Værtshuskultur og alkoholdebat i det tyske socialdemokrati omkring 1900

Værtshuskultur og alkoholdebat i det tyske socialdemokrati omkring 1900 Lau Laursen "Tysk selskabelighed er fortrinsvis en "ølselskabelighed". Den, som vil møde venner, diskutere, snakke med eller blot være sammen med andre, har lyst til underholdning og elsker selskabelighed, er bundet til drikkevaner og er idømt drikketvang. Vores totale liver ikke tænkeligt uden alkohol i dens mange former". Denne karakteristik stammer fra den kendte tyske kulturhistoriker, Otto Riihle, der i sit store værk fra 1930, Illustrierte Kulturund Sittengeschichte, søgte at beskrive tysk arbejderkultur og dens forhold til nationalkulturen (Riihle 1930, 427). Riihle konkluderede, at alkohol var dybt forankret i både nationalkulturen og - i særlig grad - i den mandlige arbejderbefolknings kultur og livsform. Formålet med denne artikel er at bidrage til analysen af sammenhængen mellem alkoholforbrugskultur og livsformkultur, eksemplificeret ved den tyske arbejder i den første industrielle revolutions slutfase omkring 1900. De alkoholpolitiske svar, formuleret af forskellige grupper indenfor den socialdemokratiske arbejderbevægelse, skal på denne baggrund behandles. Den tyske arbejderbevægelse Industrialiseringen i Tyskland satte noget senere ind end i England, men efter gennembruddet i 1850-1870 udviklede den sig med rivende fart. Den industrielle udvikling dannede baggrund for en hastig voksende arbejderklasse, der i årene omkring den nationalstatlige samling af det opsplittede Tyskland i form af det tyske kejserrige i 1871 havde organiseret sig i en politisk og faglig socialdemokratisk arbejderbevægelse. Kejserriget og dets politiske topfigur, rigskansler Otto v. Bismarck, slog hårdt ned på den socialdemokratiske bevægelse. Under de berygtede socialistlove i årene 1878-90 var enhver socialdemokratisk aktivitet bortset fra deltagelse i rigsdagsvalg forbud t. Bismarcks repressalier tilsigtede begrænsninger i arbejderbevægelsens vækst. Effekten blev den modsatte. Bismarck faldt sammen med sine undtagelseslove i 1890 og ved rigsdagsvalgene i 1890- erne vandt SPD, det tyske socialdemokratiske parti, større og større tilslutning i befolkningen. I byernes arbejderbefolkning var partiets dominans næsten total, hvilket eksempelvis valgresultaterne i hovedstaden Berlin gav et klart billede af. SPD vandt med sikker majoritet de fleste af de 6 rigsdagsvalgkredse i årene før og efter 1900. 1 K1asserelationerne i datidens Tyskland var skarpt trukket op. De toneangivende kredse, adel og borgerskab, der i kraft afvalgsystem og statsopbygning var politisk enebestemmende, anså arbejderne for kulturelt ringere mennesker, der ikke havde brug for uddannelse og meningsfyldt fritid. Socialt og økonomisk var arbejderbefolkningen ilde stedt med lave lønninger, sammenklemt, som de var i uhygiejniske boliger i lejekaserner og med et utilstrækkeligt socialt sikkerhedsnet. Overklassen fulgte en strategi overfor arbejderklassen, hvor den nok skulle integreres i samfundet, men på et stærkt klasse bundet og lavere niveau end det øvrige samfund. Man talte om en "fjerde stand", hvorfra ingen social mobilitet var mulig. Det etablerede "oversamfunds" nedladne holdning til "the underdogs" på samfundets bund førte til, at SPD i de første årtier af sin eksistens udviklede en lejrmentalitet, hvor l Ved valget i 1907 opnåede SPD for første gang over 50 pet. af stemmerne i 5 af de 6 kredse og i de typiske arbejderkvarterer havde partiet omkring 70 pet. af vælgerne bag sig (Sehri:ider 1987, 376). Alkoholpolitik - Tidskrijtfor nordisk alkoholforskning Vol. 7:127-136,1990

man afgrænsede sig fra det øvrige samfund. Igennem talrige organisationer på snart sagt alle livets områder ville partiet organisere arbejderen fra vugge til grav i en totaltilværelse, der skulle erstatte udelukkelsen fra samfundet og staten. Denne særverden med alternativer til de kirkelige ritualer, socialdemokratiske sports-, teater-, biblioteks-, ungdoms-, sang-, forlystelses-, have- og begravelsesforeninger og parti-, fag- og kvindeorganisationer samt det socialdemokratiske værtshus gav i positiv forstand tilbud, der kunne medvirke til skabelse af en egen kultur. Men i negativ forstand lukkede det af for samarbejde og alliancer - særligt politisk - med ikke-socialistiske humanistiske kræfter, med hvilke man sammen kunne have styrket bestræbelserne på at fjerne det udemokratiske kejserstyre, der først med den blodige Novemberrevolution i 1918 måtte forlade den historiske scene. Desuden må det nævnes, at lejrmentaliteten ideologisk og teoretisk forstenede SPD i en sammenbrudsteorie, hvor man