Christian Christiansen Genreproblemet: Bachtin, Medvedev og genreteorien Genrebegrebet indtager en central placering i den litteraturvidenskabelige terminologi, men alligevel hersker der en udbredt uenighed omkring forståelsen af begrebet. Vi formår alle at anvende genrerne i vores daglige arbejde med litteraturen, men lige så snart blikket vendes mod genrerne som et litteraturvidenskabeligt koncept opstår der en omsiggribende forvirring og uenighed. Begrebets udbredelse har imidlertid ikke taget skade af dets problematiske status, og det er ikke længere forbeholdt litteraturen, idet det anvendes flittigt inden for en lang række af kulturlivets sfærer. Genrebegrebet er således gradvist blevet en integreret del af dagligdagssproget. Problemet omkring genrerne minder i den forstand om det definitionsproblem, der omkranser litteraturvidenskabens konstituerende begreb: litteraturbegrebet. I praksis forudsætter vi som oftest tilstedeværelsen af en fast og alment accepteret definition af litteraturbegrebet, og normalt skelner vi med sikker hånd mellem litterære og ikke-litterære værker. Men når opmærksomheden rettes mod selve litteraturkategorien, er det åbenlyst, at der netop ikke eksisterer en tilfredsstillende og alment accepteret definition af begrebet. Situationen med genrebegrebet er af en tilsvarende karakter. I det følgende er formålet at tegne et konsistent billede af Pavel N. Medvedevs og Michail M. Bachtins genreopfattelse. Udgangspunkt vil være Medvedevs bog The Formal Method in Literary Scholarship (1928) og et bredere udsnit af tekster fra Bachtins hånd. * Konceptet om genrerne kan føres tilbage til Aristoteles, og det har således været med til at forme litteraturvidenskabens udvikling i mere end to årtusinder, men i løbet af de sidste par hundrede år er der i stigende omfang blevet sat spørgsmålstegn ved begrebets gyldighed og brugbarhed, og i dag er det et af fagets mest problematiske og udskældte begreber. Inden for litteraturvidenskaben er genrebegrebet hovedsageligt kommet i miskredit på grund af den essentialistiske forbindelse, det sætter mellem kunstnerisk form og verdenssyn. Begrebet implicerer en determinisme, der i vid udstrækning frakender såvel forfatteren enhver form for selvstændighed som det litterære værks status som enestående. Den nutidige skepsis overfor genrebegrebet har sin oprindelse i den Romantiske bevægelse, hvor den aristoteleske doktrin om genrerne - der havde været selve udgangspunktet for renæssancens og neoklassicismens poetik - for første gang blev underkastet en omfattende kritik. I den neoklassicistiske kritik var det ikke alene en grundantagelse, at genrerne var distinkte, men også at de burde holdes adskilt. Genrernes eksistens blev således set som selvindlysende, og genrebegrebet blev følgelig ikke opfattet som problematisk. I det 20. århundredes begyndelse blev angrebet mod genrerne anført af den italienske filosof, Benedetto Croce, som påpegede, at selve genrekonceptet implicerede en grov udjævning af forskellene mellem de individuelle værker, der netop ikke burde ses som andet end selvstændige værker med autonome visioner (1). For Croce havde konceptet kun en berettigelse som et praktisk klassifikationssystem, og han brugte bibliotekets klassifikationssystem som billede på, hvordan genrebegrebet i praksis kan anvendes på en meningsfuld måde. Croce var altså både antideterministisk og antiessentialistisk. Det var ikke tilfældigt, at der i stigende omfang blev sat spørgsmålstegn ved genrebegrebet i denne periode. Som René Wellek og Austin Warren har påpeget kom genrebegrebet fra 1800-tallet og frem til at lide under det samme problem som periodekategorien (2): Den kraftigt stigende litteraturproduktion og den tilhørende tendens til, at den litterære mode skiftede hurtigere, bevirkede, at litteraturen blev et langt større og mere uoverskueligt felt. Derfor var det i sagens natur ganske naturligt, at der bredte sig en omfangsgribende skepsis over for de gængse kategoriseringsværktøjer. I det 20. århundredes anden halvdel har en stor del af litteraturvidenskabens toneangivende bannerførere abonneret på