Akademi & tværvidenskabelighed

Akademi & tværvidenskabelighed

Akademi & tværvidenskabelighed ISBN 978-87-998161-0-1 Udgivet af Emilie F. Kristensen, Sorø April 2015, for Projekt Akademi og Tværvidenskabelighed Emilie F. Kristensen, Rasmus F. Kristensen, Petrine F. Kristensen

3

Projektbeskrivelse: Projekt Akademi og Tværvidenskabelighed har til formål at fortsætte den diskussion, som udgik fra Europaparlamentets New Narrative for Europe i 2014 om en ny renæssance og oplysningstid. Med fokus på den nyere danske debat om almendannelse og gymanasieuddannelse og med afsæt i en foreløbig skitse til en interdisciplinær model for samfundsvidenskab, naturvidenskab og humaniora, der kan siges at være implicit i Sorø Akademis historie, forsøger projektet at tematisere spørgsmål om gymnasial tværfaglighed og uddannelsespolitik. Emilie F. Kristensen, Rasmus F. Kristensen, Petrine F. Kristensen (alumner på Sorø Akademis kostskole 2005-2015) 4

5

Denne publikation er ufuldendt, en skitse, en slags første version, et oplæg til andre. Tanken med den er at give den videre i dens nuværende form med alle dens mangler og bolde i luften og lade andre være med til at kritisere dens indhold og på den måde løfte diskussionen. På den måde kan den glide ind i tanken bag New Narrative for Europe - som en præsentation af en lokal dansk fortælling. Målet er også at prøve at skrive videre på den i en ny version, når andre har kommenteret den i den form, den udgives i nu. På den måde kan den få mange flere medforfattere. Om det vil give nogen mening til den tid, er ikke sikkert, men det er i hvert fald idéen. Denne måde at arbejde med en publikation ligger mere i forlængelse af den naturvidenskabelige kollektive arbejdsproces end den litterære værktradition. Den er på den måde mere anonym på skribentsiden, idet det er den fælles stykkevise erkendelsesproces frem mod forståelse og erkendelse, der fører pennen. 6

7

Indledning Når man går i gymnasiet, er der så meget man skal i hverdagen. Det skal lectio på gymnasiets intranet nok sørge for. Og i klasselokalerne og hvor man ellers snakker med sine lærere bliver man presset til at forholde sig til mange store og indviklede spørgsmål. På den gode måde. For idræt er ikke bare idræt, musik er ikke bare musik, sprog og matematik er ikke bare noget med at kunne ord og tal. Man bliver presset til at forstå fagene mere i dybden. Lærerne spørger: Hvad betyder det her nu? Ligner det noget andet vi har snakket om? Kan det kombineres med noget I allerede ved? Kender I andre der har sagt eller gjort noget det kan sammenlignes med? Det kan være forhistorien til et matematisk bevis. Det kan være hvilke bøger Holberg har læst. Det kan være EU politik. Det kan være hvad vej samfundet udvikler sig når robotter og teknologi overtager mere og mere. Og sammenhængene man så kan få øje på. Det er ikke mindst på grund af alle de gode lærere at man bliver nysgerrig efter at finde hoved og hale i de mange spørgsmål. Det er dem der gør at stoffet åbner sig stille og roligt. Og så er det også på grund af noget med de traditioner der er på gymnasiet. Alle gymnasier har deres traditioner. På Sorø Akademi er der uendelig mange. Fordi stedet er så gammelt. Der er nye og gamle historier over det hele. Fra middelalderen, renæssancen, barokken og moderne tid. På den måde er det også et fantastisk gymnasium. Alt det gør at man selv begynder at gå lidt på opdagelse. Man finder lektor Lars Kelstrups bog om Sorø Akademi. Bygningernes historie og læser om alle dem der har sat sine spor her. Det er blandt andet Jens Kraft, Ludvig Holberg, H.C. Ørsted og Grundtvig. Samtidig læser man i aviserne om debatten om Europas fremtid og nødvendigheden af at lave nye fortællinger og om en ny renæssance og en ny oplysningstid. Og på nettet ser man sci-fi om robotter og cyborgs og kunstig intelligens. Og man læser præsten i Sorø kirke Kristian Østergaards bog Skriften på væggen hvor han siger at alle kulturer som gør krav på en fremtid samtidig må beskæftige sig indgående med fortiden. 8

Og får lyst til at se om der er en sammenhæng mellem historien i Sorø og fremtiden. Og på en eller anden måde opstår så idéen om at skrive en tekst om dette. En publikation skal have en modtager Denne publikation er skrevet til de gæster fra undervisningssektoren der hvert år kommer og holder sommermøde om fremtiden for uddannelserne her mens skolen er på ferie. Møderne bliver holdt for at få en åben dialog om uddannelse og dannelse ligesom på Grundtvigs højskoler. Det kunne være at denne publikation kunne være en uformel højskoleagtig del af dialogen som sådan. En publikation skal også have en pointe Denne prøver at pege på den fremtid vi læser og hører om. Som vil blive påvirket af en masse ny teknologi og intelligente robotter. Det bliver man nødt til at forholde sig til. På en konstruktiv måde. Også når man snakker fremtidens uddannelser. En bog skal have en opbygning Vi har delt den op i 9 kapitler: 1. Arven fra Sorø Akademi 2. Europas krise og lidt om forudsigelser og reaktioner 3. En ny fortælling en ny renæssance? 4. Lidt om baggrunden for at spørge efter renæssance nu 5. Sorømødet og Science Center Sorø ånden fra Grundtvig og Ørsted 6. Almendannelsens kanoner 7. Tværvidenskabelighed 8. Et filosofikum for gymnasiet? 9. En kritisk eftertanke til projektet indtil nu Her er lidt om indholdet i kapitlerne: Kapitel 1 Først ser vi på Sorø Akademi som et sted som har en særlig kulturarv. Vi gør opmærksom på at akademiet faktisk altid har haft alle videnskaberne repræsenteret her. De humanistiske, de samfundsvidenskabelige og de naturvidenskabelige. Det gør at stedet her har haft chancen for at lade videnskaberne tale sammen i mange år. Og at det er noget der begyndte mere og mere fra renæssancen og frem. Og at det vil vi gerne bruge som afsæt til at tale om det tvær-videnskabelige. 9

