Spørgsmål om redelig forretningsskik i forbindelse med tvangsindløsning af medarbejderaktier.

Transkript

1 Kendelse af 14. oktober Spørgsmål om redelig forretningsskik i forbindelse med tvangsindløsning af medarbejderaktier. Bank- og sparekasselovens 1, stk. 6. (Mads Bryde Andersen, Merete Cordes, Gert Kristensen, Peter Erling Nielsen og Niels Larsen) Ved skrivelse af 10. december 1990 klagede K1, K2 og K3 over Finanstilsynets afgørelse af 13. november I afgørelsen afviste tilsynet, efter først at have henvist klager til Pengeinstitutankenævnet, at behandle klagen vedrørende forhold, hvor sparekassen A efter klagernes opfattelse havde handlet i strid med bankog sparekasselovens 1, stk. 2, om redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis. Klagen over afvisningen blev afgjort ved Erhvervsankenævnets kendelse af 29. april 1993 (j.nr ). Ankenævnet gav klagerne medhold og hjemviste sagen til realitetsbehandling i Finanstilsynet. Der henvises i øvrigt til kendelsen. Klagen er herefter blevet realitetsbehandlet i Finanstilsynet, der traf afgørelse i sagen den 2. marts Afgørelsen har følgende indhold: "Industriministeriets Erhvervsankenævn bestemte i kendelse af 20. april 1993, at Finanstilsynet skulle behandle K1, K2 og K3's klage over Sparekassen A (nu B- bank). Klagen drejer sig om, hvorvidt Sparekassen A har handlet i strid med bank- og sparekasselovens 1, stk. 6, da Sparekassen A i 1989 blev valgt som depositar for indløsningssummen ved tvangsindløsning af klagernes medarbejderaktier i C A/S. Erhvervsankenævnets kendelse Erhvervsankenævnet har i sin kendelse udtalt følgende: "Det er åbenbart - som anført af pengeinstitutankenævnet - at sagen ikke er omfattet af pengeinstitutankenævnets kompetence. Finanstilsynet har derfor været uberettiget til - således som det er sket den 19. marts 1990, 26. oktober 1990 og 13. november at afvise klagen under angivelse af, at den henhører under pengeinstitutankenævnets kompetence. Klagen angår et erhvervsmæssigt forhold i forbindelse med tvangsindløsning af mindretalsaktionærer og implicerer den dobbeltstilling, som pengeinstituttet var i dels gennem ejerskabet af den overvældende aktiemajoritet i C A/S, og herigennem reelt stillingen som enerådende i og over selskabet, dels som følge af interessen i samtidig som pengeinstitut at blive valgt som depositar. Som følge af det anførte og efter det i øvrigt oplyste, herunder indholdet af pkt. 4 i regulativet af 13. november 1986 vedrørende medarbejdernes tegning af nye B aktier i C A/S, findes en undersøgelse af sagen i forhold til 1, stk. 6, også af hensyn til pengeinstituttet at have en sådan betydning, at undersøgelsen ikke burde have været afvist."

