4. februar 2011 65. årgang Dansk Psykolog Forening 2 Ventetid 15.000 børn og unge står på ventelister i psykiatrien. Men op mod halvdelen hører slet ikke hjemme her. Side 3 De gamle bag rattet Skal vi snuppe kørekortet fra de gamle bilister? Trafikforskning slår hul på myterne. SIDE 8 Kunstig befrugtning Bare slap af: Stress betyder kun lidt for, om graviditet ved kunstig befrugtning lykkes. SIDE 14 Det usynlige folk Verdens forældreløse børn er genstand for et dansk uddannelsesprojekt. SIDE 16
4. februar 2011 65. årgang Dansk Psykolog Forening Skal vi snuppe kørekortet fra de gamle bilister? Trafikforskning slår hul på myterne. SIDE 8 Bare slap af: Stress betyder kun lidt for, om graviditet ved kunstig befrugtning lykkes. SIDE 14 15.000 børn og unge står på ventelister i psykiatrien. Men op mod halvdelen hører slet ikke hjemme her. SIDE 3 2 Verdens forældreløse børn er genstand for et dansk uddannelsesprojekt. SIDE 16 LEDER I et historisk omfang er det den menneskelige faktor gamle samspillet mellem de rationelle kalkuler og de irrationelle produktiviteten.de handlemønstre der er altafgørende for bag rattet Kunstig befrugtning Ventetid Det usynlige folk Medlemsblad for Dansk Psykolog Forening Den menneskelige faktor N år psykologer i stigende grad skal finde beskæftigelse i erhvervslivet hvad vi af mange grunde skal er det påtrængende, at vi gør vores stilling op om erhvervspolitik. Helt på samme måde, som vi fx har holdninger på det social- og sundhedspolitiske område og på uddannelses- og forskningsområdet. I formuleringen af en sådan erhvervspolitik kan vi passende begynde med at afskaffe den klichéprægede, men sejlivede opfattelse, at det private skaber værdierne og det offentlige forbruger dem. Der er tale om to sider af samme sag, hvor produktionslivet ikke ville kunne opretholde sin værdiskabende funktion uden et velfungerede offentligt system. Tilvæksten er resultatet af et samarbejde mellem de to. Der kommer flere højtuddannede ud i virksomhederne, og det øger produktiviteten. Logik! Det er også indlysende, at vi skal have flere højtuddannede fra udlandet ind i den danske arbejdsstyrke, ligesom de unge under uddannelse i højere grad skal skabe en tæt tilknytning til erhvervslivet og forskere og virksomheder i højere grad skal samarbejde om innovation. Foreningens muligheder for at formulere politikker er mange, men vi værner også om vores kerneopgaver og minder om, at vi grundlæggende er en forhandlingsorganisation med den opgave at skabe gode løn-, ansættelses- og arbejdsforhold for medlemmerne. Vi skal derfor stille (politiske) krav til produktionens ejere om i deres budgetter at medregne gode arbejdsforhold, karriereveje og indtjeningsmuligheder for de akademiske medarbejdere. Værdiskabelse gror ikke op af jorden, dumper ikke ud af maskinerne og hentes heller ikke fra pc en. Ikke af sig selv. I et historisk omfang er det den menneskelige faktor samspillet mellem de rationelle kalkuler og de irrationelle handlemønstre der er altafgørende for produktiviteten. Dansk Psykolog Forening Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf. 35 26 99 55. E-mail: dp@dp.dk www.danskpsykologforening.dk Psykolog Nyt Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf. 35 26 99 55. E-mail: p-nyt@dp.dk Fax/Psykolog Nyt: 35 25 97 07. Redaktion: Rebecca Savery Trojaborg, ansv. redaktør Jørgen Carl, redaktør Heidi Strehmel, bladsekretær/annoncer DK ISSN: 0901-7089 Design og produktion: Mediegruppen A/S Tryk: Jørn Thomsen/Elbo A/S Trykt med vegetabilske farver på miljøgodkendt papir Oplag: Kontrolleret oplag (FMK): 8.550 ex. Trykoplag: 9.350 ex. Medlem af Danske Specialmedier Indsendt stof: Indsendte artikler dæk ker ikke nødvendigvis redaktionens eller foreningens holdninger. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller redigere indsendte artikler. Redaktionen påtager sig ikke ansvar for artikler, der indsendes uopfordret. Forside: BAM/Scanpix Jobannoncer 2011 Psykolog Nyt + www.psykologjob.dk Ved manus Ved reproklar Helsider: Kr. 12.060,- Kr. 10.410,- 176 x 237 mm: Halvsider: Kr. 6.945,- Kr. 6.085,- 86 x 237 mm eller 176 x 118 mm: Priserne gælder jobannoncer med 1 stilling. Prisliste: www.danskpsykologforening.dk Farvetillæg (CMYK): Sort + 1, 2 eller 3 farver: Kr. 1.500,- Alle priser ekskl. moms. Abonnement/2011: 1.200 kr. + moms. Deadline (kl. 12) Nr. Deadline Udgivelse 4 14/2 4/3 5 28/2 18/3 6 14/3 1/4 Roal Ulrichsen, formand for Dansk Psykolog Forening
VENTELISTER (1) Problembørn går galt i psykiatrien modelfotos: bam/scanpix Mere end hvert tredje barn, som henvises til psykiatrien med psykiske problemer, bliver ikke behandlet. Imens vokser ventelisterne. B ørne- og ungdomspsykiatrien afviser mellem hver anden og hver tredje af alle henviste børn. For selv om børnene har problemer, fejler de ikke noget, der er så alvorligt, at sygehusene skal tage sig af det. Hvert år henvises omkring 15.000 børn og unge til psykiatrisk behandling. Børnene bærer på foreløbige diagnoser som ADHD, udviklingsforstyrrelser, autisme og adfærdsproblemer, og de lander ofte på en lang venteliste. Men mange af dem venter forgæves på hjælp, for de kommer aldrig i behandling. Jo flere børn der bliver henvist, jo længere ventetider. Både for børn med alvorlige psykiske lidelser og for børn, som venter i måneder på at få at vide, at sygehusene ikke kan hjælpe dem. Det viser tal fra BupBasen, en landsdækkende kvalitetsdatabase for børne- og ungdomspsykiatrien. Og det bekræftes af ledende overlæger i psykiatrien. - Vi bruger tid på børn, der ikke har brug for behandling, mens andre står på venteliste. Den tid og de ressourcer, vi bruger på de forkerte, går jo fra dem, vi burde bruge vores kræfter på. Forældre til uopdragne børn kan godt have brug for hjælp til at opdrage deres børn. Men det skal vi ikke psykiatrisere. Dem kan andre hjælpe bedre end os, siger en af landets førende forskere i børne- og ungepsykiatri, overlæge og professor Niels Bilenberg fra børne- og ungdomspsykiatrien i Region Syddanmark. Han er også klinisk ansvarlig for BupBasen. PSYKOLOG NYT NR. 2 2011 SIDE 3
