Kulturmanifest 2005 såning Såning af skov en dyrkningsvejledning Af Palle Madsen Skov & Landskab FORORD... 2 1. INTRODUKTION... 2 1.1 Svigtende økonomi og kulturinvestering... 3 1.2 Såningernes fordele og ulemper... 3 2. PRAKTISKE ANBEFALINGER... 5 2.1 Hvilke arter?... 8 2.2 Træartsvalg til lokaliteten... 9 2.3 Hvordan?... 10 2.4 Håndtering af skovfrø... 10 2.5 Frøkvalitet... 10 2.6 Såningstidspunkt... 10 Tidligt forår (medio marts til medio april)... 12 Sent forår og forsommer (maj-juni)... 12 Tidligt efterår (primo oktober til medio november)... 12 Sent efterår og vinter (ultimo november til primo marts)... 12 2.7 Hvor meget skal der sås? og artsblandinger... 14 2.8 Såningsteknik... 14 3. GRUNDLAGET FOR DYRKNINGSVEJLEDNINGEN... 15 3.1 Hede- og klitplantager... 19 Vildtvenlige og robuste kulturer, St. Hjøllund Plantage... 19 Praksisnære såningsforsøg i hedeplantager... 19 Pilotforsøg med såning af nål under skærm af nål... 19 Pilotforsøg med punktsåning i hede- og klitplantager... 19 Praktisk afprøvning af hestetrukket såmaskine i hedeplantage... 19 3.2 Østdanmark på renafdrift efter og under skærm af nål... 19 Praksisnære forsøg såning på stormfaldsarealer.. 19 Pilotforsøg med punktsåning på renafdrifter efter nål på god jord... 20 3.3 Østdanmark på renafdrift efter og under skærm af løv... 20 Praksisnært forsøg med egesåning på Gyllingnæs Skovdistrikt... 20 Pilotforsøg med punktsåning på renafdrifter efter løv på god jord... 22 Praktisk afprøvning af hestetrukket såmaskine Ökosat i løvskov... 22 3.4 Skovrejsning... 22 Pilotforsøg med punktsåning... 22 Eksempler på skovrejsning fra praksis... 22 3.5 Udtjent juletrækultur... 24 Praksisnært forsøg på Sjellemosegård vest for Århus... 24 4. KONKLUSION OG FORTSAT UDVIKLINGSARBEJDE... 25 Vildtvenlige og robuste kulturer... 26 Forkulturer og dækafgrøder... 26 Hvilke arter og hvornår skal de sås?... 27 Redskaber... 27 LITTERATUR... 27 Kulturmanifest 2005 såning er et tillæg til Skoven 4/2005, udgivet april 2005. Udgiver: Dansk Skovforening. Redaktør (ansvh.) Søren Fodgaard SKOVEN ISSN 0106-8539. Tryk: Litotryk, Svendborg. Forside: Bøgesåning på landbrugsjord under plantede ammer af lærk og birk. Ved Harte Haderslev statsskovdistrikt. Sået forår 1999 foto januar 2005. Pælen er 60 cm høj.
Forord Forsknings- og udviklingsarbejdet bag denne dyrkningsvejledning er primært finansieret af Skov- og Naturstyrelsens midler for Praksisnære forsøg. På det seneste støttes udviklingen af vildtvenlige og robuste kulturmetoder desuden gennem jagttegnsmidlerne. Undervejs har også Carlsen-Langes Legatstiftelse og Vemmetofte Kloster støttet indsatsen. Der skal siges tak til en lang række samarbejdspartnere undervejs. Det drejer sig om forsøgsværter, projektsamarbejdspartnere, kolleger og studerende bl.a. Torben Lynge Madsen, Carsten Riis Olesen, Esben Møller Madsen, Finn A. Jensen, Ole Pedersen, Niels Pedersen, Anna Thormann, Henrik Knudsen, Magnus Löf, John Stanturf, Emile Gardiner, Anders Fischer, Keld Petersen, Lars Rebien, Lars Vester, Lars Møller Nielsen, Jesper Madsen, Christian Hollesen, Anton Thomsen og Birgir Nordahl. Desuden skal Henrik Knudsen, Kirsten Thomsen og Gunnar Friis Proschowsky, Planteavlsstationen, have tak for kritiske kommentarer vedr. håndtering af frø og frømaterialets genetiske kvalitet. Fig. 1. Eksempel på vellykket bøgesåning, Klosterheden, som viser potentialet i såning. Sået foråret 2004 (11-18 kg. bog pr. ha). Pris: 6.600 8.900 kr/ha. Kilde og foto: Niels Pedersen. 1. INTRODUKTION Formålet med Kulturmanifest 2005 såning er at pege på nye eller hidtil oversete muligheder for kraftig reduktion af kulturomkostningerne, uden at det går ud over skovenes fremtidige kvalitet. Det vil sige, at der ikke gås på kompromis med stamtallet, da det vil forhindre vore efterkommere i at høste træ af god kvalitet i skovene. Kulturmetoderne må heller ikke være uegnede for skovdyrkere, der vil eller skal arbejde uden brug af pesticider eller radikal jordbearbejdning som f.eks. reolpløjning. I det hele taget må de nye kulturmetoder ikke udelukke fremtidige muligheder og begrænsninger i skovdriften. Dyrkningsvejledningen er sammenfattet i boks 2, side 11. Uddybende, men vigtige detaljer, ses i boks 1, side 7 og boks 3, side 13. Derudover er dyrkningsvejledningen opdelt i følgende hovedpunkter: 1. Nogle generelle tanker om hvorfor såning er interessant i en tid, hvor det er nødvendigt for mange at skære i omkostningerne. 2. Fordele og ulemper ved såning og forslag til hvordan man kan imødegå ulemperne. 3. Praktiske anbefalinger mine bedste bud på nuværende tidspunkt på grundlag af praktiske erfaringer og en del forsøg, men der er stadig meget at lære! 4. Den dokumentation, som findes lige nu, og som er grundlaget for vore konklusioner og anbefalinger. 5. Forslag til en retning for at udvikle og indføre såning i praksis, hvor metoden er fordelagtig. Dyrkningsvejledningen er stedvis detaljeret. Jeg føler, at dette er nødvendigt, da der ikke er andre steder hvor skovdyrkeren kan hente viden om hvad der kan gøre forskellen på succes og fiasko. På sin vis er Såning af skov det kapitel om kulturetable- Såning kan på mange lokaliteter og for en del af vore vigtigste træarter være et godt svar på nutidens udfordringer. Men skovdyrkeren skal være parat til at mobilisere mere tålmodighed og stille mindre perfektionistiske krav til, hvor ensartede, komplette og hurtigt startende kulturerne tager sig ud. 2 SKOVEN 04 2005 (tillæg)
ring, som mangler i de fleste lærebøger om skovdyrkning. 1.1 Svigtende økonomi og kulturinvestering Med den nuværende ringe økonomi i skovenes træproduktion er der for alvor sat spørgsmålstegn ved det fornuftige i at opretholde det traditionelle og tilvænnede niveau for kulturomkostninger i Danmark (Kulturkommission 2000, 2003). Man kan måske finde trøst i nutidens mismod ved at kigge i bakspejlet. Træpriserne har gennem tiden været gennem op- og nedture, og hidtil er de kommet op igen efter nedturene. De historiske prisforløb kan dog hverken give sikkerhed for højere priser i fremtiden eller vise, hvornår priserne i givet fald vil stige. I stedet for at anlægge intensive og dyre kulturer, der sikrer en hurtig start af træproduktionen, er opgaven i dag at sikre fremtidens træproduktion indenfor de rammer, herunder økonomiske, som er skovbrugets virkelighed. Mange skovdyrkere må derfor spare mere og mere på kultur- og plejeindsatsen. Såning kan på mange lokaliteter og for en del af vore vigtigste træarter være et godt