Hvorfor gik Luther ind for folkekirker?

Artikel Asger Chr. Højlund 15 Hvorfor gik Luther ind for folkekirker? LEKTOR, THEOL.DR. ASGER CHR. HØJLUND INTRODUKTION: Det troende og hellig folk, og dermed den konkrete menighed, spiller en central rolle i Luthers kirkesyn. Alligevel blev det som landskirker, der omfatter stort set alle, de lutherske kirker fra begyndelsen kom til at virke. Artiklene prøver bl.a. at vise, at det ikke bare har drejet sig om pragmatik, men at det hænger sammen med træk i Luthers kirkeforståelse, som også en mere frikirkelig organisationsform gør godt i at huske på. Overskriften over det, jeg skal sige, må da vist være et klassisk eksempel på det, man kalder et ledende spørgsmål. Det går ud fra som en given ting, at Luther gik ind for folkekirker, og spørger så bare om begrundelsen for det. Men gik Luther ind for folkekirker? Det er der nogle, der vil stille sig særdeles spørgende over for. Vi har her i landet mindst én luthersk kirke, som på det stærkeste vil benægte det, og som netop vil sige, at det, i hvert fald i den nuværende situation, kun er ved at forlade folkekirken, man kan bevare sig selv som luthersk. Og det samme vil adskillige af dem, der for tiden opretter eller arbejder for at oprette frimenigheder. Ser man sig om i verden, er det ikke mere det, vi normalt forbinder med folkekirker, der er normen for lutherske kirker. Lad os begynde med at få begreberne på det rene, for ordet folkekirke er selvfølgelig en anakronisme i denne sammenhæng - den kunne Luther af gode grunde ikke gå ind for, da den er en dansk størrelse med baggrund i grundloven. Lad os med folkekirke tænke på kirker, der har til hensigt at rumme hele folk, og som både i den måde, man organiserer sig på, og indretter sine gudstjenester og kirkelige liv på, sigter på at være kirke for alle eller så mange som muligt. Med organisation tænker jeg ikke mindst på inddelingen af hele landet i sogne, det som Bo Giertz omtaler som det store net, der lægges over landet, så at der ikke er nogen i landet, som ikke får en reel mulighed for at høre til i kirken, kirken skal kunne være lige nær ved alle mennesker. Med gudstjenester og kirkeligt liv tænker jeg på, at kirken sigter på at være til stede i hele det menneskelige liv, fra vugge til grav, via dåb, oplæring, bryllup, vejledning og omsorg i hverdagen, for til sidst at lægge de døde i graven. Med en sådan måde at forstå sig selv på vil en kirke uundgåeligt få en eller anden samfundsmæssig betydning og derfor være en kirke, som de verdslige myndigheder må forholde sig til og indgå i et eller andet samarbejde med, evt. kontrollere - eller undertrykke. Til forskel for folkekirke taler vi om frikirker,

16 Artikel Asger Chr. Højund og mener dermed ikke bare kirker, der er frie i forhold til staten, men kirker, der på en anden måde bygger på medlemmernes frivillige og bevidste tilslutning. En sådan frikirke kan også have ønsket om at følge et helt menneskeliv fra vugge til grav, og også reelt gøre det. Men fordi de så klart betoner kirken som et anderledes folk, udskilt fra denne verden, med et tydeligt discipelskab, vil de ikke på samme måde have et reelt ønske om, eller tro på, at kunne omfatte alle og vil derfor på en anden måde holde afstand til samfundet og ikke mindst dets ledelse. Historisk set er det ikke svært at se, hvilken model, der faktisk blev den lutherske kirkes første og klassiske model. Det var folkekirken, eller territorialkirken eller landskirken, eller hvad man nu skal kalde det. Sådan som den kirke, han selv kom fra og fortsat opfattede sig som en del af, nemlig den katolske kirke. Lutherske kirker opstod jo i langt den overvejende del sådan, at en bys eller et lands ledelse, byens råd eller fyrsten, gik ind for Luthers reformtanker og gav sig til at indføre dem, ofte efter at have indhentet råd hos Luther. Det gælder også hos os i Danmark. Så i den forstand er det da ikke spor mærkeligt med overskriften. Luther gik vel i en eller anden forstand ind for folkekirker. Men er det nu så sikkert? En ting er, hvordan det historisk blev. En anden ting er, hvordan Luther grundlæggende forstår kirken. Ifølge nogle er der ting, der peger lige så meget i en anden retning. Først og fremmest hører det vel til luthersk kirkeforståelse, at det med kirkens ydre måde at indrette sig på, om man har biskopper i ledelsen, eller om det bliver i form af en folkekirke med en fyrste eller et folketing i en væsentlig rolle, eller om det bliver noget der mere ligner en frikirke, hører med til adiaforaspørgsmålene. Hvor spørgsmålet om kirkens ydre organisation og skikkelse er afgørende i en katolsk kirkeforståelse (hvor kirken ville opløse sig selv som kirke, hvis ikke den var ledet af en biskop, der i sin tur var indsat af paven), og det samme gælder for de reformerte (hos dem bare med en betoning af ældsterådets eller presbyteriets afgørende betydning for kirkens sande væsen), så hører den slags spørgmål til det, der ifølge Luther står os frit. NT giver ingen bestemte anvisninger, bortset fra at der skal være nogle, der kaldes til præster. Det afgørende for kirken er ikke en bestemt organisationsform eller ydre ramme, men at det er det sande evangelium, der