Anden del: Bog 3, afsnit 1

Anden del: Bog 3, afsnit 1 Ny pædagogik & sportificering Nye træk ved nutidens idræt og sport ekstremisering og afhængighed samfundsmæssige sammenhænge

BOG 3, afsnit 1: Pædagogik og sportificering. Nye træk ved nutidens idræt og sport ekstremisering og afhængighed samfundsmæssige sammenhænge. afsnit 2: Elite eller breddeidræt? Eliteidrætten gavner ikke breddeidrætten! OL, sport og illusioner. Alfa-hunner og vindertyper. afsnit 3: Uhyggelige sportseksempler. For Zlatan da! Jørgen Leths æstetisering af alt fra EPO til haitianske voldtægters lethed. Respekt som begreb. Vinderpersonligheder og valget af foregangsmænd: idoler. afsnit 4: Afsnittet handler om den gode idræts idoler og sammenhængen mellem sport og voldens dannelse. Semantisk infektion imellem erhvervslivets jubeloptimisme og sportens normer om præstation, mål og strategier - er træning og motion ved at løbe løbsk? Træningsafhængighed og den perfekte tynde krop diskuteres. afsnit 5: Afhængig kan du kun være på livstid! Træning som misbrug? Indsigt eller afgrundsromantik? Ekstremsportens selvpineri og stofnarkomanens afhængighed - kan det sammenlignes? afsnit 6: Endorfinens historie. Smitter forældrenes endorfinjagt af på børnene? Hvad er endorfiner? Runners' high og den evolutionære baggrund. Sportsjournalisternes vulgære forråelse af den kropslige leg.

De vilde kroppe og grænseoverskridelsen i det senmoderne samfund REDUKTION UDEN SOCIOLOGISK FANTASI ØGER BLOT KOMPLEKSI- TETEN Problemerne i det emergent moderne, det såkaldt senmoderne samfund, kan ikke forstås ved én-dimensionelle teknikker og årsagssammenhænge. Man er nødt til at anerkende påvirkninger og sammenhænge mellem forhold og elementer på det lille og på det store plan, i.e. gensidigheder. Absolutter, som fx: Man kan, hvad man vil, Hvis man bare har viljen, så lykkes alt, Der findes ikke problemer, kun udfordringer er eksempler på sådanne forsimplede reduktioner.

DET ER DERIMOD KOMPLEKSITET, SOM REDUCERER KOMPLEKSITET. Komplekse problematikker har aldrig én og kun én mulig løsning, så mange optikker, mange(artede) analyser og mange handleplaner må anvendes. Kort udtrykt så handler det om at søge mere viden, at øge kompleksiteten, på mange forskelligartede planer og områder. Først da kan kompleksiteten reduceres. Ellers får man bare mere af samme slags. Man bliver ikke grønthandler, hvis man nøjes med at lære sig forskellen mellem æbler og pærer men aldrig indser at de begge tilhører den overordnede logiske klasse: frugt. SÅDAN ER DET BARE ALDRIG!. Margrethe Vestagers udbrud: Sådan er det bare! om hendes forståelse af arbejdsløsheden i kølvandet på hendes udvalgte økonomiske teori er et klassisk eksempel på en reduktion af kompleksitet ved forsimpling. Men sådan er det altså bare aldrig!

Der er sket noget med legen, idrætten, sporten, motionen og relationerne. Grænseoverskridelse er hot! De vilde kroppe imploderer, eksploderer og ødelægger sig selv. Men som den norske psykiater Finn Skårderud skriver: Et faldskærmsudspring er strengt taget ingen særlig risiko. Det er bare en efterligning af livets virkelige risiko. Kærlighed, intimitet og de andre er virkelig risiko! Hvad er rafting i forhold til en afvisning? Hvad er elastikspring i forhold til den elskedes telefon, som aldrig ringer? Men de vilde kroppe har oprindeligt været legende kroppe. Huizinga hævder at den allerførste legs formål var at skabe en betydning og meningsudveksling i en kultur en betydning mellem mennesker, som rakte udover det rent fysiologiske behov for at opretholde liv. Rammelege, som indkorporerede de sociale grænser for udfoldelse gennem fysisk aktivitet de socialiserede. Men leg har også et immaterielt element. Den er en dramatisering, som løfter udover og erstatter det hverdagslige liv med sin egen begejstring og æstetisering. Kan denne æstetisering imidlertid undskylde alt, hvad kroppen iscenesætter? Den megen brug af stimulerende midler? Den stigende forråelse, vold og skader? Den fortsatte infiltra-

tion af penge og reklame i den idrætslige leg? Ganske almindelige menneskers besættelse af at skulle sprænge grænser, konkurrere og ekstremisere kroppens ydelse og udseende gennem motion med sundhed for øje? At hylde sportsheltene og idolerne i arenaerne og acceptere deres skader og invaliditet i 30-års alderen? Ultimativt måske at udløse den grænseløse Fight-Night s voldelige excesser i drabets mulighed, evt. at gå i krig? Den vilde krops handlen drejer sig ikke om heltegerninger til efterfølgelse, men derimod om individuel angstbeherskelse. Bjergklatrerens møde med væggen giver en direkte tilbagemelding om præstationen, om forskellen mellem liv og død. Man erfarer en umiddelbar selvbekræftelse, som hverdagen sjældent kan tilbyde. Det styrker måske selvtilliden, og man får mere mod til at præstere flere og synlige resultater af samme slags. Sammenhængen med øget selvværd og kreativitet og modet til at gå nye og anderledes veje er straks sværere at få øje på. Et spændende eksempel: Den norske kvinde, Kjærsti Floden, var den første kvinde i Europa, som fuldførte Ultraman på Hawaii: 10 km. Havsvømning, 420 km. cykling og 84 km. løb (1995;

