Din viden om p-piller er afgørende for din behandling Det er en smal sag at få en recept på p-piller af lægen. Alligevel det er en god idé selv at have sine fakta på plads omkring præventionen, inden man vælger at komme på den. For lægen kan lave fejl, og nogle kvinder bør slet ikke benytte sig af p-piller. Af Josephine Bach og Karoline Lerche Lægebesøget, hvor der skal snakkes om prævention, er et de fleste kvinder kan huske. Efter lidt tid i venteværelset, sidder man endelig i lægens forvarmede stol og får sig en snak om, hvorfor man gerne vil have p-piller. Desværre er der rigtig stor forskel på, hvad den snak indeholder. Nogle kvinder får stukket recepten på p-piller i hånden, uden at lægen har spurgt ind til familiens sygehistorie. Det kan have alvorlige konsekvenser for kvinder, der ikke er informerede på forhånd. Det er nemlig ikke alle, der kan tåle dem. Camilla Jakobsen er en af de kvinder. Som 16-årig fik hun en blodprop i lysken af sine p- piller, fordi hun har en genfejl, der placerer
hende i en særlig risikogruppe for at få blodpropper. En genfejl, som kunne have været opdaget, hvis lægen havde spurgt ind. Min mor bestilte en tid ved min læge, og vi fandt p-pillerne til mig. Lægen spurgte hvorfor, og jeg svarede, og så fik jeg en recept på p-piller. Mere var der ikke i det, fortæller Camilla Jakobsen, der i dag har varige men efter blodproppen. Camilla er langt fra den eneste, der har fået blodpropper af sine p-piller. 59% af indberetningerne omkring bivirkninger af p- piller, som Lægemiddelstyrelsen modtog fra 2011-2014, handler om blodpropper. En del af de kvinder har lige som Camilla oplevet at være i en særlig risikogruppe for blodpropper, uden at lægen har spurgt ind til sygehistorien i familien. Camilla snakker jævnligt med nogle af dem på Facebook-gruppen P-pille blodpropper for patienter og pårørende, hvor de alle deler deres historier med hinanden. Utilstrækkelig konsultation Camilla vidste ikke, at hun havde den arvelige genfejl Faktor V Leiden, der kendetegnes ved blodpropper i familien, ligesom sin mormor og moster. Ved sit lægebesøg var hun dog klar over, at begge slægtninge havde haft blodpropper, og havde lægen spurgt ind til det, kunne hun have taget en blodprøve fra Camilla og fundet ud af, at hun også var i risikogruppen. Professor i gynækologi ved Rigshospitalet, Øjvind Lidegaard, mener slet ikke, at Camilla skulle have haft p-piller, for hun var i høj risiko for at få en blodprop. For det første har hun en genfejl, og for det andet fik hun p- pillen Harmonet, der er en tredje generations p-pille med særlig høj risiko at forårsage blodpropper. Ud fra Øjvind Lidegaards beregninger var Camillas risiko for at få en blodprop 36 til 10.000 pr. år. Tilbage stod Camilla med en følelse af, at lægens konsultation ikke var tilstrækkelig, og den følelse er hun ikke alene om. En undersøgelse fra Pfizer viser nemlig, at 55% af p-pillebrugerne ikke mener, de har fået nok information fra lægen. Det er dog ikke unormalt, at lægen ikke giver tilstrækkelig information under konsultationen, mener Niels Jørgen Langkilde, der er formand for Patientforeningen. Det kritisable er, at lægen ikke har informeret hende. Det bør ikke ske, men det sker mange gange. Lægen bruger ikke meget tid på at fortælle om bivirkninger, og hvis de gør, så skræmmer det livet af folk, og så tager de ikke medicinen, fortæller Niels Jørgen Langkilde. Ifølge Birgitte Ries Møller, medlem af bestyrelsen i Praktiserende Lægers Organisation, har Camilla i sin tid slet ikke fået den konsultation, der er nødvendig for at ordinere p-piller. Camillas har i dag en 2 år gammel datter
