Fårets klimatilpasning i vinterperioden

Fårets klimatilpasning i vinterperioden Skrevet af Jordbrugsteknolog Christine Leth-Møller I samarbejde med Cand. Agro. Hans Ranvig & Cand. Agro. Malin Plumhoff Tygesen 1 Udarbejdet for foreningen Danske Lammeproducenter 2011

2

Forord Denne rapport er udarbejdet for Foreningen Danske Lammeproducenter med midler fra Fåreafgiftsfonden. Rapporten henvender sig til fagfolk inden for dansk fåreavl, samt beslutningstagere inden for dansk dyreværnslovgivning. Den beskriver fårs evne til at klimatilpasse sig koldt vejr, samt deres evne til at klare sig uden læskure eller adgang til skove. I denne forbindelse rettes en varm tak til følgende personer, der har medvirket til udarbejdelsen af denne rapport: Cand. Agro. Hans Ranvig Cand. Agro. Malin Plumhoff Tygesen Cand. Agro. Hanne Justesen Dyrlæge Randi Worm Fåreavler Johnny Mathiesen Fåreavler Sven Joensen Fåreavler Uffe Worm Fåreavler Åse Svendsen Vallø Fårebrug ApS Samt en varm tak til personer, der har udlånt materiale til udarbejdelse af rapporten: Fårehyrde Sirid Kaatmann Fåreavlere Asger og Inger Markussen Finn Bertelsen 3

Sammendrag I Danmark foreskriver en udtalelse til dyreværnsloven, at får der opholder sig ude i vinterperioden, skal have adgang til læskur. Det er der mange fåreavlere der opponerer imod, da de har erfaret at fårene ikke vil benytte skurene. Denne rapport beskriver fårets evne til at tilpasse sig lave temperaturer, samt forsøger at afdække, hvorvidt får har behov for læskure i vinterperioden.. Velfodrede får i godt huld (huldkarakter > 3) og med minimum 6 cm uldlængde er i stand til at modstå lave temperaturer på grund af uldens gode isoleringsevne. Desuden vil får, der fodres med en høj andel grovfoder med høj fordøjelighed have en stor varmeproduktion i forbindelse med fordøjelsen af dette, hvilket er med til at sænke dyrets kritiske temperatur. I rapporten gennemgås videnskabelig litteratur vedrørende fårs klimatilpasning, hvilket er suppleret med termografier af 3 danske væddere. Disse billeder viser væddere, der i 10 C, har temperaturer der ligger under frysepunktet på ydersiden af hammen, og helt op til 32,4 C inde ved huden. Dette bekræfter uldens isoleringsevne. Rapporten afsluttes med en beskrivelse af flere danske cases, hvor får der har adgang til læskure ikke benytter disse og ikke viser tegn på mistrivsel. Dr. Cathy M. Dwyer, fra Scottish Agricultural College, har i bogen The Welfare of Sheep skrevet, at dyrene først har behov for læ, når den omgivende temperatur ligger under dyrenes nedre kritiske temperatur. I rapporten er beskrevet, hvordan regn eller sne alene har en forholdsvis lille indflydelse på fårenes kritiske temperatur. Ulden er så tæt, at vand kun trænger få mm ind. Sne lægger sig gerne på ryggen af fårene, hvor det enten rystes væk eller bliver blæst af. Dette bevidner uldens isoleringsevne, da sneen ikke smelter. Påvirkning fra vind, samt vind og regn, øger fårenes varmeproduktion. Dog bør denne øgning kunne dækkes af ad libitum fodring i ekstreme vejrsituationer, da dyrene derved har nok energi til at øge varmeproduktionen tilstrækkeligt. Fårene mindsker varmetabet i blæsevejr ved ofte at vende bagenden til vinden, at græsse med vinden, eller ved at lægge sig ned, hvilket bevirker at vindpåvirkningen falder. Ved studier af data fra DMI, om vintervejret i Danmark, kan der rejses tvivl om hvorvidt fårene generelt har behov for læskure. Denne rapport giver belæg for, at sunde og raske får i godt huld der fodres korrekt og har et ulddække svarende til et halvt års uldvækst, kan klare sig uden læskure i vinterperioden. Såfremt der 4

holdes fast i den nuværende lovgivning, bør det ske på baggrund af videnskabelig dokumentation eller veldokumenterede cases fra det praktiske fårehold. 5

Summary In Denmark the legislation prescribes that sheep which are kept outside in the wintertime must have access to a shelter. Many sheep breeders are opposing to this as the sheep in their experience do not use the shelters. This report describes the sheep s ability to adapt to low temperatures, and attempts to reveal if they need shelters in the winter time. Well fed sheep in good condition (condition score >3) and with at least 6 cm of wool are able to withstand low temperatures due to the wool s good insulation. Furthermore, sheep, which are fed on a diet with a high amount of roughage with high digestibility, will have a high heat production while digesting, which in turn lowers the critical temperature of the animal. In the report, scientific literature concerning the climate adaption of sheep is reviewed. The review is supplemented by thermo graphic photos of 3 Danish rams. These photos depict rams which in -10 C have temperatures below 0 C on the outside of the fleece, and up to 32.4 C on the skin. This confirms the good insulation provided by the wool. The report is finished with the review of several Danish cases where sheep with access to shelters, do not use these and show no signs of failure to thrive. Dr. Cathy M. Dwyer from The Scottish Agricultural College has in the book The Welfare of Sheep described how the animals will not need shelter until the surrounding temperature is below their lower critical temperature. The report describes how rain or snow alone have a relatively small influence on the lower critical temperature of the sheep. The wool is so dense that water only reaches a few millimeters deep. Snow will lie on their backs from where it is either shook or blown off. This proves the insulation of the wool as the snow does not melt. Influence from wind and/or rain will increase the heat production of the animal. However, this increase should be supported by ad lib feeding in extreme weather, making sure that the animals have enough energy for an increased heat production. Sheep will reduce heat loss in windy weather by turning their back end into the wind, by grazing with the wind, or lying down which will reduce the impact of the wind. By studying data concerning the Danish winter from DMI(Danish Climate Centre) doubts can be cast if sheep in general need shelters. 6

This report gives evidence that healthy sheep in good condition which are fed correctly and which have a wool cover equivalent to 6 months growth can manage without shelters in the winter time. If the current legislation is maintained it should be backed up by scientific documentation or well documented cases from practical sheep keeping. 7

