forum for sikkerhedspolitik INFO SIKKERHEDSPOLITISK oplysning om sikkerhedspolitik INFO MARTS INFO2014 EU i en multipolær verden vigtig spiller eller perifer tilskuer? Denne publikation udgives med støtte fra Europa-nævnet Nyt politisk landskab... se mere side 3 28 lande - 28 forskellige interesser... se mere side 4 EU i et fremtidsperspektiv... se mere side 8
forum for sikkerhedspolitik EU har i dag besluttet LEDER Til daglig omtaler vi ofte EU som en enhed, ja faktisk som en stat, en aktør f.eks. som nu har EU besluttet at øge støtten til landbruget, EU og Ukraine forhandler i disse dage om en ny handelsaftale, der kan knytte Ukraine nærmere til det europæiske samarbejde osv. Vi siger ofte også nede i Bruxelles og mener da EU. I dette nr. af Sikkerhedspolitisk Info diskuterer stud.mag. Morten Arnfast, hvorvidt EU kan opfattes som en stormagt og kan optræde som en sådan og dermed få større indflydelse og flere påvirkningsmuligheder over for det internationale samfund. Med udgangspunkt i Kenneth Waltz teori sammenlignes EU med USA. På visse områder er EU at sammenligne med en stormagt: bruttonationalprodukt, indbyggerantal... Lidt sværere er det, når man kommer til forhold som identitet og fællesskabsfølelse. Hvor en amerikaner vil omtale sig som en amerikaner, vil EU-landenes borgere omtale sig som borgere i de lande de tilhører, altså som en dansker, en franskmand, en englænder etc. Intet tyder på, at dette vil ændre sig - tværtimod. Den seneste tids udvikling har betydet en massiv opblomstring af nationalt orienterede partier i de enkelte nationalstater. Både det græske parti Gyldent Morgengry, ungarnske Jobbik og det hollandske Frihedsparti tager alle udgangspunkt i nationalstaten og har en klar EU-kritisk holdning. Således står nationalstaten stærkt qua historisk og kulturel bagage og gør det vanskeligt at omtale EU som én aktør, som en stormagt og dermed også vanskeligt for EU at optræde på vegne af alle 28 medlemslande. For at EU kan optræde som en troværdig stormagt, må der nødvendigvis ske en vis suverænitetsafgivelse fra medlemsstaterne til EU og spørgsmålet er, om man kan forestille sig et EU, der på en og samme gang taler på både Tysklands og Frankrigs vegne? Læs selv videre i denne udgave af Sikkerhedspolitisk Info, der har fokus på et centralt emne - god fornøjelse med at diskutere EU s plads i det internationale system og hvilken betydning det har for os som danskere i et land, der er medlem af EU med forbehold... Troels Frøling Generalsekretær Atlantsammenslutningen Atlantsammenslutningen takker Europanævnet for økonomisk støtte til udgivelsen af denne udgave af Sikkerhedspolitisk Info. Atlantsammenslutningen Ryvangs Allé 1 DK-2100 København Ø Tlf.: (+45) 39 27 19 44 E-mail: atlant@atlant.dk www.atlant.dk forum for sikkerhedspolitik Atlantsammenslutningen har siden 1950 informeret den danske befolkning om NATO og dansk udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik. Som en landsdækkende og internationalt orienteret NGO fungerer Atlantsammenslutningen som bindeled mellem politikere, forskere, studerende og den brede befolkning og som et forum for sikkerhedspolitisk debat. Sikkerhedspolitisk INFO udgives af Atlantsammenslutningen og kan bestilles enkeltvis eller i klassesæt mod et mindre gebyr. Ansvarshavende redaktør: Troels Frøling Redaktør: Jeppe Mariegaard Reng Forfatter: Morten Arnfast Jansen Forside: EU i en multipolær verden. Foto: Dreamstime Layout/tryk: Kosmos Grafisk ApS 66139075 Oplag 1.000 stk. ISSN: 1602-0952 (tryk version) ISSN: 1903-6396 (Elektronisk version)
Nyt politisk landskab Den 15. september 2008 er måske ikke en dag, der ligger klar og tydelig i folks erindring, men den står som en af de mest markante datoer i nyere historie. Det var denne dag, at den amerikanske investeringsbank Lehmann Brothers indgav sin konkursbegæring og dermed startede, hvad der siden hen blev kendt som finanskrisen i 2008. En økonomisk recession af en sådan størrelse, at den globale økonomi stadig lider under dens konsekvenser 5 år efter. Effekten af finanskrisen og USA s kostbare krige i hhv. Irak og Afghanistan har gjort, at USA s position i det internationale system er blevet svækket. En position, hvor USA, siden Sovjetunionens fald i 1991 har været stort set enerådende. USA s faldende indflydelse, i det internationale system, skal ses i relation til, at lande som Indien, Kina og Rusland har fået mere indflydelse i takt med deres økonomiske opblomstring. Denne udvikling har fået forskere til at hævde, at magtbalancen i det internationale