Ideologi og utopi 0
Indledning Hvorfor skrev Karl Marx og Friedrich Engels Det kommunistiske Manifest (1848) som politisk manifest, alt imedens Holberg skrev sin Niels Klims underjordiske rejse (1741) som litterær vision? Begge er jo i en vis forstand utopiske skrifter. Den litterære utopis formål er i vores tolkning, at læseren skal bringes til at reflektere over det eksisterende samfund og fremtidens uanede muligheder. Det kan i den forbindelse være en vigtig pointe i danskfaget, at de litterære værker, vi beskæftiger os med, ikke er uafhængige af den virkelighed, der omgiver dem. Hermed trækkes en parallel til fakulteternes opdelinger, der gives et nyt lys. Marx trækker f.eks. på skønlitterære virkemidler, og det er vores tese, at det spiller en central rolle i formidlingen af det politiske projekt. Ligeledes indgår der tydelige politiske elementer i Holbergs Niels Klim. Et centralt omdrejningspunkt for tekstanalyserne er, at det samfundskritiske aspekt i utopien formidles på en måde, der inddrager læseren, ved at aktivere dennes eget indre kritiske potentiale. En anden vigtig opgave er i lyset af dette at se på relevansen af disse erkendelser i nutidens samfund. Her gennemføres empiriske samfundsfaglige analyser og diskussioner i lyset af den danskfaglige erkendelse. Problemformulering Hvilken samfundsmæssig funktion har utopier, og hvordan hænger det sammen med den genre, hvori de udtrykkes? - har utopierne stadig en funktion i dag? Problemstillinger 1. Hvordan kan man analysere forholdet mellem tekst og samfundsmæssig virkelighed i de to værker Det Kommunistiske Manifest og Niels Klim? a. Samfundsfag: Kort om industri- og feudalsamfund og ideologier og marxisme. b. Dansk: genreovervejelser, sproglige virkemidler og læseren som utopist. 2. Hvilken relevans har Det Kommunistiske Manifest i det danske samfund i dag? a. Kort om ideologiernes død og senmodernitet. b. Findes der klasser i dag? herunder analyse af klasse-stemmeafgivelse og organisation. 3. Konklusion: Hvordan kan de litteraturteoretiske overvejelser i første afsnit forbindes med den samfundsfaglige klasseanalyse og dermed bidrage til en afklaring af manifestets relevans i dag? 1
Materiale og metode I danskdelen arbejder vi både med en tekstnær tilgang, der er nykritisk orienteret i forhold til genrekarakteristik, sproglige virkemidler etc. Derudover anlægger vi en litteraturhistorisk vinkel på teksten og læser den ind i en lang tradition for samfundskritisk litteratur, der netop sætter samfundets problemer til debat (jf. Brandes). Rent metodisk trækker vi derfor blandt andet på ideologikritikkens fokus på litteraturen som udtryk for værdier og holdninger i samfundet, der rækker ud over det individuelle og orienterer sig noget kollektivt. Ideologikritikken påstår, at det enkelte værk ikke er upartisk, og derfor kan værkerne betragtes som enten et forsvar for eller et opgør med det samfund, de er skrevet i de betragtes som en del af klassekampen. (jf. Litteraturens veje, s. 152). I den samfundsfaglige del af opgaven er den empiriske videnskabelige metode til gengæld i centrum. Målet er her at opnå en korrekt beskrivelse af verden og en evidensbaseret forklaring af sammenhænge. Til dette formål benyttes statistisk materiale (kvantitativ metode), der belyser sammenhængen mellem social baggrund og adfærd (stemmeafgivning), samt opgørelser over faglig organisering fra de faglige organisationers hjemmesider. Samfundsfag adskiller sig fra naturvidenskaberne ved at generalisere stokastisk (altså finde stokastiske sammenhænge) vi er fx ikke ude efter en 100 % deterministisk model for stemmeafgivning (modsat fx fysikkens faldlove). Delkonklusioner Ad 1 De analyserede værker er situerede i den historiske overgang mellem feudalsamfund og moderne industrisamfund, hvor de moderne ideologier fødes. Som beskrevet i det kommunistiske manifest er det vigtigste her overgangen fra et samfund præget