Forord Sammendrag Summary Indholdsfortegnelse Indledning... 10 1.0 Fårs tilpasningsevne til det omgivende miljø... 12 1.1 Den Termoneutral Zone og kritiske temperatur... 12 1.2 Varmeproduktion... 14 1.3 Produktionsniveauets påvirkning af varmeproduktionen... 15 1.4 Fodringsniveauets påvirkning af varmeproduktionen... 15 1.5 Fordøjelsesprocessernes påvirkning af varmeproduktionen... 16 1.6 Udnyttelse af Heat Increment (HI) i kolde perioder... 18 1.6.1 Praktisk eksempel på udnyttelse af HI hos slagtelam fra Sønderjylland... 19 2.0 Fårs tilpasningsevne til et koldt miljø... 21 2.1 Uldens og fedtvævets isoleringsevne... 21 2.2 Forskelle i uldens isoleringsevne mellem de intensive og de ekstensive racer... 21 2.3 Forskelle i fedtvævets isoleringsevne mellem de intensive og de ekstensive racer... 29 2.4 Akklimatisering til kolde forhold og effekten af klimatilpasning i løbet af vinteren... 29 2.5 Vindens påvirkning af uldens isoleringsevne... 31 2.6 Effekt af sne og regn på uldens isoleringsevne... 33 3.0 Fårenes behov for at søge læ og ly... 36 3.1 Praktiske eksempler fra danske forhold... 37 3.2 Case fra Svanholm... 38 3.3 Case fra Nr. Hedelam Sønderjylland... 39 3.4 Case fra Australien... 40 3.5 Case fra Herning... 41 8

4.0 Konklusion... 43 5.0 Perspektivering... 44 Litteraturliste... 46 Bilag 1 Udtalelse om udendørs hold af dyr i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr... 49 Bilag 2- Illustrationer af de fåreracer der typisk benyttes i danske besætninger.... 51 9

Indledning Det Veterinære Sundhedsråd og Det Dyreetiske råd kom i 2001 med en udtalelse vedrørende udendørs hold af dyr i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr, se bilag 1. Denne udtalelse danner grundlag for lovkrav i relation til udendørs hold af bl.a. får. Lovkravet foreskriver, at får der går ude i vinterperioden eller i vinterlignende vejr, skal have adgang til læskure. Dette kan for alle fåreracer fraviges, såfremt der er beplantning på arealet, der yder en høj grad af læ og beskyttelse mod nedbør (Brogaard et. al. 2007). Dette lovkrav stemmer imidlertid ikke overens med, hvad fagfolk og fåreavlere oplever om fårenes behov i forbindelse med udendørs dyrehold i vinterperioden. Der meldes tilbage om dyr der ikke benytter sig af læskure, samt dyr der ikke søger ind i skove m.m. Mange oplever at kravet vedr. læskure, ikke stemmer overens med fårenes naturlige adfærd og behov i vinterperioden. The National Academy of Science (1981) understreger vigtigheden af, at miljøtilpasninger til dyr, ikke bør tage udgangspunkt i human komfort men i dyrenes. Sammenholdes de praktiske erfaringer med udtalelsen fra Det Veterinære Sundhedsråd og Det Dyreetiske Råd kan man derfor stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt udtalelsen netop tager udgangspunkt i human komfort frem for, at være baseret på reelle undersøgelser med det formål, at klarlægge dyrenes komfortzone og dermed reelle behov under danske forhold. Der har i alle koldere regioner af verdenen, igennem århundreder, fundet en dels naturlig men også systematisk avl sted, med henblik på at optimere fårenes uld tæthed og kvalitet (Webster 1976). Dette har resulteret i at fåret, sammenlignet med andre husdyr, generelt er mere modstandsdygtigt over for ekstreme vejrsituationer (NAS 1981), især overfor koldt vejr (Dwyer 2008). 10

Formålet med denne rapport er at fremskaffe videnskabelig dokumentation for fårs klimatilpasning, med henblik på at diskutere dette i relation til den nuværende vejledning for udegående får. Dette gøres ved at: 1. Gennemgå litteraturen på områder omkring fårs evner for tilpasning til det omgivende miljø 2. Belyse dyrenes varmeproduktion samt sammenhængen mellem denne og ernæring 3. Gennemgå effekten af vejr og vind på varmetabet 4. Sammenholde teoretisk viden med danske cases, for at opnå klarhed om, hvorvidt den nuværende vejledning bør revideres Rapporten er baseret på gennemgang af relevant videnskabelig litteratur, der beskriver ovenstående emner. Det har været vanskeligt at finde nyere litteratur om emnerne, hvormed der er benyttet en del ældre litteratur. Denne ældre litteratur, der ofte beskriver forskningsresultater på ovennævnte områder, har dog dannet grundlag for megen litteratur vedr. får. I rapporten suppleres den videnskabelige litteratur med termografier at væddere, for at illustrere den, til tider, tunge litteratur på dette område. Termografierne er taget med et Testo 875 Varmekamera. Yderligere er, til slut i rapporten, inkluderet danske cases som supplement til den videnskabelige gennemgang af ovennævnte emner. 11

1.0 Fårs tilpasningsevne til det omgivende miljø I dette afsnit redegøres for fårs naturlige komfortzoner, samt evner til at modstå kuldepåvirkninger, med det formål at skabe et veldokumenteret teoretisk vidensgrundlag for at kunne evaluere hvilke behov får har i vinterperioden. 1.1 Den Termoneutral Zone og kritiske temperatur Når man taler om fårenes evne til at tilpasse sig et koldt klima er det vigtigt, at belyse fårenes termoneutrale zoner, samt deres kritiske temperaturer. Den termoneutrale zone betegner det temperaturinterval indenfor hvilket, fårene bruger en minimal mængde energi, på at opretholde deres kropstemperatur (Yousef 1987). Figur 1 viser en illustration af den termoneutrale zone, samt tre miljøer, hhv. koldt, optimalt og varmt, denne er opdelt i. Nedre kritisk temperatur Øvre kritisk temperatur Kulde stress Koldt Optimal Varmt Varme stress Termoneutral zone Figur 1 - Illustration af den termoneutrale zone med øvre og nedre kritiske temperaturer (mod. e. MAL2011). Optimal zonen betegner det temperaturinterval, hvor dyrets varmeproduktion fra dets øvrige produktion, kan dække det varmebehov der opstår, fra det omgivende miljø (MAL2011) På hver side af den optimale zone vil dyret henholdsvis forsøge at sænke kropstemperaturen ved, at komme af med varme eller øge varmeproduktionen samt mindske varmetabet. Eksempler på adfærd der kan sænke kropstemperaturen kan bl.a. være at lægge sig i skygge eller på beton der afleder varmen. Eksempler på adfærd der øger varmeproduktionen kan være bevægelse hvorved øget muskelaktivitet skaber øget varmeproduktion. Eksempler på adfærd der mindsker varmetabet kan være at dyrene klumper sig sammen og evt. at vende bagenden mod vinden. Det er desuden påvist, at 12

