1 Grindsted Kirke. Søndag d. 28. juni 2015 kl. 10.00. Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 4. søndag efter trinitatis, Luk. 6,36-42, 1. tekstrække. Salmer. DDS 750 Nu titte til hinanden de favre blomster små. Dåb: DDS 447 Herren strækker ud sin arm. DDS 449 Vor Herre tar de små i favn. DDS 292 Kærligheds og sandheds Ånd!. - - - DDS 276 Dommer over levende og døde. Altergang: DDS 508 Bryd frem mit hjertes trang af lindre. DDS 695 Nåden hun er af kongeblod. Tekstlæsninger. 2. Sam. 11,26-12,7a; Rom. 8,18-23; Luk. 6,36-42.
2 Tekstlæsning. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde:»vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.«han fortalte dem også en lignelse:»kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.«luk 6,36-42 Prædiken. Enhedslisten er en demokratisk ulv i fåreklæder, der forsøger at skjule, at målet er revolution. SF består af en flok idealistiske socialister uden sans for virkeligheden. Socialdemokratiet taler ikke længere arbejdernes sag. De radikale politikere vil fjerne forskellen på kvinder og mænd. Alternativet består af lalleglade hippier, ingen kan tage alvorligt. Liberal Alliance vil gøre de rige rigere og de fattige fattigere. De konservative anser børn for at være kriminelle.
3 Venstre blæser på samfundets svage og miljøet, mens de forgylder erhvervslivet. Dansk Folkeparti er fuld af nationalistiske og højreekstremistiske racister. Nu skulle alle tilstedeværende lige meget, hvem de stemmer på - gerne føle sig lidt provokeret, selvom det næppe er det samme, alle er blevet ramt af. De hurtige karakteristikker, jeg gav af partierne i Folketinget, er mildt sagt fortegnede. Hører man til i blå blok, kan man sikkert glæde sig over beskrivelsen af enhedslistens tilhængere som skabsrevolutionære. Tilhører man derimod rød blok, kan beskrivelsen af venstremænd som asociale og vækstfokuserede økonomer sikkert også vinde genklang. Men dermed er alt ikke sagt om henholdsvis Enhedslistens og Venstres politikere og støtter; og i virkeligheden befinder det sagte sig sandsynligvis meget langt fra sandheden. Jeg har i hvert fald gode venner blandt både Enhedslistens og Venstres støtter. De første ønsker bestemt ikke revolution og de sidste er ikke asociale, men fokuserer på den økonomiske vækst som en nødvendighed for at opretholde velfærden. Faktisk har jeg venner og familiemedlemmer, der tilsammen spænder over den samlede vælgerskare. Og dog Hvad angår Alternativet har jeg kun en fornemmelse af, at nogle af familiens og vennekredsens unge førstegangsvælgere har sat deres kryds dér. Det vigtige er imidlertid ikke, hvem der har stemt hvad, men at alle de nævnte personer er venlige, eftertænksomme mennesker med interesse i landets bedste. De har bare forskellige holdninger til, hvad der gavner landet bedst. Dermed er det ikke sagt, at det er lige gyldigt, hvem man stemte på forrige torsdag, for der er sandelig forskel på, hvordan de enkelte partier vil gribe problemerne an. Det vigtige er, at vi fastholder den gensidige respekt for hinanden på trods af forskellene i vore politiske holdninger. Gør man ikke det, ender man som en tilfældigt udvalgt kvinde med bopæl i hovedstaden, der i TV2 udtalte sig om grunden til, at Dansk Folkeparti fik så mange stemmer i landdistrikterne. Hun sagde: Vi ved jo alle sammen godt, at jo længere ud på landet, du kommer, jo mindre, tror jeg, man går i dybden med tingene. Altså herinde i København, der går vi jo meget op i altså vi støder jo ind i