Lægen har ansvaret Der gik cirka seks måneder fra Camilla startede på p-pillerne, til hun fik blodproppen. Hvorvidt det kunne have været undgået, ved Camilla ikke, da hun ikke var klar over, hun havde genfejlen Faktor V Leiden. Birgitte Ries Møller er dog ikke i tvivl om, hvem der står med ansvaret. Det er helt klart den læge, der udskriver recepten, der har ansvaret, forklarer Birgitte Ries Møller. Camillas læge er ikke vendt tilbage med en kommentar på situation. Ifølge Øjvind Lidegaard står det dog klart, at ansvaret aldrig er patientens. Som det ser ud lige nu, kan man nemlig ikke forvente, at en ung kvinde uden en sundhedsfaglig uddannelse har den store viden omkring p-piller. Lægen må selv informere patienten, men patienten ved ikke, at lægen har et ansvar, siger Øjvind Lidegaard. Da Camilla fik blodproppen, kørte hendes mor med det samme sin datter på Odense Universitetshospital, da hun kunne genkende symptomerne fra mosterens blodprop. Den ledende overlæge på den afdeling, som Camilla blev bragt til, Michael Hansen-Nord, kan også sagtens forklare symptomerne på en blodprop i lysken, som er præcis magen til dem, Camilla fortæller, hun havde. Alligevel blev Camilla to dage efter ankomst udskrevet med diagnosen blærebetændelse. En diagnose meget forskellig fra den stillede. Michael Hansen-Nord ønsker ikke at kommentere yderligere på Camillas hændelse, da han ikke har set hendes journal og heller ikke ønsker det. At Camilla får diagnosticeret blærebetændelse er ikke overraskende for Niels Jørgen Langkilde, formand for Patientforeningen. Han oplever ofte, at kvinder får stillet diagnosen blærebetændelse, eller at lægerne slet ikke kan stille en. - Hvilket han mener er helt normalt. Det hedder lægekunst, ikke lægevidenskab. De kan stille en sikker diagnose i 5-10% af tilfældene. Der bliver stillet læssevis af fejldiagnoser, og man kan være sikker på, at de bliver bortforklaret. Men det er selvfølgelig ikke godt nok. Problemet ligger i, at hun får den gale diagnose, siger Niels Jørgen Langkilde, der undrer sig over, at lægen ikke vidste bedre. Faktisk ligger gennemsnittet af rapporter over utilsigtede hændelser i sundhedsvæsnet i følge Dansk Patientsikkerhedsdatabase på 175.000. Det er altså her, man kan se, hvor mange fejl lægerne laver, og Niels Jørgen Langkilde mener, det er en tommelfingerregel, at kun 1/10 bliver indberettet. For dyrt at screene alle Resten af livet skal Camilla være på blodfortyndende medicin og jævnligt til tjek ved lægen. Hun lider konstant af uro i benene, det ene ben er stadig tykkere end det andet, og hun får ondt, hvis hun er fysisk aktiv. 1/3 af alle kvinder, der har haft en blodprop, har det ligesom Camilla, og det er en situation, de fleste gerne vil være foruden. Specielt Camilla, der nu har lært at leve med sine mén, men ønsker at lægerne forbedrer konsultationen, så det ikke sker for andre. Man burde undersøge, om kvinder har et arveligt gen. Men det må jo også være en stor
proces for læger at gøre det, siger Camilla, der efter sin blodprop klagede over sin behandling og fik en erstatning. Af samme årsag mener Sundhedsstyrelsen heller ikke, at vi skal screene alle kvinder for arvelige gener. Ifølge Lotte Bælum, specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen, vil screeningsprojektet være for omfattende. Det bliver for dyrt, og man vil ikke finde mange positive tilfælde af kvinder i risikogruppen i forhold til, hvor mange der skulle screenes. Desuden er der ingen andre lande, der screener alle kvinder, siger Lotte Bælum. procent af, hvad lægen siger, når vi får en dårlig besked. Birgitte Ries Møller, bestyrelsesmedlem i Praktiserende Lægers Organisation, kan dog ikke se, hvordan det skal kunne fungere med mere information i skolen. Vi kan ikke forvente de unge ved ret meget om prævention. Jeg ved godt, de har en sundhedsplejerske, der fortæller dem om det, men de får så meget at vide i skolen. I sidste ende er det i konsultationen, at al information fald. Oplysning er vejen frem Øjvind Lidegaard synes også, at det vil blive for dyrt at screene alle kvinder, da en screening lige nu koster omkring 1000 kr. Screenede man i stedet fast alle nyfødte, ville prisen dog kunne sættes ned til 150 kr. pr. barn. Men Øjvind Lidegaards primære løsningsforsalg til at undgå tilfælde som Camillas handler om at gøre informationen til en del af seksualundervisningen. Det er sådan med information, at jo bedre klædt på kvinderne selv er, når de møder op ved lægen, jo mere kvalificeret information får de. De skal have en basisviden omkring de forskellige former for prævention, som de får i skolen, mener Øjvind Lidegaard. Det er et forslag, som Niels Jørgen Langkilde bakker op om. Han ser gerne, at der kommer mere almindelig viden om vores kroppe i sundhedsundervisningen. Det skal være en del af vores grundlæggende viden, for ifølge Niels Jørgen Langkilde hører vi kun en