Kapitel 2 Vi ser tilbage igennem et par tusind år for at vise at der har været mange profetier om kriser og undergang. Kapitel 3 Her ser vi på den nye debat der begyndte i Europa i 2013 om behovet for en ny renæssance, fordi Europa måske er på vej ud i en langvarig krise. Måske ligesom Europa på en måde var det i middelalderen. Vi prøver at give et billede af debatten som kom til syne med initiativet En ny fortælling for Europa. En fortælling om Europas kulturarv. En debat som alle gerne må være med i. Kapitel 4 Her spørger vi hvorfor man nu er begyndt at tale om en ny renæssance og også en ny oplysningstid for Europa. Og så siger vi at vi vil prøve at tage debatten om renæssance alvorligt her lokalt og bruge Sorø Akademi som udgangspunkt. Kapitel 5 Vi zoomer her ind på to begivenheder i august 2009 der skete samtidigt her på Sorø. Den ene var åbningen af Science Center Sorø. Det anden var det årlige Sorømøde der havde naturfag som tema. Vi synes det var et vigtigt sammenfald af to begivenheder. Hvorfor? Fordi i 1800 - tallet havde Grundtvig haft en plan om at Sorø Akademi skulle være en højskole. Og H.C. Ørsted havde en plan om at her skulle være en naturvidenskabelig skole. Nu mødes de to idéer i Sorømødet og Science Center Sorø i de dage. Vi tager udgangspunkt i noget af det som undervisningsministeren sagde om begivenhederne og om Sorø Akademis historie som videnskabernes og almendannelsens mødested. Kapitel 6 Her prøver vi at belyse dette tema med videnskaberne og almendannelsen. Vi tager udgangspunkt i diskussionen om Kulturkanon og en kanon for naturvidenskaberne der var for 10 år siden. Og for at sige at det er vigtigt at alle videnskaberne er med når vi skal ruste os til fremtiden. Kapitel 7 Her prøver vi så at gå tilbage i historien fordi enhver kultur der vil have en fremtid må kende sin fortid. Det er jo det som renæssance handler om. Og for 10

at vise en diskussion fra dengang mellem forskellige videnskaber. Vi går tilbage til professoren i matematik og filosofi Jens Kraft der var lærer på Sorø Akademi i 1700-tallet. Han havde en slags strid med en fransk naturvidenskabsmand der hed La Mettrie. La Mettrie mente at mennesket var en slags maskine. Mennesket er en krop der kan tænke. Og det kan man beskrive og forstå helt til bunds som en slags mekanik. Jens Kraft mente ud fra sin matematiske filosofi at man må skelne mellem hvad man kan beskrive videnskabeligt og hvad man kun kan forstå filosofisk. Så for Jens Kraft er det der sker i hjernen ikke kun en virkning af kroppen som årsag. Ludvig Holberg er også med i diskussionen. Han var også uenig med La Mettrie. Bagved diskussionen dengang lå tidens store videnskabsmand G.W. Leibniz. Han var den sidste dengang der prøvede at tænke systematisk hvordan alle videnskaberne sammen kunne prøve at forstå verden. Udover det var det ham der opfandt den første regnemaskine. Leibniz regnes også for at være en tidlig grundlægger af kybernetikken. Som jo har med kunstig intelligens at gøre. Så vi når altså frem til at der i 1700-tallet var en diskussion om krop, maskine og intelligens på tværs af videnskaberne dengang. Som Sorø-skikkelser som Jens Kraft og Ludvig Holberg var med i. Diskussionen fra dengang bliver ikke her belyst nok til at være andet og mere end en inspiration for andre til eventuelt at gå dybere. For så at vise at det ikke kun er en gammel diskussion på Sorø Akademi dengang men også stadig kan være interessant nu, prøver vi at vise at man godt kan diskutere sammen som matematikere og ikke-matematikere. Vi forsøger at vise det ved at trække matematikeren Bernhard Riemann ind som eksempel. Til sidst prøver vi at vise at diskussionen om krop, maskine og intelligens fra fortiden kan være en slags introduktion til at forstå dette spørgsmål når man så for eksempel hører hvad fysikerne Sean Carroll, Steven Hawking og Mark Bishop ser som fremtiden når man taler om kunstig intelligens og teknologi. De er både optimistiske og pessimistiske. Så vi forsøger med alt dette at sige at ligesom man i 1700-tallet i Sorø kunne diskutere krop, maskine og intelligens på tværs af videnskaberne, sådan kan man også prøve at gøre nu i en gymnasiesammenhæng hvor vi skal indrette en fremtid på ny teknologi og kunstig intelligens på en konstruktiv måde. 11

Og at det er nemt at gøre igen på Sorø Akademi nu hvor vi har både Akademi og Science Center på samme sted. Alle videnskaberne er her jo i undervisningen allerede på Akademiet, og med Science Center Sorø og Sorømøde kommer der også gæster udefra der kan være med. Og så er pointen også at den åbne fremtid jo har betydning for hvordan vi laver uddannelser og taler sammen. Kapitel 8 Her foreslår vi så at man kunne prøve at lave en slags teknologisk-filosofisk samtale. Det kunne være at man kunne bruge den gamle ordning med et filosofikum som man havde engang. Men måske lave det til et teknosofikum. Og som forhåbentligt kan føre frem til en måde at lave tværfaglig undervisning der ikke kun har projektform som mål men også har kulturhistorie og videnskabshistorie, altså almendannelsen med. Til sidst gør vi opmærksom på at vi godt ved at Sorømødet selvfølgelig ikke har plads til denne diskussion som officielt tema men at man jo kan tale om det hér og dér som en slags højskoledialog. Selvfølgelig tænker vi på at det her måske er spild af andres tid. Dette er jo bare et forsøg. Men det er så et lille forsøg på at tænke med på en europæisk fortælling om kulturarv og videnskabernes fællesskab og renæssance. Det kan måske inspirere andre til at gå videre på andre måder. Det er i hvert fald tanken med denne lille publikation. At nogen læser den og har overskud til at se hvor der er interessante pointer eller tilbageblik og så bærer over med alle de steder undervejs hvor den er selvmodsigende eller ikke tænkt klart nok. Og også bærer over med at den ikke er skrevet med et A-niveau i matematik som ballast. Og så tager det med sig og glemmer denne lille bog igen. Den er i sig selv bare et udkast. Til sidst en tak til alle dem der har inspireret til denne publikation og vores bogsnedkerfar for hans medhør på Sorøoplysningen og filosofiske input undervejs og tak til Faxe Bogtryk. 12

