Tenna Mette Sørensen årskort nr.: 20061322 side 1 af 27. Lykkejagt

Tenna Mette Sørensen årskort nr.: 20061322 side 1 af 27 Indholdsfortegnelse: Lykkejagt Abstrakt... 1 Indledning... 2 Problemformulering... 3 Afgrænsning... 3 Redegørelse... 4 Martin Seligman... 4 Det behagelige liv... 5 Det engagerede liv... 6 Det meningsfulde liv... 7 Viktor E. Frankl... 7 Roy F. Baumeister... 9 Diskussion... 13 Begrebet lykke... 13 Det indbyrdes forhold mellem de tre tilgange til lykke... 15 Det meningsfulde liv er et fundament for lykke men ikke lig med lykke... 16 Det behagelige liv som fundament for det meningsfulde liv... 17 Det meningsfulde liv er vigtigere for ens lykke end det behagelige og engagerede liv... 17 Opsamling på de tre tilgange til lykke... 17 Er jagten på lykken en positiv tendens for den enkelte og for samfundet?... 18 Det sociale væsen... 19 Menneskets naturlige behov vs. kulturens behov... 20 Gør jagten på lykken mennesket lykkeligt?... 20 Opsamling på om jagten på lykken er en positiv tendens for den enkelte og for samfundet?... 21 Videnskabelig værdineutral... 21 Konklusion... 23 Perspektivering... 24 Litteraturliste... 26 Abstrakt There are three different ways to happiness according to Martin Seligman theory - happiness through living a pleasant life, an engaged life or a meaningful life. In this paper I discuss how these three ways of living are connected with each other and that happiness is more likely if these three ways to happiness are sought simultaneous. Viktor E. Frankl problematizes that having happiness as a main goal in life make it more unlikely for you to get it. I use among others Roy Baumeisters theory of meaning to discuss that the tendency in our culture to hunt happiness might not be the right goal for society or the individual. A meaningful life can be seen as a more important goal then happiness which can come as a side effect of living a meaningful life not as a goal in it self. Svend

Tenna Mette Sørensen årskort nr.: 20061322 side 2 af 27 Brinkmann criticizes that psychology as a science is trying not to deal with this value laden side of human life, on account of trying to stay scientific. But humans are both natural and cultural beings. And the culture is also moral and therefore value laden. Indledning Der er ikke enighed om, hvad lykke er, og hvordan man opnår det. Nogle mener, vi ikke er kommet nærmere forståelsen af lykke siden Aristoteles, derfor er forskning i lykke stadig relevant. Hvad der afgør, om man får et lykkeligt liv, er ikke længere kun filosofer og de religiøse, der tager op. Da Martin Seligman blev formand for det amerikanske psykologforening, navngav han i 1998 et nyt forskningsfelt Positiv Psykologi, fordi han synes, at psykologien igen skulle have fokus på det optimale liv og menneskets styrker. Positiv Psykologi er et forsknings felt som sætter fokus på, hvad det er, der gør livet værd at leve. Siden Anden Verdenskrig har psykologien været beskæftiget med mental sygdom i langt størstedelen af tilfældene (Anders Myszak og Simon Nørby 2008). For at kunne se mennesket som en helhed, så måtte forskningen også få fokus på styrkerne og det optimale liv. Martin Seligman er en af de førende inden for nyere lykkeforskning. I hans teori om autentisk lykke beskriver han tre tilgange til lykke: en tilgang til lykke hvor det handler om nydelse (det behagelige liv), en tilgang hvor det handler om at være engageret, og en tilgang hvor det vigtige er at have et meningsfuldt liv og være selvtranscendent. Men denne fokusering på lykke i forskningen afspejler nok en generel fokusering på lykke i samfundet. I takt med at samfundet har ændret sig fra landbrugssamfund til bysamfund, er der også sket en individualisering. Det enkelte menneske er blevet sat i centrum. Der er kommet øget fokus på det enkelte menneskes lykke. Det ses blandt andet ved, at der er kommet et nyt forskningsfelt Positiv Psykologi med fokus på netop lykke. Lykke i vores samfund er blevet standarden for, hvornår noget er godt. Fx vil man undersøge folkeskole elevernes livsglæde som mål for, hvor godt skolen klarer sin opgave (www.livsglaede.dk). Man er blevet voldsomt optaget af, hvordan det føles. Det klassiske eksempel på denne følekultur er sportsjournalistens spørgsmål: Hvordan føles det?. Hvis det ikke føles godt, kan man overveje, om det er det rette for en. Men problemet er, at mange ting, der er værd at have, kræver kræfter og vedholdenhed for at opnå, fx en universitetsuddannelse. Det kan være svært at gennemføre pga. eksamensstress mm. Det føles ikke altid godt, men det er

Tenna Mette Sørensen årskort nr.: 20061322 side 3 af 27 alligevel det værd, fordi målet ikke er, at det skal føles godt, men målet er et job, der giver en indhold og udfordringer i sidste ende. Denne tendens til at fokusere på hvordan man opnår lykke, behøver ikke kun at være en positiv udvikling for den enkelte og samfundet. Problemformulering Hvordan hænger Seligmans tre tilgange til lykke sammen, og er jagten på lykken en positiv tendens for den enkelte og for samfundet? Med jagten på lykke mener jeg, det at have lykke som mål, og det at fokusere på at opnå dette mål. Afgrænsning I min opgave vil jeg behandle lykke som et almen psykologisk fænomen, og ikke komme så meget ind på, hvordan man anvendelsespsykologisk kan give redskaber til at opnå lykke. Jeg vil ikke komme ind på Seligmans teori om karakter styrker og dyder, da jeg ikke vil tale om karaktertræk men om tilgange til lykke. Jeg har valgt ikke at gå dybere ind i hverken subjektiv velvære eller psykologisk velvære, da jeg gerne vil diskutere på et mere overordnet plan, den værdi lykke har fået i vores samfund. Derfor bruger jeg Seligman, som jeg ser som en teoretiker, der prøver at samle de to retninger i hans teori. Og hans teori om lykke giver en god ramme for at forstå og kunne overskue det noget spredte forskningsfelt indenfor lykke. Jeg har valgt, Viktor Frankl og Baumeister teorier, da deres teori om mening kan bruges til at sætte spørgsmålstegn ved, det at have lykke som et mål. Derudover er de nok, de mest brugte og førende indenfor undersøgelsen af det meningsfulde liv. Jeg vil redegøre for Seligman teori om de tre tilgange til lykke og den lykkeformel som sætter tilgangene ind i en større ramme. Derefter vil jeg redegøre for Viktor Frankls eksistentielle teori om personlig mening i livet. Til sidst i redegørelsen vil jeg præsentere Roy Baumeisters socialvidenskabelige teori om mening med livet. Jeg har valgt at diskutere begrebet lykke. Jeg vil bruge de tre teorier til at diskutere, hvordan de tre tilgange til lykke, Seligman præsenterer, kan hænge sammen, og om jagten på lykke er en positiv tendens. I den afsluttende diskussion vil jeg diskutere psykologiens rolle som videnskab, og inddrage Brinkmanns kritik af psykologiens forsøg på at være værdineutral.

