Prædiken til 2. søndag i fasten d.12/3-2017 Lemvig Bykirke kl. 10.30. Thisted Bykirke kl. 14.00 v/ Brian Christensen Tekst: Sl 42,2-6; 1 tess 4,1-7; Matt 15,21-28 v21 Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. v22 Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte:»forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.«v23 Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham:»send hende væk! Hun råber efter os.«v24 Han svarede:»jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.«v25 Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad:»herre, hjælp mig!«v26 Han sagde:»det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.«v27 Men hun svarede:»jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.«v28 Da sagde Jesus til hende:»kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.«og i samme øjeblik blev hendes datter rask. Bøn
Vi hører det igen og igen. Planeten Jorden lider. Folkeslag er i nød. Mennesker lider. Der er katastrofer (oversvømmelser, laviner, jordskælv, tørke), sult, krig og bomber. Fattigdom, ensomhed, sygdom, vold og mord. Lige nu har FN meldt ud, at den største humanitære katastrofe siden 2. verdenskrig er under udvikling i Nigeria, Sudan, Somalie og Yemen, hvor 20 millioner mennesker risikerer at dø af sult på grund af tørke og krig. Verden lider. Som tilskuer til alt det ser mennesker sig omkring og spørger: Hvem er skyldig? Det er for stor en skyld til at mennesker selv vil bære det, så det må være Guds skyld. Gud er ansvarlig. Hvordan kan Gud tillade så meget lidelse på jord? Det kan stilles som et teoretisk/filosofisk spørgsmål. Bag skrivebordet eller over bordet i kantinen på gymnasiet eller ved festen, når én har fået præsten til bords Hvorfor er der lidelse på jord, hvis Gud er god?
Et interessant teoretisk spørgsmål. Mange har grublet over det i tidens løb og mange har forsøgt sig med forskellige svar. Men når det kun er et teoretisk spørgsmål, så har det som regel til formål at holde Gud på afstand. Man sætter Gud på anklagebænken. Og det bliver et argument imod Guds eksistens. For hvis Gud er til og hvis Gud er god, så kan han ikke lade så meget ondt ske i verden. Anderledes er det, hvis det er et personligt spørgsmål. Hvis man har oplevet lidelse på sin egen krop eller hos sine nærmeste og fortvivlet råber: Hvorfor? så er det for at få luft for sin smerte. Har man oplevet lidelsen, som at være i mørket, hvor man længes efter lyset har man oplevet lidelsen som fortvivlelse/lukkethed/ åndenød, som om man er ved at drukne: Så er det et afgørende og livsvigtigt eksistentielt råb. Hvorfor sker dette? Hvor længe skal jeg lide?
Retter man det spørgsmål til Gud, så bliver det troens anfægtede spørgsmål. Det er netop, hvad salmisten det i Salme 42, som vi læste først i gudstjenesten. Tårer blev hans brød. Han skreg efter Gud. Han havde forventet at få hjælp og få svar fra Gud, men fik intet. Som en hjort, der kun finder støv ved dét vandløb, hvor den plejede at drikke. Hans sjæl tørstede efter den levende Gud. Når man kommer til Gud på den måde med en længel efter at få hjælp og få svar fra den levende Gud, så er det blevet til det den troende der spørger: Har du glemt mig Gud? 1. del Her i den forløbne uge, så har Djurslands efterskole været på turné med deres årlige musical, de var bl.a. i Holstebro i torsdags. Vores ældste datter, Kirstine, har været med til at skrive stykket, så det skulle jeg selvfølgelig se. Stykket hedder Dorium og er en eventyr-fortælling om 4 børnehjemsbørn, der pludselig
befinder sig i et fantasi-land, som de har lært at kende fra forstanderindens godnat-læsninger. Her møder de mange forskellige fremmedartede væsner og også nogle røvere, som tager én af dem til fange. Og mens Aksel sidder fanget i et bur om natten, så kommer der et mørke-væsen hen til ham. En umbra, som er en slags åndevæsen. Hun kan ikke lukke ham ud, for hun kan ikke ændre på den fysiske verden og når han taler med hende, så gentager hun for det meste bare det han siger. Hun er som en spejling af hans tanker, hans håb og frygt. Det giver ham mod og håb, at have én at tale med, men nogen egentlig forandring sker der ikke. Når vi sidder i mørket, så kommer Gud til os. Ikke som en Umbra, der kun kan lytte og gentage det vi siger. Nej, Gud har magt til at forandre den verden vi lever i. Han kan skabe en udvej for os.
