Indhold: 1 Medarbejdere havde pligt til at tilbagesælge deres aktier til købskursen 2 Forgæves afholdte udgifter kunne ikke kræves erstattet af ikke-tiltrådt funktionær 3 200.000 kr. i godtgørelse for aldersdiskrimination 4 Endnu en dom om fratrådte medarbejderes ret til gratisaktier 5 Ugyldige vilkår i ansættelseskontrakter
1 Medarbejdere havde pligt til at tilbagesælge deres aktier til købskursen Af Gitte Westall Kan en udenlandsk koncern aftale med medarbejderne i et dansk datterselskab, at de i tilfælde af fratrædelse skal tilbagesælge aktier købt under koncernens aktieprogram til købskursen? Og er det muligt at aftale, at medarbejderes aktiekøb skal behandles ved domstolene i et andet land og efter dette lands lovgivning? Disse spørgsmål har Østre Landsret taget stilling til i dom af 9. oktober 2009. To ledende medarbejdere, der var ansat i en international koncerns danske datterselskab, blev i 2005 tilbudt at investere i koncernens moderselskab. Tilbuddet fremkom kort tid efter, at koncernen var blevet opkøbt af en kapitalfond, og medarbejderne blev efter aftalegrundlaget tilbudt at erhverve et antal aktier til samme kurs, som kapitalfonden havde betalt. Samtidig blev det bestemt i aftalegrundlaget, at medarbejdernes aktier skulle ejes og kontrolleres af en såkaldt "fiduciary" i henhold til en luxembourgsk aftale herom. Som følge heraf ville aktierne formelt være ejet af et luxembourgsk selskab, mens alle økonomiske rettigheder ville tilfalde medarbejderne. Herudover blev det aftalt, at aftaleforholdet var underlagt luxembourgsk ret, og at tvister herom skulle afgøres ved de luxembourgske domstole. Om håndteringen af aktierne i tilfælde af medarbejdernes fratrædelse blev det i aftalegrundlaget fastsat, at selskabet, der havde solgt aktierne, kunne kræve aktierne tilbagesolgt i tilfælde af medarbejdernes fratrædelse. Tilbagesalgskursen ville i denne situation være afhængig af, hvor lang tid der var forløbet fra købet af aktierne til den enkelte medarbejders fratrædelse, og om medarbejderen blev betragtet som "good leaver" eller "bad leaver" efter programmets regler. Da medarbejderne i 2007 fratrådte deres stillinger i det danske selskab, afviste de imidlertid at tilbagesælge aktierne til det selskab, som aktierne var erhvervet fra. De anlagde i forlængelse heraf sag mod deres danske arbejdsgiver med påstand om, at de var berettigede til at beholde aktierne, idet tilbagesalgsklausulen efter medarbejdernes opfattelse var i strid med funktionærlo- vens 17a, aktieoptionsloven og aftalelovens 36. I forhold til aktiekøbsprogrammet vedrørte sagen, om den danske arbejdsgiver var rette sagsøgte, de indgåede værnetings- og lovvalgsaftaler, og om medarbejderne havde pligt til at tilbagesælge deres aktier til købskursen. Herudover vedrørte sagen i forhold til en af medarbejderne krav om godtgørelse for usaglig afskedigelse efter funktionærlovens 2b. Det danske selskab var rette sagsøgte Uanset at den danske arbejdsgiver ikke var part i aftalerne om køb af aktier, fandt Østre Landsret, at medarbejderne kunne rette deres krav mod deres arbejdsgiver, idet Landsretten henviste til, at tildelingen af muligheden for at købe aktier måtte anses for at være sket som led i ansættelsesforholdet.
