STRATEGISK OMRÅDESTUDIE

UKLASSIFICERET FORSVARSAKADEMIET VUT II/L-STK 2000/01 Kaptajn M. Mørck-Pedersen STRATEGISK OMRÅDESTUDIE SYDAFRIKA UKLASSIFICERET

INDHOLDSFORTEGNELSE RESUMÉ...4 1. INDLEDNING...5 1.1 OPGAVE...5 1.2 OPGAVEDISKUSSION...5 1.3 RELEVANS...6 1.4 METODE...6 1.5 KILDER....6 2. REDEGØRELSE...7 2.1 DEN HISTORISKE FAKTOR....7 2.1.1 Sydafrikas politiske historie efter apartheid...7 2.1.2 Analyse af den historiske faktor....7 2.2 DEN FYSISK-GEOGRAFISKE FAKTOR....8 2.2.1 Beliggenhed...8 2.2.2 Størrelse og form....8 2.2.3 Grænser, land-, sø- og luftadgangsveje...8 2.2.4 Nøgleområder...8 2.2.5 Klima og vejr....9 2.2.6 Fremtrædende terrænelementer...9 2.2.7 Geografiske regioner....9 2.2.8 Analyse af den fysisk-geografiske faktor...9 2.3 DEN KOMMUNIKATIONSMÆSSIGE FAKTOR...9 2.3.1 Transportsystemer....9 2.3.2 Telekommunikationssystemer...10 2.3.3 Massemedier....10 2.3.4 Analyse af den kommunikationsmæssige faktor...10 2.4 DEN SOCIOLOGISKE FAKTOR...11 2.4.1 Befolkningens størrelse og geografiske fordeling....11 2.4.2 Religiøse og etniske grupperinger....11 2.4.3 Sundhed....11 2.4.4 Levestandard....11 2.4.5 Oplysning og uddannelse....12 2.4.6 Analyse af den sociologiske faktor...12 2.5 DEN ØKONOMISK-VIDENSKABELIGE FAKTOR...13 2.5.1 Fødevareproduktion, produktionsmidler og ressourcer...13 2.5.2 Energiproduktion og ressourcer...13 2.5.3 Råmaterialer til industrien....13 2.5.4 Industriproduktion....13 2.5.5 Handel....14 2.5.6 Arbejdskraft...14 2.5.7 Økonomisk struktur og finanser....14 2.5.8 Videnskab og teknologi...14 2.5.9 Analyse af den økonomisk-videnskabelige faktor....14 2.6 DEN MILITÆRE FAKTOR...16 2.6.1 Opgaver og koncepter for de væbnede styrker...16 2

2.6.2 Kommandoforhold og relationer til det politiske niveau...16 2.6.3 Størrelse, organisation og materiel....16 2.6.4 Uddannelsesmæssige og logistiske forhold...16 2.6.5 Analyse af den militære faktor...17 2.7 DEN INDENRIGSPOLITISKE FAKTOR...17 2.7.1 Nationale interesser og målsætninger....17 2.7.2 National holdning og selvopfattelse....17 2.7.3 Regering og administration....17 2.7.4 Politiske partier og interessegrupper...18 2.7.5 Stabilitet....18 2.7.6 Analyse af den indenrigspolitiske faktor...18 2.8 DEN UDENRIGSPOLITISKE FAKTOR...19 2.8.1 Forholdet til USA...19 2.8.2 Forholdet til EU....19 2.8.3 Forholdet til nabolandene....19 2.8.4 Forholdet til SADC og OAU...19 2.8.5 Forholdet til øvrige internationale organisationer....20 2.8.6 Analyse af den udenrigspolitiske faktor...20 2.9 SAMMENFATTENDE ANALYSE...20 3. VURDERING AF SYDAFRIKAS FREMTIDIGE SIKKERHEDSPOLITISKE MULIGHEDER...21 3.1 OPSTILLING AF FREMTIDIGE SIKKERHEDSPOLITISKE MULIGHEDER....21 3.2 SCENARIO 1, SYDAFRIKAS ØKONOMI FORBEDRES....22 3.3 SCENARIO 2, SYDAFRIKAS ØKONOMI FORVÆRRES....22 3.4 KONKLUSION....23 Tillæg A: Analysemodel. Tillæg B: Bibliografi. Bilag 1: Sydafrikas historie indtil 1994. Bilag 2: Diverse indikatorer. Bilag 3: Adaptationsmodellen. Bilag 4: Kort over Sydafrika. Bilag 5: Kort over Sydafrikas 9 regioner. Bilag 6: Oversigt over politiske partier og interessegrupper. 3

RESUMÉ Områdestudien Sydafrika indeholder en redegørelse for Sydafrikas strategiske potentiale, en analyse af Sydafrikas øjeblikkelige sikkerhedspolitiske situation og en vurdering af landets sikkerhedspolitiske muligheder. Sydafrika har ingen historisk tradition for demokrati i vestlig forstand, så valget der i 1994 markerede afslutningen på apartheid, var samtidig starten på en helt ny og afgørende periode. Sydafrika er beliggende på Afrikas sydspids og er på størrelse med Frankrig, Italien og Tyskland tilsammen. Landet har middelhavsklima, med en begrænset nedbør, der kun muliggør egentlig dyrkning af 15% af landet. Landets placering giver, qua en veludbygget infrastruktur, store muligheder for at øve indflydelse både regionalt og globalt. Således er der forbindelse mellem alle større byer via vejnettet og jernbanen, og en massiv international godsfragt fra havnene op til nabolandene. Telekommunikationen er veludbygget, og landet har presse- og ytringsfrihed, hvilket vurderes at have en stabiliserende effekt. Sydafrika rummer 4 etniske grupperinger, hvoraf sorte udgør i alt 76,5%. Der er religionsfrihed og 11 officielle sprog, hvilket vurderes stabiliserende. Der er enorm forskel i levestandard mellem rig og fattig, hvilket har bidraget til en kraftig kriminalitet. 40% arbejdsløse, mangelfulde boliger og dårlige uddannelser, illegale indvandrere og et stort modsætningsforhold mellem sorte og hvide virker kraftigt destabiliserende. Hertil kommer en AIDS-epidemi, der foreløbigt har reduceret landets gennemsnitlige levealder med 8,5 år, og frygtes så omfattende, at man kan forudse direkte effekt overalt i samfundet. Alt i alt forhold, der hæmmer en socioøkonomisk udvikling og uden effektiv indgriben vurderes at udgøre en alvorlig sikkerhedspolitisk trussel. Sydafrika er selvforsynende med landbrugsprodukter og rummer desuden enorme råstofforekomster, der traditionelt har medvirket til en sund nationaløkonomi. Store kulforekomster forsyner landet med 78% af energibehovet, og der produceres mere end 60% af al elektricitet i Afrika. Alligevel har kun godt 50% af befolkningen elektricitet. Minedriften er en af verdens største og generere med 60% af den samlede eksportindtægt en væsentlig valutaindtægt til landet. Dette har gjort Sydafrika følsom over for prisudsving på bl.a. guld, hvilket førte til økonomisk stagnation og krise, da guldpriserne dykkede til det laveste i 20 år i 1997-98. Industriproduktionen er 5 gange større end resten af regionens, men er præget af lav produktivitet. Ønsket om udenlandske investeringer er stort m.h.p. omlægning fra primær industri til eksport af forarbejdede varer. Den store afhængighed af udenlandsk kapital til videre udvikling af industrien er en kritisk faktor, der virker destabiliserende. Sydafrikas forsvar er under transformation, og forfølger nu en defensiv doktrin med opgaven at beskytte og forsvare republikken og landets territoriale integritet. Styrkerne er under parlamentarisk kontrol og udgør således en stabiliserende faktor. Forfatningsmæssigt og politisk sidder regeringen med næsten 2/3 af stemmerne solidt på magten. Det politiske klima er stabilt, og egentlige trusler mod landets stabilitet findes således ikke i det politiske spil om magt. Afgørende for fremtidig stabilitet er derimod hvorvidt regeringen formår at forbedre levevilkårene for befolkningsflertallet, herunder tiltrække udenlandske investeringer, skabe nye arbejdspladser, nedbringe kriminaliteten og stoppe udviklingen af AIDS. Udenrigspolitisk har Sydafrika formået at skabe positive relationer til stort set hele verden. Således er man atter aktiv i både de regionale og globale organisationer, og et frugtbart samarbejde med såvel EU som USA er etableret. I forhold til sine naboer er Sydafrika opmærksom på synergieffekten af fælles udvikling, og forholdet er da også overvejende positivt, og følgelig sikkerhedspolitisk stabiliserende. Sydafrika befinder sig p.t. i en transformationsperiode præget af usikkerhed, men vurderes at bevæge sig imod øget stabilitet. 4

