1.maj 2007 /2VHNUHW U+DUDOG% UVWLQJ PDMWDOH Kære venner Lad mig starte med noget positivt: Vi holder 1. maj med beskæftigelsesrekord! De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at der er 2.841.000 danskere i arbejde. Det her tal siger jer måske ikke så meget. Men vi skal ikke meget mere end ti år tilbage, før tingene så meget anderledes ud. I 1994 var der var massearbejdsløshed. 350.000 havde ikke noget arbejde at stå op til om morgenen. Det var en hård tid. Mange steder rundt om i landet stod snesevis af mænd forsamlede med tidligere kolleger fra nedlagte arbejdspladser og fik dagen til at gå med hinandens selskab, sådan som de havde været vant til det i mange år. Men det var ikke omkring drejebænke og skrivepulte det foregik længere; nej det var tæt på den lokale købmand og meget af snakken handlede om, hvem der skulle give den næste bajer. For arbejde var der ikke noget af. Mere end hver femte af de XQJH var uden arbejde, og over 100.000 ledige havde været uden job i årevis.
Tvangsauktioner og mismod hørte til hverdagen i Danmark den gang. Men vi kom ud af krisen, og det skyldes ikke mindst, at vi fik en socialdemokratisk ledet regering efter mere end 10 års ørkenvandring med borgerligt styre. Men med lidt uklædelig selvros vil jeg også hævde, at vi i LOfagbevægelsen havde en væsentlig andel i, at det lykkedes at bringe arbejdsmarkedet på ret kurs igen. Vi valgte at gøre alt, hvad vi kunne, for at sikre medlemmernes beskæftigelse. Vi fik overbevist Nyrupregeringen om, at aktiv arbejdsmarkedspolitik med tilbud om job og uddannelse var den rigtige vej frem i stedet for nedskæringer i dagpenge. Vi krævede en økonomisk politik, der skabte arbejdspladser, og vi sikrede en solid lønudvikling, der gav fremgang i reallønnen, men uden at inflationen løb løbsk, og uden at det kom i konflikt med målet om at sikre medlemmernes beskæftigelse. Vores succes var så overbevisende, at selv ikke den borgerlige Fogh kunne undsige, at der var udrettet noget ganske enestående på det danske arbejdsmarked i løbet af halvfemserne. Og derfor har han rejst verden rundt og pralet af det danske mirakel og vores specielle model med kombinationen af fleksibilitet på jobbet og tryghed i økonomien. 2
Alligevel syntes Anders Foghs beskæftigelsesminister, at han skulle benytte lejligheden ved a-kassernes 100 års jubilæum til at nedgøre den danske model. Han sagde simpelthen, at a-kasserne holdt hånden over ledige, der ikke vil i arbejde. Sandheden er lige omvendt. Vores a-kasser gør et kæmpe arbejde for at finde job til de ledige, og de er faktisk rigtig gode til det. De kender det lokale arbejdsmarked og virksomhederne inden for de forskellige fag langt bedre end de brede tværfaglige kasser, hvis eneste formål er at udbetale dagpenge og efterløn. Claus Hjorts udtalelser viser desværre bare, at der langt ind i regeringstoppen ikke er helhjertet opbakning til den danske model, som ellers har vist sin funktionsduelighed så effektivt. Det skal man huske på til næste valg. - - - - - Med den høje beskæftigelse og fremgang er der nok nogle, der mener, at fagbevægelsen er unødvendig. Det er imidlertid helt forkert. Fagbevægelsen er ikke først og fremmest et værn i krisetider. Den er et middel til at skaffe fremgang. Vel at mærke en retfærdig fremgang, hvor alle kommer med. At være medlem af fagbevægelsen handler i første omgang om at stå sammen med sine kolleger i hverdagen. 3
