Børn og unges anbringelser uden for hjemmet i 1992

Børn og unges anbringelser uden for hjemmet i 1992 Gladys Kreutzmann, projektleder Direktoratet for Sociale Anliggender Grønlands Hjemmestyre Undersøgelsens baggrund Landstingets Social udvalg drøftede under forårssamlingen 1992 børn og unges anbringelser uden for hjemmet. Baggrunden for debatten var et politisk ønske om at få et samlet overblik over anbringelsesmønsteret og antallet af børn og unges anbringelser uden for hjemmet. Debatten udsprang bl.a. på baggrund af oplysninger om alarmerende høje anbringelsestal i specielt Tasiilaq, men det var ikke muligt at dokumentere disse påstande, idet der ikke eksisterede nogen samlet statistik eller ensartet opgørelse af, hvor mange børn og unge der var anbragt udenfor hjemmet. Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked fik på den baggrund afsat kr. 1 million og en landsdækkende undersøgelse "af børn og unges anbringelser uden for hjemmet er efterfølgende blevet gennemført. Undersøgelsens formål Det overordnede formål med undersøgelsen har været at få en analyse af børn og unges anbringelser uden for hjemmet. som grundlag for en politisk og socialfaglig debat. der efterfølgende skal anvendes som redskab til en samlet revision af børn og unge området. Kommissoriet for undersøgelsen har været at belyse følgende spørgsmål: 1. Hvor mange børn og unge er anbragt udenfor hjemmet. og af hvor lang varighed er anbringelsen? 2. Hvad er grundlaget for og formålet med anbringelsens iværksættelse, og er den sket med eller uden forældrenes/værgernes samtykke? 3. Hvem foranlediger kontakt mellem forældre/værge og anbringelsesstedet, hvordan og hvor ofte? 4. Hvem er anbringelsen foranlediget af? Privatpersoner eller offentlig myndighed? 5. Har forældrene/værgerne ønsker og forslag til tilbud, der kunne have afværget behovet for anbringelse i deres tilfælde? 6. Hvilke tiltag/visioner kan socialforvaltninger /pædagoger /sundhedspersonale foreslå med henblik på forbedringer af de nuværende foranstaltninger vedrørende anbringelse af børn uden for hjemmet? Undersøgelsesdesign og metode Undersøgelsen er gennemført som et projekt, der bygger på oplysninger fra en kombineret

spørgeskemaundersøgelse og interviewundersøgelse på baggrund af anbringelser i kalenderåret 1992.. Spørgeskemaundersøgelsen er landsrepræsentativ og er foretaget i alle landets kommuner. Spørgeskemaet belyser data om barnets personlige, sociale og familiemæssige forhold. samt forhold omkring anbringelsen med hensyn til årsag, formål, varighed og anbringelsessted. Endvidere belyses forhold omkring tidligere og igangværende foranstaltninger, anbringelseshjemmel samt data om samarbejdsrelationer mellem forældre og involverede instanser. Spørgsmålene i spørgeskemaet er udformet på baggrund af de gældende børneforsorgsregler. Spørgeskemaet er udfyldt af de kommunale sagsbehandlere på baggrund af sagsjournaler og/eller lokalt kendskab til barnet og familien. Der er udfyldt spørgeskemaer på ca. 80% af anbringelserne i 1992. Der er gennemført interviewundersøgelse i 4 udvalgte kommuner. Interviewundersøgelsen er baseret på 26 børneforsorgssager, hvor barnet har været anbragt i kalenderåret 1992. Der er gennemført interview med sagens nøglepersoner under hensyn til den enkeltes tarv og samtykke. Dvs. at der er gennemført interview med: Forældre/værger, kommunale sagsbehandlere, plejeforældre. skolelærer, pædagogisk personale. m.fl. Der er af etiske grunde ikke gennemført interview med børnene. Formålet med denne del af undersøgelse har været at få uddybende oplysninger om sagsbehandlingen før under og efter barnets anbringelse. Interviewundersøgelsen har desuden haft til formål at afdække de problemer, ønsker og forslag, som de interviewede har givet udtryk for. Definition af en anbringelse En anbringelse uden for hjemmet er i undersøgelsen defineret som en privat eller socialt formidlet anbringelse. idet både private anbringelser og anbringelser, der er foranlediget af de sociale myndigheder, er underlagt de gældende børneforsorgsregler. Undersøgelsen sondrer mellem følgende hovedgrupper: A. Privat formidlede anbringelser: Plejeforhold der er aftalt og etableret uden, at de sociale udvalg på forhånd er inddraget. Der ydes ingen betaling fra det offentlige. B. Socialt formidlede anbringelser: Anbringelsen er foranlediget af de sociale myndigheder til familiepleje, døgninstitution og andre institutionslignende ordninger. Der ydes betaling efter gældende regler. De faktiske anbringelsestal Kommunerne har oplyst, at der i kalenderåret 1992 var anbragt 728 børn og unge udenfor hjemmet. Det svarer til, at 4,3% af børn i alderen 0-17 år, var anbragt uden for hjemmet i kortere eller længere tid. Det viser sig, at der er en markant spredning i anbringelserne. De laveste anbringelsestal er registreret i Ilulissat kommune med 1,44 % og i Upernavik kommune med 1,52 %. Der var tale om markant høje anbringelsestal på Østkysten, hvor det højeste anbringelsestal var registreret i Tasiilaq, der var opgjort til 15,11 % (tabel 1). Denne opgørelse vedrører samtlige anbringelsesformer.