system bevæger sig fra et unipolært system, med USA som eneste supermagt, hen mod et mere multipolært system, hvori flere stormagter strides om magt og indflydelse. I dette nye politiske landskab handler meget af debatten om, hvem der vil vise sig som rivaler til USA. I denne debat er snakken om EU som potentiel rival mærkbart fraværende, hvis ikke ligefrem ikke-eksisterende. Dette er på trods af, at EU, med dets over 500 millioner indbyggere og en samlet økonomi, som er på højde med USA s på mange måder, har, hvad der skal til for at være en stor magt. Denne udgave af Sikkerhedspolitisk Info vil undersøge EU s potentiale som en stormagt ved at analysere dets styrker og svagheder i forhold til USA, som pt. er verdens mest magtfulde nation. Derudover vil denne udgave af Sikkerhedspolitisk Info klarlægge, hvad der kan gøres og bliver gjort fra EU s side for at blive en stormagt eller i hvert fald blive anerkendt, som en vigtig aktør på den globale politiske scene. En stormagt - hvad er det? Siden den Westfalske fred i 1648 som grundlagde nationalstaten som den primære aktør i det internationale system, har nogle stater, grundet eksempelvis geografiske, økonomiske og militære fordele, haft en større grad af magt end andre stater. Disse stater har dannet rammen om begrebet stormagt for dermed at eksemplificere en asymmetrisk magtbalance. Begrebet stormagt bruges første gang efter afslutningen på Napoleonskrigene til at definere de mest magtfulde stater i den nye europæiske magtbalance. Efter 1. verdenskrig antager begrebet stormagt et mere globalt perspektiv grundet USA og Japans styrkede positioner. Situationen, hvor der eksisterer tre eller flere stormagter, som konkurrerer om magt og indflydelse, kaldes multipolær magtbalance. Denne multipolære balance opretholdtes op til afslutningen af 2. Verdenskrig, hvor kun USA og Sovjetunionen var i stand til stadig at agere som stormagter med den konsekvens, at magtbalancen i det internationale system bevægede sig fra multipolaritet til bipolaritet. Som det fremgår af den historiske gennemgang kan en stormagt i udstrakt grad defineres som en aktør, der grundet sin store befolk ning, militære styrke og økonomiske kapacitet, er i stand til at dominere sit geopolitiske nærområde samt influere den internationale dagsorden. Hvordan måler man en stormagt? En måde, hvorpå en stormagt kan måles blev fremlagt af faderen til den neorealistiske tankegang, Kenneth Waltz. Han udgav i 1979 bogen Theory of International Politics, hvori han fremlægger seks parametre, hvorved styrkeforholdet mellem stater kan måles. Disse seks parametre er geografisk og befolkningsmæssigstørrelse, ressourcer, innovation, økonomisk kapacitet, politisk stabilitet og militær styrke. Når man skal forstå Waltz seks parametre, er der to vigtige forbehold, som læseren skal tage højde for: 1) Et land måles på, hvordan det klarer sig samlet på de seks parametre og ikke på de enkelte parametre. 2) Et lands resultat skal måles i forhold til rivaliserende magters resultater på de samme parametre. Et eksempel til at illustrere dette er forholdet mellem Sovjetunionen og USA under Den Kolde Krig, hvor Sovjetunionen på trods af en økonomi, der var ca. halv så stor som USA s, var i stand til at opretholde et rivaliserende forhold. Dette skyldtes primært et ligeværdigt militær samt en større geografisk størrelse og befolkning. Yderligere skal det siges, at de seks parametre ofte påvirker hinanden ind byrdes. Således er eksempelvis ressourcer, befolkning og innovation vigtige komponenter i økonomisk kapacitet. Waltz og nationalstaten Det er vigtigt at understrege, at da Waltz udformede sine teoretiske ideer, var det ud fra et princip om nationalstaten, som den eneste vigtige aktør på den interna- Kenneth Waltz defensive realisme Kenneth Waltz defensive realisme udspringer af den klassiske realisme og arbejder ud fra de samme forudsætninger. Kendetegnende for denne teori er et anarkisk internationalt system. Stater er rationelle aktører, og staters hovedinteresse er at sikre egen overlevelse. Waltz teori adskiller sig fra klassisk realisme ved, at en stat kun skal have magt nok til at kunne forsvare sine interesser uden på samme tid at virke som en for stor trussel over for andre stater og dermed risikere, at disse stater allierer sig mod denne stat. 3