lyder, og at sakramenterne bliver brugt efter deres mening og indhold. Er landseller folkekirken tjenlig for det, så er det fint. Men er den det ikke, så står det os frit at finde en anden måde at organisere os på som kirke. Ja, der skulle endda ifølge nogle være ting hos Luther, der peger i retning af, at det var noget andet end folkekirken i traditionel forstand, han så for sig som idealet. Hvem har ret? Vil vi i det følgende først kaste et blik på historien, måden den lutherske kirke opstod på, for dernæst at vende os til det indholdsmæssige, Luthers forståelse af kirken og dens væsen, og hvad det evt. siger om hans forhold til folkekirker. Historien Officielt begynder reformationen med teseopslaget i 1517. Munken og professoren var blevet opbragt over afladshandelen og ønskede med sine teser at indkalde til en disputation - sådan behandlede man dengang spørgsmål af betydning i universitetsverdenen. Han gjorde det som en kirkens søn, i overbevisningen om, at enhver ordentlig katolik, paven inklusive, ville hindre dette uvæsen, når man blev klar over, hvad der foregik. Men det gik som bekendt ikke, som han havde regnet med. Tværtimod var det ham selv der kom under anklage. Og i løbet af de følgende par år gik det op for ham, hvordan det stod til med den kirke, han opfattede sig som en del af, først og fremmest dens ledelse. Paven og hans embedsmænd fremstod for Luther med stigende klarhed som folk, der som Antikrist

Hvorfor gik Luther ind for folkekirker? 17 havde sat sig i Kristi sted og bemægtiget sig kirken og nu holdt den i et babylonisk fangenskab, som hans kendte skrift fra 1520 hedder. Som et meget synligt udtryk for opgøret med paven og hans herredømme (og som svar på den bogbrænding, Luthers egne bøger var blevet udsat for) foranstaltede Luther i 1520 den spektakulære brænding af den kanoniske ret. Mere synligt kunne der ikke gøres op med paven. Og samtidig blev Luther selv lyst i band og dermed udelukket af kirken. Men at Luther brød med paven, og selv blev lyst i band af ham, betød ikke at han trådte ud af nogen kirke. Det kunne godt være, at paven troede, at det var sådan det var. Men det var netop et udtryk for hans misforståelse af, hvem han selv var og hvad kirken var. Kirken var netop ikke hans, men Kristi kirke, under hans ords herredømme. Derfor blev Luther som den selvfølgeligste ting i denne kirke og satsede fra nu af på at reformere den, ved positivt at undervise om det evangelium som var dens bærende grund og virkelighed, og ved at afsløre de ting, der havde trængt sig ind i den i løbet af de seneste århundreder, og som lagde en hindring i vejen for evangeliet og fastholdt mennesker i vankundighed og i en fordrejet tro, der også hindrede et liv i gode gerninger. Lige så stille gik man også i gang med at lave om på ydre ting i det daglige liv og gudstjenesten, så som at lægfolk også måtte modtage vinen ved nadveren, at præster måtte gifte sig, ophøret af kravet om, at man ikke skulle opregne alle ens synder ved skriftemålet, og i det hele taget ophævelsen af de mange regler og påbud der knyttede sig til skriftemålet og den tvang der knyttede sig til det, fasteforskrifter osv. Men det var alt sammen præget af tilbageholdenhed. For som han et sted siger: Derfor er jeg ikke gået frem med magt eller påbud, og jeg har ikke erstattet det gamle med noget nyt, men har hele tiden været langsom og tilbageholdende, både på grund af de svage i troen, som man ikke så hurtigt kan fratage en måde at dyrke Gud på, som er så gammel og tilvant, for i stedet af indføre noget, som de slet ikke er vant til, men endnu mere på grund af de overfladiske og kræsne ånder, der som urene svin, uden tro og uden forstand, stormer løs og kun er ude efter nyheder, og som straks, når det ikke mere er en nyhed, bliver trætte af det... (Formula Missae 1523, Cl 2,427, sml. Münchener. Ausgabe bd. 3 s. 111) Som det et andet sted hedder: Således skal vi handle med vor broder, have tålmodighed med ham en tid lang, tåle hans svaghed og hjælpe ham og give ham mælkemad, således som det skete med os, indtil også han bliver stærk. Vi skal ikke fare alene til himmels, men bringe vore brødre... med (Invocavitprædikenerne 1521, Gad- Aros udgave bd. 2 s. 12). I gudstjenesten beholdt man i store træk den gudstjeneste, man kendte, sløjfede ikke ret meget andet end de dele af nadverliturgien som lagde op til en forståelse af navderen som vort offer til Gud, og prøvede at få folk til at tage del i den ved at bruge tyske gendigtninger af nogle af gudstjenesteleddene og tyske salmer - og først og fremmest ved at prædike evangelisk og folkeligt på tysk. Man lavede ikke om på de fester og helligdage, der var kommet til i løbet af kirkens historie, bortset fra de fleste af helgensfesterne. Det drejede sig netop ikke om at begynde noget nyt, men om at lede kirken ind på sporet igen, med dets udgangspunkt og kilde i Bibelen og den udformning, det havde fået gennem kirkens historie. Store dele af 1520-erne var præget af dette reformarbejde. Det vigtigste i det var forkyndelsen. Det drejede sig om at få præster og prædikanter, som kunne forkynde sandt og evangelisk. Kunne det ske med den stedlige