svar på nutidens udfordringer. Men skovdyrkeren skal være parat til at mobilisere mere tålmodighed og stille mindre perfektionistiske krav til, hvor ensartede, komplette og hurtigt startende kulturerne bliver, se fig. 1. Bruges såning rigtigt, er det dog Kulturkommissionens opfattelse, at metoden kan stå bag produktionen af både meget og godt træ og ikke nødvendigvis stå tilbage for de dyrere plantede kulturer. Udfordringen er, hvordan skovdyrkeren holder balancen mellem at være passende tålmodig, men uden at forsømme foryngelses- og kulturarbejdet. Rettidig omhu må vel være idealet i skovbruget ligesom i andre og knapt så kuldsejlede brancher. Hvornår skal man blot have to-tre års ekstra tålmodighed, hvorefter kulturen vil vise sig at være tilfredsstillende. Og hvornår er kulturen så mislykket, at den kræver efterbedring, omsåning eller gentilplantning? Tabel 1. Skitse af anlægsomkostninger ved henholdsvis plantning og såning udrensningsomkostninger ikke indregnet. Det forudsættes, at teknikken er udviklet, så jordbearbejdning og såning kan ske i én arbejdsgang i skovkultur, og at der allerede findes en såmaskine til eg og bøg på landbrugsjord. Der er hjælpearter i såningens frøblanding, og det forventes at såningen i højere grad end plantningen kan klare sig uden hegning. Billigere såning vil f.eks. være såning af ren bøg under skærm af gran. Renholdelse forventes heller ikke at være nødvendig. Hjælpearterne er her birk og røn, se tabel 2. Det er den slags vurderinger, som naturnær skovdrift, naturlig foryngelse og såning løbende afkræver skovdyrkeren i langt højere grad end intensive plantningskulturer. Den skovdyrkningsmæssige kompetence er med andre ord central. Hvornår skal man blot have to-tre års ekstra tålmodighed, hvorefter kulturen vil vise sig at være tilfredsstillende. Og hvornår er kulturen så mislykket, at den kræver efterbedring, omsåning eller gentilplantning? 1.2 Såningernes fordele og ulemper Såning kan reducere kulturomkostningerne væsentligt uden, at det går ud over plantetallet. Tværtimod kan såning give høje plantetal og stadig være billigere end plantning. Typisk koster en plantet kultur 20-45.000 kr/ha at etablere og pleje indtil de første udrensninger. Derimod kan de tilsvarende udgifter til såning holdes indenfor intervallet 5-15.000 kr/ha (tabel 1). Såning kan også sikre naturlige og velformede rodsystemer, hvis såningen sker i et veltilberedt såbed, fig. 2. Såning giver mulighed for en række andre fordele, som kan opnås uden at kulturomkostningerne stiger ud over førnævnte interval (tabel 1): Vildtvenlige og planterige kulturer (med hjælpearter), som er robuste overfor vildtbid (se udviklingen i St. Hjøllund Plantage, Madsen et al. 2003). Det indebærer, at behovet Plantning, barrodsplanter, kr/ha Såning af blandingskultur med hjælpearter, kr/ha Arealforberedelse 2.000 2.000 Jordbearbejdning 3.000 4.000 barrodsplanter 10.000 Plantning 6.000 Frø 8.000 Jordbearbejdning og såning 4.000 Hegning (incl. vedligeholdelse (10.000) og nedtagning af hegn) I alt 21.000 (31.000) 14.000 for hegn formodentlig reduceres væsentligt, fig. 3. Reduktion eller fjernelse af behovet for ukrudtsbekæmpelse, hvis der anlægges planterige kulturer med hjælpearter. Reduktion af snudebilleproblemet uden brug af beskyttelsesmidler, da de små såede nåletræer ikke er så attraktive for snudebiller i de første vækstsæsoner. Sås nåletræer i blanding med hjælpearter, kan skærmeffekten måske gøre kulturarealet mindre attraktivt for snudebiller. Såning kan bane vejen for billig etablering af forkulturer. Dette er især relevant efter et stormfald, hvor f.eks. sået birk, røn, skovfyr, rødgran og eventuelt contorta billigt kan genetablere skovtilstanden på egnede arealer efterhånden som de ryddes. Derved vindes tid til senere og gradvis etablering af hovedtræarterne, samt bedre udnyttelse af den naturlige foryngelse. Produktion af bioenergi ved planterige (for)kulturer. Hovedtræarterne kan så etablere sig i ly af energiafgrøden og tage over efter høst af denne. Umiddelbart forekommer behovet større for at hegne plantninger end såninger. Dette bidrager yderligere til at gøre såning væsentligt billigere end plantning. Det ser ud til, at såede planter skal opnå en vis størrelse før de bliver udsat for vildtbid (5-10 cm s højde) SKOVEN 04 2005 (tillæg) 3
Fig. 2. Skovrider Helmut Baumhauer, Forstamt Weissenhorn, Bayern, har trukket såede bøgeplanter op for at demonstrere deres naturlige rodudvikling. Omkring 2.000 ha af distriktets gamle rødgran bevoksninger er gennem de sidste 15 år blevet stormskadet, og en stor del af disse bevoksninger blev i en årrække forynget ved såning af bøg og ædelgran. I de senere år er såning i højere grad anvendt i mellemaldrende og mere komplette bevoksninger, hvor det er lettere at holde den påtrængende rødgran foryngelse tilbage p.g.a. tæt skærm og mindre frøfald. og dén størrelse har planteskoleplanterne for længst passeret ved udplantningen. Samtidig er planteskoleplanter formodentlig mere attraktive for vildtet p.g.a. af det høje næringsstofindhold fra opvæksten i planteskolen. Det er også værd at huske, at en dyr kulturetablering efterfølgende kan medføre øget tendens til dyr pleje af kulturen. Med andre ord: Hvis skovdyrkeren har ofret en dyr tilplantning med traditionelle planteskoleplanter, vil der nok være større tilbøjelighed til at hegne, end hvis man kun har anlagt en billig såningskultur. Det kan være svært at acceptere at den dyre kultur får ridser i lakken i form af vildtbid. Såningens svaghed er generelt usikkerheden, og dermed risikoen for at kulturen mislykkes. Bliver risikoen for stor, ender såningerne med at blive dyre, og frøressourcerne udnyttes for dårligt. Ved såning skal planterne ligesom ved naturlig foryngelse gennemleve deres mest følsomme stadier (frø- og kimplantestadiet) på kulturarealerne frem for i planteskolens beskyttede miljø. Det er ikke uden grund, at kulturmetoderne i sin tid bevægede sig fra såning til plantning. Usikkerheden ved såning understreger behovet for at gardere sig mod at havne i en svær foryngelsessituation, som kan være dyr at rette op. Forynges der under skærm, er situationen ofte nogenlunde under kontrol mens skovkulturer på renafdrifter og skovrejsning på landbrugsjord lettere forvilder. Her kan man sikkert med fordel bruge plantede eller eventuelt såede hjælpetræer (ammetræer eller forkulturer) til at imødegå problemet. Mislykkes såningen vil det være rart, om man blot kan vente 5-10 år til hjælpetræerne igen har skabt nogenlunde gode foryngelsesforhold på arealet. Herefter kan hovedtræarterne sås eller plantes hvis den naturlige foryngelse på arealet da ikke i mellemtiden har vist sig at være tilstrækkelig. Det er vigtigt, at hjælpetræerne ikke kræver opstamning, og at de kan fjernes igen (eventuelt blot skæres ned) uden problemer. De mest oplagte kandidater er derfor især løvtræer 4 SKOVEN 04 2005 (tillæg)