Han kan lyse ind i vores mørke og forandre det som vi synes er så svært. Han er meget mere end en refleksion af vores tanker. Han er den almægtige skaber og vores Himmelske far. Han favner os med en uendelig kærlighed. Men hvorfor griber han så ikke ind? spørger vi! Det ved vi ikke, men måske er det også det forkerte spørgsmål. Måske skal vi hellere spørge Hvad i stedet for Hvorfor. Hvad vil du at jeg skal gøre, Gud? Spørger vi på den måde, så finder vi straks nogle svar i bibelen. Vi skal bede. Vi skal lægge vores sag frem for Gud. Fortælle Ham om vores nød. Ikke bare én, men mange gange. Ikke bare med ord, men også i stilhed. Jobs venner sad ved siden af Job i 7 dage, før de talte. Smerten kan være så stor og mørket så tæt, at der ikke findes ord til at beskrive det. Men også i stilheden kan vi være i bøn til Gud, som det tavse råb om hjælp. Dernæst skal vi elske.
Elske den som lider og bede Guds Ånd give os visdom til hvad vi skal gøre og kraft til at gøre det tålmodigt og godt. I mødet med denne verdens mørke, så har Gud kaldet os til at være verdens lys også når vi synes at det som sker er uretfærdigt og vi ikke kan forstå det. Med den kærlighed og kraft, som Gud har givet os, kalder han os til at elske og være med til at lindre menneskers smerte. Det var det som Han selv gjorde, da han kom til jord. Jesus forbarmede sig over mennesker i deres nød: uddrev ånder, helbredte syge, oprejste døde. 2. del Hvor er det godt at tro på Jesus. Den milde, gode Jesus, der altid hjælper dem som kommer til ham. Sådan kender vi Jesus sådan er vores billede af ham. Men er det ikke som om at billedet slår revner i dag? For i evangelieteksten hører vi om, hvordan han møder en stakkels kvinde der er i stor nød.
Hun er virkelig fortvivlet. Hun råber til Jesus: Forbarm dig over mig, Herre. Men så svarer Jesus hende ikke. Han er tavs. Kvinden bliver ved med at råbe og det bliver så galt, at disciplene beder Jesus om at sende hende væk. Og Jesus giver disciplene ret hun skal ikke have hjælp. Men så kommer kvinden helt hen til ham. Kaster sig ned for fødderne af ham og tryglede ham om hjælp. Denne gang siger Jesus direkte nej til hende. (så fat det dog). Det passer ikke særlig godt på vores billede af Jesus. Og så alligevel. Jesus kunne også være kontant og krævende. Han taler om, at vi skal tage vort kors op - at det koster os noget at være disciple. Han rydder tempelpladsen og skælder ud over folkets ugudelighed. Han taler åbent om at dem der ikke vil tro på ham går fortabt i evighed og her siger han nej til denne kvinde. Så hvilket billede er så det sande billede af Jesus?
Sandheden om Jesus og dermed også sandheden om Gud er, at Han er kærlighed. Gud er fuldkommen kærlighed og Han har et brændende ønske om at frelse alle mennesker og give os det evige liv. Det er det klare vidnesbyrd fra vores bibel det er hvad Jesus kom for at åbenbare for os om Guds væsen og Guds vilje. Menneskesønnen kom for at opsøge og frelse ethvert menneske i lignelse efter lignelse og med alle hans gerninger viste han, at vi hver især har en uendelig stor værdi i Guds øjne. Alt, hvad Jesus sagde og gjorde havde dybest set Guds uendelige kærlighed som kraft og kilde. Alt hvad han gør i forhold til os, har det dybeste formål, at han vil have fællesskab med os og skænke os sin kærlighed. Han slipper og forlader os ikke, selv ikke i vor dybeste nød. Men hvad så, når vi oplever lidelsen i verden og i vort eget eller vore kæres liv - så kan det jo opleves som det modsatte.
Ja, men det er netop her, at vi er ved det helt afgørende. Nemlig at troen holder fast ved sandheden om, hvem Gud er. Troen holder fast ved, at Gud er god og gerne vil forbarme sig. Derfor blev kvinden ved med at bede til Jesus. 3 afvisninger var slet ikke nok til at få hende til at gå hjem og da Jesus ser hendes tro, så opfylder han hendes bøn. Tro er altså at holde ud. Den store tro viser sig ved at holde fast ved at Gud er kærlighed og opsøge den. Kvinden kommer tre gange til Jesus. Vi kan godt have tendens til kun at nøjes med 2. gang. Første gang vi står over for et problem, så kommer vi måske slet ikke til Gud. Vi kan jo så meget selv, så vi prøver at fikse det, knokler og arbejder for at klare vores problemer selv, så vi helt glemmer at komme til Gud. Men når det så ikke lykkes, så kommer vi til Jesus men der sker alligevel ikke noget.
