Sct. Kjeld Inden afsløringen: Når vi tænker på en ikon, så vil mange af os have et indre billede af, hvordan en ikon ser ud. Hvis vi kunne se disse billeder ville de være forskellige. Ud fra hvad vi tidligere har mødt af ikon billeder. Og lige nu sidder vi muligvis hver især med et billede af, hvordan Kjeld ser ud. Det er mit ønsker, at vi lukker øjnene et øjeblik eller sidder med åbne øjne, som det føles bedst for den enkelte og giver slip på det ikon billede, der er i dit indre. Lad det flyve væk. Og giv dermed plads til det billede, vi om få minutter har foran os. Åbn dig for det og tag det ind i dit hjerte. 1
Nogle minutter stilhed med musik i baggrunden inden afsløringen. Efter afsløringen fortæller Elna om processen med at skrive Kjeld. For snart et år siden fik jeg en forespørgsel om at skrive en ikon af Kjeld til Viborg Pilgrimsmuseum. Først tænkte jeg, hvem er Kjeld? Jeg havde aldrig hørt om en dansk helgen ved navn Kjeld og dernæst hvorfor skal den skrives helt hernede? Imidlertid gik jeg på nettet og fandt forskelligt om Kjeld, som jeg læste. Og det slog mig, at der var en lighed med Frans. Det og udfordringen i det hele taget gjorde, at jeg sagde ja til opgaven. Og jeg gik i gang med research på forskellig vis. I maj var bestillingen på plads, lindetræs pladen og materialer blev bestilt. Imidlertid var min tid sommeren over optaget af andre gøremål, så det ville først blive til efteråret, at jeg kunne gå i gang med Kjeld. Sidst i oktober var jeg hjemme i Danmark for at holde reception i forbindelse med udgivelse af bogen Sjælens Hjem Assisi. Jeg var totalt fyldt af den oplevelse. Da jeg igen var tilbage i Assisi, gik der nogle dage inden jeg fandt Kjeld frem i opmærksomheden, og det var klart for mig, at den næste måned var dedikeret til ham. Meget bevidst var der ingenting sat af i min kalender, som kunne forstyrre arbejdet. Jeg vidste, at jeg måtte have rum omkring mig. Der meldte sig nogle spørgsmål, og jeg tog kontakt til Ulla. Hun havde allerede i foråret sendt noget materiale til mig. Så vi havde en dialog frem og tilbage i min søgen efter, hvordan jeg kom i gang med arbejdet. 2
Normalt, når jeg går i gang med at skrive en ikon, er det sådan, at jeg har et forlæg til ikonen, som jeg så gentager. Ofte kan forlægget være af den oprindelige ikon. Men i dette tilfælde med Kjeld er der ingen. Jeg var fyldt af de refleksioner, jeg havde og tankerne om, hvordan han skulle skrives. Og alligevel, hvordan kom jeg i gang? Jeg måtte tage på mig, at det var mig, der skulle tage skridtet. Jeg kunne ikke spørge andre. En søndag eftermiddag besluttede jeg mig for at gå en lang tur med det hele, få det luftet i naturen og slippe det hele. Jeg gik gennem olivenlunde og marker ned til Santa Maria. Det er den by der ligger nedenfor Assisi. Da jeg kom derned fik jeg den indskydelse at gå ind i Basilikaen, ind i det lille kapel, der er inde midt i den. Portiuncola hedder den. Den er en af de franciskanske perler, der er omkring Assisi. Flere gange har jeg haft glæde af at gå derind med det ene eller andet på hjerte. Selvfølgelig, jeg ønskede at sidde der for en stund for at komme i kontakt med Kjeld og med Frans. Jeg var blevet bekendt med at Keld blev kaldt for Nordens Frans. Det havde rørt mig. Og efterfølgende gav det mig mening, at Keld skulle skrives i Assisi. Der var få mennesker derinde, så jeg fik umiddelbart en plads, satte mig ned på en af de små stole, der står enkeltvis på begge sider i kapellet. Og henvendte mig først til Kjeld, dernæst til Frans og så var Klara der også. Det var enkelt. Og dog så overvældende. Jeg henvendte mig til Kjeld. På meget enkel vis. Du ved jeg skal i gang med at skrive en ikon af dig, hvordan vil du gerne se ud? Straks ind fra højre kommer et indre billede, som jeg allerede kendte, og som jeg havde haft en tid, og som jeg tænkte kom fra min tænkning. Jeg spurgte igen: Kjeld, jeg vil gerne vide, hvordan du ønsker at se ud? Igen kommer det billede ind som før. Nå, hvordan er det lige, tvivlen tager mig og jeg spørger en gang til: For at være helt sikker, jeg beder dig endnu engang, hvordan ønsker du at se ud? For 3. gang kom det samme billede. Og det gik op for mig, at det var blevet sendt til mig for lang tid siden. Nu forstår jeg, at det er det billede, der skal være udgangspunkt for ikonen. Og hvis der er brug for nogle justeringer i arbejdet undervejs, beder jeg om at få det meget klart. Jeg mærkede lettelsen i kroppen og sagde tak til de 3 og gik ud. Let om hjertet gik jeg hjem og vidste, hvordan jeg kom i gang med at tegne Kjeld op på den præparerede træplade. I den måned var det sådan, at hver dag inden jeg gik i gang med noget, sad jeg en stund og spurgte ind til arbejdet med ikonen. Hvad er det der venter på mig i dag? 3