I II III Fig. 3. Vildtvenlige og robuste kulturer etableret ved såning er måske det mest interessante perspektiv ved såning. Kan såning af hjælpearter og hovedtræarter i blanding bruges til billig etablering af løvtræ og mere stabile nåletræarter uden hegn i plantagerne, vil meget være vundet i retning af at kombinere skov- og vildtforvaltningen på en mere smidig måde. (I) Råvildtet (som her), og især kronvildtet, er en stor udfordring for at etablere mange træarter i hede- og klitplantagerne (Foto: Torben Lynge Madsen). (II) Her ses sået bøg sammen med hjælpearterne gyvel og lupin. (III) Røn kan også sås med succes og er meget attraktiv for vildtet, samtidig med, at træarten på trods af nedbidning i de første vækstsæsoner har en evne til pludselig at vokse ud af råvildtets rækkevidde på én sæson. som rødel, birk, ær og poppel (OP42 ingen rodskud!). Nåletræer plantet på stor afstand har tendens til at blive meget grovgrenede. De kan derfor efterfølgende hæmme færdsel på arealet og dermed opfølgende såning eller plantning uden forudgående opstamning. Mislykkes såningen vil det være rart, om man blot kan vente 5-10 år til hjælpetræerne igen har skabt nogenlunde gode foryngelsesforhold på arealet, hvorefter hovedtræarterne kan sås eller plantes hvis den naturlige foryngelse på arealet da ikke i mellemtiden har vist sig at være tilstrækkelig. 2. PRAKTISKE ANBEFALINGER Kulturkommissionen forventer, at især de økonomiske fordele og måske perspektiverne i de vildtvenlige kulturer vil øge udbredelsen af såning. Betingelsen er dog ligesom ved plantning at det gøres rigtigt. Det vigtigste ser ud til at være valg af de rigtige arter til en given lokalitet, fig. 4. Ikke alle arter kan med fordel sås hvor som helst. De andre arter må man plante eller håbe på kommer som naturlig foryngelse. Succesfuld såning kræver også: at frøet har rimelig kvalitet og håndteres rigtigt at der frembringes et fornuftigt såbed at der sås på et fornuftigt tidspunkt at der træffes passende modforholdsregler mod skadevoldere og ukrudtskonkurrence at man ikke er uheldig med f.eks. vejret, frøet og skadevoldere. Det vigtigste ser ud til at være valg af de rigtige arter til en given lokalitet. Ikke alle arter kan med fordel sås hvor som helst. De andre arter må man plante eller håbe på kommer som naturlig foryngelse. Boks 1 viser en simpel beregning af hvor godt såningen skal lykkes for at være konkurrencedygtig med plantning. Frøpriser og prisen for den plantede plante samt nogle få andre forudsætninger kan lede et stykke af vejen frem mod afklaringen at så eller ikke så. Der beregnes minimums-etableringsprocenter, som skal opnås for, at såning overhovedet er økonomisk. Disse procenter kan sammenlignes med viden fra forsøg, som er gengivet i kort form i kapitel 3. Lokalt erfarede tal vil naturligvis være meget relevante, men de findes ikke i dag ret mange steder. Bemærk, at når der er sået mere end ét frø pr. såpunkt, kan punktsåningernes (pilotforsøgenes) etable- SKOVEN 04 2005 (tillæg) 5
I III II Fig. 4. Et eksempel på en god lokalitet til egesåning. (I) Wedellsborg Banker i september 2000 efter stormfaldet i 1999 - arealet er meget bart, hvilket musene ikke bryder sig om. (II) Eg blev sået med WEFRI s oldensåmaskine (Oldenborren), som er en modificeret plantemaskine (Foto: S. Fodgaard). (III) Egesåningen har stort set være en succes på det ca. 4 ha store areal skønt musene også tog sin del af frøet. Billedet er taget efter 3. vækstsæson (2003). ringsprocenter ikke direkte sammenlignes med tal udregnet ud fra antallet af levende frø. Den enkelte skovdyrker rådes til at udregne egne minimums-etableringsprocenter ud fra egne forudsætninger. I boks 1 er der regnet med en alternativ pris for plantede planter på 1,5 kr, hvilket i dag er en lav pris. Kommissionen forventer imidlertid at planteprisen vil blive lavere i fremtiden og dermed gøre plantning mere fordelagtig. Til gengæld kan såning i store frøår eventuelt kombineret med egen indsamling af frø gøre frøet langt billigere end forudsat i kalkulerne, og det vil gøre såning mere attraktiv. Beregningen er enkel. Der er f.eks. ikke taget højde for, (1) at selve såningen er billigere end plantning, (2) at såning måske kan reducere behovet for hegning, og (3) at såning måske øger behovet for udrensning og efterbedring. Den viste beregning er meget simpel, idet der endnu ikke er tilstrækkelig viden til at retfærdiggøre mere komplekse beregninger. Sammenligningen mellem plantning og såning er ikke helt ligetil, for det er ofte svært at få helt ens resultater med de to metoder. Plantningens styrke er ensartede og komplette kulturer med let synlige planter og planterækker fra starten. Såningen vil derimod ofte være mere uensartet og knapt så komplet og det kan tage flere år, før man har indtryk af kulturens succes. Kan man kun leve med de førstnævnte kulturer, er såning måske kun Plantningens umiddelbare styrke er traditionelle ensartede og komplette kulturer med let synlige planter og planterækker fra starten. Såningen vil derimod ofte udvikle sig mere uensartet og knapt så komplet og det kan tage flere år, før man har indtryk af kulturens succes. Kan man kun leve med de førstnævnte kulturer, er såning måske kun interessant i form af egesåning på bar landbrugsjord. 6 SKOVEN 04 2005 (tillæg)
