Franske stemmer Kritik af forfatningsforslaget fra venstre Tænketanken NyAgenda 1
Tænketanken NyAgenda har til formål at fremme analyser og debat omkring EU s virke og juridiske rammer ud fra et demokrati- og medborgerskabsperspektiv. Tænketanken skal bidrage til at give et forbedret fundament for den danske og den internationale debat om samfundsudviklingen, set ud fra et centrum-venstre perspektiv. Herunder vil NyAgenda igangsætte og formidle kritiske analyser af det europæiske samarbejde i et globalt perspektiv. Tænketanken skal arbejde ud fra en åben og dybdeborende tilgang, der gør den i stand til at sætte spørgsmålstegn ved etablerede sandheder og fastlåste tankemønstre. Gennem udredninger og debatskabende arrangementer skal Tænketanken være med til at danne modmagt i et samfund, som i stigende grad er præget af konformitet og mangel på nytænkning. Franske stemmer Kritik af forfatningsforslaget fra venstre ISBN: 87-87692-87-2 Copyright NyAgenda og forfatterne Udgivet med støtte fra Enkefru Plums Støttefond 2
Indhold Forord... side 5 EU: Den skjulte dagsorden af Børge Visby... side 7 En dårlig forfatning af Etienne Chouard... side 11 Afkodning af fem af traktatens hovedpunkter af Bernard Cassen... side 27 Venstrefløjen fanget i sin egen labyrint af Anne-Cécile Robert... side 33 Værd at vide om forfatningsforslaget af Raoul Marc Jennar... side 39 Et grønt nej fra Tænketanken Grappe... side 45 De 200s appel... side 47 3
4
Forord Nye, markante stemmer er kommet på banen i forbindelse med debatten i Frankrig omkring folkeafstemningen om EU s forfatningsforslag. Debatten har taget en ny drejning, idet kritikken med den stærkeste gennemslagskraft er kommet fra venstre. Med denne udgivelse vil Tænketanken NyAgenda give den danske offentlighed en mulighed for at stifte bekendtskab med den nye franske kritik. Uanset resultatet af den franske folkeafstemning ser det ud til, at danskerne skal stemme om forfatningsforslaget i september dette år. Det må være et naturligt led i den demokratiske valgproces, at den danske befolkning får mulighed for at vurdere nogle af de argumenter, som fremføres i andre medlemslande i forbindelse med deres afstemninger. Da de færreste danskere har fortrolighed med det franske sprog, har Tænketanken NyAgenda besluttet som sin første publikation at udgive denne lille debatbog med oversættelser af karakteristiske tekster fra den franske forfatningsdebat. Den franske debat løfter sig over den snævre diskussion om forskellene på den nuværende traktat, Nice-traktaten, og det nye forfatningsforslag. Det er befriende. Den franske debat tager fat på de store emner omkring selve ånden og det fundamentale politiske grundlag i EU-samarbejdet. Hvorfor et europæisk samarbejde? Hvilken form for europæisk samarbejde? Hvorfor spiller ny-liberalismen så stor en rolle i EU s grundlag og praksis? Der er en tendens i de danske medier til at fremstille den franske nej-side som domineret af Le Pen og højre-nationalistiske synspunkter. Dette er ikke noget korrekt billede af den franske situation. Tværtimod er der en stærk centrum-venstre opposition mod forfatningen. Et omdrejningspunkt i denne kritik er, at en forfatning ikke bør cementere en bestemt politisk-økonomisk udvikling, således som forfatningsforslaget lægger op til med sit ensidige ny-liberalistiske grundlag. EU- samarbejdets udvikling bør i stedet frit kunne afgøres i den fremtidige demokratiske proces. Bortset fra den første oversigtsartikel af Børge Visby er alle teksterne oprindeligt publiceret på fransk. Nogle af forfatterne er franske, andre fra det fransk-talende Belgien. De er alle forfattere, hvis tekster har spillet en central rolle i debatten i Frankrig. Danske vælgere har betydelige muligheder for at stifte bekendtskab med argumenterne på ja-siden i den franske folkeafstemning. Blandt andet fordi præsidenten og hele det franske etablissement står på ja-siden og udnytter sin privilegerede adgang til medierne, hvilket har skabt betydelig kritik i Frankrig. I Tænketanken NyAgenda ser vi det som vores opgave at give plads til modmagt og nytænkning. Vi er ikke nødvendigvis enig i alle forfatternes synspunkter. Både den franske jaside og den franske nej-side har fortalere, der vil give mere magt til EU s institutioner, specielt hvis Frankrig bevarer sin førende rolle inden for EU. Men vi er enige i den 5
franske nej-sides afgørende kritik af, at forfatningsforslaget ikke er politisk neutralt. Forslaget er en uskøn blanding af spilleregler for institutionerne og en fastlæggelse af politikkens indhold, som dermed ikke er åbent for ændringer i den almindelige demokratiske proces. Det er vores håb med denne lille debatbog at medvirke til en afbalanceret og nuanceret debat om EU-forfatningens indhold og dens sandsynlige konsekvenser for medlemslandene, hvis den bliver ratificeret i alle lande. Vi takker Mette Dige-Hess for hjælp med udvalg af teksterne. En særlig tak rettes til Martine Pétrod, som under stort tidspres har gennemført en kompetent oversættelse af de franske tekster. Alle referencer til forfatningsforslagets paragraffer er her gengivet i den officielle danske oversættelse. Drude Dahlerup Kenneth Haar Niels I. Meyer Maj 2005 6
