Konfliktoptrapning eller nedtrapning Når vi er sammen med andre mennesker, kan vi aldrig kun udelukkende se på deres adfærd. Vi er selv en del af situationen eller problemet, og det er derfor vigtig at se på, hvilken rolle vi selv har. Der er ikke mange der er uforstående overfor, hvis et andet menneske mister besindelsen og skælder dig ud, hvis du fuldstændig umotiveret er gået hen og stukket ham en flad. Der er det ret tydeligt at se den adfærd, der har udløst reaktionen hos den anden. Det er ikke altid så nemt, når vi snakker konflikter med vores børn, eller uønsket adfærd hos dem. Men som du kan se på illustrationen på sidste side, følger konflikter et ret tydeligt mønster. Når du først ved det, vil du kunne være i stand til at identificere HVOR du befinder dig og hvad dit næste træk vil forårsage. Husk på: DU er den voksne, DU har evnerne til at bevare det kølige overblik, at forudsige konsekvenser, og at se mere nuanceret på det givne problem, end dit barn har. Du kan tænke strategisk og det er det jeg beder dig om at have rigtig meget fokus på, i tilgangen til dine børn og de gentagne konflikter eller irritationer i løber ind i. Jeg vil komme med et lille eksempel. Jeg blev irriteret på min søn, fordi han ikke svarede mig om morgenen, når jeg spurgte ham om, hvad han ville have til morgenmad. Men lad os lige
se på situationen. Vi er ikke de hurtigste ude af starthullerne herhjemme, og vi har tilpasset vores liv, så vi kan have nogle rolige morgener, uden at skulle stresse ud af døren. Dette var faktisk en direkte ændring, der udsprang af et irritationsmoment vi havde, efter vi fik to børn, og skulle nå ud af døren og aflevere dem inden et bestemt tidspunkt og selv være et andet sted inden et bestemt tidspunkt. (kom ikke og sig, at jeg ikke selv afprøver mit materiale og tager mine egne kurser ;-)). Så hvad sker der herhjemme om morgenen, Jo min søn sover til han selv vågner, og det er stort set altid efter 7.30. Så tøffer han ind i sofaen, vi sidder og ser lidt fjernsyn og jeg laver madpakker. Men sjeg står over i køkkenet, spørger jeg så min søn hvad han vil spise og får (surprice!) intet svar. Jeg spørger igen intet, bliver irriteret og prøver lidt mere insisterende, og når så at blive skide irriteret på ham, før jeg går over og stiller mig foran ham og forlanger et svar. Prøv lige at se på situationen et øjeblik. Min søns søvndrukne, nyligt vågnede hjerne er blevet fanget af noget i fjernsynet og han er forsvundet ind i en anden verden. Jeg står 5 meter væk, bag et køleskab, ude af syne og spørger ham om noget. Er der noget at sige til jeg ikke får et svar? Sandsynligheden for han har hørt mig er meget lille, og selv hvis han har, når han at blive optaget af det han ser, inden hans hjerne og mave er færdige med at kommunikere med
hinanden, og levere et svar. Jeg har altså SELV skabt den situation, der afføder en handling (eller her manglende handling) hos mit barn, og som ender med at være et irritationsmoment. Jeg vil vædde med, du kan komme med lignende eksempler, hvor DU rendt faktisk selv opstiller rammerne, for det der ender med at gøre dig vred. Prøv at se på et af dine irritationsmomenter. Nu tager du udgangspunkt i DIN andel af den. Start helt nede på jorden med uoverensstemmelsen (fx du gerne vil have dit barn til at gøre noget bestemt, men dit barn ikke gider). Hvad er dit næste træk? Forsøger du at MOTIVERE dit barn, eller bebrejder du den manglende vilje? Hvis det er det sidste, er du allerede begyndt at bevæge dig op af trappen. Hvis dit barn stadig ikke gider, hvad gør du så? Prøver du at finde på en løsning hvorved det bliver attraktivt at følge dine anvisninger, eller bevæger du dig længere op ad trappen og breder problemet ud til andre områder eller situationer? Hvad sker der herefter? Tvinger du dit barn til at gøre det du siger? Finder du på sanktioner hvis dit ønske ikke efterkommes? Hvordan er dit humør på dette tidspunkt i konflikten og hvordan er det hos dit barn? Giver du op? Eller har du fået dit barn til at makke ret, og hvad har prisen været? Se på figuren på næste side.
Børn skal motiveres. De skal hjælpes til at se tingene fra et større perspektiv. De skal guides og have anvisninger og de skal vises vejen ikke ved trusler, tvang eller skæld ud, det lærer de ikke noget af, ikke noget positivt i hvert fald. De skal føle at de selv har et valg og en stemme. De vil gerne have medbestemmelse, lige som du selv gerne vil. Lead by example. Vis dem hvorfor det er at foretrække at gøre som du beder dem om. Vis dem at det ikke behøver at være kedeligt. Sæt dig ind i deres udgangspunkt og spørg dig selv, om det partout SKAL være lige nu de gør det, eller om i kunne lave en aftale om hvornår det skal ske (hvis de nu lige er i gang med noget). En ting er sikkert. Hvis du bevæger dig ned på deres niveau og bliver stædig, ufleksibel og barnlig, så kommer I ingen steder. Så forventer du med andre ord, at dit barn er den voksne og træffer det rigtige valg, til trods for du ikke gør det. Igen, det er DIG der er den voksne, DIG der kan se tingene fra et andet perspektiv, DIG der kan tænke i strategier og DIG der skal være løsningsorienteret.