13

1. Arven fra Sorø Akademi Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Ifølge filmanmelder Bo Green Jensen på Weekendavisen den 15. juli 2011 kunne dette citat fra Første Korintherbrev i Det Nye Testamente være mottoet for Harry Potters og hans venners alumneår på Hogwarts. Fra han ankommer og af Fordelingshatten bliver anvist sin plads på Gryffindor College til han ti år, syv bøger og otte film senere finder den sidste horcrux og overvinder Voldemort i en verden, der ikke levner meget plads til det barnlige. Alumnelivet på Sorø Akademi er langt fra spændt ud over en så magisk og fortryllende verden som Potter-universet, som vi voksede op med. Men alligevel er følelsen af at blive en del af noget større, noget næsten eventyrligt, nok den samme den dag, vi begynder på denne gamle skole. Mottoet for alumnetiden på Sorø kunne således også godt være ordene om en aflæggelse af det barnlige, men mere prægnant som motto kunne de efterfølgende ord fra Første Korintherbrev være: Endnu ser vi i et spejl, i en gåde nu erkender jeg stykkevist 1 At man som elev ser ind i et spejl, i en gåde, erkender man stykkevist i de tre år, man er soraner. Man får en arv med sig, når man går på Sorø Akademi. Det er både den personlige dannelse og mødet med almendannelsen, når man som ny bestiger trappen til Kundskabens Tårn. Man opdager det hen ad vejen. Man starter som teenager. Man skriver på sin Facebook, at nu går man så hér. Man ved, at man har tre år som gymnasieelev, og at man en dag hænger på et foto på den lange gang i Hovedbygningen. Man møder en masse mennesker. Ikke mindst mange lærere som inspirerer én og åbner nye verdener for én. Efterhånden finder alumner og dagelever sammen i hverdagen på skolen i det projekt, det er at forstå, hvorfor man går dér. Man bliver lidt ældre, hver gang man går forbi Carsten Hauchs buste og Ludvig Holbergs statue i den store park. Der er så mange vekslende dage og skiftende årstider. Sorø Sø og Ingemanns Ø i al slags vejr. Søens blanke blå om foråret og isbelagt blændende hvid om vinteren. Akademihavens nattergale og ugler i skumring og mulm. Kongelig opera ved Kinahøjen i august. Fester, sport og traditioner, ude og inde. 1 Det er selvfølgelig klart, at Bo Green Jensen fra Weekendavisen og vi godt ved, at citatet fra Biblen oprindeligt ikke handler om at blive voksen og erkende stykkevist i en kostskolekontekst. Bare lige nævnt for en ordens skyld. 14

Og en dag forlader man Sorø Akademi igen med sin studenterhue. Og ja, de sidste dage med huen vil der være en del af os studenter, der ikke lige er i stand til at genkalde sig klart, og huen bliver temmelig maltrakteret, når den har turneret rundt til en serie fester, mens højt de lyse nætter slår ud sit sommertelt. Men når roen falder på os, så opdager vi, at vi hver dag, vi er på dette gamle sted, får noget med. At vi er arvinger. Arven er blandt andet, at vi har lært noget om at se ind i et spejl, i en gåde, og at livet bagefter sikkert altid vil handle om at erkende betydningen af dette stykkevist. At vi får noget i arv, føles i begyndelsen som noget, der kun har med ens egen person at gøre. Det kan for eksempel være, når æresgæsterne fra Soransk Samfund kommer og holder taler ved de traditionsbundne fester eller er med ved andre lejligheder. Først synes man mest, at de taler som sig selv og deres egen tid. Men pludselig kan man høre, at de også taler til mig. Og til min tid. Fordi der er noget, der gentager sig. At historien ikke var, men er. Fordi jeg er i den, fordi vi er i den. Historien som forskel og gentagelse, kunne man måske sige. Og pludselig forstår man, hvorfor repræsentanterne fra Soransk Samfund, der er med til Vandballet og Kongeballet og andre sammenhænge i de tre år på akademiet, kan blive ved med at tale så længe og så højtideligt. For der er meget at tale om. De åbner vores øjne. Man får lyst til at lyde ligesom dem. Når man engang er blevet så gammel, naturligvis. Arven er også noget nationalt, noget Danmarkshistorie. Det er nok en oplevelse, som en del alumner har haft. At om natten, når stilheden sænker sig, og der kun er klokkeslaget fra Klosterkirken, der afbryder stilheden, så kan man næsten høre historien. Måske kommer lyden som et stille sus af vinger ude fra Ingemanns Ø. Her sad han selv, Bernhard Severin Ingemann, og skrev sine fortællinger om Saxo, kong Erik, Waldemar Sejr og Nattevandrerinden og Altertavlen i Sorø. Måske kom historierne til ham ude fra søen, hvem ved dybest set, hvordan man bedst forestiller sig det historiske. Selvfølgelig er det kun i indbildningskraften, at historien som Saga bliver en oplevelse af metafysisk karakter. Men det siges, at der et sted i Europa er en sø, hvor der ligger en sunken by på bunden, og at man i stille nætter kan høre malmfulde klokker bimle fjernt fra søens dyb. Og ved fuldmåne kan der så en sjælden gang ske det utrolige, at den sunkne by stiger op mod overfladen, og katedralens klokker kimer atter fuldt og klart igennem natten. Den sunkne katedral som symbol på historien, på Saga. Måske er det her i Sorø, det sker? 15

Det sunkne Sorø der kommer op af historiens sø. Med munkeklostret og Absalons kirke, den første besynderlige og bedre skole fra 1586, den anden fra 1747 og den tredie fra 1826. Som en spejling ude fra søen ind over nutidens købstad og akademi. Man kan tro, at man hører Absalons genfærd tale til Saxo, og kongerne i kirkens grave Waldemar Atterdag, Oluf den Anden, Christoffer den Anden og Dronning Margrethe den Første drøfte rigets anliggender dengang og nu. Og alle de andre, der var her og havde med stedet at gøre. Ludvig Holberg, Jens Kraft, J.S. Sneedorff, J.B. Basedow, Carsten Hauch, H.C. Andersen, N.F.S. Grundtvig, H.C. Ørsted, Hans Kirk, Jørgen-Frantz Jacobsen, Herman Bang, Martin Nyrop, Laurids de Thurah, Holger Rosenkrantz, Bertel Thorvaldsen, Peder Malling, Ove Høegh-Guldberg, Niels Juel og mange andre fra Akademiets historie. Kong Frederik den Anden som etablerede en særlig skole. Christian den Fjerde der lavede overbygningen. Frederik den Femte der oprettede akademiet igen og til sidst Frederik den Sjettes akademi. Holberg der gav sine formue. H.C. Ørsted der ønskede at lave Sorø om til en polyteknisk og naturvidenskabelig skole. Grundtvig der ville lave skolen i Soer, en højskole over alle højskoler for det danske folk. Alle disse mange fortidens skikkelser der synes at være skjult tilstede. Hvis man lader fantasiens porte stå på vid gab, når resten af Sorø formodentligt sover. Når det rosenfingrede daggry vender tilbage næste dag, er nattens spejlinger selvfølgelig forduftet, og søbredden og Fratergården er fyldt med elever, lærere og nysgerrige besøgende igen, og man er forlængst tilbage til den almindelige virkelighed og online. Arven har også noget med Vestens tanke at gøre. Vesten igennem tre tusind år. Eller er det at gå for vidt at sige det? Her er det i hvert fald tænkt med som en del af helheden. Denne arv deler man selvfølgelig med kontinentet og alle de steder, hvor den har slået sine folder. Denne arv er ikke bare en støvet værdifuld bogsamling eller forbeholdt Europas museer. Når det i aviserne som eksempel står, at Europaparlamentet med danske Morten Løkkegaard i spidsen beder Europas borgere, videnskabsmænd, kunstnere og unge om at tænke over den europæiske identitet og taler om behovet for en ny fortælling og en ny renæssance for Europa, så bygger Løkkegaards initiativ på forestillingen om, at Vesten på en eller anden måde har en fælles baggrund helt tilbage i oldtiden og antikken. Så kommer vi elever, inspireret af Løkkegaards initiativ, igen i tanke om, at Sorø Akademi er født ud af renæssancen. Måske mere den nordeuropæiske sene 16

