Det affektive arbejde. Katrin Hjort

Det affektive arbejde Katrin Hjort

DET AFFEKTIVE ARBEJDE

Til min mor

Katrin Hjort DET AFFEKTIVE ARBEJDE

Katrin Hjort Det affektive arbejde 1. trykte udgave 2012 E-bogen er udgivet i 2015 Samfundslitteratur 2012 Grafisk tilrettelæggelse: Narayana Press Omslagsillustration: Lars Vegas Nielsen ebogsproduktion: Narayana Press ISBN e-bog: 978-87-593-2436-3 ISBN trykt udgave: 978-87-593-1672-6 Samfundslitteratur Rosenørns Allé 9 1970 Frederiksberg C info@samfundslitteratur.dk www.samfundslitteratur.dk Alle rettigheder forbeholdes. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY- DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Undtaget herfra er korte uddrag til anmeldelse.

INDHOLD Indledning MIT KNÆ OG MIG 9 Bogens indhold og opbygning 13 Affektiv økonomi 14 Transformation af velfærd 16 Diskursanalyser 17 Kritisk teori og poststrukturalisme 18 Evaluering, evidens og etik 20 Stress og styring 22 Forskning, forandring, forvandling 23 Kapitel 1 EVALUERING æslet, der levede af luf t 25 Målstyring og markedsgørelse 26 Vi skal have det hele med, så alt skal måles 29 Tendenser i lovgivningen 31 Naturliggørelse af evaluering 34 Intenderede og uintenderede konsekvenser 35 Kapitel 2 EVIDENS vil jen til at vide, hvad der virker 39 Skabelse af evidens 41 Systematiske forskningsoversigter 42 De nationale test som eksempel 43 Kan evidens bruges til noget? 45 Professionalisering og evidens 48 Kapitel 3 ETIK pligtetik, ny t temoral og det gode liv 53 Pædagogik og etik 55

Pligtetikken og velfærdsstaten 57 Nytteetikken og konkurrencestaten 60 Sladder og moralisering 63 En professionel dydsetik 65 Det kulturelle ubehag 67 Kapitel 4 STRESS konsekvenser af det multiple arbejde 69 Det multiple arbejde 73 Tidsformativer og intermittent arbejde 74 Tidsformativer 75 De konkurrerende opdrag 77 Holistiske og rationalistiske strategier 81 Begrænsninger og nødvendigheder 84 Kapitel 5 STYRING forvaltningsfornuf t, faglig fornuf t og forretningsfornuf t 87 Den røde tape 87 Angrebsvinkel 89 Ny-institutionel diskursanalyse 91 Konkurrencestaten 94 Konkurrerende krav 98 Det målelige 99 Det meningsfulde 102 Og det, der kan markedsføre(s) 105 Viden og vrøvl 106 Kapitel 6 FORSKNING hvad blev der af modus 2? 111 Modushistorien 113 Modus 1 en myte? 115 Modus 2 et mantra? 118 Modus 2 italsættelse, italesættelse eller itegnsættelse? 120 Modus 2 viden eller vrøvl? 122 Modus 3 strategisk prioriteret og kommercialiseret 123

Modus 3 evidensbaseret og forskningsvurderet 127 Modus 3 Best Practice og open access 130 Modus 4 professionalisering af professionsforskningen? 133 Kapitel 7 FORANDRING organisering af omsorgsarbejdet i norden i det 20. århundrede 137 Kvinders arbejde 139 The affective turn 142 Affektivt arbejde 146 Affekter og utopier 150 Konstruktion af affektive kompetencer 154 Ekspansion af affektive kompetencer 156 Erosion af affektive kompetencer 160 Kommercialisering af affektiver 163 KAPITEL 8 FORVANDLING potentiel global organisering af det affektive arbejde i det 21. århundrede 167 Hardt og poststrukturalismen 170 Identitet, subjektivitet og affektivitet 172 Den poststrukturalistiske affektforskning 175 Fra indespærring til udelukkelse 176 Biomagt fra neden 179 Miksede organisationsformer 181 Multiplicering og differentiering 184 Globalisering, virtualisering og etnificering 185 Det højteknologiske og det lavpraktiske 188 De værdigt trængende og det ikke-værdige liv 190 Det liv, der ikke er værd at sørge over 193 LITTERATUR 195 NOTER 207

INDLEDNING MIT KNÆ OG MIG April 2011 kom jeg til Oslo for at arbejde i nogle måneder, og allerede den første morgen lykkedes det mig at skride i det grus, der lå tilbage efter vinterens sne, og beskadige mit knæ. En taxa var på vej ind i et højresving foran mig, så jeg satte hælene i, og så lå jeg der. I løbet af formiddagen måtte jeg indse, at jeg hellere måtte tage en tur på skadestuen, og jeg blev anbefalet at tage til Røde Kors-klinikken, en privat skadestue, for på det offentlige sygehus kunne jeg risikere at skulle vente i timevis. Jeg valgte privatklinikken. Heldigvis har jeg som mange danskere med fast indtægt og ejendomsgæld i banken et Master Guldkort, så uforudsete udgifter ikke bliver et umiddelbart problem. Jeg traf et frit, individuelt og informeret valg og blev undersøgt af en dygtig og behagelig læge, men jeg kunne desværre ikke komme videre til røntgenundersøgelse, fordi røntgenklinikken lukker kl. 16. Antagelig fordi omkostningerne ved at holde åbent i aften- og nattetimerne er for store. Så jeg kunne vælge at tage til det offentlige sygehus og vente i timevis eller komme igen dagen efter. Jeg valgte at komme igen dagen efter og fik en udsøgt behandling, bortset fra at jeg blev sendt hjem en time efter at være vågnet af narkosen. Dog først efter at have skrevet under på, at der var nogen til at tage sig af mig det næste døgn. Så nu har også jeg bidraget aktivt til omstillingen af det norske sundhedsvæsen fra offentligt til privat. Næste dag kunne jeg i de norske aviser læse mere om, hvordan de offentlige sygehuse i Oslo kæmper med økonomiske problemer. Og jeg græmmedes. For jeg ved jo godt, at privatisering af de offentlige velfærdsorganisationer på den ene side kan betyde professionalisering i form af rationalisering, specialisering og flere individuelle hensyn, men på den anden side også betyder prioritering af, hvilke ydelser det kan betale sig at udbyde, og selektering af, hvilke klienter det kan betale sig at betjene. De engelske og amerikanske kolleger, jeg havde i Oslo, smilede no-

