R E P L I Q U E
Replique, 3. årgang 2013 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov. Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er sat med Book antiqua, Myriad pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 Munch & Lorenzen
Stat eller utopi? LIBERALISME Den liberale filosof Robert Nozicks hovedværk Anarchy, State, and Utopia definerede den politiske filosofi i det 20. århundrede. Her følger en kritisk gennemgang af værkets væsentligste argumenter. Rasmus Pedersen Moderne liberale med mere teoretiske tilbøjeligheder betragter ofte Rand, Hayek og Friedman som de væsentligste liberale intellektuelle. Først i anden række kommer Robert Nozick, der ellers er den eneste af de nævnte, der spiller nogen rolle i akademisk politisk filosofi. Om det skyldes manglende kvalitet hos Rand eller en modvilje mod at tage libertarianske tanker seriøst hos akademiske filosoffer skal ikke her afgøres (jeg gætter på en blanding), men det er værd at bemærke, fordi det siger noget dels om kvaliteten af Nozicks værk, dels om hans evne til at argumentere for liberale principper fra et alment udgangspunkt, der ikke hviler på kontroversielle principper om universelle rettigheder. Nozicks politisk-filosofiske hovedværk er Anarchy, State, and Utopia fra 1974, der vel af de fleste betragtes som den næstvigtigste bog i moderne politisk filosofi næstvigtigste, fordi John Rawls A Theory of Justice fra 1971, som Nozicks bog er et svar på, definerede feltet fremover. Rawls værk er et forsvar for den tanke, at retfærdighed indebærer en omfordeling, som sikrer at ulighed kun opstår når den er til gavn for de mindst velbårne. Mere mundret: Ulighed er kun retfærdiggjort hvis den kommer de økonomisk svageste til gode. Rawls værk kan grundlæggende forstås som et forsvar for velfærdsstaten som den eneste retfærdige samfundsmodel. Nozick anerkender vigtigheden og kvaliteten af Rawls værk; politiske filosoffer efter Rawls må, skriver Nozick, enten arbejde inden for Rawls teori eller forklare hvorfor man forkaster teorien. Nozick vil med sit værk gøre det sidste. ANARCHY, STATE, AND UTOPIA Værket er inddelt i tre: Første del forklarer hvorfor en minimalstat frem for anarki er tilladt; anden del forklarer hvorfor ingen større stat end en minimalstat er tilladt; tredje del adresserer den bekymring, at en minimalstat er et kedeligt ideal at vi, hvis vi virkelig kunne skabe samfundet præcist som vi ville fra den ene dag til den anden, ville ønske noget mere radikalt end en minimalstat. Jeg tillader mig at antage, at den første og sidste bekymring slår læseren som mindre akutte end den midterste, så her følger en udlægning af Nozicks kritik af statslig omfordeling eller distributiv retfærdighed. MØNSTRET RETFÆRDIGHED Den centrale bedrift i Nozicks bog kan fremstilles meget simpelt: Enhver teori om berettigelse til visse goder er inkompatibel med enhver distributiv retfærdighedsforståelse. For at forstå hvorfor, må man først forstå det, Nozick kalder mønstrede retfærdighedsbegreber: Et retfærdighedsbegreb er mønstret hvis det indebærer at retfærdighed er en fordeling af goder efter en særlig vægtning fx fordeling af goder efter Side 95
behov. Hvis man er gennemført egalitarist er vægtningen fordeling efter behov med den antagelse at alle har samme behov. Man kan også være egalitarist i mindre grad; og i princippet er der ikke noget der udelukker at man går ind for en fordeling af goder efter fx adelig titel, hårfarve eller IQ alle er eksempler på mønstrede retfærdighedsforståelser fordi de indebærer en fast opskrift på hvad en retfærdig fordeling af goder er. Værd at bemærke er, at den slags mønstrede retfærdighedsforståelser kan afgøre hvad den retfærdige fordeling af goder er uden at se på historiske eller kausale forbindelser. Hvis et særligt mønster opstår, er det retfærdigt, uafhængigt af, hvem der udfylder pladserne i mønstret. To mønstre kan så at sige være strukturelt identiske med meget forskellige baggrunde; i ét mønster har en tyv stjålet en sum penge, i et