Interviewer: Nu går den i hvert fald. Okay, men vi starter lige stille med, hvad er din uddannelse?

Transskription Socialrådgiver 3 Specialet 2016 Efter en kort introduktion til formålet med interviewet, etiske retningslinjer og anonymitet, tændes der for diktafonen og interviewet starter. Interviewer: Nu går den i hvert fald. Okay, men vi starter lige stille med, hvad er din uddannelse? Socialrådgiver 3: Jamen jeg er uddannet socialrådgiver. Interviewer: Ja, og hvilken erfaring har du? Socialrådgiver 3: Jamen altså jeg blev jo færdig i Januar 13. Også 1. Maj 13 har der været, der startet jeg i en familieafdeling i Herning kommune, og var der i et halvt år. Også startet jeg her i november 13 må det jo så blive. Interviewer: Så har du været her siden? Socialrådgiver 3: og har så været her siden. Interviewer: I Familieafdelingen ikke også? Socialrådgiver 3: Ja. Ja. Interviewer: Kan du beskrive den her proces fra når det er opmærksomhed på, at et barn har problemer til eventuelle foranstaltninger? Bare sådan et kort rids. Socialrådgiver 3: Uhh Ja. Interviewer: Hvis man kan det 1

Socialrådgiver 3: Ja. Altså sådan helt, det ved jeg ikke om det er lavpraktisk, men ja vi bliver jo selvfølgelig gjort opmærksom, det kan være via en underretning fra skole, sundhedsplejerske, et eller andet om at der er nogen bekymringer om det her barn. Så, jamen så er processen jo jo at vi selvfølgelig skal ud å have et møde med forældrene og selvfølgelig rigtig gerne barnet også, også bliver der jo mange gange også taget, hvad hedder sådant noget, truffet afgørelser om at der skal lave en 50 undersøgelse, også går vi jo i gang med det. det kræver jo gerne nogen flere møder med forældrene og gerne flere møder med børnene også, også er det jo gerne å indhente udtalelser fra de relevante, typisk skole og institution, og nogen gage det det give mening og å hente noget på forældrene på jobcentre eller læge. Interviewer: Men, hvis det er en underretning som kommer så er det ind i Modtagelsen ikke også? Socialrådgiver 3: Jo, hvis det ikke er en sag vi har her inde, ja så er det. men man kunne sige det kunne jo i princippet også være en sag hvor Altså jeg har jo nogen enkelte jeg har åbne hvor jeg det er ikke rigtig nogen bekymringer, men jeg betaler alligevel for en socialpædagogisk friplads for eksempel. Altså jeg betaler for at barnet kommer i børnehaven. Interviewer: Hvorfor? Altså hvorfor. Socialrådgiver 3: jamen det kan være fordi at jeg tænker det er rigtig vigtigt for det her barn at det kommer i børnehave, og jeg kan være bange for at forældrene kunne finde på å sige jamen vi har ikke råd til det, og vi magter ikke å sende vores barn af sted, så hvis i ikke betaler så sender vi hende i hvert fald ikke af sted. Sådan groft sagt. Interviewer: Og hvis du så vurderer at det bedste for barnet er jo selvfølgelig Socialrådgiver 3: At komme af sted, fordi det er jo klart i forhold til sociale kompetencer og mange flygtningefamilier, der betyder det jo også meget for deres sprogudvikling, eller det gør det jo også for almindelig danske børn. Ja så kan vi jo vælge at sige, men okay vi betaler så for det den børnehavne, hvis i så sørger for at jeres barn kommer af 2

sted. Og det vil sige, altså sådan en sag kan jeg jo godt have til bare at stå hvor det er det eneste jeg har i den. Og der kan der jo også komme en underretning, også er det jo selvfølgelig mig og ikke Modtagelsen der skal tage stilling til [utydelig hvad hun siger] skal der laves en undersøgelse, og skal vi have en foranstaltning i værk. Interviewer: Så det er kun hvis det er helt nye sager som kommer ind som en underretning, så kommer den ind i Modtagelsen? Socialrådgiver 3: Ja, og der igen er det lidt specielt her med styrket indsats, der øver vi os og der øver Modtagelsen sig også lidt i at de hurtigere skal fra modtagelsen og ind til os, og at Modtagelsen har ikke nødvendigvis taget stilling til om det skal laves en undersøgelse, at det faktisk mere bliver op til os i styrket indsats selv at lave den vurdering. Hvor vi har været vant til at det var jo Modtagelsen der tog den beslutning også sendte den ind til os. Interviewer: Så du kan risikere at få ind en sag hvor de ikke har taget stilling til om det skulle laves en undersøgelse. Så skal du selv gå ind å vurdere? Socialrådgiver 3: Ja. Interviewer: Okay, så det er sådan lidt nyt Socialrådgiver 3: Det er lidt nyt, ja det er det. Interviewer: Ja, fordi jeg kan godt huske til det her gruppemødet vi var til, hvor jeg også observeret, så var det nemlig flere som sagde det der med at altså, det tror jeg i alle sammen sagde, at i havde mange sager hvor i ikke havde lavet en 50 undersøgelse Socialrådgiver 3: Ja. Interviewer: Og specielt på flygtninge, tror jeg det var. Socialrådgiver 3: Det kan godt passe, ja. 3