af hierarkiske strukturer knyttet til herkomst og traditionelle privilegier til et samfund præget af den afgørende klassemodsætning mellem arbejdere og kapitalister. Liberalismen udtrykker borgerskabets demokratiske og markedsorienterede ideologi som opgør med det undertrykkende feudalsamfund. Socialismen er arbejdernes ideologi knyttet til visionen om et klasseløst samfund frit fra industrisamfundets fattigdom. Konservatismen peger modsat tilbage mod det fortidige samfund og værdsætter tradition og de naturlige fællesskabers hierarki. Den litterære utopi er præget af dobbelthed, idet begrebet utopi både betyder det gode sted (idealstat) og intetsteds (drømmeri) (Olsen, s. 286). Begrebet associeres således ofte til 2
drømmeri og manglende realistisk sans, men på trods af at Holbergs Niels Klims underjordiske rejse fantastiske univers er befolket med træer, er værket ved nærmere eftersyn et intelligent kritisk indspark i en vedvarende debat om samfundets ideelle struktur og udformning. Den litterære utopi opererer især med fem karakteristiske træk, hvoraf genreblanding er et grundvilkår. Holbergs utopi har ligheder med den fantastiske og eventyrlige litteratur. Niels Klim besøger et underjordisk samfund, hvor indbyggerne er træer, hvilket er en pointe, idet læseren afkræves et fortolkningsarbejde, der netop åbner op for en ny erkendelse af læserens egen samtids samfundsstruktur. Herved skabes der mulighed for en ufarlig selvkritik, da den eventyrlige genre netop er en lettere fordøjelig og humoristisk måde at formidle kritik på. Derudover har vi altid en statsbeskrivelse, som omhandler et opdigtet samfundssystem med tydelige paralleller til forfatterens samtid. At klassesamfundet bliver repræsenteret ved træer, medfører, at komikken ved dette scenarie tydeligt træder frem (se citat 1 bilag). Pointen er her, at mens man griner af den omvendte klasseinddeling, så burde man i virkeligheden reflektere over, hvorfor vi overhovedet har tendens til at betragte egetræer som mere ædle end buske, se citat 2 (bilag). I utopigenren er personerne som oftest flade, da de i lighed med eventyrets persongalleri fungerer som talerør for værdier og grundholdninger. De er således mere typer end individer (jf. Per Olsen). Dette er også tilfældet i Niels Klim, hvilket accentueres af fokus på træsorter og embeder. I Potu har samfundet stærke ligheder med det eksisterende samfund på Holbergs tid, og således kan det betragtes som et spejl, som Holberg holder op foran læseren. I Potu ender man dog med at lovgive sig ud af klassesamfundets problemer, og derved bryder man med uligheden. Fremtidsvisionen i romanen kan således betragtes som en tidlig kommunistisk ideologisk tænkning, se citat 3 (bilag). Det er dog ikke et idyllisk samfund uden problemer, der opstår i kølvandet på loven. Holberg giver således sin version af et fremtidigt samfund, men han er lydhør over for de menneskelige eksistensvilkår. Ad 2) Ideologiernes død og senmodernitet I det senmoderne samfund sker identitetsdannelse ikke primært ud fra industrisamfundets klasser, hvori individet indgår. Identiteten må individet selv konstruere (Beck, Giddens). Disse senmoderne sociologer er altså i modsætning til den marxistiske forståelse af klassemodsætningen som determinerende. Ud fra denne logik skulle arbejdernes identitet være præget af en decideret arbejderidentitet, og arbejderne burde analytisk set stemme socialistisk. De senmoderne 3
