A. R. Granum-Jensen BAGGRUND OG GLIMT FRA BLÅ KORS' HISTORIE I 100 AR



Relaterede dokumenter
Tro og bekendelse Bibeltime af: Finn Wellejus

Alle helgens dag I. Sct. Pauls kirke 3. november 2013 kl Salmer: 422/434/474/320//571/439/376/573 Uddelingssalme: se ovenfor: 571

Der kan sagtens være flere steder i en gudstjeneste, hvor vi har med Gud at gøre. I sidder hver især med erfaringer og et liv,

15. søndag efter trinitatis I. Sct. Pauls kirke 13. september 2015 kl Salmer: 447/434/29/369//41/439/674/661

2. Søn.e.h.3.k. d Johs.2,1-11.

Prædiken til 1. s. i fasten 2014 kl

Skærtorsdag. Sig det ikke er mig!

Omkring døbefonten. Svar på nogle meget relevante spørgsmål.

Lindvig Osmundsen.Prædiken til 2.s.e.hel3konger.2015.docx side 1. Prædiken til 2. s. e. Hellig 3 Konger Tekst: Johs. 2,1-11.

15. Søndag efter Trinitatis 2013, Hurup og Gettrup Mattæus 6, 24 34

Gudstjeneste i Skævinge Kirke den 25. maj 2015 Kirkedag: 2. pinsedag/a Tekst: Joh 3,16-21 Salmer: SK: 289 * 331 * 490 * 491 * 298,3 * 287

Lindvig Osmundsen. Side Prædiken til Bededag 2015.docx. Prædiken til Bededag Tekst: Matt. 3,1-10

Bruger Side Prædiken til 11.s.e.trinitatis Prædiken til 11. søndag efter trinitatis Tekst. Lukas 18,9-14.

1. søndag efter trinitatis 7. juni 2015

altså når vi selv er døde og er i Guds herlighed, da skal vi få Hans ansigt at se.

Prædiken til seksagesima søndag d. 31/ Lemvig Bykirke kl , Herning Bykirke v/ Brian Christensen

Prædiken til skærtorsdag, Joh 13, tekstrække

13. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 14. september 2014 kl Salmer: 736/434/683/179//365/439/469/373

Prædiken til 3. s. efter helligtrekonger, Luk 17, tekstrække

2. påskedag 6. april 2015

1. søndag i fasten I. Sct. Pauls kirke 17. februar 2013 kl Salmer: 753/336/172/292//205/439/192/675 Uddelingssalme: se ovenfor: 192

Dåbsritual. Ritualer dåb naver barnevelsignelse vielse - begravelse. tror du på Jesus Kristus som din Herre og frelser? Dåbskandidaten svarer Ja

Kyndelmisse 2014 Gettrup, Hurup

2. Pinsedag. 13. juni Vestervig (Ashøje) Provstigudstjeneste.

Prædiken til søndag den 14. september Søndagen der hedder 13. søndag i trinitatistiden. Af sognepræst Kristine Stricker Hestbech

Evangeliet er læst fra kortrappen: Luk 16,19-31

2.Påskedag I dag er det 2.Påskedag, dagen efter Påskedag i vores kalender, men det er det ikke i evangeliet.

Studie. Ægteskab & familie

2. påskedag 28. marts 2016

Man kan kun se rigtigt, med hjertet!

Det er det spændende ved livet på jorden, at der er ikke to dage, i vores liv, der er nøjagtig ens.

Vi har ganske givet vore egne eksempler, som vi bærer rundt på af store og små brud, der er sket. Nogle af os har brud, der endnu gør ondt.

Mørket forsøger at lukke sig om os, vinterens mørke, vores eget mørke, al vores modstand - men lyset bryder igennem.

OMVENDELSE Den samaritanske kvinde ved brønden Johannes evang

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16, tekstrække

Prædiken. 12.s.e.trin.A Mark 7,31-37 Salmer: Når vi hører sådan en øjenvidneskildring om en af Jesu underfulde

Konfirmandord. Fra det Gamle Testamente. Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet. (1 Sam 16,7)

Sidste søndag i kirkeåret 23. november 2014


9 Påkaldelse af ærkeenglen Mikael

Anonym mand. Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus

18. søndag efter trinitatis 15. oktober 2017

Studie. Kristi liv, død & opstandelse

Prædiken til Kristi himmelfarts dag, Luk 24, tekstrække

19. s.e. trinitatis Joh. 1,35-51; 1. Mos. 28,10-18; 1. Kor. 12,12-20 Salmer: 754; 356; ; 67 (alterg.); 375

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28).

7. søndag efter trinitatis søndag II. Sct. Pauls kirke 3. august 2014 kl Salmer: 49/434/436/46//40/439/655/375

16.s.e.t. 20. sep Høstgudstjeneste.

Langfredag II. Sct. Pauls kirke 18. april 2014 kl Salmer: 193/195/212/191,v.1-8 og v. 9-16//192/439/210. Ingen uddelingssalme.

Stille bøn. I modet til at kunne sige fra. Stille bøn. I kærlighed og omsorg

Frugtfaste. Fadervor. Jabes bøn

Prædiken til 11. s. e. trin. 31. august 2014 kl

Prædiken til 17. søndag efter trinitatis, Mark 2, tekstrække

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16, tekstrække

Bededag 1. maj Tema: Omvendelse. Salmer: 496, 598, 313; 508, 512. Evangelium: Matt. 3,1-10

Evangeliet er læst fra kortrappen: Luk 19,1-10

Studie. Ægteskab & familie

Johannes første brev

Konfirmationsprædiken af Signe Høg d. 12. (7.b) og 14. maj (7.c) 2017

kvinden fra Kanaan kan noget usædvanligt hun kan ydmyge sig det kan vi vist alle sammen

Juledag Intentionen i Lukasevangeliets fødselsberetning og i Johannesevangeliet er den samme: at pege på Kristus som verdens lys og frelser.

Frederik Knudsen til sin Kone Taarup, 18. Maj 1849.

Prædiken til seksagesima søndag, Mark 4, tekstrække

UGE 8: MISSIONEN OG KRAFTEN

Det er det kristne opstandelseshåb, at der i døden er opstandelse og liv i evigheden hos Gud i Himlen.

Allehelgens dag,

Lindvig Osmundsen Side Prædiken til 3.s.e.påske 2015, konfirmation..docx

7. søndag efter Trinitatis 2015, Hurup og Gettrup Lukas 19, 1-10

2.søndag efter helligtrekonger, den 16. jan Vor Frue kirke kl. 17

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28).

Salmer: 679, Hvor er din verden rig; 61, 680. Tema: Den gode del. Evangelium: Luk. 10,38-42

er der næstekærlighedsbuddet og på den anden side muligheden eller mangel på samme for at yde hjælp.

7. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 22. juli 2012 kl Salmer: 748/434/24/655//37/375 Uddelingssalme: 362

Trinitatis søndag 31. maj 2015

Juledag d Luk.2,1-14.

4. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 1. juli 2012 kl Salmer: 31/434/366/313//688/695,v.6.7 Uddelingssalme: 726

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 5.s.e.trinitatis side 1. Prædiken til 5. s. e. trinitatis Tekst. Matt. 16,13-26.

Indledning. Lidelsens problem er nok den største enkeltstående udfordring for den kristne tro, og sådan har det været i hver eneste generation.

1. s. i advent 30. november Haderslev Domkirke kl. 10

25. søndag efter trinitatis II I sommer blev Jægersborg kirke malet. Vi lukkede kirken og lod håndværkerene forvandle rummet, så det nu igen er

For jeg ved med mig selv, at livet byder på udfordringer, hvor end ikke nok så meget fromhed og tro, kirkegang, bøn og

Pinsedag 4. juni 2017

Bruger Side Prædiken til Pinsedag 2015.docx. Prædiken til Pinsedag Tekst. Johs. 14,

KSBBS JUBILÆUMS- GUDSTJENESTE.