34 timer, 18 minutter). Tidligere havde hun lidt af anoreksi, men som hun sagde: Nu har jeg fundet en anden og sundere kanal. En sundere kanal??... eller blot mere af samme slags? At lukke sig inde i nogle få sekunders intense oplevelse, fx i elastikspringet, kan betragtes som en indskrænkning og en regression til det konkrete. For den dovne kan det også give et dække for letkøbt moraliseren. På den anden side så svarer de vilde kroppe også til kulturens forventninger om at fremstå med en egenrådighed og en eksotisk anderledeshed. De skaber et afsindigt rum, som er nemt at forveksle med ufornuft. Men denne udfordring af den sunde fornuft kan også ses som en mod-fornuft: en udfordring af det hyperkapitalistiske samfunds målrationalitet, nyttetænkning og værdiakkumulering. Det afsindige rum tilbyder rus, nær-død, fortabelse og nogle sekunders aktualisering af selvet i et fortættet nærvær. De vilde kroppe er kulturkroppen par excellence. Dels spejler de kulturen, og dels udpeger de en vej gennem denne kompleksitet. Hvor god eller dårlig denne vej er bør selvsagt diskuteres. Elementer på denne vej er angstlysten, legen, kulten, rusen og ekstasen. At opsøge det ubehag, som man i andre

sammenhænge ville give meget for at slippe for, kaldes angstlyst. Den er et dobbelt begær. Vi begærer noget for at blive fri for det selvsamme. En kulturel double-bind af skizoid karakter. Legen med døden er en spidsformulering af livet. Langt henad vejen kan jeg forstå de vilde kroppes praksisser, som eksempler på en slags det ekstremes magi, som Nietszche beskrev. Men hvad sker der, når de ekstreme praksissers vederkvægende virkning ikke længere opnås så nemt som før, og udøverne eftehånden har påtaget sig ansvar som ægtefæller, fædre og mødre og mange andre roller, som det voksne liv indeholder? Overgår man da til oplevelser by proxy (stedfortræder) i fanmassernes brølende begejstring eller kræver mere grænseoverskridende underholdning? Jeg savner voksendommen!..

Hvad nyt, du? Set på baggrund af mine tidligere skolefortællinger er det væsentligt at forholde sig til de nye modeord indenfor det pædagogiske: ekstremisering af konkurrencen, coaching, pace, pushe osv. samt de dannelsesmæssige konsekvenser heraf. Efter min mening er det i dag en selvfølgelighed at opfordre børn og unge til at dygtiggøre sig, at stræbe efter mestring på alle niveauer. Men selv om det er væsentligt både at kunne iagttage og at gøre en forskel, så er dette ikke ensbetydende med at det er hensigtsmæssigt at ekstremisere disse forskelle. Heri ligger samtidig en generel opfordring til voksne om modigt og selvkritisk at diskutere ekstremisering af konkurrence- og elitebegrebet og monomane tendenser i tiden, og som modvægt til disse at tage fat på kampen for diversitet også i pædagogiske og psykologiske forhold. Sportslige eksempler De få, som har en sund og afbalanceret livsstil, støder ofte på ordet fanatisk fra folk, som ikke selv går op i at leve sundt. Det samme gør folk, som har ekstremiseret deres jagt på sundhed! En gradsforskel, som nok er værd at lægge mærke til. Det er en klassiker at pege fingre ad andre, når der sker noget, som vi ikke selv er dygtige til. I min verden hedder det at fastholde sig selv i destruktive mønstre. Når det er sagt, så oplever jeg i stigende grad, at sundhed for flere og flere tager

overhånd, og dermed fylder så meget i hverdagen, at det bliver en begrænsning. Når nogle siger, at moden er med til at diktere et forskruet forhold til krop, motion og mad så er jeg overbevist om, at den alene ikke kan udløse et usundt forhold til sig selv og ens egen sundhed. Det går meget dybere end dette. Derfor går det også meget dybere, når sundhed tager overhånd. Sundhed er ligeså meget en mental ting som et fysisk forhold. Og samtidig er sundhed påvirkelig af kulturen, så det er et begreb, som trænger til evindelig afklaring og definition. Mange mærkelige eksempler Er der fx udelukkende tale om en ønskværdig og positiv barndom og ungdom, når man skaber en vinder og et idol som Caroline Wozniacki? Mistes der noget ved en sådan elitær monomani? Og hvis idoldyrkelsen kræver, at alle skal være som frk. Wozniacki hvem skal så betale TeamDanmark, når de alle sammen flytter til skattelyet Monaco? Heldigvis for det samlede nationale regnskab kan de jo ikke alle sammen ende på toppen. Hvis der endvidere i vindermentaliteten ligger det, at man i samme grad ikke tåler at tabe hvilke sociale relationer evner man da at etablere i privatlivet? Hvilket samfund mon

der kommer ud af det? Typer som tidligere borgmester i Farum, nuværende tyrkisk ejendomshandler, Peter Brixtofte, vil helt sikkert synes, at mine spørgsmål er vanvittige og taler offentligt varmt for Carolines fars umistelige værdier som opdrager. Endda i en grad så vi alle burde tage ved lære af ham og indføre hans principper i skolen. Men når jeg i modsætning hertil læser tennisspilleren Andre Agassis bog, Open, om hans smertefulde og reflekterede erfaringer med pinefuldt at tvinges til at smadre millionvis af bolde op ad en væg, dag efter dag, time efter time mens ens barndom og ungdom midt i al denne forældrekontrol langsomt rinder en af hænde, så mener jeg, at spørgsmål som mine i det mindste bør stilles. De er legitime. Endnu. Svenskerne Annika Ahlberg og Sofia Sebelius deltog i en konference, som SVEBI, Svensk Förening för Beteende- och Samhällsvetenskaplig Forskning, havde arrangeret ved Umeå universitet i november 2012. En af konklusionerne var her, at der ikke findes helt tydelige kriterier for om en person vil ende som eliteidrætsudøver eller ej. Der findes visse mekanismer, som kan pege i en bestemt retning, men der vil altid findes undtagelser. Det er altså udtryk for et valg, om man vil ekstremisere en persons

givne anlæg mere end der er tale om gudgivne genier, hvis gener blot skal nurses, og som nærmest er født til en bestemt sportsgrens toppræstationer. Valget er i første instans forældrenes og dermed altså også forældrenes ansvar. Samtidig udtrykte mange på konferencen en bekymring over det generelt stigende antal idrætsskader og det forhold, at mange elitemotionister og eliteidrætsudøvere udvikler overtrænings- og udmattelsessyndromer. Motion for det stillesiddende individ er tilsyneladende et gode, mens at øge et allerede højt aktivitetsniveau giver negative helbredseffekter. Ahlberg og Sebelius peger i den forbindelse på den vigtige skelnen mellem skolevirksomhed og foreningsidrætten. Skolevirksomheden styres af en læreplan, som er et politisk dokument og dermed et politisk redskab til at påvirke en hel befolkningens helbredstilstand. Der er altså tale om helt forskellige forudsætninger med hensyn til politisk indflydelse og styring. De reflekterede derfor over det vigtige arbejde med at nuancere læreres forsøg på at motivere eleverne til træning og motion. Både fordele og bagsider bør fremhæves og synliggøres ved aktiviteterne. Men i foreningerne og hjemmene lægges grunden ofte til idoldyrkelse og ensidig optagethed af enkeltgrene af sport, som således

undskylder eller bevidst overser denne dobbelthed. Her må de professionelle tage ansvar. Forældrene gør ikke. De mange (efter)skoler, som nu i stigende grad profilerer sig med idrætsspecifikke profiler, gavner tilsyneladende for det meste kun de elever, som i forvejen træner meget. Begge forskere peger på det indlysende i, at flere skoler i stedet burde satse på breddeidrætten og skrue ned for konkurrencehysteriet for at nå flere elever både ud fra et alment helbredssyn og et integrationsperspektiv. I hvert fald dersom de modtager statslige eller kommunale tilskud. Østerbroundersøgelsen har fulgt og undersøgt 1900 motionsløbere igennem de sidste 35 år. Undersøgelsen har som den første i verden vist, at motionsløbere lever længere end andre, og det gælder både for mænd og for kvinder, siger hjertelæge Peter Schnohr fra Østerbroundersøgelsen i en pressemeddelelse. Undersøgelsen peger også på, at den gyldne løbemiddelvej nok er det, der kan anbefales, tilføjer han og påpeger, at løbeturen gerne skal foregå i et langsomt eller almindeligt tempo. Mere præcist viser undersøgelsen, at mandlige løbere lever 6,2 år længere end mænd, der ikke løber, mens kvindelige løbere når op på 5,6 års længere levetid.