DEBAT: Giver denne artikel eller den følgende (side 6) anledning til kommentarer? Vi har åbnet for debat på www.dp.dk > Aktuelt > Aktuelle temaer. Halvdelen blev behandlet I 2009 blev 15.645 børn og unge henvist til psykiatrien. 7.437 børn begyndte i behandling. 5.692 blev efter cirka seks måneder vurderet igen for at se, om behandlingen hjalp. Af disse havde 3.680 været i egentlig behandling. Den største gruppe af henvisninger omkring en fjerdedel handler om symptomer på ADHD. Nogle børn er henvist i 2008 og behandlet i 2009, andre er henvist i 2009, men først behandlet i 2010. Nogle børn får en diagnose, selv om de ikke kommer i psykiatrisk behandling, fx udviklingshæmmede og autister, der typisk har brug for særlige pædagogiske tilbud. Andre falder fra undervejs. Desuden er nogle registreringer mangelfulde. Derfor er tallene ikke helt nøjagtige. Kilde: BupBasen ADHD-eksplosionen Over 15.000 børn og unge blev henvist til behandling i psykiatrien i 2009. Men kun lidt under halvdelen, knap 7.500 børn, kom i gang med et egentligt behandlingsforløb. Rigtig mange blev afvist eller visiteret andre steder hen. - Samlet er det mellem en tredjedel og halvdelen, som bliver afvist efter en enkelt konsultation eller alene på papiret. I Odense har vi valgt at se alle, så vi møder barnet og forældrene mindst én gang. På den baggrund afviser vi lidt over en tredjedel, som ikke hører hjemme i psykiatrien, oplyser Niels Bilenberg. Flere og flere børn henvises til observation for ADHD. Fra 1.050 til 3.826 i årene 2005 til 2009 eller en stigning på 264 procent over fem år. I dag udgør ADHD-sagerne en fjerdedel af de samlede henvisninger. Og det er i Niels Bilenbergs øjne alt for mange: - Henvisningerne for ADHD er virkelig eksploderet. Det er ikke nemt at stille den diagnose, men rigtig mange af dem har ikke ADHD. Mit skøn er, at omkring halvdelen får diagnosen. I Region Midtjyllands Børne- og Ungdomspsykiatriske Center i Risskov, Herning og Viborg vurderer ledende centeroverlæge Jens Buchhave, at 30 procent af alle henviste børn og unge afvises. - Vi afviser en større del nu, som bør klares af praktiserende læger, speciallæger og psykologer i primærsektoren, fordi de ikke har alvorlige eller komplekse symptomer. Det er ikke, fordi der ikke er noget galt med de børn, og familierne kan være meget belastede, men de skal ikke behandles i det regionale sundhedsvæsen, forklarer Jens Buchhave. Forældre jagter diagnoser Tusinder af børn venter med andre ord på at blive behandlet for en psykisk lidelse, de ikke har. Mens alvorligt syge børn risikerer at vente længere, fordi ventelisten er fyldt op. Både i Risskov og i Odense nævner overlægerne, at et tættere og bedre samarbejde mellem psykiatrien og de kommuner og læger, som henviser børnene, vil kunne løfte noget af presset. Det gælder om at finde den rigtige dør til de børn, som skal have hjælp, men ikke hører til i sygehusvæsenet. - Det ville være rigtig dejligt, hvis vi kunne undervise dem, der henviser, i at blive bedre til at skelne, siger Niels Bilenberg. Men også forældrenes jagt på diagnoser er med til at sende flere børn i kø i psykiatrien. - Der finder et pres sted fra det offentlige system, fordi barnet skal have en diagnose for at få hjælp. Så opstår der det, vi kalder diagnosejagt. For 10-15 år siden var forældre ikke interesserede i, at deres barn fejlede noget. I dag bliver de vrede og kede af det, hvis ikke barnet får en diagnose. Men nogle gange er det jo forældrene, der ikke egner sig til at opdrage deres børn, siger Niels Bilenberg. Sårbare og udsatte børn, som ikke er psykisk syge, skal have andre former for hjælp, for eksempel specialundervisning, støtte til familien, psykologhjælp eller andre tilbud. Men tilsyneladende oplever en del familier, at en diagnose er den eneste vej til hjælp. - Vi afviser en del, fordi vi ikke synes, man har gjort nok i kommunen. Hvis der er 12 måneders ventetid hos skolepsykologen, bliver barnet henvist til os. En diagnose er for os et helt naturligt arbejdsværktøj, så det er naturligt nok, at man forsøger at sammenfatte symptomer til en diagnose. Men det er ikke nødvendigt for at få støtte efter serviceloven, fastslår Jens Buchhave. Bille Sterll, journalist, Dansk Psykolog Forening SIDE 4 PSYKOLOG NYT NR. 2 2011
Kør bil med RUNA Har du styr på din bilforsikring? Du kan her se priseksempler på en bilforsikring i RUNA, hvis du er elitebilist og bor i postnumrene 6040, 7900, 8300 og 9240. Prisen dækker over en helårlig betaling med en selvrisiko på 5.420 kr. i 2011: Skoda Fabia 1,4 årlig pris = 3.356 kr. Kia Cee d 1,6 diesel årlig pris = 3.609 kr. Toyota Aygo 1,0 Mazda 2 1,2 årlig pris = 3.119 kr. årlig pris = 3.356 kr. En bilforsikring hos RUNA giver dig klare fordele: Forsikringen stiger ikke i pris efter skader Du bliver allerede elitebilist efter fem års skadefri kørsel Tilvalg: Billig vejhjælp og friskadedækning Aldersrabat: Kaskoprisen reduceres med 6, 15 og 20 % når din bil er fyldt 5, 10 og 15 år. Du skal tegne RUNA s attraktive Indboforsikring, for at kunne tegne den billige bilforsikring. Læs mere på www.runa.dk RUNA FORSIKRING A/S www.runa.dk Tlf.: 3332 2200 PSYKOLOG NYT NR. 2 2011 SIDE 5
VENTELISTER (2) Kom igen om et år! Halvdelen af alle børn og unge i psykiatrien venter for længe. Behandlingsgaranti og frit sygehusvalg hjælper ikke. Tværtimod. Når et barn i dag skal begynde i psykiatrisk behandling på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Risskov ved Århus, sker det, at familien får brev om at møde op i 2012. Altså om et år eller mere. Ventelisterne i Region Midtjylland hører til landets længste, og medmindre barnet har akutte problemer, er ventetider på 50 til 80 uger ikke usædvanlige. - Der er en del, der venter i tre, seks eller 12 måneder, før de kommer til. Nogle steder kommer de først til i 2012. Det må jeg vedstå, for sådan er virkeligheden. Der er ingen tvivl om, at det er en belastning for både barnet og familien samt omgivelserne i fx skole og fritidsinstitution. Barnet har måske en dårlig kontakt til kammeraterne og oplever mange nederlag. Det bliver skældt meget ud og kommer let ind i en negativ spiral, som også påvirker forældrene, siger ledende centeroverlæge ved regionens Børne- og Ungdomspsykiatriske Center, Jens Buchhave. Men det er ikke kun i Midtjylland, ventelisterne vokser. På landsplan venter halvdelen af alle børn nu for længe på at blive behandlet for psykiske lidelser. I oktober 2010 havde 1.326 børn ventet over to måneder. Mange af dem venter væsentligt længere, og andelen ser ikke ud til at være på vej ned, tværtimod. Også overlæge og professor Niels Bilenberg fra Region Syddanmarks børne- og ungepsykiatri advarer mod de lange ventetider: - Det betyder, at man taber et vigtigt år i barnets liv. Mange af de her børn samler jo på nederlag, og der kommer flere emotionelle forstyrrelser oveni. De betaler en dyr pris for ikke at få hjælp, siger han. Siden 1. august 2008 har børn og unge haft ret til at blive undersøgt for psykiske lidelser inden for to måneder. Fra 1. januar 2009 er retten udvidet til også at dække behandling. Alligevel vokser andelen, der venter for længe, og er nu 50 procent. Retten til at blive undersøgt og behandlet bliver ofte omtalt som en behandlingsgaranti. Men det ord klinger skævt i centeroverlægens ører. - Det er en udvidet ret, men ikke