HVORFOR DELTOG DANMARK I IRAKKRIGEN?

FORSVARSAKADEMIET Fakultet for Strategi og Militære Operationer VUT II-L/STK 2008/09, Syndikat Mahan Kaptajn F. Lyth 14. april 2009 IRAK 2003 HVORFOR DELTOG DANMARK I IRAKKRIGEN?

ABSTRACT This paper deals with the Danish participation in the US lead invasion in Iraq 2003. The subject of the analysis is Why did Denmark participate in the Iraq war in 2003?. The subject is analyzed using the neorealist approach and the unipolar model by associate professor Birthe Hansen. Pending on the theory four different hypotheses are offered in order to explain the Danish participation in the war. First, Denmark participated in the war, because the US requested NATO allied countries to support the War on Terror, which also meant supporting the US line against Iraq. Secondly, Denmark participated in the war because it saw the Iraqi regime as a threat to the peace. Thirdly, Denmark participated in the war because it was a logic outcome due to the change in Danish Foreign and Security Policy which has been going on since the end of The Cold War. The fourth hypothesis is that Denmark participated in the war, because it could harvest relative gains compared to those countries who did not participate. The concluding remarks states that all of the hypotheses above are possible parts of the complex answer to why Denmark decided to participate in the Iraq war 2003. 2

RESUME Nærværende speciale undersøger, hvorfor Danmark valgte at tilslutte sig den amerikansk ledede invasion af Irak i 2003 og dermed deltage i Irakkrigen. Deltagelsen betød samtidig, at Danmark valgte side til fordel for USA og Storbritannien. Irakkrigen betød således, at det internationale samfund blev delt i de lande, der var for en krig, og de lande der var imod. Den danske beslutning betød således, at Danmark brød med den holdning, som blandt andet Frankrig, Tyskland samt de andre nordiske lande havde til deltagelse i Irakkrigen. For at kunne besvare problemstillingens spørgsmål, er der taget udgangspunkt i lektor Birthe Hansens unipolaritetsmodel. Modellen tager udgangspunkt i Kenneth Waltz grundlæggende neorealistiske antagelser, men til forskel fra Waltz er modellen opstillet med udgangspunkt i, at det internationale system er unipolært. Med baggrund i teorivalget opstiller specialet fire hypoteser: Danmark deltog i Irakkrigen, fordi USA opfordrede NATO-allierede med videre til at støtte den amerikanske krig mod terror, og det vil i denne sammenhæng også sige at støtte USA s linje mod Irak. Danmark deltog i Irakkrigen, fordi man fra dansk side så det irakiske regime som en trussel. Danmark deltog i Irakkrigen, fordi det var en naturlig følge af den danske aktive udenrigs- og sikkerhedspolitik. Danmark deltog i Irakkrigen, fordi Danmark kunne opnå relative gevinster i forhold til Frankrig og Tyskland. Ovenstående hypotesers gyldighed er efterfølgende afprøvet i fire analysekapitler, der enten sammenfattet eller hver for sig, har skullet bidrage til afprøvningen. Analysen er opdelt landevis, og omfatter således blandt andet analyser af USA, Danmark, Frankrig og Tyskland. Analyserne har ført til den konklusion, at det ikke er muligt at pege på en entydig begrundelse for den danske deltagelse i Irakkrigen. Danmark valgte i forbindelse med deltagelsen i Irakkrigen at følge den aktivistiske linje, som var påbegyndt samtidig med Den Kolde Krigs ophør. Den Kolde Krigs ophør gav Danmark mulighed for at ændre sin udenrigs- og sikkerhedspolitik og således gøre den mere aktivistisk. Samtidig betød Den Kolde Krigs ophør, at antallet af småstater blev forøget, og Danmark var således også nødsaget til at yde hard work for at beholde sin tilknytning til USA, hvilket kom til udtryk ved mange af de engagementer, som Danmark gennemførte i 1990 erne. Samtidig betød engagementerne, at udenrigs- og sikkerhedspolitikken blev mere aktivistisk. Danmark bevægede sig fra at være en fredsstøttende aktør til at være en krigsførende aktør, samtidig forsvandt det oprindelige krav om et FN-mandat, og to gange forud for Irakkrigen havde Danmark ydet støtte til to operationer uden egentligt FN-mandat. Efter terrorangrebet mod USA i 2001 gav Danmark tilsagn om at støtte USA solidarisk hele vejen i kampen mod terror, og lagde sig således tæt op ad USA s krig mod terror. Terrorangrebet ændrede også den danske trusselsperception. Terrorismen var ikke en traditionel fjende, som et enkelt land kunne bekæmpe, men en trussel mod det internationale 3

samfund, som kun kunne bekæmpes i fællesskab, det var således nødvendigt at flokkes 1 og således støtte USA. Da Irak samtidig blev defineret som del af Ondskabens Akse, var det nærmest en selvfølge, at Irakkrigen blev del af Krigen mod Terror, og dermed blev deltagelse også en nødvendighed for Danmark, der senest med støtteerklæringen i januar 2003 gav sin fulde støtte til USA s linje over for Irak. Statsminister Anders Fogh Rasmussens taler i september 2003 samtidig for, at deltagelse i Irakkrigen skal ses som en del af den danske aktive udenrigs- og sikkerhedspoltik. Danmark ville med sin deltagelse i Irakkrigen betale tilbage på en gæld til USA, som var bygget op gennem to verdenskrige og Den Kolde Krig. Deltagelsen i Irakkrigen betød samtidig, at Danmark opnåede politiske fordele i forhold til Frankrig og Tyskland. Til trods for, at disse er svære nøjagtigt at udpege, var fordelene især tydelige i forholdet til de diplomatiske forbindelser til USA. Specialet konkluderer, at der ikke er noget entydigt svar på, hvorfor Danmark deltog i Irakkrigen. Der er dog stor sandsynlighed for, at deltagelsen var en følge af den danske aktive udenrigs- og sikkerhedspolitik, som Danmark har udviklet siden afslutningen på Den Kolde Krig. Danmark har gennem sin deltagelse i Irakkrigen endnu en gang ydet hard work, og således styrket relationerne til USA. Samtidig har Danmark udviklet sin aktørstatus og positioneret sig i forhold til de lande, herunder Frankrig og Tyskland, der ikke deltog. 1 Jævnfør Birthe Hansens brug af begrebet flocking om småstaters forhold til den eneste supermagt i en unipolær verden. 4

