Atg&p&toben 149 8. Klaus & Buhr, op.cit., l, s. 84. 9. Marx-Engels Werke, Berlin 1977, 3, s. 6. 10. Udkast til G-sektionens beskrivelse af projektområdet 'antropologisk psykologi', Psykologisk Institut oktober 1985. 11. Politzer, G.: La crisede la psychologie contemporaine, 1947, s. 120. Cf. L SCve: Marxisme og Personlighedsteori, Kbhvn. 1978, s. 15. 12. Se note 9. 13. SCve, L.: Op.dt., s. 221.. KAPITEL H AT GÅ PÅ TO BEN Den objektive psykologi Den videnskabelige psykologi fødes i fysiologien, det er derfor ikke forbavsende, at det er en fysiolog, der grundlægger den videnskabelige psykologi i Rusland. Nemlig Skt. Petersborg-fysiologen Ivan Setchenov, der så tidligt som i 1863 (samme år som Wundts Vorlesungen uber die Menschen- und Thierseele) skriver Et forsøg p& at etablere de psykologiske processer på en fysiologisk basis. Hvad skriftet dog ikke kom til at hedde, for tsarens censor forbød det, fordi det krænkede den offentlige moral. (Hvad der bringer Skt. Petersborg Universitets fordømmelse af Karl Linne i erindring. Linnes Systema naturae fra 1735 blev opfattet som usædeligt, fordi det klassificerede planterne på grundlag af deres kønsorganer!)!stedet fik Setcherrovs skrift så titlen Hjernens Reflekser. Vi husker, at den tidlige psykologi nødvendigvis må knække i en åndsvidenskabelig formlære og en naturvidenskabelig stoflære, hvor den idealistiske første kan kaldes den subjektive psykologi og den materialistiske anden kan kaldes den objektive psykologi. I den sammenhæng er det helt eksplicit den objektive psykologi, som Setcherrov funderer næsten et halvt århundrede før den objektive psykologi, som vi er bedst kendt med, bliver grundlagt, nemlig den amerikanske behaviorisme.
150 Personlighedens Almene Grundlag I Den centrale tanke i den objektive psykologi fremgår af svarene på det spørgsmål, som Setcherrov stiller med skriftet Hvem skal undersøge psykologiens problemer og hvorledes? fra 1870 (tre år før Wundts Grundzage der physiologischen Psychologie ). Svarene er, at fysiologien skal studere psykologiens problemer, og at det er ensbetydende med at studere reflekserne. Dette er naturligvis den mekaniske materialismes opfattelse, og følgende citat fra Setcherrov er ikke fri for at lede tanken hen på LaMettries opfattelse i L'Homme machine: "All the endless diversity of the external manifestations of the activity of the brain can be finally regarded as one phenomenon - tbat of muscular movement. Be it a child laughing at the sight of toys, or Garibaldi smiling when he is persecuted for his excessive love for his fatherland; a girl trembling at the first thougbt of love, o r Newton enunciating universallaws and writing them on paper... everywhere the final manifestations is muscular movement.111 Her må vi imidlertid ikke glemme, at den mekaniske materialisme var grundlaget for datidens mest progressive videnskabelige bestræbelse. Ud fra derme synsvinkel havde fysiologerne åbnet vejen for konkrete, empiriske og eksperimentelle undersøgelser af menneskelige processer, der gav enormt betydningsfulde videnskabelige resultater. Undersøgelser som Setchenov havde sin egen andel i. De fires pagt Fysiologiens knæsættelse af den videnskabelige materialismes pnnc1pper (omend i mekaniscismens tegn), der skulle få afgørende betydning for skabelsen af den videnskabelige psykologi, kan iøvrigt føres tilbage til en sammensværgelse! Den moderne fysiologis fader var tyskeren Johannes Muller. Muller kunne imidlertid ikke vriste sig fri af den romantiske naturopfattelse (den vi ser udtrykt bos Ørsted) og lagde særlige psykiske kræfter ind i nerveprocessen (de specifikke sanseenergier, som de blev kaldt), hvilket gav hans fysiologi en mærkbar vitalistisk karakter. Som reaktion herimod indgik fire af hans elever i 1845 en pagt, hvori de tilsvor hinanden aldrig at give køb på den sandhed, at "ingen andre kræfter er virksomme i organismen end de