en garanti. Der er jo ingen garanti for, at en privat udbyder kan tage dem. Og der er ingen steder, du kan klage, hvis garantien ikke holder. Så det er at stikke folk blår i øjnene at kalde det en garanti, mener Jens Buchhave. Paradoksalt nok er netop behandlingsretten er en af årsagerne til, at ventelisterne er eksploderet. Antallet af børn i psykiatrisk behandling er mere end fordoblet på ti år, og antallet af behandlinger vokser støt. - Vi har kunnet se henvisningerne stige år for år, men særligt lige efter indførelsen af denne udvidede ret til undersøgelse og behandling. Alle erfaringer viser, at når man udvider behandlingsretten, så henvises der flere patienter. Men det er også, fordi vi er blevet bedre til at behandle børn og unge med psykiske sygdomme og udviklingsforstyrrelser, så det er naturligt, at flere henvises, siger Jens Buchhave. Sminkede ventelister De officielle ventelister, som Danske Regioner offentliggør hvert kvartal, viser, hvor mange børn og unge der venter over eller under to måneder. Men mange venter endnu længere. De forventede ventetider, som alle kan læse på venteinfo.dk, er flere steder over et halvt år og en del steder over et år. Regionerne regner ventetiden, fra barnet bliver henvist, og frem til behandling eller forvisitation, som er et kort, indledende møde. Den landsdækkende BupBase, som registrerer alle forløb for børn og unge i psykiatrien, forsøger at beregne ventetiden, fra barnet bliver henvist, til selve behandlingen reelt går i gang. Og gør man forløbet op på den møde, stiger andelen af børn, der venter længere end to måneder. - Vores ambition var at komme med et tal for den reelle ventetid, som familierne oplever, ikke den sminkede. Nogle steder indskyder man en forvisitation og indkalder familien til en enkelt samtale, og så står de ikke længere på venteliste. Men hvis de så SIDE 6 PSYKOLOG NYT NR. 2 2011
Flere patienter for pengene foto: Colourbox Ifølge tal fra Danske Regioner er udgifterne til de somatiske afdelinger siden 2001 vokset med 33,2 procent, mens udgifterne til psykiatrien kun steget med 7,7 procent. Antallet af patienter i psykiatrien er i samme periode steget med 24 procent. Med andre ord behandler psykiatrien flere patienter for pengene. I 2008 kostede sygehusene 63,5 mia. kr. Heraf gik 6,7 mia. kr. til psykiatrien. skal vente flere måneder, før der sker mere, er de jo ikke reelt i behandling. Så er det bare en kunstig måde at få ventetiderne ned, siger Niels Bilenberg, som er klinisk ansvarlig for BupBasen. Ingen private tilbud til børn Børn og unge har ret til at blive behandlet på et privathospital, hvis det offentlige ikke kan klare opgaven inden for to måneder. Men selv om halvdelen af alle henviste børn venter længere, henviser regionerne kun få til behandling i det private. Kun 192 børn blev i 3. kvartal 2010 henvist til privat behandling. Årsagen kan meget vel være, at der ikke er nogen steder at henvise dem til. Mens patienter, der skal have opereret ledbånd i knæet kan vælge mellem 48 forskellige private behandlingssteder, findes der i hele landet syv til børn og unge med psykiske lidelser. Heraf melder flere om lange ventetider. Private udbydere står altså ikke i kø for at behandle børn med psykiske lidelser. Sidste år gik en af de store, Vejlefjord Behandlingscenter, tilmed konkurs. - Den simple forklaring er, at det er ikke attraktivt nok, selv om der er et marked og kunder. Der er ikke flere, fordi honoreringen ikke er god nok. Vi har selv været med til at forhandle taksterne, men vi må erkende, at vi ikke kan leve af dem, siger sekretariatschef Martin Koch Pedersen fra Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker. De privates forklaring vækker genklang i det offentlige. Mens udgifterne til de somatiske afdelinger er vokset med 33 procent de sidste ti år, er psykiatrien kun vokset med knap otte procent. Og det kan ses, mener Jens Buchhave: - Politikerne siger, at de vil psykiatrien det godt, men økonomien følger ikke med. Vi kan godt fornuftigt og fagligt ansvarligt snakke sammen om at øge produktiviteten og hjælpe flere for de samme penge. Men det vil stadig ikke række til at hjælpe alle de patienter, vi har. Vi har ikke fået den ressourcetilvækst, vi burde have, når man sammenligner med somatikken og det voldsomt stigende antal henvisninger. Der hersker en uforståelig forskelsbehandling i sundhedsvæsenet, hvor psykiatrien i Folketinget får midlertidige bevillinger fra satspuljen, i stedet for at psykiatriens økonomi forhandles på linje med kirurgi og fødsler ved de årlige økonomiforhandlinger mellem regeringen og Danske Regioner. Det oplever jeg bestemt ikke til psykiatriens fordel. Bille Sterll, journalist, Dansk Psykolog Forening Børn og unge på venteliste April 05 April 06 Marts 07 Marts 08 Marts 09 Okt. 09 April 10 Okt. 10 I alt 2.090 2.282 2.850 2.887 2.513 2.631 2.835 2.662 > 2 måneder 771 861 1.166 1.467 1.142 1.226 1.227 1.326 Venter for længe 37 % 38 % 41 % 51 % 45 % 39 % 43 % 50 % PSYKOLOG NYT NR. 2 2011 SIDE 7
TRAFIKFORSKNING an de gamle køre bil SIDE 8 PSYKOLOG NYT NR. 2 2011
Ældre bag rattet bliver ofte betragtet som farlige i trafikken, selv om de generelt er den sikreste gruppe af bilister. Det fastslår en trafikpsykolog på baggrund af nordisk og international forskning. D et virker logisk at identificere bilister med høj risiko og inddrage deres kørekort og derved øge trafiksikkerheden for alle, og derfor er denne type screening vidt udbredt både i og uden for EU. Der er dog to problemer: For det første har ældre bilister generelt ikke øget uheldsrisiko i trafikken, som gør det nødvendigt at investere i aldersbetinget screening. For det andet har forskningen ikke påvist, at der er nogen sikkerhedsmæssig effekt af denne type screening. Men hvor kommer opfattelsen af ældre som farlige i trafikken så fra? I mange år blev den såkaldte U-formede kurve ofte præsenteret i oplæg om ældre bilister. Den illustrerer antal uheld pr. kørte kilometer for forskellige aldersgrupper. Kurven viser et højt antal uheld for de unge bilister for så at falde markant for de midaldrende bilister, hvorefter den stiger igen omkring 65-70-årsalderen. Det er blevet tolket som en illustration af, hvordan alder i sig selv påvirker uheldsrisiko. Nyere forskning har imidlertid påpeget forskellige bias, der kan forklare tendensen i den U-formede kurve og dokumenterer, at øget alder ikke selvstændigt er forbundet med øget uheldsrisiko. De mest betydningsfulde er skrøbeligheds-bias og lav kørselsmængde-bias. fotos: Henrik Sønnike Skrøbelighed og kørselsmønster Med skrøbeligheds-bias menes, at der er større risiko for, at ældre mennesker dør eller kommer alvorligt til skade, når de bliver impliceret i et uheld, da de er fysisk mere skrøbelige end yngre. Når det ser ud, som om ældre bilister er involveret i flere ulykker, skyldes det, at det typisk er de alvorlige ulykker, der bliver registreret af politiet og derved indgår i statistikkerne. De mindre alvorlige ulykker med fx kun materielle skader bliver ofte ikke registreret, da det kun er forsikringsselskaber, der bliver involveret. Flere af de ældre bilisters end af de yngre bilisters uheld ender derfor i statistikkerne. Det skønnes, at 60-95 % af de ældres øgede risiko for dødsulykke kan tilskrives deres øgede skrøbelighed. Med lav kørselsmængde-bias menes der, at bilister, der kører fle- PSYKOLOG NYT NR. 2 2011 SIDE 9