Tenna Mette Sørensen årskort nr.: 20061322 side 4 af 27 Redegørelse Martin Seligman Martin E. P. Seligman syntes, at psykologien havde fokuseret for meget på mental sygdom og på menneskets problemer. Seligman har skrevet en bog, der hedder Authentic Happiness, som også er henvendt til den almene befolkning. I denne bog sammenkobler han meget af den forskning, der bruges inden for den Positive Psykologi, i en ramme, der beskriver tre tilgange eller måder at opnå lykke på. Den giver et godt overblik og kan bruges til at samordne de mange løsrevne forskningsretninger. Det, der er interessant ifølge Seligman, er ikke at kigge på øjebliks lykke, men hvordan man hæver det vedvarende niveau af lykke. Han har en formel for ens vedvarende lykkeniveau. Det er ikke alt ved lykke, vi selv kan styre. Lykke formelen: H = S + C + V H står for personens vedvarende niveau af lykke (happiness), S står for set range, C står for omstændighederne (circumstances) i personens liv, og V står for hvad der er inden for valgets kontrol (voluntary). Man fødes med et bestemt set range (S), som er det laveste niveau af lykke og højeste niveau af lykke, man kan opnå. Nogle er altså ikke født med muligheden for at opnå lige så høj lykke som nogle andre. 50 % af ens lykkeniveau er arveligt. Omstændighederne (C) står ikke for mere end 8 til 15 % af forskellene i lykke. Blandt andet er der mange undersøgelser, der har vist, at der ikke er en stigning af lykke med en stigning i indkomst. Efter et vist niveau af økonomisk sikkerhed stiger lykken ikke længere i korrelation med en stigning i indkomst. Det der er under valgets kontrol (V), er ens handlinger og tankevaner. Denne del af lykkeformlen deler Seligman op i fortid, fremtid og nutid. Nutiden deles yderligere op mellem nydelse (det behagelige) og tilfredshed (det engagerede).

Tenna Mette Sørensen årskort nr.: 20061322 side 5 af 27 Seligman mener, man kan ændre sine følelser omkring fortiden, hvordan man tænker om fremtiden, og hvordan man oplever nutiden (Seligman 2002 s. 62). Det behagelige liv Seligman definerer det behagelige liv som: A life that succesfully pursues the positive emotions about the present, past and future (Seligman 2002 s.262) Man kan ifølge Seligman ændre sine følelser omkring fortiden ved den måde, man tænker om fortiden. Seligman skriver, at alle emotioner omkring fortiden er drevet af tænkningen og fortolkningen. Depressives tanker er fyldt med negative fortolkninger af fortiden, fremtiden og deres evner. Seligman mener, at hvis man lærer depressive at modargumentere de pessimistiske fortolkninger, så virker kognitiv terapi lige så godt som medicin (Seligman 2002 s. 65). Seligman mener ikke, at den tanke, at ens fortid bestemmer ens fremtid, er rigtig. En voksens problemer er ifølge Seligman ikke en følge af barndommens begivenheder. Det, der har den store effekt på ens voksne personlighed, er generne. Man er altså ikke determineret af barndommens begivenheder. Han lægger vægt på, at Freuds og hans tilhængeres teori om, at barndommen determinerer os, gør mennesker passive og bitre. Derfor skal man aktivt omskrive fortiden ved at lægge vægt på og lægge mærke til det gode i sin fortid i stedet for at overfokusere på det negative. Det gør man ved at være taknemlig og tilgivende omkring fortiden. Man skal ifølge Seligman bestræbe sig på at være optimistisk omkring fremtiden. Seligman mener, det er vigtigt for at kunne nyde nuet, at man har en optimistisk forklaringsstil. Hvis man øver sig i at have en optimistisk forklaringsstil, får man tillid til sig selv og til fremtiden, og man oplever ikke sig selv som hjælpeløs, hvilket kan øge ens positive emotioner. Seligman deler lykke i nuet op i pleasures (nydelse) og gratifications (tilfredsstillelse). Det nydelsesfulde liv eller behagelige liv som det også bliver kaldt, er baseret på positive emotioner. Man kan forsøge at forlænge disse øjeblikke af lykke, men det er ikke længerevarende lykke.

Tenna Mette Sørensen årskort nr.: 20061322 side 6 af 27 Chokolade er fx en nydelse at spise, men når man har spist færdig varer nydelsen ikke ved. Den aftager faktisk fra første bid, pga. habituationseffekten altså det, at man vender sig til stimuli, hvis den gentages. Mennesket søger at få så mange positive oplevelser og undgå, hvis de kan, de negative. Det behagelige liv søges instinktivt af mennesket, fordi det umiddelbart sikrer overlevelse her-og-nu. Det engagerede liv Mennesket er mere end instinkt og behovstilfredsstillelse. Det har også et behov, hvis man kan kalde det, det, for at blive udfordret optimalt. Den optimale udfordring ligger imellem kedsomhed og angst. Et meget behageligt liv kan måske blive meget kedeligt. Seligman definerer gratifications som: The class of positive emotions about the present, but unlike the pleasures, they are not feelings but activities we like doing The gratifications absorb and engage us fully; they block selfconsciousness; they block felt emotions, except retrospect and they greate flow, the state in which time stops and one feels completely at home (Seligman 2002 s. 262). Seligman mener, vi skal nuancere, hvorfor vi holder af en aktivitet, da der er forskellige bagvedliggende grunde, der motiverer en handling. Og når vi bare siger, det bliver jeg glad af, fokuserer vi for meget på følelsesdelen af en handling. Når vi er engagerede, bliver vi motiveret af noget andet end nydelse. It is the total absorbtion, the suspension of consciousness, and the flow that the gratifications produce that defines liking these activities not the presence of pleasure. Total immersion, in fact, blocks consciousness, and emotions are completely absent. This distinction is the difference between the good life and the pleasant life (Seligman 2002 s. 111). Seligman skriver, at vi er for fokuseret på nydelsen på bekostning af det engagerede liv. Nydelse er nem at skaffe, men tilfredsstillelse er svær og skal være svær at opnå. Derfor kan det resultere i, at motivationen svigter. Flow:

Tenna Mette Sørensen årskort nr.: 20061322 side 7 af 27 When we engage in pleasures, we are perhaps just consuming they do not build anything for the future. They are not investments, nothing is accumulated. In contrast, when we are engaged (absorbed in flow), perhaps we are investing, building psychological capital for our future. Perhaps flow is the state that marks psychological growth (Seligman 2002 s. 116). Det kan altså være, at det, der motiverer os i det engagerede liv, er vækst. I stedet for bare at tilfredsstille de basale behov, og vende tilbage til status quo, så er det engagerede liv, her vi udvikler os og lærer. Det engagerede liv skal ifølge Seligman arbejde imod nogle meningsfulde mål. Det sidste led i Seligmans teori er det meningsfulde liv. Det meningsfulde liv Her er Seligman meget spekulativ. Han mener, at Gud kan være noget, vi arbejder hen imod skal komme til sidst, ikke noget der findes endnu. Han mener, at det meningsfulde liv er at tjene en højere sag - noget der er større end en selv. Dette større man kan arbejde på, er flere win-win situationer, hvor der ingen tabere er. Det er altså noget med at arbejde for en bedre verden, og at være optaget af noget der ligger uden for en selv. Halvdelen af ens vedvarende lykkeniveau er determineret af arv, men man er ikke fuldstændig determineret af ydre kræfter. Man kan prøve at ændre sin subjektive oplevelse af sin fortid, fremtid og nutid. Men man kan også, i stedet for at fokusere på sine følelser og oplevelser, fokusere på sine aktiviteter og udfordre sig selv, så man kommer i en flow tilstand. Men målet for ens udfordring og aktivitet kan gøres endnu mere tilfredsstillende ved, at målet er til fordel for noget større end en selv. Så ens anstrengelser for alvor er umagen værd. Der er ikke så mange inden for psykologien, der har undersøgt det meningsfulde liv, men de mest indflydelsesrige er nok Viktor E. Frankl og Roy F. Baumeister. Viktor E. Frankl Man har troet, at man kunne gøre mennesket lykkelig ved at forbedre menneskets socioøkonomiske situation. Men ifølge Viktor E. Frankl har det vist sig, at hvis mennesket ikke behøver kæmpe for overlevelsen, begynder mennesket at spørge sig selv, hvad man skal overleve for (Frankl 1993b).

Tenna Mette Sørensen årskort nr.: 20061322 side 8 af 27 Problemet er, at værdierne, der blev overført gennem traditionerne, er ved at opløses. Derfor skal mening opdages af den enkelte. Menneskets handlinger er hverken dikteret af de traditionelle værdier eller deres drifter og instinkter. Man er derfor overladt til enten at lade sig styre af, hvad andre ønsker eller gør og dermed være konform, eller selv guide sine handlinger ved at opdage meningerne i livet. Mening findes som muligheder i hver enkelt situation. Hver situation giver en unik chance for at fuldbyrde en mening. Man skal bare opdage den mening, der ligger som en mulighed. Meninger skal altså ikke konstrueres men blot opdages, for de findes i alle situationer. Frankl er eksistentialist, fordi han går op i menneskets valg. Men han er ikke eksistentialist, hvis det forstås som, at man konstruerer meninger selv. I enhver situation kan man vælge imellem at tage imod chancen for at fuldbyrde dens mening eller ej. Det er en personlig mening, da ingen andre kan bestemme eller dømme, hvilken mening ens liv skal have. Mening med livet er ikke abstrakt. Meningen med livet er unik for den enkelte og i den enkelte situation. Viktor E. Frankl var psykolog og psykiater. Han var fange og overlevede koncentrationslejre under Anden Verdenskrig. Her oplevede han menneskets værste side, og hvad der sker med mennesket, når dets identitet, tryghed og fundament bliver fjernet. Han mener, han overlevede, fordi han havde en mission. Han ville gøre det manuskript færdigt, som var blevet ødelagt af tyskerne. Han lagde mærke til, at de, der overlevede, havde noget der gav dem mening, så de kunne udholde lidelsen. De fleste, der overlevede koncentrationslejrene, var orienteret mod fremtiden. Denne orientering kunne være mod en person, en opgave eller en mening der skulle fuldbyrdes i fremtiden (Frankl 1993b, s. 29). Med denne mening i livet, som dog ikke altid var indeholdt i situationen, men placeret i fremtiden, kunne de udholde lidelsen, fordi der var en mening uden for dem selv og deres egen nuværende situation. Frankl mener, at meningen findes, når man er selvtranscendent. Det mener han ikke nødvendigvis i en religiøs betydning, men som at mennesket er rettet mod noget eller nogen anden end sig selv. Han kommer med metaforen øjet, som, når det er optimalt, ikke ser sig selv, men kun når det er sygt eller kigger i spejlet. Selvaktualisering, lykke og identitet er ikke noget der skal aktivt søges, men det er en utilsigtet bivirkning ved at være selvtranscendent. Hvis verden bliver et middel for en selv til ens egen selvrealisering eller lykkejagt, så nedvurderer man ifølge Frankl verdenen (1993a) Frankl (1993b) referer til en undersøgelse af studerende i Idaho som har forsøgt selvmord, hvor 85 % siger, at grunden var mangel på mening. 93 % af de 85% har ellers et godt socialt liv og succes med studierne.

Tenna Mette Sørensen årskort nr.: 20061322 side 9 af 27 Mening i livet er ifølge Frankl et behov, der kan have fatale konsekvenser, hvis ikke det kan findes. Men omvendt kan man leve i lidelse, og alligevel ville leve, fordi man har fundet mening. Mening har altså en overlevelsesværdi, og Frankl mener også, man kan blive syg, hvis ens liv er tomt. Dette tab af følelsen af mening med livet kalder Frankl det eksistentielle vakuum, og det viser sig ved en følelse af kedsomhed. Når viljen til mening bliver frustreret, så kompenserer nogen med viljen til magt, penge eller nydelse (1993a, s. 111). Frankl opfandt den terapeutiske retning der hedder logoterapien. Logoterapien prøver på at gøre patienten klar over sin egen ansvarlighed; derfor må den overlade det til ham selv at vælge, hvad eller hvem han synes, han er ansvarlig for. Det er derfor logoterapeuten er den sidste af alle psykoterapeuter til at tvinge værdidomme ind i patienten, for han vil aldrig tillade patienten at lægge ansvaret med at fælde domme over på lægen (1993a, s. 113) Frankl problematiserer determinismen i sin form af adfærdspsykologi, som mener, mennesket er styret af betingelser og årsager, og i form af humanismen, som reducerer mennesket til sine drifter og impulser. Frankl mener, at mennesket er situeret i betingelser og har impulser, men det, der gør det menneske, er, at det kan overskride disse betingelser og impulser og forholde sig til dem. Han mener, at menneskets selvforståelse er afgørende for dets adfærd. Hvis man har den overbevisning, at man er et offer for sine betingelser eller impulser, så handler man også derefter. Mennesket har en indre frihed i det, at mennesket i modsætning til dyret kan overskride sine instinkter og betingelser. Man har friheden til at bestemme, hvordan man vil tænke om situationen. Derfor har man også ansvaret for sine handlinger. Mennesket er altså ikke styret af hverken instinkter eller drifter, og det er heller ikke guidet af de traditionelle værdier længere. Derfor må mennesket enten blive konformt eller blive bevidst om sine valg. Man skal opdage den mening, der er i situationen, og så vælge om man vil tage udfordringen op om at fuldbyrde den mening. Når man tager det valg, har man valgt sin personlige mening bevidst. Et meningsfyldt liv har overlevelsesværdi. Det at have fremtidsorienterede mål, der er rettet mod noget, der transcenderer sig selv, har overlevelsesværdi, det så Frankl i fangelejrene. Roy F. Baumeister