almindelige fysisk-kemiske". Allerede to år efter gav pagten sig udslag i det første uvurderlige videnskabelige resultat. Nemlig i formuleringen af den termodynamiske grundsætning om energiens konstans. Opdageren af denne fysiske lov var den unge von Helmholtz. Han var på daværende tidspunkt i den prøjsiske hær 2, men blev senere professor i Berlin og kom til at spille en enorm rolle for udviklingen af den naturwissenschaftliche psykologi. Også hans tre medsammensvorne fik imidlertid særdeles stor betydning for psykologien. Såvel Ernst Briieke, der som professor i Wien øvede en afgørende indflydelse på den unge Freud, Dubois-
At g& p& to ben 151 Reymond, der blev professor i Berlin, og Carl Ludwig, der blev professor i Leipzig. Grunden til at nævne denne historie her er, at Setchenov efter at have studeret hos Claude Bernard i Paris studerede hos Carl Ludwig og blev hans nære ven. Bag formuleringen af den objektive psykologi kan vi derfor godt tillade os at se de fire sammensvornes grundsætning, at der i organismen ikke virker andre kræfter end dem, som naturvidenskaben kender og kan undersøge. Uden løvrigt at underkende de psykiske udtryks rigdom, som vi ser dem i barnets smil og den unge piges forelskelse, så er det nerve- og muskelsystemets fysisk-kemiske processer, der er grundlaget for det psykiske, og ikke mystiske og uforklarlige spiritualistiske kræfter. Verden er tilgængelig for den videnskabelige undersøgelse og dermed for den menneskelige fornuft. Oplysningstidens sidste bastion Her må vi ikke glemme, at denne offensive og optimistiske videnskabelige holdning ikke kan isoleres til det akademiske. Den rummer en verdensanskuelse, nemlig den der kendetegner oplysningstiden, hvor den materialistiske filosofi og videnskab var et af borgerskabets allervigtigste ideologiske våben i kampen mod feudalvældet og dets kirke. I den forstand rummer den klassiske (mekaniske eller borgerlige) materialisme et progressivt ideal, som f.eks. endnu genlyder i den amerikanske behaviorisme og pædagogik. Nemlig borgerklassen fremskridtstro og humanisme, når den optræder som en kæmpende progressiv kraft. Det vil sige, når den kæmper mod feudale forhold, som den gjorde op til 1789 og 1848. Hvis det er den borgerlige revolution, der afslutter oplysningstiden, så kan man faktisk sige, at for de russiske intellektuelle på Setcherrovs tid, der var oplysningstiden på ingen måde forbi. Rusland var nemlig det eneste land i Vesten, der endnu havde sin borgerlige revolution til gode. Den kom først i februar 1917. Når Setcherrov i ovenstående citat henviser til netop Garibaldi og Newton, er det således næppe tilfældigt. Måske kan det forekomme lidt altmodisch, men at der er oplysningstid over Setcherrovs videnskabelige tænkning, betyder ikke, at den er tilbagestående. Tværtimod må man sige, at i Setcherrovs objektive psykologi, der er materialistisk funderet på den sensoriske fysiologis og evolutionslærens grund og forstår psyken som en miljødetermineret association af reflekser, der når den klassiske materialisme sit absolutte højdepunkt. Det tiltaler derfor ens historiske sans, at det netop var i oplysningstidens fødeland, Frankrig, at Setcherrovs objektive psykologi vandt indflydelse uden for Rusland. Den franske materialismes psykologer genkendte Setchenov som en af deres egne. Det, som Setcherrov havde startet, blev fulgt op af to andre russiske fysiologer, LP. Pavlov og V.M Bekhterev. Mens Pavlov ført og fremmest var fysiolog
