A. R. Granum-Jensen BAGGRUND OG GLIMT FRA BLÅ KORS' HISTORIE I 100 AR

1

2

A. R. Granum-Jensen BAGGRUND OG GLIMT FRA BLÅ KORS' HISTORIE I 100 AR 3

BLÅ KORS' HISTORIE I 100 ÅR ved A. R. Granum-Jensen. Udgivet i forbindelse med Blå Kors' 100 ars jubilæum af Blå Kors og er sat med 11 punkt Baskerville og skudt med 11 punkt. Sat og trykt i A/S Modersmålets Trykkeri, 6100 Haderslev. Omslag af Per Illum. ISBN 87-980830-0-7 4

Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse...5 Forord...9 Blå Kors' begyndelse i Schweiz...10 Rochats barndom og ungdom...10 Den store opdagelse...11 Guds kald...13 Vore grundsætninger og Guds ord...16 Hvorfor navnet: Blå Kors?...20 Blomstrende forår...21 ARNOLD BOVET...23 Barndom og ungdom...23 Besøg af Good Templar mand...25 Brevveksling med Rochat...26 Arnold Bovet som sjælesørger...27 Mødet med professor Fritz Bahrt...28 Arnold Bovets død...29 Begyndende kurarbejde...30 Professoren og skomageren DR. AUGUST FOREL...30 SKOMAGEREN JAKOB BOSSHARDT...31 Professoren og skomageren mødes...31 Arbejdets videre fremgang i Schweiz...34 Pastor Rochats sidste år...35 Blå Kors kommer til Danmark...36 Den sociale baggrund...36 Bøller og prygl...38 Den kirkelige diakoni vågner i Danmark...39 Det første Blå Kors-møde i Danmark...40 Landmissionen og afholdsbevægelsen...41 Fattiggårdene på landet...45 Hvad skal vi med Blå Kors, når vi har Kristi Kors?...46 Martin med fløjten...47 Foredrag om Blå Kors i Københavns præstekonvent...52 BLÅ KORS I DANMARK STIFTET 1. FEBRUAR 1895...53 H. O. LANGE...56 H. P. MOLLERUP...57 En nattevandring med frihavnspræsten...61 SOGNEPRÆST NIELS JUHL...62 Pastor Juhls forhold til Indre Mission og den folkelige afholdsbevægelse...65 Blå Kors og Københavns Kirkefond...66 Fremgangsårene i Blå Kors...69 5

PASTOR CARL CHRISTENSEN...70 Et Blå Kors-møde og to biskopper i Ribe...71 Solid folkekirkelig opbakning...73 Blå Kors og tungetalebevægelsen...74 Blå Kors og politik...75 Redningshjemmene...76 General Olaf Ryes villa på Kastelsvej...77 Kærshovedgaard...78»Hvad udadtil tabtes, skal indadtil vindes«...78 El Recreo«...84 Redningshjem for kvinder...84 Hvilke frugter har redningshjemmene båret?...86 Enkrateiasangen...87 Blå Kors' arbejde blandt børn...88 Hvad med ungdomsarbejdet de første 25 år?...90 Blå Kors og oplysningsarbejdet...91 Færøerne...92 Monopolhandelens ophævelse - også et mørkt kapitel...93 Hvordan en Blå Kors forening på Færøerne blev til...93 Folkeafstemning- Indførelse af spiritusrationering...94 Blå kors i social-politisk engagement...94 Årene i forbudsdiskussions tegn...96 Danmark...97»Den personlige Friheds værn«...100 Det danske system...103 Restriktionernes virkninger...105 Blå Kors' arbejde blandt landsmænd i udlandet...105 Dansk Ydre Mission og Blå Kors...106 Vore vestindiske kolonier...107 Sønderjylland...110 Kampen mod småbanekroerne...113 Blå Kors i Nordslesvig indtil genforeningen...114 ÆREDE BRØDRE OG MEDARBEJDERE!...118 Optagelse i det danske Blå Kors...119 Genforeningen...119 Blå Kors i international sammenhæng indtil 1920...121 Blå Kors i Norge...125 Blå Kors i Tyskland...126 Spredte oplysninger om Blå Kors i andre lande...129 Mellemkrigsårene...130 25 års-jubilæet...130 Internationale festdage i København 1923...131 Blå Kors-studium på kommunehospitalets VI afdeling...132 6

EN KULTUROPTIMISMES FORLIS?...136 og: Hvad burde konsekvensen blive?...136 Redningshjemmene...137 K. K. Steinckes socialreform...138 Børne- og ungdomsarbejdet...139 Vore medarbejdere...139 En ny verdenskrig brød ud...140 Det internationale Blå Kors i mellemkrigsårene...140 Fred...141 BLÅ KORS I ÅRENE EFTER 1945...141 Årsmøde i Esbjerg...141 Vore medarbejdere og afvænningshjemmene...143 Blå Kors skifter formand...143 Da antabus kom ved en tilfældighed...144»café Paradis«...146 VURDERING AF FORTID OG NYBRUD...149 EN ALKOHOLIKERS ADVARSEL TIL OS ANDRE:...151 Fortæl mig ikke, at jeg ikke er alkoholiker! Alkoholikeren, den mest syge af alle.151 Der pjattes i Danmark med alkoholproblemer...154 Får vi berufsverbot eller kan vi fastholde en kristen livsholdning?...156 Min tro, mit håb, min tvivl...158 Angst...159 Fremtidens alkoholistforsorg...160 Blå Kors er klar til revision...160 Overlæge Aksel Olsen: Fremtidens alkoholistforsorg...161 Hvad er der hidtil gjort, og hvad var det ønskeligt at gøre for alkoholisterne?...162 Den åndelige side af vort arbejde...163 KONFERENDE ANGÅENDE ALKOHOLISTFORSORGEN...164 TO NYE LOVE I ALKOHOLISTFORSORGEN...166 DANSK FORSKNING I ALKOHOLSPØRGSMÅL...169 Rapport 1965: Svigter vi i virkeligheden vore unge?...169 Nu på tide at dæmpe antallet af bevillinger i Sønderborg...173 Tørring Nygaard og Kolding kurhjem...174 Kurhjemsarbejde efter de nye retningslinier TÅSTRUP KURHJEM...175 Tåstruplinien...176 Behandlingshjemmet»Ørsholt«...177 Hvad med narkomaner?...179 Udvidelsesplaner på Ørsholt...180 Blå Kors' plejehjem...181 Hobro plejehjem...182 Skannerup Plejehjem...183 Behandlingshjemmet»Egåhus«...184 Bedre efterbehandlingsmuligheder...185 God samfundsøkonomi...186 7

Indvielseshøjtideligheden...186 Behandlingshjemmet i Christiansfeld...187 Gør os kendt, så er I med til at redde liv...189 Den officielle indvielse...189 Blå Kors' Pensionat i Herning...190» Ungdom under 18 år...191 Blå Kors' Ungdomsarbejde BKU...192 BLÅ KORS' UNGDOMSGENTER»GRUBES PAVILLON«...193 Færøerne...195 Grønland i søgelyset...197 Hverken forbud eller restriktioner...200 Blå Kors' landskontor og medarbejdere...201 Vore rejsesekretærer...203 To jubilæumsfester...204 FOLKEKIRKEN HAR LAGT BLÅ KORS PÅ IS...205 Blå Kors i europæisk- og u-landssammenhæng...207 Norge...207 Schweiz...208 Tyskland...208 Blå Kors' ansvar overfor»den tredie verden«...209 Blå Kors' 100 års jubilæum...210 Litteraturliste...212 8

Forord Når jeg er gået med til at skrive denne bog om Blå Kors, må det opfattes som afbetaling på noget af en taknemlighedsgæld til Blå Kors, gående helt tilbage til sognepræst Niels Juhl Blå Kors' første landsformand fra 19øø-1933. Pastor Juhl var sognepræst ved Esajaskirken i København, da jeg i marts måned 1934 blev hans hjælpepræst, og inspirationen fra hans livsgerning i Blå Kors blev for livet afgørende for mig. Min taknemlighed gælder også en lang række af hovedbestyrelsesmedlemmer fra de 25 år jeg sad i hovedbestyrelsen, forstandere og medarbejdere på vore Blå Kors-hjem i fortid og nutid, vore sekretærer og de på hovedkontoret ansatte. På en særlig måde føler jeg en taknemlighedsgæld over for dem, der kom på min vej og viste mig fortrolighed, venskab og fællesskab, da alkohol var livets svære problem. Bogen er ikke en kirkehistorisk afhandling på videnskabeligt plan, men beregnet for foreningens medlemmer - og andre interesserede - der gerne vil have lidt historisk viden om Blå. Kors' begyndelse og udviklingen fremover. Jeg tilhører det alderstrin, der havde en mulighed for at lære de fleste af Blå Kors' pionerer i Danmark at kende i mine unge år; vi er ikke mere nogen talstærk kreds. Det må pointeres, at min fremstilling er meget langt fra at være udtømmende, og jeg forudser, at nogle kan blive skuffede over, hvad der ikke kom med. Bogen gør kun krav på at være»glimt af Blå Kors' historie«. Intet er dog holdt udenfor på grund af negativitet over for nogen eller noget. En bog som denne kunne vist skrives på 2ø forskellige måder, alt efter ens geografiske og personlige viden og subjektive vurderingsskøn. Skulle alt med, er jeg bange for, at det kunne blive lidt af en»adressebog«med et væld af navne, der ville virke for omstændelig på unge nutidslæsere. Der er to ting, jeg selv kunne have ønsket medtaget eller udførligere omtalt. De, der kender mig, ved, at fællesskabet i Blå Kors' internationale sammenhæng betød meget for mig. Den internationale centralkomites arbejde i nutidssammenhæng er kun antydningsvis berørt. Det er syv år siden, at jeg udtrådte af komiteen; der sker hele tiden afgørende nyt i»den tredie verden«. Det vil vistnok være rigtigst, at det bliver dem, der i dag star midt i dette arbejde, som orienterer om den seneste udvikling. Så er der det gamle og stadig nye spørgsmål om»den alkoholfrie nadvervin«, som jeg ikke vil luske udenom. Jeg har en del kildemateriale liggende, opsamlet gennem årene, men vil gerne have mere med fra nyere tid, også fra udlandets kirkeliv. Diskussionen herhjemme har desværre - synes jeg - haft en unødig sårende polemisk tone over for alkoholikere, som burde være undgået. Det er min agt i den nærmeste fremtid at forske videre med denne vigtige sag og til sin tid stille manuskript til rådighed for hovedbestyrelsen til fri afbenyttelse ved eventuel udgivelse af et mindre skrift om spørgsmålet, hvis man er interesseret. A. R. Granum-Jensen. Sønderborg, april 1979. 9

Blå Kors' begyndelse i Schweiz Blå Kors' moderland er Schweiz. Det var præsten Louis Lucien Rochat, der den 21. september 1877 i Geneve stiftede den kristelige afholdsforening»det Blå Kors«. For to år siden fejredes 1øø års jubilæet på international basis i Schweiz, og dette jubilæum blev anledningen til ønsket om, at en bog som denne skulle skrives. Rochats barndom og ungdom Louis-Lucien Rochat blev født den 7. januar 1849 i Geneve som søn af en meget dygtig og flittig forretningsmand Henri-Moise-Samuel Rochat og hustru Adele Heunisch. På. mandlig side stammede slægten oprindelig fra Frankrig. Forfædrene var overbeviste og nidkære huguenotter, der jo var forfulgte, hvorfor nogle udvandrede, og slægten Rochat slog sig ned i Geneve og Omegn. Moderens slægt var oprindelig indvandret fra Tyskland. Faderen var ikke særlig kristeligt indstillet, men en udpræget forretningsmand, medens moderen var en overbevist kristen og en blid natur. Det blev hende, der fik den største betydning for Louis og broderen Antony, der også skulle få stor betydning for Blå Kors. Moderen ønskede, at Louis skulle være præst, og tanken om at blive præst modnedes også. tidligt hos Louis. Men det passede ikke faderen, der var en noget stejl natur. Louis- Lucien skulle i købmandslære, og han blev sendt til Männedorf, hvor han skulle gå i handelsskole og udvide sine sprogkundskaber ved at lære tysk; han kom jo fra det fransktalende Schweiz. Faderens uvilje mod kirken var blevet forstærket på grund af nogle politiske intriger ved et præstevalg, han var blevet vidende om. Kunne man opføre sig sådan inden for kirken, så skulle sønnen ikke engageres med noget, der havde med kirken at gøre. Efter endt handelsskoleuddannelse i Männedorf vendte Louis-Lucien tilbage til Geneve og kom i 1865 i købmandslære i en stor manufakturforretning i Geneve, inderligt imod sit inderste ønske: at blive præst. Presset fra hans autoritative fader blev så stærkt, at Louis-Lucien var ved at blive et psykisk vrag. I sin store nød gik han til sin sjælesørger, pastor Louis Jaquet, og betroede ham, at han følte kaldet til at blive præst, og at hans fader modsatte sig det. Pastor Jaquet forsøgte at overtale faderen til at opgive sin modstand, men forgæves. Louis-Luciens helbred blev efterhånden så dårligt, at huslægen matte gribe ind og kalde faderen til orden, så den hårde modstand blev brudt, så sønnen fik lov til at følge sit kald. Og straks vendte det sig til det bedre; han fik sin sundhed og frimodighed tilbage. Et afbrudt gymnasiestudium blev genoptaget og godt fuldført til en pæn studentereksamen. Så stod vejen til det teologiske studium ham åben. Han studerede teologi ved universitetet i Geneve 1870 75. Men midt i studenterårenes glæde over at studere til præst skete der det vemodige, at de to brødre, Louis-Lucien og Antony, med få måneders mellemrum mistede begge deres forældre, så de i en forholdsvis ung alder blev forældreløse. Også. sorgens skole måtte de igennem; som den ældste broder havde Louis-Lucien sit særlige ansvar, også med at fa afviklet faderens store forretning og virksomhed. Efter bestået teologisk embedseksamen ansøgte Louis-Lucien Rochat om tilladelse til at blive ordineret. Forpligtelsen til at lade sig ordinere var ellers afskaffet i Schweiz, og 10

man var heller ikke forpligtet til at aflægge noget præsteløfte. Rochat syntes ikke om denne nye skik, og hans ansøgning om ordination blev imødekommet. Ordinationerne foregik tidligere i den smukke, gamle domkirke, Set. Pierre. Rochat blev imidlertid ikke ordineret i domkirken, men i Salle de la Reformation sammen med en meget god ven, Charles Deletra. Ordinationen fandt sted den 15. september 1875 og blev foretaget af pastor Louis Choisy i overværelse af en stor og andægtig menighed. At Rochat og Deletra tog deres ordination alvorligt fremgår af nogle mindeord, han engang skrev om denne dag:»vi vil aldrig glemme den dybe og velgørende følelse, som fyldte os på denne højtidsdag. Vi håber med Guds hjælp, at de gode formaninger, vi har modtaget, må falde i god jord hos os begge og bidrage til, at vi bliver hengivne og tro tjenere for den Herre, som vi har lovet at hellige vor kraft og vort liv.«dette var dengang skik i Schweiz, at unge præster supplerede deres teologiske studium ved studier på universiteter i udlandet. For Rochat var det imidlertid sådan, at det var ham ikke nok med en teoretisk, teologisk uddannelse. Han følte et behov for en indføring i praktisk, diakonalt menighedsarbejde. For den unge Rochat var der især to ting, der foruroligede ham: 1) Den næsten totale mangel på kirkelig indsats fra lægfolkets side og 2) en foruroligende afstand mellem kirken og arbejderbevægelsen i Schweiz. Af disse grunde valgte han at rejse til England og gøre studier i praktisk menighedsarbejde i London. Den store opdagelse I England kom Louis-Lucien Rochat til at bo i præstegarden hos en pastor Pope i Paddock-Wood i nærheden af London. Herfra havde han rig lejlighed til at lære forskellige filantropiske, kirkelige aktiviteter at kende, bl.a. dr. Bernardos børnehjem og redningshjem for alkoholikere. For første gang i sit liv hører han en tidligere drikfældig mand aflægge et vidnesbyrd om sin omvendelse og redning fra stærke drikkes magt. Han så, at der var sket et Guds under, og blev dybt grebet af det. Der var dog meget, der virkede fremmedartet på ham, ja ligefrem berørte ham ubehageligt. Han var jo en uerfaren nybegynder, hvad angår sjælesorg blandt alkoholikere. F.eks. berørte det ham overordentlig ubehageligt, da han engang deltog i en altergang i et af dr. Bernardos redningshjem, hvor der blev skænket alkoholfri nadvervin. Man forklarede ham bagefter, at et stort antal af de omvendte på disse redningshjem var tidligere alkoholikere fra Londons slumkvarterer, og at blot smagen af gæret nadvervin var nok til, at de fik tilbagefald. Det eneste middel til at undgå denne fare, der var særlig uhyggelig i forbindelse med en hellig handling, var anvendelsen af ugæret vin ved altergangen. I det hele taget var modet med mennesker, der efter bitter nod var kommet ind i en alkoholfri livsstil noget helt nyt og fremmed for Rochat, der kom fra det vindyrkende og vindrikkende Schweiz. Afgørende var Rochats mode med en frk. Cotton i et slumkvarter i Dorking. Hun var datter af en engelsk general, ung, smuk og rig, men havde givet afkald på sine muligheder for et fornemt liv for at tjene Blandt dem, man kaldte menneskehedens afskum. Hendes arbejde fik en sådan betydning og nød en sådan anerkendelse, at man undertiden spøgefuldt kaldte hende»biskoppen i Dorking«. Der var mange, der på grund af hendes arbejde kom ud af mørkets magt i stærke drikkes vold. For at hjælpe disse mennesker åbnede hun en alkoholfri restaurant. Pastor Rochat blev meget betaget af, hvad han her så, og især var han højligen forundret over, at der af drikkevarer kun serveredes the, kaffe og chokolade, men ingen alkoholholdige 11

drikke. For Rochat var dette i sandhed en stor opdagelse, og han glemte ikke, hvad han der havde set. Senere oprettede han i sit hjem-land Schweiz alkoholfri restauranter, hvor han gav kvinderne en stor plads i Blå Kors' arbejde. I kredsen omkring frk. Cottons arbejde mødte han for første gang talen om fuldstændig afholdenhed fra stærke drikke, noget helt uvant og nyt, og han spurgte endda sig selv, om man kunne afholde sig fra alkoholholdige drikke uden at skade sit helbred; han havde svært ved at tro det. I sit stille sind lovede han sig selv at gøre et forsøg. Senere forstod han, at det var ikke en tilfældig flyvetanke, men Guds Ånd, der var begyndt at lede ham ind på den vej, der skulle blive Guds vej for ham i livet. Hvor seriøst han tog denne sin beslutning fremgår af en oplevelse, han inden længe gjorde, og som han betragtede som et for ham beskæmmende nederlag. Han blev indbudt til et aftenselskab hos en venligsindet fornem familie. Han refererer aftenens hændelsesforløb således:»under første del af måltidet afslog jeg alle opfordringer til at drikke vin, idet jeg ville være tro mod mit forsæt om at være afholdende. Men ved desserten, da man fyldte champagneglassene for at drikke værtindens skal, og jeg nægtede at tage vin i mit glas, hævdede hendes mand, at jeg ikke uden at fornærme kunne undslå mig fra den almindelige, engelske skik at drikke en skal til ære for husets frue. Over for dette pres gav jeg efter, og ligesom de øvrige gæster lod jeg mit glas fylde for at drikke på værtindens sundhed. Men dette blev også mit sidste glas vin. Fra den stund af har jeg ikke nydt berusende drikke. Thi skønt jeg ikke havde givet noget afholdsløfte, virkede dette pres meget pinligt på mig og gav mig adskilligt at tænke på. Det viste mig den tyranniske magt, som skik og brug har, og den hindring, som den er for dem, som ved med sig selv, at de er svage, og derfor må leve totalafholdende. Da jeg den aften var kommet hjem og gennemgik aftenens oplevelser, nedskrev jeg følgende overvejelser:»du var gæt til denne middag bestemt på at drikke vand, men tvunget af mod en og en fremmed mands påstand har du af ren og skær høflighed givet efter. For ikke at være uhøflig har du givet afkald på din selvbestemmelsesret og lagt din vilje ind under en andens. Når altså du, som er en uafhængig mand, en Herrens tjener, som har påtaget dig at undervise andre i kristen moral og lære dem, at man skal adlyde Gud mere end mennesker, og at verdens venskab er Guds fjendskab, når du er veget af på det punkt for en ren verdslig skiks skyld og af frygt for, hvad»man siger«, hvilken magt må så ikke skik og brug have over jævne arbejdere, når deres kammerater eller deres arbejdsgivere vil overtale dem til at gå imod deres egen vilje? Er det ikke netop ved de festlige lejligheder, bryllupper, barnedåb, konfirmation osv., at fristelserne vil melde sig også for dem ligesom for mig i denne aften? Dersom du ikke har kunnet sige nej, med hvilken ret ville du da kunne forlange, at de skulle kunne modstå de tåbelige drikkeskikke? Ville du ikke være som farisæerne, hvem Frelseren så alvorligt bebrejdede, at de lagde tunge byrder på andre, men selv ikke ville rare dem med en finger?«pastor Rochat besluttede imidlertid, at han igen ville forsøge at leve som afholdsmand, foreløbig for et ar. Han underskrev ikke nogen erklæring; men han gav sit løfte til Gud. Det var den 8. januar 1876. På den dag blev han vundet for afholdstanken. Sådan stod det for ham, og han højtideligholdt dagen som en fødselsdag. Nogle få måneder senere oplevede Rochat igen noget, der ligesom yderligere understregede»den store opdagelse«. 2. 12

påskedag 1876 deltog Rochat i et festligt afholdsmøde i byen Felday i nærheden af London. Han gik om formiddagen og hjalp til med at smykke den sal, i hvilken der senere skulle spises. Og medens han var optaget af dette, kom han til at tale med en omrejsende uldhandler, hvis bolig var en beboelsesvogn. Denne mand havde indtil sit 50. år været meget drikfældig; men han var da blevet et troende menneske og havde siden været afholdsmand.»de kan ikke tænke Dem, hvor lykkelig jeg nu er,«sagde denne mand, der som en brand var revet ud af ilden. Naturligvis kunne Rochat kun glæde sig over, hvad manden fortalte, men spurgte ham dog, om han ikke ville have været lige så lykkelig ved i stedet for at være afholdende at have været mådeholden og således fulgt det eksempel, som mange pæne folk gav, idet de blot drak et enkelt glas vin eller øl, uden at der skete noget slemt ved det? Herpå gav så uldhandleren et karakteristisk og et for en alkoholiker, der har gennemskuet sin situation, fornuftigt svar:»ser De, min herre, det faldt mig altid let at efterabe pæne folk, når de drak deres første glas, men så snart jeg ligesom de - ville holde op efter det første eller andet glas, så oversteg det mine kræfter. De såkaldte pæne folk kan holde op at drikke; men vi drikfældige drikker videre uden at kunne holde op. Tro mig, man må gøre kort proces med de stærke drikke. Det er den eneste måde, på hvilken man kan sejre over fristelsen.«i dag, 1øø år efter, siger man, hvor man seriøst har forstået den virkelige alkoholafhængiges faresituation:»engang alkoholiker altid alkoholiker.«det kan i givne situationer være dødsensfarligt at tale om et normalt forhold til spiritus. Pastor Rochat følte sig overvundet af uldhandlerens svar. For alkoholikere var fuldstændig afholdenhed fra alkohol en nødvendighed, måtte da kristne mennesker for at kunne hjælpe dem ikke følge dem på den samme vej? Men dagen var ikke gæt endnu. De folk, Rochat var til fest sammen med, foretog en lang spadseretur og deltog desuden i nogle sportslege, hvorefter de satte sig til bords for at spise. Af drikkevarer var der kun the og kaffe. Rochat var så forbavset over dette, at han over for frk. Cotton erklærede:»aldrig i evighed ville man hos os i Schweiz vove at indbyde til et festligt måltid uden alkoholholdige drikke. Straks råbte hun ud i forsamlingen:»hvad siger I til det. Der er her en schweizer, der påstår, at man i hans land ikke ville vove det at modtage gæster uden at byde dem på alkohol?«en tidligere alkoholiker rejste sig og sagde til Rochat:»Min herre, når De nu er vendt tilbage til Deres land, fortæl så endelig Deres landsmænd, hvad De har set her i dag, og hvor meget lykkeligere vi er blevet, siden vi blev afholdsfolk, og at vi har lært at samle kræfter og at glæde os med hinanden uden at nyde stærke drikke af nogen art.det lover jeg Dem,«svarede Rochat. Ud fra dette løfte udgik i den følgende tid den bevægelse, der skulle blive hans livsværk. Guds kald Efter den praktiske studietid i kirkelig filantropi i England, der var meget værdifuld for pastor Rochat, vendte han så tilbage til Schweiz, hvor han fik sit føste præsteembede i den lille, men meget gamle by Cossonay i kanton Vaud. Byen havde ca. 2000 indbyggere, overvejende bønder og håndværkere, og allerede i den første måned mødte han livets hårde tragedier. Den første ligtale, den unge Rochat skulle holde, var over en alkoholist, som blev fundet død i sin seng, efter at han om aftenen var kommet beruset hjem. Og i de 13

følgende uger matte pastor Rochat holde ligtaler over flere mænd, der enten var forulykket i en rus, eller som havde taget deres eget liv. Vel var der mennesker, der resignerende sagde:»ja, de, der er begyndt med drikkeriet, de bliver ved med at drikke,«og deres mening var, at det var nytteløst at gøre noget ved det udbredte drikkeri i Schweiz. Der var dog også andre, varmhjertede mennesker, der så drikkeriets frygtelige fare og gjorde noget ved i den bedste mening at oprette mådeholdsforeninger; men disse forsøg løb ud i sandet, fordi mådeholdsprincippet ikke var tilstrækkeligt i de virkelig truede menneskeskæbner. Nøden og elendigheden kom til at hvile meget tungt på Rochat, og han følte selv, at afgørelsens time nu var inde til, at et arbejde til drikfældiges redning måtte påbegyndes. Der kom en morgen, da han afgørende følte Guds kald. Herom har Rochat skrevet i sin dagbog:»da jeg vågnede om morgenen den 21. august 1877, var jeg dybt bekymret. Jeg følte, at det var nødvendigt, at der blev taget et særligt arbejde op imod drikkeriet, men jeg sagde til Gud:»Nej, min fader, tag en anden, men ikke mig! Jeg vil gerne hjælpe og arbejde med; men jeg kan ikke selv begynde dette redningsarbejde.«- Jeg stod op, og kampen gik videre. Den fortsatte, medens jeg klædte mig på., lige til det øjeblik, da jeg bøjede mine knæ og som en besejret råbte: Min Gud, ikke som jeg vil, men som du vil! Her er jeg for at gøre din vilje!«i dagbogen skriver han endvidere den 21. august 1877, at han nu med Guds hjælp har påtaget sig at begynde et felttog mod drikkeriet. Med Guds hjælp - det er værd at understrege disse ord, for de kom i den kommende tid til at stå på alle de afholdserklæringer, som man måtte underskrive for at blive medlemmer af Blå Kors. I disse ord ligger nemlig hemmeligheden til vor kraft. En måned senere afholdtes en betydningsfuld international kongres i Geneve til fremme af den offentlige moral, hvor også afholdsfolk fra andre lande deltog. Det var egentlig Rochats mening pi et eller andet tidspunkt at søge lejlighed til at tale om den samvittighedssag, der lå ham så meget på hjerte. Men på grund af kongressens overlæssede program kom denne lejlighed ikke. Han besluttede så selv at indbyde til et separat møde den 21. september 1877 i en sal på højre bred af floden Rhone. Salen var et gudstjenestelokale for en frimenighed. I stor hast var der blevet trykt ca. 2000 indbydelser til kongresdeltagerne medmeddelelse om et offentligt afholdsmøde, ved hvilket pastor Rochat ville holde et foredrag om drukkenskaben og det virkelige helbredelsesmiddel imod den. Der mødte ca. 150-200 personer, og Rochat opfordrede de tilstedeværende til sammen med ham at stifte en kristen afholdsforening og tage kampen op mod drikkeriet. Var der nu ikke blevet gjort mere, er det maske et spørgsmål, om der virkelig var kommet noget ud af det; men nu greb oberstløjtnant Charles Fermaud ind. Sådan skriver sognepræst M. N. Randkær, der jo i en årrække var landsformand i Blå Kors i Danmark. Charles Fermaud havde lige så stille siddet og skrevet på. et stort ark papir en afholdserklæring, og det var hans tanke, at han ville forelægge denne erklæring til underskrift. Og så snart Rochat var færdig med at tale, tog Fermaud straks ordet og fortalte, at han i adskillige år havde været afholdsmand, og derefter oversatte han med stor dygtighed de vidnesbyrd, som blev aflagt af nogle afholdsfolk, som var deltagere i kongressen. Og derpå henvendte han sig til forsamlingen og opfordrede de tilstedeværende til at underskrive afholdsløftet. Men da var der en mand, som rejste sig. Det var købmand Marc. Briquet, en ældre, ærværdig herre, som var velkendt i menigheden i Geneve. Han sagde bl.a.:»jeg har været afholdsmand i 50 år. I 1827, da jeg var 22 år, besluttede jeg, at jeg 14

ikke mere ville drikke vin, undtagen ved altergang. Nu er jeg 72 år, jeg er sund og rask og har altid været det. Jeg er rede til at støtte den unge forening ved at indtræde som medlem.«(der var mennesker i det vindyrkende Schweiz, der havde den besynderlige tanke, at det muligvis var sundhedsfarligt at være afholdsmand). Disse ord virkede, og straks underskrev Rochat, Fermaud og desuden 24 andre personer. Kun een af disse første underskrivere, en drikfældig handelsrejsende, brød sit løfte, og det skete allerede den følgende dag. Nu gjaldt det imidlertid om at finde en arbejdsplan og at få valgt en bestyrelse. Man samledes den følgende dag, og pastor Louis-Lucien Rochat blev valgt til formand. Det første skridt, den nye forening foretog ud imod offentligheden, syntes desværre at skulle mislykkes. Man havde gennem en annonce indbudt til et offentligt møde den 17. oktober i en sal, som kunne rumme flere hundrede mennesker. Men der kom kun femten. Det så jo ud til at være en fiasko. Men alligevel kunne pastor Rochat flere år senere efter hint møde give udtryk for, at Gud også var med i dette, og at det netop gik, som det skulle. Hvis der til dette første møde var kommet mange mennesker, som nok havde varme hjerter og et offervilligt sind, men som var uden levende tro, og som maske endog var fritænkere eller i religiøs henseende ligegyldige mennesker, og disse så i stort antal var gæt ind i den nye forening, ville det meget let være gæt sådan, at foreningen var blevet afsporet allerede i starten. Men nu gik det sådan, at de mennesker, som kom til stede ved dette første møde, var troende mennesker, og derfor blev foreningen lige fra begyndelsen en kristelig afholdsforening, ved hvis møder ved siden af afholdsundervisningen Guds ord og bøn fik førstepladsen. Blå Kors var nu begyndt i Jesu navn. Inden vi går videre, lad der lige blive plads til nogle fa linjer til at tegne profilen af nævnte oberstløjtnant Charles Fermaud, der jo fik en afgørende betydning for Rochat i hans åndelige krise omkring 21. august 1877 og i Blå Kors' fødselstime i Geneve den 21. september 1877. Charles Fermaud var en praktisk og initiativrig mand, der forlængst var gået ind for afholdstanken; senere blev han generalsekretær i KFUMs verdenskomite og derfor i sin tid ikke bare et kendt navn i Blå Kors, men måske endnu mere i KFUMkredse, også i udlandet. Pastor Christian Gad skrev i 1928 en jubilæumsbog»da vi var unge«om KFUMs første 25 år, hvor også Charles Fermaud omtales. Jeg citerer herfra:»vi havde af og til besøg af schweizeren, oberstløjtnant Charles Fermaud, Genferkomiteens utrættelige generalsekretær. En fast lille skikkelse, fin og beleven, med et ægte fransk væsen. Han havde været Europa rundt på pionerarbejde og sad derfor inde med en enestående sum af erfaring. Hans forkyndelse af Guds ord var dyb og havde altid centralt sigte. Og en bønnens mand var han, et åndeligt menneske helt igennem. Han havde en hellig angst for, at en forening i sin iver skulle optage nye opgaver udadtil, hvis den ikke ejede tilstrækkelig åndelig kraft til at gennemtrænge og præge det nye arbejde med søgte kristelig ånd.»det skal være som et træ med dybe, lange rødder. Aldrig må en ny gren skyde frem, uden at den har en tilsvarende rod under jorden, fra hvilken den kan fa sin saft og kraft. Ellers går det galt med arbejdet.«fermaud fik efterhånden en rørende kærlighed til Danmark. Hans fædreland var et lille land som vort; dets flags farver de samme som vore. Men der må vel også have været en vis åndelig lighed. Var det dansk jævnhed og dansk kristendom, der tiltalte ham? Selv 15

færdedes han overalt jævnt og ligefrem Blandt alle slags mennesker og vandt overalt de troendes hjerter. - Allerede i 1888 i Stockholm talte han flydende tysk, fransk og engelsk samt spansk og italiensk og var dengang i færd med at lære svensk. Hos os måtte han ved de første besøg tale ved hjælp af tolk. Men til sidst lærte han virkelig at tale vort sprog!«såvidt Christian Gad om Charles Fermaud. Efter genforeningen, da så mange kendte folk gæstede Nordslesvig, kom Charles Fermaud engang til Sønderborg. Jeg kender en ældre mand i menigheden i Sønderborg, der kan huske, at Fermaud, den sprogbegavede mand, talte i Set. Marie kirke - på dansk. Sognepræst N. Juhl, Blå Kors' første landsformand, havde et nært og hjerteligt forhold til Blå Kors i Schweiz. Pastor Juhl har omtalt, at da Blå Kors fejrede 50 års jubilæum 1927 i Geneve, var der en eftermiddag en stor procession gennem byen med musikkorps i spidsen; de forskellige landes delegationer var mødt frem med faner, den danske delegation med dannebrog. Da kom oberstløjtnant Charles Fermaud med sin frue og sluttede sig til de danske delegerede med de ord:»vi vil så gerne gå under det kære dannebrog.«med veneration kan vi mindes Charles Fermaud som en, der elskede Danmark og som en fødselshjælper i Blå Kors' fødselstime den 21. september 1877. Vore grundsætninger og Guds ord Hvordan gik det så med det nystartede Blå Kors-arbejde? I begyndelsen temmelig besværligt. Modstand og ligegyldighed var kårene mange steder. Afholdsfolk blev mistænkeliggjort og latterliggjort som sure, indskrænkede og glædesløse fanatikere. Der gik hele to år, inden den første alkoholiker meldte sig for at blive medlem af Blå Kors og blive reddet ud af sin alkoholisme, en kurvemager Eduard Guillon, en mand, der havde været alkoholiker i mange år. Trods megen sorg hustru og to børn døde - og anden modgang blev han bevaret indtil sin død. Han giftede sig igen og stiftede en Blå Kors-forening i Versoix. Den blev siden ledet af hans søn fra andet ægteskab. Der var også. enkelte andre opmuntringer i reddede menneskeskæbner; men i det store og hele gik det smat. Dertil kom nu, at pastor Rochats helbred svigtede. Det blev nødvendigt for ham at tage på rekreation i mildere egne. En fætter til ham var præst i Florens for den schweiziske koloni der, og han inviterede ham til at komme ned til sig og komme til kræfter. Rochat tog imod indbydelsen og opholdt sig i Florens i vinteren 1878-79. Han hjalp fætteren en lille smule i præstegerningen, men brugte i øvrigt tiden til efter indgående studier og overvejelser og under megen bøn at skrive en lille bog»vore grundsætninger og Guds ord.«det har alle dage været meningen og er det stadig at udfore Blå Korsarbejdet»ved Guds og hans ords hjælp.«det var afgørende vigtigt for Rochat selv og for det nye påbegyndte arbejde at få præciseret, hvad Guds ord siger. Det lille skrift er stadig læseværdigt og godt at få forstand af. I det følgende skal hovedtankerne refereres. Står den fuldstændige afholdenhed fra alle berusende drikke i modstrid med Guds ord eller ej? Det er spørgsmålet, siger pastor Rochat, som vi vil undersøge i dette lille skrift. Mange troende mennesker siger til os:»intetsteds forbyder den hellige skrift nydelsen af vin; den tillader og anbefaler den, ja enkelte steder priser den endog. Jesus har brugt vin; hans første undergerning var at forvandle vand til vin ved brylluppet i Kana; han brugte vinen til nadvermåltidet, og Paulus formanede Timoteus til at nyde nogen vin for sin maves skyld. Når I nu vil forkaste endog en mådeholden brug af vin, forekommer det os, at I går 16

uden for Guds ords lære, og deri kan vi ikke følge jer.«andre går endnu videre.»vinen,«siger de,»er noget godt, er en Guds gave. Vi vil nyde den med taksigelse. Det er rigtigt at bekæmpe misbrugen; men det er selvlavet åndelighed at forbyde brugen og derved sætte menneskelige forskrifter og grundsætninger i evangeliets sted, således som hine formentlige vise gjorde, hvis forhold apostelen i Kolossenserbrevet har dadlet så strengt. (Kol. 2,16-23).»Vil I redde alkoholikere,«foreholder man os fra alle sider,»så. forkynd evangeliet for dem til omvendelse, så vil I kunne lære dem mådehold ved jeres eksempel og jeres formaninger, og så vil også vi slutte os til jeres sag og hjælpe jer. Men så snart I taler til os om afholdenhed, så tillader vor samvittighed os ikke at følge jer og understøtte jer. Jeres fuldstændige afholdenhed fra alle berusende drikke er en overdrivelse, som vi vil overlade til englænderne og amerikanerne, men som ikke passer for os her til lands.«sådanne og andre lignende indvendinger har gjort os ondt, fordi de kom fra troende mennesker, på hvis sympati vi havde ventet. På den anden side er de så ofte blevet gentagne, at de åbenbart må. stamme fra en misforståelse af vore grundsætningers natur og deres henvisninger til Guds ord, hvorfor vi anser det for nødvendigt på ny at forklare det standpunkt, vi gik ud fra, da vi stiftede kristelig afholdsforening»det Blå Kors«på grundlag af fuldstændig afholdenhed fra alle berusende drikke. Vi indrømmer - det siger Rochat åbent og ærligt -, at i almindelighed, og hvor intet misbrug finder sted, forbyder bibelen ikke brugen af vin. Jesus, som i alle stykker er os et forbillede på, hvad mennesket egentlig skulle være, har drukket vin og endog givet dem, der var med ham, at drikke. Vi tilstår det også åbent: Hvis enhver ville bruge vin lige så mådeholdent som den Herre Jesus gjorde, havde en forening, der som vor er grundlagt på afholdenhed fra alle berusende drikke, ingen berettigelse. Den ville i hvert fald ikke finde noget fast grundlag i den hellige skrift, og vi kan forsikre, at de, som kaldte den til live, ville da aldrig have tænkt derpå. Men desværre er det ikke således, og vi tør uden at frygte for modsigelse nævne det hos os sædvanlige misbrug af berusende drikke som en af de væsentligste årsager til elendighed, sygdom, sædeligt forfald og åndelig så vel som timelig død. Hvad siger nu Jesus, nar noget, der i og for sig kan være en meget god ting, bliver for os en anledning til fald? Siger han noget lignende som:»bliv på ny mådeholden, sky kun misbrugen, som alene er syndig?«- Nej! - Jesus, som kender det menneskelige hjerte, ved, at et svagt menneske, for hvem en Guds gave er blevet årsag til fald, kun kan reddes ved fuldstændig og een gang for alle at afholde sig fra denne gave. Hvor nyttig, hvor kostbar endog denne omtalte genstand må være for ham, hvor nære band der end knytter ham dertil, og hvor smertelig derfor en opgivelse må være ham, han må dog beslutte sig dertil, hvis han vil reddes. Derfor har Jesus givet os denne så bestemte og bekendte, men så lidet fulgte befaling:»men hvis din hånd eller din fod forarger dig, så hug den af og kast den fra dig! Det er bedre for dig at gå ind til livet vanfør eller halt end at kastes i den evige ild med begge hænder og begge fødder i behold. Og hvis dit øje forarger dig, så riv det ud og kast det fra dig! det er bedre for dig at gå enøjet ind til livet end at kastes i Helvedes ild med begge øjne i behold.«(mat. 18,8-9). Det er denne grundsætning, som vi bringer til anvendelse over for de ulykkelige ofre 17

for drikkesygen. - Afholdenhed fra alle berusende drikke er alts ikke, som man siger, en angelsachsisk opfindelse, men en særlig anvendelse af den af Herren udtalte almindelige grundsætning. På indvendingen:»går I nu ikke ud over Guds ord og Kristi lære, nar I også foreskriver mådeholdne mennesker afholdenhed?«svarer Rochat ved at anføre nogle skriftsteder, som de, der fremsætter den, synes at have glemt, og de belyser netop bedst vor opfattelse. Ganske vist, vil vi sige til dem, havde vi ret til at nyde nogen vin; men vi gentager med Paulus:»Alt er tilladt,«men ikke alt er gavnligt.»alt er tilladt,«men ikke alt opbygger. Ingen må Søge sit eget, men hvad der gavner næsten.«(1. Kor. 10, 23-24).»Vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrabeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag. Enhver af os skal gøre, hvad der behager hans næste og er til gavn og opbyggelse. Thi Kristus gjorde heller ikke, hvad der var ham selv til behag.«(rom. 15,1-3). Dette er drivfjederen i vor handlemåde. Vi er ikke afholdende for vor egen skyld, men af hensyn til de svage, og for deres skyld opfordrer vi også andre ganske mådeholdne mennesker til at blive afholdende. En alkoholikers redning må ske ved kærlighed, gennem deres frie uegennyttige offervillighed, som opgiver deres rettigheder for at tage deres brødres svagheder på sig. Det er ikke os, som har opstillet denne lov; men dette er selve kærlighedens guddommelige lov! Det går som en rød tråd gennem Rochats lille skrift»vore grundsætninger og Guds ord«, at et kristent menneskes frihed har sin grænse i næstekærlighedens hensyntagen til den svage broder eller søster. Særlig stærke er henvisningerne til problemerne i hedningekristne menigheder i Korinth og Rom.»Men agt vel på, at ikke jeres frihed skal bringe de skrøbelige til fald. Derfor, hvis mad kan bringe min broder til fald, vil jeg aldrig i evighed spise kød, for at jeg ikke skal bringe min broder til fald.«(1. Kor. 8,9 og 13).»Det er rigtigt at afholde sig fra at spise kød, drikke vin, og hvad andet din broder tager anstød af.«(rom. 14,21). Der var jo i disse menigheder problemerne i slagterbutikkerne med kød, der kunne være afgudsofferkød og derfor anfægte nyomvendte hedningekristne. Mere modne kristne anfægtedes ikke af det; men Paulus formaner de såkaldte»stærke«til at vise selvfornægtelse, give afkald på deres frihed af hensyn til de såkaldte»svage«. I begge breve bruges disse ord om den svage broder,»for hvis skyld Kristus er død.«(1. Kor. 8,11 og Rom. 14,15). Det lille offer, at give afkald på en beskeden del af sin frihed, ses i lyset af det største offer, der er sket på denne jord, Jesu offerdød langfredag. Rochat siger med henblik på denne næstekærlighedens begrænsning af den kristne frihed: Der findes i dag tusinder af ulykkelige, som ikke er stærke nok til at nyde berusende drikke uden at misbruge dem, og hvem de er blevne til fald. Der findes tusinder, som, nar de kun bringer et glas vin, øl eller spiritus til deres læber (hvad vi mådeholdne folk kan gøre uden fare), bliver grebet af et satanisk begær efter at nyde mere og stadig mere. Nu vel! nar det er således, og nar stærke drikke for disse stakkels mennesker, for hvem Kristus også er død, er en årsag til fald, nar de ligger under, fordi de vil efterligne vor mådeholdne nydelse, vil vi hellere hele vort liv igennem undvære stærke drikke end at blive dem en årsag til fald. Vi vil blive disse skrøbelige som en skrøbelig for at kunne redde nogle af dem. Det vil sige, af kærlighed til dem vil vi sætte os i deres sted og pålægges os det samme savn. Rochat henviser også til Det gamle Testamentes eksempler på mænd, som dels frivillig, dels efter Guds befaling har givet afkald på de berusende drikke. Rekabiterne, om 18

hvem der tales i Jer. 35, og nasiræerne, omtalt bl.a. hos profeten Amos, kap. 2, endvidere det strenge forbud til ypperstepræsterne, hvem det under dødsstraf var forbudt at nyde vin eller stærke drikke, nar de skulle gå ind i åbenbaringsteltet (3. Mosebog 10,8-10). Endelig er naturligvis også nævnt Johannes døberen, hvem Jesus kalder den største Blandt profeterne, der ligeledes efter Guds befaling hverken matte drikke vin eller stærke drikke (Luk. 1,15). Spøgefulde sjæle med et lunt glimt i øjet har ofte ville drille afholdsfolk med Paulus' rad til sin unge ven Timoteus:»Bliv ikke ved med at drikke vand alene, men brug lidt vin for din mave og din hyppige svagheder«(1. Tim. 5,23). Herom siger Rochat: Dette eksempel bliver i almindelighed anvendt til at bekæmpe vore grundsætninger med; men nar man betragter det nærmere, er det tværtimod gunstigt for vor opfattelse. Timoteus var afholdende, og Paulus dadler ham aldeles ikke derfor. Nar han skriver til ham, som han gør, så er det, som apostelens ord udtrykkelig siger det, alene fordi Timoteus led af mavesmerter og ofte var syg. Vi har altså her ikke at gøre med et religiøst bud, men med en lægeforskrift i anledning af en særlig sygdomstilstand. Netop sådanne tilfælde forbeholder vi os, når vi underskriver vor afholdserklæring. Rochat afslutter sit skrift med at understrege, at den frivillige afholdenhed, som de mådeholdne pålægger sig i den hensigt at give de svage en anledning mindre til fald, er fuldstændig i overensstemmelse med Guds ord og hviler på hovedgrundsætningen: kristen kærlighed. Men han understreger frivilligheden. Vi vil ikke gøre andre det til en pligt, hvad vor egen samvittighed har pålagt os som en sådan, thi vi ved, at hvad samvittigheden byder den ene, kan ikke uden videre påbydes den anden som lov. Men så meget vil vi i det mindste sige til dem: Det er jeres pligt at se al den elendighed, som er opstået ved udbredelsen af drikkeriet, i øjnene og efter bedste evne modvirke den. Gennemsøg i denne hensigt beretningerne fra hospitaler, sindssygehospitaler og redningshjem, læs uddrag af kriminelle beretninger, og I vil få at se, hvilken andel drikkeriet har i disse sørgelige annaler om sygdom, elendighed og forbrydelser. Gør mere end det, præster noget bedre. Riv jer i nogle timer løs fra jeres fredelige og behagelige familiekreds og undersøg, hvad der bliver af de hjem, hvor familiefædrene er hengivne til drik. Når I så har set alt dette med egne øjne, så stands og tænk over, hvad I kan gøre for på bedst mulig måde at kunne bekæmpe denne plage. Skulle disse undersøgelser bringe jer til det resultat, at der gives et bedre og stærkere hjælpemiddel end forbindelsen mellem evangeliet og afholdenhed, så bliver det jeres åbenbare pligt at lægge hånd på værket og bruge det middel, som I har fundet frem til. For»nar man ved, hvad der er det rigtige, og ikke gør det, er man skyldig i synd.«(jak. 4,17). Til allersidst i skriftet skrives nogle ord til alle troende, hvem alvorlige bevæggrunde afholder fra at slutte sig til os: Eet vil vi bede alle præster og lægfolk om, som ikke vil træde ind i vore rækker, aldrig ved jeres optræden at lægge os hindringer i vejen for vort arbejde! Forsøg ikke at tage modet fra vore uerfarne tilhængere ved at sige til dem, at de har handlet urigtigt i at binde sig ved en erklæring, som er unyttig for dem, og frem for alt, hold ikke dem tilbage, som kunne have lyst til at træde ind i vor forening, enten fordi de er drikfældige, eller fordi de ønsker ved deres eksempel at være med til at rejse de faldne. Skænk os den hjælp, som jeres kristne sympati og ban kan yde os, for at Gud må velsigne 19

vore bestræbelser og stå os bi i den kamp, vi har optaget, for at han må indgive os alt, hvad vi skal gøre for så hurtigt som muligt at fremme hans riges komme Blandt dem, som ikke kan være mådeholdne. Hvorfor navnet: Blå Kors? Den kristne afholdsforening, der med Louis-Lucien Rochat i spidsen blev startet 21. september 1877, fik forøvrigt først seks år senere navnet»det Blå Kors«. Det var i 1883, at nogle sammenlignede det kristne redningsarbejde Blandt alkoholikere med»røde Kors«barmhjertighedsarbejde Blandt sårede soldater på krigens slagmarker. Sammenligningen forekommer mig ikke dårlig. Hvor alkoholismens hærværk skaber en slag-mark, er der mange sårede, der ikke i egen kraft kan rejse sig op, men har kristen barmhjertighed behov. På grund af sammenligningen med»røde Kors«blev den 6-årige kristne afholdsbevægelse den 21. november 1883 navngivet»blå Kors«, og dette navn har fulgt bevægelsen i alle lande, hvor den har haft og har sin gerning. Da Blå Kors i Danmark havde 10 års jubilæum 1905 udkom der et mindeskrift, i hvilket sognepræst N. Juhl, vor første landsformand, skriver noget om navnet Blå Kors:»Der er af modstandere brugt mange usmagelige bemærkninger om sammenstillingen af korset og den Blå farve, ja man har ikke skammet sig ved at tale om Kristi kors i modsætning til»blå Kors«. Men hvorfor er da dette lidt sære navn mon valgt? Jeg vil lade en af foreningens første og nidkæreste arbejdere, pastor Gottlieb Fischer i Essen svare. Pastor Fischer var en årrække landsformand for Blå Kors i Tyskland. Niels Juhl refererer fra Gottlieb Fischer følgende smukke betragtninger over farvernes symbolske betydning:»det Blå Kors«- hvad skal det betyde? Hvorfor denne farve? Jo, i Kristi kors ligger vort arbejdes berettigelse, lige så vel som dets forpligtelse; korset på Golgatha er vort holdepunkt og vor styrke, vor støtte og vor kraft.»det Blå Kors«kender ingen højere opgave, intet herligere mål end Kristi efterfølgelse. Hans kors er solen, fra hvilket alt lyset udgår til de stakkels syndige mennesker, alene korsets glødende stråler formår at brænde synden ud af hjertet: Hvor denne kærlighedssol skinner, der og kun der bortvejres vore synder som en sky og vore misgerninger som en tåge. Men, som bekendt, indeslutter det klare, hvide sollys alle farver i sig, som vi ser det på den smukke regnbue; ja, selv i hver en vanddråbe bryder det strålende lys sig i mange farver; men denne farvernes brogede pragt er jo slet ikke andet end virkningen fra den ene lysende sol. Således udgår al redning og hjælp for den syndige verden fra korset på Golgatha; og man kan derfor såre vel sammenligne dette redningsværk i dets mangfoldige skikkelser med regnbuens farver, såfremt blot en side af korsets herlighed spejler sig i det enkelte arbejde. så taler man da om»det røde«, om»det hvide«og om»det blå kors«. Farvebetegnelsen er da altså kun beskedenhed; ethvert af disse arbejder gør kun fordring på at være en særlig side af Kristi frelserværk over for den fortabte menneskeslægt.»det røde Kors«lader sollyset fra Golgatha falde ud over slagmarken for i dette lys at kende, hvad den kristne kærlighed er de stakkels sårede og døende skyldig.»det hvide Kors«har at gøre med utugtens ofre; det vil redde, hvad der endnu star til at redde, oprejse det faldne og bevare, hvad der star i fare. - Og hvad vil nu»det Blå Kors«? Det vil heller intet andet end opsøge de sårede fra slagmarken og bære dem hen til den store læge, for at han kan komme til at helbrede dem. At redde drikkeriets ofre, at befri de stakkels bundne fra Satans strikke, at føre disse dø- 20

ende menneskesjæle, der iler timelig og evig fordærvelse i møde, hen til livets fyrste, at bevare de let fristede og svage for farerne ved værtshuslivet, for hvilke tusinder og atter tusinder falder som ofre, det er»det Blå Kors«opgave. Sådan forstod Gottlieb Fischer symbolikken i navnet»det Blå Kors«, og meget bedre kan det vist ikke siges. Blomstrende forår Rekreationsopholdet for pastor Rochat hos fætteren i Florens havde en gunstig virkning. Ikke blot blev Rochat rask; men han brugte tiden godt til studium og følte bibelskteologisk begrundelse for rigtigheden af et diakonalt menighedsarbejde som»blå Kors«. Nu gjaldt det blot om at tage fat trods al modstand og misforståelser. Blå. Kors' stærke vækst gjorde, at han følte det nødvendigt at give hele sin tid og alle sine kræfter til arbejdet, hvorfor han opgav sit præsteembede. Hans formueomstændigheder tillod ham at arbejde for Blå Kors uden løn; endog godtgørelse af rejseudgifter gav han afkald på. Selv om han ikke mere var i præstetjeneste og ikke mødte al for megen forståelse hos kollegaer, lagde han megen vægt på et positivt forhold til den officielle kirke og var på. vagt over for, at Blå Kors ikke skulle få noget snæversynet, sekterisk-sværmerisk over sig, hvad der jo godt kunne være en fare for i det egenartede arbejde, som var»blå Kors«arbejde; Blå Kors blev baret frem som en vækkelsesbevægelse uden at blive sur og negativ over for den kirke, der ikke altid forstod den. Det positive forhold til præstebrødre fandt for Rochat udtryk i hans forbøn for dem hver lørdag aften, at Gud matte stå dem bi til søndagens gudstjenester. Vi springer et stykke frem i tiden til hin vemodige lørdag aften, den 2. oktober 1915, da hans hustru døde. Ved hendes dødsleje, da familiemedlemmerne knugede og bedrøvede stod ved hendes seng, begyndte kirkeklokkerne fra domkirken, kathedralen Set. Pierre, at ringe. Så sagde pastor Rochat:»Jeg plejer jo at bede for præsterne lørdag aften; det vil vi også gøre i aften,«og så knælede man ved hustruens seng i bøn for søndagens gudstjenester. Blå Kors har alle dage været en hård arbejdsmark, hvor det ikke har været vanskeligt at begribe, at man trængte til hinandens forbøn. I det gryende forår for Blå Kors i Schweiz var der mennesker, der bad. Et eksempel skal lige nævnes. I landsbyen Malleray var der en familie, der var endt i den dybeste elendighed på grund af familiefaderens drikkeri. Den ældste datter underskrev afholdsløftet, idet hun håbede, at hun derved kunne blive til hjælp for sin far. Dybt grebet gik hun hjem fra Blå Kors-mødet og lagde sit medlemskort på bordet i sit hjem. Hvordan faldt det dig egentlig ind at skrive under, spurgte faderen. - Jeg gjorde det for din skyld, far, sagde hun. Og idet hun omfavnede ham, betroede hun ham, at i den sidste uge var hun hver dag går ud i laden, uden at nogen så det, og bag ved en dynge hø havde hun bedt Gud om, at hendes ødelagte hjem måtte blive forvandlet. Rørt til tårer besluttede faderen sig til at underskrive afholdsløftet, og ikke blot det; men han gik med sin datter ud i laden for at takke Gud og for at bede Gud om, at den ældste Søn, hvis opførsel gav anledning til megen bekymring, måtte blive omvendt. Otte dage senere blev sønnen vundet. Denne dobbelte bønhørelse gav dem mod til i fællesskab at bede om en fætters redning. Disse bedemøder blev for øvrigt fortsat hele vinteren igennem, og der blev efterhånden så mange omvendte, at der det følgende forår samledes 80 bedende mennesker til bede- 21

møderne. Der var en egen åndelig kraft over Blå Kors' arbejdet, selv i meget»hårde tilfælde«. Lad der blive nævnt endnu et par tilfælde af den art. Der var en mand, der hed Edouard Dubois. Han var en rigtig spritter, som blev dømt til to års tvangsarbejde. Han flygtede imidlertid og slap over grænsen og lod sig hverve til fremmedlegionen. Men han væmmedes i den grad ved sig selv, at han forsøgte at tage sig af dage. Overalt kastede han sig ind i den værste kugleregn, men døden ville ikke vide af et så usselt skrog, og han opnåede kun at blive alvorligt såret. Da han atter var blevet rask, fartede han rundt i landet som vagabond og var for øvrigt en tid knyttet til et omrejsende teaterselskab. Men så vendte han tilbage til sin moder, desværre kun for atter at glide ind i det gamle liv i drik og svir. I et værtshus hørte han to mænd tale om vor Herre Jesus. Dette bevirkede, at hans indre kom i et fuldstændigt oprør. Troende venner tog sig af ham, og han underskrev afholdsløftet og blev medlem af Blå Kors. Fra dybet af sit hjerte råbte han:»herre, jeg tror, du kan gøre mig fri; selv formår jeg det ikke; men jeg stoler på dig og din magt.«gud være lovet, hans lænker blev brudt, og han bred ud i tak. Han fik forskelligt arbejde, og til sidst blev han Blå Kors' sekretær i Montbeliard. Under den første verdenskrig var menigheden i Montbeliard uden præst, og man henvendte sig da til Dubois. Og denne mand med den ret ringe uddannelse talte, prædikede og underviste med megen iver og med så store resultater, at man valgte ham til præst i Haute-Saone, og der virkede han til sin død med stor troskab. En usædvanlig menneskeskæbne: en forhenværende spritter ender sine dage i en præstegerning. Endnu et eksempel skal nævnes fra Blå Kors' første år i Schweiz, vindyrkeren Felix Dovat. Han var en stakkels forkommen mand, der skammede sig ved sig selv. Han havde haft delirium, og ofte var han gået ned til søens bred for at tage sit eget liv og gøre en ende på det hele. Men hver gang blev han forhindret fra at begå selvmord, fordi en indre stemme råbte til ham:»men bagefter, hvad så?«hans drikkebrødre fra værtshuset sagde rent ud til ham:»du er lige til tugthuset! Du må hellere drukne dig, for du gør blot din familie skam.«-»jeg er fortabt,«sagde han en dag til sin kone,»jeg går ned til søen og drukner mig.fordi du er fortabt, vil du igen blive fundet,«svarede hun. Denne mand, der sad i skyld og skam til op over ørerne, og som var foragtet og forhånet, underskrev afholdsløftet med Guds hjælp. Han blev revet ud af sin elendighed og blev et troende menneske ved nåden i Kristus og ved menneskers kærlighed. Han betalte sin gæld, og i de 28 år, i hvilken han endnu fik lov at leve, var han et trofast og nyttigt medlem af Blå Kors, og han arbejdede utrætteligt for andres frelse. Han, som var et gammelt, rustent, skåret og itubrudt stykke værktøj, blev af Herren smedet om til et vidunderligt instrument, som Herren kunne bruge i sin tjeneste. Med Guds hjælp blev han det menneskelige redskab til mange forkomne og drikfældige menneskers redning. Når man blader i Blå Kors' historie fra fortid til nutid og tænker på menneskeskæbner fra vor egen tid, må man konstatere: Hvor var der mange fortvivlede mennesker på randen ud til selvmordet, og desværre var der nogle, der skred ud over denne rand. Men der var og er også glædelige eksempler på, at nogle af dem, der havde det allerværst, men blev befriet fra deres alkoholafhængighed, blev de bedste medarbejdere til at hjælpe lidelsesfæller. 22

ARNOLD BOVET Barndom og ungdom Det var Louis-Lucien Rochat, der blev grundlæggeren og den første pioner for Blå Kors i Schweiz, og hans navn nævnes ganske naturligt oftest fra Blå Kors' første tid. Men der var en anden, der i betydning ragede op ved siden af Rochat i den tysktalende del af Schweiz, det var præsten Arnold Bovet. Arnold Bovet blev født den 19. januar 1843 i Boudry i kanton Neuenburg som søn af en tøjfabrikant Philippe Bovet, der sammen med sin brod er drev en betydelig virksomhed. Disse brødre havde en god social forståelse, oprettede et hospital for syge mennesker og rekonvalescenter og lod bygge et børnehjem for forældreløse børn. På grund af faderens fabriksvirksomhed kom Arnold tidligt i forbindelse med arbejderbefolkningen, hvilket skulle fa betydning for ham senere i hans Blå Kors' gerning. Hjemmet var midtpunktet for et rigt åndeligt liv, og der kom mange i dette hjem, som havde deres gerning i menigheden. I de tidlige barndomsår ønskede Arnold at blive arkitekt. Men dette ændredes. Allerede før hans konfirmation, når folk spurgte ham:»hvad vil du være, Arnold, når du bliver voksen?«så svarede han:»jeg vil være præst, for alle præster kommer i Himlen«i barnlig troskyldig antagelse af, at præster da vist måtte være i særklasse. I hans ellers solbeskinnede barndom kom der en mørk sky over hans tilværelse. Som 11-årig pådrog han sig en smertefuld lidelse i sit ene knæ, der bevirkede, at drengen en 6 7 år måtte gå med to krykker, og det voldte ham smerter for hvert et skridt, han måtte tage. Der blev gjort meget for at hjælpe ham ved henvendelse til lægeeksperter og ophold på kursteder, men intet hjalp. En af Arnolds onkler, som var læge, udtalte engang:»jeg frygter, at det bliver nødvendigt at amputere det ene ben og give drengen et træben,«og tilføjede:»hvis han endda kan slippe godt fra det med det.«1860 blev Arnold som 17-årig konfirmeret efter en konfirmationsforberedelse, der blev ham til megen velsignelse. Samme år hører forældrene om en ganske almindelig jævn kvinde, Dorothea Prudel, der boede i Månnedorf ved Zurichsøen. Hun modtog i sit hjem lidende og syge mennesker og havde fået en nådegave til ved bøn og håndspålæggelse i nogle tilfælde at kunne helbrede mennesker. Hun var udgået fra et meget fattigt hjem; der var 11 børn. Hendes fader var alkoholiker, så det blev hendes gudfrygtige moder, der måtte bære hele familiens byrde. Familien fik den sorg, at også en af hendes brødre døde som alkoholiker. Ved et ulykkestilfælde blev Dorotheas rygsøjle stærkt beskadiget, og hun var dødssyg. På sit sygeleje omvendte hun sig til Kristus, og der skete en uventet bedring; hun blev rask, men forblev dog krumbøjet resten aflivet. Efter sine forældres død tog hun ophold hos en onkel i Månnedorf, hvor hun passede husholdningen og plejede syge mennesker. Som 37-årig kom hun i forbindelse med Plymouthbrødrene, hvor hun oplevede en åndelig fornyelse, der også fik den virkning, at hun fik en særlig nådegave til at hjælpe syge mennesker. Familien Bovet hører om denne kvinde, og hvad gør man ikke, når meget er prøvet forgæves? Arnold bliver efter sit eget ønske sendt til denne kvinde og opholder sig hos 23

hende i Månnedorf i nogle måneder. Dorothea Prudel begyndte at lægge sine hænder på det syge knæ, og Arnold skrev i sin dagbog:»hendes hænder er mig som balsam og gør mit knæ godt. Helbredelse skete ikke fra den ene dag til den anden. Det gik langsomt; fremad. Men en dag kunne han lægge den ene krykke til side, lidt senere også den anden. Til stor glæde for sig selv og andre tilstedeværende kunne han en dag gå ned ad trappen uden i krykker. Helbredelsesprocessen strakte sig over et par år. Han blev rask på den måde, at han slap af med sine smerter, men knæet forblev stift resten af hans liv. Vigtigt for ham var det, at han samtidig med sin fysiske helbredelse oplevede en åndelig fornyelse. Arnold kom så hjem igen, blev elev på gymnasiet i Neuenburg, og efter studentereksamen tog han fat på det teologiske studium i Neuenburg, hvor særlig også den i Danmark kendte nytestamentlige professor F. Godet fik stor betydning for ham. Ganske pludseligt døde hans fader. Den store virksomhed måtte gå i likvidation, og det blev sønnens vemodige opgave at ordne alle disse besværlige forretningsanliggender. I Schweiz som i Tyskland var det almindeligt, at studenter studerede ved flere universiteter. Det gjorde Arnold Bovet også. I tre semestre studerede han i Tübingen, hvor særlig teologiprofessoren Johann Tobias Beck betød noget for ham. Han supplerede sin teologiske uddannelse andre steder i Tyskland, i England, Holland, Skotland og Frankrig for endelig at afslutte med teologisk embedseksamen i Lausanne 10. januar 1868. 7. oktober samme år blev han sammen med seks andre kammerater ordineret i Lausanne af deres afholdte professor F. Godet for at skulle være præst i den schweiziske landskirke. Den følgende dag gav Gud ham en særlig oplevelse, da han sammen med sin søster knælede i stille, fælles bøn. Det er moderen, der beretter herom med følgende ord:»her skete det, at det var, som om Himlen selv åbnede sig, og Herren selv ordinerede ham, idet han gav ham et indre vidnesbyrd og Helligåndens dåb, som det ikke før var timedes ham.«efter ordinationen blev Arnold Bovet så præst i Sonvilier i Jura; det skete i december 1868, og han var præst i denne by i syv år. 1870 giftede han sig med sin kusine Nannette Bernus fra Frankfurt. De levede i et lykkeligt ægteskab og fik fire børn. Som så mange andre så Bovet straks drikkeriets forbandelse i Schweiz. Men den almindelige opfattelse var, at det var håbløst at gøre noget ved det. Selv den åndsfyldte Dorothea Trudel, der var til så megen velsignelse for ham i de helt unge år, da han havde sine lidelser i det ene knæ, måtte jo opleve det smertelige, at både hendes fader og en broder døde som alkoholikere. Arnold Bovet mente nu, at der måtte gøres noget ved det; men man skulle ikke være fanatiker; dannede folk skulle vel nok kunne nyde et glas vin med måde; han var langt fra det senere Blå Kors' standpunkt. Derimod indlod han sig på et felttog mod den»morderiske«snaps. For at understrege sin uvilje over for fanatisme sagde han til sin kone på daværende tidspunkt:»når postbudet eller andre folk kommer, så skal du byde dem et glas vin og en bid brød,«til nogen forundring for hende, der ikke var vant til det, og da der jo kom temmelig mange folk i præstegården, gentog det sig nogle gange i dagens forløb, at der blev trakteret med vin som en slags høflighed i et dannet, schweizisk hjem. At lære folk mådehold, det var sagen, totalafholdenhed: nej! At han seriøst mente noget med mådehold fandt udtryk derved, at han i 1870 i Sonvilier tog initiativ til nedsættelse af en kommission til bekæmpelse af alkoholismen. Han skrev i en beretning herom:»hos os at stifte en afholdsforening, hvor medlemmerne skulle forpligte sig til personlig afholdenhed, således som det er sket i Amerika og England, det kan der 24

ikke være tale om; det er slet ikke noget for os i Schweiz.«Bovet stiftede derimod et selskab, der satte sig som sit mål at skaffe indbyggerne i byen god, billig vin og på den måde bekæmpe brugen af snaps.»måtte Herren give sin velsignelse dertil,«skrev han. Det gjorde Gud også, men på en helt anden måde, end Bovet forestillede sig. Det nævnte selskab til alkoholismens bekæmpelse fik få års levetid og endte resultatløst. Derimod var der noget andet undervejs, der afgjort ikke med eet slag ændrede Bovets holdning, men efterhånden efter dybtgående overvejelser. Besøg af Good Templar mand I efteråret 1874 kom der en mand fra England, medlem af Good Templar Ordenen, Thomas Richardson. Han havde hørt noget om præsten i Sonvilier og følte anledning til at opsøge ham for at overtale ham til at blive en virkelig afholdsmand. Både Richardson og Bovet var markante og selvstændige personligheder, der ikke sådan var til at bide skeer med. Arnold Bovet og hans kone mobiliserede alle de indvendinger, som de mente at kunne imødegå Good Templar mandens afholdsstandpunkt med som værende: umenneskeligt, unaturligt, uhygiejnisk, ubibelsk og især noget, der slet ikke var for folk i Schweiz. Alt prellede af på den ivrige englænder, som blev der i præstegården i hele to dage, inden de slap af med ham. Selv om præsteparret egentlig ikke var blevet overbevist af englænderen, underskrev de dog en afholdserklæring forsøgsvis, gældende for seks måneder. Det var vist nærmest på grund af en slags værtsvenlighed over for den fremmede gæst, for at han ikke skulle føle, at besøget i Sonvilier havde været helt forgæves. Thomas Richardson var nu bagefter en smule taktløs over for ægteparret Bovet. Han vidste udmærket, at de ikke var færdige i deres samvittighedsovervejeiser i denne sag. Men straks efter at han var ankommet til Genéve, går han til pressen og meddeler resultatet af hans besøg i Sonvilier, at hr. og fru Bovet havde skrevet under på afholdserklæringen. Han gav meddelelsen til»swiss Time«, hvorfra meddelelsen gik videre til det fornemme og berømte blad»journal de Genéve«, og da folk i Sonvilier læste det i aviserne, rystede man på hovedet af dette besynderlige, og præsteparret følte sig ikke uden grund lidt unfair behandlet af Richardsons rend til pressen. De overholdt deres underskrift og følte sig underligt nok bedre tilpas ved ikke at nyde vin, så de fortsatte den alkoholfrie livsstil ud over de seks måneder, men uden nogen som helst trang til at propagandere for standpunktet, fordi de nu som før var overbevist om, at totalafholdenhed stred imod deres medborgeres væsen og skik og brug i byen. Arnold Bovet var med sin varmhjertede forkyndelse ved at blive en kendt person. Det havde man også opdaget i en frimenighed i Bern. Her var sket en frimenighedsdannelse efter en vækkelse. Vækkelsens folk syntes, at landskirken var dem for stiv og dogmatisk tør og havde derfor dannet deres egen menighed. 1875 opfordrede frimenigheden i Bern Arnold Bovet til at blive deres præst, og efter mange overvejelser tog Bovet imod opfordringen og flyttede i efteråret 1875 fra Sonvilier til Bern. Det skulle vise sig at blive ham både til glæde og sorg - og en gerning for Blå Kors af betydeligt omfang. 25

Brevveksling med Rochat Hvad afholdssagen angår, gik Bovet stadig stille med dørene. Så kommer der i december 1877 et brev fra Louis-Lucien Rochat, stifteren af Blå Kors. Rochat havde hørt om Bovet og ville meget gerne have ham med i arbejdet. Men Arnold Bovet forhastede sig ikke med et svar, som først kom i februar 1878 med en masse»hvis«er og»men«er, for Rochat ikke alt for tilfredsstillende. Arnold Bovet skrev til Rochat:»Stiftelsen af Deres forening interesserer mig; men jeg har ingen tid til at befatte mig med sagen, og jeg mener heller ikke, at man skal forvente, at der skal komme stort ud af det, og jeg beklager ikke at kunne give noget mere opmuntrende svar på Deres brev...«men Rochat gav ikke op trods Arnold Bovets udtrykte skepsis. En livlig brevveksling stod på over hele fem måneder mellem disse to betydelige mænd. I et af brevene skrev Bovet:»Egentlig skulle Deres forening vist være en social opgave og ikke en religiøs; thi bibelen fordømmer os, om vi gør en af vore sager til et religiøst princip;«dog fortsatte han:»men hvis De synes, at jeg skal tage et nap med, så vægrer jeg mig ikke, og lad os så håbe, at Herren vil give sin velsignelse dertil.«endelig den 5. juni 1878 meddeler han Rochat sin tilslutning på et postkort med følgende ord:»jeg går ud for ind for Deres vedtægter og melder mig hermed ind i Deres forening.«fru Bovet var i begyndelsen ikke begejstret for sin mands afgørelse; hun frygtede, at tilslutningen til Blå Kors ville blive ham en hindring i præstegerningen. Snart kom hun dog til den modsatte overbevisning, at gerningen i Blå Kors netop ville give en uanet berigelse af velsignelse. Begyndelsen var svær, men da Bovet havde kæmpet sig igennem alle de principielle overvejelser og var blevet overbevist, gik han konsekvent ind for sagen og lod sig ikke slå ud af modgang. Der var fjender af arbejdet, der mødte det med spot og hån; på det lidt lavere plan var der endda nogle, der kunne true nye medlemmer med klø, så Bovet undertiden måtte ledsage nogle hjem efter Blå Kors-møderne. Det kunne være småt med tilslutningen, engang var der sendt 2000 indbydelser ud, og der kom kun 30, hvoraf syv underskrev afholdsløftet. Hvad nu angår det med afholdsløftet, da indså Arnold Bovet ret hurtigt problematikken hermed. Det var bestemt ikke gjort med at rende rundt og få folk til at skrive under på et løfte og så iøvrigt lade dem passe sig selv. Man måtte tage sig af dem og lade møderne blive arrangeret under lidt festlige former. Bovet gennemskuede også, at det gode, som afholdenhed var for en tidligere alkoholiker, kunne indebære en fare. Når det i de første måneder efter afholdsløftet gik godt, og man følte sig glad og fri fra mørkets magt, kunne man godt gå hen og blive en selvretfærdig farisæer, hvad jo var meget værre. Derfor var det så vigtigt at fa Guds ord forkyndt ved Blå Kors-møderne og få den kristne begrundelse for afholdenhed markeret på den rigtige måde. Det måtte ikke blive til et dogme, til et bibelsk princip. Han søgte at være på vagt over for overdrivelser, usundt sværmeri, nidkærhed uden forstand, der kunne skade sagen værre end den skade, afholdssagens fjender kunne forvolde. Med varsomhed og agtpågivenhed understregede han det bibelske grundlag for afholdenhed. I den henseende var han nået frem til fuld enighed med Louis-Lucien Rochat, og noget af det første Arnold Bovet gjorde, efter at han var blevet en overbevist Blå Kors-mand, var at oversætte fra fransk til tysk Rochats udmærkede lille skrift»vore grundsætninger og Guds ord.«arnold Bovet var på flere måder på vagt over for ensidighed og snæversyn. Han lod 26

sig som tidligere nævnt kalde til præstetjeneste i frimenigheden i Bern; der var i denne menighed både en tysktalende og en fransktalende del, hvorfor der 1877 ansattes også en præst til betjening særlig for den tysktalende del af menigheden, pastor A. Lindemeyer. Han var dygtig, men noget stivsindet med extreme, frikirkelige principper. Arnold Bovet var alliancemand og kom derved i modsætning til Lindemeyer, så det endte tragisk med en spaltning af menigheden. Den største, tysktalende del af menigheden sluttede sig til Lindemeyer, og så blev den del af menigheden, der var i mindretal, den fransktalende, den kreds, som Arnold Bovet blev præst for. Denne spaltning af menigheden, der fuldbyrdedes den 27. november 1885, smertede Bovet dybt. Men hvad der på een måde var ham tab, blev på en anden måde en vinding. Der blev meget mere tid til Blå Kors' arbejde, og der var tit bud efter Arnold Bovet både i indland og udlandet. Han fik en større åbenhed over for den officielle landskirke, hvor han jo som ung begyndte sin præstegerning. Afholdsmæssigt fik han endogså en smule kontakt med den katolske kirke. Hans åbenhed til mange kredse gjaldt også socialt over for arbejderstanden. Allerede som dreng havde han på en god måde forstået at omgås arbejdere på sin faders store fabrik; og i Blå Kors-arbejdet var det af stor betydning at kunne omgås jævne folk i arbejderkredse. Midt i sin åbenhed til flere sider blev det ham dog stedse mere klart at skulle fastholde den kristne holdning i Blå Kors-gerningen. Der forelå engang en indbydelse fra Good Templar Ordenen om en sammenslutning med Blå Kors. Bovet havde stor sympati for Good Templar folk i deres kamp imod alle alkoholiske drikke, men så alligevel en fare ved en sammenslutning, fordi Good Templar folkene var religiøst neutrale, medens Blå Kors arbejdede på bibelsk grund. Han var bange for, at en sammenslutning kunne afstedkomme uklarhed og tab af åndelig kraft og følte derfor, at han - omend med tungt hjerte - ikke kunne gå ind for en sammenslutning af de to afholdsforeninger. Arnold Bovet som sjælesørger Det er allerede nævnt som noget afgørende vigtigt, den bibelske begrundelse for arbejdet. Men der er jo også en menneskelig side at være opmærksom på, både for den, der trænger til hjælp, og for den, der forsøger at hjælpe et nødstedt menneske. Det var Arnold Bovets overbevisning, at man må lære en alkoholiker at tage sig selv alvorligt, og det indebærer også, at vi andre må lære at behandle ham med respekt. Så længe man kun nedladende ser på ham som et menneskeligt vrag, bliver han liggende der, hvor han er: på afgrundens rand. Arnold Bovet viste selv over for det mest forkomne menneske respekt og behandlede ham med dannelse og høflighed. I enhver alkoholiker så han en fremtidig medarbejder, en guddommelig skabning, en helligdom, der var brudt sammen i ruiner. Han frabad sig al tale om drukkenbolte. Han talte om alkoholikere og kaldte dem sine venner. Der var andre, der syntes, at det var nødvendigt, at tage dem i kraven for at få dem smidt i fængsel, evt. få dem anbragt på en eller anden anstalt; Arnold Bovet så på alkoholikeren som en brod er, en ven, han undertiden optog i sit eget hjem. Hans venlige og hjertelige måde at møde dem på gjorde indtryk, og mere end en sagde, hvis de blev spurgt, hvad det var, der tiltalte dem, når de kom til et Blå Kors-møde:»Det var den måde, hvorpå pastor Bovet gav mig hånden.«her blot tre eksempler: Jeg skal gerne indrømme, hvor dårligt jeg har opført mig over for pastor Bovet. Jeg har 27

ofte fornærmet ham; men jeg ved, at han ikke i noget som helst bærer nag til mig. Han tilgiver halvfjerdsindstyve gange 7. En anden aflagde denne bekendelse: Jeg har drukket, lige siden jeg var 16 år gammel. 14 gange har jeg haft delirium, tre gange forsøgt selvmord, 15 gange var jeg i fængsel. I dag er jeg et lykkeligt menneske; det er vidunderligt; men det er ikke gået uden besværligheder. Denne lykke takker jeg først og fremmest min trofaste Gud, dernæst Blå Kors og pastor Bovet, som jeg elsker og højagter. Det var alkohol, der dræbte min fader; men Gud gav mig en anden fader i pastor Bovet. Jeg vil aldrig glemme bibelkurset i Winterthur, hvor han tog sig af mig med så megen kærlighed og forståelse af min fortvivlede sjæl, hvor han faderligt formanede mig og gav mig gode råd. Det blev afgørende for mig. Næst efter Gud må jeg takke pastor Bovet for min nuværende familielykke. Mødet med professor Fritz Bahrt Arnold Bovet kunne som folkelig taler være fuld af humor og benytte sig af utraditionelle vendinger. Engang havde han ganske morsomt fået arrangeret agitationsmøde for Blå Kors på et gæstgiveri i Aarbergergade i Bern. Et usædvanligt sted at afholde et Blå Korsmøde. Ikke blot skulle han selv tale; men han havde formået at få en kendt teologiprofessor til at medvirke ved mødet som taler, professor Fritz Bahrt (fader til den senere også i Danmark meget kendte professor i dogmatik Karl Bahrt). At få en professor med på kroen og tale Blå Kors' sag, det skete ikke hver dag. Det er lidt svært for ikke at sige umuligt, at oversætte et fremmed sprogs humor og vittigheder. Men jeg forsøger i nogen grad af give et lille indtryk af det morsomme møde. Arnold Bovet fulgtes med professor Bahrt hen til mødestedet; undervejs kom han i snak med de mænd, de mødte og sagde til dem:»mon I ved det? det er lige akkurat nu, at denne her Bovet og hans folk afholder et møde henne på gæstgiveriet i Aarbergergade; det skal nok blive et fint møde, der kommer også en professor og taler; I skulle tage derhen.«i mødesalen åbnede han snart mødet med en sang, og der blev sunget godt med, han bød så de ankomne velkommen på bernertysk:»i kære venner i Aarbergergade, vi vil gerne synge lidt for jer og også fortælle jer noget. I ved alle, hvad vi schweizere har forud for andre folk: der sker fremskridt hos os. Vi klæber ikke ved det gamle: hvor der forekommer noget gammeldags tosseri, der skærer vi igennem og gør kort proces (wo ein alter Zopf ist, da schneiden wir ihn ab); vi er radikale folk. Sådan noget gammeldags tosseri er drikkeriet. Der er mange folk, der ikke har mod til at komme væk fra den slags. De er så konservative og holder fast ved de gamle skikke; det er ret så enfoldigt. Vi Blå Kors-folk derimod har forsøgt som noget helt nyt, om det nu også er nødvendigt med denne bælgen i sig, og har fundet ud af, at det er det slet ikke; tværtimod, man kan være særdeles godt tilpas uden ølglas. Og nu vil vi gerne opfordrejer til at komme og hjælpe os med dette arbejde i fremskridtets tegn; vort Schweiz er et foregangsland, også fordi vi jo på en særlig måde har lidt på grund af alkoholen. Vi, der tidligere var alkoholikere, er så glade som aldrig før, siden vi blev afholdende, vi har heller ikke mere ballade med politiet.«det var et muntert møde i det folkelige, meget jævne plan med en teologiprofessor som den ene taler. Han holdt sig ikke for fin til at færdes i det jævne plan. Professorfamilien Bahrt var kendt for at have social forståelse. Professor Bahrt udtalte senere angående dette møde og 28

Arnold Bovet:»Det var mig en glæde at arbejde sammen med denne mand.«arnold Bovets død Arnold Bovets gerning som frimenighedspræst blev af beskedent omfang på grund af denne menigheds spaltning i en tysktalende og en fransktalende del. Det smertede, men gav mulighed for et Blå Kors' arbejde af efterhånden betydeligt omfang i den tysktalende del af Schweiz. Han nåede kun at blive 60 år gammel. Han blev syg på en af sine mange udenlandsrejser. Det var i april 1903, da han repræsenterede Blå Kors i Schweiz på en international afholdskongres i Bremen. Han kom syg hjem. En ondartet forkølelse udartede til en lungebetændelse; han døde den 11. maj 1903. Det var et smerteligt tab for Blå Kors i Schweiz, da Arnold Bovet døde, nok mest for Louis-Lucien Rochat, stifteren af»det blå Kors«, som nu mistede sin værdifuldeste menneskelige støtte i arbejdet. I anledning af Arnold Bovets død udtalte Rochat nogle karakteristiske ord både om vennen og Blå Kors' situation i fortid og nutid. Rochat mindede om den udførlige brevveksling, der gennem måneder fandt sted mellem ham og Bovet, da denne var meget tøvende og fuld af indvendinger og betænkeligheder i begyndelsen, og hvordan han så efter at være nået frem til klarhed med hele sin kraft gjorde en indsats for Blå Kors. Rochat udtalte:»da vi sammen begyndte, var alt imod os, de lærde og folkeopinionen. I de første 10-12 år var de troende de eneste, der for at bryde modstanden regnede med Guds kraft. Omsider fik da de lærde syn for sagen og forstod, at afholdenhed kan være en nødvendighed, og at man måtte stifte foreninger på dette grundlag. Men de regnede kun med videnskaben og foragtede troen, ville overhovedet ikke vide af nogen religiøs holdning. Hvis Blå Kors skal have en fremtid, så må der arbejdes på videnskabelig og social basis, mente de. Og hvad ser vi nu?«fortsatte Rochat.»Et stort folk, der sørger over Arnold Bovet. Hvilken kraft har fået det op at stå? Denne kraft er Kristus. frelseren. Fra denne sørgehøjtid udgår den realistiske inspiration, at vi må gå til modstand imod alle irreligiøsitetens angreb:»jeg skammer mig nemlig ikke ved evangeliet; thi det er en Guds kraft til frelse for enhver, som tror«.«(rom. 1,16). Det var stærke ord, Louis-Lucien Rochat udtalte om spændingen mellem kristen livsholdning og irreligiøsitet. Var de for stærke, gjorde sorgen over Arnold Bovets død ham for mistrøstig? Jeg ved det ikke; men der var undtagelser, der viste, at et godt samarbejde dog lod sig realisere trods modsætninger mellem erklæret ateisme og personligt kristensyn. Følgende beretning er hentet fra Blå Kors' almanak 1955 og skrevet af daværende generalsekretær for Blå Kors i Norge, pastor Johs. Ofstad. Hovedpersonerne er professor August Forel og skomager Jakob Bosshardt. 29

Begyndende kurarbejde Professoren og skomageren DR. AUGUST FOREL Han var professor og specialist i psykiatri og levede i årene 1848-1931. Hans moder Pauline F. Morin var fra Sydfrankrig og levede i protestantisk tro. Sønnen siger i sine erindringer, at»hun var af type grublende og nervøs, med hang til tungsind; men hendes fromhed var dybt alvorlig. Hendes pligtfølelse var næsten overdimensioneret og udviklet til sygelighed. Hun led med alle mennesker og for alle mennesker«. Denne stærke etiske følelse og pligttroskab arvede Forel efter sin moder og holdt siden fast ved den. Men hans kristne barnetro blev kvalt af den senere naturvidenskabsmands ateistiske verdensopfattelse. Selv siger han, at det var overfodringen af bibel og troslære og en meget skuffende konfirmationsundervisning, som var årsagerne til, at han vendte kirke og kristendom ryggen. I Zürich, Wien og München studerede Forel medicin, og hans speciale blev hjernens anatomi. I året 1879 blev han udnævnt til professor i psykiatri i Zürich og samtidig til direktør af nervesygehuset i Burgholzli. Han gik ind i et tungt og vanskeligt embede. Det værste var, at i Stephansburg lige ved siden af anstalten lå der et værtshus med restaurant. Den drev også bordelvirksomhed og besøgtes også af oppassere og sygeplejere fra sygehuset. Der blev drukket meget, noget som desværre også forekom inden for sygehusets vægge. Dr. Forel tog beslutsomt og i moralsk iver kampen op med disse mørke faktorer og udførte radikal udrensning. Han revolutionerede hele sygehuset og sygehuslivet, som han ledede i 19 år og udviklede det til et af de bedste af sin art på kontinentet. Med den samme moralske interesse og glød tog han senere initiativet til at få fordrevet bordel trafikken fra Zürich. Og to år senere lykkedes det ved folkeafstemning at få den statsdrevne prostitution nedlagt. Allerede i 1876 fik dr. Forel øjnene op for alkoholistspørgsmålet. Det tvang sig ind på ham fra en del af hans egne patienter, som var alkoholister. Han så gentagne gange, hvordan disse ved given lejlighed søgte drikkens trøst, og hørte om, at udskrevne patienter drak sig døddrukne i den første, den bedste knejpe. Forel følte det hårdt og pinligt, at alkoholikerne ved hans sygehus ikke blev helbredt fra deres alkoholisme. Dette plagede den unge direktør og professor, som forresten selv nød vin både til sin middags- og aftensmad. Han nævner selv et sted en alkoholiker fra Elsass, D. Ludvig, som han efter gentagne ophold i Burgholzli måtte opgive som uhelbredelig. Det føltes som et smerteligt nederlag for ham, da denne»håbløse«senere blev reddet på det første schweiziske kurhjem St. Chrischona ved Basel og nu som aktiv Blå Kors-arbejder i Paris med stort held tog sig af sine tidligere drikkekammerater. Han siger herom:»at fromhed og tro i sig selv var i stand til at redde manden havde hidtil stået for mig som noget, der var fuldstændig udelukket. Nu blev det mig en gåde. Men hvorfor i alverden kunne det ikke times mig at få 30

manden fri fra i sin drikkelidenskab, mens det skulle lykkes for disse fromme mennesker. Det gav mig noget at tænke på.«skomageren JAKOB BOSSHARDT Der skulle en jævn skomager til for at løse denne knude for den lærde professor. Manden var Jakob Bosshardt. Han var født i 1853 og var den yngste af en murers fem børn. Seks år gammel mistede han sin fader. Hans ønske om at blive mekaniker gik i vasken på grund af manglende penge til læretiden. Som 16-årig rejste han til Ziirich for at lære et håndværk, hvis læretid ikke krævede så mange penge. Han fik en god støtte i den fromme skomager Rowedder i Unterstrasse. Hos ham fik han en solid oplæring, og i hans hjem oplevede han velsignelsen af et kristent familieliv. Efter at han så en tid havde arbejdet forskellige steder kunne han i 1879 åbne sit eget skomagerværksted lige ved Burgholzli. Som det gik så mangen en håndværker, blev også hans arbejde udsat for fare på grund aflivet i værtshuset. Der søgte han nemlig også hen. Men, heldigvis mærkede han i tide risikoen ved denne livsform og brød overtværs. Han sluttede sig i 1883 til den nystiftede Blå Kors-forening der på stedet. Her gennemgik han den store, åndelige forvandling. Og som et menneske, der selv på sit legeme havde mærket alkoholens giftvirkninger, ejede Bosshardt en stor gave og indfølingsevne til at sætte sig ind i en alkoholikers situation og tale med ham om den vej, som alene kan standse den frygtelige alkoholhunger. Den vej hed evangelium og afholdenhed. Professoren og skomageren mødes Hvordan disse to mænd kom til at mødes får vi bedst besked om ved at høre dr. Forel selv fortælle:»jeg plejede ligesom min anatomilærer at fa mine sko syet efter mål og var helt ulykkelig over i Zürich ikke at kunne finde nogen egnet skomager. Men en dag kom min svoger triumferende og fortalte, at han havde fundet en meget flink og hyggelig skomager, som syede sko efter mål. Glad besluttede jeg at engagere ham, som forresten boede lige i nærheden af sygehuset. Han kom. Vi blev enige om skoens form og størrelse. Manden gjorde et godt indtryk på mig. Og efter gammel skik bød jeg ham et glas vin. Men med et smil svarede han nej tak og sagde, at han var afholdsmand - Afholdsmand!! At træffe en sådan person var sandelig mere overraskende end det at finde en dygtig skomager. Men her havde han faktisk for sig en prima afholdsmand og en prima skomager i en og samme person. Det var dog fantastisk.»holder; De Dem virkelig tilbage fra alle slags alkoholdrikke?«spurgte jeg i min enfoldighed. -»Ja,«svarede han og sagde så endvidere, at han var formand for noget, han kaldte Blå Kors-foreningen der på stedet. Jeg siger til ham:»nej dog, dette har jeg ikke vidst, og Dem er det altså, som jeg har ledt efter i så lang tid. Sig mig:»er De i så tilfælde villig til og rede til at tage imod mine alkoholpatienter i Deres forening?ja, med fornøjelse, hr. professor!ja, men jeg bliver nødt til kun at sende Dem de bedste, for der gives uhelbredelige tilfælde, hvor vedkommende psykisk er mere eller mindre abnorm, og der er ikke mere at stille op med dem.nej, send dem bare allesammen, hr. professor, vi vil i hvert enkelt tilfælde forsøge at gøre vort bedste. Nå -ja, tag den lidt med ro. De har jo endnu ikke så mange erfaringer, kan De nok forstå!«31