EU: Den skjulte dagsorden Bag den store Europa-ide optræder EU-Kommissionen som relæ for industrilobbyerne og som redskab for en stadig mere aggressiv liberalisme, hvis mål er total frihed for virksomhederne, streng regulering af staterne. Af Børge Visby Børge Visby er free-lance journalist, bosat i Paris. Vi kender allesammen Europa-debattens robotter. Dem der siger, når noget går godt: Det er takket være Europa og når noget går skidt: Det er fordi vi ikke har nok Europa... Vi kender de mange skrifter, fra tynde pjecer til tykke bøger, som forklarer EU»objektivt og pædagogisk«, som tager alle ophøjede hensigtserklæringer til pålydende værdi, og som ikke levner den mindste tvivl om, at projektet er på den rette vej. Vi kender de mere eller mindre autoriserede Europa-eksperter og -aktivister, hvis vurderinger har topprioritet i de dominerende og»meningsdannende«medier. Oppositionen frakendes legitimitet i denne debat, for så vidt som den regnes for anti-europæisk. Som om et demokrati, være sig europæisk, kan eksistere uden opposition. Men der er røster, navnlig i Frankrig, der tilslutter sig ideen om et fredeligt, samarbejdende og frem for alt demokratisk Europa det var den helt nødvendige ide efter de to verdenskrige, og det var»europa-fædrene«s udgangspunkt men som samtidig mener, at denne ide ikke bør udmøntes i et ideologisk projekt for markedsøkonomiens uindskrænkede herredømme, ikke bør gøres til en trojansk hest for en aggressiv, triumferende verdensliberalisme. Sådan som det synes i færd med at ske nu. Politologen Yves Salesse hvis analyser var blandt de første, der påviste EU-forfatningstraktatens ideologiske slagside tegner sig for den iagttagelse, at Europafædrene valgte Markedet (Fællesmarkedet) som redskab for opbygningen af et forenet Europa men at Europa-projektet i dag gøres til redskab for Markedet... Med den kendsgerning for øje, at Kommissionen er den udfarende kraft med monopol på initiativet i EU s lovgivningsarbejde er det ofte lærerigt at følge EUdirektivernes tilblivelseshistorie. Det er bl.a. det, Raoul Marc Jennar gør i bogen Europe, la trahison des élites, hvor Kommissionens rolle som relæ for de store og rige industri- og banklobbyer træder tydeligt frem. Bogen, der er gennemdokumenteret, afslører, at selve ordlyden af Kommissionens direktivudkast og forhandlingsoplæg ofte er identisk med lobbyernes formuleringer. Herudover er denne bog et sjældent eksempel på en virkelig fundamental kritik af den retning, det europæiske projekt har taget i løbet af de sidste 20 år og navnlig siden begyndelsen af 1990 erne med den fremadskridende neoliberale globalisering. 7
Jennar, der har en doktorgrad i statskundskab og mange års erfaring fra internationale organisationer, påviser, at EU i de globale frihandelsforhandlinger i WTO (Verdenshandelsorganisationen) hvor EU-landene taler med én røst, nemlig EUkommissæren for dette sagområde endog er mere vidtgående i sine krav end USA, når det f. eks. gælder liberalisering af tjenestesektoren. Målet for forhandlingsrunderne i WTO er total frihed for virksomhederne og kapitalen på bekostning af staternes ret til at regulere til fordel for sociale, miljømæssige, sundhedsmæssige, kulturelle, etiske, menneskelige, lokale eller nationale hensyn. Blandt ofrene for dette felttog er begrebet public service i den fulde og traditionelle forstand, med hvad det indebærer af lige adgang for alle og beskyttelse af de svageste. I den sidste ende er også undervisning og sundhedsvæsen logiske objekter for privatisering og markedsgørelse. Idealet om den»frie konkurrence«lyder smukt, men det drejer sig altid mere om at reducere staten end om at bekæmpe monopolerne.»privatisering fører regelmæssigt til, at man får et privat monopol i stedet for et offentligt uden den mindste fordel for forbrugeren, sådan som det eksempelvis kan konstateres inden for elektricitetssektoren«, påpeger Jennar. Den betingelsesløse liberalisme kræver stadig mere gennemgribende frihandel og uhindret adgang for varer, tjenester, investeringer og kapital overalt på de samme betingelser man går ganske vist frem i etaper, og man møder også modstand, men man fastholder endemålet. Enhver form for regulering, støtte eller beskyttelse foretaget af en stat fordømmes principielt som»handelshindringer«og»konkurrenceforvridning«en dogmatisk og insisterende sprogbrug, der lader ane, at sådanne udskejelser er værre end døden... Ligesom i WTO-forhandlingerne slår denne tendens igennem indadtil i EU. Den nærmer sig karikaturen i det omstridte Bolkestein-direktivudkast, der resumeret i et praktisk eksempel indebærer, at et dansk selskab i servicesektoren, der flytter sit hovedkvarter til Polen, ikke længere er forpligtet til at behandle sine danske ansatte i overensstemmelse med danske arbejdsmarkedslove og tariffer, men kan holde sig til de polske. Social dumping i renkultur! Den galoperende liberalisme slår også igennem i selve EU-forfatningstraktaten, hvis mest omfangsrige kapitel er helliget markedsprincippet og den frie konkurrence i al sin ukrænkelighed, med opregning af snesevis af»forbud«rettet mod medlemsstaternes myndigheder og lovgivningsmagt. Der er også sociale principper i traktaten, men på det område er teksten langt mindre vidtgående end eksisterende internationale konventioner, for ikke at tale om lovgivningen i medlemslandene, konstaterer Jennar. EU-Kommissionen har som bekendt ikke det afgørende ord, i hvert fald ikke formelt, men i den komplicerede lovgivningsproces er Ministerrådet og EU-Parlamentet ofte handicappet, relativt underforsynet med oplysninger, og selv om parla- 8