Men derudover handler det også om sammenhold med sine fagfæller på andre arbejdspladser og folk fra helt andre fag. Vores fælles ønske er at have et godt og meningsfuldt arbejde, som vi kan udføre under ordnede forhold og til en rimelig løn. Ud fra dette fællesskab skal vi også række hånden ud til de svageste grupper i samfundet, der har behov for vores hjælp, og vi skal selvfølgelig vise solidaritet med de mange lønmodtagere rundt om i verden, som har meget ringere forhold end vi. Derfor skal vi være aktive i overenskomstforhandlingerne og påvirke de politiske beslutningsprocesser, hvad enten det er i en kommune eller på Christiansborg eller i Bruxelles. Med tidens forandring opstår der også nye udfordringer hele tiden. Den danske succes har fx betydet, at arbejdskraft fra de ny EU-lande er søgt hertil i stort omfang. Det er folk, der er vant til langt lavere løn end vi, og som kommer fra lande, hvor ordnede forhold er en by Rusland. De kan være lette ofre for arbejdsgiverne at underbetale osv. Derfor har vi i fagbevægelsen forstærket vores opsøgende arbejde. Vi er ude på arbejdspladserne for at komme de 4
plattenslagere til livs, der groft udnytter de udlændinge, der arbejder i Danmark. Når vi møder udlændingene, bliver de ofte overrasket over, at vi kommer for at hjælpe dem. De har i nedrige skrækkampagner fået at vide, at vi er en slags mafiafolk, der kommer og opkræver beskyttelsespenge. Men som regel bliver de fanget af vores historiefortælling og forstår det, som er det vigtigste: De gode vilkår på det danske arbejdsmarked er ikke noget, der er kommet af sig selv - eller som består, hvis vi ikke kæmper for den. Derfor er det en trussel for selve vores samfundsmodel, når en del i disse år forlader LO-fagbevægelsen til fordel for de såkaldt gule fagforeninger. Man lokker lønmodtagerne med billige priser og bygger videre på myten om, at hele den danske model bare er kommet af sig selv. Det er lidt ligesom i Thise Boldklub, der ligger i Salling, hvor jeg kommer fra. Her betaler gutterne et par tusinde kroner om året til den lokale fodboldklub. Man spiller langt nede i serierækkerne, men der er mange gode arrangementer i løbet af året med bankospil og skovture for familien som nogle af højdepunkterne. Forestil jer nu, at der en dag kom en fremmed til byen og sagde: Kan jeg låne jeres boldbane fra kl. 20 til 21 et par 5
gange om ugen her i sommerhalvåret og så et par timer hver anden søndag formiddag. Nu ligger den her jo i forvejen, og I bruger den jo ikke selv. Umiddelbart så kunne man vel godt sige ok til det spørgsmål; det vil vel ikke skade nogen. Men hvad hvis han så lidt efter opretter sin egen boldklub med tilbud om medlemskab til blot tusind kroner om året? Husker folk så, hvem der slår græsset og kridter banen? Hvem der sørger for, at projektørlysene virker? Hvem der sørger for hjørneflag og fodboldnet. Hvem der vedligeholder klubhuset og sørger for, at man kan få et bad efter kampen?? Ja, det gør de nok i Thise, og det gør de i Skamlebæk og i Assens. Så mon ikke han hurtigt ville blive bedt om at pakke sammen, straks han begyndte at kræve penge for det, som andre havde skaffet. Det er lidt det samme med os og de gule. Men vi har nok været for søde indtil nu. Og så skal vi huske, at fagbevægelsen altså ikke kun er en servicebutik. Den er mere end det: Et fællesskab. Med plads til forskellighed selvfølgelig. Forskellighed i køn, etnicitet og partipolitisk tilhørsforhold, men også med solidaritet og sammenhold, når det gælder. 6