INDHOLDSFORTEGNELSE ABSTRACT...2 RESUME...3 INDHOLDSFORTEGNELSE...5 1. INDLEDNING...7 1.1. Præsentation af emne...8 1.2. Relevans...9 1.3. Problemfelt...9 1.4. Problemformulering...9 1.4.1. Formulering af hypoteser...9 1.5. Begreber...10 1.6. Afgrænsning...10 1.7. Teori...11 1.8. Empiri...11 1.8.1. USA...11 1.8.2. Danmark...12 1.8.3. Frankrig og Tyskland...12 1.9. Formalia...12 1.10. Strukturoversigt...12 2. TEORI OG METODE...13 2.1. Realisme...13 2.2. Neorealisme...13 2.3. Det unipolære system...14 2.3.1. Flocking...14 2.3.2. The single option...15 2.3.3. Hard work...15 2.4. Unipolen...15 2.5. Institutionerne...16 2.6. Soft balancing...16 2.7. Sammenfatning...17 2.8. Metode...18 2.8.1. Formål...18 2.8.2. Undersøgelsesdesign...19 2.8.3. Validitet...19 2.8.4. Reliabilitet...19 2.8.5. Operationalisering af teorien...20 3. USA...22 3.1. Den amerikanske reaktion på 11. september...22 3.1.1. Bush-doktrinen...23 3.2. Vejen til Irakkrigen...24 3.2.1. Unilateralisme eller multinationalisme...24 3.2.2. Resolution 1441...25 3.2.3. Behovet for en ny FN-resolution...25 5

3.2.4. Krigen bryder ud...25 3.3. Delkonklusion...26 4. UDVIKLINGEN I DANSK UDENRIGS- OG SIKKERHEDSPOLITIK...28 4.1. Det ændrede trusselsbillede og nye danske muligheder...28 4.2. Dansk engagement...29 4.2.1. Det danske engagement i Baltikum...29 4.2.2. Dansk deltagelse i den første Golfkrig...29 4.2.3. Danske styrker på Balkan...30 4.2.4. Danmark og Kina-resolutionen...31 4.2.5. Den danske Herculesbeslutning...31 4.2.6. Kosovo...32 4.2.7. Den danske rolle i forbindelse med NATO-udvidelsen...33 4.2.8. Danmark og det amerikanske missilforsvar...34 4.3. Delkonklusion...34 5. DANSK UDENRIGS- OG SIKKERHEDSPOLITIK EFTER 11. SEPTEMBER 2001...36 5.1. Terrorangrebet på USA og krigen i Afghanistan...36 5.1.1. De danske reaktioner på 11. september 2001...36 5.1.2. Dansk regeringsskifte og en ændret udenrigs- og sikkerhedspolitik...37 5.2. Den danske vej til Irak...38 5.2.1. Den danske opfattelse af Irak...38 5.2.2. Danmarks forhold til USA...39 5.2.3. Den danske beslutning...40 5.3. Konsekvenserne for Danmark...40 5.3.1. Gevinsterne ved den danske Irakpolitik...40 5.3.2. Begrundelsen for den danske aktive udenrigs- og sikkerhedspolitik...41 5.4. Delkonklusion...42 6. FRANKRIG OG TYSKLAND...44 6.1. Frankrig...44 6.1.1. De franske reaktioner på 11. september 2001 og krigen i Afghanistan...44 6.1.2. Den franske holdning til Irak og forholdet til USA...44 6.2. Tyskland...45 6.2.1. De tyske reaktioner på 11. september 2001 og krigen i Afghanistan...45 6.2.2. Den tyske holdning til Irak og forholdet til USA...46 6.3. Den fransk-tyske modstand...47 6.4. USA s reaktioner på den fransk-tyske modstand...48 6.5. Delkonklusion...49 7. DISKUSSION OG KONKLUSION...50 7.1. Diskussion...50 7.1.1. Deltog Danmark i Irakkrigen, fordi USA opfordrede NATO-allierede med videre til at støtte den amerikanske krig mod terror, og det vil i denne sammenhæng også sige at støtte USA s linje mod Irak?...50 7.1.2. Deltog Danmark i Irakkrigen, fordi man så det irakiske regime som en trussel?...51 7.1.3. Deltog Danmark i Irakkrigen, fordi det var en naturlig følge af den danske aktive udenrigs- og sikkerhedspolitik?...51 7.1.4. Deltog Danmark i Irakkrigen, fordi Danmark kunne opnå relative gevinster i forhold til Frankrig og Tyskland?...53 7.2. Konklusion...54 7.2.1. Hvorfor deltog Danmark i Irakkrigen?...54 7.3. Kritik af teori...55 6

8. PERSPEKTIVERING...56 TILLÆG A...58 1. BIBLIOGRAFI...58 1.1. Bøger...58 1.2. Elektronisk tilgængelige kilder...59 7

1. INDLEDNING Den 18. marts 2003 besluttede det danske Folketing, at Danmark ville deltage i Irakkrigen. Beslutningen kom efter cirka et halvt år, hvor det internationale samfund var splittet i spørgsmålet om, hvorledes Saddam Husseins regime i Irak skulle afvæbnes. Dette speciale vil undersøge, hvorfor Danmark valgte at tilslutte sig den amerikansk ledede invasion. 1.1. Præsentation af emne Da Irakkrigen indledtes i marts 2003, var det kulminationen på næsten et halvt år med internationale uoverensstemmelser. På den ene side stod USA og Storbritannien som fortalere for en fjernelse af Saddam Husseins regime, og på den anden side stod Frankrig og Tyskland, der begge ønskede en mere fredelig løsning på det irakiske problem. USA var 11. september 2001 blevet udsat for terrorangreb på amerikansk grund. Angrebet ødelagde Twin Towers, beskadigede Pentagon og kostede tusindvis af mennesker livet. Terrornetværket Al Queda påtog sig efterfølgende skylden for angret. Angrebet medførte en ændring i USA s udenrigspolitik, der således i forhold til 1990 erne blev mere maksimalistisk og dermed koncentreret om udenrigspolitikken. Den afledte amerikanske doktrin fik tilnavnet Bush-doktrinen og omfattede blandt andet, at USA forbeholdt sig ret til at gennemføre forebyggende angreb mod fjendtlige stater, der potentielt ville kunne true USA. Argumenterne for en fjernelse af Saddam Husseins regime var mangfoldige. Et af de mest brugte argumenter var, at Saddam Hussein rådede over store lagre lagre af masseødelæggelsesvåben, som han allerede tidligere havde vist sig villig til at benytte. Et andet argument var, at Saddam Husseins regime stod i ledtog med terrorister, herunder Al Queda, som således kunne tænkes at komme i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Faktum er, at argumenterne for Irakkrigen viste sig uden hold i realiteterne. Det lykkedes således ikke at skaffe beviser for, at Saddam Hussein virkelig rådede over masseødelæggelsesvåben, hvorfor mange lande også mente, at krigen var ubegrundet, og de støttede derfor ikke USA s og Storbritanniens militære løsning. Et andet faktum var, at Irakkrigen blev gennemført uden et klart FN-mandat, og det var i høj grad dette faktum, der medførte den internationale splittelse vedrørende legaliteten af krigen. Netop fraværet af et klart FN-mandat gjorde sagen til et politisk meget omdiskuteret emne i Danmark, idet Danmark i modsætning til andre vesteuropæiske stater valgte at støtte USA og Storbritannien og således deltage i Irakkrigen. Beslutningen om dansk deltagelse har ultimo 2008 atter været genstand for opmærksomhed 2, da statsministeren 29. oktober 2008 på et samråd i Folketinget præciserede, at grunden til krigen var, at Irak ikke samarbejdede med FN. Desuden indrømmede Forsva- 2 Politiken, Hård ordkrig om Irak-krig, 29. oktober 2008 http://www.berlingske.dk/article/20081029/danmark/710290048 (hentet ned 2008-11-10) 8