Derefter blev vi hurtigt enige om, at jeg skulle sende mine alkoholikere med oppassere til Blå Kors-foreningens møder, og at han på sin side skulle forsøge at holde dem fast i sin forening.«i de følgende måneder lagde skomageren hr. Bosshardt en utrolig og uegennyttig pligtiver for dagen i redningsarbejdet over for alkoholikerne fra sygehuset Burghølzli. Og hvad skete? Det er professoren, som har ordet:»hvad jeg selv aldrig nåede skete: En stor del af dem blev virkelig varig helbredt. Min interesse blev i endnu højere grad vakt, og jeg tænkte endnu mere: Hvordan kan dette være muligt?«også denne gåde nr. to løste skomageren for professoren, overlægen og psykiateren, dr. Forel. Han siger:»der skete nu for mig noget væsentlig afgørende. Jeg skammede mig stadig over, at jeg som sindssygelæge på denne måde blev overfløjet af en enfoldig skomager i arbejdet på at få alkoholikere helbredt. Det blev mig stadig mere klart, at der manglede noget hos mig selv, og hvad dette»noget«var, blev mig kun delvis bevidst. En dag, den 1. juli 1886 kom hr. Bosshardt til mig og talte igen om en alkoholiker. Jeg sagde nu til ham:»hr. Bosshardt: Jeg ved ikke, hvordan jeg skal kunne takke Dem for Deres opofrende og heldige arbejde for og blandt mine patienter. Jeg er aldeles skamfuld. Men vær flink at forklare mig en ting. Jeg er psykiater og er som leder ved et sindssygehospital ansat for at tage mig af de syge og gøre dem raske. Og De er skomager. Hvad er grunden til, at det ikke en eneste gang er lykkedes for mig at fa en alkoholiker varig helbredt, medens det tværtimod er lykkedes for Dem den ene gang efter den anden?«da smilede Bosshardt forstående og svarede:»det er ganske ligetil, hr. professor: Jeg er afholdsmand, og det er De ikke!«ja, sandelig, der ramte han lige sømmet på hovedet. Forresten har jeg længe haft den samme fornemmelse og i det stille skammer jeg mig over, at jeg indtil nu ikke har haft mod til at tage det afgørende skridt. Jeg har gået og haft den idé, at jeg for min sundheds og for min maves skyld ikke kunne have tålt at tage dette skridt. Jeg ved det ikke. Men her har De min hånd, Bosshardt. Fra i dag af er jeg afholdsmand.«hr. Bosshardt glædede sig over dette af hele sit hjerte og forsikrede mig, at mit helbred sikkert ikke ville lide under det! Den samme dag skrev vi begge under på en afholdsforpligtelse for to år, både min kone og jeg. Vi rørte ikke længere vinglasset. Min kone meldte sig også ind i Blå Kors-foreningen, hvilket jeg på grund af mit livssyn ikke kunne. Denne oplevelse betyder alligevel alt i alt for mig indgangen til en fuldstændig ny livsperiode.«så blev da denne sindssygelæge og videnskabsmand, dr. Forel, en ivrig våbenfælle i kampen imod drukkenskaben og imod drikkeskikkene. Han fandt beklageligvis ikke sin plads i Blå Kors, for denne forening satte ved siden af eller over kravet om afholdenhed tilbudet om Jesus som redningsmanden. Denne linje magtede han ikke at følge. På dette afgørende punkt gik han sin egen vej og kunne ikke følge den kristne våbendrager og troskæmpe Bosshardt. Derfor stiftede han sin egen organisation til kamp imod alkoholismen, og han lod den senere blive tilsluttet den internationale Good Templar Orden. Her udfoldede han stor aktivitet. I alle lande i Mellemeuropa holdt han sine foredrag imod drikkeskikkene, og var som sådan at finde på Balkan, i Orienten og i Nordafrika. Han deltog i de internationale kongresser mod alkoholismen, og som den ivrige og temperamentsfulde debattør, han var, hørte man ham også i Norge på en kongres i det daværende Kristiania. Men det var takket være den troende skomager, at fritænkeren, professor Forel var blevet en afholdskæmpe af europæiske dimensioner. Og takket være ham kom det også til 32

at stå Forel klart, at hans sindssygehospital ikke var det rette behandlings sted for arbejdet blandt alkoholikere. Derfor gav han sig i kast med den plan at oprette et særligt kurhjem, hvor man kunne tage sig af alkoholismens ofre. Herom skriver han:»jeg fik den gang den tanke:»når jeg får oprettet et sådant kurhjem, så er der kun een mand, som jeg kan bruge som hjemmets forstander, og det er hr. Bosshardt. Men en bestyrelse vil sandsynligvis aldrig tillade en skomager at blive ansat i en så ansvarsfuld stilling. Jeg må følgelig beholde denne plan for mig selv og så må jeg se først at finde en bestyrelse med den rigtige sammensætning.«det lykkedes ham også at få med sig nogle mænd med de rette forudsætninger, og så gik han til opgaven, men stillede den betingelse:»jeg vil på alle punkter lade mig lede og belære af bestyrelsens medlemmer; men jeg forlanger, at man overlader til mig valget af ansvarshavende og bestyrer på kurhjemmet, da dette spørgsmål er af typisk faglig art og berører mit område. Og efter min opfattelse afhænger hele kurhjemmets opgave og rette gang af den rette mand.«efter nogle indsigelser blev der indrømmet ham fuldmagt, og han kunne sætte spillet igang. Den 3. januar 1889 kunne så kurhjemmet»ellikon«åbne sine døre. Og skomager Bosshardt blev dens første bestyrer, eller som han blev kaldt: husfader. Hån blev den mand, som for al fremtid kom til at sætte sit præg på hjemmet. Hvad han kom til at betyde for»ellikon«, står det ikke i menneskelig magt at dømme om. Det ejendommelige her er, at til denne uhyrlige ansvarsfulde stilling ansætter professoren en skomager som»den eneste duelige mand,«good Templaren en Blå Kors mand, fritænkeren en troende. De var altså på mange måder helt forskellige, disse to. Men det, som bandt dem sammen, var iveren for alkoholikerens virkelige redning og helbredelse. Begge var også rede til at bære opgaven frem i gensidig agtelse for hinanden og var villige til at lære af hinanden. Forel lærte af Bosshardt, at kun et menneske, som helt vil give sit afholdseksempel, er i stand til effektivt at gøre et arbejde blandt alkoholister. Og han udtrykte også sin undren og beundring over, hvilken skjult kraft der ligger i sand kristendom, virkeliggjort i mennesker. Om, på den anden side, Bosshardts evne til at lære skriver Forel:»Hr. Bosshardt lagde for dagen en kæmpemæssig arbejdsomhed og offervillighed i alle retninger og formede»ellikon«til et mønstersted. Til at begynde med ville han på grund af sin stærke, kristne tro ikke anerkende, at der var uhelbredelige og etisk defekte alkoholikere. Men allerede efter IV2 års forløb havde han gjort sine erfaringer på dette område, så han måtte krybe til korset og sige:»findes der virkelig uhelbredelige og nedarvet etisk defekte mennesker, eller?«sagde Forel. I 1897 fratrådte Forel ledelsen af Burghölzli for i sit hjem helt at vie sig til sine studier og bag fronten at understøtte kampen imod drikkeriets tyranni. Hans efterfølger på sygehuset og som bestyrelsesformand for»ellikon«, dr. Eugen Bleuler, skrev:»den alkoholbekæmpelse af videnskabelig art, som Forel førte frem, supplerede på udmærket måde det arbejde, som udføres af»det blå Kors«, som jo helt ud bygger på kristen grund. Ikke desto mindre anså man det i bestyrelsen eenstemmigt som en selvfølge, at kurhjemmet, som jo tager imod alle uanset tro og bekendelse, skulle ledes i kristen ånd og tone.«det var ikke bare, fordi dette var anerkendt erfaring inden for alkoholistforsorgen, men fordi man havde set, at der i den kristne tro lå en særlig kraft til at bygge et menneskes personlighed op på ny. Det havde skomageren lært dem, og denne linje fulgte Bosshardt, så længe han var på»ellikon«, dvs. til sin dødsdag den 27. februar 1911. Professoren dr. Forel var en berømt menneskekender og psykiater, lydig imod alvoren 33

i sit moralske kald. Men skomageren Bosshardt var sjælesørgeren, drevet af kristen kærlighed med en fast tro på Jesus Kristus og hans frelsende kraft. Begge gjorde de en stor gerning, og de bar den sammen. Vel var de forskellige. Men over dem stod Gud. Og er det ikke et håndgribeligt bevis på Guds uendelige storhed og suverænitet, at han - uanset os bruger alt og alle for at fremme sin rigsvilje på jorden? Sådan slutter generalsekretæren for Blå Kors i Norge sin beretning om professoren og skomageren. --- PS! Foranstående beretning er interessant derved, at den rører ved et problem, som i dag 100 år senere - stadig er aktuelt. På»Lænken«s 6. nordiske konference på Hotel Hellebæk Kyst i Nordsjælland udtalte en overlæge Andreas Sørensen ifølge»vestkysten«3. september 1971:»Jeg tvivler meget på, at den lægelige uddannelse overhovedet kvalificerer til det egentlige behandlingsarbejde med alkoholikere. Når lægen udretter noget, så skyldes det personlige egenskaber, som man også kan finde hos folk med anden uddannelse - og endda hos folk uden nogen uddannelse.«det var en overlæges beskedne vurdering af sin egen stand, efter min mening for beskeden. Vi bør være taknemlige for, at læger i dag er kommet betydelig mere med ind i billedet af alkoholistbehandling end før. Men Andreas Sørensen sagde noget væsentligt. For hvad enten man har ekspertviden på det teoretiske plan i lægevidenskab eller psykiatri eller er et ganske almindeligt menneske, hvis den medmenneskelige forståelse mangler, er der fare for, at det hele falder forgæves ned på gulvet. Derfor er det vigtigt, at også patientforeninger og Blå Kors-foreninger virker efter deres hensigt som åndehuller, hvor mennesker med alkoholproblemer kan møde virkelig forståelse og et godt fællesskab. Arbejdets videre fremgang i Schweiz Trods modgang og modstand, som Rochat ved Arnold Bovets død gav udtryk for, var der alligevel tydeligt grøde og vækst i arbejdet. Og hovedsigtet var klart, som f.eks. Bovet gav udtryk for det ved Blå Kors-jubilæet i 1902:»Det er vort hovedanliggende at satse på redningsarbejdet, og de mange andre arbejdsgrene, gående ud på at ændre sæderne, at bevare og undervise ungdommen, bane vej for et bedre samfund og fremme en alkoholfri livsstil kommer i anden række. Og kursen i redningsarbejdet må sættes efter, hvad Guds ord i den hellige skrift siger os om frelse fra al synd.«bovet har med disse ord formentlig villet give udtryk for den fare i afholdsbevægelsen, også Blå Kors, at bare man kom ud af drikkeriet, så var alt godt. Ejendommeligt nok var det ikke almindeligt, at Blå Kors ejede redningshjemmene, men man tog ofte i kantonnerne initiativet til, at hjemmene blev oprettet, og det var almindeligt, at det var Blå Kors' folk, der var forstandere og medarbejdere på hjemmene; tidligt var der også alkoholikerhjem for kvinder. En lille misforståelse hos nogle om Blå Kors' første tid i Schweiz skal lige omtales; jeg har bemærket den i anledning af 100-års jubilæet i flere skandinaviske blade, gående ud på, at Blå Kors i begyndelsen var en mådeholdsforening indtil 1883, da navnet»blå Kors«indførtes. Man kaldte mærkeligt nok den i 1877 stiftede forening»mässigkeitsverein«, 34

hvilket let kunne misforstås, som om dens medlemmer kun forpligtede sig til mådehold. Men i forståelsen af, at den virkelige alkoholiker kun kan reddes gennem afholdenhed, forlangte man fra starten som i de senere Blå Kors foreninger af ham og medlemmerne, som vil stå i Blå Kors' hjælpearbejde total afholdenhed fra alle berusende drikke. Men hvad angår udenforstående, som ikke var medlemmer af Blå Kors, bekæmpede man kun misbrugen af alkoholiske drikke, ikke den mådeholdne brug. Og i vedtægterne for Blå Kors i Schweiz og andre steder har altid stået, at man ikke betragtede mådeholden brug af spiritus som synd hos folk, der ikke var medlemmer af foreningen. Hverken i begyndelsen eller senere er man i Schweiz i Blå Kors gået ind for forbudstanken eller»en tørlæggelse«af landet. Hovedsagen var at redde alkoholikeren, og kampen mod alkoholismen førtes kun, hvor man gav anledning til umådeholdenhed og forførelse af svage sjæle. Og der var så rigeligt at tage fat på i så henseende. Der var dog et område, hvor man tog forbudstanken op, nemlig i kampen imod Absinth, en særlig skrap, alkoholindholdig snaps. Her var der folkeafstemning den 5. juli 1908. Forbudet mod Absinth blev vedtaget med 241.000 stemmer for forbudet og 138.000 stemmer imod. Blå Kors' stilling i kirken blev efterhånden ganske god. Blå Kors i Schweiz er i organisationsmæssig henseende delt op i en fransktalende og en tysktalende organisation. En statistisk meddelelse fra den tysktalende fraktion i Schweiz udviser, at efter 40 års Blå Kors-arbejde var af ca. 1280 præster 485 afholdsfolk; heraf var de 392 Blå Kors-folk. Dvs. omtrent hver tredje præst var Blå Kors' mand. Statistikken synes også at vise, at Blå Kors havde en forholdvis stærk placering i den samlede afholdsbevægelse. Senere er det gået tilbage med forståelsen blandt præster, som vi jo også kender det i Danmark. Selv om hovedsigtet var klart: alkoholikeres redning, måtte der ganske naturligt parallelt hermed også gøres et arbejde under mottoet: Det er bedre at forebygge end at helbrede. Et sundt og godt oplysende og bevarende arbejde blandt børn og unge blev meget tidligt påbegyndt både i den fransktalende og tysktalende del af Schweiz. Der oprettedes alkoholfri restauranter. Et betydeligt forlagsarbejde med centrum i Lausanne og Bern sørgede for udgivelse af Blå Kors-bøger og Blå Kors' skrifter i det hele taget. Schweizerne var og er musikalske. Sangkor og Blå Kors' orkestre har været med til at kaste glans og fest over mange sammenkomster og stævner. Pastor Rochats sidste år Der var en del modstand og manglende forståelse for Blå Kors især i de første år; men det kan vist også overdrives. Arnold Bovet endte sine dage som æresborger i Bern, og ved hans begravelse den 14. maj 1903, da et meget stort følge fulgte ham til graven, ringede alle byens kirkeklokker for den kendte og anerkendte æresborger. Ved det store Calvinjubilæum i Genéve 1909 blev pastor Rochat udnævnt til æresdoktor i teologi som anerkendelse af hans arbejde i Blå Kors. Også i teologkredse havde man lagt mærke til Blå Kors, og der var fakultetslærere, der mente, at man godt kunne være bekendt at være medlem af Blå Kors. Det betød nok mere for Rochat den taknemlighed, reddede alkoholikere gav udtryk for. Da Blå Kors i Schweiz holdt 25 års jubilæum var højdepunkterne et par fest- 35

gudstjenester. Der var festgudstjeneste i domkirken i Basel for de tysktalende schweizere, hvor et album indeholdende 1538 reddede alkoholisters navne overraktes Rochat. To dage senere holdt man en tilsvarende festgudstjeneste i Genéves domkirke Set. Pierre for den fransktalende del af Schweiz. Her gentog sig det samme, hvor den tidligere omtalte reddede alkoholiker Felix Dovat overrakte en adresse med 1063 underskrifter. Ud af også egen personlig erfaring kunne Dovat ved overrækkelsen udtale:»i disse navne ligger gemt en historie og mange tårer, men også en dyb og stor glæde.«louis-lucien Rochat døde den 10. december 1917 under den første verdenskrig, da krigen havde spærret grænserne mellem landene, så udsendinge fra fremmede lande derfor var forhindret i at komme til stede ved hans begravelse. Blandt de mange, der talte ved mindehøjtideligheden, var også Felix Dovat. Han gav følgende rammende karakteristik af Rochat:»Vi forhenværende alkoholikere lå for 40 år siden helt nede i snavset; man foragtede os, man så ned på os som vilde dyr, der var ingen, der holdt af os. Han så på os som mennesker, der skal reddes, som brødre. Han var den første i Schweiz, der forstod, at en alkoholiker ikke er et foragteligt væsen, men et ulykkeligt menneske, der trænger til medfølelse og kærlighed; og denne mand med et hjerte af guld kom for at rive os ud af vor elendighed. Det var Gud, der sendte ham.«--- Så var de da begge døde, disse to jævnbyrdige pionerer for Blå Kors i Schweiz, Arnold Bovet og Louis-Lucien Rochat. Om dem begge kan siges, at de næsten måtte slæbes ind i Blå Kors efter mange overvejelser og betænkeligheder. Smukkere og sandere kan man sige, at dybt ulykkelige menneskers katastrofenødsituationer i liv og død blev dem et kald fra Gud til at tage en gerning op, som måtte og skulle gøres, om ikke næstekærlighedsbudet i den kristne kirke på det groveste skulle blive krænket. Blå Kors kommer til Danmark Den sociale baggrund Skal man være i stand til at forstå et arbejdes påbegyndelse må man naturligvis for Blå Kors' vedkommende som for alt andet kirkeligt arbejdes vedkommende vide lidt om baggrunden, ikke mindst den sociale baggrund, og den udfordring, der lå her. Hvad der blev udført i social forsorg, og navnlig hvad der ikke blev udfoldet af initiativer. Blå Kors' årbøger fra de første årtier indeholder meget godt historisk kildemateriale, som jeg har benyttet i vid udstrækning. Den første årbog udkom 1906 og indeholder en artikel af daværende forretningsfører, kammerassessor S. Edholm, hvis person vi senere i bogen vender tilbage til, om forholdene på St. Johannes' Stiftelsen og Almindeligt Hospital i København, som giver et indtryk af de sociale forhold omkring århundredskiftet. Først skriver han om St. Johannes' stiftelsen, og jeg gengiver uddrag herfra. Stiftelsen har hovedindgang fra Ryesgade og er midlertidigt hjem for hovedstadens fattige og delvis arbejds-udygtige mænd og kvinder samt asyl for de hjemløse børn, der er under byens 36

forsorg. Hvis arbejdsudygtigheden bliver konstant, overføres de pågældende som livsvarige lemmer til Almindeligt Hospital i Nørre Allé. Stiftelsen rummer bl.a. ca. 300 mænd, som under kyndig og omsorgsfuld vejledning beskæftiges med forskelligt arbejde, og dette tilkendegives også af indskriften over den ene port mod Ryesgade, hvor der står»arbejdshus«. At, det er drik, der har ført de fleste af mændene derind, ser man bedst, når hele skaren på en fridag myldrer ud af stiftelsen. Alle aldre er repræsenteret, og omtrent alle ser ud til at være drikfældige; den tomme brændevinsflaske, der stikker op af lommen på mange af dem, bekræfter forøvrigt sørgeligt hang til drik. Går man rækken igennem, finder man alle samfundsklasser repræsenteret, og for de 95 af hvert hundrede blev de stærke drikke den store syndens ulykke og den store årsag til en uhyre mængde sorg og skam, der blev ført ind over mangfoldige hjem, forældre, hustruer og børn. Blandt de indlagte findes mænd, der har en fin første karakter fra en juridisk eksamen og andre embedseksaminer; andre, der har været i store stillinger som vexelmæglere, håndværksmestre og embedsmænd. - Over en anden af stiftelsens porte mod Ryesgade står der»sygehus«; det vil med andre ord sige: sygehus for de fattige mænd, der er under kommunens omsorg. Der er sengepladser til ca. 250 syge, og der er altid optaget. Man bliver så forstemt i sindet ved at aflægge besøg på dette sygehus; thi på en forbavsende mængde sygetavler står de to ord:»a. G.«(kronisk alkoholisme), og udspørger man lægen, der tager afhøring og undersøger patienterne, bliver man ikke lysere stemt, thi han siger:»ja, mere end de % af patienterne lider af denne sygdom, ofte parret sammen med en hel del andre sygdomme, såsom leversygdomme, nyresygdomme osv., der dog i reglen har udspring fra den første; men den røde og stærkt fremtrædende tråd i hele elendigheden er: stærke drikke. Igennem en tredie af St. Johannes Stiftelsens porte imod Blegdamsvejen kommer man ind i Københavns»La Morgue«(St. Johannes Stiftelsens lighus), og hertil bringes årlig over 300 døde, og hvoraf den allerstørste del er aflivet for egen hånd - selvmordere - enten de har hængt sig, skudt sig eller druknet sig, og for manges vedkommende var det stærke drikke, der jagede staklen i alkoholikerens håbløse grav; en tom brændevinsflaske i ligets lomme eller ved dets side var et tavst, men dog gribende, talende vidne om årsagen til mandens død. At fordybe sig i enkeltheder over alt det triste, der gik forud, inden han som selvmorder tog livet af sig - det er for lidet tiltalende. Almindeligt Hospital i København er det offentliges store fælleshjem for gamle, arbejdsudygtige, alderdomssvage eller uhelbredelig syge individer, som ikke kan forsørge sig selv. Oprindelig blev dette hospital opført 1766 68 i Amaliegade i København, men blev i 1892 henflyttet til et stort og smukt kompleks i Nørre Allé. Hospitalet rummer ialt 254 lemmeværelser, og gamle ægtepar får lov at bo sammen. Foruden husly og udmærket forplejning får hvert lem 20 å 30 øre ugentlig til småfornødenheder, hvorhos en hel del af lemmerne tjener en god hjælpeskilling ved syning og strikning samt ved cigarrulning, skomageri, skrædderi og bogbinderarbejde, - alt for udenforstående, men hvortil magistraten leverer god værkstedsplads. På hospitalets grund findes en meget anselig og stilfuld kirke, der danner midtpunktet i det store bygningskompleks, og kirkegangen er nu, efter at gudstjenesten er henlagt til en hverdags aften, ganske god. Om søndagen og om torsdagen har lemmerne udgangstilla- 37

delse. Desværre er mange af hospitalets beboere meget drikfældige, ja i den grad, at det har været nødvendigt at skille beboerne ad i to bestemt afgrænsede afdelinger, de nogenlunde ædruelige og de drikfældige. De drikfældige - og de er mange har egen gårdsplads og have og må ikke komme på de andres enemærker. At mange af hospitalets beboere er drikfældige er forøvrigt ganske forståeligt; thi når Ladegårdens og»st. Johannes Stiftelsens«lemmer bliver aldeles arbejdsudygtige, overføres de som livsvarige lemmer til Almindeligt Hospital. Når lemmerne om torsdagen har udgangstilladelse, og de da vrimler byen rundt for i en mængde butikker at bjerge sig en toøre, så ser man så mange af disse stakkels mennesker anløbne af spiritus, og dagen efter (hver fredag) holder hospitalets inspektør»dommedag«, og så stiller lange rækker af lemmerne, gennemsnitlig ca. 60, for at modtage deres dom: nægtet udgangstilladelse i længere tid, fordi de har lavet uorden eller er blevet hjembragt af politiet i drukken tilstand.»ladegården«blev nævnt. Det var oprindelig avlsgården til Københavns slot, anlagt af Christian IV uden for voldene, omtrent ved den nuværende Rosenørns Allé. Den blev 1768 solgt til Københavns kommune og anvendt som sindssygehospital til 1816, derefter arbejdsanstalt for husvilde og fattige til 1908. Den blev nedrevet 1930-33. Jeg har en gammel veninde i København på 98 år, som har haft sin tidlige ungdom på Østerbro. Hun har fortalt mig, at hun husker, hvordan»lemmerne«på udgangsdagene løb rundt i byen og tiggede toører, og hvordan de sad og»pimpede«på bænkene på kirkepladsen foran Set. Johannes' kirke ved Nørre Allé, endvidere, at Københavns magistrat brugte»lemmerne«fra Ladegården til med riskoste at feje byens gader.»lemmerne«, et noget nedværdigende udtryk; men sådan titulerede man beboerne på datidens plejehjem; vi må være taknemlige for vore moderne, gode plejehjem. Som Edholm her har beskrevet forholdene i København, har det nok nogenlunde været rundt om i landet efter og før århundredskiftet, formentlig en del steder endnu ringere. Bøller og prygl Foranstående tidsbillede af offentlig forsorg vidner jo ikke om alt for dybtgående omsorg for livets tabere. En mærkelig sammenrodning på St. Johannes Stiftelse af arbejdsudygtige, svære tilfælde af alkoholikere - og hjemløse børn. En for menneskeværdighed kompromitterende sag udspilledes inden for dansk retsvæsen. Højesteretssagfører P. A. Alberti var 1901 blevet justitsminister i det første Venstreministerium. Han kom med et forslag til rigsdagen om»pryglelov«. Bølgerne gik højt i den offentlige diskussion, og Blå Kors blandede sig heldigvis ind i diskussionen. Hovedbestyrelsen for Blå Kors indbød til et offentligt diskussionsmøde alene for mænd i KFUM's festsal 15. januar 1904 om emnet:»bøller og prygl«, og salen var overfyldt af mænd fra vidt forskellige kredse. Den indledende taler var pastor A. Schack, der bl.a. udtalte:»det er tåbeligt at tale om straf for bølleuvæsenet, så længe man ikke vil fjerne kilden eller årsagen til dette. Og årsagen er alkohol i hvert fald en af de vigtigste årsager til bølleuvæsenet. Men over for alkohol indtager statsmagten en mærkelig holdning; thi samtidig med, at lovgivningsmagten drøfter passende straffe for bøller, gør den det mest mulige for at lede alkoholstrømmen - hovedårsagen til bølleuvæsenet - ud til de flest mulige mennesker, idet den begunstiger 38

spiritusudskænkningen overalt. På den måde kommer vi ikke af med bølleuvæsenet.«fra Blå Kors' side talte også fængselspræst Johs. Munck, Vridsløselille, og erklærede sig for en afgjort modstander af prygl over for bøller, idet han bl.a. udtalte, at selv i den værste bølle kan der findes en rest afgudsbilledet. Overbibliotekar H. O. Lange kritiserede statsmagten i skarpe vendinger:»som det er sørgeligt bekendt, er statsmagten herhjemme slet ikke tilbøjelig til at bekæmpe de berusende drikke eller påtage sig ansvar over for den fare, som truer samfundet fra alkoholen ikke alene som kilde til forbrydelser, men også som kilde til fysisk og åndelig degeneration, til sindssyge, til fattigdom, til sygdom og død, til grusomhed og elendighed, til fornedring af kvinder og børn.«i diskussionen deltog bl.a. den bekendte folketingsmand Peter Sabroe, der vel erkendte alkoholens sørgelige evne til at gøre folk til bøller, men fremholdt, at der var mange andre årsager dertil - navnlig dårlige og elendige samfundsforhold. Han fremhævede betydningen af bedre omsorg for de mange forhutlede børn rundt om i landet. Peter Sabroe var naturligvis en modstander af prygleloven, og var glad ved, at det kristelige»blå Kors«var det samme, om end ud fra forskellige synspunkter. Justitsminister Alberti fik april 1905 prygleloven gennemført, ganske vist først efter en hård debat og i stærkt reduceret skikkelse, og den bortfaldt ved straffelovstillæggets revision i 1911. Iøvrigt påstås det, at pryglestraffen i de seks år, den var gældende, kun yderst sjældent blev anvendt i praksis; men det er dog modbydeligt at tænke på, at det officielle Danmark så sent som ved dette århundredes begyndelse gav tilladelse til, at man i danske arresthuse kunne spænde bøller fast og prygle dem. Med væmmelse mindes vi, hvad gestapo tillod sig under nazivældet, hvad der er sket og sker af krænkelser af menneskerettigheder, hvor forskellige former af diktatur rådede og råder. Justitsminister Albertis politiske karriere endte som bekendt som en skandale og personlig tragedie af stort format. Som formand for Den sjællandske bondestands Sparekasse havde han begået ulovlige transaktioner med et hemmeligt lån fra statskassen til sparekassen på over 15 millioner kr. Han meldte sig selv til Københavns politi, og den tragiske sag endte med en dom på otte års tugthus. Men før pryglelovens vedtagelse af det officielle Danmark i rigsdagen var et kristent, menneskeværdigt syn undervejs. Allerede før Blå Kors 1906 kom igang med Kærshovedgaard var der i hvert fald tre kristne redningshjem for drikfældige mænd. Der var»enkrateia«på Ole Nielsens Vej i Emdrup, som senere kom ind under Blå Kors, der var Methodisternes»Stormly«i Hjallese på Fyn, og der var redningshjemmet»solhjem«i Gentofte med dets varmhjertede forstanderinde, frk. Olga Fensmark. Det var en lille fløj af vækkelsesbevægelsens folk inden for og uden for folkekirken, der var de første til at se på alkoholikeren under synspunktet: patient. Prygleloven fik heldigvis kun få års gyldighed. Det blev bedre; men det tog lang tid, før det officielle Danmark lovgivningsmæssigt helt tog konsekvensen af synspunktet patient; vi skal i så henseende helt frem til 1960. Den kirkelige diakoni vågner i Danmark Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark blev som erkendt stiftet den 13. september 1861 i Stenlille. I 1865, altså re år efter, stiftedes Kirkelig Forening for Indre Mission i København på initiativ af præsterne N. G. Blædel ved Garnisons kirke og Rudolf Frimodt ved Johannes kirken på Nørrebro. De to missioner gik hver sine veje og blev først 39

sammensluttet til een mission så sent som i 1962. Der var nuancer og navnlig i begyndelsen til tider et stærkt spændingsforhold, efter at Harald Stein var blevet formand for Københavns Indre Mission. 1872 var han blevet præst og forstander ved den af dronning Louise grundlagte Diakonissestiftelse, som først under hans ledelse blomstrede op. Da Matthæuskirken på Vesterbro var opført, blev han sognepræst ved denne kirke; efter nogle års forløb udnævntes han til biskop over Fyns stift. Harald Stein så mere klart end de fleste alvoren i den kirkelige situation i København på grund af den store, sociale nød, og hvordan mange var ved at vende kirken ryggen. Efter hans mening skulle kirken svare med en kærlighedens tjeneste. Som formand for Københavns Indre Mission holdt han 1876 sine otte berømte foredrag:»hvad vil den indre mission?«ledetråden i disse foredrag var:»tro, virksom i kærlighed.«og han kom hermed til at lægge et program, der adskilte sig meget fra landmissionens. Landmissionen blev kaldt ordmissionen og Københavns Indre Mission gerningsmission. Forkyndelsen var ingenlunde lagt til side, men samtidig hermed og ud fra ordet måtte der især i København øves en barmhjertighedens tjeneste blandt mennesker i social nød. Sin inspiration havde Stein for en væsentlig del hentet fra den tyske»innere Mission«, der i arbejdssyn var forskellig fra den danske landmission. Om Harald Steins otte foredrag: Hvad vil den indre mission? siger kirkehistorikeren, afdøde professor Hal Koch:»Læser man dette skrift i dag, bliver man forbavset over at se, hvor klart Stein har forstået problemerne, og at han giver et udførligt program, der kun kan betegnes som en foregribelse af den moderne velfærdsstat. Med alt, hvad der bør siges om kirkens forsømmelighed over for de sociale spørgsmål, bør det også siges, at næsten alt socialt reformarbejde er sat i gang af de mennesker, der var inspireret af Københavns Indre Mission. Harald Stein havde organisatorisk talent og fik meget op at stå. I hans formandstid blev foreningsbygningen»bethesda«bygget som en arbejdscentral for forkyndelse og udgangspunkt for diakonalt arbejde i København under mottoet: Tro, virksom i kærlighed. Mange initiativer udfoldedes herfra: Magdalene-hjemmet 1877, gårdmission, midnatsmission, søndagsskolearbejde, herberger for hjemløse, arbejdshjem m.m. Harald Stein var i høj grad klar over spiritusproblemet i hovedstaden og gik ind for værtshusmission, men havde ingen tillid til totalafholdsselskaber, som man kendte dem i udlandet. Ved mådehold skulle man vise et godt eksempel og undgå misbrug. Selv om det ikke blev hans nådegave at kunne give alkoholikere virkelig; hjælp, kan man ikke komme udenom, at han var banebrydende i kirkelig diakoni i Danmark. Desværre blev landmissionens ordmission og Københavns Indre Missions gerningsmission på i sær, meningsløs måde spillet ud imod hinanden, så der opstod et beklageligt brud mellem Harald Stein og Vilh. Beck; det havde været bedre, om man havde indset det fornuftige i, at man supplerede hinanden i erkendelse af, at forholdene i hovedstaden og på landet nu var forskellige. Det første Blå Kors-møde i Danmark Det blev professor i dogmatik ved Københavns universitet, Peder Madsen, der under private former indbød en socialt interesseret kreds inden for vor kirke til det første Blå Kors' møde her i Danmark. Den indbudte taler var den vel nok varmeste talsmand og agitator, Blå Kors nogensinde har haft, præsten Arnold Bovet fra Bern, som blev redskab for Blå Kors' indførelse i liere europæiske lande. Blå Kors i Schweiz havde jo også forbindelse 40

med teologiske fakultetskredse, og der var kontakt mellem i c-ulogiske professorer i Schweiz og i København, så det var ikke underligt, at et møde af denne art lod sig arrangere i professor 1'. Madsens hjem i slutningen af 80'erne. Af i Danmark kendte schweiziske, teologiske professorer fra den tid var bl.a. den nytestamentlige professor F. Godet, hvis fortolkning til Lukasevangeliet var oversat til dansk og i mange år læst af danske teologi-studerende. Blandt de tilstedeværende gæster i professor Madsens hjem var daværende biblioteksassistent ved det store, kongelige bibliotek, H. O. Lange. Hvad Arnold Bovet fortalte om Blå Kors' i Schweiz fængede så stærkt i H. O. Langes sind, at han ikke kunne ryste det af sig; det blev den første inspiration til dannelsen af Blå Kors hos os, selv om der gik nogle år, inden Blå Kors blev stiftet. Det var ikke så tilfældigt, at et møde af denne art lod sig realisere hos professor Madsen. Han nød tillid i kirkelige kredse i København, også inden for Indre Mission; en overgang var han endog formand for Københavns Indre Mission, der var igang under mottoet: tro, virksom i kærlighed. Professor Peder Mad sen udnævntes til Sjællands biskop (hverken Roskilde stift eller Helsingør stift eksisterede dengang) 1909. Bispegerningen blev afkort varighed; han døde allerede 1911. Der var et nært og hjerteligt forhold mellem professor Peder Madsen og den senere landsformand for Blå Kors, sognepræst N. Juhl. I 25 års jubilæumsbogen skriver pastor Juhl herom:»professor Madsen omfattede altid»det blå Kors«med den største kærlighed. Det mærkedes navnlig, da han længe efter blev Sjællands biskop han fulgte da arbejdet med en levende interesse og hørte altid med stor glæde om dets fremgang. Jeg mindes en samtale, hvor I cg fortalte ham om en familiefest, som vi dagen efter skulle have på redningshjemmet»enkrateia«, hvortil alle de patienter, som i årenes løb havde været på hjemmet og gennem deres ophold der fået hjælp til at leve et nyt liv, var indbudt sammen med deres hustruer; fester, ved hvilke der kunne samles henved 100 mennesker. Han sad en lille tid stille i dybe tanker, så udbrød lian, mens øjnene stod fulde af tårer:»det må i sandhed være en dejlig fest!««landmissionen og afholdsbevægelsen For et par år siden læste jeg en kronik i»kristeligt Dagblad«, hvor en universitetslektor i en polemik imod alkoholfri nadvervin omtalte Blå Kors som en af Indre Mission inspireret bevægelse. Jeg må sige, at det overraskede mig, at man kunne være universitetslærer med et så beskedent kirkehistorisk kendskab til afholdsbevægelsen, herunder Blå Kors. Harald Stein, der jo mere end nogen anden var inspirator for kirkelig diakoni i København og virkelig fik noget igang og også kendte noget til spiritusnød, var ikke afholdsmand. Han var en noget fornem præstetype, udgået fra et bourgeoisimiljø og kom måske af den grund aldrig personligt helt tæt ind på mennesker i spiritusnød. Men nu landmissionen med Vilh. Beck og kredsen omkring ham. Vilh. Beck var jo folkelig, ikke en forfinet prælattype, men en gudbenådet, folkelig taler som få. Hvad var Vilh. Becks og andres forståelse af menighedens forhold til afholdssagen? Jeg skal ganske kort referere en diskussion herom i»annexet til Den indre Missions Tidende«fra 1890, hvor jeg især hæfter mig ved udtalelser fra pastor Johannes Clausen i Slagelse, pastor Vilh. Beck og pastor Axel Bülow. Det var Johannes Clausen, der kom med et oplæg i»annexet«15. januar 1890. Han begynder oplægget med følgende ord:»når det betænkes, at det danske folk er det mest 41

fordrukne i Europa - i Norge drikkes 3,8 potter brændevin pr. individ, i Danmark 19,9 - at af 1000 selvmordere i 1871-75 var 432 drankere, at over halvdelen af dem på sindssygeanstalter, tugthuse, fattiggårde og fattighuse er der på grund af drukkenskab, at denne medfører en stedse stigende fattigbyrde for det hele folk, foruden at den afstedkommer en usigelig elendighed for familielivet, for hustruer og børn, da er dette djævelske onde så forfærdeligt, truende med at ødelægge det hele folk, at der er al god grund til at modarbejde det med alle midler.«johannes Clausen siger endvidere, at der fra afholdsforeningerne ofte er udtalt beklagelse eller bebrejdelser over for menigheden og særlig mod præsterne i denne, fordi man i reglen ikke har villet gå ind i dem. Endvidere siger han, at det er hensynet til Guds ord, der holder os tilbage, og at der inden for menigheden findes ingen drukkenskab; en dranker er som sådan uden for denne (en uhyggelig bemærkning!). Han mener, at afholdsbevægelsen kan ikke blive en menighedssag, men en borgerlig, moralsk sag. Menighedens hovedopgave er langt videregående end den at føre et menneske ud fra en enkelt last. Kan drankeren blive hjulpet ud af sin last, er han ganske vist blevet bedre stillet i borgerlig henseende; men det er ingenlunde i alle tilfælde afgjort, at han dermed er blevet bedre stillet i kristelig henseende. Menigheden kan ikke indlade sig på disse menneskelige anordninger: rør ikke, smag ikke! thi så berøves den sin kristelige frihed, der fører sjælene ind i mere eller mindre usunde, usande, skæve betragtninger, ligesom den også herved kommer til at kaste skygge på den kraft, den har fået i Kristus, som var den ikke stærk nok til at hjælpe til iagttagelse af mådehold. Menigheden kan heller ikke som sådan gå ind i afholds- eller mådeholdsforeninger uden derved at komme til at kaste skygge på sit eget samfund. At give eksempel på mådehold, må menigheden anse som det bedste eksempel; thi dette og det alene kræver Herren. Johannes Clausen tog ikke overfladisk på drikkeriets forbandelse i Danmark, hvilket med tydelighed fremgår af de indledende bemærkninger i hans indlæg. Og han slutter med at sige:»herren velsigne den danske menighed, så at den kunne komme til at tælle mange forhenværende drankere som sine brødre.«men at det kunne blive en menighedssag at arbejde for totalafholdenhed blandt ulykkelige mennesker, der ikke magter mådehold, det begreb han lige så lidt som de fleste andre inden for Indre Mission. Men nu Vilh. Beck. I det følgende nummer af»annexet«er der en artikel af Vilh. Beck:»De hellige og totalafholdssagen«, hvori Ran erklærer sig fuldt enig med sin kære ven, pastor Clausen. Han skriver:»totalafholdssagen, som har stiftet foreninger her i landet, hvori man aflægger det løfte aldrig at drikke spiritus af nogen som helst slags, er jo, som vel nok bekendt, ikke frembåren af de hellige som en Guds riges sag, men væsentlig båren og sat i virksomhed af mennesker, som står uden for det nyvakte liv og de helliges samfund i vort folk. Denne sag må altså væsentlig betragtes som et middel, verden har grebet til i forfærdelse over at se, hvorledes drikkesygen har grebet om sig i folket; og dertil er intet at sige, det er så rimeligt, at verden kan blive forfærdet over sig selv, over den skrækkelige elendighed, som bogstavelig truer med at oversvømme Danmark som en ny syndflod af spiritus, hvori den store del af det danske folk er i færd med et drukne. Og når man nu ikke vil tage sin tilflugt til det store redningsmiddel fra al elendighed, som hedder levende kristendom - og det vil jo den store del affolket ikke - så er det så rimeligt, at man søger sin tilflugt i sådanne midler som totalafholdsforeninger. Men det er altså en sag, som ligger uden for Guds rige, uden for de helliges samfund og vedkommer ikke de hellige. Vi har en anden og bedre tilflugt, ham, som er»klippen«, vor Herre Jesus Kristus, 42

der som en klippe rager højt op over al verdens synd og elendighed, også højt op over spiritus syndfloden, og når vi flyr til ham, så frelses vi også fra at drukne i denne synd som i enhver anden synd; vi lever på klippen, som rager op over det altsammen. Derfor ville det være mig umuligt at gå ind i en totalafholdsforening, og derfor råder jeg alle hellige fra at gøre det. At gøre dette står for mig som en Kristusfornægtelse. Thi vor Herre Kristus siger jo:»kom til mig, alle, som lider og er besværede!«hvad det så er for synd og fristelse, I lider af og er besværede af»jeg vil give eder hvile«- og hvilen, han giver os, er, at vi får magt og sejr over vore synder og fristelser - vor Herre Kristus siger altså: Kom og tro på mig! kom og bed mig om hjælp, og jeg skal hjælpe eder af med alt - også drikkesygen - som I lider af. Men dersom jeg nu ville svare: Nej, jeg vil hellere gå til Laurits Jørgensen, eller hvad totalafholdsforeningens formand nu hed der, og give ham det løfte aldrig at drikke spiritus mere det er kraftigere end at tro og bede Kristus om hjælp - sandelig, hvad er det andet for et helligt menneske end en Kristusfornægtelse? Nej, lad verden danne sine foreninger imod synden og bruge sine kvaksalvermidler, vi hellige kender»israels læge«, som kender alle vore sygdomme og kan helbrede dem allesammen. Han forlanger ingen løfter af os det ved han hjælper intet - men han giver os sine store løfter, og når vi tror på dem og i denne tro beder ham om hjælpen, så erfarer vi, at han holder alle sine løfter. Og når jeg har hørt selv troende mennesker sige: Ja, men skal vi da ikke gøre noget for at frelse drukkenboldene? så svarer jeg: Jo, vi skal gøre alt for at frelse alle mennesker; men vi skal søge at frelse dem, ikke fra drukkenskab, men fra vantroen, Satan, døden og helvede ved at føre dem til Jesus og få dem til at blive troende mennesker, så bliver de også frelst fra drukkenskab; thi man kan ikke være et troende menneske og en drukkenbold på een gang, men man kan godt være et ædrueligt menneske og dog tjene Satan og ende i Helvede.«Vilh. Beck ville ikke lige så lidt som Johannes Clausen bagatellisere spiritusfaren og så også, at der var for meget af brændevin og bajere i kirkelige kredse. Han skrev derfor også:»det er en skam for de hellige, så ugenert brændevinsflasken og de halve bajere færdes i de helliges huse. Vi hellige stammer jo fra det mest fordrukne folk i Europa; vi er fra barndommen vante til at se disse flasker som noget, der følger afsig selv i alle menneskers huse. Men troende mennesker fra andre lande forfærdes stadig over at se dem i de helliges huse, når de besøger os, over at se, at troende mennesker kan drikke både en og to snapse og måske en bajer til ved deres måltider. Kære brødre! skal dette dog ikke have en ende? Vi siger: Væk med dansen, væk med kortspillet! og det med rette, fordi disse ting anretter så megen elendighed blandt folk. Men hvad er den elendighed, som disse to nydelser anretter, imod den grænseløse elendighed, som brændevinen og bajerne anretter? Lad os derfor for alvor sige: Bort med brændevinsflasken og de halve bajere fra de helliges huse! - Det er en totalafholdenhed, men uden totalafholdsforening og uden løfter til mennesker, en totalafholdenhed, dreven af tro og kærlighed til vor frelser.«derefter kommer Vilh. Beck med nogle betragtninger om vinen, som han så anderledes på; den ønskede han ikke fjernet; den kunne godt nydes med måde. Men hans konklusion blev som for Johannes Clausen: en afholdsforening var ikke noget for troende mennesker. Det lå ikke til Vilh. Beck at pakke sine meninger ind. Han kunne være yderst provokerende, som folkelig taler charmerende, for nogle også irriterende, til tider også uretfærdig i 43

sine påstande. Der var stærk provokation i artiklen fra»annexet«15. februar. Der kom da også et modindlæg i næste nummer af bladet 15. marts af pastor Axel Biilow, på en rolig, saglig og værdig måde synes jeg. Axel Biilow skrev:»nogen voldsommere beskyldning end den, pastor Beck retter mod afholdsfolkene i de ord:»at gå ind i en totalafholdsforening står for mig som én Kristusfornægtelse,«kan vel næppe tænkes. Ganske vist er ikke alle afholdsfolkene troende mennesker, men at udskrige deres stilling som ædruelige mennesker som det modbydeligste i hele deres liv, nemlig som Kristusfornægtelse, - det synes dog at være alt andet end retfærdigt. Men der findes da også ikke så få af den levende menigheds medlemmer inden for afholdsforeningernes rammer; skulle vi nu aldrig have fornægtet vor Frelser værre, end da vi lovede os selv, at vi ville ophøre at drikke spiritus som nydelsesmiddel, da tror jeg, at vi kunne bære det. Det er underligt, så forskelligt man kan se på den samme ting: Første gang jeg overværede et totalafholdsmøde, var i den landsby, hvor jeg selv er præst. En tilrejsende afholdstaler var kommet for at tale sagen, og det kunne nok gøres fornødent; thi der drikkes meget på denne egn. Da taleren havde endt sit foredrag, opfordrede han tilhørerne til at indmelde sig i afholdsforeningen; men der var ingen, som efterkom hans opfordring. Da tænkte jeg, at hvis jeg nu brød isen og underskrev afholdsløftet, ville måske flere følge efter. Så gjorde jeg det for vor Herres skyld, ikke for at fornægte ham, men for at bekende ham i håb om, at han, hvis denne last kunne falde bort, lettere ville kunne finde vej til hjerterne. Jeg mente også, og det mener jeg endnu, at den præst, som gennem et offentligt aflagt løfte har givet tilkende, at han selv giver afkald på stærke drikke, lettere kan advare menigmand imod den farlige snaps, end den, som nok selv vil beholde sit gode glas vin. Resultatet blev, at der dannede sig en lille afholdsforening; de, der havde holdt deres løfte ærligt, har siden hen været blandt de flittigste kirkegængere. I en enkelt familie er allerede livet i Jesus brudt rigtig skønt igennem siden den dag. Nu læser manden missionsblade højt for sin kone om aftenen, medens han tidligere tilbad brændevinsflasken. En helt ny ånd er kommet ind i huset. Er det da Kristusfornægtelse! Jeg synes snarere det er Kristusbekendelse. Troende afholdsfolk ville ingenlunde kunne undvære bønnen om Herrens nådige hjælp imod djævelens snarer og anløb, fordi de går ind i en afholdsforening; det ved vi fuldt vel. Jeg tror heller ikke, at mennesker, som ellers kender noget til bønnens samfund med deres frelser, bliver lunkne i bønnen, fordi de ophører med at drikke, eller fordi de lover med Guds hjælp at leve som ædruelige mennesker. Netop når viljen gennem det givne løfte anspores, så føles, hvor der ellers i forvejen var tro, trangen til at søge Herrens hjælp til at stå fast så meget stærkere. Den beskyldning, som idelig rettes mod afholdsfolkene, nemlig at de bliver selvretfærdige og mener, at fordi de har overvundet hin ene synd, er de så godt som fejlfri, den forekommer mig mere udtænkt end oplevet. Så måtte man da også beskylde henved halvdelen af den engelske gejstlighed og lærerstand for at være nogle grimme, selvretfærdige mennesker; thi efter hvad der er oplyst i afholdsblade, har de underskrevet løftet om ikke at nyde spiritus. Mon ikke disse mænd meget snarere burde roses for at foregå med et godt eksempel! Sikkert har det for mange af dem været et ikke lille offer. Pastor Clausen skriver ganske vist, at»for ham og andre ville det kun være et såre lille offer«at undvære spiritus; måske! Gid de ville vise i gerningen, at det er så; men for mange er offeret slet ikke så lille; det griber ind i mange, gamle nedarvede uskikke, det medfører jævnlig, at man bliver genstand for vittigheder og spot.«- Axel Bülow siger dog, at det er så langt 44

fra, at man vil dømme eller fordømme nogen, der uden at være indskrevet som medlem i en afholdsforening nyder spiritus med måde, ligesom deltagelsen i altergang og lægeordination af sundhedsmæssige grunde er holdt uden for afholdsløftet. Men føjer dog til:»i andre lande har den levende menighed med liv og sjæl kastet sig ind i kampen mod drikkeriet; i Danmark holder man sig endnu fornemt tilbage. Og hvorfor? Hovedsagelig fordi den kære snaps, den kølende bajer eller det oplivende glas vin dog smager så godt. Man vil ikke bringe ofret, så pynter man op med smukke talemåder om den kristelige frihed, uskyldige nydelser o.l. I et efterskrift til Bülows indlæg svarer Vilh. Beck:»Det er så rimeligt, at pastor Clausens og mine udtalelser imod at blande totalafholdssagen ind i de helliges liv og arbejde for Guds rige, er faldne pastor Bülow lidt ubehageligt for brystet, når han selv har ladet sig narre ind i det kvaksalveri i god tro, at han derved fremmede Guds riges sag; det er jo ikke så let at erkende, at man har båret sig galt ad; det ligger meget nemmere at forsøge et forsvar. Dette forsøg ønsker jeg at ledsage med nogle bemærkninger. Først skal jeg bede fastholdt, at jeg har ikke kaldt alle troende, som går ind i totalafholdsforeninger, for»kristusfornægtere«; jeg har kun sagt, at for mig ville det være en Kristusfornægtelse; men jeg tror rigtig nok, at dersom alle troende mennesker tænkte klart, måtte det komme til at stå således også for dem. Var totalafholdssagen virkelig udsprungen fra den levende menighed, som den måske er i England, var det en anden sag, men hos os er denne sag bevislig grebet og båret frem af den vantro verden, som, enten det nu er trods eller ligegyldighed, intet vil have med vor Herre Kristus og hans hellige at gøre, altså af Kristusfornægtere eller kristendomsforagtere. At dette er således, viser også de offentlige meddelelser om deres fester, som i mange tilfælde består i dansegilder, som vi hellige dog ikke plejer at forlyste os med. Men netop fordi denne sag er båret frem af den verden, som vil kurere sig selv i stedet for at kureres af Kristus, netop derfor bør vi hellige intet samfund have I denne sag med dem, som vi ellers intet samfund kunne have med. Nej, vi behøver ikke eders usle kvaksalveri, vi har en Herre, som alting mægter, som også mægter at bevare os fra det Satans slaveri, som verden træller under ved snapseglasset eller de halve bajere; omvender eder til ham; thi uden omvendelse og uden ham går dog hele totalafholdsforeningen til Helvede.«Det var skarpe ord, også for generaliserende, også røbende, at Becks viden om redelige kristnes engagement i afholdssagen både herhjemme og i udlandet var begrænset. I et replikskifte mellem Axel Bülow og Vilh. Beck den 15. april 1890 gør Axel Bülow opmærksom på, at der i hovedbestyrelsen for de danske afholdsforeninger sad et par præster, og at der iøvrigt var ca. 20 præster tilsluttet disse foreninger, som det dog vist ville være en betænkelig sag at kalde»kristusfornægtere eller kristendoms-foragtere«, hvortil Beck nu i en noget forsigtigere tone svarer:»at jeg ikke et øjeblik har tænkt på de præster, som nu er gået ind i totalafholdsforeningen, hvorom jeg intet som helst vidste, lige så lidt som på de troende lægfolk, som jeg vidste hørte til foreningen, hvoriblandt findes nogle af mine kæreste venner.«fattiggårdene på landet Noget kan tyde på, at det muligvis var værre end i København. Jeg er faldet over et lille afsnit i P. G. Lindhardts bog:»den danske kirkes historie«, bind VII, hvor professor 45

Lindhardt skriver:»i 60'erne slog fattiggårdssystemet igennem på landet; det skulle bremse fattigudgifterne, sikre syge og gamle og opdrage»fattigbørnene«til nyttige borgere. Systemet var hårdt: livet i fattiggården skulle være afskrækkende, de fattige gennem arbejde gøre nytte og erstatte samfundet dets ydelser; der var streng disciplin; de»små glæder«var udelukket, endog ægtefolk holdtes adskilt, og udgangstilladelse var sjælden. Livet blev lagt i religiøs ramme; opsynsmanden skulle hed det et sted på Fyn holde de fattige til at læse i bibel og salmebog, dog»forsåvidt det kan ske uden at hindre arbejdet«. Mange sled for hårdt for at undgå fattiggården udenfor var ingen hjælp at fa - og frygten for den drev småfolk fra landet og satte fart i emigrationen. I 50'erne udvandrede årlig (gennemsnitlig) 375, i 60'erne 1788, i 70'erne 3860 og i 80'erne 7794; 62 % kom fra landet, især arbejdsmænd, tyende og håndværkere. Det modvirkede fødselsoverskudet og lettede fattigvæsenet; men den største del søgte ind til byerne, hvor problemerne voksede rivende.«andetsteds udtaler Lindhardt:»De kirkelige vækkelser, som hørte hjemme i landbefolkningen, beskæftigede sig så at sige ikke med sociale problemer.«hvad skal vi med Blå Kors, når vi har Kristi Kors? En vågnende diakoniforståelse var med Harald Stein opstået i København, men uden afholdsforståelse på Blå Kors-linie; kun et lille Blå Kors-sædekorn var sået ved mødet med Arnold Bovet i professor Peder Madsens hjem; der gik nogle år, inden det slog rod og offentligt så dagens lys. På landet så man overvejende sådan på det i indremissionske kredse med lederne i spidsen, at det, det drejede sig om, var en klar bibelsk forkyndelse af den korsfæstede til personlig omvendelse; men man havde for de flestes vedkommende kun en svag forståelse af, at evangelierne også taler endda ganske alvorligt om at øve barmhjertighed mod ens næste i nød. I den forbindelse så man mere på faren ved, at folk kunne blive farisæere end faren ved, at mennesker i nød usselt kunne blive ladt i stikken. Ser jeg et barn, en ældre dame eller et forvirret menneske i en hjælpeløs, kritisk faresituation i gadetrafikken, og jeg har mulighed for at hindre en alvorlig ulykke, er jeg naturligvis en slyngel, hvis jeg ikke gør det. Jamen, det kunne jo være, at jeg om aftenen endte min dag med at blive lidt glad for mig selv og min heltemodige indsats. Såre let, for vi er alle syndere både i vore såkaldte»gode«gerninger og såkaldte»slette«gerninger. Der er ingen flidspræmier og vinkes ikke med reserverede pladser i Himlen for flittige mennesker; vi frelses af nåde 100 % for Jesu skyld. Men så vidt jeg kan skønne, har de, der skælder ud på»aktivisterne«heller ikke nogen ekstra nådesmulighed på grund af dovenskab. Det er mærkeligt så svært man har i samtlige folkekirkens lejre at fatte, at diakoni har en bibelsk, legitim plads i den kristne kirke. Det havde man for 100 år siden, og det har man den dag i dag. Så vidt jeg kan skønne, havde oldkirken en klar stilling her. I Apostlenes Gerninger, kap. 6, berettes om de syv fattigforstandere, der under bøn og håndspålæggelse indsattes i tjenesten på samme måde, som f. eks. Timoteus indsattes som biskop i sin tjeneste i Efesus. -Jeg har nogle gange på tyske kirkedage hørt den tyske, teologiske professor, Helmut Thielicke, også kendt som prædikant i Mikaelskirken i Hamborg. Han har engang udtalt sig sakramentalt om diakonien. Med ordvalg og tankegang, hentet fra Luthers forklaring til nadveren har Thielicke engang sagt:»vor næste er det tredje sakramente. I, med og under hans skikkelse vil Kristus møde os.«ordene har baggrund i Jesu ord i dommedagsscenen fra Mat. 25,31 f. 46

I min præstegerning har jeg næsten hele tiden haft det ene ben i Blå Kors og det andet i Kirkens Korshær. Jeg mindes nogle ord fra biskop Haldor Hald, i mange år chef for Kirkens Korshær:»En ulykkeligs skrig er for Kristi kirke Herrens stemme. Uden diakoni er der fare for, at kirken vil næppe fare til Himmels, men vippe op i de tynde luftlag, hvor ingen kan finde den, og hvor den ikke kan hjælpe nogen. Det ville være et trist perspektiv for en kirke, hvis baggrund og indhold netop er det modsatte, at Gud kom herned og blev hernede.«vi er i vor rummelige folkekirke meget forskellige og formulerer vore meninger og holdninger temmelig forskelligt, og det er i sin orden. Er man grundtvigianer tales der om at høre Herrens stemme ved badet og bordet, og det lille omdiskuterede ord»kun«vil nogle ikke gerne skubbe ud. Hører man hjemme et eller andet sted på kirkens højre fløj, så er det samling om bibel og bekendelse man pointerer. Det kunne aldrig falde mig ind at nedvurdere velsignelsen i dåbspagten, ved nadverbordet og redelig lytten til det bibelske budskab. Jeg kan indse faren ved enhver mere eller mindre åbenbar fornægtelse af gudsunderet i Kristusskikkelsen i hans fødsel, hans liv, hans død og hans opstandelse og fornægtelsen af et kristent menneskesyn, en kristen livsholdning. Men hører vi ikke i vor påståede korrekte forståelse af dåb, nadver, bibel m.m. den ulykkeliges skrig i fortvivlelsens mørke på en sådan måde, at vi gør noget ved det, så har vi forrådt den korsfæstede, som her på jorden identificerer sig med den nødstedte, hvad enten nøden er selvforskyldt eller uforskyldt. Det er det, man med et fint ord kalder diakoni, som selvfølgelig indebærer i sig mere, end at man nu og da giver en klatskilling til en eller anden filantropisk organisation. Blå Kors var et af forsøgene på at øve kristen diakoni, fordi uendelig megen nød skyldtes spiritus. Men forkyndelsen af Kristi kors har bestemt ikke været skubbet i baggrunden på grund af navnet»blå Kors«. Kristen diakoni, hvad enten den udføres i Blå Kors eller andet steds, har sit udgangspunkt ved Jesu Kristi kors. Her er stedet, hvor Gud i sin urimelige kærlighed forbarmer sig over os, der alle så urimeligt har overtrådt hans bud og tilsidesat hans ord. Men her er også stedet, hvor han kalder os til tjeneste for vor nødstedte næste. Golgatha er ikke stedet, hvor næstekærlighedens ild skal slukkes, men stedet, hvor den skal tændes, daglig påny renses og levendegøres. Om nogetsteds så gælder her: Hvad Gud har sammenføjet, må mennesker ikke adskille. Overskriften til foranstående afsnit skyldes ikke min genialitet, men nogle mennesker jeg ved ikke hvem -, der mente, at Blå Kors nærmest var en misforståelse i vor folkekirkelige sammenhæng. Martin med fløjten Efter dette forsøg på nogle teologiske overvejelser, dykker jeg ned i det jævne Blå Kors og Kirkens Korshærsplan, som jeg har oplevet det her i Sønderborg. Professor Lindhardt gav en kort karakteristik af hårdheden, som den kunne være i provinsens fattiggårde i sidste halvdel af forrige århundrede. Lad os håbe, at der var gode undtagelser. Men vi har her i Sønderborg en række år kendt en mand, der har oplevet denne hårdhed. Han blev født 1884 et sted i Jylland; jeg føler ulyst ved at nævne stedet, og han døde 1976 i Sønderborg, lige ved 92 år gammel. Han levede og døde i enlig stand uden nær familie; jeg tror, det går an at give hans levnedsbeskrivelse. Hans liv belyser så meget, der er denne 47

bogs intention. Han oplevede en brutal barndom, der lagde grunden til en afsporet tilværelse, meget ulykkeligt, og dog iblandet humor, en barnlig tro på Gud, mundende ud i en tro på den korsfæstede frelser. Hans far var alkoholiker, forlod tidlig hjemmet, og en forladt hustru måtte overtage ansvaret for tre små børn, to småpiger og Martin, som var den ældste. Hans fulde navn var Martin Frederik Kristian Jørgensen. Hvorfor han blev kaldt Martin med fløjten, skal jeg senere vende tilbage til. Martins moder havde ingen mulighed for at klare tilværelsen for sig selv og børnene, og de kom alle fire på fattiggården, hvor alt muligt, der ikke kunne klare sig selv anbragtes: sinker, ugifte mødre og enker med børn og alkoholikere. Det ulyksalige sker, at også mor døde; børnene kom med til mors begravelse. Hendes kiste blev anbragt på en arbejdsvogn, og i samme vogn bag deres moders kiste anbragtes de tre små børn på vejen fra fattiggården til kirkegården. Så var de forældreløse, prisgivet fattiggårdens hårde liv. Det hænder, at børn kan have besvær med vandladningen. Sådan gik det Martin, og man skældte ud, og han blev stædig og fik prygl. Det kunne gå så barsk til, at man bandt ham til en pæl og pryglede løs på ham, lod ham være bundet i flere timer til pælen, medens småsøstrene græd deres bitre tårer over, hvordan storebroder Martin blev behandlet. Den slags giver selvfølgelig sjælelige eksplosioner i et barnesind, mærket for livet. Da Martin var 15 år, stak han af fra fattiggården og kom ud i en asocial tilværelse blandt landevejens folk. En farlig tilværelse for et ganske ungt menneske, også hvad spiritus angår. Og dog også blandt landevejens folk kan der være et fint kammeratskab; det er troligt, at nogle fik ondt af ham og på deres måde tog sig af ham. I dag ville der ske en effektiv efterlysning, så en sådan lille fyr blev bragt tilbage under ordnede forhold. Men dengang tog man det ikke så nøje, om et ungt menneske fra fattiggården forsvandt. Som han blev lidt ældre, kom han på en eller anden måde i glarmesterlære og blev»glasser«, som han selv sagde. Til sin fødeby vendte han aldrig tilbage; han var i mange år på valsen, tjente nogle skillinger som»glasser«ved at kitte vinduer og sætte ruder i hos folk, der lod ham få lidt arbejde. Ja, sådan gik mange år for Martin på valsen som»glasser«, indtil han omkring 1930 kom til Sønderborgegnen for omsider at blive fastboende. I den første tid boede han i en primitiv træhytte i Madeskov tæt ved Augustenborg fjord. Han levede af at samle gamle brugte ting, som han solgte til produkthandler Josias i Sønderborg. Men han glemte ikke sine gamle venner fra landevejen. Der var en, der kom og besøgte ham med sin hund, og de var så glade for denne hunds hengivenhed og trofasthed. Det ulyksalige sker, at hunden går hen og dør for dem til umådelig megen bedrøvelse. Det var en knaldhård frostvinter; jorden var hård af frost, så det kneb at få begravelsen gennemført. En værdig begravelse sker dog omsider, og da det er overstået, anbringer vennen fra landevejen et simpelt trækors på hundens grav med følgende inskription: Her hviler en, der gik på fire ben. Den var mig mere tro end de, der går på to. Martin og hans ven havde erfaret det, at det med menneskers trofasthed kunne det være så som så med. Martins økonomiske forhold forbedredes efterhånden ganske godt efter hans forhold; han fik råd til at bygge sig et lille beskedent hus i Sundsmark i skovkanten ind til Sønder- 48

skoven. Der var kun eet rum, der både skulle være sovested og opsamlingssted for al hans skrammel, der skulle sorteres, inden det blev bragt ind til produkthandler Josias i Sønderborg. Der var en pumpe inde i huset, så han kunne få vand, men ellers ingen sanitære bekvemmeligheder. Ingen kakkelovn, til at lune sig ved i den kolde vinter. Men det var et væsentligt fremskridt fra skuret ude ved Augustenborg. Han havde en lille tohjulet vogn, som han i 27 år travede ind til Sønderborg med. Han kom til at høre med i bybilledet som»martin med den lille vogn«. Når han kom til byen, så henledte han i begyndelsen opmærksomheden på sin nærværelse ved at blæse i et signalhorn, der kunne høres videnom. Engang stod han foran Sønderborg rådhus og blæste i signalhornet,»så det kunne høres over hele byen«, som han selv sagde det, nok en smule overdrevent. Så kom politiet, som kendte ham, og som han iøvrigt havde et helt venskabeligt forhold til, og sagde til ham:»nej, Martin, det må du ikke; det kan vi ikke have.«som lovlydig borger tog Martin det til efterretning og ombyttede signalhornet med en togfløjte, og det lod sig høre. Så travede han videre med sin lille vogn, og når han i Sønderborgs gader gav et lille pust i fløjten, så vidste husmødrene, at nu var Martin her, og kom med deres gamle sager fra pultekamrene, som lod sig realisere til en lille fortjeneste for Martin. Martin holdt af børn, og de af ham; ofte var der en hale af børn efter Martin med den lille vogn, og sagde de til ham:»martin, giv os et fløjt«, så efterkom han det gerne. Han var nu kendt af alle som»martin med fløjten«og meget populær. Så skete der engang noget umådelig morsomt, som vel blev den mest festlige oplevelse i Martins lange liv. Byens kvikke journalister tog en række år initiativet til diverse byfester i velgørenhedsøjemed. Engang havde journalister arrangeret en rundskuefest i byen, og man havde den fornøjelige idé at lave en gættekonkurrence om, hvem der var Sønderborg bys populæreste mand. Sønderborg havde dengang som borgmester Anders Andersen, som var en populær mand; men i gættekonkurrencen om, hvem der var byens populæreste mand, sejrede Martin med fløjten over borgmester Andersen, og et lyst hoved begik en lille vise til Martins pris:»jeg er Martin med den lille vogn - vidt bekendt i Sønderborg og nabosogn osv.«det var Martin glad og stolt over, og nogle af hans venner vi har ofte hørt ham synge denne lille muntre vise om sig selv. Martin talte aldrig om sin onde, ulykkelige barndoms- og ungdomstid, aldrig selvmedlidende eller som en rasende samfundsrevser. Det onde skal man ikke grave frem, men lade ligge og tænke på de lyse og glade minder, sagde han. Det var yderst fa, der havde hans fortrolighed; jeg har meget ofte talt med ham, men aldrig nævnede han sin onde barndom, som jeg først er blevet vidende om efter hans død. Hans tavshed gav anledning til nogen mystisk fantasi om, at han måske havde kendt bedre dage. Rygtet gik også, at han skulle have tænkt på at studere til præst i sine unge dage. Fra hans senere plejemoder har jeg erfaret, at der var en antydning af sandhed i snakken. Midt i alt det onde og ulykkelige han havde oplevet, var ved et Guds under troen på Gud bevaret i barnlig enfold. I livets ondskab følte han, at mennesker trængte til at høre noget om Gud, og han skulle altså have puslet en lille smule med tanken om at komme til at studere, men erkendte, at det under hans vilkår ikke kunne blive andet end ønskedrøm. Martin fik efterhånden sin gang i Blå Kors og Kirkens Korshær i Sønderborg, der blev ham et fristed. Han lærte en mand at kende, Jakob Poulsen, som forærede ham et lille hæfte med nogle kærneord fra bibelen, som han gemte inde ved sit bryst som et klenodie, han tog frem, når der skulle læses et skriftord for ham, andre måtte gøre det for ham, efterhånden som synet svigtede. 49

Martin var dybt forankret i sin kristne tro. En af de få, der havde Martins fortrolighed, var min afdøde ven, farvehandler H. C. Jacobsen i Sønderborg, som besøgte ham i hans primitive bolig. Han konstaterede, at der var rotter.»jamen, Martin skal vi ikke se at fa noget rottegift fra kommunen.åh, hvad, det gør ikke så meget; når jeg slår lidt ud med hånden, så løber de deres vej; det er forøvrigt det eneste selskab jeg har.«martin kom som sagt mere og mere i Blå Kors og Kirkens Korshær til vore aftenmøder bl.a. Synet svigtede mere og mere, og vi syntes derfor ikke, at vi kunne forsvare at lade ham gå sin ensomme gang i kulde og mørke ud til Sundsmark efter mødernes afslutning. Det hændte derfor en overgang, inden vi fik herberge i Kirkens Korshær, at han overnattede hos os i præstegården. Vi ville da gerne give ham morgenkaffe; men det afslog han, nej tak. Man skulle ikke misbruge folk, for så bliver de trætte af en. Han stod tidligt op og listede ud af præstegården, inden børnene stod op og skulle i skole. Det skulle ikke hedde sig, at Martin nassede på præsten. På det punkt var han stædig og listede lige så stille ud ad døren i al ubemærkethed. Både fordi synet svækkedes, og Martin til tider var mere afhængig af alkohol, end han kunne tåle, kunne det passere, at han var lidt fortumlet og usikker i sin gang, når han kom med sin lille vogn i Sønderborg; og det hændte, at den ellers så populære Martin oplevede den tort, at børn og ganske unge gjorde lidt grin med ham. Han havde sine vanskelige dage, hvor han kunne snerre lidt efter folk. Vi syntes, min hustru og jeg, at Martin var alt for god til, at han skulle holdes for nar. En dag spurgte vi Martin efter et møde, om vi måtte komme ud og besøge ham. Ja, det måtte vi da meget gerne, og vi aftalte en eftermiddag. Vi cyklede så ud en dejlig sommereftermiddag til det aftalte tidspunkt til Sundsmark, hvor han boede. Min hustru havde sørget for kaffebrød og kaffe i en termoflaske. Men Martin var der ikke; derimod stod der en stor kurv, fyldt med spiritusflasker. Og så gjorde jeg noget, som jeg aldeles ikke havde nogen som helst ret til; jeg fulgte en spontan, intuitiv indskydelse, tog kurven, cyklede hen til købmanden, afleverede det hele til købmanden, idet jeg sagde til ham:»det er synd for Martin at blive til grin, han kan ikke tåle det; lad være med at sælge det til ham.«mærkelig nok blev købmanden ikke fornærmet. Men hvad med Martin? Han kunne jo let insistere på, at jeg mildest talt havde overskredet min kompetence, og blive smækfornærmet. Lidt senere kom Martin i en taxavogn, han var blevet lidt forsinket og var ikke helt ædru, uden dog at være forvrøvlet. Han blev mærkelig nok ikke spor fornærmet. Indendørs var der ingen siddepladser, så vi anbragte os på stentrappen og fik en hyggelig snak over en kop kaffe. Alt forløb hyggeligt uden fornærmethed over min højst selvbestaltede adfærd. Efter kaffen skulle vi da indenfor og præsenteres for hans hjem. Der var en seng, men ellers var der overfyldt med alt, hvad han havde klunset sammen, og som skulle sorteres og bringes ind til produkthandler Josias i Sønderborg. Og så skete der noget, vi aldrig kan glemme. Som han stod der ved sin seng, ikke helt ædru og lidt usikker på benene, så peger han på et krucifiks, som hang på væggen over hans seng. Og som vi tre stod og så på krucifikset, siger Martin til os:»jeg er også en slags troende; men jeg kan ikke tumle mig selv; I må hjælpe mig.«det gjorde et stærkt indtryk på os, denne bekendelse til den korsfæstede Jesus Kristus. Jeg kan ikke tumle mig selv. Jamen, det er der jo ingen af os, der kan. Men krucifikset mindede ham - og os med den dag, hvorhen vi kan vende vort blik. Krucifikset havde han nok erhvervet fra et eller andet hjem, hvor man ikke mere brød sig om den slags symboler. 50

Vi havde en dejlig eftermiddag sammen med Martin, men proppen til termoflasken var væk; vi kunne ikke finde den. Så en dag kommer Martin til vort hjem og siger:»jeg har fundet proppen; her er den. Jeg tager det som udtryk for, at Gud nu vil have, at jeg skal melde mig ind i Blå Kors.«Men kan smile ad en sådan enfoldig måde at tage dagens små hændelser på; hans liv med Gud var præget af det, som Jesus siger, at vi skal omvende os og blive som børn. Han meldte sig ind i Blå Kors og blev der indtil sin dødsdag uden tilbagefald. Nu var det slut med at blive holdt for nar på grund af alkohol. Vi så ham hyppigere også til gudstjenester, hvor han altid deltog i altergang. Så pludselig så vi ham ikke så meget mere til gudstjenester. Men han beroligede os med, at det var ikke noget med religionen eller Blå Kors, han var gået væk fra. Hvad var det så? Ja, han var jo ikke så velklædt som gennemsnittet, og de sanitære forhold derhjemme var da heller ikke i topklasse. Han følte, at der var nogle, der ligesom flyttede sig lidt, når han kom. Det er muligt, at han tog fejl i sine følelser; men det er også muligt, at han ikke gjorde det. I Chr. Richardts salme synger vi: I kirkens korsgang for det høje alter, der mødes ung og gammel, fløjl og pjalter; i kirkens korsgang under ranke søjler går klang af dåbens vand og gravens nøgler. Det er let at synge; undertiden lidt vanskeligt at praktisere det med fløjl og pjalter. Efterhånden blev Martin med fløjten totalt blind og kunne ikke mere klare sig på egen hånd. Hvad nu? Han havde en indgroet mistillid til institutioner, et kompleks hidrørende fra barndommens hårde oplevelser på fattiggården før århundredskiftet. På alderdomshjem ville han ikke; et kortere ophold på sygeafdelingen blev ikke vellykket, næppe på grund af personalet, men på grund af Martins kompleks. Læge og medicin undgik han mest muligt. En frisk skrå, en god cigar og en god snak, så var Martin tilfreds. Det traf sig så heldigt, at Martin kunne komme i familiepleje hos ægteparret Marie og Verner Petersen i hele 14 år. Her fik han en forstående og kærlig pleje. Han var altid proper og ren, glad og tilfreds altid. Efter en god nats søvn sang han ofte om morgenen; han kunne lide at synge; der var en lys og glad tone over håns kristendomsforståelse. Man kan godt sige, at det passede på ham, hvad Jakob Knudsen synger i sin morgensalme: Jeg vil ånde luften i fulde drag synge Gud en sang for den lyse dag, takke ham, at morgnen mig end er sød, at mig dagen fryder, trods synd og død. Som sagt, Martin talte praktisk talt aldrig om det hæslige, han havde oplevet som barn. Det skal man ikke grave i, men lade ligge og tænke på de lyse og glade minder. Her kunne han være et forbillede for andre, der havde oplevet meget mindre af livets genvordigheder, og dog ruger i det, kører rundt i det, formørkende livet for sig selv og andre. Martin var ikke uden sans for humor. Nogle år var en ældre dame, der ligesom Martin passerede de 90 år, i pleje hos ægteparret Marie og Verner Petersen. De havde det hyggeligt sammen og kunne i visse ting forstå hinanden i fattiggårdsoplevelser. Spøgefuldt kunne Martin sige:»ja, når Stinne og jeg bliver 100 år, så gifter vi os med hinanden.«hun døde før Martin, og han savnede hende. Selv døde Martin en forårsdag 1976 i middagsstunden under radioens middagskoncert.»midde«havde lige været inde for at se til ham og kom så tilbage ti minutter senere og 51

sagde:»så Martin, nu er middagen færdig.«han sad i sin stol med foldede hænder, som om han sov. Det gjorde han også, men for aldrig mere at vågne igen på denne jord. Den som barn fysisk og psykisk så mishandlede dreng sov ind i døden uden lidelser, mildt og blidt i et kærligt hjems fred og hygge. Han var et af de fineste mennesker, jeg har mødt på min vej, barnlig i sin tro og bekendelse til Jesus Kristus, den korsfæstede. Vi, der kendte Martin, vil mindes, at han var ikke bare Martin med fløjten, men også Martin med krucifikset. Foredrag om Blå Kors i Københavns præstekonvent Trods den hårde sociale baggrund i spiritusproblemer gik det langsomt med at udfolde et kirkeligt initiativ. Det havde været trist, om man herhjemme havde nøjedes med som kritikere af andres arbejde at være passive tilskuere. Men der var trods alt sat noget igang ved det lille møde af privat art hos professor Peder Madsen. Blå Kors-sagen blev ført frem for en noget større kreds i Københavns præstekonvent ved et foredrag, holdt af pastor N. Dalhoff, diakonissestiftelsens præst efter Harald Stein. Foredraget er refereret i ugebladet»fra Bethesda«7. maj 1893. Ugebladet blev udgivet af»kirkelig Forening for Indre Mission i København«. Pastor Dalhoff gik varmt og klart ind for afholdsarbejde på kristen basis. Han begyndte fornøjeligt med at sige:»jeg skal tale kort; men det kan jeg så meget bedre, som jeg er vis på at finde sympati' for, hvad jeg har at sige: Jeg skal jo tale om en afholdsforening i en afholdsforening. Thi dette er jo Københavns konvent, om ikke de principio, så dog de facto: da jeg første gang havde den ære at overvære dets møder, blev der til det beskedne smørrebrød, hvormed vi slutter mødet, budt snapse rundt, og der stod bajersk øl ved hver tallerken. Så blev snapsen afskaffet, og brændevin passer ganske vist absolut ikke på et præstebord. Men her i Bethesda blev ved en almindelig bestemmelse allerede i Steins tid også det bajerske øl afskaffet, så nu har vore møder alt længe fuldkommen haft karakteren af teetotalmeetings, hvor der vises, at man meget godt kan have behagelige sammenkomster uden spor af alkohol.«derefter gik Dalhoff over til den mere alvorlige bevæggrund for præsters medvirken i ædruelighedssagen. Han påpegede, at mindst, halvdelen af de koner, der søger separation eller skilsmisse og derfor kommer til»gejstlig mægling«, har dog det som hovedklagen mod deres mænd, at de i fuldskab har mishandlet dem eller i drikfældighed forsømt alle pligter mod deres hjem. Endvidere omtalte han de akutte selvmord på grund af alkoholisme, og at hver 14. mand i Danmark dør af delirium tremens eller alcoholismus chronicus, og at Danmark i udlandet kaldtes»snapselandet par excellence«, en tvivlsom ære.»en præst må da næsten savne al menneskelig medfølelse, for ikke at bryde sig om ædruelighedssagen,«sagde Dalhoff og fortsatte:»oprindelsen til hele den store afholdsbevægelse i vor tid tilskrives også en amerikansk præst, Edwards, der i kort tid gentagne gange måtte holde ligtale over seks af drikkeriets ofre. Fra de døde henvendte han sig til de levende: hvad skal vi gøre for i fremtiden at forhindre eller i det mindste formindske dette? Og dermed blev den første afholdsforening stiftet. Og i hele denne bevægelse har præsterne taget deres rigelige del i alle lande og af alle konfessioner; jeg skal blot nævne katoliken pater Matthew i Irland, der fik hundredtusinder af sine landsmænd til at give afholdsløfte, den lutherske præst Per Wieselgren, der har haft større indflydelse end noget andet 52

menneske på den så mærkeligt vellykkede, for hele verden mønsterværdige kamp mod drikfældigheden i Sverige og Norge, og den reformerte præst Rochat i Schweiz, som har stiftet»blå Kors«, hvis sag jeg særlig skulle tale om i aften. Alle disse og flere endnu har dannet og benyttet afholdsforeninger som det bedste og kraftigste våben i ædruelighedskampen: den enkelte glød slukkes let, men lagt sammen danner de et bål. Men hvorfor just afholdsforeninger? Først fordi alkoholikere i reglen kun kan reddes ved fuldstændig at give afkald på stærke drikke; der gælder intet mådehold; thi hvor går grænsen? Og de kan jo netop ikke holde måde! Men en forening af lutter forhenværende alkoholikere ville blive en underlig forening; den ville også stemple sine medlemmer som det, ingen har megen lyst til at hedde, selv om der sættes et»forhenværende«til. Andre, ædruelige mennesker, må derfor slutte sig til dem, og de må danne det store flertal. Men ved at pålægge sig dette offer far man så også i manges øjne større ret til at tale med i denne sag. Nu kommer jeg til det spørgsmål, hvorfor jeg har bedt om ordet i aften: Er der ingen af de yngre præster, der kunne føle kald til at tage denne opgave op? Vi var da vist ikke så få, der ville slutte os til ham: helst en mand, som ikke har for mange jern i ilden i forvejen som vi andre, men kunne for alvor tage sig af dette; det skulle nok give glæde og velsignelse. Give Gud, at han må findes snart. Herren kalde og udruste ham selv dertil.«blå KORS I DANMARK STIFTET 1. FEBRUAR 1895 Det begyndte i Sct. Jakobs sogn på Østerbro i København. I en håndskreven korrespondance mellem hovedkontoret og blandt andre H. O. Lange 1915 ses dog, at Set. Jakobs sogns lokalforening er stiftet allerede den 25. januar 1895 af en lille kreds af medlemmer fra Set. Jakobs menighedssamfund. Det første bestyrelsesmøde holdtes den 1. februar 1895, og derfra regnes»det blå Kors«i Danmark stiftet. Det var H. O. Lange, der sammen med pastor H. P. Mollerup dannede den første Blå Kors-forening. Jeg ved godt, at man senere har nævnt 5. februar som stiftelsesdagen; af hvilken grund er mig ubekendt. På Blå Kors' hovedbanner står der også:»stiftet den 1. februar 1895.«Der har nok været afholdt flere møder i januar-februar 1895 i det nye Blå Kors-arbejde, og om den ene eller den anden dag skal regnes for selve stiftelsesdagen kan da også være ret ligegyldigt. Begyndelsen blev gjort i H. O. Langes spisestue på en fjerde sal i en af Østerbros sidegader. Da der ikke var stole nok, blev der anskaffet nogle svære brædder, der kunne lægges over to stole. Det var en ret broget forsamling, der fandt vej til disse møder. I længden kunne man ikke rummes i spisestuen og flyttede så til et snedkerværksted i et baghus i Nordre Frihavnsgade. Et par år senere flyttede man til et godt lokale i Willemoesgade 17. Den næste afholdsforening kom ganske kort tid efter i Utterslev (det nuværende Kapernaums sogn), hvor pastor N. Juhl den gang var præst. Som den tredje kom foreningen i Helligkors' sogn på Nørrebro, hvor provst H. L. Larsen dengang var præst ved Bethlehems kirke. Om de første år haves iøvrigt meget fa optegnelser. Der findes dog en trykt henvendelse til offentligheden fra foreningens stiftelse i februar 1895. Den hedder»meddelelse fra»det blå Kors««og har følgende indledning:»idet centralbestyrelsen for»det blå Kors«i Danmark udsender dette første nummer af vore meddelelser til sagens venner, ønsker vi enhver især Guds fred og velsignelse i vor Herres Jesu navn. I dette navn har vi samlet os 53

for at være som en kærlig, hjælpende hånd, der fra Guds menighed rækkes ud til drukkenskabens og værtshuslivets ofre. Vore våben er ikke kødelige, men åndelige: Guds ord, bøn og den praktiske kærlighed, der fornægter sig selv for at støtte og hjælpe en broder. Vi vil her hidsætte en del praktiske vink angående den måde, hvorpå vennerne bedst kan fremme vor sag: 1)»Det blå Kors«har nu medlemmer spredt omkring i by og på land. Men gerningen kan først rigtig begyndes, når der dannes lokalforeninger. Overalt, hvor fem ligesindede kristne bliver enige om at arbejde for vor sag, bør de danne en lokalforening og stille sig den opgave at række bestemte mennesker, for hvem alkoholen er bleven en snare, en hjælpende hånd. Dertil hører regelmæssige, helst ugentlige møder, flittige besøg i vedkommendes hjem, inderlig forbøn og den personlige forkyndelse af frelsens evangelium, samt at vedkommende lover at afholde sig fra alkohol for en bestemt tid (f.eks. otte dage), hvilket løfte da fornyes. På sammenkomsterne kan holdes bibelsamtaler, der kan oplæses oplysende afholdsskrifter eller sunde småfortællinger o.l. Lad møderne være frie og hyggelige, hold dem helst i private hjem. 2) Vil vennerne ikke flittigt og regelmæssigt bære vor sag og alle vore medlemmer frem for nådens trone? 3) Gør vor sag bekendt blandt de troende, enhver på sit sted. Forsvar den i sagtmodighed som en menighedens kærlighedsgerning. Vær fredsommelig over for andre afholdsorganisationer. Efter nogle praktiske anvisninger i centralstatuterne vedrørende foreningslivet kom den første paragraf under foreningsbestemmelserne, som lød sådan:»den evangeliske afholdsforening»det blå Kors«stiller sig den opgave at samle kristne mænd og kvinder, der»på grund af den forhåndenværende nød«(1. Kor. 7,26) for Guds riges skyld er afholdende fra nydelse af alkoholiske drikke, og som vil arbejde med Guds og hans ords hjælp på at redde drukkenskabens og værtshuslivets ofre.»det blå Kors«betragter ikke den virkelig mådeholdne nydelse af gærede drikke af sådanne, der ikke hører til foreningen, som synd, men anser fuldstændig afholdenhed som en nødvendighed, når der er tale om alkoholikeres redning.«det er den senere landsformand for Blå Kors, Niels Juhl, der refererer disse ting. Bemærk de kloge ord om sagtmodighed i menigheden og fredsommelighed over for andre afholdsorganisationer. Det ligner Juhls måde at udtrykke sig på. Andetsteds i jubilæumsbogen gør han opmærksom på, at der vel i forvejen, før Blå Kors holdt sit indtog i Danmark, var ca. 30 afholdsforeninger.»men,«siger han,»der trængtes alligevel til en afholdsforening som»det blå Kors«. Thi i ingen af alle de andre kunne menighedens folk finde sig hjemme; forholdet var som regel spændt mellem menigheden og afholdsforeningerne, man så skævt til hinanden. Hvor skylden for dette unaturlige forhold lå, er det ikke her stedet at komme ind på; der har vel været skyld på begge sider. Jeg vil nødig sige noget ondt om afholdsbevægelsen; thi i det store og hele betragter jeg dens arbejde som i høj grad fortjenstfuldt; men det kan ikke nægtes, at den for at vinde masserne og for at holde på sine medlemmer ofte har brugt midler, som gjorde, at troende mennesker ikke kunne være med, selv om de godt kunne indse det nødvendige og rigtige i arbejdet for totalafholdenhed. Men menigheden kunne sikkert også have vist mere forståelse over for afholdssagen, end den gjorde, den kunne have set, at der her virkelig blev gjort et opofrende arbejde i kærlighedens tjeneste, som det var dens pligt at tage op. Nå, lige meget, hvor skylden for det spændte forhold skal søges; faktisk er det, at det fandtes, og at menigheden ikke kunne finde sin plads i nogen af alle de bestående afholdsforeninger. Men sørgeligt ville det dog have været, om den danske menighed, der ellers fik så 54

mange opgaver betroet, skulle have stået udenfor og kun haft tilskuerens og kritikerens temmelig passive rolle i en af de betydeligste livsbevægelser i vort land til folkets vel; om ædruelighedskampen i Danmark skulle være bleven ført uden om menigheden. Det ville ikke have været til gavn for ædrueligheden; men det ville endnu mindre have været til ære for menigheden.«en anden paragraf i de oprindelige statutter bestemmer, at når der er dannet mindst 10 lokalforeninger, ligger alle afgørelser af forekommende sager i sidste instans i generalforsamlingens hånd. Denne sammenkaldes en gang om året og består af delegerede fra lokalforeningerne. Om centralbestyrelsen, som leder foreningens anliggender, hedder det, at den består af mindst fem medlemmer, der vælges årligt på generalforsamlingen. De skal bo i København eller så nær ved, at bestyrelsen uden vanskelighed kan samles. Den første centralbestyrelse, der skulle fungere indtil den første generalforsamling, bestod af pastor H. P. Mollerup som formand, biblioteksassistent H. O. Lange som sekretær for København, pastor N. Juhl som korresponderende sekretær for Jylland. Frk. Charlotte Sannom som korresponderende sekretær for det øvrige land; frk. Anna Sørensen, Marthahjemmet, kasserer. Skønt landet således blev delt mellem tre sekretærer, varede det dog adskillige år, førend Blå Kors kunne slå rod og trives uden for København; og selv her gik det kun meget langsomt. De første foreninger i København var foruden de tre allerede nævnte Valby, Sions, Lukas og afdelingen i KFUM; i provinsen var Århus og Thisted de første. På landet fik vi de første foreninger i Kongstrup på Sejrø, i Fjelsted-Harndrup på Fyn og i Hvalsø på Sjælland. Men det varede fem år, inden man nåede op til de 10 lokalforeninger, der skulle til for at holde den første generalforsamling, dvs. før foreningen blev rigtig organiseret. I den første bestyrelse skete der også forandringer ret snart, idet pastor Mollerup allerede i 1896 blev sømandspræst i England. Efter ham blev Lange en tid formand, og senere klokker Hansen ved Lukaskirken, der fungerede som formand indtil generalforsamlingen i 1900. Klokker Hansen var også den første redaktør af foreningens blad, der udkom fra januar 1900 under navnet»evangelisk Afholdstidende«. Hansen var redaktør af bladet i samtlige fire år, bladet bar dette navn, dvs. indtil udgangen af 1903. Endelig i året 1900, da man var nået så vidt, at der var 10 lokalforeninger, kunne man indkalde til det første repræsentantmøde, som blev afholdt i Bethesda i København. På dette første repræsentantmøde var der på dagsordenen et ømtåleligt spørgsmål, som i årene fremover flere gange påny bragtes på bane, nemlig om det ikke var det klareste, om der i vore vedtægter direkte stod, at det skulle være forbudt medlemmer af Blå Kors ar byde stærke drikke, altså ikke bare afstå fra at nyde stærke drikke. Der var næppe nogle ansvarsbevidste inden for Blå Kors, der tænkte på at byde i deres hjem på stærke drikke. Men blandt andre pastor Juhl mente, at et direkte forbud måtte frarådes, dels for at være i overensstemmelse med den internationale forenings love, dels for at have så lidt at ydre lovbud som muligt i en evangelisk afholdsforening, og dette synspunkt sejrede og fastholdtes sidenhen. Ved valget af den første, nye hovedbestyrelse kom denne til at bestå af følgende syv medlemmer: Sognepræst A. Schack, pastor N. Juhl, sognepræst Jul. Ifversen, biblioteksassistent H. O. Lange, bogholder M. Andersen, fotograf Th. Buchhave og klokker H. Hansen. Da bestyrelsen konstituerede sig, valgtes pastor N. Juhl til landsformand og forblev som formand i den lange periode fra 1900 til 1933. 55