18 Artikel Asger Chr. Højund paveligt-sindede biskops gode vilje, var det fint. Men ville biskoppen ikke være med til det, sådan som det ofte var tilfældet, måtte man selv skride til handling og indsætte og ordinere en sådan præst. Her måtte man ikke holde sig tilbage eller ad underlige veje forsøge at tiltuske sig en biskoppelig ordination. Menigheden havde selv både retten og myndigheden til det. Luther giver i nogle skrifter vejledning i, hvordan det kan gøres. (Netop kan gøres. Luther er altid bange for, at det skal blive til en lov.) Det hele er i støbeskeen og på vej. Men det betyder stadigvæk ikke, at Luther havde dannet sin egen kirke. Den tanke, at man måtte sky den katolske kirke som pesten og ikke kunne blive i den et øjeblik uden at pådrage sig skyld, lå så vidt jeg kan se fjernt for ham. Det var billedet alt for broget til. Der var jo ikke klare grænser mellem evangeliske og gammeltroende menigheder og områder. En reform var på vej, der var nogle, der var begyndt at prædike evangelisk og sandt, ud fra Bibelen i stedet for ved hjælp af en eller anden helgenlegende. Andre steder var alt ved det gamle. Kun langsomt blev de problematiske dele af messeliturgien fjernet. Mange steder måtte man fortsætte med dem. Luther kunne så i nogle tilfælde hjælpe de præster, der stadig skulle bruge en sådan liturgi og havde det dårligt med de problematiske dele af messekanon, med en tolkning, så de var til at bære (jeg tænker f.eks. på Om kirkens banyloniske fangenskab, Credo forlags danske oversættelse s. 61-64). Og på samme måde med menighederne. At man som evangelisk kristen boede et sted, hvor tingene ikke var nået så langt, betød ikke, at så skulle man uden videre vende den stedlige kirke ryggen og begynde for sig selv. Også der måtte der tålmodighed til. Tingene kunne jo ændre sig. Og det skulle gå ordentligt til, så det hele ikke endte i selvtægt og kaos. Der var flere, der i den situation skrev og spurgte Luther, om man da ikke kunne holde nadver for sig selv, så man slap for uvæsenet i kirken. Men Luther advarer altid mod det (se f.eks. nr. 1674, 2039, 2184, 2281 og 2296 i WA.Br 5-7). Da man blev indkaldt til rigsdagen i Augsburg i 1530, kom man der ikke i nogen bevidsthed om at være en selvstændig kirke, en kirke der havde brudt ud. Man kom der i bevidstheden om med fuld ret at repræsentere en del af den kirke, som alle de tilstedeværende tilhørte (man kunne derfor igen og igen henvise til oldkirkens fædre), nu blot renset for de misbrug og fordrejninger, der var kommet til. At paven mente noget andet, var hans problem. Igen og igen sagde man, at man for kristen kærligheds skyld godt kunne gå med til at give paven en slags særstilling, hvis han og hans biskopper blot ville godtage de justeringer, der var sket, og tillade en evangelisk forkyndelse. Man taler stadig om et fælles koncil, der skulle genskabe enhed i kirken. Og lige så hurtigt og selvfølgeligt, som man ordinerede og indsatte præster, lige så længe ventede man med at ordinere biskopper eller superintendenter, ikke fordi de alligevel ikke betød noget, men fordi det ville være et meget synligt brud på kirkens enhed. Der kom et koncil, lige efter Luthers død. Men det blev ikke et koncil der bragte parterne sammen igen. Tværtimod blev det et koncil, hvor den pavelige del af kirken fik trukket linjerne op på en måde, så at enhver enhed var udelukket. Fra da af udviklede de to religionspartier i kirken, som man hidtil havde omtalt dem som, sig til egentlige selvstændige kirker. Sådan ser historien om den lutherske kirkes tilblivelse i meget korte træk ud. Det er baggrunden for, at vi fik den kirke, vi fik, som en fortsættelse af den kirke der havde været, med sogneinddelingen og det menneskelige og åndelige ansvar for et helt folk fra vugge til grav, med præster, gudstjenester og sakramenter, husbesøg og oplæring af ungdom osv., men renset for de ting, som havde ødelagt den gamle kirke, f.eks. de økonomiske og verdslige interesser, der var flettet ind i alt hvad den gjorde, og den misrøgt det ofte førte til (fordi det

Hvorfor gik Luther ind for folkekirker? 19 ikke var efter åndelige kvaliteter man fik embeder), eller cølibatskravet med det dobbeltliv, det ofte medførte osv. Først og fremmest med en enkel og klar forkyndelse af og undervisning i evangeliet. Så vigtigt det er, at Luther genopdagede noget, som er af afgørende betydning for troen og kirkens liv, lige så vigtigt er det at sige, at Luther ikke begyndte forfra. Det er den lutherske kirkes tilblivelseshistorie bedre end noget andet med til at sige. Det siger noget om, at Luther vedkender sig kirken som en historisk størrelse, at han altså ikke er den spiritualist som nogle påstår. Det siger vel også noget om, at Luther har det positive syn på kirken som folkekirke, som spørgsmålet i overskriften lægger op til. Men her er der som sagt nogle, som vil komme med indvendinger. Når det blev sådan, den lutherske reformation udviklede sig, så var det, fordi det nu var sådan, det viste sig muligt. Det siger nok noget om, at Luther kunne benytte sig af folkekirkestrukturen, og dermed også, at kirkens ydre opbygning, herunder spørgsmålet om dens tilknytning til den verdslige øvrighed, ikke er afgørende, men det siger