DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

VED HENDES MAJESTÆT DRONNING LOUISE 8 BISÆTTELSE. TALER OG SANGE PAA BERNSTORFF SLOT OG I ROSKILDE DOMKIRKE AF JAKOB PAUL LI. /^U0T^ U UNIVERSITATIS * GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG.

/y7<?/\ r <co> PIBLIOTHECA HAFNIENSIS

D U T KONGEL,ge BIBLIOTEK 130013935700

VED HENDES MAJESTÆT DRONNING LOUISE BISÆTTELSE. TALER OG SANGE PAA BERNSTORFF SLOT 00 I ROSKILDE DOMKIRKI AF JAKOB PAUL LI. K JØI5EXH AVN. GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG. FR. BAGGES BOGTRYKKERI.

BIBL. UNIV. HAFNIENSIS

PAA BERNSTORFF SLOT DEN 14. OKTOBER 1898.

H an har talt, den stærke Gud, talt til Kongens Hus og Folket, og siu Vilje har han tolket gjennem Dødens strenge Bud. Derfor blandes Tak med Sorg: Tak for Livet, som blev levet, Sorg, fordi der nu er blevet Tomhed i vor Kouges Borg. Sent er Solen gaaet ned: og mens Aftenklokken kimer, vaagner Minderne om Timer, som lik Lys af Kjærlighed. Alt, hvad Jorden har af Pragt, visner som det Løv, der plukkes; Kjærlighed kan aldrig slukkes den er stærk som Dødens Magt.

6 Danmarks Dronning! sov da trj'gt, luk de trætte Øjenlaage! Herren selv vil hos dig vaage, han, paa liveni dit Haab var bygt. Med sin gjennemstukne Haand aabner han for den, der kommer, og som stedes for sin Dommer, iført Troens Klædebon.

J\.un en kort Tid er der gaaet, siden mange af den Kreds, som nu igjen er samlet, mødtes paa dette Sted. Udenfor havde Efteraarssolen Dagen igjennem skinnet, som om den bragte Bud med sig om Glæde og Liv. Men indenfor Slottets Mure vare alle opfyldte af Tanken om den sidste Fjende, som ubønhørlig nærmede sig. Danmarks Dronning laa nu og droges med Døden, hun, hvis Liv bar Vidnesbyrd om, hvor meget hun havde evnet at være for mange, men mest for alle dem, der stod hende nærmest i Verden. Det var blevet Aften, Solen var gaaet ned bagved Skoven, og nu var hendes Livssol ved at dale. Da mødtes hendes elskede Husbond, vor trofaste Konge, sammen med sine Børn om hendes Dødsseng, og imedens Mørket faldt paa, bad vi en Aftenbøn med hverandre. Vi gjentog Bønnen fra de gamle Dage: Bliv hos os Mester, thi det er mod Aften, og Dagen hælder". 2*

8 Vi bad om Fred for hende, der skulde fare herfra; men vi bad ogsaa om Fred og Kraft og Lys lor dem, der maatte blive tilbage. Og faa Timer efter, da det begyndte at graane ad Dag, kom l dfrieisens Stund for hende. Nu mødes vi ikke ved vor Dronnings Dodsleje men ved den Kiste, hvori hun sover den sidste, lange Søvn, og vi kom sammen for at sige tiende Tak for alt og bringe hende et Farvel, førend hun bæres ud af sit Hjem. Det er altid svært at sige: far vel! her paa Jorden, selv om dette kun skal gjælde for et kortere Spand af Tid. Og hvor ofte er det ikke blevet prøvet i dette lljem! Børnene og Børnebørnene kom fra fremmede Lande langt borte; Gjensynstimen lyste, men saa brød Afskedens Dag frem, og tit er den ikke gaaet hen uden Taarer. Saa tilføjedes der i Haabet et paa Gjensyn!" og Gang efter Gang lod Gud paany Kredsen samles. Men nu lyder det sidste Farvel, som er dobbelt svært at taa sagt. Vor Konge véd, at 0111 faa Øjeblikke vil Tomheden paa hans Slot blive endnu større, fordi det sidste, synlige Tegn vil være borte af hende, hvem han har elsket saa højt. Og naar Børnene og Børnebørnene igjen samles, vide de, at de ville finde den Plads tom, hvorfra der i saa mange Aar er