Tenna Mette Sørensen årskort nr.: 20061322 side 10 af 27 Baumeister (1991) skriver, at meningen med livet tages ikke op af dem, der lever i nuet, fx hvis man har travlt med at overleve, så er man orientering mod nuet og ikke mod nogen større sammenhæng i sit liv. For at se meningen med livet kræver det, at man ser livet som en helhed og træder ud af nuet. Eksistentialister har pointeret, at ikke alle er bevidste, om de valg de tager. Men hvis man er bevidst om sine valg, så kan man måske skabe en meningsfyldt sammenhæng i sit liv. Baumeister taler om meningen med livet ud fra den socialvidenskabelige tilgang. Han skelner mellem to realiteter: Naturen som indeholder de fysiske ting og kulturen som indeholder mening. Meningen med livet må altså tilhøre den del af realiteten som er kulturel. Mening definerer Baumeister som delte mentale repræsentationer af sammenhænge (Baumeister 1991, s. 15). Der skal altså være nogle sammenhænge som flere end en selv ser. Meningen med livet adskiller sig ikke fra den mening, der findes i sprog ifølge Baumeister. Meninger i sprog er socialt vedtaget og delt. Et ja betyder ikke den ene dag et ja og den næste et nej, for så ville sproget ikke give nogen mening. Meninger er socialt skabt. Nogle kulturer har kun et syn på livet som alle skal leve efter, mens andre kulturer giver flere ideologier, som man kan vælge mellem eller plukke fra. I vestlige lande er der ikke længere et syn på verden - en ideologi, der bliver håndhævet som den eneste rigtige. Derfor laver folk deres egne ud fra de forskellige ideologier, som en slags patchwork, der ikke nødvendigvis bliver til et sammenhængende hele. Livet er et fysisk faktum, og en del af den naturlige realitet. Livet er i stadig forandring, og med meninger prøver vi, at skabe stabile forståelses rammer for noget, der er omskifteligt. Alle væsner trives bedst med stabilitet. Mennesket har brug for mening til at skabe stabilitet. Baumeister giver det eksempel, at et parforhold er meget omskifteligt. Det ene øjeblik er man meget interesseret i den anden, og senere er ens følelser en anden. Man ældes også hele tiden, så den partner, man først fandt sammen med, er ikke den samme senere hen. Derfor har vi brug for meninger som fx et ægteskab, der kan skabe stabile forståelser af et ustabilt fænomen. Som levende væsner har vi nogle behov, som vi fødes med. Dem kalder han naturlige motivationer. Det er de basale behov som fx mad, tryghed, nydelse og sex. in human beings, this take the form of the quest for positive emotions and the attempt to avoid unpleasant emotions (Baumeister 1991, s.14).

Tenna Mette Sørensen årskort nr.: 20061322 side 11 af 27 Mening kan bruges til at adaptere til miljøet, også det sociale miljø. Hvis man kan forudsige og forstå sin verden, kan man bedre udnytte mulighederne og undgå farerne. Hvis man kan forstå det sociale miljø, har man bedre muligheder for at tilpasse sig. Mening kan bruges til to overordnede formål. Den ene er læring, den anden er selvkontrol. Ved hjælp af mening kan man forudsige og forstå verden så præcist som muligt, og dermed lære at udnytte mulighederne og undgå farerne. Man kan kontrollere sig selv i forhold til sit miljø, ved at guide sine valg og handlinger efter sin forståelse af sammenhængene (mening). Hvis man gerne vil affektregulere sig selv, kan det være bedre ikke at se verden helt så klart. Så kan man fortolke verden, så den får en mening, der er bedre for ens selvfølelse, fx at man har større kontrol af omverdenen end, hvad der er realiteten. Ideologier er ifølge Baumeister psykologiske systemer, der gør, at folk kan fortolke og evaluere livsbegivenheder, og få en sammenhæng fra det generelle abstrakte niveau af mening med livet til den konkrete mening i livet. Han mener, at ideologier er psykologiske systemer, da de ikke nødvendigvis giver logisk mening, men hjælper med at guide og styre handlinger og forståelsen af omverdenen. Den generelle eller globale mening med livet er fortolkningen af et helt liv. Det er det niveau, der giver en sammenhængende livshistorie. Ideologier kan dermed bruges til at give konkrete begivenheder mening i det store perspektiv. Baumeister mener, mennesket har fire behov for mening: formål, værdi, efficacy og selvværd. Måden, man har tilfredsstillet disse fire behov på, viser, hvilken mening med livet, man har. Med et formål med ens aktiviteter, får man en mening i nuet, der er hentet fra et fremtidigt mål eller en ønsket tilstand af tilfredshed i fremtiden. Formålene behøver ikke blive opnået for at give livet mening. Baumeister skriver, at der er to slags formål. Den ene er det at have et mål, og det andet er en tilstand af tilfredshed (fulfillment). Han mener, denne tilstand ikke nødvendigvis er realistisk, men kan være en illusion om en tilstand, der er bedre end det nuværende, som gør at man altid vil søge at forbedre sin nuværende tilstand. Mål er hierarkisk opdelt. Idealet er ifølge Baumeister, at man har nogle korttidsmål, der leder frem til et langtidsmål man nøje har udvalgt ud fra ens livsplan. Men sådan er det langt fra altid. Nogle mennesker har ikke nogen langtidsmål, og andre laver noget, der slet ikke har med deres langtidsmål at gøre. Det andet behov for mening er værdi. Det er en form for motivation, da det afspejler et behov for at føle, at ens handlinger er gode og retfærdige. Mennesket vil gerne kunne retfærdiggøre sine handlinger, selv når handlingerne ikke bygger på nogen moralske overvejelser.