ventede på kapitalismens - og af socialismens fædre forudsagte - naturnødvendige sammenbrud, og hvor SPDs svar på alle livets spørgsmål var organisering, organisering og atter organisering af arbejderne. Det slog bl.a. igennem i partiflertallets holdning i alkoholspørgsmålet, hvad vi senere skal se. SPD fik først efter 1900 gjort op med de manglende perspektiver i sammenbrudsteorien, men at det så fik fatale følger, bl.a. ved partiets tilslutning til krigsbevillinger ved l. verdenskrigs udbrud i 1914, er en helt anden historie. Den første alkoholdebat Det er ikke muligt at spore nogen alkoholdebat i arbejderbevægelsen før i begyndelsen af l 890erne. Imidlertid førtes der en omfattende debat om alkohollens skadelige virkninger i andre befolkningskredse og en lang række afholdsbevægelser af kejsertro, konservativ-liberal eller religiøs tilsnit så dagens lys i Tyskland i 1880erne, bl.a. det amerikansk inspirerede "Independent Order of Good Templars" og det svejtsisk grundlagte "Blaue Kreuz" (H iibner 1988, 161 fl). Det var også påvirkning fra Svejts, der startede de første alkoholdebatter i SPD. En gruppe socialistisk indstillede 128 Olstop från tiden fcire sekelskiftet. intellektuelle, fortrinsvis fra Svejts, stiftede 22. januar 1890 "Der internationale Verein zur Bekampfung des Alkoholgenusses". Foreningen forsøgte at definere en etisk socialisme, der havde afholdenhed som moralsk grundlag for den kulturelle udvikling til forskel fra den mere økonomis tisk orienterede socialismestrategi, der så sociale og økonomiske forbedringer som midler i skabelsen af en arbejderkultur. Man anså drikkevaner i almindelighed og værtshusbesøg i særdeleshed for at være den væsentligste hæmsko for den socialistiske udvikling. Den internationale forening fik hurtigt kontakt til socialdemokratiske afholdsfolk i Tyskland. Ud fra en radikalistiske opfattelse af sammenhængen mellem alkoholbrug og politisk kamp krævede de total afholdenhed som en betingelse for et succesrigt arbejde for arbejderbevægelsens økonomiske og politiske krav. Socialdemokraten og lægen Ferdinand Simon formulerede i en artikel i SPDs teoretiske tidskrift "N eue Zeit", hvordan afholdstan-

ken skulle fremmes blandt arbejderne. Simon mente at flertallet af menneskene på grund af arv og opdragelse havde en svag karakter og på dette menneskemateriale kunne man ikke opbygge en socialistisk idealstat. Forudsætningen for den socialistiske bevægelses sejr var da et kulturelt oplysnings- og uddannelsesarbejde, kombineret med administrative indgreb mod alkoholforbruget. På denne baggrund proklamerede Simon, at "alkohol set fra et socialdemokratisk standpunkt ene og alene må betragtes som et reaktionært princip(!)"(simon 1890, 487ff, citat 489). Alkoholmodstandernes pres og bestræbelser på at fremme afholdstanken blandt arbejderne kom ubelejligt for SPD. Bevægelsens nyvundne legalitet krævede et omfattende organisationsarbejde og flertallet af medlemmerne og partiledelsen vendte i højere grad blikket mod de mere overordnede politiske og socialøkonomiske spørgsmål. Alkoholspørgsmålet anså man for en i den store sammenhæng mindre betydningsfuld sag, der måtte finde sin plads i den generelle strategiske linje. Men det var tilsyneladende lykkedes den lille aktivt argumenterende kerne af afholdsfolk at skabe så megen debat i de socialdemokratiske rækker, at kredse i partiledelsen mente, at det var nødvendigt, at man udtalte sig. I en serie artikler i "Neue Zeit" i 1890/91 forsøgte tidskriftets chefredaktør Karl Kautsky at klarlægge partiets opfattelse. Artikelseriens overskrift - "Alkoholismen og dens bekæmpelse" - fortæller om Kautskys kritiske stilling til afholdsbevægelsen. For ham drejede det sig ikke om kamp mod alkoholnydelse, men alene om kamp mod alkoholismen. Afholdsbevægelsen repræsenterede en sekterisk tendens, der ifølge Kautsky i virkeligheden var til skade for arbejderklassens frigørelseskamp. Hovedargumentet var yderst rationelt: Afholdenhed ville betyde en adskillelse af arbejder og værtshus og dermed ville man udrydde den vigtigste ramme ikke blot for den organiserede arbejderbevægelseskultur, men for arbejderkulturen i det hele taget. På baggrund af den politiske og faglige arbejderbevægelses netop overståede illegalitetsperiode skrev Kautsky, "at værtshuset er proletarens eneste bolværk og garanti for en frihed, som man ikke så nemt kan konfiskere... Den tyske arbejder har uden værtshuset ikke kun intet selskabeligt liv, han har heller ikke et politisk"(kautsky 1890/91, 107). Derfor ville ethvert indgreb overfor værtshuset kunne sættes lig med en reaktionær antisocialistisk politik og man ville opnå mere end Bismarck