Dato 2. december 2016 Sagsbehandler Kim Remme Birkholm Mail kbf@vd.dk Telefon 7244 3065 Dokument 16/12073 og 16/13306 Side 1/5 Afgørelse af klager over udgiftsfordeling til vejsynskendelse privat fællesvej mellem Alkærlundvej og Risbjergvej kommunens sags ID 2015/14053 Vejdirektoratet har behandlet klage fra henholdsvis B og C over Ikast-Brande Kommunes udgiftsfordeling til vejsynskendelse af 8. september 2016 om vedligeholdelse af den private fællesvej mellem Alkærlundvej 12 og Risbjergvej 54. Vejdirektoratets afgørelse Kommunens fordeling af udgifterne til vejsynet er ulovlig, og vi beder kommunen om at genoptage sagen og tilbagekalde denne del af afgørelsen. På det foreliggende grundlag er det ikke dokumenteret, at en vejberettiget har forlangt, at kommunen skulle afholde vejsyn, og derfor har kommunen ikke haft hjemmel til at pålægge udgifterne ved vejsynet på en eller flere af de vejberettigede. Vi henviser i øvrigt til begrundelsen nedenfor. Parternes argumenter B har i sin klage anført, at udgifterne på 70.000-80.000 kr. for afholdelse af vejsynet er urimeligt høje, at det er uforståeligt og ubegrundet, at det har været nødvendigt for kommunen at antage ekstern rådgiver for at fastslå, at der skal beskæres grene og udjævnes en jordvold, at kommunen på intet tidspunkt forud for afgørelsen har oplyst om, at der ville komme så stor en udgift, at det er Cs manglende vedligeholdelse, der er årsag til, at en kendelse er nødvendig. C har i sin klage anført, at han ikke forud for afgørelsen er blevet gjort bekendt med at skulle forvente en udgift for vejsynet, at B som den, der har anmodet om vejsynet, må betale udgiften dertil, eller at udgiften bør fordeles mellem samtlige vejberettigede efter deres brug af vejen. Baggrund Vejdirektoratet Niels Juels Gade 13 1022 København K Telefon +45 7244 3333 vd@vd.dk vejdirektoratet.dk SE 60729018 EAN 5798000893450
Vejen er en privat fællesvej i landzone og derfor omfattet af privatvejslovens afsnit I, II og IV om private fællesveje på landet, jf. lovens 4. Det fremgår af sagen, at B i mail af 19. april 2015 henvendte sig til kommunen om problemer med beskæring langs vejen. B beskrev i sin mail, at vejen var mere eller mindre groet til af udhængende grene fra træer langs vejen, og han bad kommunen om at hjælpe med problemet spurgte om det var et vejsyn, der skulle til. Han oplyste også, at han uden held havde prøvet at tale med ejeren af den ejendom, hvor grenene groede ud over vejen. Dette resulterede i en fælles besigtigelse med deltagelse af B og kommunen den 30. juni 2015. Efter besigtigelsen vurderede kommunen situationen og drøftede oplysningerne med ekstern rådgiver, hvorefter det stod kommunen klart, at det ville blive nødvendigt at gennemføre en sag om vedligeholdelse af vejen. Derefter blev sagen startet, hvilket blev meddelt B ved mail af 7. juli 2015. Det fremgår af kommunens afgørelse af 8. september 2016, at vejen skal istandsættes ved at beskære grene, som rager ud over det aktuelle hjulspor med 0,5 m rabat i hver side, dvs. i en bredde af ca. 3 m, og i en højde af mindst 3 m samt ved at udjævne en sandvold på vejen. Grundejerne har oplyst, at de hver især ønsker at foretage den nødvendige beskæring på den strækning af vejen, som ligger langs deres ejendom. Arbejdet skal være udført senest 1. november 2016, vejen fremtidigt skal vedligeholdes på den måde, at den tilstødende grundejer beskærer beplantningen således, at fritrumsprofilet på 3 m til hver en tid opretholdes, og hvis grundejeren ikke selv udfører beskæringsarbejdet i tide, udføres arbejdet efter den i kendelsen fastsatte fordelingsnøgle (efter den enkelte vejberettigedes brug af vejen), udgifterne ved vejsynet fordeles ligeligt mellem B og C, som kommunen har vurderet begge har medvirket til, at det har været nødvendigt at afholde vejsynet. Disse udgifter er på afgørelsestidspunktet endnu ikke opgjort, men kun udgifter til ekstern rådgivning forventer kommunen at fakturere, hvilket anslås at udgøre 70.000-80.000 kr. inkl. moms. Nye eller gamle regler i privatvejsloven Selvom der med virkning fra den 1. juli 2015 er trådt en ændret privatvejslov 1 i kraft, er det fortsat de gamle regler 2, der finder anvendelse i denne sag, fordi kommunens sag var påbegyndt inden 1. juli 2015. Det fremgår af vejlovens 3 140, stk. 3 4. Hvad kan Vejdirektoratet tage stilling til Vi kan tage stilling til, om kommunen har truffet en lovlig afgørelse (retlige spørgsmål) efter vejlovgivningen 5, her privatvejsloven. Men vi kan ikke tage stilling til kommunens vurderinger (skøn) inden for lovens rammer. Det følger af privatvejslovens 87, stk. 2. 