varmetabet i koldt vejr, hos et stående får, er op til 70 % højere, end hos et liggende får (MAL2011). Selv på frossen eller snedækket jord, bliver varmetabet reduceret betydeligt for får der ligger ned, frem for et der står op (Ranvig 1998). Den nedre grænse i den termoneutrale zone kaldes den nedre kritiske temperatur. Den betegnes som den temperatur, under hvilken, dyrene ikke længere kan opretholde den normale kropstemperatur (Young 1981). Sænkes temperaturen under denne grænse lider dyret af kuldestress. Intervallet for den termoneutrale zone, samt de kritiske temperaturer, varierer i større eller mindre grad, alt afhængig af fårets situation hvilket belyses senere. Fårene har forskellige fysiologiske tilpasningsmekanismer, som har til formål at forhindre et fald i kropstemperaturen i forbindelse med at den omgivende temperatur falder. Reaktionerne er et naturligt forsvar, fra fårets side, til at modstå kuldepåvirkninger, og bør ikke nødvendigvis undgås. De vigtigste reaktioner, der til dels overlapper hinanden, er vist i tabel 1 (Slee 1987). Tabel 1 Fysiologiske reaktioner hos fåret i den nedre kritiske temperatur (Slee 1987). Område Nervesystemet Reaktion Modtagelse af termostimuli i perifere receptorer og det centrale nervesystem. Hormonelle forandringer Forandringer i cirkulatoriske niveauer af adrenalin, noradrenalin, thyroxin og cortisol. Biokemiske Forandringer Fysiologiske forandringer Mobilisering og oxidering af glukose og fedt (triglycerider - frie fedtsyrer) og oxidering af brunt fedt (kun hos nyfødte lam). Øget puls rate og slagvolumen (i hjertet), nedsat (oftest) respirationsfrekvens med øget lungevolumen og kulderystelser forbundet med øget metabolisme; forandringer i regionale blodgennemstrømninger med vasokonstriktion, forbundet med nedsat varmetab. Det første der sker, er modtagelse af termostimuli fra receptorer placeret i det perifere væv, hvorefter dyret mindsker blodkarrenes diameter (vasokonstriktion) på udsatte steder som hoved, øre og ben, hvilket resulterer i et reduceret varmetab idet varmestrålingen herfra stoppes eller holdes på et 13

minimum. Ved at termografere får, kan det tydeligere illustreres, i hvilket omfang, vasokonstriktion har indflydelse på temperaturerne, på overfladen af et får. Figur 2 viser et termografi af hovedet på en gotlændervædder. Den sorte linje angiver det område, hvorfra der er dannet den temperaturprofil, der vises i figur 3. Billederne er taget d. 29/1 2011, på Sjælland ved Køge, om aftenen. Lufttemperaturen blev målt til 10 C. C 35,0 Minimum 3,6 C Maksimum 33,0 C Middelværdi 10,1 C 30,0 25,0 20,0 15,0 10,0 5,0 0,0-5,0 Figur 2 Termografiprofil af gotlændervædder, taget i 10 C d. 29/1 2011. Billedet er taget af forfatteren, i forbindelse med udarbejdelse af denne rapport. Figur 3 Temperaturprofil til den sorte linje i figur 4, hvor middelværdien fra næseryg til øre er 10,1 C. Fra Figur 2 og 3 ses det at varmeudstrålingen er høj i og omkring øjnene, samt omkring næseborene. Det ses yderligere, meget tydeligt, at dyret har nedsat blodgennemstrømningen i ører og ansigt, for derved at sænke varmetabet. Den målte temperatur er temperaturen oven på det hårlag der dækker øret. Endnu et fysiologisk tiltag dyrene gør brug af for at opretholde kropstemperaturen er efterfølgende at nedsætte respirationsfrekvens og lungevolumen øges (Slee 1987). Yderligere mobiliserer dyret fedt og øger stofskiftet samt øger muskelaktiviteten i form af kulderystelser. Denne aktivitet er med til at danne mere varme. Der er forskel i racerne og racekombinationerne på, hvornår disse reaktioner indtræffer. Dette hænger bl.a. sammen med grundlæggende forskelle i uldtyper, samt i uldens dække af kroppen. 1.2 Varmeproduktion Dyrenes kropstemperatur er summen af deres varmeproduktion minus varmetabet. Dyrene kan derfor justere såvel deres varmeproduktion som deres varmetab med henblik på at opretholde en konstant kropstemperatur. I det efterfølgende vil blive beskrevet, hvordan varmeproduktionen kan va- 14

riere alt afhængig af hvor i produktionscyklen fåret befinder sig, samt hvordan får via deres foderoptag kan øge varmeproduktion for dermed at opretholde en konstant kropstemperatur. 1.3 Produktionsniveauets påvirkning af varmeproduktionen Alt afhængig af, hvor i driftscyklen fåret befinder sig, vil varmeproduktionen variere. Et goldfår, der udelukkende skal vedligeholde sine kropsvæv, har en lavere varmeproduktion, end f.eks. et højdrægtigt får, lige inden det skal læmme. Det højdrægtige får skal producere lam, hvilket medfører en øget energiomsætning og dermed en øget varmeproduktion. Forsøg har vist, at fosteret tæt på termin har en varmeproduktion, der ligger på højde med et får i hvile (Blaxter 1962). Danske får, der opholder sig ude i vinterperioden, er i størstedelen af tilfældene drægtige, hvilket betyder, at de kan have en øget varmeproduktion på baggrund af produktionen af et eller flere fostre. Det skal dog huskes, at størstedelen af fårene befinder sig i hhv. første del og midterste del af drægtigheden, hvilket betyder, at produktionen ikke er på højde med et får i tredje del af drægtigheden. Det har ikke været muligt at finde forsøg, der dokumenterer fårs varmeproduktion i de to første dele af drægtigheden. 1.4 Fodringsniveauets påvirkning af varmeproduktionen Foderindtagelsen er en vigtig faktor, hvormed dyrene kan øge deres varmeproduktion og dermed deres modstandsdygtighed overfor kuldepåvirkninger. Sammenhængen mellem fodringsniveau og kritiske temperaturer er vist i tabel 2. Dette er resultaterne af beregnede kritiske temperaturer hos får. Der er dog ikke beskrevet i kilden, hvilke får, der er taget udgangspunkt i. Da der er tale om beregnede resultater, er der ikke tale om en egentlig fodring af dyrene, men en beregning ud fra nogle værdier, der ligger fast. Det betyder, at fodring efter ædelyst her, betyder den estimerede værdi, der er nødvendig for at et givent får i en given situation fodres efter ædelyst. Tabellen viser, at den kritiske temperatur falder med stigende foderoptagelse. Tabel 2 - Kritiske temperaturer for får med samme uldlængde, men forskellige fodringsniveauer (Blaxter 1962). Varmeproduktion Uldlængde Kritisk tempera- Fodringsniveau (kcal/m 2 /24 t.) (mm) tur ( C) Faste 850 5 31 Vedligehold 1250 5 25 Ædelyst 1600 5 18 Det samme vil gøre sig gældende for danske fåreracer, men der vil forekomme variationer i resultaterne for de kritiske temperaturer. 15