152 Personlighedens Almene Grundlag I og først sent (og nærmest tilfældigt) med opdagelsen af den betingede refleks kom ind på psykologiens område, så var Bekbterev fra begyndelsen af fysiologpsykolog i den naturvidenskabelige psykologis tradition. Han havde studeret både hos Charcot og hos Wundt, og den sidste havde øvet stor indflydelse på ham. At han så afviste de klart metafysiske overtoner hos Wundt, skyldtes formentlig at han også havde studeret hos Dubois-Reymond og dermed var blevet indviet i de sammensvornespagt fra 1845. Bredden i Bekbterevs psykologi fremgår af titlen på det tidskrift, som han stiftede ved århundredeskiftet: Review af Psychiatry, Neuropathology, and Experimental Psychology, (det er første gang betegnelsen eksperimentalpsykologi dukker op i titlen på et tidskrift). Dette leder tanken hen på Charcot og Salpetriere-skolen. Og dermed på den tidlige socialpsykologi. Det var da også dette klassiske spektrum, som Bekhterev studerede. Men hele tiden som refleksologi i den materialistiske tradition fra Setchenov. Hans socialpsykologi fra 1921 bar f.eks. titlenkollektiv Refleksologi! Den russiske psykologi, som den udvikles af Setchenov, Bekbterev og (selvfølgelig) mange andre, er fuldt på højde med den samtidige psykologiske udvikling i Tyskland, Frankrig, England og USA. Når vi er langt dårligere bekendt med den russiske end med de øvrige, så skyldtes det ikke først og fremmest sprogbarrieren men den anden barriere, som skilte Rusland fra den øvrige industrialiserede verden, da den gennemgående vestlige politik efter den socialistiske revolution i oktober i 1917 var at isolere den unge sovjetstat i enhver henseende. Russisk psykologi blev på den måde gjort til 'en by i Rusland'. Psykologien og den dialektiske fordring Nu blev sovjetisk psykologi imidlertid i een henseende også 'en by i Rusland'. Den fik nemlig stillet en opgave, som ingen anden vestlig psykologi stod overfor. Den skulle nemlig ikke blot forstå psyken. Den skulle forstå den rigtigt! Det vil sige i overensstemmelse med marxismens dialektisk-materialistiske filosofi, som havde vist sin overlegenhed i praksis ved at være ideologisk og teoretisk fundament for den sejrrige socialistiske revolution. Nu er det ikke sådan, at vestlig psykologi ikke er filosofisk og ideologisk dikteret. Det er den i allerhøjeste grad, hvad vi allerede har set. Endda med filosofiske anskuelser (stof- og formlæren), der virkeligt er den dialektisk-materialistiske indsigt underlegne. Men i Vesten havde man fået de filosofiske anskuelser ind med modermælken og betragtede dem som selvfølgelige, hvis man overhovedet var i stand til at bemærke dem. I Sovjetunionen blev man åbenlyst konfronteret med den dialektisk-materialistiske filosofi, som det man nu videnskabeligt skulle leve op til. Videnskabens udvikling var nemlig uhyre vigtig, hvis man skulle konsolidere socialismen. Såvel praktisk i produktionen og samfundets nyorganisering, som politisk-ideologisk i kampen mod socialismens fjender.
At gå på to ben!53 Nu var det ikke sådan, at videnskabsmændene lod sig intimidere af det kommunistiske partis paroler om socialistisk contra borgerlig videnskab og følgagtigt fulgte den filosofiske linie mod bedre vidende. (Selv om der selvfølgelig også var eksempler på det.) Hvad vi allerede har set, var de sovjetiske videnskabsmænd også udmærket i stand til at se. Nemlig at den dialektiske materialisme på papiret er en rigtigere og mere omfattende og sammenhængende opfattelse af verden end de filosofiske anskuelser, som den ophæver. Og derfor også et vigtigt mål for den videnskabelige erkendelse at stræbe efter. Problemet var et ganske andet. Nemlig hvordan man får flyttet de gode principper fra papiret over i den videnskabelige genstandsverden? I særdeleshed når papiret først og fremmest bestod i ufærdige og ufuldkomne skitser fra Engels' hånd, der bestemt ikke kunne kaldes praktiske anvisninger. (Udover at det selvfølgelig ville være latterligt at tro, at Engels - hans brillante indsigt ufortalt - skulle kunne vise videnskaberne den konkrete vej til deres genstande. Han ville selv have korset sig ved tanken.) Forsøget på at løse denne opgave kommer i afgørende grad til at præge den russiske/sovjetiske psykologis udvikling efter 1917. Den sovjetiske psykologis historie er historien om de sovjetiske psykologers