Social- og Integrationsministeriet p-lex@sm.dk W I L D E R S P L A D S 8 K 1 4 0 3 K Ø BENHAVN K T E L E F O N 3 2 6 9 8 8 8 8 D I R E K T E 3 2 6 9 8 8 7 6 L O M J @ H U M A N R I G H T S. D K M E N N E S K E R E T. D K J. N R. 5 4 0. 1 0 / 2 9 3 8 6 / L OM J/C B A U D K A S T T I L V E J L E D N I N G O M S Æ R L I G S T Ø T T E T I L B Ø R N, U N G E O G D E R E S F A M I L I E R 1 4. A U G U S T 2 0 1 3 Social- og Integrationsministeriet har ved e-mail af 4. juli 2013 anmodet om Institut for Menneskerettigheders eventuelle bemærkninger til høring over udkast til vejledning om særlig støtte til børn, unge og deres familier. Institut for Menneskerettigheder skal hertil bemærke følgende: Instituttet anbefaler, at formuleringen i vejledningens punkt 31 skærpes, idet frontmedarbejderne ikke alene bør, som det fremfår af vejledningen, men skal have kendskab til beredskab og procedurer, hvis den lovfæstede underretningspligt skal fungere i praksis, idet det er afgørende, at frontmedarbejderne har de nødvendige redskaber til at handle i tilfælde af viden eller mistanke om overgreb mod børn. Endvidere er det instituttets opfattelse at vejledningens punkt 32 bør skærpes, idet kommunalbestyrelsen skal sikre, at fagpersoner, der arbejder med børn og unge i kommunen, har den fornødne viden og opfanger tegn og signaler fra børn og unge, der har været udsat for overgreb. Kommunalbestyrelsen bør endvidere sikre, at beredskabet indeholder tilstrækkelig viden og let tilgængelige oplysninger, der er målrettet kommunens borgere, som i medfør af servicelovens 154 har indberetningspligt. I vejledningens punkt 35, afsnit 5, bør der så vidt muligt sikres fuld anonymitet i rådgivningssituationen ved, at kommunens rådgiver ikke efterfølgende varetager opgaver, hvor rådgiveren møder dem samme borger uden anonymitet. Til vejledningens punkt 72 foreslås det, at der i overensstemmelse med FN s Børnekomités General Comment No. 13 (2011), hvor formuleringen om vold mod børn lyder således: The right of the child
to freedom from all forms of violence, indsættes fysisk eller psykisk foran ordet vold. Til vejledningens punkt 73 anbefaler instituttet, at det præciseres, at der ikke alene er tale om underretningspligt, der omfatter dagpasningstilbud, der er drevet som selvejende institutioner, men at alle dagpasningstilbud, herunder private pasningsordninger, jf. kapitel 3 og 14 i lovbekendtgørelse nr. 668 af 17. juni 2011, er omfattet af underretningspligten. Det fremgå af vejledningens punkt 75, at der skal ske underretning ved mistanke om seksuelle eller fysiske overgreb. Dette punkt kræver efter instituttets opfattelse nærmere overvejelse. Den definition, der er valgt i vejledningens punkt 75 medfører, at fokus alene er på beskyttelse af børn mod seksuelle og fysiske overgreb. Imidlertid er forpligtelsen i FN s Børnekonventions artikel 19 ikke begrænset til at værne barnet mod fysiske overgreb. Her nævnes derimod: alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder seksuelt misbrug. Til støtte for denne brede forståelse af forpligtelsen til beskyttelse fremhæver Børnekomitéen i sin General Comments No. 13, at violence is often understood to mean only physical harm and/or intentional harm. However, the Committee emphasizes most strongly that the choice of the term violence in the present general comment must not be interpreted in any way to minimize the impact of, and need to address, non-physical and/or non-intentional forms of harm (such as, inter alia, neglect and psychological maltreatment). Det kan endvidere nævnes, at verdenssundhedsorganisationen WHO s definition af misbrug og overgreb mod børn er på linje med den brede bestemmelse i FN s Børnekonventions artikel 19. Endelig fremfår det af hjemmesiden Sundhed.dk, som det offentlige sundhedsvæsen står bag, at under opslagsordet børnemishandling findes en underinddeling i fire hovedgrupper: 1) fysiske overgreb, 2) vanrøgt, 3) psykiske overgreb og 4) seksuelle overgreb. Her angives det, at vanrøgt er den mest udbredte form for mishandling og den mest almindelig årsag til død blandt mishandlede børn. Hermed er også konstateret, at vanrøgt kan være en endog meget alvorlig form for overgreb, uanset at man ikke vil karakterisere det som et voldeligt overgreb. Ud fra beskrivelserne fra Sundhed.dk kan man ikke antage, at fysiske overgreb er værre eller har mere alvorlige konsekvenser for barnet end psykiske. Sundhed.dk skriver om psykiske overgreb, at de er vanskelige at opdage. Det gør dem imidlertid ikke mindre alvorlige og skadelige for barnets modning og udvikling. Ifølge Sundhed.dk kan de resultere i en lang række psykiske problemer fra spiseforstyrrelser, dårlig trivsel, over angst, og depression hos barnet. På den baggrund er det instituttets opfattelse, 2/5
