1 Urup Kirke Søndag d. 15. januar 2017 kl. 11.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger, Joh 2,1-11. 1. tekstrække Salmer DDS 318: Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige DDS 414: Den Mægtige finder vi ikke DDS 68: Se, hvilket menneske - - - DDS 577: Vor tro er den forvisning på (mel: Lasse Lunderskov) Altergang DDS 371: Du fylder mig med glæde DDS 262: Frydetonen går mod tronen Tekstlæsninger GT-læsning: 2 Mos 33,18-23 På Sinajs bjerg sagde Moses til Herren:»Lad mig dog se din herlighed!«herren svarede:»jeg vil lade al min skønhed gå forbi dig, og jeg vil udråbe Herrens navn foran dig. Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og forbarmer mig, over hvem jeg vil.«men han sagde:»du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og
2 beholde livet.«og Herren sagde:»her hos mig er der et sted; stil dig på klippen. Når min herlighed går forbi, stiller jeg dig i klippespalten og dækker med hånden for dig, til jeg er kommet forbi. Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se.«epistel: Rom 12,9-16a Kærligheden skal være oprigtig. Afsky det onde, hold jer til det gode. Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse. Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren. Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen. Vær med til at hjælpe de hellige, når de har behov for hjælp. Læg vægt på at være gæstfrie. Velsign dem, der forfølger jer, velsign, og forband ikke. Glæd jer med de glade, græd med de grædende. Hold sammen i enighed. Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave. Prædiketekst: Joh 2,1-11 Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham:»de har ikke mere vin.«jesus sagde til hende:» Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.«hans mor sagde til tjenerne:»gør, hvad som helst han siger til jer.«der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem:»fyld karrene med vand.«og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem:»øs nu op og bær det hen til skafferen.«det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op kaldte han på brudgommen og sagde til ham:»man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.«dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham. PRÆDIKEN
3 Søndagen i dag er fra gammel tid blevet brugt til at understrege, hvad Gud siger om ægteskabets velsignelse og styrke. Det har der formentlig altid været brug for, og det er slet ikke blevet mindre i vores tid. Ægteskabet er den mindste enhed og samtidig den vigtigste kerne i vores samfundsstruktur, og alligevel løbes der fra mange sider stormløb på ægteskabet, både pga. mange skilsmisser og den kulturradikale ringeagtelse af ægteskabet. I film og på datingsider og reklamer ser man gang på gang udenomsægteskabelige forbindelser forherliget og ægteskabet fremstillet som kedeligt og fuld af problemer. Intet jordisk ægteskab er ubrydeligt, og det ville ligge Jesus meget fjernt at fordømme og se ned på mennesker, som er gået gennem en skilsmisse. Faktisk fortæller den tekst, som der skal prædikes over næste år på denne søndag i 2. tekstrække, om Jesu møde med den samaritanske kvinde ved Sykar brønd, hende der havde haft fem mænd, ud over ham, hun havde nu. Selv om han ved alt om hende, møder Jesus hende med fuld tilgivelse og oprejsning og sætter en ny kurs for hende i efterfølgelse af ham. Dermed siges også noget vigtigt om kirkens og kristnes tilgang til mennesker, der har problemer i ægteskabet eller har måttet gå hver til sit. Intet jordisk ægteskabet er perfekt, og Gud velsigner også mennesker til at leve alene, men det ændrer ikke på, at ægteskabet har rødder tilbage i Edens Have før syndefaldet, og derfor bruger vi betegnelsen skabelsesordning om ægteskabet. Samtidig er det Guds gode ramme for kærligheden. Vi mærker vel heller ikke noget sted tydeligere, hvor meget og hvor tit vi har brug for tilgivelse. Martin Luther bruger i sin prædiken til denne søndag ca. en tredjedel på at tale om ægteskabet men han havde så også som regel 3 kvarter til rådighed i prædikenen, og det går ikke i dag. Derfor vil vi skynde os videre til et endnu større tema. Vinunderet ved brylluppet i Kana fortæller nemlig hele historien om, hvad Jesus skulle komme til jorden for. Han kom for at holde bryllup! Vi er lige efter julen, i H3K-tiden. Hensigten med den tid i kirkeåret er at grave frem, hvilket barn vi fik julenat. Er han noget særligt? Kan han noget? Har vi brug for ham?
