Abstract This paper examines the writer ship of Herman Bang (1857-1912). The head part contains of an analysis of his novel from 1880 Haabløse slægter (meaning: hopeless families). The novel tells the tale of an old Danish kin that has been overrun by its time and is now standing close to extinction. The last man standing is young and ambitious but failing William Høg. In the analysis several characterizations of the main characters and their relationships is incorporated. The paper also examines the language and narrative style of the novel. The paper also places the novel in a timeline of the history of literature. And at last the paper deals with the Danish critic Georg Brandes requirement for literature: that it should always bring problems to debate. 1
Indledning I denne opgave vil jeg redegøre for Herman Bangs forfatterskab, med fokus på hans debutroman fra 1880 Haabløse slægter. Størstedelen af opaven er en analyse af romanen med inkorporerede personkarakteristikker af de vigtigste personer og deres relationer. I analysen indgår også en redegørelse for det selvbiografiske aspekt i romanen. Jeg vil diskutere betydningen af romanens titel Haabløse slægter og diskutere hvordan sproget og fortællestilen bliver brugt og med hvilke virkninger. Dernæst vil jeg sætte romanen ind i en litteraturhistorisk sammenhæng, ved først kort at redegøre for romantikken, dernæst for det moderne gennembruds reaktioner på denne og til sidst forsøge at placere Haabløse slægter i det spektrum. På baggrund af det vil jeg diskutere hvorvidt Herman Bang med Haabløse slægter lever op til Georg Brandes krav om at litteraturen skal sætte problemer under debat. 2
Indholdsfortegnelse SSO Abstract...1 Indledning...2 Indholdsfortegnelse.....3 Analyse af Haabløse slægter.... 4 Diskussion af romanens titel 11 Karakteristik af romanens sprog og fortællestil.....12 Haabløse slægter i litteraturhistorisk sammenhæng. 13 Georg Brandes krav til litteraturen.13 Konklusion 14 Litteraturliste.16 3
Analyse af Haabløse slægter Haabløse slægter er skrevet af Herman Bang (1857-1912) og udkom for første gang i 1880, men blev beslaglagt og Bang fik en bøde på 100 kr da romanen blev kendt utugtig. Det var Herman Bangs debutroman, men forud for den havde han skrevet flere noveller, små skuespil og essaysamlinger. Personkarakteristikkerne er inkorporeret i min analyse og står ikke som selvstændige afsnit. Haabløse slægter handler om kulminationen på den Høgske slægts storhed og forfald, den derpå gradvise genoprejsning og til sidst det endegyldigt, uigenkaldelige endeligt. Et endeligt delt op i tre dele, eller bøger: Som man sår, Sæden blomstrer og Golde aks. Allerede her fornemmer vi den ulykkelige udvikling der er under opsejlning. Stella bliver gift med Ludvig Høg som 18-årig mens han er 35. Hun forelsker sig i den ældre mystiske Høg, men som årene går må hun indse, at deres ægteskab ikke er andet end En noget ulig Alliance, at han var gammel og hun ung, og at det, han gav, og hun måtte nøjes med at modtage, vel ikke var mer end et apatisk Venskab, krydret med en enkelt feberagtig og kort Forelskelse (s. 31, nederst). Hvor han lider af den Høgske slægts nedarvede melankoli, excentrisitet og lunefuldhed er Stella ung, lidenskabelig og dramatisk. Hun elsker at deklamere og klæde sig ud, f. eks. ved at bruge halve nætter på at læse med Ludvig Høg, eller være nær ved at skræmme livet af ham, da hun agerer Julie i gravkammeret 1. I løbet af deres ægteskabs første år forelsker Stella sig i en mand, en ven af hendes eneste bror. Han er ung, jævnaldrende med Stella, kraftig og meget smuk. Det er tydeligt at han og Stella ville tage sig langt bedre ud som par end hende og Høg. Men troskyldig som hun er, rejser hun med Høg til udlandet for at blive distraheret, og da de kommer hjem igen og Ludvig får embede som borgmester i byen H, viser de første tegn på sygdom sig, Stella hoster meget og tager sig mindre ud. I de følgende år føder hun fire børn: Nina, William, Sofie og Aage (som dør ganske lille). Selvom Stella er giftet ind i familien Høg, har hun et særligt forhold til excellencen, Ludvig Høgs far, der på trods af, at han blev minister under Kristian VIII og var ridder af elefantordenen, havde en nedarvet uro i sig og den Høgske excentrisitet. Excellencen besøgte dem hvert Aar og var 1 Shakespears tragedie Romeo and Julie, Stella hænger hvide lagener op i sit kabinet og spiller død i en møbelkasse, iført hvid kjole. Haabløse slægter s. 31. 4
