Rødding højskole i Lunds tid

Rødding højskole i Lunds tid - et kulturbillede Af Mette E. Havsteen-Mikkelsen Der er mindst to anledninger til følgende skolehistorie: Naturli gvis ISO-året for oprettelsen af den allerførste høj skole i Rødding. Desuden, at ikke alene er høj skolens indhold til stadig debat, men sandelig også formen. Fornylig med vedtagelsen af den nye højskolelov, blev det således muligt at se stort på selve kostskoleformen, udtryk som den er for, at både undervi sningen og det daglige fæll esskab er betydningsfuldt. Så hør nu blot om en tid for såmænd ikke så længe siden... ' På Rødding højskole var der tale om en utrolig overensstemmelse mellem højskol e og omgivelser, så man næsten kunne tale om en enhedskultur. På intet tidspunkt i højskolens historie er betegnelsen folkehøjskole egentlig heller så skæv som netop i årene op mod midten af 1900-tal let - set i et livsformsperspekti v. På Rødding højskole udgjorde landboungdommen nemlig op mod 90% af samtlige elever, hvor landsgennemsnittet på almindelige grundtvigske højskoler var omkring 60.' Ikke desto mindre er det liv, der udfoldedes der, for mange blevet ensbetydende med kærnen i højskolekulturen, og det oplevede giver stadig mening i mange menneskers liv. Fragmenter kan da også sine steder opleves endnu som selvfijlgelige dele af en højskoledagligdag, det være sig kirke og flag, foredrag og høj skolesangbog, rødgrød og folkedans, ja såmænd også forstandervælde og kostskoleform. Måske udtryk for en længsel efter faste traditioner i hverdagslivet. I det frilgende skal vi se på Rødding højskole i et lidt utraditionelt kulturelt helhedsperspekti v - se på nogle strukturer eller»bærende bjælker«fremfor at gå kronologisk ti l værks i begivenheds- og personcentreret historieskrivning.' Det levende liv, dagliglivet, har en form, som jeg vil indkredse ved at se på de forskellige dele af helheden: bygninger og folk, år og dag, undervisn ing og værdi normer - vel vidende, at»han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær«. For Byen skjult - mod Landet vendt står der i Friedlev Skrubbeltrangs elevmødesang fra 1928. Rødding højskole ligger i den vestlige del af Rødding, og stationsbyens folk opfattede højskolen som et afsondret kloster. Faktisk var høj skolen en hel lille verden for sig. I hovedbygningen forstanderbolig, spisesal og opholdsstue. I de tilstødende længer lærerboliger, elevværelser, gymnastik- og foredragssal, køkken og stalde. Mod vest marker og mod \ist frimenighedskirke. En totalinstitution, hvor man boede, sov, spiste, arbejdede og festede indenfor rammerne. Kostskoleformen med sammenstillingen af højskole og gård, hjem og virksomhed, er blevet fastholdt som et væsentligt fællestræk ved høj- 21

Rlidding hlljskole i Heinrich NutzllOrtlS streg fra 1863. Halls Lund beskrev selv i et jubilæumsskrift i 1944 højskolen, der»under beskedne Kå,; i en Bondegårds lave Længe!; i en afsides Landsby, inde på den jyske Højderyg«trodsede ullluligeforhold under Fremmedherredømmet og blev en»åndelig Højborg«for folkeligt og nationalt arbejde - for højskolefolks virke blandt danske bonder, for dem var der flest af skolerne gennem tiden. Bygningerne er som sådan et synligt udtryk for det grundtvigske helhedssyn med idealet om åndelig såvel som materiel selvforsyning. [ højskolens organisme kan hele dens historie aflæses. De forskellige knopskydni nger fortæller om omskiftelige kår og folkelig opbakning. Således viste den første knopskydning på den tidligere herredsfogedgård sig allerede umiddelbart efter starten i 1844. Aktietegning blandt omegnens b(mder sikrede rejsning af elevbygningen, så kostskoleformen kunne virkeliggøres. Beliggenheden syd for Kongeåen betød lukning af højskolen under Treårskrigen, og efter krigen i 1864 fortsatte den næsten udelukkende som pigeskole indtil 1885, hvor kun frimenighedens overtagelse af højskolegården sikrede kontinuitet i driften. Højskolen, der genåbnede i 1920, var styrelsens ejendom, men forpagtedes af forstanderen - en ordning, der fortsatte, til højskolen i 1952 ved forstanderskiftet fik status af selvejende institution.' Højskoleforstander og husboud Dette med, at forstanderen drev høj skolen og sammen med sin kone nærmest virkede som husbond og madmor i et stort gårdhushold, er et andet væsentligt karaktertræk ved højskolen. Hans Lunds tid gik fra 1926 til 1952. En politisk broget tid, men tilsyneladende så meget mere stabil på dagliglivsplanet. Det var ikke enhver beskåret at blive forstander. Ganske vist var Lund ikke»en Appel«, men han havde en myndig og jævn fremtræden, der indgød respekt. Lund, der afløste Erik Appel, var bondefødt i Alslev ved Varde og universitetsuddannet i historie, kristendom og dansk. Siden Jacob Appels lærling på Askov og som sadan nærmest kronprins til en af landets højskoler.»dag og dåd er kæmperim«, udtrykte Hans Lund, ligesom Ludvig Schrøder før ham. Højskolegerningen var den livsopgave man tog op. [ sin åbningstale i 1926, trykt i årsskriftet, udtrykte han selv med Karlfeldt:»G iv mig, o skæbne, et sværd og en sadel, et frygtløst sind og en sag uden dadel" - og arbejdet med højskoleungdom var hans sag. Desuden havde han naturligvis en række tillidshverv og bestyrelsespo- 22

Forstander Lund indså betydningen af i sin højskolegerning ikke at miste jordforbindelsen. Selv kunne han såmænd sætte sig til at malke og i stalden havde han rede på mælkeydelse og afstamning hos hver en ko. At»gå ifuren bag sin plov«var dog langt at foretrække for at»køre imell'«med g,;dl/ingsvognen på marken, som det blev sagt om ham i en tale på Folkehjem i ol/ledning af afsløringen af hans portræt dlil, Foto i årsskriftet 1947. ster i foreninger og støttekredse, navnlig i sønderjyske sammenhænge (Historisk Samfund fo r Sønderjylland, Danske Samfund og Sønderjysk Skoleforening) og i landbrugssager. Det var for en højskolemand jo ikke nok at tale, der måtte også handles, gribes ind i det virkelige li v. Efter karleskolens afslutning i april og i de tomme efterårsmåneder tog han derfor på foredragsrejse - eller jagt og fiskeri, som det meget betegnende kaldtes. Det var en betydningsfuld del af forstandergerningen. Hans dagbogsoptegnelser vidner således om, at han i 1936 holdt 106 foredrag, og talerne mod LS under landbrugskrisen og advarslerne mod nazismen og antiparlamentariske bevægelser i arene omkring besættelsen betød meget for styrkelsen af det folkelige fællesskab - i hvert fald i landbokredse.' Lund kunne rra sit kontor overskue højskolegården. Efter morgensangen og det daglige historiske foredrag gik han runder i stald og mark, snakkede med medhjælperne»som si ne ligemænd«, tog bestik af dagens gang, gik måske en runde ned i køkkenet for såendelig at vende tilbage til sine historiske studier i en landlords afsondrethed. 23