Tabellen viser, hvordan får med en uldlængde på 5 mm, har tre forskellige kritiske temperaturer, alt afhængig af om det er fastet, fodret efter vedligehold eller ædelyst. Tabellen viser, at varmeproduktionen øges med 47 % fra faste til fodring efter ædelyst, og 22 % fra fodring på vedligehold til fodring efter ædelyst. Ud fra dette kan konkluderes, at får der skal opholde sig udendøre i vinterperioden, bør sikres tilstrækkelig fodring, hvis ikke ad libitum fodring, da opretholdelsen af en konstant varmeproduktion er essentiel for fårets evne til at modstå kulde. En uldlængde på 5 mm svarer til et nyklippet får. Figur 4 viser et får af racen merino, der har fået klippet venstre side. Dette for at illustrere, hvad et 5 mm ulddække svarer til (den klippede halvdel). Læg mærke til, hvordan skidt kun er trængt ind i den yderste del af hammen, hvilket tyder på, at vand og snavs ikke kan trænge ind til kroppen på dyret. Figur 4 Et halvt klippet får, med en uldlængde på den klippede halvdel på ca. 2-5 mm, hvilket svarer til den uldlængde der er beskrevet i tabel 2, på side 8. Wolinsky, C. 2011. 1.5 Fordøjelsesprocessernes påvirkning af varmeproduktionen I forbindelse med omsætningen af det foder dyrene indtager, skabes en varmeproduktion. Figur 5 på side 10 viser, hvordan den oprindelige energi (bruttoenergien) i foderrationen udnyttes, samt hvordan, der i forbindelse med denne omsætning, finder en passiv og en aktiv varmeproduktion sted. Dele af bruttoenergien udskilles med fæces i form af bl.a. ufordøjede foderemner, døde mikrober samt afstødte cellevægge, hvorved den fordøjelige energi (DE) bliver tilbage. En del af den fordøjelige energi udskilles i form af metan og urin, hvorved den omsættelige energi bliver tilbage (ME). En del af den omsættelige energi forsvinder i form af varmeproduktion ved fermente- 16

ring i vom og tarme samt varme produceret i forbindelse med omsætning af næringsstoffer (denne del kaldes Heat Increment på engelsk (HI)). Den tilbageblivende energi, nettoenergien anvendes til 1) varmeproduktionen i tilfælde af, at den termiske varme, der opstår i forbindelse med omsætningen af fodermidlerne, ikke er tilstrækkelig til at opretholde en normal kropstemperatur 2) vedligehold og 3) produktion i form af tilvækst, mælkeproduktion, uldproduktion, bevægelse i forbindelse med fødesøgning og lignende. Bruttoenergi (GE Gross Energy) Fordøjelig energi (DE Digestible energy) Fæces energi CH4 Urin Omsættelig energi (ME Metabolizable energy) Nettoenergi (NE Net energy) Høj HI: Ingen ekstra energi benyttes til varmeproduktion => Mere til produktion Lav HI: Stor del af energien benyttes til varmeproduktion => Mindre/Intet til produktion Termisk energi (HI Heat Increment) Varme produceret ved fermentering i vom og tarme samt ved omsætning af næringsstoffer Nettoenergi Varmeproduktion, produktion og vedligehold Figur 5 - Skematisk oversigt over energiomsætningen (Mod. e. Chwalibog et al., 2003). 17

1.6 Udnyttelse af Heat Increment (HI) i kolde perioder Opholder dyret sig i et omgivende miljø, hvor temperaturen er i eller over den optimale zone, skal dyret af med denne ekstra varme, som den førnævnte HI forårsager. Opholder dyret sig derimod udendørs i lave temperaturer, benyttes HI til at opretholde en konstant kropstemperatur. HI udgør som regel 25-40 % af GE og øges i takt med en øget grovfoderandel i foderrationen/øget indtagelse af grovfoder, hvilket ses i figur 6. Samme vægtmængde af kulhydrat, fedt og protein danner alle forskellige mængder energi i forbindelse med deres omsætning. Dette betyder også, at der i forbindelse med omsætningen af disse næringsstoffer, vil være en varierende varmeproduktion næringsstofferne imellem. Figur 6 viser fordelingen mellem termisk energi og nettoenergi i den omsættelige energi i forskellige grovfoder- og kraftfoder midler. Figur 6 - Fordelingen mellem termisk energi og nettoenergi i den omsættelige energi i forskellige grovfoder- og kraftfoder midler. (Chwalibog 2000) Den viser tydeligt, at HI-andelen i et fodermiddel øges i forbindelse med et øget indhold af træstof. Dette betyder, at HI vil være forholdsvis høj for danske får og lam, der afgræsser frøafgrøder og slætgræsmarker i efteråret og vinteren, hvor grovfoderandelen udgør 100 % eller fodres med en høj andel af grovfoder. For størstedelen af de danske fårebesætninger, foregår afgræsningen i vinterhalvåret på frøgræsmarker, kløvermarker, samt kvægbøndernes slætgræsmarker. Græskvaliteten på frøgræsmarkerne er i efteråret og vinteren præget af en faldende grovfoderkvalitet, med et højere indhold af strukturstoffer, der er tungt fordøjelige. 18

Faldende grovfoderkvalitet, i form af øget indhold af tungt fordøjelige fibre og lavere indhold af let omsættelige kulhydrater kan øge HI, da det er mere energikrævende for dyrene at fordøje grovfoder af ringere kvalitet (NRC 2007). Den ringere grovfoderkvalitet skal dog opvejes af enten en større ration grovfoder til fåret, eller tildeling af andet energiholdigt foder, da dyrene risikerer ikke at få dækket deres samlede energibehov udelukkende ved ad libitum tilgang til grovfoder af en ringe kvalitet. Her følger et eksempel på, hvordan lam udnytter HI, der opstår i forbindelse afgræsningen af en kvæggræsmark. 1.6.1 Praktisk eksempel på udnyttelse af HI hos slagtelam fra Sønderjylland I vinteren 2010/11 havde fåreavler Johnny Mathiesen en flok på ca. 200 slagtelam, bestående af texelkrydsninger gående på en 30 hektar stor kløvergræsmark omgærdet med læhegn af løvtræ. Denne mark skulle afgræsses for den lokale mælkeproducent, så der er tale om en kløvergræsmark i omdrift, med et forholdsvis stort udbytte pr. Ha. Lammene gik på marken, selvom denne var dækket af et tykt lag løs sne, der kunne skrabes væk. Dyrene blev tilbudt tilskudsfoder i form af hø, beskrevet som værende af en god kvalitet. Lammene ville ikke æde det hø, der blev stillet ud til dem, men gik bevidst efter det kløvergræs, der lå under sneen. Det var tydeligt på marken, at lammene godt kunne komme ned til kløvergræsset, da der var områder over hele marken, hvor sneen var skrabet væk og kløvergræsset var synligt. Disse lam har brugt mere energi på at komme til foderet, end hvis græsset ikke var dækket af sne. Der udover blev lammene udsat for, til tider, kraftigt snevejr. Temperaturerne lå omkring 10 C i dagtimerne. Ikke desto mindre havde lammene en tilvækst på 75-100 g/dag, hvilket viser, at selvom dyrene gik i vintervejr på en mark dækket af sne, kunne disse komme ned til græsset og optage tilstrækkelig energi til både vedligeholdelsesprocesser, varmeproduktion, samt aflejring af overskydende energi i form af muskelmasse. Dyrlæge Randi Worm tilså dyrene. Hun har udtalt, at hun ikke kunne se tegn på kuldestress hos de pågældende dyr, samt at hun mener, det var forsvarligt at lade disse dyr gå uden læskure (Worm 2011a). 19

