JORDEMODER Tæt på gravide, fødende og forældre
JORDEMODER Tæt på gravide, fødende og forældre INTENST OG AFVEKSLENDE JOB En jordemoder arbejder med kvinder og familier, der venter barn. Jordemoderen føder med dem og er også den, der støtter, vejleder og giver omsorg til mor og barn i perioden efter fødslen. Jordemoderens arbejde er meget fascinerende og mangeartet uanset, om det er i Danmark eller rundt om i verden. Arbejdet er en intens blanding af at være sammen med mennesker, der oplever noget helt enestående deres barns fødsel og et dagligt mere rutinepræget arbejde som fx at skrive journal og udfylde fødselsanmeldelser. TILLID OG TRYGHED Jordemoderen skal være professionel og skal kunne rumme stærke følelser og i enhver situation støtte og vejlede kvinden og familien. Jordemoderen skal medmenneskeligt og fagligt leve op til den tillid, jordemoderen bliver mødt med af kvinden og familien, så de føler sig trygge. JORDEMODEREN STØTTER OG VEJLEDER GRAVIDE De fleste steder i landet arbejder jordemoderen i jordemoderkonsultationer én gang om ugen, hvor de gravide kommer til undersøgelse enten enkeltvis eller i mindre grupper. Jordemoderen har i reglen»sine egne«gravide. På den måde lærer de hinanden at kende, og jordemoderen får et indblik i, hvordan kvinden og hendes familie trives. Jordemoderen observerer, om det ufødte barn vokser, som det skal. Jordemoderen vejleder kvinden/parret om de forandringer, en graviditet medfører af både fysisk, psykisk og social karakter og støtter kvinden/parret i at ændre livsstil, hvis det er nødvendigt. Jordemoderen holder også fødsels-og forældreforberedelse, hvor gravide og deres partner får viden og vejledning om, hvad der sker i graviditeten og under fødslen, om smertelindring, amning og meget andet. JORDEMODEREN HJÆLPER FØDENDE KVINDER I dag foregår omkring 98 pct. af fødslerne på sygehus og de resterende ca. 2 pct. i hjemmet. Jordemoderen skal assistere den gravide kvinde, uanset om hun vælger at føde sit barn i hjemmet eller på et hospital. Jordemoderen er hos kvinden under hele fødselsforløbet og opmuntrer og støtter kvinden og vejleder fx i forskellige hvilestillinger. Jordemoderen tilbyder smertelindrende midler og metoder og observerer fostrets tilstand under fødslen og tager imod barnet, når det fødes. Jordemoderen skal de første par timer efter fødslen holde øje med, at mor og far har det godt, og at barnet får en god start på livet. Derfor hjælper jordemoderen også med at få amningen i gang. JORDEMODEREN VARETAGER BARSELOMSORG På nogle sygehuse er det jordemoderen, der varetager barselomsorgen i den periode, hvor mor og barn er indlagt. I barselperioden bør jordemoderen støtte kvinden og hendes partner i at kunne mestre forældreopgaven og tilbyde en barselsamtale. Har kvinden født hjemme, tager jordemoderen på barselbesøg. Barselbesøgene skal medvirke til, at der skabes grundlag for en positiv barseloplevelse og en ny familiedannelse. Temaerne kan være en samtale om den netop overståede fødsel, amning, søskendejalousi, forældreroller, genoptagelse af seksuallivet, livsstil, kost, sundhedsplejerskens rolle, lægeundersøgelser, vaccinationer mm. Ofte foregår jordemoderens arbejde her i samarbejde med sundhedsplejersken. ARBEJDSVILKÅR Arbejdsindhold og -tempo er ofte meget vekslende og helt uforudsigeligt. Som jordemoder