Interviewer: Men hvordan kan det være at man skal lave de her undersøgelser ikke også? Socialrådgiver 3: Hvad for noget? Interviewer: Skal man lave en 50 undersøgelse? Socialrådgiver 3: Ja, hvis der skal være en foranstaltning ja. Interviewer: Så skal man det. Socialrådgiver 3: Yes. Interviewer: Og grund til at man ikke gør det, er det så på grund af tidspræs, altså Socialrådgiver 3: Det må det ha været, jeg kan ikke lige huske hvor vi sagde det der, men det har det sikkert været. Interviewer: Men er det noget særlig med flygtninge? Socialrådgiver 3: Jamen, det, åh, det har jo også været en proces, for det har jo også væltet os lidt, og det er kommet så mange familier. Interviewer: Og man har jo ikke været vant til at arbejde så meget med flygtninge som det sidste år måske. Socialrådgiver 3: Nemlig. Men, men sådan som jeg forstår det så kan man jo godt sætte noget praktisk og pædagogisk vejledning i værk via 11, og det kræver jo ikke nogen 50 undersøgelse. Også er det jo typisk sådan at så har en integrationsmedarbejder ud fra Familieværket jo hjulpet familien med det er jo nem-id, å få børnene skrevet op i institution og. 4

Interviewer: Alle de praktiske ting. Socialrådgiver 3: Ja, og hvor handler man, altså alt sådan noget. Også, også er det hvis de så har vurderet at det er ikke nok, der skal alligevel mere til, så er det jo så at den ryger ind til os. Det er sådan, men jeg er selv lidt i tvivl om hvordan den der proces er endt lige nu, fordi det er Interviewer: Så nyt Socialrådgiver 3: Ja lige præcis, og det viser sig også at Familieværket har taget for mange opgaver på sig, så de er også helt væltet af det. Interviewer: Men hvornår afholder du de her børnefaglige.altså hvornår laver du en børnefaglig undersøgelse, og hvornår gør du det ikke? Hvordan, altså vurderer man? Socialrådgiver 3: Åh, det er rigtig svært. Interviewer: Ja Socialrådgiver 3: Ja, det er det. Ja hvornår gør jeg det? Interviewer: Altså hvad er sådan kriterierne? Socialrådgiver 3: Ja. Og det synes jeg er rigtig svært. Men jeg, jeg kan næsten ikke huske, det kan i hvert fald tælles på en hånd hvor mange gange jeg har truffet afgørelser omkring ikke at gøre det. Det vil sige at langt største del der vurderer jeg at det skal der laves, fordi jeg tænker også at en undersøgelse også gerne må ende ud i at der ikke skal sættes noget i værk. Interviewer: Jo jo, men så har man jo også undersøgt. Socialrådgiver 3: Præcis. Så det er jo ikke fordi jeg nødvendigvis fra start, det er fordi jeg ved at der skal i hvert fald en foranstaltning til, men jeg har bare brig for at blive klogere 5

på det her barn og på familien og. Så den måde (måde) kan man sige at der skal ikke så meget til før jeg går i gang med at lave en. Ja. Interviewer: Og hvad så med hvornår inddrager du barnet i de her møder og hvornår gør du det ikke? Socialrådgiver 3: Ja, det er jo et punkt som vi skal øve os rigtig meget i. Her i afdelingen tænker jeg. Nu har jeg jo, jeg er jo en af de der har været på det her kurser om inddragende netværk og også inddrage barnet meget mere. Vi har været rigtig slemme tænker jeg til at holde mange møder med forældre og samarbejdspartnere, netværksmøder på skolen og sådan noget, hvor barnet ikke selv er med. Og det kan man jo godt, det skal jeg bare øve mig i, fordi selvfølgelig er der nogen ting børnene måske ikke skal høre, men det er rigtig meget af det de sagtens kan kapere, som de sagtens kan være en del af. Interviewer: Hvorfor tænker du det er vigtig at de skal være en del af de her møder? Socialrådgiver 3: Fordi det handler om dem. Interviewer: Ja. Socialrådgiver 3: Altså kort sagt. Det er dem det handler om, det er deres trivsel vi gerne vil sikre, så hvorfor skulle de ikke inddrages. Ja, vi skal simpelthen bare lære at tænke det ind. Interviewer: Det er jo sikkert også inde i kulturen ikke også, hvordan man har arbejdet, så man skal bryde ud af det, ikke også. Socialrådgiver 3: Præcis. Interviewer: Ja, det kan også være lidt svært. 6

Socialrådgiver 3: Fordi jeg har gjort meget så har det været møder med forældrene, så har det været møder med samarbejdspartnere og forældre typisk, men så har det været børnesamtaler isoleret med børnene ikke. Jeg kunne jo også godt have mange flere samtaler hvor det var barnet og forældrene. Det har jeg også nogen af, men slet ikke nok. Jeg brude egentlig have mere af det. Interviewer: Så det er sådan et fokuspunkt, i hvert fald i din hverdag? Socialrådgiver 3: Helt sikkert. Ja, det er det godt nok. Og det er uanset hvor gamle de er. Interviewer: Ja, ja. Er det nogen af de her seks, det er jo de her seks forhold i den børnefaglige undersøgelse i skal tage stilling til, er det nogen positioner som vægter mere end andre? Socialrådgiver 3: Ja, jeg synes altså de er jo vigtige alle samme, men jeg synes udvikling og adfærd og familieforhold. Interviewer: Og hvordan indhenter du den inforation? Fx udvikling og adfærd? Er det ved at observere barnet eller? Socialrådgiver 3: Ja, jeg ser selvfølgelig noget når jeg er sammen med barnet, men jeg lægger selvfølgelig enormt meget vægt på hvad fx en skole eller institution beskriver. Altså det er jeg ret afhængig af vil jeg sige. Ja. Interviewer: Så det er en sikker viden du trækker på? Socialrådgiver 3: Ja, det er det. det gør jeg rigtig meget. Nogen gange har det også været en PPR indover som måske har lavet nogen vurderinger eller observationer, også så bruger jeg jo slevfølgelig også det forældrene siger om deres barn. Det er klart. Interviewer: Ja, så var det til det her visitationsmødet, så var dig også en familiebehandler i diskuteret en sag om et barn, en pige som boede sammen med hendes mormor, tror jeg, 7