kunne med 12 års socialistlov, i Kautskys egne ord: "Proletariatets sammenhold ville være sprængt; det ville blive reduceret til en masse af modstandsløse atomer" (Kautsky 1890/91, 108). Samtidig med den generelle afvisning af en socialistisk orienteret afholdsbevægelse havde Kautsky dog forståelse for farerne ved umådeholden alkoholforbrug. Men beskrivelsen af farerne begrænsede sig til en konstatering af, at fulde alkoholiserede arbejdere ikke duede til noget i klassekampen. Han så den personlighedsskabende politiske kamp som grundlag for udviklingen af en proletarisk selvfølelse, hvorved man opnåede en selvbeskyttelse mod fuldskab. Desuden mente Kautsky, at det i højere grad drejede sig om at bryde alkohol Iens monopol i arbejdernes materielle og ideelle nydelsesforbrug (Kautsky 1890/91, 113). Grundlæggende fremhævede han, at alkoholismens endelige løsning først kunne ske gennem en omvæltning og forbedring af arbejdernes sociale forhold. Kautskys artikelserie var i årevis hovedarsenalet for modstanderne af afholdsbevægelsen. SPDs hovedsynspunkt var, at en alkoholdebat var uønsket, men på trods af dette forsøgte socialdemokratiske afholdsfolk gang på gang at bringe spørgsmålet op i partiets kompetente organer. Helt i tråd med den officielle linje afviste SPDs kongres i 1899 på partiformand August Bebels foranledning tre forslag om at sætte alkoholspørgsmålet på dagsorden. "AIkoholspørgsmålet er ikke et partispørgsmål. Hvad Good Templarerne synes om det, kan være ligegyldigt for os. Partiarbejdet må ikke drukne i småting" var Bebels fyndige begrundelse (Handbuch 1910, 27). På partikongressen året efter forviste rigsdagsmand Emanuel Wurm på partiledelsens vegne igen debatten ud i fremtiden med begrundelsen, at alkoholismen skulle bekæmpes ved at bekæmpe dens sociale årsager. Man ønskede ikke at bekæmpe symptomer eller "lade som om, at dette symptom kunne bekæmpes, løsrevet fra andre sociale problemer" (Handbuch 1910, 27). 129

Værtshuset En typisk krog år 1904. Som tidligere nævnt var partiflertallets væsentligste argument mod afholdenhed, at den ville adskille arbejder og værtshus. Denne sammenhæng var mere dybtgående end det måske i første omgang giver anledning til at tro. Værtshuset - og særligt værtshuset i arbejderkvartererne i de store tyske byer - havde ved siden af den traditionelle funktion som drikke- og spiselokalitet udskildt en særdeles vigtig funktion som fritidskulturel og social faktor. Omkring århundredeskiftet voksede antallet af værtshuse og restaurationer i samme hastige takt som befolkningen. Der var som eksempel i Berlin registreret 5.805 mindre 130 og større beværtninger i 1885. I 1905 var tallet 12.475 (Koester 1964,4), og samme år var der 4 værtshuse pr. 100 familier eller 129 indbyggere pr. værtshus (Hiibner 1988, 108). I grove træk kan vi konstatere, at der gik 25 familiefædre på et værtshus. Det er altså ikke nok at tale om en "den lokale henne om hjørnet" kultur, men om "den lokale nede i stueetagen henholdsvis i nabohuset" -kultur. Værtshuset blev tidligt og parallelt med urbaniseringen en betydningsfuld fritidsinstitution for mandlige arbejdere. Dårlige boligforhold betød, at værtshuset spillede en rolle som en adskildt del af arbejderboligen. Derved fik det en kompensatorisk og reproduktiv funktion, fjernet fra arbejderboligen, fordi boligforholdene begrænsede næsten enhver form for hvile og fritidsudfoldelse i hjemmet. Men værtshuset kan ikke kun defineres negativt i forhold til dårlige levevilkår. Det væsentlige ved værtshuset var dets totalkarakter og mangesidige kommunikative funktion. Her mødtes uorganiserede arbejdere med organiserede i de socialdemokratiske fag- og partiforeninger, der var selvskabte, statsuafhængige arbejderforeninger. Værtshuset var deres fælles kulturelle og sociale grundlag. De organiserede kunne agitere og fremme deres synspunkter overfor de uorganiserede, ligesom krav, behov og meninger så at sige on location kunne strømme ind i arbejderorganisationerne og straks blive bearbejdet og politisk formuleret. Informationer fra nabolag, fra fabrik eller værksted og fra det offentlige liv forbandt sig uden mellemled med organisationernes politiske og faglige agitation. I værtshuset kunne man frit diskutere fælles anliggender, hvilket var langt vanskeligere i arbejdstiden på grund af de strenge fabriksregler, der forbød enhver politisk aktivitet, ja i mange tilfælde endog debat og samtale, på arbejdspladsen. For arbejderorganisationerne var værtshuset længe den eneste ramme om mødevirksomhed, fester og anden selskabelighed. V ærtshusets tidligere omtalte totalkarakter trådte under socialistlovene endnu tydeligere frem, idet det fik en klar modkulturel og politisk funktion som centrum for den illegale socialdemokratiske virksomhed. Dets almene betydning for arbejderbevægelsen kan aflæses i værternes særlige placering i bevægelsen. Det lå i si tua-