Mange af de udtryk, der blev brugt om forstanderen, fortæller om, at han sin ophøjede status til trods, i folks omdømme betragtedes som en af deres egne. "Han talte med bønder på bøndernes sæt og med lærde mænd på latin«, er et af dem. Forstanderen var dog genstand for umådelig persondyrkelse. Alfred Olsen, elev 1934/35 fortæller, at han valgte at komme på Rødding, efter at have hørt Lund til et foredrag pil hjemegnen sige, at der ikke var forskel på folk: "Da jeg var karl, var jeg ligesom tre skridt fra livet af gårdejerne. Lund var landmand og ikke galocheforstanda Han viste interesse for sine elever og spurgte os ud, præsenterede os ved navn og var i def hele tagel en igangsætte/: Han viste tillid og det gav ansvar. Han var en konge og kunne slet ikke være for stander i dag. Vi var med i stuen. Vi sang og han læste op«. Helt symbolsk var fejringen af Lunds fødselsdag som et af højdepunkterne i høj - skolehverdagen. På dagen blev sædvanligvis højskolens julebal afholdt og fra den dag begyndte man at synge julesalmer til adventskransen ved morgensangen. Niels Rasmussen skrev hjem til Rynkeby hede den IO. december 1935: "Den fa. er det Lunds Fødselsdag, han bliver 45 Aar og i den Anledning skal der vist være en stprre Fest her. l alt Fald skal vi da have Bal om Aftenen. Naar her er Bal bestemmer Lund selv, hvilke Stykker der skal spilles, for her maa kun spilles god Dansemusik, saa faar vi altoloa at høre hvad god Dansemusik er... Om Aftenen var der Bal i Anledning af Lunds Fødselsdag; Skolen var blevet pyntet, og af andre strrre Begivenheder var der at Lund var blevet klippe/, det havde nu ellers været mere praktisk om Sommeren. Dansen begyndte Kl. 8 og sluttede Kl. f saa var vi inde at spise Æblekage, og bagefter var der nogen, der skulle vaske op, og nogen skulle gøre Salen ren«.' Ingen højskole uden en højskolemoder! Var højskolen ingen helt normal gård, så var idealet dog det traditionelle gårdhushold, hvor mand og kone havde hver deres arbejdsområder og som sådan stod»på lige fod«. Ellen Margrethe Lund, født Bagge, havde sin baggrund i det grundtvigske borgerskab. Hun havde sin stue ved siden af Lunds kontor, og som Lund havde hun forståelse for at tage del i det praktiske og jævne liv.»hun skulle ikke have en anden sendt, selvom hun ikke var en af vore egne«, hed det sig. Det grundtvigske kvindeideal var således ikke ensbetydende med tilbagetrukket liv, som i den borgerlige familie, men det drejede sig om at overføre kvindeområder til fælleslivet, også i form af undervisning, så høj skolemoderen så at sige var " livet i huset«for hele højskolen. Fru Lund stod for husholdning, sygepleje og organisering af de velbesøgte elevog konemøder, og hun var den man betroede sig til, for»altid standser sladder ved god kvindes dør«, som hun selv engang på sagavis udtrykte det. Et af de utal li ge breve fra elevflokken, her fra Lisbeth Frank i 1950, lyder: "l har lukket mine <ijne op for noget, som jeg hidtil kun havde anet. Lært mig at se, hvad livet egentlig el: lært mig, hvordan jeg skal leve livet: Et jævnt og muntert virksomt liv pil jord, SOIll det jeg ville ej med kongers bytte. f står for mig som den Grundtvig, der skrev delte til sine bwn. Ikke blot skrev det, men går foran os, som et lysende eksempel. Og vi kan ikke andet end følge jen" Også i opdragelsen afhøjskolebørnene blev det fælles huslivs betydning sat højt. Bør- 24

nene kunne således undervises på ski ft i lærerhjemmene afvekslende med hjælp i stald og roer eller ved de store elevmøder. Højskolebørnene endte dog ikke bag ploven.' Lærere og folkehold»man fæstede lærer, som man fæstede karl«, fortæ ller Richard Andersen, der kom til Rødding først som januarstudent og siden i 1935-39 som lærer. Om man passede ind i højskolemiljøet afhang seh'følgelig af ens baggrund. Viste det sig, at man ikke kendte højskoleverdenens koryfærer - byttede om, så man f.eks. anbragte BrUcker i Ryslinge og Birkedal i Ågård - ville man nok heller ikke falde til, men kunne man»sproget«og havde fælles livsindstilling, forventedes det, at man tog gerningen op, fandt en kone og stiftede bo' Lærerne rekrutterede typisk fra to forskellige miljøer: Dels fra det grundtvigske borgerskab, sønner og døtre af præste- og højskolefolk, ofte via SllIdenterkredsen i Grundtvigs Hus, siden i Vartav. Dels fra det grundtvigske bondemiljø, som f.eks. tidligere elever med en delingsføreuddannelse eller en tid på de grundtvigsk prægede seminarier i Gedved og Ribe bag sig. Arbejdet som højskolelærer krævede stor flek sibilitet, ikke mindst fra kvindernes side, hvor nogle kom via deres mænd, og der så sku lle findes et omnide, hvor de kunne udfylde en plads. Jo, højskolegerningen var en alsidig affære. Det forventedes at man gav sig hel t med liv og sjæl - følte sig kaldet. Udover at undervise, skulle man gerne kunne optræde, musicere og være en god oplæser. Mette Fog Pedersen, der var lærerkone fra 1939 og efter 1952 forstanderkone, skriver:»( Lund) krævede, ar alle lærere skulle være med, når der skere Iloger i skoleliver udover undervisningen. Noger af det særlige og værdifulde ved denne skoleform er fællesskabet. Der fællesskab, der opstål; når alle, der er med i delle fællesskab, er fælles om oplevelserne i arbejde ogjritid«." For folkeholdet på høj skolegården var det en æressag, at bli ve udtaget af elevtlokken og spurgt, om man ville fortsætte som karl eller pige. Der var ikke tale om ansættelseskontrakt - et håndslag var nok, så var man»fæstet«. Papir gjorde et allerede personligt forhold upersonligt og skabte mistillid. Nanna Bjelke Jensen, der virkede som sekretær og siden som lærer i 1937-53, fortæller:»lund bestemte lønnen, det var ikke noget man diskuterede. Til ar begynde med gik man ind ril Lund og bad om den, og så kunne man opleve:»nå, hvad skal du bruge dentil?«r def(l!'ste årjik man nemlig løn på løst grundlag, senere pa konro, men vi levede jo glad og gerne med det«.»lille løn og meget åndsliv«kunne tilbydes, så meldte folk med den rette indstilling ti l arbejdet sig nok. Folkeholdet var på godt en snes. Der var en bestyrer, som Lund drøftede markplaner og kreaturhandler med. Til det daglige staldarbejde var der en fodermester med et par staldkarle til hjælp plus nogle elever med halv friplads mod at hjælpe med morgen- og aftenmalkningen. Desuden et par markkarle. Husholdet stod fru Lund for. Hun ansatte folk og lavede mad- og arbejdsplaner, men den praktiske ledelse var køkkenchefens. Hun fordelte arbejdet blandt køkken-, bryggers- og lillepige og lagde tonen an. Smagte til og vejede af. Til hjælp med børnepasning og rengøring 25

