87-984-1135-2 Afhandlingens hjemmeside: www.geokommunikation.dk Forsideillustration: Virkeligheden er uendelig og kaotisk. Men mønstre indfanges, således at beslutning og handling muliggøres. Forlaget Tankegang a-s www.tankegang.dk tlf. 70124412 4
In order to find out what a man means you must also know what the question was (a question in his own mind, and presumed by him to be in yours) to which the thing he has said or written was meant as an answer. Robin George Collingwood i An Autobiography (for komplet citat se side 401) At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Søren Kierkegaard i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (for komplet citat se side 400) 5
6
Videnskabelig metode 3 Videnskabelig metode Nærværende afhandlings mål er en teori for identifikation og produktion af det rette indhold med henblik på geokommunikation. Altså en teori, som befordrer et svar på spørgsmålet om, hvorfor det er indhold A og ikke indhold B i en given formidling førende til geokommunikation, jf. kapitel 2. Som udgangspunkt må arbejdsmetoden i afhandlingen derfor beskrives som problemorienteret og positivistisk; Positivismen opererer ( ) med to kilder til erkendelse: iagttagelse og logik. [Thurén, 2005]. Afhandlingen tager afsæt i en undren, jf. kapitel 2, byggende på mange års iagttagelser og undersøgelser; iagttagelserne omhandler en række eksempler (som fx afsnit 4.1 om Otte eksempler), års empiri (erfaring fra arbejde i faget) og kilder (litteratur m.m.). For at kunne aflive den i kapitel 2 beskrevne undren må der udvikles en teori, som bl.a. er logisk, dvs. fri af indre modsætninger, således at der faktisk er mulighed for med systematik og kontrolleret arbejde at beslutte sig for indhold A versus indhold B i et ukendt antal fremtidige projekter, dvs. teorien skal foreligge på et generelt abstraktionsniveau. Videnskab er en social aktivitet, hvor privat viden bliver ophøjet til videnskabelig viden ved anerkendelse ved fagfæller. Videnskabelige kendsgerninger og anerkendte teorier er udsagn om virkeligheden, som er accepterede, fordi der er argumenteret så godt for dem, at der er enighed om, at de er sande indtil videre, dvs. indtil der kommer nye og bedre udsagn om virkeligheden. (efter [Jensen, 2005] 24 ). Videnskab leverer ikke objektive og absolutte sandheder. Videnskab leverer påstande (udsagn) om virkeligheden, som gennem langvarigt, systematisk arbejde nærmer sig en sandhed. Helt hen til sandheden kommer vi aldrig, vi kan kun nærme os. Udvikling kræver tilførsel af nye udsagn om virkeligheden. Udsagn om virkeligheden har i langt de fleste tilfælde kun interesse for andre, hvis udsagnene befinder sig på et generelt niveau, dvs. i en eller anden grad besidder egenskaber, som gør sig gældende i andre tilfælde end blot det enkelte, konkrete, aktuelle tilfælde. Derfor er det nødvendigt at inducere (generalisere) fra ét konkret tilfælde (eksempel 1 ) til et generelt abstraktionsniveau. Med det generelle abstraktionsniveau tilbydes andre personer muligheden for at deducere (specialisere) til deres konkrete tilfælde (eksempel 2 ). Videnskabelige fagfæller mødes for at diskutere generelle aspekter, gerne anskueliggjort ved eksempler. 24 [Jensen, 2005, s.67]: Videnskab er (...) kendetegnet ved at være en social aktivitet hvor privat viden for at blive ophøjet til videnskabelig viden skal anerkendes af fagfæller gennem offentlig fremlæggelse, f.eks. i videnskabelige tidsskrifter, efter bestemte retoriske regler for holdbar argumentation. Videnskabelige kendsgerninger og anerkendte teorier er altså udsagn om virkeligheden som vi har accepteret fordi der er argumenteret så godt for dem at vi er blevet overbevist om at de er sande. 43