Boks 1. "At så eller ikke så." Formålet med denne lille indledende øvelse er at støtte valget mellem såning og plantning. Det drejer sig om at beregne den etableringsprocent (minimums-etableringsprocent), der skal opnås før såning er billigere end plantning. Der skal bruges frødata og -priser, som fås sammen med frøet. Generelle frødata kan ses hos Nyholm (1986), og frøhandleres kataloger kan give nogle af de relevante data, se også boks 3. Man kan da beregne prisen pr. levende frø og dernæst minimums-etableringsprocenten på grundlag af enkelte forudsætninger. Etableringsprocenten udtrykker antallet af etablerede planter i forhold til antallet af levende frø alternativt i forhold til antallet af spiredygtige frø (boks 3). Dernæst skal man vurdere, om det er realistisk på en given lokalitet og med en given træ- eller buskart at opnå en tilfredsstillende etableringsprocent ved såning. Senere i dette manifest er vist resultater fra praksis og fra såningsforsøg, som kan være vejledende. Beregningseksempler baseret på typiske priser samt beregnede minimums-etableringsprocenter. Typiske udbytter af 1/0 planter i frøbed i planteskole er angivet og kan eventuelt sammenlignes med det udbytte, som kræves ved direkte såning. Antal levende frø pr. kg og typisk planteudbytte i planteskole er delvist baseret på Nyholm, 1986. Bemærk, at prisen pr. levende frø er angivet i øre. Formel Minimum etableringsprocent = 100 * ( F/ P * Ns/ Np ) hvor F = Frøpris øre/stk.; P = Plantepris øre/stk.; Ns = Ønsket plantetal i sået kultur; Np = Ønsket plantetal i plantet kultur. Forudsætninger: Planteprisen for en planteskoleplante er sat til 1,5 kr. Der tages udgangspunkt i antal levende frø pr. kg for den enkelte art. Det er ofte den oplysning, som skovdyrkeren kan få om frøpartiet, når det skal sås (boks 3). Det ønskede plantetal er dobbelt så højt som i en plantet kultur. Formålet er at kompensere for, at planterne typisk fordeler sig mere ujævnt i såninger end i plantninger. Art Levende frø pr. kg Ca. pris Pris pr. Typisk plante- Minimum (normal variations- kr/kg 1) levende udbytte i plante- etableringsbredde) frø, øre skole, antal planter procent, % pr. kg frø 2) Stilkeg 200 (100-300) 50 25,0 120 33,0 Vintereg 300 (250-700) 50 16,7 150-250 22,0 Bøg 3.500 (2-5.000) 240 6,8 1.200 9,1 Ask 12.000 (10-16.000) 500 4,2 4.500 5,6 Birk (B. pendula, B. pubescens) 1 mill. (800.000 2 mill.) 900 0,09 60.000 0,12 Røn (S. aucuparia) 300.000 (200-400.000) 2.000 0,7 11.000 0,9 Ær 6.000 (4-11.000) 500 8,3 2.000 11,0 Fuglekirsebær 5.000 (3-6.000) 600 12,0 1.500 16,0 Lind (T. cordata) 22.000 (18-28.000) 1.900 8,6 7.000 11,0 Douglasgran 80.000 (40-200.000) 5.000 6,3 30.000 8,4 Japansk lærk 130.000 (85-160.000) 6.000 4,6 25.000 6,1 Rødgran 100.000 (60-160.000) 2.000 2,0 70.000 2,7 Sitkagran 350.000 (250-450.000) 5.000 1,4 75.000 1,9 Ædelgran 10.000 (7-25.000) 900 9,0 5.000 12,0 Skovfyr 125.000 (100-200.000) 5.000 4,0 65.000 5,3 Contorta 200.000 (150-350.000) 8.000 4,0 72.000 5,3 Tjørn (C. monogyna) 8.000 (6-12.000) 400 5,0-6,7 Mirabel 2.000 (1.500-2.500) 170 8,5 1.000 11 Hunderose 25.000 (20-40.000) 700 2,8 8.000 3,7 1) Prisen kan variere meget afhængig af proveniens, år, kvalitet, forhandler, mængde m.v. Pris er excl. opbevaring og forbehandling. 2) Det typiske planteudbytte i planteskole er angivet pr. kg frø og ikke pr. kg levende frø, som er den enhed der generelt regnes med i denne dyrkningsvejledning. SKOVEN 04 2005 (tillæg) 7
I Fig. 5. Eksempler på arter, som kræver tålmodighed de første år efter såning. (I og II) Ask og lind efter 3. vækstsæson i forsøg på Rens Hedegaard, stormfaldsareal efter nål. Frøhvilen har sandsynligvis ikke være hævet efter 1. vækstsæson blev der ikke set planter, mens de nu efter 3. vækstsæson forekommer talrigt og mange i god vækst i skjul af den kraftige vegetation. Dette er i øvrigt eneste eksempel i forsøgsrækken på vellykket såning af lind. II (III) Birk og skovfyr efter 5. vækstsæson, forsøgssåning i enkelte rækker, Gludsted Sande fra forår 2000. Birk og nåletræer syner ikke af meget efter 1. og 2. vækstsæson men det er ikke nødvendigvis udtryk for fiasko. III interessant ved egesåning på bar landbrugsjord. Kan man leve med de sidstnævnte kulturer måske ligefrem foretrække disse har såningen tydelige fordele. 2.1 Hvilke arter? Hvis såning skal være billigere end plantning, skal frøet typisk være billigt, eller der skal være en passende høj sandsynlighed for, at såningen bliver en succes, boks 1. Agern er eksempelvis dyrt frø, hvorfor etableringsprocenten for eg skal være høj (20-30%). Forsøg og erfaringer viser, at dette absolut er realistisk på de rigtige lokaliteter til såning. Bemærk forskellen på etableringsprocent og spireprocent, boks 1 og 3. Det bedste er naturligvis billigt frø, der med stor sikkerhed giver succes. Med afsæt i de almindelige handelspriser for frø og såningsresultaterne for de forskellige træarter peger boks 1 foruden på eg også på arter som bøg, birk og røn blandt løvtræerne. Ask (fig. 5) og ær kan også være fordelagtige, men de hører hjemme i 8 SKOVEN 04 2005 (tillæg)
blanding med f.eks. bøg i små mængder ( 1 /2-1 kg/ha), da risikoen for fiasko er relativ stor set i forhold til frøprisen. Etablerer de sig fint kan man få mange planter til meget lav pris uden at risikere et stort økonomisk tab i tilfælde af dårlig etablering. Bøg, ask, ær og birk kan let indsamles i egne bevoksninger i de store frøår, hvilket kan billiggøre såningen væsentligt. I Planteavlsstationens frøhåndbog beskrives kort indsamlingsmetoder for en række træarter. Ask, ær og andre arter, som skal plukkes, kan eventuelt høstes ved, at man skover frøtræerne, så man slipper for at klatre i træerne. Metoden vil også give mulighed for at lave meget planterige foryngelser formodentlig til gavn for både fremtidens vedkvalitet og kulturens robusthed overfor vildt. Endelig kan man tilgodese et eventuelt ønske om at anvende frøkilder af lokal oprindelse. Nogle frøhandlere påtager sig professionel opbevaring og forbehandling af den slags frøpartier. Ved anvendelse af eget frø bør man dog overveje grundigt, om ikke det lokale frø skal iblandes frø fra godkendte provenienser i særdeleshed, hvis man ikke er helt tryg ved den genetiske kvalitet af sit eget frø. Aktuelle proveniensanbefalinger bør studeres nøje før man fastlægger sin strategi for anvendelse af eget frø. Årtiers forædlingsarbejde med bl.a. kåring af frøavlsbevoksninger og proveniensforsøg i skovbruget skal afbalanceres i forhold til nutidens krav om besparelser og driftsformålet i skoven. Birk (fig. 5) og røn har meget små og billige frø, som ikke kræver særlig stor etableringsprocent for at gøre såning konkurrencedygtig. Erfaringer tyder på, at de to træarter er velegnede til såning. Fuglekirsebær og lind (T. cordata, fig. 5) har til gengæld givet ingen eller kun få opmuntrende resultater. Da frøet er ret dyrt, må disse arter indtil videre frarådes, med mindre der er adgang til meget billigt frø. Blandt nåletræerne er det især rødgran, sitkagran, skovfyr (fig. 5) og contorta, der er lovende, mens japansk lærk, douglasgran og ædelgran har ret dyrt frø. Erfaringerne tyder dog på, at man for de tre sidstnævnte arter normalt kan opnå etableringsprocenter, der er gode nok til såning. For hybridlærk har de foreløbige resultater imidlertid ikke været lovende. Buske Buskene er også medtaget i boks 1 for at pege på mulighederne for at lave en skovbrynsblanding eller i det hele taget bruge buskene mere aktivt i skovdyrkningen. Der findes dog ikke megen dokumenteret viden om direkte såning af buske. Der findes opmuntrende eksempler med såning af tjørn, roser, hæg, vildæble, hassel samt surbær (Aronia melanocarpa), bærmispel (Amelanchier lamarkii) og gyvel. Gyvel er brugt som hjælpeart og beskytter i forhold til bid af kronvildt og frost i forsøg med vildtvenlige og robuste kulturer i St. Hjøllund Plantage. Kraftigt vildtbid og frost på lokaliteten må være en forudsætning for at anvende gyvel, da den ellers let bliver dominerende. Gyvel er netop ikke brugt i skovbryn af hensyn til spredningsrisikoen til det åbne landskab. 