1 Privatvejsloven er senest ændret ved lov nr. 1520 af 27. december 2014. 2 Lov nr. 1537 af 21. december 2010 om private fællesveje, som ændret ved lov nr. 379 af 2. maj 2011 og lov nr. 552 af 2. juni 2014 3 Lov nr. 1520 af 27. december 2014 om offentlige veje m.v., som ændret ved lov nr. 1895 af 29. december 2015. 4 Efter denne bestemmelse skal sager, der ved lovens ikrafttræden verserer for en kommune, eller som er indbragt for Vejdirektoratet, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. 5 Vejloven og privatvejsloven 2
Det betyder, at vi kan vurdere, om kommunen i forbindelse med en sådan afgørelse har fulgt vejlovgivningen, forvaltningsloven 6 og almindelige forvaltningsretlige regler. Men vi kan ikke tage stilling til, om kommunens afgørelse er rimelig eller hensigtsmæssig, herunder om det er rimeligt, at en privat fællesvej skal istandsættes, hvor og hvornår, samt med hvilke materialer. Vi kan heller ikke tage stilling til, om kommunen har iagttaget god forvaltningsskik. God forvaltningsskik omfatter blandt andet, hvordan kommunen tilrettelægger et sagsforløb, herunder sagsbehandlingstiden, og hvordan kommunen besvarer borgernes henvendelser. Reglerne om istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje på landet De der er forpligtet hertil i henhold til aftale eller anden privatretlig bestemmelse, skal holde en privat fællesvej i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang. Hvis der ikke findes aftaler m.v. om vedligeholdelsen, skal de vejberettigede brugere vedligeholde vejen i forhold til deres brug af vejen. Det fremgår af privatvejslovens 13, stk. 1 og 2. Hvis en vejberettiget siger, at en privat fællesvej ikke er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang, og at eksisterende bestemmelser om vejens vedligeholdelse er utilstrækkelige til at sikre dette, skal kommunen tage stilling til, om der skal fastsættes bestemmelser om istandsættelse og vedligeholdelse af vejen. Det følger af 14, stk. 1, i privatvejsloven. Hvis vejen ikke er i god og forsvarlig stand bestemmer kommunen i hvilket omfang og på hvilken måde den private fællesvej skal istandsættes, jf. lovens 15, stk. 1. Det fremgår af 15, stk. 2, at kommunen kan bestemme, 1. at de enkelte vedligeholdelsesforpligtede skal udføre en nærmere bestemt del af arbejdet, svarende til deres del af byrden, 2. hvornår arbejdet skal være afsluttet, og 3. hvordan udgifterne ved et vejsyn afholdt efter anmodning fra en vejberettiget skal fordeles. Hvis det ikke er hensigtsmæssigt at lade en eller flere af de vedligeholdelsesforpligtede udføre arbejdet, kan kommunen bestemme, at kommunen skal udføre arbejdet som et samlet arbejde for de vedligeholdelsesforpligtedes regning. Det fremgår af privatvejslovens 15, stk. 3, jf. 21, stk. 1. Kommunen kan bestemme, på hvilken måde en privat fællesvej fremtidig skal vedligeholdes for at være i god og forsvarlig stand, samt at de enkelte vedligeholdelsesforpligtede skal udføre en nærmere bestemt del af arbejdet svarende til deres del af byrden. Det siger 16, stk. 1 og 2. Før kommunen træffer afgørelse om istandsættelse eller vedligeholdelse af vejen, skal kommunen enten holde vejsyn eller møde eller gennemføre en skriftlig procedure. Kommunen skal afholde vejsyn, hvis en vejberettiget har anmodet om et vejsyn angående istandsættelse eller vedligeholdelse, medmindre der inden for de sidste 2 år er truffet beslutning om istandsættelse eller vedligeholdelse. Det følger af lovens 17, stk. 1. 6 Lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 3