forestillingen om, at genrer ikke er naturlige kategorier, men historiske konstruktioner. Det er netop dette synspunkt som Gérard Genette gør sig til talsmand for, når han i Architext. An Introduction (1992) skriver, at "all species and all subgenres, genres, or supergenres are empirical classes, established by observation of the historical facts or, if need be, by extrapolation from those facts - that is, by a deductive activity superimposed on an initial activity that is always inductive and analytical, [...]" (3). Det generiske system konstrueres altså på baggrund af overordnede formodninger, og kan i denne forstand karakteriseres som en efterrationalisering, der er uden direkte forbindelse til de enkelte værker og deres tilblivelse. I den første del af det 20. århundrede spillede genrebegrebet imidlertid en central rolle som et anerkendt
redskab til forståelsen af litteratur- og kulturhistorien. George Lukács og Michail Bachtin står i dag som de vel nok bedst kendte eksponenter for denne tradition. Både Lukács og Bachtin forsøgte med deres teoretiske arbejde at åbne diskursen om litteraturen op mod de sociale aspekter i en bredere kulturel kontekst. Specielt Bachtin er i denne sammenhæng stadig interessant; dels fordi hans genreteori ikke står forslagsløs overfor det frontal angreb på genrekonceptet, der har sat sit afgørende præg på litteraturvidenskabens udvikling fra Croce og frem, og dels fordi Bachtins genreopfattelse har et stort og delvist uopdyrket forklaringspotentiale. Bachtin udviklede sin teori i en klassisk tradition, hvor konceptet om genrerne er baseret på antagelsen om, at enhver genre har sin egen særlige natur. Traditionen kan føres tilbage til Aristoteles, og den blev videreført af klassicisterne og senere Goethe, der kaldte Aristoteles' opdeling af genrerne i tre grundformer - epik, drama og lyrik - for "Naturformen der Dichtung" (4). Bachtins omsiggribende berømmelse hviler i vid udstrækning på hans genre- og romanteorier fra 1930'erne og frem. Derfor forekommer det måske overraskende, at kimen til Bakhtins genreopfattelse allerede er at finde i P.N. Medvedevs The Formal Method in Literary Scholarship fra 1928. Medvedev tilhørte den såkaldte Bakhtinkreds; en diskussionsklub, der ud over Bachtin og Medvedev bl.a. havde N.A. Voloshinov som medlem. Flere kritikere har forsøgt at tilskrive Bakhtin æren for The Formal Method in Literary Scholarship, men da der på nuværende tidspunkt alene eksisterer tvivlsomme indicer for påstanden, har den nyeste forskning konkluderet, at der sandsynligvis er tale om en sejlivet myte (5). Et af formålene med Medvedevs bog var at påvise, at enhver adækvat tilgang til litteraturen nødvendigvis må tage sit udgangspunkt i genrerne. Teorien udformes i et kraftigt polemisk opgør med de russiske formalister (Viktor Sjklovskij, Boris Eichenbaum, Boris Tomasevskij, Roman Jacobson m.fl.) og deres lingvistisk orienterede tilgang til litteraturen. Medvedev opstiller langt hen af vejen et karikeret billede af formalisterne, idet han alene baserer sin kritik på den tidlige formalismes opfattelse af genrebegrebet. En del af Medvedevs kritik var faktisk allerede foregrebet af formalisterne selv. Medvedevs taktik ses måske bedst som et retorisk greb, der placerer Medvedevs egne teoretiske synspunkter i det, der kunne kaldes kontrasternes klarlys. Det er en taktik som vi også finder i Bachtins forfatterskab: F.eks. fungerer Bachtins dogmatiske modstilling af romanen med poesien på nogenlunde samme måde (6). For formalisterne var litteraturteoriens primære genstand ifølge Medvedev sprogets enkelte dele, hvilket havde den konsekvens, at overordnede kategorier som f.eks. genrer udelukkende spillede en sekundær rolle i studiet af litteraturen: "The formalists usually define genre as a certain constant, specific grouping of devices with a defined dominant. Since the basic devices had already been defined, genre was mechanically seen as being composed of devices. Therefore, the formalists did not understand the real meaning of genre." (7) Formalisterne definerede genrerne ud fra forekomsten af bestemte virkemidler. De gik altså