meget indtagen i sin Svigerdatter (s. 32, øverst). Så da excellencen dør, pålægger han Stella at værne om familiens hemmelighed. Ludvig Høg er sindssyg. Stella skal holde sygdommen hemmelig, den kan skade Ludvigs borgmester embede Vor Tid, elskede Børn, er endnu besynderlig nok til at anse denne Ulykke for en vanære (s. 93, øverst). Men da Stellas sygdom tager til og hun i sidste ende dør, må hun give denne opgave videre til sine børn. Det er dog Nina der bliver den egentlige bærer af familiehemmeligheden, mens William får passionen for teateret i arv fra Stella. Nina har som den ældste et ansvar overfor William og Sofie så da Stella dør overtager Nina prompte rollen som moder, og prøver at skærme dem for omverdenen og faderens sindssyge, Med al sit Hjærtes Varme omfattede hun,,sine egne : William og Sofie fremmede skyede hun (s. 95, midten). Da Ludvig Høg også dør, på rejsen til Tyskland med den kun 16-årige William, bliver Nina sammen med lillesøsteren Sofie anbragt på en præstegård. Familien går da fra at være mere eller mindre velstående til at være decideret fattig. Nina påtager sig sin moders opgaver og gør dem til hele sin identitet. Hele hendes liv og eksistens handler om William og hendes forhåbninger om, at han vil genrejse slægten. Hun har samlet al sin energi om,,sine egne og der bliver aldrig plads til andre. Og ved hele Ninas eksistens forstås til dels også Sofies, da hun bliver noget nær en kopi af Nina, deler de samme sorger og de få glæder. Gennem hele bogen bliver hun regnet for at være for lille og for uvidende til at forstå noget. William Høg er fra allerede før fødslen bestemt til at være omgærdet af mystik og drama. Stellas svangerskab beskrives som stormfuldt: den ene dag er hun sløv og doven, den næste valfarter hun fra bal til bal. Selve fødslen tager et døgn og lægen mener at Stella har snøret sig for stramt under graviditeten. Da William endelig bliver født, vejer han for lidt og er angiveligt både blind og død (s.33, øverst), og Stella ligger syg længe efter. Her starter William Høgs turbulente liv, med sådan en måde at komme til verden på er William determineret til at blive til noget, det er med den indstilling han opdrages, det er sådan han oplever sig selv og han får det ad vide gentagne gange i løbet af sit liv, William Høg bliver til noget stort. Som barn er William en sær dreng, han lever i en evig drømmeverden, spundet af Stellas fortællinger om den Høgske slægt, hendes deklameren af Oehlenschläger og de bøger han læser side op og side ned. Bedst af alt får hans fantasi luft under vingerne når han drømmer sig væk i den hule han har bygget på loftet. Han sløves og lader sig stimulere af varmen fra solen der brænder på taget og den kvalmende, søde dunst som er blandingen af de rosenblade kokkepigen tørrer og lugten 5
fra æblekammeret. Men den barnlige drømmeverden får en brat slutning. William stiftede allerede bekendskab med døden da hans lillebror Aage døde som ganske lille, men da Stella dør af tuberkulose er William helt uforberedt på konsekvenserne deraf. Stella var hans et og alt Hun var Centrum for alt, hvad han vidste, følte og tænkte (s. 96, midten), og fremover er alle de kvinder William indlader sig på hans moders udtrykte billede 2. William skal som 14årig holde Ludvig Høgs slumrende manio-depression i skak. Den egentlige kamp viser sig gennem en rejse til Tyskland, kun William og Ludvig er afsted. William er efterladt til sig selv, mens faderen er travlt optaget af fest, druk og kvinder. I et anfald af total galskab og rablen på deres hotelværelse dør Ludvig Høg ganske pludseligt for øjnene af William. I anden bog, Sæden blomstrer, efter forældrenes død, er den nu 16 årige William flyttet til byen S. Her