LOKATIONSBASEREDE TJENESTER PAPER UDARBEJDET AF Sune Høyer Sørensen (sunehs@gmail.com) Marie-Louise Wagner (malleguk@gmail.com) Thomas Hvid Spangsberg (tbhs@cs.au.dk) Dette paper har til formål at udfolde et begrebs- og analyseapparat, der indeholder refleksioner over, hvad netop dette bregebsapparat kan bruges til og med. Vi har i dette paper fokus på lokationsbaserede tjenester, og vil derfor først og fremmest konkretisere og karakterisere det felt, vi arbejder inden for. Dernæst er det oplagt - med udgangspunkt i det konkrete - at udarbejde nogle refleksioner omkring, hvordan man kan undersøge/betragte dette felt i et nyt perspektiv. Dette vil vi gøre vha. teorier udformet af bl.a. Tuan (1977, 1975), Ciolfi (2004), Manovich (2006) samt McCullough (2005). Den følgende introduktion til feltet tager udgangspunkt i bogen Net Locality fra 2011, der omhandler vigtigheden af lokation i en mobil verden, og skal derfor ses som udgangspunktet for den videre perspektivering. Eric Gordon og Adriana de Souza e Silva definerer, hvordan de sociale netværk i højere grad bliver koblet sammen med en fysisk lokation, the where : The amount of online data, from websites and social networking sites (SNS) like Facebook and Twitter, to text messages and images, is growing exponentially. And, increasingly, that data is associated with its longitude and latitude coordinates so that it can be sorted not only by the who, what, and when but also by the where (de Souza e Silva & Gordon, 2011: 2). Lokationsbaserede tjenester (og sociale netværk) er tilgængelig både fra den mobile platform men også fra en computer. Den grundlæggende idé i et sådan netværk er at vise brugerens geografiske placering, der bestemmes ud fra simpel GPS-tracking. Dette betyder, at ens geografiske placering kan bestemmes forholdsvist nøjagtigt, hvilket tidligere adskilte de lokationsbaserede sociale netværk fra de mere traditionelle sociale netværk. I dag er lokationsbaserede tjenester indlejret i mange sociale netværk, som nævnt i citatet ovenfor: På Twitter, Facebook og mange apps til iphone og Android smartphones er født med evnen til at lokalisere. Med disse er man i stand til at tilkendegive, hvor man befinder sig og samtidig se, hvor ens venner (inden for det givne netværk) er. Det betyder, at man - i modsætning til tidligere - ikke kun kobles sammen med sine venner virtuelt, men det får også en fysisk dimension, i og med din lokation oplyses og ses i relation til dine 1
venner og netværk. Det sprængende punkt er naturligvis udviklingen af det mobile medie (læs: smartphones), der er den transportable og altid tilgængelige enhed, der kan formidle information som vores lokation ud til vores netværk. Location is an increasingly useful form of data aggregation for the desktop accessible web browser, but it is foundational to mobile applications Foursquare or Loopt allow users to see the location of their friends on their mobile phone screens (de Souza e Silva & Gordon, 2011: 11). At man er i stand til at bestemme, hvornår og hvem, der skal have indsigt i ens fysiske lokation her og nu (og hvordan dette formidles) betyder, at man i højere grad selv kontrollerer oplevelsen af et fysisk sted. Den fysiske verden er fyldt med informationer (databasen), der blot skal udnyttes. Indtil videre ser vi dette gennem de lokationsbaserede netværk, men vi vil i det følgende undersøge i hvor stor en grad andre komponenter af denne fysiske database kan og bør udnyttes i fremtiden. Sted og rum Rum og sted hænger her uløseligt sammen og er med til at identificere hinanden. Den hurtige forklaring på de to begrebers indbyrdes afhængighed findes hos Tuan (1977), hvor et sted beskrives som en pause i rummet. Dette giver anledning til at opfatte et sted som noget stationært eller statisk og et rum som noget mere flygtigt - bevægeligt (Tuan 1975). Særligt for Tuan (1977 & 1975) er, at der tilføjes et experiental