1. INDLEDNING 1.1 Opgave. Denne strategiske områdestudie omhandlende Sydafrika er udarbejdet ud fra følgende givne problemformulering: På baggrund af en redegørelse for Sydafrikas strategiske kapacitet gennemføres dels en analyse af landets sikkerhedspolitiske situation, dels en vurdering af Sydafrikas fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder 1. 1.2 Opgavediskussion. Ovennævnte problemformulering kan umiddelbart opdeles i følgende delopgaver: En redegørelse for Sydafrikas strategiske kapacitet, en analyse af Sydafrikas aktuelle sikkerhedspolitiske situation og en vurdering af Sydafrikas fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder. Der vil i områdestudien blive redegjort for Sydafrikas strategiske kapacitet med udgangspunkt i følgende faktorer: Den historiske faktor, den fysisk-geografiske faktor, den kommunikationsmæssige faktor, den sociologiske faktor, den økonomisk-videnskabelige faktor, den militære faktor, den indenrigspolitiske faktor og den udenrigspolitiske faktor. Ikke alle ovennævnte faktorer vil i områdestudien blive tillagt samme sikkerhedspolitiske betydning, hvorfor de henset til de givne rammer 2 heller ikke vil blive vægtet ens. Således tillægges den indenrigspolitiske faktor prioritet, da denne danner grundlaget for udenrigspolitikken samt er bestemmende for fordelingen af goderne som genereres i landet. Af indenrigspolitiske udfordringer i denne sammenhæng er den meget udbredte kriminalitet og landets økonomiske besværligheder kombineret med befolkningens forventninger om snarlige forbedringer. Elementer, der kan få indflydelse på den indre stabilitet i landet. Også den udenrigspolitiske faktor prioriteres, idet Sydafrika efter flere års politisk isolation i Afrika og i verden atter er en vigtig aktør med stor regional betydning. Dette fører naturligt videre til den næste prioriterede faktor, nemlig den økonomisk-videnskablige. Denne faktor er væsentlig i forhold til Sydafrikas muligheder både politisk og militært, og da Sydafrika er et land med en meget væsentlig ulighed mellem rig og fattig og en stor arbejdsløshed, tillægges den stor vægt i studien. Endelig vurderes den sociologiske faktor også at have stor betydning i forhold til landets indre stabilitet. Sydafrika er et land med alvorlige AIDS-problemer, et markant uddannelsesefterslæb i den sorte del af befolkningen, og en befolkning mærket af den lange periode med apartheid. De resterende 4 faktorer tillægges mindre vægt, men dækkes således at både redegørelse og analyse af disse faktorer underbygger landets sikkerhedspolitiske forhold. 1 FAK VEJSAM, Del 1, Afsnit B, pkt. 3. 2 FAK VEJSAM, Del 1, Afsnit B, pkt. 8. 5

Som det fremgår af omstående faktorer tager områdestudien udgangspunkt i en bred opfattelse af begrebet sikkerhedspolitik, der foruden de militære forhold også inddrager politiske, økonomiske, samfundsmæssige og miljømæssige forhold. Definitionen på sikkerhedspolitik, der ligger til grund for analysen i områdestudien lyder således: National sikkerhedspolitik er den sammenfattende betegnelse for en stats politisk styrede aktiviteter, der skal sikre, at statens målsætninger kan realiseres, også hvor staten trues af andre aktører, især andre stater, i det internationale system 3. 1.3 Relevans. Sydafrika er en regional stormagt og et land, der er blevet knyttet forventninger til som en mulig drivkraft for hele det afrikanske kontinent. Det er et land, som i disse år gennemlever en omstillingsperiode, hvis skæbne vil kunne få stor betydning for udviklingsmulighederne i hele Afrika syd for Sahara. Landet har et stort potentiale, men til gengæld også store interne problemer. Skal man danne sig et overblik over de sikkerhedspolitiske muligheder for Sydafrika som land og Afrika som kontinent er denne områdestudie derfor relevant. 1.4 Metode. Områdestudien er struktureret i tre kapitler, en indledning, og to overordnede afsnit. Kapitel 2 og 3 indeholder henholdsvis en redegørelse for og analyse af Sydafrikas aktuelle sikkerhedspolitiske situation, og en vurdering af Sydafrikas fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder. Redegørelse og analyse vil være delt op i 8 afsnit, der hver behandler sin faktor. Således vil hvert enkelt afsnit rumme en redegørelse og en efterfølgende analyse heraf i relation til Sydafrikas aktuelle sikkerhedspolitiske situation. Kapitlet afsluttes med en sammenfattende analyse af landets aktuelle sikkerhedspolitiske situation. Vurderingen af Sydafrikas sikkerhedspolitiske muligheder indledes med en opstilling af mulige scenarier for den fremtidige sikkerhedspolitiske udvikling i Sydafrika. Disse diskuteres herefter med henblik på en endelig vurdering af det mest sandsynlige scenario. Analysemodellen er illustreret i tillæg A. 1.5 Kilder. Kildeindsamling er afsluttet 21 NOV 2000. Anvendte kilder fremgår af litteraturlisten i tillæg B, og kildehenvisninger vil være anført i fodnoter. 3 Nils Andrén, Sãkerhetspolitik analyser och tillãmpninger, side 16. 6

