Prædiken til d.8. januar 2017, Lemvig Bykirke kl. 10.30 v/brian Christensen Tema: Vi fødes ind i Guds rige. Tekster: Sl 84; Rom 12,1-5; Mark 10,13-16 1. søndag efter Hellig 3 konger, 1. tekstrække. De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem:»lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. v15 Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.«v16 Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.
Jesus Kristus blev født 3 gange. Første gang var før tidernes begyndelse. Dengang tiden endnu ikke var begyndt, gemt i evighedens mysterium, før alting blev skabt. I søndags brugte vi den nikænske trosbekendelse til gudstjenesten nytårsdag. Jeg tager den lige frem igen her, for jeg kom til at fundere over noget af det som de gamle ord siger: Det er linjen med at Jesus Kristus er født af Faderen før alle tider. Jesus er Guds enbårne søn, men det var han altså før han blev født juledag. Hvordan det foregik ved jeg ikke. Jeg kan heller ikke med min forstand forstå, hvordan Gud kan føde sin søn før tidernes begyndelse. Men det er dén sandhed, som de gamle kirkefædre forsøgte at formulere på den måde. Og det gjorde de for at pointere, at Gud er én Gud, men samtidig 3 personer: Fader, søn og Helligånd. Vi tror på en treenig Gud. Alle tre er fra evighed, de er altså ikke skabte, men har altid været. Jesus er Faderens enbårne søn fra evige tider.
Det bibelske vidnesbyrd taler også klart og tydeligt om, at relationen mellem Faderen/Sønnen ikke først opstår, da Jesus bliver menneske, men den har været fra evighed. Luther skriver i salmen Nu fryde sig hver kristen mand, vers 5: Guds søn sin Fader lydig var, han kom til os på jorden. Første gang Jesus blev født var altså før tidernes begyndelse. Anden gang er da han bliver et menneske og fødes af Jomfru Maria. Der er mange, som har det svært med jomfru-fødslen og tager anstød af det, fordi det lyder for usandsynligt at en kvinde bliver gravid uden en mand. Men det er faktisk bare en detalje i forhold til det langt større, som er på spil, når det gælder forståelsen af, hvilket barn det var som Maria fødte julenat. For da Jesus blev født til menneskenes verden, så var det som den helt unikke sammensmeltning af Gud og
menneske, som gør, at Jesus på én og samme tid kan være begge dele. I sandhed mand og Gud, at syndens nød og pine, han nådig hjalp os ud. Netop derfor skulle han være begge dele. Sand menneske, så han kunne bære alle vore synder og dø på korset. Sand Gud, så det hans død kunne gælde for alle mennesker i kraft af hans syndfrie og Hellige liv. Den tredje gang, hvor Jesus bliver født er da han opstår fra de døde. Fra gravens mørke træder han ud i lyset påskemorgen, som den førstefødte af de døde. Det vil sige, som den første der oplevede at dø og derefter selv vende tilbage til livet. Paulus skriver: i kraft af helligheds ånd blev Jesus stadfæstet som Guds søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde. Opstandelsen er altså det konkrete bevis på, at Jesus er Guds søn Men samtidig var hans opstandelse et tegn på, hvordan vi også en dag skal gå ud af vores grave.
Og det nye liv, som han begyndte på påskemorgen er det liv, som vi modtager, når vi genfødes ved vand og ånd. Da Jesus blev født den tredje gang, så kom Guds rige til vores verden på en helt ny måde. 1. del Vi har altså Jesus som forbillede, når det handler om at komme ind i Guds rige. For ligesom et lille barn ikke selv er årsag til sin egen fødsel det er blot noget man lader ske med sig, sådan lod Jesus sig føde. Det er en tredobbelt demonstration af, at Guds rige ikke er noget, som man kan rive til sig eller selv vade ind i. Guds rige er noget, som man må tage imod og bøje sig for at blive en del af. For at gøre den sandhed tydelig for sine disciple, så tog Jesus udgangspunkt i børnene og brugte dem som eksempel. Det er ved at være som et barn; vi skal efterligne barnet, for at komme ind i Guds rige. De har intet gjort for at komme til verden, små og hjælpeløse er de helt afhængige af de voksne.
Og det er jo på den måde vi kommer ind i Guds rige: Ved at blive født, ved vand og Helligånd, i dåben. Ikke ved vort fromme liv. Ikke ved gode gerninger. Ikke ved at fremhæve os selv overfor Gud eller mennesker. Men ved ydmygt at lade os frelse af Guds nåde. At være en kristen er jo netop at have barnekår. At være født ved dåben til at have Gud som sin himmelske far. Det lyder måske som en selvfølge for jer. Som almindelig kristen børnelærdom. Men det er nu ikke så enkel en lektie at lære. Det var det ikke for disciplene dengang og det er det heller ikke i dag. I beretningen fra Markus hører vi om, hvordan disciplene forsøgte at forhindre nogle mødre i at komme hen til Jesus med deres børn. Disciplene havde ikke forstået det. Og hvis vi ser på, hvordan dåben i dag ofte bliver til kultur og tradition, mere end til oplæring i at være en Jesu discipel, så er der mange, som ikke har forstået dåbens betydning.