H. O. LANGE Det vil vist ikke være unaturligt at give en præsentation af Blå Kors' pionerer. Stifteren af Blå Kors sammen med H. P. Mollerup Hans Ostenfeld Lange blev født i Århus den 13. oktober 1863, som søn af købmand Hans Lange og hustru, F. Ostenfeld. Han blev student fra Århus katedralskole, studerede filologi ved Københavns universitet; han blev cand. phil., en såre beskeden eksamen på studenternes begynderstadium dengang i de første studieår. Ægyptologi var hans hovedinteresse videnskabeligt set, men var vist endnu ikke blevet organiseret fagområde ved universitetet. Afsluttende embedseksamen tog han mærkeligt nok ikke, men han blev i 1918 udnævnt til dr. phil. (æresdoktor) ved Lunds universitet på grund af sine videnskabelige kvalifikationer. Allerede som dreng studerede han de ægyptiske hieroglyffer. På det felt kvalificerede han sig så højt, at han fra oktober 1899 til sommeren 1900 var i ægyptisk tjeneste som medarbejder ved katalogiseringen i det ægyptiske nationalmuseum. Det blev dog bibliotekssagen, der blev hans livsopgave. Som 37-årig blev han overbibliotekar ved Det kongelige Bibliotek, den højeste post inden for biblioteksvæsenet. Denne stilling beklædte han fra 1901 1924; han vurderedes højt her; hans tid er af fagfolk blevet betegnet som en guldaldertid. Han var herhjemme medlem af Videnskabernes Selskab, ligesom han var korresponderende medlem af Videnskabernes Akademi i Berlin. Hans socialt prægede livsholdning gav sig også udslag inden for biblioteksvæsenet, idet han her var banebrydende for folkebibliotekssagen. Som 60-årig forlod han Det kongelige Bibliotek for i 13 år fra 1924-1937 at være lektor i ægyptologi ved Københavns universitet. Søren Kierkegaard betød meget for H. O. Lange. Sammen med professorerne A. B. Drachmann og J. L. Heiberg var han medudgiver af Søren Kierkegaards samlede værker i 15 bind. Selv om H. O. Langes videnskabelige indsats var betydelig, mindes vi ham især for hans kirkelige engagement, der spredte over et bredt felt. Københavns kirkesag betød nok mest for ham. Han var med i den lille vennekreds (»Ringen«), som skriftlig drøftede kirkesagens tanker og opstillede de såkaldte»7 punkter«, som blev kirkesagens program. Ligeledes var han medlem af»udvalget til Kirkesagens Fremme«, der bestod af syv lægmænd med professor Harald Westergaard som formand, det udvalg, der senere blev til»københavns Kirkefond«. Megen anden kirkelig virksomhed var Lange med i, som pioner i LYM (lægmandsbevægelsen for Ydre Mission) og i Nyborg Strand-møderne. Men altså også i Blå Kors blev han pioneren, og hans private hjem dannede i den spæde begyndelse rammen om det første Blå Kors-arbejde på Østerbro. På en videnskabelig studierejse til London så han drukkenskabens forbandelse i London så stærkt, at han personlig besluttede sig til afholdenhed. Han og H. P. Mollerup arbejdede sammen på Østerbro blandt hårdt medtagne alkoholikere. De skiftedes til at tale, og»vi havde i reglen fuld damp oppe,«som de sagde. H. O. Lange havde den menneskelige forståelse, at det er af betydning i givne situationer også at vise tillid til alkoholikere, der jo netop er omgivet af mistillid. En alkoholiker på Østerbro, kendt under navnet»strandvejens Skræk«var en aften til møde i Blå Kors, hvor Lange var med sammen med sin gamle mor. Lange har nok været optaget af at samtale med folk bagefter mødet, så han bad»strandvejens Skræk«, som vel nok ikke den aften har været alt for medtaget, om at følge hans gamle 56

mor hjem, og fru Lange har næppe nogensinde gået sikrere på Københavns gader. Sådan skriver provst P. Helweg-Larsen i en mindebog om H. O. Lange. Det har nok undret nogle af Langes fornemme, videnskabelige venner, at han ikke holdt sig for fin til at være ven med toldere og syndere og optræde som den jævneste lægmandsprædikant. P. Helweg-Larsen refererer i sin mindebog - også for at vise, hvilken stilens mester Lange kunne være de ord, hvormed han sluttede et foredrag på Bethesdamødet 1909, og som greb ham dybt, da han hørte dem. H. O. Lange sagde:»mennesket er til alle tider, i alle slægter, i alle klasser og under alle forhold det samme hjælpeløse væsen, når det kommer til verden, og det samme skælvende blad, når dødens høststorm farer frem, og livet igennem er mennesket tilfældighedernes bold, søgende som et barn at glemme, værgende sig mod fortvivlelsen ved ikke at tænke, legende livets leg blandt kulturlivets omskiftelser, vandrende mellem afgrunde med lukkede øjne, forblødende sig af samvittighedens sår - se, dette menneske skal menigheden opsøge og finde med det gamle budskab om livets sejr og dødens overvinder.«være som sitrende, skælvende blade, mellem afgrunde fortvivlelsen farlig nær, sådan har i fortid og nutid utallige i Blå Kors erfaret det hos sig selv og andre, men også at evangeliets lys kunne jage selv de mørkeste skyer bort. I mange år stod øverst på Blå Kors' forside:»red dem, som føres til døden, dem, som vaklende drage hen at miste livet. Måtte du dog holde dem tilbage.«(ordsprogenes Bog 24,11). H. O. Lange forblev som æresmedlem at være medlem af Blå Kors' hovedbestyrelse indtil sin død. Han døde den 15. januar 1943. H. P. MOLLERUP Hans Peter Martin Mollerup blev født den 17. juni 1866 i Ljørslev præstegård på Mors, hvor hans fader, Janus Severinus Mollerup, dengang var sognepræst. I Blå Kors' første år var Mollerup stærkt engageret i arbejdet sammen med H. O. Lange. Han begyndte sin præstegerning som hjælpepræst hos sognepræst P. Krag ved Set. Jakobs kirke på Østerbro med sit særlige virkefelt i»lægeforeningens boliger«. Pastor Krag havde haft stor åndelig betydning for Mollerup allerede i studentertiden. Det var ikke uden betænkeligheder, at han vovede at gå i folkekirkens tjeneste. I ordinationsprotokollen udtalte Mollerup:»Efter min vækkelse var jeg en tid ved at forarges på de folkekirkelige tilstande, som jeg ikke fandt stemmende med Guds ord; men det levende menighedsliv i Set. Jakobs sogn, et længere ophold i mit hjem og endelig de tanker om den folkekirkelige menighed, som lic. theol. Ussing gjorde sig til tolk for i sit lille skrift: Tanker til overvejelse om menighedsliv og kirkeliv gjorde, at jeg ændrede mit syn, så at jeg kunne beslutte mig til med god samvittighed at træde ind i den folkekirkelige menigheds tjeneste som præst.«mollerup var hjælpepræst i fire år hos pastor Krag. Så blev han sømandspræst i England i Hull. I England mødte han den engelske aktivitet inden for kristenlivet, ikke mindst vækkelsesmøderne, slum-missionsarbejdet, Frelsens Hær og Church Army. Han virkede som sømandspræst i Hull 1896-1900 og ansattes så som residerende kapellan ved Set. Jakobs kirke efter sin hjemkomst. Årene i England havde påvirket ham på en sådan måde, at det gav ham en åbenhed over for frikirkerne, hvorfor det var ham en naturlig t ing at tilslutte sig Evangelisk Alliance, og man kan også sige, at det efterhånden 57

modnede for ham tanken om at stifte Kirkens d Korshær. Men en række år endnu var det i Blå Kors, at han lagde alle! sine kræfter; og der skete meget i Blå Kors-salen i Willemoesga-1 de, arbejdscentralen for Blå Kors på Østerbro i disse år. Det varj ikke så få mennesker, Mollerup og kredsen omkring ham blev til åndelig og timelig velsignelse for. En af dem var Jens Schmidt.; Jeg vil finde det naturligt også i en bog som denne at lade Mollerup med sine egne ord fortælle sine oplevelser med Jens J Schmidt:»I Willemoesgade vandt jeg mange venner. En af dem var den berygtede Lersøkonge Jens Schmidt. En dag havde jeg haft' et mindre bryllup i Jakobskirken, og umiddelbart efter skulle pastor Krag have et stort, fint bryllup. Da jeg efter vielsen kom ud i våbenhuset, stod vor prægtige, gamle kirkebetjent, som kun var lille afvækst, og var i stor forlegenhed. Over for ham stod en stor, skidden, oppustet bølle. Klæderne hang i laser, og store træsko havde han på fødderne. Han forlangte at være med til brylluppet. Jeg tog ham resolut under armen og sagde:»kære ven, De er jo ikke bryllupsklædt.«han fulgte mig lydig ud af kirken, og således spadserede vi arm i arm ned ad Østerbrogade, han i bølledragt og jeg i præstedragt. Her begyndte han at tigge til natlogi, men jeg påstod, at mine tiører var mig for kære til, at jeg kunne unde værtshusholderen dem. Han sagde, han nok skulle gemme dem til natten, men jeg sagde, at det havde han ikke karakter nok til. Den havde han destilleret bort for længe siden.»men har De karakter, så kom på lørdag aften til Willemoesgade 19, så skal jeg hjælpe Dem.«Vi skiltes ad som gode venner trods tiørerne... Han fortalte mig senere, at han hver dag i 14 år havde drukket to potter brændevin. Han logerede om sommeren enten ude i skovene eller, som regel,»i Lersøen«. Om vinteren lå han på en trappegang. Lersøen var dengang et tilholdssted for løse eksistenser. De byggede huler derude med mange udgange. En hule, sagde han, var så stor, at der kunne stå 12 mand oprejst inde i den. De mange udgange blev benyttet, når»panserne«nærmede sig. Der førte de et rent slaraffenliv, havde gamle kvindfolk af samme type som de selv til at tigge brændevin, som de drak i skøn forening af gamle potteskår. Som den stærkeste blev han udnævnt til deres konge. Men nu hændte det mærkværdige. Han var kommet ud i Frelsens Hær en dag og havde fået sit hovede under en vandpost. Men da han nød den sjældne sport, dukkede nogle tågede minder op om en præst på Østerbro, som havde lovet at hjælpe ham. Guds veje er mærkværdige. Han ved, når et menneske er moden til hjælp, og forstår at ordne begivenhedernes gang. Den aften var netop vor sædvanlige Blå Kors-aften, og da Lersøkongen drev om i Willemoesgade og spurgte efter præsten, der hjalp folk, førte Gud vor klokkers kone, som var en trofast støtte i arbejdet, på hans vej. Jo, hun kendte præsten, han skulle blot følge med. Han kom ind i den fyldte mødesal og undrede sig over den farlige bunke, som søgte hjælp. Man sagde, at han blot skulle sætte sig ned; thi nu skulle præsten først holde en tale. Efter talen kom jeg så hen til ham og ytrede min glæde over at se ham.»hvad synes De så om at komme til afholdsmøde?udmærket,«svarede han. Han løj; thi han var faldet i søvn straks, da talen begyndte.»bliv Blå Kors-mand!«bad jeg.»næ, det kan jeg ikke, for jeg har ikke noget at betale indskud med.«han kendte naturligvis kun Good Templar-reglerne.»Jeg betaler de tre første måneders kontingent, om De vil skrive under,«sagde jeg. Vi stod og så hinanden fast i øjnene.»bliv en mand og vis, De har karakter. Der er en, der vil frelse og hjælpe Dem.«Pludselig strakte han sin hånd frem 58

og sagde:»top!top!«svarede jeg og klaskede min hånd i hans. Siden dengang har Jens aldrig nydt spiritus. Det var imidlertid en lang og trang vej opad for ham; thi hans sind var så ukontrolleret, som en drankers kan blive. Det var svære år, de første, da han skulle lære at arbejde, og Jens blev ofte så gal i hovedet, at vi rystede for ham. Da tre år var gået, kom han ind i mit værelse og sagde:»har jeg da ikke været en trofast afholdsmand i tre år?jo, det er sikkert, Jens.Men De sagde engang til mig, at jeg ikke havde karakter.jeg tog fejl. Det har De bevist.ja, men det er osse alene ved min karakter, at jeg har stået fast. Men jeg kender ikke Jesus. Åh, hvor gerne ville jeg lære ham at kende!ja, men Jesus vil også gerne have Dem til ven, Jens! Når han længes, og De længes, kan vi jo afgøre det med det samme.«så græd Jens, og vi bøjede vore knæ og overgav ham til synderes ven. Så gik Jens glad ud fra mig; thi han havde nu besluttet at tjene Jesus. Nogle dage derefter kom Jens igen og græd.»hvad er der nu i vejen?jo, jeg har ikke arbejde for tiden, og da jeg søgte det ude på Nørrebro, kom nogle af de gamle kammerater hen til mig, ham»brændestavlen«og så»den dovne dreng«; De kender dem jo nok.«jo, jeg kendte dem.»så begyndte de at gøre grin med mig og sagde, at jeg var nok bleven afholdsmand. Jeg tænkte, at det var bedst at bekende kulør med det samme, og sagde, at det var ovenikøbet en afholdsforening, som havde med helligdommen at gøre. Men så begyndte de at spotte vor Herre Jesus, og jeg kunne mærke, at jeg blev helt hvid i hovedet; thi det kunne jeg ikke tåle, og så løb jeg til»brændestavlen«, så han væltede, og så løb»den dovne dreng«, for han har aldrig våren så meget for det slagsmål. - Men det ville Jesus jo ikke ha' gjort, vel?«-»næ, det ville han sikkert ikke,«indrømmede jeg. Så gik der en lang tid, hvor Jens forgæves søgte at blive herre over sit sind. Han fik den tro, at hvis han kom til alters, ville det hjælpe, men blev altid vred i forvejen og turde så ikke gå. Endelig en fredag aften sad han i kirken og ville med. Klokkeren spurgte mig, om det var rigtigt at lade Jens komme med; thi det var jo ikke derved, han skulle frelses. Jeg svarede, at Jens og Gud havde så meget at gøre med hinanden for tiden, at jeg ikke turde blande mig deri. Efter altergangen inviterede nogle troende venner ham med hjem, og de bad sammen den aften. Den næste dag kom der bud til mig, at Jens var meget syg. Han var en kæmpenatur, og jeg blev alvorlig forskrækket. Lægen, dr. med. Prip, en fuldtro synderes ven, blev hentet, men sagde, at det vist ikke havde noget at sige; det hele var en følge af sjælekamp og spænding. Jens fortalte mig senere, hvad der var sket, på sin rørende, naive måde:»jo,«sagde han,»om aftningen, da jeg ville lægge mig og sove, var der pludselig en stemme, der sagde:»du skal bede, Jens Schmidt!Næ, jeg har bedet, nu vil jeg sove!«stemmen sagde anden gang til mig:»du skal bede, Jens Schmidt!«Jeg blev ærgerlig og sagde:»næ, jeg har jo bedet, og nu vil jeg sove!«stemmen sagde tredje gang det samme, og så forstod jeg, at det var den Herre Jesus. Jeg sprang op og lagde mig på mine bare knæ og sagde:»er det dig, kære Herre Jesus, så modtag da mig stakkels synder.«så gik han lige ind i mig med det samme og begyndte at rumstere og rangegere i mig, men jeg sagde:»det gør ikke noget, du må godt rumstere og rangegere i mig; thi der er meget, der skal sættes i orden i gamle Jens Schmidts liv«.«fra den tid blev Jens en hellig mand, der ved Guds nåde fik magt over sit sind. Han giftede sig senere, og jeg fungerede ved den hellige handling og var med i hjemmet til 59

bryllupsfesten. I den lille lejlighed var der et par venner samlede, og midt på bordet stod hvidtølsflasken. Da jeg ville tale til brudeparret, rejste Jens sig og tog hvidtølsflasken bort og satte vandkaraflen frem med de ord:»og denne skål drikkes i pastor Mollerups yndlingsdrik.«jens blev en dygtig mand, blev opsynsmand på en brædde-plads og fik tre raske børn; men så kom enden. Han fik en kræftknude på halsen, han ville ikke søge læge, men dog ikke dø. Han var jo familieforsørger og havde så meget at genoprette. Han fik fat i en mand til at lægge hænderne på sig; men Gud var den stærkeste. En aften stod jeg ved hans dødsleje.»har Gud ikke været god imod Dem, Jens?«spurgte jeg.»kan De huske den julenat, De har fortalt mig om, da De logerede i et badehus med en halv pægl og tre æbleskiver? De måtte af og til løbe rundt på strandbredden for at holde varmen. Da var De et stakkels menneskevrag. Men Gud frelste Dem, og De blev en dygtig mand, og nu ligger De omgivet af hustru og tre dejlige børn. Tror De ikke, at Guds kærlighed og trofasthed vil strække sig til Deres hjem, når De er borte?«da så Jens op mod himlen med et fjernt blik og sagde:»tak, kære Herre Jesus, at du har frelst mig fra alle mine synder! Nu er jeg rede til at dø, min inderlig kære Herre Jesus.«Han begravedes 27. nov. 1911 fra Frihavnskirken.«H. P. Mollerup slutter sin beretning om sin gode ven Jens Schmidt med disse ord:»så gik han bort til det fjerne land. Jeg kan sige med sandhed, at jeg elskede ham.«--- En lille blomst endnu tillader jeg mig at flette ind i mindekransen efter Jens Schmidt. Frihavnskirken indviedes palmesøndag den 16. april 1905 med H. P. Mollerup som kirkens første sognepræst. Det var da naturligt, at der var sket en deling af den oprindelige Set. Jakobskirkens Blå Kors-afdeling, så de medlemmer, der kom til at tilhøre Frihavnskirken, dannede deres egen afdeling i Frihavns Blå Kors. Her havde Jens Schmidt sluttet sig til, og han blev fanebærer i foreningen. Prokurist Aage Klein, som jeg en årrække sad i hovedbestyrelsen sammen med, har fortalt mig et træk fra Jens Schmidt. Aage Klein var fra barn en frihavner og med i Blå Kors' børnearbejde»håbet«. Der var med stor deltagelse Blå Kors-årsmøde i København 1908 og friluftsmøde i Søndermarken for en forsamling på ca. 7000 mennesker. Det var ikke ualmindeligt med store folkelige møder, og også Blå Kors kunne samle store skarer. Man marcherede i procession ud til Søndermarken med Blå Kors' hovedbanner og forskellige lokalforeningers bannere. Som den store procession bevægede sig hen ad Vesterbrogade, var der nogle af Lersøens folk, der stod og gjorde grin med Blå Kors, indtil Frihavnskirkens Blå Kors nåede frem. I spidsen for Frihavns Blå Kors gik bannerføreren. Hvem var dog det? Lersøens tidligere konge: Jens Schmidt til deres store overraskelse. Det gjorde så stærkt indtryk på Lersøens folk at se deres tidligere»konge«som bannerfører i Blå Kors, at man ikke mere den dag havde lyst til at gøre grin med Blå Kors. --- Meget stor opmærksomhed vakte H. P. Mollerup og sognepræst A. Fibiger med de store vækkelsesmøder, som 1905-1906 afholdtes i København i koncertpalæet og senere i Lørups ridehus i Upsalagade. Sjælen i disse møder var så afgjort H. P. Mollerup, og tusinder af mennesker deltog. Inspirationen - kaldet hertil ville Mollerup nok selv sige - havde han fået ved deltagelse i en art helliggørelsesmøder, der af Evangelisk Alliance afholdtes i 60

Blankenburg i Tyskland. Hovedtaleren var den verdenskendte kongregationalistpræst og evangelist, dr. Reuben Archer Torrey (1856-1928) fra USA. Torrey gjorde et så stærkt indtryk på Mollerup, at han selv brugte det udtryk, at han havde fået en åndsdåb med Åndens fylde og kraft. --- Som alliancemand ville Mollerup egentlig gerne have et vist arbejdsfællesskab også med frikirker, som hovedbestyrelsen i Blå Kors ikke var så tryg ved, og man var også i hovedbestyrelsen indstillet sådan, at Blå Kors skulle være et sognearbejde i de forskellige kirkesogne. Aage Klein har fortalt mig, at undertiden syntes H. P. Mollerup, at Blå Kors ikke var energisk nok at rykke ud i værtshusene og hente folk ind til Blå Kors-møderne. Det ene med det andet førte med sig, at han efter engelsk mønster følte kald til en ny arbejdsform, og Kirkens Korshær blev stiftet den 12. oktober 1912 ved en indvielseshøjtidelighed i Frihavnskirken. Han var da forlængst udtrådt af hovedbestyrelsen, og det føltes som et tab af en betydelig arbejdskraft, at han ligesom var gledet i baggrunden. Han forlod dog ikke Blå Kors, og afholdsstandpunktet var stadig gældende for medarbejdere i Kirkens Korshær, så længe H. P. Mollerup var chefen. Det var imidlertid ikke altid lige let for H. P. Mollerup. Alvorlig sygdom ramte ham ikke længe efter indstiftelsen af Kirkens Korshær. Og han, der havde oplevet de store skarers tid ved vækkelsesmøderne, fik opleve de almindelige dage, hvor man ikke blev ved med at komme alle vegne fra og fylde Frihavnskirken. Men der var en trofast kerne i Frihavnskirken, og han kunne glæde sig over, at Kirkens Korshær trods vanskeligheder trivedes. - Den 15. aug. 1929 døde H. P. Mollerup. Mollerup var en meget særpræget person og kunne gå sine egne veje. På grund af hans alliancesind var der nogle, der lidt ukærligt kaldte ham»mand en med de mange religioner.«men hertil har pastor Gunnar Engberg givet det svar:»h. P. Mollerup havde kun een religion: at elske Jesus. Punktum. Men han manglede dogmatik:»min dogmatik gik i stykker lige efter eksamen,«sagde han; og han levede lykkelig uden.«en nattevandring med frihavnspræsten Tidligere i bogen har jeg nævnt, at jeg det meste af min præstetid havde det ene ben i Blå Kors og det andet i Kirkens Korshær. Min præsentation af H. P. Mollerup kan måske forekomme lidt lang, og dog vil jeg komme med endnu nogle afsluttende bemærkninger, der typisk karakteriserer ham. Man kan mene om H. P. Mollerup, hvad man vil, det er hævet over enhver tvivl, at det var hans redelige vilje at nå ud til alleryderste frontlinie til mennesker i alleryderste nødssituation. Efter pastor Mollerups død skrev pastor Emil Steenvinkel i ugebladet»hjemme og Ude«om en nattevandring, han havde med Mollerup engang i 1921. Steenvinkel skrev følgende:»københavns præstekonvent holdt forhandlingsmøde i»bethesda«med emnet:»det sociale i forkyndelsen«. Mægtige tobaksskyer drev i flager under loftet i»konventssalen«. Der blev hugget med skarpe klinger imellem»de gammeldags«og»det moderne gennembruds mænd«. Skarpe hug imellem en stiftsprovst og en universitetsprofessor. Pastor Ricard sad med sit lommetørklæde og led under disse krigere, som»stod i røg og damp«. - Så hviskede min sidemand, pastor Mollerup, mig i øret:»skal vi gå?«vi rejste os stilfærdigt og fulgtes ned ad den høje trappe. Dér stod i den kolde vinternat ca. 200 unge hjemlø- 61

se og ventede på at blive lukket ned i»bethesda«s lune kælder, som gæstfrit åbnede sine døre for de fattigste af de fattige de hjemløse. Pastor Mollerup tog mig under armen:»det deroppe er grå teorier. Dette her er dog en svag form af kristendoms forsøg.«- Vi gik igennem de halvtomme gader ud imod Østerbro. Vi trængte til frisk luft. Vor samtale var mest af personlig art. - Men så gled den over på»de dybest faldne«.»ja, se,«sagde pastor Mollerup.»Det er jo et stort spørgsmål, om Gud ser på samme måde som vi på syndernes klassifikation. Vi mennesker regner jo med, at forbrydere, skøger og alfonser er de dybest faldne. Men tror De ikke, at alle disse forlystelsessyge, forfinede, lastefulde storborgere (en luksusbil gled i det samme forbi) - er de dybest faldne eller»de selvretfærdige farisæere!«de er i alle tilfælde dybt faldne.» Så gav han sig til at øse ud af sit rige livs dybe erfaringer. Vi var nået på vor nattevandring ud for Set. Jakobs kirke og stod nu stille, da vore veje skiltes. Så fortalte Mollerup:»Her mødte jeg første gang»lersøens konge«, Jens Schmidt. Han hørte til de»dybest faldne«, der levede et liv i sus og dus, rov og drik og overfald. Lersøen var et vildnis af smuthuller, hvor lersøbøllerne levede i stadig kamp med politi og autoriteter i et højtryk af vilde laster -.«Og så skildrede Mollerup, hvorledes solen til sidst brød igennem for Jens Schmidt, så han blev et hæderligt menneske, en samfundsnyttig borger og et levende lem på Guds menighed.»ja, det er noget af en spændende roman,«sluttede han:»løven, som blev til et lam. Se, det kan alle disse brave østerbroborgere forstå, at det vilde menneske måtte omvende sig for at indgå i Guds rige. Men at alle disse pæne, flinke, rare, hæderlige borgere må den samme vej ind gennem omvendelsens snævre port, se, det er den forkyndelse, københavnerne trænger til.den nattevandring med H. P. Mollerup,«slutter artiklen,»står endnu for min erindring. Manden, som gik veje, der var nye og overraskende for mange. Men uden tvivl manden efter Guds hjerte. Manden, som elskede det sårede og faldne og blev til så rig velsignelse.«sognepræst NIELS JUHL Med al den veneration, som jeg med fuld redelighed kan give udtryk for, når jeg tænker på H. O. Lange og H. P. Mollerup, der startede Blå Kors i Danmark, må jeg dog sige, at det var en lykke for Blå Kors, at Niels Juhl valgtes til landsformand for Blå Kors i Danmark allerede år 1900 og forblev på denne post indtil 1933. Jeg blev hans hjælpepræst i begyndelsen af 1934 og var ved Esajaskirken i København, hvor pastor Juhl jo dengang var sognepræst, i små fire år. Efterhånden er jeg blandt de forholdsvis få nulevende, der har været pastor Juhl og flere af pionererne i Blå Kors på ret nært hold. At pastor Juhl fik en hjælpepræst havde sin særlige forklaring. Den kendte tidehvervspræst K. Olesen Larsen var efter en mindretalsindstilling blevet udnævnt til residerende kapellan ved Esajaskirken. Tidehverv virkede jo som et meget heftigt opgør med vækkelsesbevægelser som Indre Mission, KFUM, hvor jo Ricard særlig voldsomt stod for skud, og da også Københavns Kirkefond. En stormfuld, offentlig diskussion rejste sig i anledning af denne udnævnelse, som jeg skal undlade at kommentere. Men pastor Juhl var ikke helt ung mere, 63 år gammel, havde slidt hårdt i det i sognearbejde og i Blå Kors i mange år, hans helbred noget vaklende; det var på forhånd helt klart, at et sognearbejde som det, pastor Juhl stod i, ville en tidehvervspræst ikke have med at gøre. Niels Juhl tog 62

ind i kirkeministeriet efter udnævnelsen af Olesen Larsen og forhandlede med kirkeminister P. Dahl, over for hvem han pointerede, at han mente at være nået den alder, hvor man ikke ligefrem regnede med at skulle have sin arbejdsbyrde forøget. P. Dahl imødekom ham så med, at han måtte få en hjælpepræst; og det blev altså mig; ikke lige med det samme, for jeg skulle have overstået min militærtjeneste som sygepasser. Olesen Larsen var skarp i mund og pen; men for redelighedens skyld vil jeg dog tilføje, at trods de store modsætninger, der for pastor Juhl var særlig smertelig, lå det ikke sådan, at de personligt krigedes imod hinanden eller smed skraldebøtter i hovedet på hinanden. Olesen Larsen havde sit eget kirkeblad i sit distrikt i Tidehvervs ånd, så den sære situation opstod med to kirkeblade i samme sogn. Der var nu en del i Olesen Larsens distrikt, der ikke var tilfreds med det, men ville have pastor Juhls kirkeblad. Uden fornærmethed ringede han nogle gange og meddelte, at den eller den ville have Juhls kirkeblad, som det var mit job at bringe ud til de utilfredse i Olesen Larsens distrikt. Der var forbistret mange, der boede på en 4. sal, så det var noget af en svedetur for hjælpepræst Tranum-Jensen at løbe rundt i disse gader med det gamle kirkeblad. Min gode ven, afdøde biskop Halfdan Høgsbro sagde engang om en ung præst: han blænder ikke, og han narrer ikke. Sådan kan jeg passende karakterisere pastor Juhls forkyndelse, som jeg har hørt den i Esajaskirken. Han var en habil teolog, men ikke noget med intellektuelt snobberi, selv om der også blandt kirkegængere kunne komme professorer fra det teologiske fakultet. Han var varmhjertet, men spillede ikke usundt på følelserne. Der kom velhavende folk fra Malmøgade-Upsalagade kvarteret, og folk fra jævn borgerstand i byggeforeningsgaderne mellem Øster Farimagsgade og Sortedamssøen, og der kom folk, der i Blå Kors var kommet ud af stærke drikkes magt. Forkyndelsen var jævn og troværdig uden falbelader, så både lærd og læg kunne samles under hans prædikestol. Jeg var altid til stede ved hans gudstjenester for at assistere under altergangen og som en slags sikkerhedsventil. Pastor Juhls hjerte kunne gøre vrøvl. Engang fik han et ildebefindende under altergangen og måtte trække sig tilbage og lade mig afslutte højmessen. En lørdag engang var det galt igen, og han måtte bede mig tage højmessen søndag. Naturligvis deltog jeg i Blå Kors-møderne. Gangen var den, at Juhl indledte med en opbyggelig tale, derefter en orientering i afholdsspørgsmål; afslutning ved Granum-Jensen efter kaffepausen. Men jeg var jo ikke medlem af Blå Kors, og pastor Juhl øvede ikke antydning af pression over for mig i så henseende. Imidlertid kunne jeg se, at der i kredsen sad mennesker, der vitterlig var blevet hjulpet i Blå Kors. Og så en dag, nå ja, hvis det kunne støtte foreningen, hvorfor så ikke melde os ind i Blå Kors. Det gjorde vi så, men hustru og jeg. --- Nå, men tilbage til begyndelsen, hvad angår pastor Niels Juhl. Niels Juhl blev født den 4. september 1869 på gården»trøjsel«i Sdr. Bjært sogn, søn af proprietær Ole Juhl, få kilometer fra Kongeågrænsen. Sdr. Bjært sogn var et af de otte sogne, der oprindelig hørte med til hertugdømmerne (Slesvig-Holsten), men forblev i Danmark efter 1864 ved en byttehandel, hvorved sydligere beliggende kongerigske enklaver blev annekteret af Tyskland. På en måde kan man godt sige, at pastor Juhl var en slags sønderjyde. Han voksede op i et hjem med kærlighed til fædrelandet og det danske sprog, hvilket ingenlunde var uden betydning, når jeg tænker på de mange henvendelser, der før 1920 kom fra dansk- 63

sindede Blå Kors-folk i Sønderjylland til Blå Kors' hovedbestyrelse i Danmark. Hans forældre var troende mennesker, der oplevede Vilhelm Becks vækkelsesperiode, som havde en stærk vækst også i»de otte sogne«. Det var vist hans fars ønske, at han efter studentereksamen skulle studere teologi. Men Niels Juhl følte sig ikke tilstrækkelig kristeligt afklaret og begyndte derfor på det juridiske studium. Imidlertid oplevede han et kristeligt gennembrud og afklaring, og han følte, at han nu med redelighed kunne slå om fra juraen og give sig til at studere teologi for at blive præst. Han blev teologisk kandidat 1893 med en fin førstekarakter: laudabilis. 1894 blev han ordineret og indsat som kateket ved Set. Stefans kirke på Nørrebro med det senere Kapernaums sogn som sit særlige arbejdsområde. I studentertiden havde han arbejdet her i søndagsskolen. Da Kapernaumskirken blev indviet til sognekirke 1902, blev han sognepræst her fra 1902-1905. 1905-1910 var han sekretær i Københavns Kirkefond, hvorefter han var sognepræst ved Esajaskirken indtil 1938. I 1894 blev Niels Juhl gift med Eleonora Winther. Der fødtes i dette ægteskab to drenge, Ejnar, der blev skuespiller, og Arne Uldal, der blev godsejer på»bjørnholm«, Djursland. Ægteparret Juhl oplevede en søndag aften i august 1897 den grufulde togulykke i Gentofte, hvor mange omkom, men de som ved et mirakel blev reddet. Eleonora Juhl døde ganske pludselig 23. maj 1913, medens pastor Juhl var til international Blå Kors-konference i Schweiz, på grund af en blodprop i hjernen, som lægen mente var resultatet af chokket ved Gentofte togulykken. Et par år efter giftede pastor Juhl sig igen med Ellen Holmberg, med hvem han havde 12V2 års lykkeligt ægteskab. Så blev han for anden gang enkemand, kun 58 år gammel, så han blev en personlig prøvet mand. Den første arbejdsmark, pastor Juhl fik, var en meget hård arbejdsmark med umådelig megen fattigdom og drikfældighed. Niels Juhl mente selv, at det lå så hårdt i dette kvarter, at ca. hveranden voksen mand havde et spiritusproblem. Afholdssagen var ham i begyndelsen fremmed, men han ville da gerne som en ret præst hjælpe også drikfældige, som han i så utallige tilfælde kom på nært hold, også de meget omtalte»lersøbøller«fra Utterslev Mark. Men så en aften skete der noget afgørende for pastor Juhl. Han sad i et hjem og talte med en mand, der var alkoholist. I samtalens løb sagde Juhl til ham:»de skulle lade brændevinen være!«men manden så på den unge præst og spurgte:»drikker De aldrig selv, hr. pastor?«juhl tog imod udfordringen og svarede uden tøven:»jo, men fra i aften gør jeg det ikke mere!«nogle dage efter indmeldte pastor Juhl sig i Blå Kors, som lige var blevet stiftet af H. O. Lange og H. P. Mollerup. Med megen interesse har jeg læst skuespiller Ejnar Juhls mindeord om sin far fra bogen:»min far var præst«, skrevet i en i tiltalende smuk sønlig ærbødighed. Mange ægteskaber var truede af alkoholens svøbe. Ejnar Juhl skriver herom:»mangen en aften hørte jeg far tale med ægtepar, hvor manden drak; det kunne ende med, at han måtte lukke konen ud af hoveddøren og manden ud af køkkendøren - eller måtte ringe efter politiet for at undgå slagsmål. Men det kunne også ske, at far og den besøgende sammen knælede i bøn om hjælp og styrke mod fristelsen hos den almægtige Gud i erkendelse af, at»alt er af nåde«. Når de så sagde farvel til hinanden, skinnede begges øjne, som øjne kun kan skinne efter en stor fælles oplevelse. Det ene vildfarende får var fundet. Resultatet af alt dette arbejde var, at far på denne måde reddede hundreder af ægteskaber og hjalp tusinder til en værdig og ofte lykkelig tilværelse.«64

Pastor Juhls forhold til Indre Mission og den folkelige afholdsbevægelse Som tidligere nævnt har nogen sagt, at Blå Kors var en af»indre Mission«inspireret afholdsbevægelse, hvilket ikke er sandt. Der var i Indre Mission en række misforståelser at rydde af vejen, undertiden endda modstand at skulle imødegå. Men det er rigtigt, at Blå Kors efterhånden fik sin største støtte fra Indre Mission ikke bare i København, men ud over landet. Naturligvis var man taknemlig for støtte fra enhver side, så Blå Kors kunne blive accepteret som et stykke reelt, folkekirkeligt afholdsarbejde. Til at formidle en forståelse med Indre Mission var Niels Juhl den helt rigtige mand. I flere sammenhænge, hvor der var vanskeligheder, afslørede Juhl fremragende evner til at forhandle og skabe forståelse. Hans slægt havde dybe rødder i jysk Indre Mission på Koldingegnen, og han var/helt fortrolig med de ulykkelige, sociale forhold i hovedstaden. Om vanskelighederne og den efterhånden bedre forståelse/med blandt andre Vilh. Beck skriver Niels Juhl i jubilæumsbogen fra 1920:»Gamle, kære troende mennesker så med mistænksomhed på Blå Kors-arbejdet, og ofte blev der udtalt krænkende og lidet overvejede domme over det. Da en præst på landet f.eks. en søndag i sin prædiken havde talt om Blå Kors som et missionsarbejde, der burde tages op overfor de drikfældige, sagde en troende mand på vejen hjemad: Nu har vi nok fået en ny skrædderforretning her til byen, nu skal vi nok til at lappe på det gamle klædebon. Selv om det vel var de færreste, der udtrykte sig så skarpt, var der dog mange, der havde svært ved at forsone sig med, at afholdsarbejdet kunne være et helligt arbejde. Man påberåbte sig ofte Vilh. Beck; og det er jo rigtig nok, at han har udtalt sig nedsættende om afholdsarbejde i almindelighed; på Blå Kors så han dog med andre øjne. Jeg har drøftet den sag med ham adskillige gange; og da jeg engang fortalte ham, hvordan tilstanden var, hvor jeg begyndte min præstegerning, svarede han:»jeg tror, jeg ville have båret mig ad ligesom De, hvis jeg havde været præst i Utterslev,«men på landet mente han ikke, at et sådant organiseret arbejde behøvedes. Som et vidnesbyrd om, at han ikke var nogen afgjort modstander af sagen, kan også anføres, at jeg endnu har et brev fra ham af 27. april 1901, altså kort før hans død, hvori han skriver, at han vil så gerne føje mig i mit ønske om at give»det blå Kors«talefrihed i missionshusene, men han mener ikke at have lov til at give denne tilladelse til foreningen som sådan. Men derimod kunne han give tilladelsen til enkelte mænd, som jeg ville opgive ham navnene på; mænd, som jeg personlig kendte, og som jeg med god samvittighed og vidende om deres duelighed til at tale, kunne anbefale. Vilh. Beck var en frisindet mand i ordets bedste forstand; når han blot havde den tillid til mennesker, at de ville tjene Herren, kunne han godt unde dem frihed til at arbejde på en noget anden måde end hans egen.«sognepræst M. N. Randkær, der jo i 1933 afløste Niels Juhl som landsformand, har gengivet en lille fornøjelig historie om Vilh. Beck og Niels Juhl, der viser, at tillidsforholdet mellem de to var mere end, løs snak. I en nekrolog over Niels Juhl siger M. N. Randkær:»Og så bør det også nævnes som noget for Blå Kors værdifuldt, at Juhl var Vilh. Becks gode ven. Beck satte stor pris på den unge Juhl og brugte ham gerne som taler ved missionsugerne i Ørslev. Engang skrev Beck til Juhl og bad ham tale i den kommende missionsuge, men bad ham opgive to dage, som Beck kunne vælge imellem. Juhl svarede, at han gerne skulle komme, og Beck måtte vælge den 6. eller 7. i måneden. Et par dage 65

efter modtog Juhl et af Becks åbne brevkort, hvorpå der stod: Tak for den 6. og 7. Vilh. Becks venskab medførte, at Juhl blev mødt med tillid af Indre Missions venner rundt om i landet, og derved banedes der vej for Blå Kors.«Og der var jo som sagt slet ikke så få hindringer og misforståelser, der trængte til at blive ryddet af vejen. Endelig kan det også nævnes, at Niels Juhl hele tiden havde en levende forbindelse med Blå Kors i international sammenhæng og et særlig hjerteligt forhold til hovedledelsen i Schweiz. Hans sprogbegavelse var så betydelig, at han undertiden ledede konferencerne, hvor hovedsprogene var tysk og fransk. --- Og så var der problematikken i forholdet til den øvrige afholdsbevægelse. Når»Det blå Kors«i Danmark vandt frem, som det gjorde, var efter Juhls mening en afgrundene hertil den strenge fastholden af, hvad han kaldte menighedslinien. I jubilæumsbogen fra 1920 siger han:»adskillige afholdsselskaber begyndte i ånd, men endte i kød, dvs. det var troende mennesker, der tog arbejdet op; men lidt efter lidt fik verdsligheden overtaget. Der var dem, der spåede, at det inden ret længe ville gå Blå Kors samme måde. Den fare har man imidlertid været klar over fra I første færd af, og derfor er der blevet våget netop på det punkt. Selvfølgelig kan der være bleven fejlet; det ville jo ligefrem være underligt, om det ikke havde været tilfældet, men fra ledelsens side er der våget nøje over, at arbejdet i lokalforeningerne blev taget op af de rigtige mennesker, af sådanne, som havde Guds folks tillid på stedet. Og at det som helhed lykkedes, derom er vist alle, der er lidt kendt med forholdene, enige. Derfor har den danske menighed også betragtet»det blå Kors«som sit barn; og Blå Kors vil heller ikke være noget andet; det er født ud af menigheden og vil tjene Herren i hans menighed. Men der er også mange vidnesbyrd om, at den humane afholdsbevægelse med glæde ser på Blå Kors' vækst og anerkender den store indsats, det har gjort i ædruelighedskampen, og at det i redningsarbejdet absolut indtager førerstillingen. Forholdet kan vel udtrykkes således, at vi gensidig anerkender hinandens arbejde, men navnlig fra Blå Kors' side er klar over, at et egentlig samarbejde ikke kan finde sted. Vi kan stå sammen om enkelte opgaver, i henvendelser til regering og rigsdag, kommunalbestyrelser osv.; men i det daglige arbejder vi hver for sig, da Blå Kors jo ikke blot arbejder for ædruelighed, men for menneskers evige frelse.«i årenes løb skete der ellers mange henvendelser fra»danske Afholdsselskabers Landsforbund«til»Det blå Kors«om at tilslutte sig forbundet. Men Blå Kors valgte at gå sin egen vej og følge sin egen linie. I så henseende skete der ingen tilnærmelse til den øvrige afholdsbevægelse. Indmeldelsen i»danske Afholdsselskabes Landsforbund skete først i 1951; men da var situationen også på flere måder en anden. I København var det dog sådan, at Blå Kors en række år indtil 1920 var tilsluttet»fællesrepræsentationen for afholdsselskaberne i København.«Blå Kors og Københavns Kirkefond Lidet kendt i dag, selv i Blå Kors-kredse og kirkefondskredse, er det, at det omtrent var de samme personer, der var pionerer i Blå Kors og Kirkefondet, overbibliotekar H. O. Lange, lægen dr. med. P. D. Koch, den senere stiftsprovst Henry Ussing og frem for nogen anden professor Harald Westergaard. Kirkesagen i København startede som et udpræget læg- 66

mandsinitiativ. Oktober 1890 stiftedes»udvalget til Kirkesagens Fremme«, bestående af syv lægmænd med Westergaard som formand. Efter at udvalget havde arbejdet nogle år og fået flere mindre kirker indviet, følte man imidlertid trang til mere faste rammer om arbejdet på et lidt mere officielt plan. Sjællands biskop, dr. Skat-Rørdam kom med i ledelsen, og»udvalget«afløstes af»københavns Kirkefond«, hvis formand Harald Westergaard var lige til sin død den 13. december 1936. Situationen i København havde under industrialismens frembrud kommunalpolitisksocialt og kirkeligt-administrativt nærmest udviklet sig skandaløst. Indbyggerantallet var i København 1860: 155.000, 1880: 234.000, 1900: 378.000, 1920: 561.000. Lad mig komme med nogle ord fra professor Hal Koch i hans bog»danmarks kirke gennem tiderne«til at karakterisere disse årtier:»bag disse tal skjuler sig alle de problemer, der i det 19. århundrede fulgte med industrisamfundets tilblivelse. Der opstod for en væsentlig del ved indvandring fra landet et virkeligt storstadsproletariat, der blev udnyttet og udbyttet som arbejdskraft. Til at skaffe det tag over hovedet opførte man med rivende fart de store kvarterer uden for voldene, navnlig Vesterbro og Nørrebro, der endnu den dag i dag ligger der væsentlig uforandret eller yderligere forværret ved opførelse af mellembygninger og en endnu mere hensynsløs udnyttelse af grundarealet. De står som en skamstøtte over den tids samfund og end mere som en skamstøtte over det samfund, der to-tre slægtled senere tillader, at de samme bygninger, der aldrig har været egnet til andet end nedrivning, i hvert fald aldrig til menneskebeboelse, stadig far lov at stå og udlejes til svimlende priser. På j alle områder blev den nye arbejderklasse proletariseret. Lønnen* var ussel, arbejdstiden urimelig lang; følgen var, at kvinder og børn måtte arbejde med. Skoler og hospitaler holdt naturligvis slet ikke mål med byens udvikling. Social forsorg eksisterede ikke. Her var virkelig tale om en nødssituation af den aller alvorligste art. Sjæleligt, moralsk, sundhedsmæssigt og økonomisk blev titusinder af menneskeskæbner lagt øde. Over for alt dette var kirken og de vakte kredse mærkeligt passive. Men rejste ikke en tusindstemmig protest mod bolig- og arbejdsforhold. Tværtimod var man yderst afvisende, da arbejderne selv søgte at samle sig politisk til kamp for en menneskelig tilværelse. Det var så vist ikke blandt de bevidste kristne, de vakte, at de fik deres støtte. Disse var praktisk talt alle på de»borgerlige«partiers side. Åndelig næring og menneskelig rejsning søgte arbejderne derfor fra helt andre kilder. Fra kirkens side anklagede man dem - billigt - for materialisme, men glemte at sige, at de»åndelige«og»levende«ikke havde kunnet se, at deres broder lå slagen på vejen, og at de derfor med samt deres åndelighed og gudelighed, i arbejdernes øjne, var blevet en støtte for borgerligheden. Kristendommen var blevet et borgerligt mellemstandsanliggende betragtet med velvilje af»kapitalen.«proletariatet hentede sin inspiration andre steder.«skarpe, hvasse ord! Men hvorfor nævne alt dette, kommer dette denne bogs anliggende ved? Efter min mening i høj grad. Vi, der en kortere eller længere tid har været præster i disse kvarterer ved jo, at de forhold, som Hal Koch skarpt anklager, også var årsag til usigelig megen spiritusnød. Fra min Vesterbrotid i min tidlige ungdom husker jeg, at politimesteren i dette kvarter over for en kritik af de mange beværtninger kom med den bemærkning: Jamen, hvor skal de mennesker gå hen? Overfyldte, små lejligheder i uhumske baggårde var ikke de bedste rammer for hjemlig hygge. Kirkesognene voksede urimeligt, nogle helt op til 70-80.000 mennesker. De sædvanlige kirkelige myndigheder havde ikke format til at gøre noget effektivt ved det, og kirkeministeriet kunne være et besværligt forhandlingsorgan. Og netop i København, hvor 67

kirkenøden var størst, skulle efterhånden hver en krone til kirkers opførelse skaffes ad frivillighedens vej, kunne på daværende tidspunkt ikke pålignes borgerne over skattebilletten. Det blev en frivillighedens indsats kirkeligt set, der greb ind i denne nødssituation hos personer, som med skarpsindig intelligens og klartseende social forståelse i nogen måde kom til at råde en lille smule bod på den sociale og kirkelige blamage, og der var påfaldende mange Blå Kors-folk med i den tidlige start. Hal Koch siger videre i sin kirkehistorie anerkendende:»i nær forbindelse med Københavns Indre Mission, men dog som noget fuldt ud selvstændigt voksede Københavns Kirkefond frem, af alt dansk kirkeligt arbejde i nyere tid vel det værdifuldeste og betydningsfuldeste.«det skal lige nævnes, at pastor Niels Juhl som sekretær i Københavns Kirkefond 1905 10 også her viste sig som en dygtig forhandler, når der f.eks. i kritiske situationer skulle forhandles med kirkeministeriet. Inden vi forlader Københavns Kirkefond lad der blive plads til nogle få ord om dens førstemand, Harald Westergaard, der også havde en central plads i afholdssammenhængen, herunder Blå Kors. Han blev født i København den 19. april 1853 som søn af den berømte orientalist, professor Niels Ludvig Westergaard. Han blev student 1871; allerede 1874 tog han magister konferens i matematik i en alder af 21 år, studerede så statsvidenskab og blev kandidat 1877. Så var han på studierejser nogle år i udlandet, stærkt optaget også af sociale spørgsmål. Det ender med, at han bliver udnævnt 1. januar 1883 til docent i statsvidenskab ved Københavns universitet og avancerer 1886 til professor, kun 33 år gammel. --- Men forinden udnævnelsen til professor var der sket på det personlige plan noget meget afgørende. Westergaard var som så mange andre på universitetet i sine helt unge år en glødende fritænker og gik nu over til personlig kristendom. Brandesianismen og fritænkeriet førte dengang det store ord, og fra den kant betragtede man det som en selvfølge, at alt, hvad der duede noget, i kunst som i videnskab, hørte hjemme blandt»det moderne gennembruds mænd.«og så går en ung og anset lovende videnskabsmand hen og siger sig løs fra sit fritænkeri og bekender, at han har vundet sin barnetro tilbage. Det var i hans tidligere omgangskreds flovt, ja nærmest forargeligt. Pastor Juhl, som jo kendte Harald Westergaard meget godt, fortæller, at professoren engang ved et møde i Kapernaumskirken fortalte, hvordan han fandt ind til Gud gennem bibellæsning. Han havde lovet sig selv daglig at læse et stykke i Det nye Testamente, og, sagde han, desto mere slog det mig:»dette er jo ikke mennesketale, men det er det evige livs ord.«westergaard gav offentligt udtryk for sin personlige tro i et lille skrift på 37 sider:»fra forargelse til tro,«som udkom 1885 og vakte stor opsigt. Den lærde videnskabsmand siger i forordet beskedent:»dette lille skrift gør ikke fordring på at være nogen teologisk afhandling, men kun et vidnesbyrd om den enfoldige kristendom, aflagt af en lægmand, der efter med begejstring at have troet på tankens evne til at gennemtrænge alt, en tid lang led under skuffelse og tvivl og angst, og til sidst fandt fred i sin barnetro.«den første statsvidenskabelige doktorgrad i Danmark dr. polit. - blev tildelt Harald Westergaard. Universitetet i Oslo udnævnte ham til æresdoktor. Der var imidlertid også en anden titulatur, der blev ham tildelt. Han beskæftigede sig også videnskabeligt med sociale problemer. Et af hans hovedarbejder var om sammenhængen mellem sygdom og dødelighed, hvor han kom meget ind på alkoholisme. Bogen udkom på tysk: Mortalitåt und Morbilitåt. En eller anden tysker, der vist var brygger, hørte noget om det og blev meget 68

fornærmet. En dag kommer der et åbent brevkort med en besynderlig hilsen. Lige straks mente Westergaard, at kortet vist var gået forkert i byen; men blev klar over, at det alligevel var en personlig hilsen til ham. Manden var vred over Westergaards udtalelser om øl; Harald Westergaard kendte nok ikke det gode, tyske øl, og tituleredes som»das grosste Rindvieh in der Welt«, det største kvajhovede i verden. Harald Westergaard og frue havde stor kærlighed til Blå Kors, og da han engang ved et Blå Kors' årsmøde halede nævnte brevkort op af jakkelommen, vakte det naturligvis almindelig moro. Fremgangsårene i Blå Kors De to første årtier efter århundredskiftet blev Blå Kors' mest grødefulde og glansfulde tid med støt fremgang fra årsmøde til årsmøde med store skarer og festlige stævner, hvor efterhånden tusinder af mennesker stævnede sammen. 1901 var der årsmøde i Århus, og samme år foretog Niels Juhl og H. P. Mollerup en rundrejse i Jylland, der gav anledning til flere foreningsdannelser. I kraft af pastor Juhls gode position i Indre Mission, mødtes Blå Kors med tillid de fleste steder. Der var undtagelser og situationer, hvor der var nogle vanskeligheder, fordi man blev ved at hænge sig i udtalelser fra Vilh. Beck, før Blå Kors i Danmark var stiftet, og da Beck kendte meget lidt til afholdsarbejdet på kristent grundlag. Pastor Juhl formanede meget til at undgå konflikter. Hvad der hist og her er omtalt af den slags er temmelig kedsommelig læsning, som det forekommer mig at være tidspild af ofre opmærksomhed på. I begyndelsen havde bestyrelsen hverken kontor eller kontorpersonale, men mødtes i hinandens hjem og delte på frivillighedens basis arbejdet imellem sig. Men sådan kunne det ikke gå ret længe. Man fik fra 1. januar 1904 et lille beskedent kontorlokale i Brolæggerstræde 4 og fik ansat en forretningsfører fra samme dato. Han havde været ansat på DSB's hovedkontor og hed Sofus Rasmussen; han var en meget dygtig tjenestemand; men han blev desværre alvorlig syg, mistede sit syn og måtte tage sin afsked. Hovedstadens dygtigste læger konsulteredes, tilsyneladende forgæves; han forblev blind, og var ved at synke sammen i modløshed og fortvivlelse. I sin fritid havde han tidligere været medlem af afholdslogen IOGT, senere NIOGT. Han var en meget brugt taler i disse kredse, høj og præsentabel. Han var dengang temmelig irreligiøs og prøvede såmænd at skubbe væk, hvad der var af religiøse formler i Good Templarbevægelsens ritualer. Der skete noget med ham i hans dybe nød. Han bad til Gud, som han ikke havde gjort det før, og det gav ham fred i sjælen. Men samtidig sagde han til Gud, at hvis det kunne forenes med hans vilje, at han gav ham, selv om det var kun det allersvageste syn tilbage, så ville han tjene ham alle sit livs dage. Sådan refererer pastor Marius Th. Nielsen, der personlig kendte ham, det. Sofus Rasmussen nåede dertil at kunne sige:»ske ikke min, men din vilje.«gud helbredte hans øjne. Derom havde han ikke nogen tvivl; det stod for ham som et Guds under. Som en overbevist kristen meldte han sig til tjeneste i Blå Kors. Ved afskeden fra DSB havde hans foresatte på grund af hans dygtige tjeneste ladet ham få udnævnelsen til kammerassessor, og han tog navneforandring til Edholm, så han som forretningsfører for Blå Kors blev kendt som kammerassessor Sofus Edholm. Senere tjente han også i Blå Kors som rejsesekretær. Der var brug for hjælp, som foreningen voksede fra år til år. Da man 1905 kunne fejre 10 års jubilæum, var der ialt 132 lokalforeninger og 10.112 medlemmer og tilhængere. Der blev holdt fest den 2. februar 1905 i KFUM's lokaler under stor tilslutning og under 69

højtidelige former. Blandt de indbudte deltagere var Sjællands biskop, dr. theol. og dr. phil T. Skat-Rørdam, som holdt afslutningen på festmødet. Biskoppen talte om det mål, Gud har sat for mennesker, at blive fuldkomne som faderen i Himlen. Hvis et menneske, fordi han bliver afholdende, tror, at dermed er alt nået, da forveksler han middel og mål. Det var for biskoppen det glædelige, at Blå Kors fra første færd havde sat på sit banner, at afholdssagen ikke er mål, men middel; frihed fra alle trællelænker, frihed i Jesus Kristus er det egentlige mål. PASTOR CARL CHRISTENSEN Som arbejdet i de mange foreninger voksede ud over landet, blev der behov for en række talere til at tale Blå Kors' sag rundt om, og det var da ikke helt ligegyldigt, hvem der var vore udsendinge. I årenes løb har en række rejsesekretærer været vore gode udsendinge. 1908 1909 havde Blå Kors en rejsesekretær L. Jensen, der senere blev forstander på Vejlefjord Sanatorium. Fra 1910 og en række år ansattes Ingeborg Jensen som sangmissionær; men mange andre hjalp som frivillige medarbejdere. Hovedkontoret skulle holde lidt styr på øerne og pastor Carl Christensen havde nogle år ansvaret i nogen måde for hovedlandet Jylland. Afholdssagen, herunder også Blå Kors, kan jo være lidt i fare for at blive karikeret ved nidkærhed uden forstand hos iøvrigt brave folk. Carl Christensen blev født i Horsens 30. marts 1874. Sin første præstegerning fik han ved Vor Frelsers kirke i Horsens sammen med daværende sognepræst Oluf Olesen, der senere blev biskop i Ribe. Han har selv fortalt, at han mødte Blå Kors første gang i stiftelsesåret en sommerdag 1895 om bord på damperen fra København til Horsens, da han var student. Der traf han en student, som holdt til hos Ussing i Valby, med et Blå Korsemblem. Han fortalte, at Blå Kors var stiftet det år og nylig optaget i Jesuskirkens menighed i Valby. Det gjorde ikke indtryk på Carl Christensen; afholdssagen forekom ham kedelig, en fjende af livsglæden. 7 år senere var Carl Christensen og hustru præstefolk i Horsens. De fik da besøg af en Blå Kors-mand, kontorchef Carl Borgen fra Frederiksberg. Vi skød det fra os, sagde han selv senere; vi havde hænderne fulde i et dejligt menighedssamfund og magtede ikke mere, kunne fortsat ikke lide afholdssagen. Borgen fik dem dog til at love, at de skulle prøve en månedstid at være stille over for Gud og lade ham vise dem, om de skulle begynde et Blå Kors-arbejde eller ej. Og hvad sker så? Den ene alkoholiker efter den anden kommer på deres vej med deres spiritusproblemer. En dag kom Blå Kors' første rejsesekretær, Laurits Jensen, på besøg. I den måned - siger Carl Christensen - satte Gud os selv ind i Blå Kors' velsignede arbejde. Vi begyndte seks brødre på knæ og der var ca. 800 i foreningen, da vi rejste fra Horsens. Et helt nyt lag af mennesker kom frem i lyset; det myldrede med Blå Kors-emblemer i kirkerne og ved møderne. Der var den ivrige og dygtige fagforeningsarbejder; der var den gamle herremand, der måtte gå fra gården; der var de sortøjede børn fra en beværterfamilie; der var vor fine stationsforstander; der var vor fængselspræst H. P. Aastrup ved Horsens tugthus, flere af byens læger med distriktslægen i spidsen. Der kom også sognepræsten, Oluf Olesen; ikke lige med det samme, man skal ikke lade sig presse.»nej, jeg er for langt ude,«sagde han først på sin lune og spøgefulde måde; men engang efter et møde med H. O. Lange som taler kom han med i arbejdet med liv og sjæl. 70

Pastor Carl Christensens helbred blev desværre tidligt vaklende, og han måtte søge mindre krævende embeder på landet, sidst i Sdr. Nærå på Fyn. Det endte med, at han allerede kun 48 år gammel som invalid måtte tage sin afsked, og ægteparret flyttede til Frederiksberg. Som sin gode ven, den senere biskop Oluf Olesen, kendte han til tungsind og sprudlende festlig humor. I mange år sad han i hovedbestyrelsen, en tid sammen med pastor Marius Th. Nielsen. Der var engang under besættelsen hovedbestyrelsesmøde på missionshotellet i Løngangsstræde i København. Der hvilede en egen alvorlig stemning over mødet. M. Th. Nielsen og Carl Christensen sad ved siden af hinanden. Så siger pastor Nielsen med dyb bekymring:»nu er det alvorligt, for nu arresterer tyskerne de bedste af vore folk.«carl Christensen lægger da sin hånd på M. Th. Nielsens arm og bemærker:»så kan vi to være ganske rolige!«selv har jeg et smukt minde om Carl Christensen fra et Blå Kors-møde sidst i 30'erne i Saxogade, da vi var præstefolk ved Apostelkirken. Vi havde sendt bud efter ham som taler. Han var fysisk meget svag; vi måtte næsten bære ham fra taxabilen ude fra Saxogade ind i menighedslokalet, fyldt med arbejdsløse, nogle hjemløse og naturligvis alkoholikere, mange synligt medtagne fysisk og psykisk af et barsk liv. Og der sad så denne invalid og talte ud af sit varme hjerte og visdomsvæld af sjælesørgererfaring. Der var stille i salen. Han havde liden fysisk kraft, men en mild, ren og åndelig kraft prægede hans tale til os. Et Blå Kors-møde og to biskopper i Ribe Et usædvanligt, særpræget Blå Kors-møde, hvor Carl Christensen i høj grad var med i billedet, fandt sted i Ribe 1915. Jeg lader Carl Christensen fortælle med sine egne ord:»fredag den 14. maj 1915, en dag med regn og storm og under verdenskrigens tryk, fik jeg lov at lægge den kristelige afholdsbevægelse frem ved et møde i missionshuset»brorsons Minde«i Ribe. Dette møde fik ved biskop Kochs og stiftsprovst Olesens nærværelse og deltagelse et meget dramatisk og for mig uforglemmeligt forløb (begge Blå Kors-folk). Gabriel Koch var biskop i Ribe 1901-1922. Han var født den 20. december 1858 og døde 1. april 1922 som udnævnt biskop over Fyns stift, hvor han dog aldrig kom til at virke. Han var som sognepræst i Vildbjerg 1885-89 og senere som Herning bys første sognepræst og provst over Hammerum herred kommet til at stå med sit hjerte midt i Indre Missions samfundsliv, var en udmærket forkynder og har tillige som lærer ved Missionsskolen uddannet nogle af vore ældste, mest kendte hedningemissionærer. Han var klog, praktisk og flittig. Det var nok hans sans for vort folks sande værdier, der gjorde ham til afholdsmand. Da kong Christian IX under Ribe domkirkes genåbning efter den store istandsættelse 1904 skulle bo i bispegården, måtte han derfor meddele Majestæten, at han som afholdsmand ikke kunne servere spiritus. Da svarede vor gode, gamle konge:»det gør såmænd ingenting. Der nydes ikke meget spiritus ved hoffet. Det er ikke som i kong Frederik VII's tid.«- Det blev for biskop Koch en herlig oplevelse på genforeningsdagen i 1920 at prædike ved den gribende gudstjeneste i Haderslev domkirke i nærværelse af kongehusets, kongerigets og Sønderjyllands ledende personligheder. Hans dybe retfærdighedssans og åndelighed gjorde hans korte bispestyrelse over det genvundne land til en god tid. Da var biskop Koch forlængst blevet Blå Kors' mand og havde talt ved et af vore årsmøder i København. Det var en glæde for Koch, da han i 1914 efter eget ønske fik 71

sognepræst Oluf Kirstein Olesen ved Vor Frelsers kirke i Horsens til stiftsprovst i Ribe. Olesen havde et godt samarbejde med Koch, hvem han afløste 1923 som biskop. Oluf Olesen havde en mærkelig forening af medfødt tungsind og et ganske overdådigt humør. Hvor var han nyttig i Blå Kors-arbejdet! Som han kunne tale med stakkels faldne mænd! Og som han kunne tage den rette tone ved vore møder, fornøjelig og dybt alvorlig ud fra Guds ord! Som stiftsprovst i Ribe skrev han til mig, der nu var præst på Fyn, og indbød mig til at komme til Ribe og holde Blå Kors-møde for om der kunne dannes en forening i byen. Sådan gik det til, at jeg fredag den 14. maj 1915 i vådt, stormende vejr blev modtaget på Ribe banegård af min ven, stiftsprovsten, med meddelelse om, at mødet skulle være nu kl. 8 i missionshuset»brorsons Minde«omme ved åen.»men du må ikke vente dig ret mange,«sagde han»skønt jeg tillyste det kraftigt ved højmessen i søndags. Jeg sagde: På fredag skal I komme i»brorsons Minde«, for da kommer min ven Carl Christensen og fortæller om Blå Kors, og det kan vi nok trænge til at høre om i denne nussede og fordrukne by!«at denne tillysning havde virket, skulle snart vise sig til hans store overraskelse. Da vi stod ved indgangen til missionshuset, fandt vi salen stopfuld! Og det var øjensynlig et helt andet publikum end den sædvanlige tilhørerkreds det var borgerskabet med damer, fine folk med næseklemmer! Vi blev lidt underlige ved at se ud over en tætpakket forsamling med så fremmedartet præg. Så bød stiftsprovsten velkommen, en salme blev sunget, og jeg begyndte med bøn og oplæste min tekst, som var Jakob 2,13:»Dommen er ubarmhjertig imod den, der ikke øver barmhjertighed. Barmhjertigheden træder frimodig op imod dommen.«jeg gik ud fra»røde Kors'«barmhjertighedsarbejde og talte så ud fra»blå Kors«om dem, der såres af Kong Alkohols onde våben. Jeg opfordrede alle her i forsamlingen, der kendte til Jesu barmhjertighed imod syndere til at tænke på alle drikkeriets ofre her i Ribe og være med til en Blå Kors-gerning for at hjælpe dem til legemlig og sjælelig frelse. Da jeg var færdig, spurgte stiftsprovsten ud i forsamlingen, om nogen ville have ordet - enten for at spørge eller føje noget til. -»Må jeg bede om ordet,«råbte biskop Koch med sin klare røst. Og nu så jeg ham ivrigt bane sig vej gennem midtergangen op mod talerstolen, idet han under gangen ilsomt knappede alle knapperne i sin jakke. Det står klart for mig, dette syn, fordi jeg havde på følelsen: Nu sker der noget! Biskoppen stod på talerstolen, rød i hovedet og udtalte med heftighed:»ja, nu har vi hørt denne sag fremstillet ud fra barmhjertighedens synspunkt. Og sådan kan det jo gøres. Jeg vil nu tale om dette med drik ud fra et andet synspunkt: retfærdighedens og harmens. Og jeg vil være personlig. Thi jeg er som biskop her i Ribe flere gange blevet vidne til den forargelse, fulde mennesker volder, så jeg har måttet harmes.«derefter nævnede han med hævet røst beværtningslivet i bestemte, navngivne gader. Og nu fortalte han om hin bevægede søndag aften ved verdenskrigens frembrud, da»vi stod på banegårdens perron og sagde et sagte farvel til vore sønner, der var indkaldt under fanerne. Hvad om vi nu aldrig så dem mere ingen kunne vide noget om det den aften. Da, i en sådan stund, sprang der en beruset mand op på trinbrædtet og brølede et grødet: Leve gamle Danmark! Og i sligt skal man finde sig! Det er beværtervæsenets skyld.«derefter fortalte han, stadig dirrende af harme, om et folkemøde i Ribe, hvor han skulle tale sammen med gode mænd som ministrene Klaus Berntsen og I. C. Christensen. Da havde også der en beruset mand spoleret dagen og kastet skam både over de udmærkede ordførere og over tilhørerne. Ja, gennem biskop Kochs stærkt personlige, harmfyldte påvisning af spiritussens sjofle og syndige indflydelse i vort folkeliv blev dette Blå Kors-møde rykket 72

op i et offentligt plan, så man ønskede hans indlæg kendt i vide kredse, både inden- og udenfor menigheden. Vi, som var tilstede, glemmer ingensinde Kochs vrede over alkoholtrafikken en god, dansk, kristen mands harme over, hvor druk kan ødelægge og forsimple. - En dyb tavshed afløste hans ord og viste, de havde virket. Da ingen andre meldte sig, afsluttede stiftsprovsten mødet, idet han bekendtgjorde et nyt møde om sagen 14 dage efter. Jeg gik til ro med følelsen af at have oplevet noget betydningsfuldt. Og næste morgen skal jeg love for, bragte byens aviser udførlige referater aftalerne. Men desuden indeholdt de fra kendte Ribe-borgere vrede protester mod stiftsprovstens og navnlig mod biskoppens ord og beklagelse over, at kirkens mænd optrådte sådan, som aftenen i»brorsons Minde«havde vist. Biskoppen, til hvem jeg skyndte mig, var naturligvis meget optaget af avisskriverierne og læste for mig det kloge og besindige svar, han allerede havde skrevet. - Den følgende søndag var jeg i domkirken og hørte en uforglemmelig prædiken af Olesen over ordet i Johs. 15:»Også I skal vidne...«og da jeg fulgtes med biskop Koch fra kirke, udtrykte han sin glæde og taknemlighed over de rigdomme fra Gud, stiftsprovsten hver eneste søndag havde at give menigheden. Nu er her blot at fortælle, at det omtalte møde vakte så stor glæde blandt Syd- og Vestjyllands afholdsfolk, at de bragte stiftsprovsten en samlet tilkendegivelse af deres taknemlighed. Men Blå Kors-foreningen i Ribe blev først stiftet 4. oktober 1915 - med god tilslutning og med Olesen som formand. Ved hvert møde holdt han selv en bibeltime. Og han ledede foreningen i ca. 12 år, til 25. april 1927, altså i 4 år som biskop og til 3 år før sin død. Det synes alene at være hans svigtende helbred, der fik ham til at nedlægge arbejdet for Blå Kors. Han var så trofast. Solid folkekirkelig opbakning Det er forlængst nævnt, at det første Blå Kors-frø blev sået i biskop Peder Madsens hjem, da han endnu var professor ved universitetet og havde inviteret Arnold Bovét til et møde for en indbudt kreds. Biskop T. Skat Rørdam syntes som Sjællands biskop også at være positiv i sin holdning over for Blå Kors, og nu omtaltes lige to på hinanden følgende biskopper i Ribe, Gabriel Koch og Oluf Olesen, der endda begge var medlemmer af Blå Kors. Da biskop Peder Madsen pludselig døde, blev han efterfulgt af dr. theol. Harald Ostenfeld, der havde været sognepræst ved Solbjerg kirke og provst på Frederiksberg. Harald Ostenfeld havde været medlem af Blå Kors i mange år og taget aktiv del i arbejdet, og den første gudstjeneste han holdt, efter at han var blevet Sjællands biskop, blev en festgudstjeneste for Blå Kors i Helligåndskirken den 15. november 1911, hvor den store, gamle kirke var fyldt til sidste plads. Han udtalte her bl.a.:»der er mange, som finder det overdrevent over for drukkenskabens last at kræve totalafhold, som Blå Kors har skrevet på sin fane, og de mener, at mådehold er tilstrækkeligt. Men totalafhold er den eneste vej, ad hvilken de, der har ligget under, kan rejses. At bryde helt med det gamle er den eneste vej til at leve et nyt menneskeliv.«i årsoversigterne i beretninger og årbøger er fra år til år nævnt antallet af medlemmer, og herunder specificeret antallet af præster, indremissionærer, lærere, læger og rigsdagsmænd. Kulminationen når vi i 1917. Da har Blå Kors 525 lokalforeninger med 32.866 voksne medlemmer og tilhængere + 75 håbsafdelinger med ialt 4.972 børn, ialt incl. børn: 37.838 medlemmer. 279 præster var medlemmer af Blå Kors (deriblandt 3 biskopper), 80 missionærer, 381 lærere og lærerinder, 25 læger, en folketingsmand og 2 landstingsmænd. 73

Dvs. at mere end 1/5 af alle Danmarks præster dengang var medlemmer af Blå Kors; uden tvivl har derudover en del præster været tilsluttet et af de folkelige afholdsselskaber. 1917 havde vi kun 7 biskopper; Roskilde, Helsingør og Haderslev stifter eksisterede ikke dengang. De 3 biskopper i 1917, der var medlemmer af Blå Kors, var foruden Sjællands biskop, dr. Harald Ostenfeld og biskoppen i Ribe, Gabriel Koch, formentlig den grundtvigske biskop i Ålborg Chr. Ludwigs. Man kan undre sig over, at lægerne er så svagt repræsenteret, og har måske her noget af forklaringen på, at det varede så længe, inden det lovgivningsmæssigt slog igennem lægeligt at betragte alkoholikeren som en patient. Der er næppe tvivl om, at de folkelige afholdsselskaber har haft en stærkere repræsentation i rigsdagen end Blå Kors, selv om man nok ikke kunne måle sig med afholdsbevægelsens repræsentation i de øvrige nordiske parlamenter, hvor de dannede så stor? grupper, at man politisk set var nødt til at regne med dem. Blå Kors og tungetalebevægelsen I årene før og efter 1910 var der forskellige steder i Europa vækkelser i forbindelse med pinsemissionen, hvor det ikke mindst var dens vægtlæggen på tungetalen, der vakte opmærksomhed. Det var metodistpræsten Barratt, der bragte bevægelsen til Norge, hvorfra den også kom til Danmark. Det vakte en enorm opsigt, da dengang den måske mest feterede og kendte skuespillerinde i København, Anna Larssen, forlod teatret efter en personlig omvendelse til kristendommen ved sit møde med pinsemissionen, hvor hun sammen med sin mand, Sigurd Bjørner, kom til at spille en ledende rolle. Naturligvis forsøgte pinsemissionen rundt om i Europa at vinde indpas i kirkerne, også Blå Kors-kredse, og desværre var der en del Blå Kors-arbejde der gik i stykker i den sammenhæng, mest i Tyskland, noget i Schweiz, og også hist og her i Danmark kom der problemer, som der måtte tages stilling til. Foranlediget heraf skriver Blå Kors' landsformand, pastor Juhl i årbogen fra 1911:»En vanskelighed, som der er klaget over fra Schweiz og Tyskland, er tungetalebevægelsens sværmeri. Navnlig i Tyskland har den voldt grumme megen fortræd, naturligvis ikke blot! inden for Blå Kors, men i menigheden i det hele taget. Ikke mindre end 10 lokalforeninger er på grund af tungetalen udtrådte af Det tyske Blå Kors, og andre foreninger har mistet mange medlemmer. Men den sørgeligste frugt af tungetalerusen er den åndelige lammelse og sløvhed, den har efterladt sig i de troende kredse, der har været berørt af den; den åndelige forsagthed og angst for al hellig begejstring og for åndeligt røre, som er blevet en følge af reaktionen. Her i Danmark har denne bevægelse vi må sige Gud ske lov hidindtil ikke haft nogen stor udbredelse, men i det sidste år har den dog ladet sig mærke både hist og her i de forskelligste egne af landet, og enkelte Blå Korsforeninger har også været berørte deraf. Som det blev vedtaget på årsmødet i København 1910, vil vi tage med fast og bestemt hånd på dette sværmeri, der som regel har gendøberi og anden forvildelse med i sit følge; og det bør ikke tåles i nogen Blå Kors-forening. Da bølgerne gik højt i Tyskland, udtalte den tyske ledelse bl.a. følgende:»vore medlemmer og venner venter sikkert at høre noget om vor stilling til det meget alvorlige spørgsmål om tungetalebevægelsen, som har bevæget de troende kredse så dybt og på mange steder allerede ført til splittelse og forvirring. Vi er af den overbevisning, at al tungetalen ubetinget må holdes fuldstændig ude fra vore Blå Kors-foreninger og deres møder og 74

sammenkomster, at der altså ikke må drives propaganda derfor, at den ikke må blive øvet, ligesom heller ingen må tale om sine 'erfaringer' der. Det er så meget mere nødvendigt som det ligger i vort redningsarbejdes art vi i vore foreninger jo har mange troende mennesker, hvis nervesystem endnu lider meget under følgerne af det tidligere liv i synden, og som derfor er sjæleligt disponerede. Sådanne troende er visselig dyrebare i Jesu øjne; men de giver let efter for alt, hvad der indvirker stærkt på nerverne og følelsen, og kan da ikke skelne imellem, hvad der er guddommeligt, menneskeligt og dæmonisk. Skulle nogen så mene, at vi med dette standpunkt forsynder os imod 1. Kor. 14,39, så foruroliger det os ikke. Selv tilhængere af tungetalebevægelsen vil, når de tænker sagligt og blot forstår noget af Blå Kors-arbejdet, nødvendigvis måtte billige vort standpunkt. På den anden side er vi også af den mening, at Blå Kors-møderne ikke er stedet, hvor man skal føre strid imod bevægelsen.til disse sande og ædruelige ord,«siger pastor Juhl,»kan ledelsen af»det blå Kors«i Danmark fuldstændig slutte sig. Og når jeg har ofret så mange linier på denne sag, så er det som alt sagt ikke, fordi tungetalebevægelsen endnu har vundet nogen stor indgang; men fordi vi har historiens erfaring for, hvor let sligt sværmeri kan gribe om sig og en tid forvirre selv alvorligt troende mennesker.«i årbogen fra 1912 skriver pastor Juhl:»I beretningen i fjor omtaltes tungetalebevægelsens sværmeri som en af de ting, der havde voldet venner i Schweiz og navnlig i Tyskland mange vanskeligheder i arbejdet, medens vi endnu ikke havde mærket ret meget til det her i Danmark. I det afvigte år har vi mærket noget mere dertil, navnlig et par steder på Sjælland, og en enkelt forening har i den anledning måttet reorganiseres. Men vi har det indtryk, at forholdene nu igen er normale, selv om vi må beklage tabet af en del ellers gode medlemmer, som denne bevægelse har taget.«var Blå Kors' faste holdning i disse problemer nu også nødvendig, kan man spørge. Når Blå Kors i sine fremgangsår fik en så solid folkekirkelig opbakning under pastor Juhls ledelse, hænger det også sammen med, at man i Danmark betragtede Blå Kors som et ægte barn af vor evangelisk-lutherske folkekirke, som man kunne have tillid til. Hvis man skulle bevare Indre Missions tillid, måtte man også passe på her. Den linie, som blev lagt i Stenlille 1861 i Indre Missions fødselstime og siden fulgt, er jo velkendt. Blå Kors fulgte i det store og hele denne linie. Og dog er det væsentlige i sagen hermed ikke sagt, som er den sarte, sjælesørgeriske problematik. Mange af de ulykkelige mennesker, som Blå Kors gerne skulle hjælpe, har med deres baggrund tyndslidte nerver, og tåler ikke åndelige overspændinger; det har man altid måttet og må stadig tage højde for. Det var også klogt med bemærkningen om»ikke at føre strid imod bevægelsen«. Blå Kors egner sig ikke til at være kamppladsen for teologiske hanekampe, men skulle gerne være stedet, hvor man i åndelig visdom og yderste nænsomhed øver sjælesorg over for psykisk medtagne mennesker. Blå Kors og politik Hovedbestyrelsen i Blå Kors har altid principielt fastholdt, at et hovedbestyrelsesmedlems politiske tilhørsforhold var hans hverv som hovedbestyrelsesmedlem og øvrige arbejde i Blå Kors uvedkommende. Det måtte være hans eller hendes private sag. Det var ikke alle i Blå Kors, der havde lige let ved at acceptere dette standpunkt. Pastor J. A. Hansen, Vrads, 75

var i en lang årrække medlem af hovedbestyrelsen og formand for den særlige styrelse for redningshjemmet»kærshovedgaard«i Jylland. Han var socialdemokrat og vakte opmærksomhed ved engang i 1910 at holde et foredrag i den socialdemokratiske vælgerforening i Vejen om»socialisme og kristendom«. Lokale folk beskyldte ham for dermed at have blokeret for oprettelsen af en Blå Kors-afdeling i denne by og klagede til hovedbestyrelsen, som imidlertid udtalte, at hans personlige, politiske holdning ikke kom arbejdet i hovedbestyrelsen ved. For fredens skyld lovede dog pastor Hansen, at såfremt han lod sig opstille til folketinget for Socialdemokratiet, ville han trække sig ud af hovedbestyrelsen. Der kom uro omkring spørgsmålet igen i 1912, da J. A. Hansen var på valg. Situationen var yderligere vanskelig for J. A. Hansen på dette tidspunkt; der var nogle akutte personvanskeligheder med forstanderen på»kærshovedgaard«. Nogle ønskede ham ud af hovedbestyrelsen. En klage over J. A. Hansen blev behandlet på hovedbestyrelsesmødet 17. april 1912. Hvad skete der så? Der skete dette, at med hovedbestyrelsens eenstemmige tilslutning udtalte formanden, pastor N. Juhl, som ikke var socialdemokrat, en hjertelig tak til pastor J. A. Hansen for hans store og uegennyttige arbejde, særlig som formand for»kærshovedgaard«og betonede: at vrage ham som tillidsmand af politiske grunde ville hovedbestyrelsen ikke finde sig i. Skulle sligt tænkes, stillede hovedbestyrelsen sine mandater til rådighed. Altså en eenstemmig tillids- og solidaritetserklæring til pastor J. A. Hansen. Hovedbestyrelsesvalget på årsmødet i Svendborg i 1912 fik det lykkelige udfald, at pastor J. A. Hansen genvalgtes tillige med hele den øvrige del af bestyrelsen. Det er glædeligt ved at blade i Blå Kors' historie i denne periode at kunne konstatere, at Blå Kors ikke blamerede sig. Der er for mig ingen tvivl om, at her var igen en sammenhæng, hvor den kloge og besindige pastor N. Juhl med fremragende evner formåede at mægle og formidle en værdig holdning i en krisesituation. Redningshjemmene I Blå Kors' jubilæumsbog fra 1920 skriver pastor J. A. Hansen i afsnittet om redningshjemmene om, hvordan tusinder af hjem lægges øde på grund af de berusende drikke, så at mangfoldige hustruer og børn uforskyldt må lide forfærdeligt gennem mange år, og at mange ulykkelige, lidende, forpinte og forslidte hustruer er sørgelige vidnesbyrd herom. Fra disse ulykkelige hustruer og børn lyder der ligesom et eneste stort skrig til os andre om hjælp ud af deres nød og lidelse, og kender vi Guds faderkærlighed i Jesus Kristus som den stærke magt, der mødte os i vort liv og reddede os ud af synden, kan vi ikke andet end lytte til dette skrig og prøve at komme dem til hjælp ved at redde alkoholikere ud af drikkeriets forfærdelige elendighed. Erfaringer viser, fortsatte J. A. Hansen, at redningsarbejdet over for alkoholikere er meget vanskeligt og bringer mange og store skuffelser; men at det dog er muligt. At der for alkoholikere ingen anden mulighed er for redning end total afholdenhed fra berusende drikke, derom er alle, som kender redningsarbejdet, enige, og vil man for alvor være med i dette arbejde, må man selv være totalafholdende. J. A. Hansen gør opmærksom på, at indtil 1909 havde»blå Kors«en statistik, som ifølge indberetninger fra lokalforeninger viste, at 2100 af de daværende ca. 17,000 medlemmer tidligere havde været drikfældige, 76

men at tallet af reddede alkoholikere i Blå Kors i virkeligheden sikkert var større end anført, da en del lokalforeninger ikke havde ønsket at give oplysning om dette forhold. Hvilken vældig betydning dette direkte personlige redningsarbejde havde for de mange reddede alkoholikere, for deres hustruer, børn og hjem, ja for hele samfundet, kan enhver forstå, sagde pastor J. A. Hansen. Men alt kunne ikke klares på foreningsbasis. Det var man klar over i forskellige kredse inden for afholdsbevægelsen, og oprettelsen af redningshjem, som man dengang benævnede dem, var allerede sket, inden Blå Kors kom ind i billedet. Flere af disse redningshjem havde en kortere levetid uden at blive afløst af andre inden for pågældende afholdsorganisation. Men det var først efterhånden, at Blå Kors blev førende i arbejdet på redningshjemmene. Det første redningshjem her i landet,»godthåb«, ved Holstebro, blev oprettet af en privatperson, grosserer Styhr, 1893. Der var plads til 12 patienter og overtoges nogle år efter af»samfundet til ædruelighedens Fremme«. Det andet redningshjem»enkrateia«(et græsk ord, der betyder: afholdenhed) med plads til 26 patienter blev oprettet 1896 på foranledning af fru Amalie Simony. En lille trofast kreds, særlig af Blå Kors-medlemmer, støttede hjemmet; det føltes derfor ganske naturligt, at Blå Kors 1908 officielt overtog hjemmet. Hjemmet var beliggende på Ole Nielsens Vej i Emdrup, bestående af to villaer,»enkrateia«og»ebenezer«. Der var seks eneværelser, medens resten var fællesværelser til to, tre eller fire patienter. Kosten og alt andet var ens for alle patienter. Til hjemmet hørte to store haver på ca. fire tønder land, hvor patienterne kunne være beskæftiget den største del af året. På dette hjem kom der i årenes løb en del patienter, der helt eller delvis selv kunne betale for deres ophold, som embedsmænd, bestillingsmænd, kontorfolk og andre fra de noget bedre stillede sociale befolkningslag. Fru Simony var hjemmets forstanderinde i 17 år indtil 1913, da hun afløstes af premierløjtnant P. Johansen og hustru. Johansen havde været inspektør på hjemmet en række år. Han var forstander på»enkrateia«indtil 1. november 1918, da han fik forstanderpladsen på Københavns kommunes nye redningshjem»fårupgård«ved Vejle. Blå Kors' formand, pastor N. Juhl, var, siden Blå Kors overtog»enkrateia«, formand for dets»særlige styrelse«. 1899 oprettede Olga Fensmark et redningshjem»solhjem«, også for mænd. Det var først et hjem i Gentofte, senere i Køge og sidst i Frerslev ved Haslev. Et lille landbrug var knyttet til hjemmet. Metodistkirken havde i samme periode et redningshjem»stormly«i Hjallese ved Odense, et mandshjem, hvor mændene havde mulighed for at være beskæftiget ved havebrug.»danmarks Afholdsforening«stiftede 1905 foreningen»danske afholdsvenners redningsarbejde for alkoholister«. Ved landsindsamlinger fik de oprettet to redningshjem, Astrup ved Jebjerg for mænd og»konkordia«ved Nærum for kvinder. General Olaf Ryes villa på Kastelsvej Inden hovedbestyrelsen officielt kom igang med redningshjem var tanken fremme om mindre optagelseshjem på lokal foreningsbasis, f.eks. også på Østerbro i København, hvor Blå Kors-arbejdet i Danmark jo begyndte. Det var særlig Frihavns sogn, dette nye sogn 77

med sit blomstrende menighedsliv, der her udfoldede et initiativ. Pastor Anton Skettrup var residerende kapellan ved Frihavnskirken og var sammen med H. P. Mollerup meget aktiv også i Blå Kors arbejdet. I august 1905 gjorde Anton Skettrup skridt til at fa oprettet et optagelseshjem. I begyndelsen forsøgte man sig med nogle lejligheder i Willemoesgade og Holsteinsgade. Man enedes på Østerbro om at gøre det til et fælles hjem for Østerbros Blå Kors' lokalforeninger under navnet»østerbros Blå Kors Hjem«. Efter nogle gode års forløb blev man dog klar over, at forholdene var for små, og flyttede så ud på Kastelsvej 10 12 i en trævilla, der i sin tid havde tilhørt general Olaf Rye. General Olaf Rye er jo et særdeles kendt navn i Danmarks historie; på grund af sine fremragende militære kvalifikationer var han nok den mest populære skikkelse i treårskrigen, mest kendt for sin deltagelse i det sejrrige udfald ved Fredericia 6. juli 1849, hvorunder han selv faldt nær ved Treldeskansen uden for Fredericia. En af de slet ikke så få virkelig betydelige kvinder, der gjorde en indsats for Blå Kors dengang i København, var translatrice i fransk, frk. Dagmar Prior. Dagmar Prior fortæller lidt herom i et skrift, hun forfattede i 1924:»Når jeg ser på de enkelte, gamle, værdige træer, der endnu er tilbage fra hin svundne tid, tænker jeg, at de ofte ved solfalds tid i lune sommeraftener læner sig imod hinanden og samtaler om romantikkens, heltemodets og begejstringens dage. Hvem ved, måske ryster de på hovedet og ønsker sig unge igen. Var de ikke blevet så stive i ryggen og svagelige, ville de måske bukke sig ned og fortælle historien om hine tiders mænd til en og anden af dem, som nu vandrer på mindernes grund. Måske ville de sige: Olaf Rye og hans tapre mænd gav hjerteblod og liv i kamp med landets ydre fjender. Vågn op, I danske mænd! Til kamp mod landets indre fjender, rustrafikken. Endnu for nogle år siden - siger Dagmar Prior 1924 - var der i general Ryes have nogle dejlige, store, runde lysthuse, hvor vi ofte samledes med børnene til sommerstævne, og hvor også Blå Kors holdt forfriskende friluftsmøder. Men desværre måtte også de falde.«der var plads til 14 patienter på»østerbros Blå Kors Hjem«; patienterne var beskæftiget med brændehugning, rulning, tæppebankning, flytning o.l. I en række år var forstanderen for det lille optagelseshjem en fhv. alkoholiker; ud fra sit eget livs erfaring kunne han forstå patienterne; også på dette hjem er der mennesker, der er blevet hjulpet. Hjemmet blev overtaget af hovedbestyrelsen 1. aug. 1926; men hjemmet nærmede sig sin afslutning. Sommeren 1927 blev lokalerne på Kastelsvej 10 12 opsagt til nedrivning, og det arbejde, der var foregået ud fra Kastelsvej indtil da, blev herefter varetaget ud fra redningshjemmet»enkrateia«. Blå Kors'-folkene på Østerbro i København var jo de første Blå Kors-folk i Danmark, hvorfor jeg synes, at Blå Kors-redningsarbejdet ud fra general Olaf Ryes villa lige skulle nævnes. Kærshovedgaard»Hvad udadtil tabtes, skal indadtil vindes«det var Enrico Mylius Dalgas (1828-94), der gjorde disse ord til motto for sin livsgerning: opdyrkningen af den jyske hede. Det var ham, der 28. marts 1866 stiftede»det danske 78

Hedeselskab«, hvis administrerende direktør han var lige fra starten og indtil sin død. Men oprindelig var han officer; han udkommanderedes som løjtnant ved artilleriet allerede ved krigens udbrud 1848 og tog aktiv del i hele treårskrigen. Efterhånden avancerede han på sin militære løbebane helt op til oberstløjtnant. Og så skulle hans livsgerning dog blive på det civile plan. Efter Danmarks forsmædelige nederlag 1864, var der nationalt set dyb depression i mange danske sind. Nogle var så deprimerede, at man tænkte: Tyskland standser nok ikke ved Kongeåen, men opsuger hele Jylland, og så kan øerne gå til Sverige, og vor nationale identitet blive udslettet. For en officer som Dalgas må det også have været en svie i sindet, at vi efter nederlaget var en invalideret nation. Han gav sig imidlertid ikke depressionen i vold, men foreholdt sig selv og andre:»hvad udadtil tabtes, skal indadtil vindes«. Masser af hedearealer blev frugtbare marker, og masser af plantageanlæg blev gennemført. På grund af hedeselskabets arbejde voksede skovprocenten i løbet af et par menneskealdre i Jylland fra 2,7 til 7,9. Blå Kors fik om jeg så må sige sit første officielle rednings-hjem på landsplan midt i den jyske hede. Og meningen med redningshjemmet»kærshovedgaard«kan godt udtrykkes bl.a. med mottoet:»hvad udadtil tabtes, skal indadtil vindes«. Som hele nationen Danmark efter nederlaget var hærget, sådan var mangt et enkelt menneske hærget af livets nederlag på grund af spiritus af de folk, der i årenes løb kom på Kærshovedgaard, og der skulle dog blive nogle, der timeligt og åndeligt her blev hjulpet. Det var pastor Carl Christensen, der som den første fik tanken, at Blå Kors trængte til et redningshjem, der helst skulle ligge et fredeligt sted ude på landet. Han var i sin præstegerning i forlegenhed med, hvad han skulle stille op med medtagne alkoholikere, der trængte til at komme på et redningshjem, og talte engang med kammerassessor Sofus Edholm om det. Efter at sagen så først var behandlet i hovedbestyrelsen, kom den frem ved årsmødet i Herning i juli 1905, forelagt ved pastor Carl Christensen, og årsmødet ønskede, at der skulle arbejdes videre med sagen. Samme år, den 19. oktober, stod præsterne J. A. Hansen og Carl Christensen samt et par andre af hovedbestyrelsens medlemmer på»de blå bjerge«, et lyngbakkedrag i den nordvestlige spids af Vrads sogn. Hvor kunne disse lyngbakker være smukke, når lyngblomsten blomstrede med sin violette farve i sensommerens pragt; deraf kom udtrykket»de blå bjerge«. Lidt øst for»de blå bjerge«så hovedbestyrelsens gesandter en gammel hedegård,»kærshovedgaard«, hvortil der hørte 216 tdr. land, deraf 100 tdr. land opdyrket hedejord, 25 tdr. land eng og resten hede. Købesummen for gården med besætning var: 14.800 kr. 1. april 1906 overtog Blå Kors gården, og den 10. april 1906 ankom hjemmets første forstanderpar, L. M. Lauritzen og hustru sammen med de første tre patienter. 24. maj 1906 nedlagde Blå Kors' formand, sognepræst N. Juhl, grundstenen til en patientbygning, som opførtes efter tegning af tømrermester Niels Jensen fra Vejle, der både var medlem af hovedbestyrelsen og den særlige styrelse, der blev dannet til at varetage»kærshovedgaard«s anliggender. Patientbygningen blev indviet 25. oktober 1906, og der var nu plads til 32 patienter. En overgang var der tale om sovesale; men det gik man heldigvis fra. Det var ikke mindst den nye forstander, der holdt på, at hver enkelt patient skulle have sit eget værelse. Lauritzen havde haft en stilling som opsynsmand ved St. Johannes Stiftelsen i København og vidste noget fra København om, hvor dårlig forholdene kunne være for samfundets stedbørn. På et kristent' hjem skulle der være mulighed for at kunne efterleve Jesu ord i Mat. 6,6:»Men du, når du beder, så gå ind i dit kammer, og luk din dør, og bed til din fader, som er i det 79

skjulte, og din fader, som ser i det skjulte, skal betale dig.«men så måtte hver enkelt patient også have sit eget værelse for sig selv. På årsmødet 1907 besluttedes det at købe en lige ved hjemmet liggende gård,»gl. Kærshovedgaard«med et jordtilliggende på 220 tdr. land for 16.000 kr., og på årsmødet 1910 besluttedes det at købe en mindre ejendom på 60 tdr. land, som havde hørt til»gl. Kærshovedgaard«, for 2650 kr., så at redningshjemmet nu havde et samlet jordtilliggende på ialt 500 tdr. land. Senere blev der indrettet små kamre i»gl. Kærshovedgaard«s stuehus, så der blev mulighed for at modtage op til 50 patienter. Det var helt klart fra begyndelsen, at alkoholikere omtaltes som patienter. Hvad var målsætningen for»kærshovedgaard«som iøvrigt for de kommende redningshjem? Det var klart udtrykt i statutterne:»kærshovedgaard«er oprettet for at yde mænd, som vil udfries fra de berusende drikkes indflydelse, et tilflugtssted, hvor de under et kristent hjems velsignelse ved Guds nåde i Jesus Kristus kan blive oprejst både på legeme og sjæl og fa kræfter til at føre et helt nyt liv.«det var egnens læge, der også var hjemmets læge; noget specielt psykiatrisk tilsyn var datidens samfund ikke nået frem til. Under opholdet på hjemmet måtte man respektere totalafholdenhed. Fristelsesmuligheden lå heller ikke lige om hjørnet.»kærshovedgaard«ligger en mil fra Bording St. og også den gang en mil fra nærmeste spiritusudsalg. Inden indlæggelsen var patienterne som regel hårdt medtagne, og de fleste havde oplevet delirium tremens inden optagelsen. De mest medtagne måtte de første dage efter indlæggelsen være sengeliggende, når de rystede over hele kroppen ved afvænningens påbegyndelse. I en sådan situation har man ingen appetit, men er frygtelig tørstig, fordi man ikke far spiritus. De fik så al den mælk, de kunne drikke. Når en uges tid var gået, og alkoholgiften nogenlunde var ude af kroppen, opstod så den normale appetit, og man lagde på hjemmet megen vægt på en god, sund kost. Det var meget nødvendigt, for at patienterne kunne komme rigtig til kræfter. Man tør nok sige, at man var stærkt inde på arbejdsterapi dengang. Primært naturligvis for patienternes egen skyld. Mange af dem havde jo på grund af de berusende drikke mistet både arbejdsevne og arbejdslyst og var kommet helt ud af normal arbejdsrytme. Man prøvede på at lære patienterne det regelmæssige arbejdes velsignelse. Det regelmæssige arbejde, så vidt muligt i fri luft, anså man for at være et uundværligt helbredelsesmiddel på redningshjemmene, og patienterne skulle være villige til at indgå i en arbejdsplan, naturligvis under hensyntagen til evner, anlæg og kræfter. Og der var jo forskellige muligheder i mark, plantage, have og hus m.m. Otte timers arbejdsdagen, som jo ikke dengang var almindelig praktiseret, fulgte man på»kærshovedgaard«; i de to mørkeste måneder af året dog kun syv timer. Det kan lige nævnes, at under krigen 1914-18 var en del af arbejdet at skære tørv i moserne.»kærshovedgaard«blev også kendt for kurvefletning og fabrikation af havestole. Blå Kors' redningshjem var bestemt ikke kommercielle foretagender, hvor der skulle indtjenes noget til foreningen. Det var lige omvendt sådan, at medlemmerne gang på gang måtte støtte hjemmenes drift med gaver; efterhånden indførtes en fast»redningsuge«om året, hvor man særlig samlede ind til rednings-hjemmene. Flere gange i årenes løb havde man landsindsamlinger. - Udbyttet af patienternes arbejde måtte opfattes som delvist vederlag for opholdet. Der var jo kun i meget beskedent omfang statsstøtte til sådanne hjems drift. For at kunne opmuntre patienterne havde man på Kærshovedgaard ved forskellige arbejder tilstået dem nogen akkordfortjeneste, og flinke og flittige patienter fik desuden nu 80

og da udbetalt påskønnelse for veludført arbejde. Hvor længe skulle man blive på et redningshjem? Det var almindelig opfattelse både herhjemme i Danmark og i udlandet, at opholdstiden burde være mindst ½ år og helst 1 år. I de første år skulle patienter ved indlæggelsen underskrive en erklæring om villighed til at blive på hjemmet ½ år; dette udvidedes senere til at gælde mindst 1 års ophold. Men man hverken kunne eller ville gennemtvinge sådant, men kun på frivillighedens basis stærkt opfordre hertil, fordi det var alle rednings-hjems erfaring, at de længere ophold gav langt færre tilbagefald. Man må i dag med langt mere kortvarige ophold ikke glemme, at man jo ikke dengang havde de medicinske hjælpemidler til støtte for patienten efter udskrivningen, som man kender i dag. Man må egentlig undre sig over, at»kærshovedgaard«nåede op til en gennemsnitlig opholdstid på 324 dage. Blå Kors var nybegynder i redningsarbejdet uden større støtte fra bevilgende myndigheder og uden psykiatrisk sagkundskabs bistand. Så vel en forening som enkeltpersoner må jo da gøre deres erfaringer, og alle har vi vel måttet betale vore lærepenge i hvad, vi har, haft med at gøre. I de første fire år gik det i enhver henseende ubeklageligt, og der var stort set tilfredshed; et arbejde af denne art kan ikke undgå at give skuffelser. Men det gik ganske godt med hjemmets forstanderpar i de første år. Der var også patienter, der gav udtryk for deres påskønnelse. På ægteparrets bryllupsdag, der også var Lauritzens fødselsdag, den 27. april 1909, havde en kreds af tidligere patienter skillinget sammen til en ponyvogn med følgende inskription på et sølvskjold:»forstander L. M. Lauritzen og hustru i taknemlig erindring fra tidligere patienter.«og det var da egentlig ganske rørende og kønt af dem. Fra deres første tid var der flere patienter, der skrev taknemlige breve efter udskrivningen. Der var en, der skrev:»jeg har ikke andet end glade minder ude fra»kærshovedgaard«; jeg tænker tit på»de blå bjerge«; de må være kønne i denne tid. Jeg tjener 21 kr. om ugen; vi er 10 mennesker med mig selv; men Gud har været god imod os.«en anden patient:»selv om der kan komme trængselsdage, har vi et holdepunkt, der kan løfte over alle skær.«- Og så er der en tredie patient, der har indtjent en formidabel overskudskapital på 5 kr. (dengang kunne man få noget for 5 kr.) ved overarbejde på sin arbejdsplads, som var i nærheden af redningshjemmet; den skulle sandelig den rare fru Lauritzen have med anmodning om at sørge for chokolade til alle på hjemmet. --- Og så sker der noget forfærdelig sørgeligt i 1912, der bevirker, at forstander Lauritzen (også med egen vurdering af situationen) fratræder sin stilling 1. maj 1912, dog med løn indtil udgangen af juni måned. Det hele var ligesom ved at hoppe afsporet for ham; kommunikationen mellem ham og den særlige styrelse svipser, og han har svært ved at følge givne anvisninger. Budgettet kan ikke holde; staten halverer sit i forvejen beskedne tilskud til redningshjemmene, og det kniber åbenbart at indse, at hjemmets økonomi lader en del tilbage at ønske. Og situationen kommer helt på højkant, da der kommer en protestskrivelse fra 45 patienter til hovedbestyrelsen med en række klager over både forstander og formanden for den særlige styrelse, pastor J. A. Hansen, og en række krav. Hovedbestyrelsen skynder sig med at sende kammerassessor S. Edholm til»kærshovedgaard«for at få ro og orden i lejren. Edholm forhandler i flere timer med patienterne, som ender med 81

en forståelse og et forlig, så de alle går i arbejde undtagen en mand, han, der havde forfattet protestskrivelsen; han forlader hjemmet. Lauritzen trækker sig tilbage, og diakon J. Thomsen bliver konstitueret som forstander. Og en væsentlig ting mere sker. Hovedbestyrelsen erkender, at 50 patienter er for meget på et redningshjem, idet der bliver for lidt lejlighed til at være noget for den enkelte. På pastor J. A. Hansens eget forslag bifalder hovedbestyrelsen, at patienttallet nedbringes til 35. - Det er nævnt, at mange af patienterne havde haft delirium tremens inden indlæggelsen og måtte altså være psykisk meget skadede, og når det er tilfældet, så kan der undertiden ske farlige psykisk betonede aggressioner. Er man selv enten ansat eller ansætter man andre i et sådant arbejde, skal man tage højde også for sådanne faremomenter. Man skal også passe på, at man ikke i sådanne kriser overdramatiserer. Lad der være et lille forsonende skær midt i det vemodige. I de første fem år på»kærshovedgaard«var gennemsnitsopholdstiden 185 dage. Lige akkurat i kriseåret var gennemsnitsopholdstiden for patienterne nået op på 250 dage. Dér er ingenlunde tale om en flugt væk fra hjemmet - tværtimod. Og lige også fra denne periode er der en køn artikel i et særtryk af»hedeselskabets tidsskrift«nr. 5 i 1911 om»kærshovedgaard«, skrevet af skovrider Chr. Dalgas, en søn af den berømte Enrico Dalgas. Chr. Dalgas skriver om»kærshovedgaard«:»der var her for fem år siden for små midler blevet købt en fattig og øde beliggende hedegård; men allerede nu frembryder den et såre hyggeligt skue.»patienter«udførte al gårdens arbejde. De pløjede og såede, snedkererede og malkede og overalt var der som blæst. En smuk have var vokset op i de fem år, en planteskole bleven anlagt, en betydelig plantage var oprettet, og på engen, der hidtil kun havde ydet lidt, var der gode engkulturer og en vellykket pilekultur.«- Når det kikser for et medmenneske, er det tiltalende ikke at glemme eller overse det gode, der var grund til at være taknemlig for. --- Den konstituerede forstander, diakon J. Thomsen, gift med Carla, F. Elmer, fastansattes, og forstanderparret havde deres gerning på»kærshovedgaard«til 1. maj 1917, hvorefter de afløstes af forstander T. Skak Barfod og hustru. Forholdene blev ret hurtigt rolige og normale igen. Der var mennesker, der blev hjulpet, og der var også dem, der gav udtryk for taknemlighed. En hustru skrev efter sin mands hjemkomst fra»kærshovedgaard«i et smukt brev til forstander J. Thomsen:»Der er solskin, og der er lovsang i min sjæl for den store glæde, vi har haft, at se min kære mand og fader komme hjem fra»kærshovedgaard«som et troende og omvendt menneske, og der er solskin og lovsang i vort hjem, fordi Jesus, vor kære Frelser, nu helt har taget bolig hos os, og hvad nød er der, hvor han er nær.«men så lykkeligt går det desværre ikke altid. Pastor J. A. Hansen nævner i Blå Kors' Almanak fra 1932 en patient, hos hvem det ikke syntes at være lykkedes med opholdet på»kærshovedgaard«. En patient, som straks efter Vi års ophold på»kærshovedgaard«faldt tilbage i drikkeri og vagabonderen, kom julen derefter midt under en hård vinterkulde - vandrende til hjemmet, elendig og forkommen, og bad om husly i julen. Vi modtog ham, siger pastor J. A. Hansen, og opfordrede ham meget indtrængende til at blive her hos os, om han dog kunne blive hjulpet ud af de berusende drikkes magt. Han indrømmede, at dette ville være det bedste for ham; men han kunne ikke slå sig til ro, hans af spiritus ødelagte sjæl higede ud på landevejen til vagabondens elendige liv, og denne mand havde 82

endda under sit første ophold på»kærshovedgaard«skrevet nedenstående smukke lille digt, som for mange år siden har stået i Blå Kors-bladet, et digt, som vidner om, hvor forfærdeligt de berusende drikke kan binde og gøre os mennesker til trælle. En kærlig hilsen sender jeg til Dem med disse simple, fordringsløse blade fra alle her og fra vort stille hjem fra lyngens land, hvor alle er så glade. Så fjernt fra larm, fra livets vilde færden, en sjæl så syg fandt her den milde fred, som før forgæves søgt, så langt i vide verden, et glimt af sol, som aldrig skal gå ned. Lad denne tanke, som vel knap jeg nævner med rette ord, knap tolke kan med pen bevis dog være, hvad en broder evner at gøre for en falden bror og ven. En pegen opad kan for mange blive en bro til evighedens rette land, en kærlig hånd i rette tid kan rive fra stejle skrænt, fra afgrunds bratte rand. En tak til dem, som vil en falden bære med kærlig hånd til livets rige væld, en tak til dem, som vil en sådan være en støttestav i livets sene kvæld. Jeg selv, jeg takker dem, som mig har draget fra vilde vej, fra verdens storm og stød. Ja, tak! o tak! fordi at jeg blev taget fra dette liv, som værre var end død. Og så kunne den stakkels mand alligevel ikke modstå landevejens dragende magt, så manden, der skrev disse kønne vers, alligevel vendte tilbage til»dette liv, som værre var end død.«var det så spildt, forgæves? Det ved kun Gud, der ser i det skjulte. Og mon ikke der dog ligger gemt noget i Ingemanns ord:»i mulm er kærlighedsvingen bredt ud,«hvis dybder vi ikke kan lodde? 83