Det fremgår af førnævnte, at fodres fårene/slagtelammene med en høj grovfoderandel, vil varmeproduktionen i forbindelse med fermenteringen af dette være meget høj. Det er beskrevet i en dansk case, hvordan slagtelam, på trods af koldt vejr, kunne have en konstant tilvækst. Ud fra ovenstående informationer må konkluderes, at danske får, der afgræsser frøafgrøder og kvæggræsmarker, med stor sandsynlighed har en høj varmeproduktion i forbindelse med fordøjelsen af dette foder. Der ses oftest en positiv tilvækst på får der afgræsser disse marker, også selvom der er vintervejr. Tabel 3 viser forventet tilvækst hos lam fra forskellige fåreracer, der afgræsser frøgræs i efteråret. Tabel 3 - Forventede tilvækster på forskellige racer (mod. e. Andersen 1997). Forventer daglig tilvækst i gram pr. dag for lam Gruppe Pels Rygja Marsk Oxford Leice- Dor- Fin- Shrop- Me- Islandske Såne Texel Down ster set uld shire rino Spel Suffolk Efterår Frøgræs 200 200 220 200 220 200 200 175 175 20

2.0 Fårs tilpasningsevne til et koldt miljø Med en grundlæggende viden omkring fårs varmeproduktion, samt hvordan denne udnyttes i vinterperioden, vil der nu blive gennemgået, hvordan får via akklimatisering tilpasser sig et koldt miljø. Yderligere vil der blive beskrevet nogle afgørende anatomiske forskelle hos danske fåreracer. 2.1 Uldens og fedtvævets isoleringsevne Fårets isoleringsevne kan deles op i 2 eksterne -, samt 1 internt isolerende lag. De eksterne er et meget tyndt luftlag, der omkranser ydersiden af hammen og selve ulden (Joyce og Blaxter 1964). Det interne er fedtvævet (Ames og Insley 1975). Såvel ulden som fedtvævet er både individ- og race afhængigt. Dette betyder, at der er væsentlige anatomiske forskelle mellem racerne, samt individerne på, hvordan de er isoleret mod kuldepåvirkning. Disse anatomiske forskelle på de danske fåreracer bliver i det efterfølgende gennemgået, for at skabe en bred forståelse for, hvordan deres isolerende lag i form af uld og fedt differentierer sig fra hinandens. 2.2 Forskelle i uldens isoleringsevne mellem de intensive og de ekstensive racer Overordnet set kan racerne inddeles efter hvorvidt der er tale om nordiske racer (ekstensive), eller om der er tale om kødracer (intensive). Se bilag 2 for illustrationer af nogle typisk anvendte racer i Danmark. For flertallet af de nordiske racer gælder, at disse har både underuld og dækhår, se figur 7 på side 15. Dette gælder dog ikke for Gotlandsk Pelsfår, der til gengæld har en tæt og krøllet uld, se figur 8 på side 15. 21

Underuld Dækhår Figur 7 - Uld fra Spelsau vædder 9 måneder efter klipning. Der ses tydeligt underuld og dækhår. Figur 8- Uld fra Gotlænder 6 mdr. efter klipning. De karakteristiske krøller ses tydeligt Figur 9 - Billedet viser hhv. gotlænder og spelsau uld og der ses tydeligt forskel i karakteristika Det at dyrene har underuld og dækhår, gør at disse er yderst modstandsdygtige overfor kuldepåvirkninger. Dækhårene gør, at regnvand bliver ledt af dyret og væk fra underulden, så denne forbliver tør. Underulden skaber et tykt isolerende lag, der forhindrer varme i at gå tabt og kulde i at trænge ind. I figur 9 ses de to typer uld ved siden af hinanden og forskellene ses tydeligt. Begge karakteriseres som nordiske korthalefår. 22

De intensive racers uld er præget af grove fibre, hvilket medvirker at ulden står lige ud fra kroppen. Figur 10 (1) viser et billede af ulden fra et texel får sammenlignet med uld fra et spelsau (2) og et gotlandsk får (3). 1 2 3 Figur 10 - Uld fra et texelfår (1) sammenlignet med uld fra et spelsau (2) og et gotlandsk får (3). Bemærk de små krusninger på texelulden, som bevirker at denne står lige ud fra kroppen hvilket giver ulden dens tydelige karakteristika som ses i figur 11. Sammenlignet med billedet af gotlænder ulden fremstår det tydeligt, at krusningerne i texelulden er langt mindre end i gotlænderulden. Ligeledes fremstår tætheden, samt grovheden af texelulden tydeligt. Ulden kan i tilfældet som vist på figuren stå lige ud fra dyret, selv ved en betydelig længde som her, hvor der sidder et års uld på kroppen. Dette kompenserer for manglende underuld og dækhår, da deres tæthed af hammen og tykkelse af uldfibrene, gør den meget svær gennemtrængelig for vind, samt regn. På figur 12 og 13, på side 17, ses henholdsvis spelsau og gotlænderfår. Figur 11 - Texelvæddere med 1 års uld på kroppen. Læg mærke til tætheden af ulden, der bevirker at denne står lige ud fra kroppen. (Foto er venligst udlånt af Kaatmann 2011) 23

Figur 12 - Spelsau med underuld og dækhår Figur 13 - Gotlænderfår med et års uld (Foto er venligst udlånt af Kaatmann 2010) Raceeffekter på uldens isoleringsevne er illustreret i tabel 4. Af tabellen fremgår det at der er stor forskel på uldens isoleringsevne afhængig af race. Merinould har den absolut højeste isoleringsevne mens cheviot har den mindste, af de udvalgte racer. Scottish Blackface kan sidestilles med de typiske ekstensive racer i DK mens down-racerne, der bl.a. er Oxford Down og Hampshire Down, kan sidestilles med de typiske intensive racer der anvendes i DK. Tabel 4 - Race forskelle i uldes isoleringsevne (mod.e. Blaxter, 1962) Den termiske isolationsevne for 4 fåreracer, målt pr. cm i dybden Termisk isolationsevne i stillestående luft Fårerace C/Mcal m 2 24 h cm Maksimal værdi for filtet uld 13,8 Merino 10,0-12,0 Down får 7,5 Scottish Blackface 6 Cheviot 5,9 Ikke alene uldens karakteristika men også raceforskelle i ulddække har betydning. Visse racer og racekombinationer har uld i hovedet og på benene, hvilket påvirker dyrenes evne til at modstå kulde. 24