rets Efterretningstjeneste 4. november 2008 3 at have anvendt for få og for dårlige efterretningskilder forud for Irakkrigen. Kilderne blev herudover ikke behandlet kritisk nok. 1.2. Relevans Jævnfør ovenstående er der indikationer på, at den politiske interesse for den danske deltagelse i Irakkrigen endnu ikke er afsluttet, hvorfor emnet stadig er relevant. Jeg vurderer herudover, at specialet kan bidrage til at kaste lys over de bevæggrunde, som Danmark måtte have haft, da landet valgte at deltage i Irakkrigen, og dermed handle imod den generelle internationale modstand mod en militær løsning. Specialet kan herudover være med til at vise, hvad følgen kan være af det skifte i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som har fundet sted. Derfor vil specialet i perspektiveringen se på de mulige fremtidsudsigter for dansk deltagelse i internationale missioner med eller uden FN-mandat. 1.3. Problemfelt Som allerede nævnt er dette speciales overordnede emne den danske deltagelse i Irakkrigen 2003. Dette emne favner meget bredt, og det vil således være umuligt at behandle som helhed i forbindelse med dette speciale. Derfor vil jeg i det efterfølgende forsøge at begrænse omfanget af opgaven og således formulere opgavens problemstilling. Da Danmark i 2003 besluttede sig for at deltage i Irakkrigen, betød det samtidig, at Danmark valgte side til fordel for USA og Storbritannien. Irakkrigen betød således, at det internationale samfund blev delt i de lande, der var for en krig, og de lande der var imod. Den danske beslutning betød således, at Danmark brød med den holdning, som blandt andet Frankrig, Tyskland samt de andre nordiske lande havde til deltagelse i Irakkrigen. Igennem 1990 erne havde de europæiske lande indledningsvis i rammen af FN og efterfølgende NATO i store træk været enige om deltagelse i de militære missioner, der fulgte efter sammenbruddet i Jugoslavien. De europæiske lande havde ligeledes tilkendegivet deres støtte til USA i forbindelse med terrorangrebet 11. september 2001, og de havde i fællesskab også støttet kampen mod terror, og dermed også krigen mod Taleban i Afghanistan. Med baggrund i den europæiske enighed gennem 1990 erne og den europæiske enighed om støtten til USA efter terrorangrebet i 2001 er der noget, der tyder på, at Irakkrigen var noget særligt. 1.4. Problemformulering HVORFOR DELTOG DANMARK I IRAKKRIGEN? 1.4.1. Formulering af hypoteser Med baggrund i mit teorivalg, der fremgår af kapitel 2, vil jeg forsøge at finde et muligt svar på det stillede spørgsmål gennem opstilling af fire hypoteser. Hypoteserne er fremkommet med baggrund i den forklaringskraft, som operationalisering af teorien har frembragt. Hypoteserne formuleres som påstande, hvis gyldighed efterfølgende afprøves gennem fire 3 TV2-nyhederne, FE indrømmer sjusk før Irak-krig, 4. november 2008: http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-17647809.html (hentet ned 2008-11-10) 9

analysekapitler. Til trods for at hypoteserne er opstillet med baggrund i den for specialet anvendte teori, så er formålet ikke at gennemføre en decideret teoriafprøvning. Med baggrund i afsnit 2.6. opstilles følgende teoribaserede begrundelser for dansk deltagelse i Irakkrigen: At USA opfordrede NATO-allierede med videre til at støtte den amerikanske krig mod terror, og det vil i denne sammenhæng også sige at støtte USA s linje mod Irak. At Danmark så det irakiske regime som en trussel. At Danmark deltog i Irakkrigen, fordi det var en naturlig følge af den danske aktive udenrigs- og sikkerhedspolitik. At Danmark deltog i Irakkrigen, fordi Danmark kunne opnå relative gevinster i forhold til Frankrig og Tyskland. Af ovenstående udledes fire hypoteser: Hypotese 1: Danmark deltog i Irakkrigen, fordi USA opfordrede NATO-allierede med videre til at støtte den amerikanske krig mod terror, og det vil i denne sammenhæng også sige at støtte USA s linje mod Irak. Hypotese 2: Danmark deltog i Irakkrigen, fordi man fra dansk side så det irakiske regime som en trussel. Hypotese 3: Danmark deltog i Irakkrigen, fordi det var en naturlig følge af den danske aktive udenrigsog sikkerhedspolitik. Hypotese 4: Danmark deltog i Irakkrigen, fordi Danmark kunne opnå relative gevinster i forhold til Frankrig og Tyskland. 1.5. Begreber Betegnelsen Irakkrigen i specialet betyder dansk deltagelse i en multinational indsats i Irak. Udtrykket er valgt, fordi jeg mener det bedst beskriver det, som dette speciale omhandler. Udtrykket er valgt til trods for, at der ikke var tale om en egentlig krig i almindelig forstand, men en krig med det formål at afsætte Saddam Hussein og dennes regime. Således ville den korrekte betegnelse have været en multinational indsats i Irak, hvilket er den betegnelse, der fremgår af Folketingsbeslutningen om dansk deltagelse. 1.6. Afgrænsning Med hensyn til teorivalg vil dette speciale ikke behandle indenrigspolitiske forholds indflydelse på den danske beslutning om at deltage i krigen. Hypotese 4 burde medtage de lande, der normalt har et internationalt samarbejde, for eksempel gennem NATO, EU eller på det økonomisk-politiske plan, der valgte ikke at deltage i Irakkrigen. Ikke desto mindre ville en analyse af samtlige disse lande blive for omfattende, og jeg har derfor valgt de to europæiske stormagter Frankrig og Tyskland. Valget af netop disse to lande hænger ligeledes sammen med den måde, som de valgte at modarbejde USA. 10