ud fra de enkelte dele for først derefter at tage helheden - altså værket - i betragtning. Medvedev argumenterede for, at litterære værker ikke kan opsplittes i lingvistiske elementer, hvilket hænger sammen med, at det kun er ytringer, der har en betydning. Ved en ytring forstås en sproglig helhed, der er afgrænset i kraft af et skift af talende subjekt. Alle ytringer fra et svar i en almindelig dialog til f.eks. en roman har dermed en absolut begyndelse og slutning. Litterære værker er ytringer, mens lingvistiske elementer som f.eks. sætninger og ord er enheder af en helt anden orden. De lingvistiske elementer har kun en potentiel betydning. Vi kan kun forestille os delene som havende betydning, hvis vi forestiller os, at de er selvstændige og afsluttede ytringer. Det litterære værks betydning kan derfor heller ikke, som formalisterne hævdede det, være identisk med kombinationen af de lingvistiske elementers betydning: "It is the whole utterance and its forms, which cannot be reduced to any linguistic forms, which control the theme. The theme of the work is the theme of the whole utterance as a definite sociohistorical act. Consequently, it is inseparable from the whole situation of the utterance to the same extent that it is inseparable from linguistic elements." (8) Medvedev plæderede for en omvendt tilgang til litteraturen, hvor udgangspunktet skulle være helheden og ikke de enkelte dele. For Medvedev var teoriens privilegerede genstand værket som en social kendsgerning, der er orienteret mod et publikum, og det betød, at værkernes typiske form, genren, måtte udgøre selve udgangspunktet for litteraturforskningen: "Poetics should really begin with genre, not end with it. For genre is the typical form of the whole work, the whole utterance." (9) I Medvedevs optik er et værk en bestemt konceptualisering af verden. En genre er derimod en overordnet måde at anskue verden på, der kan danne grundlaget for talløse værker og dermed specifikke konceptualiseringer af verden. Metaforisk forsøger Medvedev at indfange genrernes natur ved hjælp af
udtrykket genrens øje, hvorved det også understreges, at genrerne er noget, vi ser verden gennem. Medvedev uddyber sin karakteristik af genrerne med følgende analogi: "If we approach genre from the point of view of its intrinsic thematic relationship to reality and the generation of reality, we may say that every genre has its methods and means of seeing and conceptualizing reality, which are accessible to it alone. Just as a graph is able to deal with aspects of spatial form inaccessible to artistic painting, and vice versa, the lyric, to choose one example, has access to aspects of reality and life which are either inaccessible or accessible in a lesser degree to the novella or drama." (10) Citatet peger på, at Medvedev betragtede genrer som kombinationer af bestemte indsigter og blindheder (11). Genrerne har deres særlige styrker og svagheder. Den enkelte genre er udformet på en sådan måde, at den netop er specielt velegnet til at konceptualisere nogle bestemte aspekter ved virkeligheden, men det betyder samtidig, at genren udgør et mindre hensigtsmæssigt udgangspunkt for konceptualiseringen af andre aspekter ved virkeligheden: "Each genre is only able to control certain definite aspects of reality. Each genre possesses definite principles of selection [...] and a definite scope and depth of penetration." (12) Derfor kan man heller ikke som Viktor Sjklovskij betragte forskellen mellem romanen og novellen som ene og alene et spørgsmål om antallet af ord (13). Forskellen mellem romanen og novellen er simpelthen af en mere fundamental karakter, da de to genrer er formet af forskellige perspektiver på verden, og dermed har adgang til forskellige aspekter ved virkeligheden. Hos Medvedev og Bachtin er genrer ikke noget unikt for litteraturen, og de regerer således også vores daglige tænkning og tale. Genrerne er selve forhåndsbetingelsen for enhver ytring, og det gælder for såvel de almindelige dagligdagsytringer som for komplicerede litterære værker. Bachtin understreger i sit essay "The Problem of Speech Genres", at