7. søndag efter Trinitatis 2014, Helligsø og Hurup Mattæus 10, 24-31 Herre, lær mig at leve, mens jeg gør Lær mig at elske, mens jeg tør det, AMEN Som tiden dog går! siger vi tit. Nu er det allerede fire år siden, min mand døde. Nu har jeg snart jubilæum. Nu er sommeren allerede ved at være gået de lyse nætter holder snart op. Børnebørnene skal snart konfirmeres. Jamen, som tiden dog går! Sådan siger vi igen og igen. Benny Andersen skriver om TIDEN: Vi har tolv ure i huset, alligevel slår tiden ikke til. Man går ud i sit køkken, henter kakaomæk til sin spinkle søn, men når man vender tilbage, er han blevet for gammel til kakaomæk, kræver øl, piger og revolution. Man må udnytte tiden, mens man har den. Men den bliver væk hele tiden - tiden. Hvor bliver den af? Har den nogensinde været der? Har man brugt for megen tid på at trække tiden ud. 1
Man må udnytte tiden i tide. Vi et prægede af fortiden, og vi præger fremtiden. Tiden holdes på plads af solopgang og solnedgang. Tiden holdes på plads af nymåne og fuldmåne. Tiden holdes på plads af sommer og vinter. Men tiden er jo ikke noget i sig selv. Når vi taler om gode tider, er det jo ikke en kvalitet ved tiden. Og når vi taler om dårlige tider, så er det heller ikke tiden, der er noget i vejen med. Dårlige tider og gode tider har ikke noget at gøre med TID. Det er altid noget med levevilkår. Både de vilkår, som vi ingen indflydelse har på, og de vilkår, som vi selv har indflydelse på. Tiden er det, som du fylder den med, sådan står der på bagsiden af sognets menighedskalender. Tiden er altså en slags ingenting, som vi fylder med indhold. Og vi lever altid mellem to modsætninger: Dag og nat. Lys og mørke. Vi sår, og vi høster. Vi fødes, og vi dør. Vi går i krig, og vi skaber fred. Vi elsker, og vi hader. Vi slår ihjel, og vi helbreder. Vi river ned, og vi bygger op. Vi græder, og vi ler. Vi jubler, og vi sørger. Vi taler, og vi tier. Det foregår alt sammen i tiden. Men tiden er det, som vi fylder den med. 2
Og der er ingen vejledning at hente i selve tiden. Men i prædikerens bog, som vi læste af fra alteret, er der en vigtig iagttagelse. Der står: Gud har lagt menneskene verdens gang på sinde Og så er den en note i Bibelen om, at det også med lige stor ret kan oversættes således: Gud har lagt evigheden i menneskenes hjerte. Gud har lagt evigheden i menneskenes hjerte Hvad er evigheden? Hvad er det evige liv? Jesus siger det sådan: Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Når Gud har lagt evigheden i menneskenes hjerte, betyder det en trang til at søge Gud. Når vi opgiver at tro, at vi selv er Gud, så begynder vi at få vi kræfter til at leve midt i tiden mellem liv og dø. Vi får kræfter til at så og høste. Vi får kræfter til at sørge og glædes. Vi får kræfter til at føde, og vi får kræfter til at dø. For i evighedens lys får livet indhold, og så bliver tiden fyldt med indhold og med retning. Jesus taler til sine disciple, da han vil have dem til at gå ud i landsbyerne og forkynde, at Himmeriget er kommet nær. Og han advarer dem om alt det onde, der kan ske. Men siger han: Frygt ikke. I lever mellem modsætninger. Men der er intet ondt, som ikke overgås at det, som ligger dybt i jeres hjerte: Trangen til evighed og evigt liv. 3
Hvis vi skulle vove at sætte ord på, hvad himlen er, så kunne det siges således: At være sammen i Kristi kærlighed er det, vi kalder himlen. Himmeriget er altså at være sammen i Kristi kærlighed. Frygt derfor ikke for alt det, som sker i tiden. Himmeriget er nær. Det vil sige, at Kristi kærlighed vil give liv og mening til at fylde tiden med trøst og glæde. Frans af Assisi har givet os en bøn, som er god at bede midt i livet, hvor tiden skal fyldes med retfærdighed og fred og glæde. Her er hans bøn: Herre gør mig til et redskab for din fred! Lad mig så kærlighed, hvor der er had, tilgivelse, hvor der er forurettelse, enighed, hvor der er tvivl, håb, hvor der er mørke, og glæde, hvor der er bedrøvelse. O, guddommelige Herre! Giv, at jeg ikke så meget må søge at blive trøstet, som at trøste, ikke så meget at blive forstået, som at forstå, ikke så meget at blive elsket, som at elske. Thi det er ved at give, at vi modtager, det er ved at tilgive, at vi tilgives, og det er ved at fødes til evigt liv. 4
Den bøn hjælper dig til ikke at frygte, fordi den sætter din næste i centrum; og den åbner dit sind for evigheden, så du kan leve i tro, håb og kærlighed her i tiden. AMEN Han har lagt evigheden i menneskenes hjerte 5