ikke nødvendigvis, hvordan kirken efter sit væsen ifølge Luther er, og hvordan den derfor i det ydre bør udformes. Noget af det, der skulle pege i en anden retning end folkekirken, er Luthers understregning af kirken som det troende folk, talen om det almindelige præstedømme og forståelsen af det som en aktiv og virkelig størrelse, sådan som det bl.a. viser sig i menighedens myndighed og pligt til at bedømme forkyndelsen og dens ret til at indsætte præster, ja til og med til at gøre det, som ellers kun tilkommer en præst at gøre, nemlig at forrette dåb, tage imod skrifte og til og med forestå nadveren. Alt dette viser os nogle træk ved kirken som på afgørende vis bryder med middelalderkirken, og som dermed også ifølge nogle bryder med det traditionelle sogne- eller folkekirkebillede, med præsten i spidsen og alle de døbte i sognet som lige vigtige (og dermed også lige-gyldige!) medlemmer, med den udviskning af kirken som et anderledes folk, som en sådan sognekirke let fører med sig. Og lad mig straks sige, at det er en vigtig påpegning. Dette med at kirken er et folk af levende lemmer er en side ved Luthers kirkeforståelse, som det er vigtig at få med. Vi vil derfor her først standse op ved det. Kirken som det troende folk Vi møder denne betoning flere steder, bl.a. i et af Luthers vigtigste kirkeskrifter, nemlig skriftet Om koncilierne og kirken fra 1539, den sidste og tredje del, som mange vil kende fra dogmatikundervisningen. Luther begynder her sin udfoldelse af, hvad kirken er, med at afvise pavens krav om at være den sande kirke. I den gængse forståelse blev ordet kirke ellers knyttet til paven, biskopperne, kirken med dens hellige handlinger osv. I dag forbinder mange det tilsvarende med kirkehuset, apparatet, præsterne og de øvrige ansatte. Men det er en stor misforståelse. Kirken er nemlig et folk, det vil sige en flok eller forsamling af de mennesker, som er kristne og hellige (Gad/Aros bd. 2 s. 387). Og det er paven og hans biskopper efter Luthers meget bramfrie og ligefremme mening ikke: thi de tror ikke på Kristus, lever ikke helligt, men er djævelens onde, skændige folk (idem s. 388). Kirken består altså af mennesker, der tror på Kristus og lever helligt. Det bliver så udfoldet meget konkret i dette skrift, bl.a. ved at trække de ti bud frem og udpege de kristne som dem, der efter det første bud tror på Gud, også når modgangen melder sig, selv om man sagtens kan være ængstelig og svag, men som dog midt i alt dette bliver ved med at love og takke Gud (389f). Eller efter det fjerde bud er lydige mod forældre og herre og lever... tålmodigt, venligt, tjenstvilligt, broderligt, kærligt. Eller efter det syvende bud ikke stjæler, ågrer, er gerrige, snyder osv. (390). At alt dette ikke bliver

20 Artikel Asger Chr. Højund fuldkomment i dette liv, ved Luther jo alt om. Men det betyder på ingen måde, at så er det ligegyldigt eller mindre væsentligt. Det er denne flok der er kirken. Mere indviklet er det ikke, som Luther siger det. Luther har mere at sige. Vi kommer tilbage til det, men lad os foreløbig standse her. Kirken er altså et konkret folk. Lidt teknisk taler man om, at Luther har en personal kirkeforståelse til forskel for en institutionel. Det hænger sammen med, at kirken er Kristi lemmer, og at dette skal forstås yderst konkret. Vi er her inde ved kernen af hans evangeliske opdagelse, læren om retfærdiggørelsen af tro. Gærdet mellem os og Gud er fjernet, Kristus har båret alle vore synder, han dækker os bogstaveligt talt med sit liv, ja, ved troen bliver mennesket og Kristus virkelig et, også sådan at han bor i et menneske ved troen og handler igennem et menneske. Det er derfor, den katolske adskillelse mellem præst og læg er så forkert. Når vi er et med Kristus, så er vi alle præster. Der findes ikke nogen højere stand, og dermed har alle troende fået den myndighed, som den katolske kirke ellers kun tilskrev præsterne. (Netop derfor er det, at man ikke selvbestaltet i menigheden skal optræde som præst og dermed på sin vis stille sig over de andre, men må kaldes og indsættes til det, og på den måde optræde på vegne af alle.) Ofte taler man om, at dette troende folk ifølge Luther er helt usynligt, fordi ingen andre end Gud jo kender troen i hjertet - det kan jo være en hyklet eller farisæisk tro osv. Hvilket også er helt rigtigt - vi skal vende tilbage til det. Men det betyder på ingen måde, at Luther dermed skulle afvise tanke om, at de kristne er en synlig flok, og kirken dermed består af konkrete, synlige menigheder, sådan som mange ellers plejer at fremstille Luthers kirkeforståelse. Det at Luther kan bruge helliggørelsen som et tegn på kirke, viser det jo tydeligt. Det kan ses, hvem der hører til kirken. Det kunne der anføres mange andre eksempler på. Luther taler ofte om kirken som den konkrete flok af troende, der samles til gudstjeneste og i det daglige lever af og efter nådens midler. Lad mig nøjes med et enkelt eksempel til, nemlig noget Luther skriver i skriftet Den tyske messe fra 1526. Skriftet er en af de vejledninger, Luther netop i disse år giver i, hvordan man skal reformere kirken. Her handler det om gudstjenesten, hvor Luther kommer med ret så detaljerede anvisninger