Tabel 1. Den geografiske fordeling af anbringelser i 1992 fordelt på Q-I 7 årige. Anbringelsestyper og den geografiske spredning af anbringelserne Undersøgelsen viser, at ca. 1/3 af anbringelserne er privatformidlede anbringelser, mens ca. 2/3 af anbringelserne er socialt formidlede anbringelser. I gruppen af socialt formidlede anbringelser var der en ligelig fordeling blandt anbringelser på døgninstitution og anbringelser i familiepleje (figur 1). Sammenholdes dette med de faktiske anbringelsestal, viser undersøgelsen, at de sociale myndigheder på landsplan anbragte 2,9% af alle børn og unge i kalenderåret 1992. Figur 1. Undersøgelsen viser, at der er områder, der må påkalde sig særlig opmærksomhed. Anbringelsestallene i østgrønland indicerer, at ca. 1 barn ud af 10 i kalenderåret 1992 var anbragt af de social myndigheder. Opgørelse på barnets hjemsted (forældrenes bopæl) viser, at barnet i 21 % af sagerne kommer fra en bygd, mens de resterende 79% kommer fra en by, hvilket er i overensstemmelse med fordelingen af børn og unges fordeling på by/bygd. I bygderne er der i overvejende grad tale om private anbringelser, hvor de private anbringelser

udgjorde over halvdelen af anbringelserne. I byerne er billedet det modsatte, idet de private anbringelser udgør under 1/4. Dette må formodes at hænge sammen med et traditionelt familiemønster i bygderne, hvor børn i højere grad vokser op hos bedsteforældre og slægtninge. Det kan ligeledes skyldes, at familien og det nære samfund i højere grad træder til, hvis der er problemer. Det kan dog samtidig pege på et generelt behov for en bedre social service i bygderne. Genanbringelser Undersøgelsen viser, at børn, der var anbragt i 1992, i gennemsnit har været anbragt 1,8 gange. En opgørelse på privat og socialt formidlede anbringelser viser, at hovedgruppen af private anbringelser er engangsanbringelser, mens børnene i over halvdelen af de socialt formidlede anbringelser har været anbragt 2 eller flere gange. I lidt under 1/3 af de socialt formidlede anbringelser har børnene været anbragt fra 3 til 10 eller flere gange. Dette resultat peger på, at der ofte er tale om genanbringelser og risiko for genanbringelser, når det drejer sig om de socialt formidlede anbringelser. Frivillige og tvangsmæssige anbringelser. Der er i overvejende grad tale om frivillige anbringelser, hvor anbringelsen er sket med forældremyndighedsindhaverens samtykke, hvilket er oplyst for 71 % af anbringelserne. Der er implicit tale om tvangsmæssige anbringelser i 8% af sagerne, hvor anbringelsen er sket uden forældremyndighedsindehaverens samtykke. Antallet af tvangsmæssige foranstaltninger, hvor det drejer sig om en konflikt med forældremyndighedsindehaveren, må dog formodes at være meget lavere, idet disse anbringelser, i 3/4 af tilfældene, er defineret som akutte. Det vil typisk dreje sig om anbringelser, hvor det ikke har været muligt at indhente forældrenes samtykke på anbringelsestidspunktet af tidsmæssige grunde. De anbragte børn Der er tale om en næsten ligelig kønsfordeling blandt de anbragte børn. Det viser sig dog, at adfærdsproblemer, indlæringsproblemer, misbrugsproblemer og kriminalitet, er særlig udbredt blandt drengene. Hovedgruppen af børnene er mellem 0-6 år og i gennemsnit 4,9 år - ved første anbringelse udenfor hjemmet. Opgjort på den seneste anbringelse har børnene i gennemsnit været anbragt 2,8 år, og der er generelt stor variation i, hvor lang tid anbringelserne har varet. Børnene er på undersøgelsestidspunktet i gennemsnit 10,7 år. Generelt er over halvdelen af børnene mellem 11-1 7 år på undersøgelsestidspunktet med overvægt på de 11-14 årige. Disse oplysninger indicerer, at børn, der er anbragt af de sociale myndigheder på et meget tidligt tidspunkt i livet, har været udsat for skift i livet. Aldersmæssigt er de ved den første anbringelse psykologisk sårbare, og ligeledes er en betragtelig del af de anbragte børn på undersøgelsestidspunktet på vej mod voksentilværelsen på godt og ondt. Gruppen af børn og unge, der har været anbragt gentagne gange må påkalde sig særlig opmærksomhed ud fra den betragtning, at stabile voksenpersoner i barndommen med faste rammer og en kontinuerlig dagligdag er en forudsætning for en stabil personlighedsudvikling hos barnet. Der er grund til at antage, at en gruppe af disse børn, risikerer at havne i en dårlig livssituation på et senere tidspunkt i livet, hvis de ikke tilbydes den nødvendige støtte.

