Frivillighed skal kun tjene den gode sag Hovedtale af Preben Brandt, tidligere formand for Rådet for Socialt Udsatte, ved Frivillig Fredag i Thisted 26. september 2014 Tak for indbydelsen til at komme her i dag. Jeg er psykiater, men det har i de sidste små 40 år været socialt arbejde for socialt udsatte og hjemløse, der har ligget mig på sinde. Først som ansat i Københavns Kommune, så som frivillig gadeplansarbejder, indtil jeg for 18 år siden grundlagde en frivillig organisation, projekt UDENFOR, hvor frivilligheden spiller en afgørende rolle. Frivilligt arbejde trives, heldigvis. Det findes i mange forskellige former. Som en del af kultur- og idrætslivet og som, det jeg kender til, frivilligt socialt arbejde. Det er noget, man gør, ikke kun, fordi det er fornuftigt, og der er en klar mening med det. Det er noget, man gør, fordi man må gøre det. Man brænder for det. 1
Mit kendskab til frivillighed er det sociale område, så tillad mig, at det er der, jeg vil hente min forståelse af det frivillige arbejde. Men jeg er ret overbevist om, at det, jeg siger, i store træk også passer ind i forståelsen og funktionen af andet frivilligt arbejde. En del af samfundslivet Det frivillige arbejde har altid været en del af samfundslivet. Og gennem det sidste par hundrede år har den frivillige og de frivillige organisationer udgjort en væsentlig faktor i opbygning af velfærdssamfundet. Og her taler jeg ikke kun om det frivillige sociale arbejde. Uden den frivillige træner i sportsklubben og uden ildsjælen i amatørteatret ville manges liv ikke have taget den gode retning, det har. Det betyder noget, at man møder nogle, der er engagerede og som har hjertet, frem for lønningsposen, som årsag til sin indsats. Oftest, men ikke altid, har det frivillige sociale arbejde bygget på et kristent grundlag og arbejdet for at forbedre leveforholdene for de grupper af befolkningen, som har været i særlig nød, og hvor det offentlige af den ene eller den anden grund ikke kan eller vil dække deres behov. I den sammenhæng blev begrebet velgørenhed, for ikke at nævne ordet næstekærlighed, ofte brugt om den form for arbejde. Gammeldags og forladte udtryk? De er som ord, sådan ser jeg det, desværre gået af mode i forbindelse med frivilligt socialt arbejde. Det har de ikke fortjent. Men jeg ved at de lever i handlingerne. Jeg blev vred Året 2011 var officielt Frivillighedsår. Jeg blev dengang provokeret af, at socialministeren på ministeriets hjemmeside udpegede indsamling til og uddeling af julepakker til udsatte familier som et skoleeksempel på godt frivilligt arbejde. Jeg blev ikke provokeret, fordi jeg ikke synes, at det var godt frivilligt arbejde. Det synes jeg bestemt, det er. Jeg blev 2
provokeret, fordi jeg læste ministerens udtalelse sådan, at det frivillige arbejde blev taget som indtægt for, at så kunne det offentlige med sindsro spare, for der var jo nogle, der tog over og sikrede, at ingen skulle sidde juleaften og ikke have råd til det, som sådan en aften var væsentligt: en steg, brunede kartofler og nogle gaver. Jeg blev vred over, at man politisk gjorde det frivillige arbejde, hvad enten det var den frivillige organisation eller den enkelte, der frivilligt indsamlede penge og tog det arbejde på sig at dele gaverne ud, til en venlig nikkedukke, der gjorde tjeneste for det offentlige. Frivilligheden skal være fri Frivilligt arbejde skal ikke tjene det offentlige, hverken staten eller kommunerne. det må gerne være et supplement, men skal kun tjene sig selv, den gode sag. Frivillighed skal være godgørende, i ordets betydning, som er, hvad enten det er på et sekulært, et kristent eller et andet religiøst humanistisk grundlag, at gøre det gode. Og så skal frivilligheden også være fri. Fri til at have sine meninger, fri til at være kritisk. Hvis ikke det havde været tilfældet gennem det sidste par hundrede år, havde vi ikke haft det velfærdssamfund, vi kende,r og som har betydet, at vi kan leve i et i det store og hele ordentligt og anstændigt samfund. Jo, selvfølgelig har lovgiverne, altså politikerne, også spillet en rolle, men uden nogle til at sparke til dem, fortælle dem, hvor skoen trykker, og holde fast i, at det ikke er sådan, at alt skal kunne betale sig, havde vi ikke haft det samfund, vi har i dag. Tænk, hvad de frivillige organisationer har kæmpet for og fået gjort. Det ved de offentlige myndigheder og politikerne også godt. Det er min positive erfaring. Men det gør også ofte ondt på dem at miste magten over hvad der sker og hvordan det sker. Det er min negative erfaring. 3