2 Aktindsigt Finanstilsynet har anset klagerne som part efter de før 1. januar 1991 gældende regler. I skrivelse af 23. juni 1993 har K1 anmodet om aktindsigt, hvilket er givet hende ved personligt fremmøde i Finanstilsynet den 7. juli Sagens opklaring Med udgangspunkt i Erhvervsankenævnets kendelse har Finanstilsynet i skrivelser af 1. juli 1993 sendt sagen til høring hos klagerne og B-bank. I høringsrunden har parterne gensidigt fået lejlighed til at kommentere hinandens indlæg. Ud over det materiale, der er fremkommet ved partshøringen og ankenævnets behandling, har Finanstilsynet som grundlag for sin afgørelse også benyttet det materiale, som tilsynet er i besiddelse af ved tilsynets behandling af henholdsvis direktør D's klage af 27. marts 1990 og direktør E's klage af oprindelig 20. april 1990 over Sparekassen A's (nu B-bank) deltagelse i management-buy-out af C A/S. Sagens faktiske omstændigheder er følgende: I december 1986 modtog medarbejderne i C Gruppen, herunder klagerne, et tilbud om at tegne medarbejderaktier i C A/S på vilkår fastsat af bestyrelsen for C A/S i "Regulativ vedrørende medarbejdernes tegning af nye B-aktier i C A/S" af 13. november Aktierne blev tegnet til kurs 105 og var båndlagt i 5 år i henhold til betingelser godkendt af Statsskattedirektoratet. Reglerne om båndlæggelse fremgår af regulativets pkt. 4, der lyder således: "Den forventede tilladelse fra Statsskattedirektoratet er betinget af, at aktierne båndlægges i 5 år. I denne periode kan medarbejderne ikke disponere over aktierne ved salg, belåning, pantsætning eller lignende. Båndlægningen kan dog hæves, hvis medarbejderen afgår ved døden eller bliver berettiget til at oppebære invalidepension med helt grundbeløb og helt invalidebeløb. Båndlæggelsen omfatter også eventuelle fondsaktier og nytegnede aktier, samt provenuet af solgte aktier og tegningsretter, der er opnået på grund af de oprindelige aktier. Provenuet af eventuelt solgte aktie- og tegningsretter indsættes på spærret konto i F- bank. Båndlæggelsen sker i F-bank pr. 12. december 1986, og aktierne frigives den 12. december 1991 til fri rådighed for medarbejderne.

3 Båndlæggelsen ophæves ikke, selv om medarbejderen forlader C Gruppen." Ved et management-buy-out overtog C Holding A/S aktiemajoriteten i C A/S i april Efter en forhøjelse af aktiekapitalen i C Holding A/S til 50 mio. kr. var aktiekapitalen fordelt med 34,7 mio. kr. til Sparekassen A og 15,3 mio. kr. til 4 direktører i C Gruppen. Som et led i management-buy-out'et tvangsindløste C Holding A/S minoritetsaktionærerne i C A/S i december Også medarbejderaktionærerne blev tvangsindløst. Indløsningskursen var 365,5 svarende til en samlet indløsningssum for medarbejderaktierne på ca. 7,2 mio. kr., fordelt på mere end 100 medarbejdere. Statsskattedirektoratet har i skrivelse af 3. juli 1989 til C Holding A/S meddelt, at indløsning af medarbejderaktierne kunne gennemføres under forudsætning af, at indløsningssummen blev båndlagt i den resterende del af båndlæggelsesperioden. C A/S anmodede herefter ved skrivelse af 10. oktober 1989 Statsskattedirektoratet om tilladelse til at anvende Sparekassen A som pengeinstitut i relation til den fortsatte båndlæggelse. Tilladelse hertil blev givet af Statsskattedirektoratet i skrivelse af 18. oktober Ved skrivelse af 21. februar 1990 har Told- og