skal du være indstillet på at arbejde på alle tidspunkter af døgnet året rundt. Det er en livsstil, der kræver, at jordemoderen er klar og åben over for de krav og opgaver, der stilles. Derfor er det også vigtigt, at jordemoderen er både fysisk og psykisk stærk. ANDRE ARBEJDSOMRÅDER Foruden de nævnte centrale områder kan jordemødre arbejde på hospitalsafdelinger med syge gravide kvinder og med genetisk rådgivning dvs. vejlede forældre, der har risiko for at få et barn med medfødte misdannelser. Jordemødre arbejder også på ultralydslaboratorier, i Mødrehjælpen eller lignende steder. Jordemødre kan desuden undervise på sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelser, blandt andet jordemoderuddannelsen, og i kliniske uddannelsesforløb på sygehuse og ved jordemoderkonsultationer. Jordemødre kan være ansat som ledere ved fødeafdelinger og ved jordemoderuddannelserne. VIDEREUDDANNELSE Flere og flere jordemødre er i gang med forskningsprojekter, og andre videreuddanner sig ved for eksempel at tage en mastergrad, kandidateksamen og måske i sidste ende en forskeruddannelse (ph.d.), som udbydes af universiteterne. Jeg synes, det er spændende at skulle have et hospital som arbejdsplads, hvor man skal være dygtig fagligt og kunne holde overblikket i en presset situation. Jeg ville gerne arbejde med mennesker og synes, at børn er fantastiske. Derfor valgte jeg at læse til jordemoder og få nogle utrolige oplevelser med parrene, pårørende og de små nyfødte. Caroline Haugaard, studerende
En studerende fortæller Du møder ind til noget nyt hver dag og kan aldrig vide, hvad dagen byder på. Det tiltaler mig utroligt meget. NYE OPLEVELSER HVER DAG Jordemoderfaget spænder så vidt. Det er lige fra action på fødegangen til samtaler i konsultationen. Du møder ind til noget nyt hver dag og kan aldrig vide, hvad dagen byder på. Det tiltaler mig utroligt meget. Det er en uddannelse, der kræver engagement og lyst til nye udfordringer. Du får en masse teoretisk viden om graviditet, fødsel og barsel, hvorefter du kommer ud på sygehusene og afprøver det i praksis. Denne vekslen mellem teori og praksis er netop det, som gør uddannelsen så god. TRE SPÆNDENDE TING VED MIN UDDANNELSE: Den teori man lærer i skolen, omsættes i praksis på sygehusene. Det er super dejligt, når hovedet er helt fyldt op med viden, så er det tid til at komme i praktik og bruge ens viden i virkeligheden. Det psykologiske aspekt der ligger i at være gravid, føde og blive en lille ny familie. Jeg synes, alle tre områder er meget spændende, og som jeg lærer mere og mere på min uddannelse, kan jeg se, hvor stor en forskel jeg en dag kan komme til at spille. At jeg får lov til at være vidne til noget af det allerstørste i et menneskes liv, hver dag. Fødsler er meget forskellige, ofte har moderen mange smerter og stemningen kan blive meget intens lige op til fødslen. TRE TING, DER HAR UDFORDRET MIG: At være i rum med en som har utroligt mange smerter. Bare det at skulle være til stede. Jeg bruger mig selv utroligt meget, så det kan være en udfordring ikke at føle det som en fiasko, hvis tingene ikke går helt, som man ville have ønsket det. På en fødestue skal du ofte handle her og nu. Det kan være utroligt grænseoverskridende men for mig på en fed måde. NANNA STYHM JENSEN STUDERENDE LÆS MERE PÅ WWW.UCN.DK/JORDEMODER
