Slagelse Kommune Sprogvurdering og sprogstimulering af tosprogede småbørn Information til forældre Center for Dagtilbud Nordbycentret 2012
Sprogvurdering og sprogstimulering af tosprogede børn Hvorfor er sprogstimulering vigtigt? Alle børn har behov for at kommunikere med deres omverden både på deres modersmål og på det sprog, som der tales i omverdenen. Barnets forældre og de personer, som barnet omgiver sig med har en stor betydning for barnets sproglige udvikling. Tosprogede børn er børn, der i det daglige møder flere sprog og har brug for at kunne anvende to eller flere sprog. Nogle børn taler både dansk og modersmål med deres forældre, og andre anvender for det meste kun et af sprogene. Begge sprog skal anerkendes og trænes, så barnet kan bruge dem begge i sin sproglige udvikling Jo tidligere børnene begynder at tilegne sig sprog, desto bedre muligheder har børnene for at få stort udbytte af det samlede læringsmiljø i vuggestuen og børnehaven. På længere sigt bliver børnene også bedre udrustet til at få en god skolegang og senere ungdomsuddannelse. Forældrenes arbejde med at udvikle barnets sprog, understøttes derfor også i barnets vuggestue og børnehave. Her gives der sprogstimulering til alle børn, som tager udgangspunkt i lige præcis dét, som barnet har behov for. For børn, der anvender flere sprog i dagligdagen er formålet med sprogstimuleringen, at de skal beherske dansk på niveau med jævnaldrende børn, så de kan få et ligeså stort udbytte af undervisningen som de øvrige børn, når de begynder i skole. Derfor vurderer pædagogerne barnets sprog og planlægger, hvordan de sammen med barnets forældre kan samarbejde om barnets sproglige udvikling. Eda er 3 år og lige startet i børnehaven. Hendes modersmål er tyrkisk, og hun taler ikke dansk. Pædagogerne har sammen med Edas mor lavet en lille bog med billeder af vigtige tyrkiske ord, som Eda bruger. Under billedet og det tyrkiske ord, skriver de det danske ord.
Sprogvurdering og sprogstimulering af tosprogede børn Sprogvurdering af tosprogede børn Tosprogede småbørn i 3-årsalderen, som allerede går i børnehave, bliver sprogvurderet af pædagogerne, hvis de har en formodning om, at barnet kan have behov for sprogstimulering. Går barnet ikke i børnehave vil barnet altid blive indkaldt til en sprogvurdering. Børn der er ældre end 3 år men endnu ikke påbegyndt skole og går hjemme vil også blive indkaldt til en sprogvurdering Det vil typisk være situationer, hvor familien for nylig er flyttet til Slagelse Kommune eller situationer, hvor forskellige forhold har medført, at barnet ikke er blevet sprogvurderet som 3-årig. Forældrene bliver altid inddraget i barnets sprogvurdering, og sprogvurderingen foretages af pædagoger, der har en særlig viden om børn sprogudvikling. Pædagogerne har udvalgt nogle særlige materialer med billeder og små opgaver, som dit barn skal tale med pædagogen om. Hvordan modtager barnet sprogstimulering? Alle børn i vuggestue og børnehave bliver sprogstimuleret af pædagogerne, og dette kalder vi en generel sproglig indsats. Som forælder kan du medvirke til at understøtte sprogstimuleringen ved at være opmærksom på, hvordan du bruger sproget i det daglige sammen med dit barn, ved at spørge nysgerrigt ind til barnets dagligdag og læse sammen med dit barn. Børn, der har behov for en mere koncentreret og tilrettelagt form for sprogpædagogisk aktivitet vil blive knyttet en sprogpædagog i institutionen. Sammen med pædagogerne og forældrene vil samarbejdet handle om dit barns sprogudvikling. I børnehaven vil dit barn få oprettet Barnets sprogmappe, hvor du som forældre løbende kan se, hvad barnet og pædagogerne har arbejdet med, og du vil blive inddraget i hvordan du kan understøtte barnets læring. Ved 5-års-alderen udarbejder sprogpædagogen et ark, som opsummerer hvordan der kan arbejdes målrettet med barnets sprog for at gøre barnet klar til skolestart. Dette kalder vi en fokuseret sproglig indsats. Børn, der har øvrige former for sproglige vanskeligheder, kan have behov for en specialpædagogisk indsats, fx en tale/høre-pædagogisk indsats. Her vil institutionspersonalet sammen med dig som forælder udfylde et skema, hvor dit barns sproglige vanskeligheder bliver beskrevet. Her vil dit barn blive henvist til den hjælp, der er relevant netop for dit barn. Dette kalder vi en særlig indsats.
Inspiration til sprogstimulering Stimulér dit barns modersmål. Et godt modersmål er vigtigt for tilegnelsen af dansk. Glæd dig, når dit barn bruger danske udtryk. Barnet får lyst til at lære mere dansk, når du viser, at du er stolt over det. Se dansk børnetime sammen med barnet, og snak med barnet (på modersmålet) om det, I ser. Leg bytte-ord-leg med barnet. Snak med barnet om, at tingene hedder noget på modersmålet og noget andet på dansk. Opsøg steder og aktiviteter, hvor dit barn hører dansk i fritiden. Tag f.eks. på biblioteket og legepladser, hvor der er børn, der taler dansk. Læs højt af bøger på barnets modersmål og på dansk. Snak om bogens indhold, og bogens billeder. Lad barnet læse med og afbryde. Lav fjollerrim og remser med barnet. Tag udgangspunkt i dit barns interesse fx, biler, drager, mad eller prinsesser for at starte med noget, barnet synes er spændende.