El Recreo«Redningshjem for kvinder Det var ikke bare mændene, der havde spiritusproblemer, men også kvinder, selv om mændene var i overtal. Der eksisterede allerede flere hjem for kvinder, inden Blå Kors fik sit hjem for kvinder. Der var»ebenezer«på Søndre Fasanvej 44, Frederiksberg; der var»sichar«ved Århus og»konkordia«i Nærum, ligesom Københavns Indre Mission havde et arbejde igang i det indre København, hvor man havde lejet en lejlighed i Adelgade. Bymissionær, frk. Louise Bruun, havde her en beskeden arbejdscentral, hvorudfra hun gjorde et redningsarbejde blandt kvinder. Det lille hjem benævnes»sichem«. Det var begyndelsen til det arbejde, der senere under samme navn videreførtes i Taastrup 1917-49. Men disse hjem dækkede ikke behovet; der var ventelister. Så det var naturligt, at Blå Kors også tænkte på kvinderne. I flere år havde man talt om det; først skulle imidlertid»kærshovedgaard«op at stå. På årsmødet i Esbjerg 1909 vedtog man, at nu skulle man i gang med at få rejst et hjem for kvinder, og der blev dannet en komité, bestående af 15 kvinder. Det viste sig som ved andre lejligheder, at der også dengang var mange dygtige og ansvarsbevidste kvinder, der aktivt kunne og ville tage et ansvar på sig. Blandt de 15 var Eleonora Juhl, gift med landsformanden, sognepræst Niels Juhl. Hun kom til at arbejde en del for det planlagte hjem for kvinder, hvorfor hendes bratte død 1913 også for Blå Kors var et smerteligt tab. Endvidere var der Jonna Lange, gift med overbibliotekar H. O. Lange. Jonna Lange valgtes til komiteens formand. Man fik tilbud om at købe afdøde biskop T. Skat Rørdams villa i Ordrup, kaldet El Recreo og beliggende Ordrupvej 59. Købesum: 32.000 kr. Der var samlet ind under private former, og nu fik man tilladelse til en landsindsamling i oktober måned 1910, der blev vellykket. Hjemmet kunne indvies allerede tirsdag den 8. november 1910. Til forstanderinde for»el Recreo«ansattes en sygeplejerske, frk. Marie Larsen, og hun var hjemmets forstanderinde hele tiden. Der skaffedes plads til 12 patienter. Antallet af patienter på»el Recreo«blev kun 85. Dets funktionstid blev kort. Den under krigen 1914-18 foretagne indskrænkning i spiritusfabrikationen og dermed følgende rationering medførte hurtigt en så stærk nedgang i patientantallet, at man endog på»kærshovedgaard«i foråret 1919 nåede helt ned til seks patienter. For»El Recreo«s vedkommende kom der under krigen så godt som ingen tilgang, hvorfor hjemmet den 1. maj 1918 blev solgt, og salgssummen hensat til eventuel senere oprettelse af et Blå Kors' redningshjem for kvinder, når trangen dertil atter måtte vise sig. Men så længe hjemmet eksisterede, var det et dejligt sted at være, der imødekom et stærkt behov hos ulykkelige kvinder. Påfaldende var det, at så mange kvinder blev deres tid ud på hjemmet, altså 1 år, trods familie og børn. Man var beskæftiget med håndarbejde, vævning, syning, broderi, gerning i hus og have. Årsagerne til deres ulykkelige baggrund var højst forskellige. F.eks.»Moderen død af drik«.»faderen værtshusholder«.»faderen i sin yngre alder alkoholist«.»hendes første mand drak sig ihjel«.»utroskab fra mandens side osv.«selv kvinder kunne i deres fortvivlelse komme ud i særdeles hårdt drikkeri. Dejligt var det, når en tidligere patient kunne skrive til forstanderinden:»jeg kan ikke beskrive, hvilken glæde det er for alle her- 84

hjemme og selvfølgelig mest for mig at jeg er rask. Når jeg nu ser tilbage på mit forspildte liv, da må jeg næsten væmmes ved mig selv. - Gud ske lov, jeg fik øjnene op i tide. Tak for den store tålmodighed, når humøret var dårligt - når jeg nu sidder herhjemme, skønner jeg først rigtigt derpå. Hvor meget har jeg dog forbrudt mod mit hjem og min mand. - Jeg kan ikke fortælle Dem, hvor lykkeligt vi har det sammen.«men hun havde altså også en ægtefælle og et hjem, der ventede på hende. Hvem betalte redningsarbejdet? I vid udstrækning holdtes arbejdet i gang ved indsamlinger og gaver til arbejdet. Det var meget få, der havde nogen som helst mulighed for selv at betale. Og det var i mange år i ret begrænset omfang, at der tilflød arbejdet økonomisk støtte fra offentlige myndigheder; men noget bevilgede man dog.»kærshovedgaard«fik ret hurtigt et årligt statstilskud på 1000 kr. og»enkrateia«havde siden 1899 fået i årligt statstilskud 4000 kr. Fra årbogen i 1908 oplyses, at patientbetalingen er 60 kr. i kvartalet; men fattige patienter - og det var de jo næsten alle optoges uden betaling, idet der dog altid betaltes for dem, som var under kommunal forvaltning med taksten for anbringelse på fattiggård eller arbejdsanstalt (ca. 66 øre pr. dag). Af de i regnskabsåret optagne 58 patienter har 51 været på hjemmet ganske uden betaling, medens der kun betaltes for syv, hvoraf de fleste var indlagt for en kommunes regning. Indtægten ved patientbetaling var kun: 1371,50 kr. Gaver, indsamlet i Blå Kors-foreninger, androg 16.783,75 kr., et efter datidens forhold pænt beløb, sammenlignet med statens tilskud på 1000 kr. Indtægten ved overskud fra salg af årbogen, der fra 1906 1933 redigeredes af pastor N. Juhl, gik til redningsarbejdet. De offentlige myndigheder var med i økonomisk støtte fra starten af, men såre beskedent. Det var lokalforeningerne, der ikke bare personligt, men også økonomisk tog ansvaret for, at alkoholikerne fik mulighed for hjælp. Flere gange har der været landsindsamling til redningshjemmene. Det var der også i 1907, hvor de kristne redningshjem gik sammen. Der indkom ca. 87.000 kr., der efter fradrag af udgifter fordeltes på følgende måde: 1) Kærshovedgaard: 21.000 kr., 2) Enkrateia: 16.800 kr. 3) Solhjem: 14.000 kr. 4) Stormly: 11.200 kr. 5) Sichar: 8.400 kr. 6) Godthåb: 7000 kr. 7) Kvindehjemmet»Ebenezer«i Valby: 1000 kr. 8) Blå Kors-hjemmet i Willemoes-gade 56: 1000 kr. - Et restbeløb på ca. 5000 kr. stilledes til fri disposition for Blå Kors i redningsarbejdet. For at skaffe bedre økonomisk opbakning fra statens side trådte et udvalg, repræsenterende forskellige redningshjem, sammen for at finde frem til en bedre ordning. Udvalget, som i 1912 forhandlede med indenrigsministeren, bestod af folketingsmand L. Kvist, sognepræst N. Juhl, sognepræst J. A. Hansen, pastor N. Dalhoff, lærer H. P. Aage i Haslev og lærer Jørgensen i Brønshøj. Allerede ved forretningsudvalgsmødet 17. januar 1913 kunne pastor Juhl meddele, at alle politiske partier i folketinget for den nye finanslovs vedkommende havde tiltrådt, at statskassens tilskud til redningshjem skulle forhøjes med 13.000 kr. til 20.500 kr., hvorefter der for regnskabsåret 1913-14 kunne forventes et ret betydeligt forhøjet tilskud til»kærshovedgaard«. Hidindtil havde der også været nogen vilkårlighed i bevillingerne til de forskellige hjem. Nu vedtoges ensartede regler. Den nye ordning med statstilskud til hjemmene gik ud på, at tilskuddet fra statskassen står i forhold til, hvor mange fripladser der ydes på hjemmet. Normalbetalingen på alle hjem er fastsat til 2 kr. pr. dag, altså 60 kr. mdl. Kan en patient ikke udrede denne normalbetaling, tilbyder statskassen 1/3 af det manglende; 85

optages en patient gratis, tilbyder staten altså 20 kr. (1/3 af 60 kr.) mdl.; kan han betale 30 kr., tilbyder staten 10 kr. Et udvalg, bestående af repræsentanter for de statsanerkendte rednings-hjem med folketingsmand Laust Kvist som formand danner bindeled mellem ministeriet og de enkelte redningshjem; udvalgets sekretær er lærer Jørgensen i Brønshøj; til ham indsendes fortegnelse over patienter, der er berettiget til statstilskud; engang i kvartalet gøres der op, og der udbetales til hvert redningshjem statstilskud for det forløbne kvartal. Det kan ikke siges andet, end at det er en langt retfærdigere fordelingsmåde end den tidligere noget vilkårligere, ligesom også statens tilskud er meget rigeligere. Man var da også meget taknemlig for de positive forhandlinger med indenrigsminister Jensen- Sønderup i denne sag.»el Recreo«kunne ikke lige straks komme ind under ordningen. For der var truffet den bestemmelse for at undgå misbrug at et redningshjem skal have bestået i mindst tre år og have plads til mindst 10 patienter for at være tilskudsberettiget. Endvidere var der den bestemmelse, at et redningshjem skulle forpligte patienterne til at blive på hjemmet mindst V2 år, før hjemmet kunne blive statsanerkendt og få del i tilskud. For Blå Kors betød det, at statskassens årlige tilskud til redningshjemmene steg fra 5000 kr. til 8.500 kr., og så var»el Recreo«endda endnu ikke med. Statskassens tilskud til den almindelige agitationsvirksomhed steg fra 2000 kr. til 3000 kr. årligt. Fra 1. april 1917 forhøjede indenrigsministeriet statskassens tilskud fra 1/3 til ½ af normalbetalingen, dvs. at det månedlige tilskud for en fripatient blev forhøjet fra 20 kr. til 30 kr., og for moderationspatienter i forhold dertil. Der var enkelte patienter, der betalte for deres ophold, men som sagt ikke mange; det var mest på»enkrateia«, hvor der indlagdes patienter fra økonomisk og socialt bedre stillede samfundslag, som havde råd til at betale. Rationering og en ny, forhøjet spiritusbeskatning nedsatte glædeligvis desværre kun for nogle få år behovet for indlæggelser på redningshjem. Allerede 1919 var af de dengang ni statsanerkendte og statsunderstøttede redningshjem nu de fem overflødige og afhændet til andre formål. Det varede ikke længe denne glædelige nedgang. 1924 var der seks statsanerkendte redningshjem, hvoraf de fire var Blå Kors-hjem: Kærshovedgaard, Enkrateia og Haroldseje under hovedbestyrelsen; Østerbros Blå Kors-hjem på Kastelsvej var under lokalt styre.»sikem«i Tåstrup, et redningshjem for kvinder bestyredes af Indre Mission i København, og»korsdal«i Rødovre hørte under Kirkens Korshær. Vi er kommet dertil, at hvad angår redningsvirksomhed blandt alkoholikere, er kirkens arbejde og dvs. folkekirkens - ikke blot det førende, men det eneste. Hvilke frugter har redningshjemmene båret? Som det første kvarte århundrede er ved at løbe tilende, hvad angår Blå Kors i Danmark, er det nærliggende at spørge med henblik på redningshjemmene: Hvad kom der ud af det? En så velorienteret mand som pastor J. A. Hansen mener at kunne sige, at af de udgåede patienter i perioden op til 1920 er noget over 1/3 vedblevet at være totalafholdende efter opholdet på et redningshjem hos Blå Kors, dvs. at henved 500 alkoholafhængige mænd og kvinder skulle være blevet reddet. Statistik skal altid omgås med varsomhed, og da især i kristne sammenhænge. Kun 86

Gud, som ser i det skjulte, ved helt nøje, hvad der er sket eller ikke sket. Vi kan ikke registrere vor Herres velsignelser og skal ikke. Det er dejligt, når en alkoholiker kan blive en nyttig samfundsborger, både for ham selv - og det mest og for hans omgivelser. Sådan noget kan man i dag bruge så fine ord om som revalidering og resocialisering, og det er såre nyttigt at give en hånd med her. Men det er endnu vigtigere - uden pression naturligvis -, om et stilfærdigt redeligt ord om Jesus Kristus kan nå ind i et menneskehjerte og i stilhed spire og vokse der. Som kristne afholdsfolk skal vi ikke lade os låse inde i revalideringens og resocialiseringens cirkler. Lever vi selv af ordet og forsøger vi i stor skrøbelighed at bringe ordet, må vi tro, at det vender ikke tomt tilbage, at Gud hører råbet fra dybet hos den mislykkede - os mislykkede! Enkrateiasangen Man kan vist godt sige, at udskrevne patienter fra»enkrateia«dannede den første patientforening allerede før den første verdenskrig. I hvert fald var der en særlig Blå Korsforening for nuværende og tidligere patienter med pårørende. Foreningens navn var»filadelfia«(broderkærlighed). Det var en stor glæde i Blå Kors, at mange af de gamle patienter var denne Blå Kors-afdelings trofaste støtter. En særlig glæde var den årlige tilbagevendende familiefest i september måned, hvor alle de gamle patienter, hvem det gik godt, samledes på hjemmet tillige med deres hustruer, netop på det sted, der var blevet til så megen velsignelse for dem. -»Enkrateia«var et af de rednings-" hjem, der fortsatte gerningen, da mange hjem indstillede deres gerning, fordi der ikke mere var brug for dem. Det var rednings-hjem indtil 1934, da hovedbestyrelsen solgte det. Det var gået sådan, at på grund af hovedstadens stærke udvidelse var»enkrateia«blevet helt omgivet af nye beboelsesejendomme, og under disse forhold mente hovedbestyrelsen ikke, at det fortsat kunne benyttes som redningshjem. Der levede engang en dansk redaktør ved navn Henrik Strandvold (1861-1924). Han var i sin tid redaktør af Skive Folkeblad og Svendborg Avis. Ved siden af sin journalistvirksomhed syslede han en del med arbejde af ren lyrisk art, og hans vers stod i forskellige dag- og ugeblade. Henrik Strandvold kom som så mange andre på Blå Kors' kurhjem»enkrateia«, fordi han havde et alkoholproblem. Her oplevede han under et kristent hjems gode indflydelse og Guds ords påvirkning sin omvendelse og blev en afgjort kristen, og livsvejen blev ændret med kurs mod himlen. Her på»enkrateia«skrev Strandvold sangen»vejen gennem verden sig underlig snor.«sådan fortæller gartner Anton Jepsen, Gern, der i mange år var en trofast medarbejder i Blå Kors og i årene 1922-23 var medarbejder på»enkrateia«. Anton Jepsen fortæller, at han kan huske, at Strandvolds navn ofte blev nævnt og hans sang ofte sunget. Især når tidligere patienter med pårørende mødtes til vennestævne på»hjemmet«, kom sangbladet frem. Det var smukt udstyret og med inskriptionen»enkrateiasangen«. Denne sang er blevet sunget ved mangt et Blå Kors-møde som en patients vidnesbyrd om, hvad mange med ham har oplevet. Den er optaget i Indre Missions sangbog»hjem-landstoner«. Men lad den komme med også i denne bog som udtryk for en velsignelse, oplevet på»enkrateia«for mange år siden. Vejen gennem verden sig underlig snor, snart mellem blomster den slynges, 87

snart den bøjer ind, hvor kun ukrudt der gror, snart den af stene betynges. Sol kan skinne klart, og sky kan skygge sort, vej kan føre hjem, og vej kan føre bort, vejen gennem verden sig underlig snor, vanskelig er den at fare. Mangen en har glemt på sin vildsomme vej englenes sang ved hans vugge, gennem verdens brusen han hørte den ej, verden kan øret tillukke. Fred dog ingen sjæl på vilde veje fandt, syndens fangenet kun tættere sig spandt. Vejen gennem verden sig underlig snor, vanskelig er den at fare. Og den dag vil komme, da hver, som gik vild, mærker, han kan ikke længer, udbrændt blev hans hjerte i lysternes ild, roserne visnede hænger. Mellem brudte håb han mørk og sorgfuld går, indtil frelsens ord imod hans øre slår, vejen gennem verden sig underlig snor, vanskelig er den at fare. Vejen gennem verden vil stråle i glans har vi først målet for øje, higer vi kun efter den himmelske krans, føler som leg vi vor møje. Var vor syndeskyld end purpurrød som blod, hvidere end sne den blev ved korsets fod. Vejen hjem til himlen så herligt sig snor, saligt det er den at fare! Henrik Strandvold. Blå Kors' arbejde blandt børn Blå Kors' arbejde på vore redningshjem har vel været det arbejde, man i offentligheden har haft lettest ved at anerkende. Men har man været tæt på mennesker, der ulykkeligt fik meget ødelagt i deres liv, kan man nok få den tanke: kunne dette ikke være undgået ved et ordentligt oplysende og bevarende arbejde? Det er karakteristisk, at netop to personer, som var tæt på i Blå Kors' redningsarbejde, drog denne konklusion. Pastor J. A. Hansen udtalte engang:»netop deltagelsen i redningsarbejdet viser os mere end noget andet den 88

absolutte nødvendighed af det oplysende og bevarende arbejde over for de unge...«frk. Louise Bruun, hvis varme hjerte slog så kærligt for de drikfældige kvinder, hun en række år opsamlede i det indre Københavns gader for at vinde dem for Kristus på sit redningshjem, fik netop gennem denne sin virksomhed en stærk overbevisning om det bevarende arbejdes nødvendighed og gjorde også på denne front i Blå Kors en indsats. Det er bedre at forebygge end at helbrede, siger et engelsk ordsprog. Pastor Marius Th. Nielsen, der i Blå Kors' historie også blev en af dem, der blev engageret i»håbets«arbejde børnearbejdet kaldtes jo i de forskellige landet: Håbet gør i en artikel opmærksom på en forskel i Blå Kors' vedtægter mellem Danmark og Norge. Mens i de danske vedtægter fra 1905 som Blå Kors' formål i 2, der stod:»ved Guds og hans ords hjælp at virke både reddende og bevarende,«så lyder i det norske lovforslag fra 1911 den tilsvarende paragraf:»det blå Kors har til formål ved Guds og hans ords hjælp at virke bevarende på den opvoksende slægt, at søge drankere reddet for samfundet osv.«det bevarende har altså fået den forreste plads. Ligeledes i 4 klart og bestemt:»børneforeninger bør dannes.«både i Blå Kors' hjemland Schweiz og i Tyskland har man da også fra starten indset behovet for et børnearbejde... De, der sidenhen i livet gik i stykker, kan i mange tilfælde sige: Hvorfor sagde I mig ikke noget om dette, da jeg var barn, da jeg var ung? 2 i de danske vedtægter er nu ændret, så opgaven at værne den opvoksende slægt står først. Men et arbejde af denne art er slet ikke så lige til. Pastor Juhl havde da også sine betænkeligheder af to grunde: 1) Hensynet til søndagsskolen; han havde siden studenterårene elsket søndagsskolegerningen og ville nødig ved unfair konkurrence rive noget i stykker. 2) Vanskeligheden ved at finde de rette ledere, som skal have forståelse for børn og en særlig pædagogisk indsigt i en opgave af denne art. Men han overvandt sine betænkeligheder: Vi har fået varme hjerter for dette arbejde, vel at mærke, når det drives ret. Og han kom til at se sådan på det, at søndagsskolen og»håbet«kan udmærket trives ved siden af hinanden, ikke blot uden at gøre hinanden fortræd, men endogså sådan, at de gensidig kan blive hinanden en støtte. Det var da også et faktum, at ædruelighedsarbejdet var nået videst frem i de lande, hvor afholdssagen havde vundet indgang blandt børnene. Den 19. februar 1904 vedtog hovedbestyrelsen for Blå Kors da også at påbegynde et Blå Kors' børnearbejde under navnet»håbet«, i første omgang kun blandt drenge; men allerede ved det følgende årsmøde blev det bestemt, at naturligvis også piger kunne optages. 1906 nedsatte hovedbestyrelsen et udvalg, bestående af kontorchef Carl Borgen (formand), cand. theol. S. Borresen, indremissionær Valdemar Hansen, frk. Dagmar Prior, lærer P. L. Pedersen, mejeribestyrer Schack og pastor Richard Thomsen. - Man var rask i vendingen med et større fremstød i september 1904 ved et fællesmøde for børneforeningerne i Danmark. Af også i Blå Kors-sammenhænge kendte talere var læge K. A. Heiberg og pastor (senere biskop) H. Ostenfeld. Direktør Carl Borgen afløstes 1912 på formandsposten af pastor S. Borresen. Udvalget arrangerede adskillige større møder og kurser forskellige steder i landet; der blev lagt vægt på at dygtiggøre medarbejderne. Der blev udgivet et særligt børne-blad»håbet«. Ligesom det øvrige Blå Kors-arbejde kulminerede det i 1917 med 75 afdelinger med 4.972 børn. 89

Hvad med ungdomsarbejdet de første 25 år? Naturligvis var der unge med i Blå Kors. Uden ungdom var den eksplosive vækst i de grødefulde år ikke mulig. Men et udspecialiseret ungdomsarbejde kom kun meget svagt til udfoldelse. Loyalitetshensyn over for KFUM og KFUK spillede i høj grad en rolle. Man så gerne, at KFUM og KFUK tog afholdssagen med på deres program, hvorved så Blå Kors kunne undlade at danne sine egne ungdomsafdelinger. Der synes ikke rigtigt at være kommet noget ud af det, selv om hovedbestyrelsen 1910 eller 1911 vedrørende dette spørgsmål havde sendt skrivelser ud til alle medlemmer af KFUM's og KFUK's forretningsudvalg og til sekretærerne i købstæderne. Da problemet stadig var uløst, gav hovedbestyrelsen 1915 tilladelse til, at Blå Korsafdelingerne i de større byer kunne oprette ungdomsafdelinger, og i 1917 udfærdigedes bestemte regler for sådanne eventuelle Blå Kors-ungdomsforeninger; men der gik endda en række år, inden der kom sparsomme reaktioner herpå. Jubilæumsbogen kunne ikke afgive beretning om et ungdomsarbejde, men kun udtrykke jubilæumsønske om, at det snart måtte komme. Der var undtagelser, hvor specielt ungdomsarbejde kom i gang. 1902 var Blå Kors initiativtager til et afholdsmøde på Studenterhjemmet i København. Dette møde resulterede i stiftelsen af Studenternes Afholdsforening, der blev en selvstændig afdeling uden organisatorisk tilknytning til Blå Kors, idet man mente på den måde at kunne nå flere for afholdssagen. Og så var der soldaterne. Efter indbydelse fra KFUM's soldatermission afholdtes der et møde den 1. maj 1904 om muligheden af et Blå Kors-arbejde blandt soldater. Der var sommetider spiritusproblemer blandt soldater. De militære straffeprotokoller udviste, at når der var passeret noget militært strafbart, var årsagen i 9 af 10 tilfælde: alkohol. Ved dette møde talte pastor H. P. Mollerup hjerteligt og overbevisende, hvorefter flere militære befalingsmænd og soldatermissionær H. H Brandt tog ordet. Foreningens dannelse blev bestemt, og d indmeldte sig straks 70 soldater. I sommerens løb voksede medlemstallet til op mod 200 soldater af alle våbenarter. Oversergent Christensen ved livgarden blev valgt til formand. Krigs- og marineministeren gav tilladelse til, at soldaterne på uniformen måtte bære Blå Kors-emblemet, vort lille skjold med korsets tegn. Møderne i»blå Kors for soldater«afholdtes alle i KFUM's soldaterhjem, der jo i grunden stod fadder til dette barn. Senere oprettedes også i Århus en Blå Kors-afdeling for soldater i tilslutning til KFUM's soldaterhjem der. Ved den store, nordiske afholdskongres i København i sommeren 1904 blev»blå Kors«omtalt af pressen som særlig kendelig på sin store soldaterafdeling, der gik i spidsen og sang salmer. Under krigen 1914-18, da en stor sikringsstyrke var indkaldt, var der en del spiritusproblemer blandt soldaterne, som jo egentlig ikke havde noget særligt at bestille. Blå Kors besluttede at rette henvendelse til forsvarsministeriet for at få stoppet udskænkningen for soldater, men ministeriet afviser under henvisning til, at man gennem foredrag og plakater havde gjort, hvad man med rimelighed kunne forlange, og der synes heller ikke at være givet mulighed for at holde møder af afholdsmæssig art for det indkaldte mandskab, så i denne situation mærkedes ingen positiv interesse. 90

Blå Kors og oplysningsarbejdet Det har altid været en naturlig holdning, hvor der øvedes sundt, kristent Blå Kors-arbejde, at det reddende hjælpearbejde og det oplysende arbejde gik hånd i hånd, supplerende hinanden. Anderledes burde det ikke være og bør det ikke være. Den samme Gud, som gav os bønnens og forbønnens forjættelser og ud fra sit ord bød os i nænsomhed og åndelig visdom at øve sjælesorg blandt ulykkelige alkoholskadede, gav den menneskelige forstand, for at den skal bruges (den kan også misbruges, når den går ud over sin kompetence) og formidles ret. Kommer bøn, Guds ord og kristen sjælesorg i skammekrogen eller helt væk, er vi afsporede. Men det må vist i vor Blå Kors-sammenhæng tilføjes, at ringeagter vi redeligt oplysningsarbejde og lægevidenskaben, når den formidles ret, er der fare for, at vi kan blive tåbelige sværmere og utroværdige kvaksalvere. Derfor er det sundhedstegn at kunne konstatere, at Blå Kors i Danmark ret tidligt var opmærksom på en kombination af det reddende og det oplysende arbejde. Allerede i 1903 vedtoges det ved et hovedbestyrelsesmøde at lade afholde et kursus for Blå Korsmedlemmer med undervisning om alkoholens indflydelse på det menneskelige legeme, og det overlodes pastor A. Schack at engagere sig med en læge. Ved årsmødet i Vejle 1913 var der vedtaget to resolutioner om: 1) Uddannelse af dygtigere talsmænd for sagen og 2) Arbejdet blandt den skolefærdige ungdom. Formanden, pastor N. Juhl, kontaktede i den anledning svenskerne (Blå Bandet) og modtog en trykt redegørelse om»studiearbetet«inden for Sveriges Blå Bandsforening, hvor han særlig hæftede sig ved instruktionskursus i alkologi, hvor vi efter Juhls formening havde noget at lære. Det vedtoges, at man i den kommende vinter i København (muligvis senere i provinsen) oprettede et 3 måneders kursus - to timer ugentlig - med følgende lærefag: 1) Bibelen og stærke drikke. 2) Brugen af stærke drikke, set fra et nationalt, økonomisk standpunkt og 3) Brugen af stærke drikke, set fra et lægevidenskabeligt standpunkt. Foredragsholderne blev sognepræst N. Juhl, dr. med. Poul Heiberg, dr. med. P. D. Koch og docent Jens Warming. - Man udkastede tanken om, at lignende kurser sikkert ved kredsforbundenes foranstaltning burde afholdes i de forskellige landsdele, hvilket jo stærkt minder os om vore nutidige landsdelskurser årligt mange steder i landet. Efterhånden som Blå Kors voksede stærkt, opdeltes landet i kredsforbund, der på regional basis kunne have et vist fællesskab med hinanden i diverse arrangementer og derved støtte hinanden. Ved årsfester i februar og sommerens årsmøder var der jævnlig afset tid til instruktive foredrag af oplysende art. 1915 var der instruktionskursus i Århus og Esbjerg. Med hensyn til Blå Kors' skriftlige publikationer er der fra begyndelsen en stor spændvidde. Der er traktater, småskrifter og hyggefortællinger i det meget jævne plan, og så er der ikke mindst i mange årbøger artikler af meget høj karat, på linie med gode, saglige kronikker i de større dagblade, ofte skrevet af mennesker med videnskabelig uddannelse: læger, statsvidenskabsmænd, præster og nu og da er der bidrag fra nogle af vore biskopper. Kan hænde, at nogle vil synes i lidt for højt plan. Men meningen er, at der skal også være stof til dygtiggørelse af folk med ansvar, vore sekretærer og forskellige medarbejdere. Blå Kors-bladet og Blå Kors' årbog (senere kaldt almanak), redigeret fra henholdsvis 1905 og 1906 indtil 1933 af pastor Niels Juhl er værdifuldt kildestof i oplysningens tjeneste. Og underkendes må ikke sekretærernes og andre Blå Kors-taleres mødevirksomhed. Blå Kors' møderne skulle jo ikke være menighedsmøde eller missionsmøde nr. to i sogne- 91

ne; men foruden ordets forkyndelse, der aldrig måtte skubbes ud, skulle der gives oplysning om afholdsspørgsmål. Færøerne Hvad angår alkoholproblemer var der på Færøerne, Island og Grønland omend på forskellige tidsepoker en problematik, der lignede hinanden. Indførelsen af monopolhandel 1709 indledte en ny epoke i øernes historie, der på mange måder satte punktum for en fri og naturlig udvikling. Færøerne var kirkeligt underlagt Sjællands biskop. Havde præsterne misbrugt deres magt, så var de danske embedsmænd, der skulle forvalte den kongelige monopolhandel ikke bedre. Hvordan de misbrugte deres magt er et mørkt kapitel i øernes historie og bærer uden overdrivelse skylden for selvstyrebevægelsens mange klager mod Danmark. Det er værd at bemærke, siger færingen, indremissionær Adrian Johansen, fra hvem jeg har mine oplysninger, at det samme var tilfældet på Island og nu også på Grønland. På Island havde man monopolhandel. De, der havde det kongelige stempel, beherskede såvel ind- som udførsel af varer. At det vakte harme, siger sig selv. Det, der særlig var med til at skabe irritation, var vel nok det, at de danske embedsmænd havde adskillige fordele frem for befolkningen. En af disse fordele var, at de kunne nyde spiritus i rigeligt mål. Ved deres fester, hvor den mere velhavende del af befolkningen deltog, blev der ikke sparet på spiritussen. Følgen var, at alle drak sig fra sans og samling, hvilket kom til at gå ud over den øvrige befolkning, der pænt måtte vente, til det passede embedsmændene at komme til stede. Adrian Johansen siger, at de, der som jeg har været en del på Island, kan bekræfte, at der gennem årene har været et brændende had til alt, hvad der var dansk. Det kom ikke som nogen overraskelse for mig, at løsrivelsen kom på det tidspunkt, den kom, nemlig ved først givne lejlighed. Jeg tror, at danskerhadet på Island har sin rod i monopolhandelen og ikke uden grund. Da så monopolhandelen var ophævet, var spiritussen noget af det første, man ønskede frigivet, fordi den stod for befolkningen som noget attråværdigt, der hidtil kun havde været forbeholdt de fornemme. Den skulle frem for alt være menigmands eje og følgerne udeblev ikke et løssluppent drikkeri, man ikke havde styr på. Hovedtrækkene i Færøernes historie er de samme som Islands. Monopolhandelen er så afgjort et af de mørkeste kapitler i øernes historie. Er man kendt med øernes geografi, vil man forstå, at det har været en vanskelig opgave af færdes mellem øerne i de åbne årebåde, navnlig om vinteren. Hvad har det ikke betydet for folk fra Suderø at skulle ro til Thorshavn for at handle. De havde med, hvad de skulle afsætte, trøjer, vanter, strømper og lignende. I bytte skulle man have andre varer. I de små både var man afhængig af vejr og strømforhold; men der kunne ofte gå flere dage, før man kunne komme til at handle, enten fordi embedsmændene var midt i en fest, eller de lå og sov rusen ud efter en. Ingen drømte om at afbryde en fest for at betjene folk, der kom langvejs fra, man tog intet hensyn til befolkningen og dens tarv. Det siger sig 92

selv, at det var et forfærdeligt irritationsmoment. Det, der måske irriterede allermest var, at embedsmændene og de, som de fandt for godt at invitere med, kunne forlyste sig med spiritus, mens den ventende og frysende befolkning måtte se til. Rusdrikke var tabu for dem. Monopolhandelens ophævelse - også et mørkt kapitel Det gik her som på Island. Spiritussen var noget af det første, man ville have frigivet, da monopolhandelen blev ophævet. Også følgerne af det blev det samme som på Island. Drukkenskaben dræbte ethvert initiativ og lammede enhver fremgang. Mændene pantsatte den jord, som de så møjsommeligt havde dyrket, i pant for spiritus, som de måtte have for enhver pris. For befolkningen i sin tid på Island, senere på Færøerne og i de seneste årtier på Grønland kom frigivelsen pludselig, man frigav en gift, som befolkningen ikke var modstandsdygtig over for; man slap noget løs, som man ikke havde kontrol over. Historien har som sagt nu gentaget sig på Grønland. Atter glemte man, at befolkningen ikke var vant til spiritus. Hvorfor har man ikke villet lære af erfaringen? Det er kun ca. 100 år siden spiritus blev frigivet på Færøerne, så det kan vel ikke være helt glemt? Har man ikke villet lære, eller har man kun tænkt på den økonomiske fordel af spiritussalg, og ikke på dens tragiske følger? I så fald hviler der et stort ansvar på dem, der frigav den. Hvis en apoteker ville sælge medicin, der ville skade befolkningen, vil jeg tro, at han bliver draget til ansvar; men man har åbenbart ikke lært noget om ansvar inden for den kongelige handel. Og hvad foretager man sig bagefter? Står og ser til; mens epidemien fortsat griber om sig. Og færingen Adrian Johansen slutter sine overvejelser og vurdering af baggrunden for afholdssagen på Island, Grønland og sine hjemstavnsøer med følgende ord: Det er ikke en skam at begå en fejl, men det er en skam ar begå samme fejl tre gange. Hvordan en Blå Kors forening på Færøerne blev til Adrian Johansen er så heldig at være i besiddelse af indremissionær Axel Fr. Moes beskrivelse af Blå Kors' start på Færøerne. Axel Fr. Moe kom til Færøerne i 1904, og han fortæller: Det var i efteråret 1904, at en udsending fra Good-Templar i Thorshavn kom til Vaag og kaldte sammen til møde i skolen for at prøve på at få oprettet en afdeling der i bygden. Det kunne såmænd nok tiltrænges; thi der var et ikke ringe drikkeri. I alle butikker flød disken med vin og øl, og praktisk talt var således hver eneste butik en beværtning. Tilfældigt, siger Moe, opholdt jeg mig i Vaag ved den tid og gik naturligvis til mødet. Der foregår jo ikke så meget i en færøsk bygd ved efterårstide, så man må tage med, hvad der er. Jeg holdt ikke rigtig af dette Good-Templar væsen, allerede navnet var mig så fremmedartet, derimod havde jeg hørt, at der var noget, der hed»det blå Kors«og var en afholdsbevægelse på kristeligt grundlag. Da manden så var færdig med at tale, bad jeg om ordet og spurgte sådan: Er disse Good-Templarforeninger bygget på et kristeligt grundlag? hvortil der blev svaret, at det var afholdsforeninger, hvor der ikke blev spurgt om, hvilket religiøst stade man indtog. Kan en fritænker blive medlem? Jo, det kunne der næppe være noget i vejen for. Kan en muhamedaner blive medlem? Ja, sådant tilfælde var 93

vel næppe indtruffet; men det kunne han sikkert nok. Så mente jeg ikke vi havde brug for en Good-Templar forening her. Men jeg vidste, der var et dansk afholdsselskab, som hed Det blå Kors, hvor der arbejdedes ikke blot for at få mennesker afholdne fra stærke drikke, men også for at få dem omvendt til Gud og frelseren, en sådan forening ville jeg anbefale at stifte her i bygden. Og den blev også stiftet samme aften. Hovedbestyrelsen optog Blå Kors-foreningen i Vaag 16. december 1904. En måned i forvejen, den 18. november, var som den første lokalforening, Blå Kors i Vaagø, blevet optaget. En del år senere blev der alligevel stiftet en Good-Templar loge i bygden. Folkeafstemning - Indførelse af spiritusrationering De to bevægelser, Blå Kors og Good-Templar og hele den åndelige situation førte til, at folk fik øjnene op for spiritussens uheldige virkninger. Det var navnlig kvinderne, det gik ud over. Ikke blot var pengene borte, men mændene var ofte så berusede, når de kom hjem fra fiskeri, at de ikke havde sans for familien. Det kunne kvinderne ikke længere finde sig i, men de rejste krav om, at spiritushandelen igen skulle forbydes på Færøerne. I årene omkring 1910 blev spørgsmålet taget op til debat. Det førte til en folkeafstemning, hvor flertallet stemte for forbud. Der blev så indført rationering på den måde, at enhver voksen person havde ret til at sende bestilling til Danmark på et vist kvantum spiritus, forudsat at vedkommende ikke skyldte i skat. Den ordning er endnu ikke ophævet, og jeg tror, at skulle der atter være folkeafstemning, ville der sikkert stadig være flertal for denne ordning. Det har den fordel, at en mand ikke kan afgive bestilling på uanede mængder spiritus, mens han er beruset, han må være sikker på, at han har pengene. En sådan ordning er under de givne forhold et stort gode. Dog har loven ikke bare begejstrede tilhængere; men når man har set, hvordan spiritussen er bleven misbrugt, kan man ikke længes efter, at der skal blive frihandel, og man forstår, at da vækkelsen kom, så var det drikkeriet, man angreb mest voldsomt. Det blev et stort gode, at Blå Kors og den indremissionske vækkelse kunne gå hånd i hånd. Sådan har situationen stadig været deroppe. Der har altid været et godt og hjerteligt forhold mellem Det blå Kors på Færøerne og det sydlige Danmark med gensidige besøg hos hinanden ved mange lejligheder. Pastor W. M. Nielsen ved Trinitatis kirke i København besøgte som udsending fra Blå Kors i Danmark de færøske Blå Kors-foreninger fra 26. september til 10. november 1908 og holdt 68 møder på øerne. Blå Kors-arbejdet trivedes godt på disse øer. 1919 var man nået frem til 23 lokalforeninger med ialt 1153 medlemmer og tilhængere. Blå kors i social-politisk engagement Kristendom og politik er et spørgsmål, der jævnlig har været diskuteret, da også i Blå Kors. Kan en kristen afholdsforening befatte sig med politik? Herpå må svares, at partipolitisk må vi være neutrale og lade det være hver enkelt medlems private sag, hvilket poli- 94

tisk parti man tilslutter sig; men det udelukker ikke, at man i givne situationer må tage et politisk ansvar på kommunalbasis og på folketingsbasis. Både politik og kristendom har noget med menneskelivet at gøre, og derfor krydses vore veje, og engang imellem må vi snakke med vore politikere på tværpolitisk basis. Der kan være mange spørgsmål vedrørende beværterlovgivning, bevillinger af offentlige tilskud til f.eks. redningsarbejde; der kan være juridiske spørgsmål og spørgsmål på undervisningsplan. Der har været mennesker, der har betragtet det som bare verdsligt, ja næsten ugudeligt at have med politik at gøre. Tyskerne har formuleret sætningen»politik verderbt den Charakter«, politik fordærver karakteren. Hernede i grænselandet sagde engang nogle fromme mennesker: man skal hverken være dansksindet eller tysksindet, men himmelsindet. Det lyder jo fromt og kønt, men behøver jo ikke derfor at være rigtigt. Hvis det skulle ske hvad Gud forbyde, at vi igen skulle blive besat eller okkuperet af en eller anden diktatorisk statsmagt, så ville det være en sådan eventuel diktaturmagt særdeles tilpas med en kirke, der var tavs og passiv i politik, selv hvor det drejer sig om menneskelige spørgsmål. Vi må takke Gud, at vi bor under demokratiske forhold; men det giver medansvar. Man kan få sin karakter fordærvet ved at unddrage sig medansvar, især når der er tale om nød og uretfærdighed. Jeg mener ikke, at man til enhver tid skal komme rendende med resolutioner, interpellationer og underskriftsindsamlinger. Det kan overdrives; det modsatte kan også være tilfældet, ved at glemme, at kristne på en særlig måde har et ansvar, også i dette liv. Vi skal ikke alle være politikere; men også en politiker kan med rette sige det med Kingos ord i morgensalmen: Jeg i mit kald og stand min Gud og Fader kan tilbørlig dyrke. (D.S. 690, v. 4) Hvordan det skal gøres, det kan diskuteres og kritiseres; men at noget skal gøres burde være forståeligt. Blå Kors har af og til sammen med den øvrige afholdsbevægelse forsøgt at tage et social-politisk initiativ. Man var 1905 med i massemødet i koncertpalæet i København mod den fri beværternæring ved århundredets begyndelse; man lavede protestmøde mod Albertis pryglelov. Der var diskussionsmøder om værtshusenes åbningstider om søndagen. Et vist samarbejde var der i årenes løb mellem Blå Kors og»foreningen til fremme af søndagens rette brug«, der havde professor H. Westergaard til formand. Fra 1907 og en lang række år, op i tyverne, var der de mange kroafstemninger. Det var ikke hovedbestyrelsen, der arrangerede disse afstemninger; men det var lokale initiativer, der her udfoldede sig i massevis, og Blå Kors' folk tog i høj grad del i disse afstemninger. De allerældste Blå Kors-folk kan måske for nogle fås vedkommende huske den lands- og verdenskendte agitator Larsen-Ledet, den gigantiske afholdskæmpe, der tituleredes»kromændenes skræk«. Han var en folkelig taler af usædvanligt format. Når han drog i leding og felttog mod landsbykroernes spiritusbevilling, så var der for alvor våbengang og røre ude i sognene. Dagbladene fulgte slagets gang og bragte lange referater fra kamppladsen, der især for lokale læsere var mere højaktuelt nyhedsstof end fra selv de større politiske vælgermøder. - Højskolehjem og missionshoteller indtog en særstilling. Mange missionshoteller serverede ikke stærke drikke; men ikke alle fulgte denne linie. I den anledning gav bl.a. 95

repræsentantmødet 1916 på Nyborg Strand udtryk for sin misbilligelse både over for bestyrelsen for de forenede missionshoteller og bestyrelsen for Indre Mission. - Selv havde man efter inspiration fra Blå Kors i Schweiz fået oprettet»danske Kvinders Forening for alkoholfri Restauranter«; restauranter af den art var der både på Østerbro og Vesterbro i København; 10 % af overskuddet fra disse restauranter gik til Blå Kors' redningsarbejde. Årene i forbudsdiskussions tegn Navnlig i årene under og efter den første verdenskrig førtes der herhjemme en meget heftig debat om et landsforbud eller ikke landsforbud mod tilvirkning, indførsel og salg af stærke drikke. Selv om alt dette forlængst er blevet historie, så er der stadig nogle, der trækker forbudshesten ud af stalden, hvis man vil angribe afholdsbevægelsen. Der er næppe nogen, der i dag tror, at problemerne kan løses ad forbudsvej en. Derfor er det i et forsøg på en historisk fremstilling dog ulejligheden værd at tegne et lille tidsbillede og prøve på at forstå, hvad det var, man sagde og gjorde, og hvorfor. Der var nu allerede inden krigen gjort visse foreløbige erfaringer, endda i nordisk sammenhæng, nemlig på Island. Her vedtoges 1900 forbud mod fabrikation af alkohol, og efter en folkeafstemning i 1908 vedtog Altinget 1. maj 1909 med 42 stemmer mod 17 den fuldstændige forbudslov. Bryggernes, spiritusfabrikanternes og vinhandlernes foreninger i Danmark anmodede kongen om at nægte loven sin sanktion; men kong Frederik VIII gjorde sin konstitutionelle pligt og blev derved den første monark, der underskrev en forbudslov. Forbudet mod indførsel af alkohol trådte i kraft 1. januar 1912 og forbudet mod salg og udskænkning 1. januar 1915. Islands minister, professor Ejnar Arnorsson sagde i et interview, afholdsdagbladet havde med ham i sommeren 1915, at forskellen mellem før og nu var forbavsende. Når de store fiskerflåders besætninger tidligere kom i land, herskede der et grænseløst drikkeri. I år: ikke een eneste beruset mand! Det gik her som andre steder; forbudet varede kun en årrække. I 1923 ophævedes vinforbudet og i 1933 resten af forbudet. Det er jo ikke mindst Amerika, der har vakt opmærksomhed, hvad angår forbud. Så tidligt som i 1910 fortælles der, at i Nordamerika i staten Kansas, hvor fuldt forbud var indført, var i 85 af 105 herreder fattighuse tomme, ligesom også 35 fængsler stod tomme. Den ulykkelige krig 1914 18 udløste i ret stærk grad i den for alle parter i krigen alvorlige situation kravet om forbud. Straks da de krigsførende lande mobiliserede deres hære, blev alt salg af spiritus til soldaterne forbudt; man ved godt, at når der skal kæmpes for livet, når alle både sjælens og legemets kræfter skal anspændes til det yderste, da er alkoholen kun i vejen, da betyder den en forringelse af mandskabets duelighed. I tidligere krige har man brugt at stramme soldaterne op ved alkohol for at få dem til at gå på uden dødsangst, uden at kunne overse faren. Nu derimod ikke en dråbe alkohol! Ja, ved krigsudbruddet skete det endda, at spiritussalg overhovedet blev forbudt i hele kæmperiget Rusland. Skønt staten havde haft kolossale indtægter af spiritussalget, da den havde monopol derpå, så betænkte den sig ikke på i denne kritiske tid, hvor så meget stod på spil, fuldstændig at forbyde alt, hvad der hed spiritustrafik, så længe krigen varede, og Rusland blev det land, der i den henseende forbavsede verden mest. Dette forbud ligesom forvand- 96

lede landet, og virkningerne i civilbefolkningen var så gode, at kvinderne, henrykte for denne uventede forvandling, i en masseadresse til regeringen bad om, at forbudet måtte blive ved at vare, også når krigen var forbi. Efter krigen blev i Rusland forbudet dog ophævet 1922 for øl og fuldstændig ophævet 1925. Går vi til England er det f.eks. kendt, med hvilken energi den engelske minister Lloyd George tog kampen mod alkohol op. Han sagde:»england kæmper mod tre fjender, Tyskland, Østrig og alkoholen. Men af dem er alkoholen langt den farligste. Den anretter større ulykker end den tysk-østrigske hær og alle de tyske undervandsbåde tilsammen.«den engelske hær skulle efter alle krigskorrespondenters mening være strengt ædruelig. Men på hjemmefronten nåede Lloyd George ikke, hvad han gerne ville, på grund af den vældige magt, som alkoholkapitalen rådede over. Frankrig var i mange år et af de lande, der stod øverst på listen hed hensyn til alkoholforbrug. Navnlig anrettede absinthen store ødelæggelser i dette skønne land. Mange gange var der forsøgt at få absinthforbud, men forgæves; men da krigen brød ud, lykkedes det; da blev der vedtaget ikke blot en midlertidig, men en stedsevarende lov, der forbød absinth og andre stærke drikke med over 23 % alkoholindhold. Iøvrigt overvejede regeringen fuldstændigt alkoholforbud, sålænge krigen varede. Også i Tyskland rejste der sig straks ved krigens begyndelse en meget energisk kamp mod alkohol; under mobiliseringen var det på det strengeste forbudt at give soldaterne stærke drikke. Siden har meddelelserne lydt forskelligt. Sikkert er det dog, at det var forbudt at anvende korn til alkohol, og at man påtænkte at indføre fuldstændigt brændevinsforbud. Østrig havde alkoholforbud i hær og flåde; ligeledes var der forbud mod, at korn og kartofler, som var tjenlige til menneskeføde, blev anvendt til brændevinsfabrikation. Danmark Færingernes måde at få styr på deres spiritusproblemer er tidligere omtalt. Norge fik delvist forbud fra 1916 1926. Sverige med en stærk afholdsbevægelse havde inden for deres alkohollovgivning deres egne retningslinier, som de fulgte for at begrænse spiritusmisbruget. Det vil blive for omfattende her at komme nærmere ind herpå. Men nu Danmark. Det gik også sådan hos os, at forbudstankerne kom der skub i på grund af krigsbegivenhederne i Europa. Dertil kom en lidt kritisk fødevaresituation, der motiverede et forbud imod at bruge kartofler og korn til spiritusfremstilling med deraf følgende restriktioner. Kartoffelhøsten slog fejl i 1916, og 1917 var i al almindelighed et dårligt høstår. I året 1917 tog afholdsbevægelsen i Danmark, og Blå Kors var med i vognen, nogle betydningsfulde initiativer. Ved hovedbestyrelsesmødet den 7. februar 1917 meddeltes det, at pastor N. Juhl som formand for Blå Kors sammen med bestyrelsen for»danske Afholdsselskabers LandsforbundJydske Landboforeninger«med flere havde medunderskrevet en indtrængende henvendelse til regering og rigsdag - særlig grund af den truende brødmangel - om midlertidigt forbud imod at anvende næringsmidler for mennesker og dyr til fremstilling af spiritus og bajerskøl, hvilket med tak toges til efterretning. På det næste hovedbestyrelsesmøde den 9. maj 1917 bragtes yderligere to meget vigti- 97

ge meddelelser. Formanden meddelte, at han sammen med»foreningen til fremme af søndagens rette brug«havde udsendt cirkulære til alle menighedsråd om at underskrive en opfordring til regering og rigsdag angående forbud eller indskrænkning af spiritusudskænkning på søn- og helligdage. Det tiltrådtes eenstemmigt af hovedbestyrelsen. Denne henvendelse blev underskrevet af 650 menighedsråd samt tiltrådt af tre amtsråd (Frederiksborg, Hjørring og Ålborg amtsråd), og den 17. september 1917 blev henvendelsen overbragt ædruelighedskommissionens formand, nationalbankdirektør, dr. jur. C. Ussing. En sådan henvendelse kan nok i dag forekomme nogle mærkelig. Jeg kommer imidlertid til at tænke på en udtalelse for en del år siden af lederen af»dansk Forsorgshjælp«, som det vist dengang hed. Jeg havde et lille job som tilsynsførende for prøveløsladte, hvoraf der var en del med spiritusproblemer. Han sagde engang til mig:»vor Herres dage er de farligste dage.«de har nok ikke været mindre farlige dengang, siden en sådan henvendelse kunne få en så stor opbakning. Der var en endnu vigtigere meddelelse på samme bestyrelsesmøde. Formanden havde sammen med direktør C. P. Pedersen og pastor A. Skettrup, medlemmer af hovedbestyrelsen, 9 deltaget i et fællesmøde i København af de forskellige afholdsselskaber. Ved dette møde blev det bl.a. besluttet at samle underskrifter på en landsadresse fra mænd og kvinder over 25 år, gående ud på: 1) at al tilvirkning af stærke drikke standses under de rådende, usikre forhold, 2) at de iværksatte indskrænkninger i alkoholproduktionen opretholdes også efter verdenskrigens afslutning, 3) at hele forbudsspørgsmålet gøres til genstand for en folkeafstemning og 4) at denne folkeafstemning finder sted, så snart forholdene gør det muligt. Formanden, pastor Juhl, havde i medlemsbladet»det blå Kors«indtrængende opfordret lokalforeningerne til af yderste evne at bistå med at samle underskrifter og føre sagen godt igennem. Hvilket altsammen billigedes af den samlede hovedbestyrelse. Og der blev arbejdet energisk ud over det ganske land; næppe nogen anden folkeadresse til myndighederne har fået et sådant omfang. En kort tid fra 1.-25. marts 1917 var der et midlertidigt forbud mod salg og udskænkning af brændevin og vin, hvis virkninger for alle i de få uger var særdeles iøjnefaldende med stærk nedgang i gadeoptøjer, husspektakler og offentlige politisager. Fra landboforeninger, husmandsforeninger og en række andre faglige sociale og humane organisationers side blev der ydet kraftig tilslutning til adressens krav. Da underskriftsindsamlingen var afsluttet, kunne der i 1918 lægges en folkeadresse med 721.437 underskrifter på regeringens og folketingets bord med krav om folkeafstemning vedrørende forbudsspørgsmålet. 619.812 vælgere og 101.625 unge over 25 år havde givet deres mening til kende. Man tør nok sige, at der var en interesse for spørgsmålet langt ud over de ca. 200.000 organiserede afholdsfolk; en vis politisk opbakning var der også. Redaktør Larsen-Ledet, i mange år den folkelige afholdsbevægelses ubestridte førstemand, den afholdte og frygtede taler i kroafstemningsårene, i besiddelse af en enorm viden om afholdsspørgsmål i indland og udland, skrev 1915 en artikel til Blå Kors' årbog:»hvor langt vi er nået«, hvor han ligesom gør status over afholdssituationen, også politisk. Han oplyste i nævnte artikel, at socialdemokratiet havde vedtaget at kræve forbudsspørgsmålet løst ved folkeafstemning. Det radikale Venstre havde vedtaget at kræve nedsat en forbudskommission og derefter søge forbudsspørgsmålet løst ved en folkeafstemning. Og hvilket er særlig bemærkelsesværdigt sluttelig vedtog de radikale ungdomsforeninger, at opmærksomheden burde helliges forbudsspørgsmålet, og at indvendingen om den personlige friheds ukrænkelighed 98

ikke burde gøres gældende over for et socialt spørgsmål som dette. Socialdemokratisk Ungdomsforening drøftede også sagen, men kom til det resultat, at forbud var af det onde! Der var kendte socialdemokratiske politikere, som ikke lagde skjul på deres afholdsstandpunkt i denne periode. Der var Frederik Borgbjerg (1866-1936), fra 1911 redaktør af Social-Demokraten, minister senere et par gange i ministeriet Stauning. Om afholdssagen udtalte Borgbjerg:»Den er en samfundsbevægelse, et vigtigt led i kampen for at frigøre menneskene for alt det, der trælbinder og nedbryder og svækker. Og det, der frigør menneskene fra gamle vaners trældom og tyranni og åbner deres øjne for et højere og ædlere livssyn, det har min fulde sympati, og derfor er jeg afholdsmand.«- A. C. Mejer (1858-1938), folketingsmedlem, udtalte:»jeg ser i alkoholnydelsen en fare for den personlige frihed. Den berøver alt for ofte mennesket fast vilje og roligt overlæg. Den stjæler personlig frihed fra ikke blot drankere, men også fra mangfoldige af dem, der kalder sig»mådeholdets mænd,»den frie mand«er ufri, når han ikke kan undvære de stærke drikke.«peter Sabroe (1867-1913), særlig kendt som forkæmper for børneforsorgen, og som omkom ved Brammingetogulykken sagde, at»det er en af arbejderklassens historiske opgaver at fri samfundet for rusdrikke.«---og K. K. Steincke (1880 1963), nok mest kendt som socialminister i et af ministerierne Stauning, ikke bange for at have markante, selvstændige meninger, sagde på sin impulsive måde,»at et socialistisk, klassebevidst arbejderparti ikke rejser en uforsonlig kamp mod det forbandede drikkeri, er en undtagelsesforbrydelse, der svier og vil svie hårdt til det selv.«det var under det andet ministerium Zahle, 1913-20, at folkeadressen blev indleveret. Den radikale statsminister C. Th. Zahle (1866-1946) mente om afholdssagen:»alle må have den største sympati for afholdssagen. Det arbejde, som her udføres, er et af de nyttigste i verden. Thi når man fremmer ædruelighedsarbejdet, så virker man på den smukkeste måde for det sociale fremskridt.«og Zahles indenrigsminister just i denne periode var Ove Rode (1867 1933). Han gav sin mening tilkende med følgende ord:»der er eet argument mod forbud, som jeg ikke kan anerkende: det er argumentet om hensynet til den enkeltes personlige frihed. Det er jo nemlig en fuldstændig fejlagtig opfattelse, at alkoholspørgsmålet skulle være et individuelt spørgsmål; det er først og fremmest et socialt spørgsmål. Striden mellem lægerne om, hvorvidt de små alkoholkvanta muligvis ikke er sundhedsfarlige, har aldrig interesseret mig. Een ting behøver vi nemlig ikke at strides om: at alkoholen er en af de største farer for samfundet.«det var et lille udpluk af politikere, hvor de borgerlige partier endnu ikke har markeret sig så stærkt på politisk plan. Der kom nogle senere. Hvad angår Ove Rodes bemærkning om farer for samfundet udtalte den senere rigsadvokat August Goll (1866 1936):»Ni tiendedele af alle voldshandlinger og over halvdelen af samtlige forbrydelser begås i drukken tilstand. Det er derfor i første række gennem kampen mod alkoholen, at samfundet har chancer for at værne sig mod forbrydelserne.«--- Var der røster inden for folkekirken, der lod høre fra sig? Ja, der var endda hele tre af Danmarks daværende syv biskopper, der tog del i den offentlige debat. Der var den grundtvigske biskop Christian Ludwigs fra Aalborg (1877 1930), der i sine yngre dage var præst ved Vor Frelsers kirke på Christianshavn.»Hvorfor jeg er tilhænger af forbud?«siger han.»det er ganske ligetil. Min gerning medførte, at jeg kom i 99

forbindelse med det store arbejde, som gennem Blå Kors på Christianshavn bliver gjort for at hjælpe og rejse alkoholikere og tage sig af deres hustruer og børn. Så kom jeg personlig med i arbejdet, og så blev jeg forbudstilhænger. For når man personlig kommer ind i arbejdet for at afhjælpe den nød, drikkeriet skaber, og ser alkoholspørgsmålets uhyre sociale rækkevidde, så bliver man jo forbudstilhænger. Hvad skulle man ellers blive?«- Og biskop Gabriel Koch i Ribe:»Hvor jeg i vort folk møder nød og elendighed, råhed, banden, slagsmål og forbrydelse, der møder jeg hyppig spiritus i nærheden som medvirkende årsag eller som virkning. Vejen fra spiritus til kønssygdom befærdes af mange unge. Spiritus fører arvet nød fra forældre til børn. Festlige timer i folkets liv besudles gang på gang af spiritus. Jeg ser ikke rettere, end at der her er en landenød tilstede. Arbejdet for afholdssagen er uegoistisk og bringer et offer for andres nød. Dette arbejde vil, når det skal være praktisk, normalt stile mod forbud. Arbejdet imod afholdssagen har svært ved at ryste af sig den i spiritus interesserede kapital. Og her mangler, så vidt jeg ser, det offer for andre, uden hvilket et åndeligt arbejde dog får solen i øjnene. Jeg ønsker fremgang for alle lovlige foranstaltninger mod spiritus, såsom søndagslukning, kommuneafstemninger m.v. Og jeg ser ikke, hvorfor man ikke skulle prøve forbud som det mest radikale middel mod et folkeonde og en landenød. Dog ikke før et stort flertal af folket kræver det og støtter dets gennemførelse. Ædruelige ikke-afholdsfolks sympati er i det lange løb så meget værd, at man står sig ved at bie noget for at vinde den.«og den yderst besindige, med Blå Kors arbejde i mange år erfarne biskop over Sjællands stift Harald Ostenfeld gav dette indlæg i debatten:»vi ved allesammen, hvorledes den frie udskænkning virker - til trods for et ret energisk arbejde for afholdssagen i en ikke så kort årrække. Vi ser os om efter hjælpemidler for, at tilstanden kan blive bedre. Blandt disse hjælpemidler frembyder sig forbud. Der står strid om forbuds virkninger i De forenede Stater og på Island, og man fremfører forskellige tal. Men det forekommer mig, at man over for så skæbnesvangre virkninger, som den frie udskænkning har ført med sig, måtte have råd til selv at se og prøve, om ikke fordelene ved et forbud var så meget større end, hvad der muligvis kunne mistes. Jeg har overhovedet ikke set, hvad modstanderne af et forbud mener, at der kunne risikeres eller mistes ved en prøve på et halvt eller et helt år. Vi har jo adskillige forbud, som man ikke mener er skadelige for mennesker, hvorfor så ikke et spiritusforbud for en tid? Det var jo muligt, at man derved ville gøre erfaringer, som bragte enighed tilveje, som ikke lader sig fremskaffe ved teoretiske overvejelser.den personlige Friheds værn«men der kom sandelig meget andet end sympatitilkendegivelser. Afholdsbevægelsen herunder også Blå Kors kom ud for den allerhårdeste modvind. Der er noget temmelig trist over denne forbudskrig, hvis negative virkninger med en masse misforståelser og beskyldninger kan mærkes den dag i dag i en helt anden situation; hvert slægtled må jo finde sin egen baggrund og tage udfordringen op, som den ligger i dag og ikke i 1917. Modstanden mobiliseredes frem for alt gennem foreningen»den personlige Friheds værn«, som stiftedes den 27. september 1917 med professor ved landbohøjskolen, dr. phil. Fr. Weis (1871-1933) som formand. Fr. Weis var 1898-1905 assistent ved Carlsberglaboratoriets kemiske afdeling og fra 1905 til sin død professor i plantefysiologi ved landbohøjskolen. I sin tale ved det stiftende møde sagde Fr. Weis bl.a.:»men er det nu ikke 100

noget for det danske folk beskæmmende og ydmygende i, at det, efter at være blevet til et i bedste forstand ædrueligt folk, af hensyn til, at nogle enkelte, for en stor del degenererede eller ulykkeligt stillede individer, skal umyndiggøres og lægges i spændetrøje af en opagiteret masse, der gennem organisation har fået politisk magt og nu vil forsøge at overrumple os andre ved gennem en humbugadresse at fremtvinge en folkeafstemning om denne sag, som folket endnu slet ikke har forstået og derfor ikke er modent til at stemme om? Dette vil vi da søge at forhindre. Men skal det forhindres, er der ingen anden vej at gå end også at organisere modstanden mod dette forsøg.«weis og den nystartede forening var åbenbart af den mening, at menneskelig nød på grund af spiritus hørte til småtingsafdelingen,»nogle enkelte«, som det var helt urimeligt at tage et så vidtgående hensyn til. Professor Harald Westergaard var gennem sine videnskabelige undersøgelser kommet til et andet resultat. Hans undersøgelser viste, at her i Danmark døde i daværende tidsperiode hver 7. af alle mænd i vore provinsbyer, der afgik ved døden i alderen 35-55 år, af kronisk alkoholisme, delirium tremens eller pludseligt dødsfald som følge af drukkenskab. I København har det næppe været bedre. Ordet»forbud«klinger ubehageligt i de fleste menneskers ører. Vi ønsker alle så få som muligt. Men i givne situationer er man dog f.eks. inden for levnedsmiddelmarkedet taknemlig for, at der er nogle, der holder lidt øje med tingene, f.eks. forbrugerrådet, ikke bare med reklamefup, men da fremfor alt, om en vare skulle være sundhedsfarlig, i værste tilfælde livsfarlig. Forbrugerråd og sundhedsstyrelse venter ikke med at tage en vare ud af markedet, indtil der evt. er sket 100 dødsfald, eller et andet antal dødsfald som passende, før man skrider ind. En sådan tankegang fandt man og finder man det den dag i dag som en tåbelighed at argumentere med, når det drejer sig om de dødsfald og den ruinering af menneskelig lykke, som spiritus afstedkommer i utallige hjem; tusinder og atter tusinder af hjem berøres ikke desto mindre heraf år efter år.»humbugsadresse«blev der sagt. Det er aldrig heldigt at bruge fornærmende gloser, hvis man vil fremme saglig argumentation. Blot ved at blade i Blå Kors' historie, som jo kun er en del af afholdsbevægelsen, kan man ikke undgå at lægge mærke til, at der tidligt var mennesker, der sundhedsmæssigt, socialt og national-økonomisk på videnskabeligt plan arbejdede med spiritusproblemerne, ligesom der var præster og biskopper, der forsøgte at fremme forståelsen af kristen diakoni. Der var mange, der seriøst havde arbejdet med tingene og ikke ville spilde deres egen eller andres tid på humbug.»en folkeafstemning, dette vil vi søge at forhindre;«for folket var jo ikke modent til stemmeafgivning, sagde man. Er der i et demokratisk samfund i et vigtigt spørgsmål for folket uklarhed om, hvor folket står, er det da naturligt at høre folkets røst. Det var vigtigt for Blå Kors at vide, ikke bare: hvor står afholdsbevægelsen, men også: hvor står det danske folk, og det var bestemt ikke meningen at drage konsekvenser, uden at der var forsvarlig tydelighed. Allerede 1913 rejste pastor Niels Juhl spørgsmålet: Når vil man kunne gå til landsforbudets radikale middel? Og han svarede:»det må vistnok helst overvejes omhyggeligt i en kommission. Men kun det kan man sige, at der bør være en kraftig stemning i folket for en sådan reforms gennemførelse, dersom den skal blive til gavn og velsignelse så fuldt og helt, som vi håber det.«i en årbogsartikel»frihed eller tvang«fra 1918 er pastor Juhl inde på det, at det dan- 101

ske folk først skal være»modent«til at kunne tage imod et forbud. Han siger:»man kunne jo tænke sig det indført ved et magtbud fra oven, men imod folkets vilje; sådan tror jeg ikke, nogen afholdsmand ønsker det indført. Men sådan er det,»den personlige Friheds værn«fremstiller afholdsfolkene. Den siger:»det er jo ganske urimeligt, en utålelig tvang, at den lille klat afholdsfolk, der findes her i landet ca. 200.000 af landets ca. 3 millioner, altså Vis af samtlige indbyggere - skal bestemme, hvad alle vi andre må spise og drikke?«når man agiterer på den måde, går man simpelthen uden om sandheden. Vi 200.000 ønsker ikke at påtvinge hele den øvrige befolkning forbud. Men vi ønsker at oplyse befolkningen om, hvilken kulturfjende alkohol er, og hvilken ulykke den har været for vort samfund, og hvilken fare den endnu fremdeles betyder for vor ungdom. Og når folkets store flertal får sine øjne opladt til at se det og derfor forlanger ad lovgivningens vej at få fabrikation og handel med stærke drikke forbudt, da kan et sådant skridt vel ikke kaldes tvang eller overgreb. Er så det danske folk modent til forbud på nærværende tidspunkt? Jeg ved det ikke. Men jeg ved en måde, hvorpå man kan få det at vide. Det er den demokratiske måde, som man altid benytter, når man vil have at vide, hvad folkets vilje er. Man lader det afgive sin stemme. Og det er, hvad vi afholdsfolk har begæret af regering og rigsdag, at der må blive foranstaltet en folkeafstemning over dette store, for hele samfundets vel så meget betydende spørgsmål. Vi har endda ikke forlangt, at denne afstemning skulle finde sted nu, men først når krigens tryk er borte, og vi atter kommer ind i nogenlunde normale forhold.«i Blå Kors bladet 15. juni 1917 skrev Juhl:»Jeg for mit vedkommende ønsker først forbudet, når der er et meget stort flertal i vort folk, som vil det. Med en kneben majoritet ønsker jeg det ikke, og sådan antager jeg, de fleste forbudsvenner har det.«en mand, som af og til er med i debatten i afholdsspørgsmål, er Jens Warming (1873-1939). Han var en række år indtil 1919 kontorchef i Statistisk Departement, derefter professor i Statistik ved Københavns universitet. Så tidligt som i Blå Kors' årbog fra 1914 skrev han en lang artikel»en ønskeseddel«, hvor han nævner en masse ting af afholdsspørgsmål; han kommer da også ind på forbudstanken. Han slutter med disse ord:»men det ville være en ulykke at få forbudet for tidligt, inden der var en så stærk stemning derfor, at mindretallet kunne mærke, at det var alvor. Derfor må vi selv forlange en meget betydelig majoritet, to tredjedele eller tre fjerdedele; men det kan vi også nå, når vi tager kraftigt fat.«ja, så optimistisk var Jens Warming og andre med ham. Afholdsbevægelsen herunder også Blå Kors var indstillet på ikke blot at respektere udfaldet af en folkeafstemning, men at der skulle være stor majoritet for forbud, hvis sagen skulle nyde fremme. Foreningen»Den personlige Friheds værn«ville forhindre en folkeafstemning, egentlig ikke nogen særlig demokratisk holdning; man var bange for udfaldet. Vælgerkorpset var jo forresten også blevet fordoblet, idet kvinderne ved grundlovens revision 1915 havde fået stemmeret. Og hvor stod kvinderne i denne sag; man kunne jo risikere det værste. Kvinder var udslaggivende på Færøerne, da der deroppe indførtes delvist forbud. Da Rusland ved krigens udbrud på grund af krigsforholdene indførte midlertidigt forbud, mødte russiske kvinder op og bad om, at ordningen måtte blive permanent også efter krigen; for sikken en befrielse at være fri for mændenes drikkeri. Ville danske kvinder reagere noget lignende? Ikke usandsynligt. De, der var bange for forbud, havde sikkert også grund til at være bange for de danske kvinder; der var ikke så få, der havde haft det svært på grund af mændene; fik de nu chancen for med stemmesed- 102

len i hånden at ændre noget her, ville mange sikkert benytte sig af det. Det danske system Men der kom ingen folkeafstemning. Ministeriet Zahle kom egentlig såvel afholdsbevægelsen som kredsen om foreningen»den personlige Friheds værn«i forkøbet med et helt overraskende, uventet udspil. I stedet for at imødekomme det meget udbredte ønske om en folkeafstemning gennemførte regeringen følgende ordning allerede i 1917: Fabrikation af sprit og gær (der før var fri næring) overlades til eet enkelt selskab, der kontrolleres af staten, og i hvis udbytte staten får anpart. Brændevinsfabrikationen (der ikke før havde været underkastet nogen begrænsning) skæres ned til en syvendedel af den hidtidige fabrikation. Kvantumet fastsættes hvert år af ministeriet. Importen af brændevin o.l. (der før havde været fri) begrænses til et kvantum, svarende til den gennemsnitlige import i treåret før krigen. Skatten forhøjes, først til 100 % af detailprisen, nogle måneder senere til 20,60 kr. pr. liter 100 procents sprit, (1927-30 var den 15,60 kr., siden 1930 17,60 kr. + en omsætningsskat på 1-6 procent). Det forbydes at fremstille øl med mere end 3,2 vægtprocent alkohol. Denne ordning var forberedt af krigstidens overordentlige kommission, der således kom til at fungere som ædruelighedskommission. Det var ingen hemmelighed, at ordningens tilblivelse i væsentlig grad skyldtes kommissionens ledende mand, den senere handelsminister C. N. Hauge, med bistand af læge M. Hindhede og forstanderinde fru Magdalene Lauridsen. De tre måtte dele æren med finansminister, dr. Edvard Brandes og indenrigsminister Ove Rode, der med glæde - ja endog med begejstring - førte kommissionsforslaget ud i livet. Det lykkedes bryggerne i 1923 ved en ihærdig agitation at få folketinget til med 83 stemmer (Venstre Thorhauge, de konservative Fibiger, erhvervsmændene, løsgængeren Holstein, den radikale Gamborg og 5 københavnske socialdemokrater: F. K. Madsen, Sven Trier, Stauning, C Hansen og Helge Larsen) mod 30 at ophæve forbudet mod de stærkere ølsorter. Resten af ordningen fortsatte. Den blev verdensberømt under navnet»det danske system«, fordi den med et enkelt pennestrøg forvandlede vort folk fra et af de stærkest fordrukne til et af de mest ædruelige i verden. Tallene for alkoholforbruget var i 1916: 6,42 liter, i ordningens fødselsår 1917: 3,14, da reformen var i fuld kraft i 1918: 1,50, da det stærke øl var blevet frigivet i 1924: 2,90. Vel har regeringen skelet til fødevaresituationen, vel er en finansminister altid på skattejagt for at få penge i statskassen; men jeg tror ikke, at det er hele forklaringen på de gennemgribende restriktioner og den høje spiritusbeskatning. Der var en stærk folkevilje til ædruelighedens fremme langt ud over de organiserede afholdsfolk. Spiritusproblemerne kunne ikke bagatelliseres til kun at angå»nogle enkelte«. Det radikale Venstre var, så vidt jeg kan skønne det politiske parti, der var mest ædruelighedsvenlig, jfr. Larsen-Ledets oplysning om, at de radikale ungdomsforeninger så sådan på det, at hensyntagen til sociale spørgsmål måtte veje tungere end hensyntagen til den personlige frihed. Mærkeligt nok, 103

at to så forskellige foretagender som Radikal Ungdom og Blå Kors ædruelighedsmæssigt lå så tæt op ad hinanden. Men hvis man alligevel inderst inde følte sig usikker over for forbud, hvad ville man så gøre, hvis en folkeafstemning gav tydeligt flertal for det? Som stemningen var i det danske folk og i andre lande var det absolut ikke udelukket. Det vidste foreningen»den personlige Friheds Værn«, og derfor ville man gøre alt for at undgå denne demokratiske foranstaltning, som en folkeafstemning dog er. Der er al mulig grund til at mene, at ministeriet Zahle har taget højde for alt dette med den ordning, som blev vedtaget. Var det så et nederlag eller en sejr for den danske afholdsbevægelse? Tilsyneladende et nederlag; men også kun tilsyneladende. Vel nåede man ikke det, man stilede imod, men en stor landvinding i ædruelighedsmæssig henseende for det, der var kæmpet for i mange år. Alt taget i betragtning tror jeg, at det efter omstændighederne var den bedste ordning, og at den ikke var blevet til uden afholdsbevægelsens indsats; det fuldkomne lader sig desværre ikke realisere på denne jord. Hvordan gik det i forbudslandene, set hen over en årrække? I den første tid syntes der at kunne konstateres fantastiske, gode resultater. I USA trådte forbudsloven i kraft 1. juli 1919, båret frem af en vældig folkevilje. Kun drikke med Vi % alkoholindhold var tilladt. Der meddeltes om store fremskridt i befolkningen med økonomisk og sundhedsmæssig velfærd; masser af redningshjem for alkoholikere blev overflødige. Mange fængsler stod tomme eller omdannedes til fabrikker og hoteller. Og meget af dette var sikkert både sandt og godt. Men det var jo desværre ikke hele sandheden. USA er et uhyre stort land, som det ikke er så lige en sag at have kontrol med i alle sager, navnlig da ikke i storbyer som New York og Chicago, og rigets befolkning er uhyre blandet. En mængde indvandrere også af Europas udskud er kommet til USA og er rykket ind i Amerikas forbryderverden. Disse forbryderelementer, der jo var og er særlig talrige i de store byer, kastede sig over spritsmuglingen, og der gik hårrejsende historier om smuglernes forbryderfif, desværre i mange tilfælde i overensstemmelse med sandheden, så deres virksomhed blev mørke pletter i det forøvrigt så lyse billede, som forbudet i begyndelsen syntes at tegne. Der skete ulovlige hjemmebrændinger. Berygtet blev den farlige»moonshine whisky«(måneskins whisky). Der opstod illegale værtshuse under illegalt navn:»speak-easy«(tal sagte). Der opstod så mange problemer, at USA opgav det generelle forbud, gældende alle stater 1933, hvorefter det overlod es til hver enkelt stats egen afgørelse, hvad man ville. Norge med sit delvise forbud fra 1916 1926 og Finland, der var forbudsland fra 1919 1931 havde deres store problemer med spritsmuglere. De lange, norske kyststrækninger og de store, ensomme, finske skove gav dårlige muligheder for kontrol med smuglere. Om Danmark eventuelt kunne have klaret det bedre, er nok usandsynligt. Selvfølgelig kunne man have fulgt biskop Harald Ostenfelds besindige råd med en prøvekøring ½ eller et helt år. Sandsynligheden er nok størst for, at vi skal være taknemlige for, at forbudet blev undgået på den måde, som det skete, ved restriktioner og en kraftig spiritusbeskatning. Forbudsadressen røg dog ikke i papirkurven lige med det samme. Nogle delegationer fra afholdsbevægelsen fik et par gange foretræde for skiftende udvalg uden noget som helst resultat. Da en 10 12 år var gået, var sagen passé for aldrig mere at komme på dagsordenen. 104

Restriktionernes virkninger Da der var gået nogle år efter»det danske system«s indførelse foretog vicestadslæge i København, dr. med. Povl Heiberg nogle sammenlignende undersøgelser over perioden 1901 1927, hvad angår hyppigheden af selvmord blandt mænd på grund af spiritus og hyppigheden af delirium tremens (populært kaldt drankergalskab). Generelt kan siges, at få grupper af befolkningen er så isprængte med alkoholister som de mandlige selvmorderes gruppe. Et pludseligt og voldsomt fald i antallet af selvmord blandt mænd i København fulgte lige i hælene på de håndfaste forholdsregler, som lovgivningen fastsatte i slutningen af 1. verdenskrig. Efter den officielle statistik var i årene 1906 15 hver anden mandlig selvmorder i aldersklasserne 35 65 år drikfældig. Det lå nær også at undersøge, hvorledes denne befolkningsgruppe påvirkedes af den forandring i alkoholismens hyppighed og vel også styrke, som det indskrænkede udbud af spiritus samt de høje spiritusskatter medførte. Det viste sig, at antallet af mandlige selvmordere pr. 100.000 mand fra treåret 1914-16 til treåret 1917 19 pludselig gik ned fra 44 til 23. For så vidt man tør anse en ikke ringe del af mændenes selvmord for forårsagede af alkoholnydelse, er man berettiget til i de kommende år at vente et forøget antal selvmord, hvis resten af krigsårenes forholdsregler ophæves. For landets samlede bybefolkning ligger forholdene med hensyn til selvmord ganske som i hovedstaden. Og statistikken om delirium tremens blandt mænd 1901 1927 giver følgende oplysninger. I perioden 1901-1912 var der 25 gange flere tilfælde af denne frygtelige sygdom end i perioden 1916 1927. Og tager man befolkningstilvæksten i betragtning med det største antal mænd, der findes ved årrækkens afslutning, er faldet endog 35 gange. I 1906 og 1907 indtraf der gennemsnitlig daglig to tilfælde af denne berygtede sygdom, medens der i 1926 27 kun i gennemsnit indtraf 1 sygdomstilfælde hver 14. dag, og denne bedring kan kun forklares i krigstidens håndfaste bestemmelser som tidligere nævnt. Vicestadslæge, dr. med. Povl Heibergs navn er nu og da fremme i afholdsdiskussionen i disse år. Han konstaterede en bedring i årene efter 1917, men advarer imod en forhastet optimisme. Med henblik på en kollegas udtalelse sagde han, at det turde være for tidligt med dr. Estrid Hein at anse»alkoholspørgsmålet for næsten løst ved en høj beskatning og ved en begrænset adgang til at få udleveret alkohol.«blå Kors' arbejde blandt landsmænd i udlandet Vi kender arbejdet under»dansk kirke i udlandet«og»dansk sømandskirke i fremmede havne«. Fik Blå Kors en gerning blandt udlandsdanskere? Ikke ret meget. Vi hører dog om dansk Blå Kors' arbejde så langt borte som i Nordamerika. 1905 påbegyndtes et dansk Blå Kors-arbejde i den tredie største danske by, hvad indbyggerantal angår, i Chicago. Efter København og Århus boede der dengang flest danskere i Chicago. En landsmand fra Chicago havde set Blå Kors-arbejdet herhjemme og fik tilskyndelse til at tage fat i Chicago. 1906 tog man fat i en anden nordamerikansk by, San Francisco, der forøvrigt samme 105

år den 18. april ramtes af et alvorligt jordskælv. I årene inden den første verdenskrig hører vi om årsmødedeltagere også fra disse fjerne byer. Derefter synes arbejdet at være ebbet ud. Dansk Ydre Mission og Blå Kors Når man studerer det internationale Blå Kors' historie med henblik på de farvede folkeslag, konstaterer man, at hvor det lykkedes - og lykkes, var og er det i snæver kontakt med ydre mission og de nye, unge kirker. Her kan nævnes missionærer fra Baselermissionsselskabet og Parisermissionsselskabet, der ofte var Blå Kors-folk eller arbejdede på samme hammel med Blå Kors i bekæmpelse af de stærke drikkes forbandelse. Fra Skandinavien kan særlig nævnes norske missionærers betydning for afholdsarbejdet på Madagascar. Hvad med Danmark; havde vi kontakt med Ydre Mission? I den første årbog fra 1906 kan jeg se, at der var en pastor Busch fra Odense, der desværre på grund af manglende tid så sig nødsaget til at trække sig tilbage fra hovedbestyrelsen. Hvem var denne pastor Busch? Jeg har undersøgt det og har opdaget, at det var ingen ringere end Axel Busch, den varmhjertede og nidkære præst, der fra 1904 var blevet formand for DMS. At han havde nok om ørerne som formand for DMS er ikke vanskeligt at forstå; man kunne have undt Blå Kors, at vi også havde nydt godt af hans dynamiske arbejdskraft. Men der var kontakt med Ydre Mission, om end i beskedent omfang. På årsmødet i Odense 1906 var en af talerne missionær Ejner Hoff, DMS-udsending i Indien, og ved februarmødet 1907, fødselsdagsfesten for Blå Kors, havde man formået at få som taler den højt estimerede og særdeles kyndige professor L. P. Larsen fra Indien. Han holdt foredrag om redningsarbejdet overfor alkoholikere, hvorom han bl. a. udtalte, at det er et arbejde, som Kristi disciple»skylder«at være med i; tillige er det et arbejde, som»kun«kristi disciple kan løse ret, og et kristeligt redningshjem er det bedste tilflugtssted for dem, der har lidt skibbrud i drikkeriets hav. Det var klare ord fra en mand, der på grund af sit meget store kendskab til Ydre Mission havde en særlig myndighed til at kunne udtale sig. Mon det er ret mange bekendt i dag, at vi engang havde et Blå Kors-arbejde på en at vore Ydre Missions stationer? Men det havde vi på DMS' missionsstation»saron«i Østindien, der nævnes i almanakker og beretninger fra 1911 1929, da det åbenbart ophørte. På årsmødet i Kolding 1915 holdt missionær V. Nielsen fra missionsstationen»saron«foredrag om»nødvendigheden og betydningen af et kristeligt afholdsarbejde på missions marken i Indien.«Ellers hører vi ikke senere meget om det. Missionsstationen»Saron«kom desværre ikke til at danne skole for Dansk Ydre Mission. Pastor N. Juhl skrev nogle sande ord med tanken på hedningernes store skare i årbogen fra 1913:»Hvor tit har ikke de kristne folkeslag optrådt over for dem, ikke med Kristi barmhjertighed, men som røvere, der plyndrede dem og udbyttede dem, benyttede sig af deres underlegenhed på en skammelig måde? Her er meget at gøre godt igen, og det er det, den kristne mission forsøger.«106

Vore vestindiske kolonier Danmark har sin kolonihistorie. Lad mig i denne bog foruden vore vestindiske kolonier indskrænke mig til blot at nævne Trankebar, der blev erobret 1618. Der knytter sig missionshistorisk interesse til Trankebar. Med en vis national stolthed har vi i Danmark været os bevidst, at vi var det første, evangeliske land, der indledte hedningemission. Den forøvrigt ikke særlig fromme kong Fredrik IV følte sig dog tilskyndet til at tage sig af evangeliets udbredelse i vor koloni Trankebar i Ostindien. Vi havde ikke selv de kvalificerede folk; men så sendtes da to tyske pietister, Ziegenbalg og Plütchau, til Trankebar, efter at de var blevet ordineret i København 1705; dermed begyndte evangelisk hedningemission; og det var da også godt. Men nu de vestindiske øer, der i kolonitidens sidste fase har en Blå Kors-interesse. Det drejer sig om tre øer, St. Thomas, som toges i besiddelse 1666, naboøen St. Jan, som vi tog 1717 og St. Croix, som købtes af Frankrig 1733. Rørsukkeret fra disse øer blev en meget vigtig handelsvare for Danmark et par århundreder. Det var ikke store øer arealmæssigt. St. Thomas ikke større end Ærø, St. Jan mindre end Amager og St. Croix omtrent af størrelse som Møn. Vi har en uhyggelig, grusom kolonifortid, som vi i lighed med andre europæiske koloninationer har al mulig grund til at skamme os over, når vi bl.a. tænker på den uhyggelige sejlads i den klassiske»trekantfart«fra København til Guldkysten, hvor en ladning slaver efter en vild jagt blev indtaget og derefter med nordøstpassaten videre til Dansk Vestindien. Her solgtes slaverne, og med en ladning sukker og rom gik skibene tilbage med nordvestpassaten til København. Der var mange penge i den handel, både for de vestindiske plantere og de danske redere og købmænd. Generation efter generation har tusinder og atter tusinder af afrikanere lidt umenneskeligt under denne slavejagt og slavehandel som hjælpeløse, retsløse mennesker. Heldigvis glimter der i kolonitidens sidste fase nogle beskedne lyspunkter i øernes ellers triste historie, især på grund af de kristne kirker, ydre missionsarbejde og da også lidt Blå Kors arbejde. 1906 påbegyndtes et Blå Kors-arbejde på St. Croix i Frederikssted. 1907 kom en lokalforening på St. Thomas; på denne ø kom der snart derefter yderligere en lokalforening blandt danske gendarmer. I årene før den første verdenskrig var der ret god kontakt imellem Blå Kors i Danmark og de fjerne koloniområder. Dansk Vestindien var repræsenteret på vore årsmøder 1907 i Horsens, 1910 i København og 1911 i Århus. På årsmødet i Horsens 1907 bragte en troende neger, snedker A. Mac. Farlane, en hilsen fra Blå Kors-foreningen i Frederikssted, hvis sekretær han var. Endvidere var han formand for børneforeningerne derude, som han særlig talte om med Blå Kors' forretningsfører, kammerassessor S. Edholm, som tolk. Det var ikke megen kontant støtte, de fjerne øer fik fra Danmark, overvejende kun tryksager, pjecer, traktater og blade. En undtagelse var dog mr. Farlane. Han var på et års studieophold i Danmark, hvor vi tog os af ham, og vi betalte hans hjemsendelsesomkostninger, og han var det værd. Han blev en værdifuld Blå Kors medarbejder fra de indfødtes egne rækker. Ellers er der særlig to navne, der kommer i rampelyset, hvad angår Blå Kors' arbejde på de vestindiske øer. Den ene er pastor N. N. Westergaard, der havde sit virke på St. Croix, og den! anden provst Johs. Petersen, der havde sin gerning på St. Thojmas, begge to varmhjertede Blå Kors-folk. 107