renæssance end den tidligere og anderledes Middelhavsrenæssance, men dog alligevel den samme idé om, at antikkens ånd skal genfødes og genfindes. I et spontant svimlende perspektiv ser vi, at historien her for Sorø ikke bare begynder med kong Frederik den Andens skole fra 1586, men gennem renæssancen går tilbage til antikkens første videnskabsmand, Thales fra Milet og til Athen med dødsdommen over Sokrates. Og derfra forgrener den sig ud over Europa, og gennem cisterciensermunkene og Absalon når til Sorø og får sit eget liv hér ved søen. At Vestens tanke på en måde er som de Lanciers, vi danser i Kongesalen til festerne der er igennem næsten tre tusind år kommet nye kvadriller til, der udvikler den første kvadrille. Hvis man er med på at se Vestens tanke som en dans i serier. Eller som musik. Som de fugaer, vi sidder i Klosterkirken og hører på, inden rektor holder tale til hele skolen. Eller som et digt. Sorø Akademi kunne skrives som et digt. Som et af Grundtvigs endeløse historiedigte, hvor næsten alt er med. Eller som en allegori, som allegorien Fugl Fønix som symboliserer tanken, der dør og genfødes, i fremskridtstider og stagnationstider. Som i de epoker, middelalder, renæssance, barok og enevælde, oplysningstid, romantikken, det moderne gennembrud, industrialiseringen og teknologiens revolution, som alle er de tider, hvori viden er blevet formidlet på dette sted. Når Europaparlamentarikere nu efterlyser en ny renæssance og ny fortælling og ny oplysningstid, så er det næsten som at høre en slags ekko af romantikkens filosoffer og digtere og statsteoretikere. Det er nu blot nationens idé overført på det europæiske fællesskab, fordi dagsordenen nu er en anden. Angiveligt fordi kontinentet nu er truet. Fordi Vestens tanke måske også er truet. Sådan er der i hvert fald nogen, der siger det. Derfor efterspørges nu som dengang i oplysningstiden ny videnskab og ny teknologi. Og som i romantikkens dage en ny fortælling, ny renæssance, ny digtning, nye toner, en ny resilient allegori, hvis man kan bruge det udtryk. Pludselig føler man sig som elev på en måde i slægt med alle mulige afdøde personer, som på forskellige måder har haft betydning for denne vestlige civilisation og for, at man har Sorø Akademi inden i sig. For bare at nævne tre afdøde danske: Det kan være H.C. Ørsted, der som nævnt ville have, at skolen skulle være et naturvidenskabeligt akademi. Man ved uden at vide alt om Ørsted, at Ørsted var en af Danmarks store naturvidenskabs- 17

mænd, og at han søgte efter lovmæssigheder bagved både magnetisme, elektricitet, kunst og musik, og at forskningen var et mål i sig selv. Det er alvorlige ord fra romantikkens tid i Danmark. Sådan er der ikke så mange, der ser på undervisning og forskning i dag. I dag skal det meste være rettet mod et formål uden for individet og forskningen selv. Risikosamfundet vi har i dag ville nok ikke have bevilliget H.C. Ørsted forskningsmidler. Man husker også, at man har hørt om matematikeren og fysikeren Jens Kraft, der var professor på skolen, og som skrev Europas første etnologiske værk, og at han ligesom Rousseau var fascineret af de vilde indfødte. Det husker man, når man står og ser en udstilling af maleren Gauguin, som jo er langt senere end Jens Kraft. Eller når man hører om nye epidemier i verden og så kommer i tanke om Ludvig Holberg, der fandt en måde at bekæmpe svinepest på længe før, at Pasteur og veterinærvidenskaben var født. Ja, alle mulige afdøde personer er man på en måde i slægt med. I tanken i hvert fald. Man får lyst til at sige tak. Give til kende, at de imponerede ved at stille sig over tiden trods krige, sygdom, elendighed, bankerot, undertrykkelse. At det var dem, der holdt ild i faklen fra Milet og Athen, Jerusalem og Rom, og gav den videre til efterkommerne. Bare stille sig en dag i Klosterporten og sige tak til Absalon og Saxo, fordi de satte en krønike i gang om danskerne, som man selv er blevet en del af. Lige gå forbi statuerne af Holberg og Hauch i parken og se disse som nogen, der repræsenterer en foldning i tanken, der kunne folde og udfolde naturfilosofi, videnskab, historie og kunst sammen, selvom det efterhånden blev mere og mere adskilte discipliner. Og at man glæder sig over, at man altid vil være Soraner. Både fordi det er denne store Danmarkshistorie samlet på et sted fra 1100-tallet og frem til nu. Og fordi det så tidligt fik en status som konkurrent til universitetet (Christian den Fjerde gav det status som universitet), og fordi det på en måde havde mulighed for at samle dannelse og videnskaberne i et samlende perspektiv. Et perspektiv som universitetet ikke havde i samme grad hele tiden. Man kunne måske endda gå så langt som at sige, at der lå kim til et gymnasialt filosofikum, som godt nok både følger det danske filosofikums historie og trækker på von Humboldt og andre, men som måske en dag kunne finde en ny form? Der er i alle tilfælde en historisk plafform for at tænke over det i Sorø. Der findes jo et begreb, der hedder Sorø Oplysningen, som var en bestemt epoke og en bestemt kreds af lærerkræfter på stedet. Udover Sneedorff bestod oplysnings- 18