Anna Monrad, Ubberup Valgmenighed: Prædiken til 1. søndag i advent 2015

Nytårsdag d Luk.2,21.

Evangeliet er læst fra kortrappen: Matt 10,32-39

Prædiken til 1.s.e.påske 2015.docx Side 1 af Prædiken til 1. s. e. påske 2015 Tekst. Johs. 20,19-31.

Bruger Side Prædiken til Langfredag 2015.docx. Prædiken til Langfredag Tekst: Markus 27,

Pinsedag 24. maj 2015

Prædiken 10. søndag efter trinitatis I. Sct. Pauls kirke 20. august 2017 kl Salmer: 441/434/308/174//328/439/84/332

1. Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt. 1.Mos. 1, Herre. Jeg slipper dig ikke, før Du velsigner mig. 1.Mos.

menneskets identitet: skabt i Guds billede helt umiddelbart: en særlig værdighed

At forsage er at sige nej eller at afvise noget. Når vi forsager djævelen, siger vi dermed nej til alt det onde vi siger fra over for verdens

Uanset hvad, så har der været noget ved Jesus, som på en helt særlig måde får Levi til at følge kaldet og rejse sig og følge Jesus.

Bruger Side Prædiken til 2.s.e.trinitatis 2015.docx. Prædiken til 2.søndag efter trinitatis Tekst. Luk. 14,16-24.

nu er kriser nok ikke noget man behøver at anstrenge sig for at opsøge, skabe eller ligefrem opfinde sådan i det daglige

Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort 5 Mos. 30, Joh. 6, 37

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 10.s.e.trinitatis 2015.docx side 1. Prædiken til 10.s.e.trinitatis 2015 Luk. 19,41-48.

2. søndag i fasten I. Sct. Pauls kirke 1. marts 2015 kl Salmer: 446/38/172/410//158/439/557/644. Åbningshilsen

Transkript:

1

2

A. R. Granum-Jensen BAGGRUND OG GLIMT FRA BLÅ KORS' HISTORIE I 100 AR 3

BLÅ KORS' HISTORIE I 100 ÅR ved A. R. Granum-Jensen. Udgivet i forbindelse med Blå Kors' 100 ars jubilæum af Blå Kors og er sat med 11 punkt Baskerville og skudt med 11 punkt. Sat og trykt i A/S Modersmålets Trykkeri, 6100 Haderslev. Omslag af Per Illum. ISBN 87-980830-0-7 4

Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse...5 Forord...9 Blå Kors' begyndelse i Schweiz...10 Rochats barndom og ungdom...10 Den store opdagelse...11 Guds kald...13 Vore grundsætninger og Guds ord...16 Hvorfor navnet: Blå Kors?...20 Blomstrende forår...21 ARNOLD BOVET...23 Barndom og ungdom...23 Besøg af Good Templar mand...25 Brevveksling med Rochat...26 Arnold Bovet som sjælesørger...27 Mødet med professor Fritz Bahrt...28 Arnold Bovets død...29 Begyndende kurarbejde...30 Professoren og skomageren DR. AUGUST FOREL...30 SKOMAGEREN JAKOB BOSSHARDT...31 Professoren og skomageren mødes...31 Arbejdets videre fremgang i Schweiz...34 Pastor Rochats sidste år...35 Blå Kors kommer til Danmark...36 Den sociale baggrund...36 Bøller og prygl...38 Den kirkelige diakoni vågner i Danmark...39 Det første Blå Kors-møde i Danmark...40 Landmissionen og afholdsbevægelsen...41 Fattiggårdene på landet...45 Hvad skal vi med Blå Kors, når vi har Kristi Kors?...46 Martin med fløjten...47 Foredrag om Blå Kors i Københavns præstekonvent...52 BLÅ KORS I DANMARK STIFTET 1. FEBRUAR 1895...53 H. O. LANGE...56 H. P. MOLLERUP...57 En nattevandring med frihavnspræsten...61 SOGNEPRÆST NIELS JUHL...62 Pastor Juhls forhold til Indre Mission og den folkelige afholdsbevægelse...65 Blå Kors og Københavns Kirkefond...66 Fremgangsårene i Blå Kors...69 5

PASTOR CARL CHRISTENSEN...70 Et Blå Kors-møde og to biskopper i Ribe...71 Solid folkekirkelig opbakning...73 Blå Kors og tungetalebevægelsen...74 Blå Kors og politik...75 Redningshjemmene...76 General Olaf Ryes villa på Kastelsvej...77 Kærshovedgaard...78»Hvad udadtil tabtes, skal indadtil vindes«...78 El Recreo«...84 Redningshjem for kvinder...84 Hvilke frugter har redningshjemmene båret?...86 Enkrateiasangen...87 Blå Kors' arbejde blandt børn...88 Hvad med ungdomsarbejdet de første 25 år?...90 Blå Kors og oplysningsarbejdet...91 Færøerne...92 Monopolhandelens ophævelse - også et mørkt kapitel...93 Hvordan en Blå Kors forening på Færøerne blev til...93 Folkeafstemning- Indførelse af spiritusrationering...94 Blå kors i social-politisk engagement...94 Årene i forbudsdiskussions tegn...96 Danmark...97»Den personlige Friheds værn«...100 Det danske system...103 Restriktionernes virkninger...105 Blå Kors' arbejde blandt landsmænd i udlandet...105 Dansk Ydre Mission og Blå Kors...106 Vore vestindiske kolonier...107 Sønderjylland...110 Kampen mod småbanekroerne...113 Blå Kors i Nordslesvig indtil genforeningen...114 ÆREDE BRØDRE OG MEDARBEJDERE!...118 Optagelse i det danske Blå Kors...119 Genforeningen...119 Blå Kors i international sammenhæng indtil 1920...121 Blå Kors i Norge...125 Blå Kors i Tyskland...126 Spredte oplysninger om Blå Kors i andre lande...129 Mellemkrigsårene...130 25 års-jubilæet...130 Internationale festdage i København 1923...131 Blå Kors-studium på kommunehospitalets VI afdeling...132 6

EN KULTUROPTIMISMES FORLIS?...136 og: Hvad burde konsekvensen blive?...136 Redningshjemmene...137 K. K. Steinckes socialreform...138 Børne- og ungdomsarbejdet...139 Vore medarbejdere...139 En ny verdenskrig brød ud...140 Det internationale Blå Kors i mellemkrigsårene...140 Fred...141 BLÅ KORS I ÅRENE EFTER 1945...141 Årsmøde i Esbjerg...141 Vore medarbejdere og afvænningshjemmene...143 Blå Kors skifter formand...143 Da antabus kom ved en tilfældighed...144»café Paradis«...146 VURDERING AF FORTID OG NYBRUD...149 EN ALKOHOLIKERS ADVARSEL TIL OS ANDRE:...151 Fortæl mig ikke, at jeg ikke er alkoholiker! Alkoholikeren, den mest syge af alle.151 Der pjattes i Danmark med alkoholproblemer...154 Får vi berufsverbot eller kan vi fastholde en kristen livsholdning?...156 Min tro, mit håb, min tvivl...158 Angst...159 Fremtidens alkoholistforsorg...160 Blå Kors er klar til revision...160 Overlæge Aksel Olsen: Fremtidens alkoholistforsorg...161 Hvad er der hidtil gjort, og hvad var det ønskeligt at gøre for alkoholisterne?...162 Den åndelige side af vort arbejde...163 KONFERENDE ANGÅENDE ALKOHOLISTFORSORGEN...164 TO NYE LOVE I ALKOHOLISTFORSORGEN...166 DANSK FORSKNING I ALKOHOLSPØRGSMÅL...169 Rapport 1965: Svigter vi i virkeligheden vore unge?...169 Nu på tide at dæmpe antallet af bevillinger i Sønderborg...173 Tørring Nygaard og Kolding kurhjem...174 Kurhjemsarbejde efter de nye retningslinier TÅSTRUP KURHJEM...175 Tåstruplinien...176 Behandlingshjemmet»Ørsholt«...177 Hvad med narkomaner?...179 Udvidelsesplaner på Ørsholt...180 Blå Kors' plejehjem...181 Hobro plejehjem...182 Skannerup Plejehjem...183 Behandlingshjemmet»Egåhus«...184 Bedre efterbehandlingsmuligheder...185 God samfundsøkonomi...186 7