Jeg har fravalgt muligheden af at gennemføre en komparativ analyse med for eksempel Norge. Til trods for at Norge og Danmark er tilnærmelsesvis sammenlignelige stater, valgte Norge, i modsætning til Danmark, ikke at deltage i Irakkrigen. Birthe Hansens unipolaritetsmodel ville således ikke have forklaringskraft over for Norge. Med hensyn til Irakkrigen vil specialet udelukkende behandle dansk deltagelse i forbindelse med selve angrebskrigen, hvilket betyder perioden 19. marts 1. maj 2003. Specialet vil således ikke behandle det efterfølgende danske troppebidrag i forbindelse med genopbygningsfasen. 1.7. Teori Idet emner som magt, krig, terror og trusler fra masseødelæggelsesvåben er centrale emner i specialet, har det naturligvis været nødvendig også at basere teorien på disse emner. Det valgte teoretiske perspektiv tager udgangspunkt i, at staterne er hovedaktører i et internationalt samfund, der er anarkisk. At det internationale samfund er anarkisk betyder, at der ikke findes en central global autoritet, der håndhæver international ret og orden. Det internationale system er således et selvhjælpssystem, hvor overlevelse og sikring af statens sikkerhed er hovedmålet. Derfor magtbalancerer staterne i det internationale system. Staterne er rationelle og stræber efter magt, hvorfor det er magtressourcerne, der positionerer staterne i forhold til hinanden, og afgør deres adfærd. Polariteten bestemmes ud fra antallet af stormagter eller supermagter. Dette speciale tager udgangspunkt i en unipolær model, som afspejler den aktuelle virkelighed at der kun er en supermagt i verden efter Sovjetunionens opløsning. Denne model indebærer, at de mindre stater søger beskyttelse hos supermagten (unipolen), der samtidig er deres eneste mulighed for beskyttelse. De mindre stater vil således samles om unipolen, når den opfordrer dertil, eller når staterne føler sig truet. De større stater har mulighed for at indgå alliancer, og derved forsøge at balancere unipolen. Teoridiskussionen fremgår af kapitel 2. 1.8. Empiri Specialet er baseret på førstehåndskilder, men hvor disse ikke har været tilgængelige, eller det ikke har været muligt at skaffe førstehåndskilder inden for tidsrammen, bruger specialet andenhåndskilder. Indsamling af empiri er afsluttet 20. februar 2009. For så vidt angår elektronisk tilgængeligt materiale, vil indsamling og anvendelse ske i forbindelse med validering indtil afleveringstidspunktet 14. april 2009. De følgende underafsnit redegør kort for de hovedkilder, der bliver brugt til at skaffe informationer om de enkelte lande, der indgår i specialets vurdering af, hvorfor Danmark valgte at deltage i Irakkrigen. 1.8.1. USA Kapitel 3 er baseret på Michael Irving Jensens bog IRAK Fra diktatur til demokrati. Jeg har i videst muligt omfang forsøgt at anvende førstehåndskilder, og har således baseret store dele af kapitlet på enten transskriptioner af præsident Bush s eller andre amerikanske statsmænds taler. Herudover har jeg anvendt FN-resolutioner, mødereferater, pressemeddelelser og artikler. 11

1.8.2. Danmark Kapitel 4 er primært baseret på andenhåndskilder. Hvor tiden har gjort det muligt, er der anvendt Folketingsbeslutninger og FN-resolutioner. Kapitel 5 er baseret på Nikolaj Petersens bog Europæisk og globalt engagement. Herudover er det forsøgt i størst muligt omfang at anvende førstehåndskilder i form af Folketingsbeslutninger, materiale fra Statsministeriets hjemmeside i form af transskriptioner af statsministerens taler og artikler. Endeligt er der anvendt diverse avisartikler. 1.8.3. Frankrig og Tyskland Kapitel 6 er baseret på andenhåndskilder. Hvor det har været muligt, er der anvendt transskriptioner af taler, mødereferater samt artikler. 1.9. Formalia. Specialet er udarbejdet i overensstemmelse med formalia for skriftlige arbejder på stabskursus samt Forsvarskommandoens bestemmelse for Dokumenters udformning 4. Specialet er baseret på åbne kilder og klassificeres som. 1.10. Strukturoversigt 1. INDLEDNING 2. TEORI OG METODE 3. USA (ANALYSE) 4. DAN- MARK (ANALYSE) 5. DAN- MARK (ANALYSE) 6. FRANK- RIG OG TYSKLAND (ANALYSE) 7. DISKUSSION OG KONKLUSION 8. PERSPEKTIVERING 4 FKOBST 305-1, DOKUMENTERS UDFORMNING, af 2004-02 12

2. TEORI OG METODE Formålet med dette kapitel er at diskutere de teorier, der kan anvendes i forbindelse med besvarelse af problemstillingen. Som allerede nævnt i kapitel 1 bør teorien tage hensyn til, at emnet indbefatter krig, magt og trusler fra masseødelæggelsesvåben, og i mindre grad drejer sig om interdependens, menneskerettigheder og samhandel. Det er derfor nærliggende allerede på nuværende tidspunkt at fravælge liberalisme-teorierne til trods for, at disse ville have gjort det muligt at se ind i staten, og ikke udelukkende betragte staten fra det systemiske niveau. Imidlertid er indsigt i statens indre forhold af mindre betydning for opgaveløsningen, idet Irak-krigen og den danske deltagelse heri ses som et udtryk for en række hændelser i det internationale system. På den anden side ville jeg også kunne anvende socialkonstruktivisme og Københavnerskolen som teoretisk udgangspunkt for en forståelse af, hvorledes Irak blev sikkerhedsliggjort fra politisk side, men det ville ikke have ført til en forståelse af, hvorfor Danmark deltog i Irakkrigen. Derfor vælger jeg udelukkende at anvende realismeteorierne. 2.1. Realisme 5 Realisme opdeles typisk i klassiske realister og neo-realister. Klassiske realistiske værker omfatter blandt andre den græske filosof Thukydid og hans klassiske studium af den peloponesiske krig, italieneren Niccolo Machiavellis Fyrsten og englænderen Thomas Hobbes' Leviathan. Fælles for de tre værker er, at de ser mennesket som værende i en uløselig situation, hvor usikkerhed og konflikt er væsentlige elementer. De tre værker betragtes ofte som umoralske, men man kan betragte værkerne som højst moralske. Da statens overlevelse er det væsentligste element i international politik, vil det være umoralsk at håbe på, at andre stater ikke vil gøre alt for at udrydde éns egen stat. Statslederen kan derfor komme i situationer, hvor det vil være nødvendigt at handle mod hans egen moral for at sikre statens overlevelse, og klassisk realisme betragter dette som en nødvendighed. Den klassiske realisme arbejder således med den grundlæggende antagelse, at internationale relationer er konfliktfyldte, og at internationale konflikter ultimativt afgøres med krig (eller trusler derom). Det drejer sig altså i det store og hele om magt, og da menneskesynet er pessimistisk, og man derfor mener, at mennesket er ondt, bliver det væsentligste hensyn for den enkelte stat bliver dermed at sikre sin egen overlevelse, idet fjendtlige stater er lig deres ledere, som derfor må antages at have onde hensigter. Den klassiske realisme mener således, at international politik først og fremmest handler om magtforholdet mellem staterne i det internationale system. Den klassiske realismes kerneantagelse er, at det internationale system er et anarkisk system; der er ingen internationale organisationer, der har autoritet over staterne. Staterne opfattes altså som kugler på et billardbord. Der er ingen relationer mellem dem, og såfremt der indgås alliancer, er de kun gældende, så længe alle mener, at de vinder noget gennem disse alliancer. Der er altså tale om relative gevinster, hvor statens gevinst, ved at gøre noget, skal overstige de andre staters 6. 2.2. Neorealisme Neorealismen blev præsenteret af Kenneth Waltz i bogen Theory of International Politics, der udkom i 1979. Waltz ser strukturen i international politik som meget betydende for staternes udenrigs- og sikkerhedspolitik. Med udgangspunkt i magtbalancebegrebet anses 5 Baylis, Wirtz, Gray and Cohen pp. 7 9. 6 Dette står i modsætning til liberalismens absolutte gevinster, hvor det er ligegyldigt, om staten får noget ud af det bare det samlet set er til det bedre for alle 13