mentets beføjelser er blevet udvidet, er dets magt i forhold til Kommissionen begrænset på afgørende punkter. Med et budget, der er mikroskopisk i forhold til det samlede bruttonationalprodukt, og uden beføjelser på en række afgørende områder som beskatning og sociallovgivning, er det stadig en tilsnigelse at betegne forsamlingen i Strasbourg som»parlament«. Forfatningstraktaten udvider EU-parlamentets rettigheder på visse punkter, hvilket er et fremskridt. Men hvis man synes, at dette kunne være en god grund til at stemme ja til traktaten, må man gøre sig klart, at man i så fald samtidig siger ja til det ultraliberalistiske manifest (der paradoksalt er forbundet med et detaljeret og pedantisk reglement). Det»demokratiske underskud«i EU er ofte blevet påpeget, endog erkendt i en højtidelig topmødeerklæring (bemærk, skriver Jennar, at mangelen på demokrati omskrives til»underskud«, et udtryk fra den bogholderi- og bankverden, hvor eurokraterne henter deres inspiration). Til gengæld er der en konsensus-tradition, der træder stærkere og stærkere frem i form af en alliance mellem regeringer og politiske partier af konservativ, liberal, kristelig-demokratisk og socialdemokratisk observans»liberalister til højre og venstre«, som Jennar udtrykker det. Han konstaterer, at socialdemokraterne har omvendt sig til liberalismen, og fremhæver ofte den franske socialdemokrat Pascal Lamy som en fanatisk, næsten hensynsløs liberalist. Lamy spillede en hovedrolle som EU s forhandler i WTO, mens han var kommissær. Dette system med tendens til ensretning afspejles i og støttes massivt af medierne. De store og toneangivende medier, der i vidt omfang ejes af store industrikoncerner, virker i samklang med lobbyerne og EU-Komissionen og arbejder uafladeligt for at styrke den ukritiske,»pro-europæiske«opinion. Det er også lykkedes at udbrede den opfattelse, at liberalisering med alt hvad det indebærer af privatiseringer og»reformer«i form af nedskæring af velfærdsstaten og af public service ikke er et politisk eller ideologisk valg, men en uomgængelig nødvendighed, en fatalitet. Denne opfattelse er blevet næsten indiskutabel, hvilket i en vis forstand sætter demokratiet ud af spillet. EU s forhold til Syd-landene er et kapitel for sig, og Jennar påviser med sit detaljerede kendskab til WHO-forhandlingerne, hvordan de rige lande med USA og EU i spidsen udøver pres mod de fattige. Betingelsen for de udenlandske investeringer, som de fattige lande har hårdt brug for, er overholdelse af de liberalistiske spilleregler, ofte med ubarmhjertige følger for disse lande. Der fremsættes lejlighedsvis imødekommende erklæringer, men den udslaggivende faktor er styrkeforholdet, konstaterer Jennar. Og EU-landene fører i dag en hårdere kurs over for de forhenværende kolonier end for årtier tilbage, da man begunstigede dem med f. eks. garanterede råvarepriser. 9
Det, vi oplever i disse år, og som sociologen Pierre Bourdieu kaldte en»konservativ restauration«, er på vej til at tilintetgøre de sidste hundrede års hårdt tilkæmpede politiske og sociale landvindinger, solidariteten, essensen af den»europæiske model«, lyder Jennars vurdering. Hvordan har en sådan restauration kunnet iværksættes? Det er tydeligt, at EU medvirker aktivt til den»europas opbygning«er faktisk blevet en nedbrydning af den europæiske model. En anden side af dynamikken påpeges af journalisten Serge Halimi. I sin seneste bog retter han søgelyset mod et ihærdigt ideologisk arbejde, der er foregået gennem årtier med udgangspunkt i USA. Endnu mens statslig intervention og regulering til fordel for social tryghed, omfordeling og indkomstudjævning var almindeligt accepteret i de industrialiserede lande i de midterste fire-fem årtier af det 20. århundrede, arbejdede markedsøkonomiens ideologer i stik modsat retning bag kulisserne gennem tænketanke og internationale klubber af topfolk fra politik, erhvervsliv og medier. De forberedte den magtovertagelse, der i dag synes at være en fuldbyrdet kendsgerning, konstaterer Halimi. I det perspektiv fornemmer man den skjulte dagsorden, der har sneget sig ind bag EU s snart teknokratiske, snart idealistiske facade. Bibliografi: Raoul Marc Jennar: Europe, La trahison des élites. Fayard. 282 sider. 19 euro. Yves Salesse: Manifeste pour une autre Europe. Du Felin. 98 sider. 10,50 euro. Serge Halimi: Le Grand Bond en arrière. Fayard. 324 sider. 23 euro. Artiklen er tidligere bragt i Information, 18. marts 2005. 10