2. REDEGØRELSE 2.1 Den historiske faktor. 2.1.1 Sydafrikas politiske historie efter apartheid 4. Da Sydafrika den 27. april 1994 gennemførte det første demokratiske valg i landets historie, tog man endelig afsked med apartheid, der havde været praktiseret siden boernes parti, National Party, vandt valget på netop denne grundtanke i 1948 5. Valget resulterede i en storsejr for ANC, der fik 62,6% af stemmerne, mens National Party og Inkatha fik henholdsvis 20,4 og 10,5% 6. Det nyvalgte parlament valgte Nelson Mandela til præsident i det, som skulle blive en national samlingsregering indtil det næste valg i 1999 7. Særlig i de sidste år med apartheid havde Sydafrika udviklet sig til en egentlig politistat med stor indflydelse til politi, sikkerhedstjeneste og militær. Landet var stærkt belastet af problemer med bl.a. manglende økonomisk vækst, stor arbejdsløshed, galoperende kriminalitet og social ulighed. Der var således flere problemer for regeringen at forholde sig til. Den nye regering præsenterede en femårig genopbygningsplan for Sydafrika, kaldet RDP, med formålet at udjævne de store forskelle som apartheid havde skabt mellem befolkningsgrupperne. Planen blev i 1996 suppleret med en strategi for vækst, beskæftigelse og økonomisk omfordeling, også kaldet GEAR. En plan, der i realiteten var meget erhvervsvenlig, krævede en stram finanspolitik, og følgelig ikke umiddelbart virkede positivt for den fattige del af befolkningen. I 1996 vedtog parlamentet en ny forfatning og nedsatte en sandheds- og forsoningskommision, der havde til hensigt at fungere som en national moralsk renselsesproces, medvirkende til at lægge landets fortid bag sig uden først at opleve en ødelæggende racekrig. Parlamentsvalget i 1999 blev atter en klar sejr til ANC, og oppositionen fremstod nu svagere og mere fragmenteret end før 8. Den hidtidige vicepræsident Thabo Mbeki blev valgt til præsident efter Nelson Mandela, der som 79-årig selv havde ønsket at gå af som partileder og præsident. 2.1.2 Analyse af den historiske faktor. Sydafrika har været og er fortsat et betydende land i Afrika syd for Sahara 9. Et land, der qua sin, for kontinentet, særlige historie som formelt uafhængigt allerede siden 1910, har oplevet en anderledes politisk udvikling end de øvrige lande i regionen 10. Raceadskillelse som ideologi og et bureaukratisk lovsæt gennemsyrede det sydafrikanske samfund indtil 1994, og har stor indflydelse på landets historiske ballast. Således har Sydafrika ingen historisk tradition for demokrati i vesteuropæisk forstand, og befinder sig som konsekvens af valgresultaterne i 1994 og igen i 1999 i disse år midt i en transformation fra et internationalt isoleret oligarkisk diktatur hen imod et vestligt orienteret demokrati med markedsøkonomi og borgerrettigheder. På trods af en indtil nu relativ fredelig overgangsperiode lader historien sig imidlertid ikke umiddelbart glemme. Således er Sydafrika endnu 4 Sydafrikas historie indtil 1994 beskrives i bilag 1. 5 Sydafrika, Lande i Lommeformat 2000, s. 13. 6 CIA The World Factbook 1999, South Africa, Legislative branch. 7 EIU Country Profile 1998-99, s. 6. 8 UM markedsprofil Sydafrika oktober 1999, s. 6. 9 Gorm Rye Olsen, Afrika Håb og tabte illusioner 1999, s. 81. 10 Sydafrikas historie indtil 1994 beskrives i bilag 1. 7

belastet af sin fortid i form af meget store sociale uligheder, dårlig økonomi, en dybt splittet befolkning og en særdeles høj kriminalitetsrate. Det var også situationen i 1994, hvor den nationale samlingsregering i håb om at skabe tro på stabilitet og fremgang, introducerede RDP med det klare mål at udjævne de store forskelle som apartheid havde skabt. På trods af store forventninger og tålmod i befolkningen har man imidlertid endnu ikke nået de erklærede politiske mål, og det blev ikke bedre med etableringen af GEAR i 1996, der på trods af en målsætning om øget beskæftigelse i realiteten betød en strammere finanspolitik på bekostning af ikke mindst de fattigste sydafrikanere. Arbejdsløsheden er steget, den karismatiske leder og symbolet på apartheidens afskaffelse, Nelson Mandela, er væk, og spørgsmålet er hvor meget tålmod der er tilbage. På trods af relative succeser som eksempelvis sandheds- og forsoningskommissionens arbejde, er udviklingen i Sydafrika stadig afhængig af, hvorvidt man vil være i stand til at hele de sår og store skel, der eksisterer i befolkningen efter 46 år med systematisk undertrykkelse af en bestemt befolkningsgruppe i form af apartheid. 2.2 Den fysisk-geografiske faktor. 2.2.1 Beliggenhed. Sydafrika ligger på Afrikas sydspids 11, og besidder de ubeboede Prince Edward øer 1900 km sydøst for Cape Town. 2.2.2 Størrelse og form. Sydafrika er tilnærmelsesvis ellipseformet med et areal på 1.224.691 km² inkl. Prince Edward øerne. Landet er således på størrelse med et sammenlagt Frankrig, Italien og Tyskland. 2.2.3 Grænser, land-, sø- og luftadgangsveje. Sydafrika grænser op til Namibia, Botswana, Zimbabwe, Mocambique, Swaziland og Lesotho. Mod syd begrænses Sydafrika af en ca. 3000 km lang kyst ud mod Det Indiske Ocean og Atlanterhavet 12. Landet har en 12 sømil territorialzone og 200 sømil eksklusiv økonomisk zone 13. 2.2.4 Nøgleområder 14. Sydafrika er opdelt i ni regioner 15. Det vigtigste nøgleområde er regionen Gauteng. her genereres 37% af landets GDP, og her bor mere end 7 mio. mennesker, hovedsageligt i og omkring Johannesburg 16. Mere end halvdelen af landets råstofforekomster ligger i dette område, der også er centrum for halvdelen af landets samlede handel og industriproduktion. regionen rummer mere end 60% af landets forskning og udvikling foruden centraladministrationen og Sydafrikas hovedstad Pretoria. 11 Se bilag 4. 12 Sydafrika, Lande i Lommeformat 2000, s. 3. 13 CIA The World Factbook 1999, South Africa, Geography. 14 Se bilag 5. 15 Beskrives yderligere under den indenrigspolitiske faktor. 16 EIU Country Profile 1998-99, s. 22. 8

2.2.5 Klima og vejr. Sydafrika har behagelige temperaturer med varme dage (16-26 c) og kolde nætter (4-14 c) 17. Området er karakteriseret ved begrænsede og uregelmæssige nedbørsmængder, der om vinteren (jun-aug) kan give sne inde i landet 18. Kun omkring 15% af landet har tilstrækkelig nedbør og jordkvalitet til at være egentlig dyrkbar 19. 2.2.6 Fremtrædende terrænelementer. Sydafrika har to geografiske hovedområder, som adskilles af Drakens- og Kapbjergene, der varierer fra 1500 til næsten 3500 meters højde. 2.2.7 Geografiske regioner. Drakens- og Kapbjergene opdeler landet i en kystregion og en indre relativ høj plateauregion. Den indre plateauregion karakteriseres af store højsletter beliggende i gennemsnitlig 1200 meters højde 20. 2.2.8 Analyse af den fysisk-geografiske faktor. Sydafrikas geografiske placering med i alt 4750 km grænse til flere naboer mod nord og 3000 km kystlinie til Atlanterhavet og Det Indiske Ocean mod syd giver landet store muligheder for at øve indflydelse både regionalt og globalt. Landets geografi sætter således ingen umiddelbare begrænsninger for landets udvikling, hvilket er en sikkerhedspolitisk stabiliserende faktor. På trods af et generelt behageligt klima er mulighederne for at opdyrke jord til landbrug grundet uregelmæssig og ringe nedbørsmængder begrænsede, hvorimod landets øvrige råstofforekomster synes tilstrækkelige til at muliggøre en bæredygtig udvikling. I forhold til en militær fysisk-geografisk betragtning, gør den lange grænse mod nord kombineret med det åbne landskab landet sårbart overfor en fremrykning med militære enheder over land. Dette ikke mindst i forhold til landets vigtigste nøgleområde Gauteng, der jo ligger relativt let tilgængeligt i den nordøstlige del af landet. Sammenfattende har Sydafrika hvad de selv kalder hele verden i et land, og har følgelig ingen behov for ekspansion for opnåelse af fortsat udvikling. Potentialet er der allerede, hvilket vurderes som en stabiliserende faktor. 2.3 Den kommunikationsmæssige faktor 2.3.1 Transportsystemer. Vejnettet består af ca. 330.000 km landevej, heraf er ca. 40% asfalteret. Der er ca. 21.000 km jernbane, svarende til 1/3 af det samlede antal sporkilometer i Afrika syd for Sahara 21. Både vejnettet og jernbanen er bedst udbygget mod nordøst idet dog alle større byer er forbundet. Undtagelser herfra er dog vej- og togforbindelse til flere af de tidligere black townships. Forhold, der søges forbedret ved privatfinansierede infrastrukturprojekter. Størstedelen af transportbehovet i landet dækkes via vejnettet og jernbanen, og begge har internationale forbindelser 22. 17 EIU Country Profile 1998-99, s. 3. 18 Encyclopædia Britannica, South Africa, climate. 19 Knud Vilby, Det sydlige Afrika i kort og tal, s. 108. 20 South Africa Yearbook 1999, A Rainbow Country. 21 Sydafrika, Lande i Lommeformat 2000, s. 34. 22 Encyclopædia Britannica, South Africa, transportation. 9