10 Indledning get af mine overvejelser. Ærlig talt tror jeg, de opfattede mig som et forkælet velfærdsstatsbarn, der var så vant til, at sundhed, uddannelse og social sikring var noget, der bare var der, at jeg ikke forstod livets rea liteter. De påpegede også muligheden for, at taxachaufføren var så ivrig efter at hjælpe mig, fordi han var bange for en forsikrings- (eller ligefrem en udvisnings-?) sag. En tanke, der ikke på noget tidspunkt havde strejfet mig. For mig var han bare forskrækket og venlig. Jeg forstod dog, at jeg skulle skrive under på, at jeg havde en plejefamilie hos en kollega efter operationen, for at klinikken kunne fraskrive sig ansvar i forbindelse med evt. efterfølgende komplikationer og forsikringssager. Apropos forsikringer, så var jeg forsikret gennem min arbejdsplads, fordi jeg var på tjenesterejse i udlandet. Men det eneste, denne forsikring kunne tilbyde mig, var at flyve mig hjem, hvor jeg så kunne have siddet på min sofa i 4 6 måneder på venteliste til en operation på et dansk offentligt sygehus. Og det var jo ikke nogen særlig attraktiv løsning. Jeg kunne sagtens passe mit arbejde i Norge, for det var jo ikke hovedet, jeg havde slået, men knæet. Jeg var ikke uarbejdsdygtig, jeg kunne bare ikke gå. Og for at slå endnu en sløjfe på historien: Da jeg senere på året fik opgørelsen fra mit forsikringsselskab, fremgik det, at jeg faktisk har en sundhedsforsikring, som antagelig kunne have dækket operationen i Norge. Denne særlige forsikring er imidlertid outsourcet til en underleverandør, så jeg fik ved en fejl forkerte oplysninger, da jeg fra Norge henvendte mig telefonisk til hovedkontoret i det selskab, som jeg troede var mit, og som for øvrigt har behandlet mig udsøgt gennem mange år. Så nu skal jeg overveje, om jeg vil bruge tid, kræfter og måske også sagførerhonorar på en forsikringssag. Jeg fortæller denne historie, fordi jeg gerne vil illustrere den problemstilling, der er emnet for denne bog, nemlig de aktuelle forandringstendenser i organiseringen af det affektive arbejde. Det affektive arbejde ser ud til at blive det helt centrale i en fremtidig affektiv økonomi. Arbejdet med menneskelige livsprocesser og processer mellem mennesker kropslige og mentale kan blive det globale

MIT knæ og mig 11 forretningsgrundlag i en fremtid, hvor mulighederne inden for landbrugsproduktion og industri er fuldt udnyttede (Hardt 2003). Affektivt arbejde arbejde med at producere og regulere affekter kan omfatte meget forskelligt, som vi allerede kender i dag: Kunst, terapi, underholdnings- og nyhedsindustri, medier og markedsføring, politik og ledelse er oplagte eksempler. Men det kan også være det arbejde med udvidelse af menneskers livskapacitet eller livspotentialer, som vi traditionelt har benævnt relations- eller omsorgsarbejdet. Et arbejde, der i det 20. århundredes nordiske velfærdsstater primært er blevet organiseret i offentlige institutioner, og som historisk især er blevet varetaget af kvinder. Velfærdsinstitutionerne i de nordiske lande gennemgår i disse år store transformationsprocesser. De klassiske velfærdsstater, hvor sundhed, uddannelse og social sikring har været offentligt drevet og finansieret gennem progressiv beskatning, har de sidste 20 år været kraftigt udfordret af minimalstaten den liberalistiske vision om markedsdrevet og individuelt finansieret velfærd eller velstand. Den aktuelle landing i de nordiske lande ser ud til at være den såkaldte konkurrencestat, hvor nationen defineres som et forretningsfællesskab, der gennem investeringer i velfærd skal sikre nationens konkurrenceevne på et globalt marked og omvendt (Pedersen 2010). Omstillingen i retning af en øget kommercialisering af velfærd, evt. organiseret gennem partnerskaber mellem offentlige og private aktører, sker ganske vist i forskelligt tempo i de forskellige nordiske lande og inden for de forskellige sektorer (Moos 2012). Men set på baggrund af de neoliberale politiske strømninger, der har knyttet sig til globaliseringsprocesserne siden Murens fald, burde det ikke undre, at vi selv eller vores eventuelle private forsikringer nu helt eller delvist skal til at betale for lægebehandling, uddannelse eller uarbejdsdygtighed. Man kunne snarere undre sig over, at de nordiske forandringer har taget så lang tid og er foregået så relativt fredsommeligt, usynligt eller udiskuteret (Christiansen og Klitgaard 2008). I dag diskuterer vi ikke, hvorvidt vi skal privatisere velfærd, kun hvordan og hvornår det skal ske, og hvordan vi i givet fald kan afbøde (uønskede) konsekvenser i retning af øget ulighed og social eksklusion, der

12 Indledning kan true den sociale sammenhængskraft (Kristensen 2007). Så jeg burde ikke have været forundret, da jeg i Norge oplevede fornemmelsen af, at mit menneskeværd blev knyttet til mit MasterCard. Tværtimod burde jeg være taknemmelig over, at jeg har levet så længe i et samfund, hvor jeg aldrig har behøvet at bekymre mig om, hvorvidt jeg havde råd til at gå til lægen eller sende mine børn i skole, og hvor jeg ikke risikerede at skulle gå fra hus og hjem, hvis jeg blev syg eller arbejdsløs. Det er jeg også. Økonomiseringen af det affektive arbejde betyder radikalt nye vilkår både for de professionelle, der arbejder med velfærd, og for klienterne, som i denne sammenhæng er borgerne, dvs. i princippet os alle sammen. På den ene side betyder økonomiseringen en ekspansion af mulighederne for højt specialiseret professionelt arbejde, der kan udvide menneskers liv, kræfter og potentialer i princippet næsten uendeligt. Her kan der være tale om biomedicin, bioteknologi, koblinger mellem organisk og ikke-organisk materiale, men også om udvidelse af livs kapaciteten eller livspotentialer via informations-, kommunikations- og læringsteknologi, fysisk, mental og social træning, hjælp og støtte, oplysning og udfordring. På den anden side implicerer økonomiseringen også rationalisering og intensivering af arbejdsprocesser, prioritering af ydelser og selektion af klienter. Hvad der ikke kan betale sig, herunder de ikke-betalingsdygtige, må glide ud. Det forekommer i stigende grad logisk og naturligt. For de professionelle i velfærdsarbejdet betyder det bl.a., at deres arbejdsopgaver bliver organiseret og kontrolleret på nye måder, at det vidensgrundlag, de har bygget deres arbejde på, bliver anfægtet af nye krav om videnskabeliggørelse, og at deres indsats skal begrundes og legitimeres på ny vis. Her ser vi allerede nye arbejdsdelinger mellem de professionelle, der har ikke kun de rigtige eksamensbeviser men også de rigtige kulturelle kompetencer og sociale kontakter til at skaffe sig en plads til at udfolde og udvikle deres særlige viden, kunnen og villen, og de medarbejdere, hvis arbejde bliver standardiseret og rutinepræget og tendentielt mister mening, fordi det ikke fører nogen steder hen. For klienterne eller brugerne af velfærdsarbejdet bliver det springende punkt spørgsmålet om adgang til omsorg. Hvem har på rette tid og sted de rette kreditkort og koder, password eller diagnoser, der skal