9 sendt kjærlige Tanker til dem, hvor de end færdedes, og bedet for dem i Troen paa, at en Moders Bon om Velsignelse og Fred lyder aldrig forgjæves. Men Gud være lovet, fordi troende Mennesker, selv naar det sidste Farvel skal siges, tor tilføje et paa Gjensyn!" Saa vist som vi tro paa ham, som er Opstandelsen og Livet, staar han inde for, at det er Sandhed, naar vi synge: Herrens Venner ingensinde mødes skal for sidste Gang!" Vistnok maa det samme bestandig paany erfares, som nu er prøvet her, at de, til hvem vort Hjerte er bundet, kunne ikke blive hos os. Men med vor Herre Jesus Kristus er det anderledes. Om de to bedrøvede Mænd, der gik til Emaus, og som vare de første, der bad: Bliv hos os Mester! thi det er mod Aften, og Dagen hælder", siges der, at Jesus gik ind for at blive hos dem. Og saa tit vi tage deres Bøn op og i Tro gjøre den til vor, gjentager det samme sig, at vor Herre Jesus gaar ind for at blive hos os. Men hvor han bliver, vil ogsaa Sorgen lidt efter lidt forklares, saa at den ender med at blive en hellig Sorg. Jeg véd, at hver en Plet herude lyser med rige Minder om hende, som nu er hjemkaldt, og

10 oni end vor Sjæl ikke kan leve af Minderne, kan den dog leve sammen med dem. Det er ikke dette, at Dronning Louise var den højest stillede blandt Danmarks Kvinder, der gjør, at Savnet ved hendes Bortgang føles saa dybt; men det er dette, at hmi indtil det sidste var tro paa den Plads i Livet, hvor Gud havde sat hende. Hvad har hun ikke været for en Hustru for ham, hvem hun havde lovet at følge i Medgang som i Modgang! Mange, lykkelige Dage have de haft i deres Liv, lykkeligst var maaske Guldbryllupsdagen, da vort Folk jublede sin Konge og Dronning imøde. Og for enhver lys Time skal der siges Tak, den er jo en Gave, saa vist som Mennesker intet kunne tage, uden at det gives dem ovenfra. Men mange, svære Tider have de ogsaa gjennemstridt med hinanden. Og naar endda deres Hjem under de skiftende Vilkaar vedblev at være det velsignede Sted, som det var, saa kom det ikke blot af, at vor Dronning havde Syn og Sans for alt det smaa i Livet, det, som nu engang skalier Hjemmets Hygge, men det kom af, at de to, som fulgtes ad, levede med hinanden i en Kjærlighed, der vistnok blev gammel, eftersom Aarene gik, men som dog bevarede sin Ungdom. Hvad har hun ikke været for en Moder for sine Børn! Paa samme Vis som den jævneste Kvinde

11 i vort Land har hun, medens de vare smaa, puslet dem paa sit Skjød og baaret dem tilsengs paa sine Arme, naar de skulde sove. Og da de voxede op, erfarede de, at hendes kloge Raad var det vel værd at følge; men mest af alt erfarede de, at hun omsluttede dem med en Kjærlighed, der var stærk som Døden, og hvem mange Vande ikke kunde udslukke". Og endnu ét, hvad har hun ikke været for en Herskerinde at tjene! Hendes Husfolk kunne aflægge Vidnesbyrd om, med hvor stor en Deltagelse hun fulgte dem i deres Ve og Vel. Den unge Hustru og Moder var nu bleven en gammel Hustru og Moder. Gud havde lagt sin Haand paa hende, og hendes Livskraft var brudt. Men imedens hun stred sin sidste Strid, var hun omgiven af den mest trofaste, rørende Omhu. Hvad Kjærlighed kunde udrette, blev udrettet af dem, der tidlig og sent vaagede ved hendes Leje; Herren havde jo forundt hende den Lykke at have alle sine nærmeste 0111 sig, da hun skulde dø. Og da hun allerede var for svag til at tale, kom der en Aften, da hun tog Afsked med sine kjære. Hun trykkede deres Haand og saa paa dem med sit milde Blik; saa svandt hendes Tankes Lys, og snart efter var hendes Liv paa Jorden endt. Nu drysser Efteraaret sit vaade Løv over Bede