vågner han langsomt af den bedøvende tåge der har fyldt hans sind siden faderens dramatiske bortgang, han har været gennemsyret af en melankoli der af andre, er blevet tolket som dybsindighed. Men det er her i S at han får sin store åbenbaring. Her ser han for første gang den kirke hvori den Høgske slægt ligger begravet, den som hans moder har fortalt så mange historier om og som han har drømt og fantaseret om siden han var helt lille. I selv samme kirke møder William sin første kærlighed: organisten Kamilla Falk, der med sine 29 år næsten er dobbelt så gammel som han. Ikke desto mindre forelsker de sig, og beskrivelserne af deres kærlighedsforhold var blandt andet det, der var skyld i at Herman Bang blev dømt for usædelighed. Kamilla tager hånd om William og er oprigtigt betaget af hans væsen der bærer prægene af en alt for tidlig modning og de taler meget om hans fremtid 3. Det er i sidste ende også hende der planter frøet i Williams sind, det frø der hurtigt vokser sig til en drøm og springer ud i en regulær besættelse: William vil være skuespiller! Han bytter Aarestrup og Byron 4 ud med Oehlenschläger og læser, øver og deklamerer for sig selv. Aladdin er hans foretrukne rolle. Han er overbevist om at alle hans oplevelser blot har været tråde i det tæppe han nu flyver på. Efter stolt at have forkastet Kamilla, nu da han har et mål at forfølge 5, tager William til København for at bo med sine søstre Nina og Sofie og for at blive skuespiller. Det største chok for William er den modstand hans ædle drøm møder, ingen synes at tro på hans evner. Heller ikke storesøster Nina, der siden deres moders død kun har sat sin lid William: det er ham der skal genrejse den 2 William lider gennem hele bogen af et klassisk ødipus-kompleks, men jeg vil ikke komme nærmere ind på det i denne opgave, da det ville gøre emnet for bredt og kræve en mere freudiansk analyse af romanen. 3 Haabløse slægter side 152-153. 4 Emil Aarestrup (1800-1856) og Lord Byron (1788-1824), henholdsvis dansk og engelsk romantistisk digter 5 Haabløse slægter side 162 6
Høgske slægt og skuespillererhvervet passer sig ikke til en Høg, Og du synes at, Faders Navn har sin Plads paa en Teaterplakat? (side 180, nederst). Denne modvilje får William til at genoverveje sit karrierevalg, i løbet af en lang og smertefuld nat 6 endevender han sit indre, tager op og måler på sit talent, og erkender, at han ikke kan spille Aladdin. Han har for meget i bagagen til at kunne spille den sorgløse helt. Romantikeren William dør. I samme omgang mister han troen på sig selv, for det betyder at han må revidere sin drøm, men sætter,,viljen i stedet 7, nu vil han spille roller der ikke blot, som Aladdin, får appelsinerne kastet i turbanen, men som rent faktisk kæmper og til tider taber: rigtige Mennesker, som ikke var smukke, som ikke var skønnere end de fleste som talte om Livet, simpelt, ligefrem (s. 187, øverst). Gennem det københavnske selskabsliv møder William forfatteren Bernhard Hof; ung, populær og promiskuøs. Hof er skudt op som en paddehat i de kulturelle kredse, han er frembrusende og kvindeglad, men selv på afstand fornemmer William en nervøs melankoli bag det flaterende ydre 8. De minder på mange måder om hinanden. Efter et bal ender William hjemme hos Hof og de taler natten igennem først om løst og fast, men langsom åbner William op, og får lettet trykket for alle sine frustrationer og overvejelser. Han erkender at hans livsmål er splittet, at det han ønske mest er at blive skuespiller, men at det han er bestemt til er at rejse slægten, Jeg lever jo for at gøre den berømt igen (side 241, nederst). William fortæller også Hof om sin ulykkelige barndom, om moderens død og faderens sindssyge. Det er igen overbevisningen om, at når man har oplevet så grusomme ting, så må man da være bestemt til at blive til noget, der taler, men dertil siger Hof blot saadan kunde vi jo alle sige, altså; det kunne ske for enhver, alle har deres at slås med, hvad gør William Høg så speciel? Det lader William tilbage med kendsgerningen Hvis det er alle Forældre, der var som mine, saa er det blot Tiden, som