Pastor N. N. Westergaard talte på årsmødet i København? 1910 ved festmødet i Koncertpalæet om de sociale forhold på øerne. Vi giver ham ordet for noget af det, han sagde i Koncert-1 palæet:»vi forstår vanskelig den sorte race. Vi ser på ham som latterlig og unormal; men vi må huske på, at det er os selv, deri har gjort ham til det, han er. Når vi ser på den sorte mand, så'5 må vi se på ham med samme øjne som på de frigivne på Gorm den Gamles tid eller som bønderne på Holbergs tid. Vi må huske på, at forældrene til den slægt, hvormed vi nu arbejder J derude, var slaver. Og det er et sørgeligt syn at se dem træde ind i vort menighedshus. Der kommer den gamle kone med sin turban; hun kan ikke arbejde mere; derfor får hun kun 1 dollar (2 kr.) om måneden i fattighjælp. Det er lige nok til huslejen. Hun må enten stjæle eller tigge for at kunne leve. Der kommer den unge pige; hun er tjenestepige og får 3 dollars om måneden, men må selv holde sig med kost og logi. Man kan forstå, hvad det fører til. Og der kommer arbejderen, der slider i det den hele dag for en løn af 25 cts. (50 øre) om dagen, hvorfor han skal ernære kone og 5 børn. Det er da ikke underligt, om han søger at glemme tilværelsens byrder ved de stærke drikke. Håndværkeren er lidt mere intelligent, han tjener lidt mere, ca. 1 kr. om dagen; men hans uddannelse er dårlig, fordi han prøver på at lære 5 å 6 forskellige håndværk og naturligvis ikke kan være mester i dem alle. Således lever 18.000 mennesker på St. Croix, og da udgifterne til spiritus udgør 100.000 dollars årligt, så kan man forstå, at der er dyb fattigdom. Skaden bliver større, fordi de er underernærede. Derfor er Blå Kors arbejde så nødvendigt derude, og det begynder at gå op for de mere intelligente af de sorte, at drikkeriet er galt. Men overklassen derude er modstander af afholdssagen, fordi den strider mod deres økonomiske interesser.«ved årsmødet i Århus 1911 repræsenterede provst Johs. Petersen, St. Thomas, de vestindiske øer, og han prædikede i Skt. Johannes' kirke. Denne deltagelse i årsmødet har måske givet anledning til, at han blev bedt om at komme med en redegørelse om forholdene derovre. Det har han gjort dygtigt i en artikel i årbogen fra 1911:»Om afholdsarbejdet i Dansk Vestindien«. Hans artikel er et godt aktstykke for den, der er på jagt efter pålidelige, historiske kilder. Hans vurdering falder sammen med pastor Westergaards. Stor social nød, forstærket gennem alkohol, der sammen med tropesygdommene gør dødeligheden ikke bare blandt børn, men også blandt folk i deres bedste alder stor. Selv om negerslaveriet er afskaffet, er utallige slaver af spiritus i alle kredse. Hospitalsjournalerne, embedsmændsannalerne, militærlisterne og politirapporternes omtale af rombutikkernes ofre, alt beretter om alkoholens ofre, og der er også præstetragedier, for præster er jo ikke skabt af andet stof end andre mennesker. I tidens løb har dog kristne mennesker med hjerte og samvittighed i behold gjort en barmhjertighedens tjeneste for disse nødstedte alkoholikere. Brødremenigheden har gjort en god indsats. Omkring 1885 påbegyndte en præst fra Brødremenigheden et afholdsarbejde blandt landnegrene på St. Thomas. Den anglikanske kirke har haft sit organiserede afholdsarbejde. Nævnes kan også Good-Templarordenen, og at danske præster har taget fat blandt soldater i den danske garnison. I 1906 følte alle protestantiske kirkers præster på St. Thomas trang til at danne et interkonfessionelt præstekonvent, og man mødtes for at drøfte opgaver, som man kunne løse i fællesskab, og en af de første opgaver, som man følte som en fællesopgave, var alholdssagen. Man fik tilrettelagt fælles fremstød på meget bred basis; først holdtes møde i det anglikanske forsamlingshus, siden på byens teater, og der blev tydeligt talt om den ulykke, 108

som spiritusnydelsen fører med sig: sygdom, fattigdom, usædelighed, forbrydelse og anden elendighed. Møderne havde klart, kristeligt sigte, og det fremhævedes, at totalafholdenhed er ikke nok til frelse. Der afholdtes store årsfester med folkeligt program, og mange hundrede mennesker kunne samles. Det var ikke uden betydning med denne fælleskirkelige offentlige fremtræden; men det kneb noget med at tage sig af de enkelte, og derfor følte man det som en nødvendighed i den lutherske kirke, at man oprettede sine egne Blå Kors-afdelinger. Provst Johs. Petersen havde sin gerning på St. Thomas, men udtaler sig også i sin artikel om St. Croix. Herom siger han, at på denne frugtbare og smukke ø findes en langt større befolkning af landarbejdere, som gennemgående er ret drikfældige, og ulykken er overvejende den på øen producerede rom. De bølgende grønne sukkermarker bringer rigdom til nogle ved en indbringende sukkerfabrikation; men man bliver trist til mode, når man tænker på den fattigdom og forbandelse, som rom, sukkerets biprodukt, fører med sig. Det karakteristiske ved St. Croix var»rom-bod«privilegiet. Man ville sikre befolkningen så kønt lød det - en så»god«rom som muligt. Ejerne af de priviligerede rombutikker skulle være forpligtede til at servere rom af en vis alder og beskaffenhed, men vel at mærke på betingelse af en klækkelig afgift til guvernementet, der altså ligefrem havde en direkte økonomisk interesse i romdrikkeriet, der ruinerede mange familier i fattigdom og al mulig elendighed. En pastor H. Lawaetz, hvis familie i øvrigt nød befokningens tillid på en smuk måde, førte i sin tid på tryk og i gerning en energisk kamp imod»rom-bod«ordningen. Der var en uhyggelig høj procent børnedødelighed; 40-45 % af børn under eet år døde. Drikfældige mennesker har jo ikke de bedste betingelser for at blive forældre til sunde og levedygtige børn. Men Blå Kors øvede altså en barmhjertighedens tjeneste, dog ikke helt forgæves. Det var ofte svært at samle folk til gudstjenester og møder, også fordi folk i deres armod var så fattigt klædte, at de generede sig for at komme. Befolkningen var primitiv og måtte næsten vejledes som børn med anskuelsesundervisning. Man forsøgte sig med lidt amatørskuespil. På et friluftsteater opførte man engang Holbergs»Jeppe på bjerget«i engelsk oversættelse. Vi kan måske trække på smilebåndet, når man hører om en Blå Korsprocession hen ad gaden med et Blå Kors-banner i spidsen og derefter en vogn med en herre, der bar krone, scepter og endelig en inskription på et banner:»kong Alkohols jordefærd«. Trods dette»ligtog«var det nu ikke så nemt at få Kong Alkohol jordet. Med en vis vemod læser man slutningen i provst Johs. Petersens artikel, at det var en absolut støtte at have USA så forholdsvis nær, hvor afholdssagen var betydelig stærkere; der var ikke mange vestindere, der ikke på en eller anden måde havde forbindelse med staterne. Han slutter med en sammenligning af to sejlruter. Da han rejste med den engelskamerikanske damper fra St. Thomas til New York, serveredes der ved alle måltider isvand; kun en ganske enkelt af de 60 70 passagerer drak lidt øl. Men på den danske damper fra New York, der mødte han den danske snaps, den danske bajer og den svenske punch. Som årene gik, gik det tilbage med indtægten fra sukkerrørindustrien. Sukkerroeindustrien i Europa slog sukkerrørindustrien på øerne ud. Det blev en underskudsforretning. Vi var ikke mere konkurrencedygtige på verdensmarkedet. Flere gange var der tale om salg. Det skete endelig langt om længe efter en folkeafstemning i Danmark 14. december 1916. Øerne blev solgt til USA for 25 millioner dollars. Men det var altså fru Hansen og hr. Petersen i Danmark, der afgjorde befolkningens skæbne på de fjerne øer. Mindre end fire 109

år senere skete der igen en betydningsfuld folkeafstemning, da det skulle afgøres, om Sønderjylland skulle genforenes med Danmark eller forblive i Tyskland. Men i Sønderjylland skete afstemningen på den eneste menneskeværdige måde, nemlig på selvbestemmelsesrettens grundlag; det var befolkningen selv, der med stemmesedlen i hånden afgjorde deres egen skæbne. Vi var ikke nået dertil at give befolkningen på de vestindiske øer den samme menneskeret. Vi var i det hele taget ikke nået særlig langt i bestræbelserne for en højnelse til en menneskeværdig tilværelse for den sorte befolkning. Den højtidelige afståelse skete ved en ceremoni den 31. marts 1917 på St. Thomas, da Dannebrog blev strøget og Stars and Stripes gik til tops. Det var et bevæget øjeblik, og nogle var der nok, der havde tårer i øjnene. Trods alt var der lidt godt at mindes, ikke mindst i forbindelse med de kristne kirker og den kristne mission; også Blå Kors havde haft en beskeden plads i det positive billede. Ved årsmødet på Nyborg Strand 1918 meddeltes det, at de to lokalforeninger i Vestindien måtte slettes på grund af øernes salg. Det danske Blå Kors-kapitel i Vestindien var hermed afsluttet. Sønderjylland Lad os begynde med at springe så langt som 100 år tilbage i historien. Søndag den 29. juni 1879 stod der en artikel i»nordslesvigsk Søndagsblad«af den meget kendte og meget særprægede grundtvigske præst Otto Møller (1831-1915) fra Gylling, kun et par måneder efter, at vort lands to første afholdsforeninger var stiftet henholdsvis i Vejle og Randers. Otto Møller skrev således under denne overskrift:»vrag er et sikkert sømærke! Det skulle synes, at er noget sikkert til at advare som sømærke, da måtte det være et vrag. Et sømærke siger jo så meget som, at hvor det står, skal ingen sejle; thi der forliser man. Snart er det en kost eller tønde, og snart et fyr, der er bestemt til at yde en sådan tjeneste. Men man skulle synes, at vraget er det sikreste og mest veltalende mærke; thi det taler tydeligt om den fare, som lurer i dets nærhed. I mange tilfælde holder det også stik, at vrag gør tjeneste som sikkert sømærke, eller at ens skade gør andre kloge. Et hul, ved siden af hvilket der ligger en væltet vogn, kører sandsynligvis enhver udenom, så længe han kan se; hvor en er plumpet gennem isen og ligger skrigende, løber næppe nogen anden i. Alligevel var det at ønske, at det agtedes langt mere end det gør, at mennesker ville sky det vrag, de kun behøver at åbne øjnene for at se strandet på det skær, de selv styrer lige imod. Vi kan allerførst tænke på og kan ikke undgå at tænke på brændevinsflasken. Hvor mange vrag er der ikke set, og ses der ikke om den? Den er et skær, som næsten ingen kan færdes omkring ved uden at tage skade. Den er måske det allerfarligste af alle de skær, som en menneskebåd kan komme til at støde på og sidde fast på. Men der er altid og allevegne vrag nok. Mennesker, der er gået til grunde både til sjæl og legeme. Det går et menneske i virkeligheden, som det går et skib, der løber fast på et skær. Skæret holder skibet fast, og efterhånden begynder det at opløses. Det knager i alle sine sammenføjnin- 110

ger, tumles af de oprørte bølger og splittes ad for ikke mere at samles. Netop ligeså med et menneske, der betages og fanges af denne ulyksalige lyst og lidenskab. Det holdes fast som med lænker. Snart løsnes alle selvets bånd. Viljen slappes, der kan sukkes og klages, men ingen modstand gøres. Endelig falder alt, og faldet er stort. Sådan ligger der vrag rundt om, sørgeligere endnu end d«sorte vrag, der står og ligesom rækker armene i vejret på strandkanten. Men nu kommer særsynet i, at mens man skulle tro, at sådanne vrag advarede alle andre sejlere, så synes de mangen gang langt snarere at drage og suge til sig som en malstrøm, kogle og trylle som musefælden, hvis flæsk man dog sagtens kan lugte til og med forsigtighed også slikke på. Forhåbentlig vil dog flere og flere få øje for disse vrag og for det ødelæggende skær, de sidder fast på. Og her må skolen også være med og gøre sin pligt. Det er et håb, vi med rette må have til skolen, at lyset derfra ikke blot vil lyse opmuntrende over det, som er vinding, men også advarende over det, som er ulykke. Der skal i skolen ligesom tegnes og undervises i søkort. På søkortet er alle skær og farlige grunde afsatte og klart betegnede, og en sømand, som er vel undervist, vil altid vide at undgå dem, selv om han intet vrag har for øje. Sådan vil den alvorlige skole vide at betegne de farlige steder, som under livets sejlads er at undgå, og ikke blot klart betegne dem, men også give midler i hænde til at undgå dem.«otto Møllers artikel er skrevet i en pædagogisk sammenhæng i et forsøg på at vække en ansvarstagen i skolens oplysende gerning også på dette felt. Men hvorfor optage en sådan artikel i et søndagsblad i Nordslesvig? Det volder mig ingen vanskelighed at forstå dette. For var der nogen steder, man følte nødvendigheden af en sund opdragelse af børnene og en sund vejledning af ungdommen i ædruelighedsmæssig henseende, så var det i de dansktalende og de dansksindede kredse i Sønderjylland. Det er noget, der næsten er gået i glemmebogen, endog hernede i den sønderjyske landsdel i dag. I mange dansksindede kredse føltes det dengang, at afholdssagen hørte med i den nationale kamp. Det må nok derfor være tilladt at skele lidt til den øvrige afholdsbevægelse i Sønderjylland, fordi den betød så umådelig meget i perioden under fremmedherredømmet før 1920. Først skal nævnes IOGT, der for så vidt er en udpræget international bevægelse, og dog var det sådan, at der skete en deling af sproglige grunde. Den 12. juli 1883 kom to højtstående nordiske ordensbrødre, Alphonzo J. Andersen fra Danmark og svenskeren Ferdinand de Rong, på besøg i Haderslev og stiftede der den første dansktalende IOGTloge. Den kom til at bære sit navn»pioneren«ikke med urette. Det lille frø, der her blev sået, skulle i løbet af forholdsvis kort tid blive til et stort træ. Allerede 1886 var der otte IOGT-loger i Nordslesvig. Bevægelsen bredte sig stærkt i Nordslesvig, snart ned i Sydslesvig og videre ned i Tyskland. Men af sproglige grunde delte man sig. Den 13. februar 1888 samledes IOGT-logerne i Nordslesvig i en fælles organisation under navnet: Tysklands storloge I, og sproget i disse foreninger var dansk. Den 9. oktober 1887 stiftedes den første, tysktalende IOGT-loge»Digynia«i Flensborg, og der kom hurtigt flere til, så man allerede den 6. oktober 1889 syd for den nuværende landegrænse kunne organisere sig i en fælles organisation under navnet: Tysklands storloge II, og sproget i disse loger var tysk. Der er mange vidnesbyrd, både fra danske og tyske beretninger, at ædrueligheden voksede i befolkningen, hvor Good-Templarne var virksomme i lindring af den sociale nød, som skyldtes spiritus. Kulminationen nåedes i 1913 med 3178 medlemmer i 98 loger i Nordslesvig. 1909 var 111

der i det lille Sønderborg amt 23 IOGT-loger med 684 medlemmer. Der var en anden afholdsforening»nordslesvigs Afholdsforening«, der fik en ret stor betydning i Sønderjylland, meget nøje kædet sammen med den nationale kamp. Den blev stiftet i Aabenraa 13. august 1893, men reorganiseret 2. januar 1907, hvorved det nationale sigte blev klarere. Gårdejer N. J. Gotthardsen fra Nørmark i Visby sogn ved Tønder blev formand for den reorganiserede»nordslesvigs Afholdsforening«og beklædte formandsposten til efter genforeningen. Det lykkedes mig at få kontakt med Gotthardsen i hans høje alderdom og ved samtaler med ham og lån af kildemateriale at få et indtryk af, hvad»nordslesvigsk Afholdsforening«i sin tid betød i landsdelen. Det samme kan jeg sige om væver Th. Kaufmann fra Varnæs, der endog i sin alderdom, da»nordslesvigsk Afholdsforening«forlængst var ophørt, meldte sig ind i Blå Kors i Sønderborg. En af dem, der havde stor forståelse for afholdssagen, var redaktør Jessen fra»flensborg Avis«. Gotthardsen refererede for mig nogle udtalelser af redaktør Jens Jessen (1854 1906), fremsat i et offentligt foredrag og gengivet i»flensborg Avis«:»Der er ikke noget, der har gjort så stor fortræd som drikkeriet, hverken i økonomisk, legemlig eller åndelig henseende. Det har som intet andet tæret på vor økonomiske bæreevne, på vore legemlige kræfter, og det har afstumpet folkets sunde sans og tænkeevne og gjorde dem til åndelige vrag.«der var en lang række betydende personligheder fra dansknationale kredse, der stod sammen med Gotthardsen i arbejdet. I flæng kan nævnes lærer Hans Lorenzen og hans hustru Hansigne Lorenzen fra Ballum, den senere kreditforeningsdirektør A. Calløe, pastor Johs. Tonnesen, Hellevad (en søn af Indre Missions formand i Nordslesvig, den kendte pastor Hans Tonnesen i Hoptrup), borgmester Holger Fink i Aabenraa, købmand Lorenz Filskov, Møgeltønder (kendt bl.a. for sin bog»lunets sønner«, hvor han fortæller en række morsomme anekdoter fra sine oplevelser med tyske gendarmer og embedsmænd), sognepræsten i Dybbøl, pastor P. Hansen. På et givet tidspunkt var alle Nordslesvigs danske frimenighedspræster på en enkelt undtagelse nær medlemmer af denne afholdsforening. Hvor samledes man i danske kredse? Der skete faktisk det besynderlige, at tyske myndigheder nok mod deres vilje indirekte blev årsag til, at der ud over hele Nordslesvig byggedes en mængde danske forsamlingshuse, idet man søgte at bevæge kroværterne til at nægte at stille deres lokaler til rådighed for danske møder, og da man også var tilbageholdende med at udstede spiritusbevillinger til danske borgere, ja så fik den danske befolkning deres egne forsamlingshuse, men uden spiritus. Det var nok ment som en gene; men det fremmede den folkelige sundhed i de danske rækker, og mange hjem var glade for, at der var forsamlingshuse, hvor deres unge kunne samles uden at møde spiritusfristelsen. I vid udstrækning, også uden for den organiserede afholdsbevægelse, var folk mest trygge ved forsamlingshusmøder uden spiritus. Også herudfra udviklede sig det gode»sønderjyske kaffebord«, som ikke er at foragte. Mærkeligt, som det er gået sidenhen. Som slægtledet før 1920 og da også en række år efter genforeningen var ivrige efter at holde spiritussen uden for forsamlingshusene, er børnebørnene og oldebørnene efter den slægt blevet næsten lige så ivrige efter at få spiritusbevillinger og har fået dem, bl.a. under påskud af, at man ellers ikke økonomisk kunne klare det - i vort velfædssamfund. 112

Kampen mod småbanekroerne En sag, der kom til at skabe en yderst pinlig, opsigtsvækkende opmærksomhed, var kampen mod småbanekroerne. Efterhånden anlagdes de mange amtsbaner fra de sønderjyske købstæder ud i landdistrikterne for at skaffe landboerne bedre trafikale muligheder, hvad jo kunne se ganske tilforladeligt ud. Der kom et utal af stationer med dertilhørende stationskroer. Der ekspederedes pludselig en masse spiritusbevillinger til disse stationskroer. Hvad var meningen? Disse amtsbaner førtes mange steder gennem landsogne med næsten udelukkende dansksindet befolkning. Der ymtedes om, at stationskroerne havde andre formål end trafikale, at: de også skulle være samlingssteder for»den tyske Forening«. En af dem, der var mistænkelig og fortørnet herover var pastor P. Hansen i Dybbøl (1864-1930). Han startede en afholdsforening i Dybbøl og rejste rundt i landsdelen for gennem tale og foredrag at vække folk til modstand mod drikkeriet og forlystelseslivets sløvende indflydelse på bevidstheden. Han mente, at de tyske myndigheder bevidst forsømte afholdssagen for ved drikkeri og underholdning at lade folket fordumme og blive ligegyldige i det nationale spørgsmål. Om den danske modstand i afholdsbevægelsen udtalte pastor Hansen ved sit 40 års præstejubilæum i 1930:»Vi måtte således tage kampen op mod et drikkeri og forlystelsesvæsen, som modstanderne ligefrem havde sat i system som et tjenligt middel for deres formål. Da jeg påtalte dette over for en gendarm, at man således åndeligt udhungrede og forarmede befolkningen, svarede han:»das will man doch gerade!«(ja, det er lige netop det, man vil). Ja, man ville åndeligt udmarve befolkningen, så den ingen ballast og ingen modvægt besad over for det tyske; man ville aflede tanken og opmærksomheden fra en alvorlig national kamp.«så skete der en yderst tragisk begivenhed 1910 ved en indvielse af en bane fra Toftlund henholdsvis Gram til Skærbæk. En sydfra indvandret skomager i Spandet havde ventet at fa et adgangskort til den festivitas, der skulle finde sted i anledning af baneindvielsen, men fik det ikke. Han blev så ærgerlig over det, at han gik hen på den nye stationskro og drak sig fuld, hvorefter han ravede hjem, lavede spektakel, og det endte med den familietragedie, at han med en kniv myrdede sin egen 18-årige datter. Mordet i Spandet fik en uvilje mod drikkeriet på stationskroerne til at blusse så voldsomt op, at det blev noget nær en folkesag i den sønderjyske befolkning. Det var jo forfærdeligt, hvad den arme forvildede far havde gjort ved at myrde sin egen datter. Men bemærkelsesværdigt var det, at det primære i sagen blev ikke: Lad os få den mand straffet, men:lad os få det forbandede spiritusdrikkeri på stationskroerne standset. Amtsbanen sorterede under Haderslev kredsudvalg (dvs. amtsråd). Et mindretal i kredsudvalget, dvs. de dansksindede kredsudvalgsmedlemmer med tandlæge Smith fra Haderslev i spidsen foretog på få dage en underskriftsindsamling med 3000 underskrifter med andragende til kredsudvalget om, at småbanekroerne omdannedes til alkoholfrie beværtninger. Kirkeforstanderskabet (dvs. menighedsrådet) i Hoptrup sendte også en henvendelse til kredsudvalget om at få småbanekroerne ændret til alkoholfrie beværtninger. Henvendelsen, der var underskrevet af Indre Missions formand, Hans Tonnesen, sognepræsten i Hoptrup, blev også offentliggjort i»dannevirke«med opfordring til andre kirkeforstanderskaber om at tilslutte sig henvendelsen, hvilket flere også gjorde. Men den tyske landråd og den tyske flertalsgruppe i kredsudvalget afslog at imøde- 113

komme disse henvendelser. Blå Kors i Nordslesvig indtil genforeningen Blå Kors som kristen afholdsforening var politisk neutral sådan da! Det var ikke altid lige let at være politisk neutral; foreningerne bestod af både danske og tyske medlemmer. Rent organisationsmæssigt henhørte Blå Kors i Sønderjylland indtil 1920 under hovedforeningen for Blå Kors i Tyskland, der havde hovedkontor i Wuppertal-Barmen. (Der var også et andet Blå Kors-forbund, som kaldte sig»kirkeligt Blå Kors-forbund«, som havde nogle enkelte Blå Kors-foreninger i Nordslesvig, som man dog ikke hører ret meget om). Men der var hyppig kontakt med Blå Kors i Danmark, hvad vi skal komme nærmere ind på. På grund af Sønderjyllands tilhørsforhold til Tyskland før 1920 er vi i den ejendommelige situation, at Blå Kors i Sønderjylland er ældre end det officielle Danmarks Blå Kors. I København stiftedes Blå Kors i Danmark 1. februar 1895. Blå Kors i Sønderjylland stiftedes 30. september 1892, og det begyndte hej i Sønderborg, så Sønderborg lokalforening faktisk er Nordens ældste Blå Kors-forening. Jeg havde håbet, at der skulle have foreligget noget arkivmateriale på det tyske Blå Kors' hovedkontor i Wuppertal-Barmen og har korresponderet med m gode ven, generalsekretær Herbert Frische vi har en række I siddet sammen i Blå Kors' internationale centralkomié - desangående. Men han kunne kun meddele, at alt arkivmateriale gik tabt, da deres hovedkvarters syv huse bomberamtes natten mellem 29.-30. maj 1943, da også en række medarbejdere omkom. Jeg må derfor henholde mig til noget arkivmateriale også fra tysk tid, som jeg har modtaget af afdøde sparekassedirektør Hans Iversen, og som er uhyre interessant læsestof. Hans Iversen, som en lang årrække var direktør for Sønderborg Bys Sparekasse, har betydet uendelig meget i mange år for Blå Kors i Sønderborg, men var ikke med helt fra begyndelsen. I sine helt unge år var han fra sidst i 1893 ansat ved skattekontoret i Altona. Han underskrev sit afholdsløfte den 28. september 1894, just den aften, da Blå Kors i Hamborg blev stiftet; så han var faktisk en af medstifterne af Blå Kors i Hamborg og aktivt med i arbejdet i Hamborg fra første begyndelse; han var da en ung mand på en 19 20 år. Det var ikke så mange år, han var i Hamborg-Altona. I sine unge år blev han indremissionær i Sønderborg fra 1897 1904 under Gemeinschaftsverein, en bevægelse i tysk kirkeliv noget lignende Indre Mission i Danmark. 1904 ansattes Hans Iversen i sparekassen. I alle sine år i Sønderborg var han helhjertet med i Blå Kors-arbejdet. Fra 1907-1950 var han lokalforeningens formand og til sin død den 2. oktober 1962 medlem af bestyrelsen. Hans Iversen har nedskrevet for os, hvordan det begyndte med Blå Kors i Sønderborg. Det gik sådan til: I det hus på Nørrebro, hvor nu missionshotellet»ansgar«ligger, var der i 1892 en gammel kolonialforretning, som tilhørte en ældre enkemand, købmand Lorenz Petersen. Han var leder af Indre Missions samfund (Gemeinschaftsverein) i Sønderborg, og mange fra den kreds kom i hans hjem. Regelmæssig hver måned kom indremissionærerne fra Slesvig-Holsten og holdt nogle møder i foreningens lokaler i Liliegade 5, og disse fremmede talere boede altid i Petersens gæstfrie hjem. I foråret 1892 var en missionær Schultz fra Heide i Holsten i Sønderborg og holdt nogle møder. Han fortalte køb- 114

mand Petersen om en forhenværende alkoholiker ved navn Sinn, som for ikke så længe siden var blevet omvendt gennem et i Heide påbegyndt Blå Kors-arbejde. Men Sinn var ikke rask endnu på grund af lungesygdom og trængte til en længere rekreation. Købmand Lorenz Petersen tilbød straks, at denne Sinn kunne komme til ham for i den friske søluft her i Sønderborg at søge fuld helbredelse og genvinde nye kræfter. Sinn tog med glæde imod indbydelsen og var hos Petersen nogle sommermåneder i 1892; han fortalte om det Blå Kors-arbejde, der øvedes i Heide. Som en af dem, der selv var blevet hjulpet ved troen på Jes frelsende magt til fuld afholdenhed, forstod han lidelsesfæller Sønderborg og var opfyldt af en brændende kærlighed til de Sammen med købmand Petersen opsøgte han alle de alkoholikere, som Petersen kendte, og fortalte, hvordan han selv var blevet hjulpet. Da Hans Iversen som ung kasseassistent i august 1892 v; hjemme på ferie, besøgte han Lorenz Petersen, der fortal e, hvad der var sket af et begyndende Blå Kors-arbejde på gru id af Sinn, der nu var rejst hjem til Heide. Flere fra kredsen i Indre Mission havde aflagt afholdsløftet for at støtte arbejdet, og adskillige havde søgt hjælp i kampen mod drikkeriet. Allerede i september var man så vidt, at man kunne danne en forening jå 38 medlemmer og tilhængere. Foreningen stiftedes den 30. september 1892 med pastor Tadey som formand og købmand Lorenz Petersen som næstformand; Lorenz Petersen var dog den virkelige leder af arbejdet. Sådan begyndte Blå Kors i Sønderjylland. Et ulykkeligt menneske blev redskabet, efter at han selv var blevet hjulpet åndeligt og menneskeligt. Hans navn var Sinn, og der kom overensstemmelse mellem hans navn og hans liv. Det tyske ord»sinn«kan oversættes»mening«. Ved befrielsen fra stærke drikkes magt, ved troen på Jesus Kristus blev hans liv meningsfyldt og ved at vidne om det, han selv havde fået, blev han redskab til, at andres liv også blev meningsfyldt. Blå Kors fik ikke tilnærmelsesvis den udbredelse, som IOGT og Nordslesvigs Afholdsforening fik; men der kom dog efterhånden flere lokalforeninger. Efter oplysning fra Hans Iversen var der i 1913 otte Blå Kors-foreninger, der var tilsluttet det såkaldte tyske hovedforbund for Blå Kors, hvis centralledelse var i Wuppertal-Barmen med ialt 290 medlemmer. Desuden var der vistnok to eller tre foreninger med måske ca. 90 medlemmer, der var tilsluttet den organisation, der kaldte sig»kirkeligt Blå Kors' forbund«. Men at sønderjyske Blå Kors' folk ønskede kontakt med Blå Kors i Danmark, blev der tit givet udtryk for. Af og til var der sønderjyske Blå Kors-folk, der deltog i Blå Kors' årsmøder i Danmark. I årsmødet 1902 i Odense deltog Hans Iversen, da han endnu var indremissionær i Sønderborg. Anders Nissen fra Søvang i Øster Højst sogn deltog i årsmødet 1910, og han bad Blå Kors i Danmark ikke glemme sønderjyderne i vor forbøn. Ved årsmødet 1911 i Århus var der hele fem sønderjyske deltagere. Alt folkeligt og kirkeligt liv i grænselandet var vævet ind i den nationale kamp og spænding; vi møder det alle vegne, berigende, smertende, til tider fuld af dynamik og rystelser, og Blå Kors med en blanding af tyske og danske medlemmer mærkede det også. Organisationsmæssigt måtte der være en loyalitet over for centralledelsen i Wuppertal- Barmen, men dragningen mod Danmark var til tider ret tydelig. På årsmødet i Herning 1905 kom det frem, at forskellige sønderjyder i Sundeved og på Als havde andraget om, at der måtte oprettes Blå Kors-afdelinger i Sønderjylland i tilslutning til den danske hovedbestyrelse. Pastor Juhl ville handle åbent og ikke gå bag nogens ryg, så der var ført forhandling og korrespondance med den tyske centralledelse, hvorefter man kom til den 115

forståelse og aftale, at danske i Sønderjylland kunne oprette»blå Kors«-foreninger, der i alle forretningsforhold stod i forbindelse med den danske hovedbestyrelse, men iøvrigt skulle tælles med i den tyske»blå Kors«-statistik. Det vil formentlig sige, at man havde mulighed for at modtage Blå Kors-blade og skrifter, uden at man fra tysk side så skævt til det. På foreningsbasis kunne det ikke lade sig gøre at blive optaget i»blå Kors«i Danmark, men enkeltvis kunne sønderjyder optages under hovedbestyrelsen. Hvorvidt og hvor mange der evt. har benyttet sig af denne særordning ved jeg ikke. Det kneb for dansksindede Blå Kors-folk at falde til ro med denne fælles aftale mellem den tyske centralledelse og den danske hovedbestyrelse, hvilket kan ses af henvendelser til den danske hovedbestyrelse fra en Blå Kors-afdeling i Løgumkloster 1908 og en Blå Kors-afdeling i Sommersted 1909. Men hovedbestyrelsen måtte henvise til den aftale, som blev meddelt ved årsmødet i Herning 1905. Det var under de daværende forhold det bedst tilrådelige. Man vidste jo både i København og Wuppertal-Barmen, at forholdene i Sønderjylland nationalpolitisk var anspændt, og der skulle ikke så meget til, før der opstod gnidninger, og små skrøbelige Blå Kors-foreninger havde ikke kræfter til at tåle alt for meget halløj hverken af den ene eller den anden art. Særlig kneb det for nogle Blå Kors-folk på Als at acceptere den tysk-danske aftale. Få uger efter årsmødet i Herning kom der et længere brev - formentlig fra Als - fra dansksindede Blå Kors-folk, at man absolut ikke, hverken direkte eller indirekte, ville have noget med»det tyske Blå Kors«at gøre, og man bad den danske hovedbestyrelse om ikke at slå hånden af dem; men den danske hovedbestyrelse mente sig ikke i stand til at ændre aftalen med Wuppertal-Barmen. I afdøde sparekassedirektør Hans Iversens efterladte arkivmateriale ser jeg, at der i disse år var en mindre Blå Kors-forening i Tandsiet, ledet af tandtekniker Aarø Hansen og en større Blå Kors-forening for Nordals i Svenstrup, ledet af en skomagermester Jessen. Endvidere har Iversen selv holdt månedlige Blå Kors-møder hos bagermester Schwarz i Mels i Oksbøl sogn. Men i tysk årsberetning, som jeg har fra 1912 er disse alsiske sogne ikke nævnt. Måske har de kørt deres eget løb. Foreningerne ude på Als var oprettet i forbindelse med Blå Kors-foreningen i Sønderborg som en frugt af Hans Iversens arbejde i Blå Kors. - Man bad hernede om ikke at blive glemt; det ville hovedbestyrelsen grumme nødig. Pastor Juhl meddelte på et forretningsudvalgsmøde 18. januar 1907, at han efter anmodning fra en dansk Blå Kors-afdeling på Als-sognets navn nævnes ikke havde sendt graver Tranemose derned som taler ved et møde, der havde samlet ca. 200 voksne deltagere, slet ikke så få til et Blå Kors-møde. Det varmede altid hjerterne hernede, når man mærkede, at man ikke var glemt. Forøvrigt havde lokalforeningen selv dækket alle udgifter i forbindelse med besøget. Det var ikke altid lutter venlighed, der slog Blå Kors' medarbejdere i møde; der var også modstand. En af de mest varmhjertede Blå Kors-arbejdere fra den tid var en gårdejer Anders Nissen fra Søvang i Øster Højst sogn, der som tidligere omtalt deltog i Blå Kors' årsmøde i København 1910. Han rejste meget rundt i Nordslesvig især i kirkelige kredse for at tilskynde til at tage et Blå Kors-arbejde op. Efter at Nissen engang i 1913 havde holdt et Blå Kors-møde på Tønder Missionshotel, blev han den næste morgen fundet død på en af Tønders gader, skudt, faldet for en morders hånd. Mordet blev aldrig opklaret; men i Blå Kors-kredse var det den almindelige mening, at han var faldet som martyr for den sag, som han kæmpede for. Hvad angår spændingen mellem dansk og tysk i de sønderjyske Blå Kors-foreninger 116

mærkedes den engang i en tilsyneladende lille sag. Det var angående foreningens statutter, der jo forståeligt nok som hidrørende fra Wuppertal-Barmen var skrevet på tysk; men det generede alligevel nogle af de danske medlemmer. Der var i 1911 en korrespondance i gang angående disse stakkels statutter, hvor blandt andre også direktør Hans Iversen gjorde opmærksom på, at der burde vises hensyntagen til dansksindedes nationale følelser. De, der ikke kender grænselandets kår, kan måske synes, at det kunne da være lige meget, om statutterne var skrevet på dansk eller tysk; man fandt jo da nok ud af, hvad der stod. Men det med modersmålet kunne og skulle ikke for danske være en bagatel. Sekretæren for det nordtyske Blå Kors skrev som svar på nogle breve til direktør Iversen i den anledning:»modtag vor hjerteligste tak for dine kære to breve, som giver os et værdifuldt bidrag til forståelsen af de kære brødre i Nordslesvig. Vi bør dog, så vidt det er muligt, for at tjene de værdifulde Nordslesvigere, i overensstemmelse med 1. Kor. 9,19 f. være for dem som Nordslesvigere og undgå ethvert unødigt anstød. Vi bør dog bære dem i deres egenart og alligevel samtidig ikke fornægte den store Guds gave, som Gud har givet os, der er tyskere, i vort store tyske fædreland.«centralstyrelsen kom da i 1911 til det resultat at ville tilskrive de nordslesvigske Blå Kors-foreninger følgende:»på foranledning af ansøgning fra de dansktalende foreninger i Nordslesvig om, at deres statutter etc. bliver udfærdiget på det danske sprog, har man vedtaget: Da det er Blå Kors' opgave at forkynde evangeliet, og da kravet om at høre det glade budskab på modersmålet må anerkendes som berettiget, så skal statutterne m.v. udfærdiges på det tyske og det danske sprog ved siden af hinanden.«så blev det ordnet det med statutterne og endvidere endnu vigtigere - læg mærke til det! - det blev fra tysk side indrømmet som en menneskeret, at evangeliets glade budskab bliver forkyndt på modersmålet, på hjertesproget. Så var da direktør Iversens breve ikke skrevet forgæves. Når man tænker på, hvor hård konfrontationen mellem tysk og dansk i andre sammenhænge kunne være i Sønderjylland dengang, må man vist sige, at hovedbestyrelsen i dansk Blå Kors og centralledelsen i tysk Blå Kors kunne være hinandens gensidige holdning bekendt i en værdig og saglig forhandlingstone. Også her røbede pastor Juhl evner som en besindig og klog forhandler. Og måske var der også noget andet, der var baggrund for forståelsen af grænselandsproblematik. En ledende person i tysk Blå Kors var generalsekretæren i Wuppertal-Barmen, Wilhelm Goebel. Han var gift med en kvinde fra Lothringen, altså fra det fransk-tyske grænseland Elsass-Lothringen, som Tyskland erobrede fra Frankrig efter krigen i 1870, men måtte afstå tilbage til Frankrig igen efter første verdenskrig. Der var en tysk statsmand Ernst Mathias v. Koller (1841-1928). Han blev overpræsident i Slesvig-Holsten 1897-1901 og gjorde sig meget upopulær ved sin hårdhændede grænsepolitik, der fik navn efter hans person: Koller-politikken. 1901 08 blev v. Koller statssekretær for Elsass-Lothringen, det tysk-franske grænseområde. Og Wilhelm Goebels hustru var fra Lothringen. K61-lers grænsepolitik var kendt ikke bare i Sønderjylland, men også hos familien Goebel. Wilhelm Goebel har uden tvivl fra sin hustrus familie vidst noget om, hvad grænselandsproblematik kan give af besværligheder, når folk bliver firkantede over for hinanden i stedet for at respektere, at to kulturer godt kan trives i værdighed side om side med hinanden. Det tør ikke udelukkes, at dette personlige moment har spillet med ind i forholdet til de danske Blå Kors-foreninger i Sønderjylland. Der var dog engang, hvor der var ved at opstå en pinlig situation.»nordbund des 117

Blauen Kreuzes«- kredsforbundet for det nordtyske Blå Kors - skulle have en større konference f Sønderborg fra 13. 15. maj 1914. Der skulle foregå meget på denne konference; men der skulle da også være en pause til en udflugt op på Dybbøl banke. Det var jo i 50-året for den tyske sejr i kampene på Dybbøl. Det var ingen god idé i Sønderborg. l, Direktør Hans Iversen advarede stærkt imod denne udflugt; for ; danske betød Dybbøl et sår, der stadig vædskede. Danske og tyske måtte nødvendigvis have modsatte følelser op ad Dybbøl banke, en dårlig ja umulig - baggrund for en fælles udflugt. Så vidt jeg kan forstå af tyske beretninger om dette stævne, blev det; da heller ikke til noget med denne fællesudflugt til Dybbøl. [ Nogle gik ganske vist derop; men iøvrigt overlodes det til deltagerne selv i nogle ledige eftermiddagstimer på egen hånd at gå ud og se, hvad man havde lyst til af vor også dengang smukke by og omegn. Få måneder efter denne konference i Sønderborg brød så den forfærdelige verdenskrig ud. Der var årsmøde i Kolding 1915 under den 1. verdenskrig. Da kunne sønderjyder af sørgelige grunde ikke deltage. Men der siges af pastor Niels Juhl i en årsberetning, at noget af det kønneste ved dette årsmøde var udflugten til Skamlingsbanken, hvorfra mange længselsfulde blikke blev sendt til landet mod syd, om hvilket der blev talt, og for hvilket der blev bedt, dengang lidet anende, at genforeningen for Nordslesvigs vedkommende dog ikke var så langt borte. 1920 var for de fleste Blå Kors-folk (nogle var jo tyske) den glædelige genforening med moderlandet samtidig med, at det betød afsked med det tyske Blå Kors' ledelse i Wuppertal-Barmen. Den tyske generalsekretær Wilhelm Goebel sendte Nordslesvigs Blå Kors' foreninger en højtidelig afskedshilsen, en værdig hilsen, skrevet med et stærkt præg af vemod og oprigtig kristen ydmyghed. Hver lokalforening fik denne hilsen, som jeg her gengiver i sin fulde ordlyd: ÆREDE BRØDRE OG MEDARBEJDERE! Deres lokalforening hører også til dem, som for fremtiden ikke mere ligger inden for det tyske rige, men som hører til Danmark, og som derfor fremover vil blive tilsluttet den danske hovedforening. For at ordne sagen, har jeg allerede ført forhandlinger med formanden for Blå Kors i Danmark, pastor Juhl i København, og jeg har sendt ham i afskrift de sidste årsberetninger. Måske har han allerede sat sig i forbindelse med Dem. Selv om nu også den forretningsmæssige side i denne anledning er ordnet, er det mig dog magtpåliggende at sende Dem en hjertelig afskedshilsen. De fleste af Dem var jo hele tiden på grund af sprog og levevis og i mange andre henseender mere forbundet med Danmark end med Tyskland. De vil hilse genforeningen med glæde, og det forstår vi. Hvis det havde stået til os, så havde vi allerede for lange siden gerne varet indforstået med, at de nordslesvigske foreninger, hvor omgangssproget var dansk, også var blevet tilsluttet den danske hovedforening; men af politiske grunde lod det sig ikke gøre. Vi har så bestræbt os for at tjene Dem så godt, som vi formåede. Nu skilles De fra os. Afskeden bliver ikke let for os. Det er ikke blot vort folks forsmædelse, skammen og elendigheden, som den hellige og retfærdige Gud har ladet komme over os, fordi vi har ringeagtet hans nåde og miskundhed, som gør afskeden svær for os, men også den kendsgerning, at vi skilles fra dyrebare Guds børn, om end kun i det ydre. Vi ved, at de sammen med os står på en fast og urokkelig grund: Jesus Kristus, vor 118

højlovede Herre og Frelser. I ham tilhører vi dog alle eet enigt folk, een nation, der er større end alle andre nationer, eet folk, sammensat af medlemmer fra alle folk og tunger. Og ham, vore dyrebare frelser vil vi forblive tro imod, skulle end alle andre blive utro. Om end tiderne skulle blive endnu mørkere og tungere - han hjælper dog sine igennem. Tro vil vi også blive stående i arbejdet for Blå Kors, som Jesus så tro har vedkendt sig. Måtte De, ærede og kere brødre, nu fremover være blomstrende og frugtbare grene på det danske Blå Kors' store træ. Og endnu engang med Hebr. 13,20-22 en hjertelig afskedshilsen fra centralledelsen i det tyske Blå Kors' hovedforening. Deres i Jesus hengivne Goebel. Der var dog nogle af Blå Kors' tyske medlemmer, der ikke kunne følge generalsekretærens oprigtige opfordring til at tilslutte sig det danske Blå Kors. Andre var faldet i krigen, så det var 12 svækkede foreninger, der i 1920 meldte sig til Blå Kors i Danmark. Krigens hårde slag havde ramt alle foreninger, hele landsdelen. Det havde kostet blod og tårer. Selv om 1920 var den lyse begivenhed, så lykkelig for de fleste i Nordslesvig, at ingen anden oplevelse kan stå ved siden heraf, så var det en hjemsøgt og hårdt prøvet landsdel, der vendte tilbage til moderlandet. Optagelse i det danske Blå Kors Der var som sagt ført en korrespondance herom mellem pastor Niels Juhl og generalsekretær Wilhelm Goebel. Hovedbestyrelsen nedsatte et lille udvalg til at ordne det praktisk fornødne desangående. Hovedbestyrelsen godkendte på sit møde den 17. november 1920 en af udvalget foreslået ordning, gående ud på: At lokalforeningerne i Kolding, Lejrskov, Andst, Vejen, Vamdrup, Bække, Sønder Stenderup, Vonsild og Ødis danner et nyt kredsforbund sammen med følgende sønderjyske lokalforeninger i: Jels, Christiansfeld, Haderslev, Løjt, Aabenraa, Rødekro og Sønderborg under navn af: Haderslev-Kolding kredsforbund og at de sønderjyske lokalforeninger i Ballum, Løgumkloster, Øster Højst og Tønder midlertidig henlægges til Esbjerg kredsforbund. 1922 og 1923 tilsluttedes nyoprettede lokalforeninger henholdsvis i Nustrup og Svenstrup, Als, Haderslev-Kolding kredsforbund. 1922 tilsluttedes en nyoprettet lokalforening i Døstrup Sydvestjyllands kredsforbund, som det nu hed. Genforeningen I forbindelse med genforeningen var der gudstjeneste i de sønderjyske kirker ved en række indbudte præster nordfra. En af disse præster var sognepræst Niels Juhl, landsformanden for Blå Kors i Danmark. Jeg har før præsenteret Niels Juhl som en slags sønderjyde, født som han var i Sdr. Bjert, et af»de otte sogne«syd for Kolding. Han havde et varmt hjerte for Sønderjylland; både af den grund, og fordi han havde haft kontakt med de sønderjyske Blå Kors' foreninger, var det ikke unaturligt, at han var en af de indbudte præster. 119

Vort medlemsblad»det blå Kors«fra 1. august 1920 har en smuk artikel om, hvordan pastor Juhl oplevede genforeningen, skrevet af ham selv, og jeg bringer den her i sin fulde ordlyd:»det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage - ja, det lyder som et eventyr, at Sønderjylland nu er dansk påny, men ikke desto mindre er det virkeligt. Og genforeningen med moderlandet blev en så skøn og uforlignelig fest, at den aldrig vil kunne glemmes af de mange tusinder, som fik lov til at opleve den. Ventetiden havde været så lang, festen var blevet udskudt den ene gang efter den anden. Og når så dertil kommer, at Flensborg ikke kom med, kan man godt forstå, at mange tvivlede om, at genforeningen virkelig kunne blive en rigtig folkefest, og dog blev den det; ja, den blev vistnok den skønneste oplevelse vort folk i slægter har haft. Jeg var blandt de lykkelige, som fik lov til at være med i Sønderjylland i disse historiske dage, idet jeg skulle holde genforeningsgudstjeneste på halvøen Kegnæs, det sydligste sogn på Als. I en sen nattetime og i tordenvejr kom vi dertil, og genforeningsdagen oprandt med mørke skyer, regnen strømmede ned den ganske dag. Men var vejret således ikke mildt og gæstevenligt, så var vore værtsfolk og beboerne i det hele det desto mere. Dagen begyndte med, at man kl. 8 om morgenen lod Dannebrog gå til tops til tegn på, at nu var landet ikke mere tysk, men dansk. Min vært sagde senere, at det var det skønneste øjeblik i hans liv, da vi alle i gården slog kreds om flagstangen, og Dannebrog gik til vejrs, mens vi sang: Hil dig vor fane! Når man ved, at han på grund af sit velkendte, trofaste, danske sindelag ved krigens udbrud tilligemed en anden brav dansk gårdmand der fra sognet blev sat i fængsel i Sønderborghus uden nogensomhelst motivering og efter at have siddet der en tid blev puttet i trøjen, skønt han nu er en mand på det halve hundrede år, det var ikke nok, at hans søn var inde som soldat, han selv måtte også gøre krigstjeneste i vistnok 4 år ja, når man ved det, så forstår man hans glæde over at se Dannebrog vaje hin morgen og kunne synge: Hil dig var fane! Så kom genforeningsgudstjenesten, hvor alt, hvad der kunne kravle og gå, havde forsamlet sig i den gamle, hyggelige og blomstersmykkede kirke og fyldt den til trængsel.»da Herren hjemførte Sions folk, som vendte tilbage, da var vi som drømmende, da blev vor mund fyldt med latter og vort tunge med frydesang«(salme 126,1-2) ja, sådan var det bogstaveligt; intet øje var tørt, men alle græd af glæde.»det er sket af Herren, og det er underligt for vore øjne«. (Salme 118,23). Hjertet måtte have luft i sang og tak. Om eftermiddagen skulle der have været festmøde i det frie ved stranden på det sted, hvor de danske soldater i 1864 udskibedes ved overgangen til Als. Men da regnen blev ved at strømme ned, var det håbløst at tænke på at samles i det frie, og mødet blev da holdt i en stor sal på gæstgivergården. Og jeg er næsten glad for, at det blev sådan; thi man fik der et lille indblik i folkelivet dernede, som jeg nødig ville have undværet. I fem timer fra 3-8 (i dag siger vi kl. 15-20) sad de der, gamle og unge, kvinder og mænd, uden at nyde andet materielt end en kop kaffe til den medbragte mad, ingen stærke drikke, end ikke en bajer; der blev holdt mange korte taler; men der blev først og fremmest sunget; ja, hvor kan de synge, de kære sønderjyder;»den blå Sangbog«har de allesammen med, og de er hjemme i den; og det er, som om de aldrig kan blive trætte af at synge de gamle, dejlige sange, som vi har så mange af. Her har vi nordenå noget at lære af sønderjyderne; thi ud over salmerne har det været småt med sangen i Danmark. 120

Den store samlende genforeningsfest holdtes dog først om søndagen den 11. juli i Sønderborg og på Dybbøl banker. Flere dage i forvejen havde borgerne begyndt på byens udsmykning; alle vegne, på gader og i butikker, så man rødt og hvidt; gennem flagalleer skulle kongen drage. Sjældent er vist en konge bleven ventet med større længsel end kong Christian, og sjældent er en konge bleven mødt med så megen ægte begejstring. Hele hans rejse i Sønderjylland var et sandt triumftog; men begejstringen kulminerede vel nok hin vidunderlig skønne sommersøndag i Sønderborg. Fra den tidligste morgen begyndte skarerne at strømme til byen med jernbane, sejlende, kørende, cyklende og gående; en hel folkevandring var det. Og alle ville de ét, de ville se ham. Kongen, vor konge, som de sagde med stærkt eftertryk på vor. Og hvor han vandt dem; ved sin på én gang mandige og jævne færd vandt han alle hjerter. Det var med ikke ringe stolthed, at en mand dernede fra, da han så ud over de hundrede tusinde på festpladsen, udbrød:»så mange kunne kejser Wilhelm alligevel ikke samle, hvor meget han end slog på den store tromme.»eller som en anden sagde, da der blev talt om, at de fleste desværre ikke kunne høre meget aftalerne, hvilket jo ikke var så mærkeligt i en så mægtig forsamling, så sagde han:»jo, lav' han talt', det kund en hø'er.«det er rigtigt nok, kongen kunne høres viden om, vistnok af de allerfleste. Men hvor var hele denne fest dog også skøn og uforglemmelig; der hvor vore soldater kæmpede så blodig en dyst i 1864, der samledes nu i 1920 den danske konge med sit folk for at takke Gud. Thi det var vel det skønneste ved festen, at Gud fik æren for, hvad der var sket. Så give han nu også, at genforeningen, der begyndte med så skønne festdage, må blive til sand og varig glæde og lykke for hele det danske folk både nord og syd for Kongeåen. Han give os også i Blå Kors-arbejdet nåde til at finde hinanden ret og hjælpes ad med at løse de bundnes lænker, så de kommer til at opleve den saligste genforening, den, der sker, når en synder finder ind i Guds arme og bliver hjemme hos ham, til hvem han blev døbt. Der bliver nu taget fat på dette genforeningsarbejde, og med Guds hjælp skal det lykkes.«denne smukke skildring af et tidsbillede fra grænselandets vel mest betydningsfulde begivenhed syntes jeg skulle med i bogen, oplevet som den blev af Blå Kors' landsformand, sognepræst N. Juhl Blå Kors i international sammenhæng indtil 1920 Det varede ikke så længe, før det viste sig, at Blå Kors udviklede sig til at blive et fællesskab på international, økumenisk basis. Den første egentlige sammenslutning af de forskellige dengang endnu ret svage Blå Kors-foreninger til en international forening, efter at der allerede i 1886 var dannet en international komité, foregik den 5. og 6. august 1889 i en i pastor Arnold Bovets hjem i Bern afholdt delegeretforsamling, hvor der var udsendinge fra Schweiz, Frankrig og Belgien; det var endnu et ret beskedent foretagende, kun 121

repræsenterende ca. 4000 Blå Kors' medlemmer; men de øvrige landes Blå Korsforeninger kom jo efterhånden. Ved det schweiziske Blå Kors' 25 års jubilæum 1902 var dansk Blå Kors også repræsenteret. Vore repræsentanter blev stærkt opfordret til at lade Blå Kors i Danmark blive optaget i det internationale forbund, og det var man i hovedbestyrelsen helt indforstået med, så man allerede ved hovedbestyrelsesmødet den 31. oktober 1902 enedes om at søge om denne optagelse, og i året 1904 var den sag bragt i orden; pastor Juhl blev straks medlem af den internationale centralkomité. Hovedbestyrelsen var fra første begyndelse meget hjerteligt interesseret i at være med i dette internationale fællesskab, hvilket mærkedes ved, at der var ret talstærk repræsentation, når der var internationale konferencer. Der var delegeretmøde i Schweiz i Bern 3.-4, september 1907. Der forelå bl.a. forslag til mulige forandringer i de internationale forbundsstatutter. Fra dansk side foreslog man, at landsforeningerne (hovedforeningerne) ikke skulle stå på neutral, kirkelig grund, men at bestemmelse i så henseende skulle overlades til hvert enkelt lands selvstændige afgørelse. - Hvert land kunne jo bedst selv bedømme, hvad der hos dem var det bedste. Og i Danmark var man klar over, at skulle Blå Kors hos os have en fremtid, så måtte det være som et folkekirkeligt arbejde således, at kun medlemmer af folkekirken kunne være medlemmer af bestyrelsen. - Delegeretmødet accepterede det danske forslag om selvbestemmelsesret i dette forhold. Det vedtoges dog, at andre trossamfund i et land kan få tilladelse til oprettelse af Blå Kors-afdelinger, når den eksisterende forenings hovedbestyrelse anbefaler oprettelsen til den internationale centralstyrelse, og denne derefter med mindst 3/4 stemmers majoritet tiltræder indstillingen. Endvidere vedtoges det at oprette en Blå Kors eksekutivkomité for de skandinaviske lande, og indtil dette kan ske at overdrage pastor N. Juhl at ordne alle forhold vedrørende Blå Kors i Danmark, Norge og Sverige på den internationale centralkomités vegne. Den uden tvivl betydningsfuldeste internationale konference i denne periode blev delegeretmødet i Hamborg nogle dage i begyndelsen af juni måned 1909. Der skulle bl.a. vedtages statutter, og den slags kan undertiden være meget besværligt. Af de ca. 80 deltagere var de 24 fra Danmark med landsformanden, pastor N. Juhl, i spidsen. Der blev holdt andagter på fransk, tysk og dansk; men ellers var som sædvanlig konferencesprogene fransk og tysk. Dirigenten under forhandlingerne var en dansker. Hvem det var nævnes ikke i den danske beretning, vel nok mest sandsynligt pastor Juhl, der måske af beskedenhed ikke nævner sit eget navn; men af deltagerlisten kan jeg se, at flere af de danske deltagere havde de sproglige kvalifikationer til at kunne påtage sig et sådant hverv. Jeg vil forholdsvis udførligt referere, hvad pastor Juhl fortæller om konferencen i Hamborg, da jeg mener, at»sagen«ikke er en ligegyldig forhistorisk detalje, men indebærer principielt noget, der til enhver tid vil være aktuelt og indeholde problematik. En eftermiddag var der en interessant forhandling om»det blå Kors som et arbejde for Guds riges fremme.«dette emne indlededes fra schweizisk side af dr. Langmesser, fra tysk af generalsekretæren Wilhelm Goebel. Begge indlederne, siger pastor Juhl, var dygtige og alvorlige mænd, begges hjerter brændte af kærlighed til alkoholikeres frelse, det kunne ingen undgå at få et stærkt indtryk af, og begge elskede de Blå Kors-arbejdet. Forskellen var den, at dr. Langmesser og med ham schweizerne - havde et lidt friere og større syn for, hvad der kan bidrage til Guds riges fremme end de tyske brødre. Blå 122

Kors skulle efter deres mening ikke alene arbejde for de enkelte sjæles frelse; det må altid være det første, derom var vi alle enige; men ved siden deraf skal Blå Kors tillige give sit bidrag til at løfte og højne folkene og deres sociale kår, give den størst mulige oplysning om alkoholens ødelæggelser, påvirke lovgivning og regeringsmagt, så lovene forbedres osv. Vi danske var tilbøjelige til at slutte os til schweizerne; vi holder af de tyske brødre fastholder Juhl som inderlige, troende mennesker, der elsker deres frelser og arbejder med nidkærhed for hans store sag; men vi syntes, at deres blik var lidt for snævert, hvilket imidlertid sikkert hang sammen med de kår, hvorunder menighedslivet trivedes i Tyskland, den såkaldte»gemeinschaftsbewegung«, der havde ikke så lidt af konventikelpræget over sig. Den divergens mellem schweizere og tyskere, som ret stærkt kom frem under denne forhandling, mærkedes endnu tydeligere under diskussionen om statutterne den næste dag. Præsidenten, pastor Antony Rochat - han havde afløst sin broder, Louis Lucien Rochat, på præsidentposten ved et delegeretmøde i Zürich i 1906; hans broder trak sig tilbage på grund af svigtende helbred - bebrejdede i sin indledningstale tyskerne, at de, efter at statutændringer havde stået på i fem år, endnu dagen før delegeretmødet havde bragt flere ændringsforslag frem af principiel natur. Herpå svarede en lærer Klingholz fra Barmen på tyskernes vegne, at denne præsidentens tale havde gjort dem meget ondt, og at de nærmest betragtede den som gravtalen over det internationale forbund af Blå Kors-foreninger fra de forskellige lande. Vi havde vist alle, beretter pastor Juhl, en uhyggelig følelse af, at nu måtte det briste, og at vi måtte rejse hver til sit og så arbejde videre hver i sit land for den fælles sag, så godt vi kunne, men uden nogen forbindelse som hidtil, uden fælles styrelse, fælles love etc. Da blev der holdt en bedestund, en herlig stund, hvis virkning var uforglemmelig; alle skyer var som borte med det samme, og fra det øjeblik af havde Guds gode, sanddru kærlighedsånd magten over sindene, og statutgennemgangen foregik hurtigere, end man skulle have troet. Man skred til valg af præsident og øvrige medlemmer af den internationale fællesstyrelse, der fremtidig deltes i et bureau (forretningsudvalg), hvis fem medlemmer - af praktiske grunde - alle bor i Schweiz, og et råd, hvis medlemmer vælges af de forskellige landes delegerede i forhold til vedkommende landes medlemstal. Danmark fik seks repræsentanter i dette råd. Efter forhandlingsmødets afslutning var der fællesspisning (middag) i en særdeles hjertelig stemning. De forskellige nationer sang salmer og sange på hver sit sprog; der var trang til at ære og ophøje den Herre, der atter havde vist sig mægtig til at smelte hjerter og sind sammen; der blev holdt taler, sagt tak for gæstfrihed i Hamborg etc. Denne gode stemning holdt sig fremdeles under eftermiddagens udflugt, en sejltur i Hamborgs mægtige havn og derefter ud til det skønne Blankenese, - og da vi skiltes, var det med tak til Gud for rige dage, og vi rejste sikkert alle hjem fra Hamborg med fornyet kærlighed til den fælles store sag, som havde samlet os. Det var en overgang pinligt - isnende koldt - at linierne blev trukket skarpt frem; men hellere det end at man bagefter gik og lurede bag hinandens ryg. Det var godt, at sagen ikke var: hvem, der har ret, men: hvad er ret. Det var godt, at det ikke endte i teologisk halløj, men at det for alle i Blå Kors ikke føltes som noget unaturligt med en bedestund. Mange år senere - 1961 -, da jeg bad den nuværende præsident for det internationale 123

Blå Kors, dr. Hans Schaffher, om en artikel til vores almanak, skrev han:»blå Kors har fra begyndelsen af ikke blot skrevet redningstjenesten på sin fane, men har ført kampen mod alkoholismen. Der er ydet pionertjeneste for alkoholfri ungdomsopdragelse; man har taget del i udarbejdelsen af love, som skulle formindske alkoholforbruget. Man har frem for alt i stor udstrækning gjort en indsats for den alkoholfrie frugtanvendelse og oprettelsen af alkoholfrie restauranter. Derved er der allerede givet et væsentligt bidrag til at tilstoppe alkoholismens kilder. Blå Kors har erkendt, at der ved siden af vort nej til alkoholen også må stå et ja til en ny levemåde, og at dette ja på så mange måder fortjener støtte.«man kan diskutere, hvordan og hvor meget kristne skal engagere sig socialt og politisk. Men man kan ikke fradiskutere sig Jesu ord:»jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde.«(johs. 17,15) Eller Jesu ord:»i er jordens salt. - I er verdens lys.«(mat. 5,13 14). Tyskerne har dannet det lidt vanskelige ord at oversætte:»eigen gesetzlichkeit«, dvs. at livet i folkelig, politisk henseende skal følge sine egne love uden kristen indblanding; kristendom må kun være noget personligt internt og hinsidigt. Men hvad så med Jesu ord om at være lys og salt? Der vil altid være begge disse to farer: 1) At man besmittes af denne verden og 2) at man lukker sig inde og uden ansvarstagen lader»verden«sejle sin egen sø. Mødet i Hamborg endte værdigt ved at give den enkelte nationale forening den største frihed til at indrette sig efter sit lands behov og tilstand i åndelig henseende på betingelse af, at man respekterede de store principper, som fra den første dag har været arbejdets grundlag:»nødvendigheden af personlig afholdenhed for virksomt at kunne bekæmpe drikkeriets misbrug; tålsomhed med hensyn til mådeholdne personer, som ikke tager del i arbejdet; evangeliet som det eneste middel til virksomt at arbejde for alkoholikeres frelse.«den 21. 22. maj 1913 var der generalkonference i Schweiz i Basel med ialt 15 danske deltagere. Bemærkelsesværdigt var det, at præsidialberetningen blev trykt ikke bare på fransk og tysk, men også på dansk, hvilket skete på vor foranledning og da også for vor egen regning. Efter at præsidenten, pastor Antony Rochat, havde afgivet sin beretning, blev pastor N. Juhl, formanden for det danske Blå Kors, anmodet om at præsidere under forhandlingerne. Han supplerede derefter sin trykte beretning til delegeretmødet med de nyeste oplysninger og forklarede, hvorledes vore hjemlige redningshjem virkede, samt dvælede med glæde ved vor danske regerings og rigsdags voksende forståelse af såvel det almindelige afholdsarbejde som det særlige redningsarbejdes betydning og fortalte i denne forbindelse om den nylig vedtagne beværterlovs vigtigste bestemmelser. I tilslutning til pastor Juhls meddelelser fortalte missionær H. P. Helveg på dansk lidt fra sin udsendelse af Blå Kors til Færøerne - om livet deroppe, om Guds riges stilling og om Blå Kors. Pastor Juhl oversatte, hvad han fortalte, på tysk. Der var megen festivitas, hjertelighed og hygge i fredelig harmoni over den konference. Det skulle desværre en række år være udelukket at samles igen på denne måde. Verdenskrigen, der slog så meget i stykker, kom året efter i 1914. En sorgens skygge kom desværre for pastor Juhl under denne konference, idet der kom telegrafisk meddelelse om, at hans hustru pludselig og uventet var afgået ved døden, så han hastigt måtte skynde sig hjem. 124

Blå Kors i Norge Vi har altid i Danmark haft et nært og hjerteligt forhold til og fællesskab med Blå Kors i vort broderfolk, Norge, fra allerførste begyndelse og alle årene igennem indtil i dag. Det begyndte som i Danmark i hovedstaden, som dengang hed Kristiania. Der er lighedspunkter mellem Indre Mission i København og Indre Mission i det daværende Kristiania. Der var også meget af den samme uvilje og mangel på forståelse. Ikke mindst i hovedstaden, hvor drikkeriet havde sine fleste ofre, var modstanden mod totalafholdenhed stor. Men der var alligevel mange alvorlige kristne især inden for Kristianias Indre Mission, der ligesom i København udførte et betydeligt socialt arbejde, som kunne se, at man nåede ikke alkoholismens ofre under den sædvanlige mødeform. I årene efter århundredskiftet havde Kristianias Indre Mission den lykke at have nogle meget dygtige og varmhjertede kvinder og mænd i sin tjeneste. Pastor Carsten Hansteen, den senere domprovst i Bergen var den ledende sekretær, og ved hans side stod en række dygtige medarbejdere, blandt andre præsterne O. T. Moe og O. Hvalby. En sommerdag 1905 fik pastor O. T. Moe et brev fra den lutherske præst Gottlieb Fischer, en af lederne af Blå Kors i Tyskland, vedlagt et skrift med denne titel:»det blå Kors, et stykke Indre Missions arbejde. Til overvejelse for alle, som har Jesus kær.«skriftets tema var Luk. 19,10:»Menneskesønnen er kommen for at opsøge og frelse det fortabte.«kort tid efter kom Fischer selv til Kristiania og satte Moe nærmere ind i Blå Korsarbejdet. Nye oplysninger fik Moe også gennem en brochure, der var udgivet af Blå Kors i Danmark. Pastor Moe blev stærkt grebet af det, han hørte. Dette måtte være den rette form for arbejdet blandt samfundets ulykkelige. Her gik evangeliets forkyndelse i ord og gerning hånd i hånd. I en artikel i»bymisjonæren«16. september 1905 slår han til lyd for sagen og skrev blandt andet:»tænk over det, om ikke det skulle være på sin plads at danne en kristen afholdsforening i Norge i tilslutning til den internationale totalafholdsbevægelse»det blå Kors«. Han lagde sagen frem for sin bestyrelse, hvor formanden var den ivrige afholdsmand og senere biskop Støylen. Man blev enige om at sende Moe og Hvalby ned til København for at studere arbejdet der. Det blev nu kun pastor O. T. Moe, der kom af sted; han rejste til København den 11. februer 1906. I København fik han at vide, at af ca. 15.000 medlemmer var ca. 1500 tidligere alkoholikere. På nært hold studerede han foreningsarbejdet i Blå Kors-loreningerne, besøgs tjenesten, oprettelse af hjem og arbejdsformidling. Særlig imponeret blev han af redningshjemmet»enkiateia«, hvor der var plads til 20 patienter, en institution, som havde givet mange gode resultater. Da han kom tilbage til Kristiania redegjorde han for sine indtryk og erfaringer fra sin rejse til Blå Kors i København i flere artikler i»bymisjonæren«. Allerede den 2. marts 1906 sammenkaldte han de venner og medarbejdere, som han vidste, han kunne regne med i denne sag. De var 11 personer, der mødtes i Indre Missions hus i Møllergaten 43, og disse 11 vedtog at stifte den første Blå Kors-forening i Norge. Efter denne store beslutning bøjede de deres knæ i bøn til Gud, i indvielse til ham, som havde vist dem opgaven og givet dem kaldet, i inderlig bøn om, at han ville give dem kraft og nåde til at fuldføre den store gerning. På det konstituerende møde den 30. marts samme år blev så den første bestyrelse valgt 125

med pastor Ole Theodor Moe som formand, og han betragtes som stifteren af»det blå Kors«i Norge. Kristianias Indre Missions bestyrelse approberede Blå Kors vedtægter og stillede gratis et lokale i missionshuset, Møllergaten 43, til rådighed een gang om ugen. Samtidig blev der stillet ½ spalte til rådighed for denne sag i hvert nummer af»bymisjonæren«. Man gik trofast igang med arbejdet. Ulykkelige hjem blev besøgt. Der blev holdt gårdmøder, og der udførtes værtshusmission og aflagdes fængselsbesøg. I de kolde vinterdage oprettede man varmestuer for husvilde og hjemløse. Disse varmestuer blev en slags forløbere for de Blå Kors-hjem af forskellig art, som senere oprettedes i en række norske byer. Allerede i selve stiftelsesåret 1906 opstod tanken om at få sit eget Blå Kors-kurhjem. Så bød der sig 1908 en lejlighed til at få sagen realiseret ved at købe en bondegård for 14.000 kr. med en kontant udbetaling på 3000 kr. Det var Nordre Teiterud på Eina, ca. 100 km nord for Kristiania. Blå Kors-hjemmet»Eina«blev åbnet den 1. april 1909 og indviet den 23. maj samme år med 5 patienter. Efter en brand i 1913 blev hjemmet bygget op igen og var færdig til indvielse den 1. februar 1915, og nu var der plads til 20 patienter. Siden er hjemmet to gange blevet udvidet, først til en belægning på 30 og sidst til 50 patienter. Det varede heller ikke ret mange år, før Norges Blå Kors blev optaget i det internationale Blå Kors-forbund. Det skete på det internationale forbundsmøde i september 1911 i Haag. Blå Kors i Tyskland Var der behov for det? Det kunne der næppe være tvivl om. Var der mulighed for en forståelse for et Blå Kors' arbejde? Tyskland med sine berømte vinbjerge i Rhin- og Moselegnene, Sydtysklands frugthaver, der gav de dejlige frugtvine, og ølstuerne i Nordtysklands kroer var jo så at sige en del af folkelivet. Men Blå Kors kom. Som i Danmark var også i Tyskland igangsætteren og inspiratoren den schweiziske præst Arnold Bovét fra Bern. Arnold Bovet talte ved et møde i Hagen i Westfalen den 5. oktober 1885, og den dag blev den første, tyske Blå Kors-forening stiftet. Det startede med, at der var fem personer, der aflagde afholdsløftet ved dette møde, som en fru von Hymmen havde indbudt til. Blandt underskriverne var den troende snedkermester Hannes Schluckebier, der gjorde det for sin drikfældige søns skyld. Umiddelbart herefter var der to professorer, der meldte sig ind i Blå Kors, professor Freyer og professor Menge. En banebryder for Blå Kors i Tyskland blev oberstløjtnant Curt von Knobelsdorff. Han var født den 31. januar 1839 i Berlin og døde den 24. januar 1904. Som yngre mand, da Knobelsdorff var avanceret til kaptajn, fik han engang besøg af den bekendte engelske doktor Bådecker, og da han ved bordet ville byde sin gæst et glas vin, sagde doktoren:»jeg drikker aldrig noget.«knobelsdorff blev forundret over hans afholdsstandpunkt. Det gjorde et dybt indtryk på ham, for han var ved at mærke, at det tenderede at blive et problem for ham. Han havde egentlig for ikke så længe siden oplevet en personlig omvendelse; og han følte efter dette besøg, at nu skulle han holde op med at drikke, inden det tog 126

magten fra ham. Han var konsekvent og blev afholdsmand i 19 måneder. Hans hustru syntes, at det var ganske urimeligt.»hvorfor dog straks gå sådan til yderligheder; du kan jo dog være mådeholdende; det er sikkert meget at anbefale, og det ville kun glæde mig. Men slet intet - nej, det finder jeg overdrevent. Betænk, hvad du gør, Curt; vi har allerede besværligheder nok fra verden. Hvad kan der ikke komme fra regimentets side, når du ikke mere kan drikke et glas?«men Knobelsdorff ville være konsekvent, og i 19 måneder følte han en ubeskrivelig velsignelse. Men så gik det galt. Som nyomvendt kristen og tilmed afholdsmand søgte han sig andre venner, og rang og stand var han komplet ligeglad med. Men det var der andre, der ikke var. Der blev klaget over ham*' til regimentet i et anonymt sladderbrev, hvori man besværede sig over hans omgang med»simple«folk. I stedet for at smide det anonyme sladderbrev i papirkurven fik han en tjenstlig skrivelse fra divisionskommandanten med anmodning om at besvare følgende spørgsmål: 1) Omgås De med folk af de lavere stænder? 2) Tager De del i missionsmøder i uniform? 3) Holder De offentlige bibel timer i Deres hjem? Knobelsdorff besvarede spørgsmålene i streng overensstemmelse med sandheden uden at tage hensyn til, hvad følgerne kunne blive. Og følgerne blev en tvangsforflyttelse fra Mainz til Kønigsberg. De elskede begge Mainz. Hans hustru var grædefærdig; men lidenskabelig kærlighed hang hun ved Mainz, hvor hun havde boet, lige siden hun som purung 18-årig brud drog dertil. Men forvisningen blev en kendsgerning og fik noget ulyksaligt med i sit følge. Hans gode ven, tilmed en troende læge, rådede ham til at opgive at være totalafholdende, når han kom til Kønigsberg; det var jo hans afholdenhed, som især havde voldt modstanden mod ham i Mainz, nu skulle han ikke udsætte sig for det samme i Kønigsberg. Vennen mente ham det godt, det samme gjorde hans hustru også, som kraftigt støttede lægen; men havde de anet, hvilket farligt råd det var, de gav, så var det næppe kommet over deres læber. Knobelsdorff gav efter for presset fra sin egen troende læge og sin egen elskede hustru. Alle tidligere fristelser havde Knobelsdorff stået fast over for; men anderledes blev det denne gang, da fristelsen kom i en vens og troende læges skikkelse. Mange år efter siger han selv:»det var Satan, der gav mig dette råd gennem lægens mund.«der kom nogle svære år for Knobelsdorff med åndelige fortvivlelsens kampe, en splittet, ulykkelig sjæl, som han var. Hvad hans forhold til spiritus angår, forsøgte han at undgå offentligt at blamere sig; det var vist kun fa gange, det på grovere måde svipsede for ham. Kammeraterne gjorde lidt spas med ham, da han igen»pensionerede vandglasset«. Men han havde det elendigt med sig selv.»hvor er min fred? Da jeg søgte fred med verden, mistede jeg freden med min Gud. Jeg holder ikke mere denne elendighed ud.«men der gik dog flere år med denne dobbelttilværelse. Da fortvivlelsen var på sit højeste, brødes han en nat igennem med sin Gud, indtil han atter efter en fuld overgivelse fandt fred og hvile i troen på den uforskyldte nåde i Kristus. Og nu var han ikke et øjeblik i tvivl om, hvad der var Guds vilje; han søgte sin afsked af hærens tjeneste og gik for så vidt med maner med udnævnelse til oberstløjtnant. Længe havde han villet det, men stødt på stærk modstand fra sin hustrus side. Nu forstod hun, at der var ingen vej udenom. Det næste spørgsmål var, hvad han nu skulle give sig i lag med? Han var ikke i tvivl. Derfor meldte han sig straks ind i Blå Kors, om hvilket han allerede i Kønigsberg havde hørt fortælle af en inspektør Rappard fra missionsskolen St. Chrischona ved Basel. På denne missionsskole meldte den nu 48-årige oberstløjtnant sig i 127

slutningen af året 1887 som elev. Sammen med ganske unge mænd sad han her på skolebænken i syv måneder for at dygtiggøre sig i bibelkundskab og troslære m. m. Skulle han have en gerning i Blå Kors, så ville han også være veludrustet dertil. Den 5. august 1888 blev Knobelsdorff så med 11 andre studerende indviet og udsendt til evangelisttjeneste. Han tog fat i Berlin. I sin herskabelige bolig i Berlin på Schonhauser Allé samlede han alkoholikere til hyggelige møder med traktement med the og kager. Han forkyndte ordet og talte med den enkelte om hans alkoholproblemer. Efterhånden blev der så mange Blå Kors-foreninger, at man organiserede sig på landsbasis. Den 25. januar 1892 skete dette under navnet»hauptverein des Blauen Kreuzes«. Hovedkontoret fik sæde i Wuppertal-Barmen, og hovedbestyrelsen kom til at bestå af seks hovedbestyrelsesmedlemmer. Knobelsdorff blev formand og den også i Danmark og Norge kendte pastor Gottlieb Fischer blev næstformand. Som førtidspensioneret officer kunne Knobelsdorff stille sig til rådighed som heltidsbeskæftiget. Han blev meget afholdt, kendte jo selv problemerne på sin egen krop. Han var en god taler i jævn, folkelig, slagfærdig stil. Afdøde sparekassedirektør Hans Iversen, som i mange år var formand for Sønderborg Blå Kors, var som tidligere omtalt i sine helt unge år ansat ved skattekontoret i Altona. Han refererede engang et Blå Kors-møde i Hamborg med Knobelsdorff som taler. Ved dette møde begrundede Curt von Knobelsdorff Blå Kors' berettigelse ud fra Mat. 21,3, hvorefter Herren havde et æsel behov for at kunne drage ind i Jerusalem. De tusinder af frelste alkoholikere, sagde von Knobelsdorff, inden for»blå Kors«var Guds legitimation overfor Guds folk, at Herren endnu brugte æslet, det»blå Kors«. Det»Blå Kors«, sagde han, er ikke det samme som»menighedssamfundet«, men»menighedssamfundet«giver os de bedste medarbejdere. Vort mål er at føre alkoholikere til Jesus, som alene kan frigøre os fra syndens lænker. Gid Guds folk endelig må ophøre med at anse det»blå Kors«som noget sælsomt; thi»herren har det endnu behov.«tiden indtil 1. verdenskrig var også for Tyskland den gyldne tid for Blå Kors. En ledende kraft for tysk Blå Kors var i mange år den også i Nordslesvig meget kendte lærer, generalsekretær Wilhelm Goebel (1869-1942). Han var en dygtig organisator og skribent. Han lod udgive en del skrifter og bøger som hjælpemidler i Blå Kors-arbejdet. Medlemsbladet var»der Herr, mein Panier«(Herren er mit banner), som stadig udkommer. Nævnes kan også tidsskriftet»rettung«(redning) og nogle bør-neblade, bl.a.»hoffnurig«(håbet). 1912 havde børnearbejdet ialt 11.120 børn. 1914 nåedes højdepunktet; da var der inden for hovedforbundet for det tyske Blå Kors 816 foreninger med ialt 43.392 medlemmer, hvoraf 10.562 var forhenværende alkoholikere. Det første Blå Kors-hjem for alkoholsyge mænd blev oprettet i Almsen ved Hamm. Forstanderen her var en broder til generalsekretær Wilhelm Goebel, Dietrich Goebel. Mange fik her en afgørende hjælp; men under naziregimet blev hjemmet opløst. Nævnes bør også, at der ved siden af»det tyske Blå Kors' Hovedforening«var et andet forbund, der kaldte sig»blå Kors' kirkelige Forbund«, der havde nogle få foreninger i Slesvig-Holsten allerede fra 1896, omkring år 1900 nogle tilsvarende foreninger i Westfalen, Hannover og Pommern. Alle disse foreninger sluttede sig sammen i nævnte forbund i året 1902. 1914 talte dette forbund 267 foreninger med ca. 11.000 medlemmer, deriblandt ca. 3.500 reddede alkoholikere. --- 128

Så kom den første verdenskrig, og knap 21 år derefter 2. verdenskrig; der skulle gå mange, mange bitre år, før fællesskabet med tysk Blå Kors igen blev normaliseret i et internationalt fællesskab. Spredte oplysninger om Blå Kors i andre lande I de mange år der er gået, havde Blå Kors sin særlige styrke i moderlandet Schweiz, i Tyskland og i Skandinavien, hvor Danmark i en lang årrække var førende. Men der var Blå Kors-arbejde mange andre steder i Europa og i de europæiske kolonier, om end i mindre omfang. Det bør nævnes, om end der ikke er plads nok til en mere udførlig redegørelse. Fra Schweiz nåede Blå Kors hurtigt til Frankrig, hvilket er meget forståeligt, da de to lande grænser op til hinanden, og dertil kommer, at den vestlige del af Schweiz, hvor Blå Kors-arbejdet begyndte, har samme sprog som Frankrig. Det var derfor naturligt, at de to brødre Rochat hurtigt vendte deres blik mod Frankrig og foretog agitationsrejser til dette land. Blå Kors i Frankrig blev stiftet 1883. Men det har haft mange vanskeligheder med at få indpas i befolkningen, som jo overvejende er katolsk. I kolonierne og ikke mindst i Algier begyndte man at forstå, at i kampen mod den afholdende muhamedanisme var mådehold et utilstrækkeligt våben for missionærerne. Blå Kors-arbejdet var begyndt at komme igang på Madagascar og i Ny Kaledonien, og her særlig på øen Mare. Blå Kors i Frankrig med kolonier talte før 1. verdenskrig 9.080 medlemmer, hvoraf nok ca. halvdelen var fra kolonierne. Belgiens Blå Kors blev stiftet 1885. Drikkeriet har floreret i Belgien som kun få andre steder. Også Belgien er jo overvejende katolsk. Før første verdenskrig kunne man kun mønstre 354 medlemmer. Også her var det brødrene Rochat, der tidligt besøgte Belgien. Det var særlig i den sydlige del af Belgien, altså i grubeegnene, at Blå Kors slog rod. Arbejdet bæres af de små evangeliske menigheder. I Østrig-Ungarn var der før første verdenskrig 1162 medlemmer af Blå Kors. Hvad angår Østrig fik den lille Blå Kors-gruppe dér støtte fra Blå Kors i Tyskland, medens Blå Kors i Genf havde kontakt med Magyarerne i Ungarn. Der var nemlig konfessionel baggrund for et sådant samvirke. Ved jubilæumsfesten for Calvin 1909 i Genf kom der 130 udsendinge fra den calvinske kirke i Ungarn og tog del i festlighederne. Ved den lejlighed fandt Blå Kors-folkene i Genf og Ungarn hinanden, og det foranledigede et genbesøg af Blå Kors-folk fra Genf i Ungarn i 1910. Det førte med sig, at den 4. december 1910 genoprettede de spredte afdelinger af det ungarske Blå Kors, forsamlede i Budapest, den ungarnske Blå Kors-forenings centralkomité, der hidtil kun havde haft en forbigående eksistens. I Rusland var der før første verdenskrig en smule Blå Kors arbejde, bl.a. i Riga. Der taltes 256 medlemmer. I Italien var der Blå Kors-arbejde før første verdenskrig i små valdensiske menigheder, bl.a. i Milano. Lidet kendt er, at selv Sverige havde et Blå Kors-arbejde med 58 medlemmer. En række år før første verdenskrig er Palæstina med i den internationale statistik. Det drejer sig om et Blå Kors-arbejde blandt kristne arabere i Jerusalem, hvor man en overgang endog havde et børnearbejde. 1909 var der 64 medlemmer. 1913 var det skrumpet 129

ind til 26 medlemmer. Fra Indien meldes der 1913 om 357 Blå Kors-medlemmer. Sidst skal nævnes fra beretningen i 1913 Guldkysten med 200 Blå Kors-medlemmer. Guldkysten, også kaldet Guineakysten, var engang dansk koloniområde, men solgtes 1849 til England. 1559 61 havde Danmark på Guineakysten bygget fortet»christiansborg«.»dansk-vestindisk Kompagni«havde erhvervet området samtidig med besættelsen af St. Thomas for at kunne gennemføre den berygtede»trekantfart«: København-Guldkysten De vestindiske Øer. Mellemkrigsårene 25 års-jubilæet Det vil ikke være unaturligt ved begyndelsen af denne periode at nævne et par festlige begivenheder. 1920 var genforeningsåret, da Sønderjylland - Nordslesvig atter blev dansk. Det overstrålede alt andet og er allerede omtalt. Men 1920 var jo da også jubilæumsår for Blå Kors i Danmark og blev markeret ved en smuk fest il Idrætshallen i København den 28. januar 1920. Blandt de mange særlig indbudte var foruden naturligvis stifteren overbibliotekar, dr. phil. H. O. Lange, også Sjællands biskop, Harald Ostenfeld. Det var såre naturligt, at pastor Juhl rettede en særlig tak til Ostenfeld. Det betød meget for Blå Kors, at kirkens primas, stod med i gerningen og havde sit hjerte i den. Biskop Ostenfelds tale ved den lejlighed var mere end en formel lejlighedstale, hvorfor jeg gengiver det meste af hans tale:»det blå Kors«er en kristelig forening for afhold fra stærke drikke, et redningsarbejde øvet på kristelig grund. Hvad vil det nu sige? Bliver det ikke en underlig sammenblanding, for ikke at sige sammenroden af en rent menneskelig bestræbelse, som afhold er, et rent menneskeligt arbejde, som redningsarbejde er, og så kristendom, mit højeste og inderligste, min forvisning om at have hjemme hos Faderen i Himlen og ved Jesus Kristus at være hans barn? Det blå Kors har været ude for kritik fra to sider. Det er bleven sagt fra den kristne menigheds side: I sammenblander disse to ting, kristendom og afhold, føjer en ny betingelse til at være kristen. Vi svarer: aldeles ikke; vi anerkender fuldt ud, at man kan være kristen uden at være afholdsmand. Det står også i vor bibel:»herrens er jorden og dens fylde.«men vi har set så meget af den ulykke og elendighed, som alkoholen anretter både på den enkelte og socialt, at vi for vort vedkommende ikke kan lade være med at bekæmpe denne fjende på den virksomste måde, som det er os muligt, nemlig ved selv at være afholdsfolk. Vi kan ikke nøjes med at være mådeholdne og passe på ikke at overskride grænsen; thi vi har erfaret, at dermed kap vi ikke agitere, kan vi ikke virksomt bekæmpe fjenden. Vi er ikke blevne afholdsmænd som følge af et teoretisk ræsonnement, men fordi vi praktisk er drevne dertil. Der stod for en del år siden i en italiensk avis:»om aftenen strandede den store damper på kysten. Ved hjælp af en råber satte man sig i forbindelse med de skibbrudne. Næste morgen drev 400 lig i land.«nedenunder stod:»heraf kan man 130

lære, at man ikke kan redde ved, at man råber, man må ud der, hvor faren er.«det er det, vi har forstået, og derfor er vort afholdsarbejde ikke en sammenblanding af kristendom og afhold. Ud dér, hvor faren er, det gælder for alt redningsarbejde. Det var det, som skete på Golgatha, at Jesus måtte ud dér, hvor syndens og dødens bølger slog sammen, for at blive vor frelser og redningsmand, han nøjedes ikke med nogle formaninger og anvisninger. Men vi har også mødt kritik fra anden side, fra de andre afholdsorganisationers side, der har sagt:»hvorfor udsondrer I eder, Hvorfor ikke her gå sammen i det samme arbejde?«hertil svarer vi: Vi har ikke fjerneste lyst til at kaste med sten mod andet afholdsarbejde eller øve kritik; men når vi har sluttet os sammen i en kristelig afholdsforening, så er det fordi vi i vort liv har fundet, at den stærkeste bevæggrund og kraft, det er vort forhold til Kristus, og det er vort livs holdepunkt, at ham hører vi til, og ham vil vi tjene. Som vi selv ikke kan tænke os uden ham, så kan vi heller ikke tænke vort arbejde uden ham, vi kan ikke her forholde os neutrale. Vi mener, at vi arbejder bedst og stærkest, når vi arbejder ud fra vore egne forudsætninger og arbejder med de midler, som vi der har til rådighed. Og så mener vi, at vort arbejde og vor stilling her falder i tråd med det, som Jesus har sagt:»om nogen kommer efter mig, han fornægte sig selv.«den frivillige selvfornægtelse hører med til at få dannet karakter. Det er med at danne karakter som med at fremdrive ædle roser. Det er ikke nok, at der gives disse de bedste vækstbetingelser, at der graves og gødes, der skal en ting til, nemlig beskæring, ellers samles buskens kraft ikke i den fine rose. På samme måde med en karakter, der skal nå noget, nå sit mål det sker ikke blot ved, at alle evnerne udvikles, de må også beskæres og derved sættes i det rette forhold til hinanden; og det vil sige, at øve den rette selvtugt, at fornægte sig selv - for at gøre gavn, for at være noget for andre, for at gøre Guds vilje. 25 års arbejde er en begyndelse; men det er ikke mere. Endnu ligger der så megen nød for vore øjne, forvoldt ved misbrugen af alkohol. Så lad os arbejde trøstig videre, visse på, at vi går frem ad den linje, som Guds velsignelse hviler over. Jesus mødte engang en usigelig nød, en blindfødt mand stod for ham. Hans disciple gav sig til at spørge om, hvad grunden var til denne nød.»hvem har syndet, han eller hans forældre, siden han er født blind?«jesus svarer ikke på dette spørgsmål, han giver ingen forklaring, men han tager fat:»vi må gøre hans gerninger, som har sendt mig, så længe det er dag; der kommer en nat, da ingen kan arbejde,«og så hjalp han staklen. Gud give, at dette sindelag altid må være blandt Blå Kors' medlemmer, da skal Gud lade arbejdet lykkes.«en bedre forståelse af og et redeligere håndslag til Blå Kors' arbejde, som Sjællands biskop her gav udtryk for, kunne vanskeligt tænkes. Internationale festdage i København 1923 Årsmødet afholdtes i København 1923 den 17.-19. august, lidt senere på sommeren end sædvanligvis af hensyn til, at der i tilslutning til de samme dage var international Blå Kors-konference. Umiddelbart derefter var der den internationale anti-alkoholkongres. Udenlandske gæster fra Blå Kors i Schweiz, Tyskland, Frankrig, Norge, Tjekoslovakiet 131

overværede årsmødet, og det franske og tyske sprog lød da næsten lige så meget fra talerstolen som det danske og norske. Det egentlige repræsentantmøde foregik i»bethesdas«festsal. Der var mødt 380 repræsentanter fra alle landets egne, Desværre fremgik det af beretningen, at tilbagegangen endnu ikke var standset. Krigstiden og de år, som fulgte efter, havde bragt en almindelig sænkning af det moralske niveau, og jordbunden var derfor ugunstig for alle ideelle bestræbelser. Dertil kom den bevidste, utilslørede modstand, som alkoholkapitalen havde organiseret mod bevægelsen, og som støttedes ivrigt af en vis del af pressen. En del Blå Kors-folk tabte desværre modet under den træge modstand, de overalt stødte på. Man kunne godt trænge til lidt opmuntring. Der holdtes festmøde med de internationale gæster i Koncertpalæets store sal, der var fyldt til sidste plads, med lødig musikalsk underholdning af Blå Kors' populære strygeorkester under ledelse af den velkendte violinist Carl Jeppesen. Den danske, schweiziske, franske og norske nationalsang blev spillet og påhørt stående af den store forsamling. Pastor Juhl bød den internationale forsamling velkommen på fransk, tysk og dansk. Blandt talerne var bl.a. den afgående præsident, pastor Antony Rochat, hvis franske tale blev oversat af translatrice, frk. Dagmar Prior, velkendt i Blå Kors. Antony Rochat trådte tilbage som formand for det internationale Blå Kors ved konferencen i København på grund af alder, og i hans sted valgtes pastor H. Daulte fra Lausanne. Da man en af dagene spiste til middag i KFUM's festsal, vakte det særlig jubel, da den nyudnævnte præsident H. Daulte i en elegant bordtale erklærede sin kærlighed til Danmark ved ganske ugenert at bede om at måtte medtage det danske bordflag, der mindede ham så meget om det schweiziske. Han fik det naturligvis. --- Samme dags eftermiddag var der udflugt med dampskibet»gefion«til Klampenborg og Dyrehaven; 5 600 mennesker deltog. I lange tider havde Blå Kors ikke haft nogen god presse, og endnu mindre anerkendelse undtagen i»kristeligt Dagblad«. Ved årsmødet i 1923 var der god presse vel nok på grund af mødernes internationale præg. Endnu mere end ved Blå Kors-møderne kom denne pressevelvilje frem ved den internationale antialkoholkongres, som fulgte lige efter med repræsentanter fra over 30 lande. Mange af de 600 deltagere i denne konference var anerkendte videnskabsmænd på alkoholforskningens område. Af danske deltagere bemærkedes bl.a. professorerne Harald Westergaard og Jens Warming. Blå Kors-studium på kommunehospitalets VI afdeling Det var sandt, at ædruelighedstilstanden i Danmark på grund af restriktioner og spiritusbeskatning mærkbart bedredes - som allerede omtalt. Gid det også havde været sandt, at nu var Blå Kors overflødig; for der var jo ingen problemer mere, kun småting hist og her. Allerede vicestadslæge Heiberg i København havde advaret mod en forhastet optimisme. Men der var alligevel ikke så få, der dog faldt for en forhastet optimisme. Efter 1917 gik medlemstallet ned år for år. Der kom en del depression herover også hos nogle i hovedbestyrelsen. Er det os, der er noget i vejen med? Det er slet ikke noget dårligt spørgsmål at stille sig selv engang imellem. I en sådan depression foreslog pastor A. Skettrup engang på et hovedbestyrelsesmøde den 17. november 1920, at hvis regnskabsåret 1920 21 viste fortsat tilbagegang i medlemstal, så skulle man tilskrive samtlige lokalforeninger, at ved næste årsmøde stillede alle hovedbestyrelsesmedlemmerne deres mandater til rådighed. 132