Østerbroundersøgelsen begyndte at undersøge, hvorvidt motionsløb er farligt, da der blev rapporteret om flere dødsfald under både konkurrenceløb og militærtræning i både USA og Europa i slutningen af 60'erne og starten af 70'- erne. Herhjemme har motionsbølgen imidlertid ekstremiseret sig og medfører nu 4-500.000 idræts- og motionsskader om året. Motionsløberne havde først og fremmest en betydelig lavere risiko for at dø af hjertesygdom. Risikoen var 68 procent lavere for mænd og 52 procent lavere for kvinder, Peter Schnohr og tilføjer: Desuden havde løberne en lavere risiko for at dø af lungesygdom, blodprop i hjernen, og kræft. Så jo, det er på med løbeskoene men helst kun tre gange om ugen, så man i alt får løbet i 2,5 time ugentligt, lyder anbefalingen fra kompetent hold. Og gerne med pauser. En subkultur, der hylder det ekstreme Men er man en del af en subkultur, hvor træning er omdrejningspunktet, er der fare for, at det ekstreme bliver det rigtige, mens hvile og respekt for kroppen bliver nedtonet. Der kan også gå konkurrence i at træne mere, længere eller hårdere. Der findes i dag så mange forskellige af den slags subkulturer, at det snart er den normale

samfundstilstand ikke kun en subkultur. Løbemiljøet er et eksempel på en subkultur, hvor mennesker udvikler fællesskab om passionen løb. Der udveksles indforståede erfaringer med træning, konkurrencer og udstyr. Der udvikles endvidere identitet på baggrund af præstationer og fællesskab med ligesindede løbenørder. Powers og Thompson problematiserer i deres forskning, at magasiner som fx Runner s World hylder den overdrevne løbeadfærd, fordi den herved normaliseres. Antallet af den slags magasiner er stærkt stigende. For et halvt hundrede år siden var maratonløb en meget usædvanlig og ekstrem præstation, som fostrede i ordets egentligste forstand enestående individualister, som P. Nuurmi og E. Zatopek. Begge på baggrund af umenneskelige træningsprogrammer, som på længere sigt gav væsentlige kropslige skader og som ingen normal person dengang ville drømme om at indgå i. I dag er det en målsætning for helt almindelige motionister. For at adskille sig fra andre almindelige motionister må man sætte sig nye og mere ekstreme mål. Følgelig er det i dag blevet populært at træne til ironman. Det ekstreme er blevet mere ekstremt, og konkurrencerne bliver mere og mere spektakulære: bjergmaraton, junglemaraton, ør-

kenmaraton, 100 kilometerløb, 24 timerløb, 250 kilometerløb og endda 560 kilometerløb. Grænserne rykkes hele tiden. Og selv om en traditionel ironman stadig betragtes som en ekstrem aktivitet, blegner den i forhold til det nye fænomen ultraman, som består af 10 kilometers svømning, 276 kilometers cykling og dernæst et dobbeltmaraton (84 kilometer). Trenden er, at grænseoverskridelse er hot. Endda vores egen kronprins, som har lugtet lunten, deltager i disse offentlige løb. Han er uddannet som jægersoldat, så hvorfor er han ikke i spidsen for vores drenge i Irak, Afghanistan eller Syrien og Iran? Det hørte da tidligere til kongehusets opgaver? Der mangler nye idoler og helte! Men kun sjældent hvis nogensinde hyldes den atlet, der accepterer og respekterer, at kroppen har begrænsninger. Det kan i virkeligheden være en større overvindelse og sværere beslutning at udgå af et løb eller konkurrence end at presse sig selv til at gennemføre trods smerter. Normalizers er blevet normalen. Det vælter frem med historier om ekstreme sportsudøvere med eller uden brug af forbudte stoffer sidst her i landet EPO for 14-årige og i politiets fitnessklubber. Derimod mangler historierne om idrætsudøvere,

der lytter til kroppen, finder en sund balance og i øvrigt har en naturlig og balanceret tilgang til træning og konkurrence. Dette har ingen interesse for sportsjournalisterne. De ekstreme præstationer tiltrækker sig positiv opmærksomhed og anerkendelse fra omgivelserne, fordi resultaterne er præsteret under særlige forhold. Og det smitter af på de helt almindelige motionister voksne som børn. Eksempelvis kvinder, der løber hårde konkurrencer og stiller op i løb kort tid efter fødslen; børn, der stiller op i mange og lange voksenløb, fordi de også gerne vil være seje og ligne de voksne; løbere, der stiller op i seriøse konkurrencer, mens de er på penicillin, Voltaren eller har feber; motionister, der træner 180 kilometer om ugen eller løber flere maratondistancer på en uge. Men, med mindre man er en integreret person, der hviler godt i sig selv og ikke er ydrestyret eller lader sig påvirke for meget af omgivelserne, så er der en høj risiko for at blive smittet af stemningen, passionen og at overhøre sund fornuft og kroppens signaler. Alt drukner i begejstringsbølgen. En sådan tonedøvhed passer alt for godt til tidens øvrige tendenser. Hvem skal sige stop? Hvor går grænsen for, hvornår nok er nok? Forsøg på at problematisere forholdet

bliver ofte mødt med vrede, afvisning eller blot negligering både fra forældres og professionelles side. Regelmæssig, varieret træning med hele hviledage er sundhedsmæssigt den mest fornuftige balance. Og 30 minutter om dagen er nok samtidig med at det anbefales aldrig at træne mere end 60 minutter ad gangen. Yderpolerne er destruktive på hver deres måde. Forskeren Mia Beck Lichtenstein har i den forbindelse stillet spørgsmålet om, hvorledes træningsafhængige har bekæmpet deres afhængighed og hvad de udtrykker som tilstande, tænkninger og mål, der har hjulpet dem undervejs til en sund træningskultur: Der er andre ting, der er vigtigere i livet end træning Jeg keder mig, hvis jeg træner mere end en halv time ad gangen Jeg kan ikke finde tid til mere end tre gange træning om ugen Jeg er amatørmusiker, og jeg er løber det giver en god balance Det er ikke sjovt at træne, hvis træningen fylder for meget Jeg har lært mig at være doven