kræfterne af professorerne Jens Kraft, Andreas Schytte og J.B. Basedow og adskillige andre. Fra dem udgik tanker, der spreder sig over matematik, fysik, arkitektur, etnologi, pædagogik, statsteori, historie og litteratur. Bernstorff og Reventlowerne var inspireret af Sorø Oplysningen. Og landboreformerne i 1788 og skolereformen i 1814 var ikke blevet til uden fundamentet i Sorø. Sorø er sidenhen blevet berømmet som det sted, hvor vuggen for dansk videnskabelig litteratur stod, og hvorfra de ypperligste skrifter i adskillige videnskaber, der klart overgår, hvad universitetet frembringer, kommer. Nu kan en kritisk stemme melde sig og sige, at det jo blot er et gymnasium. Ganske vist et gymnasium med en broget baggrundshistorie, også på sportens område, både fodbold og cricket blev introduceret til Danmark hér, samt - som nævnt - alle mulige store skikkelser. Men dog et gymnasium. Dertil må man medgive, at det er sandt, og at det i hverdagen er dets fornemmeste opgave at være dette. Men to nytilkomne spor eller nye traditioner på Sorø Akademis grund peger på, at der enten i få personers visionære bevidsthed eller i en større strømning man skal være forsigtig med at tale for sikkert om er en fornemmelse for Sorøs muligheder. Det ene er den tradition, som tidligere undervisningsminister Bertel Haarder begyndte, Sorø-møderne, hvor landets uddannelseseksperter mødes om sommeren, mens skolen er sendt på sommerferie, for at drøfte uddannelsesvisioner og -problemstillinger. Bertel Haarder, som er rundet af Højskole-Venstre og opvokset på Rønshoved Højskole, og som sådan en kender af både Holberg og Grundtvig fra barndommen af, og derfor havde både oplysning, dannelse og livsoplysning i sit sigte med Sorø-møderne, mente, at det var godt at mødes engang om året og tale uddannelse og dannelse på højskolemanér i ministerens residens på skolen. Det andet spor eller den anden nye tradition er med nu hvor Science Center Sorø, Mærsk McKinney Møller Videncenter, er kommet til i 2009. Nu har den historiske arv med samlingen af dannelse og videnskaber jo gentaget sig i en ny skikkelse. Derfor er denne lille publikation blevet til. Som et forsøg på at minde om den tværvidenskabelige arv i Sorø. Og for at stille Sorø-mødet et forslag om at tematisere det tværvidenskabelige felt på et af dets sommermøder. Eller hvis det allerede sker i diskussionerne på Sorø-mødet og det gør det sikkert så have 19

det med i tankerne, at eleverne på sommerferie også gerne vil tage del i samme refleksion på de steder, hvor vi nu er. Og have det med i tankerne og samtalerne på Sorø-mødet, at vi som elever holder mindst lige så meget af almendannelsen, som alle mødedeltagerne utvivlsomt gør. Fordi vi dagligt ikke kan undgå at blive forbundet med almendannelsen. Ikke bare på grund af det historiske plug-in her på Akademiet. Men fordi det kan man ikke undgå at blive på et eneste gymnasium eller nogen skole ud over hele landet. Fordi mødet i et undervisningsrum eller et laboratorium når det er bedst er et møde mellem videnskab, teknologi og hele den øvrige almendannelse og så hjertet og indbildningskraften. Hjertet og indbildningskraften må ikke glide ud af undervisningen. Eller som en af Danmarks første statsteoretikere har sagt i en refleksion over indbildningskraften: J. S. Sneedorff, professor ved Sorø Akademi, skrev i 1759 i Brev til en ung Skribent, at ville man skrive, skulle man undgå at skade Sandhed og Dyd og huske Voltaires ord om, at høie Tanker kommer fra Hiertet. Disse ord er et godt udgangspunkt. 20

2. Europas krise og lidt om forudsigelser og reaktioner En lang række avisledere og artikler og en stribe af kommentatorer world wide har set det 21. århundrede som Kinas århundrede. Eller set Europa på slæb efter BRIC-landene og USA. Som i The Guardian den 8. maj 2012 under overskriften: Europe needs a new Renaissance. Som det videre står: The continent that once dominated all others has lost its way can it reclaim its curiosity and cultural ambition? Artiklen tager som sit udgangspunkt et verdenskort af kartografen Martin Waldseemüller fra 1507. Her nævnes Amerika for første gang. Her er en verden uden grænser og åben for udforskning og opdagelse. Et europæisk kontinent fuld af selvtillid kaster et undersøgende blik ud over resten af verden. Og for at citere afslutningen af artiklen i sin helhed: Waldseemuller s map is printed, which makes it the fruit of another revolution of 15th-century Europe. China printed books long before Europeans did but the timing of Europe s print revolution, at the same time that the Renaissance was hungry for new books, and its discoverers were revealing new worlds, was perfect to fuel vibrant change and growth. Today, crippled by austerity, spooked by debt, Europe is just one continent among others. America and China seem far ahead. Can Europeans ever reclaim the qualities that once made them the most creative people on earth? It is easy to dismiss the achievements of Europe in the past as mere aggressive imperialism. Yet the empires of Europe were the result, not the cause, of internal leaps forward. European colonialism is thankfully history. Meanwhile, the inner strengths of European culture in the past are self-evident at any great art museum. The Renaissance was just the start. The scientific revolution, the Enlightenment, the French Revolution, liberalism, industry, socialism all these are European creations. Today the living parts of the European tradition have been globalised. No one thinks of modern science as European in origin but it is. Curiosity, cultural ambition, and imagination made Europe great. Can they be unleashed again? European governments desperate to revive growth (our own included) should be trying to kindle a new Renaissance. 2 21