Ulige magtfordeling Når jeg læser Frivilligcharteret fra 2013 tales der om samarbejde, gensidig forståelse, tillid og respekt. Der står: Den frivillige verden og det offentlige har hver sine styrker og mål. Vi ser det som konstruktivt, at vi udfordrer hinanden fra hver vores udgangspunkt og med hver vores kompetence. Fint nok. Men er det også virkeligheden? Nej, vil jeg sige. Samspil mellem to parter med en ulige magtfordeling kræver mere end pæne ord i et charter. Det offentlige skaber oftere kvælende modspil gennem krævende og komplicerede finansierings- og styringssystemer, end samspil. Og det frivillige mister modet til at være reelt kritiske. For frivilligt arbejde er ikke gratis, og hvor skal pengene komme fra? Private fonde og gaver og indsamlinger var nogle af vejen. Men fra omkring midten af 1980 erne havde man fra politisk side været opmærksom på mulighederne for at involvere frivillige og frivillige organisationer i socialt arbejde. Og dermed også stække dem hvad angår kritik. Der blev skabt forskellige tilskudsordninger, såkaldte puljer, f.eks. PUF-puljen (Pulje til frivilligt socialt arbejde) og senere satspuljen for at kunne støtte særlige initiativer. Det var tanken, at et væld af frivillige tilbud skulle støttes og blomstre op, så man dels direkte kunne hjælpe, dels få udviklet nye måder at hjælpe socialt udsatte borgere. Derfor var det også sådan, at tilskuddene ikke kunne bruges til varig finansiering. Og det var sådan med disse puljer, at staten og kommunerne fik en vis mulighed for at styre de frivillige organisationer. Det målbare i 3. eller 4. række Jeg har brændt for en sag. Ja, jeg brænder stadig for den. Ligesom mange af jer, der udfører frivilligt arbejde. Jeg kæmpede med den kommune, jeg var ansat i. Jeg ville have dem til at gøre noget. Jeg begyndte selv at gøre hvad jeg mente skulle gøres, som frivillig efter 4
fyraften. Jeg sagde til sidst op og etablerede en frivillig organisation. Her kan jeg tillade mig at lade omsorg og mødet med det hjemløse menneske være det vigtigste og lade dokumentation af målbare resultater komme i 3. eller 4. række. Min forståelse er, at for hundrede år siden tog det frivillige sociale arbejde fat der, hvor det offentlige intet tilbød. Sådan er det ikke i dag. Nu tager det frivillige arbejde fat der, hvor det offentliges tilbud bliver for teknificereret og mål- og resultatorienteret. Jeg strammer den nok nu. For selvfølgelig må man, hvis man modtager offentlige midler, også være villig til at underlægge sig en vis kontrol og ensretning. Men alt, alt for ofte ser jeg, at kontrollen griber om sig og standardiserer det frivillige arbejde. Og så taber det frivillige sin værdi. Ildsjæle med overskud Nå, nu ikke for meget sortseeri på en dag, hvor frivilligheden skal fejres. Men lidt kritik kunne jeg altså ikke lade være med at slippe ud. Jeg vil nemlig også gerne dele min glæde med jer. Jeg bliver nemlig glad, når jeg tænker på, at jeg i de 8 år, hvor jeg var formand for Rådet for Socialt Udsatte, kom rundt i landet og mødte den ene frivillige organisation efter den anden og de frivillige, der var knyttet til organisationerne. Det var ildsjæle, der havde et stort overskud. Det var mennesker, der havde mindre overskud, ja, som selv var brugere af organisationen. Det var mand, og det var kvinde, unge og gamle. Og de havde organisationerne og de frivillige deres værdier, som de fulgte i deres handlinger, og de havde deres opmærksomhed rettet mod mennesket. Lad mig til slut vende tilbage til der, hvor jeg begyndte. Uden frivilligheden ville vi være fattigere på de værdier, der ikke kan måles i 5
kroner og ører, men som udspringer af engagement og er af menneskelig og næstekærlig art - og dermed endnu mere værdifulde end penge. 6