Jeg gider ikke træne, hvis det gør ondt træning skal være sjovt og ikke gøre ondt Jeg har ikke lyst til at pine mig selv. Tidligere trænede jeg 18-20 timer om ugen. Men jeg blev træt af mit eget ego-løb. Så fik jeg børn og bruger min energi og tid på dem nu. Sporten gav mig selvværd tidligere, og det har jeg ikke brug for længere. Jeg prioriterer mine børn og har ikke brug for endorfinkicket eller at dyrke mit eget ego længere. Statsdannelse og sporten Sociologen Norbert Elias rettede allerede i 1939 opmærksomheden mod de sammenvævede statsdannelses- og socialisationsprocesser i idrætten op gennem de vestlige samfunds historie. Dette inkluderer også ændrede adfærdskoder, kropsvaner, etikettedannelse og adfærdsmæssig selvtugt hvorfra der ikke er så langt til at se på kropskultur og sport. Han ser sammen med kollegaen Eric Dunning sport som en symbolsk og rituel frigørelse, hvor det indenfor visse rammer tillades at give følelserne frit spil. Følelsesudbrud løsnes i sportens kontrollerede arenaer. De mente, at de kropslige impulser i sporten til aggressiv adfærd transformeres til, hvad Elias kalder mimetiske (mimesis: efterligning) begivenheder.

Elias ser i modsætning til idræt sport som en moderne foreteelse knyttet til industrikulturen. Sport er ifølge Elias en civiliseret modernitetskultur, der er baseret på formaliserede og stadig mere forfinede regler for sportsudøvelsen. Det er derfor det regulerede spil og de dermed forbundne relationsformer og mønstre, der er de sociologisk interessante. Han ser dog ikke modernitet som senmodernitet (Giddens, Luhmann m.fl.). Herved mistes blikket for de uregulerede brudflader, der åbenbares ved at anskue samfundet som senmoderne. Elias ser også nationalstaten som en overlevelsesstat, der tildeler staten en afgørende betydning for relationen mellem staten og de frivillige organisationer. Staten vil i kritiske situationer eller konjunkturer reorganisere sig indadtil for at styrke sig udadtil med andre ord gøre brug af infrastrukturel eller despotisk magt. Den danske idrætsbevægelse formes i et samspil med staten og disse reorganiseringsbestræbelser i

tre kritiske konjunkturer op gennem historien. Det gjaldt tiden før og efter krigen i 1864 og perioderne umiddelbart efter 1. og 2. Verdenskrig. I den første periode sker der en voldsom vækst af gymnastik- og idrætsforeninger støttet aktivt af staten og i et samarbejde med skytteforeningerne. Lederne her hed delingsførere blot for at angive det militaristiske element. Den anden reorganisering er på dagsordenen i 1930 erne med udviklingen af velfærdsstaten og er baseret på en yderligere udbygning af et formaliseret samarbejde mellem staten og interesseorganisationerne, som dengang var indstillet på at løfte samfundsmæssige velfærdsopgaver. Her ikke for mange ord om Ollerup og Niels Bukh, blot disse: Bukh skabte både et løft for landboungdommen og en ny kropsæstetik, specielt for mændene. Men samtidig skabte han kløfter mellem seksualitet og politik hetero-seksualitet overfor homoseksualitet og fascisme (nazisme) overfor demokrati. Tiden efter 2. Verdenskrig er præget af yderligere infrastrukturel magtudøvelse og en styrket dialog med civilsamfundets institutioner, der nu også bliver direkte inddraget i lovgivningsarbejdet. Staten anvender her stadig til dels en interventionsstrategi, der understøtter frivillige og decentrale strukturer og selvorganiseringsprincippet.

Et brud med breddeidrætten? Mit spørgsmål er nu, om vi er vidner til et brud med denne infrastrukturelle magttradition i Danmark? Etableringen af TeamDanmark (1984) og den hermed signalerede støtte til eliteidrætten med det formål at skaffe Guldmedaljer til Danmark synes at stå i skærende kontrast til breddeidrættens udtrykte mål og virke. Ser vi her samtidig en tendens til anvendelsen af despotisk magt fra statens side i et stort anlagt sundhedspolitisk program, som kobler konkurrence sammen med sundhed? Det interessante er, at det sker sideløbende med en nedtoning af den frivillige idræts demokratiske, dannelsesmæssige og kulturelle påvirkning ved at staten i stigende omfang omdirigerer midler hertil til fordel for eliten og etablerer sig i et samarbejde med privat kapital og underholdningsindustri. Rammerne herfor kaldes oplevelsessamfundet. Nye uddannelser og titler som eventmager, sportsøkonom m.fl. antyder indholdet. I oplevelsessamfundet bliver dramaturgi rammerne for fascination, oplevelse, sanselighed og følelsesudlevelser. Aktørerne i de medieformidlede arenaer som fx De Olympiske Lege er stedfortrædere for den enkeltes drømme om anerkendelse, medaljer og hæder. Sportens særegne dramaturgi

udfoldes i hver eneste konkurrence bragt sveddryppende tæt på via de elektroniske billedmedier. Filmet og analyseret, forfra og bagfra, oppefra og fra siden i slowmotion og super-slowmotion. Og værst af alt: Trods politisk betingede boykotter, terrorisme, korruption i verdensformat, dopingsyndere og snyderi, der klæber til fænomenerne, æder tilskuerne det råt og kræver mere! Kritik er ikke længere mulig, når sportens følelsesporno slår til. Romantik eller stenaldermænd? Rune Toftegaard Selsing skriver blogs i Jyllandsposten. Han har en fortid i politik blandt andet som ledende medlem af Venstres Ungdom, ghostwriter for en minister og privatansat assistent for Lars Seier Christensen (Saxo Bank) i forbindelse med dennes politiske aktiviteter. Han ser således på sporten: Sportsstjerner som cykelrytteren Lance Armstrong har samme kulturelle rolle som romanfigurer. De er levendegjorte fortællinger om storhed. Om at gøre det enestående. Noget som almindelige dødelige kun kan stræbe efter. Armstrong er sportsverdenens svar på Odysseus. En levendegjort romanfigur, og det kan ingen bureaukrat gøre noget ved.