gjort udtrykkeligt opmærksomme på vilkårene i tilfælde af fratrædelse, og på, at der var tale om en højrisikoinvestering. Videre lagde Landsretten vægt på, at begge medarbejdere var ledende medarbejdere med betydelig økonomisk indsigt, at aktierne også i forhold til alle andre fratrædende medarbejdere var blevet solgt til købskursen, og at det under sagen ikke var godtgjort eller sandsynliggjort, at aktierne havde en højere markedsværdi end købskursen. Hvad siger dommen? Ved dommen fastslår Østre Landsret i overensstemmelse med den eksisterende retspraksis, at aktiekøbsaftaler ikke er omfattet af funktionærlovens 17a, og at det er muligt at aftale bestemmelser om tilbagesalg i tilfælde af medarbejdernes fratrædelse. Dommens præmisser indeholder samtidig en rettesnor for, hvilke momenter man som arbejdsgiver skal være opmærksom på ved fastsættelsen af sådanne tilbagesalgsklausuler. I forlængelse af, at tvisten blev anset for at vedrøre en aftale, der var indgået som led i ansættelsesforholdet, afviste Landsretten den indgåede værnetingsaftale under henvisning til Bruxelles I-forordningen og fastslog endvidere, at medarbejderne som følge af Romkonventionens artikel 6 kunne påberåbe sig de ufravigelige regler i funktionærlovens 17a, aktieoptionslovens 1 og aftalelovens 36. Endelig må det på baggrund af dommen konkluderes, at det som dansk arbejdsgiver vil være svært via værnetings- og lovvalgsklausuler at holde aftaler om aktiekøb - der alt andet lige tilbydes af koncernen som følge af ansættelsen i Danmark - uden for de danske domstole og dansk ret, også selvom den danske arbejdsgiver ikke selv er part i aftalekomplekset.... men tilbagesalgsklausulerne blev opretholdt I den materielle prøvelse af tilbagesalgsklausulerne afviste Landsretten - i overensstemmelse med hidtidig retspraksis - at funktionærlovens 17a fandt anvendelse på aftaler om medarbejderes aktiekøb. Landsretten henviste i denne forbindelse til, at medarbejderne havde købt aktierne til markedsværdien, hvorfor aktiekøbet ikke havde karakter af en vederlæggelse. Videre afviste Østre Landsret, at aktiekøbene var omfattet af aktieoptionsloven. Endelig fandt Østre Landsret, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte bestemmelserne om tilbagesalg ved fratrædelse efter aftalelovens 36. Landsretten lagde i denne forbindelse vægt på, at medarbejderne var blevet
2 Forgæves afholdte udgifter kunne ikke kræves erstattet af ikke-tiltrådt funktionær Af Tina Reissmann Højesteret har i en dom afsagt den 19. oktober 2009 fastslået, at en arbejdsgiver ikke kunne kræve forgæves afholdte udgifter til annoncering og konsulentbistand erstattet af en funktionær, som ikke havde tiltrådt stillingen og derfor havde misligholdt ansættelsesaftalen. Sagen vedrørte en funktionær, der blev ansat som økonomichef i en virksomhed med tiltrædelse den 1. december 2005. Funktionæren meddelte den 30. november 2005, at hun ikke ville tiltræde stillingen alligevel. Funktionæren kunne opsige ansættelsesforholdet til ophør til udgangen af december 2005, jf. funktionærlovens 2, stk. 6, 1. pkt. Funktionærens misligholdelse bestod derfor i, at hun undlod at tiltræde stillingen den 1. december 2005 og arbejde for virksomheden i december. Ifølge funktionærlovens 4, 1. pkt., har arbejdsgiveren ret til erstatning for det tab, som funktionæren påfører ham ved uberettiget at undlade at tiltræde tjenesten. Ifølge 2. pkt., har arbejdsgiveren mindst krav på erstatning svarende til en halv måneds løn, medmindre særlige omstændigheder foreligger. Parterne var enige om, at arbejdsgiveren under alle omstændigheder havde krav på en erstatning på kr. 21.000 svarende til en halv måneds løn. Tvisten i sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt arbejdsgiveren havde krav på yderligere erstatning for enten de udgifter til konsulentbistand og avisannoncer, der var afholdt forgæves i efteråret 2005 som følge af funktionærens uberettigede udeblivelse, eller for de udgifter til konsulentbistand og annoncer, der var nødvendige for at genbesætte stillingen. ret ikke, at funktionæren ved misligholdelsen havde påført arbejdsgiveren et tab. Arbejdsgiveren havde derfor ikke krav på yderligere erstatning. Dommen viser, at hvis en funktionær undlader at tiltræde stillingen, er det meget svært for en arbejdsgiver at få tilkendt erstatning ud over minimumserstatningen på en halv måneds løn, jf. funktionærlovens 4. Højesteret fastslog, at hvis funktionæren blot havde tiltrådt stillingen og arbejdet i december 2005, ville ansættelsesforholdet ikke have været misligholdt, og arbejdsgiveren ville have haft de samme udgifter til konsulentbistand og annoncering. Derfor fandt Højeste-
3 200.000 kr. i godtgørelse for aldersdiskrimination Af Sussi L. Skovgaard-Holm Østre Landsret har den 11. november 2009 afsagt dom i en principiel sag vedrørende SKATs aldersdiskrimination ved forflyttelse af 5 ældre medarbejdere fra Maribo til Ringkøbing. Når statistiske oplysninger om medarbejdernes gennemsnitsalder dokumenterer, at de medarbejdere, der er udvalgt til forflytning, generelt er ældre end de øvrige medarbejdere, er der en formodning for, at der er sket forskelsbehandling på grund af alder. Det fandt Landsretten og fastsatte en godtgørelse på kr. 200.000 til hver af medarbejderne, der alle havde mere end 25 års anciennitet. SKAT kunne nemlig ikke dokumentere, at der ikke havde fundet forskelsbehandling sted ved udvælgelsen af medarbejderne. Sagen startede, da SKAT i 2006 besluttede at forflytte 8 medarbejdere, der alle var i 50'erne, fra Skattecenter Maribo til et nyetableret betalingscenter i Ringkøbing. 5 af de 8 medarbejdere nægtede imidlertid at blive forflyttet og blev som følge heraf sagt op. HK indbragte sagen for domstolene med påstand om, at udvælgelsen af medarbejderne var udtryk for aldersdiskrimination, og at medarbejderne som følge heraf skulle tilkendes en godtgørelse. Udvælgelsen af medarbejderne Under sagen kom det frem, at medarbejderne var blevet udvalgt på baggrund af en bruttoliste med i alt 36 medarbejdere, der alle i større eller mindre omfang havde været beskæftiget med de opgaver, der skulle flyttes til Ringkøbing. Imidlertid kom det også frem, at gennemsnitsalderen på medarbejderne på bruttolisten var højere - cirka 3 år - end gennemsnitsalderen blandt alle medarbejdere i Skattecenter Maribo, og at de endeligt udvalgte medarbejderes gennemsnitsalder ligeledes var højere - cirka 6 år - end gennemsnitsalderen blandt alle medarbejdere i skattecentret. Videre kom det frem, at to af medarbejderne alene havde været beskæftiget med de opgaver, der skulle overføres til Ringkøbing i henholdsvis 1,2 og 3,9 % af deres arbejdstid, mens fire yngre medarbejdere, der var blevet friholdt for forflyttelse, havde anvendt hovedparten af deres arbejdstid på disse opgaver. Formodning for aldersdiskrimination Under henvisning til at de udvalgte medarbejdere gene-
Videre er dommen bemærkelsesværdig i forhold til fastsættelsen af godtgørelsen for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven, idet Landsretten har fastsat en godtgørelse på kr. 200.000 til hver af medarbejderne, der alle havde mindst 25 års anciennitet. Fastsættelsen af godtgørelsen der afhængig af den enkeltes lønniveau svarede til cirka 7-9 måneders løn - skete således uden hensyntagen til, at medarbejdernes anciennitet spændte fra 26 år til 40 år eller til den enkelte medarbejders lønniveau. relt var ældre end de friholdte medarbejdere i afdelingen og henset til oplysningerne om, at to af medarbejderne alene havde anvendt en mindre del af deres arbejdstid på de opgaver, der skulle overføres, fandt Østre Landsret, at der var anledning til at formode, at SKAT havde udøvet forskelsbehandling på grund af alder ved udvælgelsen. Derfor påhvilede det SKAT at dokumentere, at forskelsbehandlingslovens ligebehandlingsprincip ikke var tilsidesat ved udvælgelsen. Østre Landsret fandt ikke, at dette var dokumenteret af SKAT. Landsretten lagde i denne forbindelse afgørende vægt på, at der ikke forelå skriftligt materiale til belysning af beslutningsprocessen ved udvælgelsen af medarbejderne, som kunne afkræfte formodningen om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet. Dommen illustrerer, at statistiske oplysninger om medarbejdernes alder vil blive tillagt betydelig vægt ved vurderingen af, om udvælgelsen af medarbejdere i forbindelse med en afskedigelsesrunde giver anledning til formodning om aldersdiskrimination. Det vil i forhold til arbejdsgiverens mulighed for at afkræfte en sådan formodning være afgørende, at arbejdsgiveren kan dokumentere, hvad der er blevet lagt vægt på i beslutningsprocessen.
4 Endnu en dom om fratrådte medarbejderes ret til gratisaktier Af Mille Praastrup Sø- og Handelsretten har i en dom afsagt den 30. oktober 2009 igen fastslået, at gratisaktier er omfattet af funktionærlovens 17a, hvorfor medarbejdere, der enten er i opsagt stilling eller er fratrådt, har krav på en forholdsmæssig tildeling af gratisaktier. I maj 2001 blev der i Danske Bank etableret et incitamentsprogram for ledere og øvrige medarbejdere, der blandt andet bestod af en medarbejderaktieordning med tilbud om køb af favøraktier. Til brug for programmet skulle der fra 2002 foretages henlæggelser til en medarbejder-pulje, såfremt visse betingelser herfor var opfyldt. Ved udløbet af regnskabsåret 2004 var der henlagt kr. 110 mio. Beslutningen om, hvornår der skulle ske uddeling, blev truffet af bestyrelsen. Danske Bank besluttede at tildele gratisaktier - i stedet for favøraktier - i 2005 og 2006 til alle medarbejdere med undtagelse af blandt andet medarbejdere i opsagt stilling. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt tildeling af gratisaktier i 2005 og 2006 var omfattet af funktionærlovens 17a. Det vil sige, om tildelingerne beroede på en aftale eller sædvane, og om tildelingerne faldt inden for lønbegrebet i funktionærlovens 17a. Derudover drejede sagen sig om, hvorvidt det havde betydning, at det var favøraktier, der var stillet medarbejderne i udsigt og ikke gratisaktier, og om skattelovgivningen havde betydning for anvendelsen af funktionærlovens 17a. Sø- og Handelsretten fastslog, at de fratrådte medarbejdere havde en berettiget forventning om, at de var omfattet af ordningen, eventuelt således at de fik en forholdsmæssig andel, når de øvrige ikke-fratrådte medarbejdere fik tildelt medarbejderaktier. De fratrådte medarbejdere var således omfattet af en aftale, der faldt ind under funktionærlovens 17a. Derudover fastslog retten, at det var uden betydning, at ledelsen ensidigt besluttede at gøre ordningen mere favorabel ved at tildele gratisaktier i stedet for favøraktier, som hidtil var stillet medarbejderne i udsigt. Derudover fastslog Sø- og Handelsretten, at anvendelse af ligningslovens 7A ikke havde betydning for anvendelse af funktionærlovens 17a. Dommen er i overensstemmelse med Sø- og Handelsrettens tidligere domme, herunder Jyske Bank-dommen (U 2006.901 S) og dommene af 19. juni 2008 og 2. juni 2009, hvor Sø- og Handelsretten foretog en vurdering af, om der forelå en aftale eller sædvane omfattet af funktionærlovens 17a. Såfremt dette var tilfældet, havde medarbejdere, der var ansat i en del af tildelingsåret, ret til en forholdsmæssig tildeling af gratisaktier.
5 Ugyldige vilkår i ansættelseskontrakter Af Rasmus Høj Christensen Ved dom af 30. juni 2009 fandt Østre Landsret, at det var i strid med ansættelsesbevisloven, at en ansættelseskontrakt indeholdt en række ugyldige bestemmelser om blandt andet bonus. Sagen omhandlede en medarbejder, der efter fem måneders ansættelse blev opsagt grundet manglende performance. Medarbejderens ansættelseskontrakt indeholdt blandt andet en bonusbestemmelse, hvorefter medarbejderen var garanteret en minimumsbonus på kr. 120.000 i det første ansættelsesår; dog betinget af, at medarbejderen var i uopsagt stilling, samt at der ikke skulle beregnes feriegodtgørelse af bonussen. Arbejdsgiveren nægtede at udbetale garantibonus, da medarbejderen ikke opfyldte betingelserne om at være i uopsagt stilling på udbetalingstidspunktet. Sagen for byretten omhandlede en række spørgsmål, herunder blandt andet om medarbejderen var berettiget til garantibonus for den periode, han havde været ansat, feriegodtgørelse samt godtgørelse efter ansættelsesbevisloven. Byretten gav medarbejderen medhold i, at garantibonussen var omfattet af funktionærlovens 17a, hvorfor medarbejderen var berettiget til garantibonus for den periode, han havde været ansat. Ligeledes fandt byretten, at arbejdsgiveren skulle svare feriegodtgørelse af bonusbeløbet. For så vidt angår ansættelsesbevisloven, fandt byretten, at denne ikke var overholdt, idet arbejdstiden ikke var tilstrækkelig specificeret, og idet ansættelseskontrakten indeholdt en ugyldig bestemmelse om, at udbetaling af garantibonus forudsatte ansættelse i uopsagt stilling. Medarbejderen blev herefter tilkendt en kompensation på kr. 48.000, hvilket svarer til halvanden måneds løn. Byrettens dom blev, for så vidt angår overtrædelsen af ansættelsesbevisloven, anket til Landsretten. Landsretten fandt ligesom byretten, at ansættelsesbevisloven var overtrådt. Landsretten begrundede dette med, at ansættelseskontrakten indeholdt ugyldige vilkår om beregning af feriegodtgørelse af bonus, om at betaling af garantibonus forudsatte, at medarbejderen var i uop- sagt stilling, samt at arbejdstiden ikke var tilstrækkelig specificeret. Godtgørelsen blev dog reduceret til kr. 30.000 svarende til fire ugers løn, hvilket svarer til seneste landsretspraksis. Landsrettens dom viser, at det forhold, at en ansættelseskontrakt indeholder ugyldige bestemmelser, udgør en overtrædelse af ansættelsesbevisloven. Indtil denne landsretsdom har opfattelsen nok været den, at ugyldige vilkår i en ansættelseskontrakt blot bortfalder, uden at der nødvendigvis ville være tale om en overtrædelse af ansættelsesbevisloven med deraf tilkendelse af godtgørelse.
Kontakt Tina Reissmann, partner tre@plesner.com Gitte Westall senior gwe@plesner.com Rasmus Høj Christensen rhc@plesner.com Sussi L. Skovgaard-Holm sls@plesner.com Christina L. Bøje-Nielsen cln@plesner.com Mille Praastrup mpr@plesner.com Jacob Falsner jfa@plesner.com Claus Mikkelsen cmi@plesner.com Frederik Waage fuldmægtig fwa@plesner.com OM PLESNER. Med 200 jurister og en samlet medarbejderstab på 350 medarbejdere er Plesner et af landets førende internationale firmaer med specialer inden for alle erhvervs- og offentligretlige områder. Plesners vision er at være Danmarks bedste firma - det naturlige valg for enhver dansk og udenlandsk virksomhed med behov for erhvervsjuridisk rådgivning." Dette nyhedsbrev er kun til generel oplysning og kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Plesner påtager sig intet ansvar for tab som følge af fejlagtig information i nyhedsbrevet eller andre forhold i forbindelse hermed.