forum for sikkerhedspolitik Geografi og befolkning En stats geografiske og befolk ningsmæssige størrelse udgør et vigtigt parameter i Waltz måling af en stats styrke. Dette baseres på, at jo større et land er, jo sværere er det at invadere militært, og jo større en befolkning er, jo større en hær kan man have. Yderligere betyder en stor geografisk størrelse også en større mulighed for tilgængeligheden af ressourcer. Der udover er en stats geografiske placering også en vigtig faktor. Som eksempel står USA, med venligtsindede svagere naboer (Mexico og Canada) samt hav på begge sider, bedre end Kina, som har rivaler i form af Rusland, Indien og Japan som naboer. Ressourcer Graden af en stats tilgængelighed til ressourcer er en vigtig faktor i og med, at råstoffer som jern, olie og kul samt fødevarer og rent drikkevand udgør vitale komponenter i et samfunds dagligdag såvel som dets militære evne. Ressourceparameteret vil primært omhandle energitilgængelighed. Økonomisk kapacitet En stormagts økonomiske formåen er tionale politiske scene. Ud fra denne optik kan man argumentere for, at EU som en international organisation ikke kan inkorporeres inden for Waltz teoretiske ramme. Dog kan det argumenteres, at EU med den grad af politisk og økonomisk integration, som det har i dag, agerer under mange af de samme præmisser og står over for de samme problemer, som en nationalstat og derfor falder inden for rammerne for Waltz teori. Befolkning og geografi EU s potentiale, som stormagt, kan i vid udstrækning baseres på dets befolkningsmæssige størrelse. Med dets ca. 500 millioner indbyggere har EU en større befolkning end f.eks. USA (som har ca. 300 millioner), hvilket giver en fordel både ift. militær kapacitet (da de kan have flere soldater), men også ift. økonomi, da en større befolkning giver mulighed for en større økonomi. Dog stiller en større befolkning også et højere krav til mængden af ressourcer, da flere mennesker kræver flere ressourcer. I forhold til dets geografiske størrelse er USA med dets ca. 9.6 millioner km 2 over dobbelt så stor som EU, der har et samlet areal på ca. 4.3 millioner km 2. Som tidligere nævnt står USA i en meget fordelagtig geopolitisk position med hhv. Mexico og Canada som venligtsindede svagere partnere i nord og syd et vigtigt aspekt, da den til dels ligger til grund for mange af de andre kriterier som f.eks. militærstyrke. En stormagts økonomiske kapacitet kan opgøres på mange måder, men vil for overskuelighedens skyld i denne kontekst, blive opgjort i en stormagts samlede BNP i millioner euro. Politisk stabilitet Politisk stabilitet kan karakteriseres ved legitimiteten som den nuværende styre form eller regering nyder i befolkningen, og derigennem sandsynligheden for en stormagts fortsatte kontinuitet. Militærstyrke Militærstyrke defineres primært ud fra antallet af soldater, som en stormagt har til rådighed, dets militære budget samt dets teknologiske niveau. Innovation Innovationsparameteret opgør en stormagts evne til at opfinde nye metoder, maskiner, teknologier etc., som på sigt kan give den en konkurrencemæssig fordel ift. andre stater. En stats innovative kapacitet opgøres her i mængden af nyudstedte patenter pr. år. og Stille- og Atlanterhavet i vest og øst. EU derimod har, med et ustabilt og konfliktplaget Mellemøsten i sydøst og et stadigt stærkere Rusland i øst, en meget mere ustabil geopolitisk situation. Ressourcer For aktører, som EU og USA er ad gangen til ressourcer et spørgsmål om energi eller mere præcist, hvor selvforsynende, de er ift. energi. Både EU s og USA s energiforbrug overgår deres energiproduktion, og begge er derfor nødt til at importere energi. Hvor USA s årlige import i 2011 lå på ca. 21,5% 1 af deres samlede forbrug, lå EU s import i 2010 på ca. 54% 2. Økonomisk kapacitet Siden oprettelsen af Kul- og Stålunionen i 1951 har økonomisk samarbejde og integration udgjort det bærende fundament i EU. Denne integration har været støt stigende med oprettelsen af fællesmarkedet samt indførelsen af euroen i 2002. Dette økonomiske sam arbejde har resulteret i, at EU i dag, samlet set, har en af verdens største økonomier med et årligt BNP på ca. 12.600.000 millioner euro sammenlignet med USA s på 12.900.000 millioner euro. Selvom EU s samlede økonomiske kapacitet nominelt er højere end eksempelvis USA s, er EU s institutionelle struktur en hindring for at målrette denne økonomiske kapacitet på samme måde som eksempelvis USA og Kina. Som det sås i forbindelse med eurokrisen og specielt eksemplificeret i den græske gældskrise, er EU s beslutningsproces meget afhængig af de store lande. Særligt Tysklands accept, da det er det land, som bidrager mest økonomisk til eurosamarbejdet. Yderligere er der stor forskel på de forskellige