Socialrådgiver 3: Ja. Interviewer: Hendes mor boede på en sådan opbygningsgård. Socialrådgiver 3: Ja ja. Interviewer: Hvis jeg ikke tager helt fejl. Socialrådgiver 3: Det er rigtig. Interviewer: Og i hvert fald så var det noget med at den her pige, altså hun siger selv at hun ikke trives, hun har det ikke særlig godt. Og du havde så indhentet information i fra skole, og de siger at de ser en pige i god trivsel. Hvad gør du i en sådan sag hvor det er de der modstridende oplysninger? Altså hvad gør man, hvordan vurderer man hvad man skal? Socialrådgiver 3: Jamen lige præcis den der, er bare sindssygt svært, og jeg har lige haft den på supervision fordi jeg er meget i syv sind over den ja. Og har lige snakket med pigen i går faktisk ja, hvor jeg virkelig prøver p hjælpe hende med at sætte ord på at jeg kan godt forstå med de ting hun har været igennem at hun må have det svært, og det får jeg sagt på mange forskellige måder, og hun bliver ved med at sige, jamen jeg har det ikke svært. Jeg har det ikke svært. Og hun har lige igen, for to uger siden skrevet en mail til mig hvor der står at jeg begår snart selvmord. Altså hun (hun plustre) jeg kan slet ikke, så lige den der er virkelig spot on på hvor svært de der vurderinger kan være altså Interviewer: Lige præcis. Socialrådgiver 3: Fordi jeg er meget, ja jeg er helt i syv sind med den pige her. Interviewer: Ja okay, så du ved simpelthen ikke Og hvad gør du så hvis du, når du er i tvivl? Altså inddrager du dine kollegaer, eller indhenter du noget mere viden eller? 8

Socialrådgiver 3: Altså jeg bruger mine kollegaer rigtig meget. Det gør jeg. Så jeg har som sagt lige haft den på supervision, det er jo med en ekstern supervisor, ja, også tænker jeg faktisk mit næste skridt er at jeg vil have den på ekstern visitation. Interviewer: Ja, okay, ja for det var intern, ikke også, jo. Socialrådgiver 3: Jeg tror, det var det nemlig ja. Interviewer: Det var på intern ja. Socialrådgiver 3: Men jeg tror nemlig godt jeg kunne finde på at tage den med på ekstern måske bare for en drøftelse, det er ikke fordi jeg nødvendigvis peger på nogen foranstaltning, men det er også noget med at nogen gange at vide at jeg har jeg har delt det med ledelsen. Så det kunne man sige, det er måske lidt at kunne holde sin ryg fri, men de der som er rigtig svær, der har jeg brug for at de ved hvad der foregår, så det ikke kun er mig der sidder alene med det. Interviewer: Ja. Fordi det var jo også noget med hende pigen her, hun ville hellere ikke tale med hende familiebehandleren. Altså de kører jo rundt å måske får en is eller et eller andet, men det kom ikke specielt meget ud af det, og hun vil også skifte skole? Socialrådgiver 3: Det er det der fylder rigtig meget for hende, og det var det jeg skulle fortælle hende i går, at vi havde haft et møde på skolen, altså skolen og PPR, og mormor og familiebehandler og alle omkring hende og der kunne hun jo også ha været med det er sådan lidt, men ja.. Det var hun ikke, og vi snakket om på det mødet at vi mener ikke hun skal skifte skole, altså hun har oplevet rigelig store skift i hendes liv her på det seneste, plus at som sagt skolen ser jo hun trives hos dem. Altså vi ser det er det bedste tilbud til hende. Interviewer: Ja, og hvorfor vil hun selv, altså hvad siger hun selv til at hun vil 9

Socialrådgiver 3: Hun siger til mig siger hun at det er fordi at hun ikke har nogen venner der hvor hun går nu, altså, så hun vil gerne ind på en anden skole hvor hun ikke altså hvor de ikke kender hende og hvor hun ligesom kan. Interviewer: Starte på en frisk eller? Socialrådgiver 3: Ja, og får nogen venner der, og det er jo specielt når skolen netop beskriver at hun er meget socialt vellidt og de ser at hun er sammen med de andre piger i skolen, og mormor kan fortælle at hun har masser af legeaftaler med veninder i fritiden, så den er jo svær. Interviewer: Den er svært å vurdere så Socialrådgiver 3: Ja, men jeg skulle jo så fortælle hende i går at vi har vurderet at hun ikke skal skifte skole. Interviewer: Og hvad sagde hun så til det? Socialrådgiver 3: Jamen hun sagde ikke noget, for der kunne jeg godt se at der blev hun jo sur og vred. Interviewer: Lukket. Socialrådgiver 3: Ja. Så kunne jeg se at jeg fik ikke meget ud af den samtalen. Interviewer: Nå, ja, så det er de der svære sager der hvor Socialrådgiver 3: Hun er rigtig rigtig svær. Interviewer: Ja, lidt er sådan grænseområdet et eller andet sted ikke også? Socialrådgiver 3: Ja. Fordi det er jo en pige som jeg jo jeg ser jo hun har det svært, og når hun skriver selvmord, så er det faktisk ikke fordi det er nogen af os der er tæt på 10