4 hinanden hele tiden. Vi er jo et lille samfund her, hvor man måske i Jylland og længere ude på landet, dér er langt til det hele og jeg tror ikke, man har de samme samtaler. Med andre ord er vi, der har bopæl uden for hovedstadsområdet pr. definition håbløst ubegavede. Sådan er det jo, når man bor på prærien med flere mil mellem naboerne, og seksløberen bestemmer, hvem der har ret. Det kan kun gå galt! Det er da også lige før, den citerede københavner kan tage Jesu ord fra dagens tekst i sin mund og spørge: Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften?. Problemet er bare, at hun selv er mindst lige så blind, som dem hun angriber. Denne ironiske kommentar til den københavnske kvinde skal ikke forstås som et forsvar for Dansk Folkepartis politik. Politisk hører jeg til et helt andet sted, og desuden er det ikke min opgave som præst at blande partipolitik ind i min prædiken. Grunden til, at jeg trækker kvindens udtalelse frem er, at det er vigtigt, at vi tager hinanden alvorligt. Hvis et parti har nogle mærkesager, man absolut ikke kan bakke op om, bør man ikke glemme, at der ligger en frustration bag. Det er i højere grad denne frustration, der bør drøftes, end de konkrete løsningsforslag. I dagene efter valget blev Dansk Folkepartis vælgere af mange modstandere stemplet som racister. Det fik museumsinspektør på Sønderborg Slot René Rasmussen, der ikke selv stemte på partiet, til på Informations hjemmeside at komme med nogle bud på, hvorfor så mange i Syd- og Sønderjylland havde stemt på Dansk Folkeparti 1. En af grundene var, at denne landsdel har mistet rigtig mange arbejdspladser i løbet af de sidste årtier; ikke blot private, men også offentlige. Dette efterlader et indtryk af, at centraladministrationen bevidst afvikler landområderne, hvilket naturligvis påvirker de berørte i negativ retning. René Rasmussen citerer en af sine bekendte for at beskrive situationen på denne måde: Først pisser de på os og bagefter siger de, at vi lugter. Noget tyder på, at vælgerne har udpeget Dansk Folkeparti som det parti, der har udvist den største forståelse for denne urimelighed. 1 http://www.tvsyd.dk/artikel/288623:foerst-afvikler-de-vores-landsdel
5 En af Dansk Folkepartis mærkesager er opsætning af grænsebomme. Man kunne godt få mistanke om, at det blot er signalpolitik uden nogen særlig praktisk virkning, men forslaget rammer en frustration, der har med grænsen at gøre. René Rasmussen fortæller, at da han i 2013 besøgte arresthuset i Sønderborg, var samtlige indsatte indbrudstyve fra Litauen. Når man tænker på, at dele af egnen er plaget af indbrud og at den lokale landbetjent ikke længere findes, kan man godt forstå, at det må medføre en vis frustration. Også selvom det ikke retfærdiggør en generaliserende dom over alle litauere og andre fra Østeuropa som kriminelle. Hvad angår flygtninge, mener René Rasmussen ikke, at der er flere racister i Syd- og Sønderjylland end i andre landsdele. Folk vil sådan set gerne hjælpe mennesker i nød, det gælder også inkarnerede DFvælgere, skriver han. Tager vi vores egen by, lader det da også til, at de mange flygtninge, der er kommet hertil for nylig, bliver ganske venligt modtaget i Grindsted, selvom hver enkelt af os naturligvis kunne gøre mere for at integrere dem. Hvis René Rasmussens analyse er korrekt, afslører det, at fordommene om Dansk Folkepartis gennemsnitlige vælger ikke holder vand og så gør fordommene om alle de andre partiers vælgere det sikkert heller ikke. Vi har blot en tendens til at fokusere på uenighed frem for enighed; en kultur, der dyrkes af politikerne selv, fordi de vil fremstå som urokkelige. Men inde bag murene er og bliver politik det muliges kunst med alt, hvad det indebærer af kompromiser og studehandler. Hele denne lange gennemgang af reaktioner på valget skal tjene til at understrege Jesu ord om, at vi ikke skal dømme, hvis vi ikke selv vil dømmes, og at vi da slet ikke skal fordømme, hvis vi ikke selv vil fordømmes. Når vi dømmer, låser vi nemlig hinanden fast. En tilhænger af Dansk Folkeparti bliver pr. definition racist og et medlem af Enhedslisten kan pludselig kun være revolutionær. Når vi dømmer andre, indsnævrer vi synsvinklen og mister det større perspektiv. Derfor spørger Jesus, om en blind kan lede en blind, og svarer indirekte, at nej, det kan han ikke. De vil derimod begge falde i grøften.