OM UDDANNELSEN Uddannelsen til jordemoder varer 3½ år og er opbygget af 14 moduler med hver sit tema. Den giver ret til betegnelsen: Professionsbachelor i Jordemoderkundskab (Bachelor Degree in Midwifery). Halvdelen af studietiden får du teoretisk undervisning på UCN. Den anden halvdel af tiden er du i klinisk undervisning ved fødeafdelinger i de nord- og midtjyske regioner. Både den teoretiske og kliniske undervisning tilrettelægges, så du som studerende lærer at analysere og bearbejde problemer, udvikler kritisk analytiske evner og handlekompetence. Gennem studiet udvikler du også dine personlige kvalifikationer og lærer at integrere teoretiske og praktiske kundskaber som grundlag for at analysere og forholde dig kritisk til jordemoderpraksis. Du bliver desuden i stand til selvstændigt at kunne tage stilling og handle inden for jordemoderens ansvarsområde. Uddannelsen afsluttes med et skriftligt bachelorprojekt i jordemoderkundskab, som forsvares mundtligt. FAG I UDDANNELSEN Den teoretiske uddannelse skal bl.a. give dig viden og kompetencer til at kunne analysere, forstå, begrunde og udvikle jordemoderpraksis. Du får undervisning i fag fra flere forskellige fagområder, bl.a.: SUNDHEDSVIDENSKAB Jordemoderkundskab, obstetrik (fødselshjælp), farmakologi (lægemiddellære), sygdomslære, sundhedsinformatik, ernæringslære samt videnskabsteori og forskningsmetodologi. UDDANNELSENS OPBYGNING 1. STUDIEÅR 2. STUDIEÅR NATURVIDENSKAB Anatomi, fysiologi, mikrobiologi og genetik. HUMANVIDENSKAB Psykologi, pædagogik, etik og kommunikation. 3. STUDIEÅR SAMFUNDSVIDENSKAB Lovgivning, sociologi og sundhedsantropologi, organisation, ledelse og sundhedsøkonomi. 4. STUDIEÅR 1. SEMESTER 2. SEMESTER 1. modul Teori 15 ECTS 2. modul Teori 9 ECTS Praktik 6 ECTS 3. modul 4. modul Praktik 6 ECTS Teori 9 ECTS Grundlæggende viden om ukompliceret graviditet, fødsel og barsel Jordemoderens sundhedsprofessionelle rolle Ukompliceret graviditet, fødsel og barsel raske nyfødte Ukompliceret graviditet og fødsel 3. SEMESTER 4. SEMESTER 5. modul Teori 12 ECTS Praktik 3 ECTS 6. modul Teori 15 ECTS 7. modul 8. modul Jordemoderen som tværfaglig samarbejdspartner Kompliceret graviditet, fødsel og barsel syge nyfødte børn Kompliceret barselperiode syge nyfødte børn Kompliceret graviditet og fødsel identifikation og samarbejde 5. SEMESTER 6. SEMESTER 9. modul Teori 15 ECTS 10. modul Teori 5 ECTS Praktik 10 ECTS 11. modul 12. modul Komplikationer af betydning for graviditet, fødsel og barsel Kompliceret graviditet, fødsel og barsel analyse og refleksion over praksis Kompliceret graviditet og fødsel kvindesygdomme og intensiv omsorg Ansvar, kompetence og selvstændighed i jordemoderarbejdet 7. SEMESTER 13. modul Teori 5 ECTS Praktik 5 ECTS 14. modul Teori 20 ECTS Valgmodul Profession, kundskab og metode bachelorprojekt * Uddannelsen svarer til 210 ECTS (European Credit Transfer System). ECTS er et fælles europæisk pointsystem, der viser, hvor lang tid din uddannelse har taget. 30 ECTS svarer til ½ års fuldtidsstudium. Teoretisk undervisning Praktik