er haabløs. Da William klager over den manglende tillid til sit talent hos sine søstre, påpeger Hof at der ikke er andet for end at tvinge dem til at tro. Efter dette møde er Hof og Høg nære venner, Bernhard Hof er Williams støtte og fortrolige. De to unge jævnaldrende har lige så mange fælles træk som uligheder. De er på samme tid tvillinger og diametrale modsætninger. De er begge unge og stiller sig ikke tilfredse med et erhverv som købmand eller skolelærer, det er kunsten og litteraturen der kalder! Men hvor William er melankolsk og nervøst anlagt og bundet til sin slægt, er Hof fri, usentimental og nøgtern. 6 Haabløse slægter side 182-192 7 Indledningen til Haabløse slægter af Villy Sørensen, side 11 8 Haabløse slægter side 222, øverste halvdel 7
På Hofs opfordring opsøger William en professor der tidligere, i byen S, viste interesse for Williams evner som skuespiller i en skolekomedie. Efter et par forsøg får William endelig lov til at gå til prøve på teateret. Men da øjeblikket endelig oprinder og han virkelig står på scenen, bliver han lammet af angst. Hele Williams liv synes at have været forberedelse til denne ene chance; oplæsningerne med Stella, de mange bøger han læste i hulen på loftet, forældrenes voldsomme bortgang, forholdet med Kamilla Falk, alt har cirkuleret om dette omdrejningspunkt. Saa hørte han sin egen Stemme ud i Salens Rum --- Og i samme Nu, samme Minut, hvor han hørte det, vidste William Høg, han var dødsdømt (side 261, nederst). William løber ud fra teateret midt i prøven, han flygter da det slår ham at han har tabt. Til syvende og sidst kan William ikke blive skuespiller, han har været for blændet af sin drøm til at kunne se tegnene der viste sig allerede tidligt. William har siden han var barn haft en dårlig holdning og krum ryg 9, han har prøvet at modarbejde det med gymnastik, men uden meget held. Allerede i S begyndte hans stemme blive hæs 10 og ikke mindst er der Ninas heftige modvilje der, selvom han ikke vil indrømme det, har påvirket ham. Her slutter anden bog. I tredje bog, Golde aks, har William endnu engang brug for en moderrolle. Han har mistet sin drøm og sit livsmål. Til undsætning kommer enke grevinde Eva von Hatzfeldt. Hun er berygtet for sin forkærlighed for unge drenge og hun svælger i penge og endeløse rygter om sine mange erobninger og udskejelser 11. Hun er på alle måder den dominerende og mystiske femme fatale. Da William er aller længst nede, og nærmest druknet i sin melankoli og sløvhed, tager hun sig af ham og gør ham til sin elsker. Men deres forhold er noget uharmonisk, William er for grevinde Hatzfeldt blot et kæledyr hun kan lege med og klæde ud, et barn hun kan trøste 12. Det ene øjeblik er hun en kælen elskerinde, det næste en kærlig moder. Og William lader sig pusle om, forholdet til grevinde Hatzfeldt er som en lang drømmeløs søvn oven på de mange års kamp og det fatale tab. Og som om det ikke var nok, er det ikke første gang William stifter bekendskab med Eva Hatzfeldt. Efter Stellas død indleder Ludvig Høg nemlig et kortvarigt, men heftigt forhold til grevinden 13 på deres tur til Tyskland. Bare dette faktum siger noget om Eva Hatzfeldts tidsløshed, hun bliver beskrevet som høj hvidhåret og med grå øjne. Hun gør præcis hvad hun vil og lader sig ikke styre af nogen 9 Haabløse slægter side 43, midten 10 Haabløse slægter side 169 midten 11 Haabløse slægter side 282 12 Haabløse slægter side 281 13 Haabløse slægter side 105, nederst 8
eller noget, heller ikke mode 14. De mange rygter om hendes person går også på hendes alder, og hun bliver skudt til at være alt mellem 30 og op mod de 50, er hun en smuk blond kvinde, eller en snart ældre gråhåret dame? Det essentielle er dog, at grevinden ikke lader sig mærke med noget, hun er højt hævet over gisningerne om hendes fortid. Men da William opdager at Hatzfeldt har fået en ny yndling at lege med og for øvrigt, at også Hof, i en alder af 16, blev forført af grevinde Hatzfeldt 15, på samme måde som William blev forført af Kamilla Falk, slutter han dramatisk forholdet ved at smadre et spejl og endnu en gang løbe bort 