Jeg kom til at opleve, at der var nogle dage, hvor jeg ikke skulle skrive og ellers fulgte jeg de henvisninger, der kom. Det var ikke sådan, at jeg sad og malede hele dage. Det kunne jeg slet ikke. Der skulle være rum omkring det og måske havde jeg selv allermest brug for at have rum omkring mig. Kjeld fyldte mig hele tiden uanset om jeg malede eller ej og jeg gav mig til det yderste. Vi blev samarbejdspartnere. En dag kom jeg op imod en mur i mig. Jeg husker ikke lige hvad problemet var, men et eller andet, hvor jeg ikke kunne komme videre. Jeg kunne have løbet fra det hele, jeg kunne have smidt ikonen ud af vinduet. Jeg anede ikke hvordan jeg kom videre. Da var der noget i mig, der sagde nu skal du vist ud at gå en god tur, Elna det gjorde jeg, forsøgte at slippe det hele og bare gå. Efter få minutter blev jeg opmærksom på, at muren i mig var væk. Jeg var let og kunne slet ikke forstå, hvad jeg lige havde været imod. Jeg gik turen og vendte hjem glad og lettet, parat til at tage arbejdet op på ny. Mere og mere blev det sådan, når jeg hver morgen vågnede og lå og rettede min opmærksomhed på Keld, så mærkede jeg en ro, jeg var hjemme i mig selv. En anden søndag i denne periode kom der stikord om det kvindelige guddommelige, det hellige kvindelige. Jeg skrev stikordene ned, efterhånden som de kom og gav dem min opmærksomhed og var klar over, at det ønskede jeg at gøre noget mere fremover. Der er noget i det hellige kvindelige, som jeg er nysgerrig på. Færdiggørelsen af ikonen nærmer sig. Det har været en udfordring at følge mit hjerte i arbejdet samtidig med, at der ind i mellem kom emotionelle tilstande frem, som jeg måtte kigge på. Jeg kom til rammen. Helt fra starten i foråret har jeg følt, at der skulle noget natur på. Det var oplagt at bruge kanten til det. Noget grønt og noget rødt. Jeg reflekterede senere på rammen: naturen er som den skal være og folder sig ud, som den er bestemt til. Vi er selv natur. Er det det, den vil vise os, at vi er som vi skal være, og at vi kan give slip på alle de tanker vi kan have om, at vi er utilstrækkelige, måske er vi præcist, som vi skal være lige som naturen, det grønne og blomsterne. Var det det Kjeld formåede at udtrykke, hvilende i sin ærlighed? At naturen, både den fysiske natur og os selv, skal vi værne om og tage os af. Vi er et og vi har brug for vores opmærksomhed, så vi kan leve i vores skønhed og være en nænsom bolig for det sjælelige. Inden jeg drog til Danmark med Frans under armen fik vi en mulighed for at blive velsignet i Francesco Basilikaen. Vi kom til aftalt tid og præsten læste nogle bønner op fra et stykke papir. Sagde derefter noget, alt sammen på italiensk. Under selve velsignelsen, var der nogle sekunder, hvor alt stod stille, hvor evigheden kunne komme til. Eller hvordan det nu kan beskrives. Der var et øjebliks stilhed. Derefter blev ikonen strintet med velsignet vand. Da det var overstået, kunne Theodor, som havde arrangeret velsignelsen, og jeg gå op på den nærliggende bar og nyde en cappucini og en snak. 4
Kjeld er færdig og jeg sætter mig foran ham. Der er noget naturligt ved ham. Ukunstlet. Han slår en tone an. Han står ved sig selv. Hans værdier, hans sandhed. Med begge ben på jorden. Blomsterne, farverne og skønheden viser en respekt for det, der er. Gennem det kvindelige åbner følelserne og hjertet sig op. Glorien trækker mig hen til essensen. Den indre ro og stilhed. Var det det Keld gjorde overfor hans menighed og dem, han underviste? Bragte han dem i kontakt med sig selv, med glæden? Og er det det, han kan i dag, når pilgrimme kommer og sætter sig foran ham og giver sig lov til at falde ind i den tone, han slå an? Elna 4. febr. 2015 Det grønne symboliserer liv, vækst, håb. Vi siger : Grønt er godt for øjnene Det er afslappende at se på. Blomsten, rosen er symbolbærer i flere traditioner og er symbol på kærlighed og Maria (Rosenkransen). 5