at vejledningens punkt 75 bør inkludere psykisk overgreb såvel som vanrøgt på lige fod med fysiske og seksuelle overgreb. Til vejledningens punkt 96 bør det præciseres, at Danmark i særdeleshed efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, FN s Børnekonvention og FN s Handicapkonvention er forpligtet til at sikre rettighederne for alle børn, der opholder sig på dansk territorium. Serviceloven finder derfor også anvendelse for børn og unge, der opholder sig i Danmark som asylansøgere (processuelt ophold) eller uden et lovligt opholdsgrundlag, og derfor er omfattet af lovgivningen på udlændingeområdet. Endvidere er det instituttets opfattelse, at det i formuleringen af punkt 96 skal fremgå, at udlændingemyndighederne har en indberetningspligt og skal kontakte kommunen, i de tilfælde, hvor børn har problemer af en sådan karakter, at det ikke kan håndteres i regi af asylcentrene, og ikke som det fremgår af vejledningen, at dette blot er en mulighed. I vejledningens punkt 83 er der bl.a. anført, at kommunen bør forud for gennemførelsen af en samtale med barnet eller den unge, herunder særligt hvis samtalen gennemføres uden forældrenes tilstedeværelse, altid vurdere, om det vil være hensigtsmæssigt at sørge for, at barnet eller den unge kender til sin ret til at medbringe en bisidder til samtalen, jf. servicelovens 48a samt de muligheder der eksisterer i dag for at få en bisidder til et barn eller en ung via Børns Vilkårs bisidder-ordning. Der henvises til punkt 407 i vejledningen for nærmere information om dette. Vejledningens punkt 83 er formuleret således, at kommunen altid i de tilfælde, hvor der skal gennemføres en samtale med barnet eller den unge, herunder særligt hvis samtalen gennemføres uden forældrenes tilstedeværelse, skal vurdere om det er hensigtsmæssigt at sørge for, om barnet eller den unge kender sin ret til at medbringe en bisidder til samtale mv. Der henvises i punkt 83 til præmis 407 hvoraf det fremgår, at kommunen har pligt til at oplyse barnet om sin ret. Det er efter instituttets opfattelse uklart, hvorfor det under punkt 83 skal afhænge af en hensigtsmæssighedsvurdering, navnlig når der i punkt 407 står, at barnet skal oplyses om sin ret til at lade sig bistå ved samtalen. Det er instituttets opfattelse, at det af punkt 83 tillige skal fremgå, at kommunen har pligt til at oplyse barnet om muligheden for at have en bisidder med til samtalen. I vejledningens punkt 85 om anonyme anmeldelser bør det efter instituttets opfattelse tilføjes, at det følger af Folketingets Ombudsmands praksis, at en anonym anmeldelse der kan være 3/5
anledning til, at en myndighed iværksætter en undersøgelse ikke i sig selv kan indgå som et bevis i sagen om f.eks. anbringelse uden for hjemmet. Instituttet skal bemærke, at alle børn har ret til at blive hørt og inddraget. I vejledningens punkt 404 om aktindsigt og kontradiktion er det instituttets opfattelse, at en 12-årsgrænse er acceptabel, hvis det tillige fremgår af vejledningen, at et modent 11-årigt barn har tilsvarende rettigheder. For så vidt angår forældre med nedsat funktionsevne skal instituttet bemærke, at det er positivt, at det fremgår af vejledningens punkt 699, at det forhold, at forældre har nedsat funktionsevne og har behov for f.eks. praktisk hjælp for at kunne varetage deres forældreskab, ikke i sig selv er udtryk for, at forældrene er uden forældreevne, og at forældre med nedsat funktionsevne i forbindelse med bortadoption uden samtykke forinden skal have modtaget den støtte og kompensation, som deres funktionsnedsættelse giver anledning til, herunder særligt i forbindelse med varetagelsen af forældrerollen, jf. FN s Handicapkonventions artikel 23. Instituttet er af den opfattelse, at en henvisning til FN s Handicapkonventions artikel 23 i særdeleshed bør fremgå af punkt 302, nr. 2, men også af punkt 93, punkt 327, punkt 367 og punkt 387. I vejledningens punkt 16, punkt 278, punkt 478 og punkt 546 bør FN s Handicapkonventions artikel 12 om støtte til at formulere sin mening og princippet om størst mulig selvbestemmelse tillige nævnes. I vejledningens punkt 129 og punkt 162 anføres det, at normalt vil funktionsnedsættelse være en belastning resten af livet. Instituttet forslår, at formuleringen ændres til normalt vil funktionsnedsættelse være en udfordring resten af livet. Endelig forslås det til vejledningens punkt 561, at FN s Handicapkonventions artikel 19 om retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet og artikel 30 om deltagelse i kulturlivet, rekreative tilbud, fritidsaktiviteter og idræt tilføjes. 4/5
Der henvises til j.nr. 2013-1513. Venlig hilsen Christoffer Badse C H E F K ONSULENT 5/5