To rapporter Annette Meng er medforfatter til projektrapporterne Aldring, demens og bilkørsel og Helbredsmæssig kontrol ved ældre bilisters kørekortfornyelse, begge udgivet af DTU Transport, januar 2010, og finansieret af TRYG Fonden. Artiklen (inkl. referencerne) er baseret på disse rapporter, som kan downloades fra www.transport.dtu.dk skriv demens i søgefeltet. Resultaterne af dette projekt har ført til, at man i EFPA-regi har udarbejdet position statements vedrørende aldersbetinget screening for køreegnethed. re kilometer pr. år, generelt har lavere uheldsrisiko per kørt kilometer, end dem, der kører færre kilometer uanset alder. Dette kan formodentlig dels tilskrives større rutine og erfaring, dels eksponering i forskellige trafikmiljøer. Der sker færre ulykker pr. kilometer på motorveje end i byområder. Når man kører på motorvej, opnår man således flere sikre kilometer, end når man kører i byområder med mere komplekse trafiksituationer. De ældre bilister kører typisk færre kilometer og typisk kortere ture tæt på deres hjem, dvs. færre kilometer på motorveje end de yngre bilister. Man har påvist dette empirisk i flere undersøgelser gennemført i Finland, Holland, Frankrig, New Zealand og USA og vist, at man ikke, ved sammenligning af ældre og midaldrende bilister med samme årlige antal km finder nogen aldersforskelle i uheldsrisiko. Altså er det en kombination af de ældres øgede skrøbelighed og deres kørselsmønster, der får det til at se ud, som om de har flere ulykker. Ingen effekt af aldersbetinget screening Ikke alene har forskningen vist, at kronologisk alder, når det gælder modne bilister, ikke er relateret til uheldsrisiko, den har heller ikke kunnet påvise nogen sikkerhedsmæssig effekt af aldersbetinget screening for køreegnethed. Tværtimod peger flere resultater i retning af, at denne type screening måske har en indirekte negativ effekt på trafiksikkerheden. I EU har Mitchell (2008) sammenlignet syv lande med forskellige screeningsordninger og fundet, at uheldstallene for ældre trafikanter lavere i de lande, hvor ordningerne er mere lempelige, og hvor der stilles færre krav til kørekortfornyelse. En sammenligning mellem Sverige, hvor der ikke er nogen aldersbetinget screening for køreegnethed, med Finland, hvor alle bilister skal forny deres kørekort ved 70-årsalderen, kunne ikke vise nogen positiv effekt af denne type screening. Tvært imod. Efter de 70 år var antallet af uheld blandt ældre fodgængere, cyklister og knallertførere højere i Finland end i Sverige. Forfatterne tolkede dette derhen, at flere ældre skifter til mindre sikre transportformer, hvor der er større risiko for at komme til skade (Hakamies-Blomqvist et al., 1996). I USA sammenlignede en undersøgelse af Rock (1998) uheld i to perioder i delstaten Illinois, hvor reglerne for ældre bilisters kørekortfornyelse blev ændret. For den yngre aldersgruppe (69-74 år) blev den obligatoriske køreprøve i forbindelse med kørekortfornyelse afskaffet, mens reglerne for at opretholde kørekort blev strammet for dem over 81 år. Rock fandt ingen sikkerhedsmæssig effekt af disse ændringer. Resultaterne fra en nyere amerikansk undersøgelse (Grabowski et al., 2004) viste, at den eneste procedure, der havde en positiv indvirkning på antallet af trafikdræbte, var personlig henvendelse ved kørekortfornyelse, hvor den pågældende skulle henvende sig personligt for at forny sit kørekort frem for at sende ansøgningen med posten. Den positive effekt kunne dog kun ses for aldersgruppen 85 år og op. Supplerende test, deriblandt synsprøve og praktisk køreprøve, havde ikke nogen yderligere sikkerhedsmæssig effekt. En gruppe australske forskere (Langford et al., 2004; 2008) konkluderer på baggrund af tre undersøgelser, at aldersbetinget screening ikke har nogen sikkerhedsmæssig effekt, hverken for de ældre bilister selv eller for andre trafikanter. I en af undersøgelserne sammenlignedes ældre bilister og deres sikkerhed i forskellige australske delstater, som alle har forskellige ordninger for screening og kørekortfornyelse. De fandt, at der var den laveste risiko pr. fører i SIDE 10 PSYKOLOG NYT NR. 2 2011
Victoria, der som eneste delstat ikke har nogen form for screeningsordning for ældre bilister. Endelig har Siren & Meng (2010) evalueret, hvordan den danske screeningsordning i 2006 ved at tilføje en kognitiv test til lægeundersøgelsen har påvirket den sikkerhedsmæssige effekt af screeningen. Som i tidligere undersøgelser var det ikke muligt at påvise nogen sikkerhedsmæssig effekt af dette tiltag. Én ud af 10.000: men hvem? Hvorfor har aldersbetinget screening for køreegnethed ikke den forventede sikkerhedsmæssige effekt? Blandt andet fordi det er umuligt at vurdere en persons individuelle uheldsrisiko. Ideelt set er det naturligvis kun bilister, der ville ende i et uheld, hvis de fortsatte med at køre, der skal have deres kørekort inddraget. For at opnå dette skal en persons individuelle uheldsrisiko vurderes tilstrækkelig nøjagtigt. Dette kan ikke lade sig gøre. Hvis fx en person, som lider af nedsat opmærksomhed, skal ende i et uheld, kræver det, at den pågældende havner i en trafiksituation, der er for udfordrende. På samme tid skal det ikke lykkes for medtrafikanterne at kompensere for hans eller hendes uhensigtsmæssige adfærd. De tekniske forhold i vejomgivelserne og vejret i dette øjeblik vil ligeledes påvirke sandsynligheden for, at der sker et uheld. Alle disse faktorer kan af gode grunde ikke forudses i en testsituation. Det bedste, man kan gøre, er at estimere forskellige undergruppers uheldsrisiko på baggrund af statistik om deres uheldsinvolvering. Derefter kan man vurdere, hvilken gruppe en person tilhører. Et eksempel på en sådan gruppe kunne være ældre bilister med demens. Det er vigtigt at huske på, at selv de fleste højrisikobilister aldrig ender i et uheld. Hvis en person er vurderet til at have dobbelt så høj risiko som raske jævnaldrende, er sandsynligheden for, at han eller hun ender i et uheld alligevel meget lille. Hvis én ud af 10.000 personer