i, hvordan den kan holdes. Men inden han gør det, siger han noget om forskellige typer gudstjeneste. Der er for det første den latinske messe, som man i hvert fald i byerne bør bibeholde af hensyn til latinskoleeleverne. Dernæst er der den anden gudstjensteform, den tyske messe, som skal ordnes for det enfoldige lægfolks skyld, offentligt i kirkerne for alle mennesker, iblandt hvilke der er mange, som endnu ikke tror og er kristne, ganske som om vi holdt gudstjeneste blandt tyrkerne eller hedningerne på en åben plads eller mark (Gad/Aros bd. 2 s. 79). Og endelig er der den tredje form, som skulle være den rigtige skik efter den evangeliske ordning. Den skulle ikke foregå offentligt på pladsen, men for dem, som for alvor vil være kristne og bekende evangeliet med hånd og mund. Efter denne ordning skulle man forsamle sig et eller andet sted i et hus til bøn, til læsning, til dåb, for at modtage sakramentet og øve andre kristelige gerninger. Indenfor denne ordning kunne man kende, straffe, forbedre, udstøde eller bandlyse dem, som ikke opførte sig på kristen vis, efter Kristi regel, Matt 18. Her kunne man også pålægge de kristne almisse, som man villigt gav og uddelte blandt de fattige efter S. Pauli eksempel, 2 Kor 9. Her behøvedes der ikke megen og lang sang. Her kunne man have en kort, smuk form for dåben og sakramentet og rette alt mod ord og bøn og

Hvorfor gik Luther ind for folkekirker? 21 kærligheden (idem s. 79f). Der er ingen tvivl om, at det er den sidste gudstjeneste, Luther anser for den mest rigtige - han siger det jo udtrykkeligt - simpelthen fordi den kommer tættest på det, man finder i NT. Det er interessant, at han mener, at den skal foregå i hjemmene. Andre steder kan Luther være kritisk over for enhver form for skjulthed eller afsondrethed, sådan som nogle af de prædikanter, der gav ham besvær, praktiserede det (Luther kaldte dem snigprædikanterne ). For det ligger i ordets væsen, at det skal forkyndes offentligt. Men der er altså også noget ved de små forsamlinger, der i høj grad tiltrækker Luther. Her peger han på enkelheden, som jo også betyder at det hele kan blive konkret. Endvidere at det her på en anden måde er muligt med kirketugt. Som jeg har skrevet i en artikel i martsnummeret af Ichthys 2005, spiller kirketugten en helt selvfølgelig rolle for Luther. Når han her knytter det til den lille forsamling, kan det meget vel hænge sammen med, at det her kan foregå på den rette måde, nemlig som en del af kirkens omsorg, med et sjælesørgerisk sigte, ikke som en straf (hvilket altid er et stærkt anliggende hos Luther). For her er forudsætningen nemlig til stede. De, der hører til denne menighed, er jo netop de, der ønsker det og har valgt det. Endelig fremhæver Luther som noget af det rigtige ved denne gudstjenesteform dette, at man kan samle almisser ind og dele ud af den. Her kan den gensidige kærlighed for alvor blive konkret. Luther taler flere steder om menigheden som et sådant konkret fællesskab, hvor man tager sig af hinanden, hvor den stærke bærer den svage, både i legemlig og åndelig nød. Men Luther taler her ikke bare om den gensidige hjælp. Han taler også om det som hjælpen udadtil. Den almisse, der kan indsamles i en sådan menighed, skal bruges til at uddeles til de fattige. En sådan menighed kan altså også udøve en diakonal tjeneste. I en større forsamling, som den som den anden gudstjenesteform lægger op til, bliver dette mere op til den enkelte. Der er dem, der vil mene, at dette ikke er tanker, der spiller nogen særlig stor rolle for Luther, simpelthen fordi det, som vi skal se, ikke ser ud til, at han nogensinde rigtigt fik dem ført ud i livet. Det tror jeg ikke er rigtigt. Der er snarere grund til at tro, at han på en eller anden måde hele tiden har dette for øje. (Der er andre eksempler på hans påfaldende fremhævelse af dem, der for alvor vil være kristne ). Kristenliv er menighedsliv. Uden et sådant menighedsliv bliver det hele let diffust. Det gælder kærligheden og omsorgen, retledningen og den konkret formaning til en sand, kristen livsførelse, og det gælder den konkrete virkelighed i de troendes præstedømme, dette at de troende både på ordets og sakramenternes område har myndighed, sådan at de også er i stand til at vælge og indsætte præster osv. Uden en menighed bliver det let til snak. Det er rigtigt, at Luther ikke rigtigt fik ført dette ud i livet. Her i skriftet om den tyske messe siger han det sådan, at hvis man havde de mennesker og personer, som alvorligt ønskede at være kristne, var ordningerne og formerne snart lavet. Men, som han fortsætter, jeg kan og tør ikke ordne og oprette en sådan menighed eller forsamling, thi jeg har endnu ikke folk og personer til det. Jeg ser heller ikke mange, som trænger sig frem. Sådan siger han her i 1526. Og sådan ser han ud til at blive ved med at sige (sml. bordtale 1539, WA.TR 4, 4381 a). I stedet bliver det helt tydeligt den anden ordning, gudstjenesten for folket, altså den tyske messe, der bliver den form der satses på. Hvad ligger der i det? Vi er nu fremme ved det sidste, vi skal se på, nemlig om der i Luthers kirkesyn er træk, der peger på folkekirker som et naturligt nedslag af Luthers kirkesyn.