Flytrafikken er veludbygget. 749 flyvepladser var registreret i 1998, heraf 144 asfalterede 23 og af disse 9 større lufthavne. Flere af de internationale lufthavne udvikles fortsat, og har således forbindelser til seks verdensdele. Der er flere vigtige havne, og infrastrukturen til dem er god, hvorfor ikke blot Sydafrika, men også nabolandene mod nord, fragter store mængder gods herigennem. Både veje, jernbaner, havne, lufthavne og olieledninger er statsejede, men Sydafrika forsøger i stigende grad at privatisere dele af de store statsforetagender. Dette gælder også det nationale telekommunikationsselskab, Telkom. 2.3.2 Telekommunikationssystemer. Sydafrika har en veludbygget telekommunikation i både byer og industricentre. Udbygning og modernisering af netværket er i gang. Mere end 900.000 nye linier er oprettet inden for de seneste 2 år. Det samlede antal abonnementer lå i 1999 på ca. 5 mio. GSM-markedet er et af de hurtigst voksende i verden. I 1998-99 var der ca. 3,5 mio. abonnementer med forventning om i alt omkring 10 mio. i løbet af fem år 24. Der er internationale forbindelser via satellit-, undersøiske og radioforbindelser. Sydafrika er på internettet, og erhvervslivet er en af verdens flittigste brugere af mediet. 2.3.3 Massemedier. Sydafrika har siden 1997 haft pressefrihed. Således eksisterer der nu en mangfoldig presse 25, flere radio- og tv-kanaler, der sender på 11 forskellige sprog 26, samt satellit-tv. 2.3.4 Analyse af den kommunikationsmæssige faktor. Infrastruktur er en forudsætning for produktion og fortsat udvikling som Sydafrika har bedre mulighed for at honorere end noget andet afrikansk land. Vejnettet og jernbanen er bedre udbygget end i andre afrikanske lande, og forbinder således alle landets større byer, vigtige havne og nabolandene. Landets havnefaciliteter forestår ind- og udladningen af varer til både Sydafrika og nabolandene, hvilket gør havnene til et vigtigt element i landets magtbase og i den fortsatte udvikling af hele regionen. Dette gør sig også gældende ad luftvejen hvor der er forbindelse mellem alle større byer i Sydafrika, ligesom udenrigsforbindelserne bliver stadig mere udbygget. Infrastrukturen er altså ikke en begrænsning for landets fortsatte udvikling, og vurderes således som en stabiliserende faktor. Sydafrikas telekommunikationssystem er Afrikas mest kapable, mest moderne og bedst udbyggede. Systemet er fortsat i udvikling, ligesom GSM-markedet og erhvervslivets brug af internettet er det. Massemedierne er uafhængige med en pressefrihed, der kan sammenlignes med vesteuropæiske demokratiers 27. I et demokratisk samfund er en åben og omfattende informationsudveksling en både naturlig og nødvendig ting. Dette muliggøres i stadig stigende grad i Sydafrika, hvorfor det medvirker til øget stabilitet i landet. 23 CIA The World Factbook 1999, South Africa, Transportation. 24 UM markedsprofil Sydafrika oktober 1999, s. 26. 25 Sydafrika, Lande i Lommeformat 2000, s. 9-10. 26 EIU Country Profile 1998-99, s. 27. 27 www.freedomhouse.org/pfs2000/method.html 10

2.4 Den sociologiske faktor. 2.4.1 Befolkningens størrelse og geografiske fordeling. Sydafrikas befolkningstal var i 1999 opgjort til 42,83 mio., med tendens til faldende stigningstakt i befolkningstilvæksten 28. 95% af befolkningen er under 65 år 29. Befolkningstætheden er i 1998 opgjort til 34 personer pr. km² 30. Godt halvdelen af befolkningen bor i bymæssig bebyggelse. Ca. halvdelen af den sorte befolkning bor stadig i de nu nedlagte homelands, der trods deres afsides placering ofte har en befolkningstæthed svarende til bymæssig bebyggelse 31. Mere end 95% af befolkningen er bosat i landets østlige område og i de sydlige kystområder. 2.4.2 Religiøse og etniske grupperinger. Sydafrika har religionsfrihed. 68% tilhører en kristen trosretning, 28,5% henføres til animister og traditionelle religioner og 3,5% er hinduer eller muslimer 32. Der findes fire etniske grupperinger i Sydafrika: 76,5% sorte, 2,4% asiater, 8,5% farvede og 12,6% hvide 33. Der findes nu 11 officielle sprog i Sydafrika 34. 2.4.3 Sundhed. Sundhedssektoren er delt i en højt specialiseret privat sektor, og en offentlig sektor, der på et meget lavere niveau må satse på den primære sundhedspleje. Sidstnævnte tilstræbes forbedret, men er et eksempel på den store ulighed mellem rig og fattig. Ca. 70% af befolkningen har adgang til rent vand. Ca. halvdelen af befolkningen skønnes at leve under eksistensminimum, og af dem har kun 1/4 adgang til elektricitet og rindende vand og mere end 1/3 af børnene lider af underernæring 35. Sydafrika er et af de lande i Afrika, som er hårdest ramt af AIDS, således anslås der op mod 20% HIV-smittede mellem 20-40 år 36. Forventet levealder er faldet med 8,5 år siden 1996 37, og kan forventes at falde yderligere som konsekvens af AIDS. 22,8% af gravide kvinder i Sydafrika var i 1998 smittet med HIV 38. 2.4.4 Levestandard. Få lande har så stor forskel mellem rig og fattig som Sydafrika. 5% af befolkningen ejer 90% af formuemassen 39. Desillusion og dårlig økonomi har medført øget prostitution, alkoholmisbrug og en eksplosiv stigning i kriminaliteten de senere år. En stadig stigende arbejdsløshed anslås nu at ramme 40% 40. Et problem, der forstærkes af illegal indvandring af økonomiske flygtninge fra nord 41. Mangel på boliger er et udtalt problem. Samlet set er 28 Se bilag 2, tabel 3. 29 GO Geografi Statistik 2000, s. 129. 30 GO Geografi Statistik 2000, s. 125. 31 Encyclopædia Britannica South Africa - Settlement patterns. Internet: www.britannica.com/bcom/eb/ article/printable/1/0,5722,117921,00.html 32 CIA The World Factbook 1999 South Africa. Internet: www.cia.gov/cia/publications/factbook/sf.html 33 UM tema Sydafrika ved en skillevej, s. 6. 34 Sydafrika, Lande i Lommeformat 2000, s. 6. 35 The World Bank Group Countries: South Africa. Internet: www.worldbank.org/afr/za2.htm 36 UM Markedsprofil Sydafrika, oktober 1999, s. 7. 37 Artikel i ZIGZAG nr. 74/99, temaindstik s. 4. 38 Artikel i ZIGZAG nr. 74/99, temaindstik s. 5. 39 UM tema Sydafrika ved en skillevej, s. 10. 40 DJØFBLADET nr. 10/99, s. 8-9. 41 Jane s Southern Africa Risk Pointers South Africa. Internet: www.janes.com/regional_news/ 11