Og spørgsmålet er om jeg selv har forstået dybden i dåbens nåde og hvor underfuldt det egentligt er, det som sker med de tre håndfulde vand? Derfor skal vi prøve at fordybe os i beretningen om de små børn, der kommer til Jesus og som hjælp til det, så skal vi se nøjere på et maleri af Emil Nolde. Måske har I besøgt museet for ham lige syd for grænsen eller været på Aalborg kunstmuseum og set nogle af hans billeder. Han er sydschleswiger og levede fra 1867-1956. Han har malet et billede over dagens prædiketekst af Jesus og de små børn. Foruden Jesus er der tre forskellige grupper af mennesker, som vi særligt skal lægge mærke til. Første småbillede Øverst til højre finder vi mødrene, der kom gående til Jesus med deres små børn, sådan som der fortælles om i beretningen. Det er ikke underligt, at den beretning på en særlig måde for os er knyttet til barnedåben.
Forældre kommer med deres små børn til dåben, til kirken, fordi det er her Jesus er, ligesom mødrene gjorde dengang. De har opsøgt Jesus, da han befandt sig øst for Jordanfloden og har sikkert gjort sig nogen anstrengelser for at komme til ham. Og måske ved de ikke helt, hvad det egentlig er de ønsker af Jesus hvorfor de ønsker at han skulle røre ved børnene. Når man ser kvindernes øjne, kan man godt få fornemmelsen af, at de er lidt spørgende undrende. På den måde kan de ligne mange af nutidens dåbsforældre for det gælder jo i virkeligheden også for mange i dag, at de er lidt spørgende overfor det som foregår. Men man har en følelse af, at det er rigtigt at gøre det.
Man kan måske godt stille spørgsmål til en dåbspraksis, hvor der ikke stilles særlige forventninger eller krav til forældre der får deres børn døbt. Jeg har i min tid også døbt mange børn, som jeg så først for alvor mødte igen, da de skulle konfirmeres. Men der er på den anden side også mange, som det gav en god relation til at være præsten. Til arrangementer med børnehaven, skolen, FDF og man lærte forældrene at kende. De fik også dåbsgaver og hvem ved om der har været bedsteforældre, som vidste mere om bøn og bibellæsning end forældrene. Så kirkens opgave er altså at bruge de mange muligheder der er for at fortælle de spørgende dåbsforældre, hvad de egentlig har gjort ved at få deres børn døbt. Barnedåben en mulighed for at Jesus kan røre ved et lille barn og give det hans velsignelse og løfte om at gå med, hver eneste dag og det løfte holder han.
Derfor skal vi glæde os over, at så mange danskere stadig bliver døbt. Og frimodigt benytte enhver anledning til at fortælle dem, hvad det betyder. Andet småbillede Den anden gruppe er den gruppe, der står længst ude øverst til venstre Det er de skeptiske det er disciplene, der ville forhindre at børnene kom til Jesus. Vi ved ikke hvorfor de vil forhindre det, men det går ikke stille for sig. De truer ad dem. Men her på billedet er de blevet sat på plads af Jesus og det står nu for sig selv, lidt bag ved ham og med siden til, sure over at være blevet irettesat af Jesus. De er de eneste som ikke ser på Jesus de ser på hinanden. Og der er næsten et åbent rum imellem dem og Jesus. Det kan ikke passe at børnene bare skal komme her og være med helt på lige fod med os, siger de. De virker lidt som broderen i lignelsen om den fortabte søn, der ikke har lyst til at feste, da hans far tager imod den hjemvendte søn.
Det siger noget om, at vi ikke skal bekymre os andres tro. Om den nu er stor nok eller oprigtig nok. Vi skal tjene Jesus som hans disciple og det betyder, at vi skal være optaget af at dele det gode budskab med andre og invitere andre til at komme hen til Jesus. Denne fortælling må godt få os til at tænke efter: Er jeg med til at hindre nogen i at komme til Jesus? Enten fordi det jeg siger støder andre væk eller den måde jeg handler på, er en modsigelse af evangeliet. Eller tager jeg min egen tro så alvorligt, at jeg hindrer mit eget indre barn i at komme til Jesus. Har jeg glemt at det som det egentlig handler om som en kristen er, at sidde hos min himmelske far og putte mig ind hos ham? Kristentroen må ikke blive så alvorlig og handle så meget om det intellektuelle eller åndelige, alt det jeg bør gøre, at jeg glemmer at være et barn og bare lege i min Fars nærhed.