i en højrisikogruppe havner i et alvorligt uheld mod én ud af 20.000 i normalgruppen hvilken en af de 10.000 vil det da være? Og skal man inddrage kørekortet fra samtlige personer for at undgå uheldet? For mange betyder tab af kørekort tab af uafhængig mobilitet, da de ikke har et egnet alternativ til bilkørsel. Tab af mobilitet er associeret med forringet livskvalitet og fysisk og psykisk helbred og fører til omkostninger for samfundet i form af øget behov for ydelser fra sundhedssektoren. Aldersbetinget screening kan derfor vise sig at være en dyr løsning for samfundet. Der er andre faktorer end køreevne, der spiller ind på, om en bilist vælger at forny sit kørekort, fx om der er andre bilister i husholdningen. Forskning har vist, at mange kvinder, der stadig er raske nok til at køre, vælger ikke at forny deres kørekort, når de skal Når man foretager aldersbetinget screening for køreegnethed, er det for at øge trafiksikkerheden for de ældre bilister selv og deres medtrafikanter. PSYKOLOG NYT NR. 2 2011 SIDE 11
igennem en screening. Ved at få denne gruppe af sikre bilister til at skifte til mindre sikre transportformer bliver trafiksikkerheden overordnet nedsat. Tiden er moden til alternativer Når man udvælger kun en del af befolkningen til at gennemgå screening, risikerer man at indføre en diskriminerende praksis. Hvis der kan dokumenteres en betydelig positiv effekt af en sådan praksis, vil den kunne forsvares. Ellers er der god grund til at overveje, om den pågældende praksis er etisk forsvarlig. I betragtning af, at ældre generelt er sikre bilister, og at der ikke er påvist nogen sikkerhedsmæssig effekt af aldersbetinget screening, kan der stilles spørgsmålstegn ved, om det er en etisk forsvarlig praksis. Dette ændrer naturligvis ikke ved den kendsgerning, at der er nogen ældre bilister, der ikke længere er egnede til at køre bil. Denne problematik fylder meget hos såvel de pårørende som det sundhedspersonale, der er i kontakt med disse mennesker. Måske var ressourcerne, der bliver brugt på at screene sikre bilister, bedre brugt på at finde gode løsninger på denne problematik. Man kunne endvidere fokusere på at forbedre alternativerne til bilkørsel således, at de bliver mere ældrevenlige. Ved at tilbyde et mere sikkert og attraktivt alternativ til bilkørsel kan man prøve at få flere ældre mennesker til at bruge mere bæredygtige transportformer ligesom det er aktuelt for resten af befolkningen. Desuden vil det være lettere for ældre bilister, der ikke længere bør køre, at slippe bilkørslen, hvis der er attraktive alternativer til rådighed. Annette Meng, cand.psych., ph.d.-studerende Forskningsassistent ved DTU Transport Har I plads til Nazanine i jeres familie? Som fadder til et barn som Nazanine, hjælper I børn i Afghanistan til en bedre fremtid. Samtidig får jeres familie et indblik i, hvordan det er at få en chance i en verden fuld af sult, krig og fattigdom. Et fadderskab koster 175 kr. pr. måned. Tilmeld jer på redbarnet.dk/fadder 20-01-2011 12:49:01
KLUMME Nyttens regime På ganske få år har et nyttens regime spredt sig til næsten alle dele af samfundet. Viden, erfaring og sågar mennesker som sådan er kommet til at indgå i nytteberegninger og ses efterhånden kun som værdifulde, hvis de bidrager målt i forhold til en given nyttekalkule. Der indføres således måle- og pointsystemer for det ene og det andet. I universitetsverdenen har vi fx fået den såkaldte bibliometriske forskningsindikator, der skal måle forskeres kvalitet ud fra enkle opgørelser over kvantitet. Dette er noget så anti-videnskabeligt som et pointsystem for viden. To halvdårlige artikler er ifølge systemets logik dobbelt så værdifulde som en enkelt skelsættende artikel. Sloganet har siden Helge Sander været fra forskning til faktura. Med efterårets udlændingeaftale har vi også fået et pointsystem for menneskeværd. En håndværker scorer således færre point end en person med en ph.d.-grad, og danske statsborgere risikerer ikke at kunne bosætte sig med deres ægtefælle i Danmark, fordi deres partner ikke er nyttig nok. Dette er efter min mening en temmelig pervers kvantificering af menneskeværd. Folkeskolen er et tredje område, der har været hårdt ramt af nyttens regime. I det seneste årti har vi set nationale test (som er skolernes pointsystem), krav om offentliggørelse af karaktergennemsnit, og konstante diskussioner om PISAundersøgelser. Børnene skal lære for at kunne bidrage til statens BNP og nationens forestillede overlevelse i den globale konkurrence. I psykologi og sundhedsvidenskab har vi set fremvæksten af den nytteorienterede, evidensbaserede praksis, hvor pointsystemet er udformet som et evidenshierarki. Flest point tildeles systematiske metaanalyser baseret på Randomized Controlled Trials (RCTs), mens kvalitative undersøgelser rangerer på linje med anekdoter. Kun hvis man kan abstrahere alle kontekstbestemte og kvalitative faktorer væk fra den verden, man undersøger, kan undersøgelsen få det maksimale antal point. Gør midler til mål Mange andre eksempler kunne nævnes (fx vedrørende mest miljø for pengene og mest sundhed for pengene ). Man kan selvfølgelig indvende, at jeg med mine forskelligartede eksempler blander æbler og pærer. Det er sandt, at eksemplerne ikke handler om det samme, men jeg mener alligevel, at de er udtryk for et særligt regime, der præger vores tænkning og handlinger i disse år. Filosoffen Lyotard diagnosticerede regimet for 30 år siden under overskriften performativitet : Det sande ses som det, der yder mest. Problemet med nyttens regime og dets pointsystemer er, at det gør midler til mål. Det bliver et mål i sig selv at få point. Forskerne skal optjene bibliometriske point, og kvalitet og originalitet bliver i bedste fald ligegyldige og i værste fald modarbejdet. Det kræves af vores børn i skolerne, at de skal læse tidligere, for at skolen kan få point, men som en kollega tørt bemærkede ingen diskuterer længere, hvad børnene skal læse. Kvantitet og point erstatter kvalitet. Ingen kan selvfølgelig være imod nytte. Men ingen ved, om nyttens regime nytter noget. Der er ikke evidens for, at den bibliometriske forskningsindikator giver bedre forskning, for at regeringens pointsystem giver et bedre samfund eller for at nationale test gør børnene til mere duelige borgere der er ikke engang evidens for evidensbaseret medicin! Vi bør i psykologien være varsomme med ukritisk at tilslutte os nyttens regime og dermed risikere at gøre midler til mål. Vi bør ikke kun diskutere, hvorvidt det virker, men også til hvad? Og vi gør måske klogt i at huske på Einsteins ord: Not everything that can be counted counts, and not everything that counts can be counted. Svend Brinkmann, cand.psych. professor ved Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet KLUMMEN (lat. columna) Psykolog Nyts klummetekster skrives på skift af seks personer, som har fået frie hænder til at ytre sig om tendenser i det moderne liv og samfund. Skribenterne repræsenterer vidt forskellige fagområder og opgaven lyder ikke på at skrive om psykologi. PSYKOLOG NYT NR. 2 2011 SIDE 13