MIT knæ og mig 13 til for at skaffe adgang til en professionel behandling, der bliver stadig mere udviklet og udvidet? Hvem har handlekraft, købekraft og forhandlingskraft til at skaffe lige præcis de adgangstegn, der skal til for at komme ind på de arenaer, hvor de eller rettere de rette dele af deres krop og sind kan få den rette livseliksir? Og hvem har ikke? Access to Excellence muligheden for at udøve og modtage den højest specialiserede og kvalificerede professionelle behandling bliver således potentielt en fælles problemstilling for professionelle og klienter. Hvem bliver elitebehandlere og elitebehandlet, og hvem ikke? Adgangen til adgang bliver det nye samfundsmæssige stridspunkt. Ikke kun nationalt, men globalt. Den europæiske oplysnings frigørelsesbestræbelse spørgsmålet om, hvordan man kommer ud erstattes af spørgsmålet om, hvordan man kommer ind. Ikke kun om, hvordan man kommer ind i Europa, USA eller Canada, men om, hvordan man kommer ind i de firmaer, fællesskaber eller forsikringsordninger, der gør det excellente muligt (Deleuze 1990). De affektive virksomheder risikerer livet, hvor risikoen er værd at løbe, som Patricia Tineto Clough (2007) formulerer det. Men ikke mindst i konkurrencestatskonstruktionen mikses den affektive økonomi med biopolitik. Befolkningen bliver i stigende grad kategoriseret ud fra det princip, at nogle liv er mere værdifulde end andre. Liv og død bliver ikke kun en økonomisk, men også på nye måder en politisk beslutning. Spørgsmålet bliver, hvilke liv der bliver de livsværdige? Det rejser en lang række etiske spørgsmål, som jeg løbende vil diskutere i denne bog. BOGENS INDHOLD OG OPBYGNING Bogen falder i tre dele. De første tre kapitler, EVALUERING, EVIDENS og ETIK, rummer konkrete analyser af nogle af de nye krav, som arbejdet med omsorg, uddannelse og social sikring konfronteres med i disse år. De næste to kapitler, STRESS OG STYRING, kommer tættere ind på, hvordan man kan forstå konteksten for disse krav, nemlig den aktuelle danske konkurrencestatskonstruktion og dens konsekvenser for arbejds organisering og vidensefterspørgsel. De sidste tre kapitler,

14 Indledning FORSKNING, FORANDRING og FORVANDLING, behandler/adresserer nogle af de forskningsmæssige spørgsmål, som de nye globale organiseringer af det affektive arbejde i en affektiv økonomi implicerer, og tegner de overordnede teoretiske rammer om bogens analyser. Bogen er således bygget induktivt op. Fremstillingsmæssigt er der tilstræbt en progression fra det lokale, over det nationale til det globale. Eller fra et mikro-niveau, der beskæftiger sig med konkrete problemstillinger, som forhåbentlig er genkendelige fra hverdagen, over et meso-niveau, der forsøger mere systematisk at analysere og forklare de aktuelle forandringer i den danske velfærdsorganisering, til et makro-niveau, der eksklusivt beskæftiger sig abstrakt og teoretisk med, hvordan man kan forstå eller fortolke gribe eller foregribe forandringstendenser eller potentielle udviklingsmuligheder i det affektive arbejde i en fremtidig globaliseret affektiv økonomi. De første kapitler skulle også umiddelbart være de letteste at læse, mens jeg i slutkapitlerne fråser med lixtal og lange noter. Men inden præsentationen af de enkelte kapitler, først noget mere generelt om bogens temaer; affektiv økonomi og transformation af velfærd, og om dens teoretisk-metodiske angrebsvinkler; diskursanalyser, kritisk teori og poststrukturalisme. AFFEKTIV ØKONOMI Det affektive arbejde inden for velfærd omsorgs- eller relationsarbejdet mødes i disse år af en lang række nye krav om evaluering og evidens og af nye fordringer til etik. Kravene kan ofte opleves som irrationelle eller absurde, men hvis vi forstår forandringerne i lyset af den affektive økonomi, bliver de forklarlige på nye måder. Vi kan antage, at den nye globale organisering af det affektive arbejde inden for en affektiv økonomi som alle andre markedsdrevne økonomiserings- og industrialiseringsprocesser implicerer nye behov for at kunne måle arbejdets produktivitet, sikre rationalitet i produktionsprocesserne og skabe ny legitimitet omkring de produkter, der produceres. Hvis vi anlægger denne forståelsesramme, bliver det ikke mystisk, hvorfor netop spørgsmålene om evaluering, evidens og etik bliver centrale omdrej-

MIT knæ og mig 15 ningspunkter i de forandringer, der i Danmark er blevet benævnt moderniseringen af den offentlige sektor. At forandringerne er forklarlige, betyder imidlertid ikke, at de er ukomplicerede. I moderniserings- eller markedsgørelsesprojektet konfronteres logikker dynamikker eller processer der som udgangspunkt er inkommensurable. Et økonomisk imperativ konfronterer de menneskelige livsprocesser, der hidtil ikke har kunnet indordnes i en industriel eller kommerciel organisering, eller som netop i takt med industrialisering og kommercialiseringen er blevet etableret som særlige livsopgaver i familie, civilsamfund og offentlige institutioner. Når det affektive arbejde i form af omsorgs- og relationsarbejdet arbejdet med at understøtte menneskelige livspotentialer skal organiseres inden for den affektive økonomi, implicerer det en paradoksal ambition om at måle det umålelige, styre det ustyrlige og fiksere det fremtidige. Hvordan kan man måle produktiviteten af arbejde, hvis genstand i overvejede grad er immateriel eller symbolsk? Hvordan kan man rationelt målrette og styre produktionsprocesser, der indebærer et komplekst og kontingent, dvs. i princippet uforudsigeligt samspil kropsligt, mentalt og socialt i og mellem mennesker? Og som det mest centrale: Hvordan kan man legitimere fastlæggelse af produktstandarder i form af præcist definerede krav til, hvordan mennesker skal præstere nu og her, hvis de skal have potentialer til at overkomme endnu ukendte udfordringer i en uvis fremtid? Det er disse spørgsmål, der diskuteres i de første tre kapitler om evaluering, evidens og etik. At transformationsprocesserne i organiseringen af det affektive arbejde implicerer bestræbelser på nye former for rationel styring og kontrol, betyder heller ikke, at vi her taler om lineære eller entydige forløb. Ligesom i forbindelse med industrialisering af håndværk og landbrug har vi at gøre med store ikke kun økonomiske og politiske men også materielle og sociale transformationsprocesser, der samlet bedst kan karakteriseres ved deres permanente produktion af forandring og nye forskelle. Det konstante bliver den kroniske kompleksitetsøgning dynamik og differentiering. Det betyder også, at spørgsmålene om, hvorvidt forandringerne betyder fremskridt eller tilbageskridt, og er gode eller dårlige, er komplicerede og aldrig vil kunne besvares entydigt.