En dårlig forfatning Af Etienne Chouard Etienne Chouard præsenterer sig i efterskriftet i slutningen af artiklen. Marseille, den 28. april 2005 Kære kolleger og venner, Efter seks måneders intense overvejelser, er jeg nået frem til en argumentation omkring»forfatningstraktaten«, som tager sit udgangspunkt i traktaten, men som går langt videre end den, som hverken er højre- eller venstreorienteret og som afslører en historisk fare, der rækker ud over politik og truer os alle. Derfor burde denne korte argumentation være af interesse for alle borgerne. For seks måneder siden, i september 2004, var jeg, som alle andre, positivt indstillet over for forfatningsforslaget, uden at have læst det, rent principielt, for at»gå fremad«, selvom jeg godt vidste, at institutionerne ikke var perfekte. Jeg ville ikke være en af dem, der bremser Europa. Jeg tror virkelig, at et overvejende flertal af europæerne, på tværs af højre-venstre skellet, elsker denne smukke tanke om et forenet, mere broderligt og stærkere Europa. Det er en drøm om fred, som man kan enes om og som samler et meget stort flertal. Jeg havde ikke læst teksten og havde absolut ikke tid til det: for meget arbejde... Europa er langt væk og med alle disse politikere følte jeg mig beskyttet af mængden: hvis det gik skævt, måtte der være et par stykker til at forsvare os... og jeg undlod at»beskæftige mig med politik«, dvs. at jeg undlod at beskæftige mig med mine egne anliggender. Der var allerede nogle, der råbte op mod traktaten, men de kom fra det politiske spektrums yderkanter og af denne simple grund ville jeg ikke en gang begynde at læse deres argumenter og satte fortsat min lid til det store flertals mening, uden selv at undersøge de forskellige tankers meritter. Pludselig begyndte personer, som ikke kan mistænkes for at være antieuropæiske, også at råbe op. Så læste jeg deres appeller, uden at bekymre mig om etiketten, og fandt deres argumenter meget stærke. Jeg begyndte at læse, og jeg læste meget, hele bøger, fra alle sider, Fabius, Stauss-Khann, Giscard, Jennar, Fitoussi, Généreux, etc. og endnu flere artikler skrevet af traktatens tilhængere, fordi jeg ville være sikker på ikke at tage fejl. Jo mere jeg læser, jo mere bekymret bliver jeg. Og i dag tænker jeg ikke på andet, jeg sover næsten ikke mere, jeg er ganske enkelt bange for, at vi er ved at miste det væsentligste: beskyttelsen mod vilkårligheden. Jeg fortsætter med at læse alle indlæg, dem der er for og dem der er imod, og jeg fortsætter med at lede efter bristen i mit ræsonnement. Dette indlæg er en opfordring til at tænke og komme videre: hvis nogen føler, at der er en brist, lad os tale om det, stilfærdigt og ærligt det er meget vigtigt. Jeg kan tage fejl, jeg søger ærligt at undgå det, så lad os tænke sammen. 11
Jeg føler lidt mere end andre, at som underviser i jura er min rolle at tale om dette, at tale om det til mine kolleger, og også til mine elever og til journalisterne. Jeg ville være medskyldig hvis jeg tav. Jeg fandt over 10 alvorlige grunde til at gå imod dette farlige forslag, og endnu ti grunde til at forkaste sådan en ubehagelig tekst, som i virkeligheden ikke er spor broderlig. Imidlertid er det først efter nogen tid, at jeg blev klar over de fem stærkeste og mest overbevisende grunde fordi det kræver meget arbejde at klarlægge dem og det er dem, som går på tværs af alle politiske opfattelser, fordi de anfægter selve betydningen af at gøre sig politiske overvejelser. Det er disse grunde, de fem vigtigste, som jeg gerne ville henlede jeres opmærksomhed på og høre jeres mening om, så vi kan diskutere sagen sammen, siden journalisterne nægter os en offentlig debat. I denne sag, som er et statsanliggende, bliver forfatningsrettens grundlag mishandlet, hvilket bringer fem traditionelle principper udtænkt for at beskytte borgerne frem i første række. 1. En forfatning skal være læselig for at kunne blive genstand for en folkelig afstemning: denne tekst er ulæselig. 2. En forfatning skal ikke påtvinge den ene eller den anden politik: denne tekst er partisk. 3. En forfatning skal kunne revideres: denne tekst er låst fast på grund af kravet om dobbelt enstemmighed. 4. En forfatning skal beskytte mod tyranni gennem magtens tredeling og kontrol af magterne: denne tekst foranstalter hverken en reel kontrol eller en reel adskillelse af magterne. 5. En forfatning skal ikke skænkes af de magtfulde, den skal skabes af folket selv, netop for at beskytte sig mod de magtfuldes vilkårlighed, gennem en uafhængig grundlovgivende forsamling, som er valgt til formålet og opløses derefter: denne tekst stadfæster europæiske institutioner, som er smedet gennem de sidste 50 år af magthavere, som på en gang har været dommere og part i sagen. Indledende betragtninger: Forfatning eller traktat? Hvad er den rigtige betegnelse for dette forslag? Vi skal erindre om, hvad en forfatning er, og hvorfor tilblivelsen af en forfatning omgives af særlige forholdsregler. En forfatning er en pagt mellem borgerne og dem, der regerer dem. Det er fordi de har underskrevet denne pagt, at borgerne accepterer at rette sig efter lovene. Det er gennem denne pagt, at autoriteten får sin legitimitet. Denne pagt skal beskytte borgerne mod uretfærdigheden og vilkårligheden. De principper, som vi vil gennemgå her, har til formål at garantere, at pagten lever op til sin beskyttende rolle og at borgerne er i stand til at kontrollere den. 12
