Allehelgen 16 Smidstrup 14.30 Skærup 16.00 Program: Klokkeringning Præludium indgangsbøn Salme: 732: Dybt hælder året Hilsen svar indledning bøn m. svar Læsning Trosbekendelse siges i Smidstrup + Lad verden ej / synges i Skærup Salme: 754: Se, nu stiger solen Evangelium prædiken kirkebøn Oplæsning af navne for hvert navn tændes et lys Apostolisk velsignelse Musikstykke: melodien til næste salme spilles igennem 2 gange Salme: 551: Der er en vej Læsning Bøn fadervor uden svar Velsignelse 3 x amen Salme: 787: Du, som har tændt Udgangsbøn meddelelser postludium Indledning før gudstj. Det er i dag alle helgens dag. Og nu er vi kommet til kirken. For at komme ind i kirken her, går vi gennem et stykke af kirkegården. Det betyder, at: selv med FØDDERNE mindes vi om det, som vores HJERTER også fortæller
os: nemlig: at vi hører sammen. Os, som lever og de, som vi har måttet følge til graven. Her eller på en anden kirkegård. I århundreder er folk kommet til det her sted med sorg og med glæde i livets store stunder. For her mærker vi, at livet er større end os. Her kommer vi, når vi mangler ord. Dagen i dag er trist og vemodig for nogle af jer. Sådan må det også godt være. I en verden, hvor der er travlt og så meget jag efter lykke, men hvor der sjældent er plads til det mørke og den modgang, vi også møder HERinde er der plads til det hele. Og her er der håb og trøst. I Gud. Vi skal lytte til ord og musik. Vi skal tænke, takke og bede. Så vi forhåbentlig kan gå herfra i dag med nyt mod og lyst til livet. Bedeslag prælud. indgangsbøn
732: Dybt hælder Hilsen - svar Bøn (HL A) svar. Profeten Esajas var én af de, Gud gav ord. Ord at give videre. Ord om trøst og håb. Ord, som nogen gange kan være svære at forstå Men: ord, så store, at der er plads til at vi kan være i dem. Vi vil lytte til ordene til i dag fra Esajas Bog. De lyder Es. 49,8-11. Trosbekendelse. Vi vil synge. Salme: 754: Se, nu stiger solen Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord Amen. Dette hellige ev. skriver ev. Matt. Prædiken:
Allehelgen. Det er der, jeg tager min porcelænsfigur her frem. (vis) Den står i stuen. Men ved allehelgen tager jeg den op i hånden. Som 7årig var jeg på ferie hos min mormor. Jeg fandt figuren her i et skab på loftet. Den var gået i stykker. Den havde været med i min mormors liv, lige fra hun fik den i vuggegave. Det var derfor, hun ikke havde nænnet at smide den ud. Så satte vi os ved køkkenbordet. Vi reparerede på figuren. Med kit, sten og plasticperler. Til sidst sagde hun: Se! nu kan du få den. Og når jeg er død engang, kan du jo tage den frem. Og tænke på, hvordan vi sad her og reparerede den! Det er mange år siden. Efterhånden er det også mange år siden, hun døde. Men figuren har jeg. I starten holdt jeg den rigtig meget i hånden.