Det er ikke kun en smuk tanke, det lønner sig. Når vi sammenligner os med andre lande, så viser det sig klart, at vi har resultaterne med os. Vi har den højeste beskæftigelse i EU, den højeste løn og den mest retfærdige fordeling. Der har været sådan en slags lillebror-sympati i pressen med de gule fagforeninger. Den tror jeg er på retur. Nu diskuteres det jo åbent, om det også kan være rimeligt, at dem, der ikke vil være med i fællesskabet, kan nyde godt af de resultater, som vi opnår i overenskomstforhandlingerne. Jeg tror, at mange lønmodtagere har fået øjnene op for, hvad det giver at stå i fagforening. Pludselig er den danske model og hvorfor det er vigtigt at være medlem af en fagforening blevet til debatstof i frokostpausen på arbejdspladsen og hjemme ved køkkenbordet. - - - - - I påskedagene fik vi de sidste overenskomster på det private arbejdsmarked i hus. Det har været nogle lange og seje forhandlinger, men resultaterne blev gode: Faktisk opnåede vi det dyreste resultat i nyere tid. Derudover lykkedes det at skaffe forbedringer, der rækker frem, og som har perspektiver. Lad mig her fremhæve tre af dem. 7
For det første blev der opnået ret til to ugers selvvalgt efteruddannelse med løn hvert år. Det giver vores medlemmer en rigtig god mulighed for at kvalificere sig til morgendagens job. Og det betyder, at medlemmerne ikke længere skal stå med hatten i hånden hos arbejdsgiverne og bede om lov til at få efteruddannelse. Nu kan de selv bestemme. For det andet indeholdt de fleste resultater en belønning til tillidsfolkene. Enten ved at der gives et vederlag for deres indsats eller gennem bedre adgang til kurser. Det er meget løfterigt, for tillidsfolkene er rygraden i vores aftalesystem ude på arbejdspladserne. Det sidste, jeg vil fremhæve, er, at der er øremærket tre ugers ekstra barselsorlov med løn til mænd. Formålet med denne forbedring er dobbelt. Vi sikrer nemlig både fædrene mere tid sammen med deres nyfødte børn, og samtidig gavnes ligestillingen på arbejdsmarkedet, fordi arbejdsgiverne nu ved, at det ikke kun er kvinderne, som går derhjemme og passer de små poder. Trods min store ros til overenskomstforligene, var der ikke et massivt flertal af de medlemmer, som stemte, der kunne bakke op om resultatet. Det skyldes, at i mit eget forbund 3F forkastede medlemmerne faktisk mæglingsforslaget. Så alt i alt blev det kun et S QW ja. Det er svært her allerede dagen efter, at urafstemningen er slut, at vurdere, hvorfor så mange 3F ere stemte nej. 8
Men umiddelbart, så tror jeg, at den lønfest, der har været på direktionsgangene, har provokeret mange medlemmer, selv om resultatet altså blev klart dyrere end ved sidste overenskomstforhandling. Jeg kan godt forstå, hvis mange har tænkt sådan, men det er altså min holdning, at det vil være helt uholdbart for vores land at vende tilbage til den tid, hvor lønstigninger var noget, der blev målt til 10 og 20 procent. Det vil bare give arbejdsløshed og højere inflation og i sidste ende vil ingen få mere i realløn, fordi inflationen har spist værdien af lønstigningerne. På den anden side synes jeg, at direktørernes grådighed er tæt på samfundsskadelig virksomhed. De påstår selv, at globaliseringen gør det nødvendigt at rage enorme lønforhøjelser og bonusser til sig. Men når man ser på udviklingen i toppen af dansk erhvervsliv, er det fortsat de samme gamle drenge og Tordenskjolds soldater, der sidder i Børge Mogensen stolene med deres dyre cigarer og klapper hinanden på ryggen i VL-grupperne. Der er ikke mange af dem, som bliver tilbudt internationale topstillinger i Microsoft, BMW eller Phillips. Nej den enkle sandhed er: at de har skaffet sig så høje lønstigninger, fordi de havde muligheden for det. Ikke fordi, de havde fortjent det. Vi lever selvfølgelig i et frit land, og derfor kan vi ikke forbyde folk at få en for høj løn. Men jeg synes godt, at 9