Men tog han ikke doping? Altså Armstrong, ikke Odysseus. Jo, det gjorde han måske nok. Men han blev aldrig testet positiv under løbene, og derfor vandt han. Punktum. Alt andet er ligegyldige detaljer. Eksempelvis at han egentlig vandt, fordi han havde flere penge og råd til bedre hjælperyttere end konkurrenterne. At han satsede på det ene løb og kun det ene. At han var god til pressehåndtering og derfor ikke blev fældet på bureaukratpjat, som Michael Rasmussen gjorde. At han måske tog lidt mere doping end de andre. Den slags lavpraktiske domme dræber sporten. Romantikken og eventyret forsvinder. Og uden romantikken har cykelsporten et langt større problem end udbredt dopingbrug. Tag eventyret væk og cykelsporten er ikke andet end nogle enfoldige neurotikere, der monomant og smertefuldt kører rundt i fjollede shorts fordi de ikke kan andet. Præmissen for at professionel sport overhovedet er værd at beskæftige sig med er, at sporten er mere end det faktiske indhold. Og det er sporten kun, fordi vi er enige om det og vitterligt har konstrueret en parallel virkelighed. Armstrong er en eventyrhelt ikke en helt i den virkelige verden.

Og det har faktisk intet med doping at gøre. Jovist gør det udbredte dopingmisbrug cykelryttere lidt mindre agtværdige. Men er det mere forbilledligt at en såkaldt ansvarlig familiefader kører livsfarligt ræs ned ad en bjergskråning og maltrakterer sin krop i årevis med ekstremiseret motion end at tage doping? At bruge de fleste af døgnets vågne timer på ryggen af et cykelsæde? Hvis professionel sport først handler om de praktiske detaljer, har den intet andet formål udover det at tjene penge. Ærværdigheden i sporten kommer fra ekstremiteten. Den voldsomme vilje til at vinde. Villigheden til at satse alt. Det er sportens essens. Og den essens gør store sportsudøvere til mytologiske figurer i vores kultur. Armstrong vil altid være én af de største. Jeg kan derimod ikke forstå sådan en holdning personligt er jeg da villig til at satse alt, men kun i krigslignende eller direkte livstruende situationer for mig selv eller mine nærmeste? Ærværdighed gennem ekstremisering og villighed til at satse alt i en eller anden sportsgren? Nej. Således taler kun ludomaner i afvænningsprogrammer eller andre afhængige. Jeg kan ikke opfatte ham som andet end et u-almindeligt afstumpet og dumt svin, der gennem sin afgrunds-

romantik har ødelagt det for sporten og for de mange, der blot ønsker en cykeltur med sine børn. Og tænk hvis man ikke længere forholder sig kritisk til indholdet af idolernes parallelle verden, og blot skråler videre med fanmassens brøl. Så vil den slags dannelsesmål og indlærte personlighedstræk måske bringes med ind i andre livssituationer som fx ægteskab, arbejdsfællesskaber eller en politisk karriere i et demokrati? Der kan være tale om en sidestrømseffekt eller skjult læreplan på et megaplan. Livet som et evindeligt maratonløb?? Sundhed? Kloninger af en elitær vinderpersonlighed Jeg har kigget lidt på forholdet. Skolerne i Oure på Fyn har 25-års jubilæum. Skolernes selvforståelse er, at de har været i stand til at skabe en klar profil og tilbyde et indhold, som appellerer til bykulturen og den senmoderne ungdoms forventninger. En blanding af moderne høj- og efterskole, individualisme og et amerikansk præg af campus- og collegeliv. To af de tre grundlæggere var medlemmer af DKP, den ene Fredskilde var endvidere direktør i en virksomhed, der byggede kollegier og ungdomsboliger. Deres oprindelige venskab gik som mange andres i stykker samtidig med det sovjetiske samfunds overgang til reel

fascisme og i dag er de centrale begreber ifølge deres egen folder ændret til elitedyrkelse, selviscenesættelse og performance. Samtidig har man udskiftet de teoretiske ambitioner, og vil nu til at udvikle en anerkendelsens pædagogik med selvtillid og selvværdi som de centrale begreber. Man vil lave en læseplan for alle skolerne, som rummer krav om, at eleverne skal tilegne sig viden om en ufattelig lang række emner strækkende sig fra den græsk-romerske kulturarv til globaliseringens udfordringer samtidig med at eleverne coaches og trænes i deres valgte elitediscipliner. Jeg vil spændt følge udviklingen og ærligt håbe, at sådanne højstemte mål kan lette både den sociale arv som i øvrigt er meget tung her på Fyn og den dannelsesmæssige problematik i det senmoderne samfund. Men umiddelbart tror jeg ikke, at bukserne holder spændet mellem udviklingen af den elitære vinderpersonlighed og det altruistiske element i en transnational kosmopolitik og en evt. økologisk økonomi er for stort. Man ender blot med at uddanne en elite til oplevelsesindustrien, som på ingen måde er i stand til hverken at gennemskue eller løse de fælles globale problematikker, som presser sig på. Hverken af klimamæssig eller af demokratisk art. Man vil i store mængder være

mere interesseret i at skaffe sig en milliardærtilværelse som lovet af reklame- og underholdningsindustrien. Og se bort fra alle de, som tabte for at tabe er jo ikke tilladt.

ANDEN DEL: Bog 3, afsnit 2 Elitesport og oplevelsesindustrien Hvad tænder elitesporten? i oplevelsesindustrien? og i den enkelte? det æstetiske og det sanselige hvornår er det glæde? hvornår er det forførelse til fascisme?

Aktuelle forhold og eksempler Specielle grene indenfor eliteidrætten, som nu fx cykelsporten, er i øjeblikket under pressens lup på grund af det meget tydelige for ikke at sige absurde misforhold mellem de udtrykte mål om en ren sport og de efterhånden mange afslørede eksempler på det modsatte. Fascinationen overdøver indignationen og tavshedens lov, omerta, sørger for at toppen går fri, mens de små fisk fanges. Det er efterhånden et tydeligt iagttageligt forhold, at (elite)sporten er blevet en central del af oplevelsesøkonomien og underholdningsindustrien. Der er ikke længere tale om at udforske og nyde kroppens muligheder i idrættens leg sammen med andre. Sport spiller her til forskel fra idræt på følelsesmæssige oplevelser, der er sælgelige, og tænder samtidig folks begejstring og lidenskaber. Men det er vel interessant at undersøge i hvilke samfundsmæssige sammenhænge et sådant valg af det sanselige tager prioritet over andre forhold? Det æstetisk-sanselige kan vel ikke undskylde enhver form for tilsidesættelse af fornuften? Det autoritære og fascistiske islæt i sporten understreges for eksempel af forbuddet mod at bruge private kommunikationsmidler, som twitter, facebook mv. endda også hvis du er