Lars Brodersen Geokommunikation Men det er de generelle aspekter, som er interessante for andre, fordi det giver mulighed for at uddrage egenskaber, som kan bidrage til løsningen af ens egne problemer. Det ovenfor nævnte systematiske arbejde, som med tiden fører hen i nærheden af sandheden, bygger på to grundlæggende principper: Induktion og deduktion. Induktion er det ud fra et enkelt tilfælde at drage slutning om det generelle. Deduktion er det at gå ud fra det generelle og slutte sig til, hvad der gælder for enkelte tilfælde. Disse to principper bliver diskuteret i det følgende afsnit 3.1. 3.1 Det generelle Et generelt abstraktionsniveau er efterstræbelsesværdigt af to grunde. For det første fordi teorien dermed er renset for de enkelte eksemplers (tilfældes) særlige egenskaber; særlige i den henseende, at de ikke vedkommer et andet, nyt eksempel (tilfælde), som man står i begreb med at skabe. For det andet fordi ét eksempel principielt er så særegent, at det næppe virker tiltrækkende på andre, dvs. at man er nødt til at generalisere ens budskab for at gøre det tiltrækkende for andre at beskæftige sig med det. Med dette udtrykkes i grunden blot det samme som den nye retorik ved [Perelman, 2005] og [Jensen, 2005] (se kapitel 10) og den filosofiske hermeneutik ved [Gadamer, 1986] (se kapitel 7). Induktion 25 er det ud fra et enkelt tilfælde at drage slutning om det alment gældende. Induktion (og empiri) er metoden til at komme fra hypotesen, fra eksempler, erfaringer og litteratur til et generelt abstraktionsniveau; fx Én gang har ét særligt færdselskort hjulpet mig til at finde vej, ergo vil ethvert færdselskort i alle andre tilfælde til hver en tid kunne hjælpe mig til at finde vej. Det er umiddelbart en dristig slutning (dvs. at fordi det er gået godt én gang, så går det nok også godt alle andre gange fremover), men det er en del af den menneskelige reaktion ved én oplevelse i ét tilfælde; dvs. at der gættes på, at der nok er noget generelt i det aktuelle tilfælde. Induktionens svaghed demonstreres hvert år af tusinder af lemminger. At tusind lemminger allerede har styrtet sig ud i elven, betyder stadig ikke, at det er en rigtig handling; de dør i hvert fald af det. H.C. Andersen beskrev så smukt induktionens svaghed i Kejserens nye klæder. I Kejserens nye klæder er alle enige om, at disse nye klæder er henrivende, indtil den lille dreng påpeger, at der slet ingen klæder er. 25 [Peirce, 1996, s.96f]: 144. De tre vigtigste klasser af logisk slutning er Deduktion, Induktion og Hypotese. De svarer til tre hovedformer for handling af menneskesjælen. ( ) 145. Ved induktion etableres en vane. Visse sanseindtryk, som alle involverer en generel ide, følges hver især af den samme reaktion; og der etableres en association, hvorved den generelle ide bliver ensartet fulgt af den reaktion. Vane er den specialisering af sindets lov, hvorved en generel ide får magt til at fremkalde reaktioner. ( ) 44
Videnskabelig metode Vejen ud af misèren er at kombinere induktionen med den sunde fornuft. På baggrund af den sunde fornuft kan der udarbejdes et kvalificeret gæt. Det kvalificerede gæt er det, den amerikanske filosof, matematiker, fænomenolog, semiotiker m.m. Charles Sanders Peirce 26 kalder abduktion eller hypotese 27. En hypotese er en generel regel i relation til et uforstået enkelttilfælde dannet ved at sammenligne forskellige enkeltfænomeners egenskaber (efter Dinesen og Stjernfelt i indledningen til [Peirce, 1994]). Den sunde fornuft styrer gættet (fra det enkelte tilfælde) i en sandsynligvis god retning. Fra det enkelte tilfælde kan der i princippet gættes i tusindvis af retninger. Den sunde fornuft hjælper til at vælge og pejle den sandsynligvis