Undtagen formanden, pastor Niels Juhl kunne ikke undværes, men skulle blive på sin post. Men sådan gik det nu ikke; der var ingen grund til at skyde på hovedbestyrelsen, fordi man nu efter at have toppet måtte dale. Både 1921 og 1922 blev alle hovedbestyrelsesmedlemmer, der var på valg, genvalgt; altså: tillidserklæring. Hele forbudsdiskussionen havde vel også efterhånden gjort nogle lidt møre og trætte; en del urigtige påstande blev skudt også Blå Kors i skoene. Men var der alligevel ikke noget om, at man kunne godt begynde at takke af? Ja, det sete afhænger jo af, hvem der ser hvad og hvor og med hvilke briller. I årene 1922 1924 var en Blå Kors-mand på Kommunehospitalets VI afdeling (som den psykiatriskneurologiske afdeling dengang hed) hos professor, dr. med. Aug. Wimmer. Blå Korsmanden var Axel Garboe (1887-1970). Han var præst på den lille ø Agersø i Storebælt 1924 35 og i Skibby 1940-52. Han var ikke teolog, men cand. mag. 1915 blev han dr. phil. på noget så specielt som på en afhandling om ædelstene; han var en af vore betydeligste kendere af den store, danske geolog og anatom Niels Steensen; en række år sad Garboe i hovedbestyrelsen og redigerede Blå Kors-bladet 1950-55. Men han var altså også på videnskabelige fødder i studium af alkoholspørgsmålet 1922 24 hos professor Aug. Wimmer, da»der vel ikke mere var brug for Blå Kors,«som nogle mente og sagde. Hvad så Axel Garboe, og hvad bliver hans konklusion? Ja, han indrømmer, at meget var bedre. F.eks., at»drankergalskab«(delirium tremens) med ét slag næsten forsvandt og de følgende år blev en sjælden sygdom. Dødeligheden påvirkedes også påfaldende i befolkningen, og de sociale virkninger kunne på tilsvarende måde konstateres. Lad os høre, hvad han videre beretter i den periode:»men med alt dette var der stadig et højst aktuelt alkoholspørgsmål og afholdsspørgsmål i vort folk. Drikkeskikkene udøvede deres magt. Menneskeskæbner afsporedes uhælpeligt i en rus eller under andre omstændigheder. Hjem ødelagdes. Børn voksede op under drikfældighedens tryk. Hustruer og andre kvinder kæmpede en fortvivlet kamp side om side med en drikfældig mand, søn eller broder. Og samfundet betalte dyrt for drikkeriets følger. Bag den efterhånden forholdsvis pæne overflade var der nok at tage fat på for afholdsbevægelsen og dermed også for Blå Kors. Et utilsløret indtryk af alkoholens ødelæggelser, også i de tider, da spiritusdrikke var blevet dyre, og forbruget derfor var gået en del ned, fik man på Københavns Kommunehospitals VI afdeling siger Garboe, hvor en strøm af mennesker, i hvis liv alkohol har spillet en afgørende og skæbnesvanger rolle, indlægges med lidelser, der kommer ind under nerve- og sindssygelægernes arbejdsområde. Da professor August Wimmer i årene 1922-24 gav mig tilladelse til at studere alkoholspørgsmålet og andre herhenhørende problemer på hans afdeling og tilladelse til at virke som»socialhjælper«ved afdelingen, støttet økonomisk bl.a. af Blå Kors og Indre Mission, gaves der et uforglemmeligt indblik i, hvor forfærdelig en magt alkohol er i mangfoldige menneskers liv selv i tider, da mange ville lægge spørgsmålet til side og sige, at der ikke mere er grund til at tage så alvorligt på afholdssagen, for der er jo næsten ingen drikfældighed mere - det skulle da lige være iblandt de noget abnorme mennesker, der altid nok skal vide at skaffe sig alkohol eller andre narkotiske gifte»... eller hvordan man nu vil forme sin afvisning til alkoholspørgsmålet. Derinde på hospitalet så man de tragiske tilfælde, hvor en enkelt stærk alkoholpåvirk- 133

ning (i såkaldt»godt og muntert selskab«) havde løsnet alle hæmninger og bevirket, at en ung mand indlod sig i et løst sexuelt forhold, hvis følger var en sygdom, der nu så mange år senere indhentede ham i form af en hjerne- og rygmarvslidelse, der gjorde ham til vrag og til et bytte for en tidlig død. Der på afdelingen indlagdes»nattens høst«af mennesker, som i alkoholpåvirkning havde afstedkommet ulykker på sig selv eller andre; ikke sjældent var det mennesker, som man mindst af alt skulle have ventet at møde under de omstændigheder, så fornedrede af alkohol. Fremdeles var der de mange selvmordsforsøgere, der blev reddet, måske næsten i sidste øjeblik. Kun alt for ofte spillede alkohol en let gennemskuelig rolle i disse sørgelige tilfælde. Dertil slutter sig politiets observationspatienter. - Fremdeles mødte man derinde de ulykkelige hustruer, hvis nerver omsider brød sammen, fordi hjemmet og samlivet med ægtefællen var helt ødelagt af drik og alt det, som dermed følger af lavhed og gemenhed. Havde man samtidig lejlighed til at stifte bekendtskab med hjemmet, forstod man, hvilket Helvede alkoholdrikkene kan berede for mennesker, hvis liv engang tegnede sig med lyse fremtidsmuligheder. Og endelig var der - for blot at nævne endnu en gruppe af alkoholpatienter de kroniske alkoholister, som gang på gang vendte tilbage til hospitalet, men hver gang så at sige et trin dybere nede, både legemligt og sjæleligt endnu mere nedbrudte. Blandt disse kunne man træffe mennesker, der så ganske utvivlsomt engang var unge mennesker som alle andre; men deres erhverv eller deres kammeratskab og omgivelser lagde store alkoholfristelser for deres fod; de faldt og gled stadig længere ud og ned... og så vil nogle endda lukke øjnene for, at vi har medansvar for vor broder også, når det gælder de berusende drikke. Den vin, der serveres ved en familiefest, kan blive en anstødssten for andre, der mere trængte til støtte og værn end til at fristes i tankeløs drikkeskik eller selvisk nydelse. Men andre af disse kroniske alkoholister eller af de periodiske alkoholikere rejser dunkle og vigtige spørgsmål om alkoholismens årsager og oprindelse. Hvorfor endte dette skud på en ædel slægts stamme, hvis medlemmer har ydet det betydningsfulde i det praktiske liv eller i åndslivet, ja i menighedens liv og arbejde, hvorfor endte han som et ulykkeligt, alkohol-ødelagt menneske? Videnskaben kan tumle med disse problemer og prøve på at afgrænse typer af alkoholister efter deres legemligt sjælelige konstitution. Men jævnsides hermed består det menneskelige problem:»hvordan hjælpes og værnes disse alkoholens ofre? Hvordan bringes evangeliet også til dem?«det var, hvad Axel Garboe iagttog 1922-24 på Kommunehospitalet i København. I et tilbageblik og et fremblik skriver han 1940:»Siden 1920'erne, da disse studier anstilledes, og dette redningsarbejde udførtes på Kommunehospitalets»VI afdeling«i København, er forholdene, hvad alkoholspørgsmålet angår, ikke forandret meget. Går man i dag ind på en sådan hospitalsafdeling, vil man stilles over for de samme typer af alkoholramte mennesker, som ovenfor er antydet. Og bagved skimter man nu som dengang - en utalt skare af mennesker, som på tilsvarende måde har fået deres livs ulykke gennem alkoholdrikkene; de passerede blot ikke denne hospitalsafdeling eller kom i det hele taget ikke i berøring med noget hospital. Men præster og ungdomsledere, politimyndigheder, praktiserende læger og mange andre kan hver på sin måde give bidrag til at kaste lys over det alkoholproblem, der desværre er kun alt for aktuelt den dag i dag, selv om høj beskatning og andet har medført glædelige begrænsninger i alkoholforbruget. I denne forbindelse må det ikke glemmes eller undervurderes, hvad afholdsbevægelsen har betydet ikke blot direkte, men også og ikke mindst 134

indirekte for vort folks ædruelighed gennem oplysningsarbejdet og personligt eksempel. --- Der er mennesker, der siger til sig selv:»jeg ved kun så lidt; jeg har aldrig studeret alkoholspørgsmålet hverken biologisk, medicinsk, socialt eller på anden måde. Hvad kan jeg da bruges til?«til alle sådanne lyder det, at Gud har brug for alle, der vil tjene Ham, også imellem alkoholofre, og hvad alle verdens vise ikke formår, det formår et af Guds små, ukendte, hjertevarme og tros-stærke børn, som vil lade sig bruge som redskab til at bringe en drikfældig under påvirkning af Guds kraft. Jeg tænker her bl.a. på en nu afdød gammel lærer, en på mange måder hårdt prøvet mand, der ikke glemte andres nød. I årevis kæmpede han for at få en bestemt drikfældig mand til at ville lade sig hjælpe. Det så længe ud til at være forgæves. Men i kærlighed holdt han ud, og til sidst lykkedes det. Så rig er vor Gud og Fader, at han kan bruge selv det, menneskeligt set, ufuldkommeste redskab til velsignelse, også iblandt alkoholens ofre. Men lige så vist er det, at vi må ikke kaste vrag på den hjælp, som forskning og viden om alkoholspørgsmålet kan give. I denne forbindelse melder sig nogle fremtidsønsker. Der findes som bekendt videnskabelige institutter, som tager sigte på udforskningen af forskellige sygdomme og lidelser. Også alkoholspørgsmålet er blevet studeret ved sådanne institutter, men kun som et spørgsmål iblandt flere andre. Hvad om der blev oprettet er særligt institut for studium af alkoholspørgsmålet, dette vældige samfundsonde? Fysiologiske, medicinske, arvebiologiske, sociale og lignende spørgsmål inden for alkoholspørgsmålet trænger til stadig udforskning, for at vi derigennem kan ledes til at værne og hjælpe på den til enhver tid bedst mulige måde. I forbindelse hermed står ønsket om et særligt hospital eller en særlig hospitalsafdeling for alkoholister - et sted, hvor man var særlig indstillet på at behandle de alkoholsyge hvor læger, der havde gjort dette til deres studium og speciale, arbejdede, og hvor behandlingen søgtes gennemført efter de bedst mulige principper. Noget i lighed med et moderne nervehospital, f.eks. kolonien»filadelfia«. Ledet i kristen ånd skulle dette hospital være. Først da blev alkoholisterne hjulpet helt. Og samarbejde med redningshjemmene skulle hospitalet også. Det skulle vel snarest være sådan, at der omkring hospitalet, hvor den første orientering med hensyn til patienter og den første behandling fandt sted, grupperede sig hjem til fortsat behandling, liggende på egnede steder. Men også med forskningsinstituttet for alkoholforskning skulle et sådant hospital samarbejde. Spørgsmålet:»Efterforsorg«for alkoholister, som kommer fra hospital eller redningshjem, trænger sig på her. Kun alt for ofte vender de, der skulle hjælpes, tilbage til sådanne forhold, at man ikke kan undre sig, hvis der hurtigt sker tilbagefald. Her har hvert troende menneske og hver menighed en opgave lagt lige for deres fod. Men medens alle disse overvejelser står på, og alkoholspørgsmålet studeres, fuldbyrdes menneskeskæbner rundt omkring os, og liv strander på de berusende drikkes skær. Disse mennesker har vi alle medansvar for, og vi skal på forskellig måde være med til at værne, hjælpe og redde, vandrende i hans fodspor, som selv var kommen for at søge og frelse det fortabte.«axel Garboes udtalelser er bemærkelsesværdige, både hvad angår nogle år, da nogle mente, at nu var alkoholproblemet løst, og hvad angår hans fremsynede forslag om en behandlingsring af koordinerede behandlingsinstitutioner for alkoholskadede mennesker. Mine egne erfaringer fra den praktiske gerning som præst i København i 30'erne falder 135

sammen med Axel Garboes undersøgelser i det mere lægevidenskabelige plan. Selv i Østervold sogn, det yderst pæne sogn, hvor Niels Juhl dengang var sognepræst og jeg hans hjælpepræst, var der dog folk med spiritusproblemer, og som fik hjælp i Blå Kors. Fra Malmøgade gik min vej i 1937 til Apostelkirken i Saxogade. Det var i de hårde arbejdsløshedens kriseår. En umådelig nød og fattigdom, og mange og hårde spiritustragedier, som man daglig havde for øje. Aldrig har min hustru og jeg kunnet ryste de indtryk af os, selv om det var få år, vi var på Vesterbro. Det er gået en række af præster, som har haft deres præstegerning på Vesterbro, Nørrebro, Christianshavn og den indre by i København, på samme måde. Meget uelskværdigt kaldte man på Vesterbro Ny Carlsberg Glypoteket den ukendte drankers mausoleum.«carlsberg var jo ellers i vide kredse anset for nationens velgører med støtte til videnskab og dejlig kunst. På Vesterbro og andre steder var bagsiden af medaljen, og den var ikke dejlig. EN KULTUROPTIMISMES FORLIS? og: Hvad burde konsekvensen blive? Forbudstanken er forlængst passé, blevet historie. Kun modstandere af afholdsbevægelsen trækker engang imellem forbuds-hesten ud af stalden, som om vi stadig lever i 1917. I et historisk forsøg på at vurdere, hvad der skete, kommer jeg til det resultat, at det var en kulturoptimisme og en menneskelig idealisme, der forliste. Det er så let at være bagklog; det koster ikke noget. Men det må vist være korrekt at sige det, at indtil første verdenskrig og en række år endnu rådede der også her i landet en fremskridtstro, en udviklingstro, en tro på oplysning og videnskab. Bare vi blev tilstrækkelig oplyste, så var det store flertal så rare og ædle idealister, at man godt ville ofre noget for af humane grunde at befri nogle medborgere fra en tilværelse i nød og elendighed. Det tør nok siges, at de to sidste verdenskrige har givet troen på menneskets ædle karakter et knæk. Der var vist noget af denne kulturoptimisme og idealisme, der havde smittet af på afholdsbevægelsen og også i nogen måde på den kristne menigheds syn på dens forskelligartede arbejdsgrene, herunder også Blå Kors. Hermed mener jeg ikke, at der er grund til at gøre nar af f. eks. Blå Kors' anstrengelser for at være med til en folkeafstemning om spørgsmålet. Sagen drejede sig ikke om det lille, uskyldige glas for det store flertal, men om samme flertal ville tage hensyn til de tusinder af hjems nød og elendighed og for deres skyld lade spiritusfaremomentet udgå af folkelivet. Det var en særdeles dristig udfordring i et demokratisk land at kaste ud til vælgernes afgørelse. Var det sket, taler sandsynligheden for, at der var kommet et flertal i forbudsvenlig ånd, bl.a. på grund af kvindernes stemmer; i andre lande med lignende styrke i ædruelighedens interesse, lod kvinderne mærkbart røre på sig. Men der ville være lige så stor sandsynlighed for, at standpunktet kunne ikke holde, og en ny folkeafstemning ret hurtigt komme og blive et nederlag. Og så var det jo intet værd, kun en masse politisk bitterhed og spektakel. Det forekommer mig, at nogle har græmmet sig for meget blandt afholdsfolk, og at andre med modsat opfattelse har solet sig for meget over frihed uden forståelse af, at der er nogle, der for den almene friheds skyld måtte og må betale en dyr 136

og blodig pris. Hvad med det fælles ansvar for dem? Hvad burde så være konsekvensen af det, der skete? Ikke en ny kulturoptimisme, at nu var alt i den skønneste orden med den nye alkoholpolitik i beskatning m.v. Heller ikke at blive sure, fornærmede og triste over modvind og latterliggørelse, men at drage den rigtige konsekvens i redelig konstatering af kulturoptimismens og den menneskelige idealismes forlis med deraf redelig forståelse af, at så meget desto mere var der brug for en kristen diakoni, da faremomenterne fortsatte for den svage part i samfundet. Endnu i 1925 var af Danmarks ca. 1200 præster ca. 250 medlemmer af Blå Kors, hvilket i nogen måde kunne tages som barometer for, at den diakonale forståelse i folkekirken endnu var der forholdsvis stærk, selv om den efterhånden svækkedes. --- I disse år, hvor der sporedes en vis resignation og mismod udkom en værdifuld bog om»alkoholspørgsmålet«, skrevet i fællesskab af pastor, dr. phil. Axel Garboe og sognepræst Marius Th. Nielsen, der begge var i besiddelse af en betydelig sagkundskab. For Garboes vedkommende var baggrunden ikke mindst hans studier på Kommunehospitalets VI afdeling. Marius Th. Nielsen havde sine erfaringer som fængselspræst i Vridsløselille og præstegerning på Vesterbro. Bogen udkom 1924 og i revideret udgave 1939 og var en god hjælp til saglig oplysning. Redningshjemmene Desværre voksede efterspørgselen efter optagelser på redningshjem som barometer for, at det ikke gik så godt, som man måtte håbe. Der havde også jævnligt været tænkt på et redningshjem for kvindelige alkoholister. Hovedbestyrelsen vedtog derfor at oprette et nyt redningshjem. Sidst på året 1923 købte Blå Kors en ejendom»haroldseje«ved Fredensborg. Da der imidlertid ingen kvinder meldte sig til optagelse, og da både»kærshovedgård«og»enkrateia«var fyldte og ikke kunne modtage alle, der ønskede at komme på redningshjem, så fandt hovedbestyrelsen det rigtigt at tage også»haroldseje«i brug som redningshjem for mænd. Hjemmet blev indviet den 7. marts 1924. Som forstanderpar ansattes fhv. maskinist M. Sejersen og hustru. Når der ingen kvinder meldte sig, hænger det nok sammen med, at Indre Mission havde et hjem for kvinder i»sikem«i Tåstrup.»Haroldseje«fik ikke så lang en levetid. Da Blå Kors senere ønskede at gøre forandringer i redningsarbejdet, blev»haroldseje«solgt i 1940 til»dansk Vandrelaug«. Som tidligere omtalt solgte Blå Kors i 1934 redningshjemmet»enkrateia«. Ligeledes i 1934 købte Blå Kors så en tidligere proprietærgård»ørsholt«i Tikøb sogn i Nordsjælland, meget smukt beliggende ved Gurre sø og Horserød hegn. Gården har et jord tilliggende på ca. 260 tdr. land, hvoraf 50 tdr. land skov. Købesummen var 175.000 kr. Blå Kors overtog»ørsholt«1. december 1934 med forstander Chr. Jørgensen som leder af både hjem og landbrug, og den 14. december kom de første to patienter. Men gården var noget forsømt; stuehuset skulle gøres i stand, og der blev straks truffet beslutning om at nybygge en stor patientbygning med 36 eneværelser. Det blev dyrt; men Blå Kors fik tilladelse til at foretage en landsindsamling i efteråret 1935, som gav 132.000 kr. Den officielle indvielse af»ørsholt«skete først, efter at patientbygningen var færdig, den 11. december 1935 ved pastor M. N. Randkær. Efter datidens forhold deltog patienterne som en form for arbejdsterapi med normal arbejdsrytme i arbejdet i landbruget, gartneri og 137

forskellig indendørs beskæftigelse i stuer og køkken. 1943 blev et begivenhedsrigt år. På grund af vanskeligheder under besættelsen kunne der ikke afholdes årsmøde, men det år så hovedbestyrelsen sig nødsaget til at sælge»kærshovedgård«til staten. Det var et vemodsfyldt skridt at tage; mange minder knyttede sig til»kærshovedgård«. Det var her, at Blå Kors begyndte sit redningshjemarbejde i 1906. Hvorfor man tog dette skridt, vil der blive redegjort for i næste afsnit. Staten overtog»kærshovedgård«1. juli 1943. Men allerede den 9. september 1943 købte Blå Kors en gård i Øster Tørslev sogn,»tørring Nygård«som nyt redningshjem. Gården ligger 20 km fra Randers ude mellem Randers og Mariager fjorde. Forstander L. Utzon betroedes ledelsen af dette hjem. Efter krigen var det meningen, at der skulle bygges en patientbygning til henved 25 patienter. Midlertidigt indrettede man sig med værelser til ca. en halv snes patienter. K. K. Steinckes socialreform 1933 blev lovgivningsmæssigt et betydningsfuldt år. Den 1. januar 1933 trådte en ny straffelov i kraft, og 1. oktober 1933 fik vi K. K. Steinckes socialreform. Begge love kom vi til at mærke adskilligt til i Blå Kors. Lovgivningsmæssigt fik hjemmene forandring fra redningshjem til afvænningshjem. Den nye straffelov bevirkede, at vi fik en del henvendelser fra politimyndighederne om at modtage patienter, der enten efter udstået straf skulle have et ophold på et afvænningshjem, eller skulle betinget benådes mod, at de lod sig anbringe på et afvænningshjem, eller endelig helt måtte slippe for straf mod at tage på afvænningshjem. Også socialreformen tog sigte på alkoholikere, idet den bemyndigede kommunerne til gennem socialudvalgene at lade alkoholikere få et ophold på et afvænningshjem, eventuelt tvangsindlægge de pågældende. Ved socialudvalgenes mellemkomst fik vi i årenes løb adskillige patienter på vore afvænningshjem. Et par misforståelser har gjort sig gældende vedrørende statsanerkendelse og støtte fra staten som noget, der først kom med socialreformen i 1933. Både Blå Kors-hjem og andre hjem havde været både statsanerkendte og statsstøttede før 1933, hvad vil fremgå af tidligere omtale af redningshjemmene i denne bog. Hjemmene havde sorteret under indenrigsministeriet; i 1933 kom de administrativt ind under socialministeriet. Når man læser gamle beretninger, ser tilskuddene mikroskopiske små ud. I dag tumler man rundt i millioner af kroner i velfærdssamfundet og har passeret de hurtigt accelererende inflationsbølger. De små beløb var der trods alt dog nogen købekraft i. Inden for mit eget fagområde var det sådan i 30'erne, at en cand. theol. begyndte ret ofte som hjælpepræst hos en lidt ældre præst, og det var ingen dårlig ordning. Kirkeministeriet betalte til en hjælpepræst i 30'erne en årsløn på 2400 kr., og næsten alle havde da en studiegæld at trækkes med.--- Når vi tænker på de små beløb for små, det må indrømmes - staten gav, så var det dog ikke så helt usselt, som det umiddelbart ser ud. Men det var også efter forholdene meget betydelige beløb, der privat måtte skaffes. Der kom vel nok lidt mere system i det med indlæggelser fra det offentliges side med stadig ikke helt tilstrækkelige beløb, altså i nogen måde en bedre forståelse af arbejdets behov. Men der var nogle fæle minusser ved socialreformen og straffeloven. Betalte det offentlige - det var få, om nogen, der privat betalte -, betragtedes hjælpen som fattighjælp, 138

dog kun med den virkning, at patienten mistede valgret og valgbarhed indtil udskrivningen, eller i tilfælde af, at kuren afbrødes i utide, indtil der var forløbet to år fra indlæggelsen. Loven behandlede uden videre alkoholikere på linie med arbejdsmodvillige personer, forsømmelige forsørgere, omstrejfere, erhvervs- og subsistensløse. Man spørger sig selv: Hvor var lægerne henne, da man lavede disse love? Holdtes de bevidst uden for, eller var det kun den lille flok læger, der var medlemmer af Blå Kors, der havde interesse for alkoholikere, og ikke lægestanden som sådan? Det gav nogle besværlige problemer med dette tvangsmoment fra myndigheders side. Det gik ikke altid godt med de politiindlagte patienter. Kristne hjem kan ikke let trives på den måde. Der krævedes ualmindelig åndelig visdom og takt for at få det til at gå værdigt. Hos Blå Kors modnedes den tanke, at staten måtte selv tage ansvaret for politiindlagte patienter; der forhandledes med justitsministeriet om en ordning, som resulterede i det nævnte salg af»kærshovedgård«til staten i 1943. Endvidere kan nævnes, at det var i 1933, at der udnævnedes en ædruelighedskonsulent, forstanderen for Borups højskole, magister Jens Rosenkjær. Børne- og ungdomsarbejdet Der var et særligt udvalg, der tog sig af børnearbejdet. Sognepræst Marius Th. Nielsen afløste 1925 pastor S. Borresen som formand for udvalget og virkede som sådan i 15 år indtil 1940, da han afløstes af sognepræst Iver Chr. Poulsen. Børnebladet»Håbet«redigeredes en række år af pastor M. N. Randkær; siden af Iver Chr. Poulsen. Pastor Gunnar Degenhardt, også medlem af udvalget, foretog en del rejser for børnearbejdet.»håbet«s medlemstal var den 31. marts 1944: 2256, og»håbet«s blad udkom i 2400 eksemplarer. Hvad angår ungdomsarbejde var der på foreningsbasis meget lidt. Et par enkelte foreninger hører man om i denne periode, i Århus og i Nordby på Fanø. Det synes, som om hensynet til KFUM og KFUK har gjort Blå Kors tilbageholdende, eller var det lederemner, der manglede? Vore medarbejdere Da kammerassessor S. Edholm døde den 12. december 1918, efterfulgtes han af lærer ved Nørre nissum seminarium J.N. Helligsøe, der dog først tiltrådte som forretningsfører den 1. november 1919. Han afløstes på posten som forr3etningsfører 1938 af diakon Arne Madsen. Blandt rejsesekretærerne i denne periode var sangmissionær Poul Nielsen, der havde virket som sådan i over 25 år. - Gårdejer J. Jepsen, Høgild ansattes som rejsesekretær i 1921 og besøgte bl.a. de færøske afdelinger af Blå Kors. - K. Ditlev Nielsen var en række år efter 1922 rejsesekretær. Af andre rejsesekretærer kan nævnes lærer Aninus Pedersen, pastor Carl Rasmussen og pastor Gunnar Degenhardt. Blandt det meget vigtige, der også skete i 1933, var at pastor N. Juhl trak sig tilbage fra formandsposten efter 33 års formandsskab og afløstes på denne post af sognepræst M. N. Randkær, som også overtog redaktionen af»blå Kors Bladet«, Blå Kors' almanak og konfirmandheftet»hold fast«. Pastor Juhl forblev dog som æresmedlem af hovedbestyrelsen indtil sin død 1955. 139

En ny verdenskrig brød ud Det skete jo søndag den 3. september 1939, da Tyskland rykkede ind i Polen, og England umiddelbart derefter erklærede Tyskland krig, og 9. april 1940 kom besættelsen af Danmark og Norge. Vi ældre husker det, som var det i går; så stærkt virkede det. Det gav mange vanskeligheder som mørklægningen, brændselsvanskeligheder og trafikvanskeligheder for ikke at nævne, hvad der var meget værre. Det var ingen let tid at være rejsesekretær eller forstander med ansvar for patienter på vore hjem. Kærshovedgård havde dengang som forstanderpar J. Hansen og hustru. Familien har opbevaret et smukt brev, som pastor Randkær sendte forstanderne på vore hjem, hvis indhold jeg tillader mig at gengive, skrevet lige efter krigsudbruddet i 1939:»Kære forstandere! Jeg føler trang til at sende Dem en lille hilsen. Til det sidste havde vi jo håbet på en fredelig udgang af de urolige forhold. Men det skulle ikke gå således. Nu er krigen en kendsgerning. Vi føler, at dette er meget alvorligt. Ingen af os ved, hvorledes Europa kommer ud af dette ragnarok. Vort eget lille land ligger ved alfarvej, og gnisterne fra den store krig kan let fyge ind over os. Vi må også tænke på vort eget arbejde i denne alvorlige tid. Det er ikke meget, vi kan gøre. Og alligevel! Vi kan da lade være at tabe modet. Som troende mennesker kan vi daglig gå vejen ind for Guds ansigt. Det vil vi gøre. Der vil vi være stille. Vi vil bede for den kæmpende verden, for vort eget land, for vore hjem og for redningshjemmene og gerningen på disse. Så skal vi være i den højestes skjul. De må i disse alvorlige dage regne med megen forbøn også for Dem og Deres familie og Deres gerning på redningshjemmene. Det vil vi huske på i disse dage, at vi daglig mødes for hans ansigt. Han velsigne Dem hver især og holde sin hånd skærmende og velsignende over Dem! De venligste hilsener, Deres hengivne M. N. Randkær. ---- Ja, det blev svære år, der også gjorde det endnu vanskeligere at standse tilbagegangen blandt medlemmerne. Perioden sluttede med 382 lokalforeninger og 14.532 medlemmer. - 50 års jubilæet blev trods alt fejret søndag den 4. februar endda med en radiogudstjeneste fra Set. Johanneskirke i København. Der var jubilæumsfest om eftermiddagen i»bethesda«, hvor Blå Kors' mangeårige formand, fhv. sognepræst N. Juhl talte. Det lykkedes trods alt i krigens hårde slutfase at kunne samles. Det internationale Blå Kors i mellemkrigsårene Det første internationale møde efter den første verdenskrig er allerede omtalt; det afholdtes i København 1923. Så meget andet medvirkede til, at der kunne være et festligt præg over dagene i København. Der var også festdage i Schweiz i dagene omkring 21. september 1927, da Blå Kors i Schweiz holdt 50 års jubilæum. Fem fra Danmark deltog. På delegeretmødets arbejdsdage lededes forhandlingerne den første dag af en dansker, pastor N. Juhl, og den anden dag af en hollænder, ingen ringere end den hollandske statsminister, professor Slotemaker de 140

Bruine. De neutrale lande, der skånedes for at blive indblandet i krigen, kunne jo sagtens. Men sårene i de krigsramte nationer skulle have lang tid til at læges. Nye landegrænser blev draget rundt om i Europa; jeg skal ikke politisk vove mig ind i alt dette; det vil føre for vidt. Også Blå Kors-sammenhænge revedes i stykker. Mange var faldet i krigen. Krigen kostede Frankrig 62 % af medlemmerne. Det lille Blå Kors i Belgien mistede 250 af sine 400 medlemmer. Før krigen havde Tyskland 44.000 medlemmer; efter krigen ca. 28.000. Smertelige modsætningsforhold var der mellem de lande, der havde været i krig mod hinanden. Det store tyske hovedforbund af Blå Kors trak sig ud af det internationale fællesskab. Tysk Blå Kors fik det ydermere svært i 30'erne. Nazismen lagde hindringer i vejen for børne- og ungdomsarbejdet. Krigens sår var så mange og så smertelige, at det en overgang kunne forekomme tvivlsomt, om det ville kunne lykkes at holde den internationale Blå Kors-sammenhæng i live efter krigen. Et særligt ansvar måtte hvile på de neutrale lande: Schweiz, Danmark og Norge under forståelsen af megen takt i de sarte spændingsforhold. I lang tid ville det være mest tilrådeligt at holde de internationale konferencer i de neutrale lande. I Norge gik det støt fremad, ikke mindst i børnearbejdet og med sociale institutioner. Man var nået frem til 15 Blå Kors-herberger; men i Norge var Blå Kors også næsten ene om kirkeligt-socialt arbejde, medens der i Danmark er flere organisationer, der er socialt engagerede. Uden for Europa var der Blå Kors-arbejde i kolonierne, der desværre mange gange oversvømmedes af brændevin, øl og vin fra deres profitbegærlige hovedlande. Der var især mange Blå Kors-folk i franske kolonier, navnlig på Madagsacar, hvor der efterhånden taltes 30.000 Blå Kors-medlemmer. På Madagascar rakte fransk protestantisme og norsk lutherdom hinanden hånd i missionsarbejdet i fælles forståelse af at værne den unge, madagassiske kirke mod spiritusfaren. I portugisisk Østafrika i Ronga-Thongaområdet havde franske missionærer indført Blå Kors. Indfødte præster kastede sig som Blå Kors-folk med stor energi ind i kampen, ideligt påmindende deres landsmænd om, at nydelsen af de europæiske giftdrikke indeholdt en frygtelig fare for deres races beståen. Fred BLÅ KORS I ÅRENE EFTER 1945 Årsmøde i Esbjerg Så knugende og ydmygende den 9. april 1940 måtte være for Danmark, så ufattelig glædelig kom befrielsen den 5. maj 1945. Der var årsmøde i Esbjerg, et dejligt årsmøde, da vi 141

igen kunne ånde frit. Pastor M. N. Randkær indleder sin årsberetning med følgende karakteristiske ord:»da vi for 5 år siden skulle skrive beretning for året 1939-40, skrev vi i indledningen, at dette tidsrum ville gå over i historien som en af verdenshistoriens mørkeste perioder. Det kom til at slå til endda i langt højere grad, end nogen dengang kunne tænke. Den periode, der ligger mellem 1. september 1939 og 5. maj 1945, har åbenbaret en afgrund af ondskab, grusomhed og tortur, som man skal langt tilbage i den mørkeste middelalder for at finde blot nogenlunde lighedspunkter med, - og det endda i et slægtled, der roste sig af en vidt fremskreden kultur og humanitet. Ufattelig lange har disse fem år og otte måneder været, vi synes næsten evighedslange, og mørke, nød og rædsler har de skabt i millioner af menneskeliv. Og nu er så endelig afslutningen kommen. Mens disse linjer skrives, giver endnu bruset af glæde og begejstring genlyd i ens sind, og man sidder stille og kan næsten ikke fatte, at det er sandt. - Måtte vi vise os værdige til den nåde, Gud her har vist os! Og nu ligger så arbejdsdagen foran os, da alt det, der blev brudt ned, skal bygges op. - Hertil skal også vort arbejde i Blå Kors tjene i kommende dage.«50 års jubilæet var jo allerede fejret den 4. februar, og det forløb da smukt og værdigt, trods besættelsens allerhårdeste fase. Der skulle mod til at samle så mange mennesker. Når som helst kunne dengang uhyggeligt lyde luftsirenernes hylen og melde luftalarm, og der skete mangen en tragisk ulykke. Som da gestapohovedkvarteret i København»Shellhuset«blev bombet, men noget af bombelasten faldt ned over den franske skole, og mange børn dræbtes. Jubilæumsfesten forløb uden forstyrrelse. Men det var nu på en særlig måde festligt at kunne samles første gang til årsmøde efter befrielsen i Esbjerg. Festmødets taler var stiftets biskop, biskop, dr. phil. C. J. Scharling, Ribe, og han udtalte:»siden Blå Kors i februar holdt 50 års jubilæum, har bladet underfuldt vendt sig i vort land. Vi er blevet frie og selvstændige igen, og vi priser ham, som frihed skænker ved sin Helligånd. Nu går der en frigørelsesbølge over verden, men måtte vi forstå og vidne om, at kun, hvor Herrens Ånd er, der er virkelig frihed frihed fra syndens snærende bånd. Vi har i disse år lært, at der skal kæmpes for friheden, og denne kamp mod Satan er en kamp på to fronter. Den ene front er en kamp mod alt det onde i folkets liv, deriblandt netop drikkeriet, der nedbryder og ødelægger samfundets fællesliv. Den anden front gælder den enkeltes frelse. Her nytter det ikke at jage den enkelte onde ånd ud. Der skal nye hjerter til, og det fås kun ved oprigtig omvendelse og tro. Blå Kors har forstået dette og har arbejdet efter denne linie. Blå Kors og kirken har noget at sige hinanden. Blå Kors skal sige til kirken: Glem ikke, at vejen til staklerne går gennem det at gå ud til dem med evangeliet, og at drikkeriet er et samfundsonde, der skal bekæmpes. Og vor kirke skal sige til Blå Kors: Ja, evangeliet skal bringes til folket og ikke gemmes i lukkede kredse, og så skal den sige Blå Kors en hjertelig tak for vel udført arbejde i de svundne år og et varmt ønske for fremtiden. Gud hjælpe sin menighed og Blå Kors i den til i ord og liv at vidne for vort folk om Jesu Kristi navn; thi der er ikke frelse i nogen anden!«142

Vore medarbejdere og afvænningshjemmene For sekretærstaben havde det været hårde vilkår under besættelsen med de vanskelige rejseforhold. Det blev naturligvis bedre nu. Sangmissionær Poul Nielsen fra Jegindø var stadig i funktion. Ligeledes lærer Aninus Pedersen indtil 1946, da han vendte tilbage til lærergerningen. Nye sekretærer kom til i 40'erne og kom alle til at gøre god tjeneste for Blå Kors. Det drejer sig om Chr. Jørgensen, forstander på»ørsholt«indtil 1948, da han afløstes af forvalter Kr. Schultz som forstander. Endvidere ansattes i disse år som rejsesekretærer Kay Broman, Inggaard Frederiksen, Morten Jensen og Ejvind Møgelbjerg. I 1947 nedsattes et ungdomsudvalg med hovedbestyrelsens billigelse for Jylland, og i forskellige byer holdtes ungdomsmøder og -stævner. Landssekretær Arne Madsen fik ansættelse på Vejlefjord Sanatorium 1946 efter 9 års påskønnet tjeneste på hovedkontoret og afløstes af diakon Peter Hansen, der på daværende tidspunkt var bestyrer af et plejehjem i Skern. Gerningen på afvænningshjemmene, som de efter socialreformen 1933 skulle kaldes, blev varetaget, men absolut ikke under lette vilkår. Den officielle statsstøtte var langt fra tilstrækkelig. Et lille kig på regnskaberne røber det. Beretningen om Blå Kors-arbejdet 1. april 1946-31. marts 1947 udviser, at statstilskuddet til de to hjem,»ørsholt«og»tørring Nygaard«var 9.138,20 kr., hovedkassen måtte tilskyde 38.736,70 kr.; og dengang var det mange penge. Ved møder og gudstjenester var der indkommet 31.573,80 kr.; heri medregnet årsmødegaven på 7.454,04 kr. Redningsugen, som afholdtes en række år om efteråret gav 13.228,08 kr. Patientbetalingen fra det offentlige var alt for lav; i den henseende var forholdene vist nærmest som før 1933. Foruden gaver til afvænningshjemmene måtte der naturligvis også samles gaver ind til sekretærlønninger, der var beskedne, men skulle dog skaffes. Et hovedkontor kunne da heller ikke være helt gratis. Til det almindelige oplysningsarbejde gav indenrigsministeriet 5000 kr. Som årene gik, reguleredes det en lille smule, men langt fra tilfredsstillende. Det måtte ret hurtigt erkendes, at socialreformen fra 1933 slet ikke imødekom en nyere tids behov; nogle syntes endda, at forholdene var ringere efter 1933 end før 1933. Der blev da også nedsat et par kommissioner til at tage alkohollovgivningen og alkoholistforsorgen op til fornyet revision. Handelsministeriet nedsatte 1947 en alkoholkommission og socialministeriet et såkaldt»anstaltsudvalg«; landsformanden, pastor M. N. Randkær, fik sæde i begge kommissioner. Disse kommissioner sad i mange år, inden arbejdet blev afsluttet, hvad den slags kommissioner jo gerne gør. Selv om det gik langsomt, så var noget nyt undervejs. Blå Kors skifter formand Det har indtil nu ikke været noget, der sker tit. Niels Juhl var formand fra 1900-1933. M. N. Randkær fra 1933-1951, da han af helbredsmæssige grunde så sig nødsaget til at indskrænke sit arbejde. Han afløstes af pastor Børge E. Andersen på formandsposten; Børge E. Andersen overtog også posterne som medlem af de to ministerielle kommissioner, handelsministeriets alkoholkommission og socialministeriets anstaltsudvalg. Til alles glæde og til gavn for hovedbestyrelsen indvilligede Randkær dog i at blive siddende i hovedbestyrelsen, hvor han blev indtil sin død 1957. Pastor Randkærs beslutning kom 143

ikke helt overraskende, da hans helbred var mærkbart svækket af overvældende meget arbejde. Pastor Niels Juhl var landsformanden i den grødefulde pionertid. Pastor Børge E. Andersen skulle blive landsformanden i nybruddets periode. Det faldt i pastor M. N. Randkærs lod at være landsformand i en krisetid. Det var af flere grunde et hårdt job at overtage formandsposten i 1933 efter pastor Niels Juhl. Afholdsbevægelsen og dermed også Blå Kors var kommet i modvind. En overfladisk betragtning, at der ikke i særlig grad var behov for Blå Kors var ret udbredt også i menighedskredse. Blå Kors kunne ikke som før mønstre de store tal og fik mindre opbakning blandt folkekirkens præster. Medlemstallet var efterhånden gået ned til 13-14.000 medlemmer. I en sådan krisetid stilles der særlige krav til trofasthed i tjenesten og udholdenhed, når strømmen går imod en bevægelse. Randkær blev den trofaste slider i krisetider, herunder også under de overordentlig vanskelige besættelsesår. Selv mindes jeg ham allerede, da han var sognepræst ved Ansgars kirke i København, medens jeg i de samme år var hjælpepræst hos Niels Juhl ved Esajaskirken. Det hændte et par gange, at den travle sognepræst ved Ansgars kirke sendte bud efter mig til en gudstjeneste, når han var forhindret i selv at tage tjenesten. Jeg glemmer heller ikke den varme, venlige måde, hvorpå han i 1946 bød mig velkommen i hovedbestyrelsen. Pastor Randkær døde ganske pludselig på Jegindø natten før Marias bebudelsesdag, søndag den 7. april 1957, 63 år gammel. Lørdag formiddag rejste han fra København til Jegindø for at tale ved Blå Kors' lokalforenings 50 års jubilæum og skulle også have gudstjenesten søndag formiddag. Men søndag morgen fandt hans vært ham død i sengen, ramt af et hjerteslag. I en række år havde han haft et svagt hjerte. Pastor Randkær faldt på kamppladsen for den sag, der var hans hjertesag. Randkær var engageret i meget, men mest i Blå Kors. På en særlig måde blev han skribenten for Blå Kors. Foruden Blå Kors-bladet, almanakken og konfirmandheftet»hold fast«, skrev han en række skrifter vedrørende Blå Kors, hvoraf bl. a. kan nævnes fra 1927:»Alkohol og ungdom«, 1935:»En udrakt hånd«, 1944:»Alkoholistforsorgen i Danmark«, 1945:»I barmhjertighedens tjeneste«(50 års jubilæumsbogen), 1946:»Et fristed på heden«(om»kærshovedgård«), 1949:»Giftblanderen«, 1953:»En mand og hans værk«(om Louis Lucien Rochat). At være trofast i krisetider er en værdifuld egenskab, hvad enten det gælder i et enkelt menneskes liv eller i et kirkeligt arbejde som Blå Kors. Randkær var den trofaste tjener for Blå Kors i en krisetid. Da antabus kom ved en tilfældighed I vinteren 1945 lige før krigens afslutning var der to videnskabsmænd, professor, dr. med. Erik Jacobsen og dr. pharm. Jens G. Hald, der på videnskabelig basis samarbejdede for Medicinalco. Deres forsøgsarbejde drejede sig på daværende tidspunkt om disulfiram, et medicament, der fandt anvendelse som fnatmiddel, et påsmøringspræparat til udvortes brug. Og fnat var der temmelig meget af under krigen. Man var i det videnskabelige arbejde i gang med at finde frem til et middel, der kunne helbrede for indvoldsorme og 144

havde en fornemmelse af, at her kunne disulfiram måske også komme i betragtning til indvortes brug. Man regnede med, at det var uskadeligt på pattedyr, og de prøvede så først at give præparatet til kaniner; og ganske rigtigt, de bevarede deres helbred, men slap af med deres orm. Så prøvede de to videnskabsmænd præparatet i tabletform på sig selv uden umiddelbart at bemærke nogle ubehagelige bivirkninger. Erik Jacobsen plejede imidlertid at tage sig en øl til frokosten, og så kom der sandelig noget højst ubehageligt; han blev rød i hovedet, og hjertet bankede stærkt. Han fortsatte en 3-4 dage på samme måde, og det gentog sig hver dag. Der var ved at blive lidt vrøvl med konen; var der fordærvet mad i køkkenregionen? Efterhånden dæmrede det for ham. Han kommer til at snakke med sin kollega om sagen, og det viser sig, at Jens G. Hald havde oplevet præcist det samme, at blive grumme dårlig især en dag, han havde drukket en del cognac. De blev klar over, efterhånden, at der var ingen anden fælles baggrund end denne, at de begge havde brugt sig selv som forsøgsobjekter med de tabletter, som de arbejdede med. De prøvede så med en uskyldig, intetanende udenforstående, hvem de gav en øl til»belønning«. Virkningen blev den samme. Derefter tog de fat med flere forsøgspersoner. Og de prøvede præparatet på mus, som bagefter fik en injektion med alkohol; de døde øjeblikkelig. Hvordan det gik med indvoldsormene på mennesker, ved jeg ikke. Men dr. med. Erik Jacobsen og dr. pharm. Jens G. Hald vidste, at de havde fået fat i noget, der måske kunne bruges ved behandling af alkoholikere, men gjorde ikke straks videre ved det. Erik Jacobsen delte den almindelige vildfarelse, at spiritusbeskatningen stort set havde udryddet alkoholismen i Danmark, kun forekommende hos visse psykopater og folk med tilknytning til restaurationsbranchen. De kom til at se anderledes på det, at der desværre var problemer af den art, også i andre kredse. Det sivede vel lidt ud efterhånden, hvad de to videnskabsmænd gik og arbejdede med. For en dag efter besættelsens ophør blev Erik Jacobsen inviteret til at tale om alkohol i Studenterforeningen. Der gjorde han de unge opmærksom på, at alkohol ikke altid var forbundet med fest og glæde, men at det også kunne skabe problemer for folk. Han fortalte, at man havde prøvet at kurere alkoholisme med brækmidler, efter at patienten havde fået lov at drikke er stort kvantum spiritus. Og så siger Erik Jacobsen, at som sædvanlig skete der det, at pressen rendte efter er kvarters forløb og kun fik begyndelsen med. Historien om brækkuren bliver slået stort op, som om der var forkyndt et mirakelmiddel. Erik Jacobsen måtte senere korrigere, at disse kure, eller den aversion, de gav, ikke hjalp på langt sigt. Der skulle mere og andet til end bare indtagelse af en tablet. Men det mangelfulde referat vakte en umådelig opmærksomhed og resulterede i 12 breve fra alkoholikere, der tryglede Erik Jacobsen om hjælp; han var deres sidste håb. Han måtte imidlertid svare, at han havde hverken faciliteter eller erfaring med hensyn til at helbrede alkoholikere. På den anden side kunne han ikke lide at lade disse ulykkelige mennesker i stikken. Han henvendte sig til dr. Martensen-Larsen, om hvem han vidste, at han uegennyttigt gjorde et seriøst arbejde blandt alkoholikere, og at han i forvejen havde 10 patienter i kur. Erik Jacobsen gør Martensen-Larsen opmærksom på pillerne, de havde arbejdet med, men gør dog også opmærksom på, at de endnu ikke var tilstrækkelig gennemprøvede til, at de kunne garantere, at de var ufarlige. Men Martensen-Larsen får pillerne; det var i november 1947. Så efter nytår ringer Martensen-Larsen til Erik Jacobsen og fortæller henrykt, at fem af hans faste patienter 145

havde været ædru over jul og nytår! Erik Jacobsen fortæller, at det fik dem til at spidse ører. Når halvdelen af en flok hidtil»håbløse«alkoholikere havde passeret en højtid uden alkohol, måtte midlet være noget værd. Vi gik nu rigtig i gang siger han med at finde ud af, hvad det egentlig var, der skete med os, når vi tog piller. Og vi brugte os selv som forsøgskaniner. Engang gav Erik Jacobsen sig selv så kraftig en dosis, at han blev så medtaget, at han måtte køres hjem i bil. De nåede frem til at kunne konstatere, at i sig selv var pillen ufarlig. Kun i forbindelse med alkohol var den giftig. Samtidig blev de klar over, at der var et alkoholproblem i Danmark. De gik stille med dørene; men antallet af patienter hos Martensen-Larsen steg til over hundrede. Det gik fra mand til mand, hvor der var problemer, at der var opfundet noget nyt, som kunne hjælpe alkoholikere. Det oprindelige medicinske fagudtryk for præparatet er disulfiram. Antabus kommer af det latinske ord: antiabusus, der betyder: mod misbrug. Har en patient fået en antabuspille og derefter nyder alkohol, så griber antabus ind i organismens iltning af ætylalkoholen til kulsyre, hvorved der ophobes acetaldehyd i abnormt høj koncentration, som udløser en række ubehagelige symptomer. 5-15 minutter efter alkoholnydelsen mærkes en kraftig hede i ansigtet, og dette samt halsen bliver rødblisset, fordi de små hudkar udvider sig kraftigt. Det samme gør de dybere liggende blodkar også, hvorfor der kommer dunkende hovedpine og en fornemmelse af, at hovedet skal sprænges. Efter ½-l time kommer der bleghed, blodtrykfald, kvalme og til tider voldsomme opkastninger. Nydes store doser alkohol, kan der komme stærk svimmelhed, hjertebanken, åndenød, besvimelse og en chocktilstand med langvarig bevidstløshed. Hos hjertepatienten kan tilstanden blive faretruende. Man har hørt om hjertesvage patienter med stærk alkoholtrang, der har drukket sig ihjel i forsøg på at trodse sig igennem antabuskuren. Derfor må man aldrig medvirke til at give en patient antabus uden forudgående klar aftale med pågældendes læge. Man har jævnlig overdrevet antabussens betydning. Pillen er på ingen måde et mirakelhelbredelsesmiddel. Den kan standse et menneske i drikkeri, fordi man ved, at man far det elendigt, hvis man begynder at drikke. Det er imod de psykiske, sociale og eventuelle legemlige årsager til, at patienten er blevet alkoholiker, at behandlingen må rettes, hvilket forudsætter, at misbruget standses, dvs. i praksis med totalt ophør med alkoholnydelse. Bliver forskellige fysiske og psykiske problemer klarlagt, er der håb om et varigt godt resultat. Men kuren kræver så afgjort patientens aktive medarbejde; men kan ikke tvinge noget igennem. Det har stor betydning, at familie og omgivelser er forstående og støttende. Selv når antabuskuren er ophørt, må den virkelige alkoholiker fortsat holde sig helt fra alkohol. Man opnår ikke med antabus, at patienten derefter er blevet kureret i den forstand, at alkohol ikke i fremtiden er noget problem. Over for virkelige alkoholikere, der af grunde, vi ikke kender, har en overfølsomhed over for alkohol, er det yderst farligt at tale om et normalt forhold til alkohol.»café Paradis«Den tilfældige opfindelse af antabuspillen og dens efterhånden meget brugte anvendelse i alkoholistbehandlingen skabte en helt uventet interesse for at hjælpe folk med alkoholpro- 146

blemer. På bred basis blev nu også lægestanden interesseret. Det blev»in«som man siger at interessere sig for disse spørgsmål. Sagen vakte opmærksomhed også inden for filmverdenen. Der kom debut med en»asa«-film 1950:»Café Paradis«. Filmen var skrevet af Johannes Allen og iscenesat af Bodil Ipsen og Lauritzen. Så vidt jeg har forstået, var»danske Afholdsselskabers Landsforbund«også konsultativt med i billedet ved gennemlæsning af manuskriptet, inden skuespillet gennemførtes. Filmen, som stadig kan lejes hos»afholdsfolkenes Fællesrepræsentation for København- Frederiksberg«til foreningsbrug, var kunstnerisk aldeles fremragende. Den er kørt utallige gange utallige steder, også i vore Blå Kors-foreninger. Ib Schønberg spiller i hovedrollen direktøren, der bliver alkoholiker og går til grunde, også fordi han ikke har fjerneste forståelse hos hustruen, der spilles af Karin Nellemose. Poul Reichhardt spiller rollen som arbejdsmanden, hvis alkoholproblem bliver løst, bl.a. ved hjælp af en forstående hustru, hvis rolle spilles af Ingeborg Brams. Så er der Johs. Meyer, der fantastisk godt spiller rollen som den kroniske alkoholiker, der kynisk ikke tager i betænkning at drage andre ud i ulykke. Lægen spilles af Lau Lauritzen. Filmen er fra 1950; så det er jo et par dage siden. Det kan ikke undre, at f.eks. terapien er forældet. Man bruger ikke i dag chockmetoden over for alkoholikeren i abstinenstremens ved at fylde spiritus i ham efter indtagen antabus for at skræmme ham ud af alkoholtrangen. Der er en lille finte til Blå Kors, uden at Blå Kors er nævnt. Arbejdsmanden har været på et»drankerhjem«, der var lidt religiøst. Værst er terapiforældelsen på hospitalet. Men kan man se bort fra, at man også inden for lægestanden skulle have lidt tid til at gøre erfaringer, må man sige, at det er fremragende kunst, og problematikken omkring alkoholismen er ægte og tilforladeligt fremstillet. Den er stadig værd at se og høre og få forstand af. Filmen blev en publikumssucces og affødte bl.a. en rundbordssamtale, arrangeret af B.T. og refereret 17. november 1950. Deltagere i rundbordssamtalen var overpræsident, greve Carl Moltke, overlæge ved psykopatanstalterne dr. med. Georg K. Stiirup, politimester Svend Gredsted, Vesterbros politistation, læge Kaj Aistrup fra»ring i Ring«og kontorchef i socialministeriet, baron Vilh. Wedel-Wedelsborg. Jeg refererer enkelte udtalelser herfra. Overpræsidenten, grev Moltke udtalte bl.a.:»jeg ser jo problemerne fra den ægteskabelige side af alkoholismen. Det er aldeles rystende, når man taler med den fordrukne mands hustru. De ting, man ser i filmen, er kun en svag afglans af, hvad kvinder lider med en fordrukken mand. Der er kvinder, som 3 4 gange om ugen får manden fuldstændig døddrukken hjem. Han skælder ud, sender bohavet i hovedet på konen. Hvis det ikke går hurtigt nok med maden, svinger han med brødkniven. Som regel gør han ikke fortræd med den; men det er ikke ligefrem betryggende for mor og børn at overvære. Disse kvinder bliver efterhånden fuldstændig nedbrudt på legeme og sjæl. Efter vore opgørelser kan vi ikke helt nøje sige, hvor mange ægteskaber der går itu på grund af drik, men når hustruen søger fri proces for at slippe af med manden, skyldes 1/5 mandens drikfældighed, og af disse mænd er halvdelen brutale mod konen, og halvdelen sørger heller ikke for familien. Men det drejer sig her om de alvorligste tilfælde, og det er farligt at drage slutninger,«siger overpræsidenten lidt forsigtigt til sidst. Overlæge Stürup sagde i følgende indlæg:»man har nu faet øjnene op for, hvor stort 147

problemet er. Tidligere har man prøvet på at lade være med at se mere end højst nødvendigt. Hvad skulle man gøre? Da antabus kom frem - og tidligere, da de første behandlinger i aversionskuren kom begyndte man at spidse øren, og man opdagede derigennem et betydeligt større antal misbrug i klientellet. Det er vanskeligt at sige, hvor mange der er kroniske alkoholister; men det er sikkert, at alkoholmisbrug er et meget stort problem. Det.er svært for os at holde de rene linier i undersøgelserne, fordi vi far patienterne fra politiet, og der bliver de holdt fra spiritus. Tidligere har der ikke været nogen regulært gennemført behandling. Behandlingen forudsætter en analyse af, hvad årsagerne er, ellers bliver det kvaksalveri. Man har tidligere ment, at når man afspærrede folk fra spiritus og samtidig forsøgte en form for religiøs påvirkning, var sagen i orden. Man har ikke spurgt: For det første: Hvad førte denne mand til det? For det andet: Hvad kan man gøre i fremtiden for at forhindre denne mand i at drikke? Det er meget vanskeligt at gøre det. Vi har i de sidste år gjort forsøg på det og er kommet så nogenlunde helskindet fra det. Men det er uhyre vanskeligt med det klientel, vi har med at gøre. Det koster et omfattende tilsyn. Det er ikke gjort med bare at komme og se til manden. Man må bringe patienten til en sådan tilstand, at han forstår lidt af, hvad han selv skal gøre. Og han skal have trang til at gøre det. Vi kan ikke altid give manden denne trang. Her har»ring i Ring«og andre institutioner deres store mission ved at tilføre patienten den optimisme, at det er teknisk muligt. En gammel overtro siger: Man kan behandle manden. Det er en grundfejl. Man kan behandle familiesituationen. Først når vi får det drejet derhen, og det sker i samarbejde mellem sociale og medicinske medarbejdere, først da har vi nået at gøre noget principielt rigtigt over for alkoholistproblemet. Resten er overfladebehandling.«wedel-wedellsborg kom med nogle korrigerende bemærkninger:»indtil for nogle ganske få år siden var det således, at de enkelte mennesker, der tog sig af alkoholikere, var de religiøst interesserede kredse. De gjorde det efter den eneste recept, man dengang og indtil den seneste tid har kendt, nemlig legemligt arbejde, langt ude på landet, væk fra alkohol plus moralsk-religiøs påvirkning. Der er noget vist tragisk ved, at man nu retter en kritik mod de mennesker, som hidtil har været de eneste, der gjorde dette arbejde. Selv om vi nu skal til at lave om på det hele, må man yde dem retfærdighed for den tid, der er gået. Lægevidenskaben har jo heller ikke peget på det før. Iøvrigt må det retfærdigvis også siges, at Staten sandelig ikke har været særlig flot over for afvænningshjemmene, og at disse ikke desto mindre allerede for flere år siden har taget nogle af de nye tanker op. Blå Kors har f.eks. en psykiater til rådighed for to af sine hjem og har også efter fattig evne taget den sociale side af sagen op,«hvortil Stürup replicerede:»jeg må som læge blankt indrømme, at vi ikke så forfærdelig længe har set, hvad der var at gøre; men det må bemærkes, at også de religiøst prægede afvænningshjem har tilknyttet psykiater, og at de er begyndt at arbejde med familiebehandling og ambulant rådgivning. Blå Kors er allerede for et lille årstid siden begyndt på ambulant behandling.«læge Kaj Aistrup fra»ring i Ring«sagde:»Man skriver alkoholikere ud uden at skabe en bro til det liv, der kommer bagefter, uden at man har forsøgt at skabe dem en fortsat familiær stilling. De ligger måske i separation med konen. Boligspørgsmålet spiller også her ind. De far for ringe hjælp på socialkontoret, hvor man vist også betragter dem som drankere.»ring i Ring«far fat i nogle, som er egnede, og har gjort, hvad man kan for dem 148

på de områder, og det har gjort, at en hel del af dem har holdt.«politimester Svend Gredsted præciserede, at noget af det bedste i filmen»café Paradis«var dens understregning af alkoholismen som en lidelse, og han påpegede de elendige boligforhold for mange, f.eks. på Vesterbro. Mange er begyndt drikkeriet, fordi de ingen steder havde at være udover beværtningen. Alle var vist enige om, at lovgivningen fra 1933 hårdt trængt til revision, hvad vi i Blå Kors i høj grad kunne være enige med dem i. Men ejendommeligt var det, at Blå Kors, som fortidigt havde den længste erfaring, og i nutiden den bredeste erfaring i alkoholistbehandling, var ikke repræsenteret i rundbordssamtalen. Vores egen overlæge, psykiateren Aksel Olsen, kunne med god sagkundskab have belyst et og andet, som de nævnte i rundbordssamtalen intet kendskab havde til. VURDERING AF FORTID OG NYBRUD Mærkeligt som det dog kan gå til. Et par videnskabsmænd, der ikke nævneværdigt kender noget til problemerne i forbindelse med alkoholisme, er igang med at finde frem til et middel, der kan hjælpe folk af med indvoldsorme, og opdager, at antabus kan bruges i hjælpearbejdet for alkoholikere. Filmen»Café Paradis«kører, og hele landet taler om den. En ny epoke i alkoholistforsorgen er i frembrud; det går langsomt sådan er det i Danmark - men det er undervejs. Der kom debat, og det var godt; der blev sagt en del, der ikke var velunderbygget, men usandt; dog hellere en lidt afsporet debat, end at en vigtig sag begraves i stilhed. Det var udmærket, at B.T. satte en diskussion igang. Når jeg har taget den med i denne bog, må det også være min pligt at korrigere visse unøjagtigheder, der er fremdraget. Selvfølgelig hår da folk i Blå Kors talt om, hvad der førte ulykkelige mennesker ud i spiritus, haft kontakt med familierne, også gennem lokalforeninger, og på bedst mulig måde støttet efter udskrivningen; når der var mulighed for det også hjulpet folk til arbejde. Det har undret mig umådeligt meget ved at studere disse ting, hvor fantastisk få læger der var engagerede. Man skulle da synes, at det måtte være lægestanden som sådan, der skabte sygdomsforståelsen og påvirkede lovgivningen. Der var kun nogle få læger, bl.a. i forbindelse med Blå Kors, der seriøst arbejdede med alkoholproblemerne. Det var de såkaldte»religiøse«kredse, der begyndte med at kalde alkoholikere»patienter«. Hvis man i et historisk tilbageblik skal vurdere f.eks. Blå Kors, må man sammenligne med, hvad det officielle Danmark gjorde, før afholdsbevægelsen, herunder Blå Kors, tog fat. Det er tidligere i denne bog nævnt, hvordan forholdene var på fattiggårde og arbejdsanstalter før århundredskiftet, at det officielle Danmark på rigsdagen kunne diskutere og vedtage en pryglelov overfor»bøller«. Forholdene var bestemt ikke fremragende. Så sent som i 30'erne, da jeg var præst på Vesterbro i København, var forholdene på arbejdsanstalten»sundholm«så dårlige, at hjemløse alkoholikere og lignende foretrak at komme i Vestre Fængsel frem for at komme på»sundholm«. For at slippe ud af»sundholm«skulle man normalt præstere en arbejdsseddel, og det var ikke så lige en sag under den store arbejdsløshed. Det var da heller ikke nogen anbefaling at komme fra»sundholm«. Alt dette taget i betragtning, uden nævneværdig officiel lægelig opbakning, små beskedne offentlige tilskud, så var det efter min mening intet mindre end en bedrift, at Blå 149

Kors med sin første landsformand, Niels Juhl, i spidsen blev sådan placeret i den danske folkekirke, som det skete. Der var megen uvilje og mangel på forståelse også i kirkelige kredse, der skulle overvindes. Men det lykkedes i et omfang, man på forhånd måtte anse for umuligt. Vore kurhjem; ja, tænk lidt på, hvad forstanderne og deres medarbejdere skulle klare: et sjælesørgerarbejde, lede land-brugsarbejde, sørge for økonomien. Sådan var kårene; der måtte gennem lokalforeningerne samles ind gang på gang på mange forskellige måder af folk og blandt folk, der havde hjerte for sagen. Det var ikke småting efter datidens forhold, der på frivillighedens basis skulle præsteres for at skabe en mentalitetsforandring, så alkoholikere som»patienter«kunne føres ind i en menneskeværdig tilværelse. Jeg skal da ikke helgenkåre nogen; men jeg nåede som ung præst at lære de første pionerer så meget at kende, at jeg ville føle det lidt uhæderligt i en historisk skitse ikke at vurdere det efter fortjeneste, hvad de præsterede. Men en bevægelse kan ikke leve på minder; hvert slægtled får sine udfordringer, og man må stadig være villig til revision og selvfølgelig slå ind på nye arbejdsformer, hvis det kan gøres bedre. Det var i mange år almindelig erfaring både i Danmark og i udlandet at anbefale ophold på kurhjem ikke under et år, hvis der skulle opnås et varigt godt resultat. I en værdifuld artikel fra 1943 om»alkoholisme og kriminalitet«udtalte overlæge ved Københavns Politi og senere overlæge ved Augustenborg Sindssygehospital, dr. med. P. Dickmeiss:»For at en afvænningskur skal føre til et positivt resultat må den vare mindst et år. Det hænder ofte, at en mand, der i h.t. dom er indsat til afvænning, allerede efter seks eller ni måneder søger om løsladelse. Retslægerådet følger her den praksis principielt at afslå sådanne løsladelser, idet det søger at udstrække afvænningen til den fulde tid, idet det har vist sig, at de kortvarige afvænningskure som regel er værdiløse.«blå Kors modtager som bekendt kun patienter på frivillighedens basis, fordi vi ønsker at være kristne hjem. Men også for patienter, der ikke er indblandet i nogen form for kriminalitet, er det vigtigt, at kuren ikke afbrydes efter en kortvarig behandling. For at undgå at fristelserne ikke var lige om hjørnet lå vore hjem gerne ude på landet. I dag har man et andet syn på varigheden af ophold på kurhjem, ofte nogle få måneder, hvilket ikke betyder, at så lader man dem blot sejle deres egen sø. Nej, behandlingen anbefales fortsat ambulant i forbindelse med et ambulatorium eller en Blå Kors-kontaktgruppe. Gennem antabus forsøger man i dag at isolere patienten fra spiritus. Jeg spurgte engang en af Blå Kors' overlæger:»hvor længe?«og han svarede:»mindst et år.«princippet er altså det samme, men behandlingsformen en anden. Overlægen sagde:»mindst et år«. Det kan let tænkes, at der er behov for en længere periode, måske flere år. Og selv om måske den dag kommer, da piller kan undværes, er det langt fra sikkert, at man magter et såkaldt»mådeholdsstandpunkt«. Det kan i givne situationer være yderst farligt at tale om»et normalt forhold til spiritus.«er man alkoholiker, skal man ikke græmme sig over det, men som en patient, der f.eks. har sukkersyge, holde sig fra det, som man ikke kan tåle, i dette tilfælde spiritus, og man kan bestemt uden spiritus også fa en lykkelig tilværelse - netop uden spiritus en tryg tilværelse. Her er total afholdenhed ikke fanatisme, men nødvendighed for hele livet. 150

EN ALKOHOLIKERS ADVARSEL TIL OS ANDRE: Fortæl mig ikke, at jeg ikke er alkoholiker! Alkoholikeren, den mest syge af alle Desværre kan der være mennesker, undertiden endda nære venner og familie, der i stor tankeløshed forsøger at bagatellisere en dyrekøbt erfaring og friste en alkoholiker bare med en lille genstand, som kan blive til et lavineskred. En patient, der har været på et kurhjem et eller andet sted her i landet, har engang givet udtryk for sin egen situation under ovenstående overskrift for derigennem på en efter min mening værdifuld måde at vejlede og advare andre. Den pågældendes ord er megen overvejelse værd:»vil du ikke godt lade være med at fortælle mig, at jeg ikke er alkoholiker. Du truer mit liv, hvis du gør det. Hvis du overtaler mig til at tage en drink:»bare en lille en,«dør jeg måske af det. Jeg skriver dette, fordi jeg er alkoholiker, en ud af mindst 100.000 i dette land, og venner, der vil mit bedste, bliver ved med at fortælle mig, at det er jeg ikke.»alkoholiker? Vær nu ikke dum! Ikke dig!«siger de.»nå ja, måske drak du lidt for meget, men du var også udsat for et stort pres dengang. Det er altsammen overstået nu. Kom nu, gamle sig selv stop!«jeg har kendt alkoholikere, som har kæmpet for at fjerne alkohol fra deres tilværelse, som blev svage, som selv»sagde stop.«jeg har set trangens ubarmhjertige fælde lukke sig om dem igen. Jeg har set dem dø af det. De fleste alkoholikere gør det. Linedanseren Alkoholisme er en dødbringende sygdom, hvis den får lov til at udvikle sig frit. Den kan stoppes, hvis offeret holder op med at drikke; men den kan ikke helbredes. Lang tids afholdenhed ændrer på ingen måde situationen. En alkoholiker, som ikke har rørt spiritus i 20 år, er lige så meget alkoholiker, som han altid har været. At fortælle sådan et menneske, at han ikke har en uhelbredelig og ødelæggende sygdom er det rene galskab - og alt for tit er det netop det, offeret ønsker at høre. Der er ikke nogen, der nyder at være alkoholiker. De fleste af os, som er på vej op og vi udgør kun en ussel seks eller syv procent af de 100.000 ramte - har kæmpet os frem til den barske realitet:»vi er psykisk anderledes i vor reaktion over for alkohol. Vi kan ikke drikke.«på vor stadige erkendelse af denne kendsgerning afhænger vor lykke, vor tilregnelighed og vort liv. Men vi er som linedansere:»et lille skub kan sende os hvirvlende ned i dybet.«hvorfor giver velmenende mennesker os somme tider dette skub? For det første ønsker de venner, som holder af os, os ikke at være alkoholikere på grund af det stempel, der stadig er hæftet til betegnelsen. Den medicinske videnskab har nu anerkendt alkoholisme, for hvad den er:»en sygdom.«men den almindelige mening følger kun langsomt efter. Derfor, når en ven prøver at fortælle dig, at du ikke er alkoholiker, så tror han, at han gør dig en tjeneste. 151

For det andet har mange mennesker stadig en bestemt og uforanderlig opfattelse af, hvad en alkoholiker er - et menneskeligt vrag nede i skidtet, eller en velhavende dagdriver, der sygner hen på en eller anden institution. Hvis du ikke passer ind i en af disse beskrivelser, finder de det umuligt at tro, at du har mistet din beherskelse over for alkohol. For det tredie vil din tilståelse af, at du er alkoholiker genere nogle af dine venner, fordi det er en trusel mod deres egne drikkevaner.»hvis denne fyr er alkoholiker,«siger de lidt ubehagelig til mode til dem selv,»hvad så med mig?«der er meget lidt logik i sådan en reaktion:»kun en ud af hver 15 eller 16, som drikker, bliver alkoholiker. Men jeg har ved mange lejligheder fået det indtryk, at den person, som højt forsikrer mig om, at jeg kan ikke være alkoholiker, i virkeligheden prøver på at berolige sig selv. Og til sidst. Alkoholikeren må ofte se en vældig modstand i øjnene fra nære slægtninge, som føler, at en sådan tilståelse vil bringe vanære og misbilligelse over familien. For nylig døde en af mine gode venner af alkoholisme i en alder af 43 år. Lægerne fandt, at hendes fysiske tilstand viste, at hun havde været alkoholiker i mange år. Seks måneder før hun døde, fortalte hendes far mig alligevel utålmodigt, at hun ikke var alkoholiker, og nævnte en halv snes kvinder, som drak mere og optrådte meget værre. Alle hendes venner og slægtninge havde forsikret hende om, at hun ikke var alkoholiker. De fleste af dem tror stadig, at hun døde af et hjerteslag, en løgn, som aviserne troligt videregav. Den eneste måde, en alkoholiker kan starte vejen opad, er gennem erkendelse af sin sygdom. Dette er aldrig let, da trangen uvægerlig fører med sig en dødelig tilbøjelighed til at retfærdiggøre, at rationalisere, at benægte alt det, der kan medføre ophør af drikkeriet. Tro mig, jeg kender til det. Jeg har været igennem det hele selv. En uhyggelig erkendelse For nogle år siden syntes tre mennesker, som stod mig meget nær at have problemer med deres drikkevaner, så fik jeg fat på og læste nogle bøger om alkohol med den hensigt at hjælpe dem. Adskillige år senere var mit eget drikkemønster tilstrækkeligt unormalt og nedslående til, at det fik mig til at mindes bøgerne. Jeg læste dem igen og nogle andre. Det var en uhyggelig oplevelse. Jeg prøvede afsindigt at knibe udenom jeg søgte på enhver tænkelig måde at bevise, at jeg ikke var en alkoholiker. Men beviserne imod mig var for stærke. Hvilke beviser? Jo, ser I, i en af sine fortrinlige undersøgelser har en kendt alkohollæge fremhævet nogle af de karakteristiske træk, man finder hos dem, der er offer for sygdommen alkoholisme. Jeg fandt ud af, at mange af disse beskrivelser passede på min egen måde at være på. En af dem er for eksempel»black-outs«. Dette er tidsrum, der er tabt for hukommelsen, og de må ikke forveksles med»bevidstløshed«. Dei har været mange gange, hvor jeg har spillet en hel igennem god bridge en hel aften, og den næste dag har jeg kun en lille smule eller slet ingen erindring om aftenen. Engang kørte jeg 140 km mellem to byer til mit hjem og vågnede op den næste dag uden at være klar over, at jeg havde foretaget en sådan køretur. 152

Morgen - samvittighedsnag Mange andre træk, som alkohollægen beskrev, forekom i min måde at drikke på; men, som mange alkoholikere, lykkedes det mig sædvanligvis at skjule dem for mine venner. Smugdrikning, undvigende når der var tale om mine drikkevaner, usædvanlige store samvittighedskvaler om morgenen derpå tegnene var alt for tydelige. Jeg var stadigvæk år fra at være nede i skidtet; men jeg var på vej. Jeg så ikke ud som en alkoholiker, og jeg optrådte tilsyneladende heller ikke som en sådan --- men da jeg til sidst beskrev mine symptomer for en læge, bekræftede han min frygt --- jeg var en. Jeg husker tydelig reaktionen blandt nogle af mine venner. Den var nærmest voldsom: hån, benægtelse, vrede, endeløse beviser på, at jeg ikke kunne være en alkoholiker. Beroligende, vidunderlige ord til et menneske, som higer efter en drink. Lige det, der skal til for at retfærdiggøre, at man starter forfra igen. Jeg ved nu, at disse reaktioner byggede på uvidenhed - en falsk forestilling om, hvad en alkoholiker er, og om, hvorledes sygdommen arbejder. Ingen ved alt om alkoholisme; selv for eksperter er der sider af sygdommen, som forbliver et mysterium. Lad mig prøve at forklare nogle af de væsentlige misforståelser. Som en begyndelse, vil I ikke godt lade være med at betragte alkoholikeren som en moralsk svækling. I virkeligheden kan han have mere viljestyrke, end du har. Men han er syg - den mest syge af alle. Dernæst begræns ikke din forestilling om en alkoholiker til en, der har delirium, som er det sidste trin i sygdommen. Der ligger den syge i rendestenen, tæt ved at være vanvittig eller død. Er han lige for nylig blevet en alkoholiker? Var det for fem år siden, at han kun kunne klare at være tallerkenvasker? Var det ti år siden, at hans kone krævede skilsmisse? Var det femten år siden, at han mistede sin stilling i banken? Var det tyve år siden, at han først begyndte at smugdrikke for at være sikker på at få»sin del«? Var det femogtyve år siden, at han havde sine første»black-outs«? I dag ved videnskaben, at han blev en alkoholiker for mindst femogtyve år siden ---- og at han var lige så meget en alkoholiker dengang, som han er nu. Prøv at tænke på, at sygdommen alkoholisme er at sammenligne med et isbjerg --- til at begynde med er symptomerne stort set skjulte. I virkeligheden gør alkoholikeren sig store anstrengelser for at optræde som normal bruger i de første fem til ti år af deres hang til alkohol. Det er dem, der drikker voldsomt, eller dem, der af og til bliver beruset, som forarger. Det er alkoholikeren, som tilsyneladende forbliver ædru. Men det er alkoholikeren, som først lister bort fra et cocktail party, ofte under påskud af, at han»har noget arbejde, der venter,«men som går hjem eller tager ud til en bar, hvor han ikke er kendt, for at tilfredsstille sin ubarmhjertige trang. Lad dig ikke føre på vildspor af udseendet. Min kone, Eva, som kom sig af alkoholisme, da hun var 29 år, er en ungdommelig og energisk dame. Folk, som møder hende for første gang og hører om hendes sygdom, protesterer uvægerlig:»du kan ikke være alkoholiker, du ser lige så sund ud som et barn.«153

Hun er alkoholiker - og ser lige så ungdommelig ud som ethvert andet af sygdommens ofre, som er blevet velsignet med en tidlig helbredelse. Den usynlige linie Dette leder mig til den sidste anbefaling. Sommetider bliver den unge helbredte alkoholiker fortalt, at han må have haft et let tilfælde af sygdommen, siden han ikke nåede så langt, og at han sikkert vil være i stand til at drikke et enkelt glas vin eller øl. For det første er der ikke noget, der hedder et»let«tilfælde. Alkoholikeren, som har overskredet den usynlige linie, er --- og vil altid være - en alkoholiker hele sit liv. Der er ikke noget, der hedder en delvis alkoholiker:»enten er du det, eller også er du det ikke.«for det andet betyder det intet, om den katastrofale genstand er vin, øl, cognac ---- eller for den sags skyld hostesaft med alkohol i. Det er alkoholen, der forvolder skaden, lige meget i hvilken form den optræder. Derfor vil I ikke godt prøve at hjælpe os. Anbefal dem, der har et alkoholproblem, at de henvender dem til et ambulatorium, en patientforening eller en læge eller prøv at læse noget om alkoholproblemer. Men fortæl dem ikke, at de ikke er alkoholikere. Hvis du har uret, og de tror dig, så kan de dø.«der pjattes i Danmark med alkoholproblemer For en række år siden havde jeg kontakt med en socialrådgiver, ansat ved et af patientforeningen Lænkens ambulatorier for alkoholskadede. Det var ham, der en dag i en samtale med mig kom med den bemærkning:»der pjattes med alkoholproblemer i Danmark.«Jeg forstod ham fuldt ud som min egen erfaring, hvad angår en vidt udbredt manglende takt og hensynsfuldhed over for mennesker med alkoholproblemer, der nødvendiggør totalafholdenhed. I Blå Kors' love 2 står der:»blå Kors har til formål, ved Guds og hans ords hjælp, at værne den opvoksende slægt, at søge alkoholskadede reddet for Gud og samfundet samt at modarbejde de herskende drikkeskikke.«den sidste sætning vil nok skurre i mange menneskers ører. Men måske, hvad der er refereret i foregående afsnit, og hvad jeg prøver at give udtryk for her, dog kan skabe en smule forståelse af, hvad meningen er. Alle, der har haft en gerning blandt alkoholikere ved, at drikke-skikkene er yderst farlige for alkoholikere. Jeg var engang i forbindelse med en redaktør Egil Aarvik i Oslo, en kort tid formand for Blå Kors i Norge og i en periode socialminister i en regering. I en artikel om alkoholproblemet var han inde på disse for alkoholikeren ømtålelige faremomenter. Han skrev:»i særlig grad har drikkeskikkene en skadelig virkning på patienter, som kommer fra kurbehandling. De risikerer overalt, at der bliver serveret alkohol for dem. Drikkeskikkene er en konstant trusel mod deres nyvundne og skrøbelige ædruelighed. Ja, disse skikke er i den grad indgroede og accepterede, at der opstår det direkte drikkepresseri på arbejdspladsen og i selskabslivet. Drikkepresseriet gør ofte situationen fortvivlet, når man tænker på den skæbne, som patienter går i møde, når de forlader kurstedet. Ofte tør de ikke vende tilbage til deres 154

hjemsted, til deres gamle arbejdsplads og deres gamle miljø. Et af hovedproblemerne i alkoholistforsorgen bliver derfor efterværn, hvor man netop prøver på at beskytte patienterne mod drikkepresseriet,«og Egil Aarvik drager en sammenligning:»lad os sige, at en mand vender tilbage fra et sygehusophold, hvor han for så vidt er blevet helbredt for en farlig sygdom. Hvordan ville det blive opfattet, om hans kolleger og arbejdskammerater da ville lægge an på at få hans sygdom til at bryde op igen? Folk med den sunde fornuft i behold gør ikke den slags. Man prøver tværtimod at hjælpe rekonvalescenten, man tager hensyn til hans svaghed, viser ridderlighed og forståelse. Det er bare over for tidligere alkoholister, at det er god folkeskik at optræde pøbelagtig. Alkoholisten far at vide, at han er et fjog, hvis han ikke»kan tage en dram«, at han ikke er et»mandfolk«, hvis han ikke vil skåle. Her har vi et af de almindeligste problemer for efterværnet i alkoholistforsorgen. Og den tidligere alkoholist trænger mere end andre til, at gode venner hjælper ham. Har han et godt hjem at vende tilbage til, er der som regel de bedste chancer for varig helbredelse. Men hvor mange har det? Hvor mange møder den forståelse, tilgivelse, hjertevarme, som de akkurat på dette tidspunkt er så afhængige af?«ja, der er mennesker, der er direkte pøbelagtige med at gøre»løjer«med alkoholikere; det kunne være sjovt at se ham eller hende plørefuld igen; jeg ved eksempler på det. Men det er dog ikke det almindelige. Det almindelige er tankeløshed og overfladiskhed. Der skal være en familiefest: barnebåb, konfirmation, bryllup, rund fødselsdag osv. Der kan være en piben og jamren:»du kan da ikke være bekendt ikke at kunne nyde et glas vin med os andre.«og så beder en patient:»ja, vi må lige gøre en pause med antabuskuren i den eller den anledning.«og det kan blive farligt; man kan måske resten af livet slet ikke tåle at gøre en pause uden risiko. Selvfølgelig drømmer ingen i dag om, at der kan blive enighed om totalafholdenhed hos alle. Kan folk tåle det og ikke bringer andre i farezonen, må det blive deres private sag. Det alle burde kunne blive enige om, måtte være, at der var valgfrihed ved alle selskabelige sammenkomster og ved officielle festligheder, så man helt frit og helt naturligt kunne nyde, hvad man havde lyst til og kunne tåle. Hvis man her på bred front kunne blive enige, var umådelig meget nået, og mange farlige tilbagefald for alkoholikeren kunne undgås. Mangen en alkoholiker har givet efter - til ulykke for sig selv - for et drikkepres for at undgå at blive til grin. Her må der kunne sættes noget ind blandt fornuftige mennesker. Valgfriheden skal være tilrettelagt i forvejen. Det er lidt rigeligt almindeligt, at alle glas på forhånd er fyldt med vin, og hvis en alkoholiker selv skal gøre opmærksom på sit problem til almindelig forundring og postyr med rend ud i køkkenet, om der skulle være en alternativ mulighed, ja for at sige det lidt lempeligt: så er festarrangementet ikke særlig fikst lagt til rette. Det hænder, at mennesker med forskellig opfattelse af og holdning til alkohol kan snakke fornuftigt sammen og få en fornuftig ordning. I de senere år har vi her i huset haft en god ven, der havde et alkoholproblem, men kom ud af det og med den forståelse, at livsstilen fremover må være alkoholfri. Det er nu engang alkoholikerens situation. Han far et højskoleophold et eller andet sted. Han var ikke blot glad for, men henrykt over alt det gode, som højskoleundervisningen gav, hvad han mange gange stærkt og taknemligt har givet udtryk for. På en højskole kommer der mange unge mennesker, og blandt så mange kan det selvfølgelig ikke undgås, at der også kommer nogle, der nu og da har alkoholpro- 155

blemer. Der holdes da fest engang imellem på en højskole, også der; her som andre steder ved festlige lejligheder blev der budt på øl og vin; men man havde her som andre steder ikke tænkt på alternative muligheder med alkoholfrie drikkevarer. Nu har min gode ven normalt frimodighed til at sige sin mening og skære igennem med den, også hvis han ikke er enig med folk. Og det gjorde han.»er det ikke en frisindet højskole jeg er kommet på. Jeg er alkoholiker og kan ikke tåle spiritus. Er der ikke frihed for mig til at nyde, hvad jeg kan tåle?«ja, det spørgsmål havde man ærligt talt ikke tænkt så meget over. Jo vist ville de da være en frisindet højskole også for ham som alkoholiker. Han argumenterede sobert og sagligt ud fra sin personlige baggrund, og det tjener til højskolens ære, at de tog hensyn til standpunktet, så der ved fremtidige fester på skolen blev valgfrihed. En alkoholiker skulle ikke generes og behøvede ikke at genere sig. Det viste sig, at også andre havde alkoholproblemer, og det blev til hjælp, at spørgsmålet kom frem og fik en vis løsning, eller skal vi sige: der skabtes en vis forståelse. Der havde før været alkoholproblemer på skolen, hvad der jo er så mange steder; og det havde en række år i nogle tilfælde skabt problemer af en sådan art, at elever måtte bortvises. For første gang i en række år skete der nu det, at det ikke blev nødvendigt at bortvise nogen elev på grund af spiritusmisbrug. Der er da nået noget, når man på en helt naturlig måde skaber valgfrihed til at lade være med at nyde spiritus, hvis man ikke kan tåle det. Får vi berufsverbot eller kan vi fastholde en kristen livsholdning? Undskyld den tyske glose i overskriften. Berufsverbot betyder: fratagelse af retten til at udøve profession. Det er et ord, der i de senere år i Tyskland har været med i diskussionen om ansættelser i offentlige embeder, hvor der har været påstande om, at folk med kommunistisk partiindstilling skulle have vanskeligheder med at blive ansat. Jeg bruger ordet her i en ganske anden sammenhæng. Vil det i fremtidens Danmark blive diskriminerende at være en personlig kristen i visse stillinger, f.eks. i undervisningssektoren. Vi ved alle, at kristendomsundervisningen i skolerne må ikke være forkyndende. I det store og hele, har den nogensinde været det? Der sættes spørgsmålstegn ved betimeligheden af at synge en morgensalme i skolerne; helt mistænkeligt bliver det, om man skulle gå så vidt som at bede et fadervor. På det allerseneste har diskussionen gået, om det kunne gå an som hidtil mange steder - at skoler holder juleafslutning i kirken; for sæt det ved en præsts medvirken gik hen og blev en børnegudstjeneste. Det kan altsammen forekomme lidt besynderligt, da dog stadig vel over 90 % af befolkningen tilhører folkekirken eller et andet kirkesamfund af frikirkelig art. - Det kan se ud, som om et energisk mindretal vil give tonen an på det måske for tavse flertals vegne. Der mærkes jo også noget til den slags omkring gamle kirkelige institutioner. Men nu for Blå Kors' vedkommende har det altid været sådan, at man ikke lagde skjul på, at man ønskede at være en kristen forening, også i kurhjemsarbejde. Ikke sådan at forstå, at man gik rundt og prædikede i tide og utide og øvede pression af nogen art. At der kan forekomme nidkærhed uden forstand, vil jeg ikke benægte. Jeg har været medlem af Blå Kors' hovedbestyrelse i 25 år; men jeg har aldrig mærket noget til, at der var grund til at mistænke nogen for at øve»åndelig voldtægt«mod nogen. Der har været lagt vægt på, at der på vore hjem skulle være en lys og venlig atmosfære, præget af kristen ånd med mulighed 156

for kristen sjælesorg for enhver, der med sit livs sorger og problemer gerne ville have en fortrolig samtale med forstanderen eller en anden medarbejder. Indtil nu har mig bekendt myndighederne ikke blandet sig i hjemmenes kristne livsholdning. Det er myndighedernes ret og pligt at sikre, at hjemmene lægeligt og socialt har den standard man i moderne forsorg må forlange. Det kan man da fra Blå Kors' side kun ønske og medvirke til; skulle man sige noget i den retning, må det være, at man i al for lang en periode er blevet * svigtet af myndighederne, også i nødvendig økonomisk støtte. Men nu det mere sarte med livssyn, kristen livsholdning. I j Danmark har vi måske haft lidt svært ved at tale naturligt om den slags, lige ud af posen. Kriminalistforeningen havde årsmøde i efteråret 1940 med bl.a. den danske psykiatris førstemand dengang, professor, dr. med. Hjalmar Helveg, som taler. Hjalmar Helweg talte altså til en forsamling affolk, der havde med særlige problemfyldte alkoholikere at gøre, de kriminelle alkoholikere. Han sagde vedrørende opholdet på statens helbredelsesanstalt, at der under opholdet i virkeligheden skal skabes et helt nyt livssyn.«hvor meget der kan lægges i sådanne ord, ved jeg ikke, men i hvert fald så meget, at det var ikke nok at spærre folk inde en kortere eller længere tid. Og endnu engang vil jeg citere den norske redaktør Egil Aarvik vedrørende arbejdet på kurhjemmende:»det, som imidlertid er vigtigere end noget andet - efter vore erfaringer - er at skabe et stærkt og varmt kristent miljø for kurpatienterne. Netop når det gælder den mentale genrejsning af mennesket, har vi i den kristne oplevelse af Gud det bedste virkemiddel. Vi står ikke alene med dette syn. En kendt norsk overlæge har sagt:»det bedste middel mod alkoholime, som vi kender, er kristen frigørelse.«en anden velkendt autoritet har udtalt:»egentlig er jeg ateist; men det ville være dumt at benægte kristendommens kraft.«for snart ti år siden deltog forstander Kr. Schultz og jeg i en international konference i Hamborg-Rissen; det var i dagene 2.-6. juni 1969, og konferencen drejede sig om narkotikaproblemer hos unge. Indbyder til konferencen var det tyske, evangeliske forbund til bekæmpelse af narkomani (Evangelischer Gesamtverband zur Abwehr der Suchtgefahren) og det kristne verdensforbund for afholdenhed, der har sit hovedsæde i Basel (World Christian Temperance Federation). Der var ca. 70 deltagere med mange betydelige eksperter inden for psykiatrien, kriminalpolitiet, den offentlige forsorg og en del repræsentanter for den kirkelige diakoni. Der blev holdt en række dygtigt udarbejdede foredrag affolk fra de forskellige fagområder. Hen imod konferencens slutning opdeltes deltagerne i fire arbejdsgrupper, der ud fra forskellige synspunkter skulle drøfte de narkotiske problemer, for så bagefter ved et plenarmøde kort at redegøre for, hvad man var nået frem til i gruppernes drøftelser. En gruppe drøftede de social-psykologiske årsager til narkomani, en anden de kriminelle problemer, en tredie de lægelige problemer og en fjerde sammenhængen mellem narkomani og religion. Den sidste gruppe, ledet af en Blå Kors-mand, dr. Hans-Günther Prescher, Kassel, sluttede jeg mig til. På forhånd tænkte jeg, at den gruppe med det religiøse nok kom hen i et askepothjørne mellem disse mange lærde folk i de andre sektioner. Det gik anderledes; det gik faktisk sådan, at det med det religiøse røg ind i centrum i forhandlingernes slutfase. Også i de andre grupper havde man talt om»sjælens tomrumme«, om»manglende binding til et livsmål«, som bevirkede, at selv mennesker med en højere intelligens som kunstnere, 157

journalister, forfattere og studenter har søgt religionserstatning på denne ulykkelige måde i narkomanien; og narkomani har jo ikke bare relation til»stoffer«, men også alkohol. Også Prescher kom ind på det med tomheden. Fjerner vi os fra det bibelske budskab, når troen går tabt, så opstår der tomhed, der kan give farlige kriser. I afsluttende bemærkninger kommer dr. Prescher med en kritisk vurdering af såvel læger som præster, ikke nedsættende, men på en positiv måde. Man må mødes og lære af hinanden og helst arbejde hånd i hånd. Den eensidige naturvidenskabelige behandling hos nogle moderne læger kan betyde en stor fare, hvis man underkender de ofte sygdomsskabende konflikter, der opstår af urangsten og urskylden, af manglende religion, dvs. binding til en åndelig verden. Et menneske er ikke alene objekt for videnskabelig forskning og derpå støttende behandlingsmuligheder. Der findes da også - sagde Prescher -psykoterapeuter, skolede i dybdepsykologi, der har syn for den menneskelige sjæls område, der ikke henhører under psykologiens områder, og som derfor i visse tilfælde endog uden selv at være religiøse eller kristne under bestemte forudsætninger henviser deres patienter til en sjælesørger.«der, hvor saglighed er i højsædet, og man ikke spadserer i for små sko, kan samarbejde frugtbart være mulig i gensidig respekt. Jeg har pålideligt hørt om en dansk overlæge, der samtidig var en kendt videnskabsmand. Han var ateist og kunne dog henvise patienter til hospitalspræsten, når han følte, at patienten trængte til noget, der lå uden for hans fagområde, men hvor hospitalspræsten kunne være til nytte. Det hænder, at virkelige eksperter er betydelig lettere at arbejde sammen med end de halvstuderede røvere, hvis begrænsede viden er steget dem lidt til hovedet. Min tro, mit håb, min tvivl I familieårbogen fra 1977, redigeret af Povl Erik Bechmann, er der nogle meget fine digte, skrevet af en tidligere beboer på Blå Kors-hjemmet i Tåstrup, som har gjort dybt indtryk på mig. De angår det, som jeg tænker på i denne sammenhæng. Mine prosaiske ord er intet ved siden af hendes fine poesi. Det gør vist ikke noget, at et par af digtene også får en plads her i bogen: Jeg skuer ud i horisonten, himlen bliver mig så nær, mine tanker er i det fjerne, som om jeg ikke er her. Hvad gemmer der sig for os på jorden af ting vi ikke ved? Kære sky, løft din dyne, fjern dit slør, jeg vil så gerne se. Min tro, mit håb, min tvivl har pludselig faet vinger, jeg føler vindens brise på min hede kind. Det er som tusinde nåle prikker i mit sind, det jeg føler er tilstede må have en sælsom magt. En måges skrig i luften - derts stærke vingeslag. Mit hjerte føles knuget, når du himlen en dag? Hvad er et liv på jorden - en evighed måske. Himmel, hvad gemmer du som ingen må se? 158

Jeg stedse søger glemsel for mit forpinte sind, det føles som et kaos, en hær er trampet derind. Er det mig, der er hersker og fører, det er tvivlen i mit sind. Mit håb er harmonien, en indre fredfyldt ro, du hær, som er derinde, kæmp bare, hvis det er for min tro. Efter stormen bliver alt stille I forlader mig så blidt, jeg skuede lidt af himlen, det vil jeg gøre tit. Jeg gengiver endnu et digt, der gribende taler i sig selv. Angst Mærker du ikke min rystende angst for i morgen? Lær mig dog at kende - vær vågen. Du må ikke slumre, jeg går til. Mit hjerte er som gloende kul, men også som is. Mit indre er kaos. Forstå det, hvem der kan, at man kan være i ingenmandsland. Tror du på en mening dermed? Noget siger mig, at jeg ikke tror. Er jeg dog ond og slet? Kan du hjælpe mig, vil du hjælpe mig? Mit sind er så forpint. Skal lyset skinne, skal solen komme Jeg beder så inderligt derom. Jeg kan ikke finde ro. Giv mig lise ved din tro. Alt er så svært, selv det man har kært. Tror du, der kommer en forløsningens time? Kirkefaderen Augustin sagde de kendte ord:»du har skabt os, o Gud, og vort hjerte er uroligt, indtil det hviler i dig.«som det gjaldt i oldkirkens dage, gælder det det urolige menneskesind den dag i dag. Blå Kors' hjem i dag og fremover. Hvad står vi for? Overbibliotekar H. O. Lange sagde i længst svundne dage:»en fanatisk afholdsmand er ingen pryd på bevægelsen, men en overbevist afholdsmand.«jeg kunne føle trang til her i denne sammenhæng at tilføje: En snakkesalig kristen er heller ingen pryd på Jesu Kristi kirke; måtte vi i samtalen med nødstedte mennesker lære, at det vigtigste i en samtale med andre er - at kunne tie stille og lytte. Da kan det ske, at Gud giver os det uudsigelige, den forløsende fred, der overgår al forstand, som ingen kan tage af sig selv eller give af sig selv. 159