Efterhånden er det ikke så tit. Den har fået sin plads på det lille skab i stuen. Men den er med mig. Og det vil den blive ved med at være. Den minder mig om den formiddag ved køkkenbordet. Men den minder mig også om hendes krogede hænder. Duften i køkkenet. Hendes latter og humor. Hendes mildhed og stædighed. Og om der, hvor hun måske svigtede. Minder mig om hendes stemme når hun bad fadervor, og i telefonen. Sådan er det: vi er ligesom lys ind i hinandens liv: vi lyser noget op, så det træder frem. Og vi er ligesom salt: vi gir kraft og smag, ja, vi gør simpelthen en forskel i hinandens liv. Vi ved det godt. Men når vi mister, bliver vi SÅ bevidste om, hvordan det nu var, de var det, lige netop for os. Måske føler vi, at vi da også må se at få det på plads. Få følelserne på plads, ligesom man kan finde den rigtige plads til en porcelænsfigur. Komme på afstand af
sorgen, savnet, vemodet, og komme overnes med at det er som det er. Det der var, og det, som ikke er længere. Efterhånden så bliver det jo også sådan. Men sådan noget tager tid. Og dét er ikke en fejl. Det minder allehelgen os om. Her må vi være til med det hele. Der, hvor vi nu er i det. Og der bliver tændt et lys for dem, vi har mistet, om lidt. Det er også blevet sådan, at man kan gå herind i kirken, gå op og tænde sig et lys, i hverdagen eller før eller efter en gudstjeneste. For lyset det er et stærkt symbol. Nogen tænder måske et lys med tanke på dem, som var godt lys ind over deres liv for at give plads til sorg savn eller taknemlighed eller det alt sammen. Eller måske tænder man et lys med tanke på det gode lys, Jesus siger, vi skal være i verden til Guds ære.
Eller vi tænder måske et lys, fordi vi trænger til at lade et lys skinne på os. Den jødiske rabbiner Hugo Gryns familie blev sendt i koncentrationslejr, da han var barn. Da tiden kom for den jødiske lysfest hanuka, tog hans far familiens sidste smørration og lavede et lille-bitte lys af det. Vægen var en tråd fra hans tøj. I hemmelighed samledes familien, og faren tændte lyset. Nej, protesterede Hugo, du må ikke bruge vores sidste smør! Hvordan skal vi så overleve?! Jo, sagde faren, et menneske kan overleve længe uden mad. Men vi kan ikke overleve, ikke bare ét minut, uden tro og håb. Dét her, det er håbets flamme. Lad den aldrig gå ud. Ikke her. Ikke nogen steder. Det gælder om at holde fast i håbet. Det kan et lille lys minde os om. Vi kan puste til lyset, så det flammer rigtigt op men lyset kan også puste til os og sige: du skal håbe! Der er håb!
I er verdens lys. Siger Jesus. Vi skal sprede lys, vi skal arbejde med på håbet for hinanden. For verden. Og for os selv. Lad aldrig håbets flamme gå ud. Ikke her. Ikke nogen steder. sagde Hugos far. Det er så rigtigt. Og det kan være så svært. Og når vi samles til allehelgen, så er det jo lige præcis fordi vi har gjort den erfaring, at: håbet blev blæst ud. Som et lys. Også uanset hvor meget vi så end måske holdt fast i håbet. Til sidst løber håbet ud mellem fingrene på os. Der er ikke længere håb. Siger vi så måske. Og det ved vi godt, hvad betyder. Det har erfaringen lært os nu. Og ligemeget, hvor meget vi anstrenger os eller tænker positivt eller stamper i gulvet, så bliver det ikke anderledes. Sådan er det. Og så alligevel. Vi ved jo, hvor meget et andet menneske kan være lys og salt. Der er så meget, der
ikke skyldes os selv, men som andre mennesker beriger og udfordrer vores liv med. Nogen gange skal vi mindes om, hvad andre mennesker egentlig har betydet for os. Sådan noget er allehelgen en god anledning til. Når vi kommer her i kirken, så er det også for at blive mindet om, hvad det er, GUD betyder ind i det her. Hvad Jesus hans liv det betyder ind i vores liv. For Jesus sagde jo om sig selv: Jeg er verdens lys. (Sk: derfor: det store lys i midten af stagen ) Der er altså mere lys, end hvad vi formår eller ikke formår at kaste ind over vores eget og hinandens liv. Der er et lys, som skinner på os lige her, hvor vi nu er i vores liv men det skinner fra et andet sted. Det skinner fra Jesus. Fra Gud. Og dét er altså også godt at være sig bevidst. At Jesus Kristus blev menneske og fødtes på vores jord det er i sig selv et lys, der falder på os: for så ved vi, at vores menneskeliv