polariteten i det internationale system for at være en afgørende faktor. Systemets polaritet kan være enten uni-, bi- eller multipolært 7. Såfremt systemet er unipolært, mener Waltz, at systemet er inde i en overgangsfase, hvorefter det atter vil blive bi- eller multipolært. I Kenneth Waltz udgave af neorealismen 8 er det strukturen i det internationale system, der bestemmer, hvorledes staternes sikkerhedspolitik udformes. Staterne er, på samme måde som hos de klasssiske realister, hovedaktører i et anarkisk system. Systemet betragtes som anarkisk, idet der ikke findes en central global autoritet, der håndhæver international ret og orden. Dette medfører, at det er størrelsen af staternes kapabiliteter, der afgør deres mulighed for indflydelse i et system, der er præget af kunkurrence. Staterne er rationelle og stræber efter magt, hvorfor det er magtressourcerne, der positionerer staterne i forhold til hinanden, og afgør deres adfærd. Polariteten bestemmes udfra antallet af stormagter eller supermagter. Det internationale system forstås som et selvhjælpssystem, ligesom det gør i den klassiske realisme, hvor overlevelse og sikring af statens sikkerhed er hovedmålet. Derfor magtbalancerer staterne i det internationale system. Waltz anerkender betydningen af internationale organisationer som FN og NATO. De er aktører i international politik, men han pointerer samtidig, at de kun er effektive i den globale indsats for international lov og orden, så længe stormagterne støtter dem, eller ser mulighed for opnåelse af deres mål gennem dem. 2.3. Det unipolære system Hvor Waltz i Theory of International Politics beskæftiger sig med, under hvilke omstændigheder stater indgår i alliancedannelser, krigsførelse og slutter fred under bipolaritet og multipolaritet, er målet med lektor Birthe Hansens 9 unipolaritetsmodel at kunne besvare de samme spørgsmål inden for et unipolært 10 system. Birthe Hansens unipolaritetsmodel 11 tager således udgangspunkt i Waltz grundlæggende synspunkter, men tager hensyn til, at det internationale system er unipolært. Modellen giver mulighed for at se på unipolens evne til at handle unilateralt uden umiddelbare hensyn til en magtbalance. Ved at anvende modellen kan man arbejde med en række mekanismer 12, der målrettet beskriver forholdet mellem den eneste supermagt og de øvrige stater. Mekanismerne er følgende: Flocking. The single option. Hard work. 2.3.1. Flocking Stater vil tendere til at flokkes 13 om unipolen, fordi der ikke er noget alternativ. Under en konflikt vil en stat flokke, for den kan ikke tillade sig pludselig at skulle stå over for unipolen og evt. modstanderen. En sådan situation ville kræve kapabiliteter, som staten ikke har. 7 Tre eller flere poler. 8 Waltz (1979). 9 Birthe Hansen, ph.d., er lektor i international politik på Københavns Universitet. 10 Under Den Kolde Krig var det internationale system kendetegnet ved dets bipolaritet. Der var således to supermagter (USA og Sovjet). Med Den Kolde Krigs Ophør er der kun en supermagt tilbage (USA), og det internationale system er sålede unipolært. 11 The unipolar World Order and its dynamics, Birthe Hansen, KU Working Papers 2006/1. 12 Oversat fra dynamics. 13 Flocking må ikke sammenlignes med Bandwagoning (Stephen M. Walt (1990)). Bandwagoning er et spørgsmål om symmetrisk balancering (alliancer mellem jævnbyrdige partnere), hvor flocking er assymetrisk balancering (Birthe Hansen 2001). 14

En anden grund til at flokkes kan være de fordele, som et tæt samarbejde med unipolen kan medføre for svagere stater. Hermed tænkes der på muligheden for at positionere sig i det internationale system samt muligheden for at drage teknologiske eller økonomiske fordele af samarbejdet. Det er dog ikke sandsynligt, at alle stater vil flokkes til enhver tid. Nogle stater vil balancere unipolen og holde afstand til den. Disse stater vil kun flokkes, når deres sikkerhed er direkte truet. Når truslen er væk, vil de atter bevæge sig bort fra unipolen, idet en fast tilknytning til denne vil have indflydelse på staternes selvstændighed grundet indflydelsen fra unipolen. Sidstnævnte stater vil oftest være stormagter, eller stater der råder over atomvåben. Stater kan også flokkes om unipolen, såfremt denne opfordrer til at vælge side. 2.3.2. The single option I et unipolært system vil unipolen være den eneste, der kan sikre statens sikkerhed i modsætning til et bi- eller multipolært system 14. Dette betyder samtidig en svækkelse af de mindre staters indflydelse, da de ikke længere, som i et system med enten bi- eller multipolaritet, er i stand til at true polen med at påbegynde et samarbejde med den anden eller en af de andre poler. Lokal symmetrisk balancering mellem de mindre stater kan fra unipolens side blive betragtet som en fordel, så længe denne balancering ikke ses at være i modstrid med unipolens interesser, og samtidig reducerer behovet for unipolens indblanding i mindre konflikter. 2.3.3. Hard work Unipolaritet kræver hard work af staterne. Sammenlignet med situationen i det bipolære system giver unipolariteten ikke de mindre stater mulighed for at gemme sig bag en supermagt, fordi dennes behov for de mindre stater ikke længere er så stor som tidligere. Som følge heraf må de arbejde hårdere for at opnå unipolens gunst. Burden sharing er en del af hard work. For at undgå udmattelse vil unipolen sandsynligvis kræve involvering fra de mindre stater og dermed kræve, at de bærer en større byrde ude i verden. Alternativt vil de mindre stater være tvunget til at indgå i nye alliancer for derigennem i højere grad at kunne bidrage til egen sikkerhed. 2.4. Unipolen Unipolen 15 vil ifølge Birthe Hansen forsøge at gøre sin indflydelse gældende på den internationale dagsorden. Den har muligheden for at gøre det, og vil gøre det ud fra egne strategiske interesser samt for at styrke sin position. Unipolen har mulighed for at økonomisere med kræfterne med henblik på: At holde potentielle trusler i skak. At forhindre free riding, der på sigt kan udmatte unipolen. At kunne arbejde med så mange konflikter som muligt. Økonomiseringen sker således ved at holde engagementet på et så lavt niveau som muligt for ikke at udmatte sig selv. Økonomisering med kræfterne afhænger af, om unipolen har en minimalistisk eller maksimalistisk tilgang til omverdenen. Ved at bruge en minimalistisk tilgang økonomiserer unipolen med kræfterne, men tillader også evt. andre stater eller potentielle modstandere at udvikle sig, og truslen imod unipolen risikerer herved at øges. På den anden side vil en maksimalistisk tilgang på sigt udmatte unipolen, og dette vil igen true unipolens fortsatte 14 Birthe hansen (2001) pp. 64 65. 15 Ibid pp. 19 20. 15