Kommunen skal individuelt indkalde de vejberettigede og andre forpligtede til vejsynet med mindst 2 ugers varsel. Desuden skal indkaldelsen offentliggøres mindst 2 uger før vejsynet. Det fremgår af 17, stk. 2 og 3. Ved vejsynet skal de fremmødte have adgang til at udtale sig, og der skal gøres notat om de relevante oplysninger, som er kommet frem på vejsynet. Endvidere skal kommunen skriftligt redegøre for sin påtænkte beslutning og fastsætte en frist på mindst 3 uger til at komme med indsigelser mod og ændringsforslag til den påtænkte beslutning. Det siger lovens 17, stk. 4. Ved den skriftlige procedure skal kommunen gøre enhver, som vil blive berørt af den påtænkte beslutning bekendt med indholdet heraf og give dem en frist på mindst 3 uger til at komme med indsigelser og ændringsforslag til den påtænkte beslutning. Det fremgår af 17, stk. 5. Påbudte arbejder eller udgifterne hertil skal fordeles efter aftaler eller andre privatretlige bestemmelser, hvis sådanne findes. Hvis der ikke foreligger aftaler m.v., fordeler kommunen arbejderne eller udgifterne mellem de vejberettigede i forhold til deres brug af vejen. Det fremgår af lovens 18, stk. 1 og 2. Hvis istandsættelses- eller vedligeholdelsesarbejdet udføres af kommunen, jf. 21, finder reglerne om administrationstillæg i 53 og om afdragsvis betaling i 54 tilsvarende anvendelse. Det siger 22. Det fremgår af 53, stk. 1 og 2, at kommunen ved opgørelsen af udgifterne kan medregne et administrationstillæg på højst 9% af udgifterne og endvidere kan medtage eventuelle udgifter til anden sagkyndig bistand efter regning. Vores vurdering Vi må på baggrund af kommunens afgørelse af 8. september 2016 lægge til grund, at der er tale om udførelse af istandsættelsesarbejde, som de enkelte vejberettigede selv skal udføre, jf. privatvejslovens 15, stk. 2. Kommunen har i den forbindelse afholdt et vejsyn og har herved antaget ekstern rådgiver, hvilket har resulteret i ganske betragtelige udgifter. Disse udgifter har kommunen fordelt blandt to af samtlige vejberettigede, fordi kommunen mener, at kun disse to har været årsag til behovet for vejsyn. Da der ikke er tale om et samlet arbejde, som kommunen lader udføre for de vedligeholdelsesforpligtedes regning efter lovens 15, stk. 3, jf. 21, stk. 1, kan kommunen ikke anvende bestemmelsen i privatvejslovens 53, stk. 2, til at medtage udgifterne til anden sagkyndig bistand efter regning. Spørgsmålet er herefter, om udgifterne til vejsynet kan pålægges de vejberettigede, jf. lovens 15, stk. 2, nr. 3. Det fremgår af bemærkningerne til 15 i lovforslag til privatvejsloven fra 2010 lovforslaget L48 af 5. november 2010 7, at 15, stk. 2, nr. 3, giver kommunen hjemmel til at fordele og dermed opkræve udgifter ved et vejsyn, som er afholdt i henhold til anmodning fra en vejberettiget, dvs. i tilfælde, 7 http://www.ft.dk/samling/20101/lovforslag/l48/index.htm 4
hvor kommunen efter loven har været forpligtet til at afholde vejsynet. Kommunen kan således ikke opkræve udgifter ved vejsyn, som afholdes hvor kommunen kunne have valgt at gennemføre en skriftlig høringsprocedure i stedet. De udgifter ved et vejsyn, som kan kræves betalt af de vejberettigede, er udgifter, der direkte kan henføres til vejsynet. På det foreliggende grundlag mener vi ikke, det er dokumenteret, at B eller andre vejberettigede har forlangt, at kommunen skulle afholde et vejsyn. Vi mener derfor, at kommunen i stedet kunne have gennemført den skriftlige procedure beskrevet i privatvejslovens 17, 5, jf. stk. 1. Vi mener endvidere, at det ligger uden for bestemmelsens anvendelsesområde at pålægge dén vejberettigede, der gør kommunen opmærksom på, at vejen ikke er i god stand, at afholde alle eller en uforholdsmæssig del af udgifterne til et vejsyn, hvor kommunen konkluderer, at vejen ikke er i god og forsvarlig stand. Allerede af den grund må vi konstatere, at kommunen ikke har haft hjemmel til at pålægge de to vejberettigede udgifterne til vejsynet. Vi har ikke taget stilling til, om de konkrete udgifter til ekstern konsulent har kunnet henføres som udgifter ved vejsynet, men umiddelbart synes udgifter i størrelsesordenen 70.000-80.000 kr. til afholdelse af et vejsyn på den private fællesvej, hvortil der er indkaldt 7 parter, at være ude af proportion med de påbudte arbejder. Konklusion Kommunens fordeling af udgifterne til ekstern konsulent er dermed ulovlig, og vi beder kommunen om at genoptage sagen og tilbagekalde denne del af afgørelsen. 5