ikke er ligegyldigt for ham; Gud er en Gud, der vil dele liv med os. At Jesus led og døde, det er også et lys, der falder på os; for så ved vi, at Gud er en Gud, der også vil være med os i vores død. At han opstod fra de døde, det kaster også lys på os. For så ved vi, at det ikke ender med, at mørket opsluger os. Der er mere. Der er Gud. Der er opstandelse. Nogen gange er det så nemt at leve i håbet. Og andre gange helt umuligt. Så er det godt, at alt håb ikke afhænger af vores evne til at mobilisere det. Det er godt, at der er et håb, der afhænger af Gud. Dét håb, det skal vi ikke sige os selv, finde i os selv i de gode dage, hvor vi er i stand til det og så undvære det, når vi ikke magter det. Nej, det bliver sagt til os. Med fortællingen om Jesus. Og det bliver sagt til os mens vi er så små, så vi slet ikke fatter det og det
kommer vi måske aldrig helt til. Men det bliver sagt til os alligevel. Som en gave; Det bliver sagt, når vi bliver døbt: Gud har genfødt os til et levende håb ikke pga. vores anstrengelser eller positive tanker, men pga. Jesu opstandelse fra de døde. Og ordene lyder igen, når vi står ved en kiste: Lovet være Gud som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Fra hans evighed lyder ordene lige ind i vores nu. Håbet afhænger ikke bare af mig; det afhænger af Gud. Og dét er godt! Sådan noget, dét er også ligesom et lys som det kan være godt ikke at skjule i en skæppe, en spand, men sætte op i en stage, tage det frem, så vi mindes om, at det altså også lyser på OS ligemeget hvor mørkt det så end er omkring os. Dét er håbets flamme. Den kan aldrig gå ud. Ikke her. Ikke nogen steder. Og derfor Kirkebøn.
Oplæsning af navne. Smidstrup: Hardy Thurø Harrison Rask Sonja Christensen Sigrid Ingeborg Damkjær Isaksen Ellen Kirstine Nielsen Verner Rasmussen Niels Vagn Jakobsen Gerda Engholm Christensen Dagmar Ruth Enevoldsen Petersen Marie Dorthea Pedersen Frifelt Anna Larsen Holger Pedersen Johannes Pedersen Haar Bodil Marie Svendsen Grethe Harbo Pedersen Jesper Bernth Svendsen Susanne Johnsen
Anders Poulsen Gundtoft > Annalise Olesen Bent Mikael Mikkelsen Og så tænder vi et lys for dem, som ikke er nævnt ved navn, nu, men som vi hver især har i vore tanker Skærup: Gudrun Marie Andersen Tove Ahrenkiel Hvid Jette Haldorf Provstgaard Asta Sonja Larsen Emmy Doris Gram Andersen Else Marie Grøngaard Hanne Sørensen Og så tænder vi et lys for dem, som ikke er nævnt ved navn, nu, men som vi hver især har i vore tanker Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen. - Musik den næste salme x 2
Salme: 551: Der er en vej (61) Og nu må I rejse jer vi vil lytte til ordene der hører til dagen i dag ord der lyser fra Guds evighed og ind i vores nu - Ordene er fra Johs. Åb., og de Lyder: Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:»nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.«og han, der sidder på tronen, sagde:»se, jeg gør alting nyt!«og han sagde:»skriv! For disse ord er troværdige og sande.«og han sagde til mig:»det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet. Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.«åb 21,1-7
Bøn: (Gud:)Vi håber, at den kærlighed, du har givet og som overlever det menneske, vi har mistet må åbne vores stille veje og finde nye virkesteder vi håber, du vil give os kræfter og livsmod fra de minder, vi bærer med os vi håber, at du vil gå ud med os i det liv vi ikke kan bære alene (Iben Krogsdal) Fadervor u. svar Velsignelse - svar her 787: Du, som har tændt (104)