Forslaget til»traktat om en forfatning for Europa«(forfatningsforslaget) gælder uden tidsbegrænsning, den berører næsten alle de væsentlige aspekter af folks liv, og juridisk står den over alle vores nationale normer (vedtægter, love, grundlov). Den etablerer de tre magter (udøvende, dømmende, lovgivende) og regulerer styrkeforholdet mellem dem. Forfatningsforslaget er således, i sin natur, en grundlov: det fastlægger»lovenes lov«. Det er hovedsageligt denne betragtning, som man har søgt at gendrive i den igangværende debat. Derfor styrker jeg min argumentation med en citat af Olivier Gohin, professor ved Paris II Universitet:»Den nye traktat er en sand forfatning, idet den falder ind under definitionen af en forfatning: den organiserer de offentlige myndigheder og garanterer de fundamentale friheder, samt identificerer en grundlovgivende magt (...) den nye europæiske union samler, allerede nu, de elementer, som er nødvendige for at blive defineret som stat«. Desuden er det forhold, at europæisk ret, om det så blot er en forordning, har forrang frem for medlemstaternes ret, selv deres forfatning, tydeligt bevist af flere universitetsprofessorer, som selvfølgelig råber op mod denne juridiske omvæltning, der bevidst undervurderes af Forfatningsrådet (se Frédéric Rouvillois og Armel Pécheul 1. Det vigtigste er således, efter min mening, ikke hvilken betegnelse, forfatterne selv giver til deres tekst. Idet de principper, som vi vil gennemgå, har til formål at beskytte borgerne mod farlige institutioner, burde enhver grundlæggende tekst, som definerer eller ændrer institutionernes magt, respektere disse principper, uanset hvordan den betegnes officielt. Giver denne tekst, med forfatningsmæssige ambitioner, de garantier man kan forvente af den? Første forfatningsretsligt princip: Forfatningen skal være en læselig tekst En forfatning skal godkendes direkte af den befolkning, som underkaster sig den. Denne godkendelse vil kun give mening, hvis teksten kan læses af befolkningen, dvs. dem, der skal skrive under (og ikke bare af eksperter). Ud fra den betragtning er forfatningsforslaget langt og komplekst: 485 A4 sider 2, dvs. næsten en hel pakke papir. 1 Se Frédéric Rouvillois, kap. 1,»Le double jeu du Conseil constitutionnel«, i bogen»la nouvelle Union européenne. Approches critiques de la Constitution européenne«, (éditions XF de Guibert), og Armel Pécheul, kap. 3 i den samme bog. 2 Oversætterens note: det gælder den franske udgave, den danske udgave fylder 449 sider som pdf-fil. 13
Denne længde er enestående i verden for en forfatning, og dertil kommer utallige henvisninger, som gør teksten ganske ulæselig for almindelige borgere. Nogle vigtige punkter, såsom definition af»tjenesteydelse af almen økonomisk interesse«findes ikke i teksten. Der findes modsætninger mellem forskellige dele. Som illustration af hvor svært det er at læse denne tekst, kan man også nævne, at der ikke findes nogen liste over de områder, hvor hver institution kan lovgive, og det er alvorligt. Man kan således heller ikke finde nogen liste over de områder og derfor udmærket ignorere, at de findes hvor det Europæiske parlament er udelukket fra lovgivningsarbejdet (hvilket hverken er trivielt eller uskyldigt). Vil man kende denne fordeling, skal man granske hundredvis af artikler, en ad gangen, og håbe, at man ikke har overset noget (se senere). Kan man sige, at sådan en tekst er læselig? Der er andre vigtige artikler, der heller ikke ledsages af en kontrollerbar liste, for eksempel artikel I-33, som indfører»ikke-lovgivningsmæssige retsakter«(forordninger og afgørelser), som bemyndiger en (ikke-valgt) kommission til, uden parlamentarisk kontrol, at skabe regler, som er lige så bindende som love. Denne længde og kompleksitet udelukker den almindelige borger fra at foretage en kritisk vurdering. De 75% af de spanske vælgere, der afgav deres stemme og godkendte denne tekst, og de 60%, der undlod at stemme, har sandsynligvis ikke læst den og det har ministrene, parlamentarikerne, lærerne, journalisterne og borgerne nok heller ikke, for de har allesammen andet at lave. Hvem kan finde tid til at læse 500 A4 sider? Man skal blot stille sig selv spørgsmålet og regne med, at det samme gælder de andre. Borgerne tager en stor risiko, ikke bare for sig selv, men også for deres børn og børnebørn, nemlig risikoen for at opdage noget så sent, at de ikke længere kan ændre på det. Man skal selvfølgelig læse, og kunne forstå, det, man skriver under på. Ellers skal man nægte at skrive under. Selv om den var enkel (og det er den ikke) er det ikke muligt at bedømme så lang en tekst på forstandig vis. Men man skal jo have en mening. Hvordan kan man få en mening om en tekst, som man ikke kan læse? Ved at følge»de andre«, så man føler sig tryg som i en fåreflok. Denne teksts længde er i sig selv udemokratisk: debatten er forbeholdt eksperterne. Forfatningen er grundloven,»lovenes lov«, den skal kunne læses af alle, således at de kan godkende eller forkaste den ud fra en sikker viden. 14