4 H3K s søndag handler om de tre vise mænds besøg i stalden, hvor de giver gaver til barnet: Guld, røgelse og myrra, som tegn på, at Jesus var konge, præst og offer. I søndags hørte vi om den 12-årige Jesus, konfirmanden, som sad og udspurgte de skriftkloge og gav svar på deres spørgsmål og sagde til sine forældre: Vidste I ikke, at jeg bør være hos min Fader. Svaret på spørgsmålet om, hvem Jesus er, er altså: Jo, Jesus er stor, han er særlig, han er en ener, ja, han er Gud selv! Nu træder Jesus frem i Israel og udfører vinunderet ved brylluppet i Kana som sit første tegn. Vi kan godt tænke: Hvorfor begyndte Jesus sine undere på den måde? Hvorfor gjorde han ikke noget mere fromt og helligt, som at åbne øjnene på en blind eller uddrive en dæmon? I afholdskredse kan beretningen her være direkte anstødelig, men det ændrer ikke på, at det var sådan Jesus gjorde, og at han fik betegnelsen frådser og dranker hæftet på sig. Jesus risikerede sit omdømme ved at lave det store mirakel ved en bryllupsfest. Hvorfor gjorde han det? For det første fjernede han med underet helt og fuldt brudeparrets skam, som helt sikkert ville have været stor i lokalsamfundet. Det var en skandale af dimensioner, at vinen slap op. Her har vi ét hint til, hvad Jesus kommer for at gøre: Han fjerner din skam. Og os, der har set lidt eller meget af serien skam i fjernsynet, så ved vi, at skammen kan fylde meget i et ungt menneskes liv. Og i et voksent menneskes liv. Hør nu: Jesus er kommet for at fjerne skammen fra os. For det andet: Med vinunderet signalerede Jesus, hvad han kom til verden for. Det bryllup er noget af det mest festlige, vi har, og Jesus kom med glæden og med kærligheden, og for at understrege det, begynder han hele festen med så at sige et stort skål, venner, før han tager opgøret med sygdommen og ondskaben i verden, før han giver sit liv for os på korset og overvinder døden. Nogle ser Jesus som en mørkemand og en festdræber, men så har man glemt at læse denne tekst, og faktisk glemt, hvad Jesus kom for. Glæden og kærligheden var det første tegn, og som Johannes skriver: Han åbenbarede sin herlighed. Det var Guds
5 herlighed, han strålede af. Og set i lyset af Moses møde med Gud, hvor han ikke får lov at se Guds ansigt, så er det en bombe at sige: Vi har set Gud. Jesus kom for at holde bryllup. Både med menneskeheden og med os hver især personligt. Julenat forenede han sig med hele menneskeheden ved som Gud at blive kød og tage bolig iblandt os. Han blev så at sige ét kød med os. Som det hedder i vielsesritualet: Så er de ikke længere to, men ét kød. Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige, sang vi. Grundtvig kunne også have skrevet, at Jesus har stiftet et himmelsk ægteskab på jorden. Så stort kan vi tale om Guds rige og om, hvad Jesus har gjort. Tit siger vi, at man gifter sig med sin modsætning, og det er præcis, hvad Gud gjorde. Den rene, himmelske konge forener sig med den syndige menneskehed. Det skete julenat, og nøjagtig det samme sker personligt for os i troen på Jesus, hvor dette bryllup bliver virkelighed for os. I torsdags havde jeg dåbsdag, og det var da 48 år siden, at jeg blev båret til dåben. Derfor har jeg taget et dåbslys med i dag, som vi tænder ikke blot for mig, men for alle, som er blevet døbt til at tilhøre Jesus. Da vi blev døbt, var der bryllup i himlen. Gud forenede sig helt konkret med os og tog bolig i os. Han tilgav os den synd, som vi bragte med ind i verden. Han rensede os for al urenhed og gav os et nyt liv. Der er en god symbolik i, at Jesus brugte de jødiske renselseskar ved underet. Karrene står der som et symbol på Guds krav, Guds hellighed, som en påmindelse om, at vi er syndere, der har brug for tilgivelse. Nu bliver de fyldt op, først af vand, og dernæst af vin, og hvilken overflod af tilgivelse. Seks hundrede liter rummede de seks renselseskar, og vi kan vel forestille os den kovending, som er sket ved festen, fra at vinen slipper op, til at man har stået med denne overflod af vin. Sådan er Jesus, og jo mere vi kommer med til ham af synd, skyld og skam, desto mere vil vi kende til overfloden af tilgivelse. Det bliver ved. Der findes en historie om en afrikaner, som kom til Danmark i en kort periode. Han var fra fattige kår og ikke vant til nogen form for luksus, og derfor var mødet med Danmark en ny verden for ham. En af de første dage skulle han tage et brusebad,
6 hvilket også var nyt for ham. Han gik ind i badet og fik gang i bruseren. Familien, han var kommet til, undrede sig efter en tid over, at han blev ved med at stå derinde, og derfor bankede de på døren og spurgte, om han snart var færdig. Jo, men der kommer stadig vand ud, svarede han. Ja, men du må gerne gå ud af badet nu, sagde de venligt. Så lød det derinde fra: Jeg kommer ikke ud, før det holder op! Historien er en god påmindelse om Guds nåde. Guds nåde sammenlignes i Bibelen med et hav. Det uendelige hav. Og ligesom vi ikke kan vente på, at bruseren holder op med at give vand, sådan er der i Jesus overflod af den nåde, som aldrig holder op. Den nåde, som er ny hver morgen og giver os kraft til at leve endnu en dag. Det betyder ikke, at hver dag bliver ren medgang, lykke og sjov sådan er det heller ikke i det jordiske ægteskab, men hver dag bliver en nådedag. En fredsdag, en tilgivelsesdag, en helligdag. Desværre har vi ikke dåb i dag, som ellers kunne passe godt ind. Men har vi et sted i gudstjenesten, hvor det himmelske bryllup bliver til virkelighed? Ja, i nadveren. Vand er blevet til druer i vintræet, og nu bliver druer til blod. Jesu Kristi blod, som udgydes til syndernes forladelse. I nadveren forener Jesus sig med os bliver ét kød med os, og det samme ord gælder som ved ægteskabet: Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille. Det er en dyb sandhed om Guds nåde, som aldrig ophører. Det himmelske ægteskab er det stærkeste og ubrydeligste ægteskab, der findes. Om alle ægteskaber i verden går i stykker, så består dette! Og når alle ægteskaber i verden ER ophørt og Kristus kommer igen, så skal det blive fuldkomment. Vi kan igen tage den personlige vinkel på det. Engang skal vi lægges i jorden og vente på den store dag, og når den kommer, så skal det menneske, som her i livet har troet på Kristus, rejses op med ham og stå ved døren til bryllupssalen. Døren går op, og den evige glæde kan begynde. Som vi læser i Åb:...nu skal Lammets bryllup stå, og hans brud har gjort sig rede, hun har fået givet at klæde sig i lysende rene linnedklæder... Salige er de, der er indbudt til Lammets bryllupsfest.
7 Og det er lige præcis, hvad du er: Indbudt til evig fest. Så tag dog imod invitationen! Amen!