2.2 Træartsvalg til lokaliteten I boks 2 sammenfattes de væsentligste forhold, når man vælger arten til lokaliteten. Generelt bør man vælge lokaliteter med nogenlunde begrænset og stabil ukrudtsvegetation og uden en stor bestand af frøædende mus, som kan give problemer for især eg og bøg. Bemærk, at det er halsbåndsmus, rødmus og skovmus, som æder frø, men ikke markmus. Den mest sikre lokalitetstype mod museproblemet er bar landbrugsjord, men selv her kan man ikke vide sig helt sikker. Et stort oldenfald i nærliggende løvskov kan fostre store musebestande, som kan søge ud på nærliggende marker. En dækafgrøde af korn kan tilsyneladende fremme musenes invasion af en mark, idet kornet giver dækning for musene efterhånden som det vokser op i foråret. Problemet er ikke så stort ved bøgesåning, da bøgen spirer frem i løbet af ca. 14 dage ved såning i maj. Egen spirer derimod langsomt frem, så musene får ret lang tid til at grave agern op. Generelt bør man vælge lokaliteter med nogenlunde begrænset og stabil ukrudtsvegetation og uden en stor bestand af frøædende mus, som kan give problemer for især eg og bøg. Der peges i boks 2 på muligheder for såning på de fleste lokalitetstyper. Dog frarådes såning indtil videre på renafdrifter efter løv og under skærm af løv på de gode jorder. Artsvalget på god jord er også indsnævret for såning under skærm og på renafdrifter efter nål. Ukrudtskonkurrence og mus ser generelt ud til at være det væsentligste problem i Østdanmark, mens hede- og klitplantagerne byder på bedre muligheder for såning. I områder med sandet jord i Østdanmark kan man formodentlig gøre som anbefalet for hede- og klitplantagerne. I det omfang man kan og vil bruge herbicider og musegift kan problemerne med ukrudtskonkurrence og mus formodentlig helt eller delvist løses; derved udvides mulighederne for såning på de gode jorder. Herbicidernes og musegiftens effekter er dog ikke undersøgt i det forsøgsarbejde, som denne dyrkningsvejledning hviler på. Mulighederne for at imødegå ukrudtsproblemerne med hjælpetræer og dækafgrøder virker lovende, men der er endnu ingen dokumentation baseret på forsøg. Til gengæld har praktiske erfaringer med hjælpetræer og rug i forbindelse med bøgesåning ved skovrejsning i foråret 1998 givet et godt resultat ved Harte på Haderslev Statsskovdistrikt. Der var på forhånd frygt for at det kraftige bunddække ville resultere i de velkendte problemer med musegnav (markmus) på bøgene. Det skete dog ikke, og det skyldes formentlig, at markmus primært er knyttet til arealer med græs, som i dette tilfælde er blevet holdt nede først af en forudgående kemisk kvik-bekæmpelse, reolpløjning og siden af rugen og hjælpetræerne. Spørgsmålet er om kombinationen af korn som dækafgrøde og hjælpetræer tilfredsstillende kan sikre pesticidfri kulturetablering ved skovrejsning. I givet fald vil det være en billig metode måske billigere end metoder med pesticider. Den eneste pleje, som ser ud til at være relevant er fjernelsen af hjælpetræerne, som f.eks. kan ske ved flisning, selvskovere eller blot nedskæring. Korn er sandsynligvis den bedst egnede dækafgrøde, og rug er mest brugt. Da rug bliver meget høj, kan hvede være et alternativ på de gode jorder for at mindske risikoen for, at dækafgrøden lægger sig ned over kulturplanterne. Fordelen ved korn er, at det mod- SKOVEN 04 2005 (tillæg) 9
ner midt i vækstsæsonen. Dermed giver kornet adgang til vand og lys for de såede træer i den sidste halvdel af sæsonen, og det antages at passe godt med træernes vækstrytme. Effekten i såede kulturer er dog endnu ikke undersøgt tilstrækkeligt. 2.3 Hvordan? Det skal slås fast, at frøhåndtering, frøkvalitet, såningsteknik og såtidspunkt bestemt ikke er ligegyldige faktorer. Blot ser træarts- og lokalitetsvalget ud til at være mere afgørende for resultatet, når man i øvrigt følger fornuftig og god praksis. Det er klart, at blind bredsåning af frø på ikke bearbejdet jord uden efterfølgende frødækning i alt for høj grad vil give et dårligt resultat. En undtagelse kan måske være den gamle metode med såning af birk på sne. Men også her må en forudgående såbedstilberedning anbefales, hvis ikke f.eks. stormfald og udslæbning forinden har blottet tilstrækkeligt med mineraljord. Det skal slås fast, at frøhåndtering, frøkvalitet, såningsteknik og såtidspunkt bestemt ikke er ligegyldige faktorer. Blot ser træarts- og lokalitetsvalget ud til at være mere afgørende for resultatet, når man i øvrigt følger fornuftig og god praksis. 2.4 Håndtering af skovfrø Boks 3 indeholder råd om hvordan frøet håndteres samt grundlæggende viden om træ- og buskfrø. De forskellige arters frø kan stille vidt forskellige krav til opbevaring og håndtering. Der er kun få arter hvis frø blot kan høstes, tørres, opbevares som tørt frø og sås som sådan det er f.eks. birk, el, rødgran, skovfyr og lærk. Selv disse arter vil dog ofte spire hurtigere frem, hvis de udblødes i koldt rindende vand (støbsættes) før såning. De fleste arter har en eller to former for hvile, som først skal overvindes ved forbehandling af forskellig slags. Det kan være relativt komplicerede og langvarige forløb, som kan strække sig over uger, måneder og op til et år. Det kræver både viden, erfaring og de nødvendige faciliteter. Den umiddelbare anbefaling er at overlade dette til professionelle (frøhandlere eller planteskoler), også når det drejer sig om frø, man selv har indsamlet. Aftal leveringstidspunkt og at frøet leveres med spirehvilen hævet og klar til såning. Skovdyrkeren skal dog være i god tid med bestilling af frø, både for at sikre sig at frøet bliver indsamlet (f.eks. eg og bøg) og for at sikre sig at forbehandlingen