Feltpræst Ulla Thorbjørn Hansen: Tale ved den militære begravelse af konstabel Mikkel Jørgensen fra Toreby Kirke den 3. november 2010 klokken 11 Lad os alle rejse os og høre biblens tale om Guds omsorg i liv og død. Salme 139 Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det. Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast. Siger jeg: Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset. Og i Johannesevangeliet siger Jesus: Jeres hjerter forfærdes ikke! Tro på Gud og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. (Joh.14 v.1-3).
- I lørdags blev der spillet en fodboldkamp her i Toreby. Toreby-Grænge boldklubs hold spillede med sørgebind, for Mikkel Jørgensen en af klubbens trofaste og ivrige spillere er død kun 21 år gammel. Han faldt i Afghanistan i kamp mod Taleban. Det at sige: Mikkel er død tager kun et øjeblik. Men det vil tage lang tid at prøve at forstå, at han ikke mere lige skal komme med et smil og en sjov bemærkning. Hvad forstanden let registrerer, det tager hjertet og følelserne kun langsomt imod, og vi mennesker skilles nu engang kun nødtvungent fra dem, vi elsker, er bundet til med fælles historie, har delt livet med i glæde og sorg, i kærlighed og venskab. Så er det sorgens sted. Der er tårer, der skal grædes, anderledes kan det ikke være. Kære Henrik, Birgit og Morten! Kære Mikkels familie, venner, soldaterkammerater og fodboldkammerater! "Jeres hjerter forfærdes ikke, sagde Jesus, da han i sin tid skulle tage afsked. Men vi er jo forfærdede, fulde af sorg og afmagt. Ja, som Mikkels klasselærere fra Folkeskolen ganske rigtigt skrev i Folketidende i sidste uge: Tiden stod pludselig stille lørdag den 23. oktober for alle, som kendte Mikkel Jørgensen. Og det forekommer så meningsløst, at lige netop han skulle standses af en kugle. Så meningsløs, som døden kan forekomme nu, lige så fyldt med mening var Mikkels liv. Og der er da også allerede blevet sagt og skrevet mange rosende ord om alt det, han har betydet og vil betyde også fremover, selvom hans liv blev så forholdsvis kort. Der er ingen tvivl om, at Mikkel var noget særligt. Et positivt og meget rummeligt menneske. Han var typen, der kunne tale med alle slags mennesker i alle aldre. Han var en god kammerat, sjov at være sammen med altid hjælpsom en man kunne stole på. Og gik man rundt og bad alle jer, der er mødt op her i dag for at tage afsked, om at fortælle om Mikkel, så kunne I sikkert hver især fortælle mange gode, spændende og også sjove historier fra den tid, I har fået lov til at dele med ham. Hvad enten det er fra hans folkeskoletid, efterskoletid eller soldatertid. Eller f.eks. fra jeres sidste tur sammen som familie her i sommers til Gardasøen. Mikkel var typen, der f.eks. kunne finde på at give en flaske fyldt med vand fra den lokale å i fødselsdagsgave til en god veninde, som var flyttet fra området. For det går da ikke an at glemme Toreby! Og lignende små, men betydningsfulde episoder findes der sikkert rigtig mange af.
Han var ikke bange for at gå foran og var altid parat til at hjælpe, hvor der var hjælp behov. Var nogle omkring ham kede af det, kunne man være sikker på, at Mikkel var parat med et trøstende ord eller en stor og kærlig omfavnelse. Han var samtidig lidt af en drillepind, og det gik vist ofte ud over dig, Morten som lillebror. Man plejer at sige, den man tugter, elsker man, og der er ingen tvivl om, at han elskede dig højt. Det kom også så tydeligt frem i hans konfirmationstale til dig i sin tid, hvor han takkede dig for, at du tog det hele alt drilleriet med et smil. Selv var han da også altid enten glad eller sovende. Og der hvor han havde sin gang, er der vist ikke mange, der har været i tvivl om, hvem Mikkel Jørgensen var Sui eller ham den rødhårede. Høj og stærk, fuld af sjov og ballade, livsglæde og kærlighed. På altertavlen her i Toreby kirke står der et bibelvers fra Johannesevangeliet, hvor Jesus siger: Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. (Joh..15,12-13) Om det var et bibelvers, som Mikkel har lært udenad på et tidspunkt, mens han har siddet her i kirken, ved jeg ikke. Men faktum er, at Mikkel døde, fordi han var villig til at sætte livet til for sine venner i tjeneste for sit fædreland i kampen for fred og retfærdighed. Han tog af sted til Afghanistan til et af de farligste steder på jorden for at gøre en forskel, og det selvom han allerede før afrejsen havde oplevet at miste to af sine kammerater ved ulykken i Oksbøl. Hans soldatervenner har da også beskrevet ham som stor, stærk og glad, hjælpsom og ikke mindst modig. Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. Mikkel troede på, at han med sit arbejde og i sin tjeneste som soldat var med til at gøre en forskel. Han kæmpede for at være med til at skabe bedre levevilkår for andre mennesker, og han blev ved, selvom han vidste og oplevede, at det kunne koste liv og lemmer. Hans død forekommer så meningsløs, men hans liv og hans indsats har bestemt ikke været meningsløs. Tværtimod. Han har givet jer og mange andre noget, som vil vare ved, også efter at han er død. Han har givet jer af sin tid, sine kræfter og ikke mindst sin kærlighed. Han har med sit liv og sin måde at være på gjort en positiv forskel både herhjemme og i Afghanistan! Nu hørte vi før ordene fra Johannes evangeliet, hvor Jesus siger: Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig! Jesus ved, at han skal dø og prøver med de ord at trøste sine disciple sine nærmeste.