Skattestyrelsen på C A/S' forespørgsel meddelt, at styrelsen ikke kan tillade, at båndlæggelsen af indløsningssummen sker i to eller flere pengeinstitutter. Ifølge skrivelse af 19. december 1989 fra C A/S har direktionen for C A/S besluttet at vælge Sparekassen A som depositar for den båndlagte indløsningssum. B-bank har oplyst, at beslutningen er truffet af direktør G, der var ordførende direktør i såvel C A/S som C Holding A/S. Direktør G var en af de 4 direktører, der deltog i management-buy-out'et sammen med Sparekassen A. Ansøgningen af 10. oktober 1989 til Statsskattedirektoratet skete på vegne af C A/S. Ifølge B-bank skulle beslutningen være begrundet i dels rentemæssige forhold og dels det forhold, at C Gruppen skiftede pengeinstitut fra den daværende F-bank til Sparekassen A. Der blev indhentet tilbud fra flere pengeinstitutter. Sparekassen A og H-bank tilbød en fast forrentning på 10 % p.a. og en konto for hver enkelt medarbejder. Sparekassen A havde oprindeligt tilbudt 6 % i fast årlig rente. F-bank tilbød en variabel forrentning på p.t. 11,25 % p.a. og en samlet konto for alle medarbejdere. I F-bank's tilbud var der således ikke taget højde for administration ved individuelle konti. Klagerne protesterede over, at Sparekassen A blev valgt som depositar. Som begrundelse for klagen har klagerne i skrivelser af 14. marts 1990 anført, at:

4 "A har udnyttet sin magt som ejer af aktiemajoriteten i C A/S, og derved ikke har tilbudt medarbejderaktionærerne en seriøs forrentning af tvangsindløsningsprovenuet." Ved udateret påtegning på skrivelse af 19. december 1989 fra C A/S gav K1 F-bank fuldmagt til at overdrage hendes medarbejderaktier i C A/S til C Holding A/S. På fuldmagten har K1 anført følgende påtegning: "Provenuet ønskes under ingen omstændigheder indsat i Sparekassen A." Sagens juridiske problemstillinger Sagens juridiske problemstillinger er, dels og dels om C A/S var uberettiget til at beslutte, at medarbejdernes provenu ved tvangsindløsningen skulle båndlægges i et andet pengeinstitut, end medarbejderaktierne var båndlagt i, om Sparekassen A, som majoritetsaktionær i C A/S, må anses for at have handlet i strid med bank- og sparekasseloven 1, stk. 6. Var C A/S uberettiget til at beslutte, hvilket pengeinstitut der skulle være depositar? Til støtte for, at C A/S var uberettiget til at træffe beslutningen, kan anføres, at medarbejderaktierne blev tegnet på de vilkår, der er fastsat i regulativet af 13. november Efter almindelige aftaleretlige principper må udgangspunktet være, at vilkårene ikke kan ændres, med mindre der er enighed mellem parterne. Vilkårene fastsætter, hvad der skal ske med provenuet af aktieretter og tegningsrettigheder, nemlig båndlæggelse i F-bank. Tvangsindløsningsprovenuet skal derfor også båndlægges i F-bank, med mindre parterne er enige om andet. Til støtte for at C A/S var berettiget til at træffe beslutningen kan anføres, at tvangsindløsningen er en situation, der ikke er reguleret af regulativet. Dette fastsætter alene, hvad der skal ske med provenuet af solgte aktieretter og tegningsrettigheder. Ved tvangsindløsningen ændredes hele grundlaget for båndlæggelsen, idet aktierne blev erstattet med kontant indlån. Det var således nødvendigt med en forhandling om de fremtidige vilkår for båndlæggelsen af dette indlån, herunder forrentning.