16 Indledning Spørgsmålene må stilles som spørgsmål om, hvad der forandres forbedres eller forsvinder for hvem, hvordan, hvor og hvornår? Det kræver konkrete, detaljerede og nuancerede analyser. TRANSFORMATION AF VELFÆRD En ting er, at etableringen af en affektiv økonomi er kompliceret og kompliceret at forstå. Dertil kommer, at omstillingen til mere markedsdrevet velfærd i Danmark, som i de øvrige nordiske lande, hidtil er foregået yderst reguleret og gradvist (Munk & Klitgaard 2008). Anledningen har (endnu) ikke været et økonomisk sammenbrud, der har nødvendiggjort radikale nedskæringer i det offentlige forbrug og tvunget til låntagning under forudsætning af deregulering og privatisering. Tværtimod er her tale om processer, der i forlængelse af (danske) demokratiske traditioner har været forhandlet mellem mange parter og partier (Kjær & Pedersen 2001, Pedersen 2004), og som har blandet politisk og økonomisk styring gennem en version af new public management, hvor markedet eller de markedslignende incitamenter har fungeret både som middel til politisk styring og som mål for økonomiske ændringer i retning af hel eller delvis markedsgørelse (Evald & Freytag 2007). Denne forhandlede og bland-økonomiske reformstrategi manifesterer sig aktuelt som konkurrencestaten, som jeg vil komme nærmere ind på i kapitel 5 om styring. Den klassiske nordiske velfærdsstatskonstruktion er dog ikke mere død, end at den stadig optræder som krav og forventninger til det affektive arbejde, såvel fra politikere som fra borgere. Som ideal er den muligvis også medkonstruerende af en utopisk horisont for en fremtidig nordisk, europæisk eller ligefrem international organisering af det affektive arbejde, hvor der stræbes mod at realisere de universalistiske principper adgang for alle til velfærd, der bidrager til skabelse af social retfærdighed (Hardt 2003, 2007). Som situationen er nu, er velfærdsorganisationerne og dermed de velfærdsprofessionelle imidlertid placeret i et krydspres mellem konkurrerende rationaler af forvaltningsmæssig, forretningsmæssig og faglig art med dertil knyttede konkurrerende arbejdsopgaver, vidensbehov og værdisystemer. En si-

MIT knæ og mig 17 tuation, der giver god grobund for udvikling af stress, og som kalder på nye organisatoriske løsningsmodeller. Se kapitel 3 om etik, kapitel 4 om stress og kapitel 6 om forskning. Situationen skal dog ikke forstås så simpelt, at centrale transnationale politikker i bogstavelig forstand er blevet implementeret top-down til de nationale eller regionale niveauer. Transnationale dagsordener det være sig af neoliberal eller mere socialdemokratisk keynesiansk art fortolkes, forhandles og forvaltes forskelligt alt efter konteksten og de aktuelle styrkeforhold, og de decentrale aktører gør på forskellig vis deres for at skaffe sig råderum og selv sætte dagsordenen for forandringerne (Kjær & Pedersen 2001). DISKURSANALYSER Det teoretiske greb i bogen er overordnet inspireret af Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteori og deres forståelse af diskurs, hegemoni og social forandring, herunder hvordan bestræbelser på at etablere hegemoniske diskurser er kampe, der ikke kun vedrører spørgsmålet om ideer og italesættelser, men lige så vel praktiske institutionaliseringer og materialiseringer (Laclau & Mouffe 1985). Med hensyn til analysestrategier baserer jeg mig imidlertid også på diskursanalyse, som den er udviklet af Nikolas Rose og Mitchell Dean i Storbritannien, herunder på deres begreber om praksisregimer og deres beskrivelse af, hvad de med inspiration fra Foucault benævner avanceret liberal styring den aktuelle subtile kobling mellem central målstyring og decentral aktivitet i frihed (Rose 1999, Dean 1999, Hjort 2008). Men med henblik på forståelsen specielt af de velfærdsstatslige transformationer i Norden trækker jeg desuden på den ny-institutionelle diskursanalyse, som den i Danmark har været introduceret af Peter Kjær og Ove K. Pedersen (2001). I modsætning til rationel implementeringsteori gør den ny-institutionelle diskursanalyse det muligt at fokusere netop på spørgsmålene om de lokale oversættelser af transnational politik og på de magtrelationer diskursive konkurrencer og interessebaserede alliancer der muliggør konkrete strategiske initiativer, herunder en særlig vidensefterspørgsel også på det organisatoriske niveau. Se kapitel 5 om styring.

18 Indledning På ovennævnte punkter adskiller teorivalg og analysestrateger i denne bog sig således ikke væsentligt fra, hvad jeg plejer at gøre (Hjort 2001, 2005, 2008). Det afgørende erkendelsesmæssigt nye for mig har været muligheden for at indramme mine analyser af de teorier om affektivt arbejde, som jeg har stiftet bekendtskab med gennem Michael Hardt, og som jeg vil redegøre for i kapitel 7 og 8 om forandring og forvandling af det nordiske omsorgsarbejde og globaliseringen af den affektive økonomi (Hardt 2003, 2007). Det globale perspektiv på produktion og regulering af affekter har bemærkelsesværdigt nok kunnet gøre det muligt for mig at komme længere med spørgsmålet om, hvordan man kan forstå det regionale. Eller med andre ord gjort det muligt for mig at give et bud ikke kun på, hvordan man kan beskrive de historiske forandringer i organiseringen af (kvinders) omsorgsarbejde i Norden i det 20. århundrede men også på, hvordan man kan begrunde opstillingen af en række udviklingstendenser, potentielle forandringsmuligheder eller fremtidsscenarier for det affektive arbejde i det 21. århundredes stadig mere globaliserede økonomi. KRITISK TEORI OG POSTSTRUKTURALISME Michael Hardt trækker på to spor i sit teoretiske arbejde om affekter og affektiv økonomi. Hans afsæt er diskussionerne om kognitiv kapitalisme (Lyotard 1979, Gorz 1983, Boltanski & Chiapello 2002). Men hans argumentation er, at der i dag ikke kun er tale om, at det immaterielle eller symbolske arbejde i form af kognitive processer mellem hjerner som led i den globale arbejdsdeling og hjulpet af informationsteknologien er blevet direkte profitskabende. Også de affektive processer mellem kroppe og hjerter er bl.a. i forbindelse med migration og udviklingen inden for bioteknologi, biomedicin og sociale medier blevet et nyt forretningsgrundlag, og det affektive arbejde med understøttelse af disse livsprocesser er dermed blevet direkte produktivt inden for den kapitalistiske økonomi. For at kunne gennemføre sin argumentation trækker han som sagt på to teoretiske spor, der som udgangspunkt er kontradiktionære helt eller delvist konstrueret i opposition til hinanden nemlig den kritiske teori, koblingen mel-