bedste retning. Et kvalificeret gæt, som er skabt på baggrund af et enkeltstående tilfælde, siger noget om, hvad der nok gælder i mange andre tilfælde, dvs. udtrykker noget på et generelt abstraktionsniveau. Hvis lemmingerne bare havde lidt sund fornuft, ville deres kvalificerede gæt være anderledes, end hvad det tilsyneladende er; de gætter, at det er enormt smart at styrte sig ud i elven, fordi alle de andre allerede har gjort det. Den sunde fornuft burde sige dem, at der er noget grundlæggende galt i det her arrangement (fx fordi ingen lemminger dukker op på den anden side af elven). Både induktion og hypotese (og analogi) er i det væsentlige slutninger på grundlag af stikprøver (efter [Peirce, 1996, s.51]). Deduktion 28 er det at gå ud fra almene regler og slutte sig til, hvad der gælder for enkelte tilfælde. Fra et generelt abstraktionsniveau kan man vha. deduktion (og logik) 26 Charles Sander Peirce, 1839 1914, amerikansk matematiker, filosof, logiker, fysiker m.m.. Pragmatismens grundlægger. Regnes for at være den måske væsentligste teoretiker i videnskaberne fænomenologi, semiotik og meget andet. Peirce udviklede uden dog at give den endelig udformning en særdeles kompliceret almen tegn-teori (semiotik), der har givet stor inspiration til senere forskere (kilde [Politikens Filosofileksikon, 2001]. Peirce udtales: pøø:s (med samme ø-lyd som i Børge). 27 Se [Peirce, 1996, s.47ff og s.98 med tilhørende noter s.172 og s.178]. [Peirce, 1996, s.96f]: 144. De tre vigtigste klasser af logisk slutning er Deduktion, Induktion og Hypotese. De svarer til tre hovedformer for handling af menneskesjælen. ( ) 145. Ved induktion etableres en vane. ( ) Vane er den specialisering af sindets lov, hvorved en generel ide får magt til at fremkalde reaktioner. Men for at den generelle ide skal kunne opnå al sin funktionalitet, er det også nødvendigt, at den er modtagelig for sanseindtryk. Det opnås ved en psykisk proces, der har form af en hypotetisk slutning. Ved hypotetisk slutning mener jeg ( ) en induktion fra kvaliteter. ( ). 146. Ved induktion bliver et antal sanseindtryk, der følges af en reaktion, således forenet under en generel ide, der følges af samme reaktion; medens ved den hypotetiske proces et antal reaktioner, fremkaldt ved en omstændighed, forenes i en generel ide, som fremkaldes ved den samme omstændighed. Ved deduktion opfylder vanen sin funktion ved at fremkalde visse reaktioner under visse omstændigheder. 28 [Peirce, 1996, s.96f]: 144. De tre vigtigste klasser af logisk slutning er Deduktion, Induktion og Hypotese. De svarer til tre hovedformer for handling af menneskesjælen. I deduktion er sindet styret af en vane eller association, i kraft af hvilken en generel ide i hvert tilfælde antyder en tilsvarende reaktion. Men et bestemt sanseindtryk ses at involvere den ide. I konsekvens heraf følges det sanseindtryk af den reaktion. Det er den måde, hvorpå frøens bagben, skilt fra resten afkroppen, ræsonnerer, når man kniber dem. Det er den laveste form for psykisk manifestation. 45
Lars Brodersen Geokommunikation arbejde sig frem til et nyt eksempel (et nyt tilfælde). Peirce skrev om deduktion [Peirce, 1994, s.150]: den deduktive metode ( ) (fører) ikke til positiv viden overhovedet, men kun eftersporer de ideale konsekvenser af hypoteser. Deduktion leder fra et generelt abstraktionsniveau til en slutning i et konkret tilfælde. Eksempel: Det siges, at ethvert færdselskort til hver en tid vil kunne hjælpe enhver til at finde vej, ergo vil jeg også i dette konkrete tilfælde i dag, hvor jeg skal på cykletur, kunne finde vej vha. et færdselskort. Deduktionens (logikkens) svaghed er, som [Thurén, 2005] skriver, at præmisserne måske ikke stemmer