Mos-Jensen i Hvalsø af Gert Steen Mogensen og Gunnar Rylander Hansen Han havde lært det fra barnsben: Venstre øje skulle bruges til mikroskopet, og det højre øje skulle holdes åbent. På den måde kunne han se både i mikroskopet og på skrivebordet samtidig. Og så blev hans syn ikke skævøjet med årene. Lyset fra petroleumslampen var nemt at placere praktisk så mikroskopets spejl let kunne vippes, så han så planten i mikroskopet bedst. Uden mikroskop kom man ingen vegne med mosserne. Nok var de grønne at se på, men detaljerne var nu nøglen til at forstå og genkende dem. Derfor mikroskopet og derfor det kunstige lys fra petroleumslampen, for arbejdet tog jo sin tid, og da dagene var for korte i den del af året, hvor mosserne var nemmest at have med at gøre, passede det ham fint. Og så er teknikken nødvendig, hvis man skal tegne det, man ser i mikroskopet. Han var højrehåndet. Og han tegnede meget. For så har man tid til at se - indse - det, man tegner. Omstændelig fremgangsmåde, jovist, men varmen bredte sig i kroppen ved at se detaljerne i en mos, som han tidligere på dagen havde indsamlet i en af skovene udenfor byen, og som nysgerrigheden havde fået ham til at tage med hjem. Mosset virkede stadig lidt anderledes, end han havde forventet. Men meget anderledes var det jo ikke, kunne han nu se i mikroskopet. Cellerne tegnede sig tydeligt i de former, der plejede at være i artens blade. Der var dog ingen tvivl om, at det ude i skoven havde set mere tjavset ud end de andre mosser. Hvilket navn skulle han give det? Et nyt og foreløbigt navn? Eller skulle han anvende ét af de kendte navne, og så huske, at det ikke var helt som de andre, han tidligere havde samlet? Det sidste ville rydde bordet om end ikke klare hjernen helt. Mos-Jensen var en blanding af pragmatiker og teoretiker. Og så følte han tiden nok tillod en afventen til afklaring af plantens rigtige navn, uden at han derfor skulle anses for en nøler eller en vægelsindet person. 99
Christian E. O. Jensen, 1859-1941, boede i Hvalsø i perioden 1871-1917. Han var uddannet farmaceut. 100
Nå, nu var hans mos jo samlet, og det var sært nok til at skulle gemmes og dermed huskes på den måde som det gør i herbariet. Derfor fik det en etikette og en indpakning - kaldet en kapsel - og blev lagt over i samlingen, i alfabetisk orden - i herbariet. Her lå alle de andre planter - nu som tørrede. Han havde samlet dem én af gangen, siden han startede i botanik. Hans arbejdsværelse var sikkert fyldt med mosser i kapsler, som endnu ikke var behandlet færdig i mikroskopet. Arbejdsprocessen tog tid, så han sad der nok som - billedligt talt - en sulten person ved et veldækket bord med det problem, at øjnene er mere sultne, end hvad maven kan kapere her og nu. Herbariet vokser I herbariet har tiden sin egen dimension. Alle de planter, han samlede gennem sit liv, endte dér. Der lå også planter samlet af andre botanikere. Dem havde han fået foræret eller byttet sig til. Nogle planter var danske, men der var også en del fremmede fra andre lande i Europa. Sådan samles viden og tvivl i herbariet. På tværs af så forskellige tidsrum som dage, måneder, år, årtier, århundreder. Hvordan ser denne mos-art ud i efteråret? Svaret kan ofte findes i herbariet ved at sammenligne det trin i den årlige udvikling, som alle de opbevarede mosser har haft i månederne oktober til januar! Uanset at planterne er indsamlet i 2002, 1950, i 1850 eller tidligere. Og opfører de sig ens i alle lande samtidig? I det sydlige Europa som i det nordlige Arktis? Mosserne kan samles og blandes vilkårligt - side om side - blot planterne ligger tørt og mørkt. Mos-Jensens herbarium var - og vedblev at være - med mosser. 101