talegenrerne ikke skabes af det enkelte individ, men allerede fra staten står til rådighed for individet (14). Derfor er et generisk system heller ikke udtryk for en deduktiv konstruktion, som Genette argumenterede for. Genrerne er naturlige kategorier, der eksisterer uafhængigt af litteratur- og sprogforskerens syntetiserende arbejde. Med udgangspunkt i Medvedevs og Bachtins genreopfattelse fremstår formalisternes antagelse om, at taleren eller forfatteren først forstår virkeligheden og derefter vælger formen og genren til at udtrykke sin forståelse i, som værende håbløst naiv. Vi tænker og taler i ytringer, og de formes i sidste instans ikke af syntaktiske eller grammatiske principper, men af genremæssige principper. Forståelsen er således i sig selv formet af genrerne. Vi ser, oplever og forstår vores omgivelser gennem genrerne. "[S]eeing and representation merge" som Medvedev skriver (15). Bachtin skelner mellem den hverdagslige kommunikation, der kaldes formidlingsformerne, og den kunstneriske eller videnskabelige kommunikation, der benævnes repræsentationsformerne. En kongstanke i Bachtins tænkning er, at genrerne udgør en enhed af form og indhold, stil og mening. Men der er en afgørende forskel på enheden i henholdsvis formidlingsformerne og repræsentationsformerne, idet sidstnævnte er en refrakteret repræsentation af formidlingsformerne. Bachtin kalder også formidlingsformerne for primære og praktiske talegenrer, mens repræsentationsformerne kaldes sekundære og ideologiske talegenrer, og herved understreges det, at repræsentationsformerne er konstrueret på baggrund af formidlingsformerne (16). De sekundære talegenrer er i højere grad ideologiske og de har en mindre fast struktur end de primære talegenrer. Distinktionen er væsentlig, fordi den gør det muligt at anskue repræsentationsformerne fra et andet niveau end formidlingsformerne. Forskellen mellem litteraturen og f.eks. dagligdagens mere simple kommunikation nivelleres således ikke. I Bachtins romanessays fra 1930'erne udvikles Medvedevs grundtanke om, at genrerne er forbundet med bestemte verdenssyn (17). Det flyder som en understrøm gennem disse tekster fra Bachtins hånd, at han i virkeligheden betragter de litterære genrer som specielle former for tænkning. De litterære genrer gengiver imidlertid ikke deres særlige verdenssyn ved at opstille en række læresætninger, men ved udviklingen af konkrete eksempler. Litteraturen lader således læseren opleve og se verden gennem verdensopfattelsens særlige perspektiv. De litterære genrer er således heller ikke blot udtryk for principper, der allerede er formulerede andetsteds. Den væsentlige litterære genre tilbyder nemlig en indsigt, der undslipper den filosofiske tankes stringente form. Historikere har ifølge Bachtin ofte overset centrale opdagelser i tænkningens historie, fordi de netop ikke har anerkendt de litterære genrer som former for tænkning. I sit essay om Bildungsromanen, " Bildungsromanen og dens betydning i realismens historie", behandler Bakhtin netop denne problematik. Da Bachtin skrev sit essay var der blandt historikere en udbredt forestilling om, at der ikke eksisterede en ægte historisk sans i det 18. århundrede. Men ifølge Bachtin skyldes det, at historikerne netop havde ekskluderet det materiale, der kunne problematisere denne forestilling. Bachtin fremhæver, at det 18. århundrede var vidne til fremkomsten af en række nye måder at konceptualisere tid og historie på, men
eftersom de ny tanker opstod i litteraturen, blev de overset af historikerne (18). Den kobling mellem kunstnerisk form og verdenssyn, der gennemsyrer Bachtins og Medvedevs tankegang, vidner om en essentialistisk tilgang til litteraturstudiet (19). Men via sammensmeltningen af forståelse og repræsentation åbner teorien for en historisk dimension. Fremkomsten af nye genrer skyldes historiske forandringer i menneskets sociale liv. Disse forandringer skaber det erfaringsmæssige grundlag for nye verdenssyn og dermed nye genrer. Nye litterære former opstår ikke fordi de gamle slides op, som formalisterne hævdede, men fordi mennesket skaber nye måder at forstå sin