a GRÆNSESITUATIONER OG STORE ØJEBLIKKE UDDANNELSE I KLINIKKEN Som nyuddannet sygeplejerske var jeg med til at åbne en lille privat fødeklinik i Zaire (nu DR Congo), hvor vi havde otte fødsler i døgnet. Da jeg efter tre år kom tilbage til Danmark, havde jeg det svært med sygdomstænkningen i det danske system, så efter en projektansættelse i Litauen, hvor jeg var med til at starte hjemmepleje, uddannede jeg mig til jordemoder. Som jordemoder befinder du dig i et spændende felt. Jordemoderen arbejder med raske mennesker og med deres ressourcer. Jobbet er udfordrende for én selv, fordi man er i grænsesituationer med andre mennesker. En familie, der får det første barn, er i en livog-død-situation. Det er en gave at få lov til at være med i menneskers allerstørste øjeblikke i livet. Som jordemoder skal du kunne klare, at der er mange timer, hvor du bare lytter, observerer og er hos den fødende. Du skal kunne sidde og bare være til stede uden at gøre noget. Du skal være indstillet på, at det ikke er dig, der er centrum. Men der er også situationer, hvor den fødende ikke kan finde ud af at tage en beslutning. Så bliver den gode omsorg at tage over og sige: Nu gør vi sådan. Jeg synes, det er sjovt at undervise. Det er spændende at opleve, hvordan de studerende vokser med opgaven. Det er dybt fascinerende, hvor meget de kan lære på bare et halvt år. Det er sjovt at være med og blive brugt i den proces. Og at være den skulder, de kan komme til, når de er frustrerede, sure eller trætte af hinanden, studiet eller os undervisere. LAILA HØRBY, SYGEPLEJERSKE, JORDE- MODER, MASTER I INTERNATIONAL SUNDHED OG UNDERVISER PÅ JORDEMODERUDDANNELSEN LÆS MERE PÅ WWW.UCN.DK/JORDEMODER Den kliniske uddannelse skal give dig mulighed for at få erfaringer med flest mulige aspekter inden for jordemoderens virksomhedsområde. Du kommer ud i jordemodercentre, på svangre-, føde- og barselafdelinger samt på gynækologiske afdelinger og neonatalafsnit, hvor du bliver tilknyttet/ superviseret af kontaktjordemødre eller kontaktsygeplejersker. Den kliniske undervisning foregår i Aalborg/ Thisted, Hjørring, Århus, Randers, Herning/ Holstebro, Viborg og Horsens. Halvdelen af undervisningen foregår i klinikken med i alt 3 kliniske forløb. Som studerende er du som hovedregel på samme kliniksted gennem hele uddannelsen. Som udgangspunkt er du selv ansvarlig for at skaffe dig bolig i tilknytning til klinikstedet, hvis transport fra egen bolig ikke er muligt. Du skal også være indstillet på, at jordemoderarbejdet er akut arbejde, og at undervisningen derfor kan foregå både dag, aften, nat og weekend. Det tilstræbes, at de kliniske perioder tilrettelægges, så du får klinisk undervisning otte timer ad gangen, men enkelte døgnvagter kan også forekomme. Målet med den kliniske undervisning er at udvikle dine kompetencer, så du bliver i stand til selvstændigt at varetage den ukomplicerede graviditet, fødsel og barsel samt i samarbejde med lægen at varetage komplicerede forløb. I løbet af de kliniske undervisningsperioder deltager du således aktivt i arbejdet med gravide, fødende og barselkvinder. I KLINISK UNDERVISNING BLIVER DU UDDANNET I: Svangreomsorg Fødselshjælp Barselomsorg Gynækologi Intensiv omsorg Neonatal omsorg (omsorg for syge nyfødte)