De tørrede mosser opbevares i et herbarium, hvor hver plante ligger tørt, i mørke og hver indsamling i hver sin kapsel eller kuvert. På denne måde kan planterne opbevares i århundreder. Når man skal bruge dem, opblødes de på et eller få minutter i varmt vand. Foto Flemming G. Rasmussen. Baggrund Faderens herbarium bestod af blomsterplanter, især brombær, som var en af de mest vanskelige slægter at bestemme til art. Det er den stadig, men faderens arbejde var af betydning for det fremtidige arbejde med slægten, som stadig kræver indsigt på højeste specialist-niveau. Trangen til at fordybe sig og udfordringen ved at drages af de mest vanskelige problemstillinger var Mos-Jensens arvegods. Og det faldt godt i trit med hans talent. 102
C. Jensen - Christian Erasmus Otterstrøm Jensen, også kaldet Cresten, men altid forkortet til C. Jensen - blev født i Kværn i Angel i Sydslesvig i 1859, altså mens området var dansk. I 1871 overtog faderen apoteket i Hvalsø og flyttede dertil. Mos-Jensen var da 12 år gammel og næppe specielt mosset på det tidspunkt. I indlæringen af botanikken starter man normalt med de plantegrupper, hvor man kan få vejledning. I 1883 udkom Jensens første afhandling. Den er trykt i Botanisk Tidsskrift bind 13 og hed Analoge variationer hos Sphagnaceerne. Emnet er tørvemosser og hvordan forskellige arter kan variere i udseende uden derved at være nærmere beslægtet. Jensen mente, at vandet på voksestedet havde den største indflydelse, og derefter lys, skygge, temperatur og jordbund. Ordet analoge variationer var vel valgt, fordi det fortæller, at selv om planter umiddelbart kan se ens ud, kan de godt være forskellige, fordi deres udseende kan skyldes påvirkninger fra miljøet og ikke kun fra planternes egne arveegenskaber. I biologien var der forståelsesmæssigt opbrud her, kun 25 år efter Darwins evolutionsteori hos finker på Galapagosøerne, som udkom i 1860. Hos mosserne - som hos alle andre planter og dyr - måtte man til at gennemtænke, hvorvidt Darwins teori kunne anvendes på andet end finker. Hvad eftertiden kan se i tilbageblikket er, at C. Jensen og hans samtidige manglede viden om arternes variation skyldtes arvelige - genetiske - årsager eller variationer skulle forklares som forårsaget af faktorer i miljøet. Hos tørvemosserne kom C. Jensens holdning til at vinde anvendelse, idet han tillagde arvelige egenskaber - som anatomiske karakterer- betydning, inden han begyndte at sammenligne forskellige arters variationer i de enkelte planters ydre udseende. Hvorfor valgte han mosserne? Det er indlysende, at det var faderen, J. Georg K. Jensen, der vakte interessen ved at tage sin søn med ud i skovene også omkring Hvalsø. Derved kom sønnen ind i faderens egen verden som botaniker. På det tidspunkt var de ledende danske botanikere ikke særligt gode til at kende mosserne. Th. Jensen var bedst, teolog i Nordjylland og ikke i 103
C. Jensens håndskrift er let genkendelig. Denne plante samlede Jensen på foden af et pæretræ i Hvalsø d. 20. oktober, 1892. Det påførte D. 44 reg viser, at planten indgik i det prikkort, som blev udarbejdet af denne art i slutningen af 1950-erne. I nederste højre hjørne er anført et C, hvilket betyder, at planten opbevares i Botanisk Museum, som internationalt har koden C. Foto Flemming G. Rasmussen. familie med C. Jensen. Han skrev i 1866 den første egentlige flora over de danske mosser, Bryologia Danica. Et udmærket arbejde, som omfatter bladmosser og sortmosser, men ikke tørvemosser eller levermosser. Tydeligvis har C. Jensen valgt som ung at arbejde med tørvemosser, fordi de manglede i Th. Jensens flora. Efter 1890 fokucerede han i stigende grad på levermosser, som han behandlede færdigt i 1915. Først i 1923 kom hans behandling af bladmosser og sortmosser. 104