Indvielseshøjtideligheden...186 Behandlingshjemmet i Christiansfeld...187 Gør os kendt, så er I med til at redde liv...189 Den officielle indvielse...189 Blå Kors' Pensionat i Herning...190» Ungdom under 18 år...191 Blå Kors' Ungdomsarbejde BKU...192 BLÅ KORS' UNGDOMSGENTER»GRUBES PAVILLON«...193 Færøerne...195 Grønland i søgelyset...197 Hverken forbud eller restriktioner...200 Blå Kors' landskontor og medarbejdere...201 Vore rejsesekretærer...203 To jubilæumsfester...204 FOLKEKIRKEN HAR LAGT BLÅ KORS PÅ IS...205 Blå Kors i europæisk- og u-landssammenhæng...207 Norge...207 Schweiz...208 Tyskland...208 Blå Kors' ansvar overfor»den tredie verden«...209 Blå Kors' 100 års jubilæum...210 Litteraturliste...212 8

Forord Når jeg er gået med til at skrive denne bog om Blå Kors, må det opfattes som afbetaling på noget af en taknemlighedsgæld til Blå Kors, gående helt tilbage til sognepræst Niels Juhl Blå Kors' første landsformand fra 19øø-1933. Pastor Juhl var sognepræst ved Esajaskirken i København, da jeg i marts måned 1934 blev hans hjælpepræst, og inspirationen fra hans livsgerning i Blå Kors blev for livet afgørende for mig. Min taknemlighed gælder også en lang række af hovedbestyrelsesmedlemmer fra de 25 år jeg sad i hovedbestyrelsen, forstandere og medarbejdere på vore Blå Kors-hjem i fortid og nutid, vore sekretærer og de på hovedkontoret ansatte. På en særlig måde føler jeg en taknemlighedsgæld over for dem, der kom på min vej og viste mig fortrolighed, venskab og fællesskab, da alkohol var livets svære problem. Bogen er ikke en kirkehistorisk afhandling på videnskabeligt plan, men beregnet for foreningens medlemmer - og andre interesserede - der gerne vil have lidt historisk viden om Blå. Kors' begyndelse og udviklingen fremover. Jeg tilhører det alderstrin, der havde en mulighed for at lære de fleste af Blå Kors' pionerer i Danmark at kende i mine unge år; vi er ikke mere nogen talstærk kreds. Det må pointeres, at min fremstilling er meget langt fra at være udtømmende, og jeg forudser, at nogle kan blive skuffede over, hvad der ikke kom med. Bogen gør kun krav på at være»glimt af Blå Kors' historie«. Intet er dog holdt udenfor på grund af negativitet over for nogen eller noget. En bog som denne kunne vist skrives på 2ø forskellige måder, alt efter ens geografiske og personlige viden og subjektive vurderingsskøn. Skulle alt med, er jeg bange for, at det kunne blive lidt af en»adressebog«med et væld af navne, der ville virke for omstændelig på unge nutidslæsere. Der er to ting, jeg selv kunne have ønsket medtaget eller udførligere omtalt. De, der kender mig, ved, at fællesskabet i Blå Kors' internationale sammenhæng betød meget for mig. Den internationale centralkomites arbejde i nutidssammenhæng er kun antydningsvis berørt. Det er syv år siden, at jeg udtrådte af komiteen; der sker hele tiden afgørende nyt i»den tredie verden«. Det vil vistnok være rigtigst, at det bliver dem, der i dag star midt i dette arbejde, som orienterer om den seneste udvikling. Så er der det gamle og stadig nye spørgsmål om»den alkoholfrie nadvervin«, som jeg ikke vil luske udenom. Jeg har en del kildemateriale liggende, opsamlet gennem årene, men vil gerne have mere med fra nyere tid, også fra udlandets kirkeliv. Diskussionen herhjemme har desværre - synes jeg - haft en unødig sårende polemisk tone over for alkoholikere, som burde være undgået. Det er min agt i den nærmeste fremtid at forske videre med denne vigtige sag og til sin tid stille manuskript til rådighed for hovedbestyrelsen til fri afbenyttelse ved eventuel udgivelse af et mindre skrift om spørgsmålet, hvis man er interesseret. A. R. Granum-Jensen. Sønderborg, april 1979. 9

Blå Kors' begyndelse i Schweiz Blå Kors' moderland er Schweiz. Det var præsten Louis Lucien Rochat, der den 21. september 1877 i Geneve stiftede den kristelige afholdsforening»det Blå Kors«. For to år siden fejredes 1øø års jubilæet på international basis i Schweiz, og dette jubilæum blev anledningen til ønsket om, at en bog som denne skulle skrives. Rochats barndom og ungdom Louis-Lucien Rochat blev født den 7. januar 1849 i Geneve som søn af en meget dygtig og flittig forretningsmand Henri-Moise-Samuel Rochat og hustru Adele Heunisch. På. mandlig side stammede slægten oprindelig fra Frankrig. Forfædrene var overbeviste og nidkære huguenotter, der jo var forfulgte, hvorfor nogle udvandrede, og slægten Rochat slog sig ned i Geneve og Omegn. Moderens slægt var oprindelig indvandret fra Tyskland. Faderen var ikke særlig kristeligt indstillet, men en udpræget forretningsmand, medens moderen var en overbevist kristen og en blid natur. Det blev hende, der fik den største betydning for Louis og broderen Antony, der også skulle få stor betydning for Blå Kors. Moderen ønskede, at Louis skulle være præst, og tanken om at blive præst modnedes også. tidligt hos Louis. Men det passede ikke faderen, der var en noget stejl natur. Louis- Lucien skulle i købmandslære, og han blev sendt til Männedorf, hvor han skulle gå i handelsskole og udvide sine sprogkundskaber ved at lære tysk; han kom jo fra det fransktalende Schweiz. Faderens uvilje mod kirken var blevet forstærket på grund af nogle politiske intriger ved et præstevalg, han var blevet vidende om. Kunne man opføre sig sådan inden for kirken, så skulle sønnen ikke engageres med noget, der havde med kirken at gøre. Efter endt handelsskoleuddannelse i Männedorf vendte Louis-Lucien tilbage til Geneve og kom i 1865 i købmandslære i en stor manufakturforretning i Geneve, inderligt imod sit inderste ønske: at blive præst. Presset fra hans autoritative fader blev så stærkt, at Louis-Lucien var ved at blive et psykisk vrag. I sin store nød gik han til sin sjælesørger, pastor Louis Jaquet, og betroede ham, at han følte kaldet til at blive præst, og at hans fader modsatte sig det. Pastor Jaquet forsøgte at overtale faderen til at opgive sin modstand, men forgæves. Louis-Luciens helbred blev efterhånden så dårligt, at huslægen matte gribe ind og kalde faderen til orden, så den hårde modstand blev brudt, så sønnen fik lov til at følge sit kald. Og straks vendte det sig til det bedre; han fik sin sundhed og frimodighed tilbage. Et afbrudt gymnasiestudium blev genoptaget og godt fuldført til en pæn studentereksamen. Så stod vejen til det teologiske studium ham åben. Han studerede teologi ved universitetet i Geneve 1870 75. Men midt i studenterårenes glæde over at studere til præst skete der det vemodige, at de to brødre, Louis-Lucien og Antony, med få måneders mellemrum mistede begge deres forældre, så de i en forholdsvis ung alder blev forældreløse. Også. sorgens skole måtte de igennem; som den ældste broder havde Louis-Lucien sit særlige ansvar, også med at fa afviklet faderens store forretning og virksomhed. Efter bestået teologisk embedseksamen ansøgte Louis-Lucien Rochat om tilladelse til at blive ordineret. Forpligtelsen til at lade sig ordinere var ellers afskaffet i Schweiz, og 10