UDLANDSOPHOLD STUDIEMILJØ Du har flere muligheder for at tilbringe en del af uddannelsen i udlandet. Du kan fx tage et teoretisk eller et klinisk undervisningsforløb i udlandet, og du har også mulighed for at deltage i konferencer. Jordemoderuddannelsen på UCN har flere internationale kontakter og har du selv gode forbindelser, kigger vi på det sammen. UD I VERDEN Fra den første gang, hvor jeg fik fortalt, at vi havde mulighed for at tage udenlands, vidste jeg, at jeg ville gøre det. Jeg kom senere i min uddannelse i praktik i en svensk by ved navn Östersund. Det var et udlandsophold med mange store oplevelser, både fagligt og personligt. Jeg deltog i mange fødsler, og blev kastet ud i nogle ting, som jeg endnu ikke havde prøvet hjemmefra. Især mine besøg på Ungdomsmottagningen gjorde et stort indtryk på mig. Her arbejder jordemødre markant anderledes end i Danmark, og det var meget inspirerende for mig at opleve. Jeg havde aldrig overvejet, at jordemødre kunne have andre funktioner end dem, vi har herhjemme, og oplevelsen af at andet kunne lade sig gøre var rigtig givtigt. Så meget at jeg dels rejste derop igen halvandet år senere for at lave mit valgfri projekt, dels nu forestiller mig, at det er med udviklingen af et lignende koncept, jeg skal arbejde i fremtiden. ANNE-LINE BRÜLLE JORDEMODERSTUDERENDE LÆS MERE PÅ WWW.UCN.DK/JORDEMODER STUDIEMILJØ Uddannelsen til jordemoder foregår i et stort pulserende uddannelseshus, hvor du kommer til at gå sammen med studerende, der læser til ergoterapeut, fysioterapeut, radiograf og sygeplejerske. Du bliver en del af et godt studiemiljø på tværs både fagligt og socialt. På selve uddannelsen er ét af modulerne tværfagligt og fælles for studerende på alle fem uddannelser. Og socialt er der fx fælles fredagscafé og fester. Vores gode fysiske rammer og faciliteter, som bl.a. omfatter en hospitalsgang med fødestue og fødedukker, er nødvendige for den faglige del af din uddannelse. Men du er også velkommen til at bruge faciliteterne uden for studiet til socialt samvær med dine medstuderende. UNDERVISNINGSFORMER I det spændende og inspirerende studiemiljø møder du engagerede og fagligt dygtige undervisere, som kan give dig udfordringer og støtte dig undervejs i din uddannelse. I uddannelsen indgår forskellige undervisningsog arbejdsformer, bl.a.: problemorienteret undervisning/læring, dialogbaseret undervisning, tværfaglig undervisning, vejledning og supervision, selvstudier og projektarbejde samt forelæsninger. INDFLYDELSE Du kan selv være med til at få indflydelse på studielivet på University College Nordjylland ved at involvere dig i Studieråd og De Studerendes Råd (DSR). Rådene arbejder sammen med ledelsen om bl.a. undervisning, studiemiljø, kulturelle arrangementer, fester og fredagsbar. Du kan også engagere dig i uddannelsesudvalget, der bl.a. rådgiver uddannelsens ledelse om indhold og profil. HJÆLP UNDERVEJS Som studerende kan du få hjælp og vejledning ved studievejlederne, hvis du oplever problemer undervejs i studiet. Studievejlederne kan bl.a. oplyse dig om, hvordan du søger orlov, om du er berettiget til merit, hvornår du kan komme til omprøve, og hvad du evt. kan gøre for at løse private problemer i forhold til studiet. Studievejlederne har tavshedspligt og respekt for dig, dine interesser og behov. I begyndelsen af uddannelsen vil du og dine nye medstuderende få tilknyttet tutorer, studerende fra ældre årgange, der hjælper dig godt i gang med dit nye studie. LÆS MERE DU KAN LÆSE MERE OM UDDANNELSEN PÅ WWW.UCN.DK/JORDEMODER Her kan du bl.a. finde studieordningen med beskrivelse af uddannelsens mål og indhold, kursusbeskrivelser, skema og boglister.