Tenna Mette Sørensen årskort nr.: 20061322 side 12 af 27 Moralske regler er ofte negative. Det vil sige, at de beskriver, hvad man ikke må. Baumeister mener, at værdier også kan være positive. Det vil sige, at de fortæller hvilke handlinger, der er attråværdige og gode. Fx det at dele, hjælpe, og være heltemodig. Så for at tilfredsstille behovet for værdi, skal man ikke bare undgå de negative værdier, men også fremme de positive værdier. Moralske systemer befordrer, at mennesker kan leve sammen. Baumeister mener, at de grupper, der ikke kan blive enige om nogle moralske guidelines, opløses (Baumeister 1991, s. 39). Vi fødes med evnen til at føle behagelige og ubehagelige følelser. Socialiseringen giver disse følelser en association, så det at følge de sociale regler føles godt. Moral er en kulturel motivation, som kan stå i modsætning til de naturlige motivationer. De moralske reglers funktion er at gøre det muligt for mennesker at leve og arbejde sammen i fred og relativ tillid. Moralske regler går ud på at regulere den medfødte egoisme, som alle organismer har ifølge Baumeister, så den enkeltes selvinteresse ikke bliver søgt på bekostning af gruppens. Baumeister mener, vi har brug for værdi baser. Det vil sige noget som kan retfærdiggøre noget andet uden selv at skulle retfærdiggøres. A value base is a sake, in the sense of doing something for the sake of it (Baumeister 1991, s. 40). En værdi base kan fx være gud, kærlighed, børn og ære. Værdibasen giver en guideline til at lave værdivurderinger ud fra. Det tredje behov for mening er efficacy. Det vil sige et behov for at føle, man har kontrol over begivenheder. Fx at man gør en forskel i sin dagligdag. Det er vigtigt, hvis man vil opnå et meningsfuldt liv, at man føler, man har evnerne til at opnå de mål og værdier, man vælger. Det fjerde behov er selvværd, som er et behov for at føle ens selv har positiv værdi. Når disse fire behov for mening er tilfredsstillet, har man ifølge Baumeister et meningsfuldt liv. Baumeister siger der er to realiteter: naturen og kulturen. Mening er delte forståelser af sammenhænge, og mening skaber stabile kategorier for ustabile fænomener. Mennesket har naturlige og kulturelle motivationer. De naturlige motivationer giver sig udslag i, at vi søger positive emotioner og forsøger at undgå negative emotioner. Altså er vi ifølge Baumeister motiveret af naturen til at søge hedonisk tilfredsstillelse. De kulturelle motivationer er de moralske regler, der

Tenna Mette Sørensen årskort nr.: 20061322 side 13 af 27 via socialiseringen er koblet til vores medfødte evne til at føle positive og negative emotioner. De sørger for at samfundet fungere, så mennesker kan leve fredeligt sammen. Diskussion Begrebet lykke Forskerne inden for lykke har svært ved at blive enige om, hvilken størrelse lykke er. Der er flere bud på hvordan lykke kan defineres. Hvis man slår lykke op i nudansk ordbog, stammer ordet fra det tyske eller engelske ord for held. Denne etymologiske oplysning giver en forbindelse mellem lykken og heldet. Betydningen af ordet lykke kan knyttes til noget tilfældigt, og noget der dermed ikke er underlagt viljens kontrol. En etymologisk kobling mellem to ord er selvfølgelig ikke en garanti for andet end en historisk sammenhæng eller en form for gængs opfattelse, der ikke behøver at have nogen sandhedsværdi. Lykkeforskningen prøver at undersøge, om vi kan øge vores lykke og hvordan. Det undersøges om ens lykkeniveau bare er ren held fra gode gener og det rette miljø, eller om man selv kan gøre noget for at øge sit lykkeniveau. Lykkeformlen som Seligman skriver om, viser at en stor del af ens lykkeniveau er bestemt af gener. Men den del, der tilskrives heldige begivenheder, mener Seligman ikke har mere end ca. 10 % af betydning for ens langvarige lykkeniveau. Hele 40 % af ens lykkeniveau kan påvirkes af en villet indsats. Derfor må man sige, at lykke ikke opfattes af Seligman som noget, der fuldstændig ligger uden for vores indflydelse, og som bare er ren held. Man kunne også se på, om lykken skal forstås som en momentan og situationsbundet størrelse, eller om den kan være en generel og længerevarende tilstand. I psykologisk leksikon defineres lykke som en: Følelse der karakteriseres ved velbefindende, selvtillid, stærk livslyst og glæde. Som regel er lykkefølelsen koblet til en begivenhed eller en situation. Den er en reaktion på livsfremmende og selvfølelsesforstærkende begivenheder (Psykologisk leksikon 2005) Altså er lykken ifølge psykologisk leksikon en kortvarig følelsesmæssig reaktion på begivenheder. Seligman er mest interesseret i, hvordan man øger den længerevarende lykke. Måske er det mere en langvarig baggrunds stemning end en kortvarig følelse, han undersøger.

Tenna Mette Sørensen årskort nr.: 20061322 side 14 af 27 Lykke (happiness) defineres i Larsen og Buss (2005 s.414) som bestående af en overordnet positiv vurdering af ens livstilfredshed (trivsel), og at have mange positive emotioner og få negative. Denne definition bruges indenfor den retning, der undersøger subjektivt velvære. Det er denne retning, der står for de fleste undersøgelser af begrebet lykke, og den lægger sig op af den hedoniske retning. (Ryan og Deci 2006). Der er to forskellige retninger, som forvirrer begrebet lykke (happiness), da de begge bruger begrebet men på forskellig måde. Den hedonistiske retning mener, at lykke handler om at opnå positive emotioner og undgå negative. Hvorimod lykke inden for den eudaimoniske retning er det at leve et liv, hvor man er tro mod sig selv og handler efter sine værdier (Ryff og Singer 2006). Brinkmann oversætter Aristoteles begreb om eudaimonia, som livet der er værd at leve, altså det vi gør for dets egen skyld (Brinkmann 2003). Seligman prøver at samle de to modstridende retninger (Hedonisme og eudaimonisme), da han mener, de begge har ret. Seligman skriver: I use happiness and well-being interchangeably as overarching terms to describe the goals of the whole Positive Psychology enterprise, embracing both positive feelings and positive activities that have no feeling component at all (Seligman 2002 s. 261) Hans definition af lykke bliver desværre aldrig helt klar. Jeg tolker ud fra, at han har forskellige tilgange til lykke, at lykkebegrebet måske er afhængigt af, hvordan man opnår lykke. På den måde kan Seligman favne både den hedoniske og eudaimonistiske retning i sin teori. En forklaring på, at begrebet lykke er så uklart, kan være, at hvis man sætter sig fast på, at lykke er positive emotioner, så bliver det ikke så oplagt at forske i det engagerede eller meningsfulde liv i forhold til lykke, da det engagerede og meningsfulde liv kan være meget smertefuldt, og flow netop er kendetegnet ved at være en tilstand uden hverken kognition eller emotion. Ifølge Seligman kan man opnå lykke på tre forskellige måder: gennem det behagelige, det engagerede og det meningsfulde liv. Hvordan de tre tilgange hænger sammen, om de er uafhængige, adskilte eller skal forstås som en helhed, vil blive diskuteret i nedenstående.