16. Og William løber direkte ind i en tilværelse af kvinder, fest og fattigdom med Hof ved sin side. Han flytter bort fra Nina og Sofie der ikke kan gøre andet end at se til mens William forvilder sig ind i det københavnske boheme liv. Han sover dagene væk og fester igennem nætterne, han er dybt forgældet og han ved at han er nær enden nu 17. William synker ned og bort, men da han dårligt kan komme længere ned eller længere bort, begynder han en aften at reflektere over sine Anstrængelser, al sin Kamp, sine Skuffelser, sine Lidelser, hele dette trøstesløse forgæves (side 336, øverst). Denne refleksion munder ud i en enakter 18 der, med Hofs hjælp, bliver antaget og opført på teateret. Hof er begejstret for dette og kalder det en begyndelse, men William selv virker ikke synderligt lykkelig over sit livs pludselige positive vending, tværtimod Der er, ligesom William var en gammel Mand (side 338, midten) som Nina siger til Hof der også fornemmer Williams tavse resignation. Forklaringen til denne afdæmpethed forklarer William i et afskedbrev til Hof, han skriver at han er taget bort, og at der ingen anden udvej er, da hans liv har udviklet sig for kummerligt og elendigt, og at det ikke er den sidste Høg værdigt, Sér du, Hof, denne Komedie var ingen Begyndelse den var et resigneret Suk, der forplantede Haabet til de næste (side 347, nederst). Historien ender med symbolsk nok med en opførelse af Ninon 19 som Stella så mange gange har læst op og fremført for Nina og William. Det handler om en kvinde der forelsker sig i en ung mand, men opdager at det er hendes søn. Det er en velgørenhedsforestilling der finder sted i byen R-købing. William spiller selv Chevalieren, den unge elsker, men under et andet, ikke særlig kreativt, navn, nemlig William Høst. Ødipus-komplekset går igen gennem hele bogen. William bliver i sin rolle som Chevalieren først latterliggjort af først og fremmest de mange tomme sæder, 14 Haabløse slægte side 283 midten 15 Endnu en lighed mellem William Høg og Bernhard Hof, de har begge som unge værert eksponeret for ældre kvinder med både moder og elskerinde roller. 16 Haabløse slægter side 305 17 Haabløse slægter side 322 18 Enakter: et kort skuespil der kun strækker sig over en akt 19 Ninon, skrevet af Henrik Hertz (1797-1870) i 1848 9
men også af de fine fruer der har et og andet at sige om hr. Høsts fremtoning 20. Men til sidst formår William rent faktisk at røre publikum og nå ud over scenekanten Saaledes havde man aldrig klappet i R-købing (side 352), men William når aldrig længere end til en selvopsat velgørenhedsforestilling i R-købing, han får aldrig den hæder, ære og anerkendelse der er ved det rigtige teater. Herman Bang har frataget William næsten al fri vilje. Han er underkastet sin slægts storhedsvanvid, faderens galskab og moderens flyvske og barnlige, romantiske dramatik. William er på intet tidspunkt i stand til at bryde sin sociale arv. Han bliver aldrig mønsterbryderen. Han formår ikke at rejse slægten som alle håber, eller at blive skuespiller som han selv ønsker, i stedet synker han længere og længere ned i slægtens determinerede skæbne. Som Iben Holk skriver i artiklen om Herman Bang på litteratursiden.dk i afsnitet om Livmoderen, lader Herman Bang næsten hele første bog handle om slægten og tiden før William bliver født, fordi han er bevidst om, hvor afgørende barndommen er for forståelsen af et livsforløb. Og man spørger sig selv om det nogensinde kunne være gået William Høg anderledes, og jeg tror at svaret er nej, Herman Bangs budskab er, at når forældre lader tidligere generationer være udgangspunkt for den nye generations opdragelse, er denne dømt til at gå til grunde. Ud over det er Haabløse slægter som sagt, Herman Bangs debutroman, og modigt er det at debutere med det ærlige selvportræt Haabløse slægter unægteligt er, i en alder af 23. For det første er der de mange dødsfald: lillebroderen der dør som lille, moderen af tuberkulose da Bang kun er 14 år og faderen med sin manio-depressive psykose, der dør samme år som Bang bliver student fra Sorø, meget lig byen S hvor William bliver