havde forstanderparret et par piger -»blomsterpiger«kaldet af nogle. Det var selvklart en priviligeret og betroet stilling at blive valgt til»husfælle«. Også i dette hierarki af ansvars- og virkeområder understregedes fællesskabet. På den måde markerede højskolen afstand til de gårdhushold, hvor der var en særlig folkestue og herskabet spiste for sig selv. På Rødding kunne de forskellige parter mødes, om ikke lige i forstanderens stuer, så dog i»røde stue«, den mest fælles dagligstue, tiliærerkaffe, radiolytning og avislæsning eller særlige arrangementer. Ligeledes var middagsmåltidet et sted, hvor Fællesskabet markeredes. Gårdbestyrer Karl Buck fortæller:»det kunne være grumme upraktisk, selvom del VQr meninken, at vi skulle fole os som en slor familie. Vi skulle jo så gøres rene hver gang vi skulle spise, og Lund mente, al vi godt kunne gøre osfærdige... l< l de»/ol11me måneder«. hvor eleverne var hjemme og hjælpe med høsten, var højskolen som et udvidet gårdhus/w/d, hvor alle trak på sal/line hammel. Forstander Lund appellerede til fællesskabsfølelsen ved at opfordre til markarbejde, så man kunne have gratis kartofler lil vilzleren. Senere kom så fornøje lses/urene for hele gårdhusholdet, lærerne og folkeholdet, til forstanderen., soll1merhus ved Blåvand. Billedet erfm 1930'ernes begynde/se, hvor landbruget til højskolen havde enfundamental berydl/ing og var /Ilere end blot et kreativt undervisningsfag. Foto tilhører Elsebeth Lund Smidt, Tanderupgård. 26

Fælleslivet lå i faste rammer og der blev således afholdt hjemlige»indeaftener«i forstanderboligen hver torsdag efter bedste aftensædetradition. Lund læste op og pigerne sad med håndarbejde til der blev serveret dessert. Aftensamværet fortsatte dog i køkkenet, hvor der ikke på samme måde var en bordende, eller i røde stue. Marie Kjeldsen, køkkenchef 1928-34, fortæller:»så smed vi skoene og dansede i strømpesukker i den røde stue. Der var altid en, der kunne spille. Og det kunne LUlld og fru Lund godt koniine og se. De gik bare og så kunne vi danse videre, men vi holdt selvfølgelig op... «Forstanderparret fulgte deres folk ud i verden, aflagde dem besllg, når foredragsrejsen gik forbi, eller hjalp med gårdkøb, en hensigtsmæssig udstykning eller en god plads. Loyaliteten blev således belønnet - også helt konkret med en højskoledug med broderede navnetræk eller sølvskeer for god og tro tjeneste. En særstilling, der medførte deltagelse i den ugentlige lærerrni ddag, havde gartneren, gårdbestyreren - og køkkenchefen. Hun var som et trofast familiemedlem, der tog del i forstanderfamiliens liv og skæbne, var med i sommerhus og havde forstanderdøtrene opklæbet på indersiden af sit syskrin. Arbejdet var for hende en livsgerning og ofte skelnedes slet ikke mellem arbejde og fritid. Heller ikke for højskolens alt-mulig-mand. Hans arbejdsomrade spændte vidt, fra flaghejsning og madrasbankning til af ten malkning, og det hørte også med at følge forstanderen til foredrag i forsamlingshusene landet over. Disse betrode folk vedblev at have plads i det udvidede høj skolehushold, også i alderdommen. Måske spiste de middagsmåltidet der og kom til møderne og som sådan var de bærere af højskolens egen tradition. De var jo velorienterede om højskolens indre li v, om forstander- og lærerfamilier og om det nu var et godt hold det ål 'O Hele kredsens højskole Fælleslivet var næsten skemalagt i dette»skolesamfund«, som Lund selv yndede at kalde højskolen, h,'adenten det nu talte 100-170 mennesker, mens der var henholdsvis pige- og karleskole, eller skolen i de»tomme«måneder blot rummede 25-30. Højskolehusholdet kan tegnes som en vidt forgrenet struktur med forstanderens i toppen. Det er nærliggende at sammenligne med en godsstruktur, hvilket dog indefra set ville repræsentere et direkte modbillede. Men højskolen var mere end blot en hierarkisk struktur. Som før nævnt var forbilledet for de første højskoler, som Kolds i Dalum, det jævne gårdbrug, hvor der ikke var forskel pa herskab og tyende. Ligeså på Flors højskole i Rødding, der dog var mere elitær i den første tid. Man forsøgte at leve op til det grundtvigske ideal om ligeværdighed, således at indbyggede statusforskelle underbetonedes. Fælleslivet gennemsyredes derfor af barriereoverskridende aktiviteter. ", HøjskOlen oplevedes ikke som hierarkisk, men tværtom som li geværdig. Alle havde deres plads at udfylde, alle var med i huslivet og alle viste tilsvarende loyalitet overfor de overordnede. Men nogle var mere li ge end andre, I stedet for en vertikal struktur kunne man tegne en horisontal. Som et solsystem med forskellige planeter kredsende omkring. 27