man var heller ikke forpligtet til at aflægge noget præsteløfte. Rochat syntes ikke om denne nye skik, og hans ansøgning om ordination blev imødekommet. Ordinationerne foregik tidligere i den smukke, gamle domkirke, Set. Pierre. Rochat blev imidlertid ikke ordineret i domkirken, men i Salle de la Reformation sammen med en meget god ven, Charles Deletra. Ordinationen fandt sted den 15. september 1875 og blev foretaget af pastor Louis Choisy i overværelse af en stor og andægtig menighed. At Rochat og Deletra tog deres ordination alvorligt fremgår af nogle mindeord, han engang skrev om denne dag:»vi vil aldrig glemme den dybe og velgørende følelse, som fyldte os på denne højtidsdag. Vi håber med Guds hjælp, at de gode formaninger, vi har modtaget, må falde i god jord hos os begge og bidrage til, at vi bliver hengivne og tro tjenere for den Herre, som vi har lovet at hellige vor kraft og vort liv.«dette var dengang skik i Schweiz, at unge præster supplerede deres teologiske studium ved studier på universiteter i udlandet. For Rochat var det imidlertid sådan, at det var ham ikke nok med en teoretisk, teologisk uddannelse. Han følte et behov for en indføring i praktisk, diakonalt menighedsarbejde. For den unge Rochat var der især to ting, der foruroligede ham: 1) Den næsten totale mangel på kirkelig indsats fra lægfolkets side og 2) en foruroligende afstand mellem kirken og arbejderbevægelsen i Schweiz. Af disse grunde valgte han at rejse til England og gøre studier i praktisk menighedsarbejde i London. Den store opdagelse I England kom Louis-Lucien Rochat til at bo i præstegarden hos en pastor Pope i Paddock-Wood i nærheden af London. Herfra havde han rig lejlighed til at lære forskellige filantropiske, kirkelige aktiviteter at kende, bl.a. dr. Bernardos børnehjem og redningshjem for alkoholikere. For første gang i sit liv hører han en tidligere drikfældig mand aflægge et vidnesbyrd om sin omvendelse og redning fra stærke drikkes magt. Han så, at der var sket et Guds under, og blev dybt grebet af det. Der var dog meget, der virkede fremmedartet på ham, ja ligefrem berørte ham ubehageligt. Han var jo en uerfaren nybegynder, hvad angår sjælesorg blandt alkoholikere. F.eks. berørte det ham overordentlig ubehageligt, da han engang deltog i en altergang i et af dr. Bernardos redningshjem, hvor der blev skænket alkoholfri nadvervin. Man forklarede ham bagefter, at et stort antal af de omvendte på disse redningshjem var tidligere alkoholikere fra Londons slumkvarterer, og at blot smagen af gæret nadvervin var nok til, at de fik tilbagefald. Det eneste middel til at undgå denne fare, der var særlig uhyggelig i forbindelse med en hellig handling, var anvendelsen af ugæret vin ved altergangen. I det hele taget var modet med mennesker, der efter bitter nod var kommet ind i en alkoholfri livsstil noget helt nyt og fremmed for Rochat, der kom fra det vindyrkende og vindrikkende Schweiz. Afgørende var Rochats mode med en frk. Cotton i et slumkvarter i Dorking. Hun var datter af en engelsk general, ung, smuk og rig, men havde givet afkald på sine muligheder for et fornemt liv for at tjene Blandt dem, man kaldte menneskehedens afskum. Hendes arbejde fik en sådan betydning og nød en sådan anerkendelse, at man undertiden spøgefuldt kaldte hende»biskoppen i Dorking«. Der var mange, der på grund af hendes arbejde kom ud af mørkets magt i stærke drikkes vold. For at hjælpe disse mennesker åbnede hun en alkoholfri restaurant. Pastor Rochat blev meget betaget af, hvad han her så, og især var han højligen forundret over, at der af drikkevarer kun serveredes the, kaffe og chokolade, men ingen alkoholholdige 11

drikke. For Rochat var dette i sandhed en stor opdagelse, og han glemte ikke, hvad han der havde set. Senere oprettede han i sit hjem-land Schweiz alkoholfri restauranter, hvor han gav kvinderne en stor plads i Blå Kors' arbejde. I kredsen omkring frk. Cottons arbejde mødte han for første gang talen om fuldstændig afholdenhed fra stærke drikke, noget helt uvant og nyt, og han spurgte endda sig selv, om man kunne afholde sig fra alkoholholdige drikke uden at skade sit helbred; han havde svært ved at tro det. I sit stille sind lovede han sig selv at gøre et forsøg. Senere forstod han, at det var ikke en tilfældig flyvetanke, men Guds Ånd, der var begyndt at lede ham ind på den vej, der skulle blive Guds vej for ham i livet. Hvor seriøst han tog denne sin beslutning fremgår af en oplevelse, han inden længe gjorde, og som han betragtede som et for ham beskæmmende nederlag. Han blev indbudt til et aftenselskab hos en venligsindet fornem familie. Han refererer aftenens hændelsesforløb således:»under første del af måltidet afslog jeg alle opfordringer til at drikke vin, idet jeg ville være tro mod mit forsæt om at være afholdende. Men ved desserten, da man fyldte champagneglassene for at drikke værtindens skal, og jeg nægtede at tage vin i mit glas, hævdede hendes mand, at jeg ikke uden at fornærme kunne undslå mig fra den almindelige, engelske skik at drikke en skal til ære for husets frue. Over for dette pres gav jeg efter, og ligesom de øvrige gæster lod jeg mit glas fylde for at drikke på værtindens sundhed. Men dette blev også mit sidste glas vin. Fra den stund af har jeg ikke nydt berusende drikke. Thi skønt jeg ikke havde givet noget afholdsløfte, virkede dette pres meget pinligt på mig og gav mig adskilligt at tænke på. Det viste mig den tyranniske magt, som skik og brug har, og den hindring, som den er for dem, som ved med sig selv, at de er svage, og derfor må leve totalafholdende. Da jeg den aften var kommet hjem og gennemgik aftenens oplevelser, nedskrev jeg følgende overvejelser:»du var gæt til denne middag bestemt på at drikke vand, men tvunget af mod en og en fremmed mands påstand har du af ren og skær høflighed givet efter. For ikke at være uhøflig har du givet afkald på din selvbestemmelsesret og lagt din vilje ind under en andens. Når altså du, som er en uafhængig mand, en Herrens tjener, som har påtaget dig at undervise andre i kristen moral og lære dem, at man skal adlyde Gud mere end mennesker, og at verdens venskab er Guds fjendskab, når du er veget af på det punkt for en ren verdslig skiks skyld og af frygt for, hvad»man siger«, hvilken magt må så ikke skik og brug have over jævne arbejdere, når deres kammerater eller deres arbejdsgivere vil overtale dem til at gå imod deres egen vilje? Er det ikke netop ved de festlige lejligheder, bryllupper, barnedåb, konfirmation osv., at fristelserne vil melde sig også for dem ligesom for mig i denne aften? Dersom du ikke har kunnet sige nej, med hvilken ret ville du da kunne forlange, at de skulle kunne modstå de tåbelige drikkeskikke? Ville du ikke være som farisæerne, hvem Frelseren så alvorligt bebrejdede, at de lagde tunge byrder på andre, men selv ikke ville rare dem med en finger?«pastor Rochat besluttede imidlertid, at han igen ville forsøge at leve som afholdsmand, foreløbig for et ar. Han underskrev ikke nogen erklæring; men han gav sit løfte til Gud. Det var den 8. januar 1876. På den dag blev han vundet for afholdstanken. Sådan stod det for ham, og han højtideligholdt dagen som en fødselsdag. Nogle få måneder senere oplevede Rochat igen noget, der ligesom yderligere understregede»den store opdagelse«. 2. 12