22 Artikel Asger Chr. Højund Kirken som folkekirke Som sagt blev det den anden form, gudstjenesten for det brede folk, der blev den form, Luthers kirkeliv først og fremmest kom til at leve under, og det på trods af, at han betegner dette som en gudstjeneste for alle, iblandt hvilke der er mange, som endnu ikke tro eller er kristne. Eller måske er det helt forkert at sige på trods af. Jeg spørger mig selv, om det ikke snarere skulle hedde på grund af. Det, jeg spørger om, er m.a.o., om der i Luthers fastholdelse af denne form ligger en slags missionssind. Mission Jeg ved godt, at ordet mission nok er temmelig anakronistisk, når det gælder Luther. Jeg er ikke ude på at gøre ham til missionsmand. Mangen en god, tidehversk lutheraner ville nok korse sig adskillige gange over brugen af det ord i forbindelse med en gudstjeneste i en kristen kirke blandt døbte. Det der alligevel giver mig en vis frimodighed til at bruge det ord, er den måde Luther omtaler de mennesker, der deltager i en sådan gudstjeneste, på: Iblandt hvilke der er mange, der endnu ikke tror eller er kristne. Ganske som om vi holdt gudstjeneste midt iblandt tyrkerne og hedningerne på en åben plads. Det er en offentlig tilskyndelse til tro og kristendom (anf. skr. s. 79). Det er ikke bare her, vi mærker denne indstilling over for folket og denne iver efter at kalde ad dem og få dem med sig. Det er også den indstilling, vi mødte i de Invocavit-prædikener, som jeg allerede har citeret et par stumper fra: Således skal vi handle med vor broder, have tålmodighed med ham en tid lang, tåle hans svaghed og hjælpe ham og give ham mælkemad, således som det skete med os, indtil også han bliver stærk. Vi skal ikke fare alene til himmels, men bringe vore brødre... med (Invocavitprædikenerne 1521, Gad- Aros udgave bd. 1 s. 12). Eller som han siger lidt længere fremme i den samme prædiken: Sagen er god nok (altså reformarbejdet), men hastværket er for stort, thi på den anden side er endnu brødre og søstre, som hører til os, de skal også være med (samme sted). Den anden side, der her tales om, er de gammeltroendes side, de der endnu ikke kan følge Luther og de evangeliske og derfor meget vel kan være nogle af dem, Luther tænker på, når han taler om dem, der endnu ikke tror og er kristne. Ikke at Luther altid er så tålmodig. I indledningen til sin Lille Katekismus fra 1529 siger han, på baggrund af de oplevelser, han i forbindelse med visitationerne rundt omkring i fyrstendømmet har haft af dyb kristelig vankundighed: Den sørgelige og forfædelige elendighed, jeg fornylig har erfaret da jeg var visitator... Hjælp, kære Gud, hvor har jeg dog set megen jammer, at den jævne mand jo slet ingenting ved om den kristne lære, særlig i landsbyerne... og alligevel skal de alle kaldes kristne, være døbt og nyde sakramenterne, skønt de hverken kan Fadervor, Troen eller De ti Bud, men lever som det dumme kvæg og ufornuftige svin... Her kan Luther sige, at den slags mennesker ikke har nogen ret til selv at bære deres barn til dåb eller gå til alters, med mindre de er indstillet på at gøre noget ved denne vankundighed. Åbenheden er på ingen måder grænseløs. Uden at jeg er nogen ekspert på området, spørger jeg alligevel mig selv, om denne iver efter at få andre med er noget grundlæggende for Luther, og noget af baggrunden for hans fastholdelse af gudstjenesten for den store flok, og dermed hans fastholdelse af det, man kunne kalde folkekirkeordningen (selv om det stadigvæk er et misvisende ord).

Hvorfor gik Luther ind for folkekirker? 23 Kirken efter kærlighedens målestok Jeg kommer i denne forbindelse til at tænke på et interessant udsagn, Luther har om kirken i skriftet Om den trældbundne vilje (1525). Det er et langt stykke, men har nogle udsagn, som er vigtige. Luther taler her om to målestokke for, hvor omfattende man skal opfatte kirken, nemlig troens og kærlighedens målestok: Nej, kære Erasmus! Guds kirke, det er ikke et fænomen, der er helt så almindeligt udbredt, som benævnelsen Guds Kirke ; og Guds hellige forekommer heller ikke helt så hyppigt rundt omkring som benævnelsen Guds hellige. De er som den sjældne perle, de er fine ædelsten, som Helligånden ikke kaster for svin, men bevarer skjult for verdens øjne... for at den ugudelige ikke skal se Guds herlighed. Hvis noget andet var tilfældet - hvis de virkeligt hellige blev åbenlyst genkendt som det, de er, af alle mennesker - hvordan tror du så, det kunne gå til, at de bliver sådan pint og mishandlet i denne verden?... Med alt dette her er det ikke min mening at benægte, at dem du kører frem med, er helgener og udgør Guds kirke.... Guds kirke vil jeg gerne kalde dem med overbevisning, vel at mærke med kærlighedens målestok, men ikke med troens. Dette skal forstås sådan: Kærligheden til medmennesket - den der nærer alle de bedste tanker om alle mennesker, den der ikke er mistænksom, men på forhånd nærer tillid og tror alt godt om sin næste - den kalder hver eneste døbt for en helgen, og der er ingen grund til at være ked af det, selv om den tager fejl; for det er kærlighedens vilkår at blive bedraget... Men troen kalder ikke et eneste menneske for en helgen, med mindre det ved Guds egen bedømmelse tydeligt er tilkendegivet som en sådan (WA 651f, Gad/ Aros bd. 5 s. 101f). Det jeg i første omgang standser ved, er hans udsagn om, at man med kærlighedens målestok anser alle døbte for at være helgener eller høre til Kristi kirke. Det står i en vis modsæt-ning til sprogbrugen i nogle af de andre citater, vi har bragt, hvor Luther ikke har været bange for at tale om folk, der ikke tror, ja ligefrem kan sammenligne dem med tyrker og hedninger. Luther er på ingen måde blind og naiv - som citatet her også viser. Med troens målestok er det få, der kan kaldes kristne. Men der gælder altså også en anden målestok, når vi taler om kirken, og det er kærlighedens. Sådan som forholdet til brødrene eller dem på den anden side i citaterne fra invocavitprædikenerne også viser. Det hindrer ikke, at der skal forkyndes, og kaldes til tro. Men det betyder, at man ikke bare skiller sig ud fra dem. Man hører sammen. Troen som en usynlig virkelighed I forlængelse af dette er det nærliggende at tage endnu en ting i Luthers kirkesyn frem, som peger i retning af folkekirken, nemlig dette, at det ikke er synligt for verden, hvem de sande kristne er. Jeg var kort inde på det. Denne tale om, at det er skjult, hvem de sandt troende er, og at det ikke er alle i den ydre kirke der er det, er central hos Luther. Dette bliver af ikke mindst tidehvervsfolk brugt i deres polemik mod dem, der gør et væsen af at tale om menigheden, dem der samles i kirke eller missionhus. En sådan menighedforståelse gør de troende synlige, og det er en uting. Hvem der er kristne, er fuldstæn-dig usynligt. Det er alene gudstjenesten med dens præster, forkyndelse og sakramentsforvaltning, der udgør kirkens synlighed, alt andet er skjult. Jeg tror ikke på denne udlægning af Luthers kirkesyn. Som vi allerede har set, taler Luther helt klart om konkrete menigheder, når han taler om de kristne som et folk. Med den tidehverske forståelse får vi jo faktisk nøjagtig den kirke, Luther gjorde op med, identifikationen af kirken med huset, gudstjenesten eller embedsbærerne.