Fra skiftedag til skiftedag - året og dagen i elev perspektiv Når vi skal få en fornemmelse af dagligli vet, kan vi selvfølgelig ty til højskolens dagbog, der blev trykt i arsskriftet, men skal vi få alle hjørner af virkeligheden med, det levede, det oplevede og det formidlede, sa må vi se, hvad breve og elevdagbøger, vandrebøger og stilehæfter fortæller, suppleret med erindringer og interviews. Helt op til 1952 var karle- og pigehold adskilt i vinter- og sommerhold. Vinterholdet begyndte til skiftedagen i noyember og gik ti l forårsarbejdets påbegyndelse i slutningen af marts. Pigerne begyndte på skiftedagen I. maj og fortsatte de tre sommermåneder. De kom fra det»trælse«husarbejde og skulle have»en festlig tid«samtidig med undervisning i sundhedslære, hj emkundskab og hillldarbejde, der lagde op til den fremtidige tilværelse som landhusmor. Karlene derimod skulle»have noget at ri ve i«. De kom ikke mindst for at få praktiske landbrugsfag, og de fik tilbudt samfundsfag. Delingsføreruddannelsen, som Rødding højskole også kunne til - byde, trak ligeledes mange elever til. På et ophængt Danmarkskort blev det med knappenåle anskueliggjort, hvor eleverne kom fra, nemlig fortrin svis fra Vest- og Sønderjylland. Desuden fra andre grundtvigske»øer«som egnen omkring Valleki lde, Ryslinge og Mors. Motiverne var forskellige, men skolebaggrunden oftest 7 års folkeskole fu lgt af et efterskoleophold og 4-5 års tjenestetid ved landbruget, ude eller inde. Hans Peter Hansen, eley 1920/21 og siden bestyrer af højskolens gård og styrelsesmedlem, fort æller: " Vi kom al/e på hlljskole. Skolegangen var jo tysk, bortset fra bibelhistorie. Vi længtes efter højskolen, så vi kullne få bulld i dansk og his/orie. Mor havde været på højskole og det var ikkefremmedfor os. SkibeluIld stod vi i Ilær tilknyt- Iling til, så den omgang fik vi allesammell. Så var det enten Askov, Rødding eller Ryslinge 0ii derefterfuliite et landhrugsskoleophold«. Det var ved det personlige møde med forstander Lund, at der hvervedes elever. DeL levende ord virkede langt bedre end annoncerne i HPj skolebladet, Ungdom og Idræt og Dansk Ungdom. Anton Andreas Olsen, elev 1935/36, fortæller:»jeg h;jrte Lund tale her iforsamlingshuset. Også i radioen. Han talte meget om historiske emner og Søndel:iylland, hans fremstilling var altid klar, enkel og med orden i hele f remstillingen og den var ikke ovei!rjlelsesbelonet, som mange af datidens højskolefolks taler var - også i SØnderjylland. Det hlev der talt meget om i Ungdomsforeningen, SLl det var spændende selv at møde det. Jeg havde store forventninger om at lære noget, at finde en mening med t;[være!sen, at kunne klare de udfordringer ti/være/sen givel; at møde nye mennesker«. De fleste var selvbetalere og godt halvdelen af en årsløn gik således ti l»skolen for livet«, evi. suppleret med frivillige støtteordninger.»meningen med livet«var dog ikke entydig og de byelever, der havde forvildet sig på høj skolen, måtte uvægerli gt have andre holdninger tillivsopfyldelse og dagligdag, til arbejde og autoriteter og til den jævne og naturlige li vsstil, de mødte på højskolen. HverdagsYirkeligheden var også anderledes for unge fra det grundtvigske borgerskab. Her var dog oftest tale om et personligt forhåndskendskab til fol standerens, og målet var et andet, nemlig»at stå i lære ved Lund«, således at man blev skikket til en fremtidig karriere som folkeoplyser. Var man student, tilbragtes ofte 28

Eleverne kom cyklende ofte langvejs fra. Mange glædede sig til et åndehul i rækkell af tjenestepladser. / gården blev de budt velkomne cif forstander og lærere - måske var slægt og hjemstavn allerede bekendt? FOIO i årsskriftet 1941, Landet foto. blot januar blandt»muldets frænder«, og der var næppe tale om fuldstændig integration. Roar Skovrnand, elev 1926127, skriver i et brev hjem den 5. november 1935 og senere i januar 1936:»/ det lange løb længes man jo efter at komme ud af al denne passivitet, i flere henseenda Nå, jeg har vel ikke lov til at sige, at jeg <mdeligt lever i passivitet. (... ) På Rødding har jeg oplevet det slore: at få en vejledning, historisk og menneskeligt, som jeg egentlig længe har ventet på og længtes efter«." Roar Skovrnand skrev således opgaver hos Lund, havde værelse»i behørig afstand«fra pigeskolens elever, hørte af og til el foredrag, deltog i lærerkaffen og spillede kroket med lærerne - et livsmønster, der gjorde den ellers så homogene elevflok lidt mere broget. På skiftedagen, l. november, kom eleverne strømmende til. Nogle kom cyklende, andre kom med toget langvejs fra, men alle blev modtaget med håndtryk pa gårdspladsen - og forstander Lund formåede ved aftensmaden at præsentere samtlige elever ved navn og herkomst for sin kone. En af de bedst overleverede højskolernyter, men i og for sig meget sigende: eleverne var velkomne hver især og hr1jskolens patriarkalske overhovedet var markeret. Om aftenen blev holdt en lilje højtidelighed for det nye hold og åbningstalen bekræftedes af Grundtvigsangen:»Etjævnt og muntert, 29