perspective til at forstå begreberne indenfor. Begrebet, som det her bliver brugt, kan bedst sammenlignes med det danske ord at erfare. Vi har valgt dette danske ord fordi Tuan (1975) bruger termen i konteksten af (...) the various modes through which a person knows his world. (Tuan, 1975: 151) Hvilket giver anledning til at drage en parallel til Dewey (1934) som skriver om oplevelsen at: (...) every experience is the result of interaction between a live creature and some aspect of the world in which he lives. (Dewey, 1934: 43-44) Tuan (1975 & 1977) bruger det at erfare som en paraplybetegnelse over alle de aspekter, der er indgår i at lære verden at kende. Man kan i denne proces se oplevelsen (Dewey, 1934) som en af disse aspekter, der tilføjer til 2
menneskets erfaring ud i at leve i verden. Erfaring dækker altså over det akkumulerede i et tidsligt perspektiv og oplevelsen er en øjebliks begivenhed. Med denne forståelse, vil den indledende distinktion mellem sted og rum give rummet funktion af, at det er her menneskets liv foregår og er et udtryk for den samlede erfaring mennesket har gjort sig gennem livet. Stedet får således en funktion af at være der, hvor erfaringen skabes hvilket kan være gennem oplevelser, følelser og andre indtryk som mennesket tager til sig og derigennem skaber sit syn på verden (Ciolfi, 2004). For at komme nærmere på en egentlig definition af sted og rum kan vi med fordel se på Tuan (1977), hvor rummet kan anskues som et bevægelsesrum, faktisk et netværk af steder. Rummet er aldrig færdigt, men udvides og er uendeligt gennem hele menneskets liv. Rummet har altid potentialet til at blive et sted. Dette sker når mennesket gør sig en erfaring eller oplever noget som knytter vedkommende til de fysiske genstande, der udgør det fysiske rum som det befinder sig i. Man kan vælge at anskue forskellen mellem rum og sted, som at det er i rummet mennesket skaber stedet. Hvis der ikke var nogen interaktion mellem mennesker eller en pause i rummet (Tuan 1977), der gjorde at mennesket kunne stoppe op på sin vej, ville steder ikke eksistere. Man kan se på en arkitekt eller en byplanlægger, som dem der skaber rummet for de mennesker der bor der. De skaber ikke steder, selvom de arbejder med fysiske og strukturelle aspekter af byer og bygninger. Det er menneskene, der skaber steder i byen ved at interagere med hinanden, tillægge fysiske artefakter mening og ved at være tilstede i rummet. Fordi en arkitekt eller en byplanlægger tillægger resultatet deres arbejde en mening vil stedet kun eksistere, hvis de mennesker, som lever der, lader det ske. Rummet kan anskues som det der er, stedet er hvordan det bruges (Harrison & Dourish, 1996). Implementering Dette afsnit handler om implementeringen af disse lokationsbaserede tjenester. Et stort spørgsmål i denne forbindelse er om man kan sætte nogle generelle retningslinier op for, hvordan man tilgår denne information. Herunder hvilke teknologier og standarder man anvender, eller om det skal sættes op specifikt for de enkelte områder, da dataene netop er specifikke for de enkelte steder, da det foregår ude i det fysiske rum som har forskellige karakteristika. Ikke desto mindre har folk som McCullough (2005) og Manovich (2006) sat nogle generelle begreber op for de tekniske rammer for lokaliseret data. McCullough har i bogen Digital Ground listet 10 elementer op: Processorer er i dag meget små og integreret i rigtig mange ting (ud over i computere) og er grundlaget for at kunne arbejde med data. Sensorer kan se, hvad der sker lige nu, så systemet kan reagerer på dette. Netværk og internet giver mulighed for 3