12 og Gange i den Have, hvor vor Dronning saa gjernevilde færdes ved Sommertid, naar hendes Roser stod i Flor. Snart er der ingen flere Blomster tilbage. De visne som de Kranse, der i Kjærlighed ere lagte paa hendes Kiste. I Naturen, hvis Herlighed er ved at forsvinde, kunne vi læse den Lov, som Herren selv har givet om Dodens Magt. Den lyder saaledes: Alt Kjød er som Græs, og al Menneskets Herlighed som Græssets Blomster. Græsset visner, og Blomstret derpaa falder af." Men der tilføjes: Herrens Ord bliver evindelig". Og naar de visnende Blomster tale om, hvor stærk Døden er, taler Herrens Ord om, hvor stærkt Livet er. Ikke det Liv, der omgiver os i tusend vexlende Former; dets Styrke kan kun altfor snart blive brudt. Det Liv hvorom Herrens Ord bringer Bud, er det, som bestaar i, at vi kjende den eneste, sande Gud, og den, hvem han udsendte, Jesus Kristus. Saa bliv hos os, Herre, nu da det gaar mod Aften, og Dagen hælder. Bliv hos os med dit Ord, for at det kan finde Vej til de bedrøvede Hjerter og gjøre sin Gjerning derinde. Lad det bringe dem, der sørge, Freden fra dig, naar de støtte sig til det Kors, som engang har haaret dig! Lad dit Ord bringe Trøst til vor Konge, hans Børn og

13 hans hele Hus, for hvem den Tid, som nu svandt, har været saa tung, og for hvem den Tid, som er i Frembrud, bliver rig paa Ensomhedens Timer, i hvilke Savnet atter og atter vil vaagne. Trøst dem med, at de ikke skulle være ene, fordi du vil være hos dem. Og hvis de ville tage imod dig, naar du kommer, vil du blive hos dem med Haabets og Opstandelsens Ord, som er stærkere end Døden. Amen.

Lær os, o Gud! i Sorgen til Jesu Grav at gaa; dér gryr en Paaskemorgen bag Natten, som faldt paa. Selv har du Stenen væltet fra Graven, der blev tom, derfor er Skyggeteltet vort Livshaabs Helligdom. Saa kan vor Sjæl gaa styrket ud af den værste Ve. og Stjernelys i Morket kan vi paa Himlen se. Hvo dig, o Herre, følger, og har dit Kors i Favn, han vil trods Storm og Bolger engang naa frelst i Havn!

I HOSKILDE DOMKIRKE DEN 15. OKTOBER 1898.

Paa Vejen til Gravkapellet, hvor Danmarks Dronning skal stedes til Hvile, ere vi standsede nogle Øjeblikke, og vi føle alle, hvilket Alvor der ligger i vort Møde idag. Naar Kirkeporten for første Gang aabnes for os, sker det, for at vi skulle bæres lien til ham, der venter paa os ved Døbefonten, og som vil sige til os: Her er Guds Hus og Himlens Port". Og naar Kirkens Døre sidste Gang aabnes for os, er det troende Menneskers Haab og Bøn, at de samme Ord maa kunne gjentages. Men selv om de lyde over mangen en Kiste som et Budskab fra ham, der giver os Sejr formedelst vor Herre Jesus Kristus, er jo dog ikke dermed Tanken om Dødens Magt taget bort, saa lidt som Følelsen af Afskedens Smerte er svunden. Selve denne Kirke, indenfor hvis gamle, vejrbidte Mure vort Kongehus nu har taget Sæde sammen