virksomt liv påjord«. Jo, her kunne man kun føle sig hj emme. Interessen for elevernes ophav og livsforløb afspejledes også i den første tids stileemner:»min Slægt«,»Min Hjemstavn«,»Min Skolegang«og»Pladser jeg har haft«. I dagene derefter plantedes eleverne så om i de nye omgivelser, fik fortalt egnens og grænselandets historie udfra mindesmærkerne: stenen over højskolens forstander i udlændighedstiden, Cornelius Appel, grænses tenen fra Kongeågrænsen, mindestenen over de faldne sønderjyder i verdenskrigen og endelig Genforeningsstenen ved skolens indkørsel. Den første dag præsenteredes eleverne for skolens reglement - eller færdselsregler, som de hellere kaldtes. Mette Buck, ele\' i 1941, udtrykte manges opfattelse:»når LUI/d gik op og /led ad gulvet, var det ordensregler /lok. Del var autoritet og behøvede ikke at skrives. Vi følte os ikke tyngede af det«. [ princippet regnede man med, at»livsudfoldelsen«ikke hæmmede det daglige arbejde, og at den frivi llige deltagelse i morgensangen ikke betød, at man blev væk. Indlysende blev det også hurti gt, at man ikke måtte have karle- eller pigebesøg på værelserne, drikke spiritus eller spille kort, for»spillegæld er æresgæld«. Restriktioner var imod det pædagogiske princip om tillid og åbenhed - ja, imod hele det grundtvigske livssyn. Dagliglivet vrimlede med eksempler på aktiviteter, der virkede grænse- og barrieresprængende på den indbyggede autoritære struktur, men som egentlig holdt sig inden for ganske bestemte usynlige rammer eller kulturelle rum. Elevavis blev således lavet på hvert hold. Her karrikeredes lærere og elever i vers og vitser. Husavisen var en slags»gåseøjne«i en befriende selvironisk form, som f.eks. i»skruphøvlen«( 1929) og»vækkeuret«(1935). Forskellige demokratiske foranstaltninger var der også - omend der ikke ligefrem var tale om elevstyre, men om en festkomite, der skulle stå for hjrdagsunderholdningen eller arrangere Rigsdagsvalg, hvor enhver kunne komme til orde. Først i elevforeningen efter højskoleopholdet kunne man få egentlig indflydelse som i det virkelige livs utallige generalforsamlinger, her på elevmødernes afholdelse, pengeindsamling til nybyggeri og elevstøtte etc. Rollespil i forbindelse med lærerlæsning, dilellantspil, komedier og kavalkader var alle med til at give liv i strukturen, men også den mere uformelle rollebytning, der udjævnede indbyggede forskelle mellem lærere og elever, er der mange eksempler på. Således da lærerne udklædte sig som gamle elever til elevmødet, eller episoden, hvor et par elever udklædte sig som brugsforeningsuddelerske og gårdmandsenke og friede til et par lærere på skuddagen. Lærerne var skam også mennesker. Således viste»en glad Lund«, at han efter en sneboldkamp med eleverne i gården skam»havde drengen gemt i ærmet«. Især januarstudenterne var»pjankefolk«, der studentikost gav sig til bedste næsten som i Hostrups dage. Fog var fuld af»hundekunster«, da han viede Erna og Paul på en taburet og Lund kunne, forud for et valg, bevæge sig ned i køkkenet med valgflæsk, nemlig bananer, til gode venstrevælgere. Endelig var det fasl skik, at Richard Andersen og Johannes Rosendal skulle bades i zinkbaljer på elevgangen, så vandet drev. Jo, roller byttedes om, og sfærer blev overskredet. Det fælles husli v markeredes også overfor eleverne. Opdelingen i private og mere offentlige sfærer, inderkredse og yderkredse, blev brudt ved de regelmæssige lærerhjemsbesøg. Niels Rasmussen skrev i brevet hj em den 21. november 1935: 30

Lund underviser el hold karle i Rode stue i midlen af 1940'erne. Her var mallge siddepladser. lange bænke med malkeskamler under og el godl flygel. Til andre lider blev eleverne inviterede hjem til samvær, oplæsning og sang i lærerhjemmene. Denne regelmæssige understregning af del hjemlige præg adskille højskolen fra alldre skoleforme!: FOlo lilhører Elsebelh Lund Smidl, Tanderupgård.»1 Aftes var vi inviteret til vore Dansklærere, så jeg var altså nede ved Lund, førsl sad vi inde i Kontoret og snakkede sammen, hvor Lund forlalle os om den Gaard, som hall i Sommer sammen med en Lægefra Gram har købl, der er 175 Tnd.Land lil GaG/'den, der skulle kun 5-6 Tnd. til for at den kunde kaldes et Gods. Bagefter var vi ude i Folkesluen (røde slue), hvor vi legede sammen med Skolens Karle og Pige/; og vi morede os storartel, lil sidsl var vi allesammeli Ilede al drikke Kaffe i Spisesalen«. Her inviede forstanderen altså eleverne i si ne egne og højskolens anliggender. Også undervisningen kunne pludselig rykke ud af klasseværelserne og ind i lærernes private sluer. Der kunne nærmest være tale om et heil kulturrnøde, som beskrevet her af Anton Andreas Olsen elev 1935/36: >flans Skovgaard boede i en Villa, der kom Holdel jeg hørle lil, hans Kone var fra KØhenhavn, jeg lror /lok lidi fremmed for Højskolen. Sluerne var moderne, og lignede ikke Slueme paa Landel dell gang, her var ikke Bord midi paa Gulvel, vi sad ogsaa paa Gulvel, det kendle vi ikke den Gang«. Omvendl kunne del ske, at lærerne troppede op på et elevværelse, da det opdagedes, 31

at der var tilsendt papæske hjemmefra med fødseisdagslagkage. Eller de kunne ligefrem in viteres til gi lde på kiks og kijafa eller saftevand i tandkrusene. I løbet af højskoleopholdet var der et mylder af fester og arrangementer, men den daglige rytme var så regelmæssig som i et gårdhushold: tidlig vækning og vask i det fælles vaskerum. Efter morgenmaden k!. 8 var der morgensang i foredragssalen og så fulgte det faste dagsprogram, der gik fra klokken 8 til klokken halv 7, afbrudt af en god time til et hvil efter middagsmåltidet klokken 12. Holdtimer dagen i gennem med et par foredrag formiddag og eftermiddag, markeret af forstanderens klokkeslag i skolegården. Elevværelserne var spartansk udstyrede og afveg ikke fra det, eleverne kendte hjemmefra eller fra tjenestepladserne. Køjesenge, medbragte pilekufferter eller kommoder, bord og stol var det man havde brug for. Ligeså var kosten og bordskikken tilnærmelsesvis som i elevernes baggrundsmiljø: IO ved hvert bord med lærer eller forstander for bordenden til at øse op, lede samtalen og sikre sig, at tallerkener og fade blev samlede igen»på højskolevis«. " Vi og de andre - det kulturelle landskab Højskolen lå midt i det sønderjyske landskab. Ikke desto mindre var det ganske særlige steder, der ragede op i omgivelserne. Steder, der faldt på plads i det grundtvigske univers og som besøgtes på egns ture, byture og grænselandsture. En flok raske karle på højskolens gårdsplads før en cykeltur - ud i det sønde/jyske. Måske egnsbesøg til ligesindede gårde, til høj lagkage og besigtigelse af bedriften, eller måske til dilettant-optrin i forsamlingshusene ved egnens befolkning. Og omegnen erobredes år efter år. Foto i årsskriftet. 32