Nu vil den kritiske læser kunne indvende, at advarsler om forfald og undergang har man kunnet høre helt tilbage til profeterne i Det Gamle Testamente. Der har i århundreder eller årtusinder været tænkere og skribenter og andre, der har kunnet se kommende fald og nederlag. Det klassiske eksempel er Nostradamus. Men listen er lang. Kejser Napoleon forudså som bekendt, at den dag Kina, riget i midten, fandt sine virkelige kræfter, ville det blive en stormagt af usete dimensioner: Laissez donc la Chine dormir, car lorsque la Chine s éveillera le monde entier tremblera. Andre har kunnet registrere epoker og epokers afslutning eller fuldendelse som for eksempel Oswald Spenglers Der Untergang des Abendlandes og Fukuyamas The End of History. Eller som Stefan Zweigs sortsyn på Europas vegne i Verden af i går En europæers erindringer, Skaknovelle og indirekte i Erasmus. I nyere tid har S.P. Huntingtons Clashes of civilizations forudset kultursamstød mellem Vesten og Islam, og Thilo Sarrazin Deutschland schafft sich ab og Michel Houellebecq Soumission har advaret om Tysklands og Frankrigs og Vestens overlevelse. Allan Bloom har peget på Vestens intellektuelle forfald og dets konsekvenser. Der har været fin de siecle omkring år 1900 og teknologifrygten med Milleniumpanikken i år 2000. Der er Steven Hawkings bekymring for at kunstig intelligens en dag vil overhale menneskets. Der var paradigmeskifte-diskussonerne i naturvidenskaberne i 1980 erne og Alan Sokals bekymring for at videnskabeligt vrøvl vil skade videnskabens position. I Danmark har i 2014 erhvervsmanden Lars Tvede i sin bog Det kreative samfund gennemgået 200 imperiers skabelse og forfald, og advaret om at Vesten kan være på samme vej mod undergangen på grund af bureaukratier, selvtilstrækkelighed og frygt for fremtiden. Her er det historien, som kan gentage sig, hvis ikke man handler med omtanke i tide. Og endelig selvfølgelig de mange klimakatastrofescenarier fra FN, IPPC, OECD, EU og et væld af forskningscentre, og så kritikken af os nulevende som ligeglade med de kommende generationer. Efter os syndfloden citatet fra 1757 dukker jævnligt op her og der i klimadebatten. 2 Jonathan Jones i The Guardian, 8. maj 2012 22

Ovenstående er naturligvis bare et blandet udpluk og slet ikke dækkende. 3 Skeptikerne og de, der gennem tiden har holdt sig fra at gå i panik, hver gang en eftertænksom skikkelse eller et orakel har talt, har naturligvis haft ret i, at ikke alt er sket som forudsagt, og ikke alt har forholdt sig på den måde, som advarslerne har ment. Til gengæld er der et fællestræk ved alle disse advarsler og varsler (og mange flere kunne selvfølgelig have været nævnt), som er værd at bemærke: Der har næsten altid været brugt af historien til at forstå udfordringen. Det kan så være religionshistorie, kulturhistorie, politisk historie, idéhistorie, økonomihistorie, videnskabshistorie eller geohistorie, men den historiske dimension er med i argumentationen på en eller anden måde. Men hvordan skal man som ekspert eller almindeligt menneske reagere på disse advarsler eller opfordringer til at lære af historien eller se fremtiden der truer på forskellige måder lige om hjørnet? Man kan gøre som i Giovanni Boccaccios Dekameron, hvor ti unge kvinder og mænd gemmer sig for pestkatastrofen og fortæller erotiske og morsomme historier for hinanden, en historie for hver dag. Eller komponere en sang som Madonna/Timberlake/Timbaland med 4 minutes to save the world. Eller som Shaka Loveless med sangen Ikke mere tid : Verden den brænder ned mens vi ligger trygt i fred men nu er der ikke mer tid tilbage de skriger af frygt et sted men vi vil ikke følge med men nu er der ikke mer tid tilbage og det går ikke mere bare væk med alt vi ser nej det går ikke mere bare væk med alt det der sker. 3 K.R. Popper har om dommedagsprognoser engang skrevet:...der synes at være en konkurrence om at komme med dommedagsprogronser: Jo mere radikalt, man nedvurderer de vestlige samfund, desto større er chancen for at blive hørt eller spille en ledende rolle i dem... I Europa og Nordamerika, New Zealand og Australien har vi de bedste og mest lighedsbaserede samfund i hele menneskehedens historie. Det vigtigste er, at vi er beredt til at lytte til informeret kritik, og vi er glade, hvis vi møder fornuftige forslag til forbedring af disse samfund. For vore samfund er ikke blot åbne for kritik men de er ivrige efter at reformere sig selv. 23

Som en slags overlevelsesstrategi er det nok godt i øjeblikket at holde fast i krop og nærvær, men det fjerner ikke udfordringen, i hvert fald ikke på kort sigt, kan man vel sige. Måske hvis alle gjorde det. Som man kan se, er det et meget broget billede. Det er umuligt at få det hele med. Og det er faktisk svært bare at prøve kort at beskrive hele dette felt af advarsler og profetier og alle de mange forskellige måder, man kan reagere på det og forholde sig til det. Og et af problemerne, som de, der igennem tiderne har prøvet at råbe deres omgivelser op, er løbet ind i, er selvfølgelig, at man altid er nødt til at forenkle her og der. Man må løbe risikoen, når man prøver med de store linier. Og det kan så nogle gange gå som den gamle græske myte om prokrustessengen, hvor det jo ikke er alt, der bliver lagt i de to senge, der passer til længden. Eller at advarslen faktisk bliver hørt, og så kan man bagefter sige, at det gik jo alligevel ikke sådan som det var blevet spået. Ligesom med den gamle historie om profeten Jonas, der forudså, at byen Ninive ville gå under, og så tog indbyggerne i Ninive det alvorligt i tide, og profetien gik - ærgerligt nok for profeten - ikke i opfyldelse. Eller rettere: den gik først i opfyldelse langt senere end forudsagt ifølge sagnberetningen. På den anden side er det vel også kendetegnende for både for dansk og europæisk historie, at epoker og epistemer har vekslet som en slags reaktioner på noget i samtiden, som er blevet opfattet som stagnation eller som negativt eller fastlåst. Disse epokale reaktioner har blandt andet været renæssancen, oplysningstiden og det moderne. Man kan også mene, at det forholder sig anderledes, men det er en kompliceret faghistorisk diskussion at beskrive. Når disse ting nu er blevet nævnt for ligesom at åbne feltet lidt, kan man prøve at se nærmere på den aktuelle diskussion om behovet for en ny renæssance i Europa. 24