Fremtidens alkoholistforsorg Blå Kors er klar til revision Der var meget vigtige ting på dagsordenen, da hovedbestyrelsen for Blå Kors samledes i København mandag den 5. og tirsdag den 6. februar 1951. Især var der tre store spørgsmål: 1) Blå Kors' anspændte økonomi. 2) Tilslutningen til»danske Afholdsselskabers Landsforbund«og 3) Fremtidens alkoholistforsorg. Først økonomien. Det var hverken første eller sidste gang, at Blå Kors økonomisk var i klemme. Der var oparbejdet et underskud på ca. 60.000 kr. for årene 1948 50, og det var mange penge dengang. Årsagen til underskuddet var kurhjemmene. Hvad statstilskud angår, kørte man stadig på ordningen af 1. april 1917. Det vil sige, at statens tilskud til driften stadig var fastsat til halvdelen af en for hjemmet fastsat normalbetaling. Det var billigt for offentlige myndigheder at sende patienter til Blå Kors' kurhjem. Det havde socialudvalgene i Københavns kommune også opdaget. Københavns kommune havde sit eget afvænningshjem i Fårupgård ved Jelling; her kostede det Københavns kommune 14 kr. pr. dag at have en patient. Men selv om der var patienter nok, stod kommunens eget afvænnings-hjem halvtomt, for det var billigere at have en patient på et Blå Kors-hjem; der kunne kommunen have en patient for 2,25 kr. pr. dag. Mere fik vi ikke, men vi måtte selv skaffe resten. Kurhjemmenes landbrug gav et rigtigt pænt overskud, som udelukkende kom kurhjemmene til gode. Men det var betragtelige beløb, der ad frivillighedens vej skulle skaffes. Regnskaberne to år senere viser en forhøjelse af ansættelsen af normalbidrag til 7,50 kr. pr. patientdag, så nu fik man den formidable betaling fra socialudvalgene på 3,75 kr. pr. patientdag på kurhjemmene i Ørsholt og Tørring Nygård. Det var da ikke underligt, at det gav underskud, så der ved siden af overskuddet fra landbruget måtte samles gaver ind. Det var kårene dengang. Skulle man følge anstændigt med tiden, måtte udgifterne blive større. Det kan da i den sammenhæng nævnes, at Blå Kors fra 1942 foruden almindeligt lægetilsyn tillige fik et psykiatrisk tilsyn med patienterne på Ørsholt. Selv om der var offervillighed i Blå Kors, så har Blå Kors nu aldrig været en forening af kapitalister, så engang imellem kneb det med økonomien. På en eller anden måde fik man et stabiliseringslån skaffet tilveje, så man red stormen af. Så var der det ofte diskuterede spørgsmål om at tilslutte sig»danmarks Afholdsselskabers Landsforbund«. Hidtil havde man gået ad sin egen sti og nøjedes med engang imellem at stå sammen i visse henvendelser til myndighederne. Jeg har aldrig mærket andet siden mine unge dage hos pastor Niels Juhl end at forholdet iøvrigt var venligt til landsforbundet. Generalsekretær Adolph Hansen, der forøvrigt boede i Esajaskirkens sogn, var af og til som taler en velkommen gæst i Esajaskirkens Blå Kors. Men organisationsmæssigt holdt man sig altså hver for sig. Hovedbestyrelsen var i 1951 imidlertid kommet til den overbevisning, at nu var der grundlag for at gå ind i DAL. Vi gjorde det. De meget vigtige forhandliger, der allerede var i gang med en ny lovgivning i alkoholistforsorg motiverede dette skridt - syntes vi - ret stærkt. På dette hovedbestyrelsesmøde blev det iøvrigt oplyst, at formanden og landssekretæren i den sidst forløbne uge havde haft en forhandling med Indre Missions formand, pastor 160

Chr. Bartholdy, som udtalte, at han principielt fandt det rigtigt, at»blå Kors«tilslutter sig»danske Afholdsselskabers Landsforbund«. Hvorfor nu denne henvendelse til Chr. Bartholdy? Var vi i Blå Kors organisationsmæssigt afhængig af Indre Mission? Nej, men vi ønskede i videst mulig omfang at have et godt og tillidsfuldt forhold til Indre Mission. Som nævnt tidligere i denne bog var for mange år siden Vilh. Beck ret skarp i sine udtalelser om den folkelige afholdsbevægelse. Udtalelserne blev senere i nogen måde modererede, og havde aldrig været vendt mod Blå Kors. Den aldrende Vilh. Beck og den unge pastor Niels Juhl havde et godt og værdigt indbyrdes tillidsforhold til hinanden. Blå Kors har i mange år haft megen støtte fra mange, der havde deres åndelige hjemsted i Indre Mission; men det kan ikke nægtes, at der også var nogle, der ikke forstod Blå Kors' arbejde; i enkelte tilfælde var modstandere af arbejdet. Derfor denne stilfærdige henvendelse til Chr. Bartholdy; man var i Blå Kors taknemlig for Chr. Bartholdys tillid, som man naturligvis ville være taknemlig for enhver forståelse og støtte også fra andre kirkelige lejre. Man ønskede at være et reelt og ægte folkekirkeligt arbejde. Som aldrig nogen sinde før var betydningsfulde overvejelser i gang med hensyn til en nyorganisation af hele alkoholistforsorgen også i lægekredse; det skyldtes antabuskuren, at lægestanden som stand nu egentlig for første gang rykkede ind i en afgørende debat. Blå Kors ville være der på pletten fra starten. Det stod fremfor alt Blå Kors' egen psykiater, overlæge Aksel Olsen, ganske klart, at nu måtte der ske noget. Han var selv i høj grad inspirator og initiativtager, og han deltog i hovedbestyrelsesmødet. Det var Blå Kors magtpåliggende fra tidlig start at tænke tingene igennem og have forslag med til de forhandlingsmøder, der afholdtes i de ministerielle kommissioner, der arbejdede med disse ting; Blå Kors var jo også gennem landsformanden repræsenteret i kommissionerne. Hovedbestyrelsen nedsatte et udvalg på seks personer, der skulle udarbejde forslag til ministeriet angående fremtidens arbejde på kurhjemmene. Dette udvalg kom til at bestå af: pastor Børge E. Andersen, pastor Axel Garboe, bankfuldmægtig Svend Lund, overlæge Aksel Olsen, forpagter Johs. Krarup og overinspektør for børneforsorgen i Danmark Oluf Skjerbæk; alle særdeles kyndige folk med sagkundskab til at udarbejde et brugbart forhandlingsoplæg i disse afgørende år. Overlæge Aksel Olsen: Fremtidens alkoholistforsorg I en lang årrække var der i begyndelsen af februar måned i dagene omkring Blå Kors' stiftelsesdag ikke bare hovedbestyrelsesmøde, men også Blå Kors' kursus med deltagere fra hele landet. Det skulle ikke være nogen bestyrelseshemmelighed de alvorlige sager, bestyrelsen havde behandlet, og derfor havde man dette år bedt overlæge Aksel Olsen om at tale om fremtidens alkoholistforsorg, så det ud over hele landet i Blå Kors-afdelingerne kunne blive kendt, at man spillevende ville lade sin røst høre i kommissionsforhandlingerne, når linierne skulle lægges i den kommende lovgivning, og ikke som sinker sove tornerosesøvn. Vi giver ordet til Aksel Olsen:»Der er i dag en hidtil ukendt interesse for at få udbygget en både lægeligt og forsorgsmæssigt bedre alkoholistforsorg end den nuværende. Antabus-præparatet har måske mere end noget andet bidraget hertil. For første gang har man heri fået et præparat, der ganske vist ikke kan helbrede alkoholisme, men som i 161

lægens hånd og i samarbejde med andre faktorer har gjort hidtil uopnåelige resultater mulige. Samtidig er man også i hidtil afvisende lægekredse - blevet klar over, at alkoholist-forsorgen, der hidtil væsentlig har været overladt til private, i langt højere grad må blive en opgave for det offentlige. Pionererne på dette område (Blå Kors og andre), som under trange kår har gjort et trofast arbejde, fortjener al mulig anerkendelse. Men udviklingen er nu ført frem til et vej skel. Overlægen kom nu ind på spørgsmålet: Hvad er alkoholisme? Og hvad er dens årsag? Alkoholist er den, der nyder spiritus i et sådant omfang, at det er til åbenbar skade for ham selv eller andre. Medicinske, sociale og psykiske årsager må her tages i betragtning. For at tilvejebringe helbredelse»den legemlig-sjælelige balance«må der derfor sættes ind med både en rent lægelig behandling og med sociale foranstaltninger, sjælelig påvirkning og støtte, efterforsorg og lignende. Da der ikke er een bestemt årsag til alkoholisme, må der samarbejdes fra flere sider, dersom alkoholisten skal reddes. Både patienten og hans miljø må tages i betragtning. Her vil lægen og Blå Kors kunne indgå et frugtbart samarbejde. Hvad er der hidtil gjort, og hvad var det ønskeligt at gøre for alkoholisterne? Fra lovgivningens side er der næsten intet gjort. Efter sygekasselovgivningen kan der ikke ydes hjælp til sygdom, der står i forbindelse med alkoholisme, og lovgivningsmæssigt deklasseres disse patienter. Fra privat forsorgsmæssig side f.eks. Blå Kors - er der gjort, hvad der kan gøres for patienter på kurhjemmene, i hvert fald under de nuværende utilfredsstillende forhold. Kritikken skal altså ikke rettes imod kurhjemmene, men imod de forhold, der trods al god vilje ikke gjorde det muligt at nå videre. Navnlig må det betones, at arbejdet trods alle forsøg i denne retning, også fra Blå Kors' side - ikke er lægelig ledet, knap nok lægeligt vejledet. Bl.a. hermed hænger det sikkert sammen, at resultaterne har været så små. Også efterbehandlingen (»efterforsorgen«) lader meget tilbage at ønske, dersom et opnået resultat i alkoholistbehandlingen skal stabiliseres. Fremtiden vil sikkert bringe et større legeligt islæt i alkoholistbehandlingen, ligesom den sociale forsorg må komme mere i forgrunden. Fra socialministeriets side vil dette sikkert blive stillet som en betingelse. De enkelte led i fremtidens alkoholistbehandling skitseredes omtrent på følgende måde af overlægen. De alkoholister, man kommer i forbindelse med, må først hos lægen underkastes en legemlig-psykisk undersøgelse»som på et medicinsk hospital,«alkoholistens personlige tilstand må fastslås, og - som det ikke mindst vigtige - hans miljø (taget i vid betydning), må undersøges af den med lægen samarbejdende socialarbejder (forsorgen). Man må tilsigte at danne sig så vidt gørligt et billede af alkoholistens hele personlighed i de omgivelser og i forhold til de mennesker, hos hvem han færdes. De fleste af disse undersøgelser vil kunne foretages ambulant (ud fra klinikker, oprettet med dette formål). Og en del alkoholister vil kunne behandles ambulant - altså medens de passer deres arbejde, gennemgår en antabuskur og kommer i kontakt med socialhjælperens - måske Blå Korsmandens - påvirkning og støtte. 162

Men ikke alle patienter kan behandles ambulant, altså medens de fortsat er i deres eget hjem. En del alkoholister trænger til hospitalsmæssige institutioner, dels observationsafdelinger ved bestående hospitaler, hvorfra patienterne kan fordeles til den for dem egnede kur, dels hjem, (»Hostels«), hvor de under tilsyn og al god hjælp tilbringer en tid under lægelig kur og sjælelig (psykisk) genopretning, borte fra det skadelige miljø. Og endelig er der fortsat brug for egentlige alkoholistkurhjem, og ligeledes vil der være brug for plejehjem for de meget medtagne, kroniske alkoholister.«den åndelige side af vort arbejde Efter en kaffepause talte Børge E. Andersen om den side af sagen. Ud fra Blå Kors' vedtægter, 2, mindede han om, at Blå Kors søger»på grund af den nærværende nød«med Guds og hans ords hjælp at virke både bevarende, reddende og modarbejdende de herskende drikkeskikke. Målet er - sagde Børge E. Andersen at hjælpe mennesker til omvendelse og tro; først da er de i egentligste forstand hjulpet, når de har fundet livet i Gud. Hermed være ikke sagt, at vi ikke kan glædes over at se en alkoholist blive ført tilbage til en ædruelig tilværelse; men glæden bliver først hel, når den tidligere alkoholist er kommen til en levende tro og dermed er kommen i kontakt med evige livskræfter, som hverken han eller nogen af os andre kan undvære. Hvordan skal evangeliet forkyndes? Ikke blot i ord, men lige så fuldt i gerning, alkoholisten må på kurhjemmet, på klinikken, eller hvor det er, møde det kristne medmenneskelige grundlag, der bæres frem af samlivet med Jesus, der kom for at tjene og vil, at hans venner også skal påtage sig selv den tilsyneladende ringeste tjeneste for at være andre til sand timelig og åndelig hjælp. Man vil forstå, at der da også i fremtiden vil blive brug for - ja endda i stigende grad brug for alle Blå Kors-folks daglige tjeneste under en eller anden form. Nye tider bringer nye problemer. Men - sluttede pastor Børge E. Andersen - de skal mødes med kærlighedens opfindsomhed, som i ord og gerning vil bære vidnesbyrd om Jesus, også iblandt alkoholismens ofre. --- Det var ikke et helt almindeligt årskursus, der afholdtes 1951 i København. Alle var vist klar over, at vi åbenbart stod ved et afgørende vejskel, hvor Blå Kors måtte være meget vågen, dersom mulighederne ikke skulle forpasses. Der var sat mange tanker og overvejelser igang gennem aftenens foredrag. Det mærkedes på stilheden, hvormed foredragene modtoges. Det stod helt klart, at en ny behandlingspraksis var undervejs. Men der var også helt klart enighed om, at i Blå Kors må det kristne menneskesyn ikke svigtes for ikke at lade det nødstedte menneske i stikken i dets allerdybeste behov. Men der skulle dog endnu gå en række år, inden de nye tanker lovgivningsmæssigt blev ført ud i livet. Der var endnu nogle mellemstationer, der skulle passeres. 163

KONFERENDE ANGÅENDE ALKOHOLISTFORSORGEN Det var i disse år, at der mange steder oprettedes rådgivningskontorer eller også sædvanligvis kaldt antabuscentraler. Ikke mindst den nye, unge generalsekretær i Danske Afholdsselskabers Landsforbund Povl-Erik Bjerno var ret virksom og inspirerende på sine rejser rundt om i landet, når det drejede sig om at få en antabuscentral op at stå. Blå Kors' beslutning om at tilslutte sig landsforbundet gav også en større åbenhed afholdsselskaberne imellem, der var til gensidig opmuntring og støtte i fælles opgaver. I samarbejde med læger og altid kun efter lægens anvisning var der mange, også afholdsfolk, så vel i Blå Kors som i andre afholdsforeninger, der på frivillighedens basis uden honorar af nogen art stillede sig til rådighed ved uddeling af antabustabletter. Det gav anledning til øget aktivitet i amtssamvirksomheder; vi mærkede det også hernede i de sønderjyske amter med årlige landsdelskurser; jeg mindes med glæde fra den tid samvær og fællesskab med medlemmer af IOGT i Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og Gram. Det groede i bunden rundt om i foreningerne, så man kan sige, at tiden tydelig var moden til afholdelse af en konference om alkoholistforsorgen, som fandt sted i København fra den 20. til 22. marts 1954. Københavns universitet havde stillet Anatomisk instituts auditorium til rådighed, og bedre ramme om en sådan konference kunne vanskelig tænkes. Det var inden for Blå Kors, at tanken om denne konference undfangedes. Det var Blå Kors' psykiater, overlæge Aksel Olsen, der som den første kastede tanken om en sådan konference ud, og som trak linierne op for, hvad vi i første omgang skulle beskæftige os med. Det blev glædeligvis den samlede afholdsbevægelse, der bakkede arrangementet op, Danske Afholdsselskabers Landsforbund, hvorfra generalsekretær Povl-Erik Bjerno trak et stort læs. Men det var ikke meningen, at det skulle være et internt anliggende inden for afholdsbevægelsen. Meningen var, at den fremtidige alkoholistforsorg skulle gennemdrøftes på allerbredest mulige plan. Derfor var der på konferencen folk allevegne fra, hvor man var i berøring med folk, der havde alkoholproblemer. Her var repræsentanter fra socialministeriet, sundhedsstyrelsen, lægevidenskaben, ikke mindst psykiatrien, socialforsorgen, arbejdsanvisningen, arbejdsløshedskasserne, skattevæsenet, politi og fængselsvæsen, Dansk Forsorgsselskab og børneværnet. Da det var Blå Kors, der rent historisk havde den længste erfaring og samtidsmæssigt den bredeste erfaring i alkoholistforsorg, var det naturligt, at det blev Blå Kors' daværende landsformand, sognepræst Børge E. Andersen, der ledede konferencen, og han havde betydelige evner til at lede en konference af denne art. En af hovedtalerne på konferencen var kontorchef i socialministeriet, baron Wedell- Wedelsborg, der talte om»sociallovgivningens bestemmelser om alkoholistforsorgen og dennes fremtidige udformning.«han kom ind på en vurdering af forsorgslovens 315-316 - 317 med deres beklagelige diskriminerende bestemmelser om fattighjælpsvirkning ved såvel frivillige som mere eller mindre tvangsmæssige indlæggelser. Nok med henblik på Blå Kors' aversion imod tvangsbestemmelser udtalte Wedell- Wedelsborg:»Tvangsbestemmelser har ikke været i kraft i mange år, idet man fra kurhjemmenes side for nogle år siden kom ind på, at det kunne ikke nytte at tage sig af alkoholister, som ikke selv var interesseret i at komme under kur. Hvis der ikke var så megen 164

rest af vilje tilbage, at vedkommende ytrede et positivt ønske om behandling, så mente man ikke, det var umagen værd, og derfor har man ikke gerne modtaget tvangsanbragte patienter, hvad enten det var patienter, som blev anbragt efter forsorgslovens regler, eller det var patienter, som kom ved hjælp af et tiltalefrafald eller en betinget dom eller noget i den retning. Man kan spørge - sagde Wedell-Wedelsborg, hvorfor vi ikke har eller ikke havde bedre muligheder, og man kan spørge, hvorfor vi den dag i dag ikke har flere lovregler om alkoholismen. Det er ret påfaldende. For når man ser på vore nabolande, Sverige og Norge, så viser det sig, at de har meget detaillerede regler om behandling af alkoholister. Når jeg skal prøve at besvare spørgsmålet om, hvorfor vi ikke har en selvstændig lovgivning om behandling af alkoholister, så «er det egentlig lidt vanskeligt at besvare, for svenskerne og nordmændene begyndte allerede kort efter århundredskiftet, og vi fik ingenting. Jeg tror nu alligevel, at man må være berettiget til at sige, at vores beskatning, som satte ind pludseligt og voldsomt i 1917, er den væsendige årsag til, at vi ikke har flere lovregler på dette område. Som De husker indførte man med eet slag en voldsom beskatning af spiritus, og derved opnåede man, at forbruget af spiritus her i landet, målt i liter ren sprit pr. indbygger pr. år faldt, så vidt jeg husker, fra omkring 6 liter til lidt over 1 liter, og samtidig forsvandt de tidligere ret talrige tilfælde af delirium (min bemærkning: dog ikke helt). Det var en så eklatant sejr over alkoholismen, at man ganske naturligt fik den opfattelse, at dermed var problemet een gang for alle løst. Og den lykkelige tro har vi så svævet i indtil for nylig.«antabustablettens fremkomst, det igangværende kommissionsarbejde og forskellige undersøgelser afslørede for socialministeriet, at alkoholisternes antal her i landet måtte tælles i mange tusinder; dengang talte man om et antal på omkring 50.000 voksne mennesker, som på et eller andet tidspunkt i deres liv havde været ude i et drikkeri, som de ikke havde kunnet beherske, og som havde fået sociale følger for dem. Mange mente nu, at indtagelsen af antabus kunne træde i stedet for en geografisk afspærring på et fjerntliggende kurhjem, og dermed indebære mulighed for en ambulant behandling. Altså at antabus kunne erstatte den isolation på et afvænningshjem, som man hidtil anså for et nødvendigt led, og som også var et nødvendigt led i behandlingen. ---- Der var mange aspekter i alkoholikerens situation, som der var foredrag og diskussion om, som kun lige kan antydes: arbejdsanvisningens, arbejdsløshedskassernes, skattevæsenets og politiets stilling til alkoholisternes resocialisering. Alt sammen af betydning; ind imellem kunne man nok synes, at der var lidt rigelig sammenkobling af kriminalitet og alkoholisme. Det vigtigste var dog, at sygdomsaspektet i synet på alkoholikeren kom frem og accepteredes. Her fremkom overlæge, dr. med. A.Yde med et vægtigt foredrag om» Alkoholismens mentale og fysiske virkninger.«---- Alle var velkomne til afholdsbevægelsens konference, også foreningen»den personlige Friheds Værn«. Fra denne forening var kommet docent Sven Røgind. Det var ikke uinteressant netop herfra at høre, at der var alt for mange beværtninger, og at vor bevær- 165

terlovgivning var alt for liberal, bidragende til alkoholismens fremkomst. Altså, en indrømmelse af, at det dyrebare ord»frihed«kan karikeres og misbruges. Endnu forekommer det mig i forbindelse med denne konference værd at nævne, at foreningen»ring i Ring«også var blandt deltagerne. Foreningen var ret ny, startet i 1948.»Ring i Ring«er medlem af det internationale A. A. (Alcoholics Anonymous) og er oprettet med det amerikanske A. A. som forbillede. Medens man i Amerika arbejder på åndelig basis, arbejder»ring i Ring«i Danmark uafhængigt af såvel politik som religion. I foreningen kan som aktivt medlem optages enhver alkohollidende, som selv ønsker at blive hjulpet. Foreningens grundtanke er den, at en afholdende alkoholiker er den bedste til at hjælpe en anden alkohollidende. Et synspunkt, som vi i Blå Kors ingenlunde er fremmed over for. ---- Denne konference var den første af sin art herhjemme i Danmark og blev banebrydende for nye tanker. Meget skulle revideres; afholdsbevægelsen, i høj grad også Blå Kors, var selv klar over det og lagde selv op til revision. Det betød en ny tids frembrud, men ikke sur kritik af redeligt arbejde i fortiden. Det kunne ind imellem føles pinligt, når folk fra kredse, der indtil nu ikke havde rørt en finger for at hjælpe alkoholikere, kom med overlegen kritik. Det var velgørende, at kontorchef i socialministeriet, baron Wedell- Wedeisborg ikke bare i B.T., men også her kunne lade retfærdigheden ske fyldest med disse ord:»afholdsbevægelsen var vistnok den første, der pegede på opgaven af hjælpe drikfældige mennesker, og resolut tog man den op på næstekærlighedens grundlag. Allerede i 1896 åbnede afholdsbevægelsen sit første kurhjem for alkoholister, flere fulgte efter, og indtil den dag i dag indtager afholdsbevægelsen en fremtrædende plads i dette arbejde. Det var al ære værd at tage den opgave op så at sige på bar bund. Fra lægevidenskaben var der ikke megen vejledning at hente. Forsorgen på kurhjemmene hviler som bekendt på den erfaring, at en bedring kan opnås ved et miljøskifte, idet patienten anbringes i landlige omgivelser, fjernt fra byernes fristelser og beskæftiges med legemligt arbejde samtidig med, at man øver en opbyggende påvirkning. Vi er afholdsbevægelsen tak skyldig for dette arbejde, og der er ingen grund til på grundlag af de nyeste lægevidenskabelige landvindinger at øve kritik imod dem, som ene af alle af ideelle grunde gjorde en indsats i alle de mange år, hvor lægevidenskaben ikke var i stand til at anvise rationelle veje i behandlingen.«endnu nogle år måtte medarbejdere på vore kurhjem arbejde videre med fortsat mangelfuld støtte fra myndighederne. Det var ikke altid et taknemligt arbejde; og der var en del, på hvem det havde været klædeligt med lidt mindre nedladende kritik. Arbejdet skulle gøres og blev gjort; og man har grund til at være taknemlig for, at nogle ville gøre det også i denne vanskelige overgangstid, medens man ventede på bedre arbejdsvilkår. Det var dog heller ikke i denne tid frugtesløst at gøre dagens arbejde. TO NYE LOVE I ALKOHOLISTFORSORGEN Efter 13 års kommissionsarbejde i handelsministeriets alkoholkommission og socialministeriets anstaltsudvalg (»anstalts«-udvalg et skrækkeligt ord om opholdssted for syge 166

mennesker) vedtog folketinget to love, nemlig lov nr. 118 af 31. marts 1960 om ændring i lov om sygehusvæsenet (vedr. behandlingsinstitutioner for alkoholskadede) og lov nr. 241 af 10. juni 1960 om ændring i lov om offentlig forsorg (vedr. alkoholistforsorg og ændringer som følge af lovgivning om revalidering, folkeforsikring og offentlig sygeforsikring). Først pastor M. N. Randkær og efter hans død sad pastor Børge E. Andersen i disse kommissioner, og jeg skal i det for Blå Kors væsentlige referere pastor Børge Andersens redegørelse for disse love. Den første lov administreres af Indenrigsministeriet, mens den anden hører under socialministeriet. Begge ministerier begrunder de nye love med, at alkoholisme må betragtes som en sygdom og skal behandles som sådan. De nye synspunkter ved behandlingen af alkohollidelserne peger på den store betydning af en samtidig lægelig og social behandling, således at man jævnsides med den egentlige helbredsmæssige kur sørger for at klare patientens problemer i forhold til omverdenen. Den lægelige behandling tager sigte på at vænne patienten til at blive og forblive afholdende; der kendes ikke nogen behandling, der kan helbrede alkoholskadede i den forstand, at den kan bringe dem til at omgås alkohol som andre mennesker dvs. igen opnå at få alkoholforbruget under kontrol. Den sociale side af behandlingen skal bæres af socialrådgivere, hvis opgave er at skaffe alle nødvendige oplysninger om patientens sociale forhold og løse de sociale problemer, der er opstået for den pågældende, såsom ordne forholdet til skattevæsenet, sygekasse og fagforening. Socialrådgiveren vil dog også med en passende psykiatrisk vejledning og under lægens ledelse kunne tage del i behandlingen i form af personlig vejledning og rådgivning, og også efter selve behandlingens afslutning er det af stor betydning, at socialrådgiveren fortsat kan være til hjælp og støtte for patienten og hans familie. Hovedvægten skal lægges på den ambulante behandling af alkoholskadede. I de allerfleste tilfælde vil denne behandling (mente man!) dække behovet; den vil endvidere være relativ billig, og patienten kan forblive nogenlunde i sit almindelige miljø. Da behandlingen af alkoholisme må ses på linje med anden sygebehandling som en naturlig opgave for det kommunale sygehusvæsen, fremtræder loven som en tilføjelse til sygehusloven. Det må principielt anses for betydningsfuldt, at alkoholistbehandlingen placeres som ligeberettiget med de andre i særhjælpsafsnittet omtalte sygdomsbehandlinger. Efter loven om ændring i loven om sygehusvæsenet vil der i øvrigt kun kunne blive tale om hjælp til betaling for indlæggelse på de egentlige behandlingsinstitutioner, idet den ambulante behandling forudsættes ikke at skulle medføre udgifter for pågældende. De berygtede 315-317 i kapitel XXVI i den hidtil gældende sociallov, der omhandlede alkoholisterne under fattighjælps-afsnittet på linje med arbejdsmodvillige personer, forsømmelige forsørgere, omstrejfere, erhvervs- og subsistensløse, udgik. Det var disse paragraffer, der indeholdt bestemmelser om tab af visse borgerlige rettigheder, mens man var på afvænningshjem. Denne gennemgribende ændring i alkoholistforsorgen begrundes ikke blot med, at man må betragte alkoholisme som en sygdom, men også med, at man nu har bedre behandlingsmuligheder, der, når man tidligt far tag i patienterne, kan hindre, at de i en for ung alder havner som asociale medborgere. Det er derfor forudsat, at hovedvægten ved behandlingen af alkoholskadede bør lægges på den ambulante behandling, idet denne muliggør, at patienten kan forblive i sit miljø 167

og passe sit erhverv, og derved tillige kan indeholde et incitament til, at patienten søger behandling på et tidligt stadium af alkohollidelsen. Ambulatoriet skal modtage patienter uden hensyn til, om de er hjemmehørende inden for den amts- eller købstadskommune, i hvilken ambulatoriet er beliggende, og ambulatoriebehandlingen skal være gratis for patienterne. Et samarbejde med patientens læge er af stor betydning; men patienten bør dog normalt kunne tages under behandling uden henvisning fra en læge. I en række tilfælde forudsættes det naturligvis, at det er nødvendigt med ophold på behandlingshjem, men opholdet forudsættes i modsætning til tidligere kun at ville strække sig over en kortere periode, f.eks. nogle få måneder. Det vil ikke hermed kunne siges, at patienten dermed er rask, så han - hun - kan klare sig på egen hånd. Ved udskrivningen fra behandlingshjemmet bør det sikres, at patienten kan fortsætte behandlingen ambulant. Nyordningen efter disse love ville nu medføre en stabilisering af Blå Kors' økonomi, således at driften på kurhjemmene i Ørsholt og Tåstrup skulle kunne dækkes ved tilskud fra det offentlige, fordi de egentlige behandlingshjem får sygehusstatus og således kommer ind under indenrigsministeriet. Men Blå Kors må jo også føle et særligt ansvar over for de alkoholramte, som ikke kan hjælpes på de almindelige kurhjem, og hjem af den art på plejehjemslinjen sorterer under socialministeriet. ---- I den danske lovgivning for alkoholistforsorg gik man ad veje, der var meget forskellige fra alkoholistforsorg i Sverige og Norge. I Blå Kors' almanak for 1947 skrev daværende landssekretær Arne Madsen en grundig udarbejdet artikel om»hvad kan vi lære af alkoholistforsorgen i Sverige og Norge,«der for øvrigt udgaves i særtryk, der vist stadig kan rekvireres af interesserede. Arne Madsen gjorde opmærksom på, hvor få dansk lovgivning indeholdt, kun en 7-8, medens svensk alkoholistforsorg, der allerede begyndte i 1917 havde ikke mindre end 64 med tilføjede mindre love og kongelige kundgørelser på ca. 50. Forsorgen var, hvis man skulle sammenligne med noget lignende i Danmark, bygget op som dansk børneforsorg. Der var ædruelighedsnævn, amtsædruelighedsnævn, og mange nuancerede bestemmelser om frivillige og tvangsmæssige indlæggelser, nok med større beføjelser til indgreb i menneskers liv, end man ville indlade sig på i Danmark. Norge havde taget Sverige som forbillede, men knap så udspecificeret. Også her var der ædruelighedsnævn i kommunerne, og staten havde sit ædruelighedsråd, der fungerede som statens sagkyndige organ i ædruelighedsspørgsmål. - Der var også både i Sverige og Norge større støtte til forebyggende, oplysende arbejde på forskningsmæssig basis. Skulle vi ikke med nytte kunne have lært lidt af Sverige og Norge? Det var der nogle, der syntes. Men flertallet i den danske alkoholkommission henviste til det i Danmark nyoprettede sociale forskningsinstitut og en udvidelse af ædruelighedskonsulentens virksomhed som en fyldestgørende instans for forskning og rådgivning i alkoholspørgsmål i Danmark. Alkoholistforsorgen i Norge og Sverige følger vist i det store og hele ovenstående antydede retningslinjer. 168

DANSK FORSKNING I ALKOHOLSPØRGSMÅL Det var faktisk meget betydningsfuldt og dygtigt, hvad der skete i disse år af forskning på grund af en ganske bestemt mand, cand. psych. Svend Skyum-Nielsen. 1959-63 var Skyum-Nielsen forskningsleder ved socialforskningsinstituttet og 1963-71 indenrigsministeriets konsulent i alkoholspørgsmål, 1967-71 medlem af ædruelighedskommissionen for Grønland. Fra 1964 var han ansat ved Danmarks Lærerhøjskole, fra 1971 som professor i socialpsykologi. Der var jævnlig bud efter Svend Skyum-Nielsen fra afholdsbevægelsens side som taler, både da han var leder af socialforskningsinstituttet, og da han var indenrigsministeriets konsulent i alkoholspørgsmål. Han delagtiggjorde os beredvillig i sin faglige viden. Selv har jeg ham i behagelig erindring, når han elskværdigt stillede meget lødige artikler til min rådighed, da jeg redigerede Blå Kors' årbog. Som leder af socialforskningsinstituttet var han i 1960 med i en sociologisk undersøgelse af unge menneskers drikkevaner i de fire nordiske hovedstæder: Helsingfors, København, Oslo og Stockholm. Undersøgelsen kom i stand efter forslag fra det fællesnordiske nævn for alkoholforskning, som Skyum-Nielsen forøvrigt var medlem af. Det drejede sig om unge i alderen fra 14 til lidt over 19 år. Medens der tidligere var foretaget adskillige undersøgelser i Finland over unge mænds alkoholforbrug og et par tilsvarende i Sverige, var erfaringsmaterialet fra Norge mere beskedent, og i Danmark var det i realiteten lig nul. Undersøgelsen foregik samtidig i de fire nordiske hovedstæder, og resultaterne af undersøgelsen blev så fremlagt i en fælles rapport, der også udkom på engelsk»drinking Habits among Northern Youth«, så sagen nåede ud på et internationalt forum. Det viste sig, at de unge i København klart var de mest avancerede forbrugere, da det totale alkoholforbrug i Danmark nu var det største inden for de nordiske lande. I den danske beværterlov står der i 32, stk. 2:»I beværtninger eller gæstgiverier er det forbudt enhver at skænke eller lade skænke stærke drikke for personer, der ikke er fyldt og heller ikke kan antages at være fyldt 18 år.«undersøgelsen viste for Københavns vedkommende, at knap halvdelen af de unge mænd, når de var blevet 18 år, havde haft én eller flere erfaringer ude på restaurant, dvs. havde været med til at overtræde den gældende bestemmelse om servering af alkohol til unge. Det forekommer nærliggende - sagde Skyum-Nielsen - at spørge, om ikke de unge danskere i nogen grad svigtes i dette stykke af de formelt ansvarlige: de handlende og de serverende og for så vidt også af de myndigheder, der i højere grad kunne tage sig af at kontrollere, at bestemmelserne overholdes. - Lader vi tingene, der sker om os, og de såkaldte uundgåelige udviklingstræk løbe af med os fordi det er det nemmeste? Rapport 1965: Svigter vi i virkeligheden vore unge? Da Svend Skyum-Nielsen havde været indenrigsministeriets konsulent i to år, afleverede han i november 1965 en rapport til indenrigsministeriet med stillingtagen til en række 169

alkoholproblemer, meget grundigt underbygget. Det drejede sig om følgende problemer: 1. Trafik og alkohol. 2. Ungdom og alkohol. 3. Alkoholsituationen i Grønland. Hvert af emnerne kan give anledning til lange udredninger. Jeg vil især standse ved nogle udtalelser om ungdommen. Der siges bl. a. i rapporten: Forbruget af alkohol blandt de 14-18-årige unge mænd synes at være forøget med mindst en trediedel siden 1960. Andelen af ikke-alkoholforbrugere blandt de 18-19-årige er faldet stærkt. For Københavns vedkommen fra 11 % i 1960 til ½ % i 1964. Forbruget af stærkere drikke er forøget forholdsvis mest. Ved festlige sammenkomster på skoler, i klubber m.v., hvor 15 18-årige deltager, spiller det ofte en afgørende rolle, at der bliver serveret alkohol. Alkoholpåvirkning synes at være en medvirkende årsag til en væsentlig del af graviditeter blandt de unge piger, der søger mødrehjælpens bistand. Unge alkoholskadede personer er i dag intet særsyn på alkoholklinikker og rådgivningssteder. Der synes at være behov for en særlig alkoholklinik for unge i Stor- København. De unges viden om virkningerne af alkoholforbrug er ved blivende dårlig. Skolens oplysningsvirksomhed på dette punkt synes noget utilstrækkelig. Ved skilsmisser i unge hjem synes dårlig forvaltning af økonomien at spille en væsentlig rolle, herunder det forhold, at tidligt fikserede kostbare forbrugsvaner, blandt andet af alkohol, ikke kan aflægges. Restaurationsbranchen administrerer bestemmelserne om servering af alkohol til personer under 18 år meget lempeligt. Det vil ofte gælde, at en stor del af restaurationsgæster er personer under denne grænse, og at de uden vanskelig heder kan få serveret alkohol. ---- Det må være mig tilladt at anføre, at visse præventive foranstaltninger bør iværksættes over for restaurationsbranchen, f. eks. skærpet kontrol fra politiets side mod restauratørernes administrering af beværterlovens bestemmelser vedrørende servering til unge. Det er sjældent, at der anlægges sag og domfældes om dette forhold; men man kunne tænke sig, at også en skærpet kurs fra domstolenes side kunne få de mindre ansvarsbevidste blandt restauratørerne til at besinde sig. I rapporten gøres opmærksom på, at lidende under alkoholens skadevirkninger ikke blot er de 50.000 alkoholister, som der dengang i almindelighed taltes om (nogle mente, at tallet var væsentlig større), men naturligvis også alkoholisternes familie og nærmeste omgangskreds. Det kan da være, at vi kommer op i nærheden af en kvart million mennesker, der direkte og indirekte mærker alkoholismens skygger over deres tilværelse. I den forbindelse er det også værd at mærke sig en udtalelse, som nævnes i rapporten, fremsat af overlæge Ib Venge, Københavns kommunes ambulatorium for alkoholskadede. Overlæge Venge udtalte i»politiken«den 17. oktober 1965, at der hvert år antagelig indlægges ca. 25.000 personer på danske hospitaler med sygdomme, der er forvoldt eller forværret af alkohol. Dette svarer til hver 8. hospitalspatient. Dødeligheden blandt disse patienter er næsten dobbelt så stor som blandt patienter, for hvem der ikke er tale om alkoholmisbrug. Alkoholkonsulenten fremkom med følgende forslag til ministeriet: Oplysningsvirksomheden vedrørende alkoholforbrug bør styrkes. Der skal sigtes på at 170

få ansat fire halvtids instruktører til arbejdet i de forskellige skoleformer. Et centralt placeret samlende organ skal tage sig af oplysningsvirksomheden som helhed. Erfaringer fra Sverige og Norge kan i den forbindelse nyttiggøres. Forskningsarbejdet bør udvikles væsentligt. En uafhængig forskningsfond bør oprettes med anselige økonomiske muligheder. En hurtigtarbejdende alkohol- og trafikkommission bør nedsættes. Erfaringer fra en række lande må i den forbindelse gennemgås. Den danske alkoholstatistik bør forbedres og udvides væsentligt, så den kommer på højde med de andre nordiske landes. Afholdsbevægelsens økonomiske vilkår bør styrkes væsentligt. Centralkontoret for Lænke-ambulatorier bør sikres bedre økonomiske muligheder for sit arbejde, centralt og gennem lokalafdelinger. Alkoholsituationen i Grønland bør gøres til genstand for en nærmere undersøgelse. Registreringsarbejdet på ambulatorier, statshospitaler, almindelige hospitaler, rådgivningscentre m.v. bør koordineres, så man får bedre muligheder for at belyse omfanget af personkredsen med alkoholproblemer. ---- Alkoholkonsulenten havde også positivt tænkt på afholdsbevægelsens arbejde med anerkendende og venlige ord, hvad naturligvis måtte glæde os meget. Jeg citerer følgende afsnit herom fra rapporten:»statens direkte støtte til afholdsorganisationerne i Finland, Norge og Sverige er mellem 8 og 40 gange større pr. indbygger, end hvad der gælder i Danmark. For Islands vedkommende drejer det sig om en endnu mere påfaldende forskel. Dertil kommer, at også de kommunale tilskud i de andre lande er væsentlig større end i Danmark. Når man tænker på - udtalte alkoholkonsulenten i 1965 -, at den danske afholdsbevægelse i direkte statstilskud for tiden kun modtager 132.000 kr. årligt, medens statens indkomst gennem afgifterne på befolkningens alkoholforbrug beløber sig til 1.500 millioner kr., må det være berettiget at konkludere, at misforholdet er iøjnefaldende. Til sammenligning kan det anføres, at statens tilskud til afholdsorganisationerne i Norge og Sverige for tiden er henholdsvis 500.000 kr. og 2.800.000 kr. årligt - altså i 1965 -, hvortil i begge lande kommer væsentlige tilskud til oplysningsarbejdet gennem andre kanaler, i Sverige således over 1 million kr. årligt til»centralforbundet for Nykterhetsundervisning.«---- Der var i disse år glædeligvis også i lægekredse en stigende interesse for forskning i alkoholspørgsmål. I»Ugeskriftfor læger«skrev læge Johs. Nielsen den 6. juni 1968 i en artikel om»alkoholpriser, alkoholforbrug, delirium tremens og mortalitet ved kronisk alkoholisme fra 1911-1961«bl.a. følgende:»statens indtægter ved alkoholafgifterne udgjorde henholdsvis 9,3-8,2-5, 8 og 8,7 % af statens totale indtægt i Danmark, Finland, Norge og Sverige i 1966. Statens totale indkomst ved alkoholafgifter udgjorde henholdsvis 1.623 millioner, 537 millioner, 889 millioner og 2.529 millioner kr. i Danmark, Finland, Norge og Sverige. Det ville på langt sigt være af særdeles stor værdi med henblik på den præventive og 171

terapeutiske indsats mod alkoholismen, hvis staten gav en vis del af alkoholafgifterne til alkoholforskning, f.eks. 0,5 pro mille som foreslået af indenrigsministeriets konsulent i alkoholspørgsmål, Svend Skyum-Nielsen. Der er mange problemer at løse inden for alkoholforskningen, der må være interdisciplinær og integreret, omfattende områder som eksperimentel psykologi, biokemi, fysiologi, psykiatri, sociologi m.v. Vi er her i Danmark langt bagefter f.eks. Sverige og Finland med hensyn til såvel sociologisk som biologisk alkoholforskning. Danmark ligger højst af de nordiske lande skrev læge Johs. Nielsen med hensyn til alkoholforbrug pr. person pr. år med et alkoholforbrug - det var i 1968 - på 5,30 liter alkohol pr. person pr. år, sammenlignet med 2,50 liter i Finland, 2,86 liter i Norge og 4,80 liter i Sverige. Den nordiske delirium tremens undersøgelse viste en 100 % stigning i antallet af delirium tremens tilfælde i København fra 1954 til 1960. På baggrund af disse forhold er der et stort behov for et alkoholforskningsinstitut med en integreret psykiatrisk, psykologisk, sociologisk og biologisk forskning.«---- Da flertallet i alkoholkommissionen, der udarbejdede forslag til ny lovgivning i Danmark, veg tilbage fra at tage ved lære af lovgivning i de øvrige nordiske lande, skete det med den motivering, at vi i Danmark kunne henvise til det nyoprettede socialforskningsinstitut og en udvidelse af alkoholkonsulentens virksomhed som en fyldestgørende instans for forskning og rådgivning i alkoholspørgsmål i Danmark. Nu var der seriøst udarbejdet en grundig rapport med en række forslag, som der var al mulig grund til for de implicerede ministerier at tage stilling til. Gjorde man det? Der er i Danmark politisk en mærkelig svag vilje til seriøst at tage stilling til løsning af alkoholspørgsmål. Efter otte år som indenrigsministeriets konsulent i alkoholspørgsmål forlod Svend Skyum-Nielsen stillingen 1971 med motiveringen, at opgaven var håbløs inden for de givne rammer, og det offentlige genbesatte ikke stillingen, og nu er han altså professor i socialpsykologi; men det var et tab for alkoholforskningen, at han følte sig foranlediget til at trække sig tilbage på grund af utilstrækkelig interesse inden for ministerierne, der havde med ædruelighedsspørgsmål at gøre. ---- Vedrørende problemet»trafik og alkohol«havde vi i mange år en tærsken langhalm om»den frie bevisførelse«med al dens vilkårlighed, efter at et stort antal lande forlængst havde indført en fast promillegrænse, bl.a. de øvrige nordiske lande, de fleste europæiske og talrige oversøiske lande, heriblandt en stor del af de amerikanske forenede stater. Endelig i juni 1976 kom der i Danmark nogle lovfæstede regler. Havde man i blodet en alkoholpromille på mindre end 0,8 0/00 var man straffri, naturligvis hvis man iøvrigt ikke havde overtrådt færdselsloven; fra 0,8 -l,20 0/00 giver bøde og betinget frakendelse af kørekort; fra 1,20 % 0-l,50 0/00 medfører frakendelse af kørekort i 1½ år + en bøde, svarende til pågældendes normale månedsløn. Har man over 1,50 0/00 i blodet får man hæftestraf. Her er nævnt nogle juridiske grænser. Dermed er ikke sagt, at køresikkerheden først nedsættes med de 0,8 0/00. Det fornuftigste er naturligvis overhovedet ikke at nyde spiritus, når man skal ud på en biltur. 172

---- Det er ulovligt at skænke spiritus for personer under 18 år, og at denne lov overtrædes, henleder alkoholkonsulenten i rapporten opmærksomheden på. Det er også ulovligt at skænke for berusede personer. Det er fantastisk, med hvilken overfladiskhed og ansvarsløshed denne lov overtrædes, uden at nogen drages til ansvar, selv hvor der er sket store menneskelige tragedier. En mand eller kvinde - kan segne syg eller død om; der kan ved slagsmål i en beværtning ske drab eller mord, hvad man nu vil kalde det; man kan drikke sig fra vid og sans, og i timerne derefter kan der ske de ulykkeligste forbrydelser og trafikforsyndelser. Har man forvoldt ulykke eller død over et andet menneske, får man sin straf. Graven kan lukke sig over et menneske, elsket og savnet af de nærmeste efter en urimelig død; fængselsdøren lukker sig bag den, der drak sig fra vid og sans og begik en «forbrydelse, der aldrig ville være sket i ædru tilstand. Men restauratøren, hvem samfundet betroede en spiritusbevilling, og hans personale kan roligt fortsætte med at overtræde beværterloven og skænke for berusede personer; der sker dem ikke noget; de er fredede i klasse A. Det er for dårligt; det kan et retssamfund med retsbevidstheden i behold ikke være bekendt. Det er ikke min mening uværdig at æreskænde restaurationsbranchen som sådan; selvfølgelig er mange sig deres ansvar bevidst; men ikke alle. Jeg har ikke noget ønske om at hetze noget frem. Men er der sket en ulykke, en stor menneskelig tragedie, så må alle ansvarshavende drages til ansvar, også de, der i pågældende tilfælde har overtrådt beværterloven. Jeg har aldrig bemærket i menneskelige tragedier, der endte i en retssag, at overtrædelse af beværterloven blev inddraget i sagsbehandlingen af anklagemyndighed, domsmyndighed eller forsvaret. Det er for dårligt; der sker alt for mange store menneskelige tragedier, som kunne undgås, hvis ansvarlige myndigheder for lovs overholdelse var sig deres ansvar mere seriøst bevidst. Hvis en apoteker, en sygeplejerske, en læge på grund af menneskelig skrøbelighed -absolut ikke fordi man ville gøre noget forkert foretager et fejlgreb, giver en forkert medicin, overdoserer med et eller andet, og en patient evt. dør, så sker der indberetning til sundhedsstyrelsen. Der dør i massevis af mennesker hvert år på grund af spiritus. Beværterloven overtrædes; det er blevet meget udbredt praksis for myndighederne at lukke øjnene herfor; det er blevet undtagelsen at gøre noget ved det. Det burde være en selvfølge, at den, der ikke vil overholde beværterloven, blev frataget spiritusbevillingen. Det bør ikke blot teoretisk i lovens ord, men også i praksis være forbudt at bringe andre i ulykke på grund af spiritus. Nu på tide at dæmpe antallet af bevillinger i Sønderborg Det kunne man læse med fed overskrift i»jydske Tidende«den 7. juli 1977. Nå da, hvem kunne nu være ude på krigsstien? Vel en eller anden fanatisk afholdsmand? Nej, det var såmænd en mand, jeg overhovedet ikke kender, Børge Kristensen, rejsesekretær i Tjenerforbundet. Som repræsentant for Hotel- og Restaurationspersonalets samvirke aflagde han besøg i Sønderborg og på det øvrige Als for at undersøge arbejdsforholdene specielt i sommerlandet. Ifølge»Jydske Tidende«sagde han: -»Der er for mange spiritusbevillinger på Als og specielt i Sønderborg kommune. Jeg kan ikke se andet, end at dette snart må til at slutte! Det er generelt vores opfattelse - sagde han at der er en trediedel for mange bevillinger. Efter at det er blevet lettere at fa bevilling, anbringes mange sorte penge i små 173

bodegaer f.eks. i gamle slagterbutikker og bagerier. De drives ofte af folk uden fagkundskab. Alle disse små værtshuse undergraver eksistensgrundlaget for de resterende to trediedele. Derfor må antallet ned.«børge Kristensen mente, at problemerne kun kunne løses ved, at bevillingsnævn i Sønderborg og på det øvrige Als får repræsentanter for personale og restauratører med i beslutningerne.»jeg mener,«sagde han,»det er forkert, at man ikke her i politikredsen tager os med på råd. Efter min mening vil en sådan udvidelse af nævnenes sammensætning, hvor vi tages med på råd, når der skal gives bevillinger, og når der overvejes, hvem der skal have en eventuel bevilling, give mere rimelige forhold.«det var al ære værd, at pågældende rejsesekretær kunne se i de for mange spiritusbevillinger en fare for hans branches standard og ære. Der var muligvis noget, han ikke var opmærksom på, som Sønderborgs politimester på den givne foranledning udtalte til»jydske Tidende«. Politimester H. P. Christensen udtalte til»jydske Tidende«:»I praksis er det i dag næsten umuligt at nægte en ansøger spiritusbevilling. Før den nye beværterlov trådte i kraft i 1970, fastsatte de enkelte kommuner selv, hvor mange bevillinger der måtte være. Hvis denne ramme var opfyldt, skulle man sige nej til nye ansøgere. Den ordning er nu ophævet. I dag har kommunen ikke mulighed for at fastsætte, hvor mange værtshuse man ønsker. I hvert enkelt tilfælde skal man undersøge, om ansøgeren opfylder betingelserne til alder, næringsbrev osv. Er det tilfældet, kan man praktisk ikke sige nej. Loven indeholder dog visse muligheder for at nægte en ny bevilling, hvor man skønner, at det ud fra f.eks. sociale og byplanmæssige hensyn er nødvendigt. Derimod kan man ikke afvise en ansøger ud fra betragtninger om, at der er for mange restauranter i forhold til befolkningstallet,«sagde politimesteren. Jamen, hvem er det, der træffer den endelige afgørelse? Det er landsbevillingsnævnet. Det forekommer mig at være en uanstændig umyndiggørelse og en grov krænkelse af nærdemokrati, flår landsbevillingsnævnet omstøder et kommunalt nej til en ansøgning om oprettelse af et værtshus. Man må da inderligt håbe, at der snarest muligt bliver politisk baggrund for nedlæggelsen af landsbevillingsnævnet, så vi kan blive fri for denne fjernstyring, og det bliver borgerne i en kommune, der gennem sine egne folkevalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer selv har ansvaret og afgørelserne med en klar og vågen hensyntagen til de sociale problemer, der bestemt ikke kan isoleres herfra. Tørring Nygaard og Kolding kurhjem Vedrørende disse to Blå Kors-hjem kom det til at gå helt anderledes end ventet. Tørring Nygaard blev jo købt, da»kærshovedgaard«blev solgt til staten i 1943. Det var meningen, når krigen var forbi, at der så skulle bygges en patientbygning til ca. 25 patienter, og planen lå også udarbejdet. Men de første år efter besættelsens ophør var meget besværlige med byggestop og materialevanskeligheder. Da man ville tage fat på byggeriet i 1947, blev der nægtet byggetilladelse. Der kom andre vanskeligheder. Blå Kors måtte ifølge landbrugsministeriets bestemmelse i maj 1953 afhænde naboejendommen»annekset«, idet man ikke ville give dispensation, således at de to ejendomme fortsat 174

kunne drives sammen. Patienttallet blev for lille til en forsvarlig drift af kurhjemmet. Så kom nye tanker om patientbehandling, da antabus opfandtes. Hovedbestyrelsen fornam, at man ikke kunne fortsætte efter de gamle linier, når det gjaldt kurhjemsarbejde. Det endte så med, at vi solgte Tørring Nygaard i slutningen af 1954. Det betød desværre, at vi så mistede et par værdifulde medarbejdere i forstanderparret Anna og L. Utzon. Forstander Utzon blev antaget af Blå Kors i maj 1941 som leder af»kærshovedgaard«og fortsatte på Tørring Nygaard 1943 efter salget af»kærshovedgaard«. Det var vedtaget, at man så skulle se sig om at få et andet kurhjem, som kunne drives efter de nye retningslinier i kurhjemsarbejde, som var i fremmarch. Allerede i foråret 1955 fik man kig på en villa i Kolding på Dyrehavevej 103 til overtagelse 15. juni samme år for 87.500 kr. Det var en smuk, velholdt villa med en stor parklignende have, hvorfra der var en pragtfuld udsigt over Kolding by og egn. I Sydjylland og Sønderjylland var man glad for muligheden af at få kurhjemsarbejde i vor sydlige landsdel. Men det blev kun en spæd begyndelse et par år. Kolding kurhjem blev afhændet allerede 1958. Vi havde endda fået ansat diakon Nic. Madsen som forstander. Men villaen kunne jo ikke fungere uden videre som kurhjem. Der måtte udarbejdes forslag til en nybygning i forlængelse af villaen, som skulle rumme 20 25 patientværelser. Det var meningen, at Kolding kurhjem skulle drives efter samme retningslinier som på det nyerhvervede Tåstrup kurhjem, hvorfra man havde endog meget glædelige erfaringer. Som på Tåstrup kurhjem var der meningen, at man også i Kolding samtidig med, at man var i kur, skulle have mulighed for at passe et arbejde ude i byen; og det var meningen, at der skulle etableres samarbejde med en psykiater. Det strandede desværre; det viste sig, at det var ikke så let at fa beskæftigelsesmuligheder for patienter i Kolding, og projektet blev opgivet. Der skulle gå endda en lang række år, inden Syd- og Sønderjylland kunne få et kurhjem, som de kunne kalde deres, nemlig i Christiansfeld. Kurhjemsarbejde efter de nye retningslinier TÅSTRUP KURHJEM Der skal lige først refereres lidt om hjemmets forhistorie. Omtrent samtidig med, at Blå Kors begyndte sit hjælpearbejde for kvinder på redningshjemmet»el Recreo«1910, tog også Københavns Indre Mission fat i den indre by gennem frk. Louise Bruun, ansat som sognemissionær i Trinitatis' sogn. Louise Bruun var en årrække medlem af Blå Kors' hovedbestyrelse. Hun havde først en lejlighed i Adelgade for sit redningsarbejde blandt kvinder. Men det blev for småt. Så købte Københavns Indre Mission 1917 en stor villa i Tåstrup, der i 1924 blev udvidet med en tilbygning. Under navnet»sikem«havde Indre Mission her indtil 1949 et afvænningshjem for kvinder. Da socialreformen af 1933 kom, blev også»sikem«forsorgsmæssigt flyttet ind under socialministeriet. Der havde som tidligere nævnt været flere hjem for kvinder. Men i 1933 var»sikem«det eneste hjem for kvinder. I statsstøtte fik man dengang 1 kr. pr. dag pr. patient med fattighjælpsvirkning som på andre lignende hjem for mænd. Louise Bruun var hjemmets forstanderinde, indtil hun døde 1925 61 år gammel. Hun efterfulgtes af sin nære medarbejder, frk. Valborg de 175

Fine Nyboe, som fratrådte 1946, hvorefter frk. Marie Søndberg blev hjemmets forstanderinde fra 1. januar 1947. Som sine forgængere var også Marie Søndberg medlem af Blå Kors. Tiden modnedes nu til, at Københavns Indre Mission ønskede at afhænde»sikem«, og efter en række forhandlinger købte så Blå Kors»Sikem«af Indre Mission med overtagelse fra 11. september 1949. I den første tid fortsatte Marie Søndberg og hendes medarbejdere deres gerning på hjemmet som beregnet for kvinder; men der kom færre og færre patienter, efter at antabus i 1945 var opfundet, og da man kunne gå til ambulant behandling hos hospitalslæger på psykiatriske afdelinger, foretrak mange kvinder dette, og Blå Kors gik så i 1952 ind på en ny behandlingsform, som man populært kaldte: Tåstruplinien Blå Kors' mangeårige tilsynsførende psykiater, overlæge Aksel Olsen var meget vågen til at forudse praksis for fremtidens alkoholistbehandling. Det var på hans initiativ, at Blå Kors' hovedbestyrelse i 1952 vedtog at omdanne hjemmet, som nu benævnedes»tåstrup kurhjem«, til et moderne nathospital for mænd. Patienterne kunne passe deres arbejde uden for hjemmet om dagen og ellers bo og få behandling på hjemmet. Der blev i 1952 ansat et forstanderpar, diakon Ejner Kristensen og hustru, der stadig er hjemmets forstanderpar. De fleste af patienterne blev indlagt i henhold til forsorgsloven; men så snart patienterne var raske nok og kom igang med lønnet arbejde, så betalte de selv for deres ophold. Der var plads til 23 patienter, og hjemmet blev hurtig fyldt op med mandlige patienter, som kom på antabus og så iøvrigt passede deres arbejde ude i byen eller Tåstrups nærmeste omegn. Man prøvede på at resocialisere patienterne ved, at de fik arbejde i deres erhverv til normal løn. Der blev ansat socialrådgiver til at hjælpe dem med en sanering af deres ofte store gæld, såsom skat-, børne- og hustrubidrag m. m. Når det hurtigt gik så godt, skyldtes det også i høj grad et fint og fornuftigt samarbejde med kurhjemmet i Ørsholt. Det var kun fa patienter, der blev optaget direkte på Tåstrup kurhjem. De fleste patienter, der henvendte sig om indlæggelse, kom først på Ørsholt, og derefter til Tåstrup. Opholdets varighed var (incl. tiden som selvbetalere) gennemsnitligt ca. 6 måneder. Men efter de 6 måneder var der naturligvis mange, der fortsat havde støtte og kontakt behov. Mange havde deres arbejde i kommunen og blev boende i kommunen; ikke få bevarede deres kontakt med hjemmet som en støtte for dem og som ambulant patient, når der var behov for det. I 1970 blev der knyttet et alkoholambulatorium til kurhjemmet, godkendt af Tåstrup kommune og under sygehusvæsenet af Indenrigsministeriet. Ambulatoriet havde først til huse i kommunens lokaler, men blev af praktiske grunde senere flyttet til Tåstrup kurhjem. Det skulle vise sig, at der var et stigende behov for et kurhjem som Tåstrup kurhjem. Hjemmet skulle udvides og forbedres, så der foruden ambulatorium skulle være 42 patientværelser mod hidtil 23. Et projekt på ca. 6,25 mill. kr. blev gennemført. En festdag oprandt ved grundstensnedlæggelsen 8. september 1975. Tåstrup kurhjems tilsynsrådsformand, overgartner Nyrup Mortensen, udtalte, at det er stort og rigt, at vi i dag må bede den samme gammeltestamentlige bøn som for århundreder siden. Bønnen, der udtrykker vort store ønske for trygheden her på stedet, lyder:»herre, lad dine øjne være åbne over 176

dette hus nat og dag.«amtsborgmester Per Kaalund nedlagde den første grundsten, sognepræst John Salling den anden grundsten og landsformanden, forstander Jens Boje, den tredie sten. Det var jo mange penge, der skulle bruges, og der startedes en»møbleringsaktion«, så givere for 3200 kr. kunne møblere et værelse, og det var der mange, der tegnede sig for. Et fint træk kunne nævnes om de håndværkere, der var engagerede. Det var jo et Blå Kors-hjem, der skulle bygges, og de respekterede loyalt Blå Kors' ønske om et alkoholfrit miljø. Indvielsen af det restaurerede og udvidede kurhjem fandt sted lørdag den 11. september 1976 og var naturligvis en meget stor dag for hjemmet. Landsformanden Jens Boje indviede hjemmet i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Ved en sådan lejlighed lyder jo mange officielle og personlige taler og hilsener. Kurhjemmets første overlæge, Axel Olsen, var til stede og sagde, at han glædede sig meget over de fine rammer, for i hans tid arbejdede man»i noget gammelt bras.«han ønskede medarbejderne og patienterne mange sejre i arbejdet. Var de ydre rammer, Axel Olsen arbejdede under, noget bras, så må det ikke glemmes, at han var en af dem, der stærkest var igangsætter af en forbedret alkoholistforsorg. Der var også en hilsen fra en af hjemmets kvindelige patienter. Den gør nu mest indtryk på mig. Hun sagde:»som beboer her på hjemmet føler jeg dybt og inderligt, at jeg på mine medbeboeres og egne vegne må sige en oprigtig tak til alle, og her mener jeg ALLE, som er med i det arbejde at gøre os til samfundsdygtige mennesker igen. Vi er her for en tid og har - det gælder os alle været slået mere eller mindre ud af kurs. Derfor har vi måttet søge hjælp. At der findes så mange mennesker, som lægger deres hjerte i at skabe rammer for hjælp til os - det føler vi grund til at takke for. Det er rigtigt gået op for mig i dag, hvor mange instanser der er nødvendige, for at vi kan blive hjulpet.«behandlingshjemmet og ambulatoriet er to institutioner, men har fælles læge, socialrådgiver og tilsynsråd. Ca. 20 af de ambulante patienter spiser på hjemmet sammen med de 42 fastboende - og hygger sig der i weekender og om aftenen, inden de tager hjem til deres eget logi. Tilsynsførende læger: Overlæge, speciallæge i psykiatri J. K. Christensen og speciallæge i psykiatri Jørgen Elley. Behandlingshjemmet»Ørsholt«Som det gjaldt behandlingshjemmet i Tåstrup, at der foretoges udvidelser og forbedringer af betydelig art, gælder det også på Ørsholt, at man holder trit med udviklingen, var og er igang med udvidelser og forbedringer af behandlingstilbud. Samarbejdet med Tåstrup er omtalt, det var allerede en kendsgerning, inden den nye alkoholistlovgivning 1961 trådte i kraft. Herefter blev disse to hjem i Tåstrup og Ørsholt, som Blå Kors havde, sammen med et ambulatorium i København, drevet af Afholdsselskabernes Landsforbund, lagt sammen til en behandlingsring. Denne behandlingsring (Afholdsbevægelsens behandlingsinstitutioner) blev godkendt af Indenrigsministeriet og sorterer således under sygehusvæsenet. Også for Ørsholt var dette en meget positiv udvikling. Fra nu af blev her som andre 177

steder alle driftsudgifter dækkede, således at man blev fritaget for tidligere tiders økonomiske bekymringer, og man fik mulighed for at udvide den lægelige behandling og for mere socialrådgiverassistance. Hidtil var det kun i afholdskredse, at alkoholikere betragtedes som patienter. Nu slog dette synspunkt igennem også lovgivningsmæssigt. Der var nu ikke mere noget mindreværdigt eller nedværdigende i at lade sig indlægge til behandling, hvilket medførte, at mange lod sig behandle på et tidligere stadium, og derfor også med bedre udsigter til et godt resultat. Det har vel også medvirket til, at alderskurven har været nedadgående i de senere år. Samtidig er der sket en ændring i driften af Ørsholt, idet hjem og landbrug blev adskilt, således at de regnskabsmæssig drives hver for sig, med hver sin leder.* Man gik over til andre former for arbejdsterapi end deltagelse i landbrugsbeskæftigelse. I stedet byggedes et værksted, hvor man driver en slags industriel arbejdsterapi. Man mener, at denne arbejdssituation skulle være mere realistisk, og det lønnes efter akkordsystem med en arbejdsdusør. For de patienter, der ikke trives ved stillesiddende arbejde er der mulighed for beskæftigelse i have eller gartneri. Som tidligere nævnt afløstes Chr. Jørgensen i 1948 som forstander af forvalter Kr. Schultz. Chr. Jørgensen blev herefter rejsesekretær for Blå Kors. I 1964 var der påny lederskifte på Ørsholt, idet forstander Kr. Schultz blev forflyttet til det nye Blå Korsplejehjem i Hobro. Som ny forstander ansattes diakon N. P. Møller, som siden 1947 havde været ansat i Blå Kors behandlingsinstitutioner. Ved ansættelsen i 1971 af overlæge Hans Ehlers, der i mange år havde ledet Afholdsambulatoriet i København, på Ortopædisk Hospital, skete der en ny udvikling i arbejdet på Ørsholt. Nu fik to af institutionerne i behandlingsringen et lægefællesskab, hvilket betød en effektivisering af behandlingen og dermed også en kortere indlæggelsestid. Ørsholt har i de senere år gennem bevidst indsats fra læge- og medarbejderside udviklet sig til at blive en psykiatrisk specialafdeling for alkoholistbehandling. Patienterne gennemgår en medicinsk behandling, de hjælpes til rette med sociale problemer, ligesom arbejdsterapi, samtaleterapi og miljøterapi er vigtige led i behandlingen. Hvad mener man med det fine ord»miljøterapi«? Man mener, at det miljø, som er skabt på Ørsholt, bygger på et kristent livs- og menneskesyn og på kristendommen som en kraft, der kan frigøre mennesker. Det har aldrig været meningen og er ikke meningen at øve nogen form for pression, men at lade evangeliet stå der som et tilbud til os alle om, at en kristen livsholdning giver livet en ny dimension. Disse synspunkter gælder samtlige vore Blå Kors-hjem og behøver derfor ikke at blive gentaget ved omtalen af hvert enkelt hjem. Der er på hjemmet plads til 32 patienter, der alle har eneværelser, hvilket naturligvis gælder alle vore hjem. Formålet med indlæggelsen på hjemmet er at behandle patientens fysiske og psykiske lidelser, således at han, såvidt det er muligt, bliver istand til at vende tilbage til en normal tilværelse og genoptage sit arbejde. Behandlingen er derfor lagt an på mennesker i den erhvervsdygtige alder. Vi modtager kun undtagelsesvis pensionister. Ægtefælle eller nærmeste pårørende kan efter aftale komme til samtale med lægen (til hjemmet er knyttet to speciallæger i psykiatri) eller øvrige medarbejdere. Da mange patienter er enlige, afholdes der såkaldte»hybelkursus«, ledet af en hus- 178

holdningslærerinde. Her undervises der i indretning, indkøb, lettere madlavning m.v., så patienten også på det område er bedre egnet til at klare sig. Miljøet spiller en stor rolle; derfor er der hyggelige opholdsrum med radio og farve- TV, billardrum, bogudlån m.v. I vinterhalvåret er der regelmæssige underholdningsaftener. Under indlæggelsen har man mulighed for at tage på hjemmebesøg i weekenderne, ligesom de pårørende altid er velkommen til at besøge patienter. Indlæggelsestiden varierer efter den enkelte patients behov, men er generelt af betydelig kortere varighed end tidligere på grund af de ændrede behandlingsmuligheder. Behandlingen kan stadig, hvor det er hensigtsmæssigt, fortsættes på Blå Kors-hjemmet i Tåstrup, der jo som bekendt fungerer som nathospital, og hvor man under opholdet der stadig kan passe sit normale arbejde om dagen. Alle patienter anbefales efterbehandling i alkohol-ambulatoriet på hjemstedet, hvis sådant er der det pågældende sted. Henvisning af patienter sker direkte til lægen på»ørsholt«, og fra»ørsholt«sørger man for det videre fornødne med ansøgning om kaution hos den pågældende amtskommune. Hvad der her er nævnt gælder i det store og hele også de andre behandlingshjem, selv om det enkelte hjem naturligvis har lov til at have sit eget, personlige særpræg. Hvad med narkomaner? Det er ikke ualmindeligt, at narkomaner også har alkoholproblemer. Vi har her en patientgruppe af særlig ulykkelig og vanskelig art. Har man mulighed for på et Blå Kors-hjem at hjælpe disse ulykkelige mennesker? Det er mig bekendt, at man i Blå Kors har haft betænkeligheder og ængstelse for ikke at kunne magte den behandling, disse patienter trænger til, på vore hjem. Og dog synes der at være en mulighed, men i meget begrænset omfang. Jeg har med interesse læst, hvad overlæge Hans Ehlers herom har udtalt til Frederiksborg amts samordningsudvalg vedrørende alkohol- og narkotikaspørgsmål:»med de udbyggede behandlingsfaciliteter, vi har i institutionen på»ørsholt«, er det klart, at vi også kan betjene andre misbrugere, eksempelvis medicinmisbrugere og narkomaner, og vi har da også inden for de sidste 3-4 år jævnligt haft narkomaner indlagt med tilfredsstillende behandlingsresultater. Vi agter at fortsætte med dette, således at det vil være naturligt, hvis man også inden for amtets narkobehandling benytter sig af vores kapacitet, dog med forudsætning, at antallet af narkomaner kan holdes inden for en rimelig størrelsesorden, idet vor erfaring er, at vi opnår det bedste resultat, når der højst er 2 eller 3 narkomaner i den samlede patientgruppe. I det hele taget ønsker vi at få et så tæt samarbejde som muligt med det øvrige behandlingsapparat, og det er derfor vigtigt for os, at man ved planlægning af dette i amtet får den rette forståelse af, hvilke behandlingsmuligheder vi kan tilbyde, således at vi ved henvisningerne i højere grad får netop de patientkategorier, som kan have det størst mulige udbytte af vort specielle behandlingsapparat.«179

Udvidelsesplaner på Ørsholt Ørsholts psykiatriske overlæge var tilhænger af kontaktmuligheder mellem de forskellige behandlingssteder, men også af en mere nuanceret behandlingsmulighed på»ørsholt«. En større ombygning og tilbygning til godt 5,6 mill. kroner nærmer sig sin afslutning på»ørsholt«, idet man satser på yderligere forbedring af behandlingsapparatet. Da byggeplanerne fremsendtes i 1976, bilagdes de en lægelig erklæring af Hans Ehlers, som nok kunne give anledning til alvorlige overvejelser og oplysninger for yderligere at belyse behandlingsbehovet. Overlæge Hans Ehlers skrev:»spiritusforbruget i Danmark har været stærkt stigende inden for de sidste 10 år, således at alkoholforbruget, omregnet i liter ren alkohol pr. indbygger i årene 1965-74 har fulgt følgende stærkt stigende skala: 1965: 6,68 liter 1971: 9,60-1972: 10,31-1973: 11,13-1974: 11,90 - Dette viser næsten en fordobling på en 10-års-periode. Det kan yderligere anføres, at de angivne tal kun er salget af toldpligtig spiritus, mens der ikke er medregnet hverken importeret toldfri spiritus eller hjemmefremstillet spiritus eller hjemmefremstillet vin og øl, som har taget et betydeligt opsving i de senere år. Disse to poster er fra toldvæsenet beregnet til skønsmæssigt at ligge på mellem 2 og 2,5 liter pr. indbygger. En så stærk stigning i alkoholforbruget må nødvendigvis føre til en stigning ikke alene i antallet af folk, der kommer til at drikke så meget, at de herved løber risiko for senere udvikling af alkoholisme. På mange områder har denne stigning i antallet af alkoholister allerede manifesteret sig, efter at der i 1964 blev åbnet adgang for tilkendelse af invalidepension også til spiritusmisbrugere. Her har antallet af invalidepensioner til alkoholister været jævnt stigende, og i 1975 er der på landsbasis tildelt godt 3.000 invalidepensioner, hvor senfølger af alkoholmisbrug har været den væsentlige invaliderende årsag. En lignende stigning i antallet af alkoholfremkaldte leversygdomme inden for de senere år har fundet sted. Således anføres der i nogle nylig offentliggjorte arbejder, at stigningen af skrumpelever den hårdeste leverkomplikation har vist en stigning på 40 %. Dette til trods for, at så alvorlige senfølger først viser sig efter mere end 10 års misbrug, og man må derfor vente en yderligere stigning i de kommende år, idet stigningen i de senere års misbrug af spiritus endnu ikke er begyndt at vise sig. Også i afholdsbevægelsens behandlingsinstitutioner, hvortil»ørsholt«hører, har vi iagttaget tilsvarende stigninger i patientantallet, som det vil fremgå af medfølgende kurve. Således var det samlede patientantal i 1967 under 500 og i 1975: 1253. I tallene er hverken medregnet Blå Kors' plejehjem i Jylland eller det i 1974 startede behandlingshjem»egåhus«ved Århus. Den stærke stigning i spiritusforbruget er således ikke blot menneskeligt, men også økonomisk en meget alvorlig faktor i samfundet. Det er store beløb, der står på spil, når et menneske pi grund af alkoholmisbrug må pensioneres 20 25 år før den normale pensi- 180

onsalder, og ofte har pensioneringen været forude gået af en periode på flere år, hvor patienten væsentligst har måttet leve af offentlig hjælp. Med de nu fremsendte byggeplaner for behandlingshjemmet»ørsholt«mener vi at have skabt rammen om et særdeles effektivt behandlingsapparat til intensiv behandling af alkoholister. Som det vil fremgå af tegningerne, har vi i det sidste forslag udvidet de lægelige behandlingsafsnit og samtidig givet dem en mere central plads, samtidig med at der i projekteringen er taget hensyn til, at nye behandlingsformer og undersøgelsesmetoder må tages i brug for at opnå de bedst mulige resultater.«denne lægelige udtalelse er stærkt underbygget. Den er allerede et par år gammel; at motiveringen for en udvidet og forbedret alkoholistomsorg er endnu stærkere i dag, kan der desværre næppe være tvivl om. Forhandlingerne om byggeriet i»ørsholt«har været noget langtrukne. Først i sommeren 1978 kunne byggeriet påbegyndes. Blandt det, der skal forbedres, er bl.a. patientværelserne. Den nuværende patientbygning er fra 30'erne og opfylder ikke nutidens krav, og der må derfor bygges en ny patientfløj. Som det er sket i lighed med andre hjem før, har hovedbestyrelsen derfor besluttet at starte en møbleringsaktion på»ørsholt«. Enkeltpersoner, lokalforeninger, kredsforbund og hvem som helst kan fa deres værelse på»ørsholt«ved at indbetale 3.600 kr. til Blå Kors' landskontor. Tilsynsførende læger: overlæge, speciallæge i psykiatri Hans Ehlers og speciallæge i psykiatri Per Moberg. Blå Kors' plejehjem Satser den kristne afholdsforening»blå Kors«kun på at være noget for dem, for hvem der er begrundet håb om, at de kan revalideres, resocialiseres tilbage til velfærdssamfundets effektivitetsræs og produktivitetsjag som nyttige samfundsborgere som det så ofte siges? Hvad med pensionisternes alkoholproblemer? Hvad med dem, der længe før den normale pensionsalder på grund af alkoholskade blev pensionister, på grund af et eller andet ulykkeligt, der tilsyneladende uopretteligt slog dem i stykker. Det kan være så usigelig meget. Det var en anden, der fik ham hende jeg holdt af. Jeg kom i enlig stand ved en ægtefælles så tidlige død. Og hvad der kan være endnu værre. Et hjemliv gik i stykker i skilsmissens jordskælv. Mange sår af den grund bløder og trænger til at læges. Det er for billigt og letkøbt at optræde som dommer og lange ud efter andre, når man selv blev skånet. Mange blev bundet til flasken af den grund. Vort samfund ville være umenneskeligt, vor kirke ikke mere Jesu Kristi kirke, hvis vi kun var med i frasorteringen i stedet for at tænde evangeliets lys og forkynde, at der ved Jesus Kristus er lægedom for selv de dybeste sår og tilgivelse, hvad der end måtte være sket, hos ham, der kom for at være frelser for os alle. Forstander Kristian Schultz skrev for nogle år siden i en årbog om en række oplevelser i tjenesten. Jeg kan ikke glemme, hvad der blev skrevet om en tidligere kontormand og officer, der efter sin hustrus død blev ensom og ikke kunne komme over det med sin ensomhed som enkemand. Flasken blev fristelsen i sorgen og tog desværre magten fra den ulykkelige mand, og han græmmede sig. Han blev indlagt på Blå Kors-hjem flere gange og blev en mere og mere nedbrudt mand. Sidste gang, han blev indlagt, måtte han over- 181

flyttes på hospital, hvor han døde af en hjerneblødning. Han efterlod en lille seddel, hvorpå han havde skrevet følgende sørgelige vers: Ingen kærlig kvindes hænder stryger mer mit hår og kind. Ensom - ensom jeg tilbage vender til - de nøgne vægge ind. Flaskens klare dråber, hede, for en liden stakket stund, jager bort de tanker lede, og så - igen en ensom hund. Jeg ville melde mig ud af Blå Kors, hvis der kun var plads for revalidering, resocialisering, og de, der ikke kunne være på tale her, bare skulle frasorteres. I Jesu Kristi kirke skal ingen frasorteres. Måtte vi kunne formidle en barmhjertighed fra ham, der er rig nok på barmhjertighed til alle - uden frasorterende undtagelser - som påkalder hans navn. Hobro plejehjem Derfor fik vi også plejehjem i Blå Kors. Det første plejehjem fik vi i Hobro. Blå Kors købte en ejendom på ca. 12 tdr. land efter vedtagelse på repræsentantmødet 1960 i Hjørring. Ejendommen ligger på en vej, som vi ikke har navngivet; den hedder nemlig Ølsvej. Et projekt til 25 eneværelser samt forstanderbolig blev udarbejdet. De love, der kom i 1960, havde også tilgodeset plejehjem af denne art, og de kom dengang til at sortere under socialministeriet. Der gik et par år, inden plejehjemmet stod der færdigbygget. Plejehjemmet i Hobro blev det første hjem, som Blå Kors selv byggede. Tidligere havde man altid købt bestående ejendomme og villaer, som så i vid udstrækning måtte ombygges og indrettes til formålet. Indvielsesåret blev 1964. Forstander Kr. Schultz, Ørsholt, udnævntes til forstander og flyttede allerede derover i maj måned med sin familie, efter at have haft sin gerning i 23 år på»ørsholt«. Den 30. september 1963 nedlagde man grundstenen til det nye plejehjem i Hobro. Søndag den 25. oktober 1964 oprandt så den store festdag med indvielsen af plejehjemmet i Hobro. Dagen indledtes med en gudstjeneste i Hobro kirke, hvor sognepræst Erik Lerfeldt og landsformanden, pastor Børge E. Andersen, talte. Selve indvielseshøjtideligheden overværedes af ca. 400 mennesker, og det var pastor Børge Andersen, der foretog indvielsen, og han sagde bl.a.:»blå Kors ønsker at være der, hvor kirken altid skal være, midt blandt folket, hvor det lever, glæder sig og lider. Det kan være en fristelse at trække sig tilbage og isolere sig, men som Jesus efter forklarelsen på bjerget påny gik ned i dalen, mens Peter syntes, man skulle blive i højhedens isolation, således skal vi gå ned i dalen og gå ind i nøden, som folk lever i og lider under. - Børge Andersen sagde videre: Det nye hjem i Hobro skal være et hjem, hvor man kan finde ind, når man trænger til det, og - om man ønsker det hvor man kan blive, til man lukker sine øjne i troen på nåden.«der holdtes mange officielle og personlige taler. En velgørende forening, der kalder sig»ambulancedagen«bragte hilsen gennem sin formand, idet der samtidig overraktes en check på 10.000 kr. Adskillige kredse og Blå Kors-foreninger havde bidraget til møbleringen af de 25 værelser med 1700 kr. til hvert værelse. 182

Det nye forstanderpar, Kr. Schultz og frue, blev præsenteret for forsamlingen, hvilket også var tilfældet med diakon Gunnar Garne og frue, som var forstanderpar for Skannerup plejehjem, hvor der var indvielseshøjtidelighed dagen efter. Søndag aften var der fest i Hobro missionshus, hvor missionær H. Overlund, Esbjerg, tidligere Hobro, talte. Ved denne lejlighed blev der også bragt hilsen fra Indre Missions landsformand, Kr. Friis, Farsø. Forstander Jens Boje, hvilehjemmet»karmel«, Hobro, havde som formand for byggeudvalget, gjort et meget stort arbejde for opførelsen af det nye plejehjem og fik som synligt udtryk for Blå Kors' taknemlighed for sin indsats overrakt Blå Kors-emblemet i guld. Hjemmets tilsynsførende læge er i dag: speciallæge i psykiatri Frede Petersen. Skannerup Plejehjem Vi fik to plejehjem i Blå Kors; for der var og er mange, der trænger til plejehjem, hvor de kan leve i et varmt og menneskeligt miljø i god, kristen ånd, foruden at man naturligvis far den lægelige omsorg, man trænger til. Der er også psykiatrisk tilsyn med begge vore plejehjem, i mange år samvittighedsfuldt varetaget af overlæge Erik Olsen. Hovedbestyrelsen var på initiativ af lokalforeningen i Silkeborg blevet gjort opmærksom på det tidligere Indre Missions børnehjem»guds gave«i Skannerup, der var meget billigt til salg, og som uden store ændringer og reparationer kunne tages i brug og indrettes til plejehjem. Repræsentantskabet i Silkeborg 1963 godkendte enstemmigt købet af ejendommen, som Blå Kors så overtog fra juni termin s.å. at regne. Købesummen var 80.000 kr. Bygningen indeholdt 15 værelser, og der er ca. 1 td. land frugthave. Hovedbestyrelsen vedtog at ansætte diakon Gunnar Garne som hjemmets forstander pr. 1. august s.å. Garne havde siden april 1960 været assistent henholdsvis på Tåstrup kurhjem og Ørsholt; og på det følgende årsmøde kunne det meddeles, at Skannerup kurhjem var godkendt som plejehjem. I det forløbne år havde der været indlagt 24 patienter, så det viste sig jo omgående, at der var behov for den slags hjem. Hjemmet i Skannerup var i brug i over et år, inden det officielt blev indviet mandag den 26. oktober 1964, som var dagen efter indvielsen af Hobro plejehjem. Festen kom dog ikke af den grund til at føles som et anden dags gilde, der var god og festlig stemning både på hjemmet og hos de henved 125 mennesker, der var kommet tilstede. Landsformanden, pastor Børge E. Andersen, var forhindret i at være tilstede. Blå Kors' næstformand, fabrikant Johs. M. Dalgaard bød velkommen. Formanden for hjemmets tilsynsråd, pastor A. J. Holm, Levring, havde desværre måttet melde afbud på grund af sygdom, så det blev forfatteren til denne bog, der blev bedt om at foretage indvielsen af hjemmet. Jeg gjorde det så efter en indvielsestale ud fra ordene i Mt. 11,28:»Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile.«jeg talte da om Kristus, der kom som den, der vil bære byrder for os. Han er den, der vil dele livets sorger, livets afmagt og livets nederlag med os.»måtte det gamle navn på denne bygning blive oplevet som en sandhed i det nye hjem:»guds gave«. Måtte det blive oplevet i dette hjem, at de, der kommer til at bo her og virke her, må blive en Guds gave til hinanden.«medens selve indvielsen naturligvis foretoges på selve hjemmet, henlagdes resten af festen til Skannerup forsamlingshus, hvor kaffebordene ventede. Der blev holdt en række 183

lykønskningstaler og lød mange lovord til forstanderparret, der jo allerede i over et år havde haft deres gerning på hjemmet. Men Skannerup Plejehjem oplevede to indvielser. Det viste sig snart, at der var behov for udvidelse og forbedringer, så det kunne svare til nutidens krav til et sådant hjem. Det nye hjem skulle kunne rumme plads til 28 beboere. Grundstensnedlæggelsen, som fandt sted den 19. november 1971, markeredes som sædvane er, ved en festlighed. Rejseinspektør A. M. Jønsby, Århus, der nu var hjemmets formand, bød velkommen. Den første grundsten blev nedlagt af Indre Missions formand, sognepræst Kr. Friis, Farsø, med ønsket om, at barmhjertighed mod sjælen måtte være sjælen i al barmhjertighed, også her. Den anden grundsten nedlagde borgmester Laurits Madsen, Gem kommune, og den tredie af landsformanden for Blå Kors, forstander Jens Boje. Ind imellem de mange hilsner og taler meddeltes, at man ville samle ind efter den prøvede model af penge til montering af værelser. Det ville koste 3000 kr. pr. værelse, og der skulle være 18 nye eneværelser. Indvielse af den nye tilbygning til Blå Kors hjemmet i Skanderup skete året efter den 18. november 1972. Byggeudvalgets formand, inspektør A. M. Jønsby mindede om, at det kun var 8 år siden, at man tog det gamle hjem i brug; og fra 1. juli i dette år var den nye, smukke tilbygning taget i brug. Forstander Jens Boje foretog den egentlige indvielse og talte ud fra 1. Kong. 6, 11-13, hvor Herren formaner kong Salomon til at følge Guds bud og anordninger. For stor indsats i byggesagen hædredes forstander Gunnar Garne og rejseinspektør A. M. Jønsby med overrækkelse af Blå Kors-emblemet i guld. Igen en festdag havde hjemmet oplevet. Der er i dag plads til 28 beboere, og hjemmet ledes som et godt, kristent plejehjem, hvor der er rart at være. Administrativt hører det under Københavns kommune. Til hjemmet er knyttet to læger, både en somatisk læge og en speciallæge i psykiatri. Behandlingshjemmet»Egåhus«Som årene gik, blev det i stigende grad klart, at der var behov for også for at hjælpe kvinder, der var kommet i nød på grund af alkoholafhængighed. Blå Kors havde jo da også før haft hjem for kvinder. Tanken om at starte et projekt til hjælp for alkoholskadede kvinder blev til virkelighed, da man erhvervede det tidligere lærlingekollegium i Århus-forstaden Egå, 9 km fra Århus centrum i retning mod Grenå. Der havde været planer om at indrette centret til motel, men det blev ikke til noget. Kollegiebygningen var kun 5 år gammel, og Blå Kors købte den til den fordelagtige pris på 1,6 mill. kroner med en udbetaling på 250.000 kr. Repræsentanter fra hovedbestyrelsen, forstandere og Blå Kors' psykiatriske overlæge i Jylland, Erik Olsen, kunne alle gå ind for, at bygningen var egnet til behandlingshjem. Men udbetalingssummen, 250.000 kr. m.m., skulle jo skaffes. Og Blå Kors fik som så ofte før og siden travlt med indsamling af penge. En god start gav Århuskredsens Blå Kors med en oparbejdet kapital på 45.000 kr. Blå Kors-hjemmet i Egå fik en velvillig omtale i radioavis, TV-avis, regionalradio og diverse dagblade. Den traditionelle indsamlingsform med at give montering af et værelse anvendtes også her: 2600 kr. til et enkelt værelse, hvilket mange reflekterede på. Frivillig, gratis arbejdskraft under ledelse af for- 184

sikringsinspektør A. M. Jønsby stillede sig om lørdagen til rådighed for at spare lidt på håndværkerudgifterne. Forskellige indsamlingsinitiativer kom til udfoldelse, og pengene kom i hus; der var god forhåndsinteresse i Blå Kors og andre steder for løsningen af en opgave af denne art. Men hvad med myndighederne, som jo skulle klare driften, når hjemmet var kommet igang? Nu var det jo ikke bare indenrigsministeriet, men først og fremmest amterne, der havde afgørelserne i deres hænder. Var dette her bare en Blå Kors-grille? Var der i Århus amt behov for et hjem af denne art og størrelsesorden. Myndighederne krævede en behovsanalyse, som så blev udarbejdet af Blå Kors' psykiatriske overlæge i Jylland, Erik Olsen. Den blev grundigt udarbejdet og meget instruktivt belysende hele situationens alvor. Jeg gengiver her overlæge Erik Olsens udtalelse:»som svar på forespørgsel fra Blå Kors angående antallet af alkoholister, der har behov for indlæggelse i et behandlingshjem, har jeg foranlediget en behovsundersøgelse. Jeg har forespurgt de psykiatriske afdelinger i Midt- og Nordjylland, ligesom jeg har forespurgt alkoholambulatorierne i området. Resultatet af denne behovsundersøgelse er blevet, at man fra de omtalte institutioner skønsmæssigt mener, at der er behov for indlæggelse af ialt 170 mænd og 44 kvinder. Jeg kan yderligere tilføje, at der i høj grad er behov for oprettelse af behandlingshjem i Jylland. Man har tidligere måttet sende alkoholister fra Jylland til behandling på behandlingshjemmet»ørsholt«og»tåstrup kur hjem«. Det er klart, at resultatet af en sådan behandling i høj grad bliver usikker, når kontakten med den indlæggende behandlingsinstitution geografisk er så fjern, som forholdet vil være mellem behandlingssted i Jylland og behandlingshjem på Sjælland. Dette påvirker i stor udstrækning muligheden for en konsekvent gennemført efterbehandling. Bedre efterbehandlingsmuligheder Tanken med oprettelse af et behandlingshjem i Egå er den, at man her får et behandlingshjem med nær tilknytning - såvel geografisk som med hensyn til personlige relationer til de indlæggende institutioner. Man vil herved kunne tilrettelægge efterbehandling og derved øge mulighederne for at opnå et varigt, godt resultat. Man vil også fra behandlingsstedet kunne etablere kontakt med familierne, og gennem familieterapi kunne bedre forholdene i familien, og det vil yderligere bedre mulighederne for et godt behandlingsresultat. Det er tanken, at behandlingshjemmet i Egå skulle fungere på en sådan måde, at de indlagte efter en tids forløb kan arbejde i byen og således blive holdt fast i en arbejdsmæssig optræning, således at de er i stand til at klare jobbet efter udskrivningen. I denne sammenhæng vil det være nødvendigt at etablere et samarbejde med revalideringscentret. Det kan yderligere anføres, at behandlingshjemmet naturligvis skal arbejde nært sammen med andre behandlingsinstitutioner, men helt naturligt vil behandlingshjemmet få et meget nært samarbejde med klinikken for alkoholskadede i Århus, således at der kommer et nært lægeligt samarbejde og sandsynligvis også et samarbejde på socialrådgiverplan. 185

God samfundsøkonomi Som det fremgår af behovsundersøgelsen er der således et stort og kraftigt påtrængende behandlingsbehov, der i høj grad er udækket, hvorfor det må tilrådes, at behandlingshjemmet etableres så hurtigt som muligt. Det beløb, som man fra samfundets side investerer i oprettelse og drift af et behandlingshjem vil være en god investering, idet man gennem behandling af alkoholister kan opnå, at mange mænds og kvinders arbejdsevne bevares, således at det investerede beløb for en stor dels vedkommende vil vende tilbage til statskassen i form af indbetalte skatter m.v., ligesom man i mange tilfælde vil kunne undgå at tildele invalidepension.«denne saglige vurdering blev naturligvis taget til efterretning også i Århus amtsråd; men den endelige godkendelse af»egåhus«som behandlingshjem kom først 1. april 1975. Hjemmet stod dog ikke tomt i disse måneder. Der kom en midlertidig ordning ved byrådsbeslutning af 4. juli 1974 med Århus kommune, så der blev aftalt overenskomst om, at hjemmet i Egå i starten fik status på linje med Skannerup- og Hobro-hjemmet, altså plejehjemsstatus. Hovedbestyrelsen kunne derfor opslå stillingen som forstander, og forstanderparret blev Bitten og Erik Kristiansen, to»ørsholt«-medarbejdere med særdeles god erfaring herfra vedrørende alkoholistbehandling. Ansættelsen gjaldt fra 1. oktober 1974. Indvielseshøjtideligheden fandt 30. november 1974 sted under overvældende tilslutning, der stærkt understregede både interessen og behovet for hjemmet, som imidlertid blev et hjem både for kvinder og mænd. Allerede ved indvielsen af hjemmet var der en temmelig lang venteliste. Landsformanden, forstander Jens Boje indviede hjemmet og udtalte:»det er mit håb, at de, der far deres gang her i Egå i kortere eller længere tid må mærke kærlighedens gerning og finde ind til troen på Jesus Kristus, der elskede os først. Dermed vil jeg ønske Guds velsignelse over dette hjem i dag og i dagene fremover, idet vi vil indvie dette hjem»blå Kors Hjemmet Egåhus«i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.«en lang række taler og hilsener af mere eller mindre officiel eller privat art med mange gode ønsker for hjemmet blev holdt; det vil føre for vidt at referere dem. Dog gør jeg to undtagelser. En tidligere kvindelig alkoholiker fra Århus sagde, at hun selv havde været alkoholslave i 20 år:»i dag står jeg her i kraft af Jesus Kristus, og skilt fra Ham kan vi slet intet gøre. Det er mit ønske for de kvinder, der kommer her, at de vil prøve at søge ind til Jesus, der er den eneste, der kan frelse én ud af den forfærdelige last.«forstander E. Kristiansen, Egå, takkede for det store fremmøde:»det er med stor beklemthed, man nu skal forsøge at lede dette hjem. Det er vort håb, at man vil hjælpe vore patienter, når de udskrives her fra Egå, hvor vi ønsker, at kærlighed og hensyntagen aldrig må mangle.«- Det var en såre vigtig bemærkning, der her fra forstanderens side blev udtalt. En udskreven patient har i allerhøjeste grad behov for forståelse og støtte. Betty og A. M. Jønsby blev takket for et kæmpearbejde, de havde udført sammen med andre frivilliges»lørdagsarbejde«; og der blev udtalt tak til lokalforeninger og kredsforbund m.fl., der i løbet af et år havde givet et økonomisk håndslag på over 300.000 kr. 186