tionen, at værtshusindehavere, der var medlem af SPD, nød stor respekt og ofte fik en fremtrædende position i partiet. Omvendt var rollen som værtshusejer i mange tilfælde den eneste mulighed for livsopretholdelse for mange ledende socialdemokrater, der qua deres politiske aktivitet var sortlistede og udelukket fra det almindelige arbejdsmarked. Dette forhold kan belyses med et par tal. Der var i den socialdemokratiske rigsdagsgruppe i 1892 4 værtshusejere ud af 35 rigsdagsmænd og den senere rigspræsident i Weimarrepublikken, Friedrich Ebert, var oprindelig værtshusholder i Bremen (Roberts 1980, 133). Blandt 13 SPD-kandidater var de 5 værtshusholdere den største erhvervsgruppe ved kommunevalget i Berlin i november 1891 (Vorwarts 17. november 1891). James Roberts rammer efter min mening rigtigt, når han med hensyn til perioden før 1900 beskriver forholdet mellem arbejderbevægelsen og værtshuset som en symbiose (Roberts 1980, 128). Denne relation mellem værtshus og politik mistede efter 1900 langsomt sin betydning i takt med den stigende institutionalisering i. arbejderbevægelsen. De første synlige tegn på denne proces kunne iagttages, da arbejderbevægelsen begyndte at bygge eller erhverve sig forsamlingsbygninger. I første omgang var det imidlertid et fænomen, der kun gjorde sig gældende i de mellemstore provinsbyer, mens man længe efter 1900 i storbyerne i overvejende grad var henvist til at forsamle sig i det lokale værtshus, de lidt større restaurationslokaler eller i bryggeriernes store festsale. Den politiske kommunikationsfunktion, som for en del af arbejderklassen sikkert var den vigtigste, må dog ikke overvurderes. Værtshuset åbnede også op for selskabelighed og hvile, for læsning af aviser og for indtagelse af mad og drikke. Det unikke i værtshuset lå i, at det knyttede så mange forskellige funktioner for mange forskellige arbejdergrupper sammen. Selv for de organiserede udgjorde værtshuset et alternativ til foreningsmødets stive regler, normer, dagsordener og ved tægter. Omkring stambordet kunne enhver sætte sin egen dagsorden. Det var et fælles fristed og en mulighed for fysisk og psykisk kompensation oven på fabriksarbejdets belastninger eller privat- og familielivets genvordigheder. Det sidste aspekt er væsentligt at påpege. Både politik og værtshus var en mandsoffentlighed. Arbejdererindringslitteraturen fra perioden beskriver utallige ægteskabelige sammenstød, hvor kvinder beklagede sig over, at manden rendte til møder i værtshuset i stedet for at tage hende med på søndagsudflugt (Bromme 1905, 355). Værtshuset spillede en dominerende rolle i dannelsen af en selvstændig arbejderkultur. Dets mangefunktionelle karakter kunne rumme både de organiserede og de uorganiserede arbejderes behov. Det kunne på en gang tilføre arbejderen fysisk og psykisk kompensation i form af hvile og adspredelse, social reproduktion i form af selskabelighed og samtale og kulturel og politisk identitet og selvfølelse i form af organisationsvirksomhed. I den forstand var værtshuset en positiv realitet. Men vi ville fortegne billedet, hvis vi ikke omtalte de negative sider ved værtshuskulturen. Nye drikkeskikke Der er historisk set en snæver sammenhæng mellem kulturelt betingede drikkeskikke og -traditioner og socio-økonomiske betingede livsform er. Hvis arbejds- og livsbetingelserne forandres, så mister også traditionel drikkeadfærd sin integrerende kraft og formerne for alkoholindtagelse ændrer karakter. Det betyder også, at de forskellige alkoholiske drikkes sammensætning i det samlede forbrug skifter i takt med nye samfundsmæssige produktionsog reproduktionsvilkårs medvirken til dannelsen af nye kulturmønstre. Den første industrielle revolution i Tyskland markerede et skift i drikkeskikke. Tidligere anså man det for helt naturligt, at der på arbejdspladserne i præindustrialiseringsfasen i første halvdel af l800-tallet blev indtaget alkohol i store mængder. Brændevin var på dette tidspunkt den foretrukne måltids- og læskedrik. Den var billig, kunne dulme sult og kompensere for manglende næringsrig kost. Snapsen var f.eks. allestedsværende ved de store infrastrukturelle byggerier som jernbanen, havnevæsenet og kanaldriften i midten af århundredet. Dette billede ændrede sig i anden halvdel af århundredet. Under industrialiseringen blev alkoholindtagelsen på grund af den stigende 131