Han ved, at mennesker i sorgen har brug for noget konkret at holde sig til og kommer her med et meget konkret billede: Billedet af huset med de mange boliger, hvor der er gjort plads til enhver af os. Ingen af os kan se forbi den grænse, som død og grav sætter. I den forstand ligger det hen i mørke, hvad der er efter døden. Men Jesus har med ordene om huset med de mange boliger givet os et håb at holde os til. Ja, mere end det han har givet os et løfte: Hvor jeg er, skal I også være, har han sagt. Og det betyder, at vi og vore kære på ingen af vore veje er forladt af Gud. Han går med os hele vejen i livet men også i døden og igennem døden. Om lidt ude ved graven - skal vi høre de gamle begravelsesord: Af jord er du kommet, til jord skal du blive. De er sagt både til Mikkel og til os andre. De taler om det, vi er fælles om, vi mennesker, uanset hvor lang eller hvor kort tid vi lever. De siger til os alle, at vi har en tid Gud giver os liv for en tid og en dag skal vi dø. Evangeliets sidste ord er dog ikke: Husk du skal dø, men tværtimod: Husk du skal leve og tro på Gud. Og vi vil derfor fortsætte med trosordene: Af jorden skal du igen opstå! Midt i det liv, hvor døden ser ud til at have det sidste ord at skulle have sagt, siges det til os: Dens magt er brudt, dens ord er ikke det sidste ord. Det sidste ord om os tilhører livets og lysets Gud og er et ord om den kærlighed, som aldrig slipper os eller slipper op. Hvis Mikkel havde kunnet få et ord at skulle have sagt i dag, er der vist ingen tvivl om, at han ville trøste jer og bede jer om at glæde jer over alt det, som I har haft sammen. Han ville sikkert også bede jer om at fortsætte med at elske og leve, passe på jer selv og hinanden og blive ved med at kæmpe for det, som I har kært. Og når man tænker på den invitation, han sendte ud til sin 18 års fødselsdag, så ville han måske også med et smil sige: Bare rolig, vi ses igen, jeg er røget tilbage til himlen. Og hvor jeg er, skal også I komme engang. Når nogen dør er det, som om en dør bliver lukket i for næsen af os. Her til og ikke længere. Vi kan ikke følge med. Men evangeliet fortæller os, at Gud har lovet at være med os selv i døden og på den anden side af dødens grænse. Det var det evangelium/det gode budskab, der blev forkyndt den dag, Mikkel blev båret til dåben i sin tid her i kirken, og livet endnu lå ubrugt foran ham. Og det er det evangelium, der skal lyde nu, hvor hans liv er til ende. Dér hvor vi kun ser kiste, død og grav, også dér er Gud. Han går med os selv i dødsriget. Ja, han kommer os i møde, for hvor han er, skal også vi være.
Det er ikke noget, vi kan sige os selv. Man kan sige, at det er for godt til at være sandt. Men man kan også vælge at sige og tro, at det er for godt til ikke at være sandt. Gud er med sit menneske også der, hvor det gør ondt også der, hvor vi ikke kan følge hinanden længere. I den tro kan vi nu sige tak for det liv, der er levet og i tillid til Gud ønske for hinanden: Guds fred være med Mikkel Jørgensen, Guds fred være med os alle, I Jesu navn Amen. Æret være Mikkel Jørgensens minde.