En af de første nærmest rituelle ture var gåturen til Ribe - til domkirken og Dronning Dagmar - med forstanderen i spidsen med sit egespir og med et par lærere i bagtroppen. Så ful gte egnsturene med besøg po ligesindede gårde, og dem var der ikke så få af her i det»ideelle hjørne«: Thornumgård, Billeslund, Højager, Brændstrupgård med flere. Af en helt anden karakter var besøget, som hvert karlehold allagde i Esbjerg, tilrettelagt af Arbejderhøjskolen. Her beså man industri virksomheder som FDB 's tobaksfabrik, Vestkystens trykkeri, havneanlægget og kvægeksporthallen. Ved hjemkomsten skrev Anton Andreas Ol sen i sin stil:»del, der glo/de mesllndlryk paa mig under Esbjergluren var al se FDB :,. To - baksfabrik, og del var vel nok fordi jeg ikke far havde sel en riglig Fabrik. Naar man ikke har set en Fabrik, aner man ikke, hvor en.\formigt Arbejdet et s(wdant Sled kan være, En anden Ting var der ogsaa, derfor"ndrede liiig, og det VGl; al Fabriksarbejde kan være saa simpeli Arbejde, der sikkert ikke kræver rel stor lilieliigens, del kræver selvfølgelig ell Lærelid, men del al lægge i og lage fra en Maskine er jo dog saa ligetil. Før havde jeg allid lænklmig, al Bondearbejdet var det, der stillede de mindste Krav Iii Menneskets Evne /; men nu ser jeg at Ar bejde i Byerne kan være lallgt mindre krævende hvad Forstand angaar, og al del er dllml, III eli langl fra misllndelsesværdilil A rbejde, og saa del al gaa eller elld- IIlI værre at staa helt stille i disse skumle Lokalet; som nogle af dem var, maa jo tillige være u.nmdt Arbejde«. Dette indblik i en anden verden styrkede højskolekarienes selvbevidsthed og satte deres egen verden i relief. Også i det nationale tilhørsforhold markeredes grænserne. Således på grænselandsturene til historiske steder i Sydslesvig: Sankelmark, Isted Hede, Dannevirke og på hjem vejen»folkehjem" i Aabenraa. Der blev dvælet ved mindesmærker fra en dådrig fortid og Lund fortalte historie på å-stedet. Pa turene overnattedes i de sted li ge forsamlingshuse eller skoler, indtil forstander Lund erhvervede Mejerholm i den»truede firkant«ved Tønder. Markante dansksindede personligheder besøgtes: Folke Trier Hansen i Abild, Hans Schmidt i Kollund og Niels Kjems i Harreslev, ligesom man nok også noterede sig mere materielle udtryk for det rette sindelag, som f. eks. brugen af hvide vinduessprosser og sønderjyske markled, efter at have hørt Claus Eskildsen holde foredrag på højskolen. Ligesindede skoler blev besøgt i løbet af Røddi ng-tiden, således Askov højskole og Ladelund landbrugsskole, hvor man så sammen deltog i gudstjeneste og dialektaften. Tilsvarende aflagde Askovfolkene Rødding et besøg på Afstemningsdagen den IO. februar. Endeli g samledes de forskellige skoler omkring Kongeåen - de førnævnte samt Skibelund efterskole og Ribe Seminarium - til møde i Skibelund krat, kultstedet over alle kultsteder, hvor Grundlovsdagen fejredes med taler og sange, arrangeret af Skibelundforeningen. Velset var der at slutte op om Det unge Grænseværn (1937) samt stævnerne på Skamlingsbanke (1934) og Dybbøl banke (1933). Li geledes til den lokale ungdomsforenings arran gementer i»vesta«overfor. Pinsebal i Gram eller dyrskuebal i Røddi ng var det derim od ikke velset, at tage del i, ligesom det at hænge i hotellets kro- 33

stue lå højskolens linje fjernt og kunne følges op af en bortvisning. Som alternativ til pinseballet, eller»gøglet i Gram«, anangerede højskolen fluks en fest i Lystskoven pinsedag med opvisning af folkedans og gymnastik, fællessang og tale om»sønderjysk lune«. I 1935 lyder det herligt triumferende i årsskriftets dagbog:»dagen, der truede med Regn, gav os godt Vejr, men da Dansen i Rødding var forbi endte det hele med et dundrende Tordenvejr, der druknede den sidste Rest af Folkemarkedet i Gram«. Gymnastik, folkedans og dilettant er fornuftige ting, mens biografture med»pjankede og indholdsløse film «og krobesøg er ildeset. Ligesom det var selvfølgeligt at deltage i nogle arrangementer uden for højskolen, så var Rødding højskole i de tomme måneder som eet stort forsamlingshus, der dannede ramme om en omfattende mødevirksomhed. Rødding højskole var især I de tomme måneder selv som et stort forsamlingshus, der dannede ramme om en Kaffe hørte der til e t g odt foredrag og ved elevmøderne blev der drukket kaffe i transportspandevis. Foto i årsskriftet J 947.

landboforeninger og husholdningsforeninger, Danske Samfund, Det Unge Grænseværn, Dansk Ungdomssamvirke, Venstres Ungdom, Dansk Kirkesang, Frimenigheden, Friskolerne, Kirkeligt Samfund, Dansk Skoleforening, Grænseforeningen, Hi storikerkonventet, Dansk Frugtavl m.fl. - hvad enten højskolen var tilholdssted enkelte eller flere gange. Tilsammen tegnede denne mødevirksomhed på sin vis højskolens kulturelle profil - de var så at sige et billede på det jævne, muntre og virksomme liv efter højskoletiden. Den verden, der ventede. Som en lang fortælling - kontinuitet i højskolckulturen Høj skolelivet kan betragtes som en lang fortælling, som hver især havde del i, som hver især forta lte eller blev fortalt ind i. En sammenhæng, som man fornemmede mere på møderne, hvor venner og slægtninge, gamle og unge mødte frem, end på noget andet tidspunkt af aret. Som tidligere nævnt, var højskolen her i Lunds tid forankret i et mere homogent miljø end nogensinde før eller siden. Utallige er de optrin og sange, der er forfattet af ht'ljskolefolk til brug ved elevoptræden til de slore mrlder. Der kullne også opføres et rigtigt teaterstykke - eller et tahleau som»danske Kvinders Liv«eller som her»nordens Stemme«, hvor høstfolk i brogede folkedragter optræder ved Flors hus. Mytologiske optrin hørtefortidel! til - eller anvendtes ved særlige lejligheder, som IOO-årsjubilæet, hvortil Fog Pedersen og HeLleh skrev den såkaldte jubilællmskantate. Her lignedes Rødding hpjskole ved nøglesymbolet: selveste Ask Yggdrasil, der kun overlevede, fordi det havde r(1dderne dybt i Inulde. Foto: Elisabeth Hyldigs dagbog, /942. 35