landes økonomier, hvor eksempelvis de nordeuropæiske lande klarer sig mærkbart bedre end de sydeuropæiske. Politisk stabilitet På trods af, at EU er en international organisation, kan den i nogen grad sammenlignes med USA, dog med nogle markante institutionelle forskelle, som kommer til udtryk i EU s politiske stabilitet. Hvor USA er et land, som består af stater med en vis grad af autonomi, er staterne i sidste ende underlagt den amerikanske præsident. Ligeledes forbeholder regeringen i Washington, med præsidenten i spidsen, sig magten over hhv. militæret, de føderale domstole samt den lovgivende magt. I EU derimod er det landene, der har den lovgivende og dømmende magt, dog med visse privilegier overdraget til EU. Ligeledes har medlemslandene kontrol over deres eget militær uden indflydelse fra EU. Overordnet set betyder denne forskel, at selvom EU-landene individuelt har en høj politisk stabilitet, er EU, som en samlet union, mindre politisk stabil end eksempelvis USA idet medlemslandene primært er en del af EU, pga. nationale interesser. Yderligere har befolkningen i EU-landene, pga. Europas historie og kultur, en meget stærkere tilknytning til de enkelte nationalstater end EU. Derudover har den politiske stabilitet i EU i høj grad taget skade af både finanskrisen og dernæst eurokrisen, som har skabt mistillid til EU som politisk og økonomisk projekt i en sådan grad, at formanden for Europa-Kommissionen José Manuel Barroso har defineret politisk ustabilitet som den største trussel mod EU 3. En anden indikator på denne EU-skepsis ses også i opblomstringen af mange nationalistiske og EU-kritiske holdninger blandt partier. Denne udvikling ses bl.a. hos Marine le Pen s franske Front National, Geert Wilders hollandske Frihedsparti samt Dansk Folkeparti. EU s militære kapacitet Når man sammenligner EU s militære kapacitet med USA s i relation til deres militære budgetter, fremgår det, af en analyse foretaget af European Defense Agency omhandlende EU og USA s militær-budgetter i 2011, at EU brugte ca. 190 milliarder euro, hvorimod USA brugte 520 milliarder euro. Opgjort i procent af BNP er forskellen også forholdsvis
tydelig i og med, at EU-landene samlet set bruger 1,61 % af deres samlede BNP, hvor USA bruger 4,77 %. I forhold til den teknologiske udvikling falder EU tilbage i forhold til USA - hvor EU bruger ca. 53 % af deres samlede budget på opretholdelse af militært personel og ca. 20 % på udvikling af nye militære teknologier, bruger USA kun ca. 33 % på militært personel og 30 % på udvikling 4. Innovation Antallet af nye patenter, som udstedes pr. år, er en indikator på et lands, eller i dette tilfælde EU s evne til at opfinde og udvikle nye teknologier og jo flere, jo bedre. USA og EU er placeret forholdsvis tæt i antallet af nye patenter pr. år med ca. 33.500 nye patenter i EU og ca. 32.000 i USA i 2011 5. Dog er det symptomatisk for begge parter, at deres gennemsnitlige antal af patenter er faldende, hvilket ses ved, at EU havde ca. 48.000 og USA ca. 44.500 nye patenter i 2010. Ud fra sammenligningen af EU og USA ift. Kenneth Waltz seks kriterier af, hvad stormagter måles på, fremgår det, at EU på hhv. befolkning/geografi, økonomisk kapacitet og innovation er ligestillet eller står bedre end USA. Derimod står EU især svagere ift. USA på parametre som ressourcer, politisk stabilitet og militære kapacitet, hvor EU bruger ca. 1/3 mindre på forsvar end USA. En vigtig erkendelse ift. ovenstående analyse ligger dog i, at EU, som tidligere nævnt, ikke er en nationalstat, men derimod en international organisation og derfor adskiller sig fra USA på væsentlige punkter. Det følgende afsnit vil undersøge hvordan EU s struktur adskiller sig fra USA, og hvorfor dette har en indvirk ning på, at EU står relativt svagere end USA, på parametrene politisk stabilitet, militære kapacitet og ressourcer 6. Et spørgsmål om legitimitet Skema som viser forskellen på USA og EU på Waltz parametre Når man skal forstå EU i dag, og hvad det er blevet, er det vigtig at forstå, i hvilken kontekst og med, hvilket formål, EU blev dannet. Da Kul- og Stålunionen blev dannet i 1951 af Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg, var det ud fra den betragtning, at man gennem samhandel og et fællesmarked kunne forhindre fremtidige krige mellem Fran krig og Tyskland 7. Det var også af denne grund, at stål og kul var målet for et øko nomisk fællesskab, da de udgjorde vitale dele af krigsproduktionen. Tanken var, at økonomisk interdependens nedsatte risikoen for krig, da det var mere