påskedag 1876 deltog Rochat i et festligt afholdsmøde i byen Felday i nærheden af London. Han gik om formiddagen og hjalp til med at smykke den sal, i hvilken der senere skulle spises. Og medens han var optaget af dette, kom han til at tale med en omrejsende uldhandler, hvis bolig var en beboelsesvogn. Denne mand havde indtil sit 50. år været meget drikfældig; men han var da blevet et troende menneske og havde siden været afholdsmand.»de kan ikke tænke Dem, hvor lykkelig jeg nu er,«sagde denne mand, der som en brand var revet ud af ilden. Naturligvis kunne Rochat kun glæde sig over, hvad manden fortalte, men spurgte ham dog, om han ikke ville have været lige så lykkelig ved i stedet for at være afholdende at have været mådeholden og således fulgt det eksempel, som mange pæne folk gav, idet de blot drak et enkelt glas vin eller øl, uden at der skete noget slemt ved det? Herpå gav så uldhandleren et karakteristisk og et for en alkoholiker, der har gennemskuet sin situation, fornuftigt svar:»ser De, min herre, det faldt mig altid let at efterabe pæne folk, når de drak deres første glas, men så snart jeg ligesom de - ville holde op efter det første eller andet glas, så oversteg det mine kræfter. De såkaldte pæne folk kan holde op at drikke; men vi drikfældige drikker videre uden at kunne holde op. Tro mig, man må gøre kort proces med de stærke drikke. Det er den eneste måde, på hvilken man kan sejre over fristelsen.«i dag, 1øø år efter, siger man, hvor man seriøst har forstået den virkelige alkoholafhængiges faresituation:»engang alkoholiker altid alkoholiker.«det kan i givne situationer være dødsensfarligt at tale om et normalt forhold til spiritus. Pastor Rochat følte sig overvundet af uldhandlerens svar. For alkoholikere var fuldstændig afholdenhed fra alkohol en nødvendighed, måtte da kristne mennesker for at kunne hjælpe dem ikke følge dem på den samme vej? Men dagen var ikke gæt endnu. De folk, Rochat var til fest sammen med, foretog en lang spadseretur og deltog desuden i nogle sportslege, hvorefter de satte sig til bords for at spise. Af drikkevarer var der kun the og kaffe. Rochat var så forbavset over dette, at han over for frk. Cotton erklærede:»aldrig i evighed ville man hos os i Schweiz vove at indbyde til et festligt måltid uden alkoholholdige drikke. Straks råbte hun ud i forsamlingen:»hvad siger I til det. Der er her en schweizer, der påstår, at man i hans land ikke ville vove det at modtage gæster uden at byde dem på alkohol?«en tidligere alkoholiker rejste sig og sagde til Rochat:»Min herre, når De nu er vendt tilbage til Deres land, fortæl så endelig Deres landsmænd, hvad De har set her i dag, og hvor meget lykkeligere vi er blevet, siden vi blev afholdsfolk, og at vi har lært at samle kræfter og at glæde os med hinanden uden at nyde stærke drikke af nogen art.det lover jeg Dem,«svarede Rochat. Ud fra dette løfte udgik i den følgende tid den bevægelse, der skulle blive hans livsværk. Guds kald Efter den praktiske studietid i kirkelig filantropi i England, der var meget værdifuld for pastor Rochat, vendte han så tilbage til Schweiz, hvor han fik sit føste præsteembede i den lille, men meget gamle by Cossonay i kanton Vaud. Byen havde ca. 2000 indbyggere, overvejende bønder og håndværkere, og allerede i den første måned mødte han livets hårde tragedier. Den første ligtale, den unge Rochat skulle holde, var over en alkoholist, som blev fundet død i sin seng, efter at han om aftenen var kommet beruset hjem. Og i de 13

følgende uger matte pastor Rochat holde ligtaler over flere mænd, der enten var forulykket i en rus, eller som havde taget deres eget liv. Vel var der mennesker, der resignerende sagde:»ja, de, der er begyndt med drikkeriet, de bliver ved med at drikke,«og deres mening var, at det var nytteløst at gøre noget ved det udbredte drikkeri i Schweiz. Der var dog også andre, varmhjertede mennesker, der så drikkeriets frygtelige fare og gjorde noget ved i den bedste mening at oprette mådeholdsforeninger; men disse forsøg løb ud i sandet, fordi mådeholdsprincippet ikke var tilstrækkeligt i de virkelig truede menneskeskæbner. Nøden og elendigheden kom til at hvile meget tungt på Rochat, og han følte selv, at afgørelsens time nu var inde til, at et arbejde til drikfældiges redning måtte påbegyndes. Der kom en morgen, da han afgørende følte Guds kald. Herom har Rochat skrevet i sin dagbog:»da jeg vågnede om morgenen den 21. august 1877, var jeg dybt bekymret. Jeg følte, at det var nødvendigt, at der blev taget et særligt arbejde op imod drikkeriet, men jeg sagde til Gud:»Nej, min fader, tag en anden, men ikke mig! Jeg vil gerne hjælpe og arbejde med; men jeg kan ikke selv begynde dette redningsarbejde.«- Jeg stod op, og kampen gik videre. Den fortsatte, medens jeg klædte mig på., lige til det øjeblik, da jeg bøjede mine knæ og som en besejret råbte: Min Gud, ikke som jeg vil, men som du vil! Her er jeg for at gøre din vilje!«i dagbogen skriver han endvidere den 21. august 1877, at han nu med Guds hjælp har påtaget sig at begynde et felttog mod drikkeriet. Med Guds hjælp - det er værd at understrege disse ord, for de kom i den kommende tid til at stå på alle de afholdserklæringer, som man måtte underskrive for at blive medlemmer af Blå Kors. I disse ord ligger nemlig hemmeligheden til vor kraft. En måned senere afholdtes en betydningsfuld international kongres i Geneve til fremme af den offentlige moral, hvor også afholdsfolk fra andre lande deltog. Det var egentlig Rochats mening pi et eller andet tidspunkt at søge lejlighed til at tale om den samvittighedssag, der lå ham så meget på hjerte. Men på grund af kongressens overlæssede program kom denne lejlighed ikke. Han besluttede så selv at indbyde til et separat møde den 21. september 1877 i en sal på højre bred af floden Rhone. Salen var et gudstjenestelokale for en frimenighed. I stor hast var der blevet trykt ca. 2000 indbydelser til kongresdeltagerne medmeddelelse om et offentligt afholdsmøde, ved hvilket pastor Rochat ville holde et foredrag om drukkenskaben og det virkelige helbredelsesmiddel imod den. Der mødte ca. 150-200 personer, og Rochat opfordrede de tilstedeværende til sammen med ham at stifte en kristen afholdsforening og tage kampen op mod drikkeriet. Var der nu ikke blevet gjort mere, er det maske et spørgsmål, om der virkelig var kommet noget ud af det; men nu greb oberstløjtnant Charles Fermaud ind. Sådan skriver sognepræst M. N. Randkær, der jo i en årrække var landsformand i Blå Kors i Danmark. Charles Fermaud havde lige så stille siddet og skrevet på. et stort ark papir en afholdserklæring, og det var hans tanke, at han ville forelægge denne erklæring til underskrift. Og så snart Rochat var færdig med at tale, tog Fermaud straks ordet og fortalte, at han i adskillige år havde været afholdsmand, og derefter oversatte han med stor dygtighed de vidnesbyrd, som blev aflagt af nogle afholdsfolk, som var deltagere i kongressen. Og derpå henvendte han sig til forsamlingen og opfordrede de tilstedeværende til at underskrive afholdsløftet. Men da var der en mand, som rejste sig. Det var købmand Marc. Briquet, en ældre, ærværdig herre, som var velkendt i menigheden i Geneve. Han sagde bl.a.:»jeg har været afholdsmand i 50 år. I 1827, da jeg var 22 år, besluttede jeg, at jeg 14