5 Det må anses for urimeligt, såfremt en enkelt eller nogle få medarbejdere, med et veto, kunne skade den forhandling, der nødvendigvis skulle finde sted om en forrentning af indløsningssummen. Dette taler for, at det burde være muligt for den ene part, C A/S, at beslutte, hvor indløsningssummen skulle båndlægges, når den trufne beslutning har tilslutning fra et stort flertal af medarbejderne. Efter det for Finanstilsynet foreliggende er det kun nogle få medarbejdere, der ikke har accepteret, at Sparekassen A blev valgt som depositar. Som følge heraf kan Finanstilsynet ikke afvise, at C A/S har været berettiget til at vælge Sparekassen A som depositar. Dette spørgsmål kan imidlertid ikke afgøres af Finanstilsynet, men henhører såvel retligt som bevismæssigt under domstolene. Har Sparekassen A handlet i strid med bank- og sparekasselovens 1, stk. 6? Til støtte for at Sparekassen A har handlet i strid med bank- og sparekasselovens 1, stk. 6, har klagerne anført, at Sparekassen A har forrentet depotet med en rentesats, der er lavere end den bedst opnåelige. Efter det oplyste, blev indløsningssummen forrentet med 10 % p.a., hvilket var samme rentesats, som H-bank havde tilbudt. F-bank havde tilbudt en variabel rente på p.t. 11,25 %. I dette tilbud var der ikke taget højde for administration af den enkelte medarbejders konto. Det er derfor Finanstilsynets opfattelse, at der ikke er nogen nævneværdig forskel på de omhandlede rentetilbud. Under hensyn til depotets ringe størrelse (ca. 7,2 mio. kr.), depotets rentesats (10 % p.a.) og det store antal konti (mere end 100) er det Finanstilsynets opfattelse, at Sparekassen A's interesse i at blive valgt som depositar må have været beskeden. Såfremt C må anses for at have været berettiget til at vælge Sparekassen A som depositar, skal Finanstilsynet udtale følgende: Under denne forudsætning kan Sparekassen A ikke anses for at have handlet i strid med bank- og sparekasselovens 1, stk. 6. Såfremt C A/S må anses for at have været uberettiget til at vælge Sparekassen A som depositar, skal Finanstilsynet udtale følgende: Sparekassen A's beskedne interesse i at blive valgt som depositar, og den store overensstemmelse mellem rentetilbudene fører til, at Sparekassen A

6 heller ikke under denne forudsætning kan anses for at have handlet i strid med bank- og sparekassens 1, stk. 6." Ved skrivelse af 11. marts 1994 har K1, K2, og K3 klaget over Finanstilsynets afgørelse. Klagerne har bl.a. gjort gældende, at tilsynet ikke har taget hensyn til den dobbeltstilling som A (nu B-bank), der i realiteten ejede C Holding A/S, havde som ejer af det tvangsindløsende selskab og som depositar ved tvangsindløsninger i 1989/90. Klagerne anfører endvidere bl.a. "På side 5 skriver Finanstilsynet "Det må anses for urimeligt, såfremt en enkelt eller nogle få medarbejdere, med et veto, kunne skade den forhandling, der nødvendigvis skulle finde sted om en forrentning af indløsningssummen. Dette taler for, at det burde være muligt for den ene part, C a/s, at beslutte, hvor indløsningssummen skulle båndlægges, når den trufne beslutning har tilslutning fra et stort flertal af medarbejderne". I brev fra C A/S til Statsskattedirektoratet af 10. januar skriver I "Der er dog et større antal medarbejdere, der ikke ønsker, at provenuet bliver bundet i A, men fortsat ønsker, at bindingen skal finde sted i F-bank. Således har eksempelvis 66 medarbejdere i det tidligere C-datterselskab C... a/s kollektivt meddelt, at de ønsker, at provenuet fortsat er bundet i F-bank,..." Der var altså ikke tale om nogle få medarbejdere. Vi har ikke fra C a/s kunnet få oplyst, hvor mange medarbejdere, der i første omgang modsatte sig Sparekassen A som depositar. I J a/s (tidligere C J a/s) modsatte størstedelen af medarbejderaktionærerne sig Sparekassen A som depositar. Først efter modtagelsen af breve fra C a/s, dateret og , valgte en del at skrive under. Endvidere sammenligner Finanstilsynet den forrentning, der blev tilbudt fra A og F- bank. Sparekassen A forhøjede først deres tilbud fra 6 % til 10 % p.a. efter at medarbejderaktionærer havde indhentet tilbud fra andre banker, se brev fra C a/s til B-bank af 21. juli Af brevet... fremgår det endvidere, at det var bestyrelsesformand L, A, der varetog arbejdet med medarbejderaktier. C Holding a/s (A) har således ikke ført forhandlinger med andre pengeinstitutter om forrentningen af indløsningssummen, som anført i Finanstilsynets afgørelse side 5. På side 6 skriver Finanstilsynet "Under hensyn til depotets ringe størrelse (ca. 7,2 mio.kr.), depotets rentesats (10 % p.a.) og det store antal konti (mere end 100) er det Finanstilsynets opfattelse, at Sparekassen A's interesse i at blive valgt som depositar må have været beskeden." Det ville have været interessant at få oplyst, hvor beløbsgrænsen går. Endvidere havde Sparekassen A jo den interesse, at de ikke skulle udbetale det ringe beløb af 7,2 mio. kr., men blot oprette nogle konti. I vor klage af 19. oktober anfører vi, at "C Holding a/s (A) kræver tvangsindløsning af vore aktier til samme kurs, som familien M fik for deres aktier. Denne kurs var fastsat ud fra den forudsætning, at koncernen skulle videreføres. På det tidspunkt, hvor tvangsindløsningen finder sted har C Holding (A) allerede frasolgt flere selskaber i koncernen, og udbudt de resterende til salg. Tvangsindløsningskursen skulle derfor fastsættes ud fra denne forudsætning." Dette har Finanstilsynet slet ikke behandlet.."