Tenna Mette Sørensen årskort nr.: 20061322 side 15 af 27 Det indbyrdes forhold mellem de tre tilgange til lykke For at forstå de tre tilgange til lykke bedre kan man sætte spørgsmålstegn ved, om de virkelig kan være uafhængige af hinanden, som Seligman kan tolkes at mene. Seligman mener, at man kan vælge tre forskellige tilgange til lykke, men for at få det mest optimale og fulde liv skal man bruge alle tilgangene. Hvis de tre tilgange skal forstås som tilstrækkelige hver for sig til at opnå lykke, vil det sige, at man kan blive lykkelig bare ved at have et behageligt liv fx. Det vil sige at vejen til lykke kan opnås på forskellige måder. Så mennesker, der ikke er så refleksive omkring meningen med deres liv, også kan opnå lykke, og dem, der har svært ved at få positive emotioner, også kan opnå lykke. Seligman mener, at ikke alle er lige positivt indstillet til livet, og nogle har nemmere ved at opnå positive emotioner end andre. Men man kan forsøge at ændre sin positive indstilling. Hvis ens personlighed ligger langt fra denne tilgang til lykke, så kan man vælge en af de andre tilgange i stedet. Seligman giver et eksempel med en ven, han kendte. Han var meget engageret og havde et meningsfuldt arbejde, men havde svært ved at være så positiv, som de fleste amerikanere. Seligman rådede ham til at finde sig en kæreste fra Europa, hvor det at være positiv ikke var så vigtigt. Ifølge Seligman behøver vennens mangel på det behagelige liv - altså positive emotioner, ikke ødelægge hans chancer for at blive lykkelig (Seligman 2002). Der er plads til forskellige mennesketyper i Seligmans teori. I en undersøgelse finder Seligman frem til (Christopher Peterson, Nansook Park og Martin Seligman 2005), at det behagelige liv forudsiger trivsel (life satisfaction), men ikke i lige så høj grad som de andre tilgange. Undersøgelsen viser, at de tre lykke tilgange individuelt korrelere med trivsel. Man kunne fristes til at sige, at Seligmans forståelse af lykke faktisk er trivsel(life satisfaction) ren og skær. Dette fordi han sidestiller velvære og lykke, samtidig med at de tre tilgange har trivsel tilfælles. Seligman siger, at det fulde liv er en tilgang til livet, der indeholder alle tre. Man kan sige, at man kan opnå en vis form for trivsel med de tre tilgange enkeltvist, men hvis man virkelig vil være langtidsvarende og dybtfølt lykkelig, så skal man have alle tre i spil. Det er altså muligt, at se de tre tilgange som uafhængige, men ideelt set skal de helst være en helhed. Seligmans undersøgelse viser, at de tilgange til sammen gør, at man har større sandsynlighed for at være lykkelig end tilgangene hver for sig (Peterson et al 2005).

Tenna Mette Sørensen årskort nr.: 20061322 side 16 af 27 Ifølge Mihaly Csikszentmihalyi, kræver flow et vist niveau af tryghed, som man får, når man har det behagelige liv. Men flow er ikke nødvendigvis positiv. Den kan være destruktiv, hvis den er omgivet af et meningsløst liv. Fx kan kriminelle opleve flow i kriminelle handlinger, som kan føles godt i det korte løb, men som er destruktive på længere sigt (Mihaly Csikszentmihalyi 1999). Altså kan man ikke gå ud fra, at bare fordi det føles godt, så er det også positivt. Det engagerede liv skal være forankret til noget meningsfuldt, ellers behøver det ikke nødvendigvis være positivt. Csikszentmihalyi ser altså de tre tilgange som afhængige af hinanden. Det behagelige liv er et fundament, og det meningsfulde liv sørger for, at det engagerede liv er positivt i stedet for destruktivt. Derfor kan man ikke se den ene tilgang til lykke for sig selv, de skal måske nærmere forstås som en helhed. Derudover siger Csikszentmihalyi, at flow er nødvendig for lykke, men ikke nok. Flow er ifølge Csikszentmihalyi en tilgang til lykke, men dog ikke nok i sig selv. Altså kan det engagerede liv ikke stå alene som en tilgang til lykke, det er afhængigt af de andre tilgange også. Det meningsfulde liv er et fundament for lykke men ikke lig med lykke Baumeisters forståelse af lykke er ikke den samme som Seligmans. Baumeisters forståelse af lykke er den samme som, dem der forsker i subjektiv velvære har. Med den lykkeforståelse synes Baumeister, at det meningsfulde liv kan være en forudsætning for lykke, men at det ikke er nok. Han synes ikke, det er sandsynligt, at man kan blive lykkelig uden at have mening med livet. Det meningsfulde liv er et fundament for at få et lykkeligt liv. Han argumenterer for, at lykke og mening er to forskellige ting, fordi man på bekostning af lykke vælger det meningsfulde liv, som man fx gør, når man får børn. Det meningsfulde liv og lykke kan ifølge Baumeister være modsatrettede kræfter. Man kan derfor diskutere, om det er pga., at begrebet lykke er så uklart defineret, at folk har en illusion om, at man bliver lykkelig af at få børn. Men det er ikke realiteten, hvis man opfatter lykke som bestående af flere positive emotioner. Faktisk er det at få børn lig med flere negative emotioner (Baumeister 1991), men stadig vælger folk at få børn, fordi det giver dem mening med livet. Denne illusion om den lykkelige forældre kan bygge på den sammenblanding af definitioner, der er i begrebet lykke. Baumeister mener, at det meningsfulde liv er mere vigtigt end lykke for mennesket. Det mener han at bevise ved det, at man vælger at blive forældre på trods af de negative emotioner, der knytter sig til det valg.