ikke mere ville drikke vin, undtagen ved altergang. Nu er jeg 72 år, jeg er sund og rask og har altid været det. Jeg er rede til at støtte den unge forening ved at indtræde som medlem.«(der var mennesker i det vindyrkende Schweiz, der havde den besynderlige tanke, at det muligvis var sundhedsfarligt at være afholdsmand). Disse ord virkede, og straks underskrev Rochat, Fermaud og desuden 24 andre personer. Kun een af disse første underskrivere, en drikfældig handelsrejsende, brød sit løfte, og det skete allerede den følgende dag. Nu gjaldt det imidlertid om at finde en arbejdsplan og at få valgt en bestyrelse. Man samledes den følgende dag, og pastor Louis-Lucien Rochat blev valgt til formand. Det første skridt, den nye forening foretog ud imod offentligheden, syntes desværre at skulle mislykkes. Man havde gennem en annonce indbudt til et offentligt møde den 17. oktober i en sal, som kunne rumme flere hundrede mennesker. Men der kom kun femten. Det så jo ud til at være en fiasko. Men alligevel kunne pastor Rochat flere år senere efter hint møde give udtryk for, at Gud også var med i dette, og at det netop gik, som det skulle. Hvis der til dette første møde var kommet mange mennesker, som nok havde varme hjerter og et offervilligt sind, men som var uden levende tro, og som maske endog var fritænkere eller i religiøs henseende ligegyldige mennesker, og disse så i stort antal var gæt ind i den nye forening, ville det meget let være gæt sådan, at foreningen var blevet afsporet allerede i starten. Men nu gik det sådan, at de mennesker, som kom til stede ved dette første møde, var troende mennesker, og derfor blev foreningen lige fra begyndelsen en kristelig afholdsforening, ved hvis møder ved siden af afholdsundervisningen Guds ord og bøn fik førstepladsen. Blå Kors var nu begyndt i Jesu navn. Inden vi går videre, lad der lige blive plads til nogle fa linjer til at tegne profilen af nævnte oberstløjtnant Charles Fermaud, der jo fik en afgørende betydning for Rochat i hans åndelige krise omkring 21. august 1877 og i Blå Kors' fødselstime i Geneve den 21. september 1877. Charles Fermaud var en praktisk og initiativrig mand, der forlængst var gået ind for afholdstanken; senere blev han generalsekretær i KFUMs verdenskomite og derfor i sin tid ikke bare et kendt navn i Blå Kors, men måske endnu mere i KFUMkredse, også i udlandet. Pastor Christian Gad skrev i 1928 en jubilæumsbog»da vi var unge«om KFUMs første 25 år, hvor også Charles Fermaud omtales. Jeg citerer herfra:»vi havde af og til besøg af schweizeren, oberstløjtnant Charles Fermaud, Genferkomiteens utrættelige generalsekretær. En fast lille skikkelse, fin og beleven, med et ægte fransk væsen. Han havde været Europa rundt på pionerarbejde og sad derfor inde med en enestående sum af erfaring. Hans forkyndelse af Guds ord var dyb og havde altid centralt sigte. Og en bønnens mand var han, et åndeligt menneske helt igennem. Han havde en hellig angst for, at en forening i sin iver skulle optage nye opgaver udadtil, hvis den ikke ejede tilstrækkelig åndelig kraft til at gennemtrænge og præge det nye arbejde med søgte kristelig ånd.»det skal være som et træ med dybe, lange rødder. Aldrig må en ny gren skyde frem, uden at den har en tilsvarende rod under jorden, fra hvilken den kan fa sin saft og kraft. Ellers går det galt med arbejdet.«fermaud fik efterhånden en rørende kærlighed til Danmark. Hans fædreland var et lille land som vort; dets flags farver de samme som vore. Men der må vel også have været en vis åndelig lighed. Var det dansk jævnhed og dansk kristendom, der tiltalte ham? Selv 15

færdedes han overalt jævnt og ligefrem Blandt alle slags mennesker og vandt overalt de troendes hjerter. - Allerede i 1888 i Stockholm talte han flydende tysk, fransk og engelsk samt spansk og italiensk og var dengang i færd med at lære svensk. Hos os måtte han ved de første besøg tale ved hjælp af tolk. Men til sidst lærte han virkelig at tale vort sprog!«såvidt Christian Gad om Charles Fermaud. Efter genforeningen, da så mange kendte folk gæstede Nordslesvig, kom Charles Fermaud engang til Sønderborg. Jeg kender en ældre mand i menigheden i Sønderborg, der kan huske, at Fermaud, den sprogbegavede mand, talte i Set. Marie kirke - på dansk. Sognepræst N. Juhl, Blå Kors' første landsformand, havde et nært og hjerteligt forhold til Blå Kors i Schweiz. Pastor Juhl har omtalt, at da Blå Kors fejrede 50 års jubilæum 1927 i Geneve, var der en eftermiddag en stor procession gennem byen med musikkorps i spidsen; de forskellige landes delegationer var mødt frem med faner, den danske delegation med dannebrog. Da kom oberstløjtnant Charles Fermaud med sin frue og sluttede sig til de danske delegerede med de ord:»vi vil så gerne gå under det kære dannebrog.«med veneration kan vi mindes Charles Fermaud som en, der elskede Danmark og som en fødselshjælper i Blå Kors' fødselstime den 21. september 1877. Vore grundsætninger og Guds ord Hvordan gik det så med det nystartede Blå Kors-arbejde? I begyndelsen temmelig besværligt. Modstand og ligegyldighed var kårene mange steder. Afholdsfolk blev mistænkeliggjort og latterliggjort som sure, indskrænkede og glædesløse fanatikere. Der gik hele to år, inden den første alkoholiker meldte sig for at blive medlem af Blå Kors og blive reddet ud af sin alkoholisme, en kurvemager Eduard Guillon, en mand, der havde været alkoholiker i mange år. Trods megen sorg hustru og to børn døde - og anden modgang blev han bevaret indtil sin død. Han giftede sig igen og stiftede en Blå Kors-forening i Versoix. Den blev siden ledet af hans søn fra andet ægteskab. Der var også. enkelte andre opmuntringer i reddede menneskeskæbner; men i det store og hele gik det smat. Dertil kom nu, at pastor Rochats helbred svigtede. Det blev nødvendigt for ham at tage på rekreation i mildere egne. En fætter til ham var præst i Florens for den schweiziske koloni der, og han inviterede ham til at komme ned til sig og komme til kræfter. Rochat tog imod indbydelsen og opholdt sig i Florens i vinteren 1878-79. Han hjalp fætteren en lille smule i præstegerningen, men brugte i øvrigt tiden til efter indgående studier og overvejelser og under megen bøn at skrive en lille bog»vore grundsætninger og Guds ord.«det har alle dage været meningen og er det stadig at udfore Blå Korsarbejdet»ved Guds og hans ords hjælp.«det var afgørende vigtigt for Rochat selv og for det nye påbegyndte arbejde at få præciseret, hvad Guds ord siger. Det lille skrift er stadig læseværdigt og godt at få forstand af. I det følgende skal hovedtankerne refereres. Står den fuldstændige afholdenhed fra alle berusende drikke i modstrid med Guds ord eller ej? Det er spørgsmålet, siger pastor Rochat, som vi vil undersøge i dette lille skrift. Mange troende mennesker siger til os:»intetsteds forbyder den hellige skrift nydelsen af vin; den tillader og anbefaler den, ja enkelte steder priser den endog. Jesus har brugt vin; hans første undergerning var at forvandle vand til vin ved brylluppet i Kana; han brugte vinen til nadvermåltidet, og Paulus formanede Timoteus til at nyde nogen vin for sin maves skyld. Når I nu vil forkaste endog en mådeholden brug af vin, forekommer det os, at I går 16