levestandarden ikke steget de senere år, således er GDP pr. indb. forblevet næsten uændret siden 1995 42 svarende til lande med højere mellemindkomst 43. 2.4.5 Oplysning og uddannelse. Under apartheid var skolesystemet differentieret, hvilket skabte et skævt og generelt lavt uddannelsesniveau. Dette blev ændret i 1995, og siden har der været gratis og obligatorisk uddannelse for alle børn i alderen 7-16 år. 99% af børnene går i den 6-årige grundskole, og ca. 96% fortsætter i den 4-årige overbygning. Der er dog stor mangel på kvalificerede lærere, hvorfor uddannelsesniveauet er faldende særligt i de offentlige skoler. 82% af befolkningen over 15 år kan læse og skrive 44. Der er stigende hjerneflugt mod udlandet bl.a. p.g.a. kraftigt stigende kriminalitet 45, men også p.g.a. afrikaniserings-politikken, der ofte medfører, at hvide forbigås til fordel for sorte uafhængig af baggrund. En politik, der forstærker manglen på veluddannet arbejdskraft i erhvervslivet. 2.4.6 Analyse af den sociologiske faktor. Der er flere væsentlige sociologiske elementer af betydning for den indre stabilitet i Sydafrika. Befolkningstilvæksten, den skæve indkomstfordeling, modsætningsforholdet mellem sorte og hvide, illegal indvandring, dårlige boliger og uddannelser, voldskriminalitet, hjerneflugt, afrikanisering og HIV/AIDS. Sydafrika har formået at begrænse befolkningstilvæksten, hvilket bidrager positivt til landets sociale og økonomiske udvikling. Desuden har beslutningen om religionsfrihed og 11 officielle sprog givetvis reduceret potentielle konfliktårsager. Alligevel tegner flere alvorlige problemområder et dystert billede af stabiliteten i dagens Sydafrika. En fortsat særdeles markant forskel mellem rig og fattig, der i øvrigt er sammenfaldende med de dybe sociale skel mellem sorte og hvide, genererer utilfredshed og uro. Illegal indvandring, der alligevel skaber en betydelig befolkningstilvækst 46, bidrager til racistisk vold blandt sorte og en enorm og fortsat stigende arbejdsløshed, særligt blandt landets fattigste. Elendige boligforhold og dårlige uddannelser for de socialt svageste problematiserer situationen yderligere og genererer en social destabilitet, der udmønter sig i frustrationer og voldsom kriminalitet. En eksplosiv udvikling i voldskriminalitet skaber stor utryghed og resulterer bl.a. i en stigende hjerneflugt fra landet, efterladende Sydafrika i et intellektuelt tomrum inden for visse områder. Væsentlige problemområder, som tilsammen er medvirkende til en fortsat begrænset udenlandsk interesse for at investere i landet. Oveni disse mange sammenkædede problemområder, er Sydafrika blevet tilført en AIDS epidemi, der allerede vurderes at have indvirket negativt på landets gennemsnitlige levealder. Som følge af AIDS kan man frygte særdeles voldsomme udgiftsstigninger inden for sundhedssektoren, hvilket vil medføre besparelser på andre nødvendige sundhedsskabende tiltag. Tab af vigtig arbejdskraft overalt i samfundet vil hæmme muligheder for en fortsat udvikling og vil følgelig medføre en alvorlig risiko for øget destabilitet. Ovennævnte problemområder, der følger hinanden i en ond cirkel, og som kan få betydelige konsekvenser for landets økonomi, vurderes uden effektiv indgriben at udgøre en betydelig sikkerhedspolitisk trussel. africa_middle_east/sentinel/southern_africa/south_africa.shtml 42 Se bilag 2, tabel 1. 43 GO Geografi Statistik 2000, s. 116 og 149. 44 CIA The World Factbook 1999 South Africa. Internet: www.cia.gov/cia/publications/factbook/sf.html 45 DJØFBLADET nr. 10/99, s. 8-9. 46 Se bilag 2, tabel 3. 12

2.5 Den økonomisk-videnskabelige faktor. 2.5.1 Fødevareproduktion, produktionsmidler og ressourcer. Sydafrika er selvforsynende med landbrugsprodukter 47. Bidraget til den samlede eksport i 1998 var 16% 48. Betydningen af fødevareproduktionen er dog på retur, og udgør i 1999 kun 3,8% af landets samlede GDP 49. Landbrugssektoren er dog vigtig som arbejdsgiver, således beskæftiger den ca. 30% af arbejdsstyrken 50. Landbrugssektoren er todelt mellem et stordriftbaseret landbrug drevet af hvide godsejere, og mange små landbrug placeret på dårlig jord i de tidligere homelands 51. Jorden i Sydafrika er nogenlunde frodig, men hæmmes af begrænset nedbør. 2.5.2 Energiproduktion og ressourcer. Sydafrika har store kulforekomster, der forsyner landet med 78% af energibehovet 52, og der produceres mere end 60% af al elektricitet i Afrika 53. På trods af store mængder elektricitet har kun godt 1/2 af befolkningen adgang til elektricitet. Kulreserverne vurderes at kunne vare i mere end 150 år 54. Foruden kul forsyner også vand- og atomkraft landet med energi. Endelig er betydelige gasfund gjort. Begrænsede olieforekomster nødvendiggør olieimport til industrien. 2.5.3 Råmaterialer til industrien. Sydafrika er blandt verdens største producenter af flere naturressourcer. Således bidrog minedriften i 1997 med 8% af det samlede GDP, og 60% af den samlede eksportindtægt 55. Den genererer en væsentlig valutaindtægt, men det betyder samtidig, at landets økonomi er særdeles følsom over for selv små udsving i priserne på produkterne. Det var aktuelt i 1997-98, hvor guldpriserne dykkede til det laveste i 20 år 56 og medvirkede til økonomisk stagnation i Sydafrika. 2.5.4 Industriproduktion. Industriproduktionen er fem gange så stor som resten af regionens 57, og med næsten 25% landets største enkeltbidragsyder til GDP i 1997 58. Produktiviteten er lav, grundet forældet produktionsapparat og mangelfuld uddannelse, hvilket udmøntes i begrænset konkurrenceevne. 47 Jane s Information Group 1996, pkt. 7.4.8. 48 GO Geografi Statistik 2000, s. 153. 49 The World Bank Group Countries: South Africa. Internet: www.worldbank.org/data/countrydata/aag/zaf_ aag.pdf 50 CIA The World Factbook 1999 South Africa. Internet: www.cia.gov/cia/publications/factbook/sf.html 51 Sydafrika, Lande i Lommeformat 2000, s. 30. 52 Sydafrika, Lande i Lommeformat 2000, s. 29. 53 Jane s Information Group 1996, pkt. 7.4.9. 54 EIU Country Profile 1998-99, s. 27. 55 EIU Country Profile 1998-99, s. 33. 56 UM Markedsprofil Sydafrika, oktober 1999, s. 12. 57 UM tema Sydafrika ved en skillevej oktober 1999, s.18. 58 EIU Country Profile 1998-99, s. 49. 13