---- En lille pæn brochure siger i al korthed lidt om livet, som det leves på»egåhus«. Afvænningsbehandlingen indebærer totalafholdenhed fra spiritusindtagelse, hvorfor antabus er et nødvendigt led i behandlingen. Støttesamtaler med psykiater på to-mandshånd er også led i behandlingen og har som formål at klarlægge det alkoholskadede menneskes situation og baggrund. - Endvidere indgår gruppeterapi i behandlingen, at forstå på den måde, at 4-5 patienter samles med en medarbejder, psykiater eller socialrådgiver i en gruppe, hvor man drøfter risikomomenter i forbindelse med udskrivning og søger at finde veje til at forebygge tilbagefald til spiritusmisbrug. Som noget meget væsentligt forøvrigt på alle vore hjem: Vi prøver at inddrage familien - dvs. ægtefællen eller andre nære pårørende i behandlingen, hvilket bl.a. kan ske ved værdifulde sammenkomster f.eks. i weekenden, hvis ikke patienten foretrækker at tage hjem i weekenden. Vi lægger vægt - siges der - på åbenhed, ærlighed og realisme. Vi er åbne over for patienterne, og vi venter også, at patienterne er eller bliver åbne over for os. Som noget vist ret nyt siges der: Vore journaler er også åbne, således at hver patient kan læse sin egen journal. Dette sker altid sammen med en medarbejder, og der er naturligvis ikke adgang til at læse andres journaler. På hjemmet er indrettet et arbejdsterapiværksted, og der er mulighed for arbejde i haven. Alle deltager i arbejdsterapi som nødvendigt led i genoptræning eller vedligeholdelse af arbejdsevnen. Når en patient er kommet igennem den første fase af behandlingen, vil man kunne arbejde uden for behandlingshjemmet, hvis arbejdsmulighed foreligger. Socialrådgiver står til rådighed med bistand i løsningen af sociale problemer. Tilsynsførende læger: Overlæge, speciallæge i psykiatri Erik Olsen, speciallæge i psykiatri Jan Rasmussen og læge Christina Madsen. Behandlingshjemmet i Christiansfeld Dette Blå Kors-hjem har som også andre af vore foretagender en spændende forhistorie. De øvrige Blå Kors-hjem var overfyldte, og der var lange ventelister. Fra Sønderjylland var en række år patienter også blevet henvist til»ringgården«i Middelfart; her måtte de sige stop til Sønderjylland; der var pladsmangel. Noget måtte der gøres for Syd- og Sønderjylland. Den initiativrige informationschef Poul Erik Bechmann fik stablet et udvalg på benene af Blå Kors-folk fra Syd- og Sønderjylland. Vi havde vort første udvalgsmøde på Ungdomsborgen i Åbenrå lørdag den 26. februar 1977, hvor der blev givet orientering og drøftet forskellige eventuelle muligheder. Det blev til en lang drøftelse. Fra Kolding lokalforening blev der gjort opmærksom på et motel i Christiansfeld, der var til salg og muligvis velegnet til at blive omdannet til et behandlingshjem for Blå Kors. Ejendommen er opført i 1967 og har haft en noget omskiftelig tilværelse. En overgang var det et realskolecenter, for tiden motel, men dårligt beliggende til det formål, efter at hovedvejen var ført uden om Christiansfeld, hvorfor hotelejer Jens Larsen var indstillet på at sælge. Nu vi var samlede, besluttede vi at ringe til Christi- 187

ansfeld, om vi måtte komme over og se på motellet. Jo, det måtte vi da gerne. Ejendomshandleren fra Fredericia kom også. Det var henad midnat, midt under lørdagsballet. Vi gik rundt og kiggede på det hele. Hotelejer Jens Larsen inviterede på hyggeligt kaffebord. Der blev ret hurtig enighed om, at dette her var vist ikke en forbier. Vi var enige om at indstille til hovedbestyrelsen for Blå Kors at tage stilling til køb af motellet. Kay Broman fra landskontoret, som deltog i forhandlingerne, mindede om, at ved et eventuelt køb skulle der ad privat vej skaffes 10 % af købesummen, i dette tilfælde ca. 250.000 kr. Repræsentanterne fra Kolding Blå Kors tilbød at betale de første 150.000 kr. af opsparet kapital i foreningen, og sammen skulle vi så love hinanden at indsamle de resterende 100.000 kr. Den principbeslutning blev taget; men når nu hjemmet måske blev placeret så langt i den nordlige ende af Sønderjylland, fandt man det rimeligt at inddrage andre sydjyske kræfter i Blå Kors i det forberedende arbejde, hvis de ville være med. Der blev nævnt Blå Korsrepræsentanter fra Vejle, Fredericia, Grindsted og Sydvestjysk Kredsforbund. Hin midnatstime i Christiansfeld, da vi forhandlede til lyden fra de seneste døgnmelodier i danserestauranten, vil vi, der deltog i forhandlingen, næppe glemme. Det blev hen på de små timer, inden vi nåede hjem og kom til ro; men vi havde på fornemmelsen af, at noget havde lagt sig tilrette for os. Det mente hovedbestyrelsen også, og efter en række realitetsforhandlinger, der trak nogle måneder ud, købte Blå Kors motellet for en købesum på 2.450.000 kr., hvoraf Vi million kroner i udbetaling. Det bør nævnes, at Kolding Blå Kors forhøjede sit lovede tilskud fra 150.000 kr. til 228.000 kr. Det er vist ikke for meget sagt, at uden dette generøse tilbud fra Kolding lokalforening var det næppe blevet til noget med Christiansfeld. Lokalforeningen i Kolding havde en opsparet kapital efter salget af missionshotellet»ansgar«. Lokalforeningen i Kolding købte i 1936 det dengang berygtede hotel»diana«og omdannede det til missionshotel. Siden 1946 havde hotellet været ledet af direktør Chr. Gundtoft og hustru, men var nu solgt. Indtægten ved salget kan nok siges at være resultatet af et par generationers arbejde i Blå Kors i Kolding. Ikke mindst vi sønderjyder kan have en særlig grund til at sige den nuværende lokalforening i Kolding en stor tak for en usædvanlig stor støtte til, at behandlingshjemmet i Christiansfeld kom op at stå. Men vi andre måtte naturligvis også ud i indsamlingsarbejde. I det øvrige Syd- og Sønderjylland indsamledes ca. 240.000 kr.; retfærdigvis må dog siges, at der var adskillige givere fra det øvrige Danmark. Der blev behov for omtrent det dobbelte af den oprindelige beregnede kvarte million kroner; for det trak ud med godkendelsen, og en overgang kunne man modfaldne spørge: bliver det overhovedet til noget? Indsamlingen gik alligevel sin gang; der var mange ude i befolkningen, der kunne se, at der var et behov. Flere gav 2600 kr., prisen på et værelse. Sønderjyllands amtsråd rådspurgte om retningslinier og behandlingsform og fik en udmærket redegørelse for behandlingsprogram af vor speciallæge i psykiatri, overlæge Erik Olsen, svarende til behandlingen på»egåhus«, med vægtlæggen på, at man drager familien med ind i behandlingen. Der var jo gode erfaringer fra Egåhus. Familieweekends med besøg af eventuel ægtefælle havde løst op for mange problemer. Her skulle der være gode muligheder i Christiansfeld, fordi af de 27 værelser var de 14 dobbeltværelser. Indenrigsministeriet gav sin godkendelse af projektet til behandlingshjem den 20. december 1977; men dermed var sagen ikke færdig. Der skulle jo også underskrives over- 188

enskomst med Sønderjyllands amtsråds sygehusudvalg, hvilket skete den 26. juni 1978. Og så blev der travlhed, så det forslog noget. Forstanderparret, Bodil og Henning Henriksen, var udpeget; de havde haft deres gerning på sømandshjemmet i Godthåb på Grønland og var ikke ukendt med mennesker, der har alkoholproblemer; begge er diakonuddannede. Den 1. juli kunne vi uofficielt begynde på gerningen i Christiansfeld. Aldrig så snart var det offentliggjort i aviserne og i Radio Syd, at hjemmet ville åbne den 1. juli, før det væltede ind med forespørgsler om indlæggelse! Der var jo de lange ventelister. En uofficiel højtidelighed fandt sted allerede 1. juli. Og trods travlhed ville i man da gerne have, at alt skulle være pænt i orden til at modtage gæster, og der var nogle særlig flinke hjælpere, jeg føler anledning til at omtale. De havde hørt noget om en gårdsplads, som trængte til en ansigtsløftning, og det ville de gerne ordne og andet med. Gør os kendt, så er I med til at redde liv Det var en patient fra Blå Kors-hjemmet»Egåhus«, der under denne overskrift skrev i»jydske Tidende«1. juli 1978:»Som I så velvilligt har skrevet om det i jeres avis, kan det ny Blå Kors behandligshjem i Christiansfeld åbne i dag, lørdag. Det er ikke mindst vi syv fra behandlingshjemmet»egåhus«ved Århus taknemmelige for vi ved bedre end nogen, hvad de 27 nye behandlingspladser kommer til at betyde for vore kammerater ud over landet. Derfor bad vi også, straks vi hørte den gode nyhed, om at få lov til at komme til Christiansfeld nogle dage, så vi ligesom kunne være med til at stable den ny hjælpemulighed på benene. For der er mange af vore personlige venner rundt om, der trænger til et ophold på et behandlingshjem og hvis de skal gå ubehandlet ret længe, ja, så kan både Blå Kors og Sønderjyllands amt godt smide deres ventelister i papirkurven, for så er det for sent at gøre noget for dem. Men nu går vi rundt her i Christiansfeld og er med til at klargøre hjemmet. Det føles dejligt, at vi på den måde kan afbetale lidt på den hjælp, som vi har faet. Og faktisk føler vi, at dette her er den mest effektive behandling, vi overhovedet har modtaget. Prøv bare at tænke jer tanken: Vi, drukkenboltene (sådan titulerer vi ikke vore patienter, men det var patienten selv, der brugte dette ord), er med til at pudse rammerne af for et nyt behandlingshjem! Vi er så glade, men vi beder jer indtrængende: Skriv om os! Ikke fordi vi gerne vil i avisen vi er helst fri og vil gerne være anonyme - men fordi vi alle ved, hvor stor betydning det kan have, at en ensom alkoholist ved, hvor han/hun kan henvende sig og blive hjulpet. Adskillige af os gik en rum tid, hvor vi egentlig gerne ville have gjort noget ved fyldebøtteriet, men hvor vi ikke anede, hvad vi skulle stille op. Skriv om os. Gør os kendt i Sønderjylland - så er I med til at redde liv!«syv patienter fra Egåhus var blevet hjulpet og ville nu hjælpe andre til den samme hjælp, som de selv havde modtaget. Det var et smukt indslag i starten. De, der selv har været i nød på grund af alkohol, forstår bedst andre i samme nødssituation, og er særlig værdifulde i Blå Kors-arbejdet. Den officielle indvielse Det var først lørdag den 21. oktober 1978, at den officielle indvielse fandt sted. Blå Kors' 189

landsformand, forstander Jens Boje afsluttede sin indvielsestale med ordene fra 1. Peters brev 3,15:»Herren Kristus skal I hellige i jeres hjerter. - Vær altid rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af jer for det håb, som er i jer.«han udtrykte håbet om, at det gode samarbejde, der hidtil har været Blå Kors og myndighederne imellem, også må fortsætte fremover. Sønderjyllands amtsråd var repræsenteret af formanden for sygehusudvalget, Erik Kjær Jessen; han udtalte venligt:»det er de helt rigtige mennesker, I har faet som forstanderpar her på hjemmet, og jeg tror, at det vil vise sig godt for os her i amtet, at vi i første omgang indgik overenskomst med Blå Kors. Vi skulle under alle omstændigheder have et behandlingshjem i amtet; men jeg føler et godt samarbejde, og det er mit håb, at det også fremover vil vise sig at leve op til vore forventninger.«der bragtes hilsen fra Brødremenigheden i Christiansfeld, fra borgmester Skriver i Christiansfeld og fra generalsekretæren i KFUMs sociale arbejde, Børge Nielsen. Hvor farlig situationen er for en alkoholiker, sagde en tidligere patient fra behandlingshjemmet i Christiansfeld i sin hilsen med disse ord:»væk mig langsomt! Jeg famler mig frem som en søvngænger på en tagryg.«kassereren for udvalget, der var nedsat til indsamlingen, Andreas Bjerregaard, meddelte, at han just på indvielsesdagen helt uventet og kontant havde modtaget fra et medlem af udvalget en check på 61.400 kr til forstander Henning Henriksen. Forstanderen udtrykte taknemlighed både overfor Blå Kors og Sønderjyllands amt for de rammer, som det var givet dem at arbejde under. Selv om hjemmet kun havde fungeret i få måneder, var alle 27 pladser besat; ugen før indvielsen var der alene fra Sønderjyllands amt indlagt 17 patienter. Vi hernede i Sønderjylland glæder os på en særlig måde over det sønderjyske behandlingshjem og ser hen til et godt samarbejde med bedre muligheder for at hjælpe de mennesker, som Blå Kors er til for. Som i Christiansfeld modtager nu alle behandlingshjem med undtagelse af»ørsholt«både kvindelige og mandlige patienter. Tilsynsførende læger: overlæge, speciallæge i psykiatri J. Heshe og speciallæge i psykiatri Peter Simonsen. Blå Kors' Pensionat i Herning»En nytårsgave til Herning«kaldte den midtjyske regionalradio i en reportage to bygninger, som Blå Kors ved årsskiftet i januar 1972 købte for at oprette et beskyttet pensionat. Det var Blå Kors i Herning samt Herning kredsforbund, repræsenterende ca. 700 medlemmer, der overtog et igangværende pensionat i Møllegade. Prisen var 425.000 kr. med 71.000 kr. i udbetaling. Efter en afviklingsperiode for de hidtidige udlejere var det meningen, at pensionatets værelser primært skulle udlejes til mennesker, der var udskrevet fra et Blå Kors-hjem, og som ønskede en sidste håndsrækning, inden de var parate til at påbegynde en ny selvstændig tilværelse. Formanden for Herning Blå Kors, hjemmesygeplejerske M. Bækgaard, og formanden for Blå Kors' kredsforbund på Herningegnen, ejendomshandler Viggo Jensen, Videbæk, havde taget initiativet, fordi en tidligere alkoholiker kom til Herning og trængte 190

til et sted at bo; men man kunne ikke hjælpe ham. Bortset fra Tåstrup kurhjem er det såkaldte beskyttede pensionat det første af sin art i Blå Kors. Ideen støttedes af Blå Kors' lægelige rådgivere, der er af den opfattelse, at man i fremtiden må satse stærkere på sådanne pensionater, idet man kan få den fornødne hjælp i et kristent og absolut alkoholfrit miljø. - Om planerne fortalte initiativtagerne iøvrigt ifølge Blå Kors-bladet:»Vi anbringer de tidligere alkoholskadede sammen med andre mennesker, og dette mener vi er en stor fordel, når de skal hjælpes definitivt bort fra deres tidligere miljø. Der bliver tale om et seriøst beboerklientel, der har erkendt, at spiritus for deres vedkommende hører fortiden til. Det skal jo ikke være et behandlingshjem. Alle på pensionatet har deres faste arbejde og kan derfor selv betale for opholdet, som i øvrigt kun normalt omfatter aftenen og natten. Når de tidligere alkoholskadede udskrives fra et Blå Kors-hjem, kommer ensomheden, og den har vi store chancer for at hjælpe dem af med gennem samværet om aftenen.«da landsforeningen lige akkurat i forvejen havde to byggesager til millionbeløb igang, ville og kunne man på Herning-egnen klare finansieringen på lokalbasis, og det gik lynhurtigt på få uger. Midt i december kunne initiativtagerne glæde sig over, at de 71.000 kr. var blevet indsamlet. Heraf var de 15.000 kr. en gave fra Herning kommune. Hjemmet kom hurtigt igang med Evald og Minna Nielsen som pensionatslederpar. Det beskyttede pensionat i Herning består af en villa samt en bygning med klubværelser. Der er nu indrettet plads til 14 beboere. I 1974 fik man overenskomst med myndighederne om hjemmets drift efter bistandslovens 105. Ikke alle beboere har haft alkoholproblemer; nogle henvises fra social- og sundhedsforvaltninger og andetsteds fra. Men for at bevare miljøet alkoholfrit afstår man for fællesskabets skyld fra spiritus, et beskedent offer for ligestillingen og den ro, der er af afgørende betydning et sådant sted. Der lægges altså vægt på, at beboerne har eller får arbejde ude. Såkaldte»dagpatienter«, der trænger til støtte, men har eget værelse ude i byen, er velkomne på hjemmet om aftenen til hyggeligt, kammeratligt samvær. Det var et virkelig godt initiativ, der realiseredes i Herning. Mange af vore patienter er ensomme mennesker. Og ensomhed er farlig for alkoholtruede mennesker. Og ensomhed kan føre nogle ud i alkoholisme, som ikke før havde problemerne. Det er egentlig meget beklageligt, at Herning ikke i højere grad har; dannet forbillede i andre byer. Behovet for beskyttede pensionater i et godt og hyggeligt miljø er der utallige steder. Lad os håbe, at der kommer flere af den slags pensionater. - Karin og Per Kusk er i dag pensionatslederpar på hjemmet i Herning.» Ungdom under 18 år bør aldrig nyde spiritus. Drikker en 15-årig sig fuld, er det mindst dobbelt så alvorligt, som hvis en 20-årig gør det. Har man blot i 4 5 år drukket 4 5 bajere (eller den alkoholmængde, der svarer til det) daglig, er det varigt gået til hjernen. Den er blevet læderet. En kæfert er i virkeligheden at give hjernen en øretæve. Resultatet er manglende præcision, svigtende hukommelse, manglende tilpasningsevne. Ungdommen skal og må forstå dette. Hvorfor lærer man dem ikke overalt, hvor ungdom samles, hvad alkohol frembyder af farer?«191

Hvem sagde det og hvornår? Ja, det er temmelig mange år siden. Det var overlæge, dr. med. Alf Yde, Kommunehospitalets psykiatriske afdeling i København, der sagde disse ord 1954. Desværre er ordene ikke forældede, men smerteligt mere aktuelle i dag. Hvorfor lærer man ikke seriøst og sagligt unge og børn om disse farer? Det er der nogle, der gør. På de følgende sider skal berettes om BKU, Blå Kors' ungdomsarbejde. Blå Kors' Ungdomsarbejde BKU Det var faktisk ikke så let med børne- og ungdomsarbejde i Blå Kors; ikke mindst det sidste. Længere tilbage i tiden havde der været nogle forhandlinger med KFUM og KFUK om her at få afholdssynspunkter belyst i deres foreningsarbejde; men det førte ikke rigtig til noget. Blå Kors måtte selv se at køre sit eget løb. Det tog sin tid at finde sin form og fa tilstrækkelig forståelse og opbakning også inden for vore egne rækker. Århus var et af de få steder i landet, hvor der var en Blå Kors' afdeling for unge. Et medlem fra denne afdeling var Kay Broman, som vi sidenhen skulle få mere med at gøre; han var Blå Kors' sekretær i sine ganske unge år fra 1944-52 og var virksom i ungdomsarbejdet, så vidt det lod sig gøre. Med hensyn til arbejdet i»håbet«blandt børnene havde sognepræst Jens Lund i Borum 1950 afløst sognepræst Iver Chr. Poulsen ved Absalonskirken i København som formand. Han var også formand for Blå Kors' Ungdomsudvalg 1954-62, da han udtrådte af hovedbestyrelsen for Blå Kors, hvor han sad i 9 år siden 1953. Han var en flittig præst og flittig i Blå Kors. Sammen med sekretær E. Møgelbjerg arrangeredes der sommerlejre for børn, en arbejdsform som jo skulle vise sig at få stor betydning. Hvad børnearbejdet angår, hentede han inspiration fra England; han nød også tillid på internationalt plan i kristent afholdsarbejde blandt børn, så man udnævnte ham til præsident for»international Band of Hope Council«fra 1959 62. Børnearbejdet i hans tid groede på en sådan måde, at der herud fra opstod et ungdomsarbejde, BKU. Han nåede at se ungdomsarbejdets frembrud, men ikke dets blomstringstid lidt længere hen i tiden. For den også i Blå Kors flittige præst døde pludselig af en blodprop i hjertet, august 1963, kun 53 år gammel. De, der kendte ham og husker ham, vil heller ikke glemme ham som en af igangsætterne i BKU. Man kunne have undt ham at se frugterne af det, han havde været med til at forberede. Men vi mennesker råder jo ikke for, hvornår opbruddet fra denne jord skal ske. Der var lidt spænding i luften ved et ellers hyggeligt årsmøde i Haderslev 1959, da der skulle vedtages nogle reviderede love for Blå Kors med et nyt indslag vedrørende BKU's arbejde. Der var en del diskussion. Ved den afsluttende afstemning om hele lovkomplekset, incl. BKU-paragraffen, stemte 123 for vedtagelsen og kun 5 imod. Jens Lund kunne berette om et godt arbejde blandt børn; der var i»håbet«ud over landet 1515 børn, og der var Blå Kors-ungdomsarbejde i Kolding, Haderslev, Århus og Esbjerg. En vis spænding mellem generationerne har der vel altid været og vil der vel altid være; og der behøver ikke altid ligefrem at være noget ondt i det. Det var i de årgange, hvor 192

der taltes så meget om ungdomsoprør, især på de såkaldte højere læreanstalter. Det var en lykke for Blå Kors, at vi kom igennem disse spændinger, så der ikke gravedes en uforsonlighedens kløft; uden BKU var vi jo endt som en hendøende pensionistforening uden fremtid. Der kom en fremtid med et stort set værdigt forhold mellem unge og ældre. Ti år senere skrev Povl Erik Bechmann:»Man kan nu i dag sige, at der ikke findes nogen ungdomsafdeling, der har et så godt forhold til hovedforeningen og hovedbestyrelsen, som vi har i Blå Kors. Mange i Blå Kors måtte erkende, at selv om de unge ofte var lidt voldsomme i synspunkterne, så havde de en kolossal energi, som mange ældre ' ikke havde. Man erkendte også, at de unge havde en meget større kontaktflade - og unge færdes jo blandt andre unge, som man netop gerne ville i kontakt med.«blå KORS' UNGDOMSGENTER»GRUBES PAVILLON«Når det på en så frodig måde gik fremad med Blå Kors ungdomsarbejde, BKU, hænger det i væsentlig grad også sammen med det ungdomscenter, der opstod i Vorbasse:»Grubes Pavillon«. Der var en baggrund, der på en måde gik langt tilbage i tiden. Jeg giver ordet til rejsesekretær Ejvind Møgelbjerg, der på en særlig måde havde Peder Grubes fortrolighed:»når vi i dag har Blå Kors' ungdomscenter, tidligere»grubes Pavillon«, og vil tænke på baggrunden, må vi gå langt tilbage i tiden, helt tilbage til ca. år 1860. Da boede der her i Vorbasse en lærer ved navn Theodor Grube. Han var en troende mand, kommet til troen ved Hernhuterne, brødremenigheden. Han påtog sig et søndagsskolearbejde her på egnen hele fire steder, i Vorbasse, Fitting, Skjoldborg og Nebel. Der holdtes søndagsskole på skift, to steder hver søndag. Theodor Grube gik til fods hen til de nævnte steder søndag efter søndag. Lærerlønnen var lille dengang, det var ikke let at klare sig med den beskedne løn, hvorfor Grube erhvervede sig et landområde på ca. 50 tdr. land i Vorbasse Sønderhede og begyndte at bygge en landejendom og drive landbrug for at få lidt ekstra indkomst ved siden af den lille lærerløn. Et mindre område blev beplantet med grantræer, og i dette område var der to gravhøje. Pladsen om den største gravhøj blev tilsået med græs; for her ville Grube have en mødeplads, hvor Guds ord kunne blive forkyndt ved indbudte talere. Hermed blev grunden lagt til det, der i dag er Blå Kors' ungdomscenter. Theodor Grube og hans hustru fik i deres ægteskab 10 børn; den yngste hed Peder. Peder kom som ung i murerlære; efter endt læretid bosatte han sig i Vorbasse og giftede sig. Peders forældre oplevede, at der kom mange mennesker til deres sommermøder; det var deres bøn, at Guds ord måtte lyde og blive til velsignelse. 1909-10 døde Theodor Grube og hans hustru. Peder Grube overtog gården; han og hans hustru førte også traditionen videre med sommermøderne i fortsat bøn om, at Guds ord måtte lyde rent og klart og blive til velsignelse. Peder Grubes ældste broder var allerede som 18-årig udvandret til USA og bosatte sig i Californien. Efter mange genvordigheder tjente han gode penge, så han kunne købe sig en farm, og han blev en rig mand. Peder Grubes hustru Kirstine døde 1935, og i 1939 rejste Peder Grube over til sin brod er i Californien. Besøget varede Vi år; så rejste han 193

hjem til Danmark, og meningen var, at gården på Sønderhede skulle sælges, hvorefter Grube ville vende tilbage til broderen i Californien for at blive der resten af sit liv. Men så kom jo krigen. Forbindelsen med Amerika blev afbrudt; Peder Grube fik ikke gården solgt, og under krigen døde broderen derovre i Californien. Peder Grube udtalte senere, at det er underligt at vide, hvordan vore forsøg på at krydse Guds vej kan blive standset, for at Guds plan kan fremmes, i dette tilfælde med det, der engang skulle blive til Blå Kors' ungdomscenter. Peder blev på gården sammen med sin søster, der holdt hus for ham. Han fik nu den idé at bygge en restaurant, så folk fremover kunne købe kaffe, når de kom til sommermøderne. Medens hans hustru Kirstine levede, var det sådan, at folk selv tog deres mellemmadder med, og Kirstine varmede så vand til kaffen. Peder Grubes ægteskab var barnløst; efterhånden nærmede han sig de 80 år, og han begyndte med ængstelse at tænke på, hvad der ville ske, når han ikke var mere. Der var ingen slægtsarvinger, og hvad kunne fremmede overtagere af stedet ikke finde på at misbruge stedet til med spiritus, dans og kortspil. Hvad kunne der ikke passere af synd i svang. Det blev for Peder Grube en samvittighedsnød at forhindre det. Omkring år 1960 henvender Peder Grube sig til Indre Mission, hvis formand dengang var pastor Chr. Bartholdy, om de var interesseret i at overtage stedet. Det var man ikke, og så henvender Grube sig til direktør Chr. Gundtoft, missionshotellet»ansgar«i Kolding, om Blå Kors evt. var interesseret; Gundtoft var dengang medlem af hovedbestyrelsen. Efter mange forhandlinger sagde hovedbestyrelsen ja tak til gaven, Grubes Pavillon med et jordtilliggende på 5 tdr. land. 1962 blev der oprettet et testamente, der blev udfærdiget sådan, at det var uomstødeligt. Blå Kors skulle overtage stedet efter Grubes død (han døde i april 1967), dog havende brugsret med øjeblikkelig varsel. 1964 byggede Grube en sovesal, og samme år afholdtes den første sommerlejr på Grubes Pavillon. Sekretær Ejvind Møgelbjerg flyttede ind, hans hustru overtog ansvaret for renholdelse, udlejning m.m. Siden hen er der jo sket meget med modernisering og tilbygninger m. v. Men det er den samme ånd, der råder, som i 1861. Når arbejdet har kunnet trives, og det klare sigte er bevaret, at Guds ord må lyde klart og rent til velsignelse for mennesker, skyldes det de bønner, der blev bedt i 1861, og som der stadig bedes. Måtte bønnens ånd fortsætte, at stedet stadig må blive til velsignelse for mennesker, der kommer her, at unge må finde vejen ind til Jesus,«sådan slutter Ejvind Møgelbjerg sin præsentation af historien om Grubes Pavillon, det nuværende Blå Kors' ungdomscenter, lederpar er Tove og Ib Østergaard. BKU har arrangeret utallige sommerlejre og stævner i Vorbasse; et par»ølejre«har været afholdt på Tunø. Sådan noget kræver, at man har folk med lederevner og en vis afholdsmæssig uddannelse. Blå Kors og Blå Kors Ungdom har nu over hele landet 35fritidsinstruktører, der er uddannede eller under uddannelse på»afholdsbevægelsens instruktørskole«. Det drejer sig om en to-årig uddannelse med 130 timer, et uddannelsestilbud, som vi jo ikke kendte før, men som er en god hjælp for alle, der har en oplysende gerning blandt børn og unge. For børn i alderen 9-13 år har BKU arrangeret brevklub. Ca. 1000 drenge og piger i Danmark, på Færøerne og i Grønland får seks gange om året tilsendt breve med sommerlejrbilleder, indbydelser af forskellig art, opgaver, historier, oplysninger m. m., afpasset efter alderstrin, og det har vist sig at være en brugbar kontaktmetode. 194

Et par ord også om Hørby ungdomsskole. Kredse fra Blå Kors og Blå Kors' Ungdom i Vendsyssel gik 1972 i samarbejde med Indre Mission på egnen om oprettelse af en ungdomskostskole med kristent livssyn. Der er plads til 94 elever. Skolen kan tilbyde statskontrolleredeprøveri9. og 10. klasse til de elever, der ønsker det. Hørby Ungdomsskole giver undervisning i 8., 9., 10. og 11. klasse og kan desuden modtage kurser af forskellig art. Forstanderparret er Finn og Emmy Jacobsen. ---- Efterhånden er der nogle, der er ved at blive betænkelige ved velfærdsstatens»smide væk-mentalitet.«det er blevet en god mode at oprette genbrugsbutikker, hvor brugte ting, især beklædningsgenstande, modtages og sælges og derved bliver en indtægtskilde til forskellige filantropiske formål. Genbrugsbutikker eller som de også kaldes»blå Korsshops«har vi nu ni steder: København - Næstved - Ålborg - Odense - Silkeborg - Nykøbing Mors - Struer - Torshavn og nu det sidst startede i Århus. Men det er ikke bare steder, hvor der handles. Det har vist sig, at det samtidig er kontaktcentre, hvor nogle også kommer for at fa en anledning til personlige samtaler. - Hvem begyndte med disse genbrugsbutikker? Det gjorde BKU med åbningen af»blå Kors Shoppen«i Næstved i foråret 1975. Det var Sydsjællands BKU gennem pædagogisk konsulent Tage Bechmann i Haslev, der startede. Som forhenværende medlem af Blå Kors internationale centralkomité har det min særlige interesse at erfare noget om BKU's engagement på nordisk og internationalt plan. Man har selv været vært her i Danmark for internationale stævner og adskillige gange deltaget i sådanne i udlandet forskellige steder. Man har arbejdet på fælles nordisk plan sammen med unge fra Norge og Sverige. Lad mig nævne, at man har ladet udarbejde og trykke i 75.000 eksemplarer brochurer med oplysning om alkoholfaren til uddeling i Afrika. Af særlig interesse var det, at det på generalkonferencen i Genéve 1977 efter 100 års jubilæumsfesten kunne meddeles, at de nordiske lande i fællesskab havde været med til at uddanne i Blå Kors-arbejde den sydafrikanske præst Elfas Mculu med tre måneders studieophold i hvert skandinavisk land. Omkostningerne med denne opgave var ca. 45.000 kr. Ydermere ville de unge, nordiske Blå Kors- og Blå Bånds-folk i de næste fem år garantere ham og hans arbejde ialt 30.000 kr. årligt. En smuk fællesnordisk opgave. Der kunne berettes meget mere; men det kan I læse om i det 20. års jubilæumsskrift, som de unge selv udgiver. - Det har stabiliseret BKU's arbejde med ansatte ungdomskonsulenter. 1966-70 var det Ingolf Larsen; 1970-75 lærer Tage Bechmann, og fra 1975 hedder ungdomskonsulenten Søren Winther Sørensen. Færøerne Der har altid været en god kontakt mellem Blå Kors i Danmark og Blå Kors på Færøerne, lige siden Blå Kors på Færøerne stiftedes så tidligt som i 1904. Skiftende sekretærer og medlemmer af hovedbestyrelsen har regelmæssigt besøgt de nordatlantiske øer, nogle endda flere gange. 1972 var landsformanden for Blå Kors i Danmark, forstander Jens Boje 195

og hustru Ruth Boje deroppe i 20 dage for som nybagt landsformand ved selvsyn at få et indtryk af Blå Kors på Færøerne. Ved vore årsmøder i Danmark har færingerne også jævnlig været repræsenteret. Afholdsbevægelsen har i mange år stået meget stærkt på Færøerne, langt stærkere end hernede i Danmark. Både 18størsteøer bor der ca. 38.000 mennesker, omtrent som i Roskilde. For få år siden opgaves antallet af organiserede medlemmer i afholdsbevægelsen til at være ca. 6000 dvs. ca. 20-25 % af den voksne del af befolkningen. I følge seneste medlemsstatistik er heraf ca. 3000 medlemmer af Blå Kors. Der er et godt udbygget børnearbejde i livlig forbindelse med dansk børnearbejde i Blå Kors, hvilket har kunnet lade sig gøre derved, at flere hundrede drenge og piger er brevklubmedlemmer; og arrangementet med brevklub ordnes jo hernede fra. Som tidligere omtalt var året 1907 et skelsættende år. Ved en afstemning blandt øernes befolkning hvori kvinderne for første gang deltog viste det sig, at et stort flertal gik ind for afskaffelse af al fremstilling og salg af spiritus på Færøerne, hvilket totalt forbedrede ædruelighedstilstanden på Færøerne. Der er sket nogle ændringer i lovbestemmelserne i 1928 og senere; men det principielle skulle være fastholdt, at man dvs. personer over 20 år kun kan erhverve sig spiritus ved import fra Danmark, vel at mærke, hvis man har betalt sin skat. Der har været stærk diskussion i lagtinget om ændring af de hidtidige lovbestemmelser med forslag om genindførelse af monopolhandel, som de medlemmer af lagtinget, som går ind for det, karakteriserer som en skærpelse. Der er blevet foreslået, at landsstyret får hjemmel til at give bryggerier tilladelse til at fremstille øl op til 5 vægtprocent alkoholindhold - i øjeblikket har de tilladelse til at fremstille øl under 2,5 % - og at al import af mere alkoholholdig øl forbydes, og at der oprettes en monopolhandelscentral i Thorshavn, som får eneret til import og salg af spiritus. Desuden skal man ikke se igennem fingre med, men standse ølklubsystemet, som med forbillede i NATO-stationen i Mjørkadal nær ved Thorshavn har grebet stærkt om sig i de senere år trods forbud i»gældende«lov. Som medlem af et sådant ølklubsystem kan man overlade til klubben at importere den tilladte mængde spiritus fra Danmark, og medlemmerne kommer så sammen i dertil indrettede lokaler til hyggeaftener og til i fællesskab at nyde en drink. Det har udartet til en plage i befolkningen. Medlemmernes besøg i klubben varierer stærkt; men dette system gør det nemmere at få fat i spiritus, selv om det er lovstridigt. Forslagstillerne kalder det en skærpelse af nuværende lovgivning. Det positive i forslaget er forbudet mod al import af det meget alkoholholdige øl. Blå Kors på Færøerne er dog skeptiske, hvad angår monopolhandelscentret og tilladelse til fremstilling af stærkt alkoholholdigt øl som foreslået (5 vægtprocent mod hidtil 2,5 %). Man foreslår forbud sat i kraft mod import af andet øl end det, som er tilladt at fremstille på Færøerne i øjeblikket. Desuden ønsker man tilladelse til import fra Danmark af 9 liter spiritus i kvartalet til privatforbrug reduceret. Lagtinget har nedsat et udvalg på syv medlemmer med repræsentanter fra alle partier til at arbejde videre med forslaget. Der var to ønsker, der blev diskuteret også, da Jens Boje og hustru var på besøg deroppe i 1972: 1) Ansættelse af en sekretær 2) Oprettelse af en klinik eller et behandlingshjem i Thorshavn. Tanken eventuelt om et pensionat blev også ventileret. Læger på Statshospitalet i Thorshavn finder oprettelsen af et behandlingshjem ønskeligt i Thorshavn. Statshospitalet er jo egentlig ikke indrettet til behandlingshjem for alko- 196

holikere. I akutte tilfælde slet ikke så få - indlægges alkoholikere i ca. 15 dage. De fleste falder tilbage, fordi behandling kræver længere tid. Dertil er pladsen på Statshospitalet for begrænset; dertil må også føjes, siger læge Leif Knudsen, at Statshospitalet principielt er beregnet for andre. At behovet er der, viser også forbindelsen mellem alkoholmisbrug og kriminalitet. Selv om gennemsnitsforbruget pr. indbygger er lavere end hernede i Danmark, er der dog en del kriminalitet. Drikkemønstret er anderledes. Det daglige forbrug er måske knap så udpræget; men når der så drikkes, går det for nogles vedkommende voldsomt til. I havnebyen Grenå for at drage en sammenligning med en by af samme størrelsesorden bliver årligt 40-50 mennesker sat i detentionen for fuldskab; i Thorshavn er antallet så højt som 450-500 personer årligt. Materialer fra landslægens retsmedicinske undersøgelser peger i samme retning. En fjerdedel af de dødsfald, som blev underkastet retsmedicinsk undersøgelse i de seneste undersøgelser, var mennesker, som var påvirkede af spiritus, og en trediedel var kommet af dage ved ulykkestilfælde. Det skulle styrke formodningen om, at kriminalitet og ulykker på Færøerne som andre steder øges med alkoholprocenten. Da informationschef Poul Erik Bechmann to år senere var hovedbestyrelsens repræsentant på årsmødet for Blå Kors på Færøerne, var de samme spørgsmål på dagsordenen; og det blev eenstemmigt vedtaget at rette henvendelse til hovedbestyrelsen i Danmark om ansættelse af en ungdomssekretær for Blå Kors på Færøerne. Blå Kors på Færøerne synes at være i god kontakt med lægerne på Statshospitalet i Thorshavn. På deres årsmøde 4.-5. maj 1974 talte overlæge ved Statshospitalet i Thorshavn om sindslidelser som følge af alkoholmisbrug og nævnte, hvordan det stærke alkoholmisbrug kan medføre: delirium tremens, hallucinationer, vrangforestillinger etc. Hans anerkendelse af værdien i personlig kristendom kom til udtryk derved, at han til sidst nævnte, at den bedste hjælp var en regulær omvendelse til Gud. Der var årsmøde 1975 i Haslev, og i forbindelse hermed blev der i hovedbestyrelsen truffet aftale om at ansætte en færing, Johs. Alvheygg, som Blå Kors' første sekretær på Færøerne. Han havde været sekretær for Thorshavn KFUM, han var på to måneders studieophold i Danmark, først en måned på Indre Missions Bibelskole i Børkop, dernæst en måneds besøgsrejse på alle vore Blå Kors-hjem m.m. Han var velorienteret om Blå Kors i Danmark, da han rejste hjem til Blå Kors på Færøerne, som nu havde fået et længe næret ønske opfyldt. Grønland i søgelyset 6. 13. august 1966 havde jeg den fornøjelse at være deltager i en international ungdomslejr, som BKU var vært for på afholdsselskabernes ungdomsskole i Ejstrupholm. Der holdtes flere vægtige foredrag. Et af dem var»grønland i søgelyset«, holdt af daværende grønlandsminister Carl P. Jensen. Der blev givet mange interessante oplysninger, som jeg kort skal referere noget af. Grønlandsministeren sagde, at Grønland indtil 1950 - var et lukket land, hvor al handelsvirksomhed siden kolonisationen i 1720'erne var monopoliseret. Siden oprettelsen 197

af»den kongelige grønlandske Handel«i 1774 var der tale om et rent statsmonopol, der blev opretholdt indtil 1950. Formålet var at hindre befolkningen i at blive udnyttet af handelsfolk udefra og samtidig beskytte befolkningen mod svingende priser på verdensmarkedet.»kongelig grønlandsk Handel«opkøbte de varer, som grønlænderne kunne levere: sælskind, ræveskind, isbjørneskind, hval- og sælolie, og sørgede så for, at grønlænderne fik de kolonialvarer og andet, hvad de havde behov for. Landet var barsk; der var ingen muligheder for jordbrug; man var henvist til fangst og jagt og levede en primitiv, ussel og fattig tilværelse. Indtil 1. verdenskrig var de en meget lille befolkningsgruppe på ca. 12.000 mennesker på ca. 200 små bopladser langs vestkysten af Grønland. Ikke desto mindre skete der på 25-30 år en fordobling af befolkningstallet, dvs. omkring ca. år 1950. Men samtidig skete noget faretruende, en stærk tilbagegang i sælbestanden, og sælfangsten havde fra Arilds tid været befolkningens hovederhverv, der ikke alene skaffede føden men også skind til beklædning, spæk og tran til opvarmning og belysning, materiale til fangstredskaber. Eksistensgrundlaget var ved at smuldre bort, bl.a. på grund af fremmede sælfangeres rovdrift på sælyngelen uden for Grønland. Som følge af de usle forhold - dårlig ernæring, sygdom (i første række tuberkulose og børnedødelighedens omfang) var gennemsnitslevealderen omkring 30 år. Danmark måtte gøre noget effektivt. Statsminister Hans Hedtoft tog i 1948 med en af rigsdagen nedsat delegation til Grønland i august måned og lovede grønlænderne, at han efter sin hjemkomst ville foranledige, at spørgsmålet om Grønlands fremtid, landets økonomiske og erhvervsmæssige udvikling ville blive taget op til en nøje vurdering i samarbejde med den grønlandske befolkning. Dette løfte til det grønlandske landsråd resulterede i den såkaldte»store grønlandskommission«, der afgav sin betænkning i 1950. Sælfangsten svigtede som sagt, men samtidig havde man konstateret rige forekomster af fisk; og dette måtte blive fremtidens indtægtsmulighed. Dette kunne imidlertid kun lade sig gøre ved at opbygge en fiskeforædlingsindustri med moderne frysetekniks muligheder for at kunne præsentere den færdige vare. Det begyndte med en rejehermetikfabrik i Christianshåb. Senere kom et anlæg i Narsaq i Sydgrønland, hvor man begyndte et fåreslagteri. Det første anlæg med fremstilling af frosne fiskefilet'er kom i Sukkertoppen; alt i alt investerede man fra 1950 60 ca. 20 millioner kroner og udlånte ca. 12 millioner til fiskefartøjer. Befolkningstilvæksten var stærkt stigende i disse år, og der måtte foretages et enormt arbejde for at gennemføre omstilling til et moderne industrisamfund i ret væsentligt omfang, så der blev nedsat et nyt udvalg, det såkaldte»g. 60 udvalg«(grønlandsudvalget af 1960), der fik meget store opgaver betroet. I årene 1950-1964 investeredes ialt 800 millioner kroner af staten, eller ca. 55 millioner kroner om året. Hvad blev pengene brugt til? Det drejede sig om mange tekniske anlæg som el- og vandværker, vejanlæg, havne- og kajanlæg, et omfattende boligbyggeri (ialt opførtes 3000 boliger, idet 40 % af boliger før 1959 var saneringsmodne). Et stort uddannelsesprogram skulle gennemføres; sundhedsvæsen og sociale institutioner tilgodeses. Alt ialt regnede G. 60-betænkningen over en tiårig periode med ca. 2,1 milliarder kroner i investeringsbehov. Alt dette lyder jo voldsomt og var det også. Grønland var et forsømt område, og nu efter krigens ophør skulle Grønland ikke have kolonimæssig status, men være en ligeberettiget provins af Danmark. I Syddanmark har vi haft adskillige generationer til omstillingen 198

fra det primitive bondesamfund til et gennemrationaliseret landbrugsland og moderne industrisamfund. Det krav, der stilledes til Grønlands befolkning, var, at de med samlede ben skulle foretage et spring ind i det tyvende århundrede uden at have gennemlevet udviklingen i det nittende. Sundhedstilstanden blev ganske vist betydeligt bedre. Tuberkulosen forsvandt næsten. Gennemsnitslevealderen steg fra tidligere ca. 30 år til 53-54 år, og det samlede befolkningstal er nu ca. 50.000. Men der var noget, der uhyggeligt forværredes, og det var ædruelighedstilstanden. Da Grønland blev en ligeberettiget provins med det øvrige Danmark, blev også spiritussen givet fri fra 1. januar 1955 at regne, og det fik uhyggelige konsekvenser. Det gik som i sin tid på Island og Færøerne. Da monopolhandelen blev ophævet, kom der et hav af spiritusproblemer, for befolkningen var ikke forberedt og modent til det. Det var i den anledning, at færingen, indremissionær Adrian Johansen, med rette skrev:»det er ikke en skam at begå en fejl; men det er en skam at begå den samme fejl tre gange.«både grønlændere og danske så straks, hvilken ulykke det stærkt forøgede spiritussalg ved rationeringens bortfald medførte. Desværre var der mange danske håndværkere og andre syddanskere, som var et dårligt eksempel for grønlænderne; det må dog siges, at boligforholdene for danske håndværkere ofte var ringe og derfor en yderligere fristelse til at tage ud og drikke. Ulykkesdødsfald og kriminalitet tog til i amtet. Børn mødte ofte i skolen forsømte, snavsede og underernærede og lidende af mangel på søvn, foranlediget af drikkeri i hjemmene. Alt dette var en slem vrangside af den opnåede frihed. Der var også lyspunkter. Der kom omgående en kraftig modreaktion på afholdsbasis, især fra Blå Kors' side, men også fra Hvide Kors. Så tidligt som 1956 kunne der meldes om 46 arbejdende»blå Kors«-foreninger med ca. 1200 medlemmer, og»hvide Kors«havde 5 foreninger med 242 medlemmer. Glædeligt var det, at det var de unge og de dygtigste unge, der meldte sig til afholdsforeningerne. Det har knebet meget at finde frem til en løsning af spiritusproblemerne, man kunne blive enige om, og der er vist stadig i min skrivende stund fortsat på Grønland ikke enighed herom. Ved Grønlands Blå Kors' landsmøde i juni 1975 i Godthåb var den ene af talerne landsrådsmedlem Jørgen Olsen, Holsteinsborg. Det tør nok siges, at han vidste, hvad han talte om. Jørgen Olsen har størst anciennitet med hensyn til medlemskab af landsrådet. I Blå Kors' familieårbog 1976 er der en redegørelse for hans omstridte syn på løsningen af Grønlands alkoholproblemer. Jeg citerer, hvad han sagde:»i landsrådets forårssamling 1974 gentog jeg den opfattelse, som jeg fremsatte allerede for seks år siden, nemlig at et totalforbud mod spiritus er nødvendigt. Hvis landsrådet ikke kan enes herom, bør indføres en ordning, som den Færøerne har. Begge mine forslag nedstemtes, og den lange debat i forårssamlingen 1974 endte med, at man overgav sagen til ædrueligheds-udvalget nøjagtig på samme måde, som man for seks år siden sendte sagen til den daværende ædruelighedskommission. Ædruelighedskommissionen arbejdede med sagen i flere år - det kostede mange penge. Vi skulle i dag kunne se resultatet af kommissionens arbejde i form af nedsat spiritusmisbrug. Men er dette sket? Absolut ikke. Misbruget og de efterfølgende ulykker har aldrig været så stort som i dag. 199

Hverken forbud eller restriktioner At disse synspunkter er rigtige, bekræftes af den for nylig udkomne rapport fra ædruelighedsudvalget. Udvalget er enig med de synspunkter, som fremkom i landsrådets forårssamling om, at man hverken skal have forbud eller restriktioner. Udvalget hævder, at disse forhold næppe kan have større indvirkning på misbrugets omfang. Men hvorfor siger Jørgen Olsen - lukker man øjnene for den kendsgerning, at de fleste af vore vanskeligheder i Grønland har rod i spiritusmisbruget? I 1973 blev der brugt alene 100 mill. kr. til spiritus. Der skete 4.500 lovovertrædelser i forhold til Danmark næsten det dobbelte. Af disse overtrædelser var 410 forbrydelser. I forhold til Danmark er det 13 gange så meget. Der blev begået 76 sexualforbrydelser det er tre gange så mange som gennemsnittet i Danmark. Der blev begået fem mord - ti gange så mange som dansk gennemsnit. De fleste forbrydelser fuldbyrdes under påvirkning af spiritus - og så har jeg slet ikke nævnt alle ulykker og den dybe, menneskelige nedværdigelse, som følger i kølvandet af misbruget. På grund af spiritusmisbrug er der i visse byer almindelig angst for at gå ud efter mørkets frembrud. Før man frigav spiritus i Grønland, var vi grønlændere berømte for vores moralske og hensynsfulde optræden. Nu er vi ved at blive betragtet med nedværdigende følelser.«det var jo vemodige udtalelser af en grønlænder, der elsker sit folk. Om nogen steder, vil man forstå ham i Blå Kors. Her skal vi ikke gå og vente på kommissioner, men gøre dagens gerning, og det gør man i Grønland. I følge seneste statistik, jeg har fra 1978, så er der i Grønland 59 lokalforeninger med 2.517 medlemmer samt 37»Håbet«s børneafdelinger med 3000 medlemmer; ialt 5.517 medlemmer; det er jo ca. 10 % af den samlede befolkningsgruppe. Det er de unge, der præger Blå Kors-billedet. 60 % af alle medlemmer siges at være under 18 år og 70 % under 25 år. Det skulle der da være fremtid i. Og så er der sket det meget glædelige, at Grønlands Blå Kors nu har fået sin egen alkoholkonsulent, nemlig lærer Thomas Berthels, Godthåb, der i en årrække har været formand for Blå Kors på Grønland. 1. kuli 1977 påbegyndte han en ni måneders uddannelse hernede. Han har været på Indre Missions Bibelskole i Børkop, og han har deltaget i Afholdsselskabernes instruktørskole, og så har han naturligvis studeret alt, hvad vi har af Blå Kors-institutioner i Danmark, så han skulle være vel udrustet til sin kommende gerning på Grønland. Det forekommer mig at være en lykkelig ordning, at det blev en grønlænder, der blev alkoholkonsulent på Grønland, og en færing, der blev Blå Kors-sekretær på Færøerne. 1917 omtales en Blå Kors-forening i Godthåb, og 1925 blev en Blå Kors-forening i Sukkertoppen tilsluttet Blå Kors i Danmark; det var dog først efter monopolhandelens ophør, at problemerne kom; og i 1958 skete i den nye situation tilslutningen til Blå Kors i Danmark. 200

Blå Kors' landskontor og medarbejdere Centralen, hvor trådene samles i Blå Kors' landsdækkende arbejde, er naturligvis hovedkontoret. Vi er flyttet nogle gange i de mange år, Blå Kors har eksisteret. Det har ikke været fornemme haller, som de på hovedkontoret ansatte har færdedes i; tværtimod var det beskedne lejligheder, der dannede ramme om det daglige kontorarbejde, for pengemidlerne var små. Det blev efterhånden bedre. Der var glæde i sindene, da man 1. september 1953 kunne flytte fra nogle mørke og trange lokaler i Nørregade 43 hen i»danske Afholdsselskabers Landsforbunds«lokaler i Gothersgade 109. Det var noget smukkere repræsentabelt med udsigt over til Rosenborg Slot og Kongens Have. Her var vi så i 11 år og flyttede, om jeg så må sige, over på den anden side af Kongens Have, idet vi fik hovedkontor i Kronprinsessegade 54 fra 1. november 1964, og det var da vist nogle gode kontorlokaler, vi havde der. Imidlertid opstod der efterhånden et stærkt ønske om at flytte landskontoret, som det nu benævnes, til hovedlandet Jylland, hvor de fleste og de stærkeste Blå Kors-foreninger fandtes. Blå Kors købte en villa i Silkeborg, Frederiksberggade 23, som officielt indviedes til landskontor 4. oktober 1976. Det var ikke nogen ubetydelig afgørelse, der hermed blev truffet. Lige siden århundredskiftet havde hovedkontoret i reglen under beskedne kår været i København. Det var i mange år en selvfølge og praktisk de mange gange, man skulle forhandle med indenrigsministeriet eller socialministeriet. Efter storamternes oprettelse blev mange afgørelser lagt ud i amterne; det var mere enkelt, når man i København bare kunne gå ind i et af ministerierne og forhandle om foreliggende sager, så da var det så ligetil, at hovedkontoret skulle være i København. Men for de få og små lokalforeninger i København var det ikke uden vemod, at hovedkontoret fraflyttedes København. Millionbyen København står afholdsmæssigt allersvagest. Her er det store, åbne sår, der bløder med de umådelig mange alkoholskadede, der nu engang er i en storby. Men København vil ikke blive glemt blev der sagt. Det varede heller ikke længe, før et initiativ bekræftede dette. Ikke mange skridt fra Kronprinsessegade 54, lige om hjørnet i Sølvgade 14 ved siden af Sølvgades skole og stadig over for Kongens Have indrettedes et Blå Kors-Center for København. Her indrettedes i kælderetagen en genbrugsbutik. I stueetagen indrettedes et hyggeligt mødelokale i et tidligere møbelpolstrerværksted; endvidere er der et kontor til centerlederen. Der afholdtes en lille receptionsfest den 5. januar 1977, hvor der udtaltes mange gode ønsker om, at også dette initiativ måtte bringe velsignelse. I sin hilsen nævnede landsformanden, Jens Boje, en beretning, han havde læst om nogle engelske soldater, der i en udbombet kirke fra krigens dage fandt et krucifiks, hvor Jesu hænder manglede. En af soldaterne sagde da:»jamen, det er jo det, vi skal være!«jens Boje udtrykte ønsket om, at Centret i Sølvgade 14 måtte blive et sted, hvor de, der fik deres gerning her, måtte få velsignelse til med kærlighed at være»jesu hænder«for mennesker, der trængte til hjælp. - Den nuværende leder af Blå Kors-Centret og shoppen i Sølvgade 14 er Erling Thøfner. Måtte der blive god opbakning af frivillige medarbejdere; 201

for der synes at være meget at gøre her; der kommer mange, der trænger til støtte og vejledning. En meget lang række af medarbejdere har en kortere eller længere tid haft deres gerning på hovedkontoret. Fra 1947 1967 var diakon Peter Hansen landssekretær; i de sidste år tituleret generalsekretær. 1967 ansattes Peter Hansen som forstander i»ensomme Gamles Værn«. Han døde den 23. april 1978. Mange vil huske hans ranke, repræsentative skikkelse i taknemlighed for hans indsats på forskellig måde. Han havde også en varm interesse i fællesskabet i»nordisk Råd«sammen med norske Blå Kors-folk og svenske Blå Bands-folk. Forfatteren Niels Randkær, søn af afdøde landsformand i Blå Kors, M. N. Randkær, skrev kønt i nogle mindeord om Peter Hansen, at»havde han været tyve år yngre, havde han været selvskreven som præst. Han kunne holde en prædiken, som mange teologer ikke kunne gøre ham efter.«fru Ebba Hundrup begyndte som assistent på hovedkontoret 1. januar 1960 og har nu en række år været kontorchef på landskontoret; og vi kender jo alle hendes gode indsats sammen med hele medarbejderstaben på kontoret og p.t. som ansvarshavende redaktør af Blå Kors-bladet. Da»Sikem«ophørte med at være kurhjem for kvinder, ophørte Marie Søndberg ikke med sin gerning, hun var jo forstanderinde på»sikem«. I mange år øvede hun rådgivningstjeneste for kvinder på hovedkontoret og på afholdsselskabernes ambulatorium ude på»ortopædisk Hospital«. Fhv. indremissionær Charles Hansen, der døde 16. oktober 1973, kun 62 år gammel, fungerede i 17 år bl.a. som en slags efterforsorgssekretær for udskrevne patienter. Efter norsk mønster var der nogle år en kammeratskabsklub af tidligere patienter, der samledes på hovedkontoret under Charles Hansens ledelse. Efter Charles Hansens død ansattes fra 1. marts 1974 som socialfuldmægtig Kay Broman, der jo i sine unge dage havde været socialsekretær i Blå Kors, så han var os derfor et kendt navn. Han er samtidig sekretær i de fleste landsledede virksomheders tilsynsråd og udvalg. 1970-77 var lærer P. E. Bechmann informationschef i Blå Kors med god kontakt til pressen. Han var hovedbestyrelsens sekretær og i flere krævende opgaver hovedbestyrelsens forlængede arm. Hernede i Sønderjylland erindrer vi initiativet til behandlingshjemmet i Christiansfeld. I sine helt unge dage var han stærkt medvirkende til, at BKU fik den placering, som det fik. Han startede»håbet«s brevklub, som hans broder, T. Bechmann, videreførte. Han var familieårbogens redaktør 1974-78 med friske impulser; han medredigerede i Blå Kors-bladet. En studierejse til Grønland i sommeren 1973 gav anledning til, at han i fællesskab med sin hustru Elke skrev bogen»mennesker og miljøer i Grønland«. På årsmødet 1967 i Esbjerg indbragte P. E. Bechmann et forslag om, at det traditionelle kursus for hele landet, der i mange år var blevet afholdt i København i begyndelsen af febr. måned blev erstattet med regionale kurser om efteråret forskellige steder i landet. Forslaget vandt gehør, og da han var ansat som pressesekretær, bemyndigedes han til at tilrettelægge disse landsdelskurser. En masse mennesker blev engagerede som foredragsholdere, og berøringsfladen kursusmæssigt nåede et betydeligt omfang. Det toppede 1977 med 25 landsdelskurser. 1977 udnævntes P. E. Bechmann af Den danske Brødremenighed til præst i Hopedale i Labrador efter en usædvanlig virksom tid i Blå Kors' tjeneste. Det er meget betydelige beløb, som Blå Kors i dag må administrere. Posten som øko- 202

nomichefer derfor blevet et ret krævende job. Da hovedkontoret flyttede til Silkeborg ønskede Johannes Skat-Petersen at trække sig tilbage og til økonomichef udnævntes herefter Jens Juul, Pårup, der så samtidig udtråd te af hovedbestyrelsen. Indtil opfindelsen af antabustabletten og dermed følgende ændring af behandlingsformen var det også blandt speciallæger i psykiatri den almindelige mening, at der var bedst mulighed for et varigt resultat, hvis alkoholpatienter var villige til kurhjems-ophold et helt år. Sådan ser man ikke mere på det. Opholdet på et kurhjem varer sjældent mere end 3 måneder. Man mener at have bedre hjælpemidler i dag, og at flere på et tidligere tidspunkt ved gennemførelse afkortere ophold på kurhjem kan få behandlingstilbud. Men man mener ikke, at bare man har været en 2-3 måneder på et hjem, så er alt uden videre lysegrønt og problemfrit. Derfor henvises ofte til fortsat behandling på ambulatorium eller støtte på anden måde. Af samme grund vedtog hovedbestyrelsen allerede i slutningen af 1975, at der skulle oprettes et net af sociale kontaktgrupper, som udskrevne patienter kan henvende sig til og få støtte hos, hvis de ønsker det. Det er blevet til 13 sociale kontaktgrupper, spredt ud over landet. Hver gruppe består normalt af fem medlemmer. Med mellemrum afholdes små kurser på vore behandlingshjem til vejledning og dygtiggørelse af medlemmer i disse kontaktgrupper. Den 1l. juni 1970 døde pludseligt sognepræst Børge E. Andersen få dage efter Blå Kors' årsmødes afslutning i Hjørring. Han havde været medlem af hovedbestyrelsen 1945-1970 og landsformand 1951 1970. Foruden at være sognepræst på Nørrebro ved Tagensbo kirke i mange år kun en barakkirke var han engageret i meget andet kirkeligt arbejde, især af diakonal art som»folkekirkens Nødhjælp«og»Folkekirkeligt Filantropisk Forbund«. Han sad i de ministerielle kommissioner, der udformede lovene af 1960 om alkoholistforsorgen i Danmark, der endelig accepterede alkoholisme som sygdom. Det var i en meget betydningsfuld overgangsperiode i alkoholistforsorgen, Børge Andersen var formand, og han formåede dygtigt at få Blå Kors placeret i en ny tid. Pastor Børge E. Andersens efterfølger som landsformand i Blå Kors blev forstander Jens Boje, Hvilehjemmet»Karmel«i Hobro. Store og krævende projekter i Blå Kors i 70'erne lå og ventede på deres løsning for Jens Boje og den øvrige hovedbestyrelse. En på flere måde progressiv udvikling var i gang i disse år, som det vil fremgå af, hvad der er omtalt i denne bog. Jens Boje indvalgtes i hovedbestyrelsen 1961. Vore rejsesekretærer Ældre medlemmer af Blå Kors kan nok huske, at vi havde en sangmissionær Poul Nielsen, der i mange år boede på Jegindø. Før Poul Nielsen havde Blå Kors en kvindelig sangmissionær, frk. Ingeborg Jensen, der havde medvirket ved mange Blå Kors-møder. 1. oktober 1917 ansatte hovedbestyrelsen Poul Nielsen som sangmissioner. I ca. 35 år tjente han i Blå Kors med sin violin, sin sang og forkyndelse. Selv som pensionist talte og»sang«han nu og da Blå Kors' sag. Han døde 1960. Overlærer Aninus Pedersen, der døde først på sommeren 1976, var i 15 år fra 1931-1946 rejsesekretær for Blå Kors med bopæl i Ålborg og Odense, medens han var rejsesekretær. 1946 vendte han tilbage til lærergerningen, men brugte fortsat noget af sin fritid til mødevirksomhed for Blå Kors. Sine sidste år boede han og hans hustru i Otterup på Fyn. Rejsesekretær Inggaard Frederiksen, Ålborg, kom i Blå Kors' tjeneste fra 1. januar 203

1947. I mange år, lige indtil pensionistalderen nåedes 1971, var han ansat hos os, og stillede sig også velvilligt til rådighed en række år ind i pensionistalderen. Diakon Morten Jensen, Skjern, var rejsesekretær for Blå Kors fra 1. maj 1948 og blev ligesom Inggaard Frederiksen pensioneret 1971. Også han stillede sig til rådighed en årrække som pensionist. Morten Jensen var en dygtig oplæser af jydske digte. Hans yndlingsforfatter var vist Anton Berntsen, hvis østjydske digte han ofte læste til glæde for os. Anton Berntsen var jo fra Vejlegnen, og ham har jeg kendt som barn i min fødeby. Rejsesekretær Ejvind Møgelbjerg, som nu bor i Aulum, kom i tjeneste hos os fra 1. oktober 1948. Møgelbjerg var som tidligere omtalt aktiv i»håbet«s arbejde. Da Blå Kors fik»grubes Pavillon«i Vorbasse, flyttede ægteparret Møgelbjerg derned fra Århus. I otte år boede de her, og det betød meget både for Blå Kors og gamle Peder Grube, så længe han levede, at hr. og fru Møgelbjerg boede der i den første pionertid. Det var fru Møgelbjerg, der passede det derhjemme, medens Møgelbjerg var på møderejse. Møgelbjerg kunne og kan, for han er stadig i fuld vigør, hvad ikke alle og enhver kan, nemlig spille på savblad. Det har han hygget os med i mangen en kaffepause, når han havde en Blå Kors-aften. Der var endnu een, der blev rejsesekretær for Blå Kors i 1948. I slutningen af oktober blev Christian Jørgensen, der indtil da havde været forstander på Ørsholt, antaget af hovedbestyrelsen som rejsesekretær med bopæl i Risskov ved Århus. Hans tjeneste som forstander på Ørsholt faldt i den periode, da lovgivningsmæssigt vilkårene var vanskelige for arbejdet på hjemmene. Det var Blå Kors en glæde, at han forblev i vor tjeneste som rejsesekretær en række gode år. Christian Jørgensen døde april 1979. De unge er glædeligvis også med i sekretærstaben. Fra 1. april 1974 ansattes Kurt Frost på Fyn med bopæl i Otterup. Siden Poul Erik Bechmanns bortrejse overtog Kurt Frost redaktionen af familieårbogen, medens pressesekretær Klaus Jørgensen overtog informationstjenesten. Man sagde engang, at lokalforeningerne i Blå Kors var rygraden i Blå Kors. Gerningen på hjemmene er uhyre vigtig. Men der skal jo i lokalforeningerne være en vis rygdækning. Derfor betyder det noget, at rejsesekretærerne kommer rundt i foreningerne. Sekretærernes arbejde foregår måske lidt mere i det stille; og ofte er det nok små kredse, der tales til. Men derfor må det ikke underkendes, men værdsættes, selv om det måske ofte ikke er særlig meget i»focus«. - Som nævnt er der jo også en række uddannede fritidsinstruktører, som der kan trækkes på til mødearrangementer. To jubilæumsfester Februar 1970 var der 75 års jubilæumsfest i Blå Kors. Festlighederne afholdtes i weekenden 7.-8. februar i København, hvor Blå Kors begyndte sin gerning. Der var jubilæumsfest lørdag aften i Bethesda, hvor festtalen holdtes af formanden for Københavns Indre Mission, sognepræst N. P. Sørensen, Lutherkirken, der talte ud fra ordene:»menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«blandt de mange hilsener og ønsker var også en hilsen og lykønskning fra Københavns biskop W. Westergaard Madsen, der røbede, at hans gejstlige karriere startede i Blå Kors børneforening»håbet«i Valby. Unge fra Blå Kors Ungdom opførte tre ekstemporalspil, omhandlende alkohol- og narkomaniproblemer. Efter opfordring fra hovedbestyrelsen 204

stod BKU for et arrangement søndag eftermiddag i Bethesda, hvor de unge opførte grønlandsskuespillet»liv eller død«, som ungdomssekretær Ingolf Larsen havde bragt med hjem efter en Blå Kors-rejse på Grønland. Det alvorlige grønlandsskuespil vedrørende alkoholproblemer er skrevet af Edvard Østermann, Jakobshavn, og opførelsen heraf blev for de fremmødte søndag eftermiddag en betagende oplevelse. Særlig opmærksomhed vakte det ved festen lørdag aften, da det meddeltes, at formanden for Blå Kors i Danmark, sognepræst Børge E. Andersen, var udnævnt til ridder af Dannebrog. Da Blå Kors' næstformand, forstander Jens Boje, fæstnede ridderkorset på hans jakke, udtalte Børge Andersen:»Jeg kan kun bære det som en hædersbevisning til Blå Kors ikke til mig personlig.«søndag formiddag var der jubilæumshøjmesse i Set. Jakobs kirke på Østerbro, hvor Børge Andersen prædikede. Det var i Set. Jakobs sogn, at Blå Kors begyndte i 1895. Fem år senere holdtes der 80 års jubilæumsfest. I den anledning udkom der en 16-sidet jubilæumsavis, dygtigt redigeret af informationschef Poul Erik Bechmann og en stab af medarbejdere. Det ville blive næsten en lille bog for sig at referere de mange læseværdige artikler, også fra mange unge Blå Kors-folk. Da jubilæumsfesten afholdtes i København i Bethesda søndag den 2. februar 1975, talte Blå Kors' landsformand, forstander Jens Boje ud fra bibelordene:»følg mig«og udtalte bl.a. følgende:»den fylde, der ligger i disse ord fra vor bibel, var Blå Kors' linie før og er det også i dag. Dette kald ønsker vi at være tro imod, både når det høres som et kald til efterfølgelse i forbøn, medmenneskelig tjeneste, givertjenesten eller til stilhed. Det er Blå Kors ønske at måtte være en forgård både til vor kirke og vore samfund, da vi ikke ønsker at være selvstændige menigheder, men led i en større sammenhæng. Vi byder enhver velkommen i foreningen til et medarbejde på denne linie. Skal Blå Kors imidlertid fortsat være en tjeneste i menigheden og ikke blot i socialforsorgen, må denne linie styrkes. Menigheden må bakke Blå Kors mere op og give foreningen plads, så Blå Kors kan være menighedens udrakte hånd til en gruppe mennesker i nød en udrakt hånd fra mennesker, der mener, at et liv uden Jesus er fattigt liv.«folkekirken HAR LAGT BLÅ KORS PÅ IS Det var en dristig udtalelse, som daværende landsformand, afdøde pastor Børge E. Andersen, kom med i sin beretning på Blå Kors' årsmøde på Bornholm 28.-30. maj 1965, og den fik naturligvis ben at gå på i dagspressen, så Kaj Erik Lindqvist, programleder dengang i»kirkeligt Magasin«, foranledigede et interview med Børge Andersen i statsradiofonien om, hvad han nu mente med det. Børge Andersen havde sagt noget om, at når der var tale om vore behandlingshjem og ambulatorier, så havde vi en meget god stilling også hos de offentlige myndigheder. Men når det drejede sig om det forebyggende arbejde, så lå det meget tungt både i offentlige og private kredse.»det er, ligesom man ikke har syn for, hvor vigtigt det er, at man tager hensyn til mennesker her i vores land, for hvem spiritus er et problem.«han sagde endvidere:»vore muligheder inden for folkekirken er ikke gode, hvilket hænger sammen med en dårlig, men udbredt teologi, som ikke har plads for det personlige offer, og som kapper forbindelsen mellem kristendom og moral. Det toneangivende præsteskab vil ikke vide af en sag som Blå Kors i angst for alt, som har karakter af 205

pietisme. Det er vor opgave i vor kirke at røgte den opgave, vi fik betroet, så man kan se, at Blå Kors ikke er gernings-retfærdighed, men en tjeneste i lydighed mod Jesu ord. Sådan blev der sagt i 1965. Vi skriver nu 1979. Er forståelsen bedre i dag? Vi har heldigvis to diakonhøjskoler her i landet, diakonhøjskolen i Århus og diakonhøjskolen på»filadelfia«ved Diana-lund, og en række unge kvinder og mænd uddannes år efter år til diakonal tjeneste af forskellig art. Og alligevel synes jeg, at den diakonale forståelse i samtlige kirkelige lejre her i Danmark er svag, ustandselig skal diakoni mistænkes for gerningsretfærdighed og farisæisme. Er der noget om snakken, at velfærdssamfundets menighed stadig stort set har lagt diakoni i almindelighed og Blå Kors i særdeleshed på is ud fra den formening, at alt dette må henvises til den sociale sektor og er den kristne menighed ganske uvedkommende? Lignelsen om»den barmhjertige samaritaner«(luk. 10,23-37) har i de mange år, Blå Kors i Danmark har eksisteret, givet os symbolet på vor gerning; se omslagsbilledet til denne bog, tegnet af tegneren Per Illum. Jeg kommer til at tænke på nogle spøgefulde bemærkninger af den tidligere biskop i Århus, Skat Hoffmeyer i en fortolkning til denne lignelse. Skat Hoffmeyer skrev:»gud smiler vist ad teologiens»vanskelighed«med at bestemme forholdet mellem tro og gerninger, og Han smiler endnu mere (eller Han harmes) over teologernes»problemer«på dette punkt. Det er formodentlig rigtigt, at alt hospitalsvæsen i verden går tilbage til denne lignelse! Den var jo nu engang sat ind i verden, og kristenheden havde fået den at fundere på og fandt til sidst, at der burde være sådanne»herberger«, hvor overfaldne og syge kunne anbringes. Og det blev i tidens løb til hospitalerne. Efterhånden blev disse til en samfundssag, der opretholdes ved vore skatter. Deraf følger til den ene side, at den barmhjertige samaritaners opgave i vor tid indskrænker sig til at skynde sig til den nærmeste telefon og ringe efter ambulancen; eller, om man vil, samaritaneren bliver den fastansatte og fastlønnede ambulancemand. Til den anden side følger, at man er den barmhjertige samaritaner på forhånd, når man betaler sin skat; men det er de færreste af os, der betaler den af barmhjertighed; hvis vore tanker overhovedet under vor gang til skattekontoret (skrevet før kildeskattens indførelse) strejfer Lukas det tiende kapitel, synes vi snarere, vi ligner manden, der var faldet blandt røvere. På den måde er også dette livsområde blevet mekaniseret i vore dage; vi har taget sjælen ud af forholdet mellem mennesker.«vi sad engang nogle stykker Blå Kors-folk på et Blå Kors-hjem sammen med en overlæge og drøftede efterforsorg for vore patienter, når de udskrives. Det er så almindeligt at henvise til fortsat behandling på et ambulatorium, eller en patientforening som»lænken«eller»ring i Ring«, der er politisk og religiøst neutrale. Men hvad med at henvise til en eller anden kreds inden for kirken? Tavshed! Kunne en patient regne med forståelse, hensynsfuldhed og støtte her? Ingen nedsættende bemærkninger om patientforeninger. Men er deres opståen ikke en dom over os i folkekirken, at vores forståelse af alkoholikere er så overfladisk, at vi simpelthen ikke kan være det bekendt. Patientforeninger skulle dog nødig være en slags nødvendige ghettoer, da man ingen andre steder havde mulighed for at møde forståelse og fællesskab. Engang i pastor Juhls formandstid 1916 var den diakonale forståelse over for alkoholikere så stærk, at tre af landets dengang syv biskopper og 275 af ca. 1200 præster var medlemmer af Blå Kors. Et par gange har jeg dog bemærket pastor Juhls omtale af en ung mand, som kom til en engelsk digter og spurgte, hvad han skulle gøre for at leve et lykkeligt liv, og svaret lød:»giv dig i Jesu navn ind i en stor 206

sags tjeneste, som er upopulær.«og Juhl føjede selv til:»blå Kors er ikke populært, folkekært, skønt det kun vil vort folks vel; men det er en stor sag, som det nok er værd at give sin tjeneste.«måtte vi i Blå Kors indadtil, yngre som ældre, gøre vort arbejde bedre, så vi udadtil kan virke troværdige blandt dem, der i nød har forståelse og støtte behov. Til Blå Kors' 25 års jubilæumsfest skrev pastor Carl Christensen, som jeg har kendt og værdsatte meget højt, en kantate. Jeg vil slutte med at citere et enkelt vers fra denne kantate: Og denne tjeneste, den blev vor skat. Og disse dyre minder, vi kan nævne, de vidner: Her har livet sat os stævne, her lød vort kald, her tog vi frejdigt fat. Her følte vi så trygt, vi havde bud, bud fra den største, bud og liv at bringe. Højlovet være han, al nådens Gud! Han var jo altid stor, vi altid ringe. Blå Kors i europæisk- og u-landssammenhæng Norge Det er da naturligt at begynde igen med vort broderfolk, Norge. Norge har forlængst overfløjet Danmark med en masse initiativer. Noget af forklaringen er som bekendt og nævnt, at der er flere kirkelige, sociale arbejdsgrene i Danmark. I 1949 fik Norge sit andet kurhjem, Lolandsheimen, ved Kristianssand med plads til 30 patienter. Men der er et væld af forskellige typer hjem for alkoholskadede i Norge. Det sidste, jeg har erfaret, er, at der nu skulle være 24 behandlingsinstitutioner af forskellig art. Ikke alle er vel behandlingshjem i vor forståelse af ordet. Der er de såkaldte tilsynshjem i mange byer, hvor en patient kan bo uden at forlade sit daglige arbejde, hvormed han kan underholde sig selv og sin familie og forøvrigt klare sine forpligtelser. Så er der noget, der hedder eftervarnshjem, en slags pensionat. Er ægteskabet gået i stykker, og har man mistet sit tidligere arbejde er man dårligt stillet og trænger både til logi og arbejde. Her kommer efterværnshjem bl.a. i betragtning. Kammeratklubber er i stadig aktivitet for at skride ind og hjælpe i alkoholskadedes hjem. Stor aktivitet udfoldes her. Kursteder besøges, kontakter sluttes og holdes ved lige, efter at patienten er udskrevet, ved besøg i hans hjem. Norge er jo et udstrakt land, og deroppe er det endnu mere naturligt at opdele arbejdet organisationsmæssigt i kredse; der er 16 kredse i Norge, der også har et udbygget børne- 207

og ungdomsarbejde, herunder spejderarbejde. Fællesskabet i»nordisk Råd«, ikke mindst på u-landsplan er allerede omtalt i forbindelse med Blå Kors' Ungdom i Danmark. Oslo kreds har i Blå Korshuset i Oslo, Storgaten 38, en fornem administrationsbygning på ni etager. Det byggedes på tomten til et gammelt bryggeri, så grunden tjener jo et andet formål i dag. Det meste er lejet ud til kontorer og forretninger. Men Oslo kreds for Blå Kors har her foruden administrationslokaler og mødelokaler tillige tilsynshjem, klinik, poliklinik samt efterværnshjem. Blå Kors i Norge har en stærkere opbakning, end vi har det, blandt præster. Norske præsters afholdsforening, stiftet i september 1909, har er betydeligt antal medlemmer. Schweiz I Schweiz har man som i de øvrige europæiske lande haft tilbagegang i medlemstal. Det toppede 1927-28 med ca. 22.000 medlemmer i det tysktalende Schweiz og ca. 14.000 medlemmer i det fransktalende Schweiz. Efter de seneste opgørelser skulle der i dag være ca. 10.500 medlemmer. Som hos os har de også børne- og ungdomsarbejde. Man regner med, at der i Schweiz er ca. 130.000 alkoholikere, hvoraf ca. 1/4 er under behandling. Der er adskillige kurhjem, der dog ikke tilhører Blå Kors, men ret ofte er selvejende institutioner. Forstandere og medarbejdere er ofte Blå Kors-folk. For kvinder er der to kurhjem,»wyssholzli«i Herzogenbuchsee og»bethesda«i Lausanne; de ledes begge af medlemmer i Blå Kors. Det er ikke alle udskrevne patienter, der har lyst til at deltage i almindelige Blå Kors-møder, men nok vil komme til mindre sammenkomster under hjemlige former som dagligstuemøder. Man har på den måde forsøgt sig med patientklubber for mænd. I et nylig modtaget brev fra en ven i Schweiz erfarer jeg, at man dernede med taknemlighed konstaterer, at videnskaben, der for ikke så forfærdelig lang tid siden trak på smilebåndet ad Blå Kors' metode i behandlingen af alkoholikere og afskrev den som forældet, nu igen i stigende grad anerkender Blå Kors. Videnskaben måtte erkende, at ikke alle former for moderne terapi som anvendes for alkoholikere, resulterer i det helt store helbredelsesresultat, hvis der ikke hos den pågældende sker en sindsændring, og man bevidst slår ind på en ny vej. Ganske særlig i behandlingen af narkomaner er læger og psykiatere så temmelig hjælpeløse; de kommer med deres terapier, de være sig nok så gode, ikke særlig vidt. Vi må altså konstatere, at Blå Kors med sin behandlingsmetode»dvs. ved vor Herres Jesu hjælp«dog stadig er»in«, uden at det dog skal betyde, at man skal afvise de moderne terapier. Sandheden er nok den, at den åndelige hjælp og den lægelige hjælp skal ikke spilles ud mod hinanden, men må gå hånd i hånd, som vi da også forsøger det herhjemme i Danmark. Tyskland Der måtte gå nogle år, før især de direkte krigsførende nationer i Europa kunne begynde at komme til kræfter efter den anden rædselsfulde verdenskrig. I Tyskland var der en overgang i Blå Kors tre organisationer. Langt den største gruppe er»den tyske hovedforening«, som var trådt ud af det internationale fællesskab efter 1. verdenskrig, men glædeligvis nu igen er vendt tilbage. Så er der endvidere»det kirkelige Blå Kors«, som det hedder. En overgang var der en tredie gruppe»blå Kors i Gnadau«, som man ikke hører 208

noget til mere. Også på grund af tabet af Østtyskland var»den tyske hovedforening«skrumpet ind til ca. 7000 medlemmer med godt 200 foreninger. Der er 59 børneforeninger med ca. 1600 børn og 50 ungdomsgrupper med ca. 900 unge medlemmer. Hovedforeningen har forskellige behandlingshjem.»curt von Knobelsdorff-Haus«for mænd i Radevormwald; Blå Kors-hjem findes i Bad Salzuflen, i Hagen, i Hagen-Haspe, i Kassel og i Miinchen, alle for mænd. I Wuppertal er der et hjem for kvinder. Hovedforeningen i Tyskland har et udmærket forlag, der udgiver månedsbladet»blaues Kreuz«, tidsskrifterne»rettung«og»fureinander«, samt diverse småskrifter. Efter 2. verdenskrig tabtes forbindelsen, i hvert fald officielt, med Blå Kors i østblokområdet, dvs. Østtyskland (DDR), Czekoslovakiet og Ungarn. Det samme gjaldt efterhånden også Italien og Grækenland. Foruden de foran nævnte lande er der i mindre omfang Blå Kors-arbejde i Frankrig, Holland, Belgien og Østrig. Det store svenske»blå Bandet«blev ved generalforsamlingen i København 1955 associeret medlem og ved centralkomiteens møde i Helliden 1969 fuldberettiget medlem af det internationale Blå Kors. Blå Kors' ansvar overfor»den tredie verden«det mærkedes allerede på generalkonferencen i København 1955, hvor repræsentanter fra de farvede folkeslag kom til at gøre et stærkt indtryk på os alle, der deltog, og det mærkedes i stigende grad på de kommende års konferencer, at en ny tid med større opgaver end nogensinde var undervejs. Afkoloniseringen stillede det internationale Blå Kors i en helt ny situation. Det første afrikanske land, der opnåede politisk selvstændighed var den engelske kronkoloni»guldkysten«, der forøvrigt engang havde været dansk koloni. Det skete 1957, hvorefter landet benævnedes Ghana. Basutoland, som blev selvstændig 1966 under navnet Lesotho, er stadig under engelsk overhøjhed, men er hæmmet af at have alle sine grænser ind til den apartheid-styrede sydafrikanske union. Blå Kors arbejder begge steder. Samtlige franske kolonier i Afrikaområdet, hvor der er Blå Kors-arbejde, blev selvstændige republikker i 1960. Det drejer sig om den store ø, øst for Afrika: Madagascar - Elfenbenskysten -Kongo-Brazzaville - Togo - Dahomey - Gabon - Cameroun. Af belgiske kolonier blev Belgisk Kongo selvstændig republik under navnet Zaire 1960 og Rwanda 1963. Først efter blodige kolonikrige blev Portugals tidligere kolonier Angola i Vestafrika og Mocambique i Østafrika selvstændige republikker. Sydafrika blev republik 1961. Som tidligere omtalt er det her, at pastor Elfas Mculu efter sit ni måneders uddannelsesophold i Skandinavien er begyndt heltidsvirksomhed for Blå Kors pr. 1. juli 1977. Han har dannet kontaktgrupper efter dansk mønster og uddanner disse grupper gennem ugentlige kurser. Der er også blevet etableret ungdomsarbejde. Stillehav søerne: Ny Kaledonien, Tahiti, Tahaa og Nyhebriderne indtager politisk set en særstilling. Befolkningsmæssigt er det små områder, formodentlig for små til at blive selvstændige statsdannelser. Nyhebriderne er fælles fransk-engelsk dominion. De øvrige øer betegnes som franske, oversøiske territorier med begrænset selvstyre. 209

Alle de nævnte steder er der Blå Kors-arbejde, nogle steder under svære politiske kår på grund af apartheidpolitikken. Den internationale centralkomité har hjulpet forskellige steder. Madagascar fik sit Blå Kors-hus i Tananarive i efteråret 1967, og der er planer om et behandlingshjem i Tananarive, til hvilket formål bl.a. Blå Kors i Norge har lovet at støtte. Elfenbenskysten har faet sit kurhjem i Abidjan, det første kurhjem i selve Afrika. Indtil for nylig er det overvejende Schweiz og»hovedforeningen for det tyske Blå Kors,«der har trukket det økonomiske læs i løsningen af u-landsopgaver. Den nye situation i efterkolonitiden har nødvendiggjort en revision af de internationale statutter, som vedtoges på generalkonferencen i Holzhausen, Tyskland, den 22. september 1971. Det vedtoges at oprette et generalsekretariat, hvilket imidlertid ikke er realiseret endnu. Der nedsattes et arbejdsudvalg med repræsentanter også uden for Schweiz. I dette arbejdsudvalg repræsenterer lærer Tage Bechmann Danmark. Der var international ungdomslejr i Hørby i dagene 29. juli 5. august 1978, hvor man bl.a. drøftede et dansk forslag til statutter for den nyoprettede sammenslutning:»europæisk Blå Kors Ungdom«. Blå Kors' 100 års jubilæum Denne store begivenhed fejredes ved en storstilet festlighed i Berns isstadion søndag den 26. juni 1977. Ja, der var flere arrangementer; men denne dags fest var hovedbegivenheden. Der var forsamlet 9-10.000 deltagere, repræsenterende 10 europæiske og 8 afrikanske lande. Det begyndte med en festgudstjeneste med prædiken både på tysk og fransk. Gudstjenesten blev transmitteret af såvel schweizisk som hollandsk TV. Først prædikede pastor Evald Walther fra Zurich på tysk. Hans prædiketekst var Rom. 15,1-3. Han sagde bl.a.:»vi takker Gud for den skare at befriede mennesker i Blå Kors, siden pastor Louis Lucien Rochat begyndte. Det er ikke lovvæsen, at der skal siges et radikalt nej til spiritus, men alkoholikerens redning. Han trænger til at komme ud af ensomhed og tomhed. Den raske skal vise forståelse ved at praktisere solidaritet med mennesker i alkoholnød som ansvarsbevidst menneske. Det er godt med medicinsk, psykologik og psykoterapeutisk forståelse og hjælpemidler. Men befrielsens fundament er kraften, som udspringer af Guds frelse i Jesus Kristus.«Den fransktalende prædikant var pastor Raymond Liardet, hvis prædiketekst var Johs. 5,1-9, beretningen om den syge ved Bethesdas dam. Han sluttede sin prædiken med en treklangsappel: 1) Har du selv et problem, så kæmp aldrig din kamp alene, men søg kontakt med Blå Kors. 2) De, der står i arbejdet: hold ud og regn altid med den Herre, der også i dag gør undere. 3) Til seerne: lad være med at gøre nar ad alkoholikere; vær ikke uden deltagelse; helst: bliv selv afholdende og slut Dem til os. Naturligvis talte præsidenten for det intern. Blå Kors, dr. H. Schaffher, idet han bl.a. udtrykte ønsket om en tættere international kontakt og en udbygning af arbejdet i den tredie verden. Selvfølgelig bragtes der mange officielle hilsener: fra regeringen, fra bystyret i Bern, 210

kirken, den øvrige afholdsbevægelse og fra udenlandske repræsentanter. Hvad der betog mig mest var dog hilsener fra to alkoholikere, der var blevet hjulpet ud af deres nød. Den ene var en mand, Ernst Lippel fra Thurgau, som sagde:»det er mig en stor glæde at kunne bevidne, at der gives frelse selv fra den dybeste bundethed til spiritus. I min tidligste ungdom led jeg under min faders drikfældighed. Så blev jeg selv alkoholiker. I årtier blev jeg anset for et håbløst tilfælde, og jeg havde også opgivet mig selv. Min sjælelige og legemlige nød blev stadig større, så at jeg var besluttet på at gøre en ende på mit liv. Så skete der en vending. En Blå Kors-mand tog sig af mig. Jeg kom til møderne. Der lærte jeg at bede, og så bad jeg Gud om hjælp. Terapeutiske anstrengelser kan være godt nok; men det var kun ved min frelser, at jeg fik en varig helbredelse.«den anden var en kvinde, Henriette Friedrich fra Lausanne, som sagde:»af familiære grunde måtte jeg 21 år gammel overtage en restaurant. Jeg kunne ikke undslå mig den af mine gæster tilbud te alkohol, og derved kom jeg i kløerne på alkohol. I 13 år, kun afbrudt af nogle korte perioder med afholdenhed, gik det ned ad bakke for mig. Trods moralske lidelser og leverkriser kunne jeg ikke holde op. Jeg besluttede at begå selvmord; men det skulle ske langt hjemmefra, for at ingen skulle finde mig. Februar 1949 ankom jeg fortvivlet til Le Havre. Da jeg ville gøre en ende på mit liv, var der en kraft, der holdt mig tilbage; jeg kan ikke forklare det; men det foranledigede, at jeg spurgte efter en reformert menighed. Efter en gudstjeneste talte jeg med præsten og fortalte ham min sørgelige historie. Han tog mig hjertelig med hjem og sørgede for min hjemrejse. Et ophold på en psykiatrisk klinik blev for mig en lykkelig tid, og jeg så min fremtid fortrøstningsfuld i møde. Efter at være udskrevet tilbragte jeg to måneder i et kristent miljø, hvor jeg mødte forståelse. I denne tid gjorde jeg en smertelig erfaring. Ved en altergangsgudstjeneste blev den smule alkohol, som jeg modtog, skæbnesvanger; der kom flere tilbagefald. Jeg fik dog arbejde på et hospital; men de første måneder var præget af flere tilbagefald. En dame på afdelingen var medlem af Blå Kors og indbød mig til Blå Kors-møde. Jeg kan ikke huske, hvad der blev sagt den aften; men for første gang gik det op for mig, at Herren havde sendt sin Søn, Jesus, for at frelse mig. Det blev lyst for mig. Det var ganske vist ikke altid let; men jeg havde den vished, at Kristus holdt fast ved mig. Nu har jeg i flere år været aktivt medlem af Blå Kors. Min tro er blevet styrket, og jeg kan kun takke Herren, fordi han søgte mig og fandt mig.«der var smukke optrin, opført af både børn og unge. Der var festlig musik ved et stort orkester på 500 blæsermusikere fra 21 af 26 orkestre. Schweizerne er musikalske. Jeg lod mig fortælle, at man i Blå Kors i Schweiz kan mønstre ca. 800 musikere. På et givet tidspunkt var der ca. 300 reddede alkolholikere, der samledes og sang en salme, der begynder med denne linie:»alles Leben stromt aus dir...«; alt liv udstrømmer fra dig. Også med dette indtryk kunne man forlade det berømte isstadion i Bern med tak til Gud for enhver, der på den måde blev hjulpet og med bøn om, at evangeliet fortsat må blive forkyndt for alkoholikere på en sådan måde, at det også for dem må blive en frelsens kilde, der aldrig udtørrer. 211

Litteraturliste Charles-L. Delétra: Louis-Lucien Rochat, ein Bahnbrecher; 1947. M. N. Randkær: En mand og hans værk; 1953. Hans Schaffner: Im Dienst an Menschen und Volkern; 1958. L. L. Rochat: Vore grundsætninger og Guds ord; 5. udg. 1912. Professor D. A. Koberle, Tiibingen: Weltiiberlegenheit und Weltver-bundenheit in der christlichen Existenz; 1959. Blå Kors-forlag i Bern: Blaues Kreuz heute; 1977. Johannes Pabst: Arnold Bovet; 1964. Hans Willimann: Pionier des Blauen Kreuzes (Arnold Bovet); artikler 1977-78 i»das Blaue Kreuz«. Schweiz. Mindeskrift i anledning af»det blå Kors«10-årsfest 1905. N. Juhl: Blå Kors i Danmark i de første 25 år; 1920. M. N. Randkær: I barmhjertighedens tjeneste, Blå Kors gennem 50 år; 1945. M. Th. Nielsen:»Håbet«gennem 25 år; 1904-1929. Frode Markersen: Afholdsbevægelsen i Danmark, bind I, II og III; 1939. Anton Schmidt: Afholdsbevægelsens verdenshistorie; 1911. Harald Stein: Hvad vil»den indre Mission«; 1876. Annexet til»den indre Missions Tidende«15. januar, 15. februar, 15. marts og 15. april 1890: Menighedens forhold til afholdssagen m.m. v. Johannes Clausen, Vilh. Beck og Axel Biilow. N. Dalhoff:»Det blå Kors«, foredrag i»københavns præstekonvent«1893; trykt i»fra Bethesda«7. maj 1893. H. O. Lange:»Kampen mod alkoholismen«, trykt i»fra Bethesda«1896, side 696f. Henry Ussing:»Kristendommens forhold til afholdssagen«, foredrag ved den nordiske afholdskongres i København 7. juli 1904. Chr. Sørensen: Vilh. Beck, en mand og hans gerninger; 1913. Hal Koch: Danmarks Kirke gennem tiderne; 5. udg. 1960. P. G. Lindhardt: Den danske Kirkes historie, bind VII; 1958. J. L. Balling og P. G. Lindhardt: Den nordiske kirkes historie; 1967. P. Helweg-Larsen: H. O. Lange, en mindebog; 1955. Marius Hansen: Ad mærkelige veje, Kirkens Korshær gennem 50 år; 1962. H. J. Mygind: H. P. Mollerup; 1944. Ingeborg Olrik: Gæster fra Lersøen; 1952. Christian B. Schørring: Min far var præst. - Skuespiller Einar Juhl om sin far: Niels Juhl; 1961. 212

Harald Westergaard: Fra forargelse til tro; 1885. Dagmar Prior: Minder fra 25 års arbejde i Blå Kors; 1924. M. N. Randkær: Et fristed på heden; 1946. Chr. Ludwigs: Alkoholspørgsmålet og den personlige frihed; 1918. Jens Warming: Forbud mod alkohol. Fr. Weis m. fl.: Hvorfor vi dannede foreningen»den personlige friheds værn«; 1917. Dybbøl sogns Historie v. lokalhistorisk udvalg; 1976. Under Korsets Merke; Blå Kors i Norge 1906-56. Axel Garboe og Marius Th. Nielsen: Alkoholspørgsmålet; 1924. Konferencen i København 1954: Alkoholistforsorgen i Danmark. Svend Skyum-Nielsen: Unge mænds alkoholvaner; 1962. Svend Skyum-Nielsen: Om alkohol; 1962. Elke og Poul Erik Bechmann: Mennesker og miljøer i Grønland; 1974. Desuden: Blå Kors' forhandlingsprotokoller. - Årbøger og almanakker 1906-1979. - Evangelisk Afholdstidende 1900-1903. - Medlemsbladet»Det blå Kors«fra 1904. - Internationale præsidialberetninger. - Tysk arkivmateriale efter afdøde sparekassedirektør Hans Iversen om Blå Kors i Nordslesvig før 1920. - Nordslesvigs Good Templar almanak 1909-1911-1912-1913. 213

214