På figur 14 og 15 ses to fåreracer, med vidt forskelligt ulddække. Oxford down fåret har et udpræget ulddække i ansigtet og på benene, imens det østfrisiske malkefår, har blottet hoved, ben og hale. Forskellen i ulddække påvirker dyrenes nedre kritiske temperatur og dermed evne til at modstå kuldepåvirkninger. Figur 14 - Oxford down vædder med et halvt års uld (Foto er venligst udlånt af Markussen 2011). Figur 15 - Østfrisisk malkefår med et halvt års uld (Talbot 2011). I takt med at ulden vokser og hammen bliver dybere, falder fårets kritiske temperatur. Sammenhængen mellem kritisk temperatur og uldlængde, for får der er fodret på samme niveau kan ses i tabel 5. Dyrenes kritiske temperatur falder med 13 C fra 1 cm til 5 cm uld og yderligere med 12 C fra 5 cm til 10 cm uld. Tabel 5 - Kritiske temperaturer for får med samme fodringsniveau, men forskellige uldlængder (Blaxter 1962). Varmeproduktion Uldlængde Kritisk temperatur Fodringsniveau (kcal/m2/24 t.) (mm) ( C) Vedligehold 1250 10 22 Vedligehold 1250 50 9 Vedligehold 1250 100-3 Ifølge Webster (1976) er den kritiske temperatur 40 C, for et får med en uldlængde på 4 cm, der fodres efter ædelyst, samt udsættes for en vindhastighed på 4,3 m/sek. Dette betyder, at fåret med 100 mm uld fra ovenstående tabel, såfremt det var fodret efter ædelyst med stor sandsynlighed, ville 25

have en kritisk temperatur der lå under 40 C. Den laveste temperatur, der er målt i Danmark siden 1874, har ligget på 31,2 C i januar måned 1982 (DMI 2011a). Danske får, der opholder sig ude i vinterperioden er ofte klippet den foregående sommer, eller den foregående vinter. Dette betyder, at der minimum er et ½ års uld på disse dyr svarende til en uldlængde på ca. 6 cm. Effekten af uldens dybde på 2 texelvæddere, vises i figur 16. Her er tale om termografier, der er taget i januar måned ved Køge på Sjælland. Det øverste termografi viser profilen fra en texelvædder med en ulddybde på 6 cm (sommerklippet vædder) og den nederste viser profilen for en texelvædder med en ulddybde på 10 cm (uklippet vædder), hvilket svarer til et års uld. Betingelserne er de samme, som beskrevet på side 7, hvor en temperaturprofil angives for en gotlændervædder. C -2,0 Minimum 6,0 C Maksimum 2,1 C Middelværdi 4,4 C -2,5-3,0-3,5-4,0-4,5-5,0-5,5-6,0-6,5 C Minimum 8,8 C Maksimum 6,4 C Middelværdi 8,0 C -6,6-7,0-7,4-7,8-8,2-8,6-9,0 Figur 16 - Overfladetemperaturer på texelvædder med 6 cm uld (øverst) og 10 cm uld (nederst). Temperaturprofilerne er vist til højre for billedet og angivet temperaturerne for den sorte streg på billederne. Middelværdien er -4,4 C for vædderen med et halvt års uld, og 8,0 for vædderen med 1 års uld. Billederne er taget af forfatteren, i forbindelse med udarbejdelse af denne rapport. 26

Det fremgår af temperaturprofilen, der vises til højre for billederne, at overfladetemperaturerne på dyrenes uld ligger under frysepunktet. Den sorte linje i billederne angiver det område, temperaturprofilen er lavet ud fra. Her ses at vædderen med 6 cm uld, har en gennemsnitlig overfladetemperatur på - 4,4 C, hvor den laveste temperatur er -6,0 C og den højeste temperatur er -2,1 C. Vædderen med en uldlængde på 10 cm, har en gennemsnitlig overfladetemperatur på - 8,0 C, hvor den laveste temperatur er -8,8 C og den højeste er -6,4 C. Ulden på disse dyr er meget tæt og står lige ud fra kroppen, hvilket gør den er meget svært gennemtrængelig for vind og regn. For texelvædderne gælder, at ulddybden er lig med uldlængden, da grovheden og tætheden af uldfibrene gør, at denne står lige ud fra dyrets krop. For gotlændere er uldfibrene finere, hvilket resulterer i uld, der ligger ned langs dyrets krop. Her er uldlængde ikke lig med ulddybde. Figur 17 viser samme type eksempel, men for en gotlændervædder med en uldlængde på 7,5 cm. C 2,0 Minimum 4,8 C Maksimum 1,9 C Middelværdi 2,8 C 1,0 0,0-1,0-2,0-3,0-4,0-5,0 Figur 17 - Termografi af en gotlændervædder, til venstre, med en ulddybde på 5 cm i -7 C, samt en temperaturprofil for denne, til højre. Temperaturprofilen viser at middelværdien ligger på 2,8 C. Billedet er taget af forfatteren, i forbindelse med udarbejdelse af denne rapport. Temperaturprofilen viser, at den gennemsnitlige overfladetemperatur, for det afmålte område er -2,8 C, hvor den laveste temperatur er målt til -4,8 C og den højeste er målt til 1,9 C. Gotlænderens ulddybde lå på 5 cm. 27

Temperaturerne inde ved huden, på de 3 benyttede væddere ses i figur 18. Temperaturerne ved huden er henholdsvis 29,0 C for gotlænderen, 32,4 C for texelvædderen med et års uld og 31,5 C texelvædderen med et halvt års uld. C 30,0 Minimum 6,4 C Maksimum 29,0 C Middelværdi 6,0 C 25,0 20,0 15,0 10,0 5,0 0,0 Gotlændervædder -5,0-10,0 C 35,0 Minimum 8,1 C Maksimum 32,4 C Middelværdi 1,8 C 30,0 25,0 20,0 15,0 10,0 5,0 0,0-5,0 Uklippet texelvædder -10,0 C 35,0 Minimum 8,2 C Maksimum 31,5 C Middelværdi 6,8 C 30,0 25,0 20,0 15,0 10,0 5,0 0,0-5,0 Sommerklippet texelvædder -10,0 Figur 18- Temperaturerne inde ved huden, på de tre termograferede væddere med forskellige uldlængder. Billederne er taget af forfatteren, i forbindelse med udarbejdelse af denne rapport. 28