medlem af det danske landshold i fodbold. Et klart brud på ytringsfriheden som i øvrigt i forbindelse med De Olympiske Lege også anbefales af vores kronprins i hans egenskab af IOCmedlem. Det kunne måske forstås, hvis det drejede sig om et professionelt hold, men her er der tale om den ypperste nationale ikke-kommercielle idræt. Men en del af forklaringen skyldes, at Den Danske Bank som er sponsor for fodboldspillet har udviklet en apps, som de skal tjene penge på. Et andet eksempel: Den internationale Olympiske Komite, IOC, er klar til at lægge sag an mod journalisterne bag en dansk hestehjemmeside, der skriver og laver TV-indslag om ridesport. Årsagen til truslen er en knap to minutter lang video, som de to danske journalister bag hjemmesiden epona.tv har optaget under OL i London og sidenhen offentliggjort på YouTube. Videoen dokumenterer ifølge journalisterne, hvordan to olympiske ryttere under deres træning benytter sig af en kontroversiel og omdiskuteret træningsmetode, som Det Internationale Rideforbund (DIR) ellers har sat ind over for. Metoden, der kaldes rollkur, betyder blandt andet, at hestens hals bliver tvunget ind mod dens bryst, og det kan potentielt være farligt for hesten.

Det kan have en masse konsekvenser for hesten, som er betænkelige rent dyrevelfærdsmæssigt. Det hæmmer vejrtrækningen og hestens syn, og giver smerter i munden på hesten. Desuden kan det stoppe blodtilførslen til tungen, der bliver blå af iltmangel, siger Luise Thomsen fra epona.tv. Vi har selvfølgelig ikke fjernet videoen, og det har vi bestemt heller ikke tænkt os at gøre. Og jeg har svært ved at forestille mig, at de rent juridisk kan gøre andet end at prøve at skræmme os, fordi sagen er lidt ubekvem for dem, siger hun. DIR har ikke reageret overfor overgrebet, men i stedet skriver den olympiske komite: Jeres uautoriserede visning af videoen på nettet berører de eksklusive rettighedsholdere, der er godkendt af IOC. Tilgængeligheden af levende billeder i relation til De Olympiske Lege i London 2012 på YouTube er derfor en klar overtrædelse af IOC s rettigheder. Det kan i øvrigt oplyses, at omsætningen i de danske fodboldklubber nu er oppe på godt 3 milliarder kroner om året (2010-11). Ikke desto mindre hersker der store finansielle problemer i både fodbold- og håndboldklubber, og mens man hylder markedstænkningen når det går godt, så beklager man sig, når det går skidt og diverse sportsklubber må lukke på grund af økonomisk

spekulation. I øjeblikket behøver man blot at følge Brøndby Fodboldklubs mærkværdige krumspring. Illusioner om sport Sport drejer sig i dag udelukkende om at vinde, men det koster, og massemedierne puster til ilden. Så vi burde skabe helt klare linjer og måske fjerne enhver form for statslige tilskud til sportsgrene og anden underholdning, der er baseret på privat kapital specielt i samfundsmæssige sparetider. Vi må lære at skelne mellem, hvad der er en købmandsvare og en samfundsfunktion. Vi må så selvfølgelig kalde landsholdet noget andet end landshold, og gøre opmærksom på, at man i øvrigt befinder sig i en købmandsforretning og ikke en idrætsklub. Humoristiske forslag modtages gerne fx i stil med billedkunstneren Magrittes billede af en pibe med teksten: Dette er ikke en pibe! underforstået at det selvfølgelig kun er et billede af en pibe, en illusion. Altså: Dette er ikke et landshold! Det samme kunne gøres med flere af vores andre traditionelle strukturer. Prøv for eksempel med: Dette er ikke en folkekirke, og Dette er ikke et kongehus. Eliteidrætten gavner ikke breddeidrætten Det bliver efterhånden også mere og mere tydeligt, at eliteidrætten ikke har nogen større afsmit-

ning på breddeidrætten. Den nyder altså ingen gavn af de penge, der fra samfundets side investeres i TeamDanmark og diverse OL-deltagere. Det individuelle tilskud herfra er altså at sammenligne med en kontanthjælpsmodtagers ydelse. Tværtimod så ser det nemlig ud til, at der blot opstår en kortvarig og hidsig opblussen af lokale krav om nye cykelbaner, nye tennisanlæg mm. alt afhængig af, om det tilfældigvis er en cykelrytter eller en tennisspiller, der har fået tildelt en eller anden medalje. Altså større offentlige udgifter. Men samtidig sker der så en øgning i salget af diverse artefakter (accessories) og lignende skrammel, der på enhver tænkelig reklamemæssig måde kan associeres til enten personen eller disciplinen (sponsorfirmaet). De Olympiske Lege burde holde op med at skamme sig over denne blanding af korruption, handel og småsvindel, som holder hele showet kørende og frit vedgå sig overgangen til det rent kommercielle marked. For på en markedsplads er det nemlig normalt at fremvise gøgl og ekstremer af enhver art fra den skæggede dame (kønstestet og certificeret) over den superstærke mand til dværge og andre afvigere, som udfører halsbrækkende øvelser til al folkets fornøjelse. I øvrigt er der heller ikke længere tale om at markedsføre nationen Danmark

men mere om at Danmarks statskasse yder gratis reklame til en længere række virksomheder, som anvender sig af logoet Danmark. De burde vel egentlig snarere betale penge for denne tjeneste? Nationsbegrebet er alligevel under afvikling også det er blevet til en illusion. Personligt synes jeg således, at argumentationen for at investere samfundsmæssige midler til pengesporten er stærkt svækket måske endda helt bortfaldet. Vi burde i højere grad aflæse den såkaldt flydende modernitet, og gå de unge i møde, hvor de befinder sig såvel rumligt som mentalt: uddanne ungdomsledere i idrætspsykologi samt dannelses- og samfundsteori og sende dem på gaden med parkour, skating, streetball og lignende aktiviteter som redskaber? Dét ville være en forståelig samfundsopgave, der ville kunne opfange mange af tidens unge. Det er ikke altid at skolen kan. Alfa-hunner som folkeskolelærere? Under overskriften: 20 piger på rulleskøjter vælter hinanden for at blive en del af det amerikanske modefænomen Roller Derby! fortælles i Fyns Stiftstidende om en ny afart af den gamle aktivitet Roller Derby. Med skubberi og faldteknik hærder de hinanden. Holdet er døbt Scare