3. En ny fortælling en ny renæssance? Som sagt: I EU fik den danske Europaparlamentariker Morten Løkkegaard i 2013 sat en Ny fortælling for Europa på dagsordenen. Det afstedkom, at en komite af videnskabsfolk, kunstnere, filosoffer og politikere og andre satte en tekst op. Det affødte så en lang og intens diskussion om hvorvidt det nu var passende, og om man overhovedet kunne formulere en fælles identitet for de europæiske nationer, der er med i EU. Dokumentet talte om en ny renæssance for Europa som nødvendig, da Europa er i krise på flere planer. Det var kort fortalt pointen. Det der er nyt ved dette initiativ var blandt andet, at man satte sig for at tænke videnskab, kultur og kunst sammen, og samtidigt ville gøre spørgsmålet om behovet for en ny renæssance eller oplysningstid til noget, som alle i princippet kunne være med til at tænke over. Som præsident for Kommisionen J.M. Barosso blandt andet sagde den 23. april 2013: But why, some may ask, a new narrative for Europe and why culture? Culture in the broad sense of the word, including for instance science as well. (..) We need, in the beginning of the XXI century, namely for the new generation that is not so much identified with this narrative of Europe, to continue to tell the story of Europe. Like a book: it cannot only stay in the first pages, even if the first pages were extremely beautiful. We have to continue our narrative, continue to write the book of the present and of the future. This is why we need a new narrative for Europe. And the second reason: why culture? Precisely because Europe is not just about economy. It is about culture in the broad sense of the word, encompassing so many of the activities linked to knowledge. (..) The fact is that the tapestry of European history, the rich diversity of European culture and Europe s reserves of creativity are some of the strongest cards we hold when it comes to building a prosperous European future. It is with new ideas, new concepts and new projects that we will rise to the challenges facing us to make our future a reality. Den 28. februar 2014 blev a New Narrative for Europe præsenteret i Berlin, i Olafur Eliassons galleri I Prenzlauer Berg. Her i uddrag fra avisen New Europe: Europe is a state of mind formed and fostered by its spiritual, philosophical, artistic and scientific inheritance, and driven by the lessons of history ( ) 25

Europe is a state of mind that goes beyond a grouping of Nation States, an internal market and the geographical contours of a continent. Europe is a moral and political responsibility, which must be carried out, not only by institutions and politicians, but by each end every citizen ( ) Europe is a state of mind shared by citizens across the continent. The students, researchers, scholars, artists, professionals and politicians who live, study work, think and journey across national borders, do so in order to deepen and expand their knowledge, unleash their creativity, and widen their opportunities. (..) An Italian video producer: We need to stop with these preconceived products prepared by communication agencies who gain extravagant sums of money. We need to create new products to carry the New Narrative messages. Make short videos on Europe, on the life of Europe. Different for every country, because our countries are different. Share experiences. Involve different media. Call upon the creativity of young people. And, above all: go viral! An Italian painter: Focus on the image. The images of Europe. People who believe in it and people who don t. Don t be afraid of diverging views. Speak up with confidence. (..) A Greek scholar: The most important value in Europe is its cultural heritage. This asset comprises three time elements: past, present and future. We need to consider these three elements together. Values, coherence, symbols, jobs, messages, construction, re-construction. Presence, oblivion, hope, impatience, respect. Build, debate, believe, do not despair. Fight stereotypes. Create empathy. Understand that things are not given once and for all. Recall that we are born and live free in this space, at this moment of time. Remember that it was not always that way. Remember that at this very moment, in numerous other countries, some of them only distant by a few hundred kilometres, people are fighting to acquire or maintain the principles of democracy. These principles, even in our countries, can never be taken for granted. (..) So much for the challenges, recalled in an artist s studio - in this special place, a school of art and architecture that hosts 90 artists from all over the world. So much for the challenges recalled, in a town that lived through so many things: Isherwood, Mann, Brecht, Benjamin, and all those who rebuilt it after the storms. They knew what they were doing, what they had to do. It s up to us now to take over, to ensure that the strong commitments of the New Narrative are not reduced to mere pious hopes. Europe, says the New Narrative in conclusion, needs brave, imaginative and enlightened political leaders who speak and understand the language of Europe as a political body, animated and energized by culture. 26

Europe also needs artists and scientists, educators and journalists, historians and sociologists, entrepreneurs and civil servants who are prepared to move beyond the comfort of their autonomy to take on new responsibilities towards Europe as a political body. Finally, Europe needs citizens to raise their voices and to take part in the European public space of debate by sharing their stories and concerns. These narratives will tell the story of what it means to be a European in the 21st century. Nu var intentionen med at inddrage disse citater ikke at udfolde alt, hvad der kunne siges om projektet En ny fortælling for Europa. Heller ikke at plukke et væld af citater og positioner ud af den debat, der fulgte efter andre steder i Europa og i Danmark. Her er bare nogle få: Den tidligere korrespondent for Morgenavisen Jyllands-Posten, journalisten og forfatteren Per Nyholm, der var en af de 20 personer, som takkede ja til at deltage i arbejdet med Den Nye Fortælling om Europa siger: Man kan ikke just kalde papiret for en triumf. Ideen var god, men teksten er ikke noget værd. Du kan ikke sætte 20 kunstnere sammen og forvente, at de kommer ud med et sammenhængende papir, siger Per Nyholm. Han forlod i protest gruppen, kort før man afleverede den fem sider lange tekst til den daværende formand for EU-Kommissionen, Manuel Barroso. Ideen var, at vi på et filosofisk og intellektuelt forsvarligt grundlag skulle fortælle, hvad Europa er for noget. Det anså jeg for at være et sundt projekt, men vi tabte det på gulvet. Der har været rungende tavshed, siden det papir blev afleveret. 4 Og et andet citat: Når EU sætter et projekt i gang, hvor forskellige kulturpersonligheder skal forfatte en tekst om, hvad de mener er særligt for det fælles europæiske, så klinger det hult i nogle kritikeres ører. Det er en proces, der foregår oppefra og ned, og som først og fremmest forsøger at få politiske ledere og eliten til at sprede budskabet om europæisk enhed. En virkelighed, der ikke eksisterer, siger Anthony D. Smith, der er professor emeritus ved London School of Economics. Problemet for ham er, at der ikke er nogen varme eller kærlighed rettet mod Europa som den, der er rettet mod ens nation. Men den unge generation har glemt vores fælles fortælling, mener historikeren Uffe Østergaard. Derfor kan det virke nødvendigt at konstruere en kunstig fortælling, men det skal man være varsom med, advarer han. 5 4 16. oktober 2014 i BT 5 Information den 17. august 2013 27