forsøg på at mestre den marxistisk-leninistiske metodologi, som den russiske psykolog Tcplov siger. Umiddelbart forekom man godt rustet til opgaven med den objektive psykologi og refleksologien, der i modsætning til megen borgerlig psykologi i Vesten var benhård materialistisk og ikke tillod subjektivt idealistiske svinkeærinder nogen plads. Hvortil kom, at den havde det nye styres tillid, fordi den i kampen mod tsardømmet havde demonstreret sin progressivitet og humanisme. Bekhterev, der ikke havde svært ved at genkende den dialektiske materialisme i sit eget arbejde, lagde for med Psykologi, Refleksologi og Marxisme i 1925. Hvad Bekhterev ikke selv kunne se, var der imidlertid andre, der kunne. Nemlig at en psykologi, der afviser bevidsthedsfænomnerne en ægte plads og derfor afskaffer psykologi som videnskab til fordel for refleksologi, ikke er ganske forenelig med en filosofi i hvilken, den menneskelige bevidsthed spiller en afgørende (men ikke uafhængig eller enerådende) rolle. En ting er at gøre op med den subjektive idealisme, noget ganske andet er at fjerne det subjektive fra det videnskabelige landkort. lhvertfald vandt forsvarerne af det subjektive (og dermed psykologien) den store debat om bevidsthedens betydning, der fandt sted i Sovjetunionen i tyverne. De havde også Lenin på deres side. Det var altså ikke nok, at den nye psykologi var materialistisk. Den måtte være materialistisk på andet end en mekanisk måde. Det vil sige! at den måtte være dialektisk. Den første, der systematisk forsøgte sig med den dialektiske psykologi, var K.N. Kornilov, der fastholdt, at det dialektiske princip netop kunne ses i psykologien, "where there are no objects, but only processes, where everything is dynamic and timely, where there is nothing that is static" 3 (Hvilket ikke er så
154 Personlighedens Almene Grundlag I fjernt endda fra de holistiske og dynamiske forestillinger, der vandt fremme på samme tid i tysk psykologi.) Entusiasme er godt, men gør det ikke alene, også Kornilov blev derfor snart kritiseret, for - som Grabarn skriver - 11 1ike Engels in his more enthusiastic moments, Kornilov seerned to see the operation o f the prineiples of the dialeetie on every hand.' 14 Dialektikken var noget, som han læste ind i den forskning, han allerede var igang med, snarere end noget, som hans arbejde var grundlagt på. Tendensen til at se dialektik i alt var faktisk en større hindring for erkendelsen end uvilligheden til at acceptere det nye filosofiske forbillede. Det var de færreste, der reagerede som Pavlov, da hans elev Anokhin forsøgte at forklare ham dialektikken i hans egne begreber om neural inhibition og udstråling. 'There you are, it turns out that I am a dialectician", bemærkede den gamle nobelpristager tørt.' De fleste så straks dialektikken i deres teoretiske spedale og reagerede som Bykhovski, der i et marxistisk teoretisk tidskrift i 1923 skriver: 'W e conclude that despile the subjective casing in which it appears, psychoanalysis is at its faundation imbued with monism, with materialism... and with the dialectic, i.e., with the methodological principles of dialectical materialism.u 6 Reaktologien som vigtigt fremskridt Selv om Kornilavs psykologi var dialektisk af navn mere end af gavn, så kom den til at spille en særdeles vigtig rolle i den nye sovjetiske psykologis udvikling. Dikteret af holistiske og dynamiske forestillinger som dem, der var under udvikling i Tyskland, og med forestillingen om den sociale omverdens afgørende betydning som ledetråd lykkedes det nemlig Kornilov at lirke psykologien ud af refleksologiens begrænsede ramme. I sin Tekstbog i p;ykologi fra den dialektiske materialismes standpunkt, der udkom i 5 udgaver mellem 1926 og 1931, kunne KornHov beskrive alle psykologiske fremtrædelser, som de dengang forelå for den unge videnskab, og samtidig fastholde mennesket som produkt af sin - først og fremmest