Bears af de to initiativtagere, Anne og Johanne. Deres indpisker Lene Kingo har ansøgt om at få navnet: SmacKin Go på grund af hendes dygtighed til at uddele trælår og såkaldte lammere. Hun ansøger om det hos to piger i USA, som tilsyneladende styrer det hele. Kingo benævner sig selv som en Alfa-hun hentet fra det vulgærdarwinistiske sprogunivers og hun viser stolt store blå og røde mærker over hele overkroppen og armene frem sammen med sine tatoveringer. Jeg har altid været en vildbasse med et iltert temperament, og bliver nemt irriteret på folk, siger hun forklarende. De fleste, som dyrker denne aktivitet, har det til fælles, at de aldrig har fundet sig til rette på håndboldbanen eller i fitnesscentrene. Man får rørt sin krop, uden at man lægger mærke til det. Størstedelen af os har aldrig brudt os om idræt eller sport, tilføjer Kingo. Det sidste er nok i

modsætning til pigernes egen aktivitet værd at lægge mærke til! Roller Derby har været kendt i USA siden 1920 erne, men er først nu nået til Danmark som et følgefænomen af filmen Whip It. Modefænomenet lægger sig i sporet af film som A Clockwork Orange, Blood Sport og Roller Ball. Roller Derby er ikke bare en sport. Det er en hel livsstil. Det er svært for mig at koncentrere mig om min lærereksamen jeg går mere op i min skilsstest til Roller Derby, konstaterer Kingo storgrinende. Perfektibilitet trives også: Jeg ville ønske, man kunne leve af det. Ingen er bange for at komme til skade kun hvis det er så meget, at vi ikke kan spille derby. Det ville være katastrofalt, ikke?, siger hun denne gang alvorligt. Hvorfor i alverden læser hun til lærer? Hun burde da søge ind til kamptropperne. Det bliver på en sådan baggrund interessant at få belyst, hvad den nuværende kommercialisering og medieinteresse for den regulerede sport ellers måtte koste, og hvorledes den sætter sig spor indadtil i sportens verden mentalt, organisatorisk, og om sporten er ved at fortrænge den idræt, som jeg og andre fra min generation hidtil har kendt, forstået og dyrket denne form for fysisk udfoldelse.

Hvilke spor? Håndbold efter håndboldlandsholdets sidste tab til Serbien: Danskerne skal lære af serbernes tricks, mener holdets playmaker. Danskerne kan ikke takke andre end sig selv for, at de ikke allerede nu er klar til EM-semifinalen i Serbien. Det unge mandskab har nemlig meget at lære endnu i den slags kampe, mener holdets playmaker Kristina Kristiansen. Det lå lige foran fødderne på os. Vi have været i semifinalen, hvis vi havde vundet. Det er superærgerligt. Vi skal lære at være lige så hårde som dem. De holder fast i trøjen, de niver, det skal vi også, siger Kristina Kristiansen. Og hvordan forholder man sig så til disse u- sportslige tacklinger? Det synes jeg fand me ikke var okay. Jeg blev i hvert fald totalt pumpet for luft hun løftede mig nærmest op og smadrede mig ned. Jeg glæder mig til at se den på video. Det var helt puha. En mærkelig oplevelse, siger Louise Burgaard der alligevel er lidt imponeret af den serbiske kynisme og fysik, så: Vi skal fand me lære at gå hårdere til stålet. For mig er det derfor i modsætning til Norbert Elias det uregulerede og private element, der er det mest interessante at følge. For tiden bekymrer det idrætsforeningerne, at de mister flere og flere unge på grund af den store vægt, der

bliver lagt på boldspil, elitesport og det aggressive vinderbegreb til skade for breddeidrætten. Forældre og idoler bør her bære deres del af ansvaret selv om de desværre ikke altid gør det. Fodboldidolet Niklas Bendtner skriver således i sin klumme i EkstraBladet klummen 7/4-2012: - Hvorfor blev du angriber? var der en, der spurgte mig forleden. Den tænkte jeg lige lidt over. Det er, fordi jeg er en vinder. Det betyder alt for mig at vinde. For mig er det ikke nok bare at være med. Jeg skal være ham, de andre elsker eller hader. Og sådan er det at være angriber. Som angriber skal du gøre uventede ting det gør jeg også. Sådan er jeg bare. Det kan du lige så godt vænne dig til. Og det gør han så i privatlivet som i det offentlige rum. Han har tilsyneladende ingen andre udviklingsmuligheder. Sådan er det bare. Kreativitetens dead-end? Han kunne også som håndboldspilleren Anja Andersen have valgt at stille spørgsmålet: Hvem er jeg? Og ikke mindst: Hvem ønsker jeg at være? Eller: Har det betydning for andre, hvad jeg gør? Dernæst at stille spørgsmål ved de værdier, negative som positive, som vi og også

han er vokset op med, og som ofte sidder dybt i os. Gøre op med disse og vælge andre livsværdier, som fx samfundsansvar, kærlighed og tolerance?

ANDEN DEL: Bog 3, afsnit 3 For Zlatan, da! Uhyggelige eksempler inden for sporten

Hvad der derimod sker, når man helt og fuldt overgiver sig til oplevelsessamfundets logik, og der hverken stilles spørgsmål eller reflekteres, kan der læses om i bogen: Min historie jeg er Zlatan Ibrahimovic. Alene titlen på bogen angiver den uhyggeligt ureflekterede og selvpromoverende personlighedsforstyrrelse, der præsenteres i bogen. Læseren bliver bragt ind i en verden, som på én gang er brutal, blodig, aggressiv og utrolig indskrænket i sit menneskesyn. Man tror sig placeret midt i en etnisk udrensning på Balkan men finder så ud af, at det blot er en beskrivelse af opvæksten i indvandrerghettoen Rosengården i Malmö, der sætter sig igennem uforstyrret af diverse integrationsforsøg. Fodboldspillet optog ham dog så meget, at han ikke også havde tid til at fortsætte og udtrykke sig gennem sin valgte kriminelle løbebane så langt så godt. I stedet fortæller han pralende i bogen om alle de mål, han har scoret, alle de penge han har tjent og

alle de titler, han har vundet. Men samtidig og i samme tone fortæller han også om, hvordan han har lagt sig ud med gud og hver mand på sin vej. På træningsbanen slår han og holdkammeraterne hinanden ned for et godt ord. Det handler om respekt, og Zlatan kører den der stil, han har haft med i bagagen fra kulturen i Rosengården. I det sportificerede miljø, som hverken er Balkan eller Sverige, men som er sin egen Göteborgbaserede kultur, har han dannet sig sin egen forståelse af, hvad der er rigtigt og forkert, smukt og grimt, sandt eller falskt. De, som gerne vil forklare personen Zlatan og hans karakteregenskaber ved en fremmed kultur, får ganske store vanskeligheder ved at fastholde denne fremmedhed problemet er skabt af os selv, her og nu i vores fælles virkelighed. Der kunne lige så godt være tale om Vollsmose i Odense. Der er ikke tale om dem og os men om os og os. Det er macho, når det er vildest og mest ondskabsfuldt ikke blot drenget, som nogen ynder at underspille det som. Man skulle som sagt tro, at det drejer sig om en borgerkrig og ikke holdsport eller leg. Han sætter i bogen navn på dem, han kan lide, og dem, som han ikke kan lide. De sidstnævnte har han tværet ud, sparket ned og nikket skaller. Han er fuldstændig opslugt af sig selv, sin egen lille bor-

