64 landskabsstadier frit efter I Ching jens hvass tuschtegninger januar 2004
Helt tilbage til min barndom har de kinesiske landskabsbilleder fascineret mig, sat tiden i stå. Der var omkring de på én gang kraftfulde og ækvilibristisk legende strøg en uudgrundelig aura af visdom og indsigt i menneske og natur. Så da jeg i 1984 fik mulighed for et års studieophold i Japan, var jeg ikke sen til at få arrangeret at jeg én dag om ugen kunne komme i atelieret hos en sumi-e-kunstner, Akiyama-sensei. Første gang jeg satte penslen på det japanske papir, var det således med store forventninger. Hjemmefra havde jeg i mange år lavet akvareller og følte mig ikke som den rene begynder, men spplattch sagde det bare, og en stor plamage bredte sig hurtigt ud i det smukke, håndlavede papir. Endda var hævet over enhver tvivl, at her var mediet, der lod billeder føde, som jeg havde anet hele mit liv. Og jeg begav mig ud i den endeløse træning, underlagde mig den nødvendige tekniske disciplinering og skærpede bevidstgørelsesprocesserne omkring kompositionsprincipperne. Vejen er lang, og der er ingen genveje. Efter hjemkomsten fra Japan har jeg fortsat arbejdet med tusch og pensel - ikke altid, men i perioder. Penslerne står altid fremme, og griner stilfærdigt af mig når jeg har forsømt dem længe nok. Arbejdet med tuschen, penslerne og det sugende papir giver mig nogle af mit livs betydningsfulde stunder, og jeg ser det for mig folde sig ud for alvor på mine gamle dage. Der ligger i arbejdet med penslerne en umiskendelig eksistentiel dimension. Det inviterer til onepointedness - ja det går faktisk overhovedet ikke uden. Penslerne indfanger nådesløst den mindste tøven, hver lille krusning i bevidstheden. Man tvinges til at lægge tankerne bag. Derfor står arbejdet indenfor den kinesisk/japanske tuschmaletradition mig meget nært. Nuet står i fokus. Øjeblikke af fuld fokusering og tilstedeværelse, med den nødvendige ligevægt og sindets renhed, giver penselstrøgets spontanitet og evne til at indfange essensen af flygtige tilstande. Det kinesiske landskabsbillede er i høj grad et indre landskab. Mit ydre landskab er min barndoms Nordjylland. Her har vinden styrke, havet kraft og lyset pragt. Her må det kultiverede bøje sig for betingelserne, og bymenneskets store konstruktioner bliver underligt gennemsigtige. Mine tusch-landskaber er bevidsthedslandskaber, tilstande af stadig forandring. Landskaberne er kraftfelter, dramaer udspændt mellem lys og mørke, stort og småt, vandret og lodret, himmel og jord - elementer i stadig forvandling. I Østens traditionelle landskabsbillede er de enkelte elementer i for- og baggrund ofte helt isolerede, frit svævende i det hvide papir, som var de for et øjeblik fortættet ud af et æterisk intet. Intetheden og tomheden (på sanskrit/kinesisk/japansk hhv. sunyata, wu og mu) - i både kalligrafi og landskabsbillede manifesteret i mellemrummet og det hvide papir - er nøglebegreber i østlig kunst og filosofi, billedets tavse resonans af tilstande hinsides modsætninger. I billedserien 64 landskabsstadier frit efter I Ching har jeg medtaget nogle eksempler på dette møde mellem det udtalt vertikale kinesiske landskabsbillede, som helt bogstaveligt er spændt ud mellem Himmel og Jord, og de forblæste vendsysselske vidder med deres umiddelbart langt mere horisontale drama - som endda rummer sine vertikale interaktioner. Mit arbejde med landskabsbilledet er inspireret af en læresætning om bambusstudier i en gammel kinesisk tekst: Mal bambus i ti år, lær dig alt om bambus, glem så alt om bambus når du maler. 64 landskabsstadier frit efter I Ching
www.jenshvass.com