2.5.5 Handel 59. Samhandlen med omverdenen har været støt stigende fra 1992 indtil 1997, hvor internationale prisfald på bl.a. guld, betød børskrak i Sydafrika og stort fald i valutaens værdi. Alligevel har handelsbalancen op igennem 90 erne været positiv 60. Sydafrika har netop indgået en handels-, samarbejds- og udviklingsaftale med EU 61, der forventes at skabe vækst i hele regionen. Turisme er en stadig vigtigere faktor, og forventes at vokse yderligere de kommende år. I 1998 bidrog det til GDP med ca. 2%. 2.5.6 Arbejdskraft. Sydafrikas arbejdsstyrke er på 15 mio. Servicefagene beskæftiger 35%, landbrug 30%, industrien 20%, minedriften 9% og andre erhverv 6% 62. Tilgangen til arbejdsmarkedet anslås til ca. 3% årligt 63, hvilket ikke med det nuværende vækstniveau kan integreres. Arbejdsløsheden kan følgelig forventes at stige. Arbejdsmarkedet og økonomien er præget af en betydelig skyggeøkonomi, hvorfor nøgletal skal tages med forbehold. 2.5.7 Økonomisk struktur og finanser 64. Sydafrika er økonomisk en regional stormagt, med en økonomi 3 gange så stor som resten af regionens lande tilsammen. Landet har hidtil tjent på eksport af råvarer mod til gengæld at importere maskiner og transportudstyr 65, men en ugunstig prisudvikling i bytteforholdet har krævet politiske tiltag. Følgelig er Sydafrika i disse år midt i en overgangsperiode fra primær økonomi til at være en eksportorienteret økonomi baseret på forarbejdede varer. Desuden er landet i færd med at bevæge sig fra at være isolationistisk med høje toldmure, til at konkurrere på lige vilkår på det globale marked. For at holde momentum i denne udvikling har regeringen iværksat programmet GEAR, der skal bidrage til at tiltrække udenlandske investeringer. Dette har endnu kun ført til begrænset vækst i økonomien, men har tilgæld bragt inflationen ned på 7%, og betydet en opgradering af landets kreditværdighed 66. Finanssektoren i Sydafrika er regionens største. 2.5.8 Videnskab og teknologi. I 1996 indgik EU og Sydafrika en aftale om videnskab og teknologi, der åbnede mulighed for, at sydafrikanske akademikere og videnskabsmænd kunne få adgang til aktiviteter i FPRD-regi 67. I h.t. samme aftale modtager Sydafrika støtte til diverse projekter. 2.5.9 Analyse af den økonomisk-videnskabelige faktor. Trods vigende betydning er landbruget fortsat vigtigt for Sydafrikas økonomi. Landet er således selvforsynende med fødevarer, og landbrugssektoren er tillige arbejdsgiver for ca. 30% af arbejdsstyrken. Væsentlige elementer i et land med fattigdom og stor arbejdsløs 59 Oplysninger i dette afsnit refererer til Sydafrika, Lande i Lommeformat 2000, s. 26-28 medmindre andet nævnes. 60 Se bilag 2, tabel 2. 61 Se bilag 2, tabel 4. 62 CIA The World Factbook 1999 South Africa. Internet: www.cia.gov/cia/publications/factbook/sf.html 63 UM tema Sydafrika ved en skillevej oktober 1999, s.17. 64 Oplysninger i dette afsnit refererer til UM Markedsprofil Sydafrika, oktober 1999, s. 7-8 medmindre andet nævnes. 65 Se bilag 2, tabel 5. 66 Se bilag 2, tabel 6. 67 European Framework Programme of Resarch (FPRD). European Commission Country Strategy Paper For South Africa 2000-2002 14

hed. Skal landbruget udvikles må dette ske enten ved effektivisering af produktionsformen eller ved en forøgelse af det dyrkede areal. Henset til den store ledighed, er investeringer i effektivisering af landbruget ikke nødvendigvis at foretrække i øjeblikket. P.g.a de geografiske forhold og den ringe nedbør, synes en forøgelse af det dyrkede areal heller ikke at være en option for landbrugssektoren. Tilbage står bestræbelserne imod en opblødning i forholdet og fordelingsnøglen mellem de to vidt forskellige former for landbrug, der stammer tilbage fra perioden med apartheid. Et arbejde, der søges gennemført via jordreformer, der tilstræber en mere lige jordfordeling mellem de rige godsejere og de fattige sorte landmænd. Findes her en hensigtsmæssig løsning er der håb for øget beskæftigelse i sektoren uden en markant nedgang i produktionen. Inden for den primære sektor rummer Sydafrika enorme ressourcer. Bortset fra en begrænset import af olie er Sydafrika således selvforsynende på energiområdet. Landet eksporterer tillige betydelige mængder af både kul og elektricitet. Et faktum, der giver Sydafrika en høj grad af handlefrihed i forhold til sine omgivelser. Minedrift er trods faldende verdensmarkedspriser stadig af afgørende betydning for landet. Et stadig ringere bytteforhold i forhold til forarbejdede varer fra udlandet har dog medført en begyndende overgang til i højere grad at satse på eksport af forarbejdede varer. En udvikling, der følgelig vil nødvendiggøre investeringer i en modernisering af produktionsapparatet, hvilket af flere årsager vil være et fornuftig tiltag. Således har Sydafrika som et land med en stor interaktion med udlandet behov for at producere effektivt for at kunne konkurrere. Mange år med en beskyttet industri har betydet manglende effektivitet. Nu er toldmurene imidlertid væk, og udviklingen i GDP de senere år bekræfter behovet for rationaliseringer. Der vil være tale om langsigtede investeringer, der udover at gøre landet mindre ensidigt afhængig af bl.a. guldpriserne, forventes at bidrage til at tiltrække udenlandske investeringer. Indenlandske investeringer kan på baggrund af overskud på handelsbalancen medvirke til en smertefri overgang, såfremt overskuddet investeres aktivt i erhvervslivet. Også turisme som erhverv forventes at udvikle sig positivt de kommende år. Således har antallet af turister været støt stigende de seneste 5 år og forventes at kunne udvikle sig til en solid indtægtskilde for landet. På trods af positive tendenser på flere områder, herunder en historisk lav inflation, har regeringen imidlertid et alvorligt problem i forhold til de mange fattige og arbejdsløse og de triste perspektiver på dette område. En øget rationalisering af både minedriften og industrien vil indledningsvis kunne betyde øget arbejdsløshed, og dette sammenholdt med tilgangen til arbejdsmarkedet forventes at skabe yderligere arbejdsløshed. Et forhold, der i betragtning af befolkningens desperate forventninger om bedre levevilkår, vil kunne virke destabiliserende, hvilket igen vil kunne skræmme udenlandske investorer og dermed sætte den økonomiske udvikling på vågeblus. Regeringen står således i et dilemma mellem på den ene side ønsket om makroøkonomisk balance og international finansiel tillid, og på den anden side ønsket om omfordeling af samfundets goder og effektiv bekæmpelse af fattigdommen. Dette dilemma har givetvis indflydelse på regeringens økonomiske politik, men med beslutningen om at iværksætte det markedsorienterede økonomiske program GEAR, og dermed en stram finanspolitik, synes regeringen fokuseret på de langsigtede mål. Tilbage er så blot at håbe på økonomiske opgangstider, så der kan findes midler til at tilfredsstille befolkningens ønsker om højere levestandard. 15