"Levereras over hela Tyskland i I hektoliters och '/2 hektoliters fal" Olreklam från år 1904. herefter udelukkende købe alkoholfattigt øl eller alkoholfrie drikke i fabriksmarketenderierne. Samtidig fandt man næsten overalt i arbejdsreglementer bestemmelser, der medførte bortvisning fra arbejdspladsen ved fuldskab, ligesom der i arbejdsforsikringslovgivningen fandtes en paragraf, der fratog den tilskadekomne arbejder retten til skadeserstatning, hvis han var kommet til skade i fuldskab (Hiibner 1988, 91). Men det var ikke alene den stigende arbejdsintensitet, der fortrængte alkohollen fra arbejdspladsen. Det tilsvarende fald i arbejdsdagens længde til omkring 9 timer om dagen og den overenskomstmæssigt sikrede søndagsfrihed, der var en realitet for mange arbejdergrupper omkring 1900, betød mere fritid, der bl.a. kunne bruges til at indtage alkohol. Der var ikke længere hverken rumligt eller tidsmæssigt behov for at gøre det på arbejdspladsen. Den industrielle udvikling i årene op til århundredeskiftet forstærkede tendensen til koncentration af alkoholkonsumet i værtshuset. For mange arbejdere blev det stedet, hvor de gennem rusen kunne få usle levevilkår og fysisk hårde arbejdsforhold lidt på afstand. Kompensationsfunktionen var i højere grad flyttet til værtshuset efter arbejdstid og var dermed ikke længere tæt integreret med arbejdet. Forbrugsmønster og alkoholisme arbejdsintensitet og kravet om en disciplineret arbejdskraft fortrængt fra arbejdspladsen. Dette objektive krav blev stærkt understøttet af arbejdsgiverne og konservativ-liberale afholdsforeninger, der førte lange kampagner mod særligt snapsdrikkeriet i fabrikkerne. Arbejdsgivernes holdning var entydig. I kommentarerne til en undersøgelse af snapsforbruget på 106 store arbejdspladser med 103.000 arbejdere i 1885 skreven arbejdsgiver: "En alkoholiker er ubrugelig til industriarbejde. Han er søvnig, langsom til arbejdet, upålidelig, ude på ballade, ofte syg og det er ikke muligt at beskytte ham mod farerne ved maskinerne" (Bohmert 1889, 12). Fra omkring århundredeskiftet var snapssalg og udskænkning helt bandlyst i fabrikkerne og arbejderne kunne 132 Alkohol udgjorde gennemsnitligt 14 % af arbejderfamiliens privatforbrug i 1870erne. Procentdelen faldt til 8,7 % i årene frem til l. Verdenskrig (Miihlberg 1985, 131fI). Der er to forklaringer på denne tendens. Den er for det første udtryk for stigende realløn i nogle arbejdergrupper, særligt blandt de faglærte, hvor alkohol udgifterne relativt udgjorde en mindre belastning på det samlede budget. For det andet afspejler den et absolut fald i forbruget efter 1905, hvor myndighederne satte ind med en hård afgiftspolitik i særdeleshed mod snapsen. Der skete tilsvarende drastiske ændringer i forbrugssammensætningen i perioden, idet ølforbruget steg voldsomt mod et ligeså karakteristisk fald isnapsforbruget. Mens 34 % af udgifterne til nydelsesmidlerne på arbejderbudgettet faldt på snaps mod 26 %

på øl i 1850, var situationen radikalt anderledes i 1913, hvor snapsen kun udgjorde 15 % mod øllets 47 % (Hiibner 1988, 78). De nævnte ændringer i forbrugsmønsteret må tillige ses som et billede af mere civiliserede drikkevaner og en ændret kulturopfattelse i arbejderkredse, hvor man i stigende grad drak den socialt mere ansete øl. Nydelse og stimulering var for flere mere centralt end den hurtige og rå alkoholrus's virkning. Men civiliserede drikkevaner og statistikkens angivelser af faldende forbrug kunne ikke skjule, at alkoholismen forblevet stort problem i arbejderbefolkningen. I en samtidig vurdering hævdes det, at 12 % af totalbefolkningen var alkoholikere og af 100 beskæftigede i industrien blev 44 betegnet som alkoholikere i svær eller let grad (Riihle 1930, 428).2 Afholdsbevægelsen organiserer sig Det var alarmerende oplysninger som disse, der gav socialdemokratiske afholdsforkæmpere gunstige arbejds- og argumentations muligheder. De gik til angreb på værtshuskulturen, som de anså for ondets rod. Ved siden af en til tider verdensfjern agitation, hvor de udpegede alkoholen som kapitalens og junkergodsejernes vigtigste undertrykkelsesmiddel, selvom samme kapital fordømte alkohol på arbejdspladsen, forsøgte de sig også med mere praktiske foranstaltninger. Et af de mere jordnære, etablering af alkoholfrie værtshuse og kulturhuse sammen med den socialdemokratiske fritænkerforening, slog aldrig Igennem (Miihlberg 1985, 137). De stadige mislykkede forsøg på at mobilisere partiet til kamp mod alkohollen førte til sidst til, at afholdssocialdemokraterne greb til et organisatorisk middel, som ellers længe var blevet afvist: Opbygningen af en selvstændig organisation ved siden af partiet. 