Denne del af billedet er en påmindelse om, at hvis jeg vil hindre nogen uanset om det er andre mennesker, eller det er mig selv i at komme til Jesus, så er det i stedet mig selv, der kommer til at stå på afstand af Jesus. Ja, disciplenes måde at møde mødrene med deres børn på betød faktisk, at Jesus blev vred. Én af de eneste gange vi overhovedet kan læse om i bibelen, at Jesus bliver vred. Husk nu: Det er ved at tage imod Guds rige som et barn, at vi kommer ind i det. Ellers kommer vi slet ikke ind i det. Tredje småbillede Det er en stor flok børn faktisk ret stor, når man tænker på at der faktisk kun er én voksen, som de vil hen til. Børn er jo dejlige, og det er altid meget svært at sige nej til børn - deres små uskyldige og bedende øjne, kan hurtigt få en til at give dem det som de ønsker.
Derfor kan vi let forledes til at tro, at børnene så også er så uskyldige som de ser ud altså at de i virkeligheden slet ikke har brug for Jesus som deres frelser, fordi de automatisk er Guds børn og derfor tilhører Guds Rige. Desværre er den forståelse kommet til at være meget nærliggende i den seneste oversættelse af Bibelen, hvor det lyder: for Guds Rige er deres det er let at høre det sådan, at her er tale om et forhold, der ikke kan være anderledes. Men det er en uheldig oversættelse det er mere rigtig, som det lød i den tidligere oversættelse, at Guds Rige hører sådanne til - Guds Rige er for dem der vil tage imod det som et barn. I en kronik her over nytåret skrev 3 medlemmer af IM s hovedbestyrelse en kronik om at der er opstået forvirring om dåben. Èt af eksemplerne var en diskussion om man kan kalde alle mennesker for Guds børn eller det først er noget man bliver ved at blive døbt.
De skriver: Det er nødvendigt at skelne mellem Guds kærlighed til ethvert menneske og Guds nåde, som alene gælder hans børn. Gud elsker ethvert menneske, for vi er alle skabt i hans billede, men vi må holde fast ved at vi fødes på ny ved dåben og når vi lever det nye liv i troen på Jesus, bliver vi ved med at være Guds børn. Gud elsker alle mennesker, men nåden og frelsen gives alene til den, der ved tro og dåb ønsker at tage imod den. Når vi så er blevet Guds børn ved dåben, så skal vi også huske at være det. Børn er kendetegnet ved: Spontanitet. Glæde. Leg. Fantasi. Nysgerrighed. Latter. Alt det skal vi lære af dem, når vi skal nærme os Gud og Guds rige. Alt det skal Guds menighed være fyldt af. Kirkens fællesskab skal summe af alt det. Vi skal udfordre hinanden i at være det. Alt for tit, så har vi så travlt med at blive voksne, ansvarlige og alvorlige. Men hos Gud er det sande, gode liv og vi skal lade Guds ånd forvandle os til at se, hvad det Guds rige rummer.
Fjerde småbillede Endelig er der jo Jesus selv, ham, der er hovedpersonen, og som her ses med et barn løftet op i sine arme. Det fortæller os en hel masse om, hvordan Jesus er. For det første viser det os noget om, hvordan ordene om at tage imod Guds Rige, ligesom et lille barn skal forstås. Mange gange har vi fået fortalt, at det betyder at vi som voksne skal lære af det lille barn, så vi kommer til Gud med samme tillid, som et barn kommer til sine forældre. Og jeg tror det er fuldstændig rigtig. Men som Emil Nolde har malet billedet, så bliver det klart, at det i virkeligheden slet ikke er mig, der skal tro på den rigtige måde eller bede på den rigtige måde for at komme til Jesus det er mere Jesus der er den aktive, som bøjer sig ned og tager imod mig. For det andet ser vi, at Jesus løfter os op, så vi kan se ham i øjnene. Det er helt naturligt, at når et lille barn
kommer hen til os, at så løfter vi barnet op i vore arme og kigger ham eller hende i øjnene. Og i forhold til Jesus er det netop det vi har brug for at blive løftet op at få øjenkontakt med Jesus. Vi er helt afhængige af, at Jesus bøjer sig ned. Det gjorde han da han blev menneske og ved sin lidelse og sin død løfter han os op til sin herlighed. Vi får øjenkontakt med Gud, fordi Guds enbårne søn blev menneske, født af en kvinde og derefter døde for alle mine synder på korset og som den førstefødte af de døde gik ud af graven igen. Al min skyld og skam er sonet, tilgivet og forsvundet. Ren og retfærdig, himmelen værdig er enhver, som tror på Jesus derfor behøver jeg ikke slå øjnene ned. Stort billede til sidst Og læg så til sidst mærke til: i den store skare af mennesker er det som om, at der kun er to til stede: Jesus og Guds barn.
Når vi løftes op og ser Gud ind i øjnene, så er det som om at larmen og smerterne forsvinder, alle sorger og savn, men også alt det vi elsker i denne verden forsvinder og der er kun os to. Min Gud og mig, min Far og hans barn. Så forstår vi at det er sandt. At intet kan skille os fra Guds kærlighed. Amen.