Ved at vælge mosserne fandt han et område, der i Danmark endnu ikke var forsøgt behandlet til bunds ud fra de teoretiske strømninger, som var oppe i tiden. Darwins teori om evolutionen i biologien satte fokus på samtlige grupper af planter og dyr, og for hver af disse måtte tidligere tiders opfattelser gennemtænkes i lyset af den nye forståelse. Og så måtte man jo også lave det feltarbejde, som ville muliggøre en oversigt med rod i virkeligheden og ikke kun i de få eksempler, der blev nævnt i bøgerne. Hvad var hans fremgangsmåde? Mos-Jensens metodik tog udgangspunkt i hans egne iagttagelser i naturen. Sådan er det nok for stort set alle naturhistorikere, der typisk begynder på de mange vandringer i naturen i drengeårene (undskyld piger, men vi ved ikke helt, hvordan I startede). Typisk er de unge naturhistorikere i besiddelse af et ganske omfattende arts-kendskab allerede, når de når teenage-årene. Mos-Jensen samlede på sine mange ture et herbarium, som hjalp ham med at huske enkelthederne omkring hver enkelt plantes voksested, form, etc. Herudover lavede han en samling af bøger og særtryk som indeholdt den førende litteratur fra udlandet: Schimper skrev på tysk, Lindberg på svensk, Warnstorf på tysk og Braithwaite på engelsk. Alle brugte de diagnoser på latin, som stadig er krav i botanikken, når et nyt mos skal beskrives. At læse og forstå disse sprog på et akademisk niveau krævede større færdighed end den almindelige skoleuddannelse kunne mestre. Men som ungt menneske havde Jensen ikke noget valg, fordi de voksne botanikere alle anså sprogproblemerne for perifere. Kunne man ikke sprog i det nødvendige omfang måtte man se at lære det i en fart. En grundholdning, der vel næppe afviger fra en håndværkers, der også kræver, at hans kolleger må mestre de værktøjer, der skal bruges for at arbejde bedst. For mange mennesker er det ikke noget problem at oparbejde et stort forråd af paratviden. Nogle kan alle tiderne i en køreplan, andre alle navnene på mosserne, igen andre kender alle lovenes paragraffer. 105
Alle kan blive klogere, så en plante kan godt bestemmes om, d.v.s. påføres et nyt navn. Her er det første navn rettet til et senere. Håndskriften øverst på kapslen er ikke Jensens men tilhører en tidligere ansat ved museet. Rettelsen er heller ikke Jensens, men tilhører en senere videnskabsmand, der var uenig med Jensen i bestemmelsen. Foto Flemming G. Rasmussen. Som forsker skal man ligeledes have et omfattende forråd af paratviden. Men i FORSKNING handler det om at kunne finde - indse og identificere - hele den verden der står MELLEM linierne. Deraf fordybelsen. Nøglen til fordybelse i et emne ligger i at læse de andre forfatteres meninger og sammenligne dem med sine egne erfaringer. Så C. Jensen måtte opbygge et bibliotek, hvor alle de tidligere og samtidige mosforskere havde skrevet, hvad de mente om stort og småt i bryologien. 106
Jensens første publikation var om tørvemosser og udkom i 1883, året efter at han havde bestået sin eksamen som farmaceut. I den nævner han ikke Hvalsø eller Danmark. Tydeligvis forsøger han at teoretisere ved at sammenligne sine egne iagttagelser med, hvad han kan udlede fra den førende internationale litteratur om mosser. Ambitionsniveauet er højt. Han forsøgte at skematisere sine synspunkter og bemærkede selv, at flere huller i dette skema vistnok i en nær fremtid kunne udfyldes. Han ville altså arbejde videre med tørvemosserne. Det gjorde han, og i 1890 udkom et af hans kendteste arbejder, der på sin vis afsluttede hans grundlæggende tænkning om tørvemosser. I det arbejde løser Jensen det virvar af arter, varieteter, former, der var beskrevet igennem mange år af tidligere forfattere. Jensen kombinerede formerne af tørvemossernes stængelblade med anatomiske detaljer i grenenes blade. Det gav et skellet til forståelse af tørvemossernes måde at variere på. Måske er Jensens egne ord mest rammende, fordi det på en og samme gang giver et indtryk af den botaniske fornyelse Jensen bibragte i en alder af 31 år, samtidig med, at det er et af de yderst få steder, hvor Jensen siger noget om kolleger. Han skriver 1890: 112: Dr. J. Röll må tilgive mig, at jeg ikke har taget hensyn til hans værker. Hans standpunkt til begrebet art er så fuldstændig modsat det, der er lagt til grund for denne monografi, at det er meningsløst, ja ofte umuligt, at henføre hans