med det konkrete tilfældes virkelighed; fx hvis man har opfundet en syvkantet møtrik, eller hvis det konkrete færdselskort i det konkrete tilfælde fx ikke er ajourført det pågældende konkrete sted. Peirces påstand ([Peirce, 1994]) er, at deduktion og induktion reelt er henvist til at be- eller afkræfte hypotesen (eller abduktionen eller det kvalificerede gæt) 29 30. [Peirce, 1994] 29 [Peirce, 1996, s.96f]: 144. De tre vigtigste klasser af logisk slutning er Deduktion, Induktion og Hypotese. De svarer til tre hovedformer for handling af menneskesjælen. I deduktion er sindet styret af en vane eller association, i kraft af hvilken en generel ide i hvert tilfælde antyder en tilsvarende reaktion. Men et bestemt sanseindtryk ses at involvere den ide. I konsekvens heraf følges det sanseindtryk af den reaktion. Det er den måde, hvorpå frøens bagben, skilt fra resten afkroppen, ræsonnerer, når man kniber dem. Det er den laveste form for psykisk manifestation. 145. Ved induktion etableres en vane. Visse sanseindtryk, som alle involverer en generel ide, følges hver især af den samme reaktion; og der etableres en association, hvorved den generelle ide bliver ensartet fulgt af den reaktion. Vane er den specialisering af sindets lov, hvorved en generel ide får magt til at fremkalde reaktioner. Men for at den generelle ide skal kunne opnå al sin funktionalitet, er det også nødvendigt, at den er modtagelig for sanseindtryk. Det opnås ved en psykisk proces, der har form af en hypotetisk slutning. Ved hypotetisk slutning mener jeg, som jeg har forklaret i andre skrifter, en induktion fra kvaliteter. ( ). 146. Ved induktion bliver et antal sanseindtryk, der følges af en reaktion, således forenet under en generel ide, der følges af samme reaktion; medens ved den hypotetiske proces et antal reaktioner, fremkaldt ved en omstændighed, forenes i en generel ide, som fremkaldes ved den samme omstændighed. Ved deduktion opfylder vanen sin funktion ved at fremkalde visse reaktioner under visse omstændigheder. 147. De induktive og hypotetiske former for slutning er i det væsentlige sandsynlige slutninger, ikke nødvendige, medens deduktion kan være enten nødvendig eller sandsynlig. [Peirce, 1994] om forholdet mellem abduktion, deduktion og induktion: distinktionen mellem deduktion og induktion med hensyn til arten af deres respektive gyldighed (består) i følgende: at deduktion hævder at vise, at visse anerkendte kendsgerninger ikke kunne eksistere, selv ikke i en ideal verden, der var konstrueret til det formål, medmindre man forudsætter enten eksistensen af selve det faktum, der er konklusionen, eller forekomsten af det faktum i det lange løb i den del af de tilfælde, der opfylder visse objektive betingelser, hvor det bliver konkluderet, at det vil forekomme, eller med andre ord medmindre det har den konkluderede objektive sandsynlighed. I begge tilfælde er et deduktivt ræsonnement et nødvendigt ræsonnement, skønt dets emne idet sidstnævnte tilfælde er retfærdiggjort af relationen mellem de fakta, der bliver fastslået i præmisserne, og det faktum, der bliver fastslået i konklusionen; og den drager ikke den slutning, at det sidstnævnte faktum er enten nødvendigt eller objektivt sandsynligt. Men en induktiv konklusion bliver retfærdiggjort ved, at konklusionen bliver nået ved en metode, som, hvis man standhaftigt holder fast ved den, i det lange løb må føre til sand viden i de tilfælde, hvor den bliver anvendt, enten på den eksisterende verden eller på en eller anden verden, man kan forestille sig. Det kan den deduktive metode ikke gøre krav på, da den ikke fører til positiv viden overhovedet, men kun eftersporer de ideale konsekvenser af hypoteser. 46