Så giver vi op og græmmes over, hvor uretfærdigt livet er og kommer længere på afstand af Gud. Vi skal have 1 og 3 gang med og hvis der stadig ikke er noget der forandres, så 7. 10. 50. gang. Men hvor mange gange bliver troen ved med at bede om det samme? Peter spurgte engang Jesus om noget der ligner, det handlede om tilgivelse. Hvor mange gange skal jeg tilgive min bror, er 7 gange nok? 7, det er et tal man kan forstå, det kan man nok klare. Men sandelig om Jesus ikke svarer: Ikke syv, men 77 gange. Peter skulle altså blive ved, der var ingen begrænsning. Der var ingen begrænsning. Hvor længe skal den lidende vente på svar: er 7 dage nok eller 7 måneder eller 7 år? Vi kender ikke svaret. Tro er at vente på Gud. Tro er at blive ved med at vente på Gud. Vi skal vente på Gud og blive ved at søge ham. Og mens vi gør det, så skal vi Bede og Elske.
3. del Vent på Gud. Hvor kan det være svært. Hvordan kan vi holde tvivlen på afstand? Hvordan får vi troen på at Gud er mere end en umbra, der i mørket blot gentager vores egne ord. For mig, så har noget af det som stærkest har kunne holde tvivl og modløshed på afstand, været fortællingen om korset. Jesus Kristus, Guds søn, kom ikke til denne verden i herlighed. Han lod sig ikke opvarte, boede ikke på kongeslottet, men oplevede på sin egen krop sult, smerte, angst og nød. At Jesus frivilligt valgte at lade sig dømme til døden, piske, spotte og korsfæste er et tegn på at kærlighed ikke altid føles godt. Det er ikke alt der føles godt, der er godt eller alt der gør ondt, som er ondt. Jesu død på korset var en sejr over det onde én gang for alle. Han led den mest smertefulde død man kan forestille sig, da han blev korsfæstet. Han gik ind i lidelsen, for at bære alle vore synder.
Han bar dem, selvom det betød at han blev forladt af Gud, - det gjorde han for at vi aldrig skal være alene og overladt til os selv. Jesus Kristus, Guds enbårne søn, råbte: Min Gud, min Gud, hvorfor!!!! har du forladt mig??? Så, nej, Gud er ikke ufølsom overfor vor lidelse, hævet over den. Tværtimod. Jesus kom til jord, for at gå ind i lidelsen og bære den sammen med os og for os. Korset hjælper mig til at se, hvem Gud er. Når Gud ville lade sin søn dø på korset. Når Jesus ville ofre sit eget liv. Så ved jeg, hvem Gud er. Han er ubetinget, uendelig kærlighed. Denne ufattelige kærlighed og nåde skriver Paulus om til menigheden i Rom. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i og vi er stolte af håbet om Guds herlighed. Den kærlighed som Gud har vist os, er grunden til, at vi kan blive ved med at komme til Gud. Vi har lært Gud at kende. Vi ved, at han er god og at han omslutter os med sin kærlighed.
Vi kan føle os alene, men vi er det aldrig. Vi kan føle, at Gud ikke hører os, men han hører hvert eneste suk vi sender til ham. Vent på Gud. Det er stadig svært, selvom vi kender Guds kærlighed. Men den erfaring som Paulus fik i sit kristenliv var at ved at holde ud, ved at blive ved at stole på Gud, så blev troen styrket. Han fortsætter: Og ikke alene dét, vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed og fastheden håb. Og det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerte ved Helligånden som er givet os. Modgangen og alt det svære fik ikke Paulus til at vende Gud ryggen, men det fik ham til at holde ud og det gav troen fasthed. For han gik til Gud med sin nød. Han lærte ham at kende ved bønnen kamp og ved at få trøst og hjælp fra ham, når han mødte modgang.
Vent på Gud. Den Gud vi venter på, er vores Fader, som elsker os. Han har ikke glemt os. Fastheden i troen giver håb håb om at der er lys for enden af tunnelen. Der kommer en opstandelse og et nyt liv efter lidelse og smerte. Ligesom den kana anæiske kvinde blev ved og ved med at råbe til Jesus, sådan må vi altså også gøre det. Han hører mig. Han ser mig. Han kender mig fuldt ud. For Jesus lever i dag. Han opstod af graven og kommer til os når vi kalder på ham. Vi tror på den korsfæstede og opstande frelser Afslutning Vi har hørt om, hvordan vi i vor nød må råbe til Gud og tålmodigt vente på ham. Og vi må bede ham give os tålmodighed. Selvom Gud ikke svarer os, så skal vi holde fast i at han er nådig og god, det har Jesu død på korset bevist for os.
Han kender til lidelsen på sin egen krop. Når vi bliver ved med at komme til Gud, så kan troen kan blive fastere og stærkere. Til sidst vil jeg gerne dele et citat med jer, som for tiden er skrevet hjemme i vores køkken. Vi har lavet én af lågerne i køkkenet om til en tavle og på den står der et citat af C.S. Lewis. Look for Christ and you will find him. And with him everything else. Søg efter Jesus og du vil finde ham. Om med ham alt andet.. Amen.