PH.D.-FORSVAR Stress og kunstig befrugtning Stress betyder kun lidt for, om graviditet ved kunstig befrugtning lykkes. Det viser et ph.d.-projekt fra Aarhus Universitet. P roblemer på jobbet, med kæresten, boligen, økonomien eller andre stressende livsbegivenheder, som vi sædvanligvis regner med reducerer chancen for at blive gravid også ved kunstig befrugtning. Men gør de nu også det? Det var spørgsmålet, cand.psych. Signe Matthiesen havde sat sig for at undersøge i sin ph.d., som hun forsvarede på Psykologisk Institut i Århus 26. november 2010. Og Signe Matthiesen har gode nyheder: - Kvinderne kan godt slappe af. Stress betyder ikke nær så meget, som nogle måske vil tro, siger hun. Denne konklusion baserer hun dels på sin egen undersøgelse af 850 par i behandling for ufrivillig barnløshed på Fertilitetsklinikken ved Skejby Universitetshospital, og dels på en analyse af en stor mængde international forskning på området. Signe Matthiesens egen undersøgelse viste også, at antallet af store eller voldsomme begivenheder ikke er afgørende. Det afgørende er, om kvinderne selv synes, begivenheden påvirker deres liv negativt. Og selv hvis de gør det, er sammenhængen kun ringe. Det er positivt, mener Signe Matthiesen, for oplevelsen af livsbegivenheder kan man gøre noget ved. Ufrivillig barnløshed er stressende Et sted at sætte ind er i forhold til selve den ufrivillige barnløshed og behandlingen for den. Ufrivillig barnløshed er stressende og kan give angst og bekymringer og måske endda følelser af at være defekt. Den indebærer forbudte følelser som misundelse, og den kan påvirke ens sociale relationer. Og så er den svær at bearbejde, fordi det er noget, der ikke sker. Dertil kommer at selve behandlingen kan være ubehagelig og smertefuld og er forbundet med ventetid og usikkerhed om resultatet. Den stress kan man godt hjælpe parrene med at reducere, mener Signe Matthiesen. - En mulighed kunne være at træne sygeplejerskerne i at hjælpe parret med stresshåndtering. De kan for eksempel sammen finde ressourcer i parrets eget netværk, som de kan snakke med og dermed reducere stress forbundet med barnløshed og behandling af den, siger Signe Matthiesen. - Man kunne også tilbyde parrene en introduktion til de forventelige og naturlige reaktioner på behandlingen. En tredje mulighed er at benytte interventionsformen ekspressive writing, en slags dagbogsøvelse, hvor parrene skriver om deres oplevelser i forbindelse med behandlingen. Den intervention testede Signe Matthiesen også som del i projektet, og den viste sig faktisk at reducere stress. - Behandling ved psykolog skal vi kun give til dem, der har mere langvarig stress, angst eller depression, mener hun. Forskerne ved stadig ikke, igennem hvilke mekanismer psykologisk stress kan påvirke graviditetschancerne. Måske går påvirkningen direkte gennem det stresshormonelle system, eller måske er virkningen indirekte. Det kan fx være, at stress medfører en mere usund livsstil, som reducerer chancen for graviditet. Signe Matthiesen er fortsat tilknyttet undersøgelser på området og foreslår, at man tager blodprøver af kvinderne i løbet af behandlingen for at måle biologiske indikatorer for stress. Det kan give værdifulde informationer om, hvilke mekanismer der er på spil. Charlotte Juul Sørensen, cand.psych., journalist SIDE 14 PSYKOLOG NYT NR. 2 2011
Litteratur Foreløbig er en artikel publiceret på baggrund af ph.d.-projektet: Ebbesen, S.M.S. (nu: Matthiesen!), Zachariae, R., Mehlsen, M.Y., Thomsen, D., Højgaard A.D., Ottosen, L., Petersen, T., Ingerslev, H.J. (2009) Stressful life events are associated with a poor in vitro fertilization (IVF) outcome a prospective study, Human Reproduction. 24(9):2,173-82. Kontakt signem@psy.au.dk foto: bam/scanpix PSYKOLOG NYT NR. 2 2011 SIDE 15
FAIR START Projektet modelfotos: bam/scanpix SIDE 16 PSYKOLOG NYT NR. 2 2011
for det usynlige folk Verdens forældreløse småbørn er i centrum for et uddannelsesprojekt med dansk udgangspunkt. Filosofien er, at børnene bliver hjulpet bedst, hvis institutionspersonalet har et minimum af faglig viden. J eg arbejder til daglig med omsorgssvigtede børn, herunder adoptivbørn, og har taget initiativ til to projekter: gratis internetuddannelse af institutions- og familieplejepersonale, som arbejder med børn anbragt uden for hjemmet, gadebørn og børn i flygtningelejre. Dels i Europa, dels globalt. For mig som professionel har det været det mest spændende projekt, jeg nogen sinde har kastet mig ud i: uden en krone på lommen og med en god idé er det lykkedes at engagere beslutningstagere og professionelle i mange lande i at udvikle en uddannelse, som kommer masser af forældreløse børn til gode. At få dette Babylon af kulturer til at samarbejde er lykkedes takket være en effektiv dansk styringsgruppe og et stort engagement på tværs af kulturskel fra alle de involverede lande. Hvor mange børn taler vi om hvor vokser de op? Globalt er der ca. 143.000.000 mio. forældreløse børn, svarende til noget mere end Ruslands samlede befolkning. De er det usynlige folk, som stort set ikke modtager ressourcer eller har medieopmærksomhed bortset fra akutte skandalesituationer. Næsten alle har levende forældre, men er uden kontakt med dem. En meget lille del af de yngste bliver adopteret, og en noget større andel lever i plejefamilie eller institution, resten på gaden. Børnene er i højrisikogruppen for fejludvikling både fysisk og psykisk, da tidligt omsorgssvigt kan give personlighedsmæssig og social fejludvikling. Mange får aldrig skolegang, udvikler kriminel og voldelig adfærd, og ca. 57 % af de forældreløse bliver som voksne også arbejdsløse. Deres omsorgsgivere (de børn, som overhovedet er under offentlig omsorg) har ofte håbløse vilkår: ingen eller ringe uddannelse, mangel på de mest elementære ressourcer og professionel viden, gammeldags hospitalslignende institutioner, som man så for de rumænske børn for 15-20 år siden. Der er derfor en stor opgave i gennem uddannelse at modvirke negative følger af anbringelse, en uddannelse, som kan løfte de ansattes selvværd og måske endda deres status i samfundet. I Europa er der for tiden 90.000 0-3-årige anbragt i offentlig døgnomsorg, ud af halvanden million forældreløse børn og unge. Antallet af anbragte er stigende, selv om børnetallet er faldende. I Danmark er der 15.000 anbragte, heraf