Kendelse af 14. maj 1998. 97-178.108. Klage over pengeinstitut afvist. Bank- og sparekasselovens 50 b, stk. 6. (Ellen Andersen, Merete Cordes og Niels Larsen) K har i skrivelse af 25. og 29. april 1997 klaget over, at Finanstilsynet ved skrivelse af 15. april 1997 (j.nr. 6263-0030, F 200) har afslået at tage stilling til, om A bank i en nærmere beskrevet sag har handlet i overensstemmelse med bank- og sparekasselovens 1, stk. 6. Sagens omstændigheder: Klager, K, blev kunde i B (nu A bank) i 1987. Klager drev på det tidspunkt bagerivirksomhed. I forbindelse med denne virksomhed havde klager planer om at etablere en ny form for bageridrift benævnt "Danish Bake Off System". Ifølge klager lovede A bank ham at finde investorer til projektet. Konsulentfirmaet C udarbejdede i 1989 blandt andet til brug herfor en beskrivelse af projektet, som banken fik udleveret. Materialet er ifølge klager siden forsvundet i banken. Efter nogen tid opstod der problemer i samarbejdet mellem banken og klager. Da problemerne efter klagers opfattelse ikke blev løst af banken på tilfredsstillende vis, har klager efterfølgende rettet henvendelse til blandt andet Finanstilsynet ved skrivelser af 20. august 1993 og 4. marts 1997, idet klager har ønsket Finanstilsynets stillingtagen til, om ikke banken, hvad klageren mener, har handlet i strid med bank- og sparekasselovens 1, stk. 6, hvorefter pengeinstitutter skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis, ved blandt andet ifølge klager 1. at have videregivet oplysninger om hans planer for en omstrukturering af den danske brødbranche (Danish Bake Off System) til en konkurrent, D A/S, 2. som aktionær i D A/S at have været i en dobbeltrolle i forbindelse med finansieringen af bageriprojektet (Danish Bake Off System), fordi gennemførelse af projektet ville være til skade for D A/S, 3. bevidst at have lagt hindringer i vejen for projektet for at undgå tab på sine aktier i D A/S, blandt andet ved at give forkerte oplysninger om hans økonomi til leverandører og mulige investorer, hvorved banken har drevet aktiv kurspleje, 4. at have foretaget forkerte konteringer, herunder rentekonteringer, med det formål at udsulte klagers økonomi, 5. at undlade udbetaling af ulovligt oppebårne midler, men i stedet foretage nedskrivning på bestående engagementer, 6. at love tilbagebetaling af ulovligt oppebårne midler under forudsætning af indgåelse af aftale med D A/S om gennemførelse af bageriprojektet,
7. uretmæssigt at have beskyldt klager for dobbeltfinansiering, 8. uretmæssigt at have beskyldt klager for ulovligt at have benyttet Håndværksrådets brevpapir, 9. at en medarbejder i banken har udtalt sig negativt om et konkurrerende pengeinstituts økonomi, 10. at en medarbejder i banken uberettiget har beskyldt ham for at udskrive dækningsløs checks. Den påklagede afgørelse fra Finanstilsynet af 15. april 1997 har følgende ordlyd: Finanstilsynet har modtaget Deres skrivelse af 4. marts 1997 vedrørende A bank. I forlængelse af tidligere korrespondance, herunder Finanstilsynets brev af 26. november 1993 skal tilsynet på ny meddele Dem, at tilsynet normalt ikke kan tage stilling til privatretlige tvister mellem et pengeinstitut og en kunde. Tilsynet skal således henvise Dem til at indbringe Deres sag for domstolene. Det følger af bank- og sparekasselovens 1, stk. 6, at pengeinstitutter skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis. Hvorvidt et pengeinstitut handler i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis, jf. bank- og sparekasselovens 1, stk. 6, er alene et spørgsmål mellem tilsynet og pengeinstituttet. Deres oplysning vil imidlertid indgå i tilsynets vurdering af, hvorvidt A bank til stadighed lever op til bankog sparekasselovens bestemmelser. Finanstilsynet skal endeligt oplyse, at anmeldelser vedrørende eventuelle straffelovsovertrædelser vil kunne indgives til politiet. Det følger af bank- og sparekasselovens 52b, at afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til bank- og sparekasseloven eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. K har i klagen til Erhvervsankenævnet anmodet ankenævnet om at pålægge Finanstilsynet at tage stilling til de rejste spørgsmål eller anmelde sagen til politiet. I en af Erhvervsankenævnet indhentet redegørelse for sagen af 31. oktober 1997 har Finanstilsynet udtalt: "Klagen over Finanstilsynet.