MIT knæ og mig 19 lem Marx og Freud, som den bl.a. har været repræsenteret inden for kvinde bevægelsen fra 1970, og den poststrukturalistiske kønsforskning, der i forlængelse af postmodernismen fra 1980 erne og med afsæt i bl.a. Michel Foucault, Judith Butler (1990, 2009) og Gilles Deleuze & Felix Guattari (1991) har arbejdet på at udvikle kvalificerede alternativer til såvel strukturalisme som positivisme. Det er disse to spor, der repræsenterer henholdsvis europæiske og amerikanske traditioner, jeg tillader mig at forfølge i kapitlerne 7 og 8 om forandring og forvandling i organisering af arbejdet med affekter i Danmark og det øvrige Norden i fortiden og fremtiden. Det kritisk-teoretiske spor, jeg har valgt at følge, er den frankfurterskoletradition, som Alfred Lorenzer (1972) og Ulrike Prokop (1976) er markante repræsentanter for. Ikke mindst Prokops begreber og teorier om kvindelige produktivkræfter og kvindelige livssammenhænge har sammen med Tine Rask Eriksens (2004, 2007) og Harriet Bjerrum Nielsens (2011) empiriske undersøgelser af forandringer i kønssocialisationen gjort det muligt for mig at konstruere en analysemodel, der periodiserer organiseringen af omsorgsarbejdet i det 20. århun drede som tre faser. Faserne kan karakteriseres ikke kun ved den forskellige institutionalisering i henholdsvis familie, offentlig organisation og privat virksomhed men også ved deres forskellige definitioner af arbejdets genstand og ideelle formål, og ved deres forskelligartede konstruktioner af den anden ; barnet, eleven eller klienten. Organiseringer, der i dag mikses i den blandøkonomiske konkurrencestatskonstruktion, hvor ikke kun staten, men også markedet og civilsamfundet forventes at løfte et medansvar for omsorg og velfærd. Det poststrukturalistiske spor følger jeg gennem Hardt til inspirationen fra Butler og især Deleuze i den del af den amerikanske kønsforskning, der i dag interesserer sig for at forstå affekter ikke kun som noget individuelt, intra- eller interpersonelt men som før-individuelle eller trans-individuelle processer, hvorigennem livet bliver til. Det affektive arbejde med produktion og manipulation af affekter bliver i forlængelse heraf skabelse af liv, understøttelse af livskapacitet og udvidelse af livspotentialer mentalt, socialt og fysisk. Aktiviteter, der ikke nødvendigvis begrænser sig til beskæftigelse med det organiske liv,

20 Indledning men også omfatter koblinger til alle de former for ikke-organisk materiale; medicin, mekanik og medier, der kan styrke de potentielle livsprocesser. Med dette udgangspunkt har jeg i forlængelse af Hardts (2009) og Deleuzes (1990) Foucault-inspirerede styringsregimehistorik og med underlag i de empiriske analyser, som bl.a. præsenteres af Clough i The Affective Turn (2007) kunnet opstille en tænkemodel, der giver et bud på, hvordan man teoretisk begrundet kan forestille sig de potentielle globale organiseringer af det affektive arbejde i det 21. århundrede. Det er denne tænkemodel, der er afsættet for denne bogs overordnede spørgsmål om adgang til omsorg. De enkelte kapitler har følgende indhold: EVALUERING, EVIDENS OG ETIK Det første kapitel, EVALUERING æslet, der levede af luft, er et meget forarget kapitel, der sætter fokus på den form for evaluering af 0 6-årige børns kompetenceudvikling, som Århus Kommune foreslog i 2008. Kapitlet kritiserer kommunens ambitioner om at måle og veje alle børn, unge (og voksne) ud fra på forhånd fastsatte snævre kriterier for den korrekte udvikling på alle livsområder i alle aldre. Projektet forekommer absurd set ud fra såvel almenmenneskelige som faglige, praktisk-pædagogiske og pædagogisk-psykologiske vinkler. Men hvordan er et sådan projekt egentlig blevet til? De kommunalpolitiske bestræbelser retter sig antagelig dels imod at skabe et grundlag for at vurdere produktivitet og effektivitet af de offentlige investeringer, dels imod at demonstrere politisk gennemslagskraft over for vælgerne. Men projektet repræsenterer også en forvaltningsmæssig bureaukratisering og en tendens til en ny form for totaliserende kontrol af befolkningen, der rejser de mere grundlæggende spørgsmål om statens ret til at definere og intervenere i borgernes liv i et liberalt demokrati. Det næste kapitel, EVIDENS viljen til at vide, hvad der virker, handler om de nye forsøg på at videnskabeliggøre velfærdsarbejdet. Med forandringerne i organiseringen af arbejdet følger ikke kun krav om evaluering, men også krav om evidens, forstået som beviser for, at de metoder, de professionelle tager i brug i deres arbejde, faktisk virker. Evalu-

MIT knæ og mig 21 ering og evidens er ikke nødvendigvis det samme; evaluering er retrospektiv, skuer tilbage på et afsluttet forløb for at vurdere og eventuelt revidere det. Evidens, derimod, er at skabe dokumentation for virkninger og eventuelle bivirkninger af en given intervention, inden den sættes i værk. Den klassiske model RCT de randomiserede kontrollerede, dobbelt-blind-forsøg er hentet fra sundhedsvidenskaberne, men inspirerer i dag debatten inden for såvel uddannelse som socialt arbejde. En central ambition er ønsket om rationalisering og effektivisering af de affektive arbejdsprocesser, herunder ønsket om at anvende ressourcer mest hensigtsmæssigt. Men evidensen skal også tjene det formål at give klienterne den optimale behandling og sikre dem mod fejlbehandling og uønskede bivirkninger. Spørgsmålet om evidens rejser mange videnskabsteoretiske og metodiske diskussioner, men set fra en professionaliseringsvinkel bliver det afgørende, hvorvidt foreliggende evidens bedste tilgængelige viden skal diktere eller informere de velfærdsprofessionelles kvalificerede skøn. Kapitel 3, ETIK pligtetik, nyttemoral og det gode liv, behandler gamle spørgsmål, der er blevet højaktuelle i forbindelse med de nye krav til de velfærdsprofessionelle. Hvilke etiske idealer skal de efterstræbe, og hvilke moralske retningslinjer skal de efterleve? I dag omkranses velfærdsinstitutioner af konkurrerende principper: en klassisk velfærdsstatslig etos båret af pligtetik og krav om at give alt det bedste til alle borgere, en nyttemoral, hvor der fokuseres på økonomi og forbrugertilfredshed, og en faglig ambition om at skabe det gode liv for de konkrete brugere. Udformningen af professionsetik er en del af de professionaliseringsstrategier, der skal reetablere velfærdsprofessionernes sociale legitimitet i en situation, hvor de ikke længere kan dække sig under velfærdsstatens paraply. Men den store interesse for at diskutere professionsetik kan også forstås som et udtryk for et kulturelt ubehag ved målsætninger og midler i moderniseringsprocesserne. At fokusere på etiske og moralske spørgsmål rummer risiko for problemforskydning, sladder og nye skel mellem dem og os. Men etikdebatterne kan også ses som en mulighed for med et kritisk udgangspunkt at diskutere perspektiverne for nye værdigrundlag for arbejdet med mennesker.