uden for Guds ords lære, og deri kan vi ikke følge jer.«andre går endnu videre.»vinen,«siger de,»er noget godt, er en Guds gave. Vi vil nyde den med taksigelse. Det er rigtigt at bekæmpe misbrugen; men det er selvlavet åndelighed at forbyde brugen og derved sætte menneskelige forskrifter og grundsætninger i evangeliets sted, således som hine formentlige vise gjorde, hvis forhold apostelen i Kolossenserbrevet har dadlet så strengt. (Kol. 2,16-23).»Vil I redde alkoholikere,«foreholder man os fra alle sider,»så. forkynd evangeliet for dem til omvendelse, så vil I kunne lære dem mådehold ved jeres eksempel og jeres formaninger, og så vil også vi slutte os til jeres sag og hjælpe jer. Men så snart I taler til os om afholdenhed, så tillader vor samvittighed os ikke at følge jer og understøtte jer. Jeres fuldstændige afholdenhed fra alle berusende drikke er en overdrivelse, som vi vil overlade til englænderne og amerikanerne, men som ikke passer for os her til lands.«sådanne og andre lignende indvendinger har gjort os ondt, fordi de kom fra troende mennesker, på hvis sympati vi havde ventet. På den anden side er de så ofte blevet gentagne, at de åbenbart må. stamme fra en misforståelse af vore grundsætningers natur og deres henvisninger til Guds ord, hvorfor vi anser det for nødvendigt på ny at forklare det standpunkt, vi gik ud fra, da vi stiftede kristelig afholdsforening»det Blå Kors«på grundlag af fuldstændig afholdenhed fra alle berusende drikke. Vi indrømmer - det siger Rochat åbent og ærligt -, at i almindelighed, og hvor intet misbrug finder sted, forbyder bibelen ikke brugen af vin. Jesus, som i alle stykker er os et forbillede på, hvad mennesket egentlig skulle være, har drukket vin og endog givet dem, der var med ham, at drikke. Vi tilstår det også åbent: Hvis enhver ville bruge vin lige så mådeholdent som den Herre Jesus gjorde, havde en forening, der som vor er grundlagt på afholdenhed fra alle berusende drikke, ingen berettigelse. Den ville i hvert fald ikke finde noget fast grundlag i den hellige skrift, og vi kan forsikre, at de, som kaldte den til live, ville da aldrig have tænkt derpå. Men desværre er det ikke således, og vi tør uden at frygte for modsigelse nævne det hos os sædvanlige misbrug af berusende drikke som en af de væsentligste årsager til elendighed, sygdom, sædeligt forfald og åndelig så vel som timelig død. Hvad siger nu Jesus, nar noget, der i og for sig kan være en meget god ting, bliver for os en anledning til fald? Siger han noget lignende som:»bliv på ny mådeholden, sky kun misbrugen, som alene er syndig?«- Nej! - Jesus, som kender det menneskelige hjerte, ved, at et svagt menneske, for hvem en Guds gave er blevet årsag til fald, kun kan reddes ved fuldstændig og een gang for alle at afholde sig fra denne gave. Hvor nyttig, hvor kostbar endog denne omtalte genstand må være for ham, hvor nære band der end knytter ham dertil, og hvor smertelig derfor en opgivelse må være ham, han må dog beslutte sig dertil, hvis han vil reddes. Derfor har Jesus givet os denne så bestemte og bekendte, men så lidet fulgte befaling:»men hvis din hånd eller din fod forarger dig, så hug den af og kast den fra dig! Det er bedre for dig at gå ind til livet vanfør eller halt end at kastes i den evige ild med begge hænder og begge fødder i behold. Og hvis dit øje forarger dig, så riv det ud og kast det fra dig! det er bedre for dig at gå enøjet ind til livet end at kastes i Helvedes ild med begge øjne i behold.«(mat. 18,8-9). Det er denne grundsætning, som vi bringer til anvendelse over for de ulykkelige ofre 17

for drikkesygen. - Afholdenhed fra alle berusende drikke er alts ikke, som man siger, en angelsachsisk opfindelse, men en særlig anvendelse af den af Herren udtalte almindelige grundsætning. På indvendingen:»går I nu ikke ud over Guds ord og Kristi lære, nar I også foreskriver mådeholdne mennesker afholdenhed?«svarer Rochat ved at anføre nogle skriftsteder, som de, der fremsætter den, synes at have glemt, og de belyser netop bedst vor opfattelse. Ganske vist, vil vi sige til dem, havde vi ret til at nyde nogen vin; men vi gentager med Paulus:»Alt er tilladt,«men ikke alt er gavnligt.»alt er tilladt,«men ikke alt opbygger. Ingen må Søge sit eget, men hvad der gavner næsten.«(1. Kor. 10, 23-24).»Vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrabeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag. Enhver af os skal gøre, hvad der behager hans næste og er til gavn og opbyggelse. Thi Kristus gjorde heller ikke, hvad der var ham selv til behag.«(rom. 15,1-3). Dette er drivfjederen i vor handlemåde. Vi er ikke afholdende for vor egen skyld, men af hensyn til de svage, og for deres skyld opfordrer vi også andre ganske mådeholdne mennesker til at blive afholdende. En alkoholikers redning må ske ved kærlighed, gennem deres frie uegennyttige offervillighed, som opgiver deres rettigheder for at tage deres brødres svagheder på sig. Det er ikke os, som har opstillet denne lov; men dette er selve kærlighedens guddommelige lov! Det går som en rød tråd gennem Rochats lille skrift»vore grundsætninger og Guds ord«, at et kristent menneskes frihed har sin grænse i næstekærlighedens hensyntagen til den svage broder eller søster. Særlig stærke er henvisningerne til problemerne i hedningekristne menigheder i Korinth og Rom.»Men agt vel på, at ikke jeres frihed skal bringe de skrøbelige til fald. Derfor, hvis mad kan bringe min broder til fald, vil jeg aldrig i evighed spise kød, for at jeg ikke skal bringe min broder til fald.«(1. Kor. 8,9 og 13).»Det er rigtigt at afholde sig fra at spise kød, drikke vin, og hvad andet din broder tager anstød af.«(rom. 14,21). Der var jo i disse menigheder problemerne i slagterbutikkerne med kød, der kunne være afgudsofferkød og derfor anfægte nyomvendte hedningekristne. Mere modne kristne anfægtedes ikke af det; men Paulus formaner de såkaldte»stærke«til at vise selvfornægtelse, give afkald på deres frihed af hensyn til de såkaldte»svage«. I begge breve bruges disse ord om den svage broder,»for hvis skyld Kristus er død.«(1. Kor. 8,11 og Rom. 14,15). Det lille offer, at give afkald på en beskeden del af sin frihed, ses i lyset af det største offer, der er sket på denne jord, Jesu offerdød langfredag. Rochat siger med henblik på denne næstekærlighedens begrænsning af den kristne frihed: Der findes i dag tusinder af ulykkelige, som ikke er stærke nok til at nyde berusende drikke uden at misbruge dem, og hvem de er blevne til fald. Der findes tusinder, som, nar de kun bringer et glas vin, øl eller spiritus til deres læber (hvad vi mådeholdne folk kan gøre uden fare), bliver grebet af et satanisk begær efter at nyde mere og stadig mere. Nu vel! nar det er således, og nar stærke drikke for disse stakkels mennesker, for hvem Kristus også er død, er en årsag til fald, nar de ligger under, fordi de vil efterligne vor mådeholdne nydelse, vil vi hellere hele vort liv igennem undvære stærke drikke end at blive dem en årsag til fald. Vi vil blive disse skrøbelige som en skrøbelig for at kunne redde nogle af dem. Det vil sige, af kærlighed til dem vil vi sætte os i deres sted og pålægges os det samme savn. Rochat henviser også til Det gamle Testamentes eksempler på mænd, som dels frivillig, dels efter Guds befaling har givet afkald på de berusende drikke. Rekabiterne, om 18