kan starte i tide (f.eks. ask). Den engagerede og omhyggelige skovdyrker kan godt selv påtage sig opgaven for nogle arter. Men det kræver at man sætter sig grundigt ind i stoffet, og at man holder opsyn med frøet undervejs. Når frøet ved forbehandling er bragt frem til spiring, er det vigtigt at være klar over, at der er tale om en ferskvare. Den er både følsom for udtørring og stød (sække med især agern og bog må ikke kastes ned fra lastbiler etc.). Der er også risiko for at frøet kan tage varme og at eventuelle rodspirer knækkes af. Det sidste afhænger meget af arten samt af hvor dygtigt forbehandlingen udføres. For nogle arter (f.eks. bøg) kan spirehvilen hæves helt for hele frøpartiet, samtidig med at spiringen kan holdes tilbage. Det kaldes forbehandling ved kontrolleret vandindhold. Det er en stor fordel, fordi hele frøpartiet dermed kan spire frem indenfor ca. 2-3 uger efter såning. Desuden er der ikke rodspirer fremme, som knækkes af når frøet håndteres i forbindelse med såningen. For andre arter er man stadig henvist til forbehandle frøet indtil f.eks. 5% af frøet er begyndt at spire. Dernæst lægges hele frøpartiet på let frys indtil såningen, hvor det så forudsættes, at resten af frøpartiet kan gennemløbe den sidste del af forbehandlingen på kulturarealet. Herunder er frøet følsomt for udtørring og opvarmning, og det gør en tidlig forårssåning eller måske efterårs- og vintersåning relevant for disse arter. Forbehandlet frø skal som sagt håndteres som en ferskvare. Det vil i praksis sige, at det ikke må efterlades i sække på steder og over tidsrum, hvor det kan tage varme. Man skal naturligvis også vælge transportform med omhu. Ender frøsækken i en transportterminal weekenden over, eller ankommer den til modtageren efter, at medarbejderne er gået på weekend, kan frøet allerede her få skader, som får såningen til at mislykkes. Når frøet ved forbehandling er bragt frem til spiring, er det vigtigt at være opmærksom på, at der er tale om en ferskvare, som både kan være følsom for udtørring og tage varme. Frøet kan desuden være følsomt for stød, og der er risiko for at knække rodspirer af. 2.5 Frøkvalitet Frøkvaliteten diskuteres her i relation til frøets sundhed (indhold af levende frø, spireprocent, spireenergi m.v.) ikke i forhold til frøets genetiske kvalitet, se boks 3. Umiddelbart skal der rådes til at benytte frø af god kvalitet. I et parti frø med ringe spireprocent kan den dårlige spiring være tegn på at frøet har været håndteret dårligt hidtil, eller at det er ved at være for gammelt, og spireenergien kan være på vej ned. En lav spireprocent kan naturligvis også være et resultat af, at spirehvilen ikke er blevet hævet tilstrækkeligt. I så fald kan partiet stadig indeholde mange levende frø, som spirer på et senere tidspunkt eller i de følgende vækstsæsoner. Ved forårssåning må man foretrække, at frøet spirer så hurtigt som muligt efter såning, mens frøbedet endnu er nyt og nogenlunde fri for ukrudt. Hvis man alligevel vælger et (billigere) frøparti med ringere vitalitet, skal der naturligvis kompenseres ved større mængder udsæd. Frøpartier med store frø (se variationerne i boks 1) indenfor en given art vil typisk have større spireenergi end frøpartier med små frø. Dette kan tale for de store frø, selvom de typisk er dyrere pr. frø. Til gengæld er renheden i frøpartiet ikke altid så afgørende, blot den tages i regning ved prisfastsættelsen af frøet. Det er mere et spørgsmål om, hvilken såningsteknik der skal anvendes. Urenheder som frøskaller, småkviste og blade kan stoppe de fleste såmaskiner, mens håndsåning ikke generes af urenhederne ud over, at der er mere at bære på, når der skal sås. 2.6 Såningstidspunkt Tidligt forår (medio marts til medio april) Umiddelbart forekommer såning i det tidlige forår at være det mest for- 10 SKOVEN 04 2005 (tillæg)
Boks 2. Såning hvilke arter og på hvilke lokalitetstyper Hvilke arter? Træartsblandinger Hvor? Skadevoldere Hede- og klitplantage på renafdrift Hede- og klitplantage under skærm Østdanmark på renafdrift efter nål Østdanmark under skærm af nål Østdanmark på renafdrift efter og under skærm af løv Skovrejsning Udtjent juletrækultur Følgende arter har vist lovende eksempler på god etablering i forhold til frøprisen: Løvtræ eg, bøg, ask, røn og birk Nål rødgran, sitkagran, skovfyr, contorta, ædelgran, douglasgran og lærk. Flere arter kan være relevante, når der er høstet flere erfaringer. Det må anbefales at så artsblandinger især ved såning af nål. Herved øges sandsynligheden for at de økologiske kår på et bestemt kulturareal og under årets aktuelle vejrforhold passer mindst én af de såede arter. Dermed kan man helt eller delvist kompensere for såningskulturens indbyggede svaghed i form af mindre etableringssikkerhed for den enkelte art. Desuden er det enkelt og billigt at så hjælpearter, som hurtigt kan skabe en skovtilstand og hjælpe hovedtræarterne gennem den tidlige etableringsfase, hvor de er udsat for ukrudtskonkurrence og vildtbid. Hjælpearterne kan eventuelt plantes forud eller samtidig med såningen for hurtigere at etablere en skovtilstand. Lokaliteten er vigtig! Ukrudtskonkurrencen skal være meget begrænset fra starten, og for nogle arter (ask og nål) helst gennem hele første vækstsæson. Derfor er arealer med skærm, forkulturer og dækafgrøder (korn) samt arealer på sandet jord som udgangspunkt mest interessante. De enkelte træarters økologiske egenskaber skal naturligvis tages i regning. F.eks. at bøg og ædelgrans følsomhed for forårsnattefrost umiddelbart gør dem uegnede til kulturer på renafdrifter i hedeplantager men måske kan hjælpearter kompensere? Frøædende mus er især et problem ved eg og bøg. Problemet er mindst på bare arealer, men der kan stadig optræde museangreb selvom arealet er meget bart og stort. Fugle som duer og råger kan tilsyneladende forvolde store skader på bøgekimplanter når frøkapslen tabes. Problemet kan tilsyneladende imødegås med dækafgrøder af korn på landbrugsjord og måske med afledende fodring ved skovkulturer (Madsen et al. 2003). Husk at dækafgrøden skal være etableret, når der sås bøg i foråret eller om sommeren, ellers spirer bøgene frem, før kornet kan nå at beskytte kimplanterne (Fodgaard 2002). Eg, birk, røn, bøg (i klitplantage eller med hjælpearter), ær, rødgran (ikke klitplantage), douglasgran, japansk lærk, skovfyr, contorta. Eg, birk, røn, sitkagran og douglasgran (lys skærm) samt i øvrigt bøg, ær, ædelgran og rødgran, sidstnævnte dog ikke i klitplantage. Eg