22 Indledning STRESS OG STYRING Der kan i dag konstateres en stærk stigning i antallet af sygemeldte med stress og udbrændthedsdiagnoser blandt de offentligt ansatte i Norden, ikke mindst blandt pædagoger, lærere og gymnasielærere. Spørgsmålet er, hvilken forbindelse der er mellem på den ene side stress og ønsker om at forlade jobbet og på den anden side nye former for arbejdsbelastning i velfærdsorganisationerne. Kapitel 4, STRESS konsekvenser af det multiple arbejde, introducerer begrebet det multiple arbejde og tidsgeografien til at forstå, hvordan konkurrencestatens konkurrerende krav til de professionelle også betyder konkurrerende arbejdsopgaver, der i praksis ikke kan forenes i tid, rum og rytme. De professionelle må derfor konstant forsøge at balancere dilemmaet mellem forskellige aktiviteter, der skal udføres simultant, men som ikke kan synkroniseres, og som i princippet alle er uundgåelige og umulige at udsætte. Arbejdet bliver derfor præget af konstante afbrydelser og vanskeligheder med at afslutte, hvilket bidrager til en oplevelse af, at intet bliver gjort godt nok og til tiden. En oplevelse, som giver god grobund for stress. Situationen kalder ikke kun på en individuel, men også på kollektiv indsats for at reducere denne arbejdsbelastning. Kapitlet præsenterer to organisatoriske strategier, der er udviklet i velfærdsinstitutionerne de sidste år, og diskuterer deres styrker og svagheder fordele og ulemper for de professionelle, ledelse og klienter. De transnationale politiske tendenser inden for velfærd får betydning for organiseringen af arbejdet i alle de nordiske velfærdsinstitutioner, herunder de danske daginstitutioner. Men måske på lidt andre måder og med lidt andre konsekvenser, end det var tænkt. Kapitel 5 om STYRING forvaltningsfornuft, faglig fornuft og forretningsfornuft stiller spørgsmålet om, hvordan man kan forklare relationerne mellem f.eks. OECD s og EU s overordnede politikker på børneområdet, Kommunernes Landsforenings konkrete krav til dokumentation og evaluering og så den praksis, der udfolder sig i institutionerne. Kapitlet præsenterer den nyinstitutionelle diskursteori som redskab til at forstå, hvordan overordnede politikker fortolkes, forhandles og forvaltes lokalt, og beskriver, hvordan velfærdsorganisationerne og dermed de professionelle i den aktuelle konkurrencestat, som Ove Kaj Peder-

MIT knæ og mig 23 sen definerer den, er omkranset af konkurrerende former for fornuft, som også betyder konkurrerende vidensbehov efterspørgsel efter henholdsvis det målelige, det meningsfulde og det, der kan markedsføre(s). Det spændende bliver, hvordan der i de kommende år kan manøvreres mellem disse positioner, eller om vi er på vej ind i en mere eller mindre permanent krigstilstand mellem, hvad der defineres som henholdsvis viden og vrøvl? FORSKNING, FORANDRING, FORVANDLING Forskning i de velfærdsprofessionelles arbejde, professionsforskning, er blevet intensiveret i forbindelse med forandringerne af velfærdsstaten. Dagsordenerne har været mange, herunder en stigende interesse i at få produceret data, der kan skabe et overblik over effekten af det offentlige ressourceforbrug og bidrage til at effektivisere produktionsprocesserne. På professionsuddannelserne og blandt de professionelle har der til gengæld knyttet sig store forhåbninger til udviklingen af en modus 2-forskning en anvendelsesorienteret og brugerdefineret forskning, der var tværfagligt og socialt distribueret. En forskning, der kunne fungere som et alternativ til forskningen i universiteternes traditionelle elfenbenstårne. Spørgsmålet er, hvor modus 2 er henne i dag. I kapitel 6, FORSKNING hvad blev der af Modus 2? argumenteres der for, at vi i dag i Danmark som internationalt konfronteres med en forskningsudvikling, der peger i en helt tredje retning. Modus 3-forskningen er ikke præget af demokratisk decentralisering, men af nye former for recentraliseret forskningsstyring, der sætter professionalisering af professionsforskningen, herunder forskningsetikken, på dags ordenen som modus 4. Med hensyn til teoriudvikling har den affektive vending inden for kultur- og samfundsvidenskaberne imidlertid betydet en forstærket interesse for at forstå og analysere omsorg og velfærdsarbejde som en væsentlig del af det affektive arbejde arbejdet med produktion og manipulation af affekter og rettet opmærksomheden mod spørgsmålet om, hvorvidt vi i dag kan konstatere etableringen af en global affektiv økonomi, hvor det affektive arbejde kapitaliseres og bliver reelt produktivt.

24 Indledning Michael Hardt er som nævnt en central repræsentant for denne teoriudvikling og trækker i sit arbejde på såvel kritisk teori som poststrukturalistisk kønsforskning. I kapitel 7, FORANDRING organisering af omsorgsarbejdet i Norden i det 20. århundrede, følges Hardts spor tilbage til Alfred Lorenzer og Ulrike Prokop med henblik på at analysere udviklingen af det omsorgsarbejde, som historisk er blevet kvinders, og som i det 20. århundrede overvejende har været varetaget i familierne og de offentlige velfærdsinstitutioner. En praksis, der har konstrueret omsorgsarbejdet som et særligt arbejdsområde med egne ratio naler, potentialer og begrænsninger, men som også har fostret idealer og utopier, som på forskellig vis bliver søgt realiseret men også destrueret inden for den nye affektive økonomi. I det 8. og sidste kapitel, FORVANDLING potentiel global organisering af det affektive arbejde i det 21. århundrede, følges Michael Hardts vej ind i den poststrukturalistiske affektforskning. En vej, der bl.a. fører til Judith Butler og Gilles Deleuze. Poststrukturalismen rummer helt andre forståelser af identitet, subjektivitet og affektivitet end den kritiske teori og gør det muligt at teoretisere omsorg og velfærd på måder, der giver særlig opmærksomhed til det affektive arbejdes særlige genstand: intet mindre end livsprocesserne i sig selv skabelse af liv, udvikling og afvikling af livskapacitet og til globaliseringen af den affektive økonomi. Men den poststrukturalistiske tilgang forlænger også perspektivet for det affektive arbejde. Dets potentielle forvandlingsmuligheder og muligheder for at forvandles er i princippet uendelige. Potentialerne rækker langt ud over det organiske niveau og lader sig ikke begrænse af konkrete kroppes tilstedeværelse i et faktisk rum. Det indebærer stadig accelererende multiplicerings- og differentieringsprocesser en konstant konstruktion af ny kompleksitet og diversitet. Men det råber også som Michael Hardt ser det på bio-magt fra neden. Det er disse analyser, det fører frem til denne bogs overordnede pointe, at fremtidens store globale spørgsmål eller stridspunkt bliver spørgsmålet om ADGANG TIL OMSORG acces to excellence. Hvem kommer ind i de verdener, hvor excellent ekspertise udfoldes, og hvem gør ikke?