beståen. Overordnet set er unipolen frit stillet for så vidt angår definering af egne interesser og mål. Unipolen kan således vælge at udbygge sine kapabiliteter med henblik på i endnu højere grad at underbygge sin unipolaritet. Dette er ikke ensbetydende med, at unipolen ikke længere vil indgå alliancer, men alliancerne kan have forskellige formål, og bindingerne kan være af mere løs eller fast karakter. 2.5. Institutionerne 16 På samme måde som hos Waltz tillægges institutionerne en vis værdi, men de anses for at være sekundære i forhold til staternes egne interesser. Hansen påstår, at en institution som FN er afhængig af unipolens opbakning, og at andre stater er klar over dette. Unipolen kan omvendt bruge FN som instrument 17, men er rede til at gå uden om FN, såfremt unipolens interesser ikke er kompatible med FN. På den anden side er det muligt for de andre stater at kritisere unipolen gennem FN. Med baggrund i dette bliver FN en arena, hvor uenighed i relationerne mellem unipolen og de andre stater udkæmpes. 2.6. Soft balancing 18 Hansens unipolaritetsmodel beskriver, at stater kan indgå alliancer for at balancere unipolen, men kommer ikke nærmere ind på, hvorledes denne balancering gennemføres. T.V. Paul, der er canadisk professor i internationale relationer, opstiller i sin artikel Soft Balancing in the age of U.S. Primacy en teori om, hvorledes primært stormagter 19, som blandt andet Tyskland og Frankrig, forsøger at balancere USA s globale anvendelse af preventive og preemptive angreb, der er blevet almindelige efter 11. september 2001. Teorien tager udgangspunkt i Kenneth Waltz neorealistiske magtbalance-begreb, der går ud på, at såfremt en stat er ved at blive så stærk, at den truer andre, så vil de andre stater forsøge at balancere staten, enten militært eller gennem dannelse af alliancer 20, med det formål at sikre konstant balance i systemet, og at der dermed er baggrund for fred. Paul ser på samme måde som Birthe Hansen det internationale system som unipolært med USA som unipol, hvorfor teorien kan siges at udgøre et supplement til unipolaritetsmodellen. I artiklen hævder Paul, at efter den kolde krigs ophør, har man set lande som Rusland, Kina, Frankrig og Tyskland gå bort fra anvendelse af hard balancing, hvor balancering bestod i opbygning af militære kapabiliteter og dannelse af alliancer imod en mulig fjende. Denne blødere reaktion ser Paul ikke som et udtryk for, at landene bare stille ser til, imens USA udøver sit hegemoniske virke, men landene ser ikke nogen umiddelbar risiko for, at USA truer deres suverænitet, og derfor vælger de en blødere form for balancering. Paul ser soft balancing gennemført, når en eller flere af følgende forudsætninger er til stede: Når hegemonens magtposition og militære opførsel er grundlag for bekymring, men stadig ikke udgør en umiddelbar trussel for stormagternes suverænitet. Når den dominerende stat er en vigtig leverandør inden for både det økonomiske og sikkerhedsmæssige område, og en umiddelbar afløser ikke findes. 16 For eksempel FN, NATO, EU eller OSCE. 17 Set i et neorealistisk perspektiv, så er det ikke kun unipolen, der kan gøre brug af FN på denne måde, men alle lande. 18 T.V. Paul pp. 46 59. 19 Hvor der i det unipolære system udelukkende findes en supermagt (USA), eksisterer der flere stormagter som for eksempel Tyskland og Frankrig. 20 Denne form for balancering kaldes hard balancing. 16

Når den dominerende stat ikke umiddelbart har mulighed for at gengælde, enten fordi de andre landes balancering har været gennemført i det skjulte, eller såfremt de andre lande ikke udgør en militær trussel. Mulighederne for gengældelse kan ligeledes reduceres gennem et allerede velfungerende samarbejde på andre områder. Virkemidlerne til gennemførelse af soft balancing er forskellige, men har alle til formål enten at standse den dominerende stats forehavender eller på anden vis påføre den dominerende stat yderligere omkostninger, og derigennem udmatte den. Midlerne kan blandt andet være: Free riding begrebet kendes også fra Birthe Hansen. Buck passing. 21 At indgå diplomatiske aftaler med andre modstandere, hvorefter kampen kæmpes i eksempelvis FN. Der er ingen tvivl om, at en eventuel intervention ses som mere legitim, når FN bakker op om den. 2.7. Sammenfatning Den klassiske realisme drejer sig overordnet set om statens overlevelse. Alle stater kæmper deres egen kamp i et anarkisk system, hvor der ikke findes overstatslige organisationer, og hvor alliancer ikke betragtes som holdbare løsninger til opretholdelse af egen sikkerhed og dermed overlevelse. Den klassiske realisme ville altså have kunnet give os svar, såfremt den danske stats overlevelse var truet, men da det ikke helt forholder sig således, er det nødvendigt at inddrage neorealismen. Waltz neorealisme ser også det internationale system som anarkisk, men i forhold til de klassiske realister anerkender Waltz, at internationale organisationer som FN og NATO har en betydning i magtspillet. Organisationerne støttes, så længe stormagterne ser egne interesser varetaget igennem dem, men ellers kan de vælge at se bort fra deres tilstedeværelse, og følge egne interesser. Landene magtbalancerer, og deres indbyrdes forhold bestemmes af deres kapabiliteter. Waltz ser det internationale systems normaltilstand som bi-, tri- eller multipolært. Unipolaritet betragtes som en midlertidig tilstand, førend systemet atter vender tilbage til sin normaltilstand. Da det internationale system har været unipolært siden den kolde krigs afslutning, og dermed også var det under Irak-krigen, ses teorien ikke at være tilstrækkelig som teoretisk grundlag for specialet. Birthe Hansens unipolaritetsmodel giver god forklaringskraft for så vidt angår, hvorfor Danmark som småstat valgte at deltage krigen. Ikke desto mindre giver teorien ikke svar på, hvorfor lande som især Tyskland og Frankrig handlede, som de gjorde. Suppleres unipolaritetsmodellen med T.V. Pauls soft balancing teori, giver det mulighed for at forklare og begrunde Frankrigs og Tysklands handlemåde. Da både Hansens og Pauls teorier tager udgangspunkt i Waltz neorealistiske antagelser, og begge teorier ser det internationale system som unipolært, vurderes Paul s teori at være anvendelig som supplement til Hansens unipolaritetsmodel Et yderligere problem er, at Hansens model ikke i fuldt omfang tager stilling til, hvorfor stater handler, som de gør. Staterne handler i princippet med baggrund i egne interesser, og det betyder enten, at staterne handler for at tilfredsstille eget behov for sikkerhed, eller for at tilfredsstille unipolens behov for støtte. Tager man endnu en gang udgangspunkt i 21 I denne henseende er det muligheden for at få den dominerende stat til at påtage sig yderligere opgaver, og derigennem udmatte den. 17