er ca. 650 0-3-årige døgnanbragt. Anbringelsesformen for småbørn i Europa går mod brug af familiepleje, fordi børn udvikler sig langt bedre der end på de gammeldags institutioner: Rumænien har på ti år flyttet 90 % af institutionsbørnene ud i plejefamilier, i Italien og Spanien kan småbørn ikke blive anbragt i institutioner. Dette har imidlertid også sine problemer: Det er vanskeligt at uddanne og føre tilsyn med plejefamilier, som ofte lever meget spredt, og der er ofte ikke midler til at samle dem, få børnene passet osv. Det er også muligt at gøre institutioner til gode menneskelige fællesskaber, om end vanskeligere. Det europæiske Fair Start-projekt Efter at have besøgt børnehjem og plejefamilier i forskellige dele af verden fik jeg i 2006 den tanke, at det ikke så meget er personalemangel og mangel på penge, der skader især småbørn på børnehjem det er først og fremmest måden, arbejdet organiseres på i hospitalslignende organisationer: manglen på stimulation og samarbejdsformer, hvor børn ligger passivt og ikke får det nærvær, der kan give dem kompetence i sociale relationer. Med andre ord er PSYKOLOG NYT NR. 2 2011 SIDE 17
Uden en krone på lommen og med en god idé er det lykkedes at engagere beslutningstagere og professionelle i mange lande i at udvikle en uddannelse, som kommer masser af forældreløse børn til gode. hovedproblemet personalets mangel på uddannelse i stimulation, tilknytning og relationstræning. Pasning i den gammeldags hospitalsmodel er farlig for børns fysiske, følelsesmæssige og sociale udvikling. Derfor var det nærliggende at skabe en internetbaseret uddannelse på en række sprog, som børnehjem og plejefamilier kunne få gratis adgang til. Imidlertid er det en kendsgerning, at mange børn fortsat vil vokse op i institutioner i de kommende år, og derfor blev projektet først og fremmest rettet mod børnehjem. Uddannelsen bruges dog også af plejefamilier og deres tilsynsførende. En speciel version for plejefamilier er en del af planen for et følgende projekt, hvis det bevilges. Sammen med Social- og Sundhedsskolen i Århus og med blandt andre Dansk Psykolog Forenings opbakning fik vi igangsat et projekt i EU s Leonardo division www.fairstart.net, som beskæftiger sig med læring. Det løb fra 2008 til 2010 med en konference i Istanbul i september 2010. Det omfatter en dansk projektgruppe og 14 døgninstitutions-/ familieplejeledere i en række EUmedlemslande. Efterhånden dannedes en styringsgruppe, en gruppe af EU-partnere, en gruppe af børnehjemsledere og familieplejeledere, som har testet og udviklet designet, en gruppe af eksperter i e-learning, en medieproduktionsgruppe og et forskernetværk. Der er fokusgrupper for interesserede professionelle og beslutningstagere. Projektets opgave er, at deltagerlandene selv medudvikler og praksistester uddannelsesforløbet for professionelle (børnehjemsmedarbejdere, plejefamilier, mor/barn-projekter, gadebørnsprojekter), som arbejder med anbragte børn, især rettet mod 0-3-årige. Uddannelsen udvikles derpå videre i medlemslandene, rettes til igen, og efter en endelig version skal projektet anbefale fælles EU-uddannelsesnormer for personer, som arbejder med anbragte børn. Til det formål har jeg udviklet et større antal internetundervisningsmoduler, som for tiden bliver afprøvet i institutioner og plejefamilieorganisationer. Gratis og frit tilgængelig Principper for internetuddannelsen www.fairstart.net/training er, at uddannelsen er gratis og frit tilgængelig på internettet på syv sprog. Uddannelsen foregår som en del af hverdagsarbejdet: deltagerne arbejder skiftevis med teori og praksis i training sessions og optager egen praksis på video til diskussion og refleksion. Man lærer ved at praktisere og reflektere over sine erfaringer. Den foregår endvidere som et organisationsudviklingsprojekt, hvor opgaven dels er at skabe reflekterende og selvstændige medarbejdere, dels at udvikle samarbejdsrelationerne (medarbejdere/ medarbejdere og medarbejdere/ ledelse) i den organisation, der påtager sig at anvende programmet. Sammenhæng i organisation og ledelse har lige så stor betydning for omsorgens kvalitet som selve døgninstitutionen eller plejefamilien. Fx har Socialforskningsinstituttet netop dokumenteret en klar negativ sammenhæng mellem det anbragte barns udvikling og antallet af sagsbehandlerskift. Derfor er ledelse og organisation af anbringelsesforløbet en del af internetuddannelsen. Deltagere er ikke elever, men medudviklere: Ligesom hvert land udvikler sine versioner fra en række fælles elementer og principper, udvikler hver institution/medarbejdere og tilsynsførende/ familieplejere sin lokale måde at realisere grundprincipperne. Man designer sin egen praksisversion ud fra de fælles elementer og udarbejder selv videoeksempler af nye arbejdsformer. Uddannelsen skal foregå på ens eget sprog. I øjeblikket har deltagerne udviklet versioner på engelsk, tysk, italiensk, græsk, rumænsk, spansk og tyrkisk. Desværre endnu ikke dansk, da projektgruppen har nok at lave. Der er tale om en internetbaseret uddannelse for at give muligheder for selvstudium og for at kunne nå afsides beliggende steder og for at kunne skabe netværksmuligheder lokalt. Lidt om uddannelsens opbygning Sessionerne begynder med en håndbog for leder og instruktør det har i forløbet vist sig, at en 6-dages instruktøruddannelse er en nødvendig forudsætning. De oplærte ledere i projektet er nu instruktører for andre institutioner. Lederen får et screeningværktøj til at kortlægge relationer mellem leder og medarbejdere og mellem medarbejdere indbyrdes, instruktøren et værktøj til at kortlægge konkret omsorgspraksis i detaljer. Herefter udpeger leder og instruktør i fællesskab tre samarbejdsmæssige og tre pædagogiske praksismål, som de særligt vil fokusere på og måle resultater af via uddannelsesforløbet. Sessionerne med leder, instruktør og personalegruppe begynder med refleksion og dialog over egen opvækst som pædagogisk forudsætning, elementær tilknytningsviden og videoeksempler på god omsorg og praksisøvelser, går videre til ændringer af omsorgspraksis, fysisk stimulation af spædbørn og hjernens udvikling, dernæst relationsudvikling mellem børn og voksne, understøttelse af SIDE 18 PSYKOLOG NYT NR. 2 2011