Andet forfatningsretsligt princip: Forfatningen skal ikke påtvinge den ene eller den anden politik, den skal gøre den politiske debat mulig, uden at påtvinge dens udfald En demokratisk forfatning er hverken højre- eller venstreorienteret, den er hverken socialistisk eller liberalistisk. En forfatning er ikke partisk: den skal muliggøre den politiske debat, den skal være hævet over den politiske debat. I modsætning hertil, søger forfatningsforslaget, ikke bare at bestemme de politiske spilleregler, men også selve spillet! Idet den i alle sine dele (I, II og især III) påtvinger liberalistiske bindinger og referencerammer, er denne tekst ikke politisk neutral og den påtvinger for lang tid fremover et valg af økonomisk politik, som burde være underlagt den daglige politiske debat og kunne variere alt efter konjunkturerne. Man forhindrer hermed skift i den økonomiske politik. I særdeleshed bekræfter denne tekst for lang tid fremover, at Europa giver afkald på de tre vigtigste økonomiske styreredskaber, som anvendes af alle stater i verden: Ingen monetær politik: som de eneste i verden, har vi gjort vores centralbank fuldstændig uafhængig og givet den inflationsbekæmpelsen som forfatningsmæssig og urørlig hovedopgave, altså ikke beskæftigelsen eller væksten. Man giver ikke de politiske instanser mulighed for at ændre denne opgave selvom man ved, at prisen for inflationsbekæmpende politikker næsten per automatik er øget arbejdsløshed. Ingen finanspolitik: Stabilitetspagten låser staterne fast i en rigoristisk politik, som selvfølgelig er et muligt valg, men som ikke bør være det eneste i al evighed. Der er ikke længere mulighed for at sætte skub i økonomien efter keynesiansk model (omfattende offentlige arbejder). Ingen industripolitik: forbudet mod enhver konkurrencehindring medfører forbud mod at støtte nationale aktører, som er svage eller i vanskeligheder. Det er en politik kendetegnet af økonomisk magtesløshed, som beskrevet af økonomen Jean-Paul Fitoussi 3, man på den måde institutionaliserer og påtvinger for lang tid fremover. I den forbindelse skal man læse den spændende analyse, der er udgivet af de tolv økonomer mod forfatningsforslaget 4. Dette forfatningsforslag fordummer Europas borgere: det gør det meningsløst for os at tænke på alternativer. Hvorfor skulle vi fortsætte den politiske debat, når ethvert alternativ er direkte forbudt i den højeste lov? 3 Se Jean-Paul Fitoussi,»La politique de l impuissance«, 2005, Arléa. 4»Douze économistes contre le projet de constitution européenne«af Gilles Raveaud, doktor i økonomi og underviser (Institut for europæiske studier, Paris III Universitet) og elleve andre. Se http://econon.free.fr/index.html. 15
Rent konkret, hvis der i morgen var et flertal i Europa, der ønskede at skifte kurs hen imod en mindre kommercielt orienteret og mere solidarisk politik, ville det ikke kunne lade sig gøre: det kræver enstemmighed. Denne partiske forfatning ville udgøre et enestående tilfælde i verden, med undtagelse af den tidligere sovjetiske forfatning (som også påtvang en bestemt politik, nemlig kollektivismen). Tredie forfatningsretsligt princip: En demokratisk forfatning skal kunne revideres I et demokrati skal befolkningen kunne revidere sin samfundspagt. Forfatningsforslaget er alt for svært at revidere: for at ændre et enkelt komma i teksten skal regeringerne først enstemmigt vedtage et revisionsprojekt, som så skal ratificeres enstemmigt af befolkningerne (via deres parlamenter eller folkeafstemninger) (det er det, man kalder den almindelige revisionsprocedure). Med 25 stater er denne procedure, der kræver dobbelt enstemmighed, en garanti for, at der ikke kan ændres noget, og en gave til dem, der ikke vil have noget ændret efter denne forfatning. Denne tekst er født forstenet. Rent konkret, hvis et flertal af europæerne ønskede at ændre deres grundlov, ville de ikke kunne gøre det. Det er chokerende og bekymrende. Det er uacceptabelt for en forfatning, og den ville også på dette punkt være enestående i verden. Man besvarer dette ved at understrege ordet»traktat«for at antyde, at det er normalt at kræve enstemmighed (hvilket er rigtigt hvad angår traktater), men det holder ikke, fordi det er indlysende, at denne tekst spiller samme rolle som en forfatning, og oxymoronet (sammensætning af to modstridende begreber)»forfatningstraktat«gør det muligt, ved at spille med ordene, at skabe en ny højeste lov, der både er for stiv og for svær at revidere. Mærkeligt nok forvandler denne ekstreme stivhed sig til en bemærkelsesværdig smidighed, når det gælder en anden procedure, som ikke kræver befolkningernes direkte godkendelse: det er den forenklede revisionsprocedure, som giver et af EU s organer (Ministerrådet) beføjelser til, på eget initiativ, at ændre et af forfatningens nøgleelementer, nemlig regulering af den grad af suverænitet, medlemslandene bevarer på bestemte områder (ved overgang til flertalsafgørelser mister alle vetoretten 5 ). Det er alvorligt, fordi denne forfatning derved kan ændres, dog uden at indhente befolkningernes godkendelse til de enkelte ændringerne. 5 Se Laurent Lemasson,»Constitution européenne : l Europe y trouve-t-elle son compte«på: http://www.institut-thomasmore.org/shownews/24. Se s. 10 om risikoen for, at institutionerne udvider deres magt på eget initiativ og uden befolkningernes direkte accept. 16