196 socialde- 2 Statistikken er fra 1907. Angivelsen for de ind u stribeskæftigede synes høj. Riih1e oplyser intet om kriterierne bag statistikken. Men sammenholdt med det faldende forbrug i perioden 1850-1914, så er den konklusionen nærliggende, at alkoholisme har været et kolossalt problem i den tidlige industrielle fase. Samtida illustration av problemet arbetarhustrun och alkoholen. mokrater stiftede i påsken 1903 "Deutsche Arbeiter-Abstinenten Bund". Organisationens formål var "gennem bekæmpelsen af alkoholnydelsen og drikkeskikkene i arbejderklassen at fremme denne klasses befrielseskamp, at hæve arbejderens livskultur og forebygge alkohol betinget degeneration" (Berg 1905, 73). Foreningen ønskede trods grundlæggende uoverenstemme1ser med partiet at knytte sig til den moderne arbejderbevægelses idegrundlag og krævede således, at medlemmerne var organiseret i parti og fagforening. Den socialdemokratiske afholdsbevægelse havde i 1905 1.300 næsten udelukkende mandlige med- 133

lemmer og i 1912 var tallet 2.500. Det var imidlertid kun godt l % af de 200.000, der var organiseret i 119 afholdsforeninger af anden ideologisk fortrinsvis religiøs observans. Afholdsforkæmpernes umiddelbare modstandere i partiet var de socialdemokratiske værtshusejere, der var organiseret i "Verband der Freien Gast- und Schankwirte". Det udgav ugebladet "Der freie Gastwirt" med et oplag på 11.000 i 1913. Til sammenligning udkom afholdsforeningens 14-dages-blad "Der abstinente Arbeiter" samme år med 5.100 numre pr. gang (Hiibner 1988, 183; Krabbe 1974, 4Sf). Værterne havde både partiet og en lang tradition i ryggen, men afholdssocialdemokraterne var ikke helt uden støtte rundt omkring i de mange forgreninger af det socialdemokratiske organisationsapparat, bl.a. i ungdoms- og oplysningsbevægelsen. De to fraktioner, afholdenheden og partikneipen, stødte gang på gang sammmen med voldsom kraft. Partiledelsen bestræbte sig ligeså ofte på at mægle med det lidet perspektivrige mål at forhindre, at spørgsmålet udviklede sig til et afgørende partispørgsmål d.v.s. blev til et partikongresanliggende. Selvom ledelsen var enig i afholdsforeningens grundlæggende postulat, at det var nødvendigt med en kulturel "forædling" af arbejderen, så den intet alternativ til værtshusets mange funktioner for arbejderen. Kultur- og oplysnings tanken fik med beslutningen på 1905-partikongressen om nedsættelse af et selvstændigt, centralt kultur- og oplysningsudvalg større vægt. Arbejderen skulle nu for alvor bringes i nærkontakt med teater, kunst og litteratur. Den socialdemokratiske arbejder skulle - således propaganderede partiets førende kulturideolog Heinrich Schulz senere - stræbe efter højere kulturelle mål, der karakteriseredes ved, at de hævede det enkelte menneske over dagligdagens trivialiteter og meningsløshed (Schulz 1913, 10). Alkoholmodstanderne greb fat i denne argumentation og førte nu via en målrettet indsats for indflydelse på kulturarbejdet med temmelig stor succes det synspunkt igennem, at Schulz's målsætning var svært opnåelig i værtshusdunsten. Mange socialdemokrater støttede stadig ikke alkoholmodstandernes radikalisme, men stemningen for at lade "alkoholspecialisterne" komme til orde bredte sig mere og mere. 134 Nyalkoholdebat På 1906-partikongressen måtte August Bebel medgive, at det var nødvendigt at tage spørgsmålet op og han erklærede, at han personligt ville arbejde for, at alkoholsagen blev sat på dagsordenen på kongressen i Essen året efter. Den l. juli 1907 kunne "Der abstinente Arbeiter" så endelig sejrsstolt meddele på forsiden af bladet: "Es ist erreicht" (Der Abstinente Arbeiter, 1. Juli 1907, l). Alkoholsagen var sat på dagsordenen på kongressen i september. Oplægget til kongresdebatten blev holdt af Kautskys nære medarbejder Emanuel Wurm, der sammen med Kautsky var blandt de få top socialdemokrater, der nærede reel interesse for alkoholspørgsmålet. I første omgang medførte det dog stærke protester fra afholdssocialdemokraterne, som mente, at dette valg ville betyde et ensidigt angreb på afholdstanken. På kongressen skete der imidlertid det, at afholdsrepræsentanterne trak deres eget resolutionsforslag og sluttede op bag partiledelsens forslag, som på nær en stemme blev vedtaget af forsamlingen. Det kan i betragtning af de tidligere modsætninger synes mærkværdigt, men er udtryk for to lige pragmatiske udviklingslinjer i alkoholspørgsmålet. For det første ønskede partiet at afklare debatten, da divergenserne mellem de stridende parter nu ansås for at være for store. Wurm forsøgte at fremhæve de fælles mål ved at give indrømmelser til afholdsbevægelsen samtidig med at han fremmede sin egen og partiledelsens målsætning: Isolation af de mest radikale afholdsfortalere, først og fremmest de som ønskede og havde initieret en særorganisation. Den afgørende imødekommelse lå i følgende passus: "For os som socialdemokratisk parti er det vigtigste punkt at undersøge årsagerne til, at arbejdermasserne tvinges til alkoholnydelse. Vi bekæmper ikke kun årsagerne til alkoholisme, men også drikkeri, som jo fører til alkoholisme" (Wurm 1908, Il). Koblingen mellem alkoholisme og det at drikke var etableret, omend uklart. Efter dette fulgte Wurm nu slavisk i Kautskys 17 år gamle spor. Først med en grundlæggende forandring af livsbetingelserne (og her mente Wurm socialismen, LL) kunne man for evigt bandlyse al(!) alkohol.