2.6 DEN MILITÆRE FAKTOR 68 2.6.1 Opgaver og koncepter for de væbnede styrker. South African National Defence Force (SANDF) er under transformation. Med udgangspunkt i en defensiv doktrin har SANDF til opgave at beskytte og forsvare republikken samt sikre landets territoriale integritet i h.t. forfatningen og international lov. Herudover vil SANDF deltage i humanitære operationer samt støtte South African Police Service efter parlamentarisk godkendelse 69. Sydafrika råder hverken over atomare, biologiske eller kemiske våben, og har tilsluttet sig internationale konventioner og aftaler desangående. 2.6.2 Kommandoforhold og relationer til det politiske niveau. Øverste chef for SANDF i krig er præsidenten, der har delegeret ansvaret til forsvarsministeren i fredstid. Øverste militære chef refererer via forsvarsrådet til forsvarsministeren, og SANDF er som herunder illustreret således under civil kontrol 70. 2.6.3 Størrelse, organisation og materiel. Sydafrikas forsvar er blevet kraftig reduceret og består nu af 69.950 mand 71 fordelt mellem hær, flåde, flyvevåben og et selvstændigt lægekorps. Siden 1994 er alle tjenestegørende professionelle med kontrakter fra 1 år til et helt karriereforløb. En mobiliseringsstyrke baseret på frivillige udgør reserven. SANDF materiel moderniseres i disse år med indkøb af bl.a. 56 helikoptere, 52 jagere, 4 korvetter og 3 ubåde. Materiellet er fortrinsvis sydafrikansk suppleret med primært vestlige våbensystemer, og er generelt af høj standard. 2.6.4 Uddannelsesmæssige og logistiske forhold. Der findes en veludbygget uddannelsesstruktur i hele SANDF, dækkende både grund-, videre- og efteruddannelser. 68 Oplysninger i dette afsnit refererer til Jane s Information Group, november 1997, pkt. 7.10 7.14 medmindre andet nævnes. Nyere version af kilden er desværre ikke indkøbt til udlån i Danmark. 69 White Paper of Defence, MAY 1996. Internet: www.mil.za/articles&papers/whitepaperondef/white.htm 70 White Paper of Defence, MAY 1996. Internet: www.mil.za/articles&papers/whitepaperondef/white.htm 71 Military Balance 1999-2000, s. 274. 16

Der synes problemer med både beredskab, ammunitionsbeholdninger, vedligeholdelse og den daglige drift på grund af manglende midler 72. Det har bl.a. medført, at kun en del af flyene, helikopterne og skibene er operative. 2.6.5 Analyse af den militære faktor. Sydafrikas væbnede styrker har i de seneste år været, og er fortsat, i en omstillingsperiode som følge af forandringer i både indre og ydre vilkår. Med indførelsen af demokratiske forhold i Sydafrika er gamle fjender blevet til gode naboer, og regionen er generelt blevet mere fredelig. Der vurderes således ikke at eksistere nogen ydre trussel mod landet på kort eller mellemlang sigt 73. Som konsekvens heraf har SANDF undergået væsentlige omstruktureringer og reduktioner. Således er styrkerne nu blevet solidt forankret under parlamentarisk kontrol, nyt direktiv for forsvaret er udarbejdet, væbnede enheder fra ANC og PAC er ved at blive integreret i SANDF, den faste kadre er blevet kraftigt reduceret og nye våbensystemer er under indkøb. På trods af en kraftig reduktion, problemer med finansiering af den daglige drift, samt integration af tidligere væbnede fløje fra ANC og PAC vurderes SANDF ikke at have mistet afgørende styrke og effektivitet i forhold til de nye opgaver, og sammenfattende vurderes transformationen af SANDF at medvirke til øget stabilitet i landet. 2.7 Den indenrigspolitiske faktor. 2.7.1 Nationale interesser og målsætninger. Sydafrikas overordnede interesse og målsætning er at udvikle landet til en demokratisk, stærk, selvstændig enhed i det sydlige Afrika. Det kom til udtryk i 1994 med RDP og i 1996 med GEAR. 2.7.2 National holdning og selvopfattelse. Selvopfattelsen tager udgangspunkt i Sydafrika som Afrikas ledende nation. Den demokratiske kultur får stadigt bedre greb i befolkningen, og den lange kamp for netop demokrati får også indflydelse på befolkningens selvopfattelse. Således er den enkelte sydafrikaner stolt af sit land, og hvad det har kunnet udrette siden 1994. Ønsket om at fremstå som en troværdig medspiller på den internationale arena føles helt naturligt og forventes også. 2.7.3 Regering og administration. Forfatningen blev vedtaget 8. maj 1996, og tager udgangspunkt i et klassisk liberaltdemokratisk forbillede med et menneskerettighedskapitel, der foruden civile og politiske rettigheder garanterer retten til uddannelse og sundhed. Regeringssystemet er føderalt med udstrakt selvstyre for landets ni regioner 74. Hver region er organiseret med forsamlinger, og ledes af provinsregeringer. Hver af de ni provinsregeringer udvælger 10 repræsentanter, der udgør den ene halvdel af Sydafrikas parlament, det nationale provinsråd med i alt 90 medlemmer. Nationalforsamlingens 400 medlemmer udgør den anden halvdel 72 Sydafrikas militær på pumperne, artikel i Internetavisen Jyllands-Posten 18. oktober 2000. 73 White Paper of Defence, MAY 1996. Internet: www.mil.za/articles&papers/whitepaperondef/white.htm 74 UM tema, "Sydafrika ved en skillevej" oktober 1999, side 8. Se i øvrigt kort bilag 4. 17

af parlamentet, og vælges ved direkte, almindelige forholdstalsvalg for en periode af 5 år. Det er af og blandt disse, landets præsident vælges. Præsidenten kan erklære krig, leder regeringen, udpeger ministrene, og besidder den udøvende magt 75. Den lovgivende magt ligger i parlamentets to kamre, idet al lovgivning i princippet forelægges begge kamre. Parlamentet er placeret i Cape Town. Den dømmende magt er placeret ved uafhængige domstole, herunder forfatningsdomstolen. Højesteret er placeret i Bloemfontein. 2.7.4 Politiske partier og interessegrupper 76. Det politiske partier og interesseorganisationer fremgår af bilag 6. 2.7.5 Stabilitet. Siden vælgerne i 1994 stemte ANC ind som landets dominerende parti, har der været et relativt stabilt politisk klima i Sydafrika. Et forhold, der landets historie taget i betragtning, er bemærkelsesværdigt, og som i høj grad må tilskrives den moderate og forsonlige kurs, som Nelson Mandela og den ANC-ledede regering anlagde. På trods af intern uro i ANC som følge af den førte økonomiske politik, er der ingen tegn på politisk krise. Tværtimod så man ved valget i 1999 en massiv opbakning til ANC efter en valgkamp afviklet i ro og orden. Således vandt ANC 266 af pladserne i parlamentet og flertal i syv af landets ni regioner. Den populære Nelson Mandela s afgang som præsident har ikke umiddelbart påvirket udviklingen i negativ retning. 2.7.6 Analyse af den indenrigspolitiske faktor. Præsident Thabo Mbeki sidder forfatningsmæssigt og politisk solidt på magten i sydafrikansk politik. Udviklingen af den demokratiske kultur og befolkningens stolthed, tålmodighed og optimisme bekræfter dette. Etableringen af et føderalt regeringssystem med udstrakt selvstyre for landets 9 regioner har også været en medvirkende stabiliserende faktor. Således har regeringen på denne måde afleveret en del af kontrollen over landet som helhed med den ene betingelse, at regionerne respekterer den nationale grundlov. Denne lokale selvbestemmelsesret har dæmpet forskellighederne imellem ikke mindst det zulu-dominerede Inkatha parti og ANC. Særlig de første år med Nelson Mandela bar i høj grad præg af ønsket om at forsone de forskellige befolkningsgrupper og dermed tilsikre stabilitet. Dette lykkedes. Siden har regeringen i stadig højere grad fokuseret på omstilling på det økonomiske og sociale område, hvilket har kostet intern uenighed i ANC og mellem ANC og fagbevægelsen uden det dog vurderes at have destabiliserende karakter. Egentlige trusler mod landets stabilitet findes derfor ikke i det politiske spil om magt, men som tidligere beskrevet i en skæv indkomstfordeling, høj arbejdsløshed, høj kriminalitet og ligegyldighed i forhold til HIV/AIDS epidemien. Områder, der hver især kræver resolut handling hvis en fortsat positiv udvikling i Sydafrika skal fastholdes. Alene den i mange kredse undervurderede HIV/AIDS epidemi er efterhånden så omfattende, at den vil få betydning for alle områder i det sydafrikanske samfund de kommende år. Således vil det primært være mennesker i den erhvervsaktive alder, der vil blive ramt og til 75 Sydafrika, Lande i Lommeformat 2000, s. 19. 76 Oplysninger i dette afsnit refererer til "Sydafrika, Lande i Lommeformat 2000", s. 22-23 medmindre andet nævnes. 18