Finanstilsynet har forstået K's klage af 25. april 1997 således, at der klages over at tilsynet afviser at foretage en egentlig klagesagsbehandling, og dels, at tilsynet ikke i øvrigt har taget sagen op til nærmere behandling, herunder foranlediget, at der bliver indgivet en politianmeldelse af A bank. 2. K's klage over A bank. K har siden 1992 adskillige gange indgivet klage over A bank (tidligere B). Til støtte for sin klage har K i flere omgange fremsendt en række dokumenter, der efter klagers opfattelse underbygger, at A bank har handlet i strid med bank- og sparekasselovens 1, stk. 6. K's klage over A bank drejer sig i det væsentligste om, hvorvidt A bank på uberettiget vis har været medvirkende til, at markedsintroduktionen af et nyt bagerisystem, Danish Bake off System, ikke blev gennemført. Erhvervsministeren har senest den 18. august 1993 meddelt klager, at Finanstilsynet ikke kan tage stilling til den konkrete sag, men at klagers oplysninger er blevet videregivet til tilsynet med henblik på at indgå i det almindelige tilsyn med det pågældende pengeinstitut. Det skal endvidere bemærkes, at Erhvervsministeren i anledning af E's henvendelse af 10. januar 1994, har taget stilling til om, tilsynets behandling af sagen har været forvaltningsretlig betryggende. Finanstilsynet har i skrivelse af 26. november 1993 meddelt klager, at tilsynet ikke behandler tvister mellem pengeinstitutter og privatpersoner eller virksomheder. Finanstilsynet har i den forbindelse henvist klager til domstolene, og samtidigt oplyst at dennes oplysninger vil indgå i det almindelige tilsyn med pågældende pengeinstitut. I forbindelse med K's seneste henvendelse af 4. marts 1997, har Finanstilsynet i skrivelse af 15. april 1997 på ny meddelt klager, at tilsynet ikke kan tage stilling til civilretlige tvister. Finanstilsynet har endvidere henvist klager til at indbringe sin sag for domstolene og endeligt gjort denne opmærksom på muligheden for at indgive politianmeldelse. Økonomiministeriet har senest den 15. august 1997 meddelt K, at ministeriet finder, at Finanstilsynets sagsbehandling har været forvaltningsretlig betryggende. Det kan oplyses, at Finanstilsynet ikke i forbindelse med K's klager har fundet grundlag for, at sagen skulle tages op til nærmere behandling, ligesom det kan oplyses, at Finanstilsynet derfor heller ikke haft anledning til at overveje, om tilsynet selv burde anmelde sagen til politiet. 3. Finanstilsynets bemærkninger. Erhvervsankenævnet har flere gange udtalt sig om Finanstilsynets praksis i forbindelse med borgere eller
virksomheders klager over pengeinstitutter. I Erhvervsankenævnets kendelse af 30. december 1993 - j.nr. 93-53.093 udtales således bl.a.: Efter bank- og sparekasselovens 49 og 50 fører Finanstilsynet tilsyn med, at pengeinstitutterne overholder bestemmelserne i loven. Dette tilsyn omfatter også overholdelsen af lovens 1, stk. 6, hvorefter pengeinstitutterne skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis. Af samme lovs 50b, stk. 5, fremgår, at kun vedkommende pengeinstitut er part i Finanstilsynets sager om tilsyn efter loven. Konkrete klager over pengeinstitutter kan indgå i tilsynet med overholdelse af loven, herunder dens 1, stk. 