Waltz 22, kan man se, at stater som minimum søger egen overlevelse og maksimalt ønsker egen global dominans. Af dette udleder jeg, at staterne har interesse i at udvikle sig ad en linje, der går fra afhængighed af og dominans fra andre stater, over uafhængighed, mod en større egen dominans i relation til andre stater. Altså et ønske om at positionere sig i forhold til andre stater, og derigennem opnå relative gevinster (figur 1). Afhængighed Uafhængighed Egen dominans Passiv aktør Aktiv aktør (figur 1, egen tilvirkning) Et mulig kritik af Hansens model kan være, at hun under generering af teorien sammenblander empiri og teori, idet hendes analytiske tilgang blandes med både teoretiske overvejelser og eksemplificeringer ud fra den aktuelle amerikanske unipolaritet. Dette betyder, at teorien og dermed modellen er udviklet med baggrund i den amerikanske unipolaritet, og ikke som en ren generering af teori med efterfølgende afprøvning. Dette betyder dog ikke noget for dette speciale, da der netop her er tale om amerikansk unipolaritet. Havde specialets emne således været en anden unipolaritet, eksempelvis Romerriget, så kunne forklaringskraften have været mindre, og der skulle være større opmærksomhed på problemet. Et andet problem er, at modellen ikke giver forklaringskraft i alle single case studies. Modellen har således ikke forklaringskraft i eksempelvis Norges tilfælde. Norge er i princippet en småstat, men valgte ikke at deltage i Irakkrigen. Til trods for at dette speciale er et single case study mener jeg, at modellen har forklaringskraft, idet udfaldet allerede er kendt, og Danmark valgte at deltage i Irakkrigen. Med baggrund i ovenstående vurderer jeg, at neorealismen og dermed Birthe Hansens unipolaritetsmodel vil have god forklaringskraft i forhold til problemstillingen Endelig vurdering af teoriens forklaringskraft vil blive gennemført i kapitel 7 (diskussion og konklusion). 2.8. Metode 2.8.1. Formål Specialet har nu fastlagt det forskningsspørgsmål, som danner udgangspunktet for undersøgelsen, og den teori, som vil blive brugt som forklaringsramme, og den empiri, som er nødvendig for at kunne komme frem til et svar. Metode betyder den fremgangsmåde, som en undersøgelse bruger for at komme frem til et svar på problemformuleringens spørgsmål. Hvis man betragter undersøgelsen (specialet) som et stort argument, kan man sige, at metoden er specialets hjemmel. I et argument har man en påstand, man har belæg, og man har hjemmel. I specialet er påstanden konklusionen, belæg er den valgte teori samt empiri og analyserne af empirien, og specialets hjemmel er metoden. Hjemmel betyder det, som gør noget gyldigt. En hjemmel er det, der gør, at man kan forbinde belæg og på- 22 Kenneth Waltz (1979), p. 118 18

stand påstanden (konklusionen) er kun gyldig, hvis man har belæg for den, og hvis man har brugt en gyldig hjemmel, en gyldig metode. 2.8.2. Undersøgelsesdesign Specialet vil med udgangspunkt i politiske beslutninger, taler, regeringsdokumenter, journalistiske artikler og forskningstekster nå frem til et svar på problemformuleringens spørgsmål. Nedenfor vil jeg operationalisere teorien, sådan at jeg udkrystalliserer fire begreber, som jeg vil bruge som overordnet analytisk ramme. Denne ramme vil jeg bruge som udgangspunkt for analyser af de forskellige tidligere definerede interessenters handlemåder i forhold til Irakkrigen. Specialet er forklarende, fordi det søger en forklaring på, hvorfor noget skete. Forklaringen søges fundet gennem en række kvalitative analyser af udsagn og politiske og militære handlinger i de lande, som er valgt som væsentlige i forhold til problemstillingen. De kvalitative analyser rummer udsagn og handlinger, som specialet fortolker inden for den teoretiske ramme, som er beskrevet ovenfor, og som i næste afsnit bliver operationaliseret. Specialet er altså induktivt, fordi det forsøger at drage slutninger på basis af hændelser og begivenheder, som foreligger empirisk. Det er kvalitativt, fordi det ikke er muligt at tilvejebringe kvantitative data gennem fx spørgeskemaundersøgelser, og fordi undersøgelsesfeltet ikke lader sig kvantificere. Specialet tolker en række enkelthændelser og udsagn ud fra en teoretisk forforståelse, som jeg har redegjort for ovenfor. Den kvalitative metode tolker og bearbejder i et vist omfang data ud fra forfatterens forforståelse 23. Det er derfor vigtigt, at specialets analyser forankres i operationaliseringen af teorien, og at jeg er bevidst om, at den kvalitative metode altid åbner muligheden for, at forfatteren kommer til at farve resultatet med sin egen opfattelse af problemstillingen. I praksis må man derfor modvirke denne tendens til farvning ved eksplicit at forklare alle skridt i undersøgelsen. Derfor er analyserne bygget op som en gennemgang af de faktiske hændelser i de enkelte lande i relation til krigen i Irak, som jeg derefter i delkonklusionen forholder til den operationaliserede teori i afsnit 2.8.5. 2.8.3. Validitet Som nævnt er specialet baseret på førstehåndskilder, men hvor disse ikke har været tilgængelige, eller det ikke har været muligt at skaffe førstehåndskilder inden for tidsrammen, bruger specialet andenhåndskilder. Disse er udvalgt ud fra kriterier som mediets og forskerens troværdighed for at sikre kildens troværdighed. Søgeprocessen har inkluderet internetbaserede kilder, som jeg har fundet opgivet som kildemateriale i andenhåndskilderne. 2.8.4. Reliabilitet Specialet har kun haft adgang til åbne kilder, og dets reliabilitet er derfor begrænset af, at der kan være kildemateriale, som er klassificeret og derfor utilgængeligt, der giver detaljer om beslutningsprocesser og overvejelser, som kunne have haft betydning for specialets konklusion. Reliabiliteten vurderes som høj, når man ser bort fra de mulige klassificerede kilder. 23 Riis (2005), p. 150 19