hende der tror på hun kunne finde på det, det er mere en måde at robe på at det er noget der er svært ind i mig.. Interviewer: Jeg har behov for hjælp eller Socialrådgiver 3: Ja, og det kan sagens forstå med den baggrund hun har, men men når jeg så prøver å gi hende en fortrolig familiebehandler fx hun kan dele tingene med så benytter hun det jo ikke. Plus hun har jo en AKT lærer som har ugentlig samtaler med hende, altså en lærer hun har kendt i mange år som hun umiddelbart virker tryg ved, men hun kan hellere ikke rigtig få åbnet op for hende. Og som vi snakket lidt om, nogen af os fagpersoner, så kan det også være spørgsmål om, altså følelsesmæssig er hun jo også umoden i forhold til sin alder det er jo klart, så det går bare måske nogen år før vi kan komme til at arbejde med hende. Før hun er klar. Men så er det bare svært at være i det her hvor man bare sådan, man vil jo så genre hjælpe hende. Interviewer: Når du som fagperson ser at hun har behov for hjælp, men hun er ikke klart måske til at modtage Socialrådgiver 3: Jeg kan bare ikke finde den rigtige hjælp altså. Interviewer: Du kan ikke finde den rigtige løsning. Socialrådgiver 3: Nej. Interviewer: Nej, det er svært. Socialrådgiver 3: Ja, den er svær. Den er rigtig svær. Interviewer: Hvad mener du sådan eller godkender en god socialfaglig vurdering hvad som kendetegner en god socialfaglig vurdering? Socialrådgiver 3: Ja, hvad kendetegner det? Måske er det, jeg tænker i hvert fald i en, fx i en 50 undersøgelse, at man har været helhedsorienteret, altså at man har kommet 11

omkring det hele. Klart noget fylder mere end andet altså hvis det er stor skolefravær så har jeg måske ikke så meget fokus på, altså hvis der ikke er noget synlig sundhedsforhold der er galt eller noget, men det at man alligevel har været omkring det og man har forholdt sig til det og ja. Ja og i det ligger jo også at man har inddraget de relevante parter og, ja andres vurderinger. Interviewer: Hvordan når du frem til den støtte som du mener så vil være bedst egnet for at afhjælpe barnets behov? Socialrådgiver 3: Jamen det gør jeg jo netop ved at kikke på min vurdering af hvad tænker jeg umiddelbart er sådan problemets kerne, altså hvad er det vi skal sætte ind, er det kontaktperson fordi det er den unge selv jeg ser har brug for at snakke med nogen eller, er det hos forældrene der skal arbejdes på noget fordi at jeg ser at de kan godt nogen ting, men de skal have de sidste skub eller. Jeg tror det kommer an på hvor ligger problemer. Hvor ligger udfordringerne. Interviewer: Ja, tænker du det er vigtig at have, altså at du har en viden om de forskellige foranstaltninger, altså at du kender til fx kontaktperson hvad går det ud på, og familiebehandling, og de ting som i nu har her i kommunen, er det vigtig for at du skal kunne lave en god fremtidig indsats? Socialrådgiver 3: Det tænker jeg helt sikkert ja. Det tænker jeg. Interviewer: Ja. Og det kender i til her, i kender til Socialrådgiver 3: Ja, det synes jeg. Det synes jeg. Nu kan vi bare allerede mærke, det begynder at ske lidt ved at familieværket har fået nu chef, og det er spændende, altså det er jo en spændende proces. Han har jo lige startet her pr. 1 april eller sådan noget. Men hvor en kollega i går kan fortælle at hun, hvad var det, nej jeg tro hun havde peget på kontaktperson tror jeg, men vi vurderet samtidig også at det kunne også være godt med noget aflastning, hvor chefen der fra familieværket han går ligesom ind og sammen med Jane laver en vurdering af at vi må kunne lave en sammenkobling, så man finder simpelthen en familie der kan være kontaktperson. 12

Interviewer: Og aflastning Socialrådgiver 3: Som samtidig hvor der er et eller andet clarblanch [tror det er det hun siger] til at hvis det er brug for overnatninger så må de også gerne det, for de er faktisk godkendt som aflastning, altså sådan noget der synes jeg er vildt spændende at vi kan begynde at tænke, måske tænke nogen foranstaltninger sammen på den måde. Interviewer: Ja, også for barnet. Det der med at, altså jeg tænker det er mere en tryghed hvis det kunne være samme person Socialrådgiver 3: Nemlig. I stedet for at ja. Hvis vi virkelig mente at der var brug for aflastning så skulle det være en anden familie. Også forvirrende for familien at skulle samarbejde med to og ja, så det er meget spænende at vi er i gang med sådan noget. Interviewer: Spændende ja. Socialrådgiver 3: Jeg synes det er lidt et problem at vi kun har en terapiform til børn, det er jo kun Sandplay her i kommunen. Så Interviewer: Og hvad gør i så hvis at du vurderer at Sandplay måske ikke er det rigtige, så er det noget ekstern Socialrådgiver 3: Så skal det nemlig være ekstern ja, og det er vi jo ikke så glade for her i kommunen[hun griner] Interviewer: Og det er måske svært også at få det bevilliget? Socialrådgiver 3: Ja, det tænker jeg det er. Interviewer: Ja, nå. Til det her gruppemøde vi var til så snakkede i også om det der Signs of Safety, i havde lige været på et kursus, ikke også? 13