18 med os andre, indskærper i kan overhores, at et Sprog, som ikke Tider skal komme, Tider skal henrulle, Slægt skal følge Slægters Gang. Under disse Hvælvinger have vore Fædre igjennem mange Led færdets. Her have de flokket sig, hvad enten deres Hjerter bankede af Jubel eller sammenknugedes af Ve. Her tyede de ind i deres Ungdomsdage for at indvies til deres Livsgjerning; og her kom de hen, naar de vare gamle og trætte, knækkede af Striden indtil deres Sted ikke kjendtes mere. 1 Domkirkens Gravkapeller have Danmarks Fyrsteslægter for sidste Gang søgt og fundet Husly her paa Jorden. Og havde de end været omgivne af al Verdens Herlighed, stadfæstedes dog herinde den gamle Prædikers tungsindige Klage: Forfængeligheders Forfængelighed, altsammen Forfængelighed". Derfor er det første Ord, som idag lyder til os ved vor Dronnings sidste Hvilested: Glem ikke, at du er en fremmed, en Gjæst som alle dine Fædre!" Men højt over Gravkapellerne, som gjemme paa Dødens mange Tegn, løfte de slanke Spir sig op imod Himlen. Og imedens de pege imod oven, er

19 det, som um de vilde gjentage den Hilsen til os, der i gamle Dage lød til Nadvergjæsterne: Hjerterne opad!" Jo mere der findes, som truer med at holde vor Sjæl bunden til Jorden, desto mere trænge vi til at frigjøres. Vel tales der her i Verden saa meget om de befriende Magter, men i Virkeligheden er der kun ét, som kan gjøre Hjerter og Tanker frie: det Ord, der stammer fra Livets Herre. Lad da et saadant lyde fra de længst forsvundne Dage, et Ord, som siger til os: Det skal ske mod Aftenstid, at der skal blive Lys!" (Sak. 14, 7). Som saa mange af de hellige Ord stemmer det kun lidt med vore vante Tanker. Ude i Naturen er det jo en Lov, at Aftenen og Mørket følges ad. Vi vide, at om faa Timer vil Aftenen sænke sit Slør over Issefjorden og de nøgne Marker. Stjernerne ville vel nok tændes, men Mørket er dog det stærkeste. Anderledes gaar det ikke i Menneskelivet. Aftenen er kommen, og Dødens Skygge er falden over Kongens Hus og det Folk, der deler sin Konges Sorg. Vistnok tindre Mindets Stjerner over hende, som gik bort, men Minderne tale jo kun 0111 alt, hvad der blev tabt. Og vel kunde det ligge nær endnu en Gang at drage Erindringerne frem 0111 vort Lands Dron-

20 ning, for at hendes Livsgjerning kunde ses i deres Lys. Men hun har selv udtalt det Ønske, at vi. der samles om hendes Baare, blot skulde bede en Bøn med hverandre. Som vi have været vante til at efterkomme hendes Ønsker, imedens hun levede iblandt os. skal det ogsaa gjøres nu. da vi have mistet hende. Kun ét maa vi have Ret til: Vort Folks Farvel maa førene sig med vor Konges og hans Borns; vi maa sige hende Tak for al hendes støre Trofasthed og Kjærlighed, idet vi tilføje: Gud velsigne og bevare Dronning Louises Minde! Saa vende vi os til dig, vor Gud! som midt i en Verden, hvor Aftenen og Mørket følges ad, har givet det Løfte: Det skal ske mod Aftenstid, at der skal blive Lys." Du har opfyldt din Forjættelse, da Mørket i Julenatten laa over Jorden: da blev der Lys, men det skinnede ud fra Barnet i Krybben. Og da Langfredagsmørket havde sænket sig over din enbaarne Søns tomme Kors, blev der atter Lys, men det kom fra ham, der opstod Paaskemorgen. Og nu Herre, har du ladet det blive Aften for vor Dronning efter den lange Livsdag, og vi kunne kun altfor godt faa Øje paa Mørket, som er faldet paa. Men lad dit Ord lyde til dem iblandt os, som tro paa Julens og Paaskens Evangelium, lad det bringe Bud om, at det skal