benævnelser af de af ham opstillede formgrupper til de her beskrevne arter. Vil man citere Dr. Röll s navne er det nødvendigt at undersøge originaleksemplarer af de ca. 700 af ham beskrevne former og derpå henføre dem til deres respektive arter. Dette er dog umuligt for mig, da jeg kun er i besiddelse af 5 af dem, og selv om det kunne lykkedes for mig at få eksemplarer af dem alle, ville de 700 navne fylde alt for meget i nærværende afhandling. Dr. Röll s formgrupper er, som han selv erklærer og hvori jeg i flere tilfælde er ganske enig med ham, ikke arter, hvorfor det er aldeles uberettiget af ham at blive fornærmet over, at Prof. Russow har kaldt en art Sphagnum warnstorfii, skønt Röll i forvejen har givet en samling former, der er taget dels fra S. russowii og dels fra S. girgensohnii, dette navn. Jeg har derfor heller ikke betænkt mig på at benytte navnet S. warnstorfii Russow. 107
Tydeligvis var Jensen inde i en tankegang, som han i vid udstrækning delte med udenlandske forskere i tørvemosser. Svenskeren H. Lindberg opkaldte en tørvemos S. jensenii, og behovet for nye navne til ikke tidligere erkendte arter afspejler samtidens kontakt mellem de førende tørvemosforskere, så der nu findes navne som S. russowii, S. jensenii, S. warnsstorfii, S. lindbergii, og mange flere. Vi ved ikke om de forskellige forskere mødtes enkeltvis, men de har næppe truffet hverandre på et fælles møde, sådan som det er praksis i vores nutid. I stedet måtte de sende udvalgte planter til hverandre og udveksle særtryk af deres skrevne arbejder. Og derpå skrive breve om, hvordan det MELLEM linierne eventuelt kunne forstås - eller hvad mener du? Jensen kendte proceduren, for han havde fået den fra barns ben fra faderen, der var leverandør til J. Lange s skriftlige arbejder. Unge Jensen samarbejdede også med J. Lange om en oversigt over den grønlandske flora, hvor C. Jensen bidrog med indholdet om mosser. Et godt og troværdigt indhold selv om hverken J. Lange eller C. Jensen selv havde besøgt Grønland. Om feltarbejdet Behovet for rejserne kom til Jensen, efterhånden som udlændinge sendte planter til ham med spørgsmål om et muligt navn. Muligvis havde han - eller fik - familiære kontakter til svenske bryologer, men begivenhedsforløbet er ikke helt klart. Hvem kom først, båndene skabt af familien eller mosserne. Uanset hvorfor så rejste Jensen i sine modne år hyppigt til Sverige, hvor han lavede feltarbejde sammen med adskillige svenske bryologer. Der er ingen tvivl om, at Jensen var glad for dette samarbejde og at han fik stor anerkendelse for sin viden hos de svenske bryologer. I mange år rejste han rundt om i Danmarks forskellige egne, hvilket kan ses af hans citeringer af egne fund, som er markeret med et (!) i hans angivelser i Danmarks Mosser I og II. Disse rejser har formentlig overvejende fundet sted i forbindelse med ekskursioner sammen med medlemmer af Botanisk Forening. 108
I 1917 mistede Jensen sin noget yngre kone. Han giftede sig aldrig igen. Deres fælles gravsted findes på Kirke Hvalsø Kirkegård, og er nu bevaret for eftertiden. Det blev dokumenteret af Roskilde Museum i 1999. Foto Grete Rung. I 1896 besøgte han Færøerne, som har en relativ sparsom mosflora med mange europæiske og atlantiske arter. Han besøgte Sarek-området 1902 i det nordlige Sverige til stort udbytte for hans forståelse for den alpine og lavarktiske mosflora. Han kom aldrig selv til Grønland, så hans publikationer der fra var udelukkende baseret på planter indsamlet af andre botanikere. Det var ret almindeligt i 1800-tallet, at en kollektor - indsamler - hjembragte mosser, som han ikke selv vidste meget om, men som blev 109