I forbindelse med en ny stats optagelse i EU udgør enstemmighedskravet en beskyttelse, men der er ikke tale om enstemmighed blandt befolkningerne, udtrykt gennem en folkeafstemning. Det handler først om enstemmighed blandt de 25 regeringsrepræsentanter (hvoraf mange ikke er folkevalgte og ingen er valgt med mandat til at bestemme på dette punkt), og derefter enstemmighed blandt staterne på grundlag af deres nationale ratifikationsprocedurer. Kun befolkninger fra lande, der bruger folkeafstemning, og det gælder Frankrig, vil blive spurgt direkte. Det ser ikke ud til, at befolkningernes vilje betyder meget for dem, der regerer. Fjerde forfatningsretsligt princip: En forfatning skal beskytte mod vilkårlighed, ved at sikre både magtens tredeling og kontrol af magterne Lovenes ånd som beskrevet af Montesquieu er formodentlig den bedste idé i hele menneskehedens historie: alle magter driver, naturligt og automatisk, hen imod magtmisbrug. Det er derfor vigtigt, for at beskytte menneskene mod tyranni, først at dele statsmagten og derefter at sikre en kontrol af disse magter: adskillelse af magterne og ingen magt uden modmagt. Så sagde folket:»du, parlament, giver lovene, men du sætter dem ikke i værk. Og du, regering, sætter lovene i værk, men du kan ikke skrive dem selv.«således kan ingen magt alene påtvinge sin vilje. Det er væsentligt.»desuden, hvis en af magterne vurderer, at den anden opfører sig på en uacceptabel måde, kan den afsætte den: forsamlingen kan vælte regeringen og regeringen kan opløse forsamlingen. I begge tilfælde skal man høre folkets mening (valg), idet magtens eneste ophav skal forblive hos folket«. Hver magt skal stå til regnskab og den skal vide, at den er under stadig kontrol. Det er også væsentligt. Verdens bedste idé er måske netop den, der gør, at man ikke behøver at frygte en despot. Hvorfor skulle disse beskyttende principper miste deres værdi, fordi man taler om en moderne union mellem stater? Det er imidlertid svært at få øje på balancen mellem de tre magter (lovgivende, udøvende og dømmende). Den lovgivende magt nyder stor legitimitet på grundlag af direkte, almene valg og det er fristende at gøre den stærkere end de andre. Imidlertid kan en forsamling, omend den er legitim, udmærket blive tyrannisk, idet valgmekanismen på ingen måde erstatter en modmagt. I øvrigt er forsamlingen ikke nødvendigvis altid det bedste sted til at træffe beslutninger: flokeffekten, eller en vis opløsning af det individuelle ansvar ved kollektive beslutninger, kan føre til overskridelser. Derfor er der ofte sat grænser for den parlamentariske magt på trods af den suverænitet den repræsenterer: der er ofte to kamre (tokammersystemet), således at det 17
ene kammer kan moderere det andet. I Frankrig er det Senatet, også folkevalgt, men ældre, der spiller denne moderatorrolle over for Nationalforsamlingen dog uden risiko for fastlåsning (ved uenighed er det Nationalforsamlingen der har det sidste ord). Ofte er der en anden vigtig begrænsning til den lovgivende magt: man skal kunne opløse forsamlingen, stadigvæk ud fra den betragtning, at der skal være en modmagt, som de offentlige aktører skal stå til ansvar overfor. Inden for disse begrænsninger (de to kamre og opløsningstruslen) skulle parlamentet spille en reel lovgivende rolle, dvs. kunne tage lovgivningsinitiativer og ændre lovtekster på alle områder, samt spille en reel rolle i forbindelse med skatteudskrivningen (en af dets grundlæggende opgaver er netop at kontrollere den skattebyrde, de offentlige myndigheder pålægger borgerne)... Det harmonerer ikke helt med det, forfatningsforslaget lægger op til: Parlamentet kan slet ikke tage lovgivningsinitiativer, hvilket i sig selv er uacceptabelt, dets rolle i forbindelse med vedtagelsen af budgettet, omend styrket, forbliver begrænset, og frem for alt, er det udelukket fra at drøfte love inden for visse områder, som er forbeholdt Ministerrådet (de særlige lovgivningsprocedurer). I virkeligheden er det endnu værre: jeg har længe fæstet mig ved lovene (lovgivningsmæssige retsakter), men jeg opdager nu, med forbløffelse,»afgørelserne«(art. I-33, I-35),»ikke lovgivningsmæssige retsakter«, som er klart forskellige fra de almindelige forordninger. Der er ikke noget at udsætte på forordningerne, der er retsakter til gennemførelse af lovene, ligesom man i Frankrig har dekreter og bestemmelser, som traditionelt giver den udøvende magt en begrænset myndighed til at udstede regler med henblik på hurtigt at kunne fastsætte de praktiske forhold omkring en lovs gennemførelse.»afgørelserne«er forskellige og beskrives særskilt.»afgørelser«(husk dette ord, som kan komme til symbolisere demokratiets tilbagegang i Europa) er lige så bindende som love, men er meget nemmere at producere og omgivet af mindre kontrol end love og selv Centralbanken (ECB) har adgang til at vedtage afgørelser. Det er for galt. Hvem kan vedtage disse»afgørelser«, en slags»lovgivning uden parlament«? Det Europæiske Råd (stats- og regeringschefer), Ministerrådet og Kommissionen (alle repræsentanter for den udøvende magt på nationalt og europæisk plan, og ofte ikke folkevalgte), og gæt hvem mere... ECB. Det passer, ECB har beføjelser til at træffe»afgørelser«. Og hvem kontrollerer denne centralbank? Ingen... Siden der ikke findes nogen liste over de artikler i forfatningsforslaget, der (for nuværende) kan producere»europæiske afgørelser«, er det op til os at oprette den sammen. Fortsættelsen følger... Vi får præsenteret en»trekant«bestående af Parlamentet, som repræsenterer befolkningerne, Ministerrådet, som repræsenterer staterne, og Kommissionen, som repræsenterer den almene interesse (sic). 18