Tenna Mette Sørensen årskort nr.: 20061322 side 17 af 27 Det behagelige liv som fundament for det meningsfulde liv Man bekymrer sig ikke om meningen med livet, når man er desperat og lever fra dag til dag. Derfor kan man mene, at det behagelige liv er en forudsætning for det meningsfulde liv, da man ikke ville have overskud til at tage stilling til meningen med livet, hvis ikke man havde et behageligt liv. At det behagelige liv skulle være et fundament for at søge mening, mener Frankl ikke er rigtigt. Han mener, mennesket altid er meningssøgende, specielt når det er desperat og lider. Viljen til mening er ifølge Frankl et behov, der er uafhængigt af andre behov. Dermed også uafhængigt af det behagelige liv. Det meningsfulde liv er vigtigere for ens lykke end det behagelige og engagerede liv Seligman mener, man godt bare kan leve et behageligt og engageret liv. Så har man bare ikke lige så stor sandsynlighed for lykke, som hvis man også havde et meningsfuldt liv. Men Viktor Frankl mener ikke, det behagelige og engagerede liv er nok for mennesket. Hans undersøgelse af grundene til selvmord har vist at behovet for mening er så stærkt, at hvis det ikke tilfredsstilles, kan det have fatale følger. Det er på trods af, at man har skabt et velfærdssamfund, hvor alle muligheder for hedonisk lykke er til. Det kan godt være, at man har et behageligt liv eller er engageret dybt i sine studier og oplever flow, men hvis man ikke føler, at det har mening, så har livet ikke nogen værdi. Et meningsløst liv kan gøre mennesket ulykkeligt på trods af, at det lever det behagelige og engagerede liv. Meningsløsheden også kaldet det eksistentielle vakuum kan ifølge Frankl føre til destruktive handlinger, som fx stofmisbrug, vold, promiskuitet og selvmord som sagt. Opsamling på de tre tilgange til lykke De tre tilgange til lykke kan ses som uafhængige, men ideelt set er de en helhed. Det behagelige liv er ikke nok til at gøre mennesket langvarigt lykkelig, men er måske et fundament for de to andre tilgange til lykke. Flow kræver det behagelige og det meningsfulde liv for at fungere positivt. Det meningsfulde liv er heller ikke nok, men er et fundament for lykke. Mening og lykke er forskellige men forbundne fænomener. Frankl mener, det meningsfulde liv er uafhængigt af de andre tilgange, mening søges, om man lever et behageligt liv eller ej. Både Csikszentmihalyi og Frankl mener, uden det meningsfulde liv kan ens handlinger blive destruktive. Det meningsfulde liv er ifølge Frankl afgørende for, om livet har nogen værdi, og det meningsløse liv kan gøre en ulykkelig. Hvis ens mål med livet er lykke, risikerer man aldrig at opnå det, da lykke ifølge Frankl kun kan være en bivirkning ved det meningsfulde liv.

Tenna Mette Sørensen årskort nr.: 20061322 side 18 af 27 Hvis lykke ikke er det mål, man skal have for at blive lykkelig, hvorfor er lykke så blevet så vigtigt i vores samfund? I nedenstående vil jeg diskutere denne tendens i samfundet, og om den tendens er hensigtsmæssig for den enkelte og for samfundet. Er jagten på lykken en positiv tendens for den enkelte og for samfundet? De førende positive psykologer har taget en meget individualistisk tilgang til velvære og lykke. Der er ikke blevet forsket særlig meget i, hvordan samfundet kan skabe positive rammer, eller hvordan samfundet er med til at skabe lykke eller ulykke (Brinkmann 2008). I Csikszentmihalyis (2005) bog om flow bemærker han en negativ samfundsudvikling, og hans forslag til, hvordan man løser problemet, er ikke på samfundsniveau, men er et individuel løsningsforslag. For at klare angst og depression i den moderne tilværelse må det enkelte menneske søge at gøre sig uafhængigt af det sociale miljø, således at det ikke længere udelukkende reagerer på dettes belønning og straf (Csikszentmihalyis 2005 s. 25). Risikerer man ikke at forlange for meget af den enkelte? Måske ville det, at ændre samfundets rammer for den enkelte, være bedre. Men det er selvfølgelig meget besværligt. Så er det måske nemmere at ændre den enkelte, og gøre det til den enkeltes ansvar i stedet for et fælles ansvar. Men problemet med det er, at man risikerer at lægge for meget over på den enkelte, som den enkelte måske slet ikke kan ændre. Frihed bliver af både Seligman og Csinkszentmihalyi fremhævet som noget, der skal styrkes. Csikszentmihalyi går videre med at skrive: For at opnå en sådan selvstændighed må det enkelte menneske lære selv at sørge for belønningen. Det må udvikle evnen til at finde nydelse og mening uanset de ydre omstændigheder (Csikszentmihalyis 2005 s. 25) Er det virkeligt ønskværdigt at være fuldstændig uafhængig af sit sociale miljø? Hvis mening skabes i det sociale miljø, så ville denne frigørelse bare gøre det endnu sværere at finde mening. Ifølge Charles Taylor (2002) var vi før født ind i et samfund, der havde en meningsfuld struktur, der skabte sammenhæng, og man var tildelt en rolle fra starten. I vores individualistiske samfund er det

Tenna Mette Sørensen årskort nr.: 20061322 side 19 af 27 en dyd at være så selvstændig og uafhængig som muligt. Men er det realistisk at tro, at mennesket kan blive så fri af sit sociale miljø? Det er diskussionen om, hvor fri eller determineret mennesket er. Man kan se ud fra Seligmans lykkeformel, at han tror på, at vi er arveligt determineret. Hele 40 % mener han er under vores egen kontrol. Dermed er man ifølge Seligman ikke særligt determineret af miljøet. Dette begrunder han ved det, at lykke er baseret på ens subjektive oplevelse, og dermed har man selv ansvaret for at ens subjektive oplevelse er positiv. Her kritiseres positiv psykologi for, at man risikerer at give fx den deprimerede skylden for sin lidelse - man skulle bare have tænkt mere positivt, så det er ens egen skyld (Brinkmann 2008). Seligman siger, at barndommens begivenheder ikke har betydning for det lykkeniveau, man kan opnå som voksen. Men hvad med opdragelsen og socialisering? Socialiseringen kan vel ikke ses som en begivenhed. Socialiseringen er ifølge Baumeister nogle gennemgående normer eller moralske regler, der bliver koblet til sine medfødte positive og negative emotioner. Kan miljøet igennem socialiseringen ikke determinere noget af ens lykkeniveau? Begivenheder står kun for 10 % af ens lykkeniveau ifølge Seligman, men hvis socialiseringen ikke kan ses som en begivenhed, kan miljøet via socialiseringen så ikke have en højere indflydelse på ens lykkeniveau end de 10 %? Det sociale væsen Baumeister mener, at den nye værdibase er selvet i stedet for Gud. Det er problematisk, at selvet eller individet er blevet en værdibase, da døden så truer det enkelte menneske med meningsløsheden. For at forhindre denne meningsløshed, må man have nogle værdibaser uden for selvet, som overlever ens egen død. Derfor er det, der sikrer mening at være selvtranscendent. Viktor Frankl siger, man ikke kan jagte lykken. Det er et biprodukt af det meningsfulde liv. Målet bør ikke være lykke, men målet skal ligge uden for os selv. Mennesket er et socialt væsen, og det er måske evolutionært bygget til at have et behov for mening i et fællesskab. De samfund der er stærkest, er dem der sørger for nogle fælles værdier, eller nogle rollemodeller til, hvad der er værdifuldt i fællesskabet, ifølge Baumeister. Da Baumeister ser meget socialkonstruktionistisk på meningen, så er det altså et samfundsproblem, at skabe de rammer mennesket trives i. Mening er ifølge Baumeister ikke noget, mennesket finder dybt inde i sig selv, men noget der tillæres socialt. Det enkelte menneske kan højst vælge imellem de meninger, som samfundet tilbyder. Hvis samfundet altså tilbyder flere meninger at vælge mellem, som det jo er tilfældet i vores samfund. Samfundet er ifølge Baumeister god til at opfylde de tre første behov, som vi skal have opfyldt for at få det meningsfulde liv (self efficacy, selvværd og formål). Men