overladt til en kender for at blive bestemte og derpå publicerede og arkiveret i et herbarium. De planter, Jensen bestemte, ligger i dag i herbariet i Botanisk Museum, Københavns Universitet. Hans publikationer ligger i mange biblioteker og særtrykssamlinger i Europa, Nordamerika og i Asien. Tyngdepunktet i Jensens felterfaring opbyggedes helt klart med et naturligt udgangspunkt i Danmark, Færøerne og Sverige. I sammenligning med nutidige bryologers muligheder for at udføre feltarbejde i nære og fjerne lande, stammede Jensens erfaring fra feltarbejdet således fra et geografisk begrænset område. Det var derfor en helt naturlig vinkel Jensens forskning tog ved primært at samle sig om teoretiske problemstillinger kombineret med regionale floraskrivninger. En enkelt episode fra kort før Jensens død i 1941 var, da han på en ekskursion blev bedt om at afgøre om et mos var Amblystegium serpens eller A. juratzkanum. De adskilles på længden af celler i spidsen af bladet, men et fingerpeg kan ofte findes i bladenes måde at sidde på selve stænglen. Jensen svarede, at den skal vi lige have hjem og tørre, for var det A. juratzkanum ville bladene da stadig stritte, når planten blev tør. Problemstillingen viser et paradoks for en bryolog, der oftest sidder ved mikroskopet med et tørret eksemplar og ønsker sig, at det kunne ses i live som i naturen. Uddannelse og familie Jensen var uddannet farmaceut og ikke som magister i botanik. Han var discipel på Nyt Apotek i København i perioden 1. november, 1875 til sin medhjælpereksamen d. 31. oktober, 1878. Derpå praktiserede han på Hvalsø Apotek 1879-80 og tog farmaceutisk eksamen i 1882. Praktiserede herefter igen på Hvalsø Apotek, hvor han i januar 1886 blev bestyrer. Ved faderens død fik han bevilling til Hvalsø Apotek, som han forlod i 1917 for at overtage Nørrebro i København, hvor han havde bevilling til sit dødsår. C. Jensen var ældst af 4 børn, de tre andre alle søstre. Hans mor var 15 år yngre end faderen, ligesom C. Jensen og hans egen kone havde 110
en aldersforskel på 18 år. Hun døde i 1917 i Hvalsø; vi synes at kunne læse en pause i C. Jensens produktion de følgende par år, men om disse skyldtes tabet af sin hustru eller arbejdet med at overtage Nørrebro Apotek, kan vi ikke afgøre. Netop disse år har været turbulente for Jensens videnskabelige arbejde. C. Jensen døde efter længere tids sygdom i 1941. Han efterlod sig ingen børn. I Hvalsø-Særløse Kommune var han i ca. 23 år kommunal revisor. I 3 år var han formand for en kreds i Danmarks Apotekerforening, og han var organisatorisk aktiv i Botanisk Forening, som censor ved den Farmaceutiske uddannelse og meget andet, der karakteriserer et åbent og alsidigt aktivt menneske. Hovedværker C. Jensens hovedarbejder er især fire: 1. 1890 hans publikation om de danske arter af tørvemos; arbejdets tegninger anvendes stadig i undervisningen ved Københavns Universitet. 2. 1915. Danmarks mosser. I. Bindet omhandler alle da kendte levermosser, hornmosser og tørvemosser fra Danmark og Færøerne, og giver bestemmelsesnøgler, så indsamlet materiale kan bestemmes til art. 3. 1923. Danmarks mosser II. Sortmosser og bladmosser som også omfatter Danmark og Færøerne. 4. 1939. Skandinaviens Bladmossflora, som omhandler alle Skandinaviens bladmosser; bogen er skrevet på svensk, oversat fra dansk af den svenske bryolog H. Persson, og udmærker sig ved at have bestemmelsesnøgler til slægter. Disse slægtsnøgler anvendtes stadig, indtil en dansk mosflora udkom i 1976. Om nærværende artikel Mens der er mange kilder til en sammenstykning af C. Jensens videnskabelige aktivitet så som hans publikationer og hans indsamlinger af planter, der naturligvis fortæller, hvor hans samlede og hvornår, så er der meget få oplysninger om hans øvrige gøren og laden. Vi har i denne beskrivelse taget os den frihed at skrive ret frit om, hvordan vi 111
forestiller os baggrunden for hans karriere har været. Vi håber ikke at C. Jensen af den grund ville have taget os det ilde op, for at vi på denne måde har villet ønske ham til lykke med en flot indsats i bryologien. Tak for hjælpen under udarbejdelsen af manuskriptet til Bente Trane, Hvalsø Lokalarkiv, og til Flemming G. Rasmussen, Roskilde Museum. 112