2.8.5. Operationalisering af teorien At oversætte teoretiske begreber til empirisk målbare størrelser kaldes operationalisering 24. Formålet med dette afsnit er således at operationalisere de teoretiske begreber, der er nævnt i ovenstående teoriafsnit, og gøre dem håndterlige i forhold til empirien. De teoretiske begrebers indhold skal operationaliseres, sådan at begrebernes indhold kan bruges som målestokke i forhold til empirien. Da specialets genstand ikke er noget fysisk eller kvantificerbart og derfor ikke noget måleligt, er målemetoden her fortolkning. Birthe Hansens teori arbejder med et forhold, der kan forklare, hvorfor en stat går i krig. Det teoretiske begreb kaldes flocking. Flocking er imidlertid ikke et ord, som man normalt vil anvende, og er en afsmitning fra teoriens måde at udtrykke noget på. Det er derfor nødvendigt at oversætte udtrykket til noget mere brugbart. I dette speciales tilfælde: en begrundelse for Danmark til at deltage i Irakkrigen. Teorien giver med baggrund i ovenstående to begrundelser for Danmark til at deltage i Irakkrigen: At USA opfordrede NATO-allierede m.v. til at støtte de amerikanske krig mod terror, og det vil i denne sammenhæng også sige at støtte USA s linje mod Irak. At Danmark så det irakiske regime som en trussel. Som diskuteret i afsnit 2.5. tager Birthe Hansens model ikke i fuldt omfang stilling til, hvorfor stater handler, som de gør. Dette betyder at ovenstående to begrundelser ikke er fuldt uddybende i forhold til, hvorfor Danmark gik i krig. Som allerede tidligere nævnt tager Birthe Hansens model udgangspunkt i Waltz neorealisme, og bygger derfor på de samme grundlæggende antagelser. Waltz behandler i sin teori staternes interesser, der i det store og hele går ud på, at staterne har et ønske om at udvikle sig fra at være passive aktører til at være aktive aktører. Staterne vil gøre dette for at positionere sig i forhold til andre stater og dermed opnå relative gevinster. Birthe Hansen behandler ligeledes positionering, men i unipolaritetsmodellen er der tale om hard work. Unipolen er den eneste, som kan give sikkerhed, men for at fastholde unipolens gunst er staterne nødt til at arbejde hårdere. Når ovenstående sammenholdes med problemstillingen giver det Danmark yderligere to begrundelser for at deltage i Irakkrigen: At Danmark deltog i Irakkrigen som del af en proces. At Danmark deltog i Irakkrigen, fordi Danmark kunne opnå relative gevinster i forhold til de lande, der ikke deltog. For så vidt angår punktet vedrørende dansk deltagelse som del af en proces er det nødvendigt at operationalisere yderligere. Sammenholdes punktet med den faktiske ændring, der har været i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik efter Den Kolde Krigs afslutning, bør begrundelsen ændres til: At Danmark deltog i Irakkrigen, fordi det var en naturlig følge af den danske aktive udenrigs- og sikkerhedspolitik. Sammenfattende giver operationaliseringen følgende mulige begrundelser for dansk deltagelse i Irakkrigen: 24 Andersen (2008), p. 78. 20

At USA opfordrede NATO-allierede m.v. til at støtte de amerikanske krig mod terror, og det vil i denne sammenhæng også sige at støtte USA s linje mod Saddam Hussein. At Danmark så det irakiske regime som en trussel. At Danmark deltog i Irakkrigen, fordi det var en naturlig følge af den danske aktive udenrigs- og sikkerhedspolitik. At Danmark deltog i Irakkrigen fordi Danmark kunne opnå relative gevinster i forhold til de lande, der ikke deltog. Med hensyn til T.V. Pauls soft balancing - teori, så er denne teori udelukkende medtaget for at give forståelse for den måde, som Frankrig og Tyskland forsøgte at modarbejde USA forud for Irakkrigen. Teorien er således medtaget for at danne baggrund for analysen af de to lande, så det bliver muligt at vurdere, om Danmark opnåede relative gevinster i forhold til dem. Sammenholdes teorien med den måde, som Frankrig og Tyskland handlede, så vil man se, at de to lande reagerer på den måde, som USA fører sin udenrigspolitik på. USA s førte udenrigspolitik vil således medføre en ændret trusselsperception. Man vil samtidig se, at de to lande indgår alliancer og forsøger at modarbejde USA gennem anvendelse af blandt andet FN. 21

3. USA I min operationalisering af teorien fandt jeg frem til, at en af begrundelserne for den danske deltagelse i Irakkrigen kunne være, at USA opfordrede NATO-allierede med videre til at støtte den amerikanske krig mod terror, og det vil i denne sammenhæng også sige at støtte USA s linje mod Irak. Jeg konstaterede også i operationaliseringen, at den førte amerikanske udenrigspolitik ville have indflydelse på den måde, hvorpå Frankrig og Tyskland ville stille sig i forhold til deltagelse i Irakkrigen. Med baggrund i ovenstående er formålet med kapitlet at give svar på, om USA opfordrede til deltagelse i Irakkrigen, og om den førte amerikanske udenrigs- og sikkerhedspolitik var minimalistisk eller maksimalistisk. at undersøge hvilken indflydelse terrorangrebene 9. september 2001 havde for den amerikanske trusselsperception, samt hvilken indflydelse det havde på den førte amerikanske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det er således nødvendigt at se på, om den førte udenrigspolitik var minimalistisk eller maksimalistisk. Kapitlet tager udgangspunkt i de amerikanske reaktioner på terrorangrebet 11. september 2001, og følger herefter kronologisk udviklingen frem til afslutningen på angrebskrigen. Min fokus har været den amerikanske trusselsperception samt dens indflydelse på USA s doktrin. Jeg har valgt at basere store dele af kapitlet på taler holdt af præsident Bush og andre højtstående amerikanske statsmænd, idet disse taler i høj grad afspejler den amerikanske udenrigs- og sikkerhedspolitik samt USA s forventninger til det internationale samfund. Jeg har herudover anvendt Michael Irving Jensens 25 bog IRAK Fra diktatur til demokrati. 3.1. Den amerikanske reaktion på 11. september En af de første konsekvenser af angrebene var, at FN s Sikkerhedsråd besluttede sig for at være rede til at bruge alle nødvendige midler, og resultatet blev Krigen mod terror. En krig, hvor ingen lande kunne være neutrale. Påstanden blev fremført af Bush i hans tale 6. november 2001 under Warzava konferencen for krigen mod terror 26. I talen sagde Bush, at det krævede en stor international koalition for at vinde kampen. En koalition der kæmpede beslutsomme og gentagne kampe mod terrornetværket, dets baser og dets midler. Bush understregede, at det fra alle landes side krævede mere end sympatierklæringer eller ord. Intet land kunne være neutral i denne konflikt, da intet civiliseret land kunne vide sig sikker i en verden truet af terror. Under den efterfølgende pressekonference 27 uddybede Bush forventningerne til de kommende koalitionspartnere. Det var ikke nok at udtrykke sympati, USA ville kræve handling. Det kunne betyde forskelligt fra land til land. USA ville være forstående over for de lande, der ikke ønskede at bidrage med tropper, men sammenfattende måtte alle gøre noget, 25 Michael Irving Jensen er Ph.d. i mellemøststudier og ansat ved Danish Center for Culture and Development. Han har tidligere skrevet og redigeret adskillige værker om Palæstina-Israel konflikten, islam og den arabiske verden. 26 President Bush: "No Nation Can Be Neutral in This Conflict," 6. november 2001: http://ics.leeds.ac.uk/papers/vp01.cfm?outfit=pmt&requesttimeout=500&folder=339&paper=1025 (hentet ned 2009-02-13) 27 CNN, Bush says it is time for action, 6. november 2001: http://archives.cnn.com/2001/us/11/06/ret.bush.coalition/index.html (hentet ned 2009-02-13) 22