21 ske mod Aftenstid, al der skal blive Lys. Ikke et saadant, som igjen kan slukkes, men et Lys, der kommer fra vor Herre Jesus Kristus, som selv er Verdens Lys. Fader i Himlen! du véd, at vi have sværtved at efterkomme dit Ord og sige dig Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Navn. Sværest er det for os, naar Hjertet er saaret. Men tag imod den fattige Tak, vi bringe dig for det rige Liv, som hun fik Naade til at leve. Tak, fordi du selv vaagede og skjærmede om hendes Kjærlighedsliv, saa at hun blev Sjælen i Hjemmet og kunde skabe dette til et Sted, hvor der var godt at være. Tak, fordi du ikke blot gav hende et aabent Øje for, hvad der var skjønt her i Verden, men ogsaa et aabent Øje for al Jordens Nød, og fordi du lod hende finde Vej til Kredsen af dem, som for Jesu Kristi Skyld ville øve Barmhjertighedens Gjerninger. Os har du givet Magt til at plante og vande, men selv har du forbeholdt dig Magten til at give Væxt. Tak, fordi du lod hendes Tro voxe, saa at den kunde holde ud i Prøvens Tid. Ak, Herre, din Haand har tit ligget tungt paa Danmarks Land og Folk. Men Tak, fordi du gjorde hende stærk i de svære Dage til at staa ved sin Husbonds Side og til midt i Mørket at se, at Lyset fra dig var

22 aldiig slukket. Og T;ik, fordi du lod menneskelig Kjærlighed slau Hegn omkring hendes sidste Leje, og fordi du tilstedte hende og hendes kjære endnu en Gang at modes med deres Frelser i en velsignet Altergangstime, førend Skilsmissens Dag kom. Nu er Aftenen faldet paa; det er dig, der har villet, at det skulde saa være. Men hjælp dem, der blive tilbage, til at stride den gode Strid, fuldkomme Lobet og bevare Troen. Saa vil du lade dem erfare, at vel kan og maa Mørket komme, naar de tænke paa alt, hvad de have mistet. Men den, der ikke mistede sin Frelser, skal se, at du opfylder dit Lofte: Det skal ske mod Aftenstid, at der skal blive Lys". Amen.

1 G R AV KAPELLET. JLM u have vi naaet Endemaalet for vor Vandring idag: den Flet, hvor vor uforglemmelige Dronning skal fmde sit Hvilested. Domkirkens Klokker ville ringe over hende, Salmesangen vil lyde ind i Gravkapellet, naar Menigheden samles; men selv er hun gaaet ind for at stedes for den Gud, der kan og vil lade Naade gaa for Ret. Men førend denne Kreds igjen spredes over Jordens tusende Veje, skulle vi først fuldbyrde, hvad der efter vor Kirkes Skik hør ske. Jordspaakastelsen. Dermed befale vi hendes Sjæl til Guds Barmhjertighed for Jesu Kristi Skyld. Men du véd, Herre, hvorledes ogsaa vi trænge til Barmhjertighed, vi, som endnu en Tid skulle kæmpe Livets Kamp, bære dets Sorg og gjøre vor Gjerning.

24 Velsign os, o Gud, saa at vi som din Apostel raaa se, at der er en Bør opladt i Himlen (Aabb. 4,,). Efterhaanden lader du der komme saa mange lukkede Døre her paa Jorden, fordi du kalder dem bort, som før kunde aabne Døren til Velkomst, naar de vidsle, at vi skulde mødes. Trøst os da med, at i Himlen er der en Dør opladt, som aldrig lukkes, saa længe angrende Sønner og Døtre ere paa Vejen til deres Hjem. Velsign vort elskede Fædreland, hvis Lykke og Smerte er vor egen Lykke og Smerte. Bring os Bud om, at du vil ikke slippe og forlade os. Hold din Haand over vor Konge og giv ham Kraft i Sorgen. Og naar han nu staar foran Døren, der lukkedes for det lykkelige Samliv, vis ham da, at der er en Dør opladt i Himlen, hvorfra din Aand, Fredens og Trøstens Aand kan sænke sig i hans Bryst. Bevar lians Børn og alle dem, der staa lians Hjerte nærmest, lad ham i deres Kjærlighed finde Vederlag, for hvad han har tabt. Lys Fred over os alle, hvem vi end ere. Og naar det maaske snart er os, paa hvem du kalder, lad os da se, at imod Aften bliver der Lys, men Lyset skinner ud fra dette Løfte, at der er en Dør opladt i Himlen. Amen. Fadervor. Velsignelsen.

FR. BAGGES BOGTRYKKERI