Socialrådgiver 3: [Nikker]. Interviewer: Også gennemgik vi en sag på tavlen om en dreng og hans forældre og børn - og to børn som var døde. Socialrådgiver 3: Nå ja. Interviewer: Kan du huske den sag der? Socialrådgiver 3: Ja, det kan jeg godt. Interviewer: I hvert fald så var en af de her, altså i skulle liste op det som fungeret, oh bekymringer og mål. Og en af målene det var at drengen skulle komme i skole. Også snakket i om at altså, inden han skulle komme i skole så skulle han jo komme i trivsel først. Og i var alle sådan okay trivsel det var ikke sådan særlig vild med at bruge det ord der, og hvordan gør man lige præcis det. Socialrådgiver 3: Ja, det er jo det. Interviewer: Altså når man siger at et barn skal komme i trivsel, hvad lægger i sådan i det? Ja. Socialrådgiver 3: Altså jeg kan ikke forstille mig at vi har sagt at han skal i trivsel før vi skal arbejde med at han skal i skole. Interviewer: Nej nej. Socialrådgiver 3: Fordi jeg tænker at det er jo en del af trivselen. Interviewer: Ja, det er en del af trivselen. 14

Socialrådgiver 3: Det er jo netop at han har en fast hverdag og at han kommer af sted i skole hver dag. Ja, ja, men det der med trivsel som du siger, det er jo sådan et fluffy ord ikke. Altså Interviewer: Jo, jo. Socialrådgiver 3: Og jeg tror mange her har haft en tendens til i handleplaner fx at skrive jamen med Peter skal i trivsel. Også kan jeg godt forstå der står en familiebehandler å tænker [hun laver en specielt lyd]. Interviewer: Hvordan gør vi lige det? Socialrådgiver 3: Hvordan gør vi det ja. Interviewer: Så i er mere konkret måske nu, sådan i stedet for at skrive at han skal i trivsel, så mere sådan konkret skrive hvordan Socialrådgiver 3: Det er i hvert fald noget jeg øver mig rigtig meget i. Også fordi, ikke kun i forbindelse med de her kurser, men vi har også tidligere været på nogen handleplanskurser hvor det handler rigtig meget om å lave nogen målbare og tydelig mål ikke. Interviewer: Okay. Socialrådgiver 3: Også fordi nogen gange kan det også blive sådan, hvis jeg skulle sætte mig ind i forældrenes sted, så vil jeg da også tænke: hvordan kan jeg nogensinde komme ud af det her system så?. Fordi hvordan kan man bare ikke blive ved med at sige at det er et eller andet med mit barns trivsel. Jeg ville da have brug for at okay jeg ved at jeg skal samarbejde med den her familiebehandler ind til de og de og de mål er opfyldt. I stedet for en, ja, den her rådgiver kan bare blive ved med at finde på sådan nogen lidt, ja, ikke målbart. Interviewer: Ja, for det er jo rigtig, det er jo sådan meget uoverskuelig, trivsel. 15

Socialrådgiver 3: Det er jo det. Interviewer: Okay, hvornår er et barn i 100% trivsel, ikke også. Socialrådgiver 3: Lige præcis. Interviewer: Ja, om her dreng her til det der gruppemøde. Hvad tænker du om hans fremtid, altså når han lever under de her forhold som han nu gør. Hvilken retning tror du, det er jo svært at svare på, men at han vil udvikle sig i? Socialrådgiver 3: Åh, det ved jeg godt nok ikke. Det er det rigtig svært. Lige ham her kender jeg hellere ikke sådan helt vildt godt, men (men) det er jo forskelligt, altså hvad vores baggrund gør ved os. Altså, der findes jo også det man kalder mælkebøttebørn, altså som kan blive direktører og få godt familieliv selvom de har haft den værste barndom altså, så det tør jeg ikke rigtig nogen sinde spå om hvad der sådan kan ende i med de børn vi har. Interviewer: Ja, det er jo svært. Socialrådgiver 3: Ja, det er rigtig svært. Ja. Interviewer: Men tror du det er mulig for forældrene at lære sig en anden adfærd i forhold til børnene? Altså en anden tilgang til børnene? Socialrådgiver 3: Det tror jeg helt sikkert på. Ja. Interviewer: Så hvis de får en god familiebehandler eller Socialrådgiver 3: Altså jeg tænker det er meget forskelligt hvad for nogen forældre vi snakker om. Og jeg tænker at det er nogen der vil lave babyskridt altså, også er det nogen der pludselig med den rigtig hjælp, ja, vil gøre store fremskridt og det ender med at vi lukker sagen, altså. Men jeg har jo også sager hvor der, altså jeg vil faktisk sige at 16

det er tale om kompenserende støtte, fordi det er så små skridt de tager, at (at) jeg forestiller mig at der skal være noget i hjemmet frem til barnet, ja barnet Interviewer: Flytter ud? Socialrådgiver 3: Ja. Interviewer: Okay, så det er babysteps al the way? Socialrådgiver 3: Ja, det er det godt nok. Interviewer: Men hvad tænker du omkring det her med at børnene først var de jo tvangsanbragt i (i) plejefamilie tror jeg også på en institution, også kom de hjem igen til forældrene. Hvad tænker du sådan om det, om den beslutning der? Socialrådgiver 3: Ja, det lyder meget specielt, sådan lige umiddelbart ja. Og jeg kan slet ikke lige huske hvad der gjorde at de kom hjem faktisk. Fordi det er voldsomt at kunne gå fra tvang. Altså der skal jo meget til, og til de så kommer hjem, så Interviewer: Jeg tror det var noget med at tilknytning, at de havde måske svært at tilknytte sig til nogen andre end ens forældre. Socialrådgiver 3: Det er rigtig, det var noget der. Interviewer: End sine forældre. Socialrådgiver 3: Fordi de havde oplevet svigt hos plejefamilien, også på den der institution. Som jeg kan huske så var det hellere ikke rigtig på den der institution, det var vist noget der, ja så det lyder specielt, og jeg tænker det hører da, jeg ved ikke om det hører til sjældenhederne, men det er da heldigvis ikke de sager vi har flest af. Interviewer: Nej heldigvis, heldigvis, den var også lidt ekstrem. 17