for delagtigt at handle sammen end at bekrige hinanden. Det kom til at udgøre fundamentet for, hvad der senere, blev det europæiske fællesmarked og dernæst EU. EU s grundlag er vigtigt at forstå, når man i dag, skal forstå EU s politiske stabilitet i og med, at EU oprindeligt var tænkt som et økonomisk, snarere end et politisk projekt. Økonomisk gevinst var derfor det primære incitament for nye landes ønske om optagelse i EU. Med Maastricht-traktaten i 1993 ændrede det daværende Europæiske Fællesmarked (EF) navn til den Europæiske Union (EU), og antog også et politisk aspekt. I 1993 får EU dermed et decideret politisk aspekt med målet om oprettelsen af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik et mål som til dels er blevet realiseret med Lissabontraktatens oprettelse af hhv. posterne formand for Det Europæiske Råd og EU s højtstående repræsentant for udenrigs og sikkerhedspolitik i 2009. Det er således først da, at ideen om EU, som en overstatslig organisation på regionalt niveau, der kan varetage mellemstatslige politiske udfordringer samtidig med at agere som et Kategori USA EU Geografisk størrelse 9.826.675 km 2 4.324.782 km 2 Befolkning 319 millioner 504.6 millioner Ressourcer (energiimport) 21,64 % 54.1% Økonomisk kapacitet 12.643.680 mill. Euro 12.967.742 mill. Euro Politisk stabilitet x x Forsvarsbudget 503 mia. Euro 193 mia. Euro Antal af militært personel 2.23 millioner 2 millioner Penge pr. soldat 352.166 Euro 124.133 Euro Innovation 31.735 patenter 33.658 patenter Ovenstående skema viser budgetforskellen for hhv. USA og EU i perioden 2006-2011. Læg især mærke til USA s øgede fokus på investering, forskning og muligheder ift. EU. NB læg mærke til at denne tabel ikke tager højde for, at USA s forsvarsbudget er mærkbart højere end EU s iht. euro. fælles europæisk ansigt udadtil, bliver til. Netop denne relative ungdommelighed i EU som et politisk projekt kan ses som en primær årsag til, at EU er mindre politisk stabil end eksempelvis USA. En anden vigtig faktor for EU s relative politiske ustabilitet kan findes i forskellen mellem en føderation og en konføderation. De to rummer forskellige fundamentale forskelle i den institutionelle opbygning og er et glimrende eksempel på forskellen mellem EU og USA. En føderation kan ses som en samling af delstater, hvor alle delstaternes love er underlagt den fælles lov. USA er et eksempel på dette, da delstaternes individuelle love er underlagt den fælles grundlov (The US Constitution). I en konføderation forholder det sig derimod omvendt. Her er den fælles grundlov underlagt de enkelte landes grundlov. Denne forskel medfører, at EU s beslutninger er underlagt de enkelte landes egne interesser. Dertil har hvert EU-medlemsland i princippet vetoret over for afgørelser, som de vurderer, er i modstrid med deres vitale interesser, hvilket yderligere begrænser EU s politiske råderum ift. nationalstaterne. Siden den Westfalske Fred i 1648 har nationalstaten været den primære politiske, sociale og økonomiske aktør i Europa. Nationalstaten havde retten til at udskrive skatter, trykke penge, lave love og føre krige. Derudover er nationalstaten gennem kulturel og historisk påvirkning kommet til at stå som en primær del af individets selvforståelse. Begreber som dansker, franskmand, svensker er blevet en definerende del af disse sociale gruppers kollektive identitet. I takt med, at EU s politiske og økonomiske integration er blevet stadigt mere omfangsrig, er den sociale integration og forholdet EU-borgere imellem ikke fulgt med, selvom der med eksempelvis det europæiske flag og den europæiske hymne, er gjort forsøg på at skabe en EU-samhørighed. Denne manglende sociale og kulturelle integration har medført, at befolkningen har fået et indtryk af EU som et elitært, mere end et demokratisk, funderet projekt. Således mente kun gennemsnitligt 28 % af befolkningen i EU, at deres stemme havde en reel ind flydelse i EU regi, hvorimod 67 % svarede, at det havde den ikke (figur QA22a) 8. Denne måling illustrerer på mange måder kerneproblemstillingen i årsagen til EU s politiske ustabilitet ift. USA idet den almene befolkning ikke anser sig selv som en del af EU s beslutninger og derfor heller ikke føler sig som en del af projektet. 5