KAPITEL 1 EVALUERING æ s l e t, d e r l e v e d e a f l u f t Der var engang en mand, der ville lære sit æsel at leve af luft. Hver dag fjernede han et strå fra bunken af hø. Det gik godt. Manden nærmede sig sit mål, og han ville have nået det, hvis ikke æslet havde lagt sig til at dø lige inden. Æsops fabler 600 f.kr. Århus Kommunes Børn og Unge-forvaltning har i november 2007 udarbejdet en udviklingsplan, hvortil der knytter sig en liste på 203 indikatorer, der skal angive, om et barn har opfyldt de læringsmål, kommunen har opstillet for alle 0 6-årige børn i byen. Barnets læring vurderes med udgangspunkt i en fælles fastlæggelse af, hvad et barn skal kunne på forskellige udviklings- og alderstrin, står der i udviklingsplanen. De læringsmål, der er opstillet, knytter sig til de seks læreplansområder, der blev indført med dagtilbudsloven i 2007. Listen med de 203 indikatorer for målopfyldelse skal bruges til status- og udviklingssamtaler mellem det pædagogiske personale og forældrene, men også som et arbejdsredskab til tværfagligt samarbejde på tværs af institutionstyper. På listen over de sociale kompetencer, et barn på 9 14 mdr. skal have tilegnet sig, står der f.eks.: græder og vil trøstes af andre, når forældrene går. For en almenmenneskelig eller pædagogisk betragtning virker det fuldstændig absurd. Har Århus Kommune nu besluttet, at alle små børn skal græde, når deres forældre forlader dem i vuggestuen? Og skal de så have et kryds i karakterbogen eller en smiley, hvis de gør det? Og hvad med de børn, der ikke græder? Er de så et problem? Skal man som forældre lære sig diskret at knibe sine børn bagi, når man overlader dem

26 KAPITEL 1 til pædagogerne? Men hvad så, hvis de ikke vil lade sig trøste? Så har man jo også et problem, og hvad så hvis man engang skal skilles, og der så står i papirerne, at det kun var, når man selv afleverede, de græd, og aldrig når den anden forældre gjorde? Eller omvendt? Set fra en praktisk eller forvaltningsmæssig vinkel virker det også besynderligt. Man kan godt undre sig over, om kommunen har udarbejdet så kompliceret og bureaukratisk et arbejdsredskab. I hver af de tre forældresamtaler, der skal afholdes fra barnet er 1 til 6 år, forventes pædagoger og forældre at skabe sig et overblik over mellem 50 og 80 indikatorer fordelt på de 6 temaer, som fra 2004 har stået i loven om læreplaner i dagtilbud, sætte dem ind i et såkaldt kompetencehjul samt afgøre, hvad barnet kan, næsten kan, kan med hjælp og ikke kan. Antallet af afkrydsningsmuligheder ganges med andre ord med 4. Hvordan forestiller man sig, at pædagoger og forældre skal håndtere alle de mange punkter? Og hvad har Århus Kommune tænkt sig at stille op med alle de skemaer med 203 afkrydsede eller ikke-afkrydsede læringsmålsopfyldelsesindikatorer for samtlige førskolebørn i byen? Man kan gøre sig mange tanker om, hvordan Århus Kommune er kommet frem til netop de 203 indikatorer, og det vil jeg også gerne. Men inden jeg gør det, vil jeg først gerne slå fast, at selv om situationen i Århus måske er den mest spektakulære og derfor den, det er lettest at smile ad så er der ikke tale om nogen enkeltstående begivenhed. Vi har her at gøre med et forsøg på at implementere den form for målstyring, der i de seneste år er blevet indført generelt i den offentlige sektor under betegnelsen new public management (Klausen & Ståhlberg 1998, Evald & Freytag 2007, Hjort 2008). MÅLSTYRING OG MARKEDSGØRELSE Mål- og resultatstyring kendes fra sundhedsektoren og den sociale sektor og er nu blevet aktuelt også på uddannelsesområdet, herunder på daginstitutionsområdet. 0 6-års-området defineres i dag i stigende grad som før-skole. Det sker i forlængelse af den europæiske Bolognaproces, hvor det bliver anset for normalt, at børn begynder i skole i 3 4-års alderen, men hvor 0 3-års-området til gengæld ikke får den

EVALUERING æslet, der levede af luft 27 store opmærksomhed (Hjort 2006). Men det sker også i forlængelse af den stigende opmærksomhed på, hvor meget børns udvikling i de første leveår betyder for de fremtidige skolepræstationer (Jensen et al. 2009). Skolepræstationer, forstået som testscorer, får som bekendt stor opmærksomhed i forbindelse med internationale undersøgelser som PISA, hvor nationalstaterne konkurrerer om at få de bedste resultater, i håb om at det også vil betyde noget for deres økonomiske konkurrenceevne i fremtiden. Det er en del af logikken i den såkaldte konkurrencestat (Pedersen 2010), som jeg vil komme nærmere ind på i kapitel 4 om styring. Målstyringen skal tjene flere formål. For det første er intentionen, at politikerne skal skabe sig et overblik, så de kan demonstrere over for vælgerne, at man får mest muligt velfærd for pengene. Skatteborgerne skal kunne overbevises om, at de offentlige investeringer i uddannelse, sundhed og socialt arbejde kan betale sig på kort og på lang sigt. For det andet skal den udgøre et incitament til rationaliseringer af arbejdsprocedurer, så det bliver muligt at producere mere kvalitet for færre penge. En udfordring, der bliver særligt påtrængende set i lyset af kommunernes aktuelle økonomiske situation. Tanken er, at man på de enkelte institutioner, herunder i vuggestuer og børnehaver, skal kunne identificere de opgaver, der er overflødige, og satse på de aktiviteter, som bevisligt fører til bedre resultater, f.eks. at børnene scorer højere på sprogtest. Overordnet hedder princippet Lean-princippet og er hentet fra den japanske bilindustri. I den udfoldede version kobles resultatløn til resultater, så såvel medarbejdere som ledere får løn alt efter, hvor gode resultater, deres elever opnår. Et system, der i engelsktalende lande bliver benævnt accountability, men som i Danmark er blevet kaldt evalueringskultur (Rahbek Schou 2006, Krogh-Jespersen 2004, Steensen 2007, Hjort 2006). For det tredje skal målinger fungere som varedeklarationer, der kan danne grundlag for forbrugernes frie valg af institutioner. Hvis institutionernes resultater kan standardiseres, rangordnes og offentliggøres, har forældrene et grundlag for at vælge de bedste institutioner til deres børn, og det vil inden for en markedstænkning betyde et generelt kvalitetsløft, fordi de bedste institutioner overlever, og de dårlige lider en stille død.