sociologer knytter denne teoretiske uenighed sammen med en forestilling om ideologiernes død. Ideologierne er ikke længere relevante, fordi de historiske klassemodsætninger, som de er født ud af, er forsvundet. Samtidig har de historiske erfaringer med socialistisk samfundsopbygning i bl.a. Sovjetunionen udelukket enhver brug af socialistiske visioner som ideologisk grundlag for arbejdermobilisering. b) Findes der klasser i Danmark i dag? I lyset af denne forestilling om historiens afslutning, klassernes forsvinden og ideologiernes død har vi empirisk analyseret arbejdernes stemmeafgivning og organisering. Det viser sig at ideologiernes død var en overdrivelse af træk ved den samfundsmæssige virkelighed. Godt nok viser det sig, at arbejderne ikke i dag stemmer på de socialistiske partier (jf tabel 1, bilag). Men alligevel er faldet i LO-medlemmer relativt lille (jf. figur 1, bilag). Tabel 2 viser desuden, at organisationsprocenten stadig er høj (84 % i 2000). Alt i alt er der stadig en arbejderklasse i Danmark, og den er stadig politisk organiseret. Arbejderne er ikke mobiliseret til at forsvare deres interesser via partivalget. Givet at vi stadig lever i et kapitalistisk samfund med deraf følgende udbytning af arbejderklassen, kunne der ud fra et marxistisk perspektiv siges at mangle mobiliserende fortællinger for arbejderklassen. Den sociologiske litteratur om ideologiernes død er i dette lys blot et bidrag til at skabe falsk klassebevidsthed. Den højaktuelle finanskrise og Huntingtons tese om Civilisationernes Sammenstød peger ligeledes i retning af behovet for nye progressive fortællinger, der kan bryde med historiens afslutning. Ad 3) Konklusion: Manifestet som aktuel utopi? I Det kommunistiske manifest ser vi en utopisk fremtidsvision, der stadig har relevans i dag. Genremæssigt har manifestet ikke direkte tilknytning til den litterære utopi, men den er utopisk, da det er en vision for fremtiden, som netop også kritiserer det eksisterende samfund på samme måde som den litterære utopi. Personerne er her også fremstillet ikke kun som flade, men også som grupper uden individuelle karakteristika, se citat 4 (bilag). Således har manifestets fremstilling af personer ligheder med utopien som genre, da det netop er ideologier, der formuleres og formidles gennem grupperinger af mennesker i klasser. Ser man på manifestets sproglige virkemidler er det interessant at bemærke, at man skønt man lægger afstand til eventyret som genre, stadig beskriver et tænkt samfund. Fortolkningen af de ti bud i Det kommunistiske manifest er - ligesom det gør sig gældende i den litterære utopi - op til 4
læseren, og det er så op til arbejderklassen selv at fortolke sig frem til en konkret udformning. Målet er, at proletariatet skal være den herskende klasse, men hvordan det skal ske helt konkret, er der ikke noget svar på. Der er således tanker om en idealstat både i den litterære utopi og i manifestet, og som sådan er manifestet som genre fiktivt med paralleller til den litterære utopi. Målet med begge genrer er netop at få læseren til at reflektere over samfundets struktur og uligheder og måske selv finde en vej til at ændre på tingenes tilstand. Læseren som utopist Både manifestet og den litterære utopi afkræver læseren en reel refleksion og evnen til at forestille sig fremtidens muligheder. Måden at formidle budskabet på har ligheder og forskelle, der i sidste ende forholder sig til udgangspunktet: Er utopi drømmeri eller idealstat? I sidste ende handler det også om, hvilken effekt teksterne kan have i virkeligheden. Er humor og fantastiske beskrivelser mere virkningsfulde end manifestets litterære sprog? I en vis grad trækker Marx og Engels på litteraturens virkemidler og Holberg på samfundskritiske tendenser i sin samtid. Det er dog altafgørende, at læseren er i stand til at fortolke teksterne, og Holbergs tekst er på denne måde ikke påduttende i sit budskab, da han netop skriver i en litterær tradition, hvor fortolkningen er altafgørende. At Det kommunistiske manifest trækker på litterære virkemidler og billedsprog er interessant, da spøgelses-metaforikken kræver en refleksion, som hvis den udebliver, kan afstedkomme en misforståelse af manifestets budskab. En retorisk bevidsthed omkring skønlitterære og faglitterære virkemidler er altafgørende, både når man beskæftiger sig med politiske taler, samfundskritisk litteratur og