man kan stille det beskedne krav, at vi i det mindste får fuld oplysning om direktørernes lønpakker. Alene det tror jeg også vil få nogle aktionærer til at tænke sig om, næste gang der uddeles kurfyrstelige gageforhøjelser til direktionen. Derudover har jeg hørt nogle mystiske udlægninger af overenskomstresultatet, som har været fremført af nejkampagnen: Fx har det heddet sig, at frit-valgskontoen skulle betyde, at den 6. ferieuge faldt bort. Det er bare noget gedigent vrøvl. Frit-valgs-kontoen indebærer reelt, at feriebetalingen stiger med 1 pct., og dermed får man flere penge at holde ferie for. Men man kan også vælge at indsætte disse penge på pension. Altså flere penge og flere valgmuligheder. Ikke andet. Det er nok de færreste, som er hoppet på den vildand, men det har da medvirket til at forstyrre diskussionen, og jeg kan være usikker på, om der har været andre forkerte myter om overenskomstresultatet. Selv om det er beklageligt, at opbakningen ikke blev større, så kan vi konstatere, at i de øvrige forbund - altså ud over 3F - var der solid tilslutning til overenskomstresultaterne. Faktisk stemte 70 pct. af de øvrige forbunds medlemmer ja, og derfor blev det i sidste ende et pænt ja alligevel. 10
Og jeg håber trods alt, at det er lykkedes at vise, at det er LO-fagbevægelsen som skaber resultaterne, og at det er værd at kæmpe for at få en overenskomst. - - - - - Regeringen har siden november sidste år opført et stort anlagt mediestunt om en kvalitetsreform, som har til formål at vise, hvor meget Anders Fogh elsker den offentlige sektor. Regeringens udspil har indtil nu været varm luft og vindfrikadeller. Derfor tog LO Anders Fogh på ordet og foreslog trepartsdrøftelser om en rekrutteringsplan i den offentlige sektor. Trepartsdrøftelserne handler ikke om bevillingerne til den offentlige sektor. De handler ikke om kvalitetsreform. Nej, LO er gået ind i trepartsdrøftelserne med ét klart sigte: At skabe bedre forhold for medarbejderne, der allerede er der, og at sikre at der uddannes nok til at skaffe offentlig velfærd i fremtiden. Men jeg ved godt, at god service og gode forhold for medarbejderne er to sider af samme sag. Derfor er investeringer i bedre arbejdsforhold for de offentligt ansatte også investeringer i bedre service til alle danskere. 11
Jeg vil i dag fremhæve tre forslag, som vi arbejdet med i LO, og som bl.a. skal forhindre, at vi mangler 35.000 social- og sundhedshjælpere om 15 år: Praktikpladser til alle kvalificerede ansøgere på de offenlige grunduddannelser Tredobling af den nuværende opskolingsindsats Ret til fuld tid for ansatte, der er tvunget ned i tid. Alene disse forslag koster flere mia.kr. at realisere, og LO har flere gode relevante indspil til regeringen. Nu må vi se, om den mener det alvorligt. Men selv om det lykkes at lave en trepartsaftale betyder det ikke, at alt så pludselig er rosenrødt. For der er et kolossalt efterslæb i den offentlige sektor, som skyldes den borgerlige regerings nedprioritering. Uanset hvor meget opkvalificering, vi kan sikre hjemmehjælperne, nytter det ikke meget, hvis normeringerne er for lave. Og uanset om vi kan skaffe pædagogmedhjælperen fuld tid, lapper det ikke hullerne i taget eller forbedrer den nedslidte legeplads i børnehaven. Lad mig derfor være meget klar i mit budskab til jer i dag: Den offentlige sektor vil have det bedre med en anden regering, end den der systematisk har nedprioriteret i den igennem snart 6 år. Det en trepartsaftale med LO ikke lave om på. 12
Det er tid at slutte af, og jeg håber, at det er lykkes mig at overbevise jer om, at der er hårdt brug for en stærk LOfagbevægelse - også i fremtiden. Store opgaver og udfordringer venter på os. De er nye, ligeså tiden er det. Men det helt grundlæggende udfordring er meget lig det, vi har kendt til i generationer: Vi skal skaffe retfærdig fremgang til alle. Og vi skal gøre det som en aktiv, demokratisk og engagerende bevægelse med plads til forskellighed men med sammenhold, når det gælder. Fortsat god 1. maj! 13