pas på mus! Arealet bør være en frisk afdrift, som er kvasryddet eller knust for at mindske musenes muligheder for skjul. Såning i mineraljordsblottede striber kan sikkert mindske museproblemet. På let jord kan samme arter som i hede- og klitplantage være relevante. Bøg og eg pas på mus og ukrudtskonkurrence. Husk lys skærm til eg! Dette er nok den mest usikre lokalitetstype, hvor såning anbefales. Så sent i foråret mhp. hurtig fremspiring. Lad indtil videre være med at så under skærm, med mindre man er parat til at bekæmpe mus effektivt. Plant eller brug naturlig foryngelse i stedet. På renafdrift kan egesåning være relevant, hvis der kvasryddes og sås i mineraljordsblottede striber. Bøg og eg samt eventuelt iblanding af ask og ær. Husk dækafgrøde til bøg (f.eks. rug), men pas på ved eg kornet kan trække mus ud på arealet. Eg, ask, birk ukrudtskonkurrencen skal være svækket enten ved juletræernes beskygning og/eller ved renholdelse. SKOVEN 04 2005 (tillæg) 11
nuftige. Det passer fint med den traditionelle sæson for planteskoler og dermed forbehandlingen af frø hos frøhandlerne. Den tidlige såning kan sikre, at de arter, som har fysiologisk frøhvile (boks 3) kan få en eventuelt resterende spirehvile hævet i det kolde og fugtige såbed. Derefter kan frøet begynde spiringen, så snart temperaturen i øvrigt tillader det. Planten kan da spire tidligt frem og få gavn af det tidlige forårs høje jordfugtighed. Den vil få en lang vækstsæson og derved vokse sig stærk, før ukrudtskonkurrencen gør sig gældende. Den tidlige forårssåning kan imidlertid også give problemer på især kimplantestadiet, hvor f.eks. bøg kan dræbes af forårsnattefrost. På lerede jorder er jorden ofte ubekvem for jordbearbejdning og såbedstilberedning i det tidlige forår, og her er rådet at vente med såning til jorden er bekvem. Hvis frøet er ordentligt forbehandlet og dermed klar til spiring, bør senere såning ikke give problemer. For eg og bøg er museproblemet ofte omdrejningspunktet for metodevalget. Her forekommer den tidlige forårssåning også at være risikabel. Ganske vist når musepopulationerne ofte et lavpunkt i foråret, men det tidlige forår er sandsynligvis et kritisk tidspunkt mht. fødemængden for musene. Såningen kan derfor bidrage til musenes underhold med frisk føde! Tilmed kan forårsbestanden af mus være stor efter et oldenår især nær ved bøge- og egebevoksninger. Tidlig såning vil især for eg medføre, at agern kommer til at ligge lang tid i jorden indtil fremspiring og dermed være udsat for museangreb i tilsvarende lang tid. Nåletræarter sås i planteskolen normalt i maj, se næste afsnit. Sent forår og forsommer (maj-juni) På lerjord vil det næsten hvert år være muligt at finde et tidspunkt, hvor jorden er bekvem for bearbejdning af såbed og såning i det sene forår og i forsommeren. Hvis frøet er ordentligt forbehandlet og dermed klar til spiring, vil den høje jordtemperatur understøtte en hurtig fremspiring. Den er især en fordel for eg og bøg, da det kan formodentlig kan mindske det tidsrum hvor musene kan æde frøet. Desuden stiger mængden af alternative fødekilder for musene i det sene forår, ligesom risikoen for frostskader på bøgekimplanter falder. På de lette jorder skal man dog være forsigtig med sen såning, da et tørt såbed kan ødelægge spiringen og kimplanterne. Indtil videre må det tilrådes at følge med i vejrudsigterne, og så når jorden er fugtig, eller når der med stor sikkerhed er udsigt til regn. Man skal også være opmærksom på at en skærm hurtigt kan udtørre jorden under en tørke. Har man lysnet skærmen forud for såningen, er der sandsynligvis god vandforsyning i områderne nær stødene, og det kan især udnyttes ved såning efter en rækkehugst. Det er ikke afklaret hvor tørt det skal være, før tørken bliver kritisk for såning, men det er givetvis artsafhængigt. Eg er formodentlig ikke særlig følsom, da sådybden er stor, og eg etablerer en kraftig rod før fremspiringen. Derimod er tørkefølsomheden nok større for småfrøede arter, som sås overfladisk, og som hurtigt spirer frem, idet roden kun er forankret i det øverste og dermed potentielt tørre jordlag. Maj anses i planteskolen for at være tidspunktet for nåletræsåning. Fyr, gran, lærk og thuja bør kun sås i foråret, mens ædelgranarter og douglas kan sås i efteråret, skønt forårssåning også for disse er det normale. Tidligt efterår (primo oktober til medio november) Generelt er såning om efteråret en fristende mulighed. Frø som kun har behov for kuldebehandling kan få nedbrudt spirehvilen i løbet af vinteren og spire frem tidligt i foråret og dermed få en lang første vækstsæson. Samtidig gør efterårssåning opbevaring af frøet overflødig, hvilket især er en fordel for storfrøede arter som eg og bøg, hvor der kan være tale om store frømængder. Ulempen er at efterårsåning medfører en længere eksponeringstid for mus og andre skadevoldere. Stærk barfrost kan blive en trussel for agern, og såbedet kan i løbet af vinteren ændre så meget karakter som følge af regn og frost, at mere overfladisk sået frø kan blive helt blottet eller dækket for meget. Fra såningsforsøg kendes der eksempel på, at landbrugsjord kan danne en så hård skorpe i løbet af vinteren, at bøgekimplanterne det følgende forår ikke har kraft til at bryde igennem. For eg bør man ikke overse muligheden for at få agern termoterapibehandlet forud for efterårssåning, for at bekæmpe egens knoldbægersvamp (boks 3). Bøg bliver udsat for frostskader, hvis kimplanterne spirer tidligt frem i foråret, og derfor skal efterårssåning af bøg helst være under skærm, forkultur eller dækafgrøde. Sås ikke-forbehandlet frø af arter, som både kræver varme- og kuldebehandling (f.eks. ask, boks 3), må man ikke forvente, at de kan spire det følgede forår tidligst det næstfølgende forår. Det formodes, at den tidlige efterårsåning kan være velegnet især for eg, fordi den sker på et tidspunkt, hvor der stadig er meget alternativ føde af god kvalitet for musene. Der er dog ikke forsøgsresultater, som klart kan vise dette. Erfaringer tyder på, at frøet er mest udsat for angreb af mus kort efter såning måske er det lettere at lugte sig frem til frøet. Omvendt er der også eksempler på, at mus har angrebet agern måneder efter såning. For øvrige arter er der hverken forsøg eller praktiske erfaringer, som kan danne grundlag for mere konkrete anbefalinger omkring efterårssåning. Indtil videre må det derfor for disse arter anbefales at følge den mest udbredte praksis fra planteskolerne. Det vil sige, at