hvem der tales i Jer. 35, og nasiræerne, omtalt bl.a. hos profeten Amos, kap. 2, endvidere det strenge forbud til ypperstepræsterne, hvem det under dødsstraf var forbudt at nyde vin eller stærke drikke, nar de skulle gå ind i åbenbaringsteltet (3. Mosebog 10,8-10). Endelig er naturligvis også nævnt Johannes døberen, hvem Jesus kalder den største Blandt profeterne, der ligeledes efter Guds befaling hverken matte drikke vin eller stærke drikke (Luk. 1,15). Spøgefulde sjæle med et lunt glimt i øjet har ofte ville drille afholdsfolk med Paulus' rad til sin unge ven Timoteus:»Bliv ikke ved med at drikke vand alene, men brug lidt vin for din mave og din hyppige svagheder«(1. Tim. 5,23). Herom siger Rochat: Dette eksempel bliver i almindelighed anvendt til at bekæmpe vore grundsætninger med; men nar man betragter det nærmere, er det tværtimod gunstigt for vor opfattelse. Timoteus var afholdende, og Paulus dadler ham aldeles ikke derfor. Nar han skriver til ham, som han gør, så er det, som apostelens ord udtrykkelig siger det, alene fordi Timoteus led af mavesmerter og ofte var syg. Vi har altså her ikke at gøre med et religiøst bud, men med en lægeforskrift i anledning af en særlig sygdomstilstand. Netop sådanne tilfælde forbeholder vi os, når vi underskriver vor afholdserklæring. Rochat afslutter sit skrift med at understrege, at den frivillige afholdenhed, som de mådeholdne pålægger sig i den hensigt at give de svage en anledning mindre til fald, er fuldstændig i overensstemmelse med Guds ord og hviler på hovedgrundsætningen: kristen kærlighed. Men han understreger frivilligheden. Vi vil ikke gøre andre det til en pligt, hvad vor egen samvittighed har pålagt os som en sådan, thi vi ved, at hvad samvittigheden byder den ene, kan ikke uden videre påbydes den anden som lov. Men så meget vil vi i det mindste sige til dem: Det er jeres pligt at se al den elendighed, som er opstået ved udbredelsen af drikkeriet, i øjnene og efter bedste evne modvirke den. Gennemsøg i denne hensigt beretningerne fra hospitaler, sindssygehospitaler og redningshjem, læs uddrag af kriminelle beretninger, og I vil få at se, hvilken andel drikkeriet har i disse sørgelige annaler om sygdom, elendighed og forbrydelser. Gør mere end det, præster noget bedre. Riv jer i nogle timer løs fra jeres fredelige og behagelige familiekreds og undersøg, hvad der bliver af de hjem, hvor familiefædrene er hengivne til drik. Når I så har set alt dette med egne øjne, så stands og tænk over, hvad I kan gøre for på bedst mulig måde at kunne bekæmpe denne plage. Skulle disse undersøgelser bringe jer til det resultat, at der gives et bedre og stærkere hjælpemiddel end forbindelsen mellem evangeliet og afholdenhed, så bliver det jeres åbenbare pligt at lægge hånd på værket og bruge det middel, som I har fundet frem til. For»nar man ved, hvad der er det rigtige, og ikke gør det, er man skyldig i synd.«(jak. 4,17). Til allersidst i skriftet skrives nogle ord til alle troende, hvem alvorlige bevæggrunde afholder fra at slutte sig til os: Eet vil vi bede alle præster og lægfolk om, som ikke vil træde ind i vore rækker, aldrig ved jeres optræden at lægge os hindringer i vejen for vort arbejde! Forsøg ikke at tage modet fra vore uerfarne tilhængere ved at sige til dem, at de har handlet urigtigt i at binde sig ved en erklæring, som er unyttig for dem, og frem for alt, hold ikke dem tilbage, som kunne have lyst til at træde ind i vor forening, enten fordi de er drikfældige, eller fordi de ønsker ved deres eksempel at være med til at rejse de faldne. Skænk os den hjælp, som jeres kristne sympati og ban kan yde os, for at Gud må velsigne 19

vore bestræbelser og stå os bi i den kamp, vi har optaget, for at han må indgive os alt, hvad vi skal gøre for så hurtigt som muligt at fremme hans riges komme Blandt dem, som ikke kan være mådeholdne. Hvorfor navnet: Blå Kors? Den kristne afholdsforening, der med Louis-Lucien Rochat i spidsen blev startet 21. september 1877, fik forøvrigt først seks år senere navnet»det Blå Kors«. Det var i 1883, at nogle sammenlignede det kristne redningsarbejde Blandt alkoholikere med»røde Kors«barmhjertighedsarbejde Blandt sårede soldater på krigens slagmarker. Sammenligningen forekommer mig ikke dårlig. Hvor alkoholismens hærværk skaber en slag-mark, er der mange sårede, der ikke i egen kraft kan rejse sig op, men har kristen barmhjertighed behov. På grund af sammenligningen med»røde Kors«blev den 6-årige kristne afholdsbevægelse den 21. november 1883 navngivet»blå Kors«, og dette navn har fulgt bevægelsen i alle lande, hvor den har haft og har sin gerning. Da Blå Kors i Danmark havde 10 års jubilæum 1905 udkom der et mindeskrift, i hvilket sognepræst N. Juhl, vor første landsformand, skriver noget om navnet Blå Kors:»Der er af modstandere brugt mange usmagelige bemærkninger om sammenstillingen af korset og den Blå farve, ja man har ikke skammet sig ved at tale om Kristi kors i modsætning til»blå Kors«. Men hvorfor er da dette lidt sære navn mon valgt? Jeg vil lade en af foreningens første og nidkæreste arbejdere, pastor Gottlieb Fischer i Essen svare. Pastor Fischer var en årrække landsformand for Blå Kors i Tyskland. Niels Juhl refererer fra Gottlieb Fischer følgende smukke betragtninger over farvernes symbolske betydning:»det Blå Kors«- hvad skal det betyde? Hvorfor denne farve? Jo, i Kristi kors ligger vort arbejdes berettigelse, lige så vel som dets forpligtelse; korset på Golgatha er vort holdepunkt og vor styrke, vor støtte og vor kraft.»det Blå Kors«kender ingen højere opgave, intet herligere mål end Kristi efterfølgelse. Hans kors er solen, fra hvilket alt lyset udgår til de stakkels syndige mennesker, alene korsets glødende stråler formår at brænde synden ud af hjertet: Hvor denne kærlighedssol skinner, der og kun der bortvejres vore synder som en sky og vore misgerninger som en tåge. Men, som bekendt, indeslutter det klare, hvide sollys alle farver i sig, som vi ser det på den smukke regnbue; ja, selv i hver en vanddråbe bryder det strålende lys sig i mange farver; men denne farvernes brogede pragt er jo slet ikke andet end virkningen fra den ene lysende sol. Således udgår al redning og hjælp for den syndige verden fra korset på Golgatha; og man kan derfor såre vel sammenligne dette redningsværk i dets mangfoldige skikkelser med regnbuens farver, såfremt blot en side af korsets herlighed spejler sig i det enkelte arbejde. så taler man da om»det røde«, om»det hvide«og om»det blå kors«. Farvebetegnelsen er da altså kun beskedenhed; ethvert af disse arbejder gør kun fordring på at være en særlig side af Kristi frelserværk over for den fortabte menneskeslægt.»det røde Kors«lader sollyset fra Golgatha falde ud over slagmarken for i dette lys at kende, hvad den kristne kærlighed er de stakkels sårede og døende skyldig.»det hvide Kors«har at gøre med utugtens ofre; det vil redde, hvad der endnu star til at redde, oprejse det faldne og bevare, hvad der star i fare. - Og hvad vil nu»det Blå Kors«? Det vil heller intet andet end opsøge de sårede fra slagmarken og bære dem hen til den store læge, for at han kan komme til at helbrede dem. At redde drikkeriets ofre, at befri de stakkels bundne fra Satans strikke, at føre disse dø- 20