Kommissionen udspringer hovedsageligt fra Det Europæiske Råd, som udnævner alle dens medlemmer, Parlamentet har en kontrolfunktion og»vælger«dens formand (efter forslag fra Rådet). Kommissionen er fuldstændig uafhængig, den må ikke modtage instruktioner fra nogen, men den kan alligevel afsættes af Parlamentet gennem et mistillidsvotum, og hvert enkelt medlem af Kommissionen kan»blive gået«af Kommissionens formand. Kommissionen er ansvarlig for lovgivningens tekniske forberedelse og forelægger sine forslag for Ministerrådet og Parlamentet, som præsenteres som to lovgivende organer. Ministerrådet præsenteres således som et»overhus«, som skulle spille senatets rolle, men det er svært at acceptere: for det første er ministrene ikke folkevalgte, og desuden tilhører de den udøvende magt i deres lande, hvilket betyder at de kontrollerer de offentlige myndigheder, der, når de kommer hjem, gør det muligt for dem at iværksætte de regler, de selv har udarbejdet. Det er således de samme personer, som skaber lovene på europæisk plan og iværksætter dem på nationalt plan (efter at de er blevet omsat): magterne er ikke adskilte. Ministerrådet er et organ med en indlysende forbindelse til den udøvende magt, som har fået tildelt en lovgivende rolle. Med den manglende adskillelse af magterne mister vi et vigtigt værn mod vilkårligheden. Selvom det gælder et begrænset antal områder (21, eller hvem ved?) er det farligt. I den tidligere nævnte artikel 6 gør Laurent Lemasson opmærksom på, at Parlamentet kun består af et kammer og ikke er ansvarligt over for nogen: ingen kan opløse det. Vi så, at Parlamentet ikke kan tage lovgivningsinitiativer, men det kan afsætte Kommissionen, som kan tage sådanne initiativer, og dette giver Parlamentet en vis overmagt, når det fremsætter sine»forslag«til Kommissionen. L. Lemasson ser en fare i dette, nemlig faren for et forsamlingsregime (en slags parlamentarisk tyranni). Det er helt nyt for mig, men det er en interessant analyse: det ser ud til, at parlamentet er helt magtesløs på visse områder (man kan spørge hvorfor netop disse områder...), mens det måske er for stærkt på andre områder. Det skal uddybes... I lys af denne nye måde at anskue tingene på, ser jeg i dag mere positivt på»fælles beslutningstagen«, som en modmagt i begge retninger, således at hverken Parlamentet eller Ministerrådet kan misbruge deres magt. Undtagen på de områder, som Parlamentet er udelukket fra og hvor rådene, Kommissionen og ECB lovgiver alene (det er nok ikke tilfældigt, at det er vigtige økonomiske områder Art. III-130-3: det indre marked og Art. III-163 og III-165: det konkurrenceretlige område). 6 Se Laurent Lemasson,»Constitution européenne : l Europe y trouve-t-elle son compte«på: http://www.institut-thomas-more.org/shownews/24. 19
Det chokerende er, at der på disse områder næsten ikke findes nogen modmagt: kan Kommissionen (som for det meste bevarer initiativet) reelt betragtes som en kraft, der kan intervenere hvis rådene (som den er så tæt på) kommer på gal kurs? Der er altså et reelt problem med demokratiet på alle de områder, som Parlamentet er udelukket fra: hverken adskillelse eller kontrol. Der findes ikke nogen liste over disse forbudte områder, ligesom Parlamentets udelukkelse fra visse områder aldrig er klart formuleret. Der, hvor der ikke er nogen kontrol over magterne, mister vi endnu et vigtigt værn mod vilkårligheden. Det er chokerende for en almindelig borger, som ikke på forhånd er psykologisk indoktrineret, men måske tager jeg fejl. Kan nogen forklare mig dette mærkelige styrkeforhold mellem magterne? Hvem er denne tekst skrevet for? Som borger vil jeg gerne have forklaret, hvorfor Parlamentet udelukkes fra visse områder, hvilke kriterier brugte man til at vælge disse forbudte områder, og hvorfor har man ikke opstillet en eksplicit liste over dem (som kunne diskuteres). [...] Kommissionen udgør et vigtigt magtcenter. For eksempel er kommissæren med ansvar for international handel, kommissær i kraft af et mandat, han får en gang for alle, og han er Unionens eneste repræsentant i alle internationale forhandlinger (WTO og andre). Denne person råder alene over en enorm magt. Det er denne kommissær, som forhandler GATS (den Almene Overenskomst om Handel med Tjenesteydelser, et meget omfattende projekt for afskaffelse af regler, en international udgave af Servicedirektivet) i alle europæeres navn, men i fuld hemmelighed: han skal slet ikke rapportere til Parlamentet om de forhandlinger, han fører omkring en aftale, som vil medføre dybgående ændringer i alle europæeres liv, og Parlamentet kan ikke pålægge ham at rapportere. Der er således allerede håndgribelige tegn på skred i retning af tyranni, og de er mulige på grund af det skæve styrkeforhold mellem institutionerne, som forfatningsforslaget vil fastlåse for lang tid fremover. Parlamentet kan vedtage et mistillidsvotum til Kommissionen, men det kræver to tredjedels flertal, hvilket betyder, at Kommissionen kan regere 450 millioner mennesker med tilslutning fra kun en tredjedel af Parlamentet. Selve valgsystemet (baseret på lister) garanterer partilederne en sikker plads i parlamentet, hvilket gør disse folkevalgtes ansvarlighed i forbindelse med valgene mere teoretisk. Alle disse magter uden reel kontrol, denne manglende ansvarlighed... Hvor er demokratiet? Hvor er værnene mod vilkårligheden? Det siges, at studiebøgerne på statskundskab de sidste 20 år har kaldt dette for EU s»demokratiske underskud«. Et meget uskyldigt udtryk for at betegne, at man svigter befolkninger, der har for megen tillid til dem, som de har valgt til at forsvare deres interesser. 20