samfundsmæssige - omverden. I overensstemmelse med denne bestemmelse af mennesket som produkt eller betinget af noget andet kalder Kornilov sin psykologi for reaktologi. Forskellen mellem refleksologi og reaktologi er værd at bemærke i sammenhæng med vores tidligere overvejelser. Hvor refleksolegien definerer mennesket positivt som stof (som en sammensætning eller et system af refleksassociationer), der definerer reaktologien mennesket negativt som form (formen som udefra betinget). I begge tilfælde er der tale om materialistiske definitioner, men den sidste er kommet et skridt videre end den første. Nemlig skridtet fra den mekaniske materialisme til den antropologiske materialisme. Da det var Marx og Engels, der videreudviklede den antropologiske materialisme fra Feuerbach, kunne Kornilov selvfølgelig tro, at han havde fanget den dialektiske materialisme. Og heri kunne han forsåvidt føle sig bestyrket af Lenins vigtige værk Maten'alisme og Empirio~kdtiscisme. I en afvisning af den
At gå på to ben 155 subjektive idealisme (neo-kantianismen), der gjorde et vældigt fremstød i århundredets første årti, formulerede Lenin nemlig genspejlingsteorien som grundlag for den marxistiske erkendelsesteori. Hvor idealisterne hævdede, at der ingen sammenhæng var mellem oplevelse og genstand (subjekt og objekt), der slog Lenin fast, at indholdet i oplevelsen kommer fra indholdet i genstanden. At oplevelsen er en genspejling af genstanden foretaget med hjernen som organ. Det subjektive er med andre ord betinget af det objektive. Den subjektive form bestemmes udefra. Og heri ser vi overensstemmelsen mellem KornHovs reaktologi og genspejlings teorien. Den negative bestemmelse af Jonnen er et vigtigt fremskridt i forhold til tidligere, hvor man kun havde valget mellem den klassiske materialismes positive bestemmelse af stoffet og idealismens positive bestemmelse af fonnen. Men endnu er det naturligvis ikke den dialektiske ophævelse af modsætningen mellem sammenhæng (form) og sammensætning (stof) - og derfor heller ikke enheden af subjektets og objektets sammenhæng og adskilthed. Dertil behøves tillige den negative bestemmelse af stoffet. Dvs. hvordan formen bestemmer stoffet. Eller mere konkret ~ reaktologien kan vise, hvordan mennesket er produkt af omverdenen. Det er imidlertid også nødvendigt at vise, hvordan mennesket er producent af omverdenen. Subjektsidens nødvendighed Marx var fuldt opmærksom på dette. Hele hans opgør med Feuerbach (samtidig med at han står på Feuerbachs antropologisk materialistiske grundlag) handler om dette. I hans teser mod Feuerbach skriver han f.eks.: "Den materialistiske lære, at menneskene er produkter af omstændighederne og opdragelsen, at forandrede mennesker altså er produkter af andre omstændigheder og forandret opdragelse, glemmer, at omstændighederne netop forandres af menneskene, og at opdrageren selv må opdrages."' Det er derfor, at Marx - og Engels - samtidig med, at de videreudvikler den antropologiske materialisme, faktisk også overskrider denne og når frem til den dialektiske materialisme. Hvis dialektikken går på to ben - de objektive omstændigheders bestemmelse af subjektet på den ene side og subjektets bestemmelse af de objektive omstændigheder på den anden, så kan man sige, at Kornilov hinker frem på det ene ben alene. Men det var han ikke ene om. De fleste af tidens marxister var langt mere opmærksomme på subjektets objektive bestemmelse end på det samtidigt omvendte. Og heri lå i det hele taget problemet med at fange det dialektiske. Og ligger for den sags skyld stadig. At begribe verden dialektisk er ikke noget, man bare vælger. Det er resultatet af et vanskeligt erkendelsesarbejde. Indtil syntesen er blevet reelt mulig, må dens momenter skille sig ud (analysen) som to abstrakte modsætninger. Og her er der naturligvis en slags valg. Man