at kommunikere mellem enheder. Tags kan identificerer brugerne. Displays spreder outputtet til brugerne. Positionsdata fra GPS fastgør data og handlinger til de specifikke steder. Derudover; aktuatorer, controllere, software og tuning. Med adgang til internettet er der adgang til uoverskuelige mængder af data, hvilket betyder at der er et behov for at tæmme denne kompleksitet. Én måde er en anvendelse af de ovenfor nævnte elementer. Systemet vil forsøge at finde data, der passer i forhold til dine handlinger og din placering ved hjælp af teknologier som sensorer og GPS information. Manovich nævner tre overordnede tekniske elementer i artiklen The poetics of augmented space : Video overvågning kan oversætte den fysiske verden og dens brugere til data. Mobile medier leverer den data til brugerne som ligger i stedet. Displays præsenterer dataene til forbipasserende. Mobiltelefonen står i dag for rigtig mange af disse elementer, hvis ikke dem allesammen. Det er der nogle tekniske grunde til: Mobiltelefonen samler rigtig mange af de nævnte teknologier, såsom processoren, GPS en, netværk, internet og et display. Når man bevæger sig rundt er mobiltelefonen den måde, hvorpå man har nemmest adgang til det der skal til for at kunne anvende lokationsbaserede tjenester. Udover de tekniske grunde er der også nogle mere menneskelige grunde til, at man bør tænke på mobiltelefonen som et vigtigt element. Ens mobiltelefon er privat, noget man har et forhold til og kender godt. Derfor er man glad for at bruge den og er i højere grad villig til at bruge den fremfor et fremmed system, der er placeret det sted man fysisk befinder sig. En måde at implementere disse lokationsbaserede digitale informationer er med en teknologi som augmented reality (AR). AR inkorporerer digital repræsentation og computergenereret grafik som et element i den fysiske verden, hvor man befinder sig. Manovich skelner mellem immersion og augmentering. Ved immersion er man fuldstændig fordybet i det virtuelle og opfatter ikke, hvad der sker uden om sig, hvor man ved augmentering stadig er mentalt til stede i omgivelserne. Sidstnævnte kan bl.a. opnåes med AR, da man oplever det digitale sammen med det fysiske. Til sidst kan nævnes at både Manovich og McCullough nævner at man skal se augmentering af digital information i den fysiske verden som et arkitektonisk problem. Konklusion og introduktion til mundtligt oplæg Ud fra de ovenstående betragtninger kan man diskutere, hvorvidt den måde 4
vi i dag benytter lokationsbaserede tjenester på fuldt ud udnytter stedets/lokationene potentiale for interaktionen med vores medmennesker. Som det kan læses ud af ovenstående har teoretikerne inden for feltet fokus på de fysiske aspekter, og vi vil derfor argumentere for, at der bør søges en retning, hvor lokationsbaserede tjenester i højere grad implementerer de mere følelsesmæssige aspekter. Til dette redegører Ciolfi (2004) for tre komponenter som udgør et sted: Fysisk udseende: Det man kan se og røre ved på stedet Virksomheder: Det som man og andre foretager sig på stedet Meninger: Det man tillægger stedet gennem sine erfaringer og oplevelser Disse komponenter er det man, inden for kultur- og human geografi, ser som byggestenene til stedets identitet. De kan ikke ses som selvstændige elementer, men må anskues som en dynamisk sammenflettet enhed (Ciolfi, 2004). Vores mundtlige præsentation af dette vil derfor tage udgangspunkt i disse betragtninger. Litteratur Ciolfi, L. (2004): Situating "Place" in Interaction Design: Enhancing the User Experience in Interactive Environments. Dept. of Computer Science and Information Systems, University of Limerick. de Souza e Silva, A.; Gordon, E. (2011): Net Locality: Why Location Matters in a Networked World, WILEY-BLACKWELL Dewey, J. (1934): Art as Experience. The Berkeley Publishing Group, 2005 Manovich, L. (2006): The poetics of augmented space, in Visual Communication McCullough, M. (2005): Digital Ground, The MIT Press. Tuan, Y.-F. (1975): Place: An Experiential Perspective. I: Geographical Review, årg. 65, nr. 2. Tuan, Y.-F. (1977): Space and Place The Perspective of Experience. University of Minnesota Press, syvende oplag 2011 5