Socialrådgiver 3: Ja. Det tænker jeg. Interviewer: Men hvad er det som kan vække bekymring hos dig i forhold til et barn? Altså hvad ser du efter hvis du er bekymret for et barn trivsel eller hvad man skal sige. Socialrådgiver 3: Ja. Ja. Jamen det kan jo være alt i fra, ja i fra stort skolefravær til Hvad kan det være? At et barn er meget indadvendt, at et barn ikke giver udtryk for sine behov fx, eller at et barn er ekstrem i sine følelser kan det jo også være, voldsomme følelsesudbrud, eller jamen hos forældrene kan det jo også, det kan jo også være helt lavpraktisk som at barnet ikke har, altså barnet ser nusset ud, hygiejnen er ikke i orden, kommer ikke i seng til tiden, er træt hver dag. Interviewer: Så det er mange risikofaktorer? Socialrådgiver 3: Der kan være rigtig meget. Overvægt, ja, jeg synes det kan være rigtig meget. Også er det selvfølgelig de helt ekstreme, seksuelle overgreb eller vold eller, ja, der kan være rigtig meget. Interviewer: Ja. Hvad mener du kendertegner en god barndom? Socialrådgiver 3: Oh, ja hvad er en god barndom? Interviewer: Ja, hvad er lige det? Socialrådgiver 3: Jeg tænker en god barndom er når der har været hvert fald en stabil voksen som har været der hele tiden, som barnet har kunne stole 100% på og som barnet altid har kunne komme til når det havde brug for det, og som har kunne afstemme barnet, guidet barnet, det er faktisk det vigtigste, om man så, kontoen har gået i nul sidst på måneden, om man har boet i en, ja syv mennesker i en toværelses, eller i et parcelhus, altså de der ting, det er jo ikke det det handler om. Interviewer: Det materielle ting nej. 18

Socialrådgiver 3: Nej, præcis. Så det handler rigtig meget om ja, stabile voksne. Interviewer: Stabilitet. Socialrådgiver 3: Ja. Det tænker jeg. Interviewer: Kan du huske en sag hvor du har været i tvivl om dine socialfaglige vurderinger? Socialrådgiver 3: Ja, altså, jeg ved ikke om jeg kan huske at jeg sådan har været i tvivl i min undersøgelse i min konklusion der, men jeg kan godt i de processer man er i, i en sag sagens være i tvivl. Sådan nu kan du høre om hende pigen vi snakket om der ikke, være voldsom i tvivl om jeg gør nok for hende, eller om vi børn gøre noget andet eller ja. Så helt sikkert altså, der, jeg er lige ved at sige dagligt, bittesmå ting man bliver i tvivl om. Ja. Interviewer: Også fordi det er jo ikke ligesom matematik, at det er to streger under svaret. Socialrådgiver 3: Nej desværre, det kunne være dejligt nogen gange, men nej, vi laver jo konstant skøn ikke., altså vi ja, så Interviewer: Hvad tænker du et skøn altså, når du siger hvad tror du indebærer i det skøn der som man laver? Fordi det gør man jo også forskelligt ikke også. Socialrådgiver 3: Hmmm [Nikker bekræftende]. Interviewer: Og hvad ligger i det der skøn, det er selvfølgelig måske altså uddannelse, men jeg tænker også måske holdninger og [Bliver afbrudt]. Socialrådgiver 3: Absolut. Ja, som du siger uddannelse, erfaring, ja hvad kommer man selv fra, hvad er man som person, hvilke værdier har man helt personlig. Dem kan vi jo ikke lægge fra os når vi går ind i det her arbejdet altså. 19

Interviewer: Kan du mærke at dine egne værdier og holdninger også påvirket sådan, altså dit arbejde på en eller anden måde? Socialrådgiver 3: Ja, det tænker jeg ikke man kan undgå. Det gør det da. Interviewer: Fordi de er jo en del af dig. Socialrådgiver 3: Og det kan da sagens være at den undersøgelse jeg har lavet på lille Peder, den vil se anderledes ud hvis det var min kollega, altså det tror jeg da på. Også bare, det er jo det specielle ved skriftligt arbejde også, ikke også, hvordan man formulerer sig, altså. Det er jo forskelligt hvor gode vi er til skrift eller. Jeg er en sådan en der gør enormt meget ud af ikke at konkludere noget for hårdt altså. Jeg bruger enormt mange vendinger som kan betyde, eller det formodes eller det ses at i nogen tilfælde kan det føre til eller. Altså jeg er meget meget meget påpasselig med ikke at skrive fordi at mor er alkoholiker så er Peder sådan. Altså. Interviewer: Men trækker du på nogen speciel viden, sådan i dine vurderinger, jeg tænker i forhold til tilknytningsteori eller de her børn udvikling er hvad for nogen teorier man nu har lært i gennem ens uddannelse. Socialrådgiver 3: Ja, ja. Altså jeg er nok ikke på skarp på om det lige er den teoretiker eller den teoretiker, men ja jeg trækker jo selvfølgelig på den, på teorier, det gør jeg jo. For det er jo noget der nu ligger i min sådan erfaring, ikke. Så det gør jeg helt sikkert trækker på teorier og. Interviewer: Ja, lige præcis. Tror du erfaringer betyder mere end måske det du har lært på socialrådgiver uddannelse? Altså kan du mærke at jo mere erfaring du får jo mere tryg eller hvad man skal sige, altså du ved mere hvordan det fungerer i praksis. Socialrådgiver 3: Helt sikkert, helt sikkert. Selvfølgelig skal man have de grundsten som uddannelsen giver, men jeg har, jeg har næsten lyst til at sige at jeg har lært mere på, de, hvad 2.5 år jeg nu har været rådgiver, end jeg har på de 3.5 år jeg har læst. Altså. 20