Figuren viser tydeligt, hvordan ulden isolerer mod et varmetab fra kroppen, men også at jo dybere ulden er, jo højere er temperaturen inde ved kroppen, på dyret. 2.3 Forskelle i fedtvævets isoleringsevne mellem de intensive og de ekstensive racer Foruden den eksterne isolering har dyrene en intern isolering i form af fedt, der enten lagres under huden eller i bughulen. De ekstensive racer lagrer i høj grad fedt i bughulen omkring vitale organer, hvilket betyder at disse ligger 0,5-1 huldkarakter lavere end de intensive racer, der i høj grad lagrer fedt under huden (Ranvig 1998). Det har ikke været muligt at finde litteratur, der belyser i hvor stor grad tykkelsen af fedtlaget påvirker fårenes isoleringsevne, samt kritiske temperatur. Resultater fra undersøgelser på kvæg viser, at der er en lineær sammenhæng mellem huld og den basale varmeproduktion. Kvæg med et lavt huld (<2, fedt over lænd 2.9 mm) havde en langt højere basal varmeproduktion sammenlignet med kvæg med højere huld 4.5, fedt over lænd 8.2 mm) (Bernie et al. 2000). Lignende undersøgelser på får vil naturligvis være nødvendige for at kunne fastslå retningslinjer omkring huld på får, der holdes udendørs i vinterperioden. 2.4 Akklimatisering til kolde forhold og effekten af klimatilpasning i løbet af vinteren Når der tales om isolerende faktorer er det vigtigt at beskrive en evt. forudgående akklimatisering. Undersøgelser på forskellige racer har vist, at akklimatisering til kolde forhold kan gøre får mere modstandsdygtige mod kulde, men også inden for samme race er der stor forskel på, i hvilket omfang kolde situationer påvirker dyrene. I løbet af en vinter oplever dyrene en gradvis tilpasning til det omgivende miljø. I et forsøg med 12 suffolk vædderlam, blev dyrenes evne til at tilpasse sig koldt vejr afdækket. Dyrene blev holdt 24 uger i: - klimakammer, med en lufttemperatur på 15 C (Kontrol) - klimakammer med en lufttemperatur der svarede til en vintersæson (Indendørs) - Udendørs på ubeskyttet jordfold (udendørs) Dyrene blev opdelt i 3 grupper af 4 dyr der i gennemsnit vejede 53,7 kg. Alle dyr blev fodret med snittet lucernehø af god kvalitet to gange dagligt. Dyrene i alle 3 grupper tilpassede sig omgivelserne og kunne derved opretholde deres kropstemperatur. Forsøget viste, at vædderne der var holdt 29

udendørs øgede deres varmeproduktion markant mere end vædderlammene i de andre grupper. Denne stigning i varmeproduktion var resultatet af dels en øget foderoptagelse, men også af øget mobilisering af fedtvæv. Udendørsgruppens nedre kritiske temperatur faldt fra -14.5 til -35.0 C. Samtidig øgede de deres modstandsdygtighed over for akut kuldestress. Efter en tilpasning over 24 uger, blev dyrene udsat for akut kuldestress, hvilket bestod i 3 timers påvirkning af en lufttemperatur på -30 C. Dyrene, der havde været holdt udendørs med svingende miljøpåvirkninger, havde en langt mindre varmeproduktion i forbindelse med denne kuldepåvirkning, end dyrene i kontrol og indendørs grupperne Webster et al., (1969). Ovennævnte klimatilpasning er universel på tværs af racer som vist af Young et al., 1989. Tabel 6 viser den tid det tager for dyrenes kropstemperatur at falde med 3.5 C for henholdsvis kontrolfår og kulde-akklimatiserede får af samme beskaffenhed i 4 forskellige racer. Tabel 6 - Modstandsdygtighed over for kulde hos akklimatiserede får (Young et al. 1989). Forsøget viser, at der er stor forskel på effekten af akklimatiseringen afhængig af racen. Merino mountain responderer kraftigst på akklimatiseringen hvorimod scottish responderer mindst. Kulde akklimatisering øgede tiden det tog før kropstemperaturen faldt 3,5 C under kuldepåvirkning med 24-66 %. Undersøgelse omhandlende kulderesistens: Tiden (i min.) der kræves, for at sænke kropstemperaturen med 3,5 C Gruppe Scottish Southdown Blackface Welsh Undersøgelserne er udført i klimakammer og de faktiske tider kan derfor ikke direkte sammenlignes med, hvordan det ville se ud under naturlige udendørs forhold. Dog kan resultaterne underbygge vigtigheden af akklimatiseringen hos dyr der holdes udendørs i vintervejr. Ligeledes er dyrenes huld heller ikke oplyst, hvorfor tiderne ikke direkte kan overføres til alle får. Merino Mountain Kontrolgruppe 449 294 230 125 Kuldeakklimatiseret gruppe 557 374 303 208 % forøgelse 24 27 32 66 30

2.5 Vindens påvirkning af uldens isoleringsevne Vind øger til en vis grad fårenes varmetab alt afhængig af vindstyrken og de omgivende temperaturer. Det er dog yderst vanskeligt at fastslå, hvor stor indflydelse vinden har på varmetabet, da dette er en funktion af fårets evne til at lagre underhudsfedt, deres uldtykkelse og uldtype, men også af hvor de befinder sig i deres driftscyklus. Det tynde luftlag, der omkranser hammen, er det første til at blive brudt, når et får udsættes for vindpåvirkning. I dette luftlag udstråles og optages varme. Dette gør sig gældende for alle fåreracer. Denne øgning må dog formodes at være af en lille karakter, da det er påvist, at lave vindhastigheder, under 4,4 m/sek. kun skaber en meget lille ændring af ulden og dermed efterlader den eksterne isolationsevne næsten uændret. Under høje vindhastigheder, > 11 m/sek., vil en tilstrækkelig tyk uld, 5 cm og derover, ikke blive delt helt ind til huden (Ames og Insley 1975), hvilket betyder at selv under hård vindpåvirkning, har ulden stadig en isolerende effekt, se figur 19. Figur 19 - Skematisk illustration af ændringer i uld ved vindpåvirkning (Ames & Insley 1975). Joyce og Blaxter (1964) har påvist at fårets varmetab var lavere, hvis dyret stod med bagpartiet mod vindretningen i forhold til, hvis det stod med siden mod vindretningen. Undersøgelserne er foretaget på får, der havde en ulddybde på ca. 5 cm og opefter. 31

Det ses ofte at får vælger denne position i blæsevejr, hvor de græsser med bagenden mod vinden og vandrer med vindretningen. Varmeproduktionen hos får, med forskellige uldlængder, der er udsat for kuldepåvirkning uden påvirkning fra vind (0,1 m/sek.) og med påvirkning fra vind (7 m/sek.) ændres betydeligt, hvilket set i figur 20. Figur 20 - Varmeproduktionen ved forskellige udetemperaturer hos voksne får med forskellig uldtykkelse udsat for forskellig vindpåvirkning (Slee, J 1987). Figur 20 viser tydeligt hvordan får øger deres varmeproduktion afhængig af uldlængde og vindpåvirkning. Får med en uldlængde på 7 mm har ved -10 C og en vindpåvirkning på 0,1 m/s en varmeproduktion på ca. 210 W/m2, imens dyr med en uldlængde ligeledes på 7 mm men ved en vindpåvirkning på 7m/s har en varmeproduktion på ca. 380 W/m2. Vindpåvirkning i et koldt miljø øger varmeproduktionen. Det er imidlertid svært at udregne de eksakte effekter af vindpåvirkning i et koldt miljø, den såkaldte wind-chill factor. Den udregning der ligger bag estimaterne af wild-chill faktoren for mennesker og dyr med lidt eller ingen hårvækst kan ikke anvendes til udregning hos dyr med meget hår eller anden pelsdække som eksempelvis uld (Ames og Insley 1975). Det vil være for omfattende at komme nærmere ind på de tekniske detaljer herom i denne rapport. Undersøgelserne af Ames & Insley (1975), understregner ligeledes at huld og uldlængde har en væsentlig indvirkning på varmetabet i forbindelse med vindpåvirkning i et koldt miljø hos får. 32