tekster i det hele taget. Relevant i dag? I en senmoderne tid, hvor arbejderklassen har mistet sit ideologiske fodfæste på grund af Kommunismens historiske forfærdeligheder, kan en nylæsning af Det kommunistiske manifest, der fokuserer på muligheden for åbne fortolkninger af utopien muliggøre, at arbejderklassen kan forholde sig til den socialistiske ideologi uden at skulle aftvinges en konkret fortolkning i retning af det sovjetiske samfund. På denne måde bliver historien åben for arbejderklassens skabelse af et nyt samfund hinsides klasseundertrykkelse, men også hinsides den undertrykkelse som socialistiske visioner har skabt. Derfor er det kommunistiske manifest stadig relevant i dag. 5
Litteraturliste Andersen, Johannes og Jørgen Goul Andersen (2003), Klassernes forsvinden, pp. 207-221 i: Jørgen Goul Andersen og Ole Borre (red.), Politisk Forandring værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001, Århus: Systime Academic. Fibiger, Johannes (red), Litteraturens veje, København, 2001. Holberg, Ludvig (1968 [1741]), Niels Klims underjordiske rejse, København: Gyldendal Jensen, Ole Hedegaard (2008), Samfundsfag B&C, Århus: Systime Madsen, Morten (2000), Tendenser i lønmodtagernes faglige organisering, LO-dokumentation, Vol. 2-2000, pp. 99-122. Marx, Karl og Friedrich Engels (1983 [1848]), Det Kommunistiske Manifest, København: Arbejderforlaget Nielsen, Holger K. (2004), Venstrefløjen i en ny tid, København: People s Press. Olsen, Per (1994), Utopia tur/retur I Bogens Verden, pp. 286-292 Andet materiale: Spielberg, Steven (2002), Minority Report, USA www.surveybank.aau.dk (valgundersøgelsen 2005) 6
Bilag Citat 1 Nogle Træer gik saavidt i forfængelig Ærgierrighed, at de, som af Naturen ikke havde faaet meer end to eller tre Grene, søgte om Titler af Tigrenet eller Tolvgrenet, og Tornebuske søgte om at kaldes Palmetræer. Det var ligesaa latterligt, som om en Vanskabning søgte om Titel af Velbaaren, eller den, der var født af ringe Stand, vilde kaldes Høiædel. Citat 2 Men disse vare ikke de eeneste Uleiligheder, som fulgte deraf. Efterhaanden gik det saavidt, at de bedste og dueligste Træer, som Naturen havde udrustet med de største Siele-Evner og de fleeste Grene, maatte sidde nederst i Giestebudder og Forsamlinger. Thi de Træer, som havde nogen indvortes Værd, og udmærkede sig noksom ved Klogskab og Dyd, kunde aldrig beqvemme sig til at søge nogen Rang eller Titel, for at faa Ret til at sidde øverst. Men de slette og uduelige Træer søgte paa en Maade at skiule deres naturlige Mangler med prægtige Ærestitler, og plagede Fyrsten uden Ophør med deres Ansøgninger. Citat 3 Fra den Tid af holdt man nøiagtig over den Lov, at alle borgerne skulde være lige. Og dog ophørte ikke al Kappelyst, fordi Titlerne bleve afskaffede; men nu stræbte den eene at overgaae den anden i Dyd og sande Fortienster. Citat 4 At være kapitalist vil ikke bare sige at indtage en personlig men en samfundsmæssig stilling i produktionen. (s. 37 Det kommunistiske manifest) Tabel 1: Arbejdernes partivalg, 1990, 1994, 1998 og 2001. Procent (vandret). År EL S S MIDT K V DF FrP Socialistiske N F 1990 1 9 57 7 5 7-9 70 515 1994 3 8 45 7 7 19-8 57 714 1998 3 7 44????? 54 848 2001 2 5 35?? 29 19? 42 833 Note: MIDT=R, CD og KrF. I 1990 og 1994 indgår en række små venstrefløjspartier, De Grønne og Fælleskurs, i socialistiske stemmer. Kilde: Andersen & Goul Andersen, 2003. 7
Tabel 2: Udvikling i organisationsprocent blandt arbejdere År 1976 1979 1982 1999 2000 Procent 78 84 88 91 84 Kilde: Madsen 2000: 110 Figur 1: medlemstal i LO, 1899-2003 Medlemmer 1.600.000 1.400.000 1.200.000 1.000.000 800.000 Serie1 600.000 400.000 200.000 0 1880 1900 1920 1940 1960 1980 2000 2020 Kilde: Medlemstal (inklusiv ikke-betalende medlemmer) fra www.lo.dk, LO årsberetning 2000-2001, 2001-2002, 2003. 8
Tabel 3: Klasse og partivalg 2005, procent. Kilde: www.surveybank.aau.dk (valgundersøgelsen 2005) 9