!56 Personlighedens Almene Grundlag I kan forstå mennesket som bestemt e11er mennesket som bestemmende. Og så kan man forsøge kombinationen. Kombinationen er endnu ikke syntesen. Men kornbinationen kan være så nær syntesen, at forskellen bliver ganske utydelig. (Hvad der også viser tilbage til vore begrebers opløsningsevne.) F.eks. kan det være svært at afgøre i hvilken udstrækning Marx' og Engels' syntese er en kombination eller deres kombination en syntese? For det, de laver, er nærmest en kipfigur, hvor det subjektive og det objektive skiftesvis er figur og grund. Det, der springer i øjnene i ungdomsskrifterne fra 40'erne, er- som vi lige har set- subjektets bestemmende ro11e. Men det sker på basis af den feuerbachske materialisme, der ser mennesket som objektivt bestemt. Det, der springer i øjnene i de senere økonomiske afhandlinger, er mennesket som bestemt af objektive (samfundsøkonomiske) omstændigheder. Men det sker på basis af erkendelsen af mennesket som subjekt, som den blev vundet i 40'erne. Og mennesket som aktivt subjekt dukker hele tiden op i beskrivelsen.' Ikke desto er det iøjnefaldende, at Marx i ungdomsskrifterne er 'subjektivist' (i vores betydning), mens han i de modne arbejder er 'objektivist'. Da de sidste var langt mere kendte end de første, og da det iøjnefaldende har en særlig magt, så havde den tidlige marxisme en bias til fordel for det ben, der ser mennesket som objektivt bestemt. (Hvad neo-marxismen så sidenben kunne konfrontere med den omvendte bias.) Hertil kom selvfølgelig, at denne synsvinkel var i overensstemmelse med den herskende (borgerlige, men progressive) materialistiske tradition. Skulle man lægge vægten på det ene ben, så var det nok klogt at lægge den på det ben, der var klart materialistisk. Det var nemlig ikke svært at se, at lagde man vægten omvendt, så kom man til at hælde betænkeligt over i idealismens lejr og dermed i reaktionens. Vi har set, at formlæren - hvad enten den tager udgangspunkt i personligheden eller samfundet som Prima Causa - let fører til en konservativ politisk stillingtagen. Materialistisk vagtsomhed over for idealistiske fejltagelser er imidlertid ikke et udelt gode, når det drejer sig om begribelsen af den dialektiske sammenhæng mellem form og stof, mellem subjekt og objekt. Erkendelsen af subjektets bestemmende rolle leder rigtig nok (isoleret set) særdeles let til idealistiske fejlslutninger, men dialektikken kan ikke begribes, hvis man gør sig blind for subjektets bestemmende rolle. Alt i alt var det derfor et held, at Marx og Engels blev opdraget i Geisteswissenschaft og ikke i N aturwissenschaft. Opfiasket med den idealistiske formlære og ikke den materialistiske stoflære led de ikke af materialistens idealisme-skræk. Og hermed kunne de ophæve modsætningen mellem idealisme og materialisme i en helt ny erkendelse af virkeligheden.
At gå på to ben 157 Et udviklingsskema Med de fire brikker, som vi har skåret os -formen bestemt ved formen, stoffet bestemt ved stoffet, formen bestemt ved stoffet og stoffet bestemt ved formen, eller, hvad der her er det samme, subjektet subjektivt bestemt, objektet objektivt bestemt, subjektet objektivt bestemt og objektet subjektivt bestemt - kan vi til lejligheden skitsere udviklingen med et skema, der skallæses fra neden. Materialismens ben Stoflære Naturwissenschaft Idealismens ben Formlære Geisteswissenschaft IV. Syntesen Stof-> Form Form-> Stof DIALEKTIK III. Den 'halve' syntese ~ A. Stof-> Form B. Form -> Stof Objektivisering Subjektivisering ANTROPOLOGISK ROMANTIK l MATERlALISME ARISTOTELISK II. Analysen A. Stof-> Stof Demokritisk abstraktion MEKANIK B. Form-> Form Platonisk ~ ~ abstraktion ~/ IDElÆRE/ÅNDElÆRE L Det bekendte Form/Stof FÆNOMENAL ENHEDSBESKRIVELSE Nu må man ikke opfatte skemaet som andet end hjælpelinier, som vi har tegnet på vores folie. Hele sammenhængen mellem de forskellige filoso-