Interviewer: Ja, men det er jo, det er jo fordi det er jo det virkelige liv ikke også. Socialrådgiver 3: Ja, nemlig. Interviewer: Det er jo svært nogen gange at lære det på en skolebænk. Socialrådgiver 3: Præcis. Så ja, og en ting er jo altså teorien og de vurderinger vi skal lave og sådan rent socialfagligt, men noget andet er jo også at vi sidder jo bare i nogen rammer, som også har indflydelse, altså økonomi og lovgivningen og tidspres og hvad vi ellers har. Og det er jo først det du lærer når du kommer ud i det virkelig liv ikke, altså fordi du kan godt sidde på skolebænken å lave nogen fine vurderinger tænker jeg [griner], men det er ikke sikkert det hænger sammen med virkeligheden. Interviewer: Nej. Har du nogensinde oplevet at en foranstaltning som du har iværksat ikke har været rigtig, eller hvor du så bagefter har vurderet at det var måske ikke lige den hjælp som hjalp det her barn? Socialrådgiver 3: Ja. Jamen det må jeg. Nu kan jeg ikke lige på stående fod finde nogen, men det har jeg da helt sikkert prøvet. Ja, det tænker jeg. Ja, eller hvor det har skullet mere til eller. Med hende pigen vi snakket om før fx, men da fungeret det jo ikke med den der familiebehandler, så ja Interviewer: Så prøver man noget andet ikke også? Socialrådgiver 3: Ja, så ja, det har jeg da helt sikkert prøvet. Interviewer: Ok. Til det der gruppemødet, så diskuteret vi, eller rettelse sagt de, også det var en syrisk dreng som skulle ha bevilliget taxa til og fra, til og fra det der Sandplay, tror jeg det var. Også var det noget med at den her familiebehandler både fungeret som familiebehandler og som tolk. Og det kunne jeg godt forstå at det synes du ikke var særlig optimalt. Hvorfor? 21

Socialrådgiver 3: Nej, nej. Altså nu er det fordi lige den familiebehandler har jeg arbejdet en del sammen med, og jeg synes i nogen tilfælde der er det bare vigtig at hun er familiebehandler, altså. Hun har en vist relation til familien og hun skal arbejde med nogen bestemte ting der som gør at hun har den rolle. Og det er noget andet å være tolk. Så jeg synes bare i nogen tilfælde er det uhensigtsmæssig at hun så også er tolk, fordi at det er jo vældig fantastisk hun kan deres sprog, for at det gør jo selvfølgelig hendes arbejde med familien nemmere, men men det skal bare, hvis Lad os sige at det var en familien hvor jeg skulle sige noget meget alvorligt eller noget meget hårdt for familien, så synes jeg ikke det skal være familiebehandleren der skal videreformidle sådan en, sådan nogen ord altså. Interviewer: De kommer lidt i klemme også måske? Socialrådgiver 3: Ja, fordi det skal komme fra mig, og det skal overhovedet ikke have nogen snert af vurdering fra familiebehandleren, altså. Interviewer: Og det føle du selvfølgelig det gør hvis at hun både er tolk og familiebehandler? Socialrådgiver 3: Ja, jeg synes at det. Ja. Tænker også at det må være svært for hende nogen gange at adskille de roller. Så derfor kommer var jeg lidt sådan, åh er det det bedste lige der med Sandplay at hun også skal være tolk, fordi en ting er hvad hun arbejder med forældrene der hjemme. Her er Sandplay jo noget meget, forældrene er jo også inddraget, det er jo ikke det, men det er jo rigtig meget terapi til barnet ikke, skal hun så Kan det være, jeg ved et ikke, men kunne det være et tilfælde hvor barnet så ville holde sig tilbage, fordi hende der familiebehandleren ved jeg jo hun sidder der hjemme med mor å snakker ikke også. Eller, jeg ved det ikke. Jeg kunne bare se sådan nogen scenarier for mig, hvor jeg tænkte. Men på den anden side, de havde jo også en pointe i at han er jo tryg ved hende så Interviewer: Jo, jo jo. Ja, det er en vurdering ikke også? Socialrådgiver 3: Ja, der er for og imod. 22