SPDs vigtigste opgave bestod derfor i at arbejde for at arbejderne organiserede sig politisk og fagligt. Gennem organisationerne skulle kampen mod alkohol føres, mens Wurm afviste særorganisationens krav om afholdenhed som betingelse for medlemskab af arbejderbevægelsen. Han bestred ikke, at kampen mod alkoholmisbruget var en væsentlig forudsætning for og følge af den proletariske organisationskultur (Wurm 1908, 28f). Ved at gøre det hele til et organisationskulturelt spørgsmål, lykkedes det ham at undgå de omstridte sager om værtshusets rolle og arbejdernes fritidsadfærd. Den udtalte konsensus på Essen-kongressen var for det andet en følge af, at en mere moderat holdning var ved at indfinde sig i alkoholmodstandernes rækker. Selvom man fastholdt visse grundlæggende principper, indså man, at det var nødvendigt at opnå resultater og små forbedringer, hvis man for alvor skulle få de socialdemokratiske vælgermasser i tale. Afholdsforeningen viede oplysningsarbejdet og praktiske skridt mod alkoholforbruget større opmærksomhed. I årene umiddelbart op till. Verdenskrig var arbejdet i høj grad rettet ind imod at forhindre salg af alkohol under strejkemøder, valgmøder og demonstrationer, imod alkoholreklamer i partipressen og for fjernelse af arbejdsformidling fra værtshussektoren og for åbning af alkoholfrie mødelokaler. Denne nye taktik - om man så vil - reddede formodentlig afholdsforeningen fra udslettelse. Det gav den et vist spillerum og en vis accept fra den øvrige arbejderbevægelse. Afslutning To alkoholpolitiske linjer har gjort sig gældende i denne artikel. Vi kan af debatten i Det tyske Socialdemokrati omkring 1900 drage erfaringer, der også er relevante i dag. På den ene side slog afholdstanken aldrig igennem i arbejderbevægelsen. Dertil sad alkoholnydelsen alt for fast i både nationalkulturen, men også i arbejderkulturen. Det var nærmest umuligt for arbejderne at deltage i den proletariske offentlighed uden at de skulle forbruge øl eller snaps. Sammenhængen mellem nationalkulturen og den proletariske værtshuskultur og værtshusets betydningsfulde plads i arbejderlivsformen anser jeg for den væsentligste forklaring på afholdstankens manglende gennemslag i den tyske arbejderbefolkning. Symbiosen mellem værtshus og arbejder blev dertil yderligere cementeret for de organiserede socialdemokrater, hvis politiske liv udspilledes i værtshuset. Den socialdemokratiske afholdsforenings radikalistiske og virkelighedsfjerne agitation tog netop ikke udgangspunkt i kultur og livsform og var derfor dømt til at mislykkes. Den alkoholpolitik, som partiet nødtvunget antog, førte på den anden side heller ikke til meget. lord havde partiflertallet en mere realistisk forståelse af alkoholismens rødder og en mere virkelighedstro fornemmelse af, hvordan alkoholismen burde bekæmpes og først og fremmest, hvordan den ikke burde bekæmpes. Det var imidlertid en taktisk betonet alkoholpolitik, der kun legitimeredes gennem en indordning under den almene politiske strategi. En selvstændig alkoholpolitik, forstået som uafhængig af andre politiske krav, men formuleret under hensyntagen til den styrke og indflydelse Socialdemokratiet havde i arbejderbefolkningen, havde sikkert kunnet føre til formindskelse af alkoholmisbruget. Kaster vi et blik tilbage på debatten må vi konstatere og konkludere, at Kautsky og Wurm havde ret i analysen, men "glemte" at handle, mens afholdsfolkene med en fejlagtig analyse nok handlede, men handlede uden resultat. Litteratur Berg, Otto: Abstinente Arbeiter, organisiert Euch! I: Der Abstinente Arbeiter, 1. Juli 1905 Bromme, Moritz: Lebensgang eines modernen Fabrikarbeiters, udg. af Paul Gohre, Jena/Leipzig 1905 Bohmert, Viktor: Der Branntwein in den Fabriken, Leipzig 1889. Der Abstinente Arbeiter, 1. Juli 1907 Handbuch der sozialdemokratischen Parteitage von 1863-1909. Miinchen 1910 Hiibner, Manfred: Zwischen Alkohol und Abstinenz. Berlin 1988 Kautsky, Karl: Der Alkoholismus und seine Bekampfung. I: Neue Zeit, Berlin 1890/91 Koester, Benno: Berliner Gaststatten vor der Jahrhundertwende bis zum Ersten Weltkrieg. Berlin 1964 Krabbe, Wolfgang: Gesellschaftsveranderung durch Lebensreform. I: Studien zum Wandel von GeselIsehaft und Bildung im Neunzehnten Jahrhundert, bd. 9. Got- 135