6 Bliver vi et øjeblik ved advarslen mod af dømme og fordømme, er forskellen, at dommen er dennesidig, mens fordømmelsen er hinsidig. Fordømmer man nogen, gør man det i overbevisning om, at de har handlet på en måde, der fratager dem Guds kærlighed og nåde. Det er slemt nok at dømme, hvis ikke hver en sten er vendt i sagen, men at fordømme er endnu værre, fordi man sætter sig i Guds sted. Men hvem af os har indsigt nok til at dømme på Guds vegne? Og hvem af os kan være i sin ret til at fordømme andre, når Jesus selv advarer os mod det med ordene: Fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. At han siger sådan, hænger sammen med dåben, hvor børnene får at vide, at de er Guds børn. Både Halfdan, William og Liv har lige fået at vide, at Gud ikke fordømmer dem, men vil være med dem i al evighed. Hvorfor skulle vi så have travlt med at fordømme andre? Gud vil give alle, der kommer til ham, del i sin kærlighed. Han tager ikke parti; er ikke på nogens side. For Gud har ingen fjender. Det er han alt for ophøjet til. Men han er ikke for ophøjet til at se, hvor lavt vi kan behandle hinanden. Derfor spørger Jesus: Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje. Hykler, kalder Jesus ham med bjælken i øjet; ham, der har alt for travlt med at dømme andre til at se kritisk på sig selv. Når vi fokuserer på det, vi ikke bryder os om ved andre, er det os, der er hyklerne. Det er os, der hykler, når vi stempler tilhængere af andre partier som revolutionære, naive, utroværdige, lalleglade, asociale, racistiske og så videre. Det er os, der er hyklerne, fordi vi hver især har for travlt med at få ret, og derfor ikke lytter til modparten. Dette forhold gør sig ikke kun gældende inden for politik, men også alle mulige andre sammenhænge; for en stempling af andre skaber fællesskab. Der er intet så fællesskabsstiftende som en fælles fjende. Det er af den grund, at krige overhovedet kan føres.
7 Ofte lader vi os gribe ukritisk af fællesskabet. Når man for eksempel befinder sig blandt venner, man synes om og stoler på, overtager man hurtigt deres syn på andre, der ikke er en del af vennekredsen. Beskriver en af vennerne en person, der ikke er en del af inderkredsen, som utroværdig, har man pludselig forbehold over for vedkommende, selvom man ikke har undersøgt påstandens rigtighed. Måske bygger den negative beskrivelse på en hændelse, der ligger flere år tilbage og måske bunder oplevelsen af hændelsen i en misforståelse. På den måde kan vi lynhurtigt dømme på et meget tyndt eller direkte fejlagtigt grundlag; men vi gør det alligevel, fordi det gør alliancen blandt de ligesindede stærkere. Problemet er bare, at en sådan alliance er hyklerisk. Den er udtryk for, at vi ser splinten i andres øjne, men ikke bjælken i vore egne. Vi dømmer uden forudgående retssag, præcis sådan som vi gør, når vi lynhurtigt karakteriserer folk med et bestemt politisk tilhørsforhold. Sådanne domme fælder vi hver dag. De er bestemt ikke alle lige alvorlige, men de er alle - i større eller mindre grad - med til at splitte os fra hinanden, for det er dét fordomme og fjendebilleder gør. Gud gør det stikmodsatte. Han dømmer os for det, vi er skyldige i, nemlig at grave grøfter mellem mennesker og derefter tilgiver han os i håbet om, at også vi vil kunne tilgive dem, vi dømmer, eller måske i første omgang helt lade være med at dømme dem. Det er det, vi skal synge om lidt i den næste salme: Dommerne blir dømt, når du skal råde / og de dømte kendes fri af nåde. Det er altså os, der bliver dømt af Gud, fordi vi som selvudnævnte dommere fælder uretfærdige domme over andre. Men så snart dommen over os er stadfæstet, frikendes vi af Gud, så vi kan gøre et nyt forsøg på at leve uden at dømme folk på baggrund af fordomme og løse rygter. Amen.