6. Det ligger derimod i almindelighed uden for Finanstilsynets opgave at tage stilling til tvister mellem en kunde og et pengeinstitut, og tilsynet vil normalt være berettiget til over for en klager at afvise at foretage en konkret bedømmelse efter 1, stk. 6, af en klage over et pengeinstitut. Udspringer klage af en civilretlig tvist, kan denne behandles dels af Pengeinstitutankenævnet indenfor dette nævns arbejdsområde, dels af domstolene. K's klage over A bank har ikke givet anledning til, at Finanstilsynet har taget sagen op overfor dette pengeinstitut. Ved vurderingen af dette spørgsmål har tilsynet lagt vægt på, at sagen er så kompleks og særegen, at den ikke vil være egnet til behandling efter bank- og sparekasselovens 1, stk. 6, ligesom sagens afgørelse endvidere vil forudsætte en bevisførelse, der alene vil kunne foretages af domstolene. Endvidere skal det understreges, at såfremt klagen var blevet taget op til nærmere behandling, da ville K være afskåret fra at være part i denne sag, jf. bank- og sparekasselovens 50b, stk. 6, hvorefter alene vedkommende pengeinstitut er part i Finanstilsynets sager om tilsyn efter loven. For spørgsmålet om partsstatus kan også henvises til Erhvervsankenævnets kendelse af 27. oktober 1994 - j.nr. 94-5.169, hvori bl.a. udtaltes: "Med virkning fra den 1. januar 1991 blev den nugældende 50b indføjet i bank- og sparekasseloven. Efter bestemmelsen pålægges bl.a. Finanstilsynet en særlig tavshedspligt vedrørende det, som tilsynet gennem dets virksomhed bliver vidende om. 50b, stk. 5, indeholder endvidere en regel om, at alene et pengeinstitut kan anses som part i forhold til Finanstilsynet. Det følger heraf, at klagerens henvendelse indgår i grundlaget for Finanstilsynets almindelige tilsyn med banken, herunder med hensyn til en evt. bedømmelse efter lovens 1, stk. 6. Men de af klageren rejste spørgsmål kan ikke behandles i forhold til klageren, der efter loven ikke kan have status som part og derfor er omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt." Finanstilsynet skal på denne baggrund fastholde sin afgørelse af 15. april 1997." Klager, der er gjort bekendt med redegørelsen, har udtalt sig i en supplerende skrivelse af 20. november 1997. Finanstilsynet har herefter ved skrivelse af 3. december 1997 meddelt ikke at have yderligere
bemærkninger i sagen. Ankenævnet udtaler: Det fremgår, at den aktuelle klage, der er indgivet til Erhvervsankenævnet den 25. og 29. april 1997, vedrører Finanstilsynets afgørelse af 15. april 1997. Finanstilsynet har i afgørelsen afvist at behandle klagens realitet. Da det følger af bank- og sparekasselovens 50 b, stk. 6, at Finanstilsynet er afskåret fra at behandle en klage over et pengeinstitut, herunder vedrørende lovens 1, stk. 6, såfremt f.eks. en aktuel eller tidligere kunde er part (klager) tiltrædes det, at Finanstilsynet har afvist at behandle klagen i forhold til klageren, men har meddelt, at klagerens oplysninger vil indgå i tilsynets kontrol med banken. Af de samme grunde er Erhvervsankenævnet afskåret fra at behandle sagens realitet. Det tiltrædes endvidere, at Finanstilsynet har henvist klageren til selv at indgive politianmeldelse, såfremt klageren finder grundlag herfor.