andet har han fået dem foræret, men en mønstret retfærdighedsforståelse kan ikke umiddelbart skelne de to. HISTORISK BERETTIGELSE Nozick argumenterer for to principper om erhvervelse og overførsel af goder: Der findes hhv. justice in acquisition og justice in transfer ; altså ting man opnår retfærdigt og ting man overfører retfærdigt. Man behøver ikke nogen uddybet teori om hvad der er retfærdigt i de to tilfælde; man kan have en teori om at goder kun er erhvervet retfærdigt hvis de er erhvervet ved arbejde på en kollektivledet socialistisk virksomhed, eller en liberalistisk teori om at retfærdig erhvervelse sker i frivillig udveksling. Uanset hvad virker det til at retfærdige udvekslinger af goder er genstand for et slags lukningsprincip: Hvis en situation S1 er retfærdig og en situation S2 opstår ud af S1 via en retfærdig overførsel, må S2 også være retfærdig. Uretfærdighed kan enten opstå ved at en situation S1 i udgangspunktet er uretfærdig eller en overførsel til S2 er uretfærdig. Men S2 kan ikke i sig selv blive uretfærdig med mindre der allerede var en uretfærdighed, eller overførslen var uretfærdig. PARADOKSET Med de principper på plads kan Nozick nu vise hvorfor en teori om berettigelse eller retfærdige overførsler er inkompatibel med en teori der forudsætter mønstret retfærdighed: Hvis vi forestiller os en situation der i en mønstret retfærdighedsforståelse fx egalitaristisk er retfærdig, vil der altid være en overførsel, der virker retfærdig, der vil bryde den mønstrede retfærdig. I et meget strengt egalitaristisk system vil enhver overførsel bryde retfærdigheden, mens der i mindre strenge systemer bare vil være nogle overførsler, der bryder retfærdigheden. Hvis A helt frivilligt og uden tvang beslutter sig for at give B penge, virker det som en retfærdig overførsel; og jf. ovenstående principper om overførsler mellem situationer, vil en retfærdig situation S1 med den retfærdige overførsel mellem A og B (og intet andet), ende med en retfærdig situation S2. Men det princip er en egalitarist nødt til at benægte; for det er muligt at S2 er en uretfærdig situation for egalitaristen, da en retfærdig overførsel sagtens kan bryde et distributivt mønster. Den eneste måde, egalitaristen kan beholde det princip, der virker indlysende, er ved at hævde, at det er en del af definitionen af retfærdige
REPLIQUE 3. årg. s. 95-98 Stat eller utopi? Af Rasmus Pedersen overførsler at de ikke medfører en uretfærdig fordeling. En overførsel kan ikke være retfærdig hvis den strider mod egalitaristiske principper. Men det var en del af den tidligere udlægning af justice in acquisition og justice in holding at de to principper har at gøre med den historisk-kausale baggrund for goderne. Om noget er just in acquisition afhænger i høj grad af baggrundsomstændigheder hvilke forhold, overførslen skete under (fx frivilligt eller ufrivilligt). Men dermed kan spørgsmålet om en overførsel er retfærdig ikke afgøres af egalitaristiske betragtninger. Dermed er der altså en uløselig spænding mellem de to positioner; egalitarisme er uforeneligt med en teori om berettigede og retfærdige overførsler, uanset hvad den teori siger om overførslernes natur. PARADOKSET LØST Grundlæggende er der to måder man kan løse paradokset på; enten ved at insistere på en fejl i egalitarismen eller ved at insistere på, at vi tager fejl når vi taler om berettigelse som i nogen grad historisk. Selvom Nozick selv finder det indlysende at hans argument skal vise at det første må være rigtigt, kan man i princippet godt være hårdkogt egalitarist og tage Nozicks argument som en begrundelse for, hvorfor teorien om berettigelse er forkert: Den strider mod egalitarisme. For mange er ingen af mulighederne særligt behagelige. De ønsker hverken at leve i en minimalstat eller et egalitaristisk samfund. Er vi tvunget til at acceptere at det eneste retfærdige samfund er en af de to modeller? Jeg tror, der er to argumenter, der kan åbne for en mellemposition: Det første hævder at Nozicks argument kun rammer en meget