Løkkegaard har forsvaret sig imod kritikken af projektet således: (..) den gamle idé om, at EU er fred gennem samhandel, ikke vækker genklang hos de unge, da de simpelthen ikke har et forhold til krig. Som europæere har vi behov for at genopdage vores fælles historie som en vigtig identitetsmarkør. Og for at det kan lykkes, skal vi bruge et nyt narrativ. Europa bliver en mindre og mindre brik i det globale puslespil, hvorfor vi må definere os klart i forhold til resten af verden. Det er i den forbindelse vigtigt at pointere, at vi jo ikke skal opfinde en helt ny identitet. Vi skal snarere gennem en fortælling, der kan vinde gyldighed i dag, skabe en bevidsthed om, at den europæiske identitet allerede findes, udtaler Morten Løkkegaard. Hvis denne fortælling dog overhovedet skal have nogen gang på jorden, skal den ikke komme fra politisk hånd, hvorfor Morten Løkkegaard ikke vil give et bud på et nyt narrativ. Således er chartret heller ikke udarbejdet af Europapolitikerne, men af repræsentanter for det europæiske kulturliv: En ny fortælling skal ikke dikteres oven fra. Derfor er chartret også blot et muligt bud på formuleringen af en europæisk vision. Mit håb er, at bolden bliver grebet af det brede kulturliv, så den europæiske idé atter kan finde grobund hos den almindelige europæer. 6 Når budskabet er, at kultur og videnskab i bredeste forstand skal have mere at sige i forhold til Europas fremtid og politiske beslutninger, så må det her også konkret betyde noget på et eller andet tidspunkt. Morten Løkkegaard påpeger, at chartret kan være et ganske fint udgangspunkt for en debat med en lidt provokerende melding om, at vi skal have en ny oplysningstid. 7 Hvis problemet er, at ungdommen ikke kender fortællingerne, sådan som tidligere præsident J.M. Barosso og historikeren Uffe Østergaard pegede på, så er det ikke første gang i historien, at det er blevet sagt. Men at noget er blevet sagt før, betyder ikke, at man ikke godt kan tænke over, om man vil prøve at give sit eget svar på det, når det kommer op igen. Når dette problem med identitet og fortælling kædes sammen med en opfordring til at søge efter en ny renæssance og ny oplysningstid på et kontinent i krise i det man kalder Kinas århundrede, sådan som det er blevet sagt, så er der i hvert fald en anledning til at tænke over et muligt svar. 6 Ritzau, den 2. april 2014 7 Information den 17. august 2013 28

4. Lidt om baggrunden for at spørge efter renæssance nu Men der melder sig her også nogle spørgsmål, når man læser disse få udpluk af debatten. Et spørgsmål kunne være, hvad det er, der gør, at et ønske om at tale om en ny renæssance og oplysningstid for Europa, pludselig bliver så fremtrædende? Det er i hvert fald historisk interessant, at det lige nu er emnet for diskussioner rundt omkring. Der må være noget på færde. Det er jo mere end bare et emne for en studiekreds. At kalde på en ny renæssance er ikke noget, man lige griber til. Ellers ville det vel ikke være dukket op? Er Europa eller Vesten som tanke eller kultur reelt under pres på en måde, at der er behov for at kalde på en renæssance? Det afhænger som altid af øjnene, der ser, men hvad er det så, de kan se? Man kan sige, at det ligger i selve begrebet om en renæssance, at der har været en forfaldstid forud for. Det er ligesom med i den europæiske bagage, at vi har været nede i et hul før. Det var blandt andet renæssancehumanisten Francesco Petrarca, der gav eftertiden et billede af den mørke middelalder som følge af det vestromerske riges fald. Og den engelske historiker Edward Gibbon, der var fast pensum i nyere tids europæisk selvbevidsthed i mange år med The History of the Decline and Fall of the Roman Empire, fastslog årsagen til den mørke middelalder i Roms forfald, dens dekadence, kulturelle forfald og slaphed og manglende evne til at holde de germanske barbarer skak. Til sidst bukkede riget under for folkevandringernes pres. Henri Pirenne, en anden historiker, har peget på manglende militær styrke over for Islams ekspansion som årsag til stagnationen i Europa. Nyere historikere, Peter Brown og Brian McQuire, har til gengæld peget på, at der var overgange og fremskridt og udvikling hele vejen igennem, og at middelalderen i virkeligheden var lysere end man mente i renæssancen. Disse eksempler viser, at det ikke er let historisk at fastslå, hvordan middelalderen var, eller hvad der forårsagede dens afslutning. Men selvom det ikke er helt sikkert, hvad der bragte Europa ud i en eller anden form for krise i senantikken og middelalderen set med eftertidens øjne, så har vi 29

det med i baghovedet, at vi har været nede og ligge, fordi vi ikke var stærke og dygtige nok. Og at renæssancen fik os op igen. Og at det kan ske igen. Svaret på, hvorfor nogen rundt omkring i Europa med sådan en slags seismografisk fornemmelse er bekymrede for kontinentet, ligger sikkert spredt her og der i det, der allerede er nævnt her. Andre, der læser dette, kan sikkert bedre se det. Og måske mærker de personer, der arbejder med at forholde sig til tiden og dens problemer, at der er noget, der er ved at gentage sig. Uden at man måske helt ved hvad og hvordan. Alt dette betyder selvfølgelig ikke, at man kan tale om historie (og arven fra Sorø), som om det var noget, der bare uden videre er der. Det ligger jo i selve historiefaget, at sådan er det ikke, hvad enten det er videnskabshistorie, uddannelseshistorie, kulturhistorie eller teknologihistorie. Man må af epistemologiske grunde være tilbageholdende med at bruge historien, som om den lå klar på en hylde, lige til at blive brugt på nutiden eller fremtiden. Det kunne man nok gøre på historieprofessoren Holbergs tid, men ikke i dag. Man kan heller ikke sige, at blot fordi vi i Europa engang har haft en nedgangstid, der blev afløst af en ny genfødt tid, så sker det igen. Eller fordi andre riger og imperier er styrtet sammen, så vil det også ske for Europa nu. Men trods dette kan man jo godt tage tanken op. Man kan for eksempel overveje Nobelprismodtageren Thomas Manns ord op, om at civilisationen skal lære at kende sine egne forudsætninger og det mytiske grundmønster i verden, nemlig at tingene gentager sig. At det er den samme historie, vi gentager hele tiden. Nogle historikere mener ud fra en etisk betragtning, at man skal læse historien, så den ikke gentager sig. Thomas Mann ville helt omvendt sige, at man skal lære historien, fordi den gentager sig, så man kan opdage, at den gentager sig. Det opdager man ellers altid først bagefter. For man kender kun det, man genkender. Thomas Mann ville sige, at gentagelsesmønsteret i verden er livets store hemmelighed. Det, der er nede, skal op, og det der er oppe skal ned. Historien forløber som en kugle, der løber hen ad et bord. Det er de samme fænomener, der går op og ned. Det er en gentagelse, der ruller gennem tiden. Og det var for Mann den store hemmelighed. Almindelig rationalitet ville sige, at vi bare følger tidens linie, hvor ingenting gentager sig. Mens Mann ville sige, at det er det samme, som gentager sig, og 30