2.6 Effekt af sne og regn på uldens isoleringsevne Effekten af regn og sne på uldens isoleringsevne er svær at fastsætte, da det er svært at forudsige, i hvor stor grad vand er trængt ind i ulden. Sne alene blæser enten af ulden eller kager sig sammen oven på, og efterlader ulden tør neden under (Webster 1976). Figur 21 viser, hvordan sne har lagt sig på ryggen af en flok får, der tydeligvis ser upåvirkede ud.. a b Figur 21 En flok udegående får med sne på ryggen, hvilket tydeligt illustrerer det begrænsede varmetab fra dyrets krop (Foto er venligst udlånt af Worm 2011). Det ses ofte, når sne har lagt sig på ryggen af et får, at denne ikke smelter. Dette viser hvordan en kombination af fedtaflejring under huden, vasokonstriktion, der sænker hudtemperaturen på fårene og et tykt lag uld, kan forhindre kropsvarmen i at gå tabt op igennem fårenes uld, hvor denne ville smelte sneen. Dette underbygges ligeledes af førnævnte termografier, der viser hvordan temperaturen ligger under frysepunktet på ydersiden af hammen, selvom temperaturen ved huden kan være helt op til 32 C. Regnvand alene, uden påvirkning fra vind, vil kun erstatte en meget lille del af den stillestående luft der findes i fårets uld. Regnen er kun i stand til at trænge ind i ulden og gøre denne våd langs fårenes rygrad, hvilket dog har en relativ ringe effekt på uldens isolationsevne (Blaxter 1962; Alexander 1973). Der kan ske en ændring i uldens isolationsevne, såfremt vandet trykker ulden sammen, så den samlede uldtykkelse påvirkes, men dette afhænger i høj grad af, hvilke fåreracer eller krydsnings kombinationer, der er tale om. Fårene på figur 21 er krydsningsdyr, der har en meget kompakt uld. Denne uld vil næppe blive trykket sammen i en så høj grad at det påvirker fårenes isoleringsevne og dermed deres velbefindende. Ulden på denne type krydsning, afspejler i høj grad den uld, der er på mange af de danske krydsningsfår og lam. Gotlænderen vil være påvirket af regnen i en højere grad, da ulden her ligger 33

ned langs kroppen på dyret og lettere trykkes sammen. I hvor høj grad denne vil være påvirket, er ikke muligt at fastslå Dog leder de lange krøller regnvandet af ulden og væk fra kroppen. Det skal huskes, at der som regel er en sammenhæng mellem nedbørsmængde/ - intensitet og de omgivende temperaturer. Såfremt temperaturer ligger under frysepunktet, vil nedbør falde i form af sne (Arnason 2011). I det ulden mættes med fugt, vil der blive frigivet 27 kalorier pr. gram uld. Denne energi, skal selvfølgelig tilføres igen, når ulden skal tørres (Ranvig 1998). Det er altså oftest i forbindelse med at ulden skal tørre, at energibehovet stiger, da varmetabet kan øges under denne proces. Her skal dog tages højde for, at dette ikke nødvendigvis kun skal være energi, tilføjet fra fåret selv. Energi fra infrarød stråling, bidrager ligeledes til at tilfører ulden varme (Joyce og Blaxter 1964). 34

Blaxter et al., (1966) har undersøgt effekten af kulde, vind og regn på varmeproduktionen hos 6 forskellige racer, i klimakamre. Nogle af resultaterne fra disse undersøgelser ses i tabel 7. Tabel 7 - Varmeproduktionen hos 6 forskellige racer i relation til påvirkning af vind og regn i et koldt miljø (Blaxter et al., 1966) Antal får + race 3 stk. Scottish Blackface 2 stk. Welsh Mountain Varmeproduktion i koldt kammer Øgning pga. vind på 10 miles/time Øgning pga. regn (kcal/time) Øgning pga. regn og vind sammen Varmeproduktion i opvarmet klimakammer* 1014 +332 + 849 + 1211 1216 984 +341 + 928 + 1000 1031 3 stk. Cheviot 1549 +325 + 1534 + 2109 1624 4 stk. Suffolk Down 1268 + 212 + 789 + 1358 1497 4 stk. Kent 1067 +246 +782 + 1032 1297 4 stk. Hampshire Down 1196 + 58 +721 + 863 1443 * Gennemsnit for de benyttede får i grupperne Konklusionen på forsøgene er at regn + vindpåvirkning i et koldt miljø øger varmeproduktionen betydeligt mere end vind eller regn alene. Der er stor forskel i racernes respons på såvel regn som vindpåvirkning. Varmeproduktionen hos cheviot bliver eksempelvis betydeligt mere påvirket af regn end de andre racer og hampshire down er den race hvor varmeproduktionen bliver mindst påvirket af vind i et koldt miljø. 35

3.0 Fårenes behov for at søge læ og ly Ifølge Dwyer (2008) har får først behov for læ, når den omgivende temperatur falder, til under dyrenes kritiske temperatur. Blandt danske fåreavlere, der har deres dyr ude i vinterperioden, har der været tilbagemeldinger omkring dyr, der ikke benytter skurene og ikke lader til, at have behov for disse. Dermed er der noget der tyder på, at den danske vinter, ikke er tilstrækkelig hård til at dyrene får behov for at søge læ/ly. Tabel 8 viser den kritiske temperatur hos får i tre forskellige situationer, allerede beskrevet tidligere i rapporten. Tabel 8 - Kritiske temperaturer fra 3 forskellige situationer (Mod. e. Slee 1987, Hektoen 2011, Webster 1976). Får 12,0 Vedligehold -4 Slee 1987 Får Uklippet (Ca. 8-10 cm) Vedligehold -20 Hektoen 2011 Får 4,0 Ædelyst 4,3-40 Webster 1976 Figur 22 viser et diagram over de absolut højeste og laveste temperaturer i Danmark siden 1874. Her er den absolut laveste temperatur målt i 1982 på -31,2 C. Den laveste temperatur i vinteren 2010-2011 blev målt til 23,0 C i december måned, ved Holbæk på Sjælland (DMI 2011b). Figur 22 - Højeste og laveste temperaturer målt i Danmark siden 1874. DMI 2011a 36

Sammenholdes temperaturerne målt i Danmark med de kritiske temperatur vist i tabel 8, så burde danske får ikke være i nærheden af deres kritiske temperatur under en dansk vinter. Dette er vel at mærke såfremt fodringen er ad libitum, samt dyrene er sunde, raske og besidder et ordentligt ulddække. 3.1 Praktiske eksempler fra danske forhold I dette afsnit refereres 2 situationer fra danske besætninger, hvor dyrene viser tydelige tegn på ikke at have behov for opsatte læskure, 1 situation fra et australsk forsøg, hvor får viser tegn på både at opsøge læ, når behovet melder sig, men også at fravælge dette når behovet ikke er til stede samt 1 situation fra en dansk besætning hvor fårene tydeligt viser tegn på at have behov for læ og ly. 37