Forældrene Børnenes familiemæssige baggrund er karakteristisk ved, at det i overvejende grad er moderen alene, der har forældremyndigheden over barnet, idet dette er oplyst i lidt over 2/3 af sagerne. Der er typisk tale om familietyper med to voksne i familien. I ca. 41 % af sagerne, er forældrene gift/samlevende med barnets biologiske forældre eller med andre. Heraf udgør familietyper, hvor begge forældre er gift/samlevende, ca. 16%. De enlige forældre udgør ca. 30%, og det drejer sig hovedsageligt om enlige kvinder, der udgør ca. 25% af denne gruppe. Der er typisk tale om ufaglærte, både for mændene og kvindernes vedkommende, og ca. 2/3 af familierne er hel eller delvis offentligt forsørgede. Dette billede er særlig udtalt i gruppen af enlige forældre. Undersøgelsen viser, at familierne i overvejende grad har egen bolig, hvilket er oplyst for 67% af forældrene. 9% bor hos andre, mens det er angivet, at 1 % af forældrene var boligløse. Der foreligger ikke oplysninger på de resterende 23%, hvorunder værger og døde er medregnet. Forældrene er i gennemsnit 29 år for kvindernes vedkommende og 34 år for mændenes vedkommende ved barnets første anbringelse udenfor hjemmet. Forældrene må således generelt karakteriseres, som modne voksne, og ligeledes er der typisk 1-2 børn i familier med anbragte børn. Gruppen af enlige forældre udgør en særlig ressourcesvag gruppe, idet de hovedsageligt er uden uddannelse og er offentligt forsørgede. Desuden er ca. 1/3 af denne gruppe yderligere belastet af en dårlig boligsituation. Forhold der kan forklare anbringelserne Undersøgelsen peger på følgende begrundelser og sammenhænge, når et barn anbringes udenfor hjemmet. I de private anbringelser, der udgør ca. 1/3 af anbringelserne, er der generelt få oplysninger om såvel barnets forhold, den familiemæssige baggrund, og baggrunden og formålet med anbringelsen. Undersøgelses materialet peger ikke på, at de private anbringelser er begrundet i problemer hos forældre og børn. Generelt er der dog mange uoplyste forhold om de private anbringelser, hvilket indebærer, at der kan være forhold og problemer, som de sociale myndigheder ikke har kendskab til. En skønsmæssig opgørelse på de væsentligste begrundelser og sammenhænge for de private anbringelser, når barnet anbringes i privat pleje er som følgende: Ca. 33% af børnene.- svarende til ca. 11 % af undersøgelsesgruppen - er anbragt med henblik på en egentlig adoption (åben adoption). Der er plejetilladelse på barnet, og plejefamilien afventer en bevilling på adoption. Ca. 33% af børnene - svarende til ca. 11 % af undersøgelsesgruppen - er anbragt hos slægtninge Ii de fleste tilfælde hos bedsteforældrene) i adoptionslignende forhold, hvor barnet permanent og følelsesmæssigt hører til hos plejefamilien. Ca. 10% - svarende til ca. 3% af undersøgelsesgruppen - er anbragt hos slægtninge på grund af forældrenes uddannelsesophold i anden by. Ca. 23% - svarende til ca. 7% af undersøgelsesgruppen - er anbragt af andre grunde. Undersøgelsesmaterialet giver meget sparsomme oplysninger om baggrunden for disse anbringelser, men det må formodes, at det typisk drejer sig om, at slægten eller andre i barnets nærmiljø påtager sig den daglige omsorg for barnet på grund af sociale begivenheder eller