foranderlige tilværelse på. Formalisternes litteratursyn indeholdt således ingen direkte forbindelse mellem socialhistorien og litteraturhistorien, hvorved litteraturen fik karakter af at være et ahistorisk fænomen. For Bachtin og Medvedev bliver genrerne derimod selve det led, der forbinder litteraturhistorien med samfundshistorien. Hos Bachtin og Medvedev er der en udtalt tendens til at fokusere på de litteraturhistoriske forandringer, der strækker sig over lange tidsrum. Tilsyneladende er de begge af den overbevisning, at de afgørende forandringer som oftest udvikler sig ganske langsomt. Den ægte litteraturhistorie beskæftiger sig ikke med mere eller mindre perifere litterære skolers eller retningers liv og død. Litteraturhistorien handler om fremkomsten og udviklingen af nye genrer og de historiske forandringer, der danner grundlaget for denne udvikling. Tendensen til at fokusere på den langvarige udviklingshistorie er specielt tydelig i Bachtins reviderede Dostojevskij-bog, The Problem of Dostoevsky's Poetics, fra 1963. Bogen indeholder et langt genrehistorisk kapitel, hvor Bachtin indskriver Dostojevskij i den mennipæiske satires genremæssige historie. Dostojevskij bliver således en del af en genrehistorie, der strækker sig helt tilbage til antikken. Det er i denne sammenhæng, at Bachtin indfører ideen om genrehukommelse, og det gør han netop for at forklare det tætte slægtskab, der kan eksistere mellem tekster adskilt af lange tidsrum. Bachtin skriver, at "[a] genre is always the same and yet not the same, always old and new simultaneously. Genre is reborn and renewed at every stage in the development of literature and in every individual word of a given genre. [...] A genre lives in the present, but always remembers its past, its beginning." (20) En genre er jo netop et perspektiv på verden, og genren har sin egen særlige logik eller sit egenartede væsen, og det er dette forhold, der bevirker, at genrer udtrykker de mest stabile tendenser i litteraturens udvikling. En genres logik eller væsen er det, der betinger tekstens stil, tema og komposition, men disse forhold er samtidigt refleksioner og refraktioner af den samtidige kontekst. Det er derfor, at en genre på en og samme tid kan være det samme og ikke det samme, ny og gammel. Genren kan egentlig siges at have en dobbelt historisk forankring. Genrerne opstår som følge af forandringer i menneskets sociale verden, men genrerne fornyes til bestandighed, da de enkelte værker tilhørende genren, er forbundet med den samtidige historiske kontekst. Bachtin er blevet kritiseret for at forklare litteraturens udviklingshistorie ud fra to modsatrettede forklaringsmodeller. Galin Tihanov har f.eks. i The Master and the Slave; Lukács, Bakhtin, and the Ideas of their Time (2000) påpeget, at Bakthins forfatterskab er gennemsyret af en splittelse mellem et historisk og et essentialistisk syn på genrer (21). Bachtin forstår romanen som en historisk genre, men samtidig tilskriver han romanen en permanent og ahistorisk mening: Romanen inkarnerer det dialogiske aspekt ved det menneskelige tænkning, og det er netop et aspekt, der har rod i selve den menneskelige natur. Bachtin konstruerer et idealiseret billede af romanen, hvor den bliver den mest dialogiske og i en vis forstand også den mest demokratiske genre. Tihanov har her fat i væsentligt kritikpunkt, og der er meget, der tyder på, at Bachtins syn på romanen er præget af en sådan splittelse. Men kritikken er kun i ringe udstrækning berettiget, når det kommer til Bachtins og Medvedevs grundlæggende opfattelse af genrebegrebet. Deres genrekoncept inkluderer godt nok både et essentialistisk og et historisk element, men de er gensidigt forbundet, og indgår som sådan i et dynamisk forhold. * Medvedevs og Bachtins genreteori har den store force, at den formår at forklare genrer som naturlige kategorier, der er intimt forbundet med socialhistorien. En genre udgør et bestemt perspektiv på verden, og kan som sådan forstås som en tænkningsform. I denne optik er litteraturen væsentlig, fordi den fungerer som et redskab til forståelse af forskellige aspekter ved den menneskelige