Mere om emnet venskaber mellem børn indbyrdes og opbygning af gruppeidentitet, understøttelse af indlæringsfærdigheder, og slutter med at nedbryde sociale barrierer mellem opholdssted og omgivelser. Sessionerne kan gentages eller spredes over flere møder. Hovedreglen er, at man ikke går videre, før man har forstået, planlagt og praktiseret/reflekteret over et emne samt optaget praksis på video. Udviklingsforløbet for en institution/plejefamilieorganisation tager et til to år og foregår i arbejdstiden. En nærmere gennemgang af de teoretiske grundlag for internetprojektet kan fås ved mail til forfatteren. Læsere med kontakt til organisationer og børnehjem i den 3. verden er ligeledes velkomne til at kontakte forfatteren. Den i artiklen omtalte testside er www.global orphanage.net. Klik video midt på siden, og vælg én af fire undervisningsvideoer. Foreløbige resultater Til en objektiv vurdering af effekt på børns udvikling og trivsel på længere sigt er der søgt midler til et Fair Start 2-projekt. Rapporteringen fra de deltagende institutioners ledere og medarbejdere er, at der er opstået en fælles forståelsesramme og forståelse af medarbejderopgaven. Samarbejdet mellem ledere og medarbejder er blevet langt bedre, da lederne har været i dialog med medarbejderne og har udviklet fælles modeller. Der arbejdes langt mere systematisk, og fokus er flyttet fra børnene til de professionelles adfærd. Forståelsen for børn med problematisk tilknytningsadfærd har medført en langt større evne til at respondere adækvat, og derfor er antallet af konflikter faldet drastisk. Børnenes fysiske og psykiske vækst er accelereret betydeligt, og deres evne til at udvikle indbyrdes relationer ligeså. Dette er naturligvis ikke dokumenterede resultater i videnskabelig forstand, men da lovende. De tyrkiske partnere ønsker at gøre uddannelsen til standarduddannelse for børnehjemsmedarbejdere. Intentionen er nu at udvikle en global version, som udgives netbaseret på alle tredjeverdens hovedsprog (kinesisk, hindi, spansk etc.). Der er indtil videre udviklet en testside, jf. faktaboks. AC Børnehjælp er ved at få uddannet instruktører, og en børnepsykiater ved universitet i Kyoto er ved at oversætte programmet til japanske børneinstitutioner. Så med tiden og hvis diverse fonde bekvemmer sig til at lette på pengekassen vil dansk småbørnspsykologi kunne bidrage med et globalt uddannelsesnetværk for alle, der arbejder med forældreløse og anbragte børn. Niels Peter Rygård, autoriseret cand.psych. npr@erhvervspsykologerne.dk PSYKOLOG NYT NR. 2 2011 SIDE 19
ANMELDELSE Eksistentiel individuel- Få psykologer tager sig tid til at beskrive egen praksis. Jørn Laursen drister sig med bogen Individuel- og parterapi til at vise, hvordan han tænker, og hvordan han arbejder i sine terapeutiske forløb. J ørn Laursens tidligere bøger om eksistentiel terapi og om parforhold er anvendelige bøger, som klienter kan læse selv, og som man kan bruge i undervisning af patienter. Denne er anderledes. Jeg får indtryk af, at den er skrevet med forfatterens hjerteblod. Den er hans egen forståelse af hans egen praksis. Han beskriver sine tanker om, hvad eksistentiel terapi er, sammen med sine tanker om terapisessioner og forløb. Måske er det den erfarne psykolog, som ser sig tilbage og siger: Hvad er det egentlig jeg har brugt mit arbejdsliv på? Giver det mening? Det er tydeligt, at det giver både mening og arbejdsglæde at arbejde på denne måde. Måske har forfatteren et behov for at dele den eksistentielle ensomhed, som kan høre til det at være privatpraktiserende psykolog uden et kollegialt fællesskab og institutionelle rammer: en fri psykolog. Den frie privatpraktiserende psykolog står ofte alene med sine faglige og etiske dilemmaer. Jørn Laursen skriver for andre psykologer og ønsker at inspirere andre til at bruge den eksistentielle psykologis paradigmer. Brug af klassikerne Bogen er delt op i fem hovedafsnit: Eksistens som vilkår, den eksistentielle samtale, fra samtale til terapi, den individuelle terapi og til sidst et afsnit om parterapi. Fænomenologien er en af forfatterens grundpiller. Han bruger her Franz Froms Om oplevelsen af andres adfærd og Sartres begreb om situationer. Nu da mange psykologer arbejder med samme temaer ud fra Batemans og Fonagys koncept, var det fint at tænke på, at vi, der læste ved Københavns Universitet, fik fænomenologien med os som grundlag. Forfatteren formidler dette enkelt og letfatteligt, uden at begrebet mentalisering overhovedet forekommer. Andre grundpiller er psykodynamikken og eksistentialistisk filosofi. Jean Paul Sartre, Irving Yalom, Ronald B. Laing og Søren Kierkegaard er basis, uden at de refereres direkte. Dette er Jørn Laursens bog, hans måde at bruge klassikerne på. Han bruger også Karl Jaspers og beskriver kort begreberne grænsesituationer og brudflader. Socialpsykologien er også med: fællesskabet og civilisationen både begrænser den individuelle frihed, giver støtte og stiller krav om fælles ansvar og altruisme. Jørn Laursen vælger at være normativ. Han skriver, hvad han mener psykologen/terapeuten bør være eller bør gøre: Terapeuten skal hjælpe sine klienter med at afmystificere deres verden. De implicitte kulturelle sandheder, som at en søn skal respektere sin far, skal man kunne spørge til og undres over i terapirummet, samtidig med at terapeuten forholder sig neutral. Konformitetens sandheder skal udfordres. Klienten skal blive i stand til at føle og vurdere selv. I denne tid, hvor mange af vores patienter søger hjælp hos engle og healere, er det godt at blive mindet om, at en af psykologens opgaver er at medvirke til afmystificering. En fin programerklæring for psykologer. Klientens livsverden i fokus Terapeutens neutralitet og kravet om ligeværdighed i relationen er noget, forfatteren ser som et dilemma, som løses ved at klient og terapeut er sammen om et fælles formål: at gøre klientens liv godt. Det svarer til det, Irving Yalom beskriver som at være medrejsende eller medlidende. Det indebærer, at psykologen møder klienten, der hvor klienten er, ikke bare hans diagnose og ikke med en manual, som gør psykologen for styrende og målrettet. Forfatteren taler for, at terapeuten skal møde klienten i en modus af let flydende opmærksomhed: med åbenhed følge og observere klientens frie indfald og også selv tillade sig frie indfald, som så kan undersøges sammen med klienten. Det er klientens livsverden, som er i fokus. Derfor bliver temaer som livshistorie, valg, fremtid og mening vigtige i terapien. Klientens bevidste forholden sig til, hvad et godt liv er for ham eller hende, og hvad det indebærer at være en betydningsfuld person for andre. Alder, livskriser, sygdom og traumer indgår som centrale temaer. Det grundliggende fokus i de terapier, man kalder eksistentielle, er, at mennesket er bevidst om sin egen dødelighed, at det er op til den enkelte at få det bedste ud af det liv, man har fået, vælge det og tage ansvar for det. Forholdet til døden og at kunne rumme dette i terapirummet er centralt i eksistentiel psykologi. Jeg kunne have ønsket lidt mere om, hvordan forfatteren arbejder med dette i de individuelle terapier. SIDE 20 PSYKOLOG NYT NR. 2 2011