student. Og det er netop i forbindelse med Sorø akademi at en Kgl. Skuespiller får interesse for Herman Bangs evner som skuespiller og i lang tid er det Herman Bangs største ønske at blive skuespiller men han var ikke i stand til at bestå prøverne på Det Kgl. Teater. Før Haabløse slægter udkom skrev Herman Bang først en enakter (ligesom William), og dukkede på samme måde som Bernhard Hof op, ganske pludseligt i det de danske kulturkredse 21. Mange af William Høgs og Bernhard Hofs fællestræk har de også til fælles med Herman Bang, især måden de af udseende bliver beskrevet på: Både Høg og Hof ser østerlandske ud og er spinkelt byggede 22, som Herman Bang selv med de mørke øjne og mørke hår og den slanke fremtoning. Og Herman Bang var især kendt for at gå meget op i at være 20 Haabløse slægter side 348-349 21 Indledningen til Haabløse slægter skrevet af Villy Sørensen, side 18 22 Haabløse slægter side 171 og 221 10
selviscenesættende 23. Det tydeligtste tegn på forfatterens unge alder er dog, at Haabløse slægter er håbløst lang, hvilket Iben Holk er enig i, Herman Bang skriver og skriver som en desperat, men kommer ofte ikke ud af stedet 24. De sidder lange beskrivelser af William Høgs sindstilstande bliver til tider så komplekse at det, for læseren kan være svært at greje hvor Herman Bang vil hen med det hele. Diskussion af romanens titel Titlen Haabløse slægter lover jo ikke ligefrem godt, ej heller hvis man ser på de tre undertitler, er der en lykkelig slutning i sigte. Når noget er uden håb er det enten stagneret eller, som familien Høg, groet fast i forestillingen om en umulig genrejsning. Den første undertitel er halvdelen af ordsproget Som man sår, så høster man, eller Man ligger som man har redt, hvilket endnu en gang er en henvisning til, at den Høgske slægts skæbe er determineret. Men det lægger også et ansvar hos Williams forfædre, det er dem som har sået og nu er det William der må høste deres golde aks. En nærmere redegørelse af undertitlerne står nedenfor i karakteristikken af romanens sprog og fortællestil. Som Thorkild Borup-Jensen skriver i forfatterportrættet Herman Bang på side 24, hentyder titlen med sin flertalsform til, at det ikke kun er den Høgske slægt der er håbløs, men en hel generation. Det er altså et billede på en tid og en hel tidsånd, som William siger til Hof Hvis det er alle Forældre, der var som mine, saa er det blot Tiden, som er haabløs 25. I det afsnit lader Herman Bang dog ikke William nå til den erkendelse Hof allerede er i besiddelse af, at ja, det er tiden som er håbløs. Hof er på et tidspunkt nået til den konklusion og har erkendt nederlaget og taget hvad der var tilbage, i form af sit festlige og evigt forgældede bohemeliv. 23 Især billederne på side 8 og 9 i Herman Bang Mellem mennesker og masker illustrerer dette ganske tydeligt 24 http://www.e-poke.dk/bang_haabloes.asp, artikel om Herman Bang og Haabløse slægter på litteratursiden.dk. Sidste linje i indledningen. 25 Haabløse slægter side 242, nederst 11
Karakteristik af romanens sprog og fortællestil Som man sår, Sæden blomstrer og Golde aks er Haabløse slægter s undertitler, de er et billede på en fejlslået høst for en landmand, og en metafor for William Høgs liv og drømme. De tidligere Høgske generationer og Ludvig og Stella sår sæden for Williams liv, gennem åbenbaringen om skuespillet begynder den sæd at blomstre, men da stokkene vokser op og William flytter til København, er det uden korn; ingen høst og ingen forløsning. Landbrugsmetaforen går igen sidst i bogen gennem Williams dæknavn i R-købing, nemlig Høst. Han tager nu selv ansvar for sin høst, måtte det briste eller bære. Haabløse slægter er så spækket og proppet med referencer til forfattere, bøger og teaterstykker, at det kan blive meget svært at følge med, på trods af det kommenterende navneregister bagerst i bogen. Alligevel kan det betale sig at lave en mere uddybende research, da Herman Bang bruger referencerne til at understøtte stemninger, humører og alt andet usagt. F.eks. teaterstykket Ninon der er endnu en repræsentant for det ødipale tema i romanen. At Stella