Videnskabelig metode beskriver sammenhængen ved Figur 9. Udgangspunktet er en hypotese (abduktion), som gennem induktion leder til en generel betragtning, hvilken efterfølgende gennem deduktion leder til en logisk slutning (inferens). Figur 9. Sammenhængen mellem hypotese (abduktion), induktion, deduktion og inferens (logisk slutning) ifølge [Peirce, 1994, s.154]. På grundlag af den beskrivende tekst i [Peirce, 1994] (om hypotesen (abduktion), induktion og deduktion) kan udledes, at der på et generelt abstraktionsniveau kan tillægges figuren en vis lineær progression, hvilket i Figur 10 angives ved tal. Udgangspunktet er en hypotese, som dannes på grundlag af den pågældende persons sunde fornuft (historiciteten, dvs. alt det, som man udtrykt på jævnt dansk har med sig i bagagen fra hele ens hidtidige liv; implicitte såvel som explicitte elementer). Målet er en logisk slutning (inferens) vedrørende egenskaber ved et konkret tilfælde. Som mellemtrin skal man omkring syntese, dvs. en generel abstraktion (fx en generel regel). 30 Dinesen og Stjernfelt skriver om induktion, deduktion og abduktion i indledningen til [Peirce, 1994]: Deduktionen omfatter naturligvis, at et enkelttilfælde afledes af en lov, induktionen går ud på at man ud fra en række enkelttilfælde formulerer en almen lov og abduktionen foreslår en hypotese om et uforstået enkelttilfælde ved at sammenligne forskellige enkeltfænomeners egenskaber. Abduktionen er således hverken tvingende og nødvendig som deduktionen eller statistisk og sandsynlig som induktionen; den er i stedet analog og mulig ( ) Det kvalificerede ved gættet består i, at enhver eksplicit påstand har en hel sfære af implicitte påstande bag sig som ikke kan aflæses direkte af påstanden, men som den kritiske commom-sense kan aflede. 47
Lars Brodersen Geokommunikation Figur 10. Sammenhængen mellem hypotese, induktion og deduktion kan på et generelt abstraktionsniveau fremstilles som en lineær progression (angivet ved tallene). De øvrige begreber ud over Figur 9 er sat ind for at tydeliggøre Peirces måske lidt abstrakte begreber (som angivet i Figur 9). Efter [Peirce, 1994]. Ovenstående om forholdet mellem idéen, som er udgangspunkt for projektet, dvs. hypotesen (abduktion), og deduktion, induktion og logisk slutning (inferens) kan omskrives til nedenstående Figur 11. Der består erfaring fra eksempel 1 (tilfælde 1 ), og samtidig består der usikkerhed mht. eksempel 2 (tilfælde 2 ). Den fornuftige fremgangsmåde er at udrense de irrelevante særegenheder fra eksempel 1, hvilket gøres ved induktion til et generelt abstraktionsniveau. Derved bibeholdes kun de relevante, særlige (generelle) egenskaber, som er interessante for ens domæne. Fra det generelle abstraktionsniveau deduceres til det givne konkrete eksempel 2. Figur 11. Projektets grundlag er en idé, en hypotese. Erfaring består fra eksempel 1 og usikkerhed består mht. eksempel 2. Kopiering overfører samtlige eksempel 1 's særegenheder til eksempel 2. Eksempel 1 's irrelevante særegenheder fjernes ved at inducere til et generelt abstraktionsniveau, hvor kun de relevante, særlige (generelle) særegenheder bibeholdes. Fra det generelle kan der deduceres til det konkrete eksempel 2. 48