24 Artikel Asger Chr. Højund Nej, kirken er menigheden, dvs. dem der søger sammen om nådens midler, som vi om lidt skal se på det. Den synlige og konkrete kirke er ikke bare - og ikke engang først og fremmest - præsterne og kirkehuset. Den synlige kirke er flokken af mennesker. Det som Luthers tale om den synlige og usynlige kirke siger, er, at der i denne flok af synlige kristne går et skel - hvis det er det rigtige ord. Man kunne måske også sige det sådan: Det er ikke alle i den synlige kirke, der i åndelig og reel forstand er lemmer på Kristi legeme. For det afhænger helt og holdent af troen, og dette skel kan ikke synliggøres. Hvordan kaster denne tale et lys ind over spørgsmålet om Luthers forhold til kirken som folkekirke? Det fører for det første til ydmyghed hos alle dem, der befinder sig inden for den synlige menighed. Det er ingen grund til at føle sig hævet over de andre, hverken i kraft af tilhørsforholdet til kirken, ens position i den eller ens livsførsel. Gud kender hjerterne. Det er det afgørende, og Guds måde at bedømme på, er en hel del anderledes end vor. Han ser sand tro, hvor vi måske har svært ved at få øje på den; stolthed og selvhævdelse, hvor vi tror der er tro. Ikke for at det skal give anledning til uvished - betyder sakramenter, kirke osv. så ingenting? Men det betyder, at ens vished og stolthed (for nu at bruge det bibelske ord) nødvendigvis må flyttes et andet sted hen, nemlig hen på Kristus alene. Det er det ander, talen om de sandt troendes usynlighed medfører. Den gør Kristus og et menneskes griben om ham til det afgørende kriterium for den sande kirke. Ikke at det ophæver helliggørelsen, men der hvor den ikke er båret af denne griben om Kristus, er den ikke noget. Med denne forståelse bliver skellet mellem dem, der virkelig vil være disciple og efterfølgere, og dem, der ikke lykkes så godt, knapt så afgørende. Ikke at der ikke er noget skel. Ved at vende Gud og hans ord ryggen sætter man sig uden for kirken - selv om man som døbt har fået sat et stempel på, som man aldrig kan løbe fra. Discipelskab hører stadigvæk med til det at være kirke, men det bliver ikke et discipelskab, der kan afgrænses alt for let. Man kender til, hvor afhængig man i sit eget discipleskab er af Kristi syndstilgivende nåde, og det må nødvendigvis præge en i ens forhold til andre, hvis discipelskab i det ydre måske ser knapt så tydeligt ud. Det giver både tålmodighed, ydmyghed - og rummelighed. Det er derfor ikke bare en svaghed, at kirken er en sammensat virkelighed, et corpus mixtum, der rummer mange forskellige og også i det ydre syndige mennesker. Det er en nødvendighed. Det er ikke mindst for alle de (os) stærke en stadig påmindelse om, at man selv er et corpus mixtum, hvis hele grundlag ligger et andet sted end i en selv. Dermed er vi fremme ved det fjerde og sidste træk ved Luthers kirkeforståelse, jeg vil trække frem som noget af det, der peger i retning af en kirke, som har folkekirkelige træk, nemlig nådemidlernes plads i kirken. Nådemidlerne som kirkekendetegn Dermed vender vi os igen til det kirkeskrift, som vi har været inde på før, nemlig Om koncilierne og kirken. Det var der, hvor Luther begyndte sin udredning af, hvad kirken er, med at tale om kirken som det hellige folk, i modsætning til paven og hele det katolske hierarki. Som vi var inde på, peger Luther der på troen og helliggørelsen, dette at der er mennesker, der lever og formes af Gud og hans ord, som tegnet på den sande kirke. Men det er så også her, i umiddelbar forlængelse af hans tale om kirken som det hellige folk, at Luther peger på, hfvad der er de afgørende tegn på, hvor man finder den sande kirke. Og det gør han bl.a. ved at skrive: For det første kendes det kristelige, hellige

Hvorfor gik Luther ind for folkekirker? 25 folk på, om det har det hellige Guds ord, selv om det forkyndes på forskellig måde, som Paulus siger... Dette er hovedstykket og den høje hovedhelligdom, hvorved det kristne folk kaldes helligt. Thi Guds ord er helligt og helliger alt, hvad det rører ved, ja, er selve Guds hellighed... (anf. skr. s. 392). Fra at have talt om menneskene og deres tro og hellighed - eller i hvert fald arbejde på at være det - gør Luther det påfaldende her, at han giver sig til at tale om det ord, der lyder i menighedens forsamling. Hvor det lyder, finder man Guds kirke. Luther standser som bekendt ikke ved det. Han opregner 6 andre lignende tegn: Dåben, nadveren, nøglerne (dvs. dette at synder både tilgives og straffes), embedet (dette at den indvier og kalder kirketjenere eller har embeder ), bønnen og endelig korset. Vi har ikke her tid til at gå ind på alle disse tegn. Vi kan under et kalde dem for nådemidler. De er alle sammen de midler, Gud bruger for at skabe sin kirke. Det er igennem dem, Gud skaber og nærer troen i menneskers hjerter, det vigtigste for, at der overhovedet kan være en kirke. Der er ingen