holder meget af Oehlenschläger giver et billede ag den eventyrlige verden William vokser op i, mens Aarestrup og Lord Byron afspejler Williams sindelag efter faderens død. Før William skal til prøve på teateret, er hans tanker optaget af tvivlen: kan han nu også. Han forsøger at tvinge den væk, men alligevel jog Tankerne videre, formummede Karnevalsgæster, der holder Maskerade paa et Skibsdæk, hvor der er Lig i Lasten 26, i denne smukt formede sætning gemmer tvivlen sig i maskeraden, hos de formummede gæster og den skriger op fra ligene i lasten og alligevel prøver William at tvinge den væk. Ud over at være inddelt i tre dele, består Haabløse slægter også af et uddrag fra Williams dagbog 27, synsvinklen skifter nogle steder i romanen, men her får vi det ikke blot fra Williams synsvinkel men fra hans hånd, vi er helt inde i hans forvirrede hoved. I dette afsnit kommer der flere beskrivelser af mennesker der, på den ene eller anden måde, har tabt eller en snublet, og de har alle 26 Haabløse slægter side 256, nederst 27 Haabløse slægter, Sæden blomstrer kapitel fire. 12
en slående lighed med William 28, men han ænser det ikke. Det slår ham ikke et øjeblik at sammenligne sig selv med dem omkring ham. Haabløse slægter i litteraturhistorisk sammenhæng I byen S identificerer William Høg sig med Aladdin. Aladdin figuren, naturens muntre søn, er et ideal fra romantikken 29, fordi han er et uskyldigt barn, der fra naturens side kan og har det hele. Han får appelsinerne kastet i turbanen og ved hvad han skal gøre med dem. Den romantiske periode var både i litteraturen og kunsten karakteriseret ved at hylde harmonien, det smukke og skønne og især barndommen. Denne var kontakt med naturen som ses som et udtryk for det ægte, oprindelige og frem for alt: uskyldige. Romantikkerne forklarede hele tilværelsen gennem en søgen på harmonien og det smukke og storslåede. William Høg er et karikeret billede på datidens samfund, hvilket Herman Bang stadfæster i citatet og den korte indledning før prologen i Haabløse slægter. Han citerer Octacve Feuillets 30 indledning til hans bog Monsieur De Camors med, at hovedpersonen er et af de fyldigste Udtryk for sin Tids og sit Lands Aand, og om sin egen roman, Haabløse slægter, skriver Herman Bang at William Høgs Liv syntes mig levet til Advarsel. William tror på og vil det hele med hver en celle i sin krop, men forstår ikke, at han i kraft af sine drømme ikke magter at gebærde sig i virkelighedens hårdtslående realiteter. Man kommer ingen vegne med de romantiske idealer, der er for lidt jordkontakt, simpelthen. William Høg er en personificering af romantikkens fokus på drømme og længsel efter harmoni, men også den virkelighedsflugt som romantikken var. Og som reaktion på netop dette kom det moderne gennembrud i sidste halvdel af 1800-tallet. Litteraturen skulle ned på jorden igen, helt ned så man rigtig kunne se hvad det i virkeligheden var der foregik. Georg Brandes krav til litteraturen Georg Brandes 31 skrev mellem 1872-75 fire-binds-værket Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur, der i dag anses for at være det moderne gennembrud i dansk litteratur, Brandes gør op med romantikken og romantismen og udtaler at "Det at en Litteratur lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat.". Litteratur skal altså bringe noget på bane og ikke, som 28 Abel, tegnelæreren der ville være maler og H.H, den hårdtprøvede skuespiller der trækker sig tilbage i det øjeblik han får succes. 29 Romantikken: litterær periode der strækker sig fra 1800-1850 30 Octave Feuillet (1821-190), fransk forfatter og dramatiker 31 Georg Brandes (1842-1927), dansk kritiker og litteraturforsker 13