forum for sikkerhedspolitik 28 lande 28 forskellige interesser Når man skal forstå EU s militære kapacitet, er det vigtigt at forstå, at EU, modsat USA, ikke er en homogen militær aktør. USA har, som en nationalstat, en forholds vis klar idé om, hvad deres udenrigs politiske interesser er, EU s svagere militære kapacitet også forklares ud fra en strategisk model idet EU-landene siden afslutningen af 2. Verdenskrig har kunnet regne med netop USA som en sikkerhedspolitisk alli eret, gennem NATO, og derfor ikke i samme grad som USA, har haft et behov for en stor militær kapacitet. Et spørgsmål om afhængighed EU s relative svaghed ift. USA skal findes i mængden af energiimporten ift. energiforbruget. Som det fremgik i overstående afsnit omhandlende de to aktørers ressource tilgængelighed, importerede EU 54 % af deres forbrug, hvor USA kun importerede 19 %. Umiddelbart kan dette måske synes som en mindre detalje, men det er en væsentlig faktor ift., når det bliver brugt som et politisk værktøj. Eksempelvis valgte OPEC-landene i 1973 at stoppe eksport af olie til USA, som følge af USA s støtte til Israel under Yom Kippur krigen, hvilket førte til økonomiske problemer i USA. Med eksempler som dette i tankerne er det derfor tydeligt at se, hvorfor EU s større afhængighed af import af energi ift. USA kan være en politisk såvel som økonomisk svaghed. Dette problem forstærkes yderligere, når det understøttes af, at ca. 30 % af EU s energi importeres fra Rusland. Et land, som med dets stop af eksport af gas til Ukraine i både 2006 og 2009 har vist sig villig til at bruge sine naturressourcer som et politisk våben. EU s højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitiske anliggender til møde med Ruslands udenrigsminister Sergey Lavrov. og hvorledes deres militære kapacitet skal formes for at nå disse mål. Samtidig har de en klarlagt struktur for, hvordan beslutninger bliver taget ift. varetagelse af disse interesser, med en præsident som er Commander in Chief og en klar Chain of Command osv. EU derimod er, som tidligere nævnt, primært en økonomisk funderet organisation med politiske aspekter og har på ingen måde den samme struktur og homogenitet som en national stat. I forhold til militære kapaciteter udmønter det sig i, at hver af de 28 EU-lande har deres eget militær, som er struktureret med henblik på varetagelsen af deres nationale sikkerhedspolitiske interesser, som ofte er vidt forskellige landene imellem. Hvor de østeuropæiske lande generelt er orienterede mod den trussel, som Rusland udgør, har Frankrig og Storbritannien et mere internationalt præg med internationale operationer som fokus. I en tredje grøft står eksempelvis et land som Tyskland, der har en mere passiv sikkerhedspolitik baseret på sikring af egne grænser. Da hver af disse sikkerhedspolitiske perspektiver kræver forskellige militære metoder, teknologier og strategier er det derfor vanskeligt at have en decideret samlet EU militærstruktur. Udover de forskellige, og ofte direkte modstridende, sikkerhedspolitiske interesser EU-landende imellem, kommer derudover, at militær kapacitet i sidste ende er nationalstatens vigtigste værktøj til at håndhæve dens suverænitet, og derfor meget nødigt vil overgive sådanne til en overstatslig organisation, som måske har en anden opfattelse af, hvad der er i nationalstatens interesse. Yderligere kan På baggrund af overstående afsnit kan man konkludere, at EU s relative svaghed ift. USA i vid udstrækning er et resultat af interne udfordringer snarere end eksterne faktorer. Disse udfordringer kan primært reduceres ned til tre centrale problemstillinger, som EU er nødt til at bearbejde kollektivt, hvis EU skal gøre sig forhåbninger om at optage en central position i fremtidens internationale struktur. Disse tre problemstillinger er: 1) Den sociale kontrakt mellem EU og dets borgere skal styrkes således, at EU opnår mere politisk legitimitet både internt såvel som eksternt. USA s og EU s forsvarsbudget og deres udvikling i hhv. 2010 og 2011 2010 2011 % ændring EU US EU US EU US Total 194 Milliarder 520 Milliarder 193 Milliarder 503 Milliarder -0,5 % -3,3 % % af BNP 1,61 % 4,77 % 1,55 % 4,66 % -3,4 % -2,3 % % af Offentlige udgifter 3,20 % 11,23 % 3,17 % 11,18 % -0,9 % -0,4 % Per indbygger 390 1676 387 1610-0,7 % -3,9 %