tilværelse og den sociale verden som mennesket bebor. Da litteraturen samtidig er en egenartet tænkningsform leverer den en indsigt, der alene lader sig komme til udtryk i litteraturen. I den forstand bliver Bachtins og Medvedevs genreteori et forsvarsskrift for litteraturens væsentlighed. Det er selvfølgelig klart, at denne genreteori i sidste instans også må vurderes på baggrund af dens forklaringskraft i forhold til forståelsen af såvel enkeltstående værker som de eksisterende litterære genrer. Problemet er endvidere, at det kan være svært at applicere den relativt abstrakte genreforståelse. Spørgsmålet er altså, hvordan vi kommer fra Medvedevs og Bachtins genreteori til dels
konkrete definitioner af og nuancerede forståelser for forskellige genrer og dels indsigtsfulde læsninger af enkeltværker. Her er Medvedevs bog imidlertid ikke til den store hjælp, da den alene er et teoretisk studie, men Bachtins arbejde med romangenren kan derimod - på trods af den tidligere nævnte splittelse mellem det essentialistisk og historiske - tjene som en inspirationskilde. Noter. 1) Se Bruhn og Lundquist 2001: "Introduction: A novelness of Bakhtin?", in: Bruhn og Lundquist (eds.): A Novelness of Bakhtin. Perspectives and Possibilities. Museum Tusculanum, Press, 2001. p. 26 (Herefter Bruhn og Lundquist). 2) Se Wellek & Warren: Theory of Literature. Penguin Books, 1970 (1949). p. 237 3) Gérard Genette: The Architext. An Introduction. University of California Press, 1992. p. 66 4) Jf. Bruhn og Lundquist, p. 26 5) Jf. Ken Hirschkop: Mikhail Bakhtin. An Aesthetic for Democracy. Oxford: Oxford University Press, 1999. pp. 126-129 6) Det bør her pointers, at der hos Bachtin er en tendens til, at enhver sådan binær opposition dekonstrueres. Bachtins modsætning omhandler således reelt ikke de værker, vi normalt rubricerer som hhv. poesi og romaner; tværtimod er modsætningen af en helt anden orden, idet modsætningen består af dels det romanagtige og dels det lyrikagtige. For en mere udførlig diskussion af denne problemstilling se Caryl Emerson & Cary Saul Morson: Mikhail Bakhtin. Creation of a Prosaics. Stanford: Stanford University Press, 1990 pp. 319-325. (Herefter Emerson og Morson). 7) P.N. Medvedev/ M.M. Bakhtin: The Fromal Method in Literary Schorlarship. Baltimore: The John Hopkins University Press, 1978 (1928). p. 129 (Herefter Medvedev). 8) Medvedev, p. 132 9) Op. cit., p. 129. Se endvidere Emerson & Morson, p. 272 10) Op. cit., p. 133 11) Se Emerson og Morson, p. 276 12) Medvedev, p.131 13) Sjklovskij fremførte argumentet i sin berømte diskussion om Don Quixotes oprindelse. Se Viktor Skhlosky: "The Making of Don Quixote", in: Viktor Skhlosky: Theory of Prose. Emwood Perk: Dalkey Archive Press, 1990 14) M.M. Bakhtin: "The Problem of Speech Genres", in: Caryl Emerson & Michael Holquist (eds.): Speech Genres and Other Late Essays. Austin: University of Texas Press, 1986 pp. 80-81 (Herefter Bachtin 1986). 15) Medvedev, p. 134 16) Bachtin1986, pp. 61-65 17) Bachtins romanessays er: "Ordet i romanen", "Fra romanordets forhistorie" og "Epos og roman". De er alle at finde i: M.M. Bakhtin: The Dialogic imagination. Austin: University of Texas Press, 2002 (1981). Førstnævnte essay findes imidlertid også i en glimrende dansk oversættelse: M.M. Bachtin: Ordet i romanen. Gylling: Gyldendal, 2003. 18) M.M. Bachtin: "The Bildungsroman and Its Significance in the History of Realism" in: Caryl Emerson & Michael Holquist (eds.): Speech Genres and Other Late Essays. Austin: University of Texas Press, 1986. Se endvidere Emerson & Morson, pp. 280-284 19) Bachtins og Medvedevs genreopfattelse er essentialistisk i den forstand, at der ud over de direkte observerbare egenskaber ved genrerne (genrernes form) eksisterer en bagvedliggende størrelse (genrernes verdensanskuelse), der er kausalt bestemmende i forhold til de iagttagelige egenskaber.
20) M.M. Bakhtin: The Problem of Dostoevsky's Poetics. Minneapolis: University of Minnesota Press, 1984. p. 106 21) Se Galin Tihanov: The Master and the Slave; Lukács, Bakhtin, and the Ideas of their Time. Oxford: Glarendon Press, 2000, pp. 56-57