158 Personlighedens Almene Grundlag I fisk/videnskabelige synsvinkler kan ikke rummes i så enkel en figur. Forstået som et orienteringsværktøj udviklet til vort specielle formål er det imidlertid velegnet til at fæstne en bestemt udviklingsrække på vor nethinde (og dermed forhåbentlig også cortex). Vi ser således, hvorledes den første erkendelsesmæssige bestræbelse bryder den fænomenale verden (I) analytisk op i det abstrakte modsætningspar form og stof, der giver os materialismen og idealismen som den første ensidighed (Il). På næste trin overkommes ensidigheden 'halvt', idet stoflæren griber ud efter formen og formlæren ud efter stoffet (III). Hvorefter syntesen - formens og stoffets gensidige bestemmelse af hinanden - fanges (IV). (Ihvertfald i princippet.) Nu er der i den konkrete udvikling ikke tale om, at de urlsplittede ensidigheder nærmer sig hinanden fra to sider, som skemaet kunne forlede til at tro. Den konkrete udvikling er anderledes springende og kompliceret. Men vi kan stadig følge den i skemaet. Det hele begynder i antikkens Grækenland med det fænomenales (I) opsplitning i Piatons form bestemt som form (Il B) og Dernokrits stof bestemt som stof (II A). I virkeligheden kan man dog ikke forstå form uden stof eller stof uden form. Dernokrit og Platon narrer derfor både sig selv og eftertiden.' Dette indser Aristeteles og i forsøget på at overvinde modsætningen 1 formu~ lerer han en væsenslære på den halve synteses trin (lll B). I middelalderen er den standende strid, hvorvidt Platon (II B) eller Aristoteles (III B) har ret. I renæssancen flyttes striden imidlertid over på den anden akse, idet Galilei genopliver (på et højere- eksperimentelt- niveau) den mekaniske synsvinkel. Vi får striden mellem den galileiske Naturwissenschaft og den aristoteliske Geisteswissenschaft. Inden for videnskaben sejrer mekanikken, men det fører til den romantiske reaktion (III B), der under betegnelsen naturfilosofi faktisk yder et væsentligt bidrag til den videnskabelige forestillingsudvikling. Men også hæmmer den med sin afvisning af logikken og det rationelle. Som reaktion herimod udvikler Regel sin dialektik, der får anbragt subjektet og objektet som en samtidig sammenhæng og adskilthed. Hermed er vi nået op på syntesens trin (IV). Udviklingen er imidlertid langtfra afsluttet hermed (som Regel selv fejlagtigt troede). Den enhed mellem form og stof, der etableres på syntesens trin er nemlig en enhed baseret på udvikling. Hermed ser vi straks, at enheden kan opfattes som to forskellige udviklingsrækker. Enten Fonn -> Stof; Stof -> Fonn. Eller Stof-> Fonn; Fonn -> Stof. Vi ser også, at de to alternativer på en måde genindfører henholdsvis den idealistiske og den materialistiske bias, idet idealister naturligvis vil følge sig draget mod den enhed, der begynder og slutter med form, og materialister mod den, der begynder og slutter med stof. Ihvertfald kaster Regel sig over den første variant, som han giver et utvetydigt idealistisk indhold. Først findes Verdensånden i en ubestemt form, så går
At g& p& to ben 159 den igennem sin stoflige bestemmelse (naturen og den fysiske menneskehed), hvorved den stofligt bestemmes som den form, den i virkeligheden er (og derfor også var). Mod denne mystik revolterer Feuerbach. Det er ikke ånden, der skaber sig selv igennem naturen. Men derimod naturen, der er åndens skaber. Det er ikke mennesket (det stoflige), der er skabt i Guds (det formliges) billede. Det er Gud, der er skabt i menneskets billede. Hermed skaber Feuerbach den antropologiske materialisme (II A). Denne er altså ikke født af den underliggende mekaniske materialisme, men er født den lange vej over det idealistiske ben. Hvilket ikke udelukker, at den falder sammen med visse af mekanikkens mere holistiske forestillinger, som de f.eks. kommer til udtryk i den franske materialisme. (Rousseau f.eks. kan opfattes som en blanding af mekanik og antropologisk materialisme.) Feuerbachs antropologi tilfredsstiller imidlertid ikke Marx og Engels, selv om de betragter den som lidt af en revolution. 