2) EU s militære kapacitet skal styrkes til et punkt, hvor EU er i stand til at eksekvere længerevarende militære operationer som er af vital interesse, uden nødvendigvis at virke som en rival til USA. Gaslinjer i Europa 3) EU s afhængighed af energiimport, specielt fra Rusland, skal mindskes således, at det ikke kan bruges som et forhandlingsmiddel i en politisk kontekst. 3 udfordringer, men er der løsninger? Med vedtagelsen af Lissabontraktaten i 2009 tog EU et stort skridt hen imod at sikre EU s politiske stabilitet internt, og mod at kunne agere som en homogen enhed eksternt. Med oprettelsen af posterne som formand for Det Europæiske Råd og EU s højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik har EU skabt en officiel instans, som kan siges at repræsentere en fælles EU-holdning ift. udenrigspolitiske spørgsmål. Selvom det te er et stort skridt mod at sikre EU s politiske legitimitet udadtil, skal kilden til EU s relative politiske ustabilitet snarere findes i befolkningens manglende tilhørsforhold til EU. Selvom EU med initiativer som EU goes local 9, EU citizens initiative og de tidligere nævnte sportsog kulturbegivenheder, aktivt prøver at skabe en samhørighed, tyder det dog på, at en mere massiv og mere målrettet indsats er nødvendig. Ideen om et mere socialt integreret og mere samhørigt EU møder dog en paradoksal problemstilling i og med, at en styrkelse af befolkningens EU-identitet kan risikere at ske på bekostningen af national identitet. Da dette ikke er i nationalstatens interesse, og nationalstaterne er beslutningstagerne i EU regi, er mulighederne for sådanne tiltag derfor relativt små. Militære kapacitet Da EU-landenes sikkerhedspolitiske og militære strategier i vid udstrækning koordineres og varetages gennem NATO, hvor USA indgår som den vigtigste allierede, er deciderede EU-militære initiativer ikke af nævneværdig betydning. EU s magt er derimod snarere baseret på brugen af soft power, hvori EU gennem ulandsbistand, handelsaftaler og diplomati udøver sin geopolitiske indflydelse. Denne strategi er dog baseret på den fortsatte støtte fra USA og samarbejde gennem NATO. Energiuafhængighed muligheder som kunde ift. energiaftaler. Ydermere er grøn energi en vigtig del af artikel 194, og den har som mål, at øge EU s grønne energiproduktion 10. Et andet alternativ, som bliver diskuteret både nationalt og i EU regi, er alternative udvindingsformer af fossile brændstoffer, herunder specielt skifergas som, specielt i USA, har medført en decideret skifergas revolution 11. Skifergas er dog indtil nu blevet mødt med stor modstand fra lokalbefolkningen flere steder grundet dets store miljøomkostninger. På den lange bane bliver specielt Arktis omtalt som en fremtidig mulighed for at løse EU s afhængighed af energiimport, primært grundet de forandringer, der sker i forbindelse med den globale opvarmning, som åbner nye muligheder for minedrift og olieudvinding. Arktis er specielt interessant i et dansk perspektiv grundet forholdet til Grønland og medlemskabet af Arktisk Råd. EU s potentiale som stormagt Det står klart, at selvom EU skal øge sin militære kapacitet både økonomisk så vel som ressourcemæssigt, er det svært at se, at EU kan matche USA militært inden for en overskuelig fremtid. På den anden side har EU dog, med dets tætte forhold til netop USA, heller ikke behovet for det. EU s potentielle magt ligger derfor mere i dets økonomiske og politiske struktur, snarere end dets militære størrelse. Hvis det antages, at EU kan overkomme sin relative politiske ustabilitet, strukturere sin militære kapacitet samt øge selvforsyningen af energi således, at man ikke længere er så afhængig af importeret Med Lissabontraktatens indførelse i 2009 tog EU et skridt mod en mere sammenhængende energipolitik idet traktatens artikel 194 omhandler intentionen om at skabe en fælles EU-energipolitik. En fælles EU-energipolitik vil, om ikke andet, give EU forhandlingsenergi, er det relevant at spørge sig selv, hvad EU, grundet dets unikke struktur, kan bidrage med som en stormagt i en eventuel multipolær verden. Magt i form af antal Den form for magt som EU har, modsat andre stormagter som f.eks. USA og Kina, findes først og fremmest i kraft af antallet af EU-lande. På nuværende tidspunkt er det som tidligere nævnt et stort problem, at EU i udenrigspolitisk sammenhæng ikke kan agere som en homogen enhed. Denne udenrigspolitiske diversitet, som indtil nu har været en af de mest påfaldende svagheder ved EU, kan dog på sigt også vise sig, at blive en fordel. Et EU, som kan formulere en samlet EU-udenrigspolitisk linje, der samtidig stadig overlader plads til nationale interesser, vil alt andet lige stå stærkere end eksempelvis USA og Kina, da EU re præ senterer 28 nationalstaters interesse, modsat USA og Kina, som kun repræsenterer deres egen. Antallet af lande i kombination med EU s økonomiske styrke udgør stærke forhandlingsmuligheder i forbindelse med globale politiske spørgsmål. Som ovenfor nævnt udgør EU s økonomiske størrelse et betragteligt udenrigspolitisk aktiv i sig selv, fordi EU s økonomiske beslutninger, har stor indflydelse på dem, som handler på og med det europæiske marked. Markedets størrelse, har i sig selv, en stor værdi, da EU kan påvirke andre aktører til at efterleve deres krav for at få adgang til det europæiske marked. Et eksempel på denne form for magt kan ses ved, at EU-lande 7