problemer hos forældrene. Vedrørende de sociale anbringelser, der udgør ca. 2/3 af anbringelserne, er omsorgssvigt angivet, som den alt dominerende begrundelse. Der er dog sjældent tale om en forklaring eller en årsag, men tale om et samspil af mange omstændigheder. Der er i undersøgelsesmaterialet ofte angivet flere forhold i forældrebaggrunden og barnets situation, der forklarer anbringelsen, og som er i direkte og indirekte sammenhæng med hinanden. I hovedparten af de sociale anbringelsessager, er det angivet, at barnet har været udsat for omsorgssvigt i forskellig grad. I barnets familiemæssige baggrund, er alkohol misbrug en væsentlig faktor, idet der i ca. halvdelen af sagerne direkte er angivet, at forældrene har alkoholproblemer. Samlivsproblemer /vold mellem forældre var ligeledes en væsentlig faktor. Bolig- og forsørgelsesmæssige problemer hos forældrene er ligeledes medvirkende faktorer til barnets anbringelse udenfor hjemmet. Der er således tale om et betydeligt sammenfald, mellem problemer i familien, og omsorgssvigt af barnet. Omsorgssvigt kan ikke alene forklares ved, at forældrene har alkoholproblemer. Det er dog den væsentligste begrundelse. De sociale anbringelser, der er begrundet med omsorgssvigt, må således generelt forklares med, at forældrene er så belastede af og fokuserede på deres egne problemer, at børnenes behov tilsidesættes og ignoreres. I ca. 9% af de sociale anbringelser - svarende til 6% af undersøgelsesgruppen, er børnene er anbragt pga. handicap, og disse anbringelser er generelt begrundet i barnets behov for særlig støtte og stimulering, og er ikke begrundet i problemer i forældregruppen. I ca. 9% af de sociale anbringelser - svarende til 6% af undersøgelsesgruppen, har anbringelsen relation til dødsfald i familien. I ca. 9% af de sociale anbringelser - svarende til 6% af undersøgelsesgruppen, er børnene anbragt af andre årsager. Det drejede sig primært om sygdom hos forældrene, hvor forældrene er længerevarende syge eller indlagt på hospital i anden by. Desuden er der angivet andre sociale forhold og begivenheder (ulykker, skilsmisse, indsættelse i anstalt m.v.), som begrundelse for barnets anbringelse. Sagsbehandlingen Undersøgelsen viser, at der er et udækket behov for, at der arbejdes målrettet med familiens problemer, og at der kun forelå en plan for barnet eller familien i ca. 30% af alle sagerne. Det må konkluderes, at der et stort behov for at styrke den socialfaglige indsats på området, og at der er behov for at styrke informationen om rettigheder og pligter, når et barn er anbragt udenfor hjemmet. Der er ligeledes et stort behov for, at der arbejdes mere målrettet med hele familien, og de parter, som er berørt af en anbringelse. Det har vist sig, at omsorgssvigt er den alt dominerende begrundelse for, at børn anbringes uden for hjemmet af de sociale myndigheder, og dette har ofte sammenhæng med alkohol problemer og konflikter i familien. Interviewundersøgelsen understreger, at der er behov for at udvikle metoder til at arbejde med familiens problemer og styrke kommunikationen med sagens hovedpersoner - familien. Interviewene afspejler et stort behov for, at sagsbehandlingen bør tage udgangspunkt i samtaler med familien og ikke samtaler om familien. Hvis de gældende principper i børneforsorgsreglerne i praksis skal implementeres i en fremtidig socialpolitik kan der generelt peges på, at der er behov for en målrettet indsats og prioritering af området. Der må her peges på et behov for tilførsel af ressourcer og uddannelse til området, der

sker under hensyn til de lokale behov og forhold. Forebyggelse er j stigende grad blevet et nøglebegreb i såvel den politiske og faglige debat. Det er imidlertid ikke et særligt præcist begreb, og det kan derfor virke som et orakelsvar på ethvert problem. I en diskussion om anbragte børn og unge, er der dog grund til at pege på oplysning og information, som et redskab i det forebyggende arbejde. Denne proces kan løbende være med til, at skabe debat og indsigt i børns behov for omsorg - og de voksnes ansvar for den opvoksende generation.