10 Den får nemlig ikke det med samfundet med, men ser mennesket som et abstrakt naturprodukt. Og så får den heller ikke det med, som Marx og Engels har lært af den romantiske og dialektiske Regel. Nemlig forestillingen om subjektet som producent. De samler derfor dette op hos Hegel, tager en smuttur ned i den franske materialisme, hvor de henter forestillingen om samfundet som menneskets objektive bestemmelse, og når så op på syntesens trin, hvor de formulerer dialektikken, men denne gang som en materialistisk dialektik, der begynder og slutter med stof. Eller lidt mere forståeligt sagt: Mennesket fødes som bestemt natur i en bestemt samfundsmæssig sammenhæng, der objektivt bestemmer det som subjekt. Men herefter - og på dette grundlag- bliver mennesket selv bestemmende subjekt i denne samfundsmæssige sammenhæng. Det vil sige, at det aktivt forandrer sin verden og objektive omstændigheder. Hermed har Marx og Engels fået anbragt den begelske dialektik på benene istedet for på hovedet, som de selv siger. Noter til kapitel 11 1. Setchenov, 1M.: Who must investigate the problems of psychology and how? 1873 Cf. H. Mi~ siak & V.S. Sexton: History o[ Psychology, NewYork 1966, s. 260. 2. Det fortælles, at hans bog Erilaltung der Kraft (Kraftens bevarelse) blev en bestseller blandt hans officerskollegcr, der havde misforstået titlen. 3. Kornilov, K.: Dialekticheski metod v psikhologii, Pod znamenem marksizma, jan. 1924, s. 108. Cf. L.R. Graham: Science and Plii/osophy in the Soviet Union, G.B. 1971, s.363. 4. Graham, op.cit., s. 363. 5. Anokhin, P.K.: Ivan Petrovich Pavlov, Moskva 1949, s. 352. Cf. Graham, op.cit., s. 361. 6. Graham, op.cit., s. 365.
160 Personlighedens Almene Grnndlag I 7. Mmx-Engels Werke (MEW), Berlin 1977, 3, s. 5-6. Eller Marx/Engels Udvalgte Skrifter (MEUS), Kbhvn. 1973, 2, s. 4()2. 8. Påstanden om, at fremhævelsen af det økonomisk-samfundsmæssige grundlag udsletter mennesket som individ i Marx' tænkning, er både falsk og indsigtsløs. Det er netop spørgsmålet om figur og grund. I en sammenligning mellem Marx og Max Weber (der kritiserede Marx for økonomisme, som vi husker), udtrykker Joachim Israel (Fremmedgørelse fra Marx til moderne sociologi, Kbhvn. 1%9, s.123-24) det udmærket på denne måde: "Marx' teorier er individorientcrede: det er samfundet, der skal formes, så den menneskelige fremmedgørelse overvindes. Webers teorier er hovedsagligt samfundsorienterede: det er mennesket, som skallære sig tilpasning til den rationelle samfundsstruktur." Og videre: 'Webcr anvender en funktionel analyse Cindividorienteret - evnen til rolleopdeling som i socialiseringsteorierne, NE) og beskriver rationaliteten i relation til produktionsprocessens målsætning. Derimod taler han kun lidt om konsekvenserne for individet. Marx derimod analyserer produktionsprocessen ud fra et sociologisk og frem for alt økonomisk synspunkt, men kommer gang på gang tilbage til konsekvenserne for individet." 9. Se kapitels note 6. 10. F.eks. skriver Engels: "Da kom Feuerbachs 'Kristendommens Væsen'. Med et slag bortfejede ban modsigelsen, idet han uden omsvøb igen satte materialismen på tronen. Naturen eksisterer uafhængigt af al filosofi; den er det grundlag, som vi mennesker - der selv er naturprodukter - er vokset op på; uden for naturen og menneskene eksisterer der ikke noget, og de højere væsener, som vor religiøse fantasi har skabt, er kun fantastiske genspejlinger af vort eget væsen. Trolddommen var brudt; 'systemet' var sprængt og kastet til side; modsigelsen, der kun eksisterede i indbildningen, var opløst. Man må selv have oplevet denne bogs befriende virkning for at gøre sig en forestillig om den. Begejstringen var almindelig: vi var alle feuerbachianere med det samme." (Engels: Ludwig Feuerbach og den klassiske tyske filosofis undergang, MEUS, op.cit., 2, s. 365-66.)