7 I en over klagen indhentet udtalelse af 26. april 1994 har Finanstilsynet bl.a. bemærket: "... Som det fremgår af afgørelsen, side 3, afsnit 5 og 6, er Finanstilsynet naturligvis opmærksom på, at tvangsindløsningen sker af det tvangsindløsende selskab C Holding A/S.... Når Finanstilsynet i afgørelsen, side 6, afsnit 2, anfører, at det kun er "nogle få medarbejdere, der ikke har accepteret, at Sparekassen A blev valgt som depositar", skyldes dette blandt andet skrivelse af 7. marts 1990 fra C A/S..., hvori det i afsnit 2 er anført, at en overvejende del af provenuet allerede pr. 14. februar 1990 var bundet i Sparekassen A. Finanstilsynet er bekendt med, at flere medarbejdere ønskede at få bundet deres indløsningssum i et andet pengeinstitut end Sparekassen A, såfremt det ville have været muligt at benytte flere deposteder. Finanstilsynet har ikke i afgørelsen, side 5, anført, at C Holding A/S (A) skulle have ført forhandlinger med andre pengeinstitutter om forrentning af indløsningssummen. I afgørelsen side 5, næstsidste afsnit, har Finanstilsynet anført, at det var nødvendigt med en forhandling i den omhandlede tvangsindløsningssituation. Som anført i afgørelsen, side 4, afsnit 3, blev der indhentet tilbud fra flere pengeinstitutter. Finanstilsynet har ikke i sin afgørelse lagt til grund, at en forhandling skulle ske på en nærmere angiven måde eller af en bestemt af parterne. Finanstilsynet er da også bekendt med, at flere af de omhandlede tilbud blev indhentet af medarbejdere.... For så vidt angår størrelsen af tvangsindløsningskursen bemærkes, at klagen i sin helhed drejer sig om, hvorvidt Sparekassen A har misbrugt en eventuel dobbeltstilling til at vælge sig selv som depositar for indløsningssummen. Finanstilsynet har selvfølgelig også været opmærksom på, de af klagerne som bilag 9 og 10 fremlagte skrivelser. Der er tale om en udokumenteret påstand, som synes at forudsætte, at M-familien som sælger af koncernen valgte at sælge koncernen 300 mio. kr. under markedsværdi. Da påstanden i øvrigt ikke er underbygget eller sandsynliggjort af det omfattende materiale, som Finanstilsynet er i besiddelse af, har Finanstilsynet ikke fundet anledning til at kommentere denne påstand selvstændigt. Det bemærkes i øvrigt, at aktieselskabsloven indeholder detaljerede regler om, hvorledes en minoritetsaktionær skal forholde sig, såfremt den pågældende aktionær ønsker at bestride den indløsningskurs, som majoritetsaktionæren har fastsat. Disse regler er klagerne blevet gjort bekendt med ved de af klagerne som bilag 4 og 5 fremlagte skrivelser af maj 1989.