Tenna Mette Sørensen årskort nr.: 20061322 side 20 af 27 samfundet giver os ikke nogen rollemodeller til, hvordan vi finder værdier. Før kunne det, at være en god bonde, være en værdi i samfundet. Nu er det mest penge, som vi ser som et universelt symbol på, at vi er noget værd i samfundet. Mange tror, de kan blive lykkelig af at tjene flere penge, men mange undersøgelser har vist, at efter et vist niveau af økonomisk tryghed, øges lykken ikke ved mere indtjening. Menneskets naturlige behov vs. kulturens behov Baumeister mener, at hvis samfundet ikke tilbyder nogle meninger med livet til sine medlemmer, så handler man ud fra sine naturlige behov. Er det måske derfor, vi er så optaget af det behagelige liv? En vigtig motivation i forhold til denne diskussion er, den som Baumeister mener, ligger lige på grænsen mellem naturlig og kulturel motivation. Det er behovet for at tilhøre en social gruppe. Mennesket er et socialt væsen, og mening er et redskab, man bruger til at skabe dette tilhørsforhold (Baumeister 1991). Man kan ud fra Baumeisters teori sige, at det behagelige liv er styret af de naturlige behov, og det meningsfulde liv er styret af dette behov for at tilhøre en social gruppe. Lykke er måske den følelse man får, når man opnår en god balance i sit liv mellem sine naturlige og kulturens behov - imellem det at pleje sin egen interesse og gruppens. Men hvis den enkelte fokuserer for meget på de naturlige behov, så kan det måske svække gruppen. Så kan man diskutere om jagten på lykke, kan være skadeligt for samfundet. Det kan selvfølgelig også være skadeligt, hvis det enkelte menneske ikke tager vare på sine egne behov. Der skal være en balance mellem ens naturlige behov og kulturens behov. Baumeister mener, at samfund består, så længe medlemmerne kan enes om nogle fælles værdier eller moralske regler. Så hvis jagten på lykke er en fælles værdi, så er det måske ikke skadeligt for samfundet. Gør jagten på lykken mennesket lykkeligt? Frankl problematiserer den tendens, der er til at mene, at mennesket bør være lykkeligt, og at det at være ulykkelig ses som et symptom på tilpasningsvanskeligheder (Frankl 1993a, s. 117). Han er ikke blot ulykkelig, men også skamfuld over at være ulykkelig (Frankl 1993a, s. 117) Man kunne mene, ud fra det Frankl siger, at lykke er blevet en værdi eller et krav i samfundet, og det at være ulykkelig er blevet et tabu eller lig med fiasko. Måske er det derfor, at det at være

Tenna Mette Sørensen årskort nr.: 20061322 side 21 af 27 lykkelig og vise at man er lykkelig, er så vigtigt i vores samfund. Ud fra Frankl kunne man forestille sig, at det at have en forventning til at skulle have et lykkeligt liv, kan gøre os ulykkeligt. Måske gælder det samme med forventningen til et meningsfuldt liv. Hvis man nedjusterede sine forventninger, ville man så blive lykkeligere? Det mener Baumeister (1991) er en måde at blive lykkelig på. Ifølge Frankl kan en søgen efter mening der frustreres, være skyld i en mere intens jagt på lykke (Frankl 1993b, s. 75). Det er ikke menneskets hovedopgave at opnå nydelse og undgå smerte, for mennesket er villig til at lide, hvis lidelsen har en mening (Frankl 1993a, s. 116). For Frankl er selvaktualisering, identitetssøgning og lykkejagt sekundær til søgningen efter mening. De kan være en utilsigtet bivirkning, men ikke et mål i sig selv. Han forklarer, hvorfor lykke ikke kan være et mål i sig selv, ved at lave en sammenligning til det at ønske en orgasme. Desto mere man sigter efter det, desto sværere bliver det at opnå. Målet skal være noget andet end den bivirkning, der kommer ved at vise kærlighed i den seksuelle akt. Ligesom lykke kan være bivirkning ved det meningsfulde liv. Måske er selvaktualisering, identitetssøgning og lykke blevet mål i sig selv, fordi samfundet ikke længere giver os de rammer, der gør os i stand til at skabe mening i vores liv. Opsamling på om jagten på lykken er en positiv tendens for den enkelte og for samfundet? Der er en meget individualistisk tilgang til lykke og velvære. Det kan forårsage, at der kommer et krav og en forventning hos hvert enkelt individ om et lykkeligt liv. Men lavere krav og forventninger kan gøre det nemmere at opnå lykke. Det er ifølge Baumeister samfundet, der skal skabe, de rammer mennesket trives i, og give dem mulighed for at finde værdifulde roller i samfundet. Lykke kan være en bivirkning ved at leve et meningsfuldt liv, men er sværere at opnå hvis det jagtes som mål i sig selv. Hvis målet med livet skal være selvtranscendens, risikerer psykologien at bevæge sig ud i noget der er normativt og værdiladet, og en videnskab skal helst være værdineutral (Brinkmann 2003). I nedenstående vil jeg diskutere, om psykologien overhovedet kan undersøge det meningsfulde liv og værdier. Som det kan tyde på, er det, der skal være målet i stedet for søgen efter lykke for den enkelte og for samfundets skyld. Videnskabelig værdineutral