Interviewer: Altså hvad der er godt eller skidt. Socialrådgiver 3: Præcis. Interviewer: Okay. Ja, i diskuteret også til det her gruppemøde, jeg tror det var et barn, en pige som havde spiseforstyrrelser, eller hun havde i hvert fald tabt sig så havde det var noget med at hun skulle have bevilliget tilskud til proteinpulver og nødder og Socialrådgiver 3: Ja, det er rigtig. Interviewer: Og rosiner. Socialrådgiver 3: Ja, der var et eller andet. Ja. Interviewer: Hvad tænker du om en sådan, altså hvad tænker du om det? Altså jeg tænker sådan i forhold til familien også tænker man med kost at mon ikke det kunne være forældrene som kunne tage sig af den del der. Fordi proteinpulver, det er jo hellere ikke fordi det er så dyrt vel altså. Socialrådgiver 3: Nej, altså det, jeg kan ikke huske lige, jeg kan huske der var noget med det, men jeg kan ikke huske diskussion, men selvfølgelig skal man jo hele tiden ha for øjet at det er et forældreansvar. Interviewer: Ja, ja. Socialrådgiver 3: Altså, så selvfølgelig skal vi så vidt mulig forældrene har mulighed for at finde de penge eller gøre, eller få det købt, så er det jo dem der skal på banen helt sikkert. Men nogen gange er vi bare nødt til at hjælpe de der forældre med at prioritere, fordi de, altså har simpelthen ikke evnen til at se hvad der er bedst for deres børn, eller så kan de godt se det, men de kan simpelthen ikke gøre det i praksis. Men ja, man skal altid i sine vurderinger tænker jeg, altså have forældrene på banen og hele tiden tænke det er deres ansvar som udgangspunkt. 23

Interviewer: Ja, ja, okay godt. Socialrådgiver 3: Helt sikkert. Interviewer: Jamen så var det, det er faktisk det sidste spørgsmål, men det har jeg egentlig spurgt om du har nogen teorier du trækker på når du altså skal vurdere hvad et barn har behov for. Socialrådgiver 3: Ja. Og det er jo udviklingsteorier, altså ja jeg tør ikke lige at begynde at sætte nogen teoretiker på. Interviewer: Men du trækker vel måske på hele dit sortiment både af erfaring og? Socialrådgiver 3: Ja, det det synes jeg egentlig jeg gør. Og kollegaers erfaring også, og sådan almen viden om børn. Jeg har ikke selv børn, så der kan jeg jo ikke trække på noget, men derfor har jeg jo selvfølgelig veninder med børn og jeg, altså ser jo børn. Interviewer: Tænker du på din egen barndom nogen gange når du, når du går ind i de her familier og, altså og trækker på nogen gode ting i fra din barndom eller? Socialrådgiver 3: Nej, det tror jeg faktisk ikke jeg gør. Det kan jeg ikke sådan huske jeg har. Jeg gør det måske ubevidst, selvfølgelig er det noget i mig der har formet mig som jeg nu er og som jeg tænker, men nej, jeg kan ikke huske sådan at jeg har tænkt det var en rar oplevelse jeg havde med min farmor eller hvad ved jeg. Nej, det kan jeg ikke, det tror jeg egentlig ikke. Interviewer: Nej, nej. Socialrådgiver 3: Nej, det tror jeg faktisk ikke. Interviewer: Føler du nogen gange at du kommer lidt til kort med at du ikke selv har barn eller? 24

Socialrådgiver 3: Hm, nej jeg ved ikke om jeg kommer til kort, men jeg tænker da godt at jeg da kan som socialrådgiver, så tænker jeg jo at selvfølgelig har jeg jo evnen til at sympati og empati, og jeg kan jo godt sætte mig ind i andre folks sted og sådan noget, så derfor kan jeg godt sætte min ind i hvordan det må være at have børn. Men det er klart, jeg har jo ikke den sådan, hvad skal vi kalde det praksiserfaring hjemmefra. Nej det har jeg jo ikke, så. Men jeg ved ikke om det er en mangel, men det, jo jeg tror på det giver noget at man selv har børn. Det gør jeg alligevel. Interviewer: Ja, det kan jo give både fordele og ulempe kan man sige, på en eller anden måde, fordi så har man også sin egen ideer om hvordan det måske burde være, hvor du måske er mere neutral kan man sige. Socialrådgiver 3: Jamen det er rigtig. Det er selvfølgelig rigtig. Interviewer: Ja ikke også. Fordi lige så snart man selv får børn så tror jeg at så man en forestilling om Socialrådgiver 3:. Ja, hvordan man synes det er bedst for børn at Interviewer: Ja, så kan det også godt være at det vil påvirke arbejdet. Socialrådgiver 3: Ja, det er rigtig. Det er faktisk rigtig. Men man kan, det er jo nogen familier hvor jeg godt kan mærke at jeg skal ikke svare direkte på om jeg har børn eller ej. Altså fordi så vil de bruge det imod mig: men du har jo hellere ikke børn Interviewer: Så du forstår ikke? Socialrådgiver 3: Ja. Så da er det nogen gange noget med lige at det er sagen uvedkommende om jeg har børn eller ej, eller. Interviewer: Og det er det jo også, altså. 25

Socialrådgiver 3: Jo jo, men. Interviewer: Så du bliver spurgt det spørgsmål nogen gange? Socialrådgiver 3: Det gør jeg nogen gange, helt sikkert. Også sådan nogen hvor jeg svarer ærligt og hvor jeg kan se på dem at: nå men det var egentlig måske bare af ren nysgerrighed, og ikke fordi de sådan tænkte at jeg var mindre dygtig af det. Interviewer: Nej nej. Overhovedet ikke. Socialrådgiver 3: Det er jo forskelligt hvilken relation man lige har til familierne. Men det er nogen hvor man lige skal undgå at svare direkte. Interviewer: Ja, så må man komme lidt udenom. Socialrådgiver 3: Ja, præcis. Interviewer: Ved du hvad [siger hendes navn], det var faktisk de spørgsmål jeg havde. 26