stærk form for egalitarisme, mens mildere former går fri; det andet hævder at Nozicks teori om berettigelse er forfejlet. EN MILDERE EGALITARISME Nozicks argument mod egalitarismen var, at retfærdige overførsler altid vil kunne bryde et retfærdigt mønster. Men hvis man har en svagere form for distributiv retfærdighed, som har en meget blødere mønstring, er der langt færre overførsler der vil føre fra en retfærdig til en uretfærdig mønstring. Det er rigtigt at der altid vil være nogle overførsler, der bryder mønstringen uanset hvor blød den er, men jo færre overførsler der er tale om, desto mere plausibelt bliver det også at egalitaristen kan hævde, at overførsler der bryder mønstret rent faktisk er uretfærdige. Snarere end en absolut konflikt mellem de to positioner virker det til at der er en balancegang: En blødere mønstring lader flere overførsler være retfærdige, og kan samtidig beholde noget af motivationen for egalitarisme. Med mindre man er villig til at hævde at alle overførsler der er frivillige er retfærdige, kan man godt konsistent acceptere en blødere mønstring. Og hvorfor skulle man hævde at alle frivillige overførsler er retfærdige? Det virker under alle omstændigheder som et liberalistisk princip, der jo ikke skulle forudsættes, men bevises. HVORFRA OPSTÅR BERETTIGELSE? Det andet argument vedrører berettigelse. Det er værd at understrege at Nozick for så vidt ikke gør meget ud af spørgsmålet selv, fordi han snarere tager det som et datapunkt at vi på en eller anden Side 97
måde kan have berettigelser til goder. Stort set alle er enige om at berettigelse findes, uanset politisk standpunkt. Men man kan godt være enig med Nozick i, at mennesker i udgangspunktet er berettiget til frugten af deres eget arbejde, men samtidig mene at denne berettigelse kan være i konflikt med andre moralske hensyn. Nozick forstår berettigelse som en når den findes ukrænkelig ret. Er man først berettiget til noget, kan ingen andre hensyn overskrive den berettigelse. Men selv hvis man accepterer at andre hensyn ikke kan overtrumfe berettigelse, virker det til at berettigelser godt kan være i konflikt med hinanden. Det er rigtigt, at mange har et begreb om berettigelse; men vores begreber om berettigelse er også i konflikt. Abstrakte liberale begreber om berettigelse kan være i modstrid med konkrete situationer, hvor vi klart har en fornemmelse af, at en person er berettiget til mere, end en liberal teori om berettigelse tildeler vedkommende. Selvfølgelig kan den liberale her holde fast på sin teori, og benægte at nogen kan være berettigede til andet og mere, end en teori i stil med Nozicks tildeler. Men så har vi samme problem som før: Så hviler Nozicks teori om berettigelse ikke bare på et almindeligt begreb om berettigelse, men på en specifik liberal teori om berettigelse, som netop var den, der skulle bevises. retfærdige overførsler; en mønstret retfærdighedsforståelse er inkompatibel med en historisk forståelse af berettigelse. Mere overordnet viser Nozick at ideen om social retfærdighed som lighed er inkonsistent med vores andre retfærdighedsbegreber, og viser dermed en liberalisme, der ikke bare er konsistent med, men ligger i naturlig forlængelse af mange centrale moralfilosofiske principper, såsom den kantianske idé om det enkelte menneske som mål i sig selv. Derudover viser Nozicks værk, at økonomisk liberalisme ikke behøver være baseret på hensyntagen til økonomisk gevinst for et samfund eller en lille elite: Den kan være motiveret af en simpel tanke om berettigelse, som vi alle i nogen grad deler. Om en sammenhængende teori om berettigelse kan udformes uden at appellere til mere fundamentale liberalistiske principper bliver dog ikke afgjort i Nozicks værk. Rasmus Pedersen er stud. mag. i filosofi. NOZICKS BETYDNING Uanset om Nozicks teori ikke er fuldstændigt vandtæt, opnår værket mange resultater. Mere filosofisk opnår det at vise en række betingede resultater, hvoraf de to vigtigste må være: Man kan ikke konsistent være stærk egalitarist og tro på