28 KAPITEL 1 Der kan stilles mange spørgsmål til disse ræsonnementer. For det første arbejder de danske daginstitutioner (endnu) ikke på rene markedsvilkår. De kan ikke, som private virksomheder, legalt fravælge dårlige råvarer eller kunder, som det ikke kan betale sig at betjene. De er stadig, som jeg vil komme ind på i kapitel 3, forpligtede over for velfærdsstatens etos bestræbelserne på at sikre tryghed og trivsel ikke kun for de udvalgte men for alle børn. Et princip, der er en integreret del af velfærdsstatens humane og sociale formål (Petersen et al. 2007). For det andet kan man spørge, hvad der sker, hvis man begynder at tænke og praktisere det særlige arbejde med små børn og andre levende mennesker, som om det drejede sig om produktion af reservedele til biler? Kan det overhovedet lade sig gøre, og hvis det kan, hvad bliver så konsekvenserne? Da mennesker har individuelle præferencer, er det aldeles umuligt at lave en objektiv målestol for gevinster og tab. Dette er grundproblemet i de såkaldte cost-benefit-analyser, der forsøger at kvantificere tab og gevinster ved planlagte indgreb mod individuelle rettigheder. Costbenefit-analyserne er udtryk for kollektivistisk tankegang, som helt ser bort fra individuelle forskelle i menneskets prioritering af værdier. Fogh Rasmussen: Fra socialstat til minimalstat. 1993. For det tredje kender vi fra internationale undersøgelser nogle af konsekvenserne af at koble institutioners resultater med økonomisk belønning eller straf. Som jeg vil beskrive i kapitel 2 om evidens, viser forskningen, at koblingen ikke nødvendigvis øger de faglige resultater, men til gengæld kraftigt øger den sociale selektion (Nichols & Berliner 2007, Nordenbo et al. 2009). En udvikling, som vi også begynder at mærke i Danmark, især på gymnasieområdet, hvor gymnasierne i dag konkurrerer om at tiltrække de elever, der har størst sandsynlighed for at gennemføre med gode karakterer, fordi det har betydning for skolernes samlede økonomi og dermed også for lærernes ansættelsessikkerhed. Under alle omstændigheder forudsætter målstyringen, at der fastsættes mål og foretages målinger, i dette tilfælde af børnene i dagtilbuddene. Men hvorfor lige de 203 indikatorer?

EVALUERING æslet, der levede af luft 29 VI SKAL HAVE DET HELE MED, SÅ ALT SKAL MÅLES Hvis jeg skal fantasere om, hvordan Århus Kommune er nået frem til, at det skal være en indikator på udviklingen af et lille barns sociale kompetencer, at det græder, når forældrene går, så vil jeg først hæfte mig ved, at det i kommunens udviklingsplan nævnes, at læringsmål og indikatorer er udarbejdet i samarbejde med teoretikere, praktikere og andre fagpersoner. Jeg ved intet konkret om, hvordan dette er foregået. Men jeg ser det som et eksempel på, hvad Dorthe Pedersen, Copenhagen Business School, har kaldt forhandlet modernisering og beskrevet som noget helt specielt for forandringerne i den offentlige sektor i Danmark i de sidste 10 20 år, nemlig at så mange interessenter som muligt på det decentrale niveau inddrages i forhandlinger om at afgøre, hvordan man skal udmønte en centralt fastlagt politik (Pedersen 1999, 2004). Jeg forestiller mig følgende dialog mellem en repræsentant for den pædagogiske faglighed, f.eks. en pædagogisk konsulent i kommunen, og en repræsentant for forvaltningen: Pædagogisk repræsentant: Vi skal have det hele med. Det er ikke nok at fokusere på det intellektuelle og sproglige. Børn udvikler sig på mange områder, og det er vigtigt, at vi også har de bløde værdier med. Børnenes tryghed og trivsel Forvaltningsrepræsentant: Jamen, det er da også rigtigt. Skal vi så ikke have med, om de er glade for at være i dagtilbuddet at de ikke græder, når de bliver afleveret? Pædagogisk repræsentant: Naarj, det går ikke rigtig. For nogle børn børn, der har dårlig tilknytning til deres primærpersoner øh, forældre nogle af de børn, altså nogle af dem, de reagerer ikke på adskillelse. Tværtimod kan de uhæmmet søge kontakt med fremmede så Forvaltningsrepræsentant: Okay, jamen så skal der jo stå, at de skal græde Pædagogisk repræsentant: Men det kan der jo ikke stå

30 KAPITEL 1 Forvaltningsrepræsentant: Nej, det kan der jo ikke stå Pædagogisk repræsentant: Så må der jo stå, at de vil trøstes. Forvaltningsrepræsentant: Ja, så må der stå, at de kan trøstes. Hvis de kan det, så har de indfriet målet, siger vi. Så er vi oppe på 13 indikatorer på den alsidige personlige udvikling og to på de sociale kompetencer. Vi skal vel have lidt flere på dem. Hvis vi når det i aften sammen med krop og bevægelse, så kan vi gemme sproglig udvikling og natur og naturfænomener til næste gang. Ja, og kulturelle udtryksformer og værdier... men der behøver vel ikke at være så mange, når de er så små. Pædagogisk repræsentant: Nej, måske kan vi nøjes med de fire, vi har sanglege og børnebøger På den ene side har Århus Kommune en klar ambition om at kunne måle effekten af sine satsninger også inden for børn- og unge-området. Det formuleres tydeligt i udviklingsplanen. Det er ikke til diskussion. På den anden side mødes kommunen af skepsis og indvendinger, bl.a. fra de professionelle. Målinger er en dårlig idé, når man skal vurdere noget så komplekst og differentieret som børns udvikling. For når man måler, så er det kun det, der kan måles, der kommer i fokus, og alt andet glider i baggrunden. Hertil vil man fra politisk hold kunne svare, at det sandelig også er det, der er meningen. Målstyringen er et styringsredskab, der netop skal sikre udviklingen af kvaliteten inden for de områder, som kommunen har udpeget som strategiske satsningsområder. Forhandlingsløsningen kan blive, at hvis man ville have det hele med, så skal man også måle det hele. Vi skal hele vejen rundt om barnet og den unge og inddrage hele tilværelsen i kommunens målstyring. Men det betyder også, at antallet af indikatorer formerer sig eksplosivt. Når alt skal med, og alt skal måles, så skal der opstilles mål for, hvad alle børn, unge og voksne skal kunne på alle områder på alle tidspunkter i livet. Århus Kommunes udviklingsplan taler om det hele menneske og om at måle såvel faglig som personlig, social og kulturel dannelse hos både børn, unge og voksne, og det foreslås, at pædagogerne