romantikken, blot forklare tilværelsen gennem fantasifuldt malede billeder af det smukke og det skønne. Kunstens opgave var ikke mere at fremstille det kendte, men at pege på det ukendte og oversete 32. Herman Bang opfylder dette krav ved at tvinge fokuset væk fra romantikkens vidunder-univers og hen på samfundets tilstand ved at lade den romantiske slægt Høg dø. Han fremstiller visionerne smukke og romantiske; William Høg, det sidste skud på en ældgammel æt der formede Danmark, genrejse slægten, trække den opad ved sit altoverskyggende talent for at fængsle publikums opmærksomhed ved sin blotte stemme. For så at lade William falde lige så langt som hans hoved var over skyerne. Drømmene og idealerne er forældede og forbliver uforløste. Men Herman Bang tager sig også tid til at belyse andre aspekter ved sin tid og samfund som han ikke er tilfreds med. I sit afskedsbrev til Nina og William skriver Stella at de må holde faderens sindssyge hemmelig, for Vor Tid, elskede Børn, er endnu besynderlig nok til at anse denne Ulykke for en vanære 33. En af grundene til Williams store splittelse og til at Nina er så misantropisk er at tiden ikke endnu ikke er klar til at håndtere en manio-depressiv borgmester. Det ville her være relevant at spørge sig selv hvor langt vi i Danmark er nået med hensyn til tabuet om sindslidelser. Under en spadsertur i en park i S taler Kamilla Falk og William om det at have mål, William har her endnu ikke til fulde fundet sin skuespillerdrøm. Kamilla spørger indt til hvad William vil og han svarer kun meget vagt og overfladisk. Hun mener at han bør søge et mål, og at han for øvrigt har et fortrin i overhovedet at kunne søge et mål, da William ikke forstår det må hun uddybe: Jo, vi Damer sidder vort halve Liv og venter paa at blive lykkelige, og det andet halve sidder vi i en Krog og sørger over, at vi ikke er blevet det. Denne kommentar til 1800-tals kvinders vilkår og ønsker er velplaceret hos den livserfaringsrige, berejste og stærke Kamilla Falk. Konklusion Det var modigt af Herman Bang i så tidlig en alder at skrive en selvbiografi, og han måtte også bøde for det i form af usædelighedskendelsen, men til hans forsvar må man sige, at Herman Bang i en alder af 23, havde oplevet nok til at det kunne fylde en roman. 32 Citat af Villy Sørensen, indledningen til Haabløse slægter, side 7. 33 Haabløse slægter side 93, øverst 14
Haabløse slægter handler om en dreng med en drøm som han er determineret til ikke at kunne opfylde, den handler om en forfatter vil provokere sine læsere med saftige beskrivelser af lidenskabelige kys, men samtidig fortælle sin egne tragiske historie om hvor galt det kan gå og den handler om en hel generation der bliver tvunget til at se virkeligheden i øjnene, efter en lang romantisk tornerosesøvn. Herman Bang formår at vikle alt dette ind i en hyldest til forfattere og dramatikere, danske som udenlandske, som, hvis man læste dem sideløbende med Haabløse slægter, ville åbne op for et langt breddere perspektiv og langt flere indgangsvinkler. Og der er mange indgangsvinkler, så det kan være svært at finde den rigtige røde tråd i et væld af muligheder. Selvom Haabløse slægter er tragisk og ulykkelig og uforløsende, er det et demonstrativt håb til en hel generation og at sætte hælene i, og ikke for hurtigt lade sig forføre af romantikkens smukke luftkasteller. 15
Litteraturliste Internetsider http://da.wikipedia.org/wiki/georg_brandes http://da.wikipedia.org/wiki/herman_bang http://www.e-poke.dk/bang_haabloes.asp - Artikel om Herman bang og Haabløse slægter skrevet af forfatter Iben Holk. http://www.romansk.ku.dk/bib/hb/spec/dist2_1.htm - Et speciale med titlen Distancen om Herman Bang, skrevet af Filip Regnér i maj 2000. http://fagweb.vuckolding.dk/ah/dansk/litteraturhistorisk_oversigt%20ny.htm En litteraturhistorisk oversigt. Bøger Herman Bang: Haabløse slægter, Gyldendals tranebøger, 1965. Udkom første gang på Schubothes Forlag, København i 1880 Villy Sørensen: Indledningen til Haabløse slægter, Gyldendals tranebøger, 1965 Jørn Ørum Hansen: Herman Bang Mellem mennesker og masker, Systime, 1992 Thorkild Borup-Jensen: Herman Bang, Dansklærerforeningens Forlag, 2011, venligst udlånt af Birgitte Sørensen Steen Fiil og Kirsten Skov: Herman Bang Prosaens mester, Gyldendal, 1998 Claus Secher: Seksualitet og samfund i Herman Bangs romaner, Borgens billigbogs bibliotek, 1973 Redigeret af Ib Fischer Hansen, Jens Anker Jørgensen, Knud Michelsen, Jørgen Sørensen, Lars Tonnesen: Litteraturhåndbogen, Gyldendal, 1981 16