gerkrig og jagten på de adrenalinkicks, som han ikke kan leve foruden. Sportsjournalister i hobetal er forført af ham, og æstetiserer ham på linje med Jørgen Leths beskrivelser af cykelsportens kunstneriske værdi og hans haitianske voldtægters lethed. Enkelte kalder endda Zlatan for et geni, mens de fremhæver hans historie som et mønster på et vellykket socialt forløb. Han er lige blevet solgt til klubben Paris Saint-Germain, og kan nu regne med en årsløn på 15 millioner Euro årligt. Et idol til efterfølgelse. Men den franske politiker Louis Cahuzac siger i den anledning: I en tid, hvor alle i samfundet strammer bæltet, er disse tal ikke imponerende de er uanstændige! Sport handler ikke om at betale en spiller 15 millioner Euro om året. Sådan ser jeg også på det. For Zlatan da!, grundlæggende er manden kun god til at sparke til en bold og i øvrigt behandle andre mennesker som skidt ikke andet! Hvor indskrænket kan man blive som menneske? Hvorfor fremhæver journalisterne ikke disse egenskabers idolmæssige værdi for børn og unge?... og sammenligner med egenskaber, som opbygger sociale færdigheder og kompetencer? Når man ikke længere kan se forskel på de kompetencer og menneskelige egenskaber, der opdyr-

kes ved Zlatans form for fodboldsport og de, som er nødvendige redskaber i en krigstilstand, så er der indtrådt en ulykkelig og farlig samfundsmæssig tilstand. Kernen i evt. kommende storkonflikter er så måske bare den simple, at vi kommer til at slås, fordi alle gør sig rede til det uden at tænke nærmere over det. Det er også betegnende for moderne socialdemokrater partiet, der oprindelig var kernen i det danske samfundsmæssige fællesskab at både Henrik Sass Larsen og tidligere undervisningsminister Ritt Bjerregård offentligt roser både bogen og Zlatan selv? Som hun siger: Respekt får man ikke den tager man! Men det er vel mest i rockerkredse og lignende forsamlinger, man tænker sådan? Jeg kan ikke kraftigt nok understrege, hvor meget jeg går ind for det modsatte: Respekt er noget man får, hvis man fortjener det man tager den ikke! Et eksempel som på fornem vis modsiger ovenstående samfundssyn er kunstneren Eva Merz. Hun arver som 45-årig en part af sin faders virksomhed, som hun lader sig købe ud af. Størstedelen heraf ca. 10 millioner kroner placerer hun i en børnefond, der gavner svigtede og socialt udsatte børn og unge. Hvad skal jeg med et stort hus, når jeg ingen børn og familie

har? Hvad skal jeg med en dyr bil, når jeg kan bruge min cykel? Hvis man bekymrer sig om, hvad der sker i samfundet, føler et ansvar og har muligheden, så er det for mig en langt større glæde at kunne gøre en forskel for svigtede børn, siger hun. Andre tegn på sportslig adfærd Igen: Hvad sker der med en personlighed, som kun har lært at vinde ikke at tabe? Et andet eksempel (fra den gamle gentlemansport: tennis) er Serena Williams, som efter skader og et længere fravær fik et comeback i US Open. Hun nåede semifinalen, og tabte denne til en meget velspillende Samantha Stosur. Undervejs gik hun amok på dommeren, fordi en afgørelse gik hende imod. Det er ikke første gang Serena har ladet sine aggressioner gå ud over dommeren. Ved US Open i 2009 truede hun således også en dommer. Det udløste en prøveperiode på 2 år, hvor Williams har været under opsyn lige siden. Den nuværende episode udspillede sig i begyndelsen af andet sæt, hvor Williams i sit første serveparti ved stillingen 30-40 blev frakendt pointet, fordi hun brølede: Come on! lige inden Stosur skulle returnere bolden! På denne måde blev Stosur så distraheret, at hun kun lige akkurat fik ketscheren på bolden.

På trods heraf mistede Williams først partiet dernæst fatningen og selvkontrollen. Hun konfronterede dommeren, som havde dømt imod hende med: Er det dig, som ødelagde mig sidste gang?, skreg hun. Dette var dog ikke tilfældet. Ved sidebyttet gik Williams igen til angreb på den græske dommer: Sidste gang jeg tjekkede, var vi altså i Amerika Du skal altså ikke se på mig! Derefter gik hun over til direkte trusler: Hvis vi nogensinde går ned ad den samme gade så bliv hellere ovre på den anden side. Du har helt mistet kontrollen. Du er en hater, og du er grim indvendig. Sådan en taber. Der er ingen undskyldning, hvad enten det var rigtigt dømt eller ej! Det mest interessante ved episoden var måske Williams forklaring efter kampen hvor hun i øvrigt nægtede at undskylde sin groft u- sportslige opførsel: Jeg var i en anden zone. Vi lever og ånder for disse øjeblikke og så er det bare ærgerligt, at det går ud over dommeren, modstanderen og en Grand Slam-finale. En personlighedstype, der grænser til det sociopatiske og en gudelignende almægtighedsfølelse, som er indstøbt i en opdragelse af monoman sportificering, og som tilsyneladende overfor Williams selv legitimerer både holdning og handling blot fordi hun er god til at ramme en lille blød bold! Tal om

dannelse Det er måske også betegnende for tingenes tilstand, at hun kun blev idømt en bøde på 2000 US dollars mens kampen alene gav hende en indkomst på 900.000 dollars. Sportens nysprog og æresbegreber Hvad kan vi læse ud af det? Hvad er det, vi lærer vores børn, når vi introducerer dem for disse helte og idoler måske endda selv sidder og hepper på dem hjemme i sofaen? At en sportsudøvers forpligtelse ikke længere består i at håndhæve fælles æresbegreber og sportsånd, men udelukkende i at sejre og bagefter trække på skulderen ved talen om de afskyvækkende svinestreger, der blev taget i brug undervejs? Det er måske den ækle sandhed bag den glitrende overflade, som de færreste åbent vedkender sig. Det grimme bliver oversukret med fine ord om sportslig æstetik og romantik specielt fra folk indefra sporten selv. Nogle mennesker reagerer som jeg med trist resignation på disse forhold, og kan derfor ikke længere nyde den sportslige underholdning, som tilbydes i medierne. I det store og hele accepteres denne brutale amoral i den kollektive begejstrings brølen fra sidelinjen, mens TV s seertal til denne grænseløse sportificering stiger og stiger. En romantiserende og hysterisk sproglig dækning af be-