Videnskabelig metode Umiddelbart forekommer det fristende at sige, at vi gør præcis det samme i eksempel 2, som vi gjorde i eksempel 1. Det er en mulig fremgangsmåde. Men pointen i induktionen-deduktionen er, at der i så tilfælde i relation til et videnskabeligt aspekt ville være tale om enten en blind kopiering, eller om at eksempel 2 baseredes på tilfældigheder 31. Argumentet er, at eksempel 1 principielt er præget af både relevante og irrelevante særegenheder, som eksempel 2 måske eller måske ikke besidder eller skal besidde. Antagelsen om, at alle særegenheder i eksempel 1 også gælder for eksempel 2, er netop en kopiering. Det er sjældent, at eksempel 2 skal overtage alle eksempel 1 s særegenheder, og derfor er det ikke fornuftigt at kopier, dvs. gå direkte fra eksempel 1 til eksempel 2. Figur 12. Den videnskabelige fremgangsmåde er vha. induktion at nå en generel abstraktion i form af en teori, hvor fra der kan deduceres til andre konkrete tilfælde. Den ikke-videnskabelige metode er den rå kopiering; det er reelt ikke en valgmulighed. [Peirce, 1994] beskriver nødvendigheden af at anvende metode 32 (dvs. systematik) i både induktion og deduktion; i deduktion vha. logikken. [Peirce, 1994] skriver bl.a.: en induktiv konklusion bliver retfærdiggjort ved, at konklusionen bliver nået ved en metode, som, hvis man standhaftigt holder fast ved den, i det lange løb må føre til sand viden i de tilfælde, hvor den bliver anvendt, enten på den eksisterende verden eller på en eller anden verden, man kan forestille sig. 31 [Peirce, 1996, s.62]: Tilfældighed ( ) (kun) er et navn for en årsag, som er ukendt for os. Definitionen skal ses i sammenhæng med artiklens ( Opgør med nødvendighedsdoktrinen ) diskussion af regelmæssighed kontra tilfældigheder i kosmos. Peirces synspunkt er, at kosmos består af approksimativ regelmæssighed som danner vane, men samtidig at mangfoldigheden, egenartetheden og uregelmæssigheden er tilfældig (efter [Peirce, 1996, s.47ff]). 32 [Brodersen, 2006]: Metode betyder: (1) Beskrevet, praktisk fremgangsmåde. (2) En metode sikrer, at man gennem et projekt får stillet alle relevante spørgsmål i den rigtige rækkefølge, og at man får taget de logiske konsekvenser heraf. Metode sikrer endvidere, at projektets processer dokumenteres, både internt i organisationen og eksternt. 49
Lars Brodersen Geokommunikation På samme måde, men måske lidt mere jordnært, definerer [Jensen, 2005, s.11] og [Thurén, 2005] (let omskrevet) videnskab som almindelig sund fornuft tilsat eksplicit systematik. 33 Gennem systematik reduceres indflydelsen fra både induktionens og deduktionens svagheder, om end disse svagheder aldrig helt kan fjernes. Det er på dette sted, at den sunde fornuft, hypotesen (abduktionen), kan redde hele affæren. Figur 11 suppleres med systematik til Figur 13. Gennem iagttagelse af et stort antal eksempel 1 ved benyttelse af den samme metode igen og igen opnås større sikkerhed for, at det generelle abstraktionsniveau faktisk kun indeholder det virkeligt generelle og er renset for de konkrete tilfældes særegenheder. Tilsvarende for deduktion, hvor et generelt abstraktionsniveau afprøves på et stort antal eksempel 2 ved anvendelse af den samme metode igen og igen. Figur 13. Videnskab er sund fornuft tilsat systematik (efter [Jensen, 2005] og [Thurén, 2005]). Videnskabeligt arbejde kræver, at både induktion og deduktion udføres systematisk, hvilket sker ved at anvende den samme metode igen og igen både i det induktive og det deduktive. Det er videnskabens lod at være systematikeren i den sunde fornuft. Den sunde fornuft og dermed muligheden for den gode hypotese er enhver iboende. Systematikken kan derimod forekomme unødigt tidskrævende og kræver derfor en vis form for vedholdenhed. Men kun gennem systematisk og vedholdende arbejde er det muligt at nå til et sandt generelt abstraktionsniveau, ligesom dette kun kan efterprøves gennem systematisk og vedholdende arbejde. 3.2 Det konkrete i nærværende afhandling Hypotesen for nærværende afhandling er, at det er muligt at udvikle og beskrive en teori for, hvordan en producent af geoinformation sikrer, at en bruger forsynes med rele- 33 Denne begrebsdefinition er af typen tredjehed, jf. afsnit 6.4. 50