tingen 1974 Miihlberg, Dietrich (udg.): Arbeiterleben um 1900. Berlin 1985 Roberts, J arnes: Wirtshaus und Politik in der deutsche Arbeiterbewegung. I: Huck, Gerhardt (udg.): Sozialgeschichte der Freizeit. Wuppertal 1980 Riihle, Otto: Illustrierte Kultur- und Sittengeschichte, Berlin 1930 Schriider, Wolfgang (udg.): Geschichte der revolutionaren Berliner Arbeiterbewegung, bd. 1. Berlin 1987 Schulz, Heinrich: Arbeiterbildung und Bildungsarbeit, Berlin 1913 Simon, Ferdinand: Zur Alkoholfrage, I: Neue Zeit. Berlin 1890/91 V Vorwarts 17. November 1891. English Summary Lau Laursen: Værtshuskultur og alkoholdebat i det tyske socialdemokrati omkring 1900 (Public house traditions and the debate on alcohol in German Social Democracy around 1900) The subject of the article is public house traditions and the alcohol debate in German Social Democracy, the SPD, around 1900. The aim is to contribute to the analysis of the link between drinking traditions and lifestyle. I t is a subject that can well be treated historically, as in this article, in which German workers during the final phase of the firs t industri al revolution are taken as an empirical example. Against this background alcohol policies formulated by various groups within the Social Democrat labour movement are examined. The article has the idea that experiences from these discussions may in$pire present day alcohol debate. Alcohol debate within the SPD is first discernibie at the beginning of the 1890s. A small group, mainly consisting of academics, provoked debate with their demand for total abstinence as a prerequisite for politi cal struggle and cultural development. The SPD leadership was not unanimous on this. Such a ruling would deprive the labour movement of its most import an t and only political and organizational forum: the working man's pub. Though party leadership was itself agreed on the struggle against alcoholism, they promptly retorted to the temperance people. In 1890-91 a series of articles was published by the prominent Social Democrat, Karl Kautsky. These articles forme d the foundation of the Part y's alcohol policy for many years to come. In the years before and after 1900 the working man's pub was a prominent 'time-ofr institution for both organized and non-organized labour. It was an important base for forming an independent workers' culture and its whole character could offer physical and mental relaxation in the form of rest and amusement, social interac- tion in companionship and conversation, and cultural and political identity in organized activities. In thi s sense the public house was a constructive reality. After publication of Kautsky's series of articles, the majority of SPDs consistently declined to include alcohol questions on the agenda at annual congresses. The temperance people realized that their only means of escaping party isolation was to get organized in a separate union. The Deutsche Arbeiter-Abstinenten Bund was established in 1903 and, through influence in SPD cultural and educational work, managed to get the alcohol question debated at the 1907 Party Congress. A compromise was reached, resulting in a more peaceful front on this question within the labour movement. Finally, the article endeavours to outline the two alcohol platforms within the SPD. On the one hand, the idea of total abstinence was never generally accepted in the SPD. The link between German national traditions, which have been described by an expert on German cultural history as a "beer-drinking brotherhood", and the proletarian 'pub' culture which played an important part in the lives of the workers, is considered the main reason why a teetotalling crusade never really went home to the German workers. The temperance movements' propaganda was too unrealistic and was out of touch with workers' traditions and lifestyles. On the other hand, the alcohol policy the party was obliged to adopt did not yield many results. The majority of the party had a more realistic understanding of the roots of alcoholism and were better ab le to perceive how it should be combatted. It was, however, a tactical alcohol policy that could be legitimated by being fitted in to the general politi cal strategy, which aimed first and foremost at introducing social and economic reforms which would improve the material living conditions of the working classes. 136