8 Finanstilsynet har i afgørelsen, side 3, afsnit 5 og 6, redegjort for, at Sparekassen A var majoritetsaktionær i C Holding A/S med en aktiepost på 34,7 mio.kr., ud af en samlet aktiekapital på 50 mio. kr., samt at C Holding ejede C A/S. Som det fremgår af afgørelsen, side 5, afsnit 2, har Finanstilsynet netop behandlet spørgsmålet om, hvorvidt Sparekassen A som majoritetsaktionær må anses for at have handlet i strid med bank- og sparekasselovens 1, stk. 6. Dette spørgsmål er behandlet af Finanstilsynet i afgørelsen, side 6 og 7. Det er derfor ikke korrekt, når klagerne anfører, at det ikke af Finanstilsynets afgørelse fremgår, at Sparekassen A ejede C Holding A/S og C A/S og derfor besad en dobbeltrolle som ejer og depositar. Det er netop betydningen af denne dobbeltrolle, som Finanstilsynet har vurderet i sin afgørelse." I skrivelse af 30. maj 1994 har klagerne udtalt bl.a. følgende i anledning af Finanstilsynets skrivelse af 26. april 1994: "På side 2, 2. afsnit anføres: "Finanstilsynet er bekendt med. at flere medarbejdere ønskede at få bundet deres indløsningssum i et andet pengeinstitut end Sparekassen A, såfremt det ville have været muligt at benytte flere depotsteder". Dette er ikke korrekt. De fleste medarbejdere ønskede at benytte et andet pengeinstitut end Sparekassen A, også selvom der kun kunne benyttes et depotsted. På side 2, 3. afsnit, anføres: "Finanstilsynet er da også bekendt med, at flere af de omhandlede tilbud blev indhentet af medarbejdere." Alle øvrige tilbud blev indhentet af medarbejderne." Ankenævnet udtaler: Det følger af pkt. 4 i "Regulativ vedrørende medarbejdernes tegning af nye B-aktier i C A/S" af 13. november 1986, at medarbejderne erhvervede aktierne bl.a. på vilkår, at aktierne blev båndlagt i F- bank. Efter indholdet af vilkåret, der har særlig betydning for ejerne fsv. angår anbringelse af kontante midler, omfatter det efter ankenævnets opfattelse utvivlsomt tillige kontante beløb i forbindelse med tvangsindløsning. Der er endvidere intet grundlag for at antage, at det tvangsindløsende selskab C Holding A/S (C A/S) har haft adgang til at ændre dette vilkår eller i øvrigt ensidigt at tage stilling til afgrænsningen af vilkåret på ejernes (depositarernes) vegne. Desuagtet blev beslutningen om at ændre deponeringssted fra F-bank til Sparekassen A (nu B-bank) efter det oplyste truffet af C Holding A/S (C A/S) uden at C Holding A/S (C A/S) havde tilvejebragt noget sagligt grundlag for at ændre deponeringssted og uden ved forhandling med ejerne at have opnået noget mandat hertil. Dispositionen fremtræder derfor for ankenævnet som åbenbart uberettiget. Det må endvidere lægges til grund, at Sparekassen A (nu B-bank) reelt var ejer af eller i hvert fald havde afgørende indflydelse på forvaltningen af C Holding A/S (C A/S) og dermed på den i denne henseende trufne beslutning. Da Sparekassen A (nu B-bank) ikke har sikret, at aktieejernes

9 rettigheder over aktierne blev respekteret, og da Sparekassen A (nu B-bank) på det nævnte grundlag har accepteret, at sparekassen selv blev fremtidigt deponeringssted, har Sparekassen A (nu B-bank) handlet i strid med kravet i bank- og sparekasselovens 1, stk. 6, om at pengeinstituttet skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis. For så vidt angår påstanden om at indløsningskursen som følge af forløbet af det planlagte management-buy-out har været for lav bemærkes, at nævnet ikke har grundlag for at tage stilling til denne påstand.