Inspiration til sprogstimulering
Tosprogede børn med behov for sprogstimulering, der ikke går i børnehave Særligt om børn med behov for sprogstimulering, der ikke går i børnehave Når dit barn er blevet sprogvurderet vil pædagogerne forestå den faglige vurdering af, om barnet har behov for sprogstimulering. Hvis barnet har behov for sprogstimulering vil du blive tilbudt at skrive dit barn op til en børnehave i Slagelse Kommune på almindelige vilkår. Ønsker du ikke at lade dit barn indskrive i en børnehave, skal du på anden vis sørge for, at din barn bliver sprogstimuleret ud fra barnets behov: For forældre hvor begge er i arbejde indgår barnet 15 timer ugentligt i en udvalgt børnehave, hvor barnet modtager sprogstimulering. Dog kan barnet kun modtage sprogstimulering så længe, det har brug for det. For forældre, hvor én af disse er uden arbejde, indgår barnet 30 timer ugentligt i en udvalgt børnehave. I børnehaven vil barnet modtage sprogstimulering og indgå på lige fod med de øvrige børn. Har barnet ikke længere behov for sprogstimulering eller kommer den forælder, der ikke har arbejde i job, vil forældre og barn tilbydes overgang til almindelige vilkår for børn i dagtilbud med dertil knyttede muligheder for søgning af friplads. Som forælder med barn i 30 timers dagtilbud skal man altid informere Jobcentret, hvis man har fået job, idet man ikke længere er berettiget til at lade sit barn modtage 30 timers dagtilbud. Bayram på 5 år går på samme stue som Eda, og han taler tyrkisk og dansk. Pædagogerne har fortalt Bayram, at der kommer en pige, som taler tyrkisk, og han vil meget gerne hjælpe. Pædagogerne laver en gruppe, hvor Eda og Bayram er sammen: De læser De tre Bukkebruse, og Bayram hjælper med at oversætte ord fra dansk til tyrkisk og fra tyrkisk til dansk. Pædagogerne skriver et par ord fra eventyret ned i bogen.
Tosprogede børn med behov for sprogstimulering, der ikke går i børnehave Forældre ønsker selv at sørge for sprogstimulering til barnet. Du skal indsende følgende oplysninger skriftligt til Nordbycentret før sprogstimuleringen starter: 1. Hvem forestår sprogstimuleringen (navn og kontaktoplysninger) 2. Dokumenterede kvalifikationer og uddannelse for varetagelse af sprogstimuleringen 3. Plan for sprogstimuleringens indhold og mål 4. Angivelse af hvor sprogstimuleringen finder sted og i hvilke tidsrum Nordbycentret fører tilsyn med sprogstimuleringen, som skal stå mål med den øvrige sprogstimulering i Slagelse Kommune. Derfor udleveres Barnets Sprogmappe til den, der varetager sprogstimuleringen, og det forventes, at barnets sproglige udvikling løbende dokumenteres heri. Nordbycentret skal tillige informeres om afbrud i sprogstimuleringen og ved barns eller undervisers ferie fra sprogstimuleringen eller ved længerevarende sygdom. Når Edas forældre henter hende i børnehaven om eftermiddagen, fortæller pædagogerne, hvilke nye ord Eda har lært. Edas mor forstå ikke så godt dansk men griner og siger, at hun også vil lære eventyret. Hun låner derfor bogen med hjem, så de kan læse historien sammen. Ved du, at børnehaverne i Slagelse Kommune har en kanon? Her har pædagogerne udvalgt en masse gode historier, sanglege og rim og remser, som børnene lærer i børnehaven. Når børnene starter i skolen, bruges de samme historier, og børnene får en tryg skolestart, da de kender noget af skolens indhold.
Ønsker du mere information om sprogvurdering og sprogstimulering? På Slagelse Kommunes hjemmeside slagelse.dk og på Nordbycentrets hjemmeside kan du læse meget mere om sprogvurdering og sprogstimulering: Se materialer om sprogvurdering Læs om målene for sprogstimulering af tosprogede børn Læs hele Lov om obligatorisk dagtilbud til tosprogede børn og mulighed for standsning af børneydelsen ved forældrenes manglende overholdelse af sprogvurderings og sprogstimuleringspligten mv. hvorfra der, i denne pjece, kun er medtaget udvalgte dele, bl.a.: Forældre til børn i 3-årsalderen, der går i dagtilbud har pligt til at lade deres barn sprogvurdere, hvis der på baggrund af sproglige, adfærdsmæssige eller andre forhold er en formodning om, at barnet kan have behov for sprogstimulering. Hvis sprogvurderingen viser, at barnet har behov for sprogstimulering, skal barnets modtage dette. Det er en sagkyndig vurdering, der afgør, hvorvidt barnet skal sprogvurderes og efterfølgende modtage sprogstimulering. Forældre til børn i 3-årsalderen, der ikke går i dagtilbud, har ligeledes pligt til at lade deres barn sprogvurdere og efterfølgende lade barnet modtage sprogstimulering, såfremt barnet har behov for det. Bortfald af børneydelsen: Kommunen skal standse børneydelsen til forældre, som ikke opfylder deres pligt til at lade deres barn deltage i en sprogvurdering og eventuel sprogstimulering. Afgørelse: En anke vedrørende afgørelse om at standse udbetalingen af børneydelsen kan ske efter de almindelige regler i Forvaltningsloven. Slagelse Kommune Center for Dagtilbud Nordbycentret Kierulffsvej 2 4200 Slagelse Telefon 30785820 www.nordbycentret.dk