Af forskellige møder i arets løb var der elevmødet om sommeren og det ; ere seriøse cftcrårsmøde i september, hvor især jubilarerne mødte frem. S klf~ ags~ammenkomsten søndagen før I. november var for unge i tjenestepladserrunot O!TI ring Rødding - ),for de små piger ved de store komfurer", som det hed sig. gs: k. o;emødet et par dage efter sommermødet, hovedsageligt besøgt af omegnens ' ~I~. er, og månedsmøderne havde en lignende lokal karakter, men i det hele taget gre Isse fo rskellige cirkler ind i hinanden og der var selvklart tale om mange gen~anger~ ' k Elevmødet kunne samle 6-700 mennesker _ til frikadeller og frugtg nj k o~ m, s e en overnatning pu madrasser i skolestuerne eller i laden, men det var Ik ~ e~ ~~~ entlige. Man mødtes for samværets skyld, sangenes, fo redragenes - og ar al e s dlk~~ ee~ skyld. Det fortælles, at Lund palagde dansklærerne, at danse me a.. dt med armene I og at Fog. der Sidenhen blev forstander, aftenen lang skred salen run. d ~. h l dansefatning. Endnu en li vskraftig højskolemyte: ingen måtte føle sig u I en Ol, eller ikke i de pardanse, der efterhånden afløste sanglege og ringdans - se vomdna; ~ kunne lide den tort ikke at blive set af sit idealbillede og garanti for hgevær Ig e mellem mennesker. G d d r g å ind under«-» () e Ol' a. lldsl1luifpoes. l 'bo" Il/hørende ~, Alfred Olesen, Raahede, elev / 935/36. Verse n e blev afskrevet 'b '1 b C7 jra og Il 00'.1' +ro generation../. vr og lærerne vlrkel / Renerafio,... I I nok som trodtlwns- (e natur [gt b/ K'/ fornyere mec:. I v er'.." a'. a. ai- fe/dl og Slucl",::llbelg. 36

Elevbilledet //led forstanderparrets, lærernes og elevernes små ovale hoveder omkransellde h"jskolebygningen var et kært minde om Rødding-tiden. Billedet var tilmed et tydeligl kulturelt kendetegn, som gav slof til samtale O/n fælles oplevelser, SOIl1 det hallg rulldt omkring i hjemmene mellem gymnastik- og soldaterbilleder, billedet af gården og dyrskuepræmieme. Her klistrer Arne Fog Pedersen billeder op i 1946. Også elevforeningens årsskrift var med til at opretholde kontaktnettet og virkede i høj grad traditi onsbevarende. Årsskriftet, der bl.a. indeholdt en dagbog»fra November ti l November«og hvor hvert hold fint karakteri seredes af Lund eller fru Lund, lå ved juletid i næsten samtlige tidligere elevers hjem, for omkring '/4 af eleverne var medlem af elevforeningen en arrække.»de der ikke ville skulle henvende sig ti l Lund, og så vi lle alle naturligvis«, fortælles der. Årsskriftet blev brugt til meddelelser fra højskolen og fra de forskellige Røddingkredse, der efterhånden etableredes rundt omkring i landet. Desuden var der rejseskildringer fra den vide verden, tanker om det indre li v og Lunds åbningstale til de forskellige hold. Ikke mindst var det dog i årsskriftet muligt at følge med i højskolens egen historie og i forstander- og lærerfamiliernes liv og levned. Eleverne knyttede også selv tråde til det netværk, der var skabt efter et høj skoleophold. Vandrebøgerne, som et hus, en elevgang eller et køkkenhold kunne sætte i gang, var en slags fælles brevskriveri under navne som»rundtenom«,»brevduen«og»det 37

ubrydelige Baand«. Ligesom andre minder som højskolebilledet, navneskriveriet ved yndlingssange i hinandens højskolesangbøger, poesibøger, vandrebøger, albums og sjældnere dagbøger var de synlige tegn på en fortættet sommer eller vinter. Undervisningen i Hans Lunds tid Fra højskolens side tilstræbtes en»enhed i skoledagen«, fagene skulle gerne dække alle livets områder og gennemtrænges af den samme grundholdning om oplysning,»åbne vide udsigter«og opli velse, vække til handling. Eleverne skulle hente»en orientering i livet«,»føres ind i historiens og poesiens verde n«og»høre evigheden synge«, som Lund udtrykte det i sin åbningstale i 1926. Formidlingen var tiest i foredragets form. Tale og allerhelst samtale var jo udtryk for det levende li v selv. Og det fængede, når man i foredraget fornemmede læreren som helt og livserfarent menneske, der forstod at skelne og»iytte til li vets gang«og ofte gjorde selve fremstillingen, betoningen, det faste blik, f yndet og lunet, det underforståede - og det undladte - det til»et godt foredrag«. Udpræget tillid til foredragsholderens syn på»sagens kærne«bekræftedes af et par sange. Hans Lund indførte i øvrigt de såkaldte samtaletimer - i samfu ndsfagene og til de store møder. Næsten retoriske spørgsmål blev slynget ud over salen:»er det heldi gt, at de unge deltager i det offentlige eller praktiske li v?«,»h vordan bør et godt Hjem være, ikke mindst i åndelig Henseende«. Uhi ldede og vidtfavnende spørgsmål, men egentlig ganske kulturforankrede og brugbare i det virkelige liv. E//ypisk s/ileemne var "En Fore- gangsmand på min Hjem egn «og Frede Han sen, elev 1936/37, valgte at skrive om Jens Nielsen - gårdejer på Rødding østermark og foregangsmand indenfor avl af korthornskvæg. Jens Nielsen»ha r Orden i sit Kram«i stald og på mark. Han hal' en venlig kone, del' stårfor styret indendøre og selv er han udadtilforeningsmenneske, som beskre vet i stilen. Jens Nie lsen»kævle r«dog ikke eller går til de- monstrationer som LS-tilhænge r ne, men passer sin gård. Der var et forbillede, som Frede så op til Selv fik han siden en gå rd på Rødding østermark. 38