sidst dø af sygdommen. Inden det sker vil erhvervslivet have lidt tab, den offentlige sektor vil have oplevet øgede udgifter, befolkningen vil have oplevet tragedier og mindre indtjening, og følgelig vil hele det sydafrikanske samfund opleve en manglende socioøkonomisk udvikling, der i så høj grad er påkrævet for fortsat udvikling af landet. På samme måde vil både kriminalitet, arbejdsløshed og stor ulighed kunne indgå i sådanne årsag/virkning sammenhænge, der alle i sidste ende vil være destabiliserende for det sydafrikanske samfund fordi de vil forhindre en påkrævet socioøkonomisk udvikling af landet. Afgørende for den fremtidige stabilitet er altså hvorvidt regeringen formår at forbedre levevilkårene for befolkningsflertallet, herunder tiltrække udenlandske investeringer, skabe nye arbejdspladser, nedbringe kriminaliteten og stoppe udviklingen af HIV/AIDS. 2.8 Den udenrigspolitiske faktor. 2.8.1 Forholdet til USA. På trods af relationer til stater som Cuba, Libyen og Iran har Sydafrika siden 1994 haft et godt forhold til USA og den vestlige verden 77. USA er en af Sydafrikas vigtigste handelspartnere og anser Sydafrika som en afgørende faktor i arbejdet for stabilitet og demokrati i Afrika 78. Venskabet udtrykkes bl.a. gennem en aftale om øget militært samarbejde landene imellem. 2.8.2 Forholdet til EU. Forholdet til EU er i hastig udvikling. Således gennemfører EU omfattende udviklingsprogrammer i Sydafrika, og der er indgået handels- og samarbejds- og udviklingsaftaler landene imellem. EU er den største enkeltdonor i Sydafrika f.s.v.a. udviklingsprogrammer, og EU tegner sig for mere end 40% af Sydafrikas udenrigshandel 79. 2.8.3 Forholdet til nabolandene. Forholdet er siden 1994 ændret til godt naboskab, med visse forbehold. Sydafrika har enorm økonomisk betydning i det sydlige Afrika 80. Selv små udsving i den sydafrikanske import er af stor betydning for nabolandene. Der er blandt nabolandene frygt for, at Sydafrikas økonomiske vækst vil ske på bekostning af de nationale økonomier. En frygt der bekræftes af massive sydafrikanske investeringer i nabolandene, der profilerer sydafrikanske produkter på bekostning af de lokale, som følgelig mister markedsandele 81. 2.8.4 Forholdet til Southern African Development Community (SADC) og Organisation of African Unity (OAU). Sydafrika er siden 1995 atter medlem af begge organisationer, og særligt i SADC er der knyttet forventninger til Sydafrikas rolle som dynamo for yderligere udvikling i samarbejdet 82. Efter Sydafrikas handelsaftale med EU har det afgørende betydning for Sydafrikas fremtidige handelspolitiske relationer med de øvrige SADC-lande, at også de får en aftale i stand med EU 83. En intern frihandelsaftale i SADC-regi er under etablering. Et sikkerhedspolitisk samarbejde i SADC-regi mellem Sydafrika og Zimbabwe er etableret. Et samarbej 77 Sydafrika, Lande i Lommeformat 2000, s. 24-25. 78 Gorm Rye Olsen, Afrika Håb og tabte illusioner 1999, s. 83. 79 UM tema, "Sydafrika ved en skillevej" oktober 1999, s. 30-31. 80 UM tema, "Sydafrika ved en skillevej" oktober 1999, s. 19. 81 Gorm Rye Olsen, Afrika Håb og tabte illusioner 1999, s. 86-87. 82 Poul Ole Schultz, Internationale organisationer 1998, s. 233. 83 UM tema, "Sydafrika ved en skillevej" oktober 1999, s. 19. 19

de Sydafrika gerne ser udviklet yderligere. Forholdet til OAU begrænser sig hovedsageligt til uforpligtende samtaler 84. 2.8.5 Forholdet til øvrige internationale organisationer. På globalt plan er Sydafrika medlem af Commonwealth, FN, IMF, WTO og Verdensbanken. Sydafrika har tilkendegivet, at man synes berettiget til at indtræde i et udvidet FN s sikkerhedsråd 85. Sydafrika blev i 1998 formand for den alliancefrie bevægelse (NAM), hvor de står i spidsen for et konstruktivt Nord-Syd samarbejde, og bl.a. lancerede synspunktet, at U-landene må bringe eget hus i orden såvel økonomisk og politisk før de kan øge samarbejdet med I-landene. 2.8.6 Analyse af den udenrigspolitiske faktor. Sydafrika ønsker at fremtræde som en troværdig samarbejdspartner og medspiller på den internationale arena, herunder gerne i et udvidet FN s sikkerhedsråd. På trods af en udstrakt prioritering af indenrigspolitikken de første år efter valgsejren i 1994, har landet derfor tilstræbt at etablere veludbyggede forbindelser til både USA og EU. Dette kom senest til udtryk med indgåelse af handels- samarbejds- og udviklingsaftalen med EU i år. Alligevel synes landets udenrigspolitik at tage udgangspunkt i en prioritering af det regionale samarbejde, og det særligt via SADC. Således er Sydafrika opmærksom på, at en gunstig udvikling i landet kræver tilsvarende udvikling i nabolandene. Hvis ikke vil tilstrømningen af illegale indvandrere til Sydafrika fortsætte, hvilket vil belaste landets økonomi og medvirke til destabilitet. Tilsvarende vil en manglende udvikling i regionen generelt virke destabiliserende og desuden begrænse Sydafrikas eksportmuligheder. Af disse grunde tilstræber Sydafrika at gå så langsomt frem, at fremtidige samarbejdspartnere ikke bliver urolige og trækker paralleller til Sydafrikas udenrigspolitik før 1994. Sydafrikas udenrigspolitik tager derfor naturligt udgangspunkt i regional fremgang baseret på fred, stabilitet og en sund økonomi. En aftale mellem EU og de øvrige SADC-lande vil følgelig være i Sydafrikas interesse. På det globale plan har Sydafrika som nævnt ambitioner i FN-regi. Landet er igen blevet medlem af Commonwealth, og bekræfter sin position som et alliancefrit land ved at være formand for NAM med markante synspunkter inden for områder som gæld, udviklingsbistand, åbning af markeder m.v. Sydafrika fremtoner i udenrigspolitiske sammenhænge sit ansvar bevidst og forventer og forventes at være den førende nation i Afrika syd for Sahara. Den udenrigspolitiske faktor fremstår således som et stabiliserende element i det sikkerhedspolitiske spil. 2.9 Sammenfattende analyse Sydafrika indtager en central plads i det sydlige Afrika, både geografisk, økonomisk og militært, og betragtes over ét som den regionale stormagt. Derfor, samt grundet det faktum, at Sydafrika tillægges en hovedrolle i SADC og forventes at være regionens økonomiske lokomotiv, er landets indre stabilitet af betydning for hele regionen. Sydafrikas størrelse og geografiske placering giver store muligheder for at øve indflydelse både regionalt og globalt, hvilket bekræftes af en veludbygget og alsidig infrastruktur. 84 EIU Country Profile 1998-1999, s. 43. 85 Viceforsvarsminister major general N.G. Ngwenya på UNDP konference i København 2000-10-28. 20