ikke må handle med varer, der er produceret af børnearbejdere eller handle med regimer, som forbryder sig mod menneskeheden. Dette medfører et incitament for andre stater til at opfylde EU s politiske og økonomiske krav for dermed at få adgang til det europæiske marked. Dermed kan EU anvende sin økonomiske styrke som et magtmiddel til at påvirke andre stater i en bestemt retning 12. En tredje styrke EU, som en stor magt, ville have ift. andre stormagter ligger i det eksempel, som EU i sig selv udgør. Alene i det sidste århundrede har europæisk historie været scene for to verdenskrige, samt en central del af Den Kolde Krig og er en region i verden, der har været præget af mange krige op gennem historien. Siden dannelsen af EU, har væbnede konflikter internt mellem EU-lande været ikke-eksisterende, og selvom dette i vid udstrækning også kan forklares som et resultat af USA og Sovjetunionens rivalisering i Europa under Den Kolde Krig, kan det heller ikke igno reres, at EU gennem sin økonomiske og politiske interdependens, har skabt en periode af kontinuerlig fred i Europa, som man ikke har oplevet siden Romerriget. EU fremstår derigennem som et eksempel på, at man gennem dialog og samarbejde kan opnå fred og stabilitet. Specielt i forbindelse med fredskonferencer imellem lande kan dette vise sig nyttigt, da EU står som et eksempel på, at dette kan lykkes. EU i et fremtidsperspektiv I takt med, at BRICS-landene, i kraft af deres økonomiske vækst, bliver vigtigere spillere i det internationale system samt, at USA, som en konsekvens af dette, har iværksat det såkaldte Pacific Pivot hvor amerikanske militære og politiske interesser flyttes fra Europa og Mellemøsten til det Sydkinesiske hav for at modvirke Kinas stigende magt. Dette efterlader EU i en situation, hvor de ikke, i samme grad, kan regne med amerikansk støtte. Yderligere vil EU heller ikke kunne regne med, at et eventuelt stærkere Kina, Rusland eller Indien vil være sympatisk indstillet over for europæiske interesser i samme grad som USA. Disse to argumenter taler for, at hvis EU vil gøre sig håb om at kunne varetage sin politiske og økonomiske situation, er man nødt til at styrke sin politiske stabilitet og militære kapacitet for således at kunne agere som stormagt. EU kan i dag således siges at være ved en skillevej ift. EU s fremtid både som international aktør, men også som politisk projekt. Historien om EU, i starten af det 21. århundrede, kan siges at være en historie om tilpasning tilpasning til en ny politisk virkelighed. EU, som projekt, har bevæget sig fra et økonomisk projekt i en bipolær verdensorden videre til et politisk projekt i en unipolær, til i dag at skulle definere sin plads både internt såvel som eksternt i en stadig mere multipolær verdensorden. Selvom EU står over for store politiske udfordringer er det, i kraft af sin økonomiske og demografiske størrelse såvel som sit teknologiske niveau, heller ikke uden muligheder. Spørgsmålet hvorvidt EU kan blive en stormagt, synes derfor ikke at være et spørgsmål om muligheder for at blive en stormagt, men et spørgsmål om viljen til at blive det. Forfatter til EU i en multipolær verden - vigtig spiller eller perifer tilskuer? Morten Arnfast Jansen Stud. mag., Roskilde Universitet NOTER 1 http://www.eia.gov/forecasts/aeo/er/ early_production.cfm 2 http://epp.eurostat.ec.europa.eu/statistics_explained/index.php/energy_production_and_imports#imports 3 http://www.ft.com/cms/s/0/3ecc3c44-1ac0-11e3-87da-00144feab7de. html#axzz2h7avgt4f 4 http://www.eda.europa.eu/docs/defaultsource/news/eu-us-defence-data-2011.pdf 5 http://stats.oecd.org/index. aspx?datasetcode=pats_ipc 6 Forfatteren er bekendt med at metodisk set burde behandle alle 6 parametre, men grundet pladsmangel er dette dog ikke en mulighed. 7 http://www.denstoredanske.dk/ Samfund,_jura_og_politik/EU/ Det_Europ%C3%A6iske_Kul-_og_ St%C3%A5lf%C3%A6llesskab 8 http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/eb/eb79/eb79_first_en.pdf 9 http://www.eu2020goinglocal.eu/ 10 http://www.inforse.org/europe/eu_table_lisbon.htm 11 http://ing.dk/artikel/eu-ledere-vi-har-ikkeraad-til-droppe-skifergas-159035 12 http://www.robert-schuman.eu/en/doc/ questions-d-europe/qe-247-en.pdf