automatik i det. Luther siger igen og igen, at det godt kan være, at der kun er nogle få, hvori troen virkelig er til stede. Igen møder vi altså Luthers distinktion mellem kirken som synlig og som usynlig. Men det betyder ikke et forbehold i forhold til denne forsamling, hvor der altså efter al sandsynlighed også vil være mange, der ikke tror. Nej, netop denne forsamling er Guds kirke. I kraft af at Gud selv virker i den gennem sine midler. Vi kender alle til disse tanker. Vi møder dem også i et af vore bekendelsesskrifter, nemlig i CA 7, der bestemmer kirken som de helliges forsamling, hvori evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret. Men hvad har dette at sige om Luthers kirkeforståelse i relation til folkekirker og den slags? Vi har set, at Luther i høj grad kan tale om kirken som menigheder, men samtidig ser vi her, at Luther, når han taler om kirken og dens virkelighed, ikke nøjes med at tale om menigheder og deres tro og liv, men graver et spadestik dybere og peger på noget så tilsyneladende institutionelt som forkyndelse, sakramenter, gudstjeneste, embede osv. Hvorfor det? Fordi det er Kristus, der er det afgørende for kirken og dens virkelighed. Kirken er mennesker, ja, men kirken er først og fremmest Kristus selv. Den er jo hans legeme. Der er en dybdedimension her, som vi aldrig må glemme, også i vore tiders iver efter at opbygge levende menigheder, og det er denne dybdedimension, nådemidlernes plads i luthersk kirkeforståelse minder os om og fastholder os på. Det er efter min mening ikke mindst i denne dybdedimension, vi har noget af baggrunden for, at det blev som folkekirke, de lutherske kirker i første omgang kom til at forme sig. Som jeg siger det i en artikel i bogen Folkekirke - hvorfor og hvor længe: Med det, vi her har set hos Luther, bliver der sat spørgsmålstegn ved et kirkesyn, der baserer kirkens virkelighed på de enkelte medlemmers tro og engagement. Når kirkens inderste virkelighed er Kristus selv, i ord og sakramenter, så bliver spørgsmålet om det konstaterbare i de enkelte medlemmers tro og engagement ikke det altafgørende. Ikke at troen bliver overflødig - Kristi kirke er Guds troende folk. Den forståelse er aldeles grundlæggende hos Luther. Men med det, vi har set, mindes vi om, at kirkens, og dermed også troens, inderste virkelighed er Kristus selv, hans nærvær i sit ord og sine sakramenter. Derfor hører børnene og de senile, ja endog de åndssvage med til Kristi troende folk. Et kirkesyn, der ikke rigtig har plads til børnenes og de seniles og de svages tro, er i fuld fart på vej bort fra Luther - og, er jeg overbevist om, Bibelens - forståelse af kirken.

26 Artikel Asger Chr. Højund Lad mig til sidst sige, at alt dette ikke betyder, at ikke også frikirker kan være lutherske. Selvfølgelig kan de det, og de kan meget vel være bedre til at varetage sider i Luthers kirkesyn, som folkekirken har det svært ved. Men jeg mener, at det jeg har sagt, siger nogle vigtige ting om, hvordan også en luthersk frikirke indretter sig. Lad mig til allersidst sige, at der er et spørgsmål om Luther og folkekirken, som jeg havde planlagt at tage op, men som jeg ikke har nået at tage med, nemlig spørgsmålet om Luthers forhold, ikke bare til folkekirker, men til noget, der ser ud som en pluralistisk folkekirke. For nogle af dem, der sætter spørgsmålstegn -ved folkekirken, er det jo det altafgørende problem. Så det er beklageligt, at jeg ikke har nået at tage det med. Jeg mener alligevel, at det jeg har sagt, har sagt nogle vigtige ting om vores syn på og forhold til det at være folkekirke, og - hvem ved - muligvis til og med formidlet en lille smule af synet for og kærligheden til den. Diverse artikler i tidsskrifter og artikelsamlinger. Adresse: Møllevangs Allé 172, 8200 Århus N, 86105092, ach@menighedsfakultetet.dk FORFATTEROPLYSNINGER Stilling: Lektor ved Menighedsfakultetet, Århus Karriereforløb: Født den 28. april 1951 i København. Gift den 15. august 1981 i Århus med ergoterapeut Kirsten Marie Huus Jørgensen. Student 1970, Hjørring Gymnasium. Cand. theol. 1979, Århus. Theol. dr. 1992, Lund. Lærer ved Menighedsfakultetet i Århus 1979, lektor 1992. Studieophold i Jerusalem 1976, Tübingen 1979, Lund 1983-84. Publikationer: "Retfærdiggørelse og helliggørelse. Luthers helliggørelseslære med særligt henblik på forholdet mellem Kristi retfærdighed og den kristnes egen retfærdighed" Århus 1977. "Forsoningen" Århus 1982. "Ved gaven helbreder han naturen. Helbredelsestanken i Luthers retfærdiggørelseslære" Århus 1992, Kolon. "At blive og være kristen - i Kierkegaards forkyndelse" Århus 1999, Kolon. Oversættelse og noter til Martin Luthers "Mod Latomus", København 1995. Medforfatter af "Teologi for kirken", Århus 1993, Kolon. Medforfatter af "For tanken og troen", Århus 1997, Kolon. Medforfatter af "Skrift og Åbenbaring", København 1997. Medforfatter af "Vi som kirke", Fredericia 1998.