frøet opbevares og forbehandles under kontrollerede forhold og sås i det følgende forår og eventuelt forsommer... Sent efterår og vinter (ultimo november til primo marts) Såning kan principielt udføres så længe jorden ikke er frossen. Såning i det sene efterår og om vinteren giver de samme fordele og ulemper mht. manglende eller reduceret behov for opbevaring og forbehandling af frø som i det tidlige efterår. På god jord er det dog ofte vanskeligt at lave en ordentlig jordbearbejdning og dermed såbedstilberedning i løbet af efteråret og vinteren. Oldenår kan få musebestandene til at vokse, hvorfor der senere på efteråret og vinteren kan opstå mere konkurrence om føden. Det såede frø bliver sandsynligvis mere og mere udsat med tiden, navnlig hvis man sår hen på vinteren. Samtidig med at musebestanden vokser, daler fødekvaliteten af frøet, som ligger på jordoverfladen efter frøfaldet. Det formodes, at dette forhold mellem en stor musebestand og faldende adgang til føde udgør et problem for især sået eg og bøg i det sene efterår og om vinteren efter et oldenår. Dette er så vidt vides ikke dokumenteret i forsøg. 12 SKOVEN 04 2005 (tillæg)
Boks 3. Træ- og buskfrø Optimal håndtering (høst, lagring, forbehandling) af træ- og buskfrø er for en stor del en sag for specialister eller særligt interesserede skovdyrkere. Læs f.eks. Poulsen og Knudsen (1994) og Knudsen et al. (2002) om ny viden for bøg og eg. For mange arter er der stadig efterspørgsel efter bedre metoder, selvom frøhåndteringen har rødder i mange års erfaringer indenfor planteskoleerhvervet. Skovdyrkeren kan skaffe sig et overblik vha. Håndbog i frøbehandling (Nyholm, 1986), lærebogen Planteskoledrift (Sønderhousen et al. 1988) samt Planteavlsstationens frøhåndbog (www.skovognatur.dk/planteavl/froe/default.htm ). Når frøet modtages fra frøhandleren i forbehandlet tilstand bør der medfølge analysedata, som foruden basale oplysninger om træart, herkomst og frøparti-nummer eventuelt viser: 1000-kornsvægt (g) spiring, TZ-farvning 1), vitalitet 1), snittest 1) renhed (%) levende frø eller gode korn (antal pr. kg), beregnes ud fra de tre ovenstående oplysninger. Desuden bør høstår, analysedato samt vandindhold oplyses. Antal levende frø og gode korn er synonymer. Teoretisk kan alt levende frø spire, men i praksis vil antallet af spiredygtige frø være lavere end antallet af levende frø, idet ikke alle levende frø får ophævet spirehvilen eller har energi til at spire frem. Antal levende frø kan betegne antal spiredygtige eller blot antal levende frø. Disse tal er vigtige for beregning af såtætheden, der eventuelt skal korrigeres i forhold til det budgetterede, da frøet blev bestilt og måske endnu ikke var indsamlet. Tallene har også betydning, når resultatet af såningen skal bedømmes. Hvis frømaterialet f.eks. er dårligere end forudsat under planlægning af såningen, må man naturligvis nedjustere sine forventninger til såningens succes og omvendt hvis frøet er bedre end ventet. Frøhvilen og dens ophævelse Mange arters frø modner, tørrer og går i hvile, før de falder fra modertræet, mens andre (eg) stort set ikke tåler nedtørring og heller ikke går i hvile. Modningen og tørringen er vigtig for frøets evne til at kunne lagres. Arter som eg, der ikke tåler nedtørring, er da også vanskelige at lagre i længere tid se Knudsen et al. (2002) der beskriver hvordan præcis varmebehandling (termoterapi) af agern kan dræbe den meget skadelige svamp Egens knoldbægersvamp. Frøhvilen kan bestå af en modstand i frøskallen (frøskalshvile) mod at optage vand og/eller en fysiologisk (homonel, embryonal) frøhvile. Hvis træarten både har en frøskalshvile og en fysiologisk hvile, skal den førstnævnte overvindes først, så frøet kan optage vand og dermed blive klar til, at den fysiologiske frøhvile kan hæves ved kuldebehandling. Frøskalshvilen hos hårde frø (f.eks. ærteblomstrede) hæves typisk med kortvarig kogning eller svovlsyrebehandling samt med slibning, mens andre arter kræver en længerevarende varmebehandling før frøskallen falder fra hinanden og frøet bliver klar til kuldebehandling. Kuldebehandling og varmebehandling foregår normalt ved henholdsvis 1-5 C og 20 C. Frøet er opblandet i f.eks. en fugtig blanding af sand og spagnum, som jævnlig (gerne daglig) omrøres eller omskovles for at sikre jævn og stabil fugtighed og adgang til ilt. Man ved ikke præcist hvad der sker under kuldebehandlingen, men længden af behandlingen afhænger af arten. Opskrifterne for de enkelte arter udvikles og finjusteres hele tiden efterhånden som ny viden opstår. Mange arter forbehandles i dag uden medium, oftest når metoden med kontrolleret vandindhold benyttes. F.eks. kan man få bogens spirehvile ophævet ved så lavt vandindhold (30-33%), at spiring kan undgås, se f.eks. Poulsen og Knudsen (1994). Derved kan hele frøpartiet bringes frem til hurtig og samtidig spiring ved såning, modsat den traditionelle metode, hvor et frøpartis spiring sker over en længere periode efterhånden som spirehvilen for de enkelte frø hæves. Det er dog vigtigt, at vandindholdet er højt nok under behandlingen. Hvis det er for tørt, bliver hvilen ikke ophævet. Sønderhousen et al. (1988) har grupperet træarterne efter hvordan frøhvilen er indrettet og dermed hvordan den kan hæves: 1. Frø som umiddelbart kan optage vand og spire f.eks. birk, el, rødgran, skovfyr og lærk. 2. Hårde frø, som kan optage vand og spire efter kortvarig kogning, syrebehandling, slibning eller biologisk behandling typisk ærteblomstrede som gyvel. 3. Frø, som kan optage vand, men først spirer efter kuldebehandling f.eks. bøg. 4. Frø, som ikke kan optage vand, men kan spire efter en kombineret varme- og kuldebehandling f.eks. tjørn, kirsebær, røn og lind. Nyere metoder omfatter flere og kortere perioder med vekslende varme- og kuldebehandling. Ask er speciel, da den kræver varmebehandling, for at kimen kan vokse sig stor og blive klar til kuldebehandlingen. 1) Vitalitet/vitalfarvning/TZ-farvning/snittest angiver hvor mange procent frø, der er levende i et frøparti. Testen kan gennemføres på forskellig vis, bl.a. afhængig af træarten. Vitalfarvning eller TZ-farvning (TetraZolium) gennemføres ved at man skærer gennem frøet, farver det med TZ, som ved farveskifte gør det muligt at skelne dødt og levende væv i kimen og kimbladene. Ved snittest gennemskæres frøet og vurderes uden brug af farvestof. Det er ikke givet at alt levende frø spirer det afhænger bl.a. af forbehandlingen og frøets energi. SKOVEN 04 2005 (tillæg) 13