Bondegerning og bondesind - historie og hjemstavnslære Landbrugsfag med foredrag om regnskabslære, foder- og gødningsplanlægning svarede til»elevens trang«, lige med undtagelse for de byelever, der i stedet modtog undervisning i engelsk eller svensk i fru Lunds stuer. Det var dog Lunds historiske tilgang tillandboforhold ofte med udgangspunkt i H.F. Feilbergs Dansk Bondeliv (1889), der satte sig dybe spor hos eleverne. Lund var en af de bedste formid lere af det historiesyn, der løber parallelt med det universitære. Han»levede og åndede«med sit fag - var historiker i høj skolens tjeneste. 14 Historien var for ham som en levende historisk-poetisk fortælling, og eleverne skulle gerne se sig som sidste slægtled af bønder. Det var historien om bondestandens vilkar fra forarmelsen i 1700-tallet til landboreformerne og Stavnsbåndets ophævelse igen fik bønderne til at stole på egne kræfter med deltagelse i Den grundlovgivende Forsamling, højskole- og andelsbevægelse. Kort sagt begyndte en rigtig»bondetid«i 1800-tallets sidste del. Og den skulle helst vare ved. I hjemstavnslæretimerne, som i mange foredrag, var det konkrete udsigtspunkt den verden, eleverne kom fra. Eleverne inddeltes i hold efter hjemegn, og der tegnedes og fortaltes om kirker og oldtidshøje, landskab og folkekarakter, bønder- og herregårde, ligesom eleverne også efterhånden fik et indgående kendskab til egnen omkring Rødding. For Lund var disse timer i høj grad med til at skabe»historisk sans«hos eleverne og dermed samfundsengagement:»hvor historisk sans findes, vil der gro mere forståelse op for det brogede og mangfoldiges ret, så ikke alt ofres for en rationel, effektiv indretning af samfundets liv <<- Mange foredrag, ofte gengivet i årsskrifterne," handlede om nødvendigheden af at overføre værdier fra det gamle landbosamfund - ærbødighed for jorden og slægten, fællesskabsfølelse og et rodfæstet livssyn - til eftertiden. Kort sagt bevare det det gode liv, " fordi det nu var det bedste for mennesker. Lund skriver i 1935:»Det gamle Bondesind er sat til, hvor man bare er erbvervsmæssigt indstillet til sin Gerning. Men jeg er overbevist om, at meget af det gamle har BestaIld den Dag i Dag, fordi der trods al Forskel dog er saa meget i BOlldegerningell, der er fælles for den gamle og den Ilye Bonde: Samlivet med og Afhængigheden af Naturen, Ansvaret Jo r det levende i Mark og Stald Arbejdets Mangfoldighed og AJveksling, de sociale Kaar, vi lever under med den mærkelige Samhørighed me/- lem Hjem og Arbejde og meget mere. Jeg tror på, at dette gamle Bondesinds Bevarelse paa mange Maader er ell Livsbetingelse for et Folk«. Faktisk var Lund en stor fortaler for det så karakteristiske danske selvejer brug. De udfordringer det gav: uendelig arbejdstid, ofte nøjsomme og usikre kår, styrkede til gengæld sjæleligt.»frihedens Luft er barsk, men den er sund«, hed det. Og for Lund var der en selvfølgelig sammenhæng mellem ejendomsforhold til landbrugene og danskhedens udbredelse i Sønderjylland. Købstads- og herregårdskulturen var for længst fortabt. Gårdbrugets karakteristiske dobbelte karakter, hvor hjem og bedrift var knyttet uløseligt sammen i en Økonomisk, social og kulturel enhed, forblev den foretrukne livsform - og jo også selve forbilledet for Lunds højskole. Her havde mand og 39

kone lod og del i hinandens gerning, men hver deres ansvarsområder: kvinden i hjemmet og manden som samfundsborger og landbruger. Og tyendet var med i det fællesskab, hvor husbond sagde»kom«i stedet for»gå«. Klasseskellet i landbosamfundet nedtonedes til fordel for»bedriftssolidaritet«. Den selvforsynenede bondes mentalitet påskønnedes også langt mere end»omsætningsbondens«. Det at svare enhver sit, at få tingene til at gå op og ikke forøde sin slægtsarv, var dyder, som let kunne sættes overstyr hos den moderne landmand. Lund talte ligefrem om»livsformsøkonomi«. Som andre grundtvigske højskoler i mellemkrigstiden prægedes Rødding højskole imidlertid også af moderne fag som verdenshistorie og international politik med et»vindue mod vest«til engelske liberale politikere." Ofte fortaltes udfra personligheders livsskæbner, ligefra Churchhill og J.M. Keynes til danske politikere og højskolefolk og nordslesvigske bønder som Mads Gram og Niels Skrumsager. Lunds foredrag var nøje forankrede i en social, økonomisk og politisk virkelighed. En ofte fortalt højskolemyte er, at han forargede Åge Møller fra Rønshoved højskole, som repræsenterede den mytologiske højskolefløj, med at påstå, at han selv som eneste grundbøger i sine timer brugte Statistisk Årbog og høj skolesangbogen. Som en understrøm - kristendom Mens historie og samfundsfag prægede undervisningen, var der kun en enkelt time med bibelkundskab ugentlig. Opfattelsen af, at kristendom ikke skulle moralprædikes på afsondrede tider og steder, men derimod leves ud i det givne fællesskab - på højskolen og i sognet - var fremherskende. Det daglige gennemtrængtes af det historisk-poetiske med tanken om mennesket som en»under-lig skabning«, der kun kan komme til klarhed ved gennem historien at se sig bundet til et konkret liv, til fædreland og modersmål og til slægtens levnedsløb. Gennem poesien åbnes øjnene for»alt stort og skønt herneden«- det, der var værd at kæmpe for. Og den kristne grundholdning var det»mere«, der gjorde højskolekulturen på Lunds tid til noget særligt, til noget at samles om. Lund talte selvom bondens religiøse følelse som forbillede for eleverne og han fandt den smukkest udtrykt i salmebogens eneste»bondesalme«, den af Jakob Knudsen oversatte» Vi pløjed og vi såede«. Respekten overfor alt skabt og fornemmelsen af at leve i frihed og bundethed hang for Lund sammen med bondens tilværelse. Her hvor dagsværk og livsværk gik op i en højere enhed og hvor der handledes efter»umiddelbare livsinstinkter«." Vedholdenhed ved kristendommen netop i landbomiljø, trods omverdenens udstrakte sækularisering, skyldtes, efter Lunds mening, ikke en karakteristisk træghed blandt bønder - nej, det lå i selve den helhedsprægede og»rodfæstede«livsform. Selvom der var en form for ritualisering i velkomster, afskedstaler og i højskolesangbogens flittige brug, i morgensangen, hvor Lund bad Fadervor, i bordbønnen inden middagsmåltidet og i kirkegangen, så var der intet skarpt skel mellem det folkelige og det kristelige. Religiøsiteten gav sig udtryk i måden og selvfølgeligheden, man var sammen på. 40