ADGANGSKRAV OG UDVÆLGELSESKRITERIER Du kan søge ind på jordemoderuddannelsen via to kvoter. Vi har 64 studiepladser om året, men der er langt flere ansøgere. Vi optager halvdelen af vores studerende via kvote 1 og halvdelen via kvote 2. Adgangskravene skal være opfyldt senest 5. juli det år, du søger ind. ADGANGSKRAV I KVOTE 1 Adgangskrav til jordemoderuddannelsen i kvote 1 er en gymnasial uddannelse med bestået kemi C eller bioteknologi A. En gymnasial uddannelse er en af følgende: Stx, hhx, htx, hf, gymnasialt indslusningskursus for fremmedsprogede (GIF) og udenlandske gymnasiale uddannelser, der kan omregnes til dansk eksamensgennemsnit. I kvote 1 optager vi de ansøgere, der har de højeste eksamensgennemsnit. Der optages efter 7-trinsskalaen. På www.ucn.dk/jordemoder kan du se sidste års adgangskvotient, dvs. det eksamensgennemsnit, man som minimum skulle have for at blive optaget i kvote 1. ADGANGSKRAV I KVOTE 2 Optagelse i kvote 2 er betinget af, at du opfylder adgangskravene. Derudover findes der udvælgelseskriterier, som vi anvender i helhedsvurderingen af din ansøgning. Optagelse i kvote 2 er ikke betinget af, at du opfylder samtlige udvælgelseskriterier, men det kan være en fordel, da uddannelsen har mange ansøgere. Muligvis har du andre kvalifikationer, som kan sidestilles med de beskrevne udvælgelseskriterier. DU KAN OPFYLDE ADGANGSKRAVENE I KVOTE 2 PÅ FEM FORSKELLIGE MÅDER: 1. Du kan være ansøger, som har en adgangsgivende gymnasial uddannelse med bestået kemi C eller bioteknologi A og et gennemsnit, som ikke rækker til optagelse via kvote 1. Desuden foretages en helhedsvurdering på baggrund af følgende udvælgelseskriterier Motivationsbeskrivelse på 1-2 sider, hvor du beskriver din motivation og dine personlige kvalifikationer for at søge studiet Studierelevant- eller alm. erhvervserfaring af mindst 6 måneders varighed Eksamensgennemsnittet i den gymnasiale uddannelse Bestået engelsk B Bestået samfundsfag C Bestået psykologi C Højskole- eller udenlandsophold af mindst 4 måneders varighed 2. Du kan være ansøger, som har en relevant adgangsgivende erhvervsuddannelse af mindst 2½ års varighed samt dansk A, engelsk B, kemi C og enten samfundsfag C eller psykologi C. Desuden foretages en helhedsvurdering på baggrund af følgende udvælgelseskriterier: Motivationsbeskrivelse på 1-2 sider, hvor du beskriver din motivation og dine personlige kvalifikationer for at søge studiet Eksamenskaraktererne i hvert af de 4 gymnasiale fag Studierelevant- eller alm. erhvervserfaring af mindst 6 måneders varighed 3. Du kan være ansøger, som har en adgangsgivende social- og sundhedsassistent-uddannelse med dansk C, naturfag C, engelsk D samt kemi C. Desuden foretages en helhedsvurdering på baggrund af følgende udvælgelseskriterier: Motivationsbeskrivelse på 1-2 sider, hvor du beskriver din motivation og dine personlige kvalifikationer for at søge studiet Bestået dansk A Bestået engelsk B Bestået psykologi C Eksamenskaraktererne i ovennævnte gymnasiale fag Studierelevant- eller alm. erhvervserfaring af mindst 6 måneders varighed. 4. Du kan være udenlandsk ansøger med en adgangsgivende udenlandsk eksamen, som ikke kan omregnes til en dansk eksamenskvotient. Er din adgangsgivende eksamen fra et ikkenordisk land, skal du som udgangspunkt have bestået Studieprøven i dansk eller have andre tilsvarende kvalifikationer i dansk. Som hovedregel må Studieprøven ikke være mere end 5 år gammel. 5. Du kan være ansøger, som ikke opfylder adgangskravene, men på baggrund af en positiv kompetencevurdering(ikv) sidestilles med de fastsatte adgangskrav til uddannelsen Opfylder du ikke adgangskravene, kan du søge om kompetencevurdering (IKV), hvis du kan redegøre for, at du har kvalifikationer, der kan sidestilles med adgangsgrundlaget. Ansøgning om IKV (dispensation fra adgangskravet) skal være skriftlig og behandles i kvote 2. Anvend gerne skemaet på www.minkompetencemappe.dk. Kontakt studievejledningen, inden du søger om IKV. Vi anbefaler, at ansøgningen sendes til uddannelsen inden 15. januar, så den kan være færdigbehandlet inden 15. marts. ANSØGNINGSFRISTER Ansøgningsfristen for kvote 2 ansøgere er 15. marts kl. 12.00. Hvis du ønsker kvalifikationer opnået efter ansøgningsfristen via kvote 2 den 15. marts medtaget i vurderingen, skal du i ansøgningsskemaet gøre opmærksom på, at du eftersender dokumentation til uddannelsen. Uddannelsen skal have dokumentationen senest 5. juli kl. 12.00.
Behandling af din ansøgning til jordemoderuddannelsen i kvote 2 sker efter en individuel helhedsvurdering af dine kvalifikationer. Forskellige kvalifikationer kan erhverves sideløbende, men der kan kun lægges aktiviteter af en samlet varighed på 12 måneder til grund for vurderingen. Du skal selv pege på, hvilke kvalifikationer der skal medregnes i de 12 måneder. Disse kvalifikationer påføres ansøgningsskemaet og indgår i den samlede helhedsvurdering. HVAD ER STUDIERELEVANT ELLER ALM. ERHVERVSERFARING? Studierelevant erhvervsarbejde, der kan kvalificere til optagelse, kan være inden for pleje af eller omsorg for mennesker, der ikke kan klare sig selv fysisk eller psykisk. Det vil typisk være inden for social- og sundhedssektoren og kan bestå i pleje af syge mennesker, ældre, handicappede eller børn før skolealderen. Almindeligt erhvervsarbejde medtages også i den samlede vurdering. Arbejde i følgende funktioner regnes ikke for at være studierelevant: au-pair, ung pige i huset, medhjælper i fritidshjem/sfo/børnehaveklasse. EKSEMPLER PÅ STUDIERELEVANT ARBEJDE: Personlig handicaphjælper Medhjælper i handicaphjem Pædagogmedhjælper i vuggestue/ børnehave/børnehjem Kommunalt ansat hjemmehjælper Kommunalt ansat dagplejemor Sygehjælper Social- og sundhedshjælper/assistent Plejehjemsassistent ARBEJDE I UDLANDET Arbejde i udlandet godkendes, hvis betingelserne for godkendelse af det studierelevante eller alm. erhvervsarbejde i øvrigt er opfyldt. Studierelevant erhvervsarbejde, som er optjent i udlandet, kan gælde både som erhvervserfaring og udlandsophold. DOKUMENTATION FOR ERHVERVSERFARING Dokumentation for erhvervsarbejde skal indeholde oplysninger om ansættelsesperiode, den ugentlige arbejdstid, og hvad arbejdet har bestået i. Det skal dokumenteres, at arbejdet har været lønnet. Brug arbejdsgivererklæring, som du finder på www.optagelse.dk. Hvis du er i tvivl om din erhvervserfaring, fx om du har tilstrækkeligt, om det er relevant osv., er du velkommen til at kontakte studievejledningen. SÅDAN SØGER DU IND Du søger optagelse via Den Koordinerede Tilmelding. Du kan finde vejledning og ansøgningsskemaer på www.optagelse.dk. Vi har studiestart to gange om året i uge 35 og i uge 6, men du kan kun søge optagelse én gang om året via kvote 1 eller 2. Du kan i ansøgningsskemaet skrive i et særligt felt, hvis du ønsker studiestart til februar, og det forsøger vi så vidt mulig at tage hensyn til. Du får svar på din ansøgning den 30. juli. ANSØGNINGSFRISTER Senest 15. marts kl. 12.00 (kvote 2) Senest 5. juli kl. 12.00 (kvote 1) ansøgere med udenlandske eksamener skal dog søge senest 15. marts. STUDIEVEJLEDNING Hvis du er i tvivl om adgangskrav, kriterier i kvote 2, motivationsbeskrivelse eller har andre spørgsmål om optagelse, kan du få hjælp ved vores studievejledere. De kan også hjælpe dig med flere oplysninger om uddannelsens opbygning og indhold. DU KAN RINGE PÅ 7269 5000 ELLER FINDE KONTAKTOPLYSNINGER PÅ STUDIEVEJLEDERNE HER: WWW.UCN.DK/JORDEMODER
UNIVERSITY COLLEGE